Æslerne og elefanterne. historiske perspektiver i den amerikanske valgkamp

Transkript

1 historiske perspektiver i den amerikanske valgkamp Mads Fuglede Underviser i Amerikansk Historie ved Brandbjerg Højskole Indledning På samme dag i 1995 blev USA s tredje præsident Thomas Jefferson ( ) gjort til medlem af både det Demokratiske og Republikanske Parti. I en tale til et støttearrangement for sit eget parti gjorde republikanernes leder af Kongressen, Newt Gingrich, opmærksom på, at havde Jefferson været i live i dag, ville han være medlem af netop Det Republikanske Parti. Næsten samtidigt talte Iowas Demokratiske medlem af Senatet, Tom Harkin, til et støttearrangement for sit eget parti, hvor han bekendtgjorde, at Jefferson ville have været Demokrat, havde han været i live i dag. Anekdoten demonstrerer med tydelighed, hvor svært det ind i mellem kan være at orientere sig i amerikansk politik. 1 Hvem står egentlig for hvad? Og hvilken politisk arv trækker de to partier på? Det hele bliver endnu mere absurd, når man tænker tilbage på Thomas Jeffersons egne bemærkninger fra 1789 i et brev til Francis Hopkins, hvor han gjorde opmærksom på, at han så politiske partier som den største trussel af alle mod USA s politiske system:»i never submitted the whole system of my opinions to the creed of any party of men whatever, in religion, in philosophy, in politics or in anything else, where I was capable of thinking for myself. Such an addiction is the last degradation of a free and moral agent. If I could not go to Heaven but with a party, I would not go there at all.«også USA s første præsident, George Washington ( ), advarede kraftigt mod skabelsen af politiske partier. Men nationen sad advarslen fra to af de mest indflydelsesrige personer i skabelsen af USA overhørig. Der opstod hurtigt politiske partier, og siden 1854 har den politiske magt været delt mellem Det Demokratiske Parti og Det Republikanske Parti i USA. To partier, der har ændret sig voldsomt gennem årene, og som konstant undergår en forvandling, der gør, at de kan være meget svære at beskrive fyldestgørende. I det følgende vil jeg forsøge at kaste lys over de to essentielle politiske institutioner i amerikansk politik: Demokraterne og Republikanerne. Kort efter sine bombastiske udtalelser om faren ved politiske partier måtte Thomas Jefferson sande, at der var ved at opstå permanente modsætningsfyldte interesser i den unge nation, som skabte interesseorganisationer og politiske partier. I sin indædte kamp med især Alexander Hamilton og dennes Føderalistiske Parti om skabelsen af en amerikansk centralbank tog Jefferson sammen med James Madison ( ) initiativ til, at det Demokratiske Parti blev stiftet (The Democratic- Republican Party, hed det i begyndelsen). Det er meget vanskeligt at angive en præcis dato for partiets stiftelse, da både Jefferson og Madison egentlig var principielle modstandere af det parti, de selv havde skabt. Det har sandsynligvis været i 1792, 4

2 men der var snarere tale om en bevægelse, der fandt sammen, når føderalisterne forsøgte at centralisere magten i USA, og som opløste sig selv, når de politiske vinde ikke blæste så voldsomt. Først efter 1828 fik partiet en central styring under Andrew Jacksons ( ) ledelse. I kølvandet på striden mellem Thomas Jefferson og Alexander Hamilton ændrede det politiske klima sig. Hver foranledigede de, at der blev trykt pamfletter og udgivet aviser, der svinede modstanderne til med særdeles underlødige analyser. Skabelsen af politiske partier i USA gik hånd i hånd med en meget hård tone i debatten. Tonen i amerikansk politik Præsidentvalget i 1828 var det til dato mest beskidte i amerikansk valgkampshistorie. Demokraternes kandidat, Andrew Jackson, blev beskyldt for at være besat af spil, en fordrukken horekarl, slavehandler og morder hvilket alt sammen var mere eller mindre sandt. Mindre sande var påstandene om, at han var søn af en prostitueret, mulat og ubegavet. Kritikken var så voldsom, at Jacksons kone Rachel døde af et hjerteslag, da hun så den omtale, der var blevet hende til del. Da Demokraterne gav igen på samme lave niveau, er det ikke sært, at valget i 1828 aldrig er blevet overgået i beskidthed. Alligevel kan man op til de fleste præsidentvalg læse, at netop dette vil være det mest nedrige nogensinde. Sådan er den nuværende valgkamp mellem George W. Bush og John F. Kerry også fejlagtigt blevet beskrevet, men selvom der er langt fra tonen i 1828 til i dag, har man altid haft en tradition for at gå meget hårdt til hinanden i amerikansk politik. Kandidaterne kaster sjældent selv mudderet men ser til, mens politiske grupperinger, der er mere eller mindre løst tilknyttet de to store partier Demokraterne og Republikanerne går i gang med kampagner, der ville være utænkelige i de fleste andre demokratier. Republikanernes allerførste kandidat fik sin valgkamp i 1856 ødelagt af rygter om, at han var kannibal og katolik, og da Grover Cleveland blev valgt til præsident i 1884 gik der rygter om, at han havde tævet sin kone så voldsomt under hendes graviditet, at deres barn var hjerneskadet, da det blev født. Men Clevelands valgkamp demonstrerede også, at galskaben havde en grænse. Da han blev mødt med beskyldninger fra republikansk side om, at han havde en søn født uden for ægteskab, indrømmede Grover Cleveland, at han kunne være faderen og betalte derfor for barnets uddannelse. Cleveland opdagede, at amerikanerne elsker en synder, der bekender, og oplevede pludselig medvind. Modkandidaten, republikaneren James Blaine, opdagede for sent, at der var en grænse for, hvor lavt man kunne synke i sine beskyldninger og tog derfor ikke tidsnok afstand fra sin støtte, præsten Samuel Burchard, da denne udtalte, at Demokraterne var et parti drevet af sprut, oprør og katolicisme. Det var den berømte dråbe, der fik bægeret til at flyde over, og Grover Cleveland vandt valget. Denne dobbelthed er det vigtigt at holde sig for øje, når man betragter amerikanske valgkampe. Vælgerne ønsker, at kortene bliver lagt på bordet især hvis det er tale om emner, der kan han indflydelse på kandidatens evne til at bestride sit hverv, skulle han eller hun blive valgt. Men de reagerer på samme måde voldsomt, hvis man er sunket for lavt. Der er to gode eksempler på begge tendenser i nyere tid. I 1972 blev det afsløret, at Thomas Eagleton flere gange havde været indlagt med psykiske problemer og var blevet behandlet med chokbehandling to gange. George McGovern, der var demokraternes præsidentkandidat, havde valgt Eagleton som sin mulige vicepræsident og kom nu i strid modvind for sin evne til at træffe vigtige beslutninger. I en tid, hvor amerikanerne inden for en kort årrække havde måttet begrave John og Robert F. Kennedy samt Martin Luther King som ofre for politisk motiverede mord, var det bestemt ikke uvæsentligt, hvem der var landets vicepræsident han kunne meget vel ende som præsident, og ingen ønskede, at den person der havde adgang til verdens mest moderne a-våben-arsenal i perioder kunne være psykisk uligevægtig. Der havde været rygter om Thomas Eagletons indlæggelser, da han blev valgt til senatet for Missouri, men de havde aldrig nået offentligheden, da pressen havde vurderet, at der er en væsentlig forskel på at være senator og vicepræsident. Afsløringen var et udtryk for amerikansk valgkamp, når den er beskidt og nådesløs, men der var samtidig tale om en oplysning, som den amerikanske vælger (og verdenssamfundet) havde krav på at vide, så de selv kunne vurdere, om Eagleton var valgbar. I 1992 sås et eksempel på, at man som Grover Cleveland kan bruge negativ omtale til sin egen fordel. I hele sit politiske liv har der (med god grund) været rygter om Bill Clintons sexliv. Da Clinton i 1992 så ud til at være i alvorlige vanskeligheder, blev han ramt af sin egen fortid. Det kom frem, at 5

3 han havde haft en affære med Gennifer Flowers. Bill og Hillary Clinton valgte at diskutere problemet offentligt og lod sig interviewe på landsdækkende tv. Lige efter Super Bowl-finalen deltog de i programmet 60 Minutes emnet var deres ægteskab og Bill s affære. Få har udvist større politisk tæft end netop Bill Clinton. Måske var det derfor, han vidste, at amerikanerne ville støtte ham, hvis han angrede på den rigtige facon. Med millioner af amerikanere som tilskuere indrømmede han, at han havde skabt smerte i sit og Hillarys ægteskab, men at han ikke ønskede at tale om dem i detaljer på landsdækkende tv det var heller ikke nødvendigt, alle vidste, hvad han hentydede til. Ved sin side havde han Hillary Clinton, og hun afbrød nu sin mand og stillede seerne det retoriske spørgsmål, om det virkelig kunne passe, at man ikke kunne være kandidat, hvis man havde haft vanskeligheder i sit ægteskab og ikke ønskede offentligt at diskutere emner, der var smertefulde? Da intervieweren Steve Kroft derpå antydede, at deres ægteskab var et bemærkelsesværdigt arrangement, var det Bill Clintons tur til at afbryde:»wait a minute, wait a minute. You re looking at two people who love each other. This is not an arrangement or an understanding. This is a marriage.«over det ganske land brød tårerne frem. Det var bemærkelsesværdigt tv og et eksempel på, at nok kan amerikansk politik være nådesløs, men den er sjældent hjerteløs. Med sin bekendelse, og netop fordi amerikansk politik ofte handler om at få alle skeletterne ud af skabet, reddede Bill Clinton sit politiske liv. Når Michael Moore går John F. Kerrys ærinde og angriber George W. Bush i sin morsomme og hadske, men også dybt fortegnede film om 11. september, eller når veteraner fra krigen i Vietnam angriber Kerrys ret til de medaljer, han modtog som soldat i netop Vietnam, er der altså tale om business as usual. Der er i begge tilfælde tale om slag langt under bæltestedet, men samtidig rejser de spørgsmål, som er væsentlige: Overspiller Kerry sin rolle som veteran? Er måden, hvorpå Bush håndterede angrebene 11. september 2001, den rette? Demokraterne og Republikanerne er verdens ældste og tredjeældste fungerende politiske parti (de engelske konservative er det næstældste). Andrew Jackson blev som nævnt af sine politiske modstandere stemplet som ubegavet. Man brugte udtrykket jackass, som folkene omkring Jackson hurtigt tog til sig og lavede plakater med et æsel på for at vise, at uanset hvilke kræfter han var oppe imod, ville Andrew Jackson kæmpe videre med et æsels stædighed, og siden den politiske karikaturtegner Thomas Nast i 1870 brugte æslet som symbol på Demokraterne, har det hængt ved. Nast brugte i 1874 elefanten som symbol for Republikanerne, egentlig for at karikere demokraternes frygt for at Ulysses S. Grant ville søge en tredje embedsperiode som præsident. Elefanten symboliserer da en form for»kejserlig«selvforståelse. Siden er det blevet til Republikanernes officielle symbol, der skal signalere, at man er tykhudede og velovervejede på en sindrig, men kraftfuld facon. Republikanerne går også under betegnelsen Grand Old Party eller blot G.O.P., men denne betegnelse viger mere og mere til fordel for billedet af elefanten. Begge symboler signalerer en form for stædighed, hvilket er et godt eksempel på den vedholdenhed, med hvilken de hver især har formået at placere sig centralt i amerikansk politik gennem det meste af USA s nyere historie. Der er reelt kun to partier i amerikansk politik, men de er ikke partier i europæisk forstand. Snarere er der tale om to meget brede politiske bevægelser, der hver især søger at holde sammen på et kludetæppe af forskellige vælgergrupper, som de mener kan give dem et flertal. De to partiers base er så skiftende, at partierne gennem historien har skiftet karakter flere gange. Oprindeligt var Demokraterne ment som en modvægt til det for længst uddøde Føderalistiske Parti, der under Alexander Hamiltons ledelse søgte at centralisere magten i USA. Demokraterne (der for at gøre forvirringen komplet oprindeligt kaldte sig selv for Republikanerne) havde base blandt husmænd og de nybyggere, der søgte mod vest. De ønskede en svag centralmagt, fordi mange af dem havde tjent som soldater i Uafhængighedskrigen ( ). De havde kæmpet for at blive fri for den britiske centralmagt og ønskede ikke, at en ny skulle træde i dennes sted. Demokraterne var et minimalstats-parti, der forsøgte at beskytte de svageste mod storkapitalens interesser. Denne havde udgangspunkt i en lille, men meget magtfuld, gruppe handelsmænd i de store havne langs Amerikas østkyst. Lidt karikeret kan man sige, at Demokraterne oprindeligt stod for det, som Republikanerne står for i dag. I 1854 var USA ved at falde fra hinanden. Kongressen vedtog The Kansas-Nebraska Act, der åb- 6

4 nede vesten for slaveri, og i et forsøg på at samle modstanderne af slaveriet blev Det Republikanske Parti stiftet. Samme spørgsmål var i denne periode ved at splitte Det Demokratiske Parti i en nordlig og en sydlig fløj. I norden havde Demokraterne rekrutteret flittigt blandt nye emigranter fra især Tyskland og Irland i et forsøg på at beholde magten i Kongressen, men havde gjort regning uden vært, da disse grupper var overvejende modstandere af slaveriet. Resultatet var, at Det Demokratiske Parti delte sig i en stærk konservativ og racistisk fraktion, der havde udgangspunkt i sydstaterne og en mere moderat nordlige fraktion, der blev mindre og mindre præget af nybyggere og husmænd til fordel for indbyggerne i de store byer og deres interesser. Republikanerne udnyttede denne interne strid hos Demokraterne og fik fra starten stor succes med en blanding af et ønske om gratis land i vesten samt modstand mod slaveriet og mormonernes polygami. Republikanerne ønskede en stærk centralmagt, der kunne udskrive skatter og holde delstaternes særinteresser i ave. Igen kan man lidt karikeret sige, at Republikanerne på en række mærkesager stod for det, som Demokraterne står for i dag. At de to partier med tiden har byttet politisk program er mere end blot en historisk pudsighed. Det er et billede på den politiske fleksibilitet og mangel på topstyring og partidisciplin, man ellers forbinder med politiske partier. Det fik Theodore Roosevelt ( ) til at erklære, at de to partier var tomme skaller:»...with no real soul within either, divided on artificial lines, boss-ridden and privilegecontrolled, each a jumble of incongruous elements, and neither daring to speak out wisely and fearlessly on what should be said on the vital issues of the day«. I en vis forstand havde Roosevelt ret. De to store partier er så bredt favnende, at der nemt kan være større uenighed internt i partierne end over for det andet parti. Endvidere har deres bredde haft den konsekvens, at de effektivt har udelukket andre partier fra at etablere sig som en tredje eller fjerde valgmulighed. Hver gang, der opstår en bevægelse i USA, der truer med at etablere sig selv som et nyt parti, vil et eller begge af de to store gamle partier opsuge denne bevægelse og gøre den til en del af sin base. Det er derfor, at flertallet af Ralph Naders vælgere har forladt Det Grønne Parti til fordel for især Demokraterne. Libertarianere ender oftest hos Republikanerne, og det er baggrunden for, at en socialist som Michael Moore nu fører kampagne for Det Demokratiske Parti. Tidligere betød partiernes politiske bredde, at konventerne var rene slagsmål mellem forskellige politiske grupper, der søgte at få deres mærkesager på programmet. Men siden starten af 1990 erne har der været en tendens til, at begge partier har fået bedre kontrol internt. De indre kampe er blevet afløst af en streng partidisciplin via magtfulde ledere i Kongressen. Derfor er man inde i en periode, hvor de to partier virker meget stabile og ensrettede, men det vil ændre sig det øjeblik, amerikanerne igen bliver trætte deraf og begynder at slutte op om politiske grupper uden for de to gamle partier. Borgerkrig og politisk identitet Den Amerikanske Borgerkrig ( ) fik en afgørende indflydelse på de to partiers udvikling. Ved valget i 1860 faldt Det Demokratiske Parti fra hinanden i en nordlig og sydlig halvdel, der hver især opstillede deres egen præsidentkandidat. Republikaneren Abraham Lincoln ( ) vandt velvidende at landet på vej mod en krig, der truede med at få USA til at kollapse som nation. Demokraternes støtte til syden gjorde, at de blev fremstillet som upatriotiske en anklage, man fra Republikansk side har holdt fast ved lige siden. Et populært Republikansk slogan fra tiden efter borgerkrigen lød:»vote the way you shot«, og Thaddeus Stevens ( ) sagde om sine Demokratiske kollegaer i Kongressen:»I do not wish to sit side by side with men whose garments smell of the blood of my kindred«. Demokraterne blev fremstillet som desertører, mordere, forrædere og upatriotiske og Indiana s Republikanske Guvernør Oliver P. Morton erklærede således i 1868 at»the Democratic Party may be described as a common sewer and loathsome receptacle, into which is emptied every element of treason North and South, every element of inhumanity and barbarism which has dishonored the age.«i mere end hundrede år har Republikanerne hævdet præcist det samme som George W. Bush gør i disse dage: At man ikke kan overlade National Sikkerhed til Demokraterne. Meningsmålinger viser, at denne opfattelse af Demokraterne stadigvæk præger amerikanerne, til trods for, at næsten alle væsentlige krige, som USA har deltaget i, har været med Demokratiske Præsidenter i det Hvide Hus. Woodrow Wilson ( ) fik USA med i Første Verdenskrig, Franklin D. Roosevelt ( ) fik landet med i Anden Verdenskrig, Harry S. Truman (1884-7

5 1972) fik USA i krig i Korea og John F. Kennedy ( ) fik USA engageret i Vietnam, hvor Lyndon B. Johnson ( ) for alvor optrappede Amerikas deltagelse. Borgerkrigen betød endvidere, at Det Demokratiske Parti blev en meget højreorienteret samling af grupper, der ikke accepterede nederlaget til nordstaterne. Ku Klux Klan, der opstod i 1866, var en integreret del af Det Demokratiske Parti. Deres mål var i starten især Republikanske politikere og andre hvide, der kunne udfordre Demokraternes magt i syden. Ved valget i 1866 dræbte de i Louisiana alene mellem 800 og Republikanere. Selvom Klanen i 1871 af Kongressen blev søgt opløst, var den i perioder en magtfaktor i amerikansk politik helt frem til 1960 erne. I midten af 1920 erne dominerede Klanen det politiske system i Indiana, Colorado, Oregon, Oklahoma, Alabama og Mississippi, hvor den bestemte, hvilke Demokratiske kandidater der blev valgt. Først i 1924 kom det til et bittert opgør ved partikonventet over Klanens rolle i Det Demokratiske Parti, men Klanen blev ikke endeligt fortrængt fra partiet, før Lyndon B. Johnson kom til magten i I perioden fra var Det Demokratiske Parti mere højreorienteret, end Republikanerne nogensinde senere skulle opnå at blive. Demokraterne og Republikanerne bytter politisk ståsted Republikanerne var fra som nævnt tilhængere af en stærk centralmagt. De støttede omfattende offentlige programmer, der især skulle sørge for, at Vesten, som nybyggerne var på vej ud i, kunne blive udviklet. Selv midt under borgerkrigen støttede Lincoln nogle af de mest ambitiøse og kostbare regeringsprogrammer i amerikansk historie: Den transkontinentale jernbane, The Homestead Act (der gav nybyggerne jord) og uddannelsesprogrammer for nybyggerne. For at betale for det hele støttede man derfor også en efter amerikanske forhold meget høj skattepolitik. I denne periode var Republikanerne mere venstreorienterede, end Demokraterne nogensinde senere skulle blive, og de viste ikke tegn på at skulle ændre sig. De gik fra succes til succes. Føderationen blev bevaret, slaverne frigivet, Atlanterhavet blev forbundet med Stillehavet af jernbanen, og nationen oplevede et økonomisk boom ulig noget, verden før havde set, personificeret af blandt andre Rockefeller, Carnegie, Morgan, Kellogg, Hershey, Heintz, Sears og Woolworth. Men den koalition, som Republikanerne havde skabt, begyndte at gå op i limningen på grund af de vanskeligheder, man oplevede med at få Syden genopbygget efter borgerkrigen, og fordi de store selskaber, der var motoren i landets økonomiske succes, var blevet alt for magtfulde. Da Theodore Roosevelt ( ) blev præsident i 1901, søgte han at gøre op med storindustriens magt. Han var drivkræften bag en række love, der begrænsede industriens magt, men oplevede samtidig, at der var stærke kræfter i partiet, som ikke sluttede op om Roosevelts progressive politik. Da han overlod præsidentembedet til sin nære ven William H. Taft ( ) i 1908, blev han så rasende over vennens mere konservative kurs, at han valgte at genopstille i Ud over et forlist venskab fik Roosevelts beslutning den konsekvens, at Det Republikanske Parti blev splittet. Da Republikanerne skulle vælge mellem Roosevelts progressive program og Tafts konservatisme, sluttede man op om sidstnævnte. Roosevelt brød med Republikanerne og tog halvdelen af partiet med sig i et forsøg på at skabe et tredje parti. Demokraterne øjnede en mulighed for at komme tilbage til den politiske magt og overhalede Roosevelts Progressive Parti venstre om med en ny koalition, hvis kerne bestod af byernes arbejdere. På grund af Republikanernes opdeling vandt Demokraten Woodrow Wilson valget i 1912, og Republikanerne forblev det konservative parti i amerikansk politik. Woodrow Wilsons periode som præsident var dog så ujævn en oplevelse for amerikanerne, at de vendte sig mod det nu konservative Republikanske Parti og valgte 3 Republikanere frem til Depressionen i 1929: Warren G. Harding ( ), Calvin Coolidge ( ) og Herbert Hoover ( ). Men depressionen blev en katastrofe for Republikanerne, der havde bevæget sig mere og mere mod højre i det politiske spektrum. Det var ikke lykkedes Woodrow Wilson at gøre Demokraterne til det progressive parti i amerikansk politik på grund af konservative sydstats-demokrater og spørgsmålet om Ku Klux Klans rolle i partiet, men alt dette blev ændret med Franklin D. Roosevelts valgsejr i Han formåede at skabe en vedvarende koalition af progressive grupper og sydstats-demokrater, der den dag i dag stadigvæk er partiets kernevælgere. Han evnede at bruge depressionens ødelæggende effekt konstruktivt til at genrejse Demokraterne. 8

6 Moderate kræfter i storindustrien, der havde mistet troen på Republikanerne, blev lokket ind i partiet, selvom Roosevelts New Deal-program var baseret på en udvidelse af arbejderklassens rettigheder. Det skete ved at true industrien med, at de kunne vælge at støtte ham eller se landet blive overtaget af socialisterne (hvilket var en fuldstændig ubegrundet frygt). Demokraternes nye koalition var en af de særeste i amerikansk historie, der lige siden har været meget svær at holde sammen på. De mange landmænd og arbejdere, der så Roosevelts New Deal som den eneste kur mod Depressionen, blev i løbet af 50 erne og 60 erne mere og mere utrygge ved at dele parti med hippier, beatniks, intellektuelle, feminister og borgerrettigheds-forkæmpere. Derfor fungerer Det Demokratiske Parti bedst, når man oplever økonomisk stagnation i USA. I gode tider søger dele af de mere moderate kræfter i partiet over til Republikanerne, medens de vender tilbage, når den står på lavkonjunktur. Men partiet er så vanskeligt at holde sammen på, at det kun er Bill Clinton, der effektivt har formået at genskabe Roosevelts koalition. I første omgang kun fordi der var lavkonjunktur samtidig med, at mangemilliardæren Ross Perot stjal stemmer blandt republikanernes kernevælgere ved valget i Det bekymrer mange Demokrater i dag, at John F. Kerry tydeligvis ikke magter at samle Demokraterne, som kun står sammen, fordi George W. Bush har formået at polarisere nationen. Endnu mere utrygge bliver de ved visheden om, at fire af USAs mest populære og midtsøgende politikere kan skimtes bag George W. Bush: Californiens guvernør Arnold Schwarzenegger, Arizona-senatoren John McCain, New Yorks tidligere borgmester Rudy Giuliani og Guvernør George Pataki fra New York. Alle forventes at være interesserede i at stille op i 2008 Schwarzenegger dog kun, hvis Utahs senator Orin Hatch har opbakning til at få ændret forfatningen så amerikanere der ikke er født i USA, kan stille op. Det er Roosevelts gamle koalition, der skal redde Demokraterne. Det lykkedes næsten for Al Gore ved sidste valg, der fik opbakning af de grupper, der er essentielle for demokratiske kandidater: Kvinder, Sorte, Jøder og Hispanics. Desuden klarede han sig godt blandt arbejdere og lav-indkomst grupper. Men hvis det ikke lykkes denne gang, hvor man er oppe mod en præsident, der har formået at få en rekordhøj approval-rating på 91% til at dale til 38%, ser fremtiden dyster ud for Demokraterne, der stjal Republikanernes base og program, men har sværere og sværere ved at stjæle amerikanernes hjerte er året, hvor Republikanerne fejrer deres 150 års fødselsdag som politisk parti/bevægelse i USA. I sin levetid har partiet vundet valgkampen om præsidentembedet 22 gange fordelt på 18 forskellige præsidenter. Det har i overvejende grad været Republikanerne, der har sat den politiske dagsorden i USA. De har bevæget sig langt i det politiske spektrum. Oprindeligt blev de samlet i modstanden mod slaveriet, men oplever i dag, at kun een ud af ti sorte stemmer på dem. De støttede i sin tid en stærk centralmagt med udgangspunkt i Washington DC, men er i dag det parti, der tiltrækker flertallet af de vælgere, der er skeptiske over for dette koncept. Ved sin fødsel i 1854 var de indædte modstandere af frihandel, hvilket er endnu et område, hvor de markant har skiftet kurs. De mange kursskifte til trods har de haft en evne til at ramme nerven i den amerikanske folkesjæl oftere end Demokraterne, der trods en meget længere levetid kun har vundet kampen om det Hvide Hus 15 gange. Men det er også det parti, der har formået at producere de kandidater, som har været mest kontroversielle i omverdens øjne. George W. Bush er bestemt ikke den første Republikaner, der har formået at få især europæerne til at se med forundring og skepsis på amerikansk politik. Før ham var der Patrick Buchanan, Ronald Reagan, Richard Nixon, Barry Goldwater og Joseph McCarthy. Republikanske præsidenter har et blandet ry. Med Abraham Lincoln producerede de en af historiens største statsmænd, og med Ulysses Grant og Warren G. Harding nåede man det absolutte nulpunkt i politiske evner. Demokraterne har også en blandet historie. F. D. Roosevelt og Harry S. Truman var de rette mænd på det rigtige tidspunkt, der hver især stod over for udfordringer, man ikke ville ønske for sine værste fjender og løste opgaven på fornemmeste vis. Det har med rette ikke været Andrew Johnsons ( ) eftermæle han tilhører samme (mangel på) klasse som Grant og Harding. Hverken George W. Bush eller John Kerry når disse yderpunkter hvilket trods alt må være en trøst ved et valg, hvor mange politiske iagttagere forhåbningsfuldt kigger mod fremtiden efter nye stjerner på den amerikanske politiske himmel. Men een ting er sikker de vil være Demokrater eller Republikanere. 9

7 Note 1. Anekdoten er fra Tim Magas introduktion til Alan Axelrods The American Revolution (2000). s. xvii. Litteratur Om de to partier, kan følgende værker varmt anbefales: Jules Witcover, Party of the People A History of the Democrats, Lewis L. Gould, Grand Old Party A History of the republicans, De bedste biografier om nogle af USA s mest markante præsidenter er: John Ferling, The First of Men: A Life of George Washington, Joseph J. Ellis, American Sphinx: The Character of Thomas Jefferson, Robert Remeni, Andrew Jackson (3 vol.), James A. Rawley, Abraham Lincoln and a Nation Worth Fighting For, Richard E. Welch, The Presidencies of Grover Cleveland, Edmund Morris, Theodore Rex (om Theodore Roosevelt), Robert K. Murray, The Harding Era (om Warren G. Harding), Doris Kearns Goodwin, No Ordinary Time (om Franklin Delano Roosevelt), David McCullough, Truman (om Harry S. Truman), Robert Dallek, Lyndon B. Johnson Portrait of a President, Joan Hoff, Nixon Reconsidered (om Richard M. Nixon), William Pemberton, Exit with Honor: The Life and Presidency of Ronald Reagan, Nigel Hamilton, Bill Clinton An American Journey,