Eksistentiel analyse af mennesket - om behovet for selvbevidsthedens frigørelse

Transkript

1 Eksistentiel analyse af mennesket - om behovet for selvbevidsthedens frigørelse af cand.mag.fil Jesper Jungløw Nielsen 1

2 Indledning Frihed. Dette er det centrale begreb for den menneskelige eksistentielle væren; før vi kan skabe egen væren, må vi kæmpe for egen eksistens og frigørelse. Denne analyse vil forsøge at belyse dette forhold; at mennesket udvikles i en dialektisk proces, hvori dets selvbevidsthed må kæmpe en kamp for frigørelse, før den kan være i stand til at skabe sin egen frihed. Til brugen af dette bruges henholdsvis G.W.F. Hegels værk Åndens Fænomenologi samt Alexandre Kojéves Introduction to the reading of Hegel. Således vil analysens fremgangsmåde funderes på Kojéves eksistentialistiske Hegel tolkning, hvori der forsøges at vise, hvorledes selvbevidstheden må kæmpe for sin egen eksistens og frigørelse. Indledningsvis introduceres det hegelianske Herre/træl forhold i afsnittet Den uselvstændige selvstændighed. Heri ser vi, hvorledes selvbevidstheden begærer at negligere den anden. Men dette berømte Hegel afsnit er kun første del af vejen til frigørelse af selvbevidstheden. I afsnittet Den ulykkelige bevidsthed Om overvindelse af ideologier ser vi, hvorledes selvbevidstheden må kæmpe sig igennem en række stadier for at kunne være i stand til at frigøre sig selv. I dette henseende bruges som udgangspunkt Kojéves eksistentialisme, hvori vi vil se, at det er muligt for den selvbevidste træl at bevæge sig fra en idé om frihed til et ideal om frihed. De stadier, som selvbevidstheden skal frigøre sig fra, er henholdsvis Stoicisme, Skepticisme og endelig den Kristne ideologi. Analysens efterfølgende fokus vil efterfølgende være på sidstnævnte ideologi; heri kan selvbevidstheden ikke finde sig fri, fordi den fornægter virkeligheden, og derved kan den ikke leve op til det absolutte videnskriterium, som vi søger. Analysen vil efterfølgende diskutere dette kristne forhold og vise, hvorledes ideologien er en hindring for selvbevidsthedens frigørelsesproces; således eksemplificeres dette med et eksempel fra Dantes Guddommelige Komedie, hvori vi vil se, at selvbevidstheden, eksistentielt set, ikke formår at frigøre sig. Min påstand skal lyde, før vi kan skabe vore egne værdier og livsanskuelser, må vi se os fri fra dette hinsidige til dette perspektiveres derfor til Friedrich Nietzsche, som netop er fortaler for frigørelse af det nihilistiske og hinsidige. 2

3 I afsnittet Selvbevidsthedens lyksalighed ser vi, at selvbevidstheden succesfuldt erhverver sit mål, fordi den formår at besidde en vished om sig selv og den verden, hvori den agerer. Dette er den eksistentielle analyse af mennesket; der er et nødvendigt behov for selvbevidsthedens frigørelse. Den uselvstændige selvstændighed Essens af den menneskeligværen er besiddelsen af refleksiv egenskab, hvori mennesket kan forholde sig til sig selv og de aspekter, som medfølger i sådanne forhold. Menneskeligværen er kendetegnet ved tilstedeværen, som er i-verden-væren, hvori vi forholder os til vor egen væren samt besiddelse af en fremadrettet handlingsorientering. Det vil sige, at den menneskeligværen er i stand til refleksivt at kunne forholde sig til sig selv samtidig med at kunne agere i verden på baggrund af egne idealer og livsanskuelser. I selvbevidsthedens henseende er sådanne eksistentiel forståelse af, hvad mennesket er grundlaget for, hvorledes vi, teoretisk set, er i stand til at skabe vore egne værdier og fundere vor eksistens på egne livsanskuelser. Selvbevidstheden er essentielt set grundlaget for sådanne væren, hvori der ikke er givet nogen på forhåndværende værdier. Umiddelbart vil man tendencere til at sige, at sådanne selvbevidste værensmodi allerede er givet på forhånd. Dette er dog ikke tilfældet. Selvbevidstheden kæmper en konstant kamp for opretholdelse af egen eksistens, og så længe den er bundet til et herredømme, så vil selvbevidstheden aldrig kunne realisere sig selv og vil derfor aldrig kunne opnå sit eksistentielle mål; at være fri fra normsættende elementer såsom et magtforhold selvbevidstheder imellem, institutionsforhold eller sågar religiøse forhold. Således handler det om at være i stand til at være herre over den anden. Dette er en magt kamp, som udspiller sig i dagligdagens små aspekter til de store beslutninger, som bliver taget i den politiske sfære. Det er en anerkendelseskamp, som konstant udspiller sig værender imellem. En kamp, hvori der udspiller sig en eksistentialistisk formning og transformation af det enkelte menneske, som berører dennes identitetsskabelse. I Åndens Fænomenologi bruger Hegel Herredømme og trældom dialektik til at vise, hvorledes selvbevidstheder skabes. Vi må i første omgang antage bevidsthed værende den bevidsthed, som er i stand til at skabe os som menneske; dvs. at være i stand til at være refleksiv over de indsigter, vi nu engang har gjort os. Således bliver bevidsthedens erfaringer med den verden, den nu engang befinder sig i samt bevidstheden om sig selv, grundlaget for, at denne bevidsthed formår at blive en selvbevidsthed. 3

4 I mødet med den anden selvbevidsthed opstår en kamp, og da begge selvbevidstheders målsætning er selvstændighed, søges en tilintetgørelse af den anden selvbevidsthed. I sidste ende vil sådanne tilintetgørelse resultere i absolut negation af livet. Men som Alexandre Kojéve påpeger i Introduction to the reading of Hegel, må vi betvivle at den tabende selvbevidsthed vælger døden frem for livet; One must suppose that the Fight ends in the victory of the one who is ready to go all the way over the one who faced with death does not manage to raise himself above his biological instinct of preservation 1. Resultatet heraf lyder således; at netop fordi den ene selvbevidsthed vælger livet og ikke selvstændighed, så bliver relationen mellem de to selvbevidstheder ophævet, og de kæmper ikke længere som sådanne, men som henholdsvis Herre og træl. I dette Herredømme og trældom er Herren overbevist om sin selvbevidsthed som værende selvstændig han kan fortære via sit begær, mens trællen må bearbejde tingen i Herrens henseende. Forholdet, som opstår i Herredømmet og trældom, er dog misvisende, for Herre er i- og-for-sig ikke selvstændig, da han er afhængig af trællens anerkendelse; dvs. han er afhængig af, at trællen anerkender Herren som værende selvstændig ligeså er Herren afhængig af trællens bearbejdelse af tingen. Mens Herren ikke anerkender trællens selvstændighed, så formår trællen at erkende dennes afhængighed af det arbejde, som denne er blevet pålagt af Herren. Herren formår ikke at blomstre i eksistentiel forstand, fordi denne blot forholder sig til trællen i kraft af dennes bearbejdelse af tingen. Dette betyder, at hvad der ikke lykkedes for Herrens begær lykkedes til gengæld for trællen; trællen bearbejder tingen i sådan et omfang, at denne i sidste ende finder eksistentiel nydelse af denne og finder således en form for egen tilfredsstillelse i sit arbejde; Hvad ikke lykkedes for begæret, lykkes for ham [trællen], nemlig at blive færdig med tingen og at stille sig tilfreds i nydelsen af den 2. Jeg vil dertil mene, at dette er et centralt punkt i den eksistentielle analyse af mennesket og dertilhørende behov for frigørelse af selvbevidstheden; for nok er selvbevidstheden ikke fri af de normsættende ideologier, som den er underlagt, men det viser, hvorledes trællen formår at skabe en transformation af tingen og af verden. Det vil sige, at det lykkedes at skabe og forme den virkelighed, hvori trællen befinder sig. På samme måde viser det, at Herren og dennes Herredømme ikke er selvstændigt. Jeg vil gå så langt at sige at Herren funderer sit værende på et falskt grundlag, og denne mangler ganske enkelt et grundlag for at være bevidst om sig selv og sin selvstændighed. Omvendt er det netop trællen, som går sin 1 Kojéve, Alexandre: Introduction to the reading of Hegel. Side 41 2 Hegel, Georg Wilhelm Friedrich: Åndens Fænomenologi. Side

5 første sejrsgang ved at skabe transformation og derved se sig selv som værende, ikke selvstændig endnu, men et potentiel selvstændigt værende, fordi denne besidder bevidstheden af den transformation, denne er i stand til at underlægge tingen og verden. Således bliver vejen til sandhed og viden lagt via den dialektiske process, hvis incitament findes i trællen selv; If history must be completed, if absolute knowledge must be possible, it is only the Slave who can do it, by attaining Satisfaction. And that is why Hegel says the truth of the Master is the Slave 3 Dette er grundlaget for den resterende del af analysen; at, via trællens begær kan vi, muligvis, i sidste instans, finde den sandhed og viden, som vi søger. Skal dette kunne findes, er der derfor en nødvendighed af frigørelse af selvbevidstheden. En frigørelse som støder på flere ideologiske kampe, før den kan se sig fri. Den ulykkelige bevidsthed Om overvindelse af ideologier I begæret længes selvbevidstheden efter det andet deraf kampen om Herredømme og trældom trællen besidder den eksistentielle fordel, at den formår at virkeliggøre sin vilje, og derved funderes dennes selvreflektion som værende selvstændig. Men på trods af dette er trællen, og derved selvbevidstheden, ikke fri. Dette er på trods af, at trællen via transformation, har formået at virkeliggøre sin vilje, som dertil skaber en virkelighed. Men trællen kan stadig ikke se sig fri fra Herredømmet, da Herren stadig ikke er i stand til at virkeliggøre sig selv 4. På nuværende tidspunkt støder vi for første gang på et af de ideologiske stadier som trællen, og derved selvbevidstheden, må kæmpe sig igennem, hvis denne skal kunne formå at realisere sig som en eksistentiel selvbevidsthed. Dette er en dialektisk historisk proces, som Hegel bruger til at vise menneskets vej mod sand viden 5. Alexandre Kojéve eksistentialistiske tolkning af Hegel forsøger at vise, hvorledes trællen må gennemgå disse ideologier, hvori en potentiel bevægelse fra idé til ideal kan forekomme. Stoicisme 3 Kojéve, Alexandre: Introduction to the reading of Hegel. Side 47 4 Hegel, Georg Wilhelm Friedrich: Åndens Fænomenologi. Side I mit henseende vil jeg ikke belyse dette ud fra en egentlig reel historisk proces men forblive på den sti, jeg allerede har optegnet; at forholde mig til det enkelte menneske i og uden for den historiske proces. Dialektikken skal således læses som et led af stadier, den enkelte selvbevidsthed skal igennem, før denne kan realisere sig som værende en fri selvbevidsthed og derved også kunne opnå det sandheds og videnskriterium, som denne søger om sig selv. 5

6 Problematisk set befinder trællen sig på et stadie, hvori dens (manglende) frihed er negeret og derved værende af abstrakt karakter. Dette vil sige, at trællen forsøger at overbevise sig selv om, at denne er fri. Blottet for indsigt formår trællen ikke at være egentlig fri. Nok er trællen værende fri som en tænkende bevidsthed, men problematikken opstår ved den adskillelse denne møder; for i den abstrakte frihed er trællen netop adskilt fra tingen; i og med at denne finder sit væsen i transformation af tingen men er på nuværende stadie adskilt fra tingen står denne i kontrast til det almene og universelle og det enkelte 6. Kontrasten forlyder således, at så længe trællen er bundet til genstanden, og derved dennes genstandsbevidsthed, er den kun til så længe der er tale om en genstand. Men i den stoiciske selvbevidsthed er trællen kun fri, så længe at bevidsthedsgenstanden er selve tænkningen. Men i og med at trællen som tænkende bevidsthed tænker sig selv værende fri, opstår adskillelsen fra tingen, og derved bliver den frihed blot af abstrakt karakter. Således opstår et modsætningsforhold mellem begreb og det, som begrebet egentligt er om. Altså et modsætningsforhold mellem det almene og det universelle 7. Således er det i den stoiciske selvbevidsthed ikke muligt at kunne frigøre selvbevidstheden og derved ikke muligt at skabe det eksistentielle rum, som vi søger i frigørelsen af selvbevidstheden grundet frihedsbegrebet som blot værende et tænkt begreb, og derved mistes begrebets egentlige indhold; Begrebet besidder imidlertid ikke noget indhold i sig selv, sådan som det her, som abstraktion, adskiller sig fra tingens mangfoldighed; det har kun et indhold, der er givet det 8. Således findes begrebet frihed i trældommens sfære, men dette er uholdbart, fordi trællens selvbevidsthed i dette stadie forhindrer sig selv i at handle grundet afstand fra tingen derved reduceres friheden til abstrakt frihed og således kan vi ikke tale om plausibel eksistentiel væren, da sådan værensform først bliver aktualiseret ved handling og ageren. Vi kan således konkludere, at selvbevidstheden ikke formår at realisere sit mål, fordi den frihed og dertilhørende uafhængighed, som denne søger, kun er af abstraktkarakter. Derved kan vi ikke tale om egentlig frihed, men blot om en reduceret og abstraktfrihed. Derved fejler den stoiciske selvbevidsthed; den funderer sin frihed på et abstrakt begreb; i denne foretages en afstandstagen fra tingen, hvilket betyder, at selvbevidstheden ikke er i stand til at handle og ej heller kan besidde et sandhedskriterium. 6 Hartnack, Justus: Fra Kant til Hegel. Side Hartnack, Justus: Fra Kant til Hegel. Side Hegel, Georg Wilhelm Friedrich: Åndens Fænomenologi. Side 118 6

7 Skepticisme Det er klart, at i overstående stoicisme, hvori trællens selvbevidsthed forsøger at overbevise sig selv om, at denne er fri, men finder sig selv som blot værende et negeret værende, hvori dets handling og ageren forhindres, må dette nødvendigvis resultere i skepticisme. Derved bliver alt, hvad selvbevidstheden konfronteres med, uden værdi grundet et manglende sandhedsbegreb. Sprog, tænkning og bevidsthed falder alle ind under denne kategorisering. Trællen benægter således alt, hvad der ikke er en del af jeget; Som skepticisme er det dialektiske derimod et moment i selvbevidstheden, som ikke udsættes for, at dets sandhed og virkelighed forsvinder, uden at det ved af det; skepticismen er tværtimod en selvbevidsthed, der i visheden om sin sandhed selv lader dette andet, der giver sig ud for at være noget reelt, forsvinde 9. Selvbevidstheden lader således sit forhold til det objektive forsvinde. Den betvivler alt, både de indre og ydre aspekter af den verden, som den befinder sig i. Således bliver alt, hvad der ikke er jeget, benægtet af selvbevidstheden. I eksistentiel henseende er dette problematisk, og som Kojéve påpeger, resulterer dette i en nihilistisk-skepticisme, hvori kontradiktion opstår, fordi selvbevidstheden på nuværende stadie benægter sit eksistensgrundlag 10. Den nihilistiske selvbevidsthed er i og for sig en bevidsthed, som ikke kan være en bevidsthed, netop fordi den benægter den foranderlige verden; den benægter således tingsligheden, dvs. genstanden samtidig med at denne bevidsthed er i kontradiktion, fordi den netop er nødt til at anerkende den verden hvori, den befinder sig den er nødt til at anerkende sit eget eksistensgrundlag. Derfor omtales den skeptiske og nihilistiske bevidsthed som værende den ulykkelige bevidsthed, fordi den skal kunne forene det uforenelige, det indre med det ydre. Sagt med andre ord; opgaven for denne bevidsthed er at forene Herredømme med trældommen, men i og med at den anser sin egen selvidentitet som værende det uforanderlige, mens tingsligheden er det foranderlige, findes problematikken således i at; Den ulykkelige bevidsthed er bevidstheden om sig selv som det fordoblede væsen, der ikke gør andet end at modsige sig selv11. Der er således tale om en fremmedegørelse af selvbevidstheden. Den er så at sige blevet fremmedegjort for sig selv, i det at den bliver det, som den i-sig-selv ikke anser. I fremmedegjortheden bliver trællens selvbevidsthed opmærksom på disse kontradiktoriske forhold, hvorunder denne er underlagt og søger naturligt at ophæve disse 9 Hegel, Georg Wilhelm Friedrich: Åndens Fænomenologi. Side Kojéve, Alexandre: Introduction to the reading of Hegel. Side 54 7

8 forhold 11. Og som Kojéve påpeger, funderes trællens eksistens på transformation af tingsligheden. Men sådanne transformation kræver endnu engang et opgør med Herren dette ønsker trællen ikke, og derfor søges endnu en ideologi, som befinder sig et sted imellem ideen om frihed og trællens egen virkelighed 12. Trællens sidste ideologi er således den kristne-ideologi. Den Kristne ideologi Selvbevidstheden finder ideen om fornuften; dvs. at den besidder en vished om, at den som individualitet finder sin væren, hvilket betyder, at den har en vished om, at den i-sig-selv er realitet 13. Den har formået at realisere og syntetisere verden; I sin bevægelse har den imidlertid afstedkommet sættelsen af den fuldt udviklede individualitet, der er en virkelig bevidsthed, som det negative af sig selv, dvs. som sit objektive ekstrem; eller den har kæmpet sig fri af sin for-sig-væren og har gjort den til sin væren 14. Således kan vi tolke dette som selvbevidsthedens bevidsthed om egen realitet at for selvbevidstheden gælder det, at den virkelighed, den befinder sig i, er den ikke noget andet, hvilket betyder, at tænkningen er det umiddelbare virkelige. Således kan vi konkludere, at selvbevidstheden, fornuften, er al realitet, som i samme åndedrag har al realitet i sig. Mit argument skal lyde, at umiddelbart kunne vi prise os tilfredse med dette stadie, fordi der i dette er plads til eksistentiel værende, fordi Herredømme og trældoms forholdet på sin vis er ophævet. Friheden, som trællens selvbevidsthed søgte, er ikke længere et abstrakt begreb, som tilfældet var ved de foregående ideologier. Men dette er i sig selv ikke nok for frigørelsen af selvbevidstheden. Vi må kæmpe os igennem endnu et stadie, før vi kan tale om en egentlig frigørelse. For nok benægter trællens selvbevidsthed ikke længere den kontradiktoriske karakter, som den tidligere besad, og den har formået at ophæve Herredømme og trældoms forholdet 15. Derfor søger den derfor det virkelige, hvilket findes i det hinsidige; Freedom is real, real is the 11 Hegel, Georg Wilhelm Friedrich: Åndens Fænomenologi. Side Kojéve, Alexandre: Introduction to the reading of Hegel. Side Hegel, Georg Wilhelm Friedrich: Åndens Fænomenologi. Side Hegel, Georg Wilhelm Friedrich: Åndens Fænomenologi. Side Vi er nu kommet så langt i dialektikken, at begreberne Pseudo-Herre og Pseudo-træl er mere rammende for klassificeringen af selvbevidsthederne. I Hegels historiske dialektik befinder vi os på nuværende tidspunkt på et stadie, hvori det ikke længere er nødvendigt at bekrige hinanden. Dette er i henhold til et eksternt forhold, hvori de stærkeste er nået til et niveau hvor den eksterne trussel er tilintetgjort. Konsekvensen heraf er, at Herren bliver en fredselskende kristen som accepterer trællens ideologi. Derfor er der ikke længere nogen Herre uden træl, og der er heller ikke nogen træl uden Herre. Derfor bliver dette kristneforhold til et pseudo-forhold, hvori vi finder Pseudo- Herre og Pseudo-Trælle. Dette er et led af den moderne samfundsudvikling, hvori behovet for trælle ikke er nødvendig. Trællen bliver således en arbejder for Staten. 8

9 Beyond 16. I dette stadie ophæves Herren, fordi der i og for sig ikke er nogen grund til at kæmpe kampen mod denne, fordi i sidste ende er det den guddommelige anerkendelse, som er det egentlige mål og ikke Herren. Hertil finder vi den kristne ideologis stadie. Jeg vil mene, at i dette stadie er trældommens lænker stærkere end på noget tidligere stadie; for nok har trællen overvundet Herren, i hvert fald i ideen, men lader sig i stedet binde og projicere sit liv til en hinsidige Gud, som lader trællens værdier og livsanskuelser være statiske og livs-udtømmende, hvori trællen, nok er uden jordisk herre, blot er en træl-i-sig-selv, som ikke formår at sætte sine egne værdier samt sig selv som eksistentiel eksistens igennem 17. De foregående stadies kampe har således været nytteløse, hvis ikke trællen formår at sætte sig fri fra dette hinsidige. Mit argument skal således følge Kojéves påstand om, at trællens accept af den hinsidige Herre funderes på samme grundlag som den jordiske Herre; frygten for den absolutte negation af livet, en tilintetgørelse af sin eksistens. Det Guddommelige, dvs. Kristendomsideologien, funderes på trællens frygt for intethed og død, hvilket i sig selv er en hindring for denne; Christianity is born from the Slave s terror in the face of Nothingness, his nothingsness; that is, for Hegel, from the impossibility of bearing the neccessary condition of Man s existence the condition of death, of finiteness 18. Således kan denne lænke, denne frygt, som har bundet menneskeligheden i årtusinder, kun overvindes, hvis trællens selvbevidsthed anerkender sin død og accepterer intetheden som værende en del af livet. Den religiøse ånd er med Hegels ord blot en indbildt forstand; Men det [religionen] er en lånt betydning, et klæde stykke der ikke formår at dække den nøgne fremtrædelse, og som hverken gjort sig fortjent til at blive troet eller agtet ikke andet end bevidsthedens sorte nat og selvhenrevethed 19. Den kristne selvbevidsthed forbliver henkastet til trældommens lænker, så længe at denne forholder sig til denne ideologis abstrakte frihedsbegreb. Det kristnefriheds ideal må således overvindes, før den menneskelige selvbevidsthed kan realisere den frihed, som den har længtes efter og begæret. 16 Kojéve, Alexandre: Introduction to the reading of Hegel. Side side Jeg vil understege, at for Hegel er religion i-sig-selv ikke af negativ karakter; den grundlægges af fornuften og er således en del af fornuftens udfoldelse. Kristendommen, den fuldendte religion, er således resultatet af fornuftens udvikling; i dette opstår et gudsforhold, som er karakteriseret ved identifikation af det absolutte, Ånden. Til gengæld bruges den kristne ideologi, i denne analyses henseende, på en anden måde; nemlig at vise, hvorledes kristendommen som ideologi henleder selvbevidstheden til trældom. Således viser analysen, at selvbevidstheden kan forsones med kristendommen, som påpeget af Hegel selv, men i min optik hindrer dette dog selvbevidstheden i sin frigørelse. 18 Kojéve, Alexandre: Introduction to the reading of Hegel. Side Hegel, Georg Wilhelm Friedrich: Åndens Fænomenologi. Side

10 Kristendommen En livsfornægtende ideologi I denne analyse af mennesket og dets bevidsthed besidder denne sin eksistentielle væren i søgen og i begæret efter frihed og frigørelse. For Hegel er dette en søgen efter absolut viden, mens denne analyse følger i Kojéves retning og søger en frigørelse af selvbevidstheden; en frigørelse som betyder, at først ved realisering af frihed kan vi være frie. Den kristne kan ikke se sig fri fordi, denne funderer sin frihed på et abstrakt begreb, som er uden for den virkelighed, hvori den kristne selvbevidsthed befinder sig. Et eksempel på at sådan frigørelse ikke kan tilfredsstilles ved den kristne ideologi finder vi i Dante Alighieris Guddommelige Komedie fra det fjortende århundrede. Det gennemgående tema i Den Guddommelige Komedie er tanken om frelse; mennesket må foretage en dannelsesrejse, som kan sammenlignes med den dialektiske proces, som selvbevidstheden undergår i sin søgen efter frigørelse, for i sidste ende at kunne være i stand til at anskue det guddommelige. Således er fortælleren i Dantes værk drevet af samme begær, som tilfældet er i Herredømme og trældom. Det antages, at fortæller bliver fri idet øjeblik, hvor Vergil, en romersk digter som er symbolet på fornuft, ytrer følgende; Jeg tier her, jeg vejleder dig ikke: stærk, sund og fri er nu din egen vilje, den kender vejen: følg den! For nu kroner og salver jeg dig til din egen herre 20. Dante begrunder denne frihed og sandhed med et kristent øje. Fortæller er således kun fri, i og med at denne erkender sandheden om det guddommelige. Men følger vi denne tilgang, som Dante tilbyder, vil fortæller forblive bundet til trældommen. Nok er han sin egen Herre på jorden, men denne må nødvendigvis stadig være karakteriseret som pseudo-træl; denne lader sig binde til den eksistentielle gabestok, som kristendommen er, i og med, at fortæller besidder frihed og sandhed. Men hvad er denne frihed, når denne rent eksistentielt står i modsætningsforhold til det, som den egentligt tilbyder? Dantes fortæller kan ikke være fri, da dennes eksistentielle væren bindes på hænder og fødder af værdier, som er sat af dette udefrakommende guddommelige element. I denne projicering af det hinsidige accepteres intetheden og døden ikke, samtidig med at fortælleren nødvendigvis må komme i uoverensstemmelse med sin for-sig-væren, og vil derfor ikke være i stand til at sætte sig selv fri derved ej heller kunne besidde andet end én abstrakt frihed, som ikke tillader denne at skabe sit egen eksistentielle værende. Dantes fortæller er et eksempel på, hvorledes kristendommen i følgeskab med andre religioner begrænser, eller sågar benægter, det værendes udfoldelse til en 20 Alighieris, Dante: Den Guddommelige Kommedie. Sang XXVII,

11 illusion om sandhed. Den kristne træl bliver således reduceret til en eksistens, som ikke kan være i stand til at erkende verden og dennes forhold dertil, og derfor aldrig ser sig i stand til at besidde frihed, så længe denne insisterer på den kristne ideologis bagage. Den kristne bliver således fremmedgjort i den verden, hvori denne befinder sig. Kristendommen er en del af bevidstheden, men projiceres på det hinsidige, og selvbevidstheden, som vælger at stille sig tilfreds med den kristne ideologi, har muligvis forsonet sig med kristendommen i sit hjerte, men i dennes bevidsthed er den spaltet, og virkeligheden, og derved den verden som denne befinder sig i, er brødetynget; Det, der indtræder i dets selvbevidsthed som i-sig eller som den rene formidling er en forsoning, det ligger i det hinsides; men det, der indtræder i bevidstheden som nærværende som det umiddelbare og derværende er verden, der stadig venter på sin forklarelse 21. Kristendommen kan således nok forsones i bevidstheden, som ønsker denne, men den fornægter egentlig erkendelse af verden, fordi ideologien forvrænger det verdensbillede, og derved den sandhed som selvbevidstheden burde besidde af verden og sig selv. Den lever slåedes ikke op til kriteriet for absolut viden. Gennem den uselvstændige selvstændighed har vi via ideologierne set, hvorledes mennesket er et eksistentielt væsen, som søger en frigørelse af selvbevidstheden. Mit argument skal lyde, at dette er en nødvendig proces, før vi som mennesker og selvbevidstheder kan være i stand til at forme egne værdier og livsanskuelser. Jeg vil derfor tage skridtet videre og antage, at vi i Nietzscheansk ånd skal følge op på den eksistentielle udlægning af Hegel, som vi har forholdt os til, bl.a. ved at følge Kojéves tolkning af Åndens Fænomenologi. Ganske vidst er vi nået til vores mål med ophævelsen af den kristne ideologi, men hvad har vi så tilbage? Tilbydes, eller rettere, skaber vi ikke noget indhold i vores egen frihed, vil vi langsomt men sikkert se os dvæle tilbage til den stoiciske selvbevidstheds frihedsbegreb for derefter at ende i en eksistentiel set altødelæggende nihilistisk skepticisme. Friedrich Wilhelm Nietzsche gør opmærksom på kristendommens mørkeforhæng, som tildækker videns og frihedsbegreb. Og nok er Nietzsche og Hegel enige om, at sandhed går igennem den enkelte hos Hegel resulterer dette i absolut viden, mens det hos Nietzsche resulterer i en 21 Hegel, Georg Wilhelm Friedrich: Åndens Fænomenologi. Side

12 frisættelse af værdierne. For Nietzsche omhandler dette en overvindelse af kristendommen mens der i Hegels henseende er tale om en forsoning af den kristne tanke. I Nietzscheansk perspektiv fordærver kristendommen således selvbevidstheden ved sin etablering af pseudo-forhold bevidstheder imellem. Den kristne selvbevidsthed er ikke bevidst om verden. Den lever sit liv gennem et projiceret og hinsidigt element. Jeg vil argumentere for, at den kristne ideologi er en negation af livet ikke en absolut tilintetgørelse, hvilket vil betyde død som betyder, at den kristne selvbevidsthed lever et liv, som er eksistentielt uholdbart. Den lever ikke sit eget liv, den skaber ikke sine egne værdier og den drænes for livslyst. Selvbevidstheden gøres til et statisk element, som ikke er i stand til at agere. I Hegeliansk perspektiv er dette uholdbart; dette skyldes, at den virkelighed, som selvbevidstheden befinder sig i, er af dynamisk karakter derved er intet statisk. Sandhed er derfor heller ikke endegyldigt, som tilfældet vil være i den kristnes henseende. Og så længe, at den kristne selvbevidsthed har sået sine frø i den kristneideologi og kultur, formår denne ikke at skabe sin egen skæbne. I værket Saaledes talte Zarathustra En bog for alle og ingen gør Nietzsche opmærksom på dette, når han ytre at; Mennesket er en Line, udspændt mellem dyr og Overmennesket. 22 Derved understreges den hegelianske tese, at selvbevidstheden, altså mennesket, ikke er en endelig og statisk substans, men det forandres i og med, at der er konstant udvikling en udvikling, som skyldes de kampe, som kæmpes i Herredømme og trældom, i forholdet mellem mennesker og dets værdier. Den kristne ideologi tildækker sandheden, og den eksistentielle kamp består i at vi skal overvinde dette stadie, for at vi kan skabe vore egne værdier og livsanskuelser. For således skabes vore egne eksistentielle forhold. Selvbevidsthedens lyksalighed Analysen har brugt frihed som det centrale begreb frihed er et led af den proces, som danner grundlag for åndens udviklingsproces. I virkeliggørelsen af ånden er der således tale om en frihedsproces. Jo mere frihed der er realiseret, jo mere grad besidder selvbevidstheden denne frihed. Processens naturlige endemål er åndens selvrealisering. Således argumenterer Hegel for, at når ånden besidder en fuldstændig forståelse af sig selv, så besidder den også maksimen for frihed. Kan selvbevidstheden som individ finde sig selv i det samfund, hvori den befinder sig, så er den ikke længere fremmedgjort for sig selv, og derved har friheden gået sin sejrsgang. Jeg har argumenteret for, at vi må se os nødsaget til at finde vore veje gennem de ideologiske stadier, 22 Nietzsche, Friedrich: Saaledes talte Zarathustra. En bog for alle og ingen. Side 14 12

13 som Hegel fremlægger før vi kan tale om mennesket som værende et frit og skabende væsen, heri blandt også den kristne ideologi. Deraf nødvendigheden og behovet for selvbevidsthedens frigørelse; vi kan ikke skabe et eksistentielgrundlag så længe, vi er trælbundet til ideologiernes livsbenægtende frihedsbegreber. I den kristne ideologi findes problematikken i, at kristendommen er et forestillende; den er imaginær og dens sandhed er en ekstern guddommelighed. Den kristne selvbevidsthed forbliver den ulykkelige selvbevidsthed, fordi den ikke fuldbyrder sig selv gennem fornuften. Et eksempel på denne ulykkelighed finder vi i Paulus første Korinterbrev, hvori han skriver følgende; Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud 23. Paulus er et eksempel på, hvorfor den kristne bevidsthed er ulykkelig; metaforerne, spejlet og gåden er et udtryk for, hvorledes Paulus tilstedeværen i verden, dvs. dennes virkelighedsforhold, forvrænges i og med, at denne i spejlet kun ser sig selv og ikke den anden, hvilket for Paulus i dette tilfælde burde være Gud. Paulus kan kun være til som selvbevidsthed og subjekt, men da denne blot ser sig selv i spejlet, må han forestille sig den hinsidige guddommelighed. Paulus kan således ikke besidde nogen egentlig identitet, fordi denne ikke ser sig selv i den anden, eller rettere; den anden ser ikke sig selv i Paulus. Kun i erkendelse af Ånden kan Paulus forstå sig selv som værende den selvbevidsthed, han ønsker at være. Desværre for Paulus må han nøjes med at være en ulykkelig selvbevidsthed. Man kan sige, at Hegel giver plads til kristendommen som et led i den dialektiske proces, og det er i denne sammenhæng, vi skal forstå kristendommen. Han er derfor langt fra så radikal som eksempelvis Nietzsche er det, i sin søgen efter ophævelse af kristendommens ideologi. Paulus ulykkelige bevidsthed kan kun blive lykkelig, hvis denne går igennem fornuften ellers kan den ikke forholde sig til verden; Den enkelte bevidsthed kan identificere sig med alt virkeligt for så vidt den enkelte bevidsthed er i stand til at identificere sig med den almene eller universelle bevidsthed; eller hvilket er det samme, med den almene eller universelle fornuft. Dette er den egentlige og sande betydning af begrebet selvbevidsthed 24. Dvs. at selvbevidstheden bliver lykkelig på det stadie, hvor fornuften har erhvervet sig vished om sig selv. Den lyksalige selvbevidsthed er blevet frigjort; den er i og agerer i verden den er verden og i verden. Denne eksistential-antropologiske tolkning af Hegels fænomenologi giver mulighed for at Kor. 13,12 24 Hartnack, Justus: Fra Kant til Hegel. Side

14 indtænke den enkelte selvbevidsthed i det hegelianske system. Et system som umiddelbart ikke tilgodeser den enkelte. Jeg vil stille mig kritisk i forhold til at følge Hegels absolutte vej mod sandhed. En vej som Kojéve til tider lader sig blinde af. Kojéve har formået at vise, hvorledes Hegel i diversiteter af stadier ophæver modsætningsforholdene; i kraft af dette kunne selvbevidstheden i sidste ende blive frigjort og både være og være i verden. Men er denne hegelianske dialektik i-sigselv ikke for radikal. I sådan et system kan der ikke være plads til den enkelte selvbevidsthed, som vi ønsker det i vores eksistentialistiske tolkning af Hegel. Vi må på et tidspunkt kunne nå dertil, hvor modsætninger ikke kan ophæves, hvor ikke alting er hinanden indbyrdes betinget. Tænk på Kierkegaard som skrev; Mennesket er Aand. Men hvad er Aand? Aand er Selvet. Men hvad er Selvet? Selvet er et Forhold, der forholder sig til sig selv, eller er det i Forholdet, at Forholdet forholder sig til sig selv. Mennesket er en Synthese af Uendelighed og Endelighed, af det Timelige og det Evige, af Frihed og Nødvendighed, kort en Synthese. En Synthese er et Forhold mellem To. Således betragtet er Mennesket endnu intet Selv 25. Mennesket er i sig selv ånd, som er selvet, men hvad dette selv er, kan vi ikke blot ophæve i systemer. For følger vi udelukkende det hegelianske system, vil den enkelte netop altid blive ophævet i systemet dette vil jeg mene, at vi må gå bort fra, hvis vi ønsker at fuldende vores mål med selvbevidsthedens frigørelse; nemlig at være i stand til at foretage vore egne valg og at være eksistentielle frie til at skabe vores eget liv og lyksalighed. Mit formål med denne analyse har været at vise, hvorledes selvbevidstheden kan frigøre sig selv; og selv om jeg har brugt det hegelianske system i Kojéves perspektiv, vil jeg mene, at vi skal undgå at lukke mennesket inde i systemet. Befinder vi os i et lukket system uden mulighed for at komme ud, så bliver vores eksistentielle grundlag i sidste ende af nihilistiske karakter, hvori intet har værdi. Dette vil blive problematikken i stadiet, som efterfølger den kristneideologi, men dermed ikke sagt, at vi ikke skal stræbe efter at komme dertil. Vi skal dog forholde os til et system, hvori muligheden for selvudvikling altid er til stede, og hvor vi ikke lukkes inde i et hegeliansk fuldendt system. Det er op til os selv at syntetisere disse to. Det uendelige med det endelige. Heri skabes vores eksistentielle grundlag og selvbevidsthedens frigørelse. 25 Kierkegaard, Søren: Sygdommen til Døden En Christelig Psychologisk Udvikling til opbyggelse og opvækkelse. Side 15 14

15 Konklusion Selvbevidstheden besidder en refleksiv egenskab, hvori den forholder sig til sig selv og den verden, den befinder sig i. Således kæmper den en konstant kamp for opretholdelse af egen eksistens, i det den søger at kunne opnå sit eksistentielle mål; frihed fra Herredømme og trældom. Selvbevidsthed skabes i sin transformation af verden; dette ses eksemplificeret i Hegels berømte afsnit af selvbevidsthedens tilblivelsesproces i Åndens Fænomenologi. Men selvbevidstheden, og derved mennesket forbliver ulykkelig, da det ikke formår at frisætte sig selv, fordi den ikke er i stand til at bevæge sig fra idé til ideal. Analysen har forsøgt ved hjælp at Alexandra Kojéves eksistentielle udlægning af Hegels fænomenologi at vise, hvorledes selvbevidstheden i sin frigørelsesproces bevæger sig gennem en række ideologiske stadier i sin søgen efter frigørelse. Den ulykkelige selvbevidsthed formår ikke at sætte sig fri; stoikerens frihed er af abstrakt karakter, og derved bliver begrebet reduceret til et tænkende begreb, hvori trællens selvbevidsthed ikke er i stand til at skabe det eksistentielle frie rum, som den søger, fordi at den frihed den besidder, er af abstraktkarakter, som distancerer selvbevidstheden fra tingsligheden. Dette forhold betyder, at selvbevidstheden bevæger sig ind i skepticismens sfære; her findes et nihilistisk forhold, hvori selvbevidstheden benægter tingsligheden. I dette opstår et kontradiktorisk forhold, fordi selvbevidstheden samtidig er nødt til at anerkende sit eksistensgrundlag. Trællen har dog formået at besidde en vished om sin egen væren og har samtidig formået at ophæve Herredømme og trældoms forholdet. Men dette er i og for sig ikke nok, fordi trællen og Herren begge er reduceret til pseudo-træl og pseudo-herre. Dette skyldes den kristne ideologi, som i hegeliansk perspektiv er et led i den historiske dialektik, hvori der ikke længere er behov for Herre og træl grundet moderne samfundsudvikling. I analysens henseende accepteres Kojéves påstand om, at den kristne ideologi kun kan overvindes, hvis selvbevidstheden indser sin egen intethed og død religion er en hindring for sandhed, fordi den er indbildt, hvilket også Hegel understregede. Så længe at trællens selvbevidsthed forholder sig positiv til ideologiens abstrakte frihed, så kan den ikke overvinde denne, og den vil derfor ikke formå at kunne sætte sig selv fri. Selvbevidstheden kan i den kristne ideologi ikke lyksaliggøres; men hvis selvbevidsthed accepterer intetheden og døden, er den i stand til, via fornuften, at erhverve sig sandhed om sig 15

16 selv og den verden, hvori den befinder sig. Dette er selvbevidsthedens sejrsrige opgør; den er blevet frigjort, og den er i stand til at skabe det eksistentielle rum, som den har søgt i sine opgør med Herren og ideologierne. Analysen har brugt det hegelianske system, som Kojéve bruger i sit perspektiv; dog har jeg afslutningsvis understreget, at vi stadig skal se os skeptiske ved brugen af lukkede systemer i vores søgen efter eksistentiel frigørelse; jeg vil påstå, at der altid skal være plads til selvudvikling, hvori vi ikke lukkes inde i et lukket system; for i sådanne vil der aldrig blive plads til det, som vi i analysen har søgt en realisering af selvbevidstheden og dennes frigørelse. 16

17 Litteraturliste Hegel, Georg Wilhelm Friedrich: Åndens Fænomenologi. På dansk ved Claus Bratt Østergaard. 1. udgave. Gyldendal (Narayana Press, Gylling), 2010 Kojéve, Alexandre: Introduction to the reading of Hegel. På engelsk ved James H. Nichols, Jr. Cornell University Press, London. Hartnack, Justus: Fra Kant til Hegel: En ny tolkning. Berlingske Forlag, København, Alighieris, Dante: Den Guddommelige Kommedie. På dansk ved Ole Meyer. 1. udgave. Multivers, Nietzsche, Friedrich : Saaledes talte Zarathustra : En bog for alle og ingen, på dansk ved Louise V. Kohl. Pio, København, Kierkegaard, Søren: Sygdommen til Døden En Christelig Psychologisk Udvikling til opbyggelse og opvækkelse. Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag, København, 1906 Bibelen Den Hellige Skrifts Kanoniske Bøger. Det Danske Bibelselskab, København