»En stiltiende aftale«- Da Dansk Folkeparti solgte sin sjæl

Transkript

1 »En stiltiende aftale«- Da Dansk Folkeparti solgte sin sjæl Af Marianne Wagner»Kresten solgte ud sin sjæl til Fanden, da han ville være bedst i dette land til violin at spille«. Således lyder en sang af Lars Lilholt, og nogle hændelser vedrørende Dansk Folkeparti de seneste år fik mig for nylig til at tænke på de mundrette strofer med den iørefaldende melodi. For ganske som Kresten ville være bedst til at spille violin og gik målrettet efter det, ligeså forekommer det mig, at Dansk Folkeparti vil være bedst i dette land til at være politikere, og man kan frygte, at de har betalt samme pris som Kresten Spillemand. Ladeporten står åben Som bekendt er en stram udlændingepolitik den siddende regerings varemærke, og støttepartiet, Dansk Folkeparti, står som garanten for, at der ikke slækkes på den. For små tre år siden fremkom Venstres Eyvind Vesselbo imidlertid på Danmarks Radios P1 med nogle ubehagelige tal; i 2006 var der blevet lukket fremmede ind i Danmark mod i Af disse var mennesker fra u-lande. Til trods for diverse stramninger og skærpede krav var der masser af smuthuller i lovgivningen. Mange af indvandrerne omgik 24- årsregelen ved at komme som arbejdere eller som studerende. Efter nogle måneders ophold i landet opfyldte de og deres ægtefælle således tilknytningskravet. Den regel, som var blevet mest diskuteret i den tid, den borgerlige regering havde været ved magten, virkede altså ifølge Vesselbo ikke. Ladeporten stod åben. Jeg tillod mig i et par læserbreve i Jyllands-Posten at forholde Dansk Folkeparti disse tal, og en gnaven Peter Skaarup kunne belære mig om, at asyltallene aldrig havde været så lave som nu, og med hensyn til indvandrere, ja, så var de altså kommet til landet under den tidligere regering, og VKO måtte bruge alle deres kræfter på at integrere disse. Jeg påpegede overfor Skaarup, at jeg ikke havde talt om asylansøgere, men derimod om antallet af indvandrere, der jo altså var stærkt stigende, og jeg spurgte ham om følgende:»er det tænkeligt, at de indvandrere [fra u-lande] kan blive til rigtigt mange de kommende år? Er det tænkeligt, at de bliver rigtigt svære og omkostningskrævende at integrere? Og endelig, er det ansvarligt af DF at give sit samtykke til en politik, der stadig har ladeporten stående åben for indvandrere fra ikke-vestlige lande?«endelig måtte Skaarup indrømme, at udover asylsøgere kom der indvandrere til landet, men de kom mestendels fra Kina, Vietnam og Indien, og disse var en ressource for det dansk samfund,»mennesker, der for de flestes vedkommende er kommet hertil for rent faktisk at yde en indsats for det danske samfund«, som han skrev. Jeg fornemmede en vis uvilje mod at diskutere spørgsmålet, men jeg tænkte i mit stille sind, at Dansk Folkeparti ikke spillede med åbne kort. Vesselbo slår til igen I april i år skrev Vesselbo en kronik i Berlingske Tidende, hvor han atter tog antallet af indvandrere op, og han kunne fortælle, at der under VK-regeringen er givet næsten flere opholdstilladelser end under Nyrup-regeringen. Problemet er det samme som i 2006; ikke-vestlige indvandrere kommer til Danmark under påskud af at studere, men vil i stedet forsøge at blive i landet. Det giver sig selv, at når der stedse kommer tusinder og atter tusinder af indvandrere til landet, vil det snart få uoverskuelige konsekvenser for danskerne som folk og for samfundets evne til at fungere ordentligt. Et par vakse medlemmer af Dansk Folkeparti, Morten Uhrskov Jensen og Michael Pihl, tog Vesselbos tal op i en kommentar, som sluttede således: -1-

2 »Der må føres en politik, der gør det klart, at Danmark er en nation beboet af ét folk, og at der derfor også er klare grænser for, hvor stor en tilstrømning danskerne kan leve med uden netop at gå i opløsning som folk. Ledelsen i Dansk Folkeparti må gøre op med sig selv, om de vil være statsmænd eller politikere?«det var Dansk Folkepartis socialordfører Martin Henriksen, der svarede de to, og svaret faldt ganske tæt på det, Peter Skaarup år tilbage havde givet mig, dog med den indrømmelse, at situationen m.h.t. indvandringen ikke var den bedste. Henriksen slog dog fast, at Dansk Folkeparti nøje fulgte udviklingen, at man stedse forsøgte at lukke huller i lovgivningen, at ikke-vestlige indvandrere kom fra Kina, Vietnam og Indien, og at de kom for at yde en indsats for Danmark. Han anerkendte endvidere, at de åbne grænser i EU var et problem, og at Metock-dommen ligeledes havde gjort det svært at føre en stram udlændingepolitik. Regeringen turde ikke lægge sig ud med vennerne i Bruxelles, skrev Henriksen, og derfor kunne man ikke stille noget op mod problemerne. Hvor blev pressen af? Nu var der en situation, der burde være 'gefundendes fressen' for pressen; en højt profileret udlændingepolitik, der var kørt af sporet, kritik af Dansk Folkeparti fra baglandet, en udlændingeordfører fra partiet, der forholdt sig tavs, og en socialordfører fra selvsamme parti, der indrømmede, at partiet ikke formåede at gøre noget egentligt virksomt, fordi EU alligevel bestemmer det hele. Det skulle vise sig, at pressen ikke fandt det vigtigt. For Dansk Folkeparti rettede nemlig på denne tid en skarp kritik mod regeringen for manglende lederskab. Denne kritik kastede pressen sig straks over, som om det var noget nyt, at Dansk Folkeparti er blevet vranten over dette eller hint m.h.t. regeringens måde at lede landet på. Dansk Folkeparti har jo ofte brokket sig over forskellige småtterier, men af en eller anden årsag finder pressen det altid interessant. Dansk Folkeparti er i det hele taget dygtig til at håndtere pressen; partiet får altid fuld opmærksomhed på sine kampagner, det være sig tørklædeforbud for dommere, burkaforbud for alle eller tvangsanbringelse af indvandrerbørn i daginstitution. Således lykkes det altid for partiet at fremstå som regeringens strammere, og med kritikken af regeringstoppens manglende ledelse kunne Dansk Folkeparti vise sig som det stabile støtteparti, der formår at bevare overblikket, medens regeringspartierne er ved at gå i opløsning. Jo, Dansk Folkeparti er i sandhed dygtigt til at drive politik, man har fået magt, og man ynder at bruge den, men hvad gør den godt for, hvis det, partiet oprindeligt så som sin fineste opgave at bekæmpe, nemlig indvandringen og EU, slet ikke er blevet bekæmpet, men derimod taget til i omfang og styrke? Dansk Folkeparti og EU For Dansk Folkeparti har fra begyndelsen af sit samarbejde med regeringen lagt sig selv i lænker. Det kom frem kort efter folketingets vedtagelse af Lissabon-traktaten, som var det afgørende slag mod nationalstaterne. Dansk Folkeparti var imod traktaten, men kunne ingenting gøre, da det meste af folketinget var for. Muligheden for at samle stemmer nok til at udskrive en folkeafstemning forsvandt hurtigt efter folketingsvalget i 2007, da mange af de nyvalgte folketingsmedlemmer, som ellers var gået ind for en afstemning, lynhurtigt ombestemte sig. Kunne partiet så ikke have forlangt en afstemning mod fortsat at støtte regeringen? Det ville ikke have undgået nogens opmærksomhed, vigtigheden af traktaten ville ikke længere kunne skjules, EU ville komme til debat i det ganske land. Men nej, Dansk Folkeparti valgte at bære sit nederlag med rejst pande, og den 4. december 2007 kom forklaringen, da DRs Pieter Raunwe (PR) til Orientering udspurgte Søren Espersen (SE) om emnet: PR: Nu er det jo sådan, at I udgør regeringens parlamentariske grundlag forstået på den måde, at I giver regeringen de sidste mandater til, at regeringen kan være, hvor den er som regering. Kunne I bruge det til at presse regeringen til, at der kommer en folkeafstemning? -2-

3 SE: Nej, der har vi altid haft en stiltiende aftale med regeringen siden 2001, at når det drejer sig om EU, så foregår det i Europa-udvalget og i det brede flertal. Det har vi accepteret, at det er ikke noget, vi gør til et kabinetsspørgsmål. Der kan regeringen regne med os. Det er ikke altid, vi kan regne med regeringen, men her kan regeringen altså regne med os 100%. PR: Det er altså ikke stiltiende mere? SE: Nej, det er nu sagt helt åbent, men det er også en fair måde at gøre det på, når vi har det ganske specielle standpunkt, som vi har i forhold til EU, så vil vi ikke fraskrive os muligheden for at få en borgerlig statsminister. En stiltiende aftale! Dansk Folkeparti VILLE have en borgerlig statsminister, den borgerlige statsminister fandt sig ikke i at blive væltet på spørgsmål om EU, og så skulle han da heller ikke udsættes for det! Altså bandt Dansk Folkeparti sig selv, om ikke for munden, så for hånden, og vi ser nu en regering, der ikke vil gøre op med EU og dets udlændingeregler, fordi dets støtteparti ikke vil tvinge den til det. Det gode samarbejde og den hyggelige stemning går altså forud for folk og fædreland. Hvad skete der med Kresten Spillemand? Han døde, da den smukke Rosinante dukkede op og kærlighed blev sået, for»han havde ingen sjæl at gi', den havde Fanden fået.«ligeledes kan man sige om Dansk Folkeparti, at da kærlighed blev sået, da kærligheden til Danmark og danskerne skulle stå sin prøve, da var der ingen sjæl at gi', den havde EU fået! Dansk Samling afholder møde om EU i Hvidsten den 22. august. Hør Adam Wagner, Kasper Støvring og Thorkil Sohn. Læs mere inde i bladet. Husk kontingent/abonnement! Det er ikke for sent at betale! Der er endnu nogle, der ikke har fornyet kontingent/abonnement. Ligger der et indbetalingskort i bladet, er det en venlig påmindelse om, at betaling endnu kan nås.»i mine øjne er [kultur] ikke det, der gavner os, men det, der kræves af os. Kultur er ikke kulturelle tilbud. Det er alt det, du har fået i arv, før du selv valgte det. Det er ånden i dit hjem, sproget, sangene, fortællingerne og historien. Kort sagt er kultur ikke kunst på væggen. Kultur er det, at der stadig er nogen, der maler.«thomas Østergaard Aalmann i Kristeligt Dagblad 1. marts Tale den 4. maj i Mindelunden Af Erik Dyring-Olsen Den 4. maj er en glædens dag. Afslutningen på de 5 forbandede år. Det er også en dag, hvor man mindes og ser fremad mod lysere og bedre tider. Jeg vil gerne fortælle min erindring om dagen og om tiden før den 4. maj. Den 4. maj om aftenen lå jeg og læste i en bog. Min lillebror legede og mine forældre hørte radio BBC`s udsendelse til Danmark. Jeg hørte med trods boglæsningen. Og så kom budskabet: Danmark atter frit! Min far åbnede døre og vinduer og spillede på sit flygel frihedssangen En vinter lang og mørk og hård. Kort efter så vi danske politifolk med maskinpistoler og frihedskæmperarmbind og civilklædte frihedskæmpere. De overtog den nærliggende skole som -3-

4 lokalt hovedkvarter. Folk stimlede sammen. Mørklægningsgardinerne blev revet ned. Der var jubel og glæde overalt. Men har man sagt 4. maj, må man også tænke på tiden op til den 4. maj. Det var en urolig tid. Vi var bange for, hvordan befrielsen ville ske. Vi vidste jo, at tyskerne kæmpede indædt til det sidste. Der var tyske soldater i Danmark. Tyskerne havde stadig Norge og Sydtyskland. Trods Hitlers død fortsatte krigen med store tab og ødelæggelser. Vi var en flok drenge, som tog ud til Fladbro Skov lidt uden for Randers. Vi byggede nogle såkaldte bivuakker, lavet af grene og græstørv. Så kunne vore familier tage derud, hvis eller når kampene mellem englænderne og tyskerne ødelagde vore hjem! Naivt? Ja, men sådan gjorde vi drenge altså! Den 1. april begyndte jeg i 1. mellem. Vor skole var beslaglagt af tyskerne til brug for tyske flygtninge. Så vi gik på en anden skole om eftermiddagen også lørdag. En eftermiddag blev der blæst luftalarm. Vi gik alle i kælderen. Kort efter begyndte de store elever fra realklassen at fløjte frihedssangen. Nogle lærere tyssede på dem. Men vi begyndte i stedet at synge højt. Det endte med at også lærerne sang med. Den stemning glemmer jeg aldrig. Jeg vil tillade mig at komme med nogle glimt mere fra tiden før befrielsen. Jeg var spejder eller rettere ulveunge. En tidlig aften var vor ulveflok samlet til flokmøde. Vi lagde mærke til, at vor flokfører ikke var til stede. Flokassistenten fortalte os, at én af vore kammerater med efternavnet Hartogsohn ikke kom mere. Han var rejst, som hun sagde. Det lød jo underligt. Man rejste jo ikke under krigen. Og hvor var han så rejst hen i givet fald? Flokassistenten sagde, at vi måske vidste, at Hartogsohn var jøde. Og tyskerne kan ikke lide jøder, sagde hun. Derfor var han rejst sammen med sin familie. Vi vidste godt at jøder var lidt anderledes end os. De holdt søndag om lørdagen og spiste ikke flæskesteg. Men bortset fra det var han da dansker lige som os. Flokassistenten fortalte derefter, at vor flokfører heller ikke kom mere. Han var også rejst. Hvorfor og hvorhen? Vi må ikke tale politik, sagde hun. Hårdt presset sagde hun dog at flokføreren havde hjulpet Hartogsohns familie til at rejse. Så nu var det da helt klart for os drenge, at tyskerne var vore fjender, Stemningen og indstillingen i besættelsens sidste del kan også beskrives i denne beretning: Jeg var sendt til mejeriudsalget for at købe mælk. Mens jeg sammen med andre kunder ventede, kom en mand ind, lidt snavset at se på. Formentlig en arbejder fra Scandia. Han stillede sig op midt i butikken og sagde højt:»tyskerne har skudt Hvidsten-gruppen. Vi strejker. Luk butikken«så gik han. Kort efter var vi alle ude og butikken blev låst. Alle i byen strejkede som protest mod henrettelserne. Højttalervogne kørte rundt og opfordrede alle til at genoptage arbejdet straks. Tyske soldater seks og seks patruljerede i gaderne. Men strejken fortsatte, indtil modstandsbevægelsen gav ordre til at gå i arbejde igen. Men den sidste tid var ond og barsk. Her en beretning, som stammer fra min første legekammerats familie: De boede på Frederiksberg, på Finsensvej. Hans farbror havde sagt noget negativt om Hitler til sin vicevært, som var tyskvenlig. Den følgende nat ringede HIPO på fordøren. Han slap ud ad bagdøren og gik under jorden. Et par dage efter ringede det ved midnat på døren hos hans bror, min kammerats far. Hans mor spurgte, hvem er det? Svaret var at det er HIPO, luk op. Det gjorde hun så. I mellemtiden var hendes mand kommet op. Da HIPO-folkene var kommet ind i entreen, sagde én af dem: Er De Kaastrup-Larsen? Ja, svarede han. Så skyd ham ned. De tømte deres maskinpistoler. Han vaklede ind i stuen og faldt om på sofaen. Hustruen forsøgte at skærme ham. Flyt Dem, sagde en HIPO-mand ellers får De samme behandling. Manden døde på vej i ambulancen. Han var ikke i modstandsbevægelsen, men han var slægtning til een, der havde fornærmet Hitler. Beretningen hørte jeg i BBC. Og det var i april 1945, kort før befrielsen. -4-

5 Jeg har været mærket af disse og andre hændelser. Jeg kan ikke tilgive den ondskab, som blev begået i Danmark og i andre besatte eller krigsførende lande. Og det har været svært for mig at slutte fred med tyskerne. Men det har jeg gjort. Det skete for kun tre år siden. Min hustru og jeg var på en kort ferie i Berlin. Vi var bl.a. i et stort varehus, hvorfra der fra en tagrestaurant er en pragtfuld udsigt over en del af Berlin. Men alle vinduespladser var selvfølgelig optaget. Nu har jeg lært, at i en storby kan man godt være lidt påtrængende. Så jeg gik hen til et ældre par og spurgte på mit bedste skoletysk, om vi måtte side hos dem. Det måtte vi godt. Lidt efter spurgte den ældre tysker, om vi var svenskere.»nej, vi er fra Danmark.«.»Hvorfra?Fra en by mellem Århus og Aalborg.Hvad hedder den by?den hedder Randers.Den kender jeg. Der har jeg været. Det er vel nok en dejlig by. Og så tæt på Mariager Fjord. Der er vel nok smukt.hvornår var De i Randers«, spurgte jeg.»ja, det var i 1940èrne. Jeg var soldat dengang. Men alle danskere var så flinke og rare og de kunne alle sammen tale tysk.mærkede De noget til modstandsbevægelsen?«han så forundret på mig.»nej da.hørte De ikke bombesprængninger fra sabotager?nej da, alle var så flinke og rare«, gentog han, Danmark var det bedste sted, han havde været under krigen Så kunne jeg ikke tage mere. Jeg så ham direkte i øjnene og sagde til ham:»jeg kan fortælle Dem, at mine forældre og mine lærere i skolen under krigen lærte mig at tyskerne er vore fjender.«han blev helt bleg. Øjnene udtrykte stor sorg. Jeg har aldrig set et menneske forandre sig så hurtigt. Det hele varede vel kun nogle sekunder. Men det føltes som minutter. Så sagde jeg til ham:»nå, det var så dengang. I dag betragter vi tyskerne som nogle af vore bedste venner.«så vendte farverne i hans kinder tilbage, øjnene blev glade, og vi sagde pænt farvel til hinanden. Da vi var gået, gik det op for mig, at jeg også havde det godt. Jeg forstod, at det er godt at slutte fred, selv om man ikke altid kan tilgive. Og det er vel en god erfaring at give videre på en 4. maj. Møde på Hvidsten kro Danmark og EU Dansk Samling afholder et offentligt møde på Hvidsten Kro søndag den 22. august 2010 fra kl. 11:00 til kl. 16:00. Mødet forløber således: - Højtidelighed ved mindestenen for Hvidsten-gruppen kl. 11:00 med kransenedlæggelse. - Spisning på Hvidsten Kro kl. 12:00. Derefter taler - Kasper Støvring ph.d og post. doc.-stipendiat ved Syddansk Universitet, forfatter bl.a. til bogen Sammenhængskraft - Thorkil Sohn cand. jur. og tidligere efterskoleforstander, medlem af Dansk Samling og medlem af forretningsudvalget i Folkebevægelsen mod EU - Adam Wagner landsformand for Dansk Samling, mag. art. i historie Debat fra kl. 15:00. Afslutning kl. 16:00 Vi vil naturligvis synge danske fædrelandssange under mødet. Den fælles spisning på Hvidsten Kro koster kr. 220 pr. person, prisen indbefatter en kroanretning med en øl samt kaffe. Dansk Samling arrangerer gratis bilkørsel fra og til Randers Banegård før og efter mødet efter aftale. Tilmelding gerne snart, men senest den 7. august 2010 til Dansk Samling v/erik Dyring- Olsen. E-post: dyro@ .dk / telefon: Det er 4. gang vi afholder nationale møder tæt på den 29. august i Hvidsten. Vi gør det igen på en smuk og god måde. -5-

6 Eurosamarbejdets deroute Af Jesper M. Rosenløv Nyt fra Dansk Samling - Nr Er EU-projektet ved at køre af sporet? Synger euroen på sidste vers pga. af den finansielle krise? Vi er mange, der håber det, men næsten ikke tør tro det. Grækenlands miserable økonomi var i maj måned 2010 ved at betyde et økonomisk kollaps - ikke kun for Grækenland, men ligeledes for resten af EU. Grækerne havde ikke alene præsteret at opbygge en astronomisk gæld pga. et kæmpe overforbrug i de offentlige finanser, men havde ligeledes forsøgt at skjule dette ved at sminke på tallene. Da dette gik op for EU og resten af verden, begyndte euroen straks at tabe værdi i forhold til dollaren. Og der var sikkert mange danskere, der spurgte sig selv, hvorfor i al verden man skulle forsøge at knytte tættere bånd til den type bananrepublikker som Grækenland i form af f.eks. fælles valuta. Meningsmålinger viste da også umiddelbart efter de pinlige afsløringer af grækernes fiflerier, at der nu ikke længere var et flertal blandt danskerne for euroen. Lysten til at indgå i det europæiske projekt med et stadigt snævrere politisk samarbejde er givet heller ikke blevet større, da det efterfølgende kom frem, at også Spanien og Portugal stod med næsten lige så store problemer som Grækenland. Endvidere er forskellene mellem Nordvesteuropa og USA på den ene side og disse sydeuropæiske lande på den anden vitterligt blevet sat i relief den seneste tid, især når det gælder politisk mentalitet og ansvarlighed. Grækerne kunne simpelthen ikke fatte, at de havde gjort noget som helst forkert. Generalstrejker, optøjer med mordbrand til følge og ødelagte bydele kom til at præge Athen, da den socialistiske regering endeligt valgte at bøje sig for EU's krav om en mere ansvarlig økonomisk politik som forudsætning for bevilling af et gigantisk lån på 110 milliarder euro fra resten af EU, Eurolandene og den Internationale Valutafond. Europa kunne kun se måbende til, mens forurettede grækere som fornærmede børn gik amok i et sandt voldsorgie. At stille - og i særdeleshed at gennemføre - disse krav gik over grækernes forstand. I Spanien kunne den socialistiske regering heller ikke indse, at man blev nødt til at ændre kurs. USA's præsident Obama måtte ligefrem tage en»kammeratlig samtale«med Spaniens regeringsleder Zapatero, for at overbevise denne om, at Spanien blev nødt til at gennemføre økonomiske reformer, hvis der fortsat skulle være tillid til den spanske økonomi - og dermed til den valuta, som et flertal af de europæiske lande har bundet deres økonomier op på. Den spareplan som Zapatero meget mod sin vilje efterfølgende fremlagde i det spanske parlament, blev kun vedtaget med én stemmes flertal. Så meget for spansk økonomisk ansvarlighed. Gudskelov stod Danmark udenfor eurosamarbejdet, hvorfor vi slap for at spytte alt for meget i den kasse, der skulle redde Grækenland. Da vi er med i EU, skal vi dog sætte 10 milliarder på højkant for at redde euroen. Vel ikke et lille beløb, når vi just har gennemført en spareplan på 24 milliarder for selv (guderne må vide hvorfor) at leve op til EU's konvergenskrav. Tak EU. Og der var måske ikke noget at sige til, at tyskerne med kansler Merkel i spidsen har slået sig gevaldigt i tøjret bag kulisserne da hjælpepakken til Grækenland og den efterfølgende europæiske garantifond/lånepulje på 720 milliarder euro (5360 milliarder kroner) skulle forhandles på plads. EU eller ej, hvorfor skulle ansvarlige lande som Tyskland støtte et dybt uansvarligt land som Grækenland med enorme lån, synes Merkels overvejelse at have været. Og i denne situation skulle den franske præsident have truet med det unævnelige: at træde ud af eurosamarbejdet, hvis ikke tyskerne viste solidaritet. Ser vi her de første sprækker i det håbløse eurosamarbejde? Begynder nationalstaterne nu atter at indse, at samarbejde er bedre en sammenslutning? Ganske vist afviser franskmændene og tyskerne, at denne trussel overhovedet blev fremsat. Men det skal de jo gøre. For dette at forlade eurosamarbejdet er ikke en tanke, der må få lov til at rodfæste sig som en mulighed i folks bevidsthed. For ethvert ansvarligt land er det naturligvis den eneste indlysende løsning at løsne båndene til de håbløse sydeuropæiske økonomier. Kan det for Danmark og Nordvesteuropa overhovedet være til nogen som helst fordel at styrke båndene til disse lande? Nej, siger mange danskere nu. Men med vanlig sans for absurde konklusioner på aktuelle problemstillinger, synes EU, at vi alle skal gå en anden vej. Vi skal bindes endnu tættere sammen. -6-

7 EU skal have mere magt over de enkelte landes økonomier ja, helst skal de nationale budgetter fra nu af først godkendes af EU, lyder det. Ja, det kunne være kønt. Jeg glæder mig til, at græske og spanske politikere skal være med til at sammensætte vores finanslov. Det skal nok gå godt. Grundlovens 20 Danmarks afgivelse af suverænitet til EU bygger på grundlovens 20. Denne paragraf kom med i grundloven i Dansk Samling deltog i det første folketingsvalg i forbindelse med grundlovsændringen, og i den anledning holdt daværende landsformand Paul Holt den 13. april en tale i radioen, hvor han bl.a. sagde følgende:»af forslagets nyheder er der vist næppe nogen, der har vakt større betænkeligheder i vide kredse end den såkaldte suverænitetsparagraf. Den siger, at»beføjelser, som efter denne grundlov tilkommer rigets myndigheder, kan ved lov i nærmere bestemt omfang overlades til mellemfolkelige myndigheder, der er oprettet ved gensidig overenskomst med andre stater til fremme af mellemfolkelig retsorden og samarbejde«. Det er unægtelig vældige og uhyggelige perspektiver, der åbner sig ved at læse en sådan bestemmelse. Det vil altså sige, at retsvæsen, lovgivning, store dele af den udøvende magt o. lign. ved en særlig lov kan overdrages en myndighed, der i alle henseender er uansvarlig overfor det danske folk. I den forbindelse er det underordnet, at der er givet særlige regler angående majoriteten i folketinget for en sådan lovs vedtagelse og eventuel folkeafstemning. Den ville have været en sand lækkerbisken at have haft til rådighed for tyskerne overfor regering og rigsdag i besættelsestiden for var»antikominternpagten«ikke også mellemfolkelig?«retssagen om Lissabon-traktaten Vi har tidligere her i NYT omtalt retssagen om Lissabon-traktaten. Vi vedlægger til læsernes orientering en folder udgivet af sagssøgerne. Istedløven kommer hjem Dansk Samling byder ham velkommen I år går Dansk Samlings udflugt ikke til den Sønderjyske Sten, men derimod til Flensborg, hvor vi vil afholde en lille højtidelighed. Datoen er den Læs mere i næste nummer af NYT. Bøger og tryksager - bestilles hos DS Postkort/miniplakater Kærlighed til fædrelandet: Arkitekttegnet af Rich. Jessen Genoptryk. 10 stk. kr. 60 Bøger: AHRENDTSEN, ALEX: Den danske ligevægt. Frihedsbrevet s.: Kr. 20 SCRUTON, ROGER: Nationernes nødvendighed. Dansk Samling s.: Kr

8 VEDSTESEN, STEN-O. B.: Det fjerde Rige. Om Danmarks og Tysklands fælles fjende: Den Europæiske Union. Frihedsbrevet s.: Kr. 25»Frihedsbrevet«: Nr. 3, juli kvartal Tema: Fra Moskva til Bruxelles. Om Rusland og Europa. Østlandene og den Europæiske Union. 47. s.: Kr. 15 Nr. 4, oktober kvartal s.: Kr. 15»NYT fra Dansk Samling«; temanumre: Fædreland og Folkestyre; nr. 1, januar 1999, 55. årg. 12 s.: Gratis Modersmål og Folkestyre; nr. 5, december 1999, 55. årg. 16 s.: Gratis Nationalstaten; nr. 3, september 2000, 56. årg. 12 s.: Gratis Danmark, EU og Europa. Status efter Euro-afstemningen; nr. 1, 2001, 57. årg. 16 s.: Gratis Folkene og EU-forfatningen; nr. 4, 2001, 57. årg. 16 s.: Gratis Grundloven og udviklingen i EU; nr. 3, 2002, 58. årg. 16 s.: Gratis EU og forsvaret; nr. 4, 2003, 59. årg. 12 s.: Gratis EU-forfatningen; nr. 2, 2004, 60. årg. 16 s.: Gratis Befrielsen 60 år; nr. 2, 2005, 61. årg. 16 s.: Gratis DS ligger desuden inde med mange almindelige numre af»nyt fra DS«; spørg endelig! Bestilling foretages ved henvendelse til landsformanden ved e-post til: dansksamling@sol.dk Priserne er uden forsendelsesomkostninger, som vil blive lagt til det samlede beløb. -8-