3. søndag efter Hellig tre Konger Hurup og Gettrup Lukas 17, 5-10

Transkript

1 3. søndag efter Hellig tre Konger Hurup og Gettrup Lukas 17, 5-10 Herre, vis mig den vej jeg skal vandre, lær mig at gå den, og slå følge med mig på vejen! AMEN Jeg kan få taget mål til et par busker. Med et målebånd kan tøjmanden måle min livvidde og beregne længden af buksebenene. Med en tommestok kan jeg måle længden og bredden af en bordplade. Med en vægt kan jeg veje melet til et brød, som jeg vil bage. Jeg kan bestemme mig for, om mit juletræ skal være stort eller lille. Men tro, håb og kærlighed kan hverken måles eller vejes eller kaldes stor eller lille. Når dit barn eller barnebarn kommer løbende hen imod dig, og du løfter det op, og barnet slår armene om din hals, så tænker du ikke om størrelsen af barnets tro eller tillid eller kærlighed. Ingen kunne drømme om, at måle eller veje barnets glæde ved at få et knus af dig. 1

2 Vi overgiver os bare uden videre til den glæde, at barnet kommer os tillidsfuldt kommer i møde. Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses. Jeg er overbevist om, at den glæde er virkelig; selvom den ikke kan ses, så tror jeg på, at den er virkelig lige i det øjeblik, barnet ser mig i øjnene og kommer mig i møde. Tro kan altså ikke måles. Tro leves. Barnet og forældrene taler ikke om, om de tror på hinanden eller ej. De lever i den tro. Barnebarnet og bedsteforældre lever i den tro på deres måde. Den måles ikke, den vejes ikke, den kaldes ikke stor eller lille. Måske skal det siges sådan: Troen har barnet og forældrene. Troen på kærligheden har dem. Det drejer sig altså ikke om at have en tro. Det drejer sig om, at troen har dig at troen er din måde at leve på. Et netop afdød medlem af menigheden havde et lille citat liggende i en bog fyldt med sedler og citater. Et sted stod der: Tro er retten til ikke at forstå! Jeg forstår ikke, at Gud har skabt himlen og jorden; jeg kan bare ikke lade Jeg forstår ikke, at Jesus er Guds søn, født af Maria; jeg kan bare ikke lade Jeg forstår ikke, at Kristus er opstået fra de døde; jeg kan bare ikke lade 2

3 Jeg forstå ikke, at Helligånden giver mig kræfter til at leve med alle mine fejl og mangler; jeg kan bare ikke lade Jeg forstå ikke, at den, som tror på Jesus, skal leve, om han end dør; jeg kan bare ikke lade Troen giver kræfter til at leve. Troen en slags tvang, der kræver sin egen ret. Forståelse kan i bedste fald lære mig at overleve. Tro gør mig levende! I evangelieteksten siger apostlene til Herren: Giv os en større tro! Anmodninger er altså absurd. Derfor får de også et absurd svar:»havde I en tro som et sennepsfrø, kunne I sige til dette morbærtræ: Ryk dig op med rode, og plant dig i havet! og det ville adlyde jer. Og så er det Jesus fortæller om tjeneren, der bare skal arbejde. Når han har gjort sit arbejde, så har han gjort sig overflødig. Når han har gjort sin pligt, så er han u-nyttig. Det kræver lidt indsigt i datidens samfund, for at fange denne pointe. Vi har jo afskaffet slaveri. For vi forbinder slaveri med grusomhed, uret og undertrykkelse. På Jesu tid var slaveri en samfundsorden, der faktisk gav nogle mennesker en ret til en bestemt levevis: Gør det og det arbejde! Så får du mad og husly sammen med din familie. Gør din pligt! Når du har gjort det, har du overflødiggjort dig i din ejers liv. Så er du unyttig. Så er du uden yderligere forpligtelser. Så er du fri. 3

4 Jesus vil lære apostlene, at de ikke skal plage sig med, om deres tro er stor eller lille. DE SKAL VÆRE TRO! Tro er altså ikke noget, vi har. Tro er noget, vi skal være! Lige som den tjener, der ikke skal andet, end det, som han skal. Tror du på Gud, præst? Jeg tror, at han har betroet mig min kone, mine børn, mine svigerbørn og børnebørn. Jeg tror, at han har betroet mig mit embede og alt det, der følger med. Jeg tror, at han har betroet mig venner og medmennesker, som beriger mit liv. Jeg tror, at selv tvivlen vil vise sig at være hans redskab til at gøre mig glad for at leve. Jeg tror, at Han giver mig liv, om jeg end dør. Vi skal altså ikke måle troen, som når vi skal have nye bukser. Vi skal ikke veje troen, som når vi vejer mel af til bagning. Vi skal ikke bedømme vor egen eller andres tro, som var det en bedømmelse af et stort eller lille juletræ. Vi skal være tro imod hinanden. Vi skal være tro imod vore børn og børnebørn. Vi skal være tro i det arbejde, som vi er betroet af hinanden. Vi skal være tro imod venner og medmennesker. Den slags tro virker nemlig tilbage, som når du tænder et lys for andre, - så falder dets skin tilbage på dig selv. 4

5 Så lad bare være med at bekymre dig om, om din tro er stor eller lille. Men tag din tvivl meget alvorlig, for den kommer du nemlig af med ved at være tro imod livet. Tror du ikke på Gud, så er der kun en måde at slippe ud af det problem på; det er ved at være tro imod det, som du er blevet betroet. Så skal Gud nok finde dig igen! AMEN 5