Prædiken til 1. søndag efter trinitatis, Luk 16, tekstrække.

Transkript

1 1 Grindsted Kirke. Søndag d. 2. juni 2013 kl Bodil Raakjær Jensen Prædiken til 1. søndag efter trinitatis, Luk 16, tekstrække. Salmer. DDS 722 Nu blomstertiden komme2 DDS 447 Herren strækker ud sin arm DDS 674 Sov sødt, barnlille v.2 og 7 DDS 685 Vor Gud er idel kærlighed DDS 370 Menneske, din egen magt Altergang: Koret DDS 696 Kærlighed er lysets kilde Tekstlæsninger. Es 57,5-12; 1 Joh 4,16b-21; Luk 16,19-31

2 2 Prædiken. Vi står ved begyndelsen af trinitatistiden det, vi også kalder for kirkens arbejdsår, og her får vi straks at vide, hvad det hele handler om: Det handler om kærlighed. Du skal elske Gud og din næste, som dig selv. Det er kristendommens helt centrale budskab, når vi nu vender os væk fra festhalvåret når vi et øjeblik vender os væk fra det, som Gud har gjort for os hvordan han gennem julen, påsken og pinsen viste os sin kærlighed og så vender os mod det, som vi så skal: elske Gud og elske vores næste. Vi elsker, fordi han elskede os først, skrev Johannes. Gud elskede os først det handlede det om fra advent til pinse. Nu er det så vores tur, og hvad vil det så sige? Ja, i første omgang får vi så at vide, at det her slet ikke er noget nyt og banebrydende. Allerede profeten Esajas gjorde det klart, at kærlighed til Gud viser sig i kærlighed til næsten. Tror I, det er den faste, jeg ønsker, at mennesket spæger sit legeme, hænger med hovedet som et siv og ligger i sæk og aske? Er det det, I kalder faste, en dag til Herrens behag? Nej, den faste, jeg ønsker, er at løse ondskabens lænker og sprænge ågets bånd, at sætte de undertrykte i frihed, og bryde hvert åg; ja, at du deler dit brød med den sultne, giver husly til hjemløse stakler, at du har klæder til den nøgne og ikke vender ryggen til dine egne. Gud ønsker altså ikke, at vi på asketisk vis forsager verden, ikke tør give os i kast med noget som helst, men går rundt krumbøjede og grå, for at alle skal kunne se, hvor højt vi elsker Gud. Gud ønsker ikke, at vi graver vores talenter ned, men at vi bruger dem for nu at låne lidt fra en anden end dagens lignelse. Livets Gud har dine hænder, derfor er det dig, han sender, når din næste lider nød! Det er ikke spor svært at forstå, og vi ved det egentlig også af egen erfaring. Hvor har vi det dog meget bedre, når vi har gjort et ordentligt stykke arbejde for og sammen med andre, end når vi hele dagen har kredset om os selv og vores egen elendighed. Og selvom jeg ikke tror, at ordene fra Esajas handler om tidens fiksering på selvet på kroppen, selvbevidstheden, sundheden vores wellness med andre ord så er det

3 3 alligevel et hip til wellnesskulturen som jo egentlig er en gang værre end den disciplinering af kroppen, som ordene hos Esajas tager afstand fra. For disse ord handlede trods alt om askese, og hvad dertil hører, som en omend misforstået kærlighedserklæring til Gud. Når vi derimod spæger vort legeme og lader det ligge i mudderbade, og hvad vi ellers kan finde på af mærkelige ting, så er det kun og udelukkende for at glæde os selv. Wellness i kristen optik handler om wellness for andre eller velfærd. Og så er vi allerede i gang med den næste misforståelse eller udvanding af begrebet. Velfærdssamfundet det er hvad alle politikere er stolte af og vil bevare med vold og magt. Det lyder da også godt med et velfærdssamfund. At alle skulle have det godt, at der er så fine masker i det sociale netværk, at ingen kan falde igennem det lyder som en helt igennem god ide. Sådan er det jo bare ikke. Hvis vi gerne vil tro, at det er sådan, må vi i hvert fald ikke lukke op for radio eller tv. For her vælter sagerne ud, der fortæller os, at netværket ikke er fintmasket nok at der er noget helt andet, der skal til, hvis ondskabens lænker skal løses med Esajas ord. Vi har i bedste mening institutionaliseret næstekærligheden. Vores samfund er dybt forankret i kristendommens etiske fordringer. Jesu lignelser har gennem århundreder gjort så dybt indtryk på os, at det har aflejret sig i vores måde at bygge samfund på. I fællesskab betaler vi alle sammen skat, så ingen skal mangle det nødvendigste til livets ophold. Enhver skal have et sted at bo, mad at spise og mulighed for at søge læge ved sygdom. Det er gratis at ligge på hospitalet, at låne bøger, at gå i skole, at køre på vejen. Og alt det er slet ingen selvfølge. Det er næstekærlighed udført i praksis. Det går så godt, og vi betaler jo til det, så vi har for længst lagt ansvaret for næsten fra os. Vi betaler, så må andre sørge for det. Men alligevel er der mennesker, der bor på gaden. Alligevel er der børn, der bliver mishandlet i årevis, uden at nogen gør noget ved det. Vi betaler jo, for at andre gør noget ved det. Det personlige ansvar for næsten den fremmede næste er forsvundet. Velfærdssamfundet er blevet den sovepude, som vi har lagt næstekærligheden til hvile på. For så at bruge resten af resurserne på vores egen wellness.

4 4 Men dagens evangelium om den rige mand og Lazarus er en brat opvågen. Der skal i hvert fald mere end almindelig fortrængning til, hvis vi skal bilde os selv ind, at vi ligner Lazarus, der, ligesom manden på risten i den gamle revyvise, ligger uden for den rige mands dør, og skal blive mæt af stegeosen, der siver ud gennem dørsprækkerne. Nej, vi ligner ikke Lazarus vi ligner den rige mand, der har nok af alting. Og selvom det fra politisk side fortælles os, at kun et langt større forbrug kan redde os ud af krisen, så er sandheden jo nok den, at vi forbruger rigeligt. Vi mangler rent ud sagt ikke noget. Nå, begge mændene dør og nu er det lige omvendt. Lazarus har det som blommen i et æg, mens den rige mand ikke har spor af det gode til gode. Han pines og der er ikke noget at gøre ved det. Han kan ikke engang få lov til at advare sine brødre de har jo Moses og profeterne; dem kan de høre. Hvad skal vi med sådan en historie? Ja, vi ved jo, hvordan den er blevet brugt. Vi finder den igen i den klassiske skelnen mellem den grundtvigske og den indremissionske vækkelse lidt karikeret, men noget er der jo om det. Den indremissionske forkyndelse af et himmelsk paradis til de frelste - et sted, hvor man fik alt det, som man ikke havde i dette liv, tiltalte især de fattige fiskere og husmænd, for hvem livet virkelig var en lang jammerdal med fattigdom og elendighed. Hvad gjorde da et kort liv i streng afholdenhed, når målet var evig herlighed hos Gud? De rige bønder derimod havde ikke så stort behov for, at de i evigheden skulle føle den elendighed, som de aldrig kom i nærheden af på denne jord. Tanken om det himmelske var derfor nærmest som en fortsættelse af dansk bondeidyl på de fede jorde. Men her kunne dagens lignelse måske nok anfægte en smule, for den er jo tydelig nok. Måske var det en af de søndage, man så undlod at komme i kirke. Lignelsen er særstof hos Lukas. Det vil sige, at vi ikke finder denne historie hos de andre evangelister. Det er ikke så underligt, at vi finder den hos Lukas, for de fattige har en særstatus hos ham. Forud for denne lignelse har Jesus fortalt lignelsen om den uærlige godsforvalter. Her er konklusionen: I kan ikke tjene både Gud og mammon. Men alt det hørte de pengeglade farisæere, og de gjorde nar af ham og så fortalte Jesus historien om den rige mand og Lazarus. Historien skal altså høres ind i denne sammenhæng som del af en stridssamtale. I en diskussion får argumenterne altid en tand ekstra, og sådan skal vi høre lignelsen. Ikke som en trussel om et evigt pinested,

5 5 men som en påmindelse om vores ansvar overfor næsten et ansvar, som vi ikke bare kan uddelegere til de forskellige væsener, vi omgiver os med. Livets Gud har dine hænder, derfor er det dig, han sender, når din næste lider nød. Gud sender dig og mig og ikke en eller anden sagsbehandler. Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede man uddyber eller hæver. Men det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej Sådan siges det i et meget kendt citat af den danske filosof og teolog Løgstrup. Så skræmmende stort er vores ansvar. I evangeliet i dag finder vi ingen formildende omstændigheder dem må vi komme efter en anden søndag. For den rige mand er der ingen redning. Spørgsmålet er så, om vi lader os overbevise fordi der var en, der opstod fra de døde. Det er påskens efterklang, som vi får lov at høre i det. For der var jo en, der stod op fra de døde, Jesus. Og den død, han døde, døde han for vores skyld. Det er trøsten, vi får ikke som en ny sovepude, men som en opfordring til at bruge vores talenter, selvom vi fejler. Og når du har brugt din dag, til det sidste åndedrag, standser Gud din gråd og klage, tar en misbrugt dag tilbage, nådig glemt i evighed. Amen