Travelling Danes Rejsebreve fra Down Under. Karl og Karin Vinther

Transkript

1 Travelling Danes Rejsebreve fra Down Under Karl og Karin Vinther Australien, New Zealand, Bali/Lombok, Vanuatu og Fiji 2007

2 Assens, Danmark 12.december Hvem er travelling danes? Vi er et ægtepar med stor lyst til at se verden, opleve andre kulturer, skabe nye kontakter. Vi har lyst til eventyret, det ukendte. Vi er begge 49 år, har gennem et langt liv arbejdet som henholdsvis sygeplejerske og politiassistent. Karl har de sidste 9 år delt tiden mellem politik og politi arbejde. Har således haft et travlt liv med mange møder og mange vagter. Jeg har de sidste mange år været visitator i ældreplejen i Assens kommune. Vi elsker begge naturen, hvilket førte os og vores søn Kasper til Grønland ½ år i 1995, hvor vi arbejdede og oplevede landet. Karl har ligeledes været udstationeret som politiassistent i FN regi i Bosnien ½ år. Jeg har boet 1 år i Canada som helt ung ligesom Karl nåede at være sømand og arbejde i kibbutz som helt ung. Vi har en søn Kasper på 23 år, der er flyttet hjemmefra. I mange år rejste vi sammen alle 3, men de sidste år har det været os to alene. Vi har været i et utal af lande, men max af 3-4 ugers varighed, som ferien tillod. De sidste mange år har ferien altid været med rygsæk, med billetten i hånden, men ellers ikke noget planlagt på forhånd. Måske er lysten til at gøre en længere tur, opstået på en af de mange rejser, hvor vi egentlig ikke havde lyst til at komme hjem, vi var jo lige begyndt. At opleve, er som en bacille i blodet, den kan med ond vilje holdes nede, men symptomerne dukker op igen og igen. Vi skal bare af sted. At rejse et år, koster selvfølgelig mange penge, hvad med jobbet? Hvad med politik? Hvad med savnet af familie og venner? Det tog os 2 år fra den første tanke meldte sig, til vi stod på australsk jord. Vores respektive arbejdsgivere var heldigvis villige til at give os begge orlov 1 år. Karl tog den svære beslutning at stoppe med politik. Vores dejlige hus ved vandet, blev solgt, og økonomien var på plads. På turen har vi nydt godt af, at vi er meget forskellige, har hver vores stærke sider. Karl har været opfinder, chauffør, mekaniker, kok. Jeg har været finansminister, organisator, stifinder. Begge er vi eventyrere. Begge har vi lært af hinanden, blevet endnu tættere forbundet, trods 24 års ægteskab. 2

3 Råskitse til turen Så er 2 års planlægning ved at være en realitet. Flytter ud af lejligheden den 17/12. Indbo er opmagasineret i Odense. Har lånt møbleret lejlighed i Odense til den 4/1. Her er en råskitse over hvad vi har planlagt, undervejs på turen vil jeg tilstræbe at skive en gang om ugen. Melbourne (købe bil) Melbourne - Adelaide - Perth Perth - Darwin Bali Darwin - Uluru - Cairns 6. januar januar 12. januar februar (3460 km) 14. februar - 15.maj (4283 km) 15. maj - 1. juni 1.juni - 1. juli (3800 km) Kbh. - Cairns (Kasper) 1. juli - retur fra Sydney 1. aug. Kbh.- Cairns (Kirsten, Karl`s søster) 1. juli - retur fra Sydney 21 juli Cairns - Brisbane - Sydney Sydney - Melbourne Tasmanien Auckland - Christchurch Nadi/Fiji 1. juli - 1.august (2863 km) 1. august august. (900 km.) 15. august september 15. september - 1. december 1. december december Afrejse fra København den 4/1, retur den 14/ Planen vil blive ændret, hvis behovet opstår. 3

4 Kia ora velkommen til New Zealand del oktober New Zealand Nordøen Vi havde i et hektisk øjeblik glemt at der var 2 timers forskel mellem Melbourne og Auckland, (11 timer til DK), så det var ikke muligt at få udleveret vores lejede campervan før dagen efter vores ankomst., så første nat blev på hotel. Noget skeptiske kunne vi sidde på hotelværelset og høre hvordan det regnede og tordnede, ville det være tendensen de næste måneder? Nej og ja. Vi har haft det dejligste varme forårsvejr, selv shorts som ellers var tæt på at blive sendt hjem, har været i brug, men det har også regnet hele dage, så det bedste var ophold inden døre. Selvom planen er vi skal være her i landet 2 måneder, har vi kun lejet bil de første 14 dage, hvis vejret skulle blive for dårligt eller vi synes det bliver for meget gentagelse af hvad vi har oplevet, vil ikke være bundet, hvis vi skulle vi finde på at flyve et andet sted hen. Lidt fakta om New Zealand. Den form landet har i dag er omkring år gammelt, skabt gennem jordskælv og vulkanudbrud. Beliggende hvor stillehavspladen og den indiske/australske plade mødes, hvilket indimellem giver sig udslag i voldsomme kræfter. Der er i gennemsnit 4 jordskælv om ugen, så måske er vi heldige at opleve et af de mindre. Landet er delt i nordøen og sydøen., af nogenlunde samme størrelse. I alt ca km2, eller ca. 6 x Danmark. Hovedstaden er Wellington, der ligger på det sydligste af nordøen, med indb. Ellers er den største by på nordøen Auckland med 1,2 mill. indb. Største by på sydøen er Christchurst med indb. I alt er der 4,1 mill indb. Heraf er 15% Maorier. Landet har 2 officielle sprog Maori og engelsk. Rigtig mange stednavne har Maori navne, som er umulige at udtale og huske, specielt på nordøen. Det gør det svært at huske hvor man egentlig har været. Lidt historie. I år 1642 kom de første europæiske opdagelsesrejsende til NZ, allerede da havde landet i 600 år været bosat af Maorier (et polynesisk folk), og før dem et andet polynesisk folk Moriori. Europærerne fortsatte besøgene gennem årene og i 1814 skabtes den første bosættelse af europærer. Både Maorier og europærer så fordele i samarbejdet. Europærerne så et land rig på ressourcer og Maorierne så fordele i at bytte sig til våben (til at bekrige hinanden) og blev afhængig af andre goder der var til rådighed. I Bay of Islands på den nord/østlige del af nordøen, var der i 1830 ved at være temmelig overfyldt med besøgende skibe og fastboende. Lovløsheden var fremherskende. Så den britiske regering besluttede at sende en repræsentant fra regeringen, James Busby, til Waitangi. Han formåede at skabe en god kontakt til Maorier og europæer. Dette resulterede i at over 500 Maori høvdinge og den britiske regering i 1840, underskrev The Treaty of Waitangi. Briterne fik suverænitet og der blev nedskrevet aftaler om hvordan de 2 folk kunne leve og arbejde i en nation. Denne aftale er lige relevant i dag, da den garanterer de 2 folks 4

5 rettigheder i NZ. Vi besøgte stedet hvor aftalen blev underskrevet, det oser af historie. NZ er anderledes end vi havde forestillet os. Specielt er vi overraskede over naturen. Her er palmer, eksotiske blomster, appelsinlunde, citrontræer, nogle steder regnskov, andre steder mere som på den jyske vestkyst. Med interesse i at fremstille blomsterdekorationer, ser jeg den ene dekoration efter den anden fremstillet af ting der står i vejgrøften, jeg bliver helt høj når jeg ser Kalaer i mængder som var det ukrudt. Prisniveauet synes også at være lavere end i Aus. Prisen er nogenlunde den samme i dollars men da NZ $ koster ca. 4 kr. og Aus. $ ca. 4,5, bliver det billigere. Diesel koster ca.4,50 kr/l og benzin ca. 6,70 kr/l. Her skal man lige være opmærksom på at kører man rundt i en campervan er der en afgift på 3,30$/100 km. For vores vedkommende ca. 1,20 kr./l. Bilen vi har lejet de første 14 dage er vild luksus i forhold til Ibrahim. Fra selskabet Maui, en 4 sengs campervan. Der er direkte adgang fra fører cabinen til opholdsrummet, så vi behøver stort set ikke komme ud. Der er toilet og bruser. Mikroovn, grill og 4 gasblus. Køleskab med lille fryser. Da vi er i mellemsæsonen og fandt et tilbud på nettet, har vi for 14 dage betalt ca $, hvoraf de 700$ er forsikring så vi slipper for selvrisiko. Bilen er splinterny har kørt 1000 km. Men den fylder meget på landevejen og optager 2 parkeringspladser. Så vi overvejer om vi kan klare os med en lidt mindre senere. Vi startede ud fra Auckland den 2/10, kørte nordpå med en plan om at køre så nogenlunde rundt langs kysten i området nord for Auckland. Det blev til overnatning i Matakohe ( Kauri træer ), Haruru (The Treaty of Waitangi), Waiwere ( varme kilder ). Den 5/10 kørte vi igen gennem Auckland for at køre østpå til Miranda (varme kilder og fugle), rundt om Coromandel halvøen til Hahei (Hot Water Beach), videre langs kysten til Whakatane (kiwi plantager), ind i landet til Rotorua (Hell`s gate, St. Faiths Anlican Church, Roterua Museum, Buried Village of Te Wairoa, Waiotapu Thermal Wonderland, Maui Show, videre til Wakapapa Village ved foden af Mount Ruapehu (2797 meter). Der findes rigtig mange varme kilder, det benytter vi os af. Helst de steder hvor det ikke er for kommercialiseret, dvs. består af svømmebassin med vand fra en varm kilde. Det bedste er når stederne har bevaret deres oprindelige naturlige udseende. Et af disse steder var Hot Water Beach. 2 timer før og efter lavvande kan man i sandet ved kystlinien grave sig et hul, det fyldes hurtigt med varmt vand der trænger op gennem sandet, nogle steder var vandet så varmt man ikke kunne opholde sig i det. Så vi havde vores egen private lille spabad, solen skinnede og temp. var omkring de 20 grader. Meget surrealistisk. Ofte ligger der campingpladser i områderne, hvilket betyder at man som en del af opholdet har adgang til swimmingpool med grader varmt vand. I Roterua var der på campingpladsen bade med 42 grader varmt vand. Kauri træet var engang NZ`s dominerende træsort, men kraftig skovhugst har betydet at der nu kan er få træer tilbage. 2/3 af disse træer befinder sig i Waipoua Kauri Forest nord for Matakohe. Træet var særlig velegnet til tømmer fordi det ikke har knaster og gror i en meget lige stamme. 5

6 Træerne var enormt store, hvilket bevidnes af et træ der stadig er bevaret og omkring 2000 år gammelt. Det er 51 meter højt og har en omkreds på 14 meter. Imponerende. I Matakohe har man lavet et udmærket museum, der fortæller om livet som skovhugger, maskiner der blev brugt, et lille savværk. En stor samling af Kauri GUM, en slags rav, som man gravede op af jorden eller fandt på jorden. Der var udstillet kæmpe klumper og forskellige udskæringer og smykker. Befolkningen på NZ kaldes Kiwi`er, om det har noget at gøre med frugten Kiwi ved jeg ikke, men fakta er at der eksporteres for 2 milliarder $ om året. Træet gror specielt godt i tempererede områder, som Whakatane. Langs med vejen så vi rigtig mange mindre jordlodder med kiwi træer, godt beskyttet mod vind og regn af meget høje hække. Lige nu er der så småt ved at komme blade på træerne. Vi benytter os af at frugten er billig, 1 kg. for ca. 7 kr. En anden Kiwi er en fugl med dette navn. Den er efterhånden meget sjælden, er et natdyr, kan ikke flyve. Så vi skal være heldige for at se en. Noget vi finder meget anderledes fra Australien er hvad der synes at være mangel på dyr i naturen, det er sjældent vi ser nogen, måske en lille fugl. Som noget rigtig dejligt findes der ingen giftige dyr, ikke engang en enkelt slange art. Hvor heldig kan man være. Men endnu har jeg vanen siddende i mig, kikker ned når jeg går, for at være sikker på ikke at træde på noget. Rotorua er en meget speciel by, beliggende i et krater, undergrunden syder, bobler og damper. Årsagen er beliggenheden lige på brudlinien mellem kontinental pladerne. Jeg kunne ikke undgå at få ideen til en gyser film. Se for jer en by og dens befolkning der lever et ganske almindeligt liv, vel vidende at en dag bryder helvede løs, byen forsvinder ned i undergrunden og hvad deraf følger. På campingpladsen vi boede på var græsset varmt, en bæk med næsten kogende vand løb i baghaven, det dampede op forskellige steder fra undergrunden, om natten kunne jeg høre hvordan det boblede og kogte i bækken. Vi erfarede at der en nat havde været et jordskælv på 5,1 20 km fra byen, vi mærkede nu ikke noget til det. Lugten i byen er helt speciel, der lugter som når vi lavede fysik forsøg med sulfater (rådden æg). Men ellers en charmerende by, hvor man har gjort meget ud af at pynte med blomster. Lige nu er det tulipaner i alle farver der forskønner stedet. Maoriernes kultur er meget fremherskende her, god mulighed for at lære om deres kultur og historie. På museet og i kirken fik vi indblik i dette. Umiddelbare indtryk er at de er et stolt folk, med stærke familiebånd, smukke mennesker der ikke har mistet deres selvrespekt, som har en plads i samfundet, ikke er blevet ødelagt af den hvides mands indtrængen. Men måske er jeg naiv og har ikke været her længe nok til helt at se hvad der foregår. For at opleve lidt af deres kultur, købte vi billet til et show. Når vi engang imellem skal ud finere steder, opstår problemet, hvad skal vi tage på af tøj og sko. Garderoben består nemlig kun af almindeligt hverdagstøj, som cowboy bukser og t-shirt. Det kan dog gå med lidt smykker. Men hvad med fodtøj, skal det være vandrestøvler eller joggingsko. Valget faldt på skoene, de er lidt mindre iøjnefaldende. Det var et show hvor enkelte af publikum bliver taget på scenen for at deltage, og selvfølgelig faldt 6

7 valget på os, så anonymiteten var en by i Rusland. Nå pyt, showet var godt. Et spændende indblik i hvad der sker efter et vulkanudbrud, var et besøg i området omkring Mt. Torowera. Efter et udbrud i 1886, blev 3 landsbyer begravet i mudder og aske og 150 mennesker dræbt. En af byerne er delvis udgravet og hvad der måtte være tilbage bevaret. Et museum er tilknyttet stedet, en ældre mauri, hvis forfærde boede i området, fortalte meget levende og spændende om hvad der skete. Man kan besøge et hav af interessante hot springs, kogende søer af mudder, geyser, og andre spændende ting der kommer ud af al den geotermiske aktivitet. Vi besøgte Hell`s Gate og Waiotapu. Som billederne måske giver udtryk for, varierer farverne fra neon gul, orange, grønt, blår afhængig af hvilke mineraler der er i vandet og undergrunden. Efter Rotorua kørte vi længere syd på til Lake Taupo, forbi Turangi til Tongariro National Park. Målet var området omkring Mt. Ruopehu, som har været i udbrud for 3 uger siden. Uden varsel havde den et lille udbrud, som desværre kostede en turist på stedet et ben. Han opholdt sig i en hytte, hvor en sten blev kastet gennem taget og knuste benet. Området er kendt for rigtig gode vandreture. Men desværre var vejret ikke med os. Det regnede og blæste kraftigt. Da vandreturene til dels foregår over 1000 meters højde, var det ikke tilrådeligt at begive sig ud. Så det blev til et par dages ophold i Wakapapa Village, hvor vi kunne drømme om hvad vi ville have gjort hvis det var muligt. I stedet fik vi læst i bøgerne, både de underholdende og dem der skal læses for at vide hvor vi vil hen og hvorfor. Når skyerne tillod det, havde vi udsigt til Mt. Ruopehu. Vulkan varsel er stadig på 2, hvilket betyder at der er mere aktivitet en vanligt, og man skal være opmærksom, skiområdet på stedet er lukket over 2000 meter. Her den 13/10 er vi på vej tilbage til Auckland hvor bilen skal afleveres den 15/10. Vi var heldige i dag, solen skinnede på den side af bjerget hvor vi havde valgt at køre tilbage, så vi fik en rigtig flot udsigt til Mt. Ruopehu med dens sneklædte sider. Fra den 15/10 18/10 har vi lejet en alm. personbil, Auckland skal udforskes. 7

8 Hot Water Beach. Roturua. 8

9 New Zealand Nordøen Kia ora velkommen til New Zealand del oktober Vi forlader nu nordøen, sidder på færgen Interlander, der er et af de selskaber, der sejler mellem Wellington og Picton. Færgebilletten var dyr, ca kr., det havde vist været billigere for os at flyve. Det blæser meget i dag, turen tager 3½ time. Cook Strædet kan på en dårlig dag være meget levende. Nu får vi se om vi bliver søsyge. Ellers har vi de sidste 10 dage, dels befundet os 3 dage i Auckland, hvor vi lejede en lille personbil og boede på motel, herefter lejede vi en mindre campervan fra Maui 2 berth med toilet og kørte videre sydpå til New Plymouth (vandretur ved Mt. Taranaki ), Wanganui, sluttede med 3 dage i Wellington. I Auckland besøgte vi Poul og Caroline, som Karl tidligere havde boet hos nogle dage da han var her for 5 år siden. Poul har danske forfædre, hvilket tydelig kunne ses i hjemmet, mange danske klenodier. Som australierne er kiwierne også et meget gæstfrit folk, vi følte os meget velkomne. Igen er et besøg en god kilde til information om landet og dets folk. Bla. fik vi et lidt mere nuanceret billede af forholdet mellem mauier og europæer. Poul fortalte at for år siden, var der ikke nogen der tænkte på om man var det ene eller det andet. Men i dag er der opstået et skel, mange føler mauierne har specielle privilegier. Da europæerne kom til landet, konfiskerede man stille og roligt landet fra maurierne, nogle gange uden kompensation. For at råde bod på dette, har man i en del år ført den politik, at har et stykke land retsmæssigt tilhørt mauier, får de nu kompensation. En % del af uddannelsespladserne er forbeholdt mauier, og flere andre ting. Politikkerne er meget opmærksomme på ikke at træde nogen over tæerne, med det resultat at der ikke rigtig sker fremskridt, fordi nogen altid vil være imod. For en uge siden, gennemførte politiet en række anholdelser flere steder i landet, hvor specielt et område kom i mediernes søgelys. En maui chief og flere andre blev anholdt under mistanke om at man havde våbentræningslejre, hvor formålet var at udøve terror med regeringen. Denne maui klan hævder at de aldrig har underskrevet Waitangi traktaten ( beskrevet i del 1), derfor tolker de lovgivningen og overholder den efter egne regler. Jo, det er et samfund på godt og ondt. Fra Skytower i Auckland, hvor man kommer op i ca. 200 meters højde, fik vi en god fornemmelse af storbyen, mens vi stod deroppe, kom en kvinde forbi vinduet, hængende i en wire. Mange benytter sig af muligheden for at springe ud fra tårnet, ser halsbrækkende ud, men vi så hende lande sikkert. Ikke lige noget for os. Så føltes det bedre at sidde i restaurationen deroppe og få en kop kaffe. 9

10 I vores nye bil har vi stort set de samme bekvemligheder, som vores tidligere lejede bil med 4 senge, denne er bare lidt smallere, derfor lidt nemmere at komme omkring med. Vi kørte en god lang strækning på 400 km til New Plymouth. Dagen efter havde vi det flotteste vejr, og Mt. Taranaki stod klar og tydelig frem. Den ligner Mt. Fuji i Japan så meget at den blev brugt i filmatiseringen af Den sidste samurai. Bjerget er på ca meter, sneen lå ned til omkring 1000 meter. Da vejret var strålende, tog vi vandrestøvlerne på og tog en god tur på 3½ time. Dog ikke længere end til 1300 meter, da der her var helt bart, hvilket gav blæsten gode betingelser. De sidste hundrede meter gik vi i sne. Men jeg kan godt mærke jeg er ude af form, dagene efter var lægmusklerne godt ømme. Turen videre til Wellington gik gennem et bjergområde, der krævede Karls fulde opmærksomhed, vejen var smal, de få bilen vi mødte kørte som om de ejede hele vejen. Man kan godt blive lidt nervøs når man ved det er muligt at få kørekort som 15 årig. Der er dog visse restriktioner det første år, du må ikke køre med passager og ikke efter kl. 22. Jeg kender ikke nogen 15 årige jeg ville overlade rattet til, nogen må sidde på en pude for at kunne se over rattet. Wellington er en smuk beliggende by, ved vandet. For at få et overblik tog vi kabelbanen op til botanisk have. Her var vi oppe i nogle hundrede meters højde. Selve parken var betagende, hvilket samtlige botaniske haver vi har været i, har været. Englænderne kan noget med haver. Det blev også til en tur på deres meget spændende museum. Selvfølgelig skulle vi besøge parlamentet. Parlamentet består af dels en gammel smuk gotisk bygning og en nyere del, kaldet bikuben, da den ligner en sådan. Siden 1999 har landet haft en kvindelig premierminister, Helen Clark. Labour har regeringsmagten her. Man har parlamentsvalg hvert 3 år som minimum, hvilket er senest næste år. Selvom vi ofte læser avis, er det lidt svært at finde ud af hvordan regeringen klarer sig. Man har ikke som andre lande under den engelske krone, et overhus og et underhus. Her er kun et hus, repræsentanternes hus. Dronningen har en stedfortræder, generalguvernøren, der underskriver lovene. Vi fik en rundvisning, der som altid var meget givende. Den 31/10 skal vi aflevere bilen i Christchurch, så den næste uge bliver området nord for denne by. Så ser vi hvad vi gør derefter. Sejlturen forløb fint, ingen søsyge, og vejret var det smukkest tænkelige i Picton. Sejlturen den sidste time ind, lignede vist noget fra de norske fjorde. 10

11 Mt. Taranaki. Bikuben, Parlaments bygningen i Wellington. 11