Gud kan puste livsånde i menneskets næsebor. Mennesket kan ikke puste livsånde i

Transkript

1 1

2 Resh. Navnet Resh er en variation af og synonymt med ordet rosh, der betyder hoved. Resh associeres med menneskets hoved som sæde for sindet og centrum for åndelig oplysning. I den forstand symboliserer bogstavet menneskets tilbagevenden til den guddommelige verden. Resh er tegnet både for det sind, der vender sig mod ugudelighed og syndighed og det sind, der stræber mod højere bevidsthed. Bogstavets form siges at afspejle et hoved, der bøjer sig for Gud. I denne betydning indleder Resh ordet raash, det fattige menneske, der erkender og anerkender sin tjenende funktion. Men Resh betegner også det modsatte, nemlig ordet rashah, der betyder en ondskabsfuld person, der bruger sin viden og indsigt for sin egen vindings skyld og mod Gud og medmenneske. I menneskets anatomi må hovedet siges at være det mest betydningsbærende af alle kroppens organer. I det findes de 7 organer, kaldet sjælens porte, der virker som portaler for de syv dobbelte bogstaver (Beth, Gimel, Daleth, Kaph, Peh, Resh og Tau) og deres duale virkefelt. I det bor hjernen, stedet for intellekt, forståelse og visdom, og fra hjernen udspringer de 12 nervebaner, hvor i gennem kommunikationen med resten af kroppen foregår, og oplysningen og udvidelsen af bevidstheden finder sted. Her om fortæller De Vise: Inspirationen belønner den, der går ud over sig selv for at deltage i et større og højere liv. Intet går tabt. Fortiden er stadig levende i det, fremtiden har interesse i, og vi kan mane den frem for at genfinde de Vise tabte ord. Sådan smyger det oplyste menneskes ånd de snævre, jordiske bånd af sig. Ordet Rosh anvendes også om hovedet i overført betydning. Rosh er det fremragende punkt, sømmets hoved, eller, anvendt om en person, et overhoved i et selskab en kirke eller familie. Det kan også udtrykke en position, den første i feltet eller den, der rangerer højest. Rosh er den, der står på bjergets top eller tinden, bjergets hoved, i sig selv. Endelig beskriver Rosh også en hovedbegivenhed eller et skelsættende tidspunkt i historien, livet eller året. Et sådant tidspunkt er Rosh Hashanah, årets hoved, der er det jødiske nytår. Rosh Hashanah er tiden, hvor man gør status over det forgangne år og søger om tilgivelse for sine synder. Nytårshøjtiden indledes med 10 bodsdage, hvor man først og fremmest forsøger at bøde for de synder, man har begået i det gamle år. Man beder om tilgivelse - lover bod og bedring - for at synderne ikke skal følge med ind og hjemsøge en i det nye år. Der skelnes klart mellem synder over for 2

3 Gud og synder over for mennesker. Et er de synder man begår over for sine medmennesker, et ganske andet er de synder, man begår over for Gud. Man kan således ikke få tilgivelse hos Gud for en synd begået overfor en anden person, og omvendt ikke få tilgivelse hos et menneske for et brud på en lov, der vedrører forholdet til Gud. Rosh Hashanah handler om individets forståelse af sig selv i forhold til den kollektive opgave og den fælles skæbne. Det jødiske folk står sammen og beder Gud om tilgivelse for vores synder, som det hedder. Ikke min, men vores. De 10 bodsdage afsluttes med Jom Kippur, forsoningsdagen, hvor Gud forsegler Livets Bog. Herefter er såvel den enkelte jødes som den fælles skæbne for det kommende år fastlagt. I Mikrokosmos knytter Resh sig til venstre næsebor, ligesom Daleth knytter sig til det højre. Guds første handling i forhold til Adam var at blæse livsånde i hans næsebor for, at han skulle blive et levende væsen. I senere Bibeltekster anses mængden af ånde i et menneskes næse, for at være en direkte afspejling af vedkommendes karakter. Hvis åndedraget er let og overfladisk, så er det indre væsen ligesådan. Den person, der ånder dybt ind gennem næsen, før han eller hun taler, er værd at lytte til, mens vi frarådes at stole på den, der kun har flygtig ånde i sine næsebor. Selv om vores bogstavelige erfaring til en hvis grad understøtter disse påstande, kan dette - mildest talt - ikke siges at være nogen eksakt videnskabelig metode til vurdering af andre mennesker. Men hvis vi reflekterer over den underliggende betydning af sætningerne, og sætter den i forhold til os selv, så vil vi snart opdage, at der er en tæt og logisk forbindelse mellem vores adfærd og åndedrag, og går vi længere endnu, vil vi også lære, hvordan munden og næsen arbejder forskelligt som kanaler for vejrtrækning, og at disse forskelle er kendt og benyttet i religiøse og spirituelle discipliner som for eksempel yoga og meditation. Nogle mener at Resh i realiteten er en forstærkning og videreførelse af de energier, der forbinder sig til Daleth, og at man derfor ikke vil kunne forstå Resh uden også at beskæftige sig med Daleth. Vi mener, at man snildt kan fordybe sig enten i den ene eller den anden af de to, studere deres særkende og opleve de ofte meget forskellige processer, der knytter sig til dem, præcis ligesom man kan kende en søn uden at møde hans far. Men det være sagt, er der unægtelig en stærk relation mellem de to bogstaver, der er værd at undersøge nærmere, ikke fordi man bør eller skal, men fordi det er spændende og lærerigt at gøre det. Gud kan puste livsånde i menneskets næsebor. Mennesket kan ikke puste livsånde i 3

4 Guds. Præcis her sættes der skel mellem Gud og menneske, Skaberen og skabningen, men nogle gange glemmer vi, at det er sådan. Vi har fået en mund, så vi kan tale, synge og smage på verden. Vi har fået øjne at se med, Beth for det højre, Kaf for det venstre og Ayin for det i mellem dem. Vi har fået ører at høre med, et højre for Gimel og et venstre for Peh, og en næse, forbundet til Daleth og Resh, så vi kan registrere duft og stank ved en enkelt indsnusning og lade lugten bestemme, om vi skal søge nærmere til eller længere væk fra dens kilde. Alligevel glemmer vi, at der er forskel på Gud og menneske, og vi udfordrer denne forskel - trods advarsler og formaninger, trusler og bønner - med alt, hvad vi har i os. Det har vi altid gjort, og vi gør det stadig: Deres gudebilleder er af sølv og guld, menneskehænders værk. Nok har de mund, men de kan ikke tale, nok har de øjne, men de kan ikke se, nok har de ører, men de kan ikke høre, nok har de næse, men de kan ikke lugte. De har hænder, dem kan de ikke føle med. De har fødder, dem kan de ikke gå på; der er ikke en lyd i deres strube. Sådan bliver også de, der har lavet dem, alle der stoler på dem. (Salmernes bog 115, 4-8) Mester forklarer: Sønnen vil være sin far gennem hans modpol for at overstige ham ad den vej, og formår han ikke det, vil han søge væk fra ham, frem for at blive i et forhold baseret på lydighed og afhængighed. Han vil søge udveje og genveje, og han vil skabe andre fædre, andre afguder, som erstatning for sin sande Gud og Fader. Han vil gøre sådan ud fra et illusorisk håb om, at han selv en dag vil kunne erobre faderens plads, at han selv vil blive Gud. Derfor synder sønnen, derfor straffer og tilgiver Faderen til den dag, hvor sønnen ser sit sande mål, og vender hjem igen, for at fader og søn igen kan blive et hele ved foreningen af modsætninger. Resh referer til de guddommelige kræfter - helheden af universet - til kosmisk liv overalt og i alt. Resh er bevægelsen af ting ved ødelæggelse og vækst. Det gamle er efterladt, og det nye kommer frem. Og status - lige der, hvor det der har været, og det der nu skal blive, står klart frem og side om side i en fælles sum - er begyndelsen på historien om Resh. Faktisk er Resh, rosh, hoved og reshith, udspring, oprindelse eller tilblivelse, begge ord, der inspirerer det danske bibelord begyndelse, og selv om bogstavet Resh placerer sig nær slutningen af alfabetet, så knytter det sig stærkt til Beth og Bereshith, ordet for den første begyndelse, og til de andre bogstaver, der i Kabbala tilskrives den ny begyndelse, nemlig: Aleph, He, Yod og Shin. Men Resh har også sin helt egen historie, og den begynder sådan her: 4

5 At frygte Herren er begyndelsen (reshith) til visdom (chokmah). (Ordspr. Bog 9, 10) Den begyndelse, der her tales om, er ikke en pludselig opstået begivenhed, men nærmere et kulminationspunkt for omstændigheder - indre som ydre - der har en længere historie bag sig. Den handler om et særligt sted på vores udviklingsvej, hvor vi har draget så megen indsigt ud af vores egne erfaringer, at vi har de nødvendige forudsætninger for at danne os et samlet overblik. Det er dette, der blandt andet hentydes til ved ordet Dagar, samle eller indsamle, som vi omtalte i kapitlet om Daleth. Måske ville det være en god idé at genlæse afsnittet om Daleth-Gimel-Resh eller kapitlet om Daleth i sin helhed nu, da det netop er dette bogstav, der indleder mange af de udviklende processer, som Resh afslutter. I Daleth starter indsamlingen. I Resh dannes syntesen, eller sagt på en anden måde: I Daleth indleder kartografen sin ekspedition. På de mange veje og stier, der følger efter, tegner han sit kort. I Qoph der enten afslutter eller danner en skillevej på hans rejse får han lejlighed til at danne sig et overblik over det alt sammen, og nu, i Resh, får han endelig mulighed for at begynde manifestationen af alt det, han har lært. Daleth-Gimel-Resh har tilsammen talværdien 9 (4+3+2), der leder hen til det 9. bogstav med værdien 9, det gravide bogstav Teth. Resh er som Teth gravid med noget, som vi vil vende tilbage til senere. For nu skal det igen handle om Aiq Becar, Kabbala af ni kamre. Aiq Becars fulde navn er: Aiq Becar Shegal, der associerer til den øverste trigon i Livets Træ; Aiq kan oversættes til ve - en fødselsve eller som en dobbelttydig advarsel: Ve den, der kommer efter mig! Becar er den, der fødes. Ordet er en fællesbetegnelse for det første af alting: Den første afgrøde, det første lam, den første fødte søn osv., og i trigonen er becar et billede på Chokmah, Guds førstefødte udtryk. Det tredje ord, Shegal, er navnet for kongens elskerinde eller yndlingshustru, der både skal forstås som Chokmahs feminine modspil - Binah - og som hendes lavere manifestation i Malkuth, Bruden. De tre ord skal, som det er tilfældet med fænomenerne i den øverste trigon, ses og forstås som et samvirkende hele, man må have i baghovedet, når man undersøger dem hver for sig. 5

6 Ordet Becar er også navnet på Resh numerologiske familie: Beth med værdien 2, Kaph med værdien 20 og Resh med værdien 200. Herom fortælles der: Beth er arketypen for alt, hvad der kan rumme og indeholde noget. Bogstavet har sin rod i den kosmiske modstandsdygtighed over for de forhold, der gælder det lavere eksistentielle niveau. Kaph, der former en let hulet hånd, er klar til at modtage og manifestere alt, hvad der udstrømmer af Beth og bringe det ind i en cyklus af liv og død og oplevelse af selvet fra sin laveste til sin højeste form. Endelig er der Resh, det kosmiske rum i uendeligheden, der har sine rødder begravet modsat Beth, i den intense bevægelse af det skabte liv i alle sine afskygninger og i hele universet. Begyndelsen, Reshith, der har været undervejs så længe, slår ned i os med en lammende og sjældent varslet oplevelse af fødselsveen Nu. Når nu et folder sig ud og chokket fortager sig, synes det alt sammen så indlysende, at man næsten skammer sig ved først at opdage det nu: At alt hvad vi har set og erfaret til nu - lige nu! - og i dette liv skal tjene til, at vi genkender og anerkender sandhedsværdien i det samlede billede, der i næste øjeblik bliver vist os. Det er historien om os selv, uden filter og i sin helhed, hvem vi har været, hvilket stof vi er gjort af og, hvad vi har gjort med dette stof frem til nu. I Hermann Hesses Ziddhartha beskrives oplevelsen sådan her: mange, en strømmende flod af ansigter, hundreder, tusinder, som alle kom og forgik, og dog synes alle at være der på samme tid, alle sammen fornyedes bestandig, og alle sammen var de dog Ziddhartha. Han så ansigtet på en fisk en karpe hvis åbne gab røbede en uendelig smerte, en døende fisk med bristende øjne han så et nyfødt barns ansigt, rødt og rynket, fortrukket af frembrydende gråd - han så en morders ansigt, så ham stikke en kniv i et menneskes krop - han så i samme sekund denne forbryder knæle i lænker og bødlen hugge hans hoved af med et sværd han så mandskroppe og kvindekroppe tumle sig nøgne i rasende elskovskamp han så lig ligge udstrakte, stille kolde, tomme Uden længere at vide om tiden eksisterede, om denne vision havde varet et sekund eller hundrede år, uden længere at vide om der fandtes en Ziddhartha, om der fandtes en Gotama, om der fandtes et du eller jeg,(er han) ramt i sit inderste af en guddommelig pil, hvis sår svider sødt Den buddhistisk inspirerede historie ender med, at Gotama bøjer sig dybt for sin smilende, fuldt oplyste mester, Ziddhartha. Ligesådan ville kabbalisten bøje sig i taknemmelighed - for sine indre og den eller de ydre mestre - der har hjulpet ham frem til dette særlige sted og beredt ham på denne oplevelse. Han bøjer sig for den 6

7 rige vilje, der gavmildt giver til den fattige, og først og fremmest bøjer han sig i for den Gud, der har tilladt begivenheden at finde sted: Summen (rosh) af dine ord er sandhed, og alle dine retfærdige bud gælder i al evighed. (Sl. 119, 160). Han beder om den højere magts, Guds, bedømmelse af sit inderste væsen, sine tanker og handlinger, og søger guddommelig vejledning i forhold til sin personlige livsbane og formål: Ransag mig, Gud, og kend mit hjerte, prøv mig, og kend mine tanker, se efter, om jeg følger afgudsvej! Led mig af evigheds vej. (Sl. 139, 23-24). Men han gør dette ud fra en erkendelse af, at han først og fremmest selv må skærpe sin egen opmærksomhed på den del af historien, han har adgang til. Han må bruge det han ved, og det han kan forstå af fortiden til selv at bedømme og korrigere sine nutidige og fremtidige handlinger. Resh handler som Chokmah om tallet 2 og fænomenet visdom. I Biblen er dette nævnt to steder, nemlig i verset: At frygte Herren er begyndelsen (reshith) til visdom (Chokmah), (Ordsp 9, 10) og anden gang er det i en tidligere passage i samme tekst. Her er Salomon er i færd med at indskærpe betydningen af visdom, og fremhæver indsigten, som den mest dyrebare af alle den rige mands skatte, og den mest attråværdige af alle jordelivets åndelige og moralske værdier: Visdom først og fremmest! (Chokmah reshith) Køb visdom, køb indsigt for alt, hvad du ejer. Sæt den højt, så løfter den dig op, den bringer dig ære, når du tager den i favn. Den sætter en yndig krans på dit hoved, den skænker dig en prægtig krone. (Ordsp. 4, 7) Ordsprogenes bog er det 20 skrift i Biblen, ligesom Resh er 20 bogstav i alfabetet. Ved at studere Ordsprogenes Bog, og kapitel 20 i særdeleshed, får vi et tydeligt fingerpeg om, hvad de to, Resh og Ordsprogenes Bog handler om. Det er en historie om en quest, en farefuld rejse befængt med lokkende fristelser og forræderiske vildveje - en rejse, der leder frem mod den højeste visdom af alle - det andet sefirah på Livets Træ Chokmah. Her om står der står skrevet: Unge mænds pryd er deres kraft, de gamles ære er det grå hår. (Ordsp. 20, 29) Rejsen kræver kraft, belønningen er det grå hår - en reference til det grå Sefirah - og historien starter ved begyndelsen, Reshith. De to bogstaver, som fylder Resh, Yod og Shin, staver ordet yesh, der betyder eksistens eller noget. Dette noget forstås i almindelighed som bevidstheden om ego eller af at være en 7

8 separat, uafhængig enhed. Selvom det lavere noget, det skabte noget, synes at være helt adskilt fra bevidstheden om sin Skaber og den kreative, livgivende kraft, der hele tiden bringer det skabte ind i eksistens, er det ikke desto mindre sådan, at hele skaberværket, fra det største til det mindste, fra det højeste til det laveste tjener et fælles mål; at afspejle Den absolutte og "Sande Noget", den virkelige og entydigt uafhængige, Årsagernes årsag. Når egoet opdager, at det selv er gravid med det samme noget som Resh, rystes det af frygt for Gud, begyndelsen til Visdom og rystelsen, chokket i sig selv, er den bevægelse, der bringer det ud af sin faste form, sin oplevelse af identitet og ind i en tilstand af intethed, nonidentitet. Ved at opleve sig selv som sådan bliver egoet et spejl på det Intet der regerer i rummet mellem de to stadier at Noget. Intet er den højest opnåelige grad af menneskelige indsigt i den guddommelige Visdom. Og det første trin ind i det er altså at frygte Gud. For når egoet ryster sig fri af sit selvreflekterende troldspejl, kan det også se sig fri af sig selv og ud i en virkelighed, der overstiger det. Først forfærdes det over sin egen lidenhed, men da det oplever, at det, der ligger uden for ikke vil det noget ondt - tvært i mod - bryder kærligheden, der har været fanget inden i det, ud af sit fængsel. Dette sker i form af en oplevelse af et uegennyttigt ønske om at tjene ved at ofre sig selv. Egoet ønsker at indfri sin potentielle funktion i forhold til Intets endelige formål: At trække bevidstheden om Det Sande Noget ind i oplevelsen af det nederste noget. Undervejs i denne proces, vil Ego opløses og transformeres til sit næste niveau. Denne forvandling, fortæller Zohar, er begyndelsen på enden. Bogstaverne Resh, Shin og Tau er en særskilt historie i historien. Disse tre danner begyndelsen, midten og slutningen af den sidste cyklus i alfabetet, hvor det tjenende ego lader sin stigende grad af Visdom søge opad og tilbage mod sit guddommelige udspring i en rensende flamme af kærlighed til Gud og menneske. Resh, Shin og Tau danner også ordet resheth, der betyder et fugleeller fiskenet, og således former de, det sidste ord og den sidste trigon i alfabetet, som fører os tilbage til bogstavet Aleph og den ny begyndelse ved ordet aresheth, der betyder at ønske eller at begære. 8

9 30. Sti På den 30. sti ligger bogstavet Resh mellem Hod og Yesod, og kabbalisterne kalder denne sti for Den Kollektive Intelligens. For det er fra den, fortæller de, at Astrologerne - ved bedømmelsen af stjernerne og de himmelske tegn - udleder deres spekulationer og fuldkommengør deres videnskab. Stien kaldes også for Genkendelsens sti, for det er her, vi får lejlighed til gense og genkende sandheden om os selv: Hvem vi har været, hvilket stof vi er gjort af, og hvad vi har gjort med dette stof frem til nu. På det 13. bogstavs plan blev mennesket i os ødelagt som person og vækket i ånden. Vi indså, at vores ego ikke er et materielt, isoleret væsen, men at vi med ordet jeg mener ånden over vores person. Som et resultat af denne opvågnen måtte vi tage fat på mange ting - og i særdeleshed seksualiteten - som vi lærte om i det 11. bogstav Lamed. Senere under vores møde med Lucifer på Samechs sti, startede vi processen med at vende den rene seksuelle energi til kreativ kraft, og siden lærte vi om, hvordan vi bevidst kunne udstråle kærlighed til alle levende skabninger, ligesom solen udstråler sit lys og varme. I tillæg med disse nye kræfter forandrede og forberedte vi vores sind og legeme, og nu får vi mulighed for en oplevelse af fuldkommen genopstandelse, evige parallelle liv - med et fælles styrende jeg - der ikke er en del af os og vores liv, men et jeg, for hvem vi og vores fysiske liv og form er en eksistentiel erfaring. På det bevidsthedsplan som bogstavet Resh hører til, får vi en personlig og afstemt forsmag på en ganske særlig oplevelse, som vi alle må gennemgå i dødsøjeblikket. De som allerede har været ovre på den anden side, men som blev genoplivet, fortæller, at de oplevede den sidste dom. Det øjeblik hvor ånden, egoet, afkaster sit dødelige hylster, og hvor de mange indtryk, der var opsamlet i det ubevidste - efter et kort eller langt liv - blev befriet, og pludseligt på én gang gennemtrænger bevidstheden. Vi ser hele vort liv passere revy foran os, på samme måde, som når vi afspiller et stykke musik på en cd. Og alligevel kan både cd en og livet kun opleves i tiden. Som musikken afspilles fra cd ens overflade fra start til slut, gennemgår vi vort liv fra begyndelse til ende. I døden har vi en fysisk oplevelse af vores liv som noget, der foregår uden for tid og rum. Det genopstandne menneske oplever dette, mens det stadig er fysisk i live, men begrænset til en psykisk tilstand. Vi må se på vores liv - på samme måde som den, der lige er død - i et perspektiv, hvor alle vore oplevelser og indtryk 9

10 samtidigt gennemtrænger bevidstheden. Sådan kan vi betragte det alt sammen, ligesom vi kan se ud over et landskab fra oven - se det i dets helhed - uden at skulle vandre igennem det til fods! I denne tilstand ser vi alting og vores egen rolle i begivenhederne nøjagtigt, som de udspillede sig. Her er det ikke længere muligt, at se tingene gennem farvede glas. Vi står nøgne frem og ligeledes gør vore handlinger. Nu er tiden kommet, hvor vi må lade alt passere forbi vort sinds øje - præcis som det var - og opleve alting på ny uden forskønnelse, forklædning eller maske. Vi må se kendsgerningerne i øjnene, hvad enten vi kan lide dem eller ej. Vi må også erkende, hvad der ledte os til disse handlinger. Vi konfronteres med alle motiverne for vore ord og handlinger, som det står i Bibelen: Se jeg vil skifte ret mellem får og får, mellem væddere og bukke. (Ez. 34, 17). Men her, på denne tid og sted, er det vores egen opgave at dømme, de handlinger vi bliver vist: Hvad vi har tænkt, sagt og gjort, og vi må også selv udmåle en passende straf - finde og beholde netop den erindring ellers følelse, der senere kan fremkaldes i os som en huskekage - når vi er på vej til at begå den samme synd igen. Vi bliver ikke dømt af en Gud udenfor os selv, men vi må nå frem til vor egen kendelse. Mennesket på dette trin er blevet forløst ved at have betalt sin skyld til alle mennesker, men vi kan stadig trækkes tilbage i tidligere negative mønstre gennem vores iboende skyldsfølelse. Resh er den sidste begyndelse i alfabetet. Men for at dets energiske processen kan udvikle deres fulde potentiale som en ny begyndelse - og virke som en reel og skelsættende milepæl i vores historie - må vi først gøre regningen op for den del af den, der allerede har udspillet sig. Vi ser, hvorfor det må være slut med at undskylde for at gentage og købe aflad for det med dårlig samvittighed, hvis vi ikke ønsker at skabe ny karma. Vi ser og forstår nødvendigheden af, at vi stoler på vores egen dømmekraft, mens vi betragter og vurdere os selv så objektivt og distanceret som muligt. Vi ser og forstå, hvorfor vi først må have tillid til os selv, for at vi kan udvise sand tillid til andre. Og vi ser, hvorledes vi må have kærlighed til os selv for at vi kan udvise sand kærlighed til andre. Vi ser også, at vore egne forhold endnu ikke er sådan. De indeholder stadig elementer af afhængighed og uddelegeret ansvar. Vi indeholder irriterende umodne og primitive aspekter - og sikkert mange af dem - men vi ser også, at de er en del af en helhed og et sted på vejen, og set i det lys er de præcis, som de skal være, og hvor de skal være. Nu ser vi det endelig, hvad vi ikke så før: At elske sig selv er blot en beslutning. 10

11 På denne måde vil vi kunne se på vores eget liv, så vi fri og uden skyld hæver os op over jorden med alle dens glæder og sorger. Selvom vi endnu ikke kan afkaste os vores kødelige hylster, ser vi allerede alting fra oven, som var vi hævet over alting. Vi ser klart og tydeligt, hvorfor vi er i denne verden, meningen bag netop denne inkarnation, og fra dette øjeblik gør vi alt det, som vi selv betragter som det rette, for en dag at bringe livet til en værdig slutning. Vi behøver ikke længere at lytte til den indre stemme fordi vi er blevet den indre stemme selv! Vi har ikke mere nogen samvittighed - ikke flere samvittighedskvaler - fordi vi er blevet vores egen samvittighed! På dette plan, bliver vi klar over, at vi har fundet og vundet de to verdener, som vi længe har kendt og søgt, men ikke helt været i stand til at rumme. Nu føler vi os hjemme i begge verdener og oplever dem som lige gyldige og lige virkelige. Vi ser, at der ikke er en verden hinsides versus denne verden. Begge danner en enhed, for denne verden har ingen eksistens uden den næste, og den næste har ingen materie foruden denne. Menneskets Selv har altid levet i den anden verden, og det er altid forblevet der, hvad enten det fysisk var til her eller ej. Uden ånden, er der intet liv i stoffet, og uden stoffet, er der ingen klædning til ånden. Det menneske, som forstår og erfarer denne sandhed, har opnået det udviklingsstadie, der er beskrevet således i Gustav Meyrinck s bog Der Grüne Gesicht: Ligesom Janus var han i stand til på én og samme tid, at se ind i den anden verden og i denne, vor verden, og klart skelne mellem deres respektive bestanddeles mål: Han var her og hist: Et levende menneske. En skål for Allah Hans mor har foræret ham en håndfuld af de dyrebare frø, som hun har bragt med sig fra det gamle land. De er små og sorte som birkes, men da han skyller dem, som hun har sagt, i fire hold frisk, koldt vand, svulmer de op og danner en tyk geleagtig hinde uden om sig. Han står tavst for sig selv, langt væk i sit arbejde og i sine tanker, mens han forsigtigt fjerner de skaller og urenheder, der flyder til overfladen. Kun de sunde frø bliver tilbage i karret. Han hælder en halv flaske rosenvand og en smule sukker ved og blander det alt sammen med vand i en stor glaskande. Denne drik kaldes for Allahs Skål fortæller han sine klassekammerater og smiler lidt beklemt til mig, da han ser, hvordan de skeler til den gyldne væske, hvor frøene 11

12 bevæger sig rundt mellem hinanden som paddeæg i en dam. Han hælder et lille glas op til os hver. Værsgo drik, drik! opfordrer han og tager selv en stor mundfuld. Allerede da duften når mig, er jeg på vej væk. Lyset dæmpes, og jeg mærker den kraftfulde puls i mit centrum, der varsler en afstikker til andre tider og steder. Jeg tager glasset og fører det til munden Det er tidlig aften, ved jeg, selv om det er helt mørk, for sandet afgiver stadig solens varme, og den føles behagelig, som blide bølger af lunkent vand om mine ankler. Min families bål er tændt for natten, og det knitrer hyggeligt lige foran mig. Der er andre bål rundt om i lejren, ser jeg, og jeg hører nogle, der taler lavmælt sammen, mens andre, et eller andet sted der ude i mørket, ler højt og hjerteligt. Et sted bag teltene kalder dyrene på hinanden, og det pusler og rasler i det stride græs. Jeg tager en dyb indånding. Hjemme tænker jeg og ser i samme nu min far komme gående imod mig fra den anden side af bålet. Han er en flot mand, synes jeg, en rigtig kriger! Hans bølgede mørke hår og skæg står i skarp kontrast til den hvide kaftan. Hans øjne, der er sorte som kul, udstråler varme og autoritet. Han er en mand, der er vant til at få sin vilje, fornemmer jeg, men også, at han bruger den med omtanke. Han ser mig fast ind i øjnene, mens han taler til mig kort og indtrængende: husk, hvad jeg har sagt dig! insisterer han, og træder så tilbage for at begynde sin dans. Hans hænders bevægelser er smidige og graciøse. Det er som om, de tager deres eget liv, mens de glider gennem luften. Den ene hånd strækker sig ud fra kroppen og op mod himlen, mens den anden falder til ro pegende mod jorden og som omdrejningsakse for hans dans. Stadig hurtigere går det, til hans hovedklædning begynder at vikle sig ud og åbenbarer sine gyldne skrifttegn. Den lange tøjstrimmel danner en spiral, der drejer sig langsomt omkring sig selv over hånden i hans centrum, for så at falde til jorden som en lille, sort slange. Slangen rejser sit hoved og ser roligt på mig, mens den smager undersøgende på luften med sin tunge. En lille flamme tændes i dens krans. Manden, som nu både rummer min far og noget jeg ikke begriber, har nået, hvad han ville og standser: Husk! råber han henover flammen, der nu er en brølende søjle af ild. Nåh, hvad synes du? spørger Mohammed spændt. Du har ret, svarer jeg, fanger et frø med min tunge og knuser det mod ganen, Den smager dejligt! Tid til Eftertanke: Jeg har tænkt længe over det, rummet mellem her og der. Det ufattelige korte øjeblik, der alligevel er langt nok til at lægge skel mellem to sider 12

13 af den samme virkelighed. Hvad sker der egentlig derude, eller måske rettere derinde? Hvor fra kommer det bombardement af sanseindtryk, der længe efter frigives som billeder fra et virkeligt liv, kort eller langt, med sine helt egne vilkår, relationer og oplevelser vævet ind i hinanden i et net, et stof, med en tråd af skiftende emotioner? Hvem er dette menneske? Er hun mig? Eller er hun en anden, der dog er så forenelig med min personlighed, at hun er villig til at låne mig sin krop, som redskab for et øjeblik, alene for at jeg igennem den kan lære noget, som jeg kan bære med mig tilbage? Jeg ved det ikke med sikkerhed. Jeg oplever jo, helt konkret, at det er muligt at bevæge sig i den lineære tid, der gælder for min nuværende inkarnation. Flere gange har jeg været på talefod med mig selv, om jeg så må sige, i mødet med yngre udgaver af mig, der lever et liv, hver i sin tidslomme i mit sinds mørke. De synes at eksistere upåvirket af og uforstående overfor, de senere forhold der har ført til mine ofte drastiske holdningsændringer, og de stiller mig til ansvar for det, som måtte være i direkte modstrid med deres følelser og oplevelser af deres verden; deres nutid. Efter et sådant møde, har jeg hver gang en tydelig fornemmelse af, at jeg bogstavelig talt har omskrevet min historie, og der igennem skabt nye forudsætninger, et bedre sted at sætte af fra, når jeg skriver min nutid. Men jeg forstår, at disse indre væsner, hvor fantastiske de end måtte være, i bund og grund er et produkt af og rummet i min egen psyke, og de kan lige så lidt som jeg svare på mine spørgsmål, når de rækker ud mod det vertikale, der hvor alle vore inkarnationer lever simultant med hinanden. Jeg må vente på mit svar, min vished, og måske finder jeg aldrig ud af, hvem hun var denne unge kvinde. 13