Livet i en husmandsfamilie

Størrelse: px
Starte visningen fra side:

Download "Livet i en husmandsfamilie"

Transkript

1 Livet i en husmandsfamilie Jens Sofus Mandal Andersen

2 FORORD Forside tegningen er formentlig tegnet efter hukommelse af forfatteren, men det vides ikke med sikkerhed. Fortællingen beror på Sofus Mandals hukommelse / erindringer kombineret med lokale egns historier etc. Sofus Mandal har ændret alle stednavne, samt de fleste personnavne, af årsager jeg ikke kender. Måske for ikke at genere nogen, eller blot for at lege med fiktionen, samt give fortællingen den frihed der ligger i at fortælle en god historie. Det originale manuskript befinder sig på lokalhistorisk arkiv i Ubberud, hvor vi fik tilladelse til at kopiere alle 116 originale sider. Originalen består af tætskrevne skrivemaskine sider, som kan være vanskelige at læse, uden luft og ophold. Derfor har jeg tilladt mig at lufte ud på linjerne og inddelt fortællingen i afsnit, men i videst mulige udstrækning været tro, og loyal over for forfatterens udtryk, tegnsætning og stavemetode. Fotos og illustrationerne er lånt fra bl.a. lokalhistorisk arkiv i Ubberud,og Odense, samt fra private arkiver i familien fra Spedsbjerg. Kurt Hedemand Juni

3 INDHOLDSFORTEGNELSE Side 5..Familien fra Skovmarken Side 7..Brevet fra Statshusmandskommissionen Side 9..Høstarbejde på Skovbjerggård Side 11 I gang på den nyerhvervede skolejord Side 14 Det nye hus Skovløkken Side 16 Dragonerne kommer Side 17 Kongebesøg i købstaden Side 19 Morbror Rudolf Side 23 Den lokale husmandsforening Side 27 Fåborg sommermarked Side 29 Udflugt med husmandsforeningen Side 31 Den første konfirmation i familien 1905 Side Side 35 Mælkeruten for mejeriet Side 38 Storebror Niels rejser til de Dansk Vestindiske Øer Side Side Side Side 52 Jens bliver konfirmeret,og Titanic forliser Side Side Side 64.Første Verdenskrig bryder ud Side 66.Oprettelse af en lokal brugsforening Side 67 Hansine bliver gift 1915 Side 71.På udflugt til Svendborg 1916 Side 75.Ny formand i husmandsforeningen Side 81.Jens indkaldes til militæret Side 84.Krige slutter og Jens hjemsendes Side 89.På husmandsskole Side Side Side 94.Jens overtager ejendommen Side 102..Anders på Bornholm Side Side Side Side

4 Navne,og stednavne i fortællingen Anders Hansen = Hans Andersen Rasmine = Rasmine Mathilde Jensine Andersen ( f. Nielsen) Hansine = Hansine Sofie Vilhelmine Mortensen (f. Hansen) Karen = Karen Kristine Marie Andersen Jens = Jens Sofus Mandal Andersen Jørgine = Laura Jørgine Andersen Sørine = Nielsine Severine Andersen Karl = Karl Vilhelm Andersen Morten Andersen( Hansines mand) = Anton Mortensen Kresten Kjeldsen (Karens mand) = Karl Anton Christensen Morten Christensen (Sørines mand) = Christian Mortensen Hans Andersen ( Jørgines mand) = Anders Hansen morbror Rudolf = Mads Adolf Jensen ( fætter til Rasmine) lærer Jørgensen = lærer Sørensen Skovmarken Skovbjerg Skovbjerggård = Skovløkken = Spedsbjerg = Spedsbjergård Ord forklaringer. En alen = 62,77 cm En mil = 1,6 km. Mejetøj = speciel le, med opfanger til negene Skærver = granitsten slået i mindre stykker Slåstage = værktøj til montering på le Vidjepil = gul pileart Fjerdrevogn = langt flad lad, på en fjedrebund Mægling = speciel pløjemetode 4

5 Familien i Skovmarken 1903 En sommerdag i året Solen skinnede fra en skyfri himmel, og vinden rejste en støvsky, når et hestekøretøj kom raslende hen over den grus og skærvebelagte landevej, der bakke op og bakke ned slyngede sig gennem det fynske landskab. I læ af en bakke og yderlig skærmet af et tæt syrenhegn lå et ældre stråtækket bindingsværkshus. Stuehuset lå lidt tilbage fra landevejen, og foran dette, således at det dannede en vinkel, var opført et udhus ligeledes af bindingsværk, men med en trempel og forholdsvis fladt tag tækket med tagpap. Udhuset indeholdt en lille stald til en hest og et par geder, samt en vognport, og i trempelen var indrettet fourageloft med en skyde lem ud mod den lille gårdsplads. Ved gavlen af udhuset stod et lille paradisæbletræ og bag stuehuset et par gamle æbletræer og nogle fp kirsebær og blommetræer. I det ene hjørne af haven ud mod vejgrøften, var der et tragtformet hul med nogle trappetrin ned til. - Hullet var godt et par alen dybt og var for øjeblikket tørt, men når vandet stod højt i grunden og i den nærliggende mose, blev hullet fyldt med vand fra en dræningsledning, der førte det overflødige vand bort gennem en stenkiste under landevejen til en mose på den anden side af vejen. Dette hul var den eneste brønd, der fandtes ved huset, og i den tørre tid måtte alt vand hentes fra mosen. I den tørre tid var hullet en yndet legeplads for børnene, og just nu legede et par småpiger, den 8 årige Karen og den 3½ årige Jørgine nede i hullet, storesøster Hansine var i skole og lillesøster Sørine sov til middag i sin vugge, mens drengen, den 5-6 årige Jens legede på gårdspladsen med et gedekid, som han havde spændt for en kasse, som geden let slæbte af med, men Jens fandt på at træde op i kassen, stod geden stille, da den så ikke kunne rokke den af stedet. Ude i landevejsgrøften stod den store, hvide ged tøjret i sit rendetøjr. Den brægede efter lammet, når Jens tumlede med det på gårdspladsen. Huset ejedes af landarbejder og handelsmand Anders Hansen, der for en del år siden havde overtaget det efter sin fader, der i mange år havde ejet det og havde ernæret sig og sin familie ved at gå på arbejde på proprietærgården for 50 øre om dagen og kosten. Denne stilling havde ikke forekommet Anders tillokkende, selv om daglejen efterhånden var kommet op på 75 øre om vinteren og 1 kr. om dagen i sommermånederne. Han gik en del ud på arbejde i høsttiden og enkelte andre tider, men ikke gerne under 1.25 kr. om dagen. Denne forhøjelse af daglejen passede ikke gårdmændene, men især i høsten, var der gerne god efterspørgsel efter Anders, som var en særlig god høstarbejder, der mestrede leen så godt, som få kunne gøre det, han var fra den tid, da alt kornet blev taget med le, og hans fleste fortællinger fra hans karle tid drejede sig da også om høstarbejde og arbejdet med heste, det var leen og tømmen, han mest havde haft lyst til. Han tjente i flere år på en herregård med 8oo tdr. land, ganske vist som materialkusk, men når der var travlhed med høsten, måtte alle mænd, der kunne svinge en le, ud og hjælpe til. Før han kom på herregården havde han været karl på en mindre gård, og han fortalte ofte om, hvorledes manden og han alene to havde høste 3 tdr. land havre på en dag. I høsten var han altså meget ude, men fast arbejde blev det ikke til, og Anders havde derfor anskaffet sig et køretøj for at forsøge at ernære sig på anden vis. Han havde forsøgt sig med opkøb af æg og samtidigt lidt fragtkørsel, men det gik ikke særligt godt. Landevej mellem Spedsbjerg og Ubberud ca

6 Der var for kort til købstaden, og bønderne kørte for meget derud og afsatte en stor del af deres produkter på torvet, der blev derfor for lidt at opkøbe omkring på landejendommene til, at der kunne blive en levevej af det. Han forsøgte sig som fiskehandler, men heller ikke dette slog godt an, han havde måske også haft for lidt tålmodighed. Han havde så begyndt at handle med husflidssager af træ især markredskaber som river, mejetøj, slåstager, madkasser og forskelligt andet. Dette var der god handel med hele forsommeren indtil høsten, derefter kom så høstarbejdet, og når det var forbi, kørte Anders ud og opkøbte klude for en produkthandler i købstaden. På den dag, vor fortællingen tager sin begyndelse, var Anders på handel med sine trævarer, og vi kigger indenfor i huset. Fra døren ud til gårdspladsen kommer vi ind i en lille forstue med murstensgulv, fra denne første dør ind til venstre til en lille stue, den eneste i huset, hvor der var bræddegulv. Lige frem førte en dør ind til køkkenet, der var ret rummeligt, men gulvet var ligeledes af mursten. Køkkenet var udstyret med et ganske godt komfur med messings stang omkring for at værne børnene for at komme i berøring med det varme komfur, hvad der godt kunne gøres nødig, da køkkenet var det sted, hvor familien mest opholdt sig. Ved vinduet ud mod baghaven, der var på husets sydside, stod en gammeldags slagbænk, der om dagen benyttes til siddeplads og om natten blev trukket ud og benyttet til sengeplads til et par af børnene. Desuden var der et bord, et par stole og i det ene hjørne et mad skab med en tallerkenrække over. Fra køkkenet førte døre ind til spisekammer og soveværelse, også her var gulvene af brændte sten. I den væg hvor komfuret stod op til, førte en dør ud til bryggerset, hvor der var cementgulv. Fra bryggerset førte igen en dør ind til en stue, der igen stod i forbindelse med et lille køkken med åben skorsten, disse to rum der som det meste af huset havde stengulv, var betragtet som en lejlighed for sig, Anders fader havde da også haft lejefolk i den, ofte endda folk med børn. Hvis lejefolkene blev boende nogle år, så de var nær ved at blive sogneberettiget, kom gerne en af sognerådsmedlemmerne og spurgte Niels Hansen, om det ikke snart var tiden at sige dem op, så de kunne rejse til et andet sogn, for det var ikke godt for en kommune at få for mange sogneberettigede småfolk. Anders mor var død, da Anders rejste hjem til faderen og overtog huset, og faderen havde da boet i den lille lejlighed, den sidste tid han levede. Foruden det allerede nævnte hørte i øjeblikket også lillesøsters vugge med indhold med til køkkenets interiør, samt på bordet en næsten ny C.F.A. Knudsen symaskine, som Anders kone Rasmine netop sad og syede på. Hun syede en stor del af sit eget tøj og så godt som alt børnenes tøj, og da det meste var gammelt tøj, hun syede om til børnene, måtte det jo af og til fornyes. Rasmine var ferm til at sy, hun havde aldrig lært faget, men hun havde et godt håndelag og lyst til at gøre sit bedste, og at det som regel lykkes var der bevis for, idet børnene altid næsten kunne kaldes velklædte. En gang havde lærerinden endda kaldt Karen for en lille pyntedukke, da hun lige havde fået en ny kjole, som moderen havde syet af en gammel. Det var i de dage ikke almindeligt, at almindelige småfolk havde symaskine til privatbrug, og de 42 kr., som den havde kostet var jo også en temmelig stor udskrivning i forhold til deres indkomstforhold. Der var da heller ikke blevet råd til at opføde en slagtegris, den sommer symaskinen blev anskaffet, hvad der havde givet anledning til en nabokone havde fremsat en del spydige bemærkninger om, at Rasmine nok havde fået storhedsvanvid, siden hun sådan skulle have sig en funklende ny symaskine; men en gris blev der heller ikke råd til, så kan de jo se, om de kan gnave på en stump af symaskinen i vinter i stedet for grisemad, for det, småfolk helst skulle sørge for, er dog at have noget til vinterforråd, har vi flæsk og kartofler, så har vi da mad i huset altid. Det gik dog ikke så galt, både Anders Hansen familie, og symaskinen kom helskindet gennem vinteren, og symaskinen gjorde stor nytte. Som nu Rasmine sidder ved symaskinen, hører hun gangdøren blive åbnet, der bliver banket på døren, og landposten kommer ind med et brev, det er en stor gul konvolut. Nå - siger landposten, her er et brev fra formanden for statshusmandskommissionen - så bliver det alligevel til noget med, at i får jord deroppe ved skolen. Ja, det er vel ikke afgjort endnu, mener Rasmine Ja, hvorfor skulle det ikke blive til noget, skolelæren vil jo ikke drive jorden, og skovbjergmanden, der har det i forpagtning, er vist lige glad med den, han har jo jord nok alligevel, så det er da mere rigtigt, en familie får deres levebrød af den, siger landposten. 6

7 Brevet fra Statshusmandskommissionen Da landposten er gået, åbner Rasmine brevet. Det er ganske rigtigt en besked om at statsmandskommissionen om to dage vil komme og besigtige jorden ved Skovbjerg skole, som Anders er i handel med sognerådet om. Handlen er for så vidt indgået, men betinget af, at Anders opnår statslån på jorden, ellers vil de ikke kunne klare starten, men købesummen er rimelig, og jorden ligger ud til landevejen, så Anders tvivler ikke på, at hans låneansøgning vil blive bevilliget. Det bliver ikke til mere syningen nu i øjeblikket. Rasmine falder i tanker med brevet i hånden. - Det kan være godt nok med den jord, men der bliver nok ikke så lidt besvær med at komme i gang, for hun ved nok, at de ikke har ret meget at begynde med. En hest og en lille fjedervogn og 100 kr. det er alt, hvad de har foruden huset og gederne. Og huset er jo ikke så farligt meget værd end gælden, der er på det. Ganske vist har de løfte om et lån på nogle få hundrede kr. fra en møller i Sydfyn, som Anders havde været møllekusk for i flere år, men selv om det bliver et billigt lån, skal det dog betales tilbage, og det kan rimeligvis blive besværligt nok. Men Anders havde jo engang sat sig i hovedet, at han ville have jord. Han havde forsøgt at købe lidt ved en af de to gårdmænd, der havde jord, der stødte op til deres have, men ingen af dem ville sælge noget der. Den ene af gårdmændene havde en jordlod på ca. 5 tdr. land, der lå ca. en fjerdingvej fra gården og ud til en bivej, denne jordlod ville han godt sælge, men han var for dyr med den, så der blev ingen handel. Men så var det at skolejorden blev til salg. Den gamle lærer, der havde haft embedet i en lang årrække, havde selv drevet jorden, og den havde den gang ikke været drevet dårligt, der havde været holdt en ret stor ko besætning, foruden hvad der avles på lodden fik læreren flere læs skole fourage fra bønnerne, det var en del af lærerlønnen, så jorden var jo den gang i ret god gødningskraft. Men det unge par der kom til, var ikke interesseret i jorden, hvorimod han var en meget interesseret havemand. Han fik den derfor jorden forpagtet ud til en af egnens gårdmænd, denne havde den i syv år, og det gavnede ikke jorden. Efter syv års forløb ville forpagteren ikke have den mere, og læreren fik da ejeren af Skovbjerggård til at overtage forpagtningen, men han interesserede sig ikke meget for den, han havde jord nok i sit eget. Læren og sognerådet var da blevet interesseret i at sælge jorden, tillige med den ene ladebygning ved skolen, så blev der jo da det mindre at holde ved lige. Der var to husmænd med tre tdr. land hver, der var ved at købe skolejorden i den hensigt at dele den. Den ene af disse, Jørgen Jensen boede lige op til skolejorden, og hans svoger, Niels Rasmussen, midt mellem skolen og Anders Hansens hus. Denne handel blev dog ikke til noget, på grund af, at Jørgen Jensen ret pludseligt blev syg og døde. Enken ønskede ikke mere jord, og Niels Rasmussen ønskede ikke at købe jorden alene. Så var det at Niels Rasmussen sagde til Anders: Var det ikke noget for dig at købe skolejorden og bygge på den, du kan søge statslån på den, så skal du jo kun præstere en tiendedel af vurderingssummen for det hele, og skulle det knibe med at komme i gang med et, så kunne jeg godt låne dig nogle hundrede kr. Anders tænkte over sagen, han gik ind i en boghandel og købte en trykt lov ( Lov om tilvejebringelse af jordlodder for landarbejdere - Statshusmandsloven af 1899). Den lov studerede han nøje, og han mente at vilkårene var ret rimelige, 3½ % i rente og afdrag, men afdragsfrie de første 5 år. Anders talte med læren og sognerådet, der var villige til at sælge ham skolejorden, der var på 6½ tdr. land. Anders skulle give kr. for jorden og en bindingsværkslade, som han skulle nedbryde og flytte. Handlen blev gjort betinget af, at Anders kunne få statslån til jord og bygning, og han fik et ansøgningsskema, som han fik udfyldt og tilbageleveret til sognerådsformanden. Sognerådets anbefaling var han jo sikker på, da sognerådet jo på en måde have del i sagen. Anders var klar over, at det kom til at knibe med starten, og han opsøgte da hans gamle husbond mølleren, som han vidste havde ikke så få tusinde i sparekassen, og han bad ham låne ham 400 kr. endda rentefrit, som han så kunne afbetale når han kom lidt i gang med bedriften. 7

8 Niels Rasmussens lånetilbud syntes hverken Anders eller Rasmine om, da de var sikker på, at der stak noget under, de kunne ikke tro andet end at Niels Rasmussen tænkte på at gøre dem økonomisk afhængige af ham for, at han kunne få en lejlighed til at overtage ejendommen i det tilfælde, at de ikke kunne klare skærene. Rasmine sad hensunket i tanker og var langt borte i alle de vanskelige problemer, der optårnede sig for den i fremtiden, så hun havde ikke hørt at døren blev åbnet og lukket igen. - Hun blev kaldt tilbage til nutiden ved, at en nabokone stod i køkkenet og udbrød: Hi Jane dog, det må være rigtigt nyt, du har fået der, siden du ikke sanser, at du har fået en gæst, Jeg tænkte nok, at der var noget særligt ved det, siden posten var her inde, jeg ved jo da, at det var i dag at Ugens Nyhed kom, og at I ikke holder avisen, det ved jeg jo da. Rasmine så op og puttede brevet i konvolutten igen og lagde den op i tallerkenrækken, idet hun sagde: Det er såmænd bare en besked fra formanden for statshusmandskommissionen om, at de kommer i overmorgen og ser på jorden oppe ved skolen, for at se om de kan godkende den til statslån. Nå, så bliver det altså alligevel til noget, at I får jorden og skal til at bygge nyt hus, sagde nabokonen. Ja, hvis det bliver godkendt og bevilliget, svarede Rasmine. Ja nogle penge må I jo alligevel have lagt jer op, siden i tør begynde på sådan noget, for der skal da alligevel sættes noget i sådan en ejendom, når i skal have både køer og grise og redskaber, blev konen ved. Ja, ret meget har vi nu ikke, og vi kommer også til at sidde hårdt nok ved det i lange tider, men Anders har sat sig i hovedet, at han vil have jord, og så skal det jo prøves. Svarede Rasmine. - Men lad os nu se, om der er kaffe på kanden, så kan den da hurtigt blive varm, og jeg tror nok, jeg har nogle kaffestænger liggende, og kandis har jeg da også. Da Anders kom hjem ud på aftenen, tog Rasmine brevet og smed det hen på bordet til ham og sagde: Ja, nu kommer så kommissionen i overmorgen, så skal vi jo se om du får dit ønske opfyldt med den jord, men bare vi nu også kan magte det, hvis de anbefaler handlen, for det kan godt være, at det bliver vanskeligere end du forstiller dig det. Å nej såmænd gør det ej, de penge vi låner hos mølleren behøves vi ikke at betale så hurtigt tilbage, for han har ingen brug for dem, og han tager ingen skade ved at lade dem stå nogle år, til vi kommer lidt i gang. Du skal se, det går nok, der er mange der lever af en ejendom på den størrelse, og skal det være, kan jeg jo nok tage lidt ud og handle de første år, til vi får jorden lidt i drift. Og du har da heller ikke noget imod at få et nyt hus at bo i, og børnene får det nemt med skolevejen, sagde Anders. Ja, det kan være godt alt sammen, hvis vi bare havde haft noget mere at begynde med, mente Rasmine. Anders så meget fortrøstningsfuldt på det, ham mente ikke, at det ville blive særligt dyrt, at få den gamle skolelade brudt ned og flyttet, så ladebygningen ville de komme billigt om ved, og det gjorde ikke så lidt på, og kørslen kunne han og den grå klare det meste af, og sten til støbning af grund og kælder blev det heller ikke vanskeligt at skrabe sammen. Ja, for dig er alt rosenrødt alt sammen, men besværet melder sig nok, når du er midt i det, men så må du huske, at det er dig selv, der har villet det og ikke mig, sagde Rasmine. Dagen før besigtigelsen af jorden mødte Anders ved skolen i god tid. Kommissionen havde bestemt mødetiden til kl. 2, og læreren havde givet børnene fri fra skolen kl. 1½. Kl. hen ad 2 ankom kommissionen, der bestod af gårdejer Mads Larsen, Hessum ved Otterup, der var formand. Husmand og gartner Lars Hansen, Andrup, samt en gårdejer fra Hjallese, sidstnævnte lagde sit hestekøretøj til, og han kørte ind til banegården og hentede formanden ved toget, og her mødte så Lars Larsen også i turen til Skovbjerg. Anders hjalp til med at spænde hestene fra og sætte dem ind i skolestalden, og læreren bød på kaffe, hvad han mente kommissionen kunne trænge til efter den lange køretur. Da kaffen og lærerfruens hjemmebagte kringle var nydt, sagde kommissionsformanden: Der foreligger en slutseddel mellem sognerådet og køberen landarbejder Anders Hansen, så vi kan se de vilkårene for handlen: Sognerådet sælger til Anders Hansen skolens jordlod på 6½ tdr. land. Købesummen er kr., og der medfølger den ved skolen beliggende østlige lade, der skal nedbrydes og flyttes. Der må ikke opføres bygninger eller beplantninger på det stykke jord der ligger syd for skolearealet. Bygninger og møddingsted må være mindst 70 alen fra skolens nuværende grund. Købesummen forrentes med 4% fra overtagelse, og til den ved lånets udbetaling forfalder til betaling. Jorden er forpagte ud, og forpagteren betinger sig vejen til sin jord der ligger bag skolejorden, for at afstå fra forpagtningen. Denne betingelse er lidt generende for parcellen, idet vejen i omtrent 2/3 af sin længde følger skolehavens skel, og den tilmed er af betydning for parcellen drift. 8

9 Efter gennemlæsning af slutseddelen sagde formanden: Kommissionen mener ikke, at prisen kan være særlig høj i betragtning af beliggenheden; men vi må jo hellere, før vi tager stilling til det, gå ud og se på jorden. Da de lidt efter befandt sig ude på jordlodden, hvor afgrøderne ikke stod alt for frodigt, sagde gårdmanden fra Hjallese: Ja, det er nu ikke førsteklasses jord, og jeg er nu noget betænkelig ved at bevillige statslån, til den slags jord, som bakken består af, så skarp og stenet den ser ud. Formanden så sig omkring og bemærkede: Jorden er af noget blandet beskaffenhed, den største del af den er betydelig bedre bonitet end bakken her, men det kan ellers være, at bakken ikke er så ringe endda. Har du prøver at grave ned i den for at se, hvor stenrig undergrunden er?. Hvis stenlaget går nogle alen ned, kan det betyde en god hjælp til at klare dagen og vejen, ved at levere en del vejmateriale til omegnens veje. sagde formanden henvendt til Anders. Lars Hansen fra Andrup så anerkendende på formanden og sagde: Det formanden siger, er helt rigtigt, en sådan bifortjeneste kan gøre bruget til en helt selvstændigt ejendom, og jeg nærer ingen betænkeligheder ved at anbefale andragende, jorden her er så godt beliggende, at den med tiden vil blive særdeles god pant for lånet, og prisen er meget rimelig. Medlemmet der kritiserede bakken sagde nu: Jeg vil indrømme, at største delen af jorden, der hører til skolen, er bedre bonitet end bakken her, og at prisen ikke er særlig høj. Beliggenheden er der heller ikke noget i vejen med, og hvad bakken angår, kan det jo godt være, at den kan udnyttes til fordel for ejendommen; men hvad det angår, at ejendommen derved skulle blive mere selvstændig, hvem siger så ellers, at statshusmandsbrug skal være en selvstændig ejendom, det hedder jo lov om tilvejebringelse af jord lodder til landarbejder, og meningen er da også, at ejeren skal have en del jord at virke med sig selv samtidigt med, at han kan gå en del ud på arbejde på en større gård og eventuelt få hestekraft fra gården. Men som min kollega siger, med beliggenheden her vil jorden og ejendommen blive et ganske godt pant med tiden, så for mit vedkommende skal jeg ikke modsætte mig anbefalingen, selv om jeg naturligvis helst så statshusmandsbrugende anlagt på jord af bedre bonitet, selv om det skulle blive en del mindre jordlodder, der kom til at omgive dem. Formanden nikkede til sine kollegaer og sagde så henvendt til Anders: Ja, så er kommissionen jo enige om at anbefale, og du kan regne sikkert med at få bevillingen, så du kan godt disponere herefter, hvis der er noget, du kan forberede starten med. Besigtigelsesforretningen var hermed til ende, og hestene blev spændt for. Er du gående her til Anders Hansen, sagde formanden. Ja, det er jeg, svarede Anders. Så kan du jo lige så godt køre med, vi kører jo lige forbi, vedblev formanden. Ja, sæt dig bare op, så kører vi, sagde ejeren af køretøjet, og Anders satte sig op, og køretøjet rullede ud af landevejen gennem Skovbjerg. Høstarbejde på Skovbjerggården Ja, så blev du tilfreds, men jeg er bange for, at vi har det værste tilbage, når vi skal til at skaffe alt det, der skal til før, der bliver noget at bo i, og det bliver nok ikke ret store indtægter at begynde med, sagde Rasmine og forsatte: Manden på skovbjerggården har ellers været her og ville have dig til høstarbejde først i næste uge, han regnede med at begynde på tirsdag, jeg mente jo nok, at du kunne komme, hvis du ikke kunne skulle vi sende bud. Han ville forresten have haft mig med også til at binde op, men jeg sagde, at børnene ikke kunne være ene hele dagen, selv om pigerne jo fik ferie fra skolen, kunne Hansine ikke passe dem og sørge for mad, og den lille får jo bryst, så hun kan ikke undvære mig hele dagen. Han sagde så, at han ville se, om han kunne få en anden, ellers ville han komme igen, og så kunne det jo ordnes således, at vi kunne tage børnene med, når Hansine kunne passe de mindste, kunne de jo godt gå deroppe og gå med ind og spise. Ja, jeg plejer jo at gå ud i høsten, og jeg kan lige så godt arbejde for Peter Petersen i Skovbjerggården som for en anden, sagde Anders og forsatte. Og det kan jo være, at vi kan få lidt med ham at gøre med ham nu, vi skal til at være naboer, det kan jo være, at jeg kan købe graner til hus tømmer i hans skov, det er jo så nær ved, og hvis jeg kan købe graner på roden og selv skove dem i løbet af vinteren, så kan det jo blive betydelig billigere, og han har også noget godt cementgrus og murer grus i sin grusgrav der ovre bag i marken. 9

10 Så hvis jeg kan få lov til at grave mig noget grus op der, kunne jeg også komme nogenlunde nemt og billigt til det også, og det gælder jo om at spare og regne det rigtigt ud og tage fordelene ved med. Skovbjergmanden fik ikke tilstrækkelig arbejdskraft andet sted fra, så han kom igen og bad Rasmine om at komme med og tage børnene med, så skulle de nok blive enige om det, det spillede ikke nogen stor rolle at have børnene gående, når Hansine kunne passe dem, så de ikke gik i vejen. Om tirsdag mødte så hele familien Anders Hansen på Skovbjerggården til høstarbejde. Foruden gårdens to karle og to piger var der en arbejdsmand til, og desuden var der Jørgen Jensens enke, der arbejdede på Skovbjerggården af og til, når der var særligt travlt i høst og roer, samt når der var storvask. Hun havde så til gengæld hestekraft fra Skovbjerggården til at få sin jord behandlet og sit brændsel kørt hjem, det var gerne om søndagen, eller på helligdage, at hun havde hestene, så kunne karlene eller en af dem jo følge med og tjene sig en lille ekstra skilling ved at bruge hestene på enkens lille husmandsbrug. Under høstarbejde nød mandskabet frokosten og eftermiddagskaffen i marken, men kastede en bunke neg sammen og tog plads ved siden af hinanden på bunken, og måltidet forløb under munter samtale. Til frokosten var det en fast regel, at brændevinsflasken også var med. - Rasmine ville dog trods indtrængende opfordringer ikke smage på snapsen: jeg hader det skidt, og ingen skal få mig til at drikke en snaps. Sagde hun. Jeg kan heller ikke lide brændevin, men jeg tager da en snaps for selskabets skyld, sagde Jørgen Jensens enke. Når du ikke kan lide det er det da dumt at drikke for selskabets skyld, og hvis I skænker op til mig, skal I få det lige i hovedet, det siger jeg jer, og det skal stå fast, så er jeg ligeglad med selskabet, sagde Rasmine. Det var da synd for den gode brændevin, man skal ikke foragte Guds gaver, og det er da bedre at få den inden end uden på, så vi må hellere selv drikke snapsene sagde daglejeren. - Rasmine blev derefter fri for yderligere opfordringer. Under spisepauserne kom børnene hen til dem og fik et stykke mad, og den lille fik sin mælke tår, ellers holdt de sig til storesøster, som nok skulle passe på dem, og det gik meget godt med høstarbejdet på den måde. En af dagene foregik høstarbejdet på skolejorden, som Skovbjerggårdens ejer jo for øjeblikket havde i forpagtning. - Under frokosten sagde Skovbjerggårdsmanden:. Næste gang, I høster her inde, er det så på jeres egen jord, I arbejder. Ja, sagde Anders, det bliver nok et travlt forår og efterår til næste år, når vi skal bygge og have det hele i gang. Du har jo nogle graner der ovre i skoven, som kunne bruges til bjælker og spær, kunne jeg købe nogle af dem, jeg kunne jo selv hugge dem ned. Ja, kom du bare op til mig en gang hen på efteråret, så kan vi gå over og se på dem, så finder vi nok nogle, der passer, og prisen bliver vi nok enige om, sagde Peter Petersen. Og så har du jo grusgraven der ovre bag i din mark, kunne jeg ikke få lov til at grave mig noget grus op der i løbet af vinteren, det var jo ikke så langt for mig at hente det med den grå, forsatte Anders. Jo, det kan du godt, når du graver ordentligt af, så det ikke bliver for meget roderi derover, du kan give mig to mejetøjr og to slåstager og en 3-4 river og så grave nogle læs grus frem til mig også, så kan du tage det grus, du har brug for, uden at det skal koste dig mere, sagde Peter Petersen. Peter Petersen var ungkarl midt i trediverne og havde en noget yngre søster til at holde hus for sig. Moderen var død for en del år siden, og faderen var højt oppe i årene, så han var for længst gået på aftægt. Peter Petersen kom en del sammen med Henrik Lund, hvis gård - Lundbjerggård, lå på den anden side af Anders Hansens hus, så jorden stødte op til Anders have. Henrik Lund var også ungkarl og havde ligeledes en søster til at forestå sin husholdning. Henrik Lund var ligesom Peter Petersen en jævn og ligefrem bondemand, der sagde du til sine folk og naboer. Søsteren derimod var mere fin på det og sagde De både til naboer og gårdens tjenestefolk.. En dag i en frokostpause i høstarbejdet på Skovbjerggården, kom samtalen til at dreje sig om Henrik Lund og hans fine søster: Sådan en De du, ham ville jeg dog aldrig have i mit hus, det er en god gammel skik, at bønderfolk siger du både til deres folk og naboer. Peter Petersen skulle dog ellers have udtalt sig mindre bestemt om dette, hans stadige gang ned til Henrik Lund udartede sig nemlig ret hurtigt til, at der gik ild i spotterens hus, og det endte med forlovelse mellem den fine frk. Lund og Peter Petersen, den lille Gud Amor sendte sine pile ind i hjerterne uden af bryde sig om De, eller du. 10

11 Henrik Lund følte det som en overraskelse, og han udtalte sig over for naboer således: Jeg mente, at det var mig, han kom og besøgte, men i stedet for var det altså min søster. Også som kone i Skovbjerggården beholdt hun sine fine manerer, og sagde De til tjenestefolkene, og hvem hun ellers kom i berøring med, skønt manden var dus med sine folk og naboer, men hun var ellers en flink og dygtig kone. Da høstarbejdet var til ende, og afregningen skulle foregå med Anders og Rasmine, sagde Peter Petersen: Ja, så er der jo de 4 børn, de har jo også fået kosten, hvad skal vi sætte det til, det skal ikke sættes for højt, for de har jo ikke sinket noget, men vi kan jo sætte det til 20 øre om dagen, 5 øre fór hver kan da ikke være for meget. Anders og Rasmine erklærede sig godt tilfreds med denne afgørelse, men på hjemvejen talte de om det, det var nærmest komisk, at han ville trække de 20 øre om dagen, de betød jo ikke noget for en mand som han, og det var jo ham selv, der havde foreslået at tage dem med, når de ikke kunne være ene, og Rasmine derfor ikke kunne komme ellers, men det kunne jo ellers ikke siges at være for stor en pris for kosten, det var jo endda meget billigt. Hen på efteråret indfandt Anders sig på Skovbjerggården og fik udvist et antal graner til hus tømmer, han skulle gennemsnit give 1,00 kr. pr. stk. og selv hugge dem ned og fjerne dem. Også arbejdet i grusgraven gik han i gang med, så han hen på foråret havde en ret anseelig dynge mure grus, og cementgrus liggende klar til hjemkørsel. Hos en smed i en naboby havde han fået købt en arbejdsvogn, hjul og aksler var af en gammel udrangeret stadsvogn, men der var blevet en ganske god arbejdsvogn ud af det, og prisen var ikke stor, hvad der jo også skulle ses hen på, en plov og et par harver havde han også fået fat på til en billig penge. Så går det i gang på den nyerhvervede skolejord Skolejorden var som tidligere nævnt noget stenrig, der havde i mange år ikke været samlet sten, og en del af marken var oversået med små og halvstore sten, så der var noget at samle op og bruges til cementarbejde, når byggeriet skulle begynde, der skulle også en del sten til, til kælder og grund, og ajlebeholderen tog også en del. Rasmine og de største af børnene tog en hånd med i dette arbejde. - Den 13. marts havde Anders endelig fået bevillingen på lånet, og han fik ret hurtigt en akkord med en murer og en tømrer om at udføre arbejdet, han skulle selv skaffe materialerne og havde fået en aftale med et teglværk og en større købmandshandel i en af omegnes stationsbyer, i hvilken der handles både med trælast og kalk, cement og andre bygningsartikler. Disse firmaer skulle have deres betaling, når lånet kom til udbetaling.- Midt i marts begyndte Anders og den grå, at transportere granerne og grus dyngerne hen på stedet, der var udset til byggeplads. En aften Anders var ved at læsse sidste læs grus af for den dag, vejret var blæsende, og nu hen under aften trak det op til byger, lige idet han var ved at have tømt vognen, var der en vandringsmand, der kom ind på pladsen til ham, og spurgte om der måske var noget arbejde at få her på byggepladsen, han var vant til jord - og betonarbejde, og havde for resten været med til lidt af hvert ved forskellige entreprenørarbejder. Ja, det vidste Anders ikke rigtigt, han skulle ganske vist have nogen til at hjælpe murerne når han selv skulle have jorden forårsbehandlet og materialerne kørt til, men manden kunne jo kører med ham hjem, så kunne de tale om det. 11

12 Manden hed Hans Petersen og var en lille stærkbygget mand, der allerede var uden af den første ungdom, idet han var passeret de 50. Han havde i adskillige år arbejdet som banebørste ved anlæg af baner, veje og dæmninger, han lod skikkelig og godmodig nok, men det kunne ses på ham, at han ikke var afholdsmand. Lille Hans, som vandringsmanden gerne blev kaldt, kom med ind og fik aftensmaden og indrettede sig på fourageloftet for natten, og de var da blevet enige om, at han foreløbig skulle blive, og da mureren dagen efter havde fået sat grunden sat af, begyndte lille Hans at grave kælder og grund. Det blev så afslutningen på lille Hans omflakkende tilværelse, han lejede de to rum, der havde udgjort en lille lejlighed for sig i Anders Hansen hus. Han fik købt nogle brugte møbler og indrettede sig der, og efter at byggeriet var færdigt, så Anders ikke længere havde brug for ham, tog han arbejde rundt omkring på egnen, hvor man havde brug for en mand, var der ikke andet at få, tog han arbejde med slåning af skærver. Lille Hans opførte sig upåklagelig og enes godt med Anders Hansens familie, han holdt af børn og sprogets en del med dem, så børnene kom hurtigt til at holde af ham. Han sad ofte med de små på skødet og sang for dem, og de var altid meget frie over for ham. Men foreløbigt var det jo altså byggeriet, der stod for, Anders havde jo omtrent nok med jordarbejdet i marken og kørslen i anledning af byggeriet. Og da man var kommet et godt stykke ind i maj måned og havde fået kornet og roerne sået, kunne man ikke godt holde sig hjemme til stadighed. Det havde jo i mange år været en ret god forretning for ham at handle med husflidsvarer i forsommeren, og selv om han ikke kørte så meget ud, som han plejede, så kørte han dog en del ud på de strøg, hvor han plejede at handle bedst. Når han passede, at der var materialer nok, kunne han jo nok undværes en del ved byggeriet, da han jo havde lille Hans som fast arbejdsmand. En dag, han var på handlen, kom han til et mindre husmandssted, og spurgte da han fik fat på ejeren, om der var brug for nogle nye redskaber nu til høstet og høst. Men husmanden, der var en ældre mand, svarede: Nej, jeg tror, jeg kan klare mig med det, jeg har, jeg ved ikke rigtigt, hvor længe jeg beholder jorden, jeg er ved at blive træt af at arbejde med jord og køer og tænker på at leje jorden ud. Om det bliver før høst eller først til efteråret, ved jeg ikke, havde køerne varet i skik til at sælge nu, så tror jeg nok at jeg gav slip på jorden straks, men den ene af køerne skal kælve først i oktober og den anden i december lige før Jul, så de skal jo fodres en tid endnu, før de kan sælges som kælvekøer. Ja, skal de sælges som kælvekøer, så varer det jo noget endnu, og så kan du jo vanskeligt sælge dem på én gang begge to, når du skal have den rigtige pris for dem. Men det er jo et spørgsmål, om det ikke kunne betale sig for dig at slå noget af prisen og så komme af med dem nu og leje jorden ud med afgrøderne på, du kunne få indtægt af den, sagde Anders. Ja, det er rigtigt nok, men hvem vil købe et par køer, i den skik og give ret meget mere end slagteprisen, og det vil jeg ikke sælge dem for. Den ene er ganske vist 8 år, men det er en meget god ko, og den anden er kun 4 år og er heller ikke så ringe, sagde manden. Vi kan jo se på dem, for jeg har netop brug for to køer, og kunne godt tænke mig at købe dem, hvis du ellers er nogenlunde rimelig med prisen, sagde Anders. Ja, de står her ude bag ved haven, vi kan godt gå ud og se på dem, sagde manden. Anders bandt hesten til et træ, og manden kom med en hjulbør med lidt græs og satte hen til den. Da de kom ud på græsmarken, sagde manden: Den mørke der med de store horn er altså 8 år, og den skal kælve den 5. oktober, og den lyserøde er 4 år og skal kælve den 18. december, de er ganske gode begge to, men den lyse er lidt nervøs at malke, så vi skal kende hende lidt først, så er der ikke noget i vejen, men til at begynde med, når der er fremmed, der malker den, kan den godt komme med en lap, især hvis spanden kommer til at skramle lidt. Hvis du tager den, som de står nu, inden høsten, så skal du få dem for 350 kr. begge to, så tror jeg ikke de er for dyre. Ja, jeg ved dog ikke rigtigt. Sagde Anders, Du kan jo ikke regne med den store pris for dem, når de har så længe tilbage, før de skal kælve, og den ene er jo snart en gammel ko, og når den unge ikke er helt reel, så kommer du vist til at slå noget af på prisen, jeg stod og tænkte på 280 kr., men hvis du er rask til at slå til, så vil jeg give dig 300 kr., det er sådan et rundt tal, og så mener jeg, vi kan være tjent med det begge to, og du skal ikke hører noget, fordi den lyse er urolig at malke. 12

13 Manden trak lidt på skuldrene og sagde: Nej 300 kr. er for lidt, men jeg vil gå med til 330 kr., så mener jeg, jeg er imødekommende. Ja, så tror jeg nu nok jeg vil se tiden an. Jeg kan godt vente lidt med at købe køer, og det sker jo af og til, at jeg render på nogen, når jeg kommer en del omkring, svarede Anders, og dermed begyndte han at gå tilbage til køretøjet. Du har vel ikke brug for en hakkelsemaskine, for sådan én har jeg også at sælge, og den er billig, du skal få den for 25 kr., det er i hvert faldt ikke for dyrt, sagde manden. Jeg vidste ikke af, at du nogensinde har haft hest, sagde Anders. Det har jeg heller ikke haft, det er til køerne, jeg har skåret hakkelse til, men jeg har ikke brugt den i mange år, du kan jo se på den, den er ikke slidt noget videre. De gik nu ind i loen og kiggede lidt på maskinen. Anders kunne i og for sig godt tænke sig at købe den, den var heller ikke for dyr, men det var ikke så let at få pengene til at strække til, til alt hvad der var nyttigt at få anskaffet, og til én hest kunne det jo nok overkommes at skærer hakkelsen på skærekisten, og han afslog derfor tilbuddet. Nå, skal jeg have køerne for de 300 kr., sagde han. Du skal få dem for 320 kr., sagde manden. Ja, så må du have farvel, hvis jeg ikke render på noget i løbet af en måneds tid, kan vi jo altid snakke om det igen, men det skulle være mærkeligt om jeg ikke gør det, der er nok af det, når vi kommer, hvor det er, sagde Anders og begyndte løse hesten. Skal vi bryde de 20 kr., der er os imellem. Forsøgte manden igen, men Anders satte sig sindigt op i ager stolen, men han svarede: 300 kr., jeg har ikke flere penge, der står køer på i denne omgang. Hvornår kan du så hente dem, spurgte manden. I overmorgen, om det passer dig, svarede Anders. Det passer mig udmærket, så må vi heller sige det, sagde manden. Ja, så siger vi det, og så må jeg heller se at komme videre og få lidt mere handel - farvel, sagde Anders og satte køretøjet i gang igen tilfreds med den handel, han havde fået lavet, køerne så slet ikke så ringe ud, og de var ikke for dyre. Nu gjaldt det bare om, at Rasmine kunne malke dem, det gik ikke an at fortælle hende, at den lyserøde ko var nervøs, for så blev Rasmine bare nervøs også, og så var spillet gående. Det var bedre at lade som ingenting og så sige til Rasmine, at hun skulle passe på, at spanden ikke kom til at skramle, for det var jo ikke alle køer, der holdt af det. Når Rasmine bare tog roligt på det, kunne det jo godt være, at koen slet ikke var så slem, det værste man kan gøre, når man har med dyr at gøre, er at blive nervøs og give indtryk af, at man er bange for dem. Det er lige meget, om det er hunde, heste eller køer, en rolig overlegen optræden har de respekt for, og når Rasmine bare ikke var nervøs, så var koen det måske heller ikke. Rasmine havde i sine unge år haft flere pladser som malkepige, også et par ret store gårde, og det viste sig da også, at det gik meget godt med at malke køerne, ved en rolig behandling var der ikke noget i vejen med den lyserøde, den havde åbenbart været skræmt. Anders havde ikke fået gravet brønd før byggeriets begyndelse, og han havde derfor købt en stor tønde hos en vinhandler i købstaden, som han brugte til at køre vand til byggepladsen fra en nærliggende kær i marken. Senere var det meningen at bruge tønden til ajletønde, han havde også fået fat på en brugt ajlepumpe, som han fik stillet an i kanten af kæret, så han kunne pumpe vand op i tønden. En dag først i juni var stuehuset til rejsning, og Rasmine havde bundet en krans, som børnene var sendt op med, og da der var rejst, og kransen var hejst op, indfandt Rasmine sig med en kurv æbleskiver og varm kaffe i et par godt indpakkede flasker. Der var også skaffet en del øl til veje, og en lille dunk brændevin savnedes heller ikke, og så blev der festet på grønjorden indenfor murene. Det var ikke noget ligefremt drikkegilde, men der var dog så meget med drikkevarer, at humøret kom nogle grader op. Især var lille Hans kommet godt i stødet og efterhånden som hans humør steg begyndte han at synge sine yndlingssange fra tidligere børstetilværelse. Stuehuset blev bygget at flammesten, der blev berappet og kalket og taget blev lagt af røde cementsten, det var Fåborg sten af god kvalitet, men akkorden med muren lød kun på at lægge dem op. Så de blev hverken bundet eller understrøget. 13

14 Det nye hus Skovløkken En dag i hen i juli flyttede familien ind i det nye stuehus, det var ikke færdigt, men det var til at bo i, og det var mest behageligt at på stedet, hvor arbejdet skulle udføres, og så måtte man tage forholdene som de var. Det var ganske interessant med det nye hus, men det var alligevel lidt vemodigt at tage afsked med det gamle hus, der havde været familiens hjem i ti år, det var jo desuden Anders barndomshjem. Det gamle hus blev lejet ud til en enke, som fik den største lejlighed, medens lille Hans beholdt den lille lejlighed. Der blev nu taget fat på at nedbryde og flytte skole laden. Anders havde fået tækkemanden til at komme og tage stråtaget af for at redde, hvad der kunne bruges igen af det gamle halm, der blev bundet sammen og stødt op, der blev langhalm nok til den nordlige side af lade taget, den sydlige side skulle han så have nyt langhalm til, dette kunne han købe hos en gårdmand der på egnen, men Anders var klar over at halmen skulle betales kontant, for gårdmanden var meget forsigtig i pengesager, han trak da også lidt på det, da Anders spurgte om han kunne købe langhalm hos ham, men da Anders betalte ham kontant, da han kom med det første læs, var han ikke længe om at komme med det andet, og da han også fik betaling for dette, sagde han, at hvis Anders kom til at mangle mere langhalm, så kunne han bare sige til så skulle han snart være der med det. Efter at taget var fjernet, tog tømrerne fat på at skille tømmeret ad og nummerer det, så det let kunne samles igen. Anders og lille Hans hjalp til med tage fra og køre materialerne hjem. Det var til dels rå ler sten, der sad i bindingsværks murene, disse gik der jo en del svind i, men en skille mur i laden blev dog muret op med rå sten. Fodstykket af bindingsværks laden hvilede på et grundlag af store kampesten, disse blev transporteret hen på byggepladsen og brugt igen, det næste sted der blev støbt grund under muren, var langs staldens bagmur hvor ajlebeholderen var støbt langs med stalden, så staldens bagmur kunne hvile på ajlebeholderens indvendige kant. Skole laden var ikke rummelig nok, men Anders havde købt nogle fag nedbrydningstømmer fra en gård i omegnen, som netop var ved at lade bygningerne ombygget, og derved blev hele lade bygningen bindingsværk, og taget var stråtag med kragetræer på rygningen. Det grundmurede hus stuehus var fritliggende og var indrettet med tre værelser og køkken og en lille entre. Vaskehuset var indrettet i kælderen som derfor havde en trappe op til gårdspladsen. Opgangen til loftet var indrettet i selve køkkenet, som i øvrigt havde gulv af brændt gulvsten, de øvrige rum havde bræddegulv. Laden nåede ikke at komme under tag, inden kornet var høstet, men da Anders var færdig med at høste fik tømrerne da tid til at stille laden op, det tog ikke lang tid og tækkemændene var da også disponible og tog fat på deres del af arbejdet, og det skred godt fremad med tækkearbejdet. Under tækkearbejdet var Anders håndlanger tillige med lille Hans, en dag da Anders befandt sig på tækkestilladset for at stikke halm op til tækkemændene, der nu var nået det meste vej op til rygningen, trådet han forkert og styrtede ned fra stilladset, og han var så uheldig at havne meget ublidt i en dynge kampesten, der lå neden for stilladset. Lille Hans kom straks til og spurgte om han var kommet til skade, men Anders var først nærmest bevidstløs. Lidt efter klarede det dog lidt for ham, men han var stadig noget fortumlet og klagede over smerter i højre skulder. Rasmine blev helt forskrækket, da lille Hans kom ind og bad om et gals vand til Anders, men lille Hans sagde: Nej bliv du bare inde, det er ikke noget alvorligt, det er bare et mindre ildebefindende, han har fået, det går nok straks over. Lille Hans fik lidt vand hældt i mellem Anders læber, og lidt efter klarede det op for Anders igen. Hvordan går det, spurgte lille Hans, der tillige med tækkemændene stod ved siden af Anders, da denne forsøgte at rejse sig op: Å jo, det går nogenlunde, men det gør meget ondt i skulderen, jeg tror, jeg har brækket kravebenet, det er som om der er et par ben stumper, der skyder mod hinanden, svarede Anders. 14

15 Ja, det kan nok tyde på at kravebenet er brækket, men prøv nu, om du kan støtte på benene, sagde lille Hans. Lille Hans og den ene af tækkemændene støttede ham, og han kom på benene. Lidt fortumlet i hoved var han endnu, men ud over skulderen lod da ikke til, at der var noget i stykker. Anders blev hjulpet ind og gik i seng. Rasmine klagede sig over uheldet: Hvad skal det blive til, når du skal ligge syg, og vi har besværligheder nok i forvejen, men vi må da hellere se at få bud efter lægen, sagde hun. Når jeg har sundet mig lidt, kan jeg vel nok selv gå op til ham, sagde Anders. Vi kan jo kører derop, jeg kan jo da godt køre den grå, og så kan du jo komme der op i konsultations tiden mellem 1 og 2. Sagde Rasmine. Og således blev det da, Rasmine kørte for ham til lægen og ventede med køretøjet, mens han var derinde. Lægen konstaterede brud på kravebenet, men ud over dette var der kun ubetydelige slag og skrammer, som han ikke behøvedes at ængste sig for. Kravebensbruddet skulle jo nærmest hele sig selv, det skulle holdes i ro de første 6 uger, så ville det nok hele sig igen, det kan godt være, der danner sig en knude uden om bruddet, men det er kun en bruskknude, der ikke betyder noget. Det var ikke så rart med de 6 uger, når de var begravet i arbejde op over ørerne, men Anders måtte holde armen i bind og nogenlunde holde sig i ro. Lille Hans hjalp med at få kornet kørt ind, og byggeriet var jo heldigvis snart færdigt. Efter høst kom der en tør tid, og Anders fik da fat på en brøndgarver, for at få gravet en brønd. Brøndgraveren skridtede pladsen omkring bygningerne af, holdende en kløftet kvist af en vidjepil i hænderne foran sig og albuerne trykket godt ind i siderne. Et par steder drejede kvisten sig således, at den pegede ned mod jorden, det var elektriciteten i vandåren der trak. Du kan få brønden her lidt vest for bygningerne, men du kan også få den på gårdspladsen, eller om du vil inde i kælderen. Hvor langt der er ned til åren kan jeg ikke udtale mig om, men der er vand nok. Der er nogen der påstår, at de kan sige hvor langt der er ned til vandåren, når to mand står med en salmebog og en dør nøgle således, at den ene står med salmebogen sammenlukket i hænderne og nøglen liggende løst ovenpå bogen. Den anden skal så sige: Der er en alen, der er to alen, der er tre alen og så videre, når han så kommer til det tal, der passer bliver nøglen urolig og vrider sig, og dermed er dybden konstateret, men jeg er nu ikke så overtrodisk, at jeg tør fæste lid til det, men kvisten er reel nok sagde brøndgraveren. Anders valgte at få brønden på gårdspladsen, der kom pumpen til at stå i nærheden af stalden, vaskehus og køkken, og det var jo der vandet mest skulle bruges. De underste 6 alen skulle sættes med regulære brændte brøndsten, men det øverste af brønden skulle sættes med murbrokker, som jo var betydelig billigere. Der blev taget fat på gravearbejdet og lille Hans var håndlanger og tog fylden fra, gravearbejdet skred godt fremad, der var ikke meget med sten på det sted, det meste var blåler. Da de kom ned på seks alen ramte de en vandåre og brøndgraveren erklærede, at om brønden havde været gravet i en tid, hvor der havde været meget vand i grunden, så havde de ikke kunnet komme igennem åren for vand, men det havde jo så været et spørgsmål, om den havde kunne give tilstrækkelig med vand hele året, nu derimod var det jo lige i en tørreperiode, så vandstrømmen i åren var ikke så stærk, og det lod sig gøre at trække vandet op og forsætte gravningen. Men da han kom ned på godt 10 alen, kunne brøndgraveren mærke, at han nærmede sig en stærkere åre, og rammen blev da firet ned og brøndstene sat og gravearbejdet kunne forsættes. På ca. 11 alen nådes flydesandet, og vandet satte op og besværliggjorde arbejdet, brøndgraveren gav ikke op den eftermiddag, men han kom ikke ret meget dybere, og da man næste dag skulle til at begynde igen stod vandet så højt i brønden, at der ikke var ret meget af de 6 alen brøndsten, der var oven for vandet. Det kunne derfor ikke nytte at tænke på at komme længere ned, og brøndgraveren kom derfor i arbejde med at sætte brønden færdig. Der var levnet nogle få stykker egetræ af bindingsværket og lille Hans lavede heraf et egetræsdæksel til brønde. 15

16 En brugt pumpe havde Anders også fået købt på en af sine rundture med trævarerne, der måtte bare tages et par alen af røret, så var det brugbart og pumpen blev sat i, den gav godt med vand, og de havde det nu så nemt med vandforsyningen, som de aldrig før havde haft det. Dragonerne kommer! En dag Anders Hansen børn legede på vejen ud for ejendommen, så de pludseligt noget komme ned af bakken, de så en lang stribe af heste med ryttere i uniform. Dragonerne kommer, råbte børnene i munden på hinanden, mon bror Niels er med?. Dragonerne kom nærmere i let trav, jo, Niels var med, hvor var det en dejlig hest, han red på, og da han forbi, rankede han sig en kende og smilte helt stolt, men han hilste og vinkede ikke, han var jo under kommando, og han måtte derfor følge trop med de øvrige. Det var Anders ældste søn, vi her blev præsenteret for. Anders havde været gift en gang før, og han havde i første ægteskab to sønner. Hans første kone blev ikke ret gammel, hun døde af tuberkulose efter kun få års ægteskab, men hverken Anders eller deres to drenge blev smittet. Anders var på det tidspunkt møllekusk på en mølle i Sydfyn, og Peter, den mindste af drengene, kom hen på møllen, hvor møllerkonen tog sig af ham, mens Niels, der havde været en del hos moderens forældre, kom hen til dem. Drengene var så blevet, hvor de var også efter, at Anders havde taget tjeneste som kusk på en anden mølle, der hvor han senere lånte de 400 kr. Også efter at Anders havde giftet sig med Rasmine, blev drengene i deres plejehjem, mølleren ville ikke på nogen måde af med Peter, de beholdt ham til han blev konfirmeret. Han havde lyst til mølleriet og havde jo som dreng lært en del af plejefaderen. Men mølleren mente, at han havde bedst af at lære på en anden mølle også, og Peter kom derfor i lære på den mølle, hvor Anders sidst havde haft tjeneste. Da han var udlært, rejste han igen hen til sit plejehjem og tog tjeneste der, og han skiftede et par gange mellem de to møller. En gang imellem besøgte han faderen og stedmoderen, men det var vist ikke ret ofte, da han jo betragtede møllen, hvor han var vokset op, som sit egentlige hjem. Niels blev hos sin mormor til hun døde, morfaderen var død nogle år i forvejen. For en stor del gik drengen på en herregård, der lå i nærheden af, hvor mormoderen boede, og han fulgtes med karlene i marken og lærte at bruge hestene, hvad han havde stor lyst til. Da drengens mormor var død, var Anders og Rasmine rejst derned for at følge den gamle til graven og også for at tage sig af Niels, der nu var en knægt på ca. 13 år. Efter jordpåkastelsen spurgte præsten efter Niels fader, og Anders sagde så, at det var ham. Præsten sagde da: Hvad nu med Niels, hvor skal han hen nu? - Jeg har også min kone med, sagde Anders, og det er vores mening at tage Niels med hjem nu med det samme og beholde ham hos os. Præsten hilste nu på Rasmine også og sagde: Så er det godt, så har jeg ikke mere at sige om den ting, men på herregården må han ikke blive gående, der lærer sådan en dreng alt for meget, der ikke er af det gode. Niels var glad for sine små halvsøskende, og han sluttede sig også godt til stedmoderen, han gik dog en hel del på Henrik Lunds gård, hvor han også fik lov til at bruge hestene i marken. En nabo sagde en dag til Henrik Lund, hvorfor han ikke selv pløjede i stedet for at lade drengen gøre det. Men Henrik svarede, at han ikke selv kunne gøre det bedre, når drengen kom ud med et spand heste, gjorde han en karls gerning så godt som nogen. Efter sin konfirmation var Niels endnu en tid hos Henrik Lund, og han havde derefter et par andre pladser. 18 år gammel blev han kusk for en handelsrejsende, hvad han var meget stolt af, og den rejsende var også meget tilfreds med sin unge kusk. Men Niels forældre, særdeles Rasmine var ikke ovenud begejstret for Niels stilling, for han jaskede for meget tøj af sig, så lønnen knap kunne slå til, når han skulle se ordentlig ud. 16

17 Rasmine erklærede: Skal han blive ved med det, er det umuligt at holde tøjet på kroppen af ham. Niels gik på session, så snart han var gammel nok til det, han ønskede at blive skrevet ind med det samme, og han ønskede inderligt, at han ville blive taget til dragon, og han fik sit ønske opfyldt. Han var mellem 19 og 20 år, da han blev indkaldt, det var på den tid, der var rytterkasserne i Odense, hvor han altså kom til at lære, og en enkelt gang red eskadronen så langt ud, at de passerede Skovbjerg, og han havde da også en enkelt gang tidligere med en kammerat fået tilladelse til at ride ind og hilse på forældrene og få en gang at drikke, det var når eskadronen var på hjemvejen. Ved roernes optagning om efteråret var det Rasmine, der måtte drage det største læs. Kravebensbruddet var helet, så Anders med forsigtighed kunne køre roerne hjem, Rasmine og børnene hjalp til at læsse og læsse af, der var kun et skifte med roer og avlen var ikke overvældende. Der var jo ingen gødning om foråret, de få læs som forpagteren skulle levere, forslog ikke, det var også noget halmet stads, der ikke var meget kraft i, og kunstgødning troede Anders ikke meget på, så det indlod han sig ikke på at anskaffe, han mente ikke, han havde råd til det. En del af roerne havde været plaget af ukrudt, og det havde også hæmmet den i væksten, da de jo kom til at stå for længe, inden de blev rensede. Men Anders regnede da med, at han omtrent kunne fodre igennem med roer, da besætningen jo ikke var så stor endnu, foruden hesten og de to køer, var der to geder. Halm kunne Anders nok se, at der måtte købes lidt af, selv om der fra det gamle lade tag fra skole laden var blevet en hel del halm, der kunne bruges til strøelse, men halmen var ikke så dyr, og det var jo muligt, at der kunne fås lidt avner på en eller anden gård, uden at det kom til at koste ret meget andet end ulejligheden. De havde, mens de boede i det gamle hus, haft en mindre hønseflok, men de havde, noget før de flyttede, solgt hønsene, dels kunne de bruge pengene, og dels var det jo ikke i orden med hønsehus og hønsegård. Men Anders havde en søster, der var gift og boede i en naboby, hun havde lagt et par høns på æg for dem, og de havde så fået de ene med alle kyllingerne op til dem og derved fik de igen en lille hønseflok startet. Tagstenene på stuehuset var jo hverken bundet eller understrøget, Anders havde jo regnet med selv at binde dem ved lejlighed, men endnu var det ikke blevet til noget. Kort efter høsten havde de haft en temmelig voldsom storm, og det havde klapret slemt i tagstenene, men der var dog kun et par stykker, der var blæst af, og Anders havde levnet temmelig mange, da taget var blevet lagt op, så det gik nemt at få det i orden igen. Men Anders havde da fået fat i en ring tække tråd og skulle til at binde tagstenene, men han kunne ikke få begyndt på det, så det blev stadig udsat. Under stormvejret blev frugttræerne rystet, så æbler og pærer lå spredt under dem. På Skovmarks husets grund var der jo ingen frugt at ryste ned, og i haven ved det gamle hus var der jo kun nogle få æbletræer, og de var jo lejet ud tillige med huset, dog havde Anders og Rasmine forbeholdt sig halvdelen af æblerne på de bedste æbletræer, det var Stetinæbler. Det var gode madæbler, men det var jo ikke noget stort parti. Skovbjerg skolehave blev jo gennemrystet af stormen og æblerne lå, som de var sået i hele den store æblehave, det var intet opløftende syn, men sket er sket og må tages, som der er. Lærer Jørgensen kom til Anders Hansen og spurgte, om de ikke kunne bruge æblerne, der var ingen afsætning på nedfaldsæbler, og læren syntes, at det så slemt ud, at de lå og smølede i haven, og så tænkte han, at de måske kunne bruge den til dyrene, hvor meget foderværdi, der var i æblerne vidste han ikke, men hvis de mente, at det kunne betale sig at samle dem op, ville han gerne have det, så så det da bedre ud. Rasmine og børnene gik da hen i skolehaven med nogle sække og samlede æbler, de fik så mange, at de måtte køre dem hjem på hjulbøren af to gange, der var en del af æblerne, der var gode spiseæbler, andre var bedre til madlavning, men holdbarheden var jo ikke så stor, da de jo var stødt, men Rasmine tørrede en del af dem, så de udnyttede da en del af dem i husholdningen også og resten fik dyrene, så de blev ikke spildt. 17

18 Først i november tudede stormen igen og huggede ned mellem skovene. Taget var endnu ikke i orden, og denne gang gik det ikke sporløst hen over stentaget. Stormen fik tag i tagstenene på det ene hjørne og tog omtrent en hel række tagsten, som blev slynget til jorden. Anders og hele familien fik travlt med at redde, hvad reddes kunne. Rasmine og de mindste børn lavede små tråde til at binde med af en ring tække tråd. Hansine løb op på loftet til Anders med dem og han gav sig til at binde hver anden række af tagstenene, men af og til måtte han jo hen og sætte andre tagsten i, hvor stormen havde revet hul, det var et held, at der var levnet så mange tagsten, at der var nok at tage af der oppe på loftet, selv om det jo ikke var nær alle tagstenene, der blev revet af, der blev knust, gik der jo alligevel stort svind i dem. Det var en travl, og bevæget aften, og det blev langt ud på natten, inden de blev færdige med at binde, de mindste af børnene var kommet i seng, men store søster, Hansine blev oppe og hjalp til så længe det stod på. Rasmine havde fået kaffen lavet og smurt en del mad, men Hansine og Anders lagde sidste hånd på værket oppe på loftet. Så nød de tre et velfortjent måltid og gik til ro midt under stormens forsatte tuden og ruskene. Der var mere, der ikke var bragt helt i orden. Ajlebeholderen stod stadig uden dæksel, den var jo støbt langs staldens bagvæg og lå mellem stalden og møddingsstedet, og kun lige for staldens bagdør, var der lagt nogle brædder over beholderen, ellers var beholderen åben, hvad der selvfølgelig ikke skulle have været tilfældet. Dels var det jo en dårlig økonomi, at lade ajlen stå i åben beholdere, hvor ammoniakken fordampede, lige som ajlen også forringes af, at regnvandet silede ned ad tag skråningen og havnede i ajlebeholderen, så ajlebeholderens indhold blev af meget ringe kvalitet. Rasmine havde desuden også flere gange bedt Anders om at få noget over ajlebeholderen, da det var farligt at have den stående således, når børnene løb omkring og legede der, men Anders havde stadig ikke fået lavet noget ved det, men en dag indtraf der en begivenhed, der fik ham til at tage sig sammen og få det utiltalende hul dækket til. En dag gik Jens og tumlede omkring i nærheden af bygningerne, han fandt da på at træde op på cement muren omkring ajlebeholderen, hvor han gik og talte, hvor mange skridt muren var lang. Da han nåede hen til enden af ajlebeholderen, der flugtede med gavlen af lade bygningen, kom lille søster Sørine trippende med katten i favnen; hvorledes det gik til, om katten rev sig løs fra den lille, eller hun har stødt til Jens og derefter kastet katten fra sig lod sig ikke opklare, men resultatet blev, at Jens mistede balancen og både han og katten havnede i ajlebeholderen. Hvorledes det gik til, at både Jens og katten kom godt fra vandgangen, var der ingen der så, lille søster kunne jo ingen forklaring give, og Jens var heller ikke klar over det, men ajlebeholderen var fyldt op til ca. en alen fra beholderens rand og Jens var gennemblødt på overkroppen, mens benene ikke havde været i ajlen. Jens må rimeligvis være blevet hængende i benene på cementkanten og har kunne hæve sig op på det tørre, og katten har rimeligvis efter at have fået en dukkert, haget sig fast i Jens og er kommet fra det våde element samtidig med ham. Det vakte jo stor bestyrtelse da katten kom farende og rystede sin våde pels, og Jens derefter dukkede frem om hjørnet af stalden med ajlen drivende af sig. Der måtte jo en større renselsesproces til, og Jens var et par dage utilpas af det ildelugtende bad. Men Anders fik hurtigt fat i en del brædder og fik lavet et dæksel til ajlebeholderen. Det skulle jo have været støbt, men brædderne var det hurtigste at gå til, og det fik så lov til at ligge til de efter 10 års forløb blev erstattet af et støbt dæksel samtidigt med, at beholderen blev udvidet. Efterhånden gik det ganske godt med Anders arm igen, og han havde klaret markbehandlingen nogenlunde. Der var dog et arbejde det kneb lidt med at få udført, det var hakkelses skæringen. Anders kunne ikke ret godt tåle at stå og støde med skærekistekniven, og Rasmine kunne ikke godt komme efter den kunst. Anders ønskede, at han havde haft råd til at købe en hakkelsemaskine, han vidste jo, hvor der var en, der kunne købes til en rimelig pris. 18

19 Det var jo der, hvor han havde købt køerne, de 25 kr. manden havde forlangt for sin hakkelsemaskine, var meget billigt, men det kneb jo med at få betalt havde de skulle, så hverken han eller Rasmine kunne indse, at der kunne blive råd til at købe maskinen, selv om de begge to gerne ville. Kongeskibet Dannebrog Kongebesøg i købstaden Da var det, at det trak op til en større begivenhed i købstaden, der var anmeldt kongebesøg. Kongeskibet skulle anløbe havnen og kongeparret med følge ville aflægge et kort besøg i byen. I denne anledning blev der forberedt en festlig modtagelse, og kransekonerne blev bestilt til at binde guirlander efter en større målestok. Det kneb med at overkomme de modtagende bestillinger, og et par kransekoner i nærheden af Skovbjerg henvende sig til Anders for at få ham til at køre noget gran hjem til sig og køre guirlanderne til købstaden, og de ville også gerne, om Rasmine kunne påtage sig at binde en del guirlander. Rasmine var straks villig og sagde til Anders: Lad os bare tage fat og se om vi kan tjene en ekstraskilling, så kan du tage ned og købe hakkelsemaskinen, så vi kan slippe for besværet med skærekisten. Der blev nogen travle dage, Anders fik lov til at hente gran i Skovbjerggårdens skov, og der blev arbejdet hele dagen og en del af natten med. De største af børnene hjalp en del til også. Anders kørte flere gange til købstaden med fuldt læs på den lille fjedervogn, og i alt med kørsel og det hele, kom fortjenesten op på 45 kr. Anders kørte da ud til manden, han havde købt køerne af, og han kom virkelig hjem med hakkelsemaskinen, som han ganske rigtigt fik for de 25 kr. Hermed var de over denne vanskelighed. Hakkelsemaskinen blev stillet op i loen og en stang sat i, Rasmine eller et par af børnene kunne så hjælpe til at trække, det gik noget hurtigere og lettere end med skærekisten. Morbror Rudolf En dag hen i november hen først på aftenen, kom en mand gående hen ad landevejen mod Skovbjerg. Det var en mand på godt et halvhundrede år, han var lidt under middelhøjde og kraftig bygget, han trådet fast i jorden, så frisk og frejdig ud og sang med høj og klar stemme en vise om svigtende kærlighed, denne vise lød således: 19

20 Vandringsmanden vandrer rolig frem Alle vegne hvor han kommer hen, Længes han kun efter hjem og brud, Ej er elskovsflammen slukket ud. Hos en gartnerkone bleg men skøn, Ville han købe en buket så grøn, Men for hver en blomstr han brød, han så, Jo en tåre falde ned derpå. Hvorfor græder du, du unge viv, Er det for violens korte liv, Eller græder du for blomstens død, Eller for den rose, som du brød. Nej, jeg græder for en ven, som til fjerne lande drog, Og min fred han tog. Evig troskab svor jeg ham, men jeg Brød min ed, og den jeg glemmer ej. Hvorfor ser du på min ring så vist, Den du gav mig, da vi skiltes sidst, Giv mig en buket violer da, Skønne gartnerkone o sig ja. Med violbuketten i min hånd Vil jeg rastløst vandre verden om, Til min matte øje lukke sig, Aldrig glemmer jeg min tabte skat. Netop som de sidste strofer døde hen og besvares af ekkoet fra bakkerne og skoven, drejer vandringsmanden ind ad indkørslen til Anders Hansens husmandsbrug. Børnene fik øje på ham og stormede ind ad køkkendøren og råbte: Mobber Rudolf kommer, og det sås straks på det hele, at det ikke var en uvelkommen gæst, hverken på børnene eller de voksne. - Nå, du er kommet her ud i aften, det ellers længe siden, vi har set noget til dig, sagde Rasmine. - Ja, men nu er jeg kommet ud på Enggården, som røgter, så kommer jeg nok noget tiere, den halve mil er jo ikke noget at snakke om for en rask mand som mig, svarede Rudolf. Du har vel ikke spist til aften før du gik? sagde Rasmine. Nej, det har jeg ikke, jeg skyndte mig at blive færdig med at fodre, og pigerne lovede at skrabe strøelsen ned, når de havde malket, og så ville jeg ikke vente på grødnaveren, svarede Rudolf. Ja, så sætter jeg lige panden på komfuret og bager en flæskeæggekage, det er vel en forandring i stedet for grød hver aften, forsatte Rasmine. Ja, og en kærkommen forandring, for æg får jeg ikke mange af derude, svarede Rudolf. Rudolf Rise var morbroder til Rasmine, og han var et prægtigt menneske, han var enkemand, og skæbnen havde ikke sparet ham for hårde prøvelser, men han havde bevaret eller retter genvundet sit gode humør. I sin ungdom havde han været forlovet med en ung pige og havde planlagt at gifte sig, men så kom han til skade med sin hånd og følte sig en tid helt slået ud. 20

21 Han havde fået højre hånd ind i valserne på en hakkelsemaskine og fået tre finger fuldstændig ødelagt. Han lå i lang tid på sygehuset og lægerne ville have fjernet de tre fingre, men det ville han ikke tillade. Langfinger og pegefinger mistede hver et led, og resten var uden nogen som helst bøjelighed ligesom tommelfingeren, der sat sammenbøjet og fastklemt til indersiden af hånden. Han havde altid den tilskadekomne hånd i en slags læderfoderal eller handske, således at kun de to raske finger var frie. Hans kæreste holdt dog på, at de skulle gifte sig, hun skulle nok hjælpe til at tjene, det hun kunne, så det skulle nok gå for dem. De blev da også gift, men det varede kun nogle få år, de havde fået en lille pige, men hun var desværre meget svagelig. Efter kun tre års ægteskab blev konen syg og døde, og Rudolf stod ene med den lille svagelige pige, som han fik i pleje hos en søster. Pigens svagelighed tog til, og kun tre år gammel døde hun, og Rudolf havde siden haft plads som røgter. Han havde jo ikke fået den største løn, da han jo ikke kunne malke med den tilskadekomne hånd, men da han kun havde sig selv at sørge for, klarede han sig meget godt. En tid havde han drukket en del sammen med nogle medtjenere, men så en gang, der havde været drikkegilde, havde han i beruset tilstand været med til at lave nogle grovkornede løjer, som dog ikke fik alvorlige følger, men han kom til at tænke alvorligt over det, og blev så led ved drikkeriet, at han efter den tid blev afholdsmand. Han interesserede sig meget for læsning i sin fritid og havde anskaffet sig ikke så få bøger. Han var pligtopfyldende i sine pladser og var som reglen i godt humør. Han samlede også på viser og sange og holdt af at synge. Imens, Rasmine bagte æggekagen, gik Rudolf med Anders ud og så på køerne. Den mørke havde kælvet for en 4-5 uger siden, og den anden havde fået en kviekalv, en rigtig nydelig kalv var det, og Anders ventede sig en god ko af den en gang om et par år. Den lyse ko var kun lige blevet gold og den skulle kælve om 5 uger. I den ene svinesti gik kalven, i de andre to var der tre grise, de havde strøelse i den ene sti og blev fodret i den anden, de var godt på vej, da de blev anskaffet længe før lade bygningen blev bygget op, de havde gået i den lille fold med en smule læskur ved, indtil der blev plads til dem indendørs. Den ene skulle være julegris, ganske vist blev den så stor, som den egentligt skulle have været, men så kunne det jo være, at der blev en til foråret også. Hvordan går det så for den grå med at tumle jorden alene, den er vel ikke for stor til at pløje med ene især grønjorden, spurgte Rudolf. Ja, det er jo lige grønjorden, der er noget tung for den, for med alt det andet kan det nok gå, når den får lov til at stå et par gange op ad bakkerne. Jeg kommer til at lægge sammen med en husmand lidt længere oppe ad landevejen. Han har nogenlunde samme areal pløjejord som jeg, og han har en hest på samme størrelse, som den grå, det kunne sagtens gå for vejlængden, der er imellem os, og vi kan let overkomme arbejdet med to heste, men det er jo altid så lige til med den sammenlægning, det kommer an på om hestene blive behandlet ordentlig, svarede Anders. Hvad vilkår har du så det hel på, hvor meget får du at forrente, spurgte Rudolf videre. Jeg skal forrente kr., det fik jeg i statslån, sagde Anders og forsatte lånet er til 3% i rente og ca.½ % i afdrag, det vil sige, det er delt i to prioriteter, førsteprioriteten, der er 3/5 af lånet, er afdragsfrit indtil anden prioriteten er er afdraget, denne er jo på 2/5 og skal afdrages med 1%, men de første 5 år er hele lånet afdragsfrit. Når de 5 år er gået er ydelsen på 71,40 kr. hver halvårstermin, som det så bliver, indtil hele lånet er indfriet. Men kunne de kr. slå til det hele, for det er da ikke så forfærdeligt meget, du selv har kunne sætte i det, sagde Rudolf. Nej, sagde Anders, det hele kunne det jo ikke klare; det, vi selv havde, gik jo tilligemed de 400 kr. jeg lånte af mølleren, og så fik vi endda en del klatgæld omkring de 300 kr., så vi har lidt at betale af på, men jeg tjener lidt ved at køre for torvekoner til købstaden om lørdagen, og så kører jeg en enkelt tur til slagteriet eller et eller andet ærinde for naboer, der ikke selv har hest, det er jo ikke så meget, men det hjælper jo til alt sammen. 21

22 De gik nu ind og sad snart ved æggekagen og lod den vederfares fuld ret færdighed. I bor eller godt her, sagde Rudolf til Rasmine. Å jo, sagde Rasmine, det kan jo nok gå an, når vi bare når at få klatgælden betalt af og får jorden lidt bedre i skik og får noget mere besætning, så bliver det jo noget lettere at have med at gøre. Ud på aftenen tog morbror Rudolf af sted og lovede at se op til dem igen inden så længe. Det var lillejuleaften, Anders Hansen familie var gået til ro, da der blev banket på ruden. På Anders spørgsmål, hvem det var, blev der svaret: Det er mig Niels, jeg har fået juleorlov. Der blev nu lukke op og Niels kom ind i uniform og med lang ryttersabel ved siden, han havde fået 4 dages juleorlov og kom for at besøge sine forældre. Rasmine fik kaffekanden sat over ilden, og der blev ordnet lidt om på sengetøjet for at give plads til den sene gæst, herved vågnede Jens, og det kan nok være han gjorde store øjne, da han så dragonen, og ikke mindst da han så, hvad han havde med til ham. Niels købte småting til sine små søskende for at give den hver en billig julegave, og til Jens havde han en lille bliksabel i form af en dragonsabel, den gjorde vel nok lykke. Niels blev hjemme i sin juleorlov, og 2. juledag kom morbror Rudolf også på besøg, og tiden gik med fornøjelig samtale, spil om pebernødder, og Rudolf sang som sædvanlig nogle sange. Rasmine stoppede strømper for de to gæster, Rudolf havde lidt tøj med, der skulle repareres, men det hastede ikke, han kunne komme efter det og en 14. dages tid. En dag Anders havde været i købstaden, blev han tiltalt af en vognmand fra nabolaget, denne vognmand var formand for et konsortium, bestående af ham selv og 5 gårdmænd fra sognet, der gav sig af med at levere vejmaterialer til amtsvejene der i omegnen. Konsortiet påtog sig meget store leverancer og delte den imellem sig således at vognmanden fik dobbelt så store leverancer, som de andre medlemmer, der jo kun havde denne beskæftigelse som bifortjeneste. Vognmanden ønskede nu at få et par mand anbragt i Anders Hansens mark for at grave sten op til ham, han tilbød at give Anders 3 kr. for hver kubikfavn, der blev gravet op og folkene skulle nok få ordre på at grave muldjorden af og lægge den på igen efter gennemgravningen, og i det hele taget skulle de nok behandle jorden ordentlig, men prisen på de 3 kr. pr. favn måtte han ikke fortælle nogen, for han gav ikke mere end 2 kr. andre steder. Kan du ikke få den i proprietærens mark, der har du jo et par i forvejen, spurgte Anders. Ja, det er rigtigt nok, og der er også ret godt med sten, og jeg kunne let få de to nye anbragt der også, men der er ikke noget ved at få anbragt for mange arbejdere på et sted, det fører let til drikkeri, og så bliver der ikke til noget med arbejdet, så vil jeg heller give dig 1. kr. mere for favnen og have dem anbragt i din mark, og det vil da give en pæn lille ekstraskilling, sagde han. Ja, nu kan vi jo prøve, bliver jeg ikke tilfreds med et, kan jeg da sige stop igen, sagde Anders. Så siger jeg til dem, at de kan begynde i morgen, så kan vi jo se på det og blive enige om hvor de skal begynde at grave, sagde vognmanden. Dagen efter mødte så to mand for at få vinterarbejde, det blev dog ikke til noget for den ene af dem, der var sten nok hvor han gravede, men manden var gammel og kunne ikke rigtigt magte det. Den anden gravede sten op indtil der blev forårstravlhed hos bønderne og han igen havde rigeligt med arbejde ved landbruget. Det blev ikke til nogen stor forretning for Anders med de 3 kr. for favnen, men det blev dog til penge, og der var god brug for lidt bifortjeneste. En dag hen på vinteren var der faldet lidt sne, så det lige kunne dække jorden, og det frøs nogle få grader, så sneen lige kunne knirke under vognhjulene og fodtrin. Ud fra Anders Hansen lo, hvor den øverste halvdør i den ene side af lo porten stod åben, lød der taktfaste plejlslag, Anders var i færd med at tærske, og da han ikke havde maskiner, foregik det altså ved at svinge plejlen på loen, hvor negene var bredt ud i et jævnt lag så slagene lige kunne virke igennem det. Når det havde fået en forsvarlig omgang på den ene side vendte han negene, så den anden side kunne få en tilsvarende omgang, til slut rystede han det op og bandt halmen i knipper med to halmbånd om. Kornet rensede han ved at kaste med en træ skuffe og så feje avnerne fra. 22

23 Den lokale husmandsforeningen God dag, og Gud hjælpe dig, lød det henne fra den åbne halvdør og en mand trådet ind i loen. God dag, Nikolaj, sagde Anders, du er kommet på farten i det her gode vintervejr. Ja,, sagde Nikolaj, jeg syntes, jeg kunne få tid til at slå et slag for forretningen, har du slet ikke på, at det var det rigtigste, at du indmelde dig i husmandsforeningen, nu du har et brug med så meget jord, at du næste helt kan leve af at passe dit eget, kan du jo slet ikke forsvarer at stå uden for husmandsforeningen, det gælder om at stå sammen, hvis vi vil hævde os og forbedre vore kår. Det forslår ikke med slidt og slæb, hvis de sociale forhold er således, at vi bliver holdt nede, og må aflevere en del af vort arbejdes frugter til kreditorerne og skattemyndighederne uden af få tilstrækkelige fordel af det. Nikolaj Madsen,eller som han almindeligvis kaldes, Nikolaj skomager havde selv et husmandsbrug på tre tdr. land, og ved siden af skomagere han lidt, da han i sin ungdom havde lært dette håndværk. Nikolaj var ret godt begavet og havde ikke ringe interesse for den nylig opståede husmandsbevægelse. Han havde været virksom for at få en husmandsforening stiftet for Skovbjerg sogn, det var også lykkes, og Nikolaj var blevet valgt som formand, og han virkede energisk for at få husmændene til at melde sig ind i foreningen. Anders hængte plejlen op på sømmet i vægen og tog sig en frisk skrå, før han svarede: Ja, det kan godt være, at det er det rigtigste at melde sig ind i foreningen, jeg har såmænd selv tænkt på det, men selv om kontingentet ikke er så stor, så er det dog penge, og det er slet ikke let, at få dem til at strække til det hele, selv om det ikke kan siges, at de bliver givet unyttigt ud. Det er rigtigt nok, men derfor er det netop vigtigt, at vi står sammen og løfter i flok, så vi kan forbedre forholdende efterhånden, og kontingentet er så lille, at det ikke kan slå nogen af stabelen. Foruden kontingentet er der jo bladet Dansk Budstik, det er et billigt medlemsblad, men ikke obligatorisk, så medlemmerne behøver jo ikke at holde det, men jeg vil nu ikke undvære det, for jeg syntes, vi får så mange gode vink og oplysninger for den lille ris, som bladet koster, at det slet ikke kan betale sig at undvære det. Jeg har lige fået Niels Rasmussen med i foreningen, men han syntes, at det var for meget at være ene om bladet, så hvis du for eksempel ville være med, ville han godt have bladet også, og i er jo nær ved hinanden, at i sagtens kan være sammen om bladet, så jeg syntes, du skulle prøve det, du vil komme til at synes godt om det, tror jeg nok, jeg tør sige. Du må heller melde dig ind med det samme og så lade mig skrive Niels Rasmussen og dig for et eksemplar ad blader, sagde Nikolaj. Å ja, så lad os prøve det, det må da ikke kunne ødelægge det hele med den lille udgift, selv om vi egentlig har udgifter nok i forvejen, sagde Anders. Nej, du skal se, at det kommer du ikke til at fortryde. Jeg håber, vi skal fo nogle mere tilslutning til foreningen, så vi kan udrette noget her i sognet, jeg tænker særligt på mejeriet, vi må se at få den udemokratiske afstemningsmetode afskaffet, så hver andelshaver får en stemme hver, i stedet for, at det er køerne, der stemmer på mejerigeneralforsamlingen, når vi i husmandsforeningen kunne blive stærke nok til at rejse kravet, får vi nok en del af gårdmændene til at stemme for det også, og så får vi det nok til at gå igennem, sagde Nikolaj. Det var rimeligt nok at få det lavet om, men det er tvivlsomt, at det lader sig gøre, det er ko antallet, der bestemmer det, og når de 4 største gårde har lige så mange køer, som alle de andre tilsammen, er det ikke let at få ændret, mente Anders. Ja ja, lad os nu se, alle de fire store gårde stemmer sikkert ikke for bevarelsen af denne utiltalende afstemningsmetode, hvis vi bare får det lagt rigtigt frem, så de føler, at vi har stemningen mellem andelshaverne med os. Vi må se at få afholdt et møde hen på efteråret og få forslaget udarbejdet og underskrevet af samtlige medlemmer af husmandsforeningen, og så må vi ud og få en hel del gårdmænd til at underskrive også, så skal du bare se, så glider det,. Sagde Nikolaj. 23

24 Anders købte så et medlemskort, og Nikolaj sagde farvel og gik, der var endnu nogle husmænd, han ville se, om han kunne kapre som medlemmer. Da Anders lidt efter kom ind for at få eftermiddagskaffe sagde Rasmine: Det var ellers en rigtig præk, du fik af Nikolaj skomager, hvad ville han egentlig?. Han er jo formand for husmandsforeningen og var ude for at se, om han kunne få nogle nye medlemmer. Så gik du vel med? sagde Rasmine. Ja, vi har jo før snakket om det, så når han lige kom og havde kortene med, tog jeg jo et, det er da ikke den dyreste forening at stå i, sagde Anders. Ja, det skal du jo også selv om, jeg har jo ikke noget at skulle have sagt, men du er ellers nøjeregnende nok med dine småpenge, når jeg skal have noget med til købmanden, står du da gerne og siger, hvor mange penge skal du have, er 1 kr. nok, og du ved lige så godt som jeg, at det får man ikke mange varer for, brændevin og skråtobak vil du jo heller ikke undvære, sagde Rasmine. Nå, sagde Anders, du kunne vel have fået en, der var dyrere med tobak og brændevinen end jeg. Skråtobak kan jeg da klare mig med en pakke om ugen, og der går da et stykke tid mellem påfyldning af dunken. Det skulle der da også gerne, hvad får jeg vel til min fornøjelse, og hvordan kniber det ikke at få lidt til børnene, sagde Rasmine. Ja, så bliver der nok en udflugt i husmandsforeningen i forsommeren, så kan vi da komme med der, forsatte Anders. Ja tak skal du have, det ser vi nok med skoleudflugterne, der kan du aldrig køre med, fordi du skal køre i landet med trætøj, så må vi andre kønt blive hjemme og passe det andet, sagde Rasmine. Ja, du ved lige så godt som jeg, at skolen altid holder udflugt midt i juni, og at det falder sammen med Fåborg sommermarked, og det ved du jo nok, er en af de ture jeg sælger mest på, så den tur kan jeg jo ikke så godt sætte til side for skoleudflugten, sagde Anders. Rasmine og Anders havde kaldt ejendommen for Skovmarken, et meget passende navn, da jordlodden på to sider var omgivet af skov. I løbet af vinteren var der hugget en del brænde og gavntræ i de to skove og end dag sidst i februar skulle der afholdes aktion. Aktionen var averteret til kl og ved denne tid var der samlet en lille flok mænd, der så til hinanden og hen af vejen på begge sider, det kunne se ud til at der ikke kom overvældende mange købere, så kunne der måske blive lejlighed til at købe lidt billigt brændsel. Nu kom skov ejerne og øvrigheden, og sammen med dem den store vognmand og brændselshandler fra byen, sammen med ham steg den faste brændsel straks i pris, da han var sikker aftager til mindst en fjerdel af den faste brændsel. Konditionerne blev læst op, og efterhånden øgedes flokken, så håbet om billigt brænde svandt betydeligt ind. Aktionen tog sin begyndelse efter et par forsigtige bud, kom der mere fart i foretagendet, vognmanden var toneangivende med hensyn til prisen for fast brænde, det gik snart op for køberne, hvad han ville op til, og derefter blev budene afpasset. Det er dyrt nok, var der en del af køberne, der talte om, men alle var klar over, at ville de have fast brænde, måtte de op til denne pris. Kvasbunkerne derimod kunne til tider være til at få nogenlunde rimeligt. Anders købte nogle få kvasbunker og en enkelt fagotbunke. Han var kommet i snak med en mand, som han af og til havde haft nogle forretninger med, idet han havde købt river og slå stager af ham til videre salg. Jens Petersen, som denne mand hed, købte gerne en del klodsbunker, især når han kunne få fat i noget asketræ, som han savede ud og lavede husflidsarbejder af. Også her købte Jens Petersen nogle bunker, som han så aftalte med Anders, at denne skulle køre ud til ham. Man var nu nået gennem den ene af skovene og holdt nu frokostpause. Kromanden var mødt med betjening, borde, bænke og kogeapparater og var parat med kaffe, øl og snaps. Anders tænke lidt på at gå hjem, men Jens Petersen ville have ham med hen til beværtningsbordene: Du får en bid brød med og et par snapse, så går vi hjem til dig og tager en kaffepunch, når aktionen er sluttet, sagde Jens, og Anders fulgte med hen til kromanden, og Jens der havde taget et par opstrammere inden han gik hjemmefra, var snart i humøret og ville stadigt give ud. 24

25 Efter frokostpausen begyndte aktionen igen, og nu var priserne gået yderligere op, folk var ikke så nøjeregnende med budene nu, de havde fået humøret op, og bunkerne blev ikke betragtet så kritisk mere: Det var pinedød for dyrt, var der en af mændene der sagde, da en bunke blev solgt til en særlig høj pris. En af skov ejerne, der gik lige ved siden af, svarede straks: Ja, det har du spilleme ret i, men det er da heldigvis køberne, der selv bestemmer prisen. Efter aktionen fulgte Jens Petersen så med Anders hjem for at forsætte med et par kaffepuncher, han var blevet usikker på benene, og Rasmine så ikke rigtig blid ud, men satte dog kaffekanden på komfuret og kopperne frem, Jens var jo en forretningsforbindelse, eller havde det ikke gået. Anders tog sig gerne et par snapse til maden og ved enkelt lejligheder en kaffepunch, men han svirede ikke, og Rasmine hadede drikkeri af sit ganske hjerte. Hendes far, der havde haft et hør spinderi og været ret godt stillet, havde været ret slem til at drikke. Hun huskede fra sin tidligste barndom, at han i fuldskab havde slået møbler og husgeråd i stykker. Ægteskabet var da også gået med i løbet, idet Rasmines forældre var blevet skilt, da hun var mellem 3 og 4 år. Faderen var senere omkommet ved en drukneulykke, vel sagtens i beruselse. Rasmine var den yngste af de tre børn, der var i det mislykkede ægteskab, den ældste, der var dreng gik senere til søs og var 28 år gammel omkommet på havet. Moderen var senere blevet gift igen, men havde nu i mange år været enke, i sidste ægteskab havde hun kun tre sønner. Rasmine glemmer aldrig hvordan hendes far havde været, når han var fuld, og hun gjorde, hvad hun kunne for at Anders ikke skulle få vane til drikkeri. En dag hen på efteråret var således en gammel eneboer, der almindelig gik under navnet sorte Frans, og som havde et lille gammelt hus ude på marken et stykke vej fra Skovmarken, kommet ind til Anders, da han gik hjem fra købmanden med friske forsyning, og havde spurgt Anders, om han ikke kunne give kaffe til en punch brændevinen havde han selv. Anders havde da taget Frans med ind og bedt Rasmine koge kaffe til dem, men Rasmine nægtede det og forlangte, at Anders straks skulle få Frans til at gå igen: Det er ikke noget for en mand som, der har kone og børn sidde og drikke med det gamle, sorte svin, og hvis du ikke får ham til at gå med det samme, så går jeg, og tager børnene med, så kan du have det så godt, sagde hun, og hun lod handling og følge på ord, idet hun fandt overtøjet frem til børnene og forsvandt ud af døren med dem. Anders sundede sig lidt, men da han blev klar over, at de ikke kom ind igen, sagde han til Frans: Du må heller gå Frans, hun blev jo vred, og det bliver ikke til noget med kaffe i dag. Frans brummede noget om, at han mente, at Anders var så meget mand i sit hus, at han kunne få kællingen til at koge en sjat kaffe, men han strittede da ikke imod, da Anders tog ham under armen og fik ham losset ned af køkkentrappen. Anders gik derefter ud og søgte efter Rasmine og børnene, som han efter en stunds søgen fandt i laden. Sorte Frans kom ikke oftere på besøg, og Anders inviterede aldrig nogen til drikkegilde, og han gik heller ikke ud til drikkelag andre steder. Imens Rasmine fik vandet til at koge til kaffen sad Jens, der var blevet noget usikker i bevægelserne og talte om aktionen og andre ting, men da han af og til gjorde nogle store armbevægelser fik han pludselig overbalance og væltede med stolen, så han kom til at ligge ved siden af denne på gulvet. Han satte sig fortumlet op og udbrød: Jeg troede, det var slagbænken jeg sad på. Anders fik ham stablet op igen, og Rasmine skænkede i kopperne, men inden punchen var drukket ud, lå Jens Petersen endnu engang på gulvet ved siden af den væltede stol og undrede sig over, at det ikke var slagbænken han sad på. Anders måtte til slut gå med ham ud og sørge for, at han gik i den rigtige retning. Da Anders igen kom ind, sagde Rasmine: Når du alligevel ikke købte noget efter frokostpausen, havde du haft bedre af at komme hjem og spise til middag i stedet for at gå i selskab med den fyldebøtte. 25

26 Da jorden blev tjenlig til at arbejde i hen i slutningen af marts, bestemte Anders sig til at lægge sammen med Axel Jensen, som boede en lille halvfjeringsvej længere ud af landevejen. Ejendommene var nærmest lige store og hestene ens gode, så det skulle nok kunne gå. Anders lånet en kultivator på Skovbjerggården og harvede jorden godt igennem, da der var temmelig slemt med sene græsrødder i den, derefter fik den med letharven og til sidst lånte han en hesterive og rev græsrødderne sammen, og han fik da også ni læs kørt af og sat i bunke, det hjalp på marken, og så havde han noget at dække roerne af med til efteråret, så sparede det på halmen. Efterhånden som han harvede i jorden, viste det sig rigtigt hvor mange sten, der lå lige i overfladen. Rasmine fik lavet sækkelærredsforklæder til sig selv og de største af børnene, og så blev der samlet sten, som der aldrig havde været samlet før. Børnene fik besked om at tage stenene med helt ned til omtrent en valnøds størrelse og fik anvist deres plads i rækken. Rasmine så godt efter og tålte ikke, at nogen af dem gik for let hen over det. Det blev da også til en anseelig mængde stendynger, der snart lå i mange rækker ud over marken, til Anders fik dem kørt hjem til huset i en samlet dynge. Anders havde været til licitation og havde fået to favne skærve at levere til kommunen om efteråret, det var en bifortjeneste på godt 50 kr. Det var ikke så meget, men det var værd at tage med, kørslen kunne overkommes, da der ikke var så langt til leveringsstedet, stenene var heller ikke så sene at slå til skærver, da mange af dem ikke var større end de måtte være. Jens syntes, at det var kedeligt arbejde at samle sten: Jeg vil meget heller slå dem, sagde han. Det gik nogenlunde med sammenlægningen, hestene havde god magt over arbejdet, men helt tilfredsstillende var det ikke for Anders, der var meget øm over sin hest, og hvad enten det passede eller ikke, var han i mening om, at hesten var mere svedig og sulten, når Axel Jensen havde brugt dem, end når han selv havde brugt dem. En dag Anders havde været henne hos Axel Jensen efter dennes hest, blev han indhentet af en slagtervogn: God dag Anders, har du fået dig en ny hest, spurgte slagter Wich. Nej, der er Axel Jensen hest, jeg har været henne efter, han og jeg lægger sammen, når vi skal pløje og køre gødning, svarede Anders. Det er noget bras med den sammenlægning, det går kun en til en tid, nej du skulle bytte den grå bort for et par små heste, som jeg har for vognen her, så var du selvstændig kørende, sagde slagteren. Anders så på slagterens forspand, to små tyndbenede galicier og svarede: de ser mig noget spinkle ud, der er vist ikke mange kræfter i sådan et par føl. De er lækre, er de, det er dukketøj, og de kan blive flyttet i en fart, kan du tro, de er ganske vist ikke svære, men det er et par tre års, så de lægger sig meget ud endnu, og dine små redskaber, har de da god magt over, og så er det ikke farligt meget, du kommer til at give i bytte for den grå. Du kan tænke over det, så ser jeg ind til dig, når jeg kører tilbage i aften, sagde slagteren, og slog et knald med pisken, så de to små galicier øjeblikkeligt satte farten op og snart var et godt stykke foran Anders. Anders fik ikke i dagens løb talt med Rasmine om det forestående hestehandlerbesøg, han havde en følelse af, at Rasmine ikke ønskede at komme af med den grå. Hen under aften kørte slagteren ind på gårdspladsen med de to små, og begyndte straks at tale ivrig for en byttehandel, men Anders trykkede sig lidt ved at indlede forhandling. Rasmine var ikke til stede, hun var gået et lille vend hen til en nabokone. Slagteren blev ved med at anbefale de to små og tilbød at bytte, mod at Anders betalte 50 kr. i bytte, og havde han dem ikke, kunne han få kredit en måned, eller to. Anders vidste ikke rigtigt, hvad han skulle sige til det, men enden på forhalingen blev, at slagteren skulle have 30 kr. og et mejetøj i bytte. Han skulle så komme ind om fredagen, når han igen var på linjen, han ville så taget et par skaglestænger med. Da Rasmine kom hjem fortalte børnene, at nu skulle de have to små kønne heste i stedet for den grå. Anders måtte så op med forklaringen, den tilfredsstillede ikke Rasmine, hun blev meget opbragt og sagde: 26

27 Nå så slagter Wich skal have den grå. Nå, vi kan da sove på det til i morgen, sagde Anders, men Rasmine ville ikke gå i seng, før Anders havde lovet at sende bud til slagteren næste dag, at han ikke ville vedstå handlen. Slagteren var ikke meget villig til at lade handlen gå tilbage, men han kunne jo ikke tage selv og enden på det blev da, at han fik et gratis mejetøj og afstod handelen. Jeg havde nu ellers ikke troet, at du var sådan en konemand, men det kommer jeg så til at regne med i fremtiden, sagde han hånligt. Det var lidt flovt for Anders, men det kunne jo ikke betale sig at sætte hele husfreden overstyr. Da forårsarbejdet i marken var til ende og roerne sået, kørte Anders ud til sine leverandører og købte træredskaber, som han så kørte ud og solgte til landmændene ud over en stor del af Fyn. Han kørte hver år en tur på Hindsholm ved Kerteminde, det var en tur, der tog 4 dage. Han kørte hjemmefra tidligt på formiddagen og nåede den første dag til landsbyen Bregnør ved Kerteminde, hvor han overnattede på en gård. Det var en fast regel, at han overnattede på bestemte gårde omkring på ruten, når han kørte flerdages ture, han forsynede så folkene med de redskaber, som de trængte til, han gav da en del nedsættelser i prisen som betaling for logiet, og det var altid til begges parters tilfredshed. Anden dag startede han så i Bregnør, og begyndte på selve rundturen på Hindsholmen. Om aftenen havnede han i landsbyen Messinge, hvor han overnattede på en gård i to nætter, om dagen kørte han så omkring i omegnen og handlede. Han kom da også forbi Martofte mejeri og kom i snak med mejeribestyren som han solgte en haverive til: Nu har jeg handlet med dig, sagde mejeribestyren, så kunne du egentlig gøre gengæld. Jeg har sådan nogle gode sødmælks oste, som jeg har haft uheld med, de er lidt bulet og revnet, men det er fuldfede oste, så de er billige, du skal få dem til 15 øre pundet. Anders var straks interesseret, da han holdt meget af en god ost, og de blev da også snart enige om en god, stor ost med en bule og et par revner til 15 øre pundet. Her er nu en, sagde mejeribestyren og tog en anden ost frem, den er nu ikke ringere, men den er jo, som du ser, faldet lidt fra hinanden, men vil du have den med, må du tage den til 5 øre pundet. Så billig sødmælks ost havde Anders ikke været præsenteret for før, og han slog straks til, og det var derfor en ret anseelig portion ost, han kom hjem med fra denne tur. Fra Messinge kørte han direkte hjem, han havde til dels udsolgt og fulgte den store vej, der førte direkte til hjemmet, men det blev gerne ud på aftenen inden han nåede hjem. Da han denne gang nåede hjem, og Rasmine kom ud på gårdspladsen og tog imod ham og den grå, var Anders ikke så lidt stor på den, da ham pakkede op for sin oste beholdning. Rasmine kiggede noget på denne overflødighed og udbrød: Hvad vil du dog med al den ost, den kan vi umuligt nå at få spist, mens den er god. Det går nok, vi kan bare spise rask væk af den, den er ikke for dyr, og når vi tager den, der er mest løbet ud først, så får vi den nok brugt, og så behøver vi da ikke at købe andet pålæg så længe, sagde Anders. Fåborg sommermarked. Du kan eller ikke gætte, hvem jeg har haft besøg af, mens du har været på Hindsholm, sagde Rasmine. De kunne Anders jo ikke, og Rasmine fortalte da, at det var mølleren, som Anders havde tjent, og som han havde lånt penge af, der havde været på linjen. Han havde købt den store vind og dampmølle inden i købstaden. Den mølle han havde haft i Sydfyn havde kun været en forpagtning, og mølleren havde tre sønner, så det skulle være mærkeligt, om der ikke var en af dem, der ville være møller, og så var det bedre at have noget selv, mente mølleren. Rasmine havde været i roemarken, da mølleren kom, hun gik og skuffede imellem rækkerne, da mølleren kom ud i marken til hende, og han havde sagt: Skal du skuffe hele den mark alene? - Har i ingen radrenser?. Og da Rasmine sagde, at det havde de ikke, sagde mølleren: Jeg har en derude på møllen, der er et lille stykke jord til møllen, men det er ikke stort mere, end jeg kan bruge til lidt staldfoder og græs til hestene, så jeg bruger ikke radrenseren, du kan sige til Anders, at han kan køre ud på møllen efter den, så kan i have den heroppe foreløbig, det er da lettere end af skuffe det hele. 27

28 Nogle dage efter kørte så Anders ud på møllen efter radrenseren, og han fik både den og en lille roe såmaskine med sig hjem, der blev ikke talt om nogen pris for disse ting, mølleren sagde bare: Du kan tage det med dig hjem og bruge det foreløbig, så kan vi senere tale om det. Det var en lettelse for Rasmine, at Anders og den grå nu kunne gå roerne igennem med radrenseren, så skulle det nok gå med at få holdt roerne rene. Det bliver måske være med at få dem taget op til efteråret, da får jeg vel ikke så let ved det, jeg mente ellers, at Sørine skulle være den sidste, men jeg kan nok mærke, at det ikke skal være sådan, og det bliver i hvert fald før vinter. Det skal nok gå, det er da på en tid, hvor jeg er hjemme, sagde Anders. Skoleudflugten var som sædvanlig midt i juni, og Anders var da som sædvanlig optaget af sin tur til Fåborg sommermarked, det var en tur, der tog ham tre dage, han overnattede på en gård i landsbyen Vester Hæsinge to nætter, og den mellemliggende dag kørte tidligt på formiddagen til Fåborg og satte køretøjet ind i købmandsgården i nærheden af Vesterport. Fåborg sommermarked var godt besøgt af omegnens folk og øboerne fra småøerne der omkring, og markedsdagen skulle så benyttes til at forskaffe sig de ting, som man manglede hjemme i husholdningen og bedriften. Der kom især mange Ærøboer, og det var et købedygtigt publikum, men de havde ord for at være meget påholdende, de forsøgte at prutte, hvor de mente, at der var mulighed for at få prisen lidt ned. En af Ærøboerne kom således hen og så på et mejetøj, som han godt ville købe, men han søgte at få prisen noget ned, men Anders holdt bestemt priser og lod sig ikke rokke, det han engang Vesterport i Fåborg havde forlangt ville han også have. En anden Ærøbo stod ved siden af og hørte på ordskiftet og bemærkede nu til sin kollega: Vil du ha mejetøjet, så må du heller ta det til prisen, for den mand er der ikke noget at gøre ved, jeg prøvede det tilstrækkeligt i fjor, jeg købte en madkasse af ham, og gik fra hel tre gange, men jeg måtte ta den til den pris, han havde forlangt straks, der var ikke så meget som en femøre at slå af, så det er spildt ulejlighed at prutte med ham. Så tog Ærøboen mejetøjet og betalte prisen, som var forlangt for det. Denne forretningsgang betalte sig bedst, for begyndte en sælger at lade sig trykke i prisen, så var det ikke let at få en handel afsluttet, det var Anders erfaring gennem mange år. I slutningen af juni afholdt så husmandsforeningen en udflugt, den foregik med hestekøretøjer, det var jo i den tid, da det var den almindeligste befordring på vejene. Personbefordringen mellem købstaden og det fjerne opland foregik med en såkaldt dagvogn, en arbejdsfjedrevogn med en lukket kasseoverbygning, der kunne rumme 8-10 personer, denne kørte turen ind til købstaden to gange om ugen, og det var ingenlunde altid, der var godt med passagerne i den, folk tog ikke meget ud den gang. Når folk fra købstaden tog på søndagsudflugt ud ad landevejen, som lå ret langt fra banerne, forgik det også tit i store vognmandscharabanc, der kom som regel adskillige af disse igennem Skovbjerg først på søndag eftermiddag med kurs mod et par udflugtssteder længer ude, for så at vende tilbage et stykke ud på aftenen. Børnene plejede da ofte at plukke blomster og binde buketter, som de så løb og kastede op i vognene, når de kørte forbi. De glade udflugtsfolk kastede da ofte nogle småpenge ned på vejen til børnene, som så fik travlt med at samle op. Både Anders Hansens og nogle af de andre børn fra nabolaget morede sig ofte med denne blomsterhandel søndag eftermiddag om sommeren, det traf da, at der fra en af vognene, når børnene kastede blomster op i den, når de om aften kørte hjem, blev kastet en halvvissen buket ned i hoved på et af børnene, som så til udflugtsfolkets store fornøjelse blev stående helt forbløffet og stirrede på den visne buket, men når der så lidt længere fremme blev kastet nogle småpenge ned på vejen, kom der gang i blomsterhandlen igen for at samle dem op. 28

29 Udflugt med husmandsforeningen Dagen, der var blevet bestemt til husmandsforeningens udflugt oprandt med godt vejr, og otte vogne samledes ved 10 tiden og begyndte turen, et kvarters tid efter samledes de med 6 andre vogne fra nabosognes husmandsforening, der også skulle deltage i turen. De fleste af vognene var enspændervogne fra husmandsstederne, hvor der blev holdt hest, men der var også enkelte lånte gårdmandskøretøjer imellem. Turen gik gennem tre sogne og et par gange blev der gjort hold og set lidt på naturskønheder og enkelte særlige veldrevne landbrug, som man passerede. Herimod kl. 1 blev der gjort holdt ved et forsamlingshus, hvor den stedlige husmandsforenings bestyrelse havde arrangeret modtagelse og sørget for staldplads til hestene på en nærliggende gård. Gårdens heste og køer var jo på græs, så både heste og kostald var til rådighed for de mange heste. Derefter samledes man i forsamlingshuset til fællesspisning af medbragt mad. Efter spisningen, hvortil der kunne købes drikkevarer i forsamlingshuset, gik deltagerne ud og beså nogle få veldrevne husmandsbrug der i nærheden, og derefter samledes man igen om bordene i forsamlingshuset, der var nu dækket til kaffedrikning. Efter kaffen gik formanden for hovedkredsen, som tillige var medlem af de samvirkende fynske husmandsforeninger bestyrelse op på talerstolen og holdt i jævne og let forståelig vendinger et foredrag for de meget interesserede deltager. Han kom først ind på de meget dårlige forhold, som husmændene i vore forældre og bedsteforældres tid havde levet under, og han omtalte derefter andelsbevægelsen, som havde skabt betingelser for en stærk forbedring af husmændenes kår, men husmændene måtte vogte sig for at hengive sig til en tornerosesøvn og vente på, at mænd i Bernstorff og Reventlows format skulle stå frem og føre husmandsstanden ind i dagen ny. - Nej, husmændene måtte selv være vågne og slutte op om deres organisation og der igennem tilegne sig al den faglige dygtiggørelse, som der var lejlighed til, og så også ved at stemme på de rette mænd og partier ved de forskellige valg, være med til at arbejde for en bedre sociallovgivning, for ligeret for de forskellige lag i befolkningen og for skat på lige jord. Taleren blev hilst med en kraftig klapsalve, da han forlod talerstolen. Efter at taleren havde forladt talerstolen, stod Nikolaj Madsen frem og udtalte: Forsamlingen har takket taleren, og jeg slutter mig til denne tak, det var de rette ord på dette sted, og jeg vil opfordre mine standsfæller til at lægge sig hans ord på sinde. Stå sammen i organisationen og benyt jeres stemmeret, hvor i kan, til at forbedre kårene for jer selv og jeres børn. Står vi sammen, er vi den magt, der må regnes med når samfundsforhold skal reformeres. I Skovbjerg vil vi prøve et fremstød social retfærdighed i mejerikredsen ved at forsøge at få afstemningen på generalforsamlingen ændret, så hver andelshaver får en stemme i stedet for at det som nu er køerne, der stemmer på generalforsamlingen, der er en lejlighed, hvor vi kan vise, hvad vi formår, når vi rigtigt vil. Ved bordene gik samtalen dæmpet, en af mændene bemærkede til en sidemand: Ja, ham formanden for hovedkredsen har vel nok et godt snakketøj, det er det, han kommer frem ved, han er dog ellers kun husmand som vi andre. Ja. Sagde en anden, det er rigtigt nok, men det han sagde var nu godt nok, der var god mening i det. Ham Nikolaj Skomager er nu heller ikke så ringe, han kan også få noget sagt, og mejerisagen den står ham nu altid i hoved. Nikolaj når aldrig så langt frem, selv om han skal lade til, han er vistnok af dem, der siger: først mig selv, det siger da Jakob Fugl, og han er med i husmandsforeningens bestyrelse, sagde den første. Nå, sagde den anden, Jakob Fugl kan vi nu ikke regne ret meget med, han er kun misundelig på Nikolaj, fordi det er ham som er formand for foreningen, og det ville Jakob helst selv være. Den første trak på skulderen og sagde: Formand duer Jakob nu ikke til, skulle han blive formand for husmandsforeningen, så går foreningen i stykker. Ja, aldeles omgående, Jakob Fugl duer ikke til at dirigere andres sager, han har rigeligt i sine egne, sagde den anden. Man brød nu op og gjorde sig klar til hjemturen, og alle deltagerne var enige om, at det havde været en udmærket tur. 29

30 Nogle dage efter husmandsudflugten sad Niels Rasmussen og hans kone i køkkenet i deres hjem. Niels havde lige siddet og læst i bladet Dansk Budstikke, han foldede bladet sammen og sagde til konen: Så har jeg læst hvad jeg synes, jeg bryder mig om, så kan du sende en af drengene hen til Anders Hansen med det, når du vil. Ja, det skal jeg nok, sagde konen, Men jeg mener ellers, at du ville købe Anders Hansen ejendom, når de fik den bygget op, hvordan går det med det?. Niels Rasmussen trak på skulderen og svarede: Det er jo ikke så nemt at købe, når de ikke vil sælge, de ville jo heller ikke låne penge af os, så vi fik en klemme på dem. Det er jo sikkert ikke mere, end det lige kan gå for dem, men vi hører jo ikke noget om, at de gør gæld og har vanskeligheder med kreditten, så endnu tænker de nok ikke på at sælge. Det skulle lige være, om vi kunne give dem ideen ved at prøve at avertere ejendommen til salg. Når jeg skriver en annonce på et ark papir og gik ind på avisens kontor og afleverede det og samtidigt betalte for annoncen, så var der jo ingen der fik at vide, hvem der havde averteret ejendommen. Nej, hvad skulle det nytte dig, enten vil de jo ikke sælge, eller også kunne det træffe, at de sælger til en, der selv beholder ejendommen, og så nytter det jo ikke os noget, sagde konen. Nå, det koster da ikke ret meget med den annonce, og det er ikke sandsynligt, at Anders Hansen sælger til den første, der melder sig, når han ellers ikke har tænkt på at sælge, og det først ud, at der har været købere til ejendommen, kan vi prøve at give et bud på ejendommen, sagde Niels Rasmussen. Ja, du kan jo prøve, der kan da ikke risikeres noget ved det, sagde konen. Niels Rasmussen skrev da følgende: Ejendom til salg i Skovbjerg. Grundmuret stuehus, 6½ tdr. land, besætning: 1 hest, 2 køer, 1 kalv, 2 geder, 3 svin og ca. 30 høns. A.Hansen, Skovbjerg Denne annonce afleverede han så på avisens kontor, betalte for den og ventede spændt på resultatet. Nogle dage efter sad Rasmine og Anders en aften og så ud af vinduet, da en yngre mand kom cyklende ind på gårdspladsen og stod af cyklen, som han stillede ind mod lade muren. Det er jo Hjalmar Madsen, hvad mon han vil, sagde Anders. Hjalmar Madsen var gårdmands søn fra nabobyen, han var gift og havde en tid haft plads som gift arbejdsmand på en større gård, men hans forældre, der havde en gård på ca. 30 tdr. land havde en tid været syge og var nu begge døde kort efter hinanden. Hjalmar var under forældrenes sygdom kommet hjem for at bestyre gården, men han kunne ikke skaffe de penge, der skulle for at udbetale arvepart til sine søskende, skulle gården nu sælges. Hjalmar Madsen bankede på og kom ind i køkkenet, da han havde hilst, spurgte han: I har vel ikke fået solgt ejendommen endnu? Jeg kommer for at se på den og eventuelt byde på den. Anders og Rasmine så noget forundret ud, og Anders svarede: Nej, endnu har vi ikke solgt ejendommen, og vi har i det hele taget ikke i sinde at gøre det. Nu var det Hjalmars tur til at blive forundret, og han udbrød: Hvad for noget, vil i ikke sælge, hvorfor averteret i så. Avertere, ikke tale om at vi har averteret, og vi har i det hele taget ikke i sinde at sælge, sagde Anders. Men sæt dig ned og lad os tale om det, hvem har ellers sagt, at vi har averteret, forsatte han. Hjalmar satte sig og svarede: Jeg har læst annoncen i avisen, og navnet passede og ejendommen og besætningen var beskrevet så nøjagtig, at det ikke kan være nogen anden ejendom, det drejer sig om. Hverken Rasmine eller Anders kunne forstå dette, de holdt ikke avisen, og havde ikke set annoncen, og de kunne ikke forstå, hvem der kunne have fornøjelse af at sætte en sådan annonce i avisen, og det var da spildt ulejlighed. Du kan altså ikke købe din fødegård, sagde Anders. Nej, svarede Hjalmar, Jeg kan ikke skaffe de penge, der skal til, så vi blive nød til at sælge og dele, hvad der kan blive, og så var det at vi, min kone og jeg, mente at vi kunne købe en mindre ejendom. 30

31 Anders sad lidt og tænkte sig om, så sagde han: Kunne du tænke dig at købe ca. 6 tdr. land god jord og bygge dig et stats hus, så kan jeg anvise dig en sådan mark, det er god jord og næsten fladt, og beliggenheden er ikke så ringe. Det er en gårdmand ude på Nordfyn, der har en sådan lille mark, der kun har den fejl, at den ligger temmelig langt fra gården, og derfor bliver for besværlig at drive, og så syntes han, at han har nok arbejde foruden, og han har derfor sagt, at han gerne vil sælge, hvis han kunne finde en køber. Jeg kunne godt have lyst til at se denne mark og høre, hvad han forlanger for den, hvis du vil cykle med mig derud og tale med manden, vil jeg godt give dig en dagløn derfor. Hvis du har tid i morgen, vil jeg give dig 10 kr. for at tage med derud, sagde Hjalmar. Det blev så aftalt, at de skulle starte næste formiddag, og Hjalmar tog derefter afsked. Anders og Rasmine drøftede derefter, hvem der kunne have sat denne annonce i avisen: Jeg er nu tilbøjelig til at tro, at det er Niels Rasmussen, der på denne måde har ville narre os til ar sælge, for at de om mulig kunne få fat i ejendommen, det har jo nok været det, de spekulerede i da de tilbød at låne os de penge, men de har ligefrem gjort os en tjeneste med den annonce, for nu kan jeg tjene en ekstra god dagløn for Mads Jepsen der ude har lovet mig en dusør på 50 kr., hvis jeg kunne skaffe ham af med jorden, men det behøver vi jo ikke fortælle Hjalmar, han kommer jo hverken til at betale mere eller mindre af den grund Op på formiddagen næste dag startede Hjalmar og Anders på cykelturen til Nordfyn. Hjalmar syntes godt om jordlodden og handlen kom i stand på betingelse af, at Hjalmar opnåede statslån på jordlodden. Mads Jepsen lovede i enerum Anders, at udbetale ham de 50 kr. når han næste år kom der ud med sine trævarer, uanset om købesummen til den tid var betalt, forudsat at Hjalmar havde fået bevilling og var kommet i gang med byggeriet. Det år havde Rasmine på grund af sin tilstand ikke så let ved at binde op, men høsten gik alligevel forholdsvis let fra hånden, Anders var en trænet og dygtig høstarbejder, og børnene hjalp til også, de trillede negene sammen med kratten og de største fik lært at lave neg bånd og binde neg. Når der skulle sættes sammen, slæbte de negene sammen til Anders, der så stillede dem op, og ved hjemkørslen tog de fra og arbejdet gik rask og livligt fra hånden. En dag hen i september kom Anders kørende hjem med en firkantet kasse på vognen. Jens så forundret på den og spurgte, hvad den skulle bruges til, og Anders forklarede, at den skulle bruges til at måle sten i, når han nu skulle til at køre dem ud på vejene. Jens mente ikke at der kunne være noget i sådan en kasse, for der var jo ingen bund i den. Anders sagde, at han ville være meget tilfreds med, om der kunne have været det halve i den. Anders havde spurgt sognerådsformanden, om han ikke kunne låne en kasse til at måle stenene op med, og denne havde anvist ham en brøstfærdig kasse, som han kunne tage med sig hjem og selv reparere, og det var denne bundløse kasse, som Jens var så forundret over, men siden fik han jo at se, hvordan den skulle bruges. Første konfirmation i familien, Konfirmander ved Ubberud kirke 1905 Sidst i september skulle Hansine konfirmeres, der var ingen stor konfirmationsfest, men der var dog kommet fremmede. Foruden brødrene Niels og Peter var Rasmines søster og hendes søn, der var tre år ældre end Hansine, så var der morbror Rudolf, og desuden var mølleren inden fra købstaden kommet derud, så nogle var alligevel blevet samlet. Hansine fik jo en del gaver og dagen meget fornøjelig. Om eftermiddagen legede de unge ude på landevejen, der var jo ikke så stærk færdsels på landevejen dengang. Efter aftensmåltidet blev morbror Rudolf opfordret til at synge for selskabet, og han var som sædvanlig ikke uvillig. Efter kaffen ud på aftenen skiltes selskabet, og den første konfirmationsfest i Skovmarken var overstået. 31

32 Otte dage før november blev Niels hjemsendt fra dragonerne, og han var så hjemme nogle dage og gav en håndsrækning med roeoptagning. Ved hjemkørslen af roerne havde Anders en del hjælp af børnene, der læssede roerne med hænderne ved den ene side af vognen, mens Anders brugte roe greben ved den anden.. Niels fik plads på en mindre gård Lille Rønnemose, hvor han skulle køre en mælke tur og ellers hjælpe til med alt arbejde på gården. Mælke turen Niels kørte, gik gennem Skovbjerg, og om søndagen blev Niels holdende ud for forældrenes ejendom og sagde til Jens: Gå ind og spørg mor, om du må køre med mig hjem, så skal jeg følge dig hjem i eftermiddag, så kan du få at se hvor jeg bor. Jens fik lov, og han kørte så med mælkevognen og fik lov til at sidde oppe på kuskesædet og holde i tømmeret, mens Niels gik ved siden af vognen og tog spandene af, det var han svært stolt af, og der var ingen risiko ved det, for de to gamle brune kunne udmærket gå af sig selv. Jens var med Niels omkring og så sig om i gårdenes stald og lade og var med inde og spise til middag, og hen på eftermiddagen gik de så hjem til forældrene, da Niels havde fri om eftermiddagen. Om aftenen, den 20. november, blev Rasmine utilpas og Anders måtte af sted med køretøjet for at hente jordmoderen, og på vejen var han inde ved nabofolkene ved deres gamle hjem. Konen der havde været i huset hos dem hver gang de havde fået familien forøget, og hun var straks rede til at gå op til Skovmarken, mens Anders hentede madammen. Børnene var kommet i seng inden i den bagersted stue, men blev ud på aftenen vækket af konen, der hjalp til i huset. Hun præsenterede dem for den lille nyankomne verdensborger, og en af småpigerne sagde: Å, det er en sød lille pige. Men konen svarede: Nej. Det er en dreng, så meget kan jeg da se. Sidst i november skulle der være generalforsamling i mejeriet, Anders skulle jo med og både Rasmine og den lille havde det godt, så for deres skyld behøvede han heller ikke at blive hjemme. Forud for generalforsamlingen havde der været afholdt et møde i husmandsforeningen, hvor man ganske enstemmigt havde tiltrådt et forslag, som Nikolaj Madsen havde udarbejdet til forelæggelse på mejerigeneralforsamlingen om ændring af afstemningsmetoden. Samtlige medlemmer af husmandsforeningen, der var andelshavere i mejeriet, underskrev forslaget, og derefter havde bestyrelsen været omkring mejerikredsen og fået en del underskrifter, også adskillige gårdmænd havde skrevet under, og nu gjaldt det om at møde op, og medvirke til at få forslaget vedtaget. Andelshaverne mødte talrigt op til generalforsamlingen. Formanden bød velkommen til forsamlingen og konstaterede at generalforsamlingen var lovlig indvarslet, han foreslog på bestyrelsens vegne en af gårdmændene til ordstyrer, og da der ikke fremkom andre forslag, overtog denne hvervet. Dirigenten takkede for valgte og oplæste dagsordenen: Punkt 1 er overstået, det er valg af ordstyrere, punkt 2 er formandens beretning, punkt 3 regnskab, punkt 4 er et forslag fra husmandsforeningens medlemmer med flere andelshavere i mejeriet om ændring af mejeriets afstemningsmetode således, at den nuværende stemmeret efter ko antal afløses med en demokratisk afstemning således, at hver andelshaver får en stemme på generalforsamlingen uanset ko antal, punkt 5 valg af 3 bestyrelsesmedlemmer, punkt 6 valg af revisor og endelig punkt 7 eventuelt. Ordstyrer standsede oplæsningen og udtalte derefter: Punkt 4 vil sikkert give anledning til en del meningsudvekslinger, og jeg vil opfordre til en rolig og saglig diskussion, og hermed vil jeg give ordet til formanden, der vil aflægge beretning. Formandens beretning og mejeribestyrelsens regnskabsaflæggelse blev modtaget uden større gnidninger og nærmest enstemmigt godkendt. Så kommer vi til punkt 4, det er forslaget om ændring af afstemningsmetoden, og jeg vil så give ordet til husmandsforenings formand, husmand Nikolaj Madsen, der på forslagsstillernes vegne vil forelægge forslaget, sagde ordstyreren. Nikolaj Madsen gik derefter op på talerstolen og sagde : Ordstyreren har jo oplæst forslaget, så alle andelshavere er klar over, hvad det drejer sig om, og jeg skal så fremstille forslagsstillernes mening om sagen. Det er efter vor mening ganske tåbeligt, at ansætte andelshavernes stemmeret efter deres ko antal, hvad enten det er en enlig husmands ko, eller der er 100 herregårds køer, kan vi jo ikke der finde nogen som helst interesse for mejeridrift, og der er heller ingen, der tror det muligt, at fire andelshavere skulle have bedre forstand på driften, end alle de andre andelshavere tilsammen. 32

33 Andelsbevægelsen er en demokratisk folkebevægelse, der samler de mange enere til et samlet hele, og andelstanken er ligeberettigelse, det er derfor ikke et andelsforetagende værdigt at opretholde en sådan afstemningsmetode, og jeg vil derfor henstille til andelshaverne at bevise deres demokratiske sindelag ved at feje den gamle afstemningsmetode til side og tilkende hver andelshaver en stemme på generalforsamlingen uanset ko antal. Nikolaj forlod talerstolen og ordstyreren udtalte. Andelshaverne har nu hørt forelæggelsen, og der er sikkert nogen, der ønsker at udtale sig, og jeg vil derfor bede dem om at komme herop og udtale sig kort og sagligt, er der nogen som ønsker ordet?. En af gårdmændene meldte sig og udtalte: Det kan se godt nok ud med al den demokrati, men mon det ikke alligevel er lidt forkert med lige stemmeret til alle andelshavere, en husmand kan efter min mening ikke have den samme interesse for mejeridriften som en gårdmand, for husmanden har som regel en eller anden bifortjeneste, der er vigtigere for ham end mejeriet. Jeg mener derfor, at det er det rigtigste med stemmeret i forhold til ko antal. Efter endnu en del andelshavere havde udtalt sig for eller imod forslaget, tog Nikolaj Madsen igen ordet og udtalte: Der er intet fremkommet, der har bevist nogen fordel ved den gamle ordning, og der er ingen, der har bevist, at forslaget er uretfærdigt, hvad angår gårdejer Petersens udtalelse så forstod jeg, at han ikke tiltroede en husmand med én ko den samme indsigt og interesse i mejeriets driftsforhold, som han selv har, men jeg blev ikke klar over, om han kun vurderede sin egen indsigt og interesse til kun at være en tiendedel af godsejerens. For øvrigt var det en lidt uheldig udtalelse, kan kom med om husmændenes bifortjeneste, der var vigtigere en mejeriet. Jeg vil i henhold til denne spørge Petersen, om han ikke mener at godsejeren har en bifortjeneste, der er vigtigere for ham end mejeriet. Er dette ikke tilfældet, så tror jeg nok at, at godsejeren skulle se at afhænde den store forretning, han har inden i købstaden. Jeg mener fremdeles, at det er meningsløst at bevare en ordning, hvor fire andelshavere kan afgøre alle mejeriets driftsforhold, selv om de andre stemmer imod, og jeg vil derfor endnu engang anbefale andelshaverne at stemme for forslaget. Da der ikke var flere, der ønskede ordet sagde ordstyreren: Er der ikke flere der ønsker at udtale sig, det syntes jeg ikke at være tilfældet, og vi må derfor gå ud fra, at sagen er tilstrækkeligt belyst, og jeg vil derfor sætte den under afstemning. Bestyrelsen har udfærdiget stemmesedler, der foruden at benyttes til afstemning om dette forslag også kan benyttes til afstemning om 3 bestyrelsesmedlemmer og 1 revisor, og jeg vil derfor gå til næste punkt på dagsordenen og udbede mig forslag til bestyrelsesmedlemmer. Jeg går ud fra at andelshaverne er indforstået med, at der stemmes i forhold til ko antal. Der blev så afgivet en del forslag, omtrent alle gårdmænd, næstformanden i husmandsforeningen foreslog Nikolaj Madsen til bestyrelsen, men der var ingen der havde stor tiltro til, at han kunne vælges under de nuværende afstemningsforhold. Der blev derefter omdelt stemmesedler med plads til at skrive navne på 3 bestyrelsesmedlemmer og 1 revisor, samt en linje for forslaget hvor der skulle skrive ja eller nej eftersom man ønskede forslaget vedtaget eller ej. Stemmesedlerne var forsynet med andelshaverens numre og ko antal. Der herskede betydelig spænding i salen, mens optællingen af stemmesedler foregik i et tilstødende lokale. Spændingen udløstes, da bestyrelsen igen kom ind i salen og formanden besteg talerstolen og udtalte: Resultatet af afstemningen om forslaget er blevet, at dette er vedtaget med få stemmers flertal, en del andelshavere, heraf et par af de største, har undladt at stemme. Til bestyrelsen valgtes udelukkende gårdmænd, Nikolaj havde fået en del stemmer, men ikke nok: Det tænke jeg nok, at det ikke gik endnu, men til næste år går det nok, da får vi nok Nikolaj ind i bestyrelsen. Sagde Anders til en sidemand. Husmændene var godt tilfreds med resultatet af generalforsamlingen, og de var sikre på, at det skulle lykkes dem at få Nikolaj valgt ind i bestyrelsen, ja nogle mente endog at det skulle lykkes at få ham valgt ind i sognerådet også. 33

34 1906 ( folketælling her ses den samlede husstand i Skovløkken ) Dagens længes og vinteren strenges. Man var nået hen i slutningen af januar, der havde været lidt frost og sne allerede før jul og først i januar havde frosten været streng, og mejeriet havde for længst fået is huset fyldt - Dette forgik på den måde, at de andelshavere, der havde mindst 4 køer indmeldt i mejeriet blev sagt til at køre et læs is til mejeriet for hver påbegyndt 4 køer, og husmændene der havde mindre end 4 køer, blev tilsagt til at møde med en skovl eller en hammer og hjælpe til at stuve is stumperne ind og knuse de store stykker, så de kunne falde sammen, så der ikke blev for store lufthuller i ismassen. En dag havde det sneet det meste af dagen, og hen mod aften blæste det op, og da man stod op om morgenen, lå der store driver, så man næppe kunne se ud af vinduerne, og mange steder var der ganske ufremkommeligt på vejene. Der måtte skovles stier over gårdspladserne for at komme til stalde og udhuse, og sne fogederne fik travlt med at tilsige mandskab til snekastning på de offentlige veje. Anders havde ½ dags snekastningspligt i hver omgang og fik også bud om at møde med skovlen. Mælkevognene kom ikke igennem den dag, langt op ad dagen kom den ene vogn efter den anden kørende til mejeriet, det var landmænd, der selv kørte mælken til mejeriet, ofte var der to mand med en vogn, ligesom man også havde skovle med for om fornøden at skovle sig igennem. Dagen efter var de større veje blevet åbnet, og de fleste mælkevogne kom igennem om end med besvær. Niels husbond havde af Henrik Lund på Lundbjerggård lånt en stor slæde med fire slædetræer, og med den gennemførte Niels nu mælke turen, og da han kørte hjem fra mejeriet stod Jens parat til en slædetur med, han fik lov til at tage med hele turen og være hos Niels til om aftenen. Niels fulgte ham så hjem og var hjemme et par timer. En morgen, da Anders og Rasmine kom ud i stalden, var den unge ged gået løs og var kommet ind i fodergangen, hvor den havde fundet en grut kasse, den havde taget så rigeligt til sig af det tørre grut, at Anders ikke tænke sig muligheden af, at geden kunne overleve festmåltidet, hvorfor han fik fat i en brødkniv og slagtede geden, den var ung og godt i stand så kødet var jo godt, og skindet var også lidt værd. Første maj skiftede Niels plads, han kunne få mere i løn et andet sted og på Lille Rønnemose kunne de også nok klare sig med en konfirmeret dreng når manden selv kørte mælke turen. Det gik også godt med at overkomme arbejdet, men hen på sommeren gik det alligevel galt, manden faaldt for fristelsen til af skaffe sig lidt mere mælk i sine egne mejerispande ved at hælde lidt af naboens mælk over i sine egne spande. Det gik et lille stykke tid, men så fattede naboerne mistanke og to mænd passede ham op en morgen og greb ham på fersk gerning. De lod ham dog slippe for videre tiltale mod, at han betalte dem en efter deres menig rimelig erstatning for det kvantum mælk, han efter deres menig havde taget af deres spande, og at han lovede ikke at begynde på den slags rævestreger mere. De lod ham også vide, at de helst så at han ikke bød på mælke turen ved den forestående licitation. Anders Hansen gik og spekulerede på, at han godt kunne tage mælke turen, det, der kunne tjenes ved det var også værd at tage med, der var god brug for det, der kunne tjenes uden om ejendommen. 34

Skibsdrengen. Evald Tang Kristensen

Skibsdrengen. Evald Tang Kristensen Skibsdrengen Evald Tang Kristensen Der var engang en rig mand og en fattig mand, og ingen af dem havde nogen børn. Den rige var ked af det, for så havde han ingen til at arve sin rigdom, og den fattige

Læs mere

Alex. Og den hemmelige skat. Navn: Klasse: Ordklasser 3. klassetrin

Alex. Og den hemmelige skat. Navn: Klasse: Ordklasser 3. klassetrin Alex Og den hemmelige skat Ordklasser 3. klassetrin Navn: Klasse: 1. Skattekortet Her er Alex. Han er en meget glad dreng, for han har lige fået en ny Nintendo. Eller han har ikke fået den, faktisk er

Læs mere

Det som ingen ser. Af Maria Gudiksen Knudsen

Det som ingen ser. Af Maria Gudiksen Knudsen Det som ingen ser Af Maria Gudiksen Knudsen Da Jonas havde hørt nogen af de rygter der gik om mig, slog han mig med en knytnæve i hovedet. Jeg kunne ikke fatte at det skete, at han slog mig for første

Læs mere

mening og så må man jo leve med det, men hun ville faktisk gerne prøve at smage så hun tog to af frugterne.

mening og så må man jo leve med det, men hun ville faktisk gerne prøve at smage så hun tog to af frugterne. Rosen Lilly ved ikke hvor hun er. Hun har lukkede øjne det er helt mørkt. Hun kan dufte noget, noget sødt hvad er det tænker hun. Hun åbner sine øjne hun er helt ude af den. Det er roser det var hendes

Læs mere

gen i radioen til middag. De lover mere frost og sne de næste par dage, så jeg tror, vi skal hente det store juletræ i dag. Det store juletræ er det

gen i radioen til middag. De lover mere frost og sne de næste par dage, så jeg tror, vi skal hente det store juletræ i dag. Det store juletræ er det Det store juletræ Det er begyndt at blive koldt for fingrene, og selv om vi trækker huen godt ned om ørerne, er de godt røde. Vi beslutter os for at gå hjem til Per, han mener også, at det er ved at være

Læs mere

Er det virkelig så vigtigt? spurgte han lidt efter. Hvis ikke Paven får lov at bo hos os, flytter jeg ikke med, sagde hun. Der var en tør, men

Er det virkelig så vigtigt? spurgte han lidt efter. Hvis ikke Paven får lov at bo hos os, flytter jeg ikke med, sagde hun. Der var en tør, men Kapitel 1 Min mor bor ikke hos min far. Julie tænkte det, allerede før hun slog øjnene op. Det var det første, hun huskede, det første hun kom i tanker om. Alt andet hang sammen med dette ene hendes mor

Læs mere

Pigen der fandt det vigtigste

Pigen der fandt det vigtigste Pigen der fandt det vigtigste Der var engang den dejligste lille pige. Hun blev kaldt MO. Hun boede i et hus i en lille landsby. Omkranset at skove, søer, enge og marker. Hun var glad og tilfreds, og legede

Læs mere

www, eventyrligvis.dk Folkeeventyr Eventyrligvis Gamle eventyr til nye børn

www, eventyrligvis.dk Folkeeventyr Eventyrligvis Gamle eventyr til nye børn Folkeeventyr Eventyrligvis Gamle eventyr til nye børn 1 De tre prinsesser i bjerget det blå Der var engang en konge og en dronning, som ikke kunne få børn. De havde alt, hvad de ellers ønskede sig, men

Læs mere

Som sagt så gjort, vi kørte længere frem og lige inden broen på venstre side ser vi en gammel tolænget gård (den vender jeg tilbage til senere )

Som sagt så gjort, vi kørte længere frem og lige inden broen på venstre side ser vi en gammel tolænget gård (den vender jeg tilbage til senere ) Vi havde lejet et sommerhus på Gammelby Møllevej 57, men vi skulle først hente nøglerne i en Dagli' Brugsen i Børkop. Det kunne vi desværre først gøre fra kl.16.00. Herefter kunne vi endelig sætte GPSen

Læs mere

Emilies sommerferieeventyr 2006

Emilies sommerferieeventyr 2006 Emilies sommerferieeventyr 2006 1. uge Min sommerferie startede faktisk en dag tidligere end forventet, da mormor kom om fredagen og passede Maria og mig. Det var rigtig hyggeligt og en god start på ferien.

Læs mere

Holme sogns tilblivelse.

Holme sogns tilblivelse. De følgende sider er sendt i Århus Nærradio i 1991. Udsendelsen var tilrettelagt af nu afdøde viceinspektør på Rundhøjskolen Vagn Jensen, som gennem mange år opbyggede Holme sogns lokalhistoriske arkiv

Læs mere

Han ville jo ikke gemme sig. Og absolut ikke lege skjul! I stedet for ville han hellere have været hjemme i køkkenet sammen med sin mor og far.

Han ville jo ikke gemme sig. Og absolut ikke lege skjul! I stedet for ville han hellere have været hjemme i køkkenet sammen med sin mor og far. Kapitel 1 Der var engang en dreng, der gemte sig. Bjergene rejste sig høje og tavse omkring ham. En lille busks lysegrønne blade glitrede i solen. To store stenblokke skjulte stien, der slyngede sig ned

Læs mere

Den lille dreng og den kloge minister.

Den lille dreng og den kloge minister. Den lille dreng og den kloge minister. Der var engang en minister som var så klog at han kunne undvære hovedet. Han beholdt det dog alligevel, men det havde gjort ingen forskel om han havde mistet det,

Læs mere

Kvostedgårdens Historie

Kvostedgårdens Historie Kvostedgårdens Historie Tillæg: Om at bygge et hus Kvostedgårdens historie Kvostedgården som den ser ud på Hjerl Hede er næsten 200 år gammel. Den har navn efter den lille by Kvosted mellem Skive og Viborg,

Læs mere

Forslag til rosende/anerkendende sætninger

Forslag til rosende/anerkendende sætninger 1. Jeg elsker dig for den, du er, ikke kun for det, du gør 2. Jeg elsker din form for humor, ingen får mig til at grine som dig 3. Du har sådan et godt hjerte 4. Jeg elsker at være sammen med dig! 5. Du

Læs mere

Spritteren. Om eftermiddagen ligger mejeriet øde og stille hen. Far og mejeristerne er som regel færdig først på eftermiddagen

Spritteren. Om eftermiddagen ligger mejeriet øde og stille hen. Far og mejeristerne er som regel færdig først på eftermiddagen Spritteren Om eftermiddagen ligger mejeriet øde og stille hen. Far og mejeristerne er som regel færdig først på eftermiddagen med at gøre rent efter formiddagens arbejde. Det bliver gjort grundigt og der

Læs mere

Butikken hvor du kan leje et andet liv

Butikken hvor du kan leje et andet liv Butikken hvor du kan leje et andet liv I meget gamle dage ovre i London var der en lille butik i en kælder. London var langt,langt væk. Butikken lå i en sidegade, så der var mørkt og dystert i gaden. Den

Læs mere

Den gamle kone, der ville have en nisse

Den gamle kone, der ville have en nisse 1 Den gamle kone, der ville have en nisse Der var engang en gammel kone, der gerne ville have en nisse. Hun havde slidt og slæbt alle sine dage, og nu havde hun sparet sammen til at få sit eget hus. Det

Læs mere

Materialer. Vis, hvad du kan. Sprogscreening af skoleskiftere 3. 10. klasse

Materialer. Vis, hvad du kan. Sprogscreening af skoleskiftere 3. 10. klasse Materialer Vis, hvad du kan Sprogscreening af skoleskiftere 3. 10. klasse INDHOLD Aktivitet 1, 2 og 3 Samtalebillede: Idrætslektion Aktivitet 4. Skønlitterær tekst 3.-4. klasse: Fablen Løven og musen (version

Læs mere

Eksempler på historier:

Eksempler på historier: Eksempler på historier: Der var engang en mand Der havde en fisk Akvariet blev for gammelt Derfor skulle han købe et nyt Men han havde ikke noget at putte fisken i Derfor døde den og kom op i himlen Der

Læs mere

Uddrag fra Peters dagbog. Morfars farmor og farfar, dine tipoldeforældre. Morfars forældre, dine oldeforældre

Uddrag fra Peters dagbog. Morfars farmor og farfar, dine tipoldeforældre. Morfars forældre, dine oldeforældre Uddrag fra Peters dagbog Morfars farmor og farfar, dine tipoldeforældre Morfars forældre, dine oldeforældre Morfars oldeforældre, dine tip,tipoldeforældre Christian Worm og Maren Thinggaard Morfars mormor

Læs mere

Stenalderen. Jægerstenalderen

Stenalderen. Jægerstenalderen Stenalderen Helt tilbage til år 12.000 f. kr. var der istid i Danmark. Hele landet var dækket af is med over en kilometer i tykkelse, så der var ikke meget liv. Langsomt begyndte isen at smelte, og istiden

Læs mere

Jeg lå i min seng. Jeg kunne ikke sove. Jeg lå og vendte og drejede mig - vendte hovedpuden og vendte dynen.

Jeg lå i min seng. Jeg kunne ikke sove. Jeg lå og vendte og drejede mig - vendte hovedpuden og vendte dynen. 1. Søvnløs Jeg lå i min seng. Jeg kunne ikke sove. Jeg lå og vendte og drejede mig - vendte hovedpuden og vendte dynen. Jeg havde en mærkelig uro i mig - lidt kvalme og lidt ondt i maven. Det havde jeg

Læs mere

Hvordan høre Gud tale?

Hvordan høre Gud tale? Hvordan høre Gud tale? Forord til læreren For flere år siden sad jeg sammen med en gruppe børn i 10-11 års alderen. Vi havde lige hørt en bibeltime, der handlede om at have et personligt forhold til Jesus.

Læs mere

Navneord. Spørgsmål Pigerne løb hen over vejen. Spørgsmål

Navneord. Spørgsmål Pigerne løb hen over vejen. Spørgsmål Navneord Pigerne løb hen over vejen. Hvilket ord er navneord, og hvilken tid står de i? Pigerne, bestemt flertal. Vejen, ubestemt ental. Der var engang en dreng, som godt kunne lide at spise æbler. Der

Læs mere

Hun forsøgte at se glad ud, men denne kunstige glæde kunne ikke skjule, at hun var nervøs. Hedda blev så gal. - Og det siger I først nu!

Hun forsøgte at se glad ud, men denne kunstige glæde kunne ikke skjule, at hun var nervøs. Hedda blev så gal. - Og det siger I først nu! Kapitel 1 Allerede ved havelågen kunne Hedda mærke, at der var noget galt. Hun og Elin sagde farvel, under megen fnis som altid, men ud ad øjenkrogen så hun, at mor og far sad ret op og ned i hængesofaen

Læs mere

Ved-floden-Piedra-DATO.qxd 27/06/08 12:27 Side 26

Ved-floden-Piedra-DATO.qxd 27/06/08 12:27 Side 26 Ved-floden-Piedra-DATO.qxd 27/06/08 12:27 Side 26 Pigen, der havde blinket til mig, stod og ventede på mig ved døren. Jeg ved, at vi tilhører den samme tradition, sagde hun. Jeg hedder Brida. Jeg er ikke

Læs mere

Solen faldt i tynde striber hen over rækkerne af hvide

Solen faldt i tynde striber hen over rækkerne af hvide D u kan virkelig godt lide pindsvin, ikke? sagde Dalia. Jo, sagde jeg og børstede videre Vilhelmina elsker at få børstet de bløde hår på maven, og de halvstore unger havde også fået smag for det, så der

Læs mere

Prøve i Dansk 1. Skriftlig del. Læseforståelse 1. Maj-juni 2009. Delprøve 1: Opgave 1 Opgave 2 Opgave 3. Tekst- og opgavehæfte

Prøve i Dansk 1. Skriftlig del. Læseforståelse 1. Maj-juni 2009. Delprøve 1: Opgave 1 Opgave 2 Opgave 3. Tekst- og opgavehæfte Prøve i Dansk 1 Maj-juni 2009 Skriftlig del Læseforståelse 1 Tekst- og opgavehæfte Delprøve 1: Opgave 1 Opgave 2 Opgave 3 Hjælpemidler: Ingen Tid: 60 minutter Navn CPR-nummer Produktionsnr. 01 Dato Prøvenummer

Læs mere

Perspektivet i at ændre forholdene for BEBOERDEMOKRA- TIET, ved at klæde de unge på via en mentorordning.

Perspektivet i at ændre forholdene for BEBOERDEMOKRA- TIET, ved at klæde de unge på via en mentorordning. Perspektivet i at ændre forholdene for BEBOERDEMOKRA- TIET, ved at klæde de unge på via en mentorordning. Claus-Peter Aanum. Boligforeningen Ungdomsbo i Esbjerg, den 15. marts 2012. Første gang jeg stiftede

Læs mere

Landbrug i gamle dage på markarbejde

Landbrug i gamle dage på markarbejde Landbrug i gamle dage på markarbejde Blandt Lokalhistorisk Arkivs over 10.000 billeder fra den tidligere Støvring Kommune er en hel del, der fortæller om arbejdet i landbruget før i tiden. En del af billederne

Læs mere

Løvelbro Kro. Nedenstående optegnelser er lavet af. KNUD V. SØRENSEN Havrevænget 17 Bøstrup 8870 Langå 86 96 4149-40 58 41 40

Løvelbro Kro. Nedenstående optegnelser er lavet af. KNUD V. SØRENSEN Havrevænget 17 Bøstrup 8870 Langå 86 96 4149-40 58 41 40 Løvelbro Kro. Nedenstående optegnelser er lavet af KNUD V. SØRENSEN Havrevænget 17 Bøstrup 8870 Langå 86 96 4149-40 58 41 40 Løvelbro er en gammel stedsbetegnelse for overgangen af Skals å, i tidernes

Læs mere

På www.standsaids.nu kan I også spille dilemmaspillet Fremtiden er på spil.

På www.standsaids.nu kan I også spille dilemmaspillet Fremtiden er på spil. Post 1 Velkommen til... I skal nu på et dilemmaløb, hvor I vil opleve, hvordan det er at være dreng i Afrika. I får her starten på en historie. Læs den højt for hinanden og beslut derefter i fællesskab,

Læs mere

Niels Rasmussen d. 11.11.11

Niels Rasmussen d. 11.11.11 I mange år har jeg leget med ord, første gang jeg husker var i forbindelse med en lejr for ca. 25 år siden. Jeg husker det handlede om alle vores men er, men der kom en mand Senere har jeg gjort det i

Læs mere

MORTEN BRASK EN PIGE OG EN DRENG

MORTEN BRASK EN PIGE OG EN DRENG MORTEN BRASK EN PIGE OG EN DRENG ØEN 2 E N AF DE FØRSTE DAGE SER jeg hende med en nøgen dreng i hotelhavens indgang. De går gennem skyggen fra de høje daddelpalmer og standser nogle meter fra trappen til

Læs mere

Weitemeyers Kilde. Nyhedsbrev for Svinninge Lokalhistoriske

Weitemeyers Kilde. Nyhedsbrev for Svinninge Lokalhistoriske Weitemeyers Kilde Nyhedsbrev for Svinninge Lokalhistoriske Søren Andreasen er kendt for at fly e ud i en jord/halmhy e om sommeren, mens han opdyrkede sit stykke land på Lamme orden. Man mener, at da Søren

Læs mere

Prædiken over Den fortabte Søn

Prædiken over Den fortabte Søn En prædiken af Kaj Munk Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet 1 Udgivet i 2015 Udgivet i 2015. Teksten må i denne form frit benyttes med angivelse af Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet,

Læs mere

JEG TÆNKTE: Hvis han siger 'flinker fyr' eller 'grimmer en' en gang til, så rejser jeg mig og går. Eller skriger. Jeg giver mig til at skrige, og

JEG TÆNKTE: Hvis han siger 'flinker fyr' eller 'grimmer en' en gang til, så rejser jeg mig og går. Eller skriger. Jeg giver mig til at skrige, og JEG TÆNKTE: Hvis han siger 'flinker fyr' eller 'grimmer en' en gang til, så rejser jeg mig og går. Eller skriger. Jeg giver mig til at skrige, og hvad mon han så vil sige? Han skal nok finde på noget fjollet.

Læs mere

St. Sjørup om ejendomme, folk og historie. Adresse, matr.nr. mv.:

St. Sjørup om ejendomme, folk og historie. Adresse, matr.nr. mv.: St. Sjørup om ejendomme, folk og historie. Adresse, matr.nr. mv.: Søstien 4, St Sjørup, 8950 Ørsted Egevang Fritliggende enfamilieshus (parcelhus) Matrikelnr.: 9a Ejerlav: ST. SJØRUP BY, ESTRUPLUND samt

Læs mere

Helle Helle: Afløb (2000)

Helle Helle: Afløb (2000) Helle Helle: Afløb (2000) 5. 10. 15. 20. 25. 30. Min bror er i dårligt humør. Han ligger på knæ på mit badeværelse og renser afløbet i brusekabinen med en lang metalgenstand. Det har været stoppet nogle

Læs mere

Analyse af Skyggen. Dette eventyr er skrevet af H. C. Andersen, så derfor er det et kunsteventyr. Det er blevet skrevet i 1847.

Analyse af Skyggen. Dette eventyr er skrevet af H. C. Andersen, så derfor er det et kunsteventyr. Det er blevet skrevet i 1847. Analyse af Skyggen Man kan vel godt sige, at jeg har snydt lidt, men jeg har søgt på det, og der står, at Skyggen er et eventyr. Jeg har tænkt meget over det, og jeg er blevet lidt enig, men jeg er stadig

Læs mere

Anita og Ruth var venner jeg siger var, fordi der skete så meget i deres forhold siden hen, så. Og det er bl.a. noget af det, som det her handler om.

Anita og Ruth var venner jeg siger var, fordi der skete så meget i deres forhold siden hen, så. Og det er bl.a. noget af det, som det her handler om. Historien om Anita og Ruth Anita og Ruth var venner jeg siger var, fordi der skete så meget i deres forhold siden hen, så. Og det er bl.a. noget af det, som det her handler om. Anita og Ruth. Da de var

Læs mere

Opgaver til Hjemmets fire vægge

Opgaver til Hjemmets fire vægge Opgaver til Hjemmets fire vægge 1 Møblér Pouls lejlighed Diskuter og tegn, hvordan I mener, Pouls lejlighed så ud. Tegn, klip og klister møbler på tegningen. Husk etageseng, sovesofa og alt det andet en

Læs mere

Kasse Brand (arbejdstitel) Amalie M. Skovengaard & Julie Mørch Honoré D. 14/04/2010. 9. Gennemskrivning

Kasse Brand (arbejdstitel) Amalie M. Skovengaard & Julie Mørch Honoré D. 14/04/2010. 9. Gennemskrivning Kasse Brand (arbejdstitel) Af Amalie M. Skovengaard & Julie Mørch Honoré D. 14/04/2010 9. Gennemskrivning 1 EXT. HAVEN/HULLET. DAG 1 August 8 år står nede i et dybt hul og graver. Han gider tydeligvis

Læs mere

Gyldendals Åbne Encyklopædi fortæller følgende om bedemandens opgaver gennem tiden:

Gyldendals Åbne Encyklopædi fortæller følgende om bedemandens opgaver gennem tiden: Den sidste rejse. af Hans Høilund-Carlsen Når en nær slægtning dør, henvender vi os i dag til en bedemand, der mod betaling hjælper de efterladte med at få løst de mange opgaver, der er knyttet til den

Læs mere

Salmer: 478, 29, 370 / 68, 192v.1,3&7, 70 Tekster: Ps. 8 og Mk.2.1-13.

Salmer: 478, 29, 370 / 68, 192v.1,3&7, 70 Tekster: Ps. 8 og Mk.2.1-13. 1 Konfirmation 2015. Salmer: 478, 29, 370 / 68, 192v.1,3&7, 70 Tekster: Ps. 8 og Mk.2.1-13. For mange år siden var der nogle unge fra en kirkelig forening, der havde lavet en plakat med teksten Jesus er

Læs mere

Fejrer diamantbryllup på tirsdag: Daglig gåtur holder parret i form

Fejrer diamantbryllup på tirsdag: Daglig gåtur holder parret i form 1983 Fejrer diamantbryllup på tirsdag: Daglig gåtur holder parret i form Hans og Anna Pedersen VEJEN: Selv om det sner, stormer eller regner kan man hver dag træffe ægteparret Anna og Hans Pedersen, Præstevænget

Læs mere

Opfølgningsspørgeskema

Opfølgningsspørgeskema BRS-460 Opfølgningsspørgeskema for undersøgelsen Livskvalitet og Brystkræft Arbejdsmedicinsk Klinik Regionshospitalet Herning Gl. Landevej 61 7400 Herning BR-FUC GENERELT HELBRED OG VELBEFINDENDE SIDE

Læs mere

KONFIRMATIONSPRÆDIKEN 27.APRIL 2014 1.SEP VESTER AABY KL. 10.00 Tekster: Salme 8, Joh. 21,15-19

KONFIRMATIONSPRÆDIKEN 27.APRIL 2014 1.SEP VESTER AABY KL. 10.00 Tekster: Salme 8, Joh. 21,15-19 KONFIRMATIONSPRÆDIKEN 27.APRIL 2014 1.SEP VESTER AABY KL. 10.00 Tekster: Salme 8, Joh. 21,15-19 Søren satte sig op i sengen med et sæt. Den havde været der igen. Drømmen. Den drøm, han kendte så godt,

Læs mere

Ny skolegård efter påskeferien.

Ny skolegård efter påskeferien. FORDYBELSESUGE PÅ HELLIG KORS SKOLE 29. MATS 2. APRIL 2004 Ny skolegård efter påskeferien. Vi var ned i skolegården og der fortalte håndværkerne os at de bliver færdige om ti dage. De laver den nye skolegård

Læs mere

Man skal være god til at spørge

Man skal være god til at spørge Artikel fra Muskelkraft nr. 1, 2002 Man skal være god til at spørge Som handicaphjælper er Klaus parat med praktisk bistand og psykisk støtte til sin brugers sexliv. Misforståelser kunne være undgået,

Læs mere

Sprognævnets kommaøvelser øvelser uden startkomma

Sprognævnets kommaøvelser øvelser uden startkomma Sprognævnets kommaøvelser øvelser uden startkomma Øvelse 1-20: Øvelse 21-29: Øvelse 30-34: Øvelse 35-39: Øvelse 40-44: Øvelse 45-49: Øvelse 50-59: Øvelse 60-85: Der sættes komma efter ledsætninger, jf.

Læs mere

Stylet orden. Hun indretter med indføling: Side X NYT FRITIDSHUS. energivinduer. www.lilje-huset.dk

Stylet orden. Hun indretter med indføling: Side X NYT FRITIDSHUS. energivinduer. www.lilje-huset.dk Fyens Stiftstidende og Fyns Amts Avis fredag 13. juli 2012 Hun indretter med indføling: Stylet orden Side X 70 23 15 23 jna.dk energivinduer Spar op til 35% nu kontakt os for mere info udstilling: Kratholmvej

Læs mere

MENNESKER MØDES 10 21 MIN DATTERS FIRHJULEDE KÆRLIGHED

MENNESKER MØDES 10 21 MIN DATTERS FIRHJULEDE KÆRLIGHED 21 MIN DATTERS FIRHJULEDE KÆRLIGHED I sidste uge var jeg ti dage i London for at besøge min datter. Hun har et rigtig godt job i et internationalt firma og et godt sted at bo. Hun har også en kæreste,

Læs mere

SKADEN PIA JUUL. roman TIDERNE SKIFTER

SKADEN PIA JUUL. roman TIDERNE SKIFTER JOBNAME: 2. KORREKTUR PAGE: 3 SESS: 15 OUTPUT: Mon Mar 1 14:15:19 2010 PIA JUUL SKADEN roman TIDERNE SKIFTER JOBNAME: 2. KORREKTUR PAGE: 4 SESS: 14 OUTPUT: Mon Mar 1 14:15:19 2010 Skaden Pia Juul/Tiderne

Læs mere

21-årig efter blodprop: 'Arret er noget af det bedste, jeg har'

21-årig efter blodprop: 'Arret er noget af det bedste, jeg har' 21-årig efter blodprop: 'Arret er noget af det bedste, jeg har' Pernille Lærke Andersen fortæller om den dag, hun faldt om med en blodprop, og hele livet forandrede sig Af Karen Albertsen, 01. december

Læs mere

men det var ikke helt så imponerende, som vi havde regnet med. Tegning og hygge i toget Et forvirrende billede, der ændrer sig, når man flytter

men det var ikke helt så imponerende, som vi havde regnet med. Tegning og hygge i toget Et forvirrende billede, der ændrer sig, når man flytter Mandag d. 1/10 Vi tog fra Løgstør med bussen kl. 9.00 mod Aalborg, hvor vi steg på toget. Vi skulle skifte i både Fredericia og Padborg, men det gik fint, og det lykkedes os at få alle tingene med hele

Læs mere

Denne dagbog tilhører Norah

Denne dagbog tilhører Norah Denne dagbog tilhører Norah Den lille bog, du står med i hænderne nu, er en dagbog fra en russisk pige. Hun hedder Norah og er 12 år gammel. Dagbogen handler om hende og hendes familie. De var russiske

Læs mere

Et stoleformet seksualliv

Et stoleformet seksualliv Artikel fra Muskelkraft nr. 6, 2001 Et stoleformet seksualliv Jeg vil i hvert fald hellere beholde Claus end tænke, at vi gør det måske ikke fem gange om ugen. Af Jørgen Jeppesen Man får nemt øje på forskellene.

Læs mere

Med Pigegruppen i Sydafrika

Med Pigegruppen i Sydafrika Med Pigegruppen i Sydafrika Fire piger fortæller om turen Af Lene Byriel, journalist I efteråret 2006 rejste 8 unge piger og tre voksne medarbejdere på en 16 dages tur til Sydafrika. Danni, Michella, Tania

Læs mere

Dilemmaløbet. Start dilemma:

Dilemmaløbet. Start dilemma: Dilemmaløbet Du står nu overfor et dilemma løb som tager sig udgangspunkt i Zambia. Hver gang du træffer et valg, har det betydning for, hvordan dit liv udvikler sig, så overvej det grundigt inden du går

Læs mere

Regn Den Fynske Landsby ud - Et praktisk matematikforløb i Den Fynske Landsby

Regn Den Fynske Landsby ud - Et praktisk matematikforløb i Den Fynske Landsby Regn Den Fynske Landsby ud - Et praktisk matematikforløb i Den Fynske Landsby Opgavesæt til Gruppe 2: Jens Rasmussen, den gamle træskomager, er netop afgået ved døden efter et langt godt liv som træskomager.

Læs mere

Du er klog som en bog, Sofie!

Du er klog som en bog, Sofie! Du er klog som en bog, Sofie! Denne bog handler om, hvordan det er at have problemer med opmærksomhed og med at koncentrere sig. Man kan godt have problemer med begge dele, men på forskellig måde. Bogen

Læs mere

Holme rundt i ældre billeder

Holme rundt i ældre billeder Holme rundt i ældre billeder Den midterste af Bakkegårdene Stuehuset til den miderste af Bakkegårdene: Gården brændte i 1920. Den unge pige var i færd med at bage pandekager. Der gik ild i fedtet på panden,

Læs mere

Alma 82 år. Dement jeg kan ikke forstå hvorfor jeg ikke må komme hjem og passe mine høns. Diagnose. Almas liv. Almas forvirrende Verden

Alma 82 år. Dement jeg kan ikke forstå hvorfor jeg ikke må komme hjem og passe mine høns. Diagnose. Almas liv. Almas forvirrende Verden Alma 82 år Dement jeg kan ikke forstå hvorfor jeg ikke må komme hjem og passe mine høns Alma er ikke så god til at huske længere og hendes sygdom gør, at hun har svært ved at passe dagligdagens gøremål.

Læs mere

indhold Børn i Laos 4 Martin kommer til Laos 6

indhold Børn i Laos 4 Martin kommer til Laos 6 Martin i Laos indhold Børn i Laos 4 Martin kommer til Laos 6 Indhold Børnene ved Mekong 10 Dyrene i landsbyen 14 Hvad spiser man i Laos 16 Martin i rismarken 18 Børnene vaccineres 20 Nee og Noo står op

Læs mere

ingen bragende latter og høje stemmer. Ikke at der blev sagt noget mig, var jeg lidt beklemt, især over min mor.

ingen bragende latter og høje stemmer. Ikke at der blev sagt noget mig, var jeg lidt beklemt, især over min mor. Chatollet Jeg husker mit barndomshjem som et meget stille sted. Der var ingen bragende latter og høje stemmer. Ikke at der blev sagt noget til mig om at være stille, eller at stemningen var trykket. Det

Læs mere

Hvad skal jeg så nede i træet? spurgte soldaten.

Hvad skal jeg så nede i træet? spurgte soldaten. Fyrtøjet Eventyr af Hans Christian Andersen - 001 D er kom en soldat marcherende hen ad landevejen: én, to! én, to! Han havde sit tornyster på ryggen og en sabel ved siden, for han havde været i krigen,

Læs mere

Den Internationale lærernes dag

Den Internationale lærernes dag Den Internationale lærernes dag I dag er det en særlig dag. For den 5. oktober har flere foreninger rundt om i verden valgt at markere som Den internationale lærernes dag. Man ønsker på denne måde at markere

Læs mere

Af Freja Gry Børsting

Af Freja Gry Børsting Af Freja Gry Børsting Flygtningelejren i Jonstrup Af Freja Gry Børsting Furesø Museer 2015 Flygtningelejren i Jonstrup Forfatter: Freja Gry Børsting Illustration: Allan Christian Hansen Forfatteren og

Læs mere

Anonym mand. Jeg overlevede mit selvmordsforsøg og mødte Jesus

Anonym mand. Jeg overlevede mit selvmordsforsøg og mødte Jesus Anonym mand Jeg overlevede mit selvmordsforsøg og mødte Jesus Han er 22 år og kommer fra Afghanistan. På grund af sin historie har han valgt at være anonym. Danmark har været hans hjem siden 2011 131 En

Læs mere

Historien om en håndværksvirksomhed

Historien om en håndværksvirksomhed Velkommen til historien om Solvang VVS At det blev Solvang VVS som skulle blive omdrejningspunktet i denne historie var på ingen måde planlagt, idet den ligesågodt kunne være skrevet med udgangspunkt i

Læs mere

Sterup Andelsmejeri Sterup Andelsmejeri stiftet d. 3. marts 1897. Grunden købt af Peter Eriksen for 150 kr. Det gamle mejeri fra starten, blev opført

Sterup Andelsmejeri Sterup Andelsmejeri stiftet d. 3. marts 1897. Grunden købt af Peter Eriksen for 150 kr. Det gamle mejeri fra starten, blev opført Sterup Andelsmejeri Sterup Andelsmejeri stiftet d. 3. marts 1897. Grunden købt af Peter Eriksen for 150 kr. Det gamle mejeri fra starten, blev opført for 16.000 kr. Nuværende bygninger opført i 1929 for

Læs mere

Adjektiver. www.5emner.dk. Sæt kryds. Sæt kryds ved den rigtige sætning. John og Maja har købt et nyt hus. John og Maja har købt et ny hus.

Adjektiver. www.5emner.dk. Sæt kryds. Sæt kryds ved den rigtige sætning. John og Maja har købt et nyt hus. John og Maja har købt et ny hus. Adjektiver bolig www.5emner.dk 01 Sæt kryds Sæt kryds ved den rigtige sætning. Eks. 01 02 03 04 05 06 07 08 09 10 11 12 7 John og Maja har købt et nyt hus. John og Maja har købt et ny hus. Freja har lige

Læs mere

SANGE TIL BABYRYTMIK I FREDENS-NAZARET KIRKER

SANGE TIL BABYRYTMIK I FREDENS-NAZARET KIRKER SANGE TIL BABYRYTMIK I FREDENS-NAZARET KIRKER Velkommen til babyrytmik! I mappen her finder du de sange, vi synger til babyrytmik i kirken. Du er velkommen til at låne en mappe med hjem, hvis I har lyst

Læs mere

konfirmandord, som vi forsøgte at få på plads her i morges, og som gør at jeg om lidt er nødt til at Kære konfirmandforældre!

konfirmandord, som vi forsøgte at få på plads her i morges, og som gør at jeg om lidt er nødt til at Kære konfirmandforældre! Konfirmation 26.april 2015. Domkirken 10: 402 Den signede dag, 725 Det dufter, 331 Uberørt. Konfirmation, 29 Spænd over os, 754 Se, nu stiger Kære konfirmandforældre! konfirmandord, som vi forsøgte at

Læs mere

Vand gennem 100 år 1912-2012. Mesing Vandværk

Vand gennem 100 år 1912-2012. Mesing Vandværk Vand gennem 100 år 1912-2012 Mesing Vandværk Mesing vandværks historie gennem 100 år Skrevet af: Egon Andersen Hæftet er udkommet i et oplag på 175 stk. Tryk: A.R.T. Skanderborg 2 Vandværket gennem 100

Læs mere

Det har gjort noget ved min sjæl

Det har gjort noget ved min sjæl Det har gjort noget ved min sjæl Mariann Østergaard Bomholt er vokset op i Lyngby nord for København. Hendes far var skattesagkyndig ved kommunen, og hendes mor var hjemmegående. De var begge amatørdansere

Læs mere

Vi havde allerede boet på modtagelsen i tre år. Hver uge var der nogen, der tog af sted. De fik udleveret deres mapper i porten sammen med kortet,

Vi havde allerede boet på modtagelsen i tre år. Hver uge var der nogen, der tog af sted. De fik udleveret deres mapper i porten sammen med kortet, Vi havde allerede boet på modtagelsen i tre år. Hver uge var der nogen, der tog af sted. De fik udleveret deres mapper i porten sammen med kortet, der anviste vejen. Siden så vi dem aldrig mere. 8 9 Dagen

Læs mere

3. Hvorfor fangede man nogle kvinder, tog tøjet af dem og klippede alt håret af dem på gaden?

3. Hvorfor fangede man nogle kvinder, tog tøjet af dem og klippede alt håret af dem på gaden? Før læsning: Introduktion til årtiet Gruppearbejde: Se på billederne i bogen side 3. Hvad kender I? Hvad tænker I? Hvad tror I kapitlet handler om? Hvad ved I om dette årti i jeres eget hjemland / verden

Læs mere

Drømmen om at bo for sig selv

Drømmen om at bo for sig selv Artikel i Muskelkraft nr. 2, 2001 Drømmen om at bo for sig selv Peter Bang Jensen er glad for, at han flyttede væk fra en institution og ud i egen lejlighed, men hverdagen kan være svær uden hjælpere Af

Læs mere

SANGE TIL BABYRYTMIK I FREDENS-NAZARET KIRKER

SANGE TIL BABYRYTMIK I FREDENS-NAZARET KIRKER SANGE TIL BABYRYTMIK I FREDENS-NAZARET KIRKER Velkommen til babyrytmik! I mappen her finder du de sange, vi synger til babyrytmik i kirken. Du er velkommen til at låne en mappe med hjem, hvis I har lyst

Læs mere

Kirke for Børn og UNGE Søndag 18. januar kl. 17.00. 787 du som har tændt millioner af stjerner

Kirke for Børn og UNGE Søndag 18. januar kl. 17.00. 787 du som har tændt millioner af stjerner 1 Kirke for Børn og UNGE Søndag 18. januar kl. 17.00 21 Du følger Herre, al min færd 420 Syng lovsang hele jorden 787 du som har tændt millioner af stjerner Da jeg kom i 6. klasse fik vi en ny dansklærer,

Læs mere

Nadververs 294 v. 3 Af Talsmand som på jorderige

Nadververs 294 v. 3 Af Talsmand som på jorderige 1 Prædiken i Engesvang 5. s. e. påske 402 Den signede dag 674 v. 1-3 Sov sødt barnlille 674 v. 4-7 Sov sødt barnlille 292 Kærligheds og sandheds Ånd 325 Jeg ved et lille Himmerig Nadververs 294 v. 3 Af

Læs mere

Blå pudder. Et manuskript af. 8.A, Lundebjergskolen

Blå pudder. Et manuskript af. 8.A, Lundebjergskolen Blå pudder Et manuskript af 8.A, Lundebjergskolen Endelig gennemskrivning, 16. Sept. 2010 SC 1. INT. I KØKKENET HOS DAG (14) sidder på en stol ved et to mands bord i køkkenet. Hun tager langsomt skeen

Læs mere

Lignelsen om de betroede talenter

Lignelsen om de betroede talenter Lignelser Tema Nogle gange siger vi ikke direkte, hvad vi mener. Det kan være fordi, der er noget, der er svært at få sagt, eller noget, der er svært at forklare. I sådanne tilfælde kan man benytte sig

Læs mere

Palmesøndag med Børne- og Juniorkoret Jeg vil fortælle jer et eventyr Der var engang en ung konge, som regerede et lille land. Han boede på et slot

Palmesøndag med Børne- og Juniorkoret Jeg vil fortælle jer et eventyr Der var engang en ung konge, som regerede et lille land. Han boede på et slot Palmesøndag med Børne- og Juniorkoret Jeg vil fortælle jer et eventyr Der var engang en ung konge, som regerede et lille land. Han boede på et slot sammen med sine tjenere, men han havde ikke nogen kone.

Læs mere

Rolfsted Sogns Lokalhistoriske Forening

Rolfsted Sogns Lokalhistoriske Forening Rolfsted Sogns Lokalhistoriske Forening Parti fra Hudevad 2009/1 Siden sidst. Udflugt til Ladbyskibet d. 13. 9. 2008 En dejlig solrig lørdag i september drog 15 personer til Ladby. Det blev en oplivende

Læs mere

Studie. Åndelige gaver & tjenester

Studie. Åndelige gaver & tjenester Studie 11 Åndelige gaver & tjenester 61 Åbningshistorie På sommerlejre har jeg ofte arrangeret en aktivitet, hvor lejrdeltagerne skulle bygge en borg men hvert medlem af gruppen havde enten hænderne bundet

Læs mere

Tro og ritualer i Folkekirken

Tro og ritualer i Folkekirken Tro og ritualer i Folkekirken 1) Kristendommen har været den største religion i Danmark i mere end tusind år. I løbet af de sidste 30 år er der sket en forandring med religion i det danske samfund, fordi

Læs mere

Lyset og smerten. Glasskår er helhed, der er gået i stykker. I min kælder står også et gammelt, smukt glasfad, der har fået et skår.

Lyset og smerten. Glasskår er helhed, der er gået i stykker. I min kælder står også et gammelt, smukt glasfad, der har fået et skår. PRÆDIKEN ALLEHELGENS SØNDAG 2.NOVEMBER 2014 AASTRUP KL. 15 VESTER AABY KL. 17 Tekster: Es. 49,8-11; Åb.21,1-7; Matth. 5,13-16 Salmer: 573,571,552,549,787 Gud, lær os før din vinters gru Som æblerne, der

Læs mere

Jeppe Aakjær 1866-1930 Nanna Aakjær 1874-1962 Solvejg (datter) 1908-2001 Esben (søn) 1911-1958

Jeppe Aakjær 1866-1930 Nanna Aakjær 1874-1962 Solvejg (datter) 1908-2001 Esben (søn) 1911-1958 1 TEMA: REJSER Jeppe Aakjær 1866-1930 Nanna Aakjær 1874-1962 Solvejg (datter) 1908-2001 Esben (søn) 1911-1958 Familien Aakjær rejser meget. I dette hæfte vil du få et lille indblik i hvordan først Jeppe

Læs mere

Nogle af os er kede af det, fordi vi savner nogen, eller måske en bestemt, at være sammen med. Nogle af os går og småskændes, fordi det skulle

Nogle af os er kede af det, fordi vi savner nogen, eller måske en bestemt, at være sammen med. Nogle af os går og småskændes, fordi det skulle Juleaften, domkirken 16.30 : 94 Det kimer nu, 119 Julen har bragt, 104 Et barn er født, 120 Dejlig er jorden. 1.salme, Salutation og kollekt med korsvar, Koret: "Højlovet være han som kommer i Herrens

Læs mere

BENF_DA.qxd 8/07/04 15:09 Page cov4 KH-57-03-297-DA-C

BENF_DA.qxd 8/07/04 15:09 Page cov4 KH-57-03-297-DA-C BENF_DA.qxd 8/07/04 15:09 Page cov4 14 16 KH-57-03-297-DA-C BENF_DA.qxd 8/07/04 15:09 Page cov1 Flyv, smukke svaler, flyv! Europa-Kommissionen BENF_DA.qxd 8/07/04 15:09 Page cov2 Denne publikation udgives

Læs mere

Synes, mener eller tror?

Synes, mener eller tror? Synes, mener eller tror? Tror, synes og mener dækkes på mange sprog af samme ord. Men på dansk er begrebet delt op efter den psykologiske baggrund: Synes udtrykker en følelse i situationen, tror udtrykker,

Læs mere

Nyt træhus på gammel grund. TEMA: Nybyggeri. Side 14-19. OK Gulve Gulve og Gardiner til erhverv og private

Nyt træhus på gammel grund. TEMA: Nybyggeri. Side 14-19. OK Gulve Gulve og Gardiner til erhverv og private Fyens Stiftstidende og Fyns Amts Avis søndag 4. oktober 2015 TEMA: Nybyggeri Nyt træhus på gammel grund Side 14-19 NYT FRITIDSHUS Lilje-huset A/S C.F. Tietgens Boulevard 32 5220 Odense SØ tlf. 66 14 46

Læs mere

Natur og livsglæde At høre hjemme hjemme

Natur og livsglæde At høre hjemme hjemme Natur og livsglæde At høre hjemme For nogle år siden blev jeg præst på Østerbro i København, og bosat i en lejlighed lige rundt om hjørnet fra Kirken. Fra mine vinduer kunne jeg ikke se så meget som et

Læs mere

Mie Sidenius Brøner. Roskilde den 3. marts, 2015

Mie Sidenius Brøner. Roskilde den 3. marts, 2015 FAR- VEL! Roskilde den 3. marts, 2015 Kære dig. Når du læser dette, så forestiller jeg mig, at du enten har været eller er tæt på en døende eller på anden måde har tanker om, at livet ikke varer evigt.

Læs mere