Antijudaisme i den danske kirke, et historisk rids

Transkript

1 Martin Schwarz Lausten Antijudaisme i den danske kirke, et historisk rids Martin Schwarz Lausten, professor Institut for kirkehistorie, Københavns Universitet Selvom forskningen i jødernes historie i Danmark, som navnlig er blevet dyrket i sidste halvdel af 1900-tallet, efterhånden omfatter mange områder, har ingen i større sammenhæng undersøgt holdningerne i kirken til jødedom og jøder. Det kan nok undre, da kirken lige fra middelalderen og indtil 1800-tallet var den store og i mange perioder den eneste meningsdanner, som med autoritet udtalte sig og afstak retningslinierne for verdslige og kirkelige øvrigheders syn på og holdning til jødedom og jøder her i landet. Mine egne undersøgelser har måske nok kastet lys over visse tendenser og hovedstrømninger inden for dette felt, men også vist, at meget endnu står tilbage at analysere nærmere. 1 I den internationale forskning om antisemitismens rødder stilles jævnligt spørgsmålet om kristendommens og kirkens ansvar for både udformningen af antisemitismen og for de praktiske virkninger af denne. Ikke mindst i Tyskland og i USA er der efter 2. verdenskrig foregået en livlig debat både blandt teologer, historikere, filosoffer og i brede kirkelige kredse. Den har bl.a. drejet sig om spørgsmålet, om der i kristendommen ligefrem er indbygget, medfødt så at sige, forestillinger, som kan kaldes antisemitiske eller i hvert fald lede frem til dette. Endvidere har man, som bekendt, også ofte debatteret, om det tyske folk måske i særlig grad skulle være modtagelig for antisemitiske tendenser, og i givet fald, i hvilket omfang, man så kan tale om det tyske folks og måske specielt de tyske kristnes skyld. Ikke mindst de to amerikanske historikere Daniel Goldhagen og John Weiss har gennem deres bøger fremkaldt en større diskussion. Især sidstnævnte har i sin bog, som på tysk fik titlen Der lange Weg zum Holocaust (1996 og 1997) lagt vægt på at fremhæve, at reforma- 1 Martin Schwarz Lausten, Kirke og synagoge. Holdninger i den danske kirke til jødedom og jøder i middelalderen, reformationstiden og den lutherske ortodoksi (ca ca. 1700), Akademisk forlag, København 1992, 2.opl. 2000, 536 s. Zusammenfassung in deutscher Sprache s Martin Schwarz Lausten, De fromme og jøderne. Holdninger til jødedom og jøder i Danmark i pietismens tid ( ), Akademisk forlag, København 2000, 667 s. Zusammenfassung in deutscher Sprache s

2 Antijudaisme i den danske kirke, et historisk rids toren Martin Luther ( ) blev ophavsmanden til den skæbnesvangre forening af tysk konservatisme, nationalisme og antisemitisme, og at dette skete på grundlag af hans religiøse antijødiske skrifter. Holder vi os til denne del af kristendommen, den lutherske protestantisme, så er det klart, at man i denne sammenhæng ofte har kredset om Luthers tre antijødiske skrifter fra 1543 (se nedenfor). Går der her en lige vej fra Luther til Hitler? Vigtigheden af en undersøgelse af dette problemkompleks behøver ikke nærmere begrundelse, men hertil kommer, at spørgsmålet også bliver relevant for os, for hvordan blev holdningen til jødedom og jøder i den danske kirke, som efter 1536 byggede på Luthers og de andre Wittenberg-reformatorers teologi, og som i Grundloven af 1849 tilmed fik det nuværende navn "Den evangelisk-lutherske kirke". Selvom det turde være overflødigt at nævne det, skal det dog også her tilføjes, at det vil være forkert at anvende ordet antisemitisme i denne sammenhæng, da dette begreb som bekendt først udformes i 1870 erne. Da jødehadet efter Oplysningstiden og udviklingen i 1800-tallet ikke mere som i middelalderen kunne tage udgangspunkt i det religiøse, måtte man finde nye veje og midler, og det blev så Wilhelm Marrs og andres teorier. Men uanset dette, så forsvandt det religiøse element ikke ud af antisemitismebegrebet. Det er dog ikke muligt at gå nærmere ind på dette her. I stedet for antisemitisme må man således for den ældre tids vedkommende tale om antijudaisme eller antijødedom. Den religiøse modsætning mellem jødedom og den kristne kirke er lige så gammel som kristendommen selv, og modsætningen drejede sig i første omgang om opfattelsen af Jesus. Var han, som hans tilhængere troede, den i jødedommen længe ventede Messias (græsk: Kristus)? Dette blev, og bliver, afvist af den officielle jødedom og det store flertal af jøder. En af årsagerne til, at opgøret mellem de to parter blev så forbitret var, at de var af samme rod. Jesus og de første tilhængere, og de første missionærer som Paulus og andre, var jøder, og debatten om Jesu messianitet udspilledes til at begynde med som et indrejødisk opgør, i hvilket også synet på Moseloven følgelig blev det store kontroverspunkt. Jesus 43

3 Martin Schwarz Lausten blev henrettet af den romerske besættelsesmagt, efter at man fra den jødiske ledelses side havde anklaget ham for gudsbespottelse, og de første kristne blev forfulgt af jøderne som gudsbespottere og ødelæggere af jødedommen. Desuden blev det skæbnesvangert, at der allerede i 50erne skete et gennembrud for den selvstændige hedningekristne mission, hvorved de hedningekristne afgrænsede sig overfor de jødekristne, og at de sidstnævnte hurtigt stagnerede og efterhånden gik op i den store fælles kristne kirke, således at også dette bånd mellem jødedom og kristendom blev revet over. I de skrifter af Paulus, som er bevaret i Det Nye Testamente afspejles det dobbelte syn på jøderne: dels et kraftigt fordømmende syn, dels den opfattelse, at alle jøder engang skal frelses gennem den kristne messiastro. Men hos de senere forfattere af evangelierne er det stort set kun den fordømmende linie, som er fremherskende: jøderne er ikke mere Guds folk. Dette er til gengæld de kristne. Op gennem middelalderen gentages dette dobbelte. På den ene side vedkender kirken sig slægtskabet med jødedommen; begge har den monoteistiske tro, begge bygger på Det Gamle Testamente, Jesus og de første tilhængere gik fortsat i synagogen og overholdt dele af Moseloven. Derfor ser man, at der ved flere lejligheder udsendtes "beskyttelsesbuller" fra pavestolen, ligesom teologer kunne gøre sig til talsmænd for forståelse og sympati over for jøder. Langt mere udslagsgivende blev imidlertid den hårde linie: fra korstogstiden sidst i 1000-tallet og fremefter var det en klar politik, at jøderne skulle marginaliseres og isoleres, begrænsende love, beslaglæggelse af besiddelser, tvangsprædikener, direkte forfølgelser og udryddelser fulgte i bølge efter bølge. Som etnisk og religiøst egenartet minoritet var jøderne svage og bestandig udsat for had og negativ særbehandling. Middelalderens kirke i Danmark (til 1536) var et led i den europæiske romersk-katolske kirke. Dvs. at alle pavelige udtalelser, love og bestemmelser også gjaldt her i landet. Kildematerialet til belysning af og i givet fald hvorledes kirken i Danmark tog stilling til jødedom og jøder, udgøres af andagtsbøger, helgenbeskrivelser, private bønnebøger, Anders Sunesøns teologiske værk Hexaëmeron (1220erne), kalkmalerier og anden kirkelig brugskunst. En kulmination nåedes hen mod den katolske middelalders slutning med oversættelsen til dansk af tyskeren Johs. Pfefferkorns antijødiske skrift Libellus de judaica Confessione, som fik titlen Jøder- 44

4 Antijudaisme i den danske kirke, et historisk rids nes hemmeligheder (1516). Der boede så vidt vi ved ikke jøder i Danmark endnu, dvs. det hele var et "importeret jødehad", indeholdende de kendte anklager mod jøderne for gudsmord. Fly og sky de grimme jøder, hed det i dette skrift, som oplyste om jødiske ritualer og skikke ved højtidelighederne i tiden fra Rosh Hashanah til Jom Kippur. Skriftet var skrevet på dansk, fordi det ville henvende sig til almindelige, ustuderede danskere, og det indeholdt opfordringer til myndighederne, så alle kunne være forberedte, dersom jøder skulle vise sig i landet. Der rettedes anklager mod jøderne af religiøs art, de forkastede Jesus som Messias, de læste Det Gamle Testamente forkert, rabbinerne fortolkede falsk. Også anklager for økonomisk udbytning af de kristne rettedes mod dem her. I det hele taget blev jøderne latterliggjort og forhånet og fremstillet som samfundsskadelige. Bøger var endnu kostbare at trykke og udgive, men den danske udgiver, en københavnsk gejstlig person ved navn Poul Ræff, må have regnet med tilstrækkelig afsætning af skriftet. Kirkernes kalkmalerier indeholdt ligeledes en lang række antijødiske motiver over 100 kan opregnes og deres påvirkningsgrad har været betydelig. Søndag efter søndag, helligdag efter helligdag, betragtede menighederne, som for størstedelens vedkommende bestod af analfabeter, de samme billeder. Slægtled efter slægtled fik de livet igennem på denne måde fortalt, hvorledes jøderne var onde, fortabte menneske, som havde vendt sig bort fra Jesus, og havde tortureret og henrettet ham. 2 Martin Luther ( ) havde oprindelig taget afstand fra den hårde linie over for jøderne, som var blevet praktiseret i den katolske middelalder. Han mente, at man skulle komme dem i møde med "venlighed", for dette ville fremme deres lyst til at gå over til kristendommen. Men senere i livet lød andre toner, og i tre antijødiske skrifter fra 1543 gjorde han teologisk endeligt op med jødedommen. Til dette føjede han i skriftet Om jøderne og deres løgne en lang række praktiske, særdeles grusomme og afskyelige anvisninger på, hvorledes øvrigheder og indbyggere kunne marginalisere eller direkte fordrive jøder fra territorierne, afbrænde 2 Martin Schwarz Lausten, Kirke og synagoge 2000, Ulla Haastrup: Jødefremstillinger i dansk middelalderkunst, i: Mirjam Gelfer-Jørgensen (red.): Dansk jødisk kunst. Jøder i dansk kunst, København 1999,

5 Martin Schwarz Lausten synagoger og privathjem, inddrage deres ejendele, jage dem ud på landevejene osv. Der er ikke tid til at gå nærmere ind på dette særdeles meget omdiskuterede tema. Man kan måske nok søge at forklare Luthers holdning ud fra hans teologiske grundposition, som formuleredes i opgøret med den romersk-katolske kirkes teologi: intet menneske kan frembære noget for Gud, som skulle kunne bidrage til dets frelse. Hverken gode gerninger i form af et moralsk levned, deltagelse i pilgrimsrejser, fremsigelse af talrige bønner eller udøvelse af andre fromhedshandlinger, hjælper mennesket her. Det er udelukkende henvist til Guds nåde, som skænkes det syndige menneske. Derfor kan man heller ikke påberåbe sig afstamningen og hævde, at man har en særlig adgang til Gud, fordi man tilhører et bestemt folk. De, som forsvarer Luther, hævder, at han udelukkende betragtede og behandlede forholdet mellem kristendom og jødedom, mellem kristne og jøder, som et teologisk problem. Men dette er ikke rigtigt, for Luther drager netop sociale, praktiske konsekvenser af sit syn. Der sker hos ham den kortslutning, at den teologiske uoverensstemmelse omsættes til opfordringer til voldshandlinger overfor modparten. Gennemførelsen af den lutherske reformation i Danmark betød ingen ændring i den kirkelige holdning til jødedom og jøder. De danske reformatorer, bl.a. Hans Tausen ( ) og Peder Palladius ( ) citerer aldrig og henviser aldrig til Luthers grove og vulgære udfald mod jøderne, ligesom de aldrig gengiver hans praktiske forslag til jødernes fordrivelse. Luthers antijødiske skrifter oversættes heller ikke til dansk på denne tid. Dette kan dog skyldes det enkle faktum, at der endnu ikke boede jøder i Danmark, for i deres teologi følger de naturligvis Luther også her. Jøderne var ganske vist et af Gud udvalgt folk, men de mistede dette, da de ikke ville anerkende Jesus som Kristus og erkende, at troen på ham alene var vejen til frelse. Derfor blev de ramt af Guds retfærdige straf Jerusalems ødelæggelse, jødernes fordrivelse, evige landflygtighed og underkastelse under de kristne. Jøderne er dog ikke uden videre fortabte, men kan frelses, dersom de omvender sig til kristendom. En enkelt af teologerne, Peder Tidemand (d. omkr. 1570) gør sig også til talsmand for det, man har kaldt en skyldens solidaritet med jøderne: kristne er som syndige mennesker ikke bedre i Guds øjne end jøderne. Det var menne- 46

6 Antijudaisme i den danske kirke, et historisk rids skeheden, som korsfæstede Jesus, "jøderne var blot vore bødler". I et vist omfang forskydes interessen hos ham således, at han først og fremmest appellerer til danskerne om, at de skal tro og leve luthersk, ellers får de samme skæbne som jøderne. Med reformatorernes store vægtlæggen på Jesu forsoningsdød kan det ikke overraske, at man i prædikener, taler og bogudgivelser kredsede meget om Jesu lidelseshistorie, og i denne sammenhæng om Jerusalems ødelæggelse i år 70, som de anså som straf for jødernes afvisning af Jesus og for hans død. Den tyske teolog Johann Bugenhagen ( ) fra Wittenberg, som Christian d.3. havde indkaldt til København for at opbygge reformationskirken, forfattede en særudgave af lidelseshistorien, idet han sammenflettede alle de forskellige beretninger herom i Det Nye Testamente. Til dette føjede han et uddrag af Josefus' (d. omkring år 100) fremstilling af Jerusalems ødelæggelse. Dette skrift, Hierusalems iemmerlige oc Ynckelige Forstøring blev oversat og bearbejdet af den ovennævnte Peder Tidemand, og det blev kolossalt populært, ja fik næsten kanonisk anseelse, idet det blev trykt bagest i alle salmebøger helt frem til det 19. århundrede. At Josefus var og forblev jøde tog man sig ikke af. Tværtimod mente man, at skriftet derved netop havde endnu større værdi. Det blev i øvrigt også udgivet selvstændigt mange gange. Så sent som i 1888 udgav Niels Jakobsen det, Jødefolkets Undergang og Jerusalems Forstyrrelse. Denne udgave var påfaldende ved udelukkende at samle sig om jødernes vantro og den efterfølgende retfærdige straf fra Gud, medens de tidligere udgaver også lagde vægt på appellen til de kristne om at leve i anger og bod. Den lutherske teologi om jødedommen og jøderne cementeredes og uddybedes i Jesper Brochmands godt 8000 sider store latinsk skrevne Universæ Theologiæ Systema (1633). Brochmand var hård i sin teologiske afvisning af jødedommen, men beskæftigede sig også med jødernes stilling i det danske samfund: de kunne nok tolereres, men man skulle ikke indrømme dem ret til fri religionsudøvelse; omskærelse og polygami! måtte ikke tillades dem, de måtte ikke få offentlige embeder, de skulle tvinges til at overvære kristne prædikener, deres udbytning gennem åger skulle ligesom deres "gudsbespottelse" forbydes, og de måtte ikke "forføre" kristne til jødedommen. Brochmands værk blev normal- 47

7 Martin Schwarz Lausten håndbogen i luthersk dogmatik til langt op i det 18. århundrede, og det har som lærebog for generationer af landets præster haft en betydelig påvirkningsgrad herhjemme, ligesom det også blev udgivet i udlandet. På dette tidspunkt havde de første jødiske handelsmænd opnået tilladelse til at foretage rejser i Danmark, og da Sjællands biskop Hans Wandal ( ) fornemmede, hvor det bar hen, erklærede han bramfrit i en appel til kongen (1672), at det ville være "en Satans og djævelens gerning", dersom kongen ville indrømme jøderne religionsfrihed. Regeringen valgte trods dette, efter store interne diskussioner, at give jøderne i København tilladelse til at afholde synagogegudstjeneste, ganske vist i "tillukte kamre og foruden nogen prædiken, saa at ingen forargelse deraf aarsages" (16/ ). Sjællands næste biskop, Hans Bagger ( ) var rystet og i en indberetning til kongen (12/ ) kastede han sig over calvinister, katolikker, kvækere og jøder: ukrudt vokser nu dagligt iblandt os. Jøderne kan midt iblandt os kristne prædike deres daarlighed imod Kristus og saaledes omspændes og omringes vi allerede nu af adskillige kættere, sværmere og vantro mennesker, og hvis dette bliver ved, hvad skal det hele saa ende med? Det var af erhvervspolitiske grunde, ikke af tolerancehensyn, at kongen var begyndt at udstede bosættelsestilladelser og betinget religionsfrihed til jøder. Skrappe forordninger (bl.a. anordningen af 9/9 1726) gjorde det klart, at det blot var velhavende jøder og jøder med "know how", man var interesseret i, mænd som gennem kontaktnet med udenlandske forretningsfolk hurtigt og effektivt kunne levere luksusvarer, starte klædefabrikationer eller tobaksspinderier og lignende. Fattige og illegalt indrejste jøder drev man klapjagt på og straffede strengt. Men for de jøder, som havde opnået indrejse, arbejdstilladelse, bosættelse og religionsfrihed gjaldt det nu om at finde balancen mellem jødisk tro og levevis og de regler, som gjaldt i det danske samfund. Da jødedom ikke kun er et spørgsmål om en bestemt tro og ritualer, men også griber ind i de pågældendes sociale liv og forhold til omgivelserne, viste sig hurtigt en række problemer. Skulle man f.eks. indrømme rabbineren ret til at bandlyse medlemmer af "den jødiske nation", som man 48

8 Antijudaisme i den danske kirke, et historisk rids kaldte dem? Bandlysningen havde både religiøse og sociale følger bortset fra, at bandlysningsretten i det offentlige ville styrke rabbinerens autoritet. Trods modstand fra Det teologiske Fakultet indrømmede regeringen rabbineren denne ret. Også kravet om jøders edsaflæggelse i retssager voldte problemer. Ligesom i udlandet mente man ikke at kunne stole på en jødes edsaflæggelse. Denne kunne naturligvis ikke foregå ved, at den pågældende svor ved Bibelen, der også indeholdt Det Nye Testamente. Man udformede en speciel edsformular, indeholdende en lang række ydmygelser og selvforbandelser i tilfælde af mened formularen forblev i øvrigt i brug til et stykke op i det 19. århundrede. Hertil kom en række sager, som mere direkte havde med de religiøse forhold at gøre. Med kort tids varsel blev det forbudt kristne tjenestefolk at være ansat i jødiske familier (1724), da et sådant tjenesteforhold var uværdigt for kristne. Initiativet kom fra den jødefjendske politimester Ratheken og blev understøttet af Sjællands biskop Christen Worm ( ), som bl.a. argumenterede ved at mene, at man blot bestyrkede jøderne i deres "overtro", dersom de lod kristne tjene hos dem. Worm henviste i øvrigt som en af de første teologer herhjemme direkte til Luthers ovennævnte skrift Om jøderne og deres løgne. Jødiske kredse klagede til kongen, og de blev dygtigt forsvaret af den fremtrædende overpræsident i Altona, kongens svoger Christian Ditlev Reventlow. Efter en interessant debat mellem biskoppen og ham, endte det med det helt usædvanlige, at den enevældige konge måtte trække anordningen tilbage skridtvis ganske vist. Spørgsmålet om tvangsdåb af en 6-årig jødisk dreng, som mod forældrenes vilje havde ytret ønske om at blive kristen, blev ligeledes rettet fra kongen til Det teologiske Fakultet. Professorerne var delte, men kongen rettede sig efter den gruppe, som mente, at det var helt i orden at sætte drengen i asyl og døbe ham, hvilket skete (1725). Professorernes begrundelse var bl.a., at det kunne være, at det var Gud selv, som talte gennem drengen. Dersom man ikke døbte ham, ville han jo gå fortabt, og i så tilfælde ville de, kongen og de andre myndighedspersoner i denne sag blive fordømt på dommedag, dersom man dristede sig til at afvise hans ønske om dåb. Jødernes antal blev forholdsmæssigt aldrig stort i København. Af en befolkning på ca var der i 1728 godt 280 jødiske personer, og i 1780 var der ca jødiske personer ud af en befolkning på ca

9 Martin Schwarz Lausten Alligevel blev det snart vanskeligt at afholde gudstjenester i den beordrede lejlighed. Man indsendte ansøgning om bygning af en synagoge, men planen blev bremset af biskop Christen Worm, som overfor kongen erklærede, at sligt forehavende ville faa farlige følger og blive mangfoldige Guds børn, som kender Kristum, til forargelse (1737), og da man fem år senere gentog ønsket, affærdigede Danske Kancelli det med det kortfattede Herved er intet at gøre. Da man mange år senere (1764) igen ansøgte om at måtte bygge en synagoge i Læderstræde mente Sjællands biskop Ludvig Harboe ( ) ligesom forgængeren, at det fremførte ønske var særdeles dristigt og formasteligt og kunne drage farlige Fölger efter sig og blive mange til stor Forargelse. Ansøgningen burde afvises. Regeringen rettede sig ikke efter biskoppen, men gav dog kun tilladelse til indretning af en synagoge på anden og tredje etage i en nyopført ejendom i Læderstræde. En særlig synagogebygning kunne der ikke blive tale om. Ejendommen gik i øvrigt til grunde ved Københavns brand i Det var en generel tendens i første halvdel af 1700-tallet at Det teologiske Fakultet og Sjællands biskop i København havde klare antijødiske indstillinger. Det samme gjaldt Københavns Magistrat, som i udtalelser til regeringen gang på gang indflettede anklager mod jøderne i almindelighed. Jøderne klagede også ved flere lejligheder over, at de generedes og chikaneredes offentligt i byen. I 1727 erklærede De ældste, at gemene folk gik løs på jøderne med ordskælden, hug og slag, sten- og dyndkasten, forslaget om indretning af en jødisk ghetto, som politimester Claus Rasch forgæves havde anbefalet regeringen (1692), blev gentaget af to rådmænd (1730); denne gang foreslog de Larslejstræde. To forretningsfolk foreslog, at man beslaglagde samtlige jødiske formuer for at oprette en erhvervsbank (1727), og en anonym foreslog kancelliet, at alle jøder blev forsynet med et synligt jødemærke: det ene ærme på overtøjet skulle være rødt for at distinguere jøderne fra christne. Danske Kancelli erklærede dog kortfattet, at dette ville man ikke reflectere nærmere over (1745). Til alt dette kom nu et særligt forhold, som skulle få en vis betydning. Netop i begyndelsen af 1700-tallet blev hoffet og ledende personer i administrationen og kirken grebet af den tyske religiøse bevægelse pietismen. Den krævede en personlig tilegnelse af kristentroen gennem en omvendelsesproces og forlangte af de omvendte et aktivt kristeligt liv, i 50

10 Antijudaisme i den danske kirke, et historisk rids hvilket man udførte fromme gerninger og tog afstand fra verdslige fornøjelser og "ukristelige" handlinger. Kristne mennesker skulle gøres til fromme kristne mennesker, og ikke-kristne skulle omvendes til kristendom. Pietisterne, hvis udgangspunkt og centrum var byen Halle i Sachsen, udformede også et særligt missionsprogram overfor jøder (og muslimer). Ved det nyoprettede Institutum Judaicum et Muhamedicum i Halle undervistes i hebraisk og jiddisch, i rabbinsk teologi og omvendelsesmetoder, og herfra udsendtes missionærer til Mellemøsten og til europæiske lande. I tre omgange (1734, 1742, 1748) rejste sådanne "jødemissionærer" i tomandshold til Danmark. De var forpligtede til at skrive dagbøger undervejs og jævnligt sende indberetninger fra rejsen hjem til instituttet i Halle. Disse hidtil utrykte dagbøger leverer et særdeles detaljeret indblik i missionærernes metoder og oplevelser, og de giver fine indtryk af jødiske familiers forhold og religiøse holdninger i København, Nyborg og Fredericia, som vi ikke har kendt tidligere. Resultaterne var for missionærerne dog særdeles nedslående. Jøderne i Danmark er som gamle egetræer. De er ikke til at stikke i og de er rodfæstede i deres jødedom, konstaterede de efter både oplysende og dramatiske samtaler med bl.a. familierne Goldschmidt, Cantor, Unna og Nathan. Andre følger af pietismens syn på jødedom og jøder blev en heftig litterær teologisk debat herhjemme mellem ortodokse og pietistiske teologer, hvor man fra de ortodokses side nu direkte henviste til Luthers antijødiske skrifter. En anden følge var, at regeringen optog tanken om tvangsprædikener for jøder, som ledende tyske pietister havde foreslået. Samtlige københavnske jøder blev af kongen beordret til at overvære prædikener af et par tysksprogede præster i Vajsenhusets kirke i sommeren Vi har ikke tidligere kendt særligt meget til dette, men de tyske "jødemissionærer" skaffede sig gennem samtaler med de involverede præster efterretninger, som de nedfældede i deres dagbøger. Jøderne skulle i al stilhed lytte til de kristne prædikener og svare beskedent, dersom der blev stillet spørgsmål til dem. Regeringen mente, at dette ville overbevise dem om kristendommens sandhed. Både den tyske og den portugisiske jødiske menighed protesterede, men forgæves. Der blev afholdt 5 sådanne Juden- Predigten, temaerne var de sædvanlige kontroversemner mellem jødedom og kristendom, og referaterne giver god oplysninger om disse og de 51

11 Martin Schwarz Lausten ledende jødiske mænds reaktioner. Efter Københavns brand i oktober 1728 valgte man at indstille dette missionsforsøg. Selvom disse forskellige initiativer ikke fik direkte følger, dvs. at ingen jøder omvendte sig af denne grund til kristendommen, så forekom alligevel i pietismens tid, , konversioner af jøder til kristendommen. Medens man tidligere i forskningslitteraturen har kunnet opregne 12 jødiske proselytansøgere og 11 børn, har mine undersøgelser kunnet fremvise 92 og 29 børn under 14 år, i alt 121 jødiske personer. I undersøgelsen har jeg nærmere redegjort for regeringens procedure, proselytternes motiver, undervisningen, dåben, samt i skemaform opregnet samtlige jødiske proselytter. 3 Kildematerialet til undersøgelsen af de kirkelige holdninger til jødedom og jøder i den følgende periode, oplysningstiden ( ) er atter de førende biskoppers, præsters og universitetsteologers prædikener og polemiske litteratur. Hertil kommer, at der i denne periode også forekommer en lang række sager, hvor regeringen, Det teologiske Fakultet, biskopper og andre gejstlige tager stilling til religiøse og sociale forhold omkring jøderne i Danmark. Det drejer sig bl.a. om kravet til jøderne om at betale de såkaldte Præstepenge til statskirkens præster i de sogne, hvor de bor, om det fornyede ønske om synagogebyggeri, om jødisk bandlysning og edsaflæggelse, om oprettelse af et jødisk bogtrykkeri, om ønsket om jødiske drenges optagelse i latinskolen, om blandede ægteskaber, om fængslede jøders gudsdyrkelse, om indførelse af religionsprøve for den jødiske ungdom. Undersøgelserne er endnu ikke helt afsluttet, men generelt kan man sige, at oplysningstidens ideer også trænger ind i præsteskabet og ved det teologiske fakultet. Det betyder hos nogle mere åbenhed og tolerance over for jøderne. En mand som biskop N.E. Balle ( ) var på mange måder en foregangsmand, men samtidig var mange endnu hildet i de tidligere tiders opfattelser, og Balles efterfølger, den tidligere teologiske professor Frederik Münter ( ) synes her mere reaktionær. Også fra denne periode er der efterretninger om jødiske konversioner til kristendommen. Medens man tidligere kunne opregne 12 voksne 3 Martin Schwarz Lausten, De fromme og jøderne. Holdninger til jødedom og jøder i Danmark i pietismens tid ( ),

12 Antijudaisme i den danske kirke, et historisk rids og 11 børn, i alt 23 jødiske personer, har mine undersøgelser foreløbig kunne påvise 105 jødiske personer, heraf 21 børn. 4 Men uanset de fremskridt, der var gjort, ser man hos oplysningstidens teologer også de sædvanlige fordomme, forhånelser og antijødiske holdninger. Den kgl. konfessionarius og feterede prædikant Christian Bastholms lidet glorværdige optræden i Den litterære Jødefejde (1813) er et eksempel blandt andre. Endnu sidst i det 19. århundrede møder man gang på gang jødefjendskab hos ledende kirkemænd. Goldschmidts berømte afskedshilsen til den døende ven i Rom, Carsten Hauch (1872), Farvel så længe, Hauch! udløste vrede i kirkelige kredse. Det var dem absurd at forestille sig et gensyn efter døden mellem en jøde og en kristen. Antijødiske tyske skrifter kom frem i Danmark og blev citeret i kirkelige tidsskrifter, og Sjællands biskop, stadig en af de ledende personer i kirkeog kulturlivet, H.L. Martensen kunne i sin meget udbredte Den christelige Ethik (1878) fremføre direkte forhånelser og angreb mod jøderne i Danmark: de er kun gæster, og en gæst gør man dog ikke til medregerende i sit hus, mente han, for jøderne repræsenterer de opløsende kræfter i det kristelige stats- og folkesamfund. Det omfattende kildemateriale, som kan belyse virkningshistorien i nutiden, effekten af denne sejge, stædige teologi, garneret med fordomme fra middelalderen, er ikke undersøgt endnu. Tendensen er dog klar nok. Omtalen af farisæerne i Det Nye Testamente og i det hele taget af jøderne som én gruppe, sådan som det f.eks. sker i Johannesevangeliet, leder også i nutidige prædikener ofte til afstandtagen og fordømmelse af jøderne i almindelighed, som under eet anklages for gerningsretfærdighed og lovtrældom. Der er som bekendt stadig mange kristne, der tror, at det er kristendommen, som har opfundet næstekærlighedsbudet! Man kan i luthersk forkyndelse tage kraftigt afstand fra jøderi eller at leve på jødisk vis, og selvom der selvsagt tænkes i teologiske baner, kunne det måske nok være på sin plads at tænke sig om, f.eks. overveje, hvilke associationer, udtrykkene kan udløse hos tilhørerne. I kollekten den bøn, som præsten skal bede foran alteret ved søndagsgudstjenesten til 10. søndag 4 Dette bind om holdninger i kirken til jødedom og jøder i oplysningstiden ( ) er under udarbejdelse og forventes afsluttet og udgivet i

13 Martin Schwarz Lausten efter Trinitatis, lød teksten tidligere: lad os ikke slå dit ord hen i vejret som dit folk, de vantro jøder gjorde! Det blev i nyere tid ændret til som dit folk Israel gjorde i sin vantro! Først i 1992 slettedes disse ord. Tidligere lød kollekten til 25. søndag efter Trinitatis: bevar os fra al vildfarelse og kætteri, at vi ikke bliver utaknemlige som jøderne og foragter dit ord. Dette blev dog ændret til nuværende: bevar os for al vildfarelse og falsk lærdom! I denne sammenhæng skal det også nævnes, at forlaget Tidehverv fra den kirkelige bevægelse af samme navn i efteråret 1999 udgav Luthers ovennævnte Om jøderne og deres løgne i en dansk oversættelse. Uddrag af Luthers skrift var tidligere flere gange (1938, 1972 og 1988) udgivet af de danske nazister. I samme bind udgav forlaget et skrift af Luther mod "tyrkerne" (dvs. muslimerne) fra Bortset fra knap to siders forord er teksterne blevet udgivet uden kommentarer, men på bogens omslag oplyses det, at hverken muslimer eller jøder tror på Gud, fordi de ikke anerkender Jesus som Messias. Det, hævdes der, er Luthers mening, og derfor er netop denne udgivelse i netop denne tid så betydningsfuld. Synspunktet er senere gentaget bl.a. af en af bevægelsens tilhængere, sognepræst Jesper Langballe, som under debatten ved bogens udgivelse erklærede, at jødedommen er gudsbespottelse. 5 Antisemitisme tager man naturligvis afstand fra. En anden af bevægelsens ledende skikkelser, sognepræst Søren Krarup har i øvrigt hævdet, at jøderne selv skaber antisemitisme, når de fører sig frem (og taler flygtninges sag) (okt. 1998). Antijudaismen har, som det forudgående har vist, været stærk og vedholdende i den danske kirke fra middelalderen til nyere tid. Antisemitisme kan man vel først tale om hos en mand som biskop H.L. Martensen i 1870erne, da hans fordømmelse angår jøderne som folk uden at være religiøst betinget. En klar og markant afvisning af både antijudaisme og antisemitisme møder man derimod i de danske biskoppers Hyrdebrev af 29/9 1943: Den danske Kirkes Stilling til Jødespørgsmålet. 6 5 Martin Luther, Mod tyrken og jøden. Tre udvalgte skrifter, oversat af Chr. Truelsen, Tidehvervs forlag, u. st Jesper Langballe i Kristeligt Dagblad d. 3/ Aftrykt i Martin Schwarz Lausten, Danmarks kirkehistorie, Gyldendals forlag, 2. udg., 6. opl. 2000, s. 3ll. 54

14 Antijudaisme i den danske kirke, et historisk rids Tidehvervs holdning kan ikke kaldes antisemitisk, men antijudaistisk i en grad, som finder sin lige hos ældre tiders strengt fundamentalistiske, ortodokse lutheranere. Når man så nu erfarer, at sognepræsterne Krarup og Langballe vil stille op til Folketinget for Dansk Folkeparti, er der grund til agtpågivenhed, dersom gamle antijudaistiske holdninger også skal føres frem politisk. 7 I kristendommens overbevisning og lære ligger der naturligvis en afstandtagen fra jødedommen som religion, ligesom jødedommen også må tage afstand fra kernen i kristendommen. Der er tale om teologiske uoverensstemmelser. Men der har gennem hele historien i den danske kirke været mennesker, som ikke har villet nøjes med dette, og som er gået ud over de teologiske rammer og talt og skrevet om jøder i almindelighed. Hvad det har betydet for udviklingen af specielt antisemitiske forestillinger må undersøges i de enkelte tilfælde. At der er behov for løbende selvransagelse er der ikke tvivl om. Den, som ikke er villig til at lære af historien, er dømt til at opleve den på ny. 7 Kort tid efter, at dette indlæg var holdt ved nærværende seminar modtog jeg et brev fra sognepræst Søren Krarup som ikke havde været til stede ved seminaret. Han havde fået refereret mit foredrag og forstået, at jeg havde hævdet, at han og Jesper Langballe ville gøre sig til talsmænd for antisemitisme, hvilket han ville betragte som ualmindeligt ondsindet. Jeg måtte forklare ham pr. brev, at hans ukendte hjemmelsmand ikke havde forstået mit foredrag her. Lidt senere offentliggjorde han i bladet Tidehverv (75. Årg. Nr. 5, Lutherdom og jødedom. Tre breve, s ) denne brevveksling samt et længere indlæg fra sognepræst Jesper Langballe, som åbenbart også var blevet orienteret. Jeg meddelte, at jeg ikke agtede at gå ind i en polemik om sagen. 55