Når valmuen blomstrer. af Mette Dam

Transkript

1 Når valmuen blomstrer. af Mette Dam Den ensomme vandrers skæbne. Jeg tog den ud af bogreolen. En god en af slagsen. Min egen bogreol. For der er udbredt forskel på den slags, & på netop bogreoler kan man ofte ane rammen om dens ejermand. Rousseau siges at være et must. Den har hyldeværdi, den pynter på samlingen, men absolut ikke på underholdningsværdien. Sikken medlidenhed han dog kunne have med sig selv. Mand! Selvfølgelig gør det ondt, det satans liv, det kommer vel ikke bag på nogen, så hvad er nyheden? Rousseau måtte fortsætte sin ensomme færd, jeg fandt i stedet i Panduros forunderlige farvebilleder, det var noget, jeg kunne forstå. Billedet af drengen, der på kanten af voksendommen var rygetrængende. Desværre lige på en dag, hvor han havde iklædt sig knude-slående formaliteter. Det var da også uheldigt, at slipset skulle komme i klemme i den cigaretautomat, og at han på grund af det, blev taget med på politistationen og indlagt på psykiatrisk - lukket afdeling. Det giver ikke mening nej, netop! Sikke omvæltninger det kan skabe, hvis ikke man tæmmer sin rygetrang. Hvis Panduro havde levet i dag, skulle han være min tandlæge. Så kunne jeg ligge der i hans poetiske tandlægestol, og han kunne fortælle historier, indtil jeg grinede lige så meget, at jeg ikke kunne stoppe. Det ville tage enhver tandlægeskræk en slags økologisk lattergas. Jeg var ved at blive kvalt i latter. Havde brug for at grine, men egentlig havde jeg mest af alt lyst til at tude. Rigtig meget og rigtig længe. I morgen skulle jeg sige himmelsk farvel til min mormor. Min højt elskede mormor, som havde svoret, at hun ville leve lige indtil den dag, hvor hun kunne

2 tage herfra og kende mine børn. Det når hun jo ikke nu. Jeg er ikke en gang gravid. Jeg var rasende på hende. For vi havde talt meget om det, og så holdt hun ikke sit ord. Som om jeg troede, at det var en mulighed. Et ord er et ord, men det holder kun i nuet. Min gamle, elskede mormor. Hun var en gang en meget smuk kvinde. Høj og elegant. Desværre bare født ind i et forkert samfundslag. Mente hun selv. For hun havde alle de evner, der skulle til for at være sofistikeret. Hun kunne have været den fornemmeste grevinde. Den perfekte værtinde. Men hun var jo bare gift med min morfar. En gammel, velhavende antikvar med hang til god hygiejne og nedad hængende mundvige, som aldrig havde hørt om gavmildhed. Så min mormor måtte ud som barnepige om aftenen med huller i nylonerne inde i skoen, mens han vaskede hænder. Det var ikke fordi min morfar var et ondt menneske. Sådan kendte jeg ham ikke. Hver gang jeg kom på besøg, lå han altid og snorkede under en avis på sofaen. Når han vågnede, skulle jeg komme over og sidde og holde ham i hånden. Og indeni hans bløde, rene og barnenumseagtige hånd, lå der altid en sammenfoldet halvtresser. Ikke tilfældigt foldet, nej sirligt. Sygeligt sirligt. Og den lå altid der, og ventede kun på mig. Som om jeg aldrig tog den med mig, når jeg gik. Men lod den ligge og vente, indtil næste gang jeg kom. Men jeg lover, at jeg tog den med, hver eneste gang. Og der var altid en ny, når jeg kom igen. Min morfar elskede mig. Det er jeg ikke i tvivl om. Selvom han aldrig sagde det. Min mormor elskede mig endnu mere. Lige som jeg elsker hende, og lige nu hadede hende for at have forladt mig. Til fordel for hvad? Livet efter døden? Døden efter livet? Det er jo kun noget, der eksisterer på film. Ja altså sådan en film, hvor handlingen slavisk følger livets abc for begyndere. Der, hvor det endnu ikke er blevet så dybt, at det bliver kompliceret.

3 Men skal mennesker ikke give hinanden lov til at holde af hinanden. Uden spørgsmål, uden at sætte fælder for hinanden og være forbeholdne. Er der noget om hinduismen og den tibetanske buddhisme - at handlinger får konsekvenser - selv på lang sigt? Jeg må se en præst en af dagene. Regnen silede ned af mit østvendte køkkenvindue. Jeg klemte næsen flad mod ruden og mærkede min hjerne lænse tanker ud. Lige som på et skib, når man tømmer lasten for vand. En spand, to spande, tre spande. Det løber hurtigt op. Roen kom med regnens ophør. Solen tittede frem bag en pjusket sky. Jeg legede med skyerne. Prøvede at finde en, der kunne ligne min mormor. Men det lykkedes ikke. Hvorfor ligner skyer altid kun dyr? Et får, et lam, en bamse. Hvis nu en af skyerne havde lignet min mormor, så kunne jeg være lidt mere tryg, for så vidste jeg, at hun var dér, hvor jeg altid er blevet fortalt, at de døde kommer hen. Til himmels. Uden at være sikker på, at det overhovedet er et sted for mig. Lige nu ved jeg ikke, hvor hun er, men hun er her i stilheden. Hun er selvfølgelig flov over ikke at have holdt vores aftale. Og med god grund. Hun ved godt, at jeg er rasende. Selvfølgelig er jeg ikke rasende på hende. Jeg savner hende allerede forfærdeligt på trods af, at hun kun har været død i fire dage. Min mormor, min eneste mormor. Jeg har jo ikke flere, ligesom med næsen, numsen eller hjertet. Der er ikke flere at tage af. Heldigvis skal hun i en grøn urne. Det ligger mig meget på sinde. Grøn er helt igennem en god farve. Den klæder alle mennesker og giver håb. Mormor kom tilbage!! Men kun hvis der er bedre her, end der hvor du er nu. Blomster. Tonsvis af friske blomster prydede min mormors visne etui. Jeg havde købt solsikker. Måske ikke lige det man gør, men de er lige mig og mine yndlingsblomster, & dem vil jeg gerne give min mormor med på hendes sidste rejse. Rejsen gennem ilden, hvor man ikke får brandsår i samme størrelsesorden som dem livet giver. Jeg ville ønske, at der ikke var andre i

4 kirken end mormor og jeg. Så ville jeg lige så stille gå hen og lette på låget til kisten, og tale et alvorsord med hende. Bare for at høre, om det nu også er det her hun vil. Hun kunne jo have ombestemt sig i mellemtiden, hvor hun har haft lidt tid til at tænke. Måske er det alligevel godt nok, at der er andre i kirken. Altid frejdig når du går. I skovens dybe stille ro. Salmerne. Jeg kunne slet ikke stoppe med at græde. Men jeg måtte stoppe. Det gik ikke. Stop, stop, stop. Scenen måtte tages om, den blev lidt for ekstrem. Men det var ikke nogen generalprøve. Det var livet. Døden. Enden på min livslinje. Uden hende var jeg ikke kommet i kirken i dag. Mine øjne flakkede fra bænk til bænk. Og standsede brat ved moster Helga. De lignede hinanden noget så smerteligt. De burde have været tvillinger, hende & min mormor. Men det var de ikke. Hold op hvor hun dog lignede min mormor i en frisk udgave med endnu et par år på livskontoen. Måske var de blevet forbyttet? I så fald håber jeg ikke, at det var ved fødslen. Så var jeg godt nok blevet snydt! På den anden side ville den information lige nu være en god nyhed, for så var det jo slet ikke min mormor der lå i kisten. Så var jeg blevet snydt. Men hun skulle jo brændes. Så det var ikke noget med at gå med kisten ud, og se hende synke ned i jorden lige så stille, og få den tid til det endelige farvel. Heldigvis. For morfar blev ikke brændt og det var næsten værre, at putte ham ned i mulden og tænke på alle de orme, der sekundet efter at den sidste skovlfuld indviet jord var blevet kastet på, ville kaste sig grådigt over min gamle, rene morfar & spise ham og den 50 er han havde inde i hånden. På den her måde, fik jeg alligevel lov til at være alene med mormor, for om et par dage, når hun var brændt, skulle jeg sætte urnen ned i jorden. Den grønne urne, fuld af mormor og fuld af håb for mig. Okay mormor du slipper for videre tiltale. Frikendes for min bebrejdende tone. Fred være med dig! & fanden tage dig, fordi du går fra mig. En grådkvalt dag i en smuk domkirke. Med domprovsten på talerstolen, manden med licens til syndsforladelse via

5 oblaterne. Jeg slugte den. Ikke med velbehag, snarere med billedet af mig, der kastede op på kirkegulvet. Det ville ikke være noget kønt syn, så jeg klemte den stædigt forbi drøblen. Det føltes bedre at vide, at den var i maven. Mormor ville have smilet sagligt ved tanken om, at det ikke var en helt almindelig præst, der bisatte hende, men selveste Domprovsten, det var kun de færreste forundt. De fineste. Og selvom mormor ikke offentligt havde blåt blod i årene, så vidste både hun & jeg, at hun var noget helt særligt! For min mormor var dronningen i mit liv. Hun havde gavmilde hænder, & var den eneste favn i hele den vide verden, hvor jeg fik lov til at være mig, uden at skulle være dygtigere, pænere, mere flittig. Det tætteste jeg har været på paradis. Sagde jeg paradis? Det er sikkert et venligt sted, men det ondeste nogen nogensinde har gjort i den her verden, er at putte et s i ordet læspe.