Byg en bue. Skrevet i efteråret 1999 Tekst og billeder af Gunnar Hønbor...

Transkript

1 1 af :47 Byg en bue. Skrevet i efteråret 1999 Tekst og billeder af Gunnar Hønborg. Copyright 2011 Kopiering tilladt til privat brug. Kraftig revideret efteråret 2011 Denne artikel er tænkt som en hjælp til dem, som synes at buebygning lyder spændende og interessant, men mangler lidt instruktioner for at komme i gang. Jeg har valgt at bygge buen i asketræ uden samlinger og uden limninger. Det forenkler arbejdsprocessen og holder omkostningerne så lavt som muligt. Der er jo ingen garanti for, at den første bue bliver som planlagt, og så ville det være spild af penge, hvis man starter med dyrt buetræ. Der er i denne forbindelse også tænkt på sløjdundervisning i de ældre klasser på de mange skoler rundt omkring i landet, hvor der som i regelen altid skal spares. I al sin enkelhed er en bue en kroget kæp og en snor, men buebygning kan også være en raffineret kunstart, som når sit maksimale efter års erfaring og bygning af mange buer. Denne beskrivelse er ingen af det ovennævnte, men en enkel anvisning på, hvordan man bygger en god fladbue af asketræ, som vil være i stand til at sende en pil ud på omkring 150 meters afstand. Da bueskydning opstod som sport i Danmark havde englænderne dyrket denne sport i langt over hundrede år. Samtidig med at vi importerede sportsideen fra England, fulgte der en række engelske udtryk med, såsom raiser, nocks, fistmel, nockpunkt, dip, tiller, archers paradox osv. Disse fremmedord kan måske virke lidt forvirrende i starten, men i løbet af ganske kort tid vil man vænne sig til dem lige såvel som weekend og computer. Buens riser er en ekstra fortykkelse af håndtaget, som bevirker at denne del ikke bøjer med, når buen spændes, og er derved med til at stabilisere denne, i det øjeblik en pil affyres. Nocks er en gammel engelsk betegnelse for de hakker, som holder buestrengen. Fistmel er betegnelsen for afstanden mellem håndtag og streng, når strengen er påsat buen. Nockpunkt er det sted på strengen, hvor pilen skal sidde, når den affyres. Dip er det skrå stykke på riseren, som går fra håndtaget ned til bugen. Tilleren er en stander, som buen hviler på, mens bøjningen afprøves. "The archer's paradox" er betegnelsen for den omstændighed, at pilen skal rundt om buestaven, når den affyres.

2 2 af :47 Hvis pilen skulle sendes afsted i samme linie som et riffelprojektil, skulle den gå igennem et hul på buestaven, hvilket ville være utænkeligt. Løsningen på dette problem er, at pilens spændstighed skal stå i forhold til buens styrke. Når bueskytten trækker pilen med højre hånd og sender den afsted, vil pilen få et slag i højre side, idet den passerer buens venstre side. Derved fremkommer en ganske lille bøjning af pilen, som igen retter sig ud, hvorved den atter kommer ind i bueskyttens sigtbane. Pilens spænstighed kaldes spine, og en spine beregnet til en bue på 35 til 40 pund vil være passende for en begynder. Lad os med det samme fastslå, at en bues stabilitet afhænger af en god ryg. Ryggen er den del af buen, som vender fremad og bugen den del, som vender imod skytten. Når buen spændes, vil træet på bugsiden komprimeres; jo mere den spændes des større bliver kompressionen. Omvendt vil ryggen strække sig, men hvis strækket bliver ret meget større end 1,5%, vil buen briste. Det er derfor af vital betydning, at en bue har en ryg af en træsort, som kan tåle et stort træk og samtidig være bøjelig. Det er grunden til at man ofte laminerer en bue med hickory, bambus eller ask. Et andet krav til en god ryg er, at der ikke må være årer eller vækstlag som løber ud. Det kan lyde lidt kringlet, men hvis man forestiller sig en gren hvor barken er fjernet, så vil der naturligvis ikke være nogen årer, som løber ud. Hvis man så skærer grenen over med et langt skråsnit, vil man kunne se årerne fra de forskellige vækstlag. Disse årer er som dynamit i en bues ryg. Er afstanden mellem de udløbende årer mindre end 20 cm, er der næsten garanti for, at buens ryg vil briste med et brag før eller senere, og oftest før. Lige såvel som der stilles store krav til ryggens elasticitet, skal bugen kunne tåle en voldsom kompression og have den egenskab at kunne springe tilbage til sin naturlige form. Taks, Elm og Hvidtørn er nogle af de bedste danske træsorter til buens bug. Derfor vil en kombination af en 6 mm hickory, bambus eller ask ryg limet sammen med taks, elm eller en anden god træsort til bug være den en god løsning. For begynderen kan det imidlertid anbefales at starte med en asketræsbue. Asketræet kan købes i specielle bueforretninger eller hos forhandlere af oversøisk hårdttræ. Her vil træet som regel være tørt. Denne artikel er mere baseret på, at man køber en askeplanke på et mindre savværk, hvor man har lejlighed til at sortere og få netop den planke, som svarer til ens behov. Det kan anbefales at købe en 2 meter lang askeplanke, hvor barken stadig sidder på. Tykkelsen af planken skal være mindst 40 m/m og max. 50 m/m og bredden fra ca. 30 til 40 cm. Planken skal være skåret ud af den midterste del af askestammen. Der må ikke være antydninger af knaster på barken, eller på plankens flader ved barkkanten.

3 l l 3 af :47 Ligeledes må barken helst ikke være beskadiget fra maskiner eller på anden måde, da det kan betyde, at det underliggende træ har lidt skade. Eventuelle skrammer i træet under barken kan betyde, at man bliver nød til at høvle et eller flere vækstlag af for at få en fejlfri ryg. Når planken skal være fra den midterste del af stammen, er det fordi årerne i buen helst skal ligge vinkelret til pilens flugt. Køber man træ på et mindre savværk skal man regne med at det kan have en fugtprocent på 20-30%, men når først buestaven er skåret ud og staven bliver opbevaret vandret i et tørt og ventileret værksted, vil det være tørt nok i løbet af 4 til 8 uger. Det skal bemærkes at asketræ tørrer hurtigere ned end mange andre træsorter. Grovskæring: Buens længde ca. 180 cm. Med disse mål er der taget højde for at træet kan arbejde lidt. Buens ryg høvles til: Først spændes planken op i høvlbænken og barken fjernes med bugthøvl eller spånkniv, den sidste del af barken fjernes med en skarp ziehklinge. Hvis plankens barkkant har fået skrammer. som går igennem barken og ind i træet, bliver det nødvendigt at høvle et eller flere vækstlag bort, for at få et gennemgående vækstlag i hele plankens længde. Når buens ryg er færdig lægges planken op på høvlbænken og buens facon tegnes op i profil. Ved optegningen af stavens profil skal buens ryg følge plankens kant I min oprindelige version af Byg en askebue fra 1999 skrev jeg at det øverste bueben skulle være ca. 5 cm længere end det nederste. På det tidspunkt havde jeg begrænset erfaring og støttede mig til gode buebyggere som Sigurd Hansens: Langbuer og pile af træ og Bows ands Arrows (Udkom i 1927) af James Duff. Den legendariske gamle skotsmand som aldrig gik på kompromis med sit håndværk. James Duff har uden tvivl været inspirator til mange af vor tids bue forfattere, og efterhånden blev det til god latin at nederste bueben skulle være kortere end det øverste. I dag er der dog rigtig mange buemagere, som bygger centriske buer dvs. at håndtaget er placeret i midten af buens længde, og derved får man samme belastning på øverste og nederste bueben. Realistisk set er det vanskeligt at afgøre hvilken model er den bedste. Men når buen spændes vil belastningen i begge bueben vægt være ens målt i vægt, og selvom det nederste (5 cm kortere) ben er stivere, ser vi ofte at dette ben efter et halvt til et år bøjer lidt mere end planlagt.

4 4 af :47 (Efterår 2011: Hvis buestaven har ligget vandret i 5 til 6 uger i et ventileret og tørt værksted, ja så skal man bare gå i gang!) Har man ikke tid eller tålmodighed til at vente i ugevis på at træet bliver tørt, kan man købe amerikansk ask hos en trælast, som sælger oversøiske træsorter. Her vil træet normalt have en fugtprocent på omkring 8 til 10. Opskæringen af buestavene sker på samme måde som ovennævnte. Gå i gang med forarbejdningen. Når træet er tørt, kan arbejdet med buen begynde. Ved alle fastspændinger af buestaven i høvlbænk, skruestik eller hvad man ellers har, er det meget vigtigt, at staven altid spændes imellem et par klodser for at undgå klemmeskader i træet. Derefter skæres midlertidige nocks med kniv og fil i begge ender af buen. Når dette er gjort, sættes en stærk prøvesnor, f.eks. en savsnor på buens nocks. Snoren skal være en halv gang længere end buen og skal være forsynet med løkker i begge ender, så den hurtigt kan sættes på og tages af igen, da buen skal kontrolleres mange gange under tilleringen. Buen placeres på tilleren, som vist på tegningen, træk nedad i snoren for at se hvordan buearmene bøjer, og samtidig få fornemmelsen af, hvor kraftig buen er. I starten skal man undgå for kraftige bøjninger, og samtidig skal man stile efter at buens arme bøjer ensartet. Som regel vil der altid være nogle stive steder på buestaven, disse markeres med en blyant og der høvles eller raspes lidt af, og buen kontrolleres igen på tilleren. Bemærk: Der skal kun fjernes materiale på bugsiden og siderne ved tilleringen. Når buestaven begynder at tage form, men stadig er for hård, gør man klogt i at fortsætte med rasp, træfil og ziehklinge. Som nævnt før er bugthøvlen meget effektiv, men kan lave nogle grimme oprifter. Og derfor kan det anbefales at bruge en ziehklingehøvl i stedet for en bugthøvl. Læs mere om ziehklingehøvlen. Tilleringen af en bue er ikke alene den vanskeligste del af buebygningen, men også den vigtigste. Det er jo således, at der ikke er to stykker træ som er ens, og som følge deraf skal hver enkelt bue tildannes i forhold til træets egenskaber. Når en bue spændes vil træet i bugen blive komprimeret - og det er vigtigt at denne komprimering er i balance med resten af buestaven En af de farer som lurer når høvlen fungerer godt og spånerne flyver omkring, er at der høvles for meget af på et enkelt område af buestaven.

5 5 af :47 Når så buen bliver afprøvet på tilleren, vil det enkelte område blive komprimeret kraftigere end resten af buestaven og bøje for meget. Det kaldes en hængselbøjning eller forbøjning. Det der sker er, at cellerne i det svage sted bliver komprimeret langt mere end i den øvrige del af buen. Er skaden sket og det kun er en lettere forbøjning skal man markere det svage sted på bugen og undlade at fjerne træ fra dette område. Er forbøjningen kraftigere kan det anbefales at spænde et par lister på det svage område. Se billede. På denne måde kan der fortsættes med tilleringen uden yderligere at belaste det svage område. Efterhånden som der fjernes materiale fra den øvrige del af buen vil der komme balance i buestaven og forstærkningen kan fjernes. En anden vigtig ting er, at overgangen fra håndtaget til den arbejdende buearm ikke må være for lang. Derfor gælder det om at bøjningen og komprimeringen af bugen er ens fra starten. Afsæt kontrolmærker 20 og 40 cm mærke fra buehåndtagets center på øverste og nederste ben som vist på billedet og kontroller jævnligt om buen bøjer ensartet. Når buen er tilstrækkelig bøjelig, kan man sætte den rigtige buestreng på, afstanden fra håndtag til buestreng behøver ikke at være mere end 10 cm på nuværende tidspunkt. Det er altid et spændende øjeblik, når strengen sættes på. Er der skævheder, ubalance eller andre genvordigheder, vil de vise sig nu. Undersøg om buen er skæv. Det gøres lettest ved at holde i den ene nock i brysthøjde og den anden hvilende på gulvet. Kontroller nu om buestrengen flugter med midten af håndtaget. Hvis det viser sig at strengen er off center, er der stadig mulighed for at korrigere dette, idet bredden på buens nocks er på 20 mm men den færdig bredde skal være 14 mm. Det giver os mulighed for flytte strengen til modsat side af skævheden, ved at gøre hakket til strengen dybere, og på den måde korrigere for fejlen Buen vil på dette tidspunkt være for kraftig, og så skal der fjernes materiale på bugen. Dette gøres med ziehklingehøvl eller ziehklinge evt. træfil. Bugthøvlen er nu bandlyst

6 6 af :47 da den kan risikere at lave grimme oprifter, som kan være katastrofalt for buen. På dette stade i processen er det på tide at give buen lidt gymnastik. Det består i at spænde buen flere gange, først ganske lidt ca 30 cm og gerne op til 15 til 20 gange. Men man skal trække buen stille og roligt. På billedet ses hvordan buestrengen er hægtet på bagtangen og buen trækkes til et afstandsmærke på høvlbænken. For hvergang man fjerner materiale med ziehklinge skal buen aktiveres. Ind imellem skal buen styrke måles på en buevægt. Denne del af buebygningen er den vigtigste, det er her den gode bue skabes, men det er også her hvor den gode bue forknokles. Derfor skal der arbejdes med omtanke, og det gør ikke noget om denne proces tager 3 eller 14 dage. Arbejdet foregår nu i flere rytmer: Tage buestrengen af, skrabe med ziehklinge, sætte buestreng på igen, aktiverere buen og veje dens styrke. I første omgang skal man undgå at belaste buen for meget, senere skal strenghøjden op på det obligatoriske fistmel fra 15 til 16 cm. Læg buen med påsat streng på tilleren og træk nedad i snoren til omkring 35 til 45 cm og hægt den på tillerens hak. Gå derefter 3-4 meter tilbage for at studere om buen har den rigtige harmoniske bøjning. Lad ikke buen sidde spændt for længe i tilleren. Ved finjusteringen af buen behøver man ikke at tage strengen af for at fjerne lidt materiale med ziehklingen, men pas på: Hvis ziehklingens skarpe kant blot strejfer buestrengen, vil denne springe med et brag. Trækstyrken på en bue skal afpasses efter skyttens kræfter. Styrken må ikke blive større, end at skytten kan trække buen til pilens længde og holde den i 10 sekunder uden at ryste på hånden. Styrken kan variere fra 25 til 60 pund. Normalt måler man en bues trækstyrke i engelske pund som er 454 gram. Prøv at holde buen i skydestilling og træk strengen, og lad andre bedømme om bøjningen er harmonisk. Man kan evt. stå foran et stort spejl og selv vurdere bøjningen. Hvis afstanden fra nockendernes kærv til kærv f.eks. er 171 cm, skal buestrengen være 7 cm kortere. Man kan regulere lidt på længden ved at sno strengen med eller mod uret, alt efter om strengen skal være kortere eller længere. Når buen har den rigtige facon og styrke er det tiden til at grov- og finpudse den. Slib først med sandpapir korn 80 el.100 på et pudsekork, sørg for at pudse i bund, alle

7 7 af :47 kanter og ridser fra træfil skal pudses væk. På nockenderne files der riller (på bugsiden) til strengen, som vist på tegningen, og de pudses ligeså. Dernæst skal buen fugtes med en gang kogt vand med en ren klud, for at træet kan "rejse sig". Vandet skal helst være varmt, da træets porer rejser sig mere end ved koldt vand. Når vandet skal være kogt, er det for at fjerne evt. jernoxyder, som kan risikere at misfarve træet. (Navnlig egetræ) Efter at buen har tørret en times tid, kan den finpudses med sandpapir korn 120 el Inden buen behandles med olie eller lak bør man overveje om den skal fremstå som træhvid, eller om den skal have en gang bejdse i en eller anden farve. For at give buen beskyttelse mod regn og fugt skal den enten lakeres eller have en olie behandling. De fleste buemagere signerer deres bue med tusch, spritpenne eller andet, men man skal sikre sig at lakken ikke opløser skriften, så derfor kan det anbefales at lave nogle forsøg først. Giv buen een gang lak inden du skriver, for at undgå at træet suger og skriften bliver flosset. Mange tilføjer desuden buevægt, nummer og årstal. Nogle dekorer buen på ryggen med forhistoriske motiver fra hulemalerier eller spændende vikingedesign. Hos farvehandleren kan man købe spritopløseligt bejdsepulver i små breve. Til lakeringen skal der bruges lakker, som kan tåle buearmenes bevægelser uden at krakelere. Det kan være bådlak, blitza gulvlak på vand/spritbasis men ikke celluloselak, den vil krakelere. Bådlak er udmærket, men er længe om at tørre. Blitza gulvlak tørrer i løbet af få timer og giver en slidstærk lakering men er hård at slibe i. Uanset hvilken laktype der bruges, skal buen have 3 til 4 gange lak, med et tyndt lag ad gangen. Efter hver gang lak skal der slibes med sandpapir korn 280 evt. ståluld no. oo Er der brugt bådlak eller blitza lak, kan det anbefales at slibe med ståluld no. 00 og konsistensfedt til sidste slibning. Tag så meget fedt som en valnød, smør det på stålulden og slib langs med årerne på buen. Ståluld og fedt giver en silkeblød mat overflade. Hvis du vil oliebehandle buen er der flere muligheder: Det kan være Danish Oil, koldpresset Lindolie eller den kinesiske Tung Oil. Jeg er begyndt at bruge Tung olie og giver buen 3 til 4 tynde lag. (Tung Oil kan købes hos Dorch og Danola) En oliebehandling kan godt tage en uges tid, da olien skal være tør inden næste lag. Til sidst sliber jeg med fint ståluld/fedt. Husk, man må aldrig slippe strengen på en spændt bue uden pil. Når buen ikke bruges, skal strengen være afmonteret og buen skal helst opbevares vandret, af hensyn til fugt og varme. Som nævnt tidligere kan en sådan bue sende en pil ud på en afstand af ca. 150 meter, og er derfor et farligt våben, som skal bruges med omtanke. Vær forsigtig når du skyder, også når du skyder op i luften, pilen skal nok komme ned igen, men der er stor kraft på i nedslaget. Skyder man på skive, hvor pilene ofte kan være svære at trække ud, skal man sørge for, at der ikke står andre bagved, når pilen trækkes ud. Der kan være risiko for at den kommer fri af skiven med et ryk, ryger bagud og forvolder skade på en for tæt stående person. Tekst og tegning af Gunnar Hønborg. Copyright Kopiering tilladt til privat brug.

8 8 af :47 Tilbage til forside Tilbage til Bueskydning Tilbage til register