Fra uniformer til mennesker

Transkript

1 Fra uniformer til mennesker Interview med Mie Juul, tidl. forstander på Dorthe Mariehjemmet I Mie Juuls tid som forstander på Dorthe Marehjemmet blev opdelingen mellem beboere og medarbejdere mere utydelig. Alle blev fælles om at gøre dagen god for begge parter. I 1980, da sygeplejerske Mie Juul blev ansat på Dorthe Mariehjemmet, var det kun ægtepar, der boede på samme stue. Der var 74 beboere til 68 boliger. Tidligere havde nogle af beboerne boet to på samme stue, selv om de ikke havde familiære eller venskabelige bånd. Således kunne ældre ansatte huske to frøkener på 2. sal, som boede sammen, og som ikke kunne fordrage hinanden i en grad, så det havde været nødvendigt at slå en kridtstreg gennem rummet på det grønne gulvtæppe. Så var stuen opdelt, og hver vidste, hvor de havde at opholde sig. I Mie Juuls tid bestod stuerne af en lille entré med en smal dør til højre, hvor der var toilet og en smal dør til venstre, hvor der var badekar. Desuden en god og rummelig stue. Det var meget vanskeligt for medarbejderne at hjælpe beboerne på toilettet og i bad, fordi pladsen var så trang, fortæller Mie Juul, som blev forstander for Dorthe Mariehjemmet i Hun søgte Københavns Kommune om midler til at bygge stort fælles bad og toilet på 71

2 hver etage. Og sådan blev det. Der var 34 beboere på hver etage, og hver enkelt havde en fast badedag en gang om ugen, men badet blev aflyst, hvis der blot manglede én af de 11 medarbejdere, der var på arbejde. slå hovedgærdet op, og til sidst en, der skulle made. På det tidspunkt var maden som regel blevet kold. Når beboeren havde spist, kom pigen og tog bakken, og en anden medarbejder kom og slog hovedgærdet ned. Morgenmaden blev serveret på de enkelte stuer. Først kom en pige med morgenbakken. Derefter kom en sygeplejerske med piller og medicin. Så kom der en, som skulle Der var et rend af mennesker på stuen, og det var uværdigt for beboeren, siger Mie Juul, som fik indført morgenbord til grupper på 16 beboere. Morgenmaden var fri- Spisesal

3 villig, og de enkelte beboere kunne sove, så længe de ville. Morgenbordet blev først ryddet op ad formiddagen. Til frokost kom alle beboerne ned i en stor, fælles kantine, hvor de sad 4-6 personer omkring hvert bord. Medarbejderne serverede den varme mad og satte sig derefter for sig selv og røg. Det fik Mie Juul ændret, således, at medarbejderne spiste sammen med beboerne. Hvad kunne du tænke dig? I midten af 1980erne opstod nye plejehjemsprincipper. Vi gik fra ro, renlighed og regelmæssighed til medbestemmelse, medansvar og medindflydelse. Vi afskaffede bl.a. uniformerne. Godt nok var vi professionelle, men vi var også mennesker, og vi skulle ikke gemme os bag vores professionalisme. Vi begyndte at spørge beboerne, hvad de kunne tænke sig at spise, og vi oprettede en mobil kantine, så Spisestue

4 beboerne selv kunne vælge, hvad de ville have på deres tallerken. Til aftensmad kunne man vælge pålæg, og desuden bestemme, om man ville spise i kantinen eller på sin stue. Endelig indførte vi en kontaktperson for hver beboer, så de pårørende vidste, hvem de skulle henvende sig til, siger Mie Juul og tilføjer, at den slags nye initiativer tager tre år at indarbejde og fem år at få til at fungere. Med hensyn til morskab var det så som så i Mie Juul husker terapien med syv ansatte. Nogle af beboerne blev fulgt til terapi og siden hentet igen. Men der blev ikke brugt ret meget af materialerne. En gymnastikkyndig og en fysioterapeut lavede særlige øvelser til både beboere og personale, og ellers kom der lidt adspredelse i form af den årlige familiefest, forårsfest og høstfest. Vi havde også udflugter, f.eks. til Dyrehavsbakken, og jeg arbejdede på, at grupperne 1982: Orange gardiner, grønt gulvtæppe. Basta! 74

5 kunne arrangere deres egne ture, så man kunne tage af sted med f.eks. 4-5 beboere. Desuden fik jeg indført, at familiemedlemmer kunne deltage i udflugterne, hvilket var en stor fornøjelse for beboeren og en stor hjælp for de ansatte, siger Mie Juul. I 1988 var Mie Juul og Dorthe Mariehjemmet med i et forsøg med pensionsudbetaling til beboerne. Tidligere forsvandt folkepensionen, når en borger kom på plejehjem. Den gik til kost og logi, medicin og tandlæge samt et lille beløb i lommepenge til beboeren. Lommepengene var så små, at en beboer ikke kunne eksempelvis ryge, holde avis og drikke en øl om dagen. Og slet ikke købe gaver til børn og børnebørn. Det var simpelthen ikke værdigt, siger Mie Juul. Hun slog på, at beboerne skulle sidestilles med pensionisterne ude i samfundet, der selv betalte husleje, tandlæge osv. Og da forsøgs- 2009: Mangfoldighed. 75

6 ordningen havde kørt i to år, blev den til lov. Den udvikling betegner Mie Juul som en af sine største sejre. En anden sejr handler om den demenspulje, som Københavns Kommune oprettede, og som Dorthe Mariehjemmet i 1990 fik del i på baggrund af en projektbeskrivelse af et demensafsnit på 11 boliger, hvor livet foregik omkring køkkenalrum under meget små fysiske rammer. Endelig betegner Mie Juul personalets håndtering af ombygningen som en stor sejr. Ombygningen stod på gennem mange år, og denne sidste store om- og tilbygning tog fire år. Man skulle genhuse beboerne under denne ombygning, og personalet håndterede byggerod og støv på en fabelagtig måde. Dorthe Mariehjemmet har et usædvanlig dygtigt personale, som trives med deres arbejde, siger Mie Juul. Støttefunktioner for plejen: rengøring, service, køkken og administration. 76

7 77

8 78

9 Som Fugl Fønix Af Flemming Høj Jermiin, forstander på Dorthe Mariehjemmet Sagnet fortæller os om fuglen Fønix. Den er et fabeldyr fra persisk mytologi og et symbol på genfødslen. Den forekommer også hos de gamle grækere, romerne og ægypterne. I senere tolkninger er fuglen blevet symbol på genopstandelse, udødelighed og liv efter døden. Kun et enkelt eksemplar af fuglen levede ad gangen, og den blev genfødt med mange hundrede års mellemrum. Man sagde om fuglen, at den brændte sig selv i sin rede. På et tidspunkt herefter genopstod den af sin egen aske og rejste sig højt på himlen. Dorthe Mariehjemmet har rejst sig af sin egen aske og er genopstået i nye klæder. Der gik ikke mange hundrede år, selvom vi indimellem følte det sådan...! En smuk solfyldt sommermorgen rejser sig et prægtigt og tidssvarende hus, som passer fint ind i bybilledet, dér, hvor det ligger. Grillmad og samvær. Familie og venner. 79

10 Det udstråler nutidighed og om ikke udødelighed, så dog soliditet og liv. Derved danner det en god og redelig ramme om det, som er husets mening: Vi er her for at støtte det enkelte menneske med en værdig tilværelse i de sidste leveår. Dorthe Mariehjemmet er et sted, hvor det er godt at leve og dø. Det er medarbejdere og ledelse, der har ansvaret for, at denne vores mission sker fyldest hver dag. Det nye hus sætter en fin ramme for vores virke. Men som Fønix står vi ikke forudsætningsløse i forhold til den opgave. Vores arv, vores aske er Dorthe Mariehjemmets værdigrundlag, som er udødeligt, og som ustandseligt kan genopstå i nutidige klæder og være levende og vedkommende, hvis vi sammen med de mennesker, som lever og bor her, bestræber os på det. Dorthe Mariehjemmet og dets personale møder hverdagen med udgangspunkt i vores værdier, som aldrig må tabe deres mening: Vi vil også i de nye klæder kendes på respekt, samarbejde, omsorg, ligeværdighed, tillid, humor og åbenhed. Vi bekender os til en organisationsform, som er båret af viljen og strukturen til løbende forbedringer. Vi står på skuldrene af den viden og erfaring, der er til stede i øjeblikket, men med fokus på at genopstå af asken i det nye øjeblik i en bedre udgave. Dorthe Mariehjemmets vision for de næste 5 år lyder sådan: Vi vil i 2015 fungere som rollemodel i et levende hus med mangfoldige tilbud. Vi vil udvikle nye initiativer og beskrive og formidle dem til gavn for ældre. 80

11 Beboer og jazztrompetist Erik Timm på vocal i Hot Spots Jazzband foran Café Palermo der ligger i underetagens butiksarkade. 81

12 Samfundsudviklingen i disse år viser, at der føjes år til levetiden: flere og flere borgere bliver meget gamle. Vi vil tage afsæt i vores vision og med den som udgangspunkt føje liv til årene. Der fødes og genfødes kun én Fønix ad gangen. Det er noget, der forpligter. På den nu afdøde Bundeskansler Willy Brandts gravsted har han selv sørget for, at der kom til at stå: Man hat sich bemüht. (Jeg gjorde mig umage). Det skal være Dorthe Mariehjemmets motto og bestræbelse. Dorthe Mariehjemmets ledestjerne er vores vision. Den bæres af vore værdier. De fleste tror, man må opgive de fleste af sine aktiviteter, når man bliver gammel. Men man kan også blive gammel af at opgive sine aktiviteter. Opslagstavlens mange forskellige tilbud. 82

13 83

14 84