Det er i dag et vejr. Poul Schierbeck Ludvig Holstein 1895

Transkript

1 Indhold Det er i dag et vejr... 2 Stat op, min sjæl, i morgengry... 3 Jeg ved en lærkerede... 4 Hvem sidder der bag skærmen... 5 Det er lærkernes tid... 6 Se, nu stiger solen af havets skød... 7 Påskeblomst! hvad vil du her... 8 Den lille anemone... 9 Når vinteren rinder Det er så køhnt, det er så dejle Venner, ser på Danmarks kort Han kommer med sommer I Danmark er jeg født Som en rejselysten flåde

2 Det er i dag et vejr Poul Schierbeck Ludvig Holstein 1895 Det er i dag et vejr - et solskinsvejr! O, søde vår, så er du atter nær! Nu vil jeg glemme rent, at det var vinter, nu vil jeg gå og købe hyacinter og bringe dem til en, som jeg har kær. Hun købte af de hvide og de blå, hun købte af de smukkeste, hun så. Det er i dag et vejr! Og solen skinner! Og om mig svæver lutter lyse minder, dem ta'r jeg med til den, jeg tænker på. Og de kom svævende i ring og rad. Hun gik imellem dem og var så glad. Det er i dag et solskin uden mage! Og jeg har solskin nok til mange dage, og jeg må kysse hvert et lille blad. Hun kyssede dem alle, hver især, hun bragte dem til den, hun havde kær. Min ven, her kommer jeg med hyacinter! Min ven, nu glemmer vi, at det var vinter! Det er i dag et vejr, et solskinsvejr -! 2

3 Stat op, min sjæl, i morgengry Mel.: Thomas Laub 1909 Stat op, min sjæl, i morgengry! Lad søvn og sorg og frygt nu fly, lad al din klage blive borte, thi her er nyt fra dødens porte! O salig påskemorgenstund med guld i mund! Afvæbnet nu og ødelagt for evig er al Helveds magt; thi han, som var af døden fangen, er med triumf af graven gangen. O salig påskemorgenstund med guld i mund! Stands, dybe hjertesuk i løn! En morgenrøde himmelskøn sig hvælver over dem, som sove i sorten muld og under vove. O salig påskemorgenstund med guld i mund! Syng, menighed, syng frydesang med ånderøst og hjerteklang, gak syngende din ven i møde, som kommer til dig fra de døde! O salig påskemorgenstund med guld i mund! Kom, hjerte, med hvad dødt du har, hvad du med sorg til graven bar, gak med det alt til ham, som døde, men levende dig nu vil møde! O salig påskemorgenstund med guld i mund! Guds Himmerige er jo dit; vent, hjerte, vent endnu kun lidt, da døden opslugt er til sejer, og evigt liv i alt du ejer. O salig påskemorgenstund med guld i mund! 3

4 Jeg ved en lærkerede Carl Nielsen, 1924 Harald Bergstedt, 1921 Jeg ved en lærkerede jeg siger ikke mer; den findes på en hede et sted, som ingen ser. I reden er der unger og ungerne har dun. De pipper, de har tunger, og reden er så lun. Og de to gamle lærker, de flyver tæt omkring. Jeg tænker nok, de mærker, jeg gør dem ingenting. Jeg lurer bag en slåen. Dér står jeg ganske nær Jeg rækker mig på tåen og holder på mit vejr. For ræven han vil bide og drengen samle bær. Men ingen skal få vide, hvor lærkereden er. 4

5 Hvem sidder der bag skærmen Tekst: Jeppe Aakjær, 1905 Melodi: Carl Nielsen, 1907 Hvem sidder der bag skærmen med klude om sin hånd, med læderlap for øjet og om sin sko et bånd, det er såmænd Jens Vejmand, der af sin sure nød med hamren må forvandle de hårde sten til brød. Og vågner du en morgen i allerførste gry og hører hamren klinge påny, påny, påny, det er såmænd Jens Vejmand på sine gamle ben, som hugger vilde gnister af morgenvåde sten. Og ager du til staden bag bondens fede spand, og møder du en olding, hvis øje står i vand, - det er såmænd Jens Vejmand med halm om ben og knæ, der næppe ved at finde mod frosten mer et læ. Og vender du tilbage i byger og i blæst, mens aftenstjernen skælver af kulde i sydvest, og klinger hammerslaget bag vognen ganske nær, - det er såmænd Jens Vejmand, som endnu sidder der. Så jævned han for andre den vanskelige vej, men da det led mod julen, da sagde armen nej; det var såmænd Jens Vejmand, han tabte ham'ren brat, de bar ham over heden en kold decembernat. Der står på kirkegården et gammelt frønnet bræt; det hælder slemt til siden, og malingen er slet. Det er såmænd Jens Vejmands. Hans liv var fuldt af sten, men på hans grav - i døden, man gav ham aldrig én. 5

6 Det er lærkernes tid Thorvald Aagaard 1927 Ludvig Holstein 1903 Det er lærkernes tid. Ad usynlige gange pile deres sange gennem en luft, som er sitrende blid, /: det er lærkernes tid. :/ Det er abildens tid. Over grene og kviste myldre og briste hvirvlende stjerner, til stammen står hvid, /: det er abildens tid. :/ Det er bristningens tid. I kirsebærlunden brast under hunnen ægget i nat, nu begynder dens flid, /: det er bristningens tid. :/ Og forløsningens tid. Vågn, hvad der blunder, brist som et under, drøm i hvert sind, det er bristningens tid /: og forløsningens tid. :/ 6

7 Se, nu stiger solen af havets skød Mel.: Lars Nielsen 1891 Oluf Ring omkring 1915 Se, nu stiger solen af havets skød, luft og bølge blusser i brand, i glød; hvilken salig jubel, skønt alt er tyst, medens lyset lander på verdens kyst! Jeg vil ånde luften i fulde drag, synge Gud en sang for den lyse dag, takke ham, at morgnen mig end er sød, at mig dagen fryder, trods synd og død. Takke ham, som gav mig, når sol står op, selv at føle morgen i sjæl og krop, at al mørkhed svinder og sjælevé, blot jeg trygt vil sige: din vilje ske! O, at jeg tør favne dig, skære dag, kalde dig med navne, min sjæls behag, alle gode navne, som bedst jeg ved: Moder, søster, elskte: min kærlighed! Lysvæld bag ved lysvæld i himlen ind, did, hvorfra den kommer nu, morgnens vind, ret som om det ånded af lyset ud - o du milde Fader, min skaber, Gud! Lad mig nu kun drage ad natmørkt hav, lad mig ikkun stævne imod min grav: Livets Gud mig skærmer, jeg er hans barn, ud hans hånd mig river af dødens garn. Se, da stiger solen af hav på ny, alle dødens skygger for evig fly; o for sejersjubel, for salig lyst: Lyset stander stille på livets kyst! 7

8 Påskeblomst! hvad vil du her Mel.: Carl Nielsen 1910 Påskeblomst! hvad vil du her? Bondeblomst fra landsbyhave uden duft og pragt og skær! hvem er du velkommen gave? Hvem mon, tænker du, har lyst dig at trykke ømt til bryst? Mener du, en fugl tør vove sang om dig i Danmarks skove? Ej i liflig sommerluft spired du på blomsterstade, ej så fik du rosens duft, ikke liljens sølverblade; under vinterstorm og regn sprang du frem i golde egn, ved dit syn kun den sig fryder, som har kær, hvad du betyder. Påskeblomst! men er det sandt: Har vi noget at betyde? Er vor prædiken ej tant? Kan de døde graven bryde? Stod han op, som ordet går? Mon hans ord igen opstår? Springer klart af gule lagen livet frem med påskedagen? Kan de døde ej opstå, intet har vi at betyde, visne må vi brat i vrå, ingen have skal vi pryde; glemmes skal vi under muld, vil ej vokset underfuld smelte, støbes i det dunkle og som lys på graven funkle. Påskeblomst! en dråbe stærk drak jeg af dit gule bæger, og som ved et underværk den mig hæver, vederkvæger: Hanegal og morgensang, synes mig, af den udsprang; vågnende jeg ser de døde i en påske-morgenrøde. Ja, jeg ved, du siger sandt: Frelseren stod op af døde! Det er hver langfredags pant på en påske-morgenrøde: Hvad er segl og sværd og skjold mod den Herre kæk og bold? Avner kun, når han vil ånde, han, som svor os bod for vånde. 8

9 Den lille anemone Melodi: Egil Harder Tekst: Kaj Munk 1943 Hvad var det dog der skete? Mit vinterfrosne hjertes kvarts må smeltes ved at se det, den første dag i marts. Hvad gennembrød den sorte jord og gav den med sit sølvblå flor et stænk af himlens tone? Den lille anemone, jeg planted der i fjor. På Lolland jeg den hented, et kærtegn fra min fødeø. Så gik jeg her og vented og tænkte, den må dø; den savner jo sit skovkvarter, sin lune luft, sit fede ler; i denne fjendske zone forgår min anemone, jeg ser den aldrig mer. Nu står den der og nikker så sejersæl i Jyllands grus, ukuelig og sikker trods ensomhed og gus, som om alverdens modgang her har givet den et større værd, en lille amazone og dog min anemone som søens bølge skær. Hvad var det dog der skete? mit vinterfrostne hjertes kvarts det smelter ved at se det den første dag i marts jeg tænkte "evigt skildtes ad min sjæl og glæden", da jeg sad i vint'rens grumme done. Nu gør min anemone mit hjerte atter glad For denne rene farve den er mig som en vårens dåb, den la'r mig nyfødt arve en evighed af håb. Så bøjer jeg mig da mod jord og stryger ømt dit silkeflor, en flig af nådens trone. Du lille anemone, hvor er din skaber stor! 9

10 Når vinteren rinder Joh Torrild Joh. Skjoldborg Når vinteren rinder i grøft og i grav og rugens krøllede blade sig ranker i solen, som spejles i hav jeg griber med længsel, knap ved jeg deraf min hakke, min skovl og min spade. Jeg hvæsser på stenen den rustnede æg og retter den bøjede plade så springer jeg uden for mur og for væg hvor marken har klumper og mosen har klæg med min hakke, min skovl og min spade. Jeg lytter til vårens syngende kor, til lærken, den jublende glade, vi kender hinanden fra somren ifjor, den kvidrer, jeg grøfter og graver min jord med min hakke, min skovl og min spade. Når solen går ned i et luende bål bag lynghedens vidtstrakte flade, jeg retter min ryg og jeg skimter et mål da blåner og blinker det blanktslidte stål i min hakke, min skovl og min spade. 10

11 Det er så køhnt, det er så dejle Oluf Ring Karsten Thomsen 1945 Det er så køhnt, det er så dejle, nær i den føhst forårsti' e himmel sæ udbre'r så vi', e sol så klar i'e vand sæ spejler, og lys og værremt strør vos å e jord herner, ja, det er køhnt, ja, det er dejle! Det er så køhnt, det er så dejle, nær i den føhst forårs ti' e bøg sin blaj udbre'r så vi', hvorunner små skovblommer frejle står mell' e blaj og græjs og lærre godt tefrejs, ja, det er køhnt, ja, det er dejle! Det er så køhnt, det er så dejle, nær i den føhst forårs ti' di små syngfowl er kommen hi, og flagrend i e 10ft så glæjle di synger med en lyst, der smitter i vort bryst, ja, det er køhnt, ja, det er dejle! Det er så køhnt, det er så dejle, nær i den føhst forårs ti' den pigh, jen fremfor åll kan li', hun sidder ved vos, og vi spejler vos i hind øjens glans, der rummer åll vor sans, ja, det er køhnt, ja, det er dejle! Ja, det er køhnt, ja, det er dejle, nær i den føhst forårs ti' vi glæjes og beruses i di toner, som forbi vos sejler. Mit moersmål, din sång hær dog den kønnest klång, ja, det er køhnt, ja, det er dejle! 11

12 Venner, ser på Danmarks kort Tekst: Chr. Richardt, 1889 Melodi: N. K. Madsen-Stensgaard, 1906 Venner, ser på Danmarks kort ser, så I det aldrig glemmer, til hver plet har fået stemmer, thi det fædreland er vort! Målt med verden er det lille, derfor ingen plet at spilde! Målt med hjertet er det stort, dér er Danmarks saga gjort! Disse øer, store, små, dette fastland, disse vige, disse kyster, krumme, lige, som dit øje hviler på, disse skove, bakker, heder, de har været voksesteder gennem vinter, gennem vår, for vort folk i tusind år. Danmark, mellem hav og hav har ej stærke fjeldes værge, få og små er vore bjerge, klint og klit er skør og lav. Men des længer' kan vi skue over markens lærketue, følge desto mere frit fugle-sving og sole-ridt! Venner, ser på Danmarks kort, ser, så aldrig I det glemmer! til hver plet har fået stemmer, klingende snart blødt, snart hårdt! til I ender med at bede: skærme Gud vor gamle rede, skænke os et Danmarks kort, hvor alt dansk igen er vort! 12

13 Han kommer med sommer Thorvald Aagaard 1916 Jeppe Aakjær 1912 Han kommer med sommer, han kommer med sol til kløver og nikkende hvener. Mens pigen hun sømmer sin blommede kjol' i læ af de røde syrener, han sænker sig ned på det mossede tag og knebrer fra reden den udslagne dag en højsommervise om Danmark. Og børnene stirrer fra tærsklen didop hvor løget på mønningen nikker, og oldingen ranker sin krogede krop i stuen, hvor slagværket dikker og minderne dugger, og læberne be'r og børnene pludrer og peger og ler: Se storken er kommen til Danmark. Velsignede fugl uden høgenes klø'r med ørnenes mægtige vinge. du dukker dig helst mellem græssende køer kun hygge og fred vil du bringe. du følger i furen vor bonde så nær og nikker som han, mens af rugen det drær med løfte om høst over Danmark. Hvor engblommen lyser langs åløbets bred, du skridter så langt gennem engen. Med halsen i bugt og med øjet på sned du titter på pigen og drengen. Du søger din føde til leernes klang, og høduften følger din higende gang langs alle de åer i Danmark. Så lad os da værne den solkære fugl, der pynter vor vang og vort vænge, der ruger sit kuld i det ormstukne hjul til vejrs på den mossede længe. Hans yngel skal trives i regn og i sol, hans rede beskyttes om hjemmets symbol, mens sagnene lever om Danmark! 13

14 I Danmark er jeg født Tekst: H. C. Andersen, 1850 Melodi: Henrik Rung, 1850 I Danmark er jeg født, dér har jeg hjemme, der har jeg rod, derfra min verden går. Du danske sprog, du er min moders stemme, så sødt velsignet du mit hjerte når. Du danske, friske strand, hvor oldtids kæmpegrave stå mellem æblegård og humlehave. Dig elsker jeg! - Dig elsker jeg! Danmark, mit fædreland! Hvor reder sommeren vel blomstersengen mer rigt end her, ned til den åbne strand? Hvor står fuld månen over kløverengen så dejligt som i bøgens fædreland? Du danske, friske strand, hvor Danebrogen vajer, - Gud gav os den, - Gud giv den bedste sejer! Dig elsker jeg! - Dig elsker jeg! Danmark, mit fædreland! Engang du herre var i hele Norden, bød over England, - nu du kaldes svag, et lille land, og dog så vidt om jorden end høres danskens sang og mejselslag. Du danske, friske strand, plovjernet guldhorn finder, Gud giv dig fremtid. som han gav dig minder! Dig elsker jeg! - Dig elsker jeg! Danmark, mit fædreland! Du land, hvor jeg blev født, hvor jeg har hjemme, hvor jeg har rod, hvorfra min verden går, hvor sproget er min moders bløde stemme og som en sød musik mit hjerte når. Du danske, friske strand med vilde svaners rede, I grønne ø'r, mit hjertes hjem hernede! Dig elsker jeg! - Dig elsker jeg! Danmark, mit fædreland! 14

15 Som en rejselysten flåde Tekst: Helge Rode,1920 ( ) Melodi: Carl Nielsen 1920 ( ) Som en rejselysten flåde ankret op ved Jyllands bro under vejrs og vindes nåde ligger landet dybt i ro. Hårdt går hav mod bro og stavn, møder Danmarks stille navn. Hør, hvor blidt det klinger! Hvor vi stod, og hvor vi gik, kom dit navn som sød musik blødt på hvide vinger. Havombruset yngler landet. Tusind øer gik af havn, lod sig bære bort af vandet, for at bære Danmarks navn. Muntert frem til livets dyst gennem mulm og strålelyst. Hil jer vore skibe! Flaget blaffer rødt og hvidt. Her er Danmark, dit og mit, med sin kølvandsstribe. Hav og muld skal dansken pløje. Venner! Hvad vi fik for muld! Bølgelandets runde høje tavlet ud i grønt og guld. Lærken klatrer fra sin seng i den morgenvåde eng ad sin jakobsstige. Men de lyse nætters skær over stille bøgetræer åbner himmerige. Hør det! Husk det, alle danske! Klar og frodig er vor ånd. Sproget slutter som en handske om en fast og venlig hånd. Værn med vid, hvad helt er vort. Sig kun sandhed, jævnt og kort, gladest ved det milde. Danskens lov i strid og fred være ret og billighed, som kong Volmer ville. Vinterklart og sommerbroget, morgenmuntert, skumringssvøbt, ligefremt og latterkroget, smilbestrålet, tåredøbt. Det er Danmarks frie sprog, uden tryk af fremmed åg frejdig Freja taler. Eget brød til egen dug, Danmarks hvede, Danmarks rug, Dybbøl mølle maler. Om din frihed vil vi værne, holde skjoldvagt om din fred, ofre dig en moden kerne fra din jord i tusind led. Indånd Nordens frie luft, stilhed sød af blomsterduft, storm, som søen salter, medens vi med trofast sind sætter al vor gerning ind, Danmark, på dit alter! 15