Højteknologi i oldtiden om en midtfynsk klinkemand fra jernalderen

Transkript

1 Højteknologi i oldtiden om en midtfynsk klinkemand fra jernalderen Jesper Hansen & Jens Glastrup Nogle gange afsløres oldtidens store teknologiske bedrifter af arkæologiske fund, der er så små, at de ikke kan ses med det blotte øje. Netop en sådan teknologisk landvinding blev for kort tid siden opdaget i forbindelse med en analyse af keramikskår fra to jernalderbopladser udgravet i nær Ringe på Midtfyn. 45 At skårene overhovedet kunne fravristes deres noget overraskende historie, skyldes imidlertid udelukkende et meget nært samarbejde mellem arkæologien og naturvidenskaben. Ved afrensning og beskrivelse af lerkarskår fra de to jernalderbopladser blev det bemærket, at der i gentagne tilfælde var påført en sort masse på og over nogle gamle brudflader og -linjer. Brudfladerne var i flere tilfælde stadig sammenhængende, og der syntes derfor umiddelbart at være tale om brugen af en egentlig lim (fig. 22, fig. 23). 46 Forskellige beg-, tjære- og harpiksprodukter har gennem store dele af forhistorien været anvendt til at tætne og sammenlime genstande. 47 Det var altså ikke umiddelbart heri, det specielle ved skårene fra Midtfyn bestod (fig. 24). Fig. 22. På kortet er markeret de lokaliteter, der omtales i teksten. 1. Rynkeby Mølle OBM 3146, 2. Bolteskov II OBM 3981, 3. Bolteskov III OBM 3982, 4. Kielbergvej Nord OBM 5491, 5. Bregentved I OBM 6180, 6. Bjerregårdsgyden OBM 4564, 7. Næssund, 8. Sejlflod, 9. Sjørring Sø. Tegning: Allan Larsen. 86 FYNSKE MINDER 2011

2 Fig. 23. Limede potteskår OBM 3146 x206 og OBM 3982 x5 begge sider afbildet. På forsiden af førstnævnte ses i limmassen tynde parallelle striber. Der er tale om aftrykket af et græsstrå, der har været påført den sorte lim, mens den endnu var klæbrig. Aftrykket ses som en del af arbejdsprocessen med at lime karret sammen. En mulighed er, at strået er påført for at tilpasse tørretiden af limen, mens en anden mulighed er, at strået ganske enkelt har fungeret som et redskab til fint og jævnt at sprede limen over det brud, der ønskedes sammenlimet uden at få den klæbrige masse på fingrene. Foto: Jørgen Nielsen, Asger Kjærgaard & Allan Larsen. Fig. 24. Halvkuglekar fra Næssund (Karby Sogn, Mors). Karret, der stammer fra 9. eller 10. årh., var repareret to steder i oldtiden. Reparationen var udført ved at bore huller på begge sider af karrevnerne og derefter sammensnøre med snor eller lignende. Selve revnen er tætnet med harpiks. Efter Brøndsted 1936, s. 87ff. ARKÆOLOGISKE NETVÆRK... 87

3 Fig. 25. Kromatogram fra limen fra et af potteskårene (3146 x206). Kromatogrammet viser en 1- times sortering af indholdsstofferne, hvor hver tops højde viser tilstedeværelsen og mængden af en organisk komponent i materialet. Det ses, at der er rigtig mange indholdsstoffer. Kun to af disse er vist, nemlig azelainsyre (A), der indikerer en tørrende olie, samt en af de karakteristiske triterpener, som stammer fra en birketjærebrænding. Fælles for den hidtil registrerede anvendelse af harpiks-, beg- og tjæreprodukter som lim og tætningsmateriale er imidlertid, at de skulle fungere kolde. Det var nemlig netop evnen til ved en begrænset varmepåvirkning at blive plastisk, der gjorde disse produkter så anvendelige. Således kunne stenalderjægeren hurtigt udskifte en itubrudt flintespids ved i et kort øjeblik at holde pilen over bålets gløder, blødgøre limen og aftage den beskadigede spids. Derefter monterede han en frisk og skarp spids i den bløde og klistrede masse, som herefter igen blev afkølet/hærdet. Stik modsat forholder det sig imidlertid med lerkar, som jo i mange tilfælde netop I alt blev syv lerkarskår 49 udvalgt og analyseret bl.a. ved hjælp af GasKromatografi/MasseSpektrometer-metoden også kaldet GC/MS. Gaskromatografen (GC) sorterer de organiske stoffer, der kommer ud et efter et, og massespektrometeret (MS) fungerer både som en følsom detektor og analysator for de forskellige stoffer. Resultatet er et såkaldt kromatogram, hvor de fundne stoffer fremtræder som mere eller mindre markante spidser på en stort set flad bundlinje. Identifikationen er særdeles sikker, idet gas - kromatografen giver en karakteristisk retentionstid (tiden hvornår det enkelte stof kommer ud), og massespektrometeret giver samtidig et karakteristisk spektrum. Der er altskal fungere i et ekstremt og varmt miljø nemlig på selve ildstedet i forbindelse med madlavning. Her ville de for stenalderjægeren så fantastiske egenskaber ved beg være et stort problem; reparationen ville ganske enkelt briste, når lerkarret igen var i brug og blev sat i nærheden af ildstedet! Men noget kunne altså tyde på, at minimum én midtfynsk klinkemand havde løst problemet; men hvordan havde han båret sig ad? Hvilke arbejdsprocesser og teknologier var limen forbundet med, og hvad betyder det for vores opfattelse af jernaldersamfundet? For at besvare disse spørgsmål allierede museet sig med biokemiker Jens Glastrup fra Nationalmuseets Bevaringsafdeling FYNSKE MINDER 2011

4 så dobbeltbestemmelse indbygget i identifikationen (fig. 25). Resultaterne 50 af de kemiske analyser underbygger, at klinkemanden på Midtfyn havde udviklet eller tillært sig en særdeles raffineret teknologi med fabelagtige fordele. Ved nøje afmålt at have sammenblandet tjære fra birketræ og en tørrende olie 51 var de rette kemiske betingelser og kædereaktioner etableret for produktionen af en egentlig varmebestandig lim; tørringsprocessen var imidlertid som udgangspunkt meget lang. Dette problem blev afhjulpet på et særdeles højt teknologisk niveau. Den midtfynske klinkemand tilsatte nemlig en såkaldt katalysator i form af manganholdig jord. 52 Herved blev den tørrende/hærdende proces mellem olien og tjæren kraftigt forstærket og således afsluttet på få timer eller dage i stedet for flere måneder eller ligefrem år! Efter denne behandling kunne lerkarrene igen indgå i den daglige husholdning på lige fod med nye og helt intakte lerkar. Omfanget af denne teknologiske bedrift er bemærkelsesværdig. Igennem forhistorisk og historisk tid har skårede lerkar ellers været søgt udbedret på mange forskellige måder. Fra vikingetidens Næssund således det afbildede halvkuglekar, der er repareret ved at bore huller på begge sider af skaden og herefter med en snor eller sene sammensnøre lerkarret. Andre eksempler kendes fra gravpladsen Sejlflod ved Limfjorden, hvor enkelte lerkar fra tallet var søgt udbedret ved ganske simpelt at lappe med ny frisk lermasse. 53 En anden og mere særegen reparation stammer fra gravpladsen Bregentved i den umiddelbare nærhed af de her omtalte fund. Her havde et fint ornamenteret lerkar fra yngre romersk jernalder fået et stort kantslag. Skaden var udbedret ved at sammenbøje et stykke bronzeblik og nitte dette med fine små bronzenitter. 54 Endelig er utallige lerkar, klæberstenskar 55, fajancer og porcelæn blevet klinket sammen med egentlige metalstifter og -kramper. Denne metode har været anvendt særdeles længe, og der er mange, der stadig har og anvender porcelæn med sådanne klinkninger. Det var således først i efterkrigstiden med opfindelsen af epoxylim (Araldit fra 1946), at klinkemændene igen, uden særlig forbehandling med stifter og lignende, blev i stand til at udføre varmebestandige reparationer alene ved brug af lim præcis som ved Ringe år tidligere! Men hvorfor mon jernalderens befolkning gjorde sig alle disse anstrengelser for at redde nogle simple lerkar? At slå skår i... og at klinke skårene er gamle danske talemåder, der selvfølgelig udspringer af, at lertøj og service har været skattede ejendele. Det blev derfor også forbundet med stor ærgrelse, når de blev slået itu. Selv om der på bopladser fra ældre jernalder findes meget store mængder keramik og som naturlig konsekvens deraf er blevet produceret rigtig meget lertøj har det selvfølgelig været for- bundet med en betydelig indsats først at opgrave ler, forme lerkarret og ikke mindst at skaffe brændsel til brændingen. Meget lettere var det selvfølgelig, hvis man havde brugbart lappegrej (trætjære, tørrende olie og manganholdig jord) lige ved hånden, og som det fremgår af det følgende kunne dette godt være tilfældet i jernalderen på Midtfyn. Tørrende olier i form af valmue- 56, valnødde- 57 eller linolie 58 kunne alle teoretisk forekomme på en jernalderboplads. Men mens forekomsten af valnød er meget usikker i forhistorisk tid, og valmue formentlig primært har forekommet som ukrudt, var hør en nyttig kulturplante, der på Fyn i gentagne tilfælde er registreret fra starten af jernalderen ca. 500 f.kr. Ikke alene hørrens fine fibre var værdifulde, men altså også de olieholdige frø, der kunne bruges i bagværk eller presses til netop linolie. Trætjæren og manganet kunne stamme fra den sandsynligvis beskedne midtfynske jernproduktion, hvor malm blev brudt i små fugtige lavninger med stedvise særligt manganholdige forekomster. Tjære/beg blev opsamlet til videre forarbejdning som et biprodukt ved trækulsfremstillingen, der netop var nødvendig i tilknytning til jernproduktion og smedearbejde. 59 I forlængelse af de spændende resultater med de limede lerkar analyseredes en række samtidige bemalede lerkarskår 60 for at undersøge dem for rester af de samme tørrende ARKÆOLOGISKE NETVÆRK... 89

5 Fig. 26. Bemalet lerkar fra Helstedgård, OBM 4564 x121. Lerkarret stammer fra et stort jernalderkompleks ved Seden Syd (Odense NØ) og dateres til sen førromersk jernalder. En prøve af malingen er udtaget og analyseret med GC/MS. Foto: Jens Aagaard. I eksemplerne fra Ringe udbedrede den fynske klinkemand i første omgang skaderne på lerkarrene. Men alt har en ende, og til sidst røg selv de teknologiske vidundere i affaldsgruberne mellem kogesten, madaffald og andre lerkarskår. Historien om den gamolier og teknologier. Disse analyser bekræfter imidlertid ikke 61 den højteknologiske brug af tørrende olier og additiver. Teknologien er i øvrigt heller ikke os bekendt påvist andre steder så langt tilbage i historien (fig. 26). le teknologi blev altså bogstavelig talt smidt ud. I jorden lå historien imidlertid gemt og bevaret, således at der i dag kan berettes om en år gammel superlim og en særdeles dygtig midtfynsk klinkemand. 90 FYNSKE MINDER 2011

6 LITTERATUR Albrectsen : Fynske Jernaldergrave bd. I-V. Odense. Andersen, Aa.G. 1995: Naturmedicin i Jernalderen. Fynske Minder 1995, s Andreasen, M.H. 2009: Agerbruget i enkeltgravskultur, senneolitikum og ældre bronzealder i Jylland belyst ud fra plantemakrofossiler. Kuml 2009, s Andreasen, M.H. 2010: Kursorisk gennemsyn af arkæobotanisk materiale fra OBM 8434, Tietgenbyen Nordvest II (FHM 4296/692). Rapport fra Moesgårds Konserverings- og Naturvidenskabelige afdeling. Brzezinski, W. & W. Piotrowski 1997: Proceedings of the First International Symposium on Wood Tar and Pitch: Held by the Biskupin Museum (department of the State Archaeological Museum in Warsaw) and the Museumsdorf Düppel (Berlin) at Biskupin Museum, Poland July 1st-4th Brøndegaard, V.J Folk og Flora. Dansk etnobotanik 1. København. Brøndegaard, V.J Folk og Flora. Dansk etnobotanik 2. København. Brøndsted, J. 1936: Danish Inhumation Graves of the Viking Age. A Survey. Acta Archaeologica Vol. VII, s Christensen, L. 2005: Nye vikingetidsgrave fra Galgedil i Otterup. Sletten 2005, s Engelhardt, C. 1869: Fynske Mosefund No. II. Vimosefundet. København. Glastrup, J., M. Taube, F. Jessen & J. Hansen (under udarbejdelse): The Iron Age Super Glue. Gotfredsen, A.B., M.B. Henriksen, J. Kveiborg & K.G. Therkelsen 2009: Fjordfiskere, strandjægere, håndværkere og handelsmænd i jernalderens Seden. Fynske Minder 2009, s Gramtorp, D. & M.B. Henriksen 2000: Fint skal det være. - om tinbelægning på bronzesmykker fra yng - re germansk jernalder og vikingetid. Fynske Minder 2000, s Hansen, J. & C. Kolmos 2008: Jernalderbebyggelsen ved Gestelevvej. Ræthingeposten 2008, s Hansen, J. & J. Bonde 2007: Rynkeby en landsby fra jernalderen. Ræthingeposten 2007, s Hardt, N. 2003: Trækul og tjære. I: P. Ethelberg, N. Hardt, B. Poulsen & A.B. Sørensen: Det Sønderjyske Landbrugs Historie Jernalder, Vikingetid og Middelalder. Henriksen, M.B. 1993: Et ligbrændingsforsøg på Hollufgård. - Hvad kan det fortælle om jernalderens brandgrave? Fynske Minder 1993, s Henriksen, M.B. 1995: Lappeværk. Skalk 1995 nr. 3, s. 34. Henriksen, M.B. 2000: Lundsgård, Seden Syd og Hjulby. Tre fynske bopladsområder med detektorfund. I M.B. Henriksen (red.): Detektorfund hvad skal vi med dem? Dokumentation og registrering af bopladser med detektorfund fra jernalder og middelalder. Rapport fra et bebyggelseshistorisk seminar på Hollufgård den 26. oktober Skrifter fra Odense Bys Museer, vol. 5, s Henriksen, M.B. 2009: Brudager Mark. - en romertidsgravplads nær Gudme på Sydøstfyn. Bind 1-2. Fynske Jernaldergrave bd. 6, 1-2. Fynske Studier 22. Odense. Henriksen, M.B. & E. Porsmose 1995: Bytoften - et oldtidslandskab på Østfyn. Skrifter fra Kerteminde Museum. Kerteminde. Henriksen, M.B. & M. Stoklund 1996: Harja-kammen fra Vimosefundet - samt en oversigt over nye fynske fund med tolagskamme. Fynske Minder 1996, s Hvass, S. 1979: Die volkerwanderungszeitliche Siedlung Vorbasse, Mitteljutland. Acta Archaeologica 49, 1978, s : The Viking-age Settlement at Vorbasse, Central Jutland. Acta Archaeologica 50, 1979, s : Vorbasse. The Development of a Settlement through the First Millenium A.D. Journal of Danish Archaeology 2, s Jensen, H.A. 1985: Catalogue of late- and postglacial macrofossils of Spermatophyta from Denmark, Schleswig, Scania, Halland, and Blekinge dated B.P. to 1536 A.D. Danmarks Geologiske Undersøgelser, Serie A, nr. 6. Jensen, J. 1990: Arkæologien mellem videnskab og folkelighed. Kuml , s : Thomsens museum. Historien om Nationalmuseet. København : Fra Bronze- til Jernalder. En kronologisk undersøgelse. Nordiske Fortidsminder. Serie B. Bind 15. København. Jensen, J. 2001: Danmarks Oldtid. Stenalder f.kr. København : Danmarks Oldtid. Yngre Jernalder og Vikingetid 400 e.kr e.kr. København. Jensen, P.M. & M.H. Andreasen (i tryk): Indslag om ældre jernalders agerbrug I: M.H. Nielsen (red.). Fyn i Fortiden Det levede Liv. 500 f.kr. 150 e.kr. (i tryk). Jeppesen, T.G. 1981: Middelalderlandsbyens opståen. Kontinuitet og brud i den fynske agrarbebyggelse mellem yngre jernalder og tidlig middelalder. Fynske Studier XI. Odense. Jørgensen, M.S. & T. Egeberg 2001: På tværs af Skjern Å-dalen. Nationalmuseets Arbejdsmark 2001, s Kanstrup, M. 2008: Madkultur vane og variation. Koststudier baseret på isotopanalyser af skeletmateriale fra vikingetidsgravpladsen Galgedil på Nordfyn. Upubliceret konferensspeciale, Aarhus Universitet. Klitgaard, S. 2000: Otterup anno 800. Sletten 2000, s Klindt-Jensen, O. 1975: A History of Scandinavian Archaeology. London. Kveiborg, J. 2009: Zooarkæologisk gennemgang af knoglemateriale fra OBM 8434, Tietgen Byen Nord- 112 FYNSKE MINDER 2011

7 vest II (FHM 4296/692). Rapport fra Moesgårds Konserverings- og Naturvidenskabelige afdeling. Madsen, A.P., S. Müller, C. Neergaard, C.G.J. Petersen, E. Rostrup, K.J.V. Steenstrup & H. Winge 1900: Affaldsdynger fra Stenalderen i Danmark : undersøgte for Nationalmuseet. København. Madsen, C. & H. Thrane 1992: Udgravninger af sydfynske gravhøje fra yngre broncealder. Fynske Minder 1992, s Markvad, J. 2004: Danske konger før Gorm den Gamle. Yduns Æbler. Gedved. Melchior, L. 2008: Denmark s Genetic Past. Upubliceret Ph.d.-afhandling, Københavns Universitet. Melchior, L., Kivisild T., Lynnerup, N. & J. Dissing 2008: Evidence of Authentic DNA from Danish Viking Age Skeletons Untouched by Humans for 1,000 years. PloS ONE 3(5): e2214.doi: /journal.pone Müller, S. 1897: Vor Oldtid. Danmarks forhistoriske Archæologi. København. Møbjerg, T., P.M. Jensen & P.H. Mikkelsen 2007: Enkehøj En boplads med klokkebægerkeramik og korn. Kuml 2007, s Nielsen, J.N. 2000: Sejlflod ein eisenzeitliches Dorf in Nordjütland, Band 1-2. Nordiske Fortidsminder. Serie B. Volume 20:1-2. Det Kongelige Nordiske Oldskriftselskab, København. Nielsen, J.N. & M. Rasmussen 1986: Sejlflod en jernalderlandsby ved Limfjorden. Nielsen, J. 1989: Guld, kvinder og runesten. Historisk Årbog for Thy og Vester Hanherred 1989, s Nielsen, M.H. (red.): Fyn i Fortiden Det levede Liv. 500 f.kr. 150 e.kr. (i tryk). Porsmose, E. 1981: Den regulerede landsby. Studier over bebyggelsesudviklingen på Fyn i tiden fra ca til ca e.kr. fødsel. Odense University Studies in History and Social Sciences. Vol. 72. Odense. Prangsgaard, K. og P. Bennike (2010): Tandtatovering. Skalk 2010:3, s Price, T.D., K.M. Frei, Kanstrup, M., Prangsgaard & P. Bennike (in prep.): Galgedil. Isotopic studies of a diverse Danish Viking cemetery on the Danish island of Funen, AD Rau, R. & M. Runge 2010: Kulturarven som værdi arkæologi som værdiskaber. Udviklingen af en ny kommunikationsstrategi. Fynske Minder 2010, s Robinson, D.E. 2000: Det slesvigske agerbrug i neolitikum og bronzealder. Arkæobotaniske udsagn, s I: Ethelberg, P., Jørgensen, E., Meier, D. & Robinson, D.E.: Det Sønderjyske Landbrugs Historie. Haderslev. Robinson, D.E. 2003: Neolithic and Bronze Age Agriculture in Southern Scandinavia Recent Archaeobotanical Evidence from Denmark. I: Environmental Archaeology 8, s Robinson, D.E. & P.H. Mikkelsen & C. Malmros 2009: Agerbrug, driftsformer og planteressourcer i jernalder og vikingetid (500 f. Kr e.kr.) I: B. Odgaard & J. Rydén Rømer (red.): Danske landbrugsredskaber gennem 2000 år. Aarhus Universitetsforlag. s Runge, M. 2010: Kildehuse II. Gravpladser fra yngre bronzealder og vikingetid i Odense Sydøst. Fynske Studier 23. Odense. Runge, M. & P.S. Henriksen 2007: Danmarks ældste hørindustri. Fynske Minder 2007, s Sehested, N.F.B. 1878: Fortidsminder og Oldsager fra Egnen om Broholm. København : Archæologiske Undersøgelser København. Skriver, C. 2009: OBM 8434 og OBM Slid - sporsanalyse. Rapport. Moesgård. Thomsen, P.O. 1983: Tved en boplads med hustomter fra ældre romersk jernalder. Årbog for Svendborg og Omegns Museum 1982, s Thrane, H. 2004: Fyns Yngre Broncealdergrave, bind 1-2. Fynske Studier 20. Odense. Trąbska, J., A. Weselucha-Birczynska, J. Ziêba-Palus & M. Runge (i tryk): Black painted pottery, Kildehuse II, Odense County, Denmark. Spectrochimica Acta. NOTER 1. Jensen 1990; 1992:313ff. 2. Müller 1897:8ff. 3. Madsen et al. 1900:3ff. 4. Engelhardt 1869:1ff Gramtorp & Henriksen Henriksen & Stoklund Runge & Henriksen 2007; Gotfredsen et al Andersen Henriksen Rau & Runge Sehested 1878; Sehested 1884, III. 15. Henriksen 2009, s. 264ff. 16. Sehested 1884, s. 21ff. 17. Klindt-Jensen 1975, s Skår uden nummer fra jættestue på Uggerslev Mark, Uggerslev sogn med aftryk af hvedekorn, bronzealderurne FS 3327 fra Katbjerg, Skovby sogn (Thrane 2004, s. 145f) med aftryk af flere hvedekorn samt af frugt fra skærmplanten vandklaseskærm, bronzealderurne FS 1561 fra Frederiksgave (Hagenskov), Sønderby sogn (Thrane 2004:119) med aftryk af bygkorn, lerkar FS 1961 fra Flinterup, Slagelse, Sorø amt med aftryk af hvedekorn samt lerkar FS 4890 fra jættestue på Hjadstrup Mark, Hjadstrup sogn, med aftryk af hvedekorn. ARKÆOLOGISKE NETVÆRK

8 19. Sagen har j.nr. OBM Undersøgelsen i 2005 blev foretaget af arkæolog og ph.d.-studerende Marie Kanstrup og museumsinspektør Mads Runge. 20. Henriksen 2000: Der er foretaget to C14-dateringer af korn fra anlægget, hhv (95,4 %) 1053 BC og 1381 (95,4 %)1059 BC. 22. Møbjerg et al Sagen har j.nr. OBM 2815 Energivej og er undersøgt af museumsinspektør Mikael Holdgaard Nielsen. 24. Anlæg SA er C14-dateret til 1130BC (95,4 %) 920 BC. 25. Jensen & Andreassen i tryk; Robinson et al Robinson 2000; Andreasen Møbjerg et al Ph.d.-stipendiat Lise Harvig: Ligbrænding i et bioarkæologisk perspektiv fra udgravning og analyse til dødsopfattelse, rite og praksis. 30. OBM 8441, Østre Boulevard III. Oldsager og dokumentation opbevares på Odense Bys Museer. 31. Gravpladsen vil kun blive behandlet ganske kort her, da de foreløbige AMS-dateringer har givet lidt uventede resultater. Først når materialet er gennemgået i sin helhed, og de forhåndenværende dateringer er blevet be- eller afkræftet, vil der blive skrevet mere indgående omkring gravpladsen og de gravlagte. 32. For en mere detaljeret beskrivelse af brandgravstyperne henvises til Henriksen 2009:68 ff. 33. Ved optagning af et præparat frigraves emnet i dette tilfælde en urne og omvikles med gazebind eller andet støttende materiale. I andre tilfælde er det nødvendigt at optage emnet i en større jordblok og stabilisere denne, hvorefter museets konservatorer kan frilægge emnet under kontrollerede forhold. 34. CT-scannerens billeder repræsenterer skiver af det scannede objekt (taget med nogle millimeters mellemrum), hvilket muliggør en efterfølgende 3D-visualisering af genstanden, for eksempel en urne. Ved ef- terfølgende softwarebehandling kan man således isolere en enkelt genstand eller knogle og se den digitalt i tre dimensioner. 35. F.eks. Albrectsen ; Thrane Henriksen 2009, s. 264ff. 37. Runge 2010, s. 57ff. 38. Henriksen 2009, s. 265ff. 39. Henriksen 2009, s. 275ff; Runge 2010:52ff. 40. Runge Madsen & Thrane 1992, s. 32; Jensen 1997, s. 115 med planche 14: Runge 2010, s. 95 ff. 43. Kveiborg 2009; Andreasen 2010; Skriver Henriksen 2009, s. 220ff. 45. Der er tale om OBM 3981 Bolteskov II/OBM 3982 Bolteskov III (Hansen & Kolmos 2008) samt OBM 3146 Rynkeby Mølle (Hansen & Bonde 2007). Begge bopladsområder omfatter fundkomplekser fra flere perioder, men det her relevante materiale stammer i begge tilfælde fra ældre jernalder. 46. To skår (OBM 3146 x206 & OBM 3982 x 5) er i forbindelse med de kemiske analyser blevet røntgenfotograferet for at bekræfte, at limningen er foretaget uden stifter til at holde skårene på plads (Glastrup, Taube, Jessen & Hansen, under udarbejdelse). 47. Jensen 2001, s , 153. Fra stenalderen kendes montering af skærende flintestykker. 48. Jens Glastrup er uddannet cand.scient. i biokemi, Københavns Universitet. 49. OBM 3146 x206, OBM 3982 x5, OBM 3981 x390, x439, x469, x611 & x For en detaljeret gennemgang af de kemiske analyser henvises til Glastrup, Taube, Jessen & Hansen, under udarbejdelse. 51. Som tørrende olie kan evt. være brugt en valmue, valnødde- eller linolie (hør). 52. Mangan er én blandt flere (bly & kobolt) katalysatorer, der kan fremme tørringsprocessen mellem f.eks. tjære/beg og tørrende olie. Mangan findes i Danmark i jord og malm. Særlige manganholdige malmtyper fremstår mere gråsorte end de almindeligere rødbrune jerndominerede typer (Glastrup, Taube, Jessen & Hansen, under udarbejdelse). 53. Nielsen & Rasmussen 1986, s. 21 figur 2. Nielsen 2000: x6698 (Bind 2, s Bind 1, s ), x508 (Bind 1, s. 49 & Bind 2, s. 34) & x3397 (Bind 1, s & Bind 2, s. 92). 54. Lerkarret er afbildet i Henriksen 1995 samt i Henriksen 2009, s Klæbersten er en art fedtsten, der er så blød, at den kan forarbejdes til egentlige kar. I vikingetiden importeredes store mængder klæberstenkar til især Nordjylland fra Norge. Når karrene gik i stykker, blev de fra tid til anden klinket med jernkramper. Eksempler herpå kendes bl.a. fra en boplads ved bredden nær den tidligere Sjørring Sø i Thy, THY 2092 (Nielsen 1989). 56. Valmue: Gærdevalmuen (Papaver Dubium) var førhen meget almindelig på dyrket jord, diger osv., sikkert indslæbt med urent sædekorn allerede i oldtiden (frit efter Brøndegaard 1979, s. 204). Opiumsvalmuen (Papaver Somniferum) er fra det nuværende Danmark kendt helt tilbage fra ældre førromersk jernalder, bl.a. fra Lodbjerg i Thy. Peter Mose Jensen, Moesgård Museums Naturvidenskabelige Afdeling takkes for henvisning herom (Jensen 1985, s. 25, 59). 57. Valnød (Juglans regia) kendes med sikkerhed fra Danmark fra anden halvdel af 1200-tallet og fremefter. Muligvis blev træet dog dyrket helt tilbage i romersk jernalder (Brøndegaard 1978, s. 234.). 58. Hør (Linum usitatissimum) kendes som systematisk udnyttet plante fra det nuværende danske område helt tilbage fra slutningen af bronzealderen, dvs. tiden omkring ca f.kr. (Runge & Henriksen 2007, s. 147). Linolie udvindes ved at presse de olieholdige frø. 59. Ved produktion af trækul frembringes trætjære/beg som et restprodukt, der kan opsamles til 114 FYNSKE MINDER 2011

9 videre brug (f.eks. Hardt 2003, s. 117). Forskningen i de mangeartede kemiske processer og arkæologiske spor (anlæg såvel som genstande) i forbindelse med netop produktion af trætjære/beg afspejles bredt gennem en lang række artikler i bl.a. Brzezinski & Piotrowski Kielbergvej Nord OBM 5491x275, x696 & x727 samt Helstedgård OBM 4564x Bemalede lerkar kendes fra en række danske lokaliteter om end de forekommer relativt sjældent. I 1982 sammenfattede Per O. Thomsen, Svendborg og Omegns Museum, materialet i en mindre artikel afledt af et konkret fund fra Tved ved Svendborg (Thomsen 1982, s. 18ff). I tillæg hertil er foruden de analyserede skår tilkommet materiale fra en række fynske lokaliteter; OBM 8908 Stokkebæk x121, Brudager Mark EN 1a (Henriksen 2009, s. 243ff) og fra yngre bronzealder OBM 8414 Kildehuse II x562 (Runge 2010, s. 32ff). 62. OBM 5144 Hillerup , OBM 3141 Stavadgyden , OBM 8935 Hjulby , OBM 114 Nyvænge Skov , OBM 2815 Energivej Nielsen, M.H. (red.). 64. OBM 2747 Hyldehøjvej Vest SOM A7-86 Lundeborg II OBM 2815 Energivej Landsbyens opståen og udvikling er navnet på et forskningsprojekt, der blev gennemført i perioden mellem 1975 og Projektet var et samarbejde mellem Historisk Institut, Odense Universitet, og Fyns Stiftsmuseum. Projektet resulterede i to licentiatafhandlinger hhv. Middelalderlandsbyens opståen (Jeppesen 1981) og Den regulerede landsby (Porsmose 1981). 67. Med landsbyer menes i denne sammenhæng udelukkende de gamle adelbyer og således ikke de senere udflytterbebyggelser eller torpbebyggelser. 68. Jeppesen 1981, s. 7 & s Jeppesen 1981, s Hvass 1979, 1981 og Jeppesen 1981, s. 134 & Det samlede forundersøgte areal udgør i Odense Bys Museers ansvarsområde mindst hektar (sammentalt på baggrund af museets registreringer i GIS-systemet ArkKort udviklet af Odense Bys Museer). Hertil kommer en lang række tracéer, besigtigelser af afrømmede flader, gamle sager, der endnu ikke er digitaliseret m.v. Sættes dette areal i forhold til museets samlede ansvarsområde på ca hektar, er det en simpel udregning, at pt. ca. 1 % af ansvarsområdet er forundersøgt. Hvis der derforuden korrigeres for de meget vandførende eller stærkt kuperede arealer, hæves undersøgelsesgraden i forhold til de potentielt bopladsegnede arealer. Endelig bestyrkes repræsentativitetsgraden (i forhold til denne artikels problematik) af det forhold, at forundersøgelserne i vid udstrækning er foregået i forbindelse med udbygning af bolig- og erhvervsområder i tilknytning til eksisterende byzoner og på landet derfor i umiddelbar nærhed af de eksisterende landsbyer. 73. Rynkeby-komplekset omfatter en lang række udgravninger og enkeltregistreringer dog primært OBM 2537, OBM 2832, OBM 3146, OBM 3970 etape 1-4, OBM 5491 og OBM Udgravningerne er udført af en lang række arkæologer og arkæologistuderende, der alle har udført et stort arbejde særlig fremhæves skal Jakob Bonde, Michael Jakobsen, Bente Bech, Charlotte Kaastrup Kolmos, Sune Villumsen, Rasmus Birch Iversen og Lone Bach Nielsen, der alle i kortere eller længere perioder har fungeret som daglige udgravningsledere på dele af Rynkeby-komplekset. 74. Man skal dog være opmærksom på, at der i gentagne perioder i jern- og middelalder optræder plateauer på kalibreringskurven, hvilket i al sin enkelhed medfører større usikkerheder end i teksten angivet. Ligeledes er det vigtigt at pointere, at mulighederne med de naturvidenskabelige dateringer ikke skal udnyttes på bekostning af de traditionelle arkæologiske metoder. Direkte relationer mellem forskellige anlæg vil således til stadighed være det primære omdrejningspunkt i forståelsen af indre dynamikker gårdene og husene imellem såfremt disse relationer er til stede! 75. En floteringsprøve består groft sagt af en pose jord udtaget fra et stolpehul tilknyttet et hus. Jorden gennemsøges minutiøst, og alt forkullet materiale (og evt. andre fund) sorteres fra. Arkæobotanikere (i dette tilfælde fra Moesgård Museums Naturvidenskabelige Afdeling) gennemgår herefter materialet og beskriver i skematisk form indholdet af de enkelte prøver. Resultaterne sammenfattes i en mindre rapport, der så at sige danner et samlet overblik over lokalitetens arkæo botaniske indhold og eventuelle sammenblanding et såkaldt kursorisk gennemsyn. For en kort beskrivelse af floteringsprøver se Nielsen, Jensen & Runge 2011 i dette bind. 76. At rugen (Secale cereale) nærmest konsekvent optræder på lokaliteter fra yngre romersk jernalder og fremefter, fremgår af en lang række udgravninger, hvorfra der de senere år er foretaget arkæobotaniske kursoriske gennemsyn såvel som egentlige analyser alle foretaget af specialister fra Moesgård Museums Naturvidenskabelige Afdeling. 77. Jørgensen & Egeberg 2001, s Chochilaicus (evt. 500-tallet) og Angantyr (starten af 700-tallet) Jensen 2004 s. 151ff og Markvad Sagen har j.nr. OBM Undersøgelsen af gravpladsen blev foretaget af stud.mag. Susanne Klitgaard og museumsinspektør Mogens Bo Henriksen og arkæolog Lisbeth Christensen og museumsinspektør Kirsten Prangsgaard i Undersøgelse af kulstof- og kvælstofisotoper blev gennemført med støtte fra Elisabeth Munksgaard Fonden. 81. Henriksen & Porsmose ARKÆOLOGISKE NETVÆRK