OBM 5496, Tuekjærsholm

Transkript

1 OBM 5496, Tuekjærsholm - Udgravning af hustomter og kulturlag fra yngre stenalder, koge og affaldsgruber fra bronzealder samt hustomter fra ældre og yngre jernalder. Af Arkæolog Michael Borre Lundø Arkæologisk Rapport nr. 414, 2013

2 Indledning..3 Udgravningens forhistorie 3 Udgravningens hovedresultater og perspektiver Yngre bondestenalder...4 Senneolitikum eller ældre bronzealder.5 Yngre bronzealder..5 Førromersk jernalder.7 Ældre romersk jernalder....8 Yngre romersk eller ældre germansk jernalder...9 Sammenfatning...11 Landskabet...12 Udgravningens data...13 Udgravningens metode..15 Dataliste..15 Litteraturliste.15 Tidstavle 2

3 Indledning Denne bygherrerapport omhandler forundersøgelsen og den efterfølgende udgravning af et 6,5 hektar stort areal i Bellinge, sydvest for Odense. Rapporten dækker således både over forundersøgelsen og den efterfølgende udgravning. Bygherre på projektet var Odense Kommune ) Kultur, Plan & Byg. Nørregade 36-38, pb. 730). Ved undersøgelsen fremkom hustomter fra bondestenalderen, et kogegrubefelt fra bronzealderen samt adskillige huse og hegn fra flere perioder af jernalderen. Forundersøgelsen blev udført af henholdsvis arkæolog Charlotte Kastrup Kolmos i foråret 2009 og af Michael Borre Lundø i foråret Daglig udgravningsleder for den arkæologiske undersøgelse i 2010/2011 var arkæolog Michael Borre Lundø. Ansvarlig Museumsinspektør er Jesper Hansen. Udgravningens forhistorie Forud for byggemodning af et 45 hektar nyt beboelseskvarter i Bellinge, udbad Odense Kommune sig en udtalelse omkring de arkæologiske interesser i det berørte areal se fig. 1. Omtrent 500 meter øst for arealet er der, under den nuværende Assensvej, udgravet 10 hustomter fra yngre romersk- eller ældre germansk jernalder (OBM6042). Umiddelbart syd for arealet, på den anden side af Assensvej, blev der forud for byggemodningen i 2005 udgravet flere hustomter fra samme periode (OBM7744). I området nord for Brændekildevej er der i 1907, i forbindelse med grusgravning, undersøgt en urnegravplads med ca. 50 grave ( ). Gravene er dateret til yngre romersk jernalder, og må således være samtidig med de registrerede bopladser. Øst for arealet er der registreret to overpløjede gravhøje på den tilstødende mark ( og ). På baggrund af de tidligere udgravninger og områdets størrelse, sammenholdt med de topografiske karakteristika, var det forventeligt, at der ville kunne påtræffes jordfaste fortidsminder. Sådanne er omfattet af museumslovens 27, og på den baggrund blev det besluttet at forundersøge det store areal. Forundersøgelsen blev opdelt i to etaper. Den første etape udgjordes af et otte hektar stort areal på den østlige del af området. Netop på dette sted sås en meget markant bakkeformation, og der kunne være tale om en form for voldanlæg. Da afgørelsen af dette var vigtig for det videre planlægningsarbejde foretoges denne del af forundersøgelsen i foråret Området viste sig dog at være en naturlig bakkeknold omkranset af en lavning. Til gengæld blev der fundet resterne af flere hustomter fra jernalderen. Områdets resterende 37 hektar forundersøgtes i foråret 2010 og også her fremkom udstrakte bopladsspor fra både sten bronze og jernalder. På baggrund af forundersøgelsen blev 16 delområder med et samlet areal på kvadratmeter indstillet til udgravning. Fig. 1. På kortet ses museets undersøgelser samt registreringerne i fund og fortidsminder. ( Rød prik repræsenterer stenalder, grøn bronzealder, blå jernalder og gul vikingetid eller middelader. Sort prik er oldtid generelt. Figur: Michael B. Lundø 3

4 Udgravningens hovedresultater og perspektiver Ved undersøgelsen blev der afdækket et samlet areal på 6,4 hektar. Følgende opsummeres resultaterne fra forundersøgelsen og udgravningen samlet, opstillet under de respektive periodeafsnit i kronologisk rækkefølge. For absolutte årstal hanvises til tidstavlen på rapportens bagside. Yngre bondestenalder De første mennesker ankom til området cirka år f.kr. og efter fynske forhold er sporene betragtelige. Længst mod nord er der fundet rester af to hustomter fra bondestenalderen, hvoraf det ene er kulstof14 dateret til perioden f.kr. Her boede en familie, der dyrkede små marker, mens deres husdyr formentlig græssede på engarealerne omkring Lettebækken. Husene fra denne periode er såkaldte to-skibede huse, hvilket betyder, at huset har været konstrueret ved én række af kraftige stolper, der har båret taget. Foruden resterne af menneskenes huse fandt arkæologerne også flere fragmenter af slebne økser og en mejsel (fig. 2) samt en større mængde meget fint dekorerede skår fra forskellige lerkar som familien brugte i deres dagligdag. Enkelte pilespidser vidner om, at stenalderfolkene ikke blot dyrkede jorden og holdt husdyr de gik også på jagt i områdets skove. Hvorvidt køllehovedet af flint afbilledet nederst på siden ligeledes har fungeret som jagtvåben er usikkert. Det kan også have været anvendt som stridsvåben i ufredstid! Spor efter stenalderbondens huse ses kun sjældent på Fyn, og fundet af de to hustomter vil være central for den videre forskning. Indholdet af forkullet materiale i jorden fra stolpehullerne viste sig også højst interessant, og det kunne vises, at beboerne overvejende har dyrket emmer/spelt, mens nøgen byg er dyrket i et mindre omfang. Foruden korn fremkom også fragmenter af hasselnøddeskaller, der viser at beboerne har udnyttet hvad skoven har haft at tilbyde som et supplement til landbruget (Thastrup 2013, 6-7). Fig. 2. Flintøkser og en enkelt mejsel (ø. Th.) fundet under udgravningen. Den hele økse centralt i billedet er aldrig blevet gjort færdig. Foto: Odense Bys Museer. Fig. 3. Køllehoved eller net synk af flint. Foto: Odense Bys Museer. 4

5 Senneolitikum eller tidlig ældre bronzealder Fra denne periode stammer ingen hustomter, ligesom der ikke er fremkommet andre jordgravede anlæg. Perioden er repræsenteret i form af en fladehugget pilespids (fig. 4) samt fragmentet af en fladehugget dolk. Tilsammen vidner fundene om en sporadisk aktivitet på arealet i denne periode. Fig. 4. Fladehugget pilespids. Foto: Helge Langkilde Rasmussen, Harja. ler til deres krukker og potter, ligesom langhusenes vægge oftest var beklædt med ler. Leret fremskaffede man ved at grave det øverste muldlag af, og herunder lå en næsten uudtømmelig ressource til ler i undergrunden. Hullerne blev efterfølgende genopfyldt med bopladsens affald til stor held for arkæologerne. De udgør en uvurderlig kilde til studiet af den materielle kultur i form af kasserede redskaber og itubrudte lerkar. I gruberne blev der blandt andet fundet flere skår af kartyper, hvis dekoration er typisk for den yngre bronzealders sidste halvdel (ca f.kr.). Foruden lerkarrene fremkom også flere kraftige flækkeknive eller -segl. Selv om flækkeknivene godt kan have et lidt tilfældigt udseende, viser deres alsidige brug, at de har været et vigtigt værktøj for bronzealderens mennesker. Slidsporsanalyser foretaget på flækkeknive fra andre lokaliteter viser, at de både har været brugt som regulære segl til at høste korn med, men derudover viser sliddet også spor efter arbejde i både knogle, skind og træ. Fra en naturlig lavning på lokaliteten blev der udtaget jordprøver til flotering. I en af disse fremkom en større mængde ukrudtsfrø, korn og avnbaser og sammensætningen af frø og korn ligner det man ville forvente at finde i en tærskerest efter kornet er sorteret( mund. med. Peter Mose, Moesgård Museums Naturvidenskabelige afdeling). Kulstof14 dateringer herfra placerer tærskeresten i perioden f.kr. og viser med al tydelighed, at selvom husene fra perioden ikke har efterladt sig aftryk i jorden, så har bronzealderens folk dyrket jorden. I alle dele af vores forhistorie, har menneskene tilberedt deres mad enten over åben ild eller i såkaldte kogegruber. Kogegruben har fungeret som en jordovn, og er et af de spor efter fortidens mennesker, som arkæologen oftest støder på. I Bellinge forekommer kogegruberne spredt over hele arealet, men i et enkelt område ses et regulært kogegrubefelt fig. 6. Kogegrubefelterne er almindelige i yngre bronzealder ( f.kr.), og feltet Yngre bronzealder Fra yngre bronzealder stammer flere af områdets store lertagningsgruber. Både bronzealderens og jernalderens folk havde brug for store mængder af Fig. 5. Til venstre skår med dekorationselementer typiske for yngre bronzealder. Til højre et flækkesegl i flint. Den skærende æg er på stykkets højre side. Foto: Odense Bys Museer. 5

6 Fig. 6. Oversigtsplan over kogegrubefeltet. Kogegruberne er markeret med rødt,. Med blåt er markeret de to naturlige lavninger, der stadig fremstod fugtige. De grønne anlæg er lertagningsgruber eller ikke nærmere typebestemte gruber. Figur: Michael Borre Lundø. koncentrerer sig omkring et par naturlige lavninger, der formodentlig har stået under vand i forhistorien. Sådanne fugtige lavninger, mosehuller, søer og åer har været omgærdet af en utrolig mystik, og de har jævnligt indgået i blandt andet bronzealderens religionsudøvelse. Om kogegrubefeltet her har været brugt i forbindelse med oldtidens højtider, eller om der blot er tale om et hyppigt anvendt udekøkken er usikkert - hvem ved måske vi aldrig løser mysteriet om kogegrubefelternes anvendelse. Kun 200 meter mod sydøst blev der fundet det meste af et lerkar (x640), der ud fra kartypen skal dateres til yngre bronzealder. Det kan overvejes om karret skal henregnes som en form for vådbundsoffer og kar hensættelsen kan således være en del af aktiviteterne ved kogegrubefeltet. Kun sjældent forstyrrer kogestensgruberne hinanden, og man må næsten formode, at de har været synlige i markoverfladen eller måske endda været åbentstående. På fig. 6 ses enkelte hustomter markeret ved sort raster, men de stammer formentlig alle fra tiden omkring år 200 e. Kr. Af bronzealderfolkets hustomter er der endnu ingen sikre spor i Bellinge. 6

7 Førromersk jernalder I flere af de undersøgte udgravningsfelter er der fundet spor efter hustomter fra førromersk jernalder (ca. 25 i alt). De gode bevaringsforhold skyldes til dels, at der hen over knolden ligger et tykt lag muld, som har beskyttet mod den moderne pløjning måske som et resultat af gården Tuekjærsholm, der først blev nedlagt sidst i 1950 erne eller først i 1960 erne. Hustomterne er af den treskibede type og er forsynet med døråbninger på de to langsider. I jernalderen har der stået dyr på stald i husets østlige ende, mens vestenden har dannet ramme om familiens dagligdag. Især tre af hustomterne fra den førromerske jernalder pådrog sig stor opmærksomhed, da væggen var af en konstruktion, der ellers kun ganske sjældent optræder inden for den fynske region fig. 7. Husenes vægge har været funderet i en op til 50 cm dyb grøft, og ved en sådan konstruktion har der næppe været tale om rundtømmer med risflet imellem, som det ellers er vanligt. Der er nærmere tale om en relativ kraftig væg bygget af lodretstillet tømmer eller planker. Denne konstruktion kendes typisk for huse fra førromersk jernalder i det midt og sydjyske. Er det vi ser her jyske familier, der har taget rejsen Fig. 8. Med grå raster er markeret gårdsenheder fra førromersk jernalder bestående af et beboelseshus og måske en mindre økonomibygning. Figur: Michael Borre Lundø. over bæltet for at slå sig ned på Midtfyn - og hvad var deres ærinde? Kom de for at handle, eller skulle datteren giftes væk for at skabe en alliance mellem familier på Fyn og i Jylland. Kan der være tale om fredløse, der søgte en ny start, eller er det slet og ret fynske familier, der har været i Jylland, og er blevet inspireret af byggeskikken der? Disse spørgsmål kan arkæologerne ikke svare på, og her er det kun fantasien, der sætter grænser. De i alt 25 hustomter fra førromersk jernalder udgøres både af de før omtalte langhuse, men der ses også mindre bygninger, der næppe har udgjort beboelseshuse, men nærmere små værkstedshytter eller Fig. 7. Bellingehuset var ca. 11meter langt og 4,8 meter bredt. Det er forsynet med døråbninger på de to langsider ud for hvor arkæologen står. Omkring den vestlige halvdel var gravet en op til 50 cm dyb grøft, som husets væg var funderet i. Mod øst var grøften ikke bevaret og væggen har måske været af en anden konstruktion her. Foto: Jesper Hansen. 7

8 lader. I alt udgør hustomterne tilsammen omkring 8-10 gårde eller familier om man vil fig. 8. Der er næppe tale om helt samtidige hustomter, men nærmere en kronologisk udvikling, hvor den eller de samme familier har flyttet rundt inden for området. På fig. 8 kan tre af hustomterne således dateres indenfor perioden ca f. Kr. mens de resterende tre dateres til perioden f.kr. Husene har næppe ligget der samtidigt, og billedet er nok nærmere udtryk én måske to samtidige gårde, der har flyttet lidt rundt inden for det samme område. I førromersk jernalder fortsatte man traditionen med at smide affald i de store lertagningsgruber. I flere af gruberne fra førromersk jernalder er der således fremdraget et stort keramisk materiale lige fra små kopper til større fade og krukker. Oftest blot i form af ituslåede kar, men i enkelte tilfælde også i form af næsten hele kar (fig. 9). Det er muligt, at disse har været nedsat helt bevidst måske som en form for offertradition, hvor karret er nedsat på lertagningsgrubens bund måske med et spiseligt indhold? I en anden grube udtoges en jordprøve (x982), hvis indhold af forkullet korn og frø meget ligner det, der blev fundet i henholdsvis Tollundmandens og Grauballemandens mave, og folkene i Bellinge har altså også ernæret sig ved grød baseret på korn og ukrudtsfrø. Gruben er klustof14 dateret til periode f.kr. I et enkelt stolpehul indeholdt jorden over 200 forkullede korn, hvilket kunne tyde på, at huset er brændt. Brandfaren i et jernalderhus må have været betragtelig, men om familien har været udsat for en ulykke, ved vi ikke. Der kan også være tale om en bevidst afbrænding af huset. Vi kan se, at huset har Jorden i stolpehullerne indeholder jævnligt forkullede korn og frø. De fortæller noget om, hvad jernaldermenneskene dyrkede på marken og hvad de spiste og fodrede dyrene med - altså en fortælling om det levede liv. Korn kan også bruges til en såkaldt kulstof14 datering, der kan fastslå, hvor gammel en hustomt er. været genopbygget på nøjagtigt samme sted én gang, men efter branden er husets beboere enten gået til grunde, eller har bygget et nyt hus et andet sted. Ældre romersk jernalder. I perioden ældre romersk jernalder synes især den tidligste del underrepræsenteret i materialet, og det er kun en enkelt hustomt, der muligvis kan dateres til det første århundrede e. Kr. Hustomterne fra denne periode er overvejende opbygget af fra fire til otte sæt tagbærende stolper, og kun sjældent ses resterne efter vægkonstruktion. Et enkelt hus fra perioden har været konstrueret med en væggrøft, men hvor hustomterne fra førromersk jernalder havde den tagbærende konstruktion tæt på væggen, er afstanden til væggen i dette hus større, ligesom den samlede bredde er 5,80 meter. Det er dog tankevækkende, at hustomter med væggrøft fortsat ses her godt 500 år senere, og man kan overveje, om det er den samme familie, der fortsat vælger at bygge deres huse med dette konstruktionstræk. Fra periodens senere del (ca e.kr.) ses en opblomstring, og via kulstof14 resultater kan der udskilles omtrent 5-6 gårde, men de har næppe ligget der alle samtidig. Der er nok nærmere fortsat tale om, at gårdene med jævne mellemrum flytter et lille stykke. Fig. 9. I enkelte gruber stod der nedsatte lerkar på grubens bund. Disse kan være anvendte til en form for ofring inden gruben fyldtes med bopladsens affald. Til venstre ses karret i udgravningssituationen og til højre efter konservering. Foto: Michael Borre Lundø & Odense Bys Museer. 8

9 Fig. 10. Til højre ses en digitaliseret plantegning af et langhus fra yngre romersk eller ældre germansk jernalder fra lokaliteten, og til venstre en grafisk fremstilling af hvordan huset kan have taget sig ud i forhistorien. Fraværet af hustomter fra ældre romertid kan genfindes i lokalitetens gruber, hvor meget fundrige gruber med ældre romertids keramik er ganske fåtallige. Flere gruber er dog ikke undersøgt og derfor ikke dateret nærmere. Overordnet er der ikke påtruffet de for ældre romertid så karakteristiske kartyper og dekorationselementer. Yngre romersk eller ældre germansk jernalder Til denne periode henregnes størstedelen af de undersøgte huse og hegn på lokaliteten, og flere af de ikke nærmere daterede hustomter vil formentlig også kunne henføres til denne periode. I sammenligning med de forudgående perioder er selve gården og dens bygninger vokset. Selve langhuset kan nu antage længder på omkring 30 meter, og i enkelte hustomter, kan der spores en tydelig rumopdeling i en beboelse mod vest og en stald mod øst, idet der her er fundet rester efter båseskillerum til gårdens dyr. Foruden langhuset ses flere mindre bygninger tilknyttet den enkelte gård. På grund af deres ringe størrelse kan disse næppe have indeholdt både beboelse og stald, og de må nærmere karakteriseres som forskellige former for økonomibygninger, der kan have fungeret som håndværkshuse, lader, beboelseshuse eller små stalde. Selve gårdens rum defineres yderligere i denne periode. Omkring hustomterne ses mere eller mindre velbevarede hegnsforløb, der har omkranset bygningerne tilknyttet gården. Der synes altså at være en tydelig opdeling i dit og mit, og der kan være tale om en form for brugsret over jorden. Der er overvejende tale om hegn af sadeltagstypen konstrueret ved en eller to rækker af tagbærende stolper og en ydre række af afskærmende vægstolper. Ind mod gårdspladsen er hegnet åbent se fig. 11. Hegnene udgår som oftest fra langhusets gavle, og indhegner således en gårdsplads, der enten ligger Fig. 11. Grafisk fremstilling af hvordan en gårdsenhed fra tiden omkring 300 e. Kr. kan have taget sig ud i form af et hovedhus samt et omkransende sadeltagshegn. Figur: Odense Bys Museer. 9

10 nord eller syd for langhuset. I enkelte tilfælde ses også hegnsforløb, der omkranser hele gårdsarealet Funktionen af sadeltagshegnene er usikker, men da der er tale om en tagdækket konstruktion med en bredde på op mod 3 meter, udgør de i princippet en stor del af det samlede, tagdækkede areal på en gårdstofte. Tænker man på det store forbrug af tømmer i en sådan konstruktion må deres funktion have været yderst vigtig for gårdens beboere. I et enkelt langhus kunne der, på baggrund af forkullede korn og frø udskilles forskellige arbejdsområder inde i huset. Et sted havde man siddet/stået og finrenset korn og fjernet ukrudtsfrø og avnskaller. Et andet sted havde man opbevaret Sæddodder, der blev dyrket for sine olieholdige frø, og et tredje sted fandtes en lille samling af ærter, og det er muligt at de er blevet bælget netop hér. I et sidste område var indholdet af korn stort, og dette område må være hvor maden er blevet tilberedt og kornene derved forkullede (Thastrup 2013, 14 og fig. 11). Ved overgangen til yngre romersk jernalder synes praksis med at skaffe sig af med sit affald i bopladsens gruber at ændre sig. Det er kun et ganske lille antal af lokalitetens gruber, der på baggrund af lerkarskår kan dateres til denne periode, og spørgsmålet rejser sig, hvor man så har gjort af sit affald? Måske man er blevet klar over affaldets gødningsværdi, hvorfor det er kørt direkte på marken som en slags jordforbedring? Enkelte gruber indeholdt keramik, der ud fra dekorationselementer kan dateres til yngre romersk jernalder. I én af disse gruber (JQO) fremkom en meget fin dolk (x721), et jernsmykke (x752) og et ikke nærmere bestemmeligt beslag (x753) - fig. 12. Desforuden fremkom en mængde ornamenteret keramik (x642, x720). Grubens funktion er usikker, men der Fig. 13. Miniaturelerkar fundet i en grube. Foto: Odense Bys Museer. er formodentlig tale om en primær materialetagningsgrube, der er sekundært opfyldt. Dolken bør ud fra størrelsen karakteriseres som en kampdolk og er dermed oprindelig et våben, selvom sliddet på den godt kunne antyde en dagligdags anvendelse. Dolken var placeret på et leje af håndstore sten sydvestligt i gruben og må tolkes som en bevidst nedlæggelse. Smykket en såkaldt fibula fandtes i anlæggets midte, og henlæggelsen kan være såvel tilfældig som bevidst. Fælles for de to fund er, at de må have udgjort en stor værdi for ejermanden. I flere af langhusene fremkom der forstenede søpindsvin i stolpehullerne, og disse tolkes ligeledes som et led i en stærk og vedholdende offertradition, der som tidligere nævnt allerede starter i jernalderens begyndelse, men fortættes i de efterfølgende perioder. Det samme gælder for de nedsatte lerkar, og i to tilfælde blev der fundet nærmest hele lerkar i mindre gruber fig. 13. Fig. 12. Til venstre ses kampdolken med grebet mod venstre i billedet. Til højre ses jernfibulaen (tv) og jernbeslaget (th). Foto: Michael Borre Lundø. 10

11 Fig. 14. Højkantskort fra midten af 1800-tallet. Kortet giver et mere retvisende indtryk af eng og vådbundsarealer. Figur: Michael Borre Lundø. Tankerne der ligger bag disse små og store ofringer kan vi kun gisne om, men de tilføjer endnu en dimension til jernalderfolkenes forestilling om den verden de levede i. Bebyggelsen fra yngre romersk og ældre germansk jernalder spreder sig lidt mere end i de foregående perioder, og der er næppe tvivl om, at bopladsen vokser betragteligt. Sammenlagt kan der udskilles 12 gårdsenheder, hvis dateringer falder inden for samme tidsafsnit. De er dog ikke alle samtidige og med forbehold foreslås det, at der er 6-8 samtidige gårdsenheder, hvilket kan være helt op imod en fordobling i forhold til den forudgående periode. Med afslutningen på ældre germansk jernalder synes bebyggelsen på lokaliteten at forsvinde, og det er muligt at den efterfølgende bebyggelse er rykket nærmere det historiske Bellinge, hvorfor hustomterne fra denne periode formentlig ligger under den nuværende bykerne. Sammenfatning Fra lokaliteten i Bellinge kunne både bebyggelsesudviklingen samt ændringerne i landbruget følges igennem et langt tidsperspektiv startende i yngre bondestenalder og sluttende ved overgangen til yngre germansk jernalder. Selvom der ikke kunne lokaliseres hustomter fra alle de nævnte perioder, så viser det store antal kulstof14 dateringer dog en kontinuerlig udnyttelse af området. Beboelsesenhederne går fra at være ganske små og måske bare bestå af det enkelte hushold i yngre stenalder og formentlig også i bronzealderen. Man havde små marker, hvor man dyrkede forskellige hvedesorter i form af emmer/spelt, der langsomt havde udkonkurreret nøgen byggen. Fra ældre bronzealder kunne der gives et helt øjebliksbillede, hvor en bonde havde tærsket sin hvedehøst og havde stået og renset kornet for ukrudtsfrø og avndele ned til den naturlig lavning, hvor der godt 1000 år senere blev anlagt en mindre gruppe af gårde i førromersk jernalder. I denne periode er det generelle agrare billede, at byggen vinder indpas og overtager hvedens rolle som den overvejende afgrøde, men i Bellinge synes dette skift ikke at kunne spores i prøverne, og man har altså her ikke taget den nye afgrøde til sig så hurtigt som i andre dele af Fyn og Danmark i det hele taget. Grundene til dette kan være mange, men hvis man havde gode erfaringer og et godt udbytte fra hvedesorterne, hvorfor så skifte dem ud? I løbet af jernalderen ses nærmest en fordobling af 11

12 Fig. 15. Til trods for at udgravningen fandt sted om sommeren, var der perioder med megen regn. Foto: Michael Borre Lundø. antallet af gårde i området, og sammenholdes dette med andre, nærliggende udgravninger, må der nu være tale om en form for landsbysamfund med en løs struktur. I denne periode er byggen den fremherskende kornsort, men der ses til stadighed et indslag at hvede i form af emmer/spelt eller brødhvede som en sekundær sort. Derudover fremkom en større mængde frø fra sæddodder, hvis frø er særdeles olieholdige, og hvis ikke olien ligefrem er blevet udvundet, har frøene været et energirigt supplement i madlavningen. Som et kuriosum blev der fundet 28 forkullede ærter, og disse udgør et af de ældste fund af sikkert dyrkede ærter på Fyn. Måske man er blevet klar over den jordforbedrende effekt ærterne har haft på marken? Ved overgangen til yngre germansk jernalder (omtrent 550 e.kr.) fraflyttes området, og det er muligt, at landsbyen har flyttet nærmere den historisk kendte bykerne. Landskabet Landskabet omkring Bellinge er relativt kuperet med markante terrasseskrænter og naturlige lavninger og dødishuller. Netop på disse flade plateauer har oldtidens mennesker valgt at bosætte sig, og der ses derfor ikke noget større, sammenhængende bopladsområde, men i stedet mindre øer af bebyggelse. Placeringen og udformningen af bebyggelsen har derfor været stærkt styrende af naturen. Mod syd afgrænses området af Odense Å og mod øst af Lettebækken. Terrænmæssigt præges undersøgelsesområdet af en markant bakke, der har sit højeste punkt op til det markskel, der afgrænser området mod øst. Bakken fortsætter mod øst udenfor undersøgelsesområdet som en tilnærmelsesvis øst-vest-orienteret højderyg. På undersøgelsesområdet har bakken stejlt skrånende sider mod syd, vest og nord og er på alle sider omgivet af en bred fladbundet slugt/lavning, der omkranser bakken. Mod nordvest og sydvest stiger terrænet igen på den anden side af lavningen, mod sydvest op imod et mindre fladt plateau på marken vest for undersøgelsesområdet. På toppen af bakken er en mindre lavning. Muldtykkelsen lå generelt omkring 30 cm, men i de lokale lavninger kunne tykkelsen nå op mod 1 meter. Undergrunden bestod overvejende af let sandet ler i gule og brune nuancer. Mod og i lavningerne fremstod undergrunden i grå nuancer. 12

13 Udgravningens data Nedenstående gennemgås hovedtrækkene i den administrative sagsgang for henholdsvis forundersøgelse og udgravning. Forundersøgelse : Museet modtager mødeindkaldelse til lokalplanopstartsmøde angående nyt boligområde i Bellinge og udspørges omkring de arkæologiske interesser i området (Museumslovens 25) : Museet kvitterer for indkaldelsen og fremsender en udtalelse på de arkæologiske interesser på arealet (Museumslovens 25) samt vedhæfter et budgetforslag til den arkæologiske forundersøgelse (Museumslovens 26) : Bygherre godkender budget for forundersøgelsen og det aftales at starte med forundersøgelsen af et 8 ha stort areal, mens de resterende arealer først forundersøges efter høst : Første etape af forundersøgelsen påbegyndes : Første etape af forundersøgelsen afsluttes : Museet fremsender aconto-regning til bygherre for den første etape af den arkæologise forundersøgelse (Museumslovens 26) : Forundersøgelsen af det resterende areal igangsættes (Museumslovens 26) : Forundersøgelsen afsluttes Museet fremsender budgetforslag for den arkæologiske udgravning til Kulturarvsstyrelsen (Museumslovens 27) : Kulturstyrelsen godkender budget for den arkæologiske undersøgelse (Museumslovens 27) : Museet fremsender bygherre resultaterne af den arkæologiske forundersøgelse i form af følgebrev samt et udgravningsbudget for den arkæologiske undersøgelse (Museumslovens 27) : Museet fremsender bygherre den endelige afregning for forundersøgelsen (Museumslovens 26). Fig. 16. Til venstre bunden af et lerkar med hul i, der kan være brugt til fremstilling af ost og til højre en jernalderhammer i form af en helt rund slagsten. Foto: Michael Borre Lundø. 13

14 Udgravning Museet fremsender budgetforslag for den arkæologiske udgravning til Kulturarvsstyrelsen (Museumslovens 27) : Kulturstyrelsen godkender budget for den arkæologiske undersøgelse (Museumslovens 27) : Museet fremsender bygherre resultaterne af den arkæologiske forundersøgelse i form af følgebrev samt et udgravningsbudget for den arkæologiske undersøgelse (Museumslovens 27) : Bygherre godkender budget for den arkæologiske undersøgelse : Opstart af de arkæologiske undersøgelser : Kulturarvsstyrelsen godkender delregnskab for den arkæologiske undersøgelse (Museumslovens 27) : Museet fremsender bygherre acontoregning for den arkæologiske undersøgelse (Museumslovens 27) : Udgravningen afsluttes og museet fremsender frigivelsesattest samt følgebrev med de indledende resultater for den arkæologiske udgravning : Kulturarvsstyrelsen godkender delregnskab 2 for den arkæologiske undersøgelse (Museumslovens 27) : Museet fremsender bygherre 2 acontoregning for den arkæologiske undersøgelse (Museumslovens 27) : Museet anmoder kulturarvsstyrelsen om anvendelse af midler til naturvidenskabelige analyser (herunder AMS, arkæobotanisk analyse, vedanatomi og metallurgi) : Kulturarvsstyrelsen godkender museets anmodning om anvendelsen af midler til naturvidenskabelige analyser : Museet fremsender materiale til Heimdalarchaeometry (v. Arne Jouttijärvi, Skovledet 30, 2830 Virum) med henblik på proviniensbestemmelse af jern : Metallurgisk rapport fra Heimdalarchaeometry modtages : Rapport vedr. prøveudtagning til C-14. fra Moesgård Museum : Aarhus Universitet, Institut for Fysik og Astronomi kvitterer for modtagelsen af 135 prøver til C : Faktura for måling af 135 C-14 prøver med Aarhus Universitet, Institut for Fysik og Astro- Fig. 17. Ved systematisk at udtage små prøver af jord hen over hustomten kan man, ved at analysere på fosfatindholdet, afgøre om der har stået husdyr opstaldet da dyrenes gødning vil give forhøjede fosfatværdier. Foto: Jesper Hansen. 14

15 nomi : Kulturarvsstyrelsen godkender det afsluttende regnskab for den arkæologiske undersøgelse (Museumslovens 27) : Museet fremsender bygherre det afsluttende regnskab for den arkæologiske undersøgelse (Museumslovens 27). Udgravningens metode I ovenstående fakta boks kan der læses om den overordnede metode ved den arkæologiske udgravning, men nedenfor vil enkelte delelementer bliver redegjort for lidt mere i detaljen. I konstruktioner er alle tagbærende stolper og indgangsstolper snittet og tegnet i profil i 1:20. Et udvalg af vægstolper er ligeledes snittet og tegnet i profil. I sadeltagshegn er kun sektioner af hegnet snittet og tegnet i profil i 1:20, mens den resterende del af stolperne blot er beskrevet i fladen. Gruber er ligeledes beskrevet i profil og et udvalg tegnet og fotograferet, hvis dette kunne hjælpe forståelsen af anlæggets funktion eller beskrivelse. Et udvalg af gruber er undersøgt og de resterende fladeregistreret. I konstruktioner er alle fund hjemtaget, med mindre der var tale om ekstremt dårlige bevaringsforhold. I gruberne er det overordnet kun skår med daterbare elementer, der er hjemtaget. Er fund ikke hjemtaget vil dette fremgå af anlæggets beskrivelse. Knuse- og kværnsten blev ikke hjemtaget men fotograferet og registreret i felten. Løsfundne genstande er ikke hjemtaget med mindre det drejer sig om hele eller dele af økser o. lign. De løsfundne genstande er dog indsamlet og givet en generel beskrivelse efter endt udgravning. Udtagning af jordprøver til flotering varierede fra konstruktion til konstruktion. Der er således udtaget jordprøver fra alle tagbærende stolper, indgangsstolper og væggrøft i de velbevarede førromerske huse, mens der generelt for de resterende langhuse og økonomibygninger er udtaget en serie på op til 4 prøver per konstruktion. Der er ikke konsekvent udtaget jordprøver til flotering fra 4-stolpe konstruktioner men altid hvor de formodes at udgøre en mindre bygning i en førromersk gårdsenhed. To hustomter blev fosfatkarteret ved spottest metoden af museets konservator Jens Gregers Aagaard fig. 17. I ét tilfælde kunne testen med rimelighed fastslå, at hustomten havde haft stald i den østlige ende af huset, som det er normalen. Dataliste Lokalitetens journalnummer er: OBM5496, Tuekjærsholm. Kulturstyrelsens journalnummer er: / OBM-0025 Forundersøgelsen blev udført af henholdsvis arkæolog Charlotte Kastrup Kolmos og arkæolog Michael Borre Lundø. Daglig udgravningsleder for den arkæologiske undersøgelse var Michael Borre Lundø. Foruden den udgravningsansvarlige deltog i kortere eller længere perioder arkæologerne: Bente Bech, Ditte Kroner Gaarde (stud. mag.), Allan B. Andersen, Christian Juel, Anne Katrine Taastrup-Leth, Kirstine Albrechtsen (stud mag.), Thomas Hunnicke, Kirsten Prangsgaard, Mathias Søndergård, Mattias Friis (stud mag.), Anne-Dorte Moesgård Christensen Foruden arkæologerne ydede amatørarkæologisk forening Harja et stort arbejde ved at solde de mange kubikmeter kulturlag med fund fra den yngre stenalder. Oldsager og dokumentation opbevares på Odense Bys Museer. Litteraturliste Nielsen, Mikael H (red.): Fyn i Fortiden. Det levede liv 500 f. Kr.-150 e. Kr. Thastrup, Mads Bakken 2013: Arkæobotanisk analyse af korn- og frøprøver fra yngre bondestenalder, bronzealder, førromersk jernalder og romersk jernalder. Afdeling for Konservering og Naturvidenskab Moesgård Museum. Rapport Nr. 9,

16 16