Skovgård mellem himmel og jord

Transkript

1 Skovgård mellem himmel og jord Fig. 1. Højkantskort fra midten af 1800 tallet med undersøgelsesområdet markeret. Figur: Michael Borre Lundø. det vist sig, der også kan følges på gravplads- og bopladsniveau. Da udgravningen stadig er i gang, og materialet ikke er fuldt I det meste af 2011 har borgerne i Sdr. ud gennemarbejdet, er nedenstående benærå mærket museets tilstedeværelse i tragtninger er blot indledende. form af en stor udgravning ved Hestehavevej. Sjældent er der mulighed for at belyse Skovgård gravpladsen flere sider af de forhistoriske menneskers liv I 1976 bemærkede gårdejeren på Skovgård, at på den samme gravning, men det fik mu- der, i den nypløjede jord, lå potteskår og hvidseet chancen for her. Helt unikt har vi kun- brændte knogler over et mindre areal på en af net undersøge et stort bopladsområde fra gårdens marker, og han kontaktede derfor muisær yngre jernalder og den dertil hørende seet i Odense. I perioden udgravede gravplads. Ydermere en lokal lavning, hvor en mindre gruppe af borgere fra Sønder Nærå, oldtidens mennesker igennem århundreder samt museumsassistent Eigil Nikolajsen, dele har ofret genstande. En offertradition, har af en gravplads fra yngre romersk jernalder (ca. Af: arkæolog Michael Borre Lundø ). Ved den nye undersøgelse har det Fig. 2. Fuldt bevaret urnegrav. Urnen har et låg i form af et mindre kar. Foto: Bente Bech. Fig. 3. Jordfæstegrav med to lerkar, hvoraf det ene var fint dekoreret. Foruden lerkarrene fremkom 20 ravperler og en guldfolieperle. Foto: Michael Borre Lundø. 1

2 Fig. 4. Udgravningsoversigt. Kun de udskilte konstruktioner er markeret samt gravpladsen og detektorfund i lavningen. Figur: Michael Borre Lundø Fig. 5. Udgravet hustomt fra jernalderen. Hustomten er melet op og bagerst i billedet anes stalden med de mindre båseskillerumsstolper. Foto: Michael Borre Lundø. vist sig, at gravpladsen er større end først antaget, og der kan nu tilføjes endnu 13 urnebegravelser til de i forvejen 55 undersøgte urnegrave. Urnernes bevaringsgrad varierede meget. I nogle var kun de nederste få centimeter og en smule gravfyld bevaret, mens andre urnegrave fremstod helt intakte. Som noget nyt kan der tilføjes en mindre gruppe af jordfæstegrave. Med sig i døden havde de gravlagte fået en eller to lerkopper samt personlige smykker i form af glas- eller ravperler. I én grav fremkom således en mindre kæde eller armbånd bestående af op mod 20 ravperler og én glasperle med indlagt guldfolie. Jordfæstegravene er generelt af en meget beskeden størrelse, og det kan skyldes, at der er tale om barnegrave. Forhåbentlig kan fundet af tandemalje i én af jordfæstegravene kaste lys over dette. Jordfæstegravene forekommer samtidigt med urnegravlæggelserne, men der er tale om to forskellige gravformer og dermed også to forskellige forestillingsverdener omkring overgangen fra de levende til de døde. I mindst fem tilfælde er der undersøgt mindre anlæg med lerkar, hvor der ikke umiddelbart er spor efter brændte ben. Det er muligt, at disse kan opfattes som en form for kenotafer altså en tom grav hvor den afdødes lig enten kan være gået tabt, eller er blevet gravlagt et andet sted. En anden mulighed er en form for lerkardeponering, der er foretaget som et led i gravlæggelserne. Sikkert er det, at anlæggene har tilknytning til gravpladsen uanset deres tolkning. Det er tydeligt, at området umiddelbart omkring gravpladsen ikke har været benyttet til bebyggelse, men hvorvidt området har været indhegnet kunne ikke afgøres. I det mindste forstyrrer ingen af gravene hinanden, så disse må have været markeret på den ene eller den anden måde på jordoverfladen. Livet i jernalderen bonde og storbonde Ikke langt fra gravpladsen ses de første spor efter jernaldermenneskene i form af et mylder af stolpehuller, der tilsammen udgør resterne efter jernalderfolkenes hustomter. I jernalderen boede familien og husdyrene under samme tag, så mens den østlige del af huset var forbeholdt husdyrene, så dannede den vestlige del af huset ramme om familiens dagligdag. Ud over husdyrbruget dyrkede familien de omkring liggende marker, og ofte fremkommer forkullede korn i de opfyldte stolpehuller. Det er blandt andet disse korn, der giver indsigt i jernalderfolkets jordbrug. Fra begyndelsen af jernalderen (ca. 500 f 150 e.kr.) er kun undersøgt enkelte langhuse eller gårde om man vil. Disse placerer sig på det ellers tomme areal mellem gravpladsen og bopladsen, hvilket igen blot understreger deres ældre datering. Fig. 6. Grafisk fremstilling af en gårdsenhed fra yngre romersk jernalder med langhus og et kraftigt, tagdækket hegn. Figur: Odense Bys Museer. 2

3 fra størrelsen på gårdsenhederne, er det muligt at komme med betragtninger omkring gårdenes indbyrdes forhold. Man kan dermed antage, at størrelsen på gården afspejler den enkelte families velstand. Udredningen af gårdsenhederne er endnu ikke tilendebragt, men det er tydeligt, at især én gård adskiller sig markant ud fra de resterende. Fig. 7. Gravudstyret fra den rige kvindegrav i Årslev. Foto: Nationalmuseet. I tiden fra 200 til 500 e.kr. ses en kraftig opblomstring og en begyndende sammentrækning af flere gårde i et nærmest nord-syd orienteret forløb, og man kan nu ane starten på en landsby, hvilket sker samtidig med anlæggelsen af Skovgård gravpladsen. Især en af de undersøgte hustomter skiller sig ud ved sin gode bevaring. Her er det netop muligt at se den typiske opdeling af huset, da der mod øst kunne udskilles båseskillerum til familiens husdyr. Faktisk kunne der i ikke mindre end syv af de undersøgte hustomter udskilles spor efter langhusets stald, hvilket er et højt antal efter fynske forhold. Foruden langhusene er der også undersøgt et antal mindre bygninger, der formodes at udgøre forskellige former for udhuse eller økonomibygninger. Enkelte har haft et centralt placeret ildsted og kan have fungeret som ganske små beboelseshuse. Disse mindre bygninger kan i flere tilfælde knyttes sammen med langhusene. Enten ud fra deres placering - eller endnu bedre - via hegnsforløb der understreger husenes samtidighed. En sådan sammenstilling af langhuse samt mindre bygninger og hegn udgør det, arkæologerne kalder en gårdsenhed. Ud Nordligst på arealet er der undersøgt et langhus med en længde på 44 meter, hvilket placerer det i gruppen af de absolut længste huse inden for museets ansvarsområde. Til huset hører et massivt, tagdækket, hegnsforløb. Hegnet omkranser et areal, der udgør 44x44 meter eller et areal på næsten 2000 kvadratmeter. På det nu bebyggede areal mod nord blev der i 2005 og 2006, blandt andet, udgravet to gårdstomter, der var betydeligt større end de resterende. Gårdene er ikke helt så store som den på nærværende gravning, men det er muligt, at disse skal tolkes som en form for storbønder, og at området omkring Sønder Nærå har indtaget en særposition i jernalderens samfund på Fyn. Den meget rigt udstyrede kvindegrav fra 300-tallet ved Årslev, kun 2,5 kilometer mod vest, understreger blot denne formodning. Ud fra den hustypologiske datering af hustomterne kan landsbyen ikke følges længere end til tiden omkring 500 e.kr. Det er usikkert hvad der sker herefter. Sandsynligvis flytter landsbyen gradvist ned mod det historiske Sdr. Nærå, til hvor kirken ligger i dag. Fig. 8. Røntgenfoto af bronzesegl. Foto: Jannie Amsgaard Ebsen. 3

4 Fig. 9. I et stolpehul til en hustomt fra bondestenalderen fremkom forarbejdet til en stenøkse. Foto: Charlotte Kastrup Kolmos. Tanker om det overnaturlige Moser og fugtige engdrag må, når mosekonen brygger, have fremstået som næsten mytiske steder. Det er således også her, mellem himmel og jord, at man har kunnet komme i kontakt med det overnaturlige og enten ytre ønsker for fremtiden, eller afværge en overhængende fare. Netop vest for gravpladsen løber en nordøstsydvest orienteret lavning, hvor der har stået i forhistorien. Her har en af museets ihærdige detektorfolk afsøgt området og fundet flere spændende genstande fra forskellige perioder af forhistorien. Det drejer sig om en flintdolk fra den sidste del af bondestenalderen (ca 2300 f.kr), en sjælden dolkstav af bronze fra den absolutte slutning af stenalderen eller den tidligste bronzealder (omkring 1700 f.kr.), samt et bronzesegl ligeledes fra den ældre del af bronzealderen (ca f.kr). Fra yngre jernalder stammer dele af et dragtspænde en såkaldt fibula i sølv. Alle disse fund er næppe udtryk for tilfældigt tabte genstande, og der er nok nærmere tale om en vedholden offertradition, der her kan følges på tværs af århundrederne. Fig. 11. I en hustomt fra yngre romersk jernalder var dette offerkar nedsat i et af tagstolpehullerne. Foto: Michael Borre Lundø. Ofringerne har ikke kun fundet sted i lavningen, men som nævnt også på gravpladsen i form af mulige lerkar nedsættelser. På bopladsniveau forekommer ofringerne også, men er her af en mere beskeden form. Til gengæld forekommer ofringerne igen på tværs af århundrederne. I en stenalderhustomt stod der et forarbejde til en stenøkse i et af stolpehullerne. I et andet stolpehul til en formodet hustomt fra slutningen af bondestenalderen eller starten af ældre bronzealder fandtes et meget fint, fladehugget miniature segl, og i samme område fremkom stolpehuller fra en ikke erkendbar konstruktion, hvori der lå store, cirkulære, vævevægte. Der er ikke fundet spor efter hustomterne fra yngre bronzealder, men fra periodens affaldsgruber er der fundet et ikke ubetydeligt antal løvsegl eller flækkeknive. Knivene er oftest intakte og der forekommer tit flere i den samme grube. Spørgsmålet er om ikke også dette er et udtryk for en offertradition på bopladsniveau? I hustomterne fra jernalderen er der ligeledes fundet genstande, der må tilskrives en offertradition. På nærværende gravning drejer det sig om de mere almindelige knusesten, i enkelte tilfælde dele af fint dekorerede lerkar og også de såkaldte miniaturelerkar. Selve tankerne der ligger bag disse forskellige former og typer af ofringer kan vi kun gisne om, men de føjer trods alt endnu en dimension til de forestillinger, forhistoriens mennesker har haft, om den verden de levede i. Fig.10. Fra en tagstolpe i en formodet hustomt fra slutningen af bondestenalderen eller begyndelsen af ældre bronzealder stammer et fladehugget segl. Foto: Michael Borre Lundø Fremtidigt arbejde Som nævnt er nærværende beretning kun fore- 4

5 løbig. Der mangler stadig resultater fra floteringen af de mange jordprøver og efterfølgende analyser samt kulstof 14 dateringer. Indtil videre er der også kun undersøgt dele af det berørte areal, og vi ved derfor, at gravpladsen strækker sig længere mod vest, ligesom den vestlige afgrænsning på bopladsområdet også først vil kunne afklares i næste etape af udgravningen. I det fremtidige arbejde bliver det også spændende at se, om den tydelige forskel der ses på gårdsstørrelserne kan genfindes i gravmaterialet. Det er tydeligt, at resultaterne fra denne gravning ikke kan stå alene. I 1994 blev der, nord for arealet, undersøgt en brandgravsplads fra ældre jernalder og i 2005 og 2006 et større bopladsområde fra både ældre og yngre jernalder. Resultaterne fra begge gravninger vil være centrale i den videre forskning af dynamikken på så stort et bopladsområde, ligesom de også giver et stort indblik i bebyggelsens udvikling generelt i perioden fra omkring 500 f.kr til omkring 550 e.kr. Litteratur M. Andersen & H. Tuesen 1985: Urnegravplads fra yngre romersk jernalder. Harja 1985, s M. B. Henriksen 2009: Brudager Mark en romertidsgravplads nær Gudme på Sydøstfyn, s.74ff. Begge udgravningsberetninger er at finde på historiskatlas.dk, hhv. Hestehavevej 1 (OBM6369) og Horsemosegård (OBM6373). 5

6 Tidstavle År f./e. Kristus Historisk tid Jernalder Bronzealder Bondestenalder Jægerstenalder Rensdyrjægerkultur Kystkultur Middelalder (1050/1536) Vikingetid Germansk jernalder Romersk jernalder Førromersk jernalder Yngre bronzealder Ældre bronzealder Dolktid Enkeltgravskultur Tragtbægerkultur Ertebøllekultur Kongemosekultur Maglemosekultur Ahrensburgkultur Brommekultur Federmesserkultur Hamburgkultur 6