Kærlighed i Romersk Litteratur

Transkript

1 1 Ole Thomsen Kærlighed i Romersk Litteratur Man skal være sært skruet sammen, hvis man ikke ved at studere Kærlighed i Romersk Litteratur fatter kærlighed til romersk litteratur. Gid det må gå mange, som det gik Ludvig Holbergs storebror Frederik. Frederik Holberg var præst ved Nykirken i Bergen, og han fik af en samtidig det skudsmål, at han var en jovialsk Mand, der havde et ypperligt Geni, forstod god Latin og var lykkelig i den Latinske Poesi. Han var lykkelig i den latinske poesi, og lignede deri sin lillebror Ludvig, som anså Ovid for den største poet, verden har kendt. Af alle menneskelige lidenskaber (affekter 1 ) er kærligheden den stærkeste, siger Platon og efter ham Europa. Platon kunne have valgt at placere andre affektive hurtigløbere i spidsen, fx vreden (aggressionen), misundelsen eller rædselen. Men han vælger altså eros, dvs. begæret efter genital kontakt og udløsning. Platon beskriver den seksuelle lyst (hedoné) som den største og skarpeste og mest forrykte lyst af alle. Dette var grækernes og romernes synspunkt i almindelighed, og gennem Ciceros formidling blev det alment europæisk kulturgods 2. Ikke mindst i Oplysningstiden, som forskede så videbegærligt i sex og science og samspillet mellem de to. Kærlighedens overvældende lidenskab binder og blinder, hvilket til alle tider giver digterne mulighed for at skildre den både fra den tragiske og komiske side. Hjulpet på vej af nogle tolkende stikord anfører jeg i dette bidrag nogle af de værker i romersk litteratur, der udforsker kærlighed, grædende eller smilende. Bortset fra Catul nr. 76 og Ovid Amores 1.9 findes alle de tekster, der nedenfor omtales med nogen udførlighed, oversat i Veje til Rom og derfor også i Pluk dagen. Jeg har delt gennemgangen op i en negativ sektion ( Kærlighed trængt tilbage ) og en positiv ( Kærlighed befrier ). Men denne tvedeling kunne ikke helt gennemføres. Andre tekster kunne inddrages, ikke mindst Catuls bryllupsdigte 62 3 og 64 (Veje til Rom s ) og Ovids Metamorfoser (Veje til Rom s ). Ved at forbigå Catul 64, altså Peleus og Thetis Bryllup et digt med en formidabel indflydelse på Vergil og Ovid og Metamorfoserne kommer jeg til at behandle 1 På græsk páthos, på latin affectus. Bør ikke oversættes følelse. Græsk og latin har ikke et ord for følelse, altså et ord, der kan dække fx både brunst og mildhed, både misundelse og venlighed. Om mildhed, venlighed o.a. bruger retorikken ordet êthos. 2 Platon Staten 3.402e-403a. Cicero Samtalerne i Tusculum 4.68, 4.75 (Oplysningstænkerne, bl.a. Holberg, var dybt fortrolige med Tusculanae Disputationes). Bemærk, at Platon, bl.a. Staten d, stiller brunst og vrede ved siden af hinanden. 3 Vesper adest, iuvenes er fortolket i bidraget Catullus: the Ritual Drama of Poem 62 på Metoden er den, man kan kalde religionsfilologi. 1

2 2 genren epos stedmoderligt. Med beklagelse, da Metamorfoserne er en af de mest fængslende romerske poesibøger. I nogle få tilfælde fx beretningen om Pygmalion kan man sammenligne Ovid med hans kilder. Det viser sig da, at romeren langt overgår grækerne; og for resten kan også Ovids egne erotiske elegier, Amores, synes ret skematiske i sammenligning med den visionære kraft, hvormed verdensdigtet Metamorfoserne taler om menneskelig lidenskab, ikke mindst amor. Metamorfoserne er et magasin for verdenserfaring og menneskekundskab. Og dog må man ynde Amores. Ovid var atten, da han skrev de første af disse elegier, og ca. ti år ældre skrev han de sidste. Amores (Érotes) vil sige: kærlighedshistorier; kærlighedsdigte. I det følgende bliver der tale om komedie (Plautus), læredigt (Lukrets), epigram 4 (Catul, Martial), lyrik 5 (Catul, Horats), hyrdedigt (Vergil), elegi (Tibul, Properts, Ovid) og satire (Juvenal). Næsten alle disse tekster, men i særlig grad epigram, elegi og satire, er præget af komedien, dvs. Den Nye Komedie, hvad der i Rom naturligvis vil sige Plautus og Terents, men mindst lige så meget disses græske forbilleder, altså Menander og kolleger. Uddannede romere var jo tosprogede. Kærlighed, forelskelse, begær, sex, elskov, brunst etc. det er en kendt sag, at grækernes og romernes (og danskernes!) termini for disse sager er ret vanskelige at holde styr på. I mine artikler Grækernes homoseksualitet og Den Gyldne Afrodite står der en del om det terminologiske 6. Disse skrifter kan, sammen med tre relativt nyoversatte Platon-stykker om eros, læses på Samme sted findes der en kommenteret oversættelse af Theokrits digt Troldkvinden, som med fordel kan læses sammen med romerne. Det var jo nemlig den hellenistiske græske litteratur snarere end den klassiske, der var vigtigst for de romerske forfattere 7. Da formålet med dette bidrag er at præsentere romerske tekster, der kan indlemmes i det primært græske fag oldtidskundskab, bør jeg nok notere lidt om hellensk og hellenistisk i relation til det romerske. En markant forkærlighed for det nyere græske, forstået som det efter-klassiske, det hellenistiske, præger romersk litteratur. Det er ikke kun Plautus og Terents og deres samtidige, der tyr 4 Om mængden af bevaret græsk epigramdigtning ikke så kendt, som den fortjener står der noget i Veje til Rom s. 387f. 5 Lyrisk (på klassisk græsk melisk, melikós) er jo i græsk-romersk sammenhæng en langt mindre kategori end poetisk. Lyrisk (melisk) poesi er egentlig, altså oprindelig, sungen poesi. Modsat stichisk (af stíchos, linje), dvs. heksameter, elegisk distichon o.a. 6 Hvad angår den latinske terminologi, er alene et blik på Catul nr. 72 oplysende: de to elske-verber, amáre og dilígere, som begge kan dække et uhyre bredt spektrum; og ordet veninde, amíca, brugt lig med (lidenskabeligt elsket) kæreste. Bemærk også, hvordan Catul og Properts fremstiller deres relation til hhv. Lesbia og Cynthia som et ægteskab. 7 Om den såkaldte faseforskydning se Veje til Rom s. 22f. Om elegi og satire som de mest selvstændigt romerske genrer står der noget på s. 248, jf. s. 215f., i samme værk. At elegi og satire er de mest romerske, må ikke medføre, at de udelukkes fra oldtidskundskab tværtimod. Bemærk nemlig fagets navn. 2

3 3 til det hellenistiske. Det samme gælder både Catul og de romerske elegikere, for hvem Kallímachos var et stort forbillede; det gælder Vergils Hyrdedigte, inspirerede som de er af Theokrit; det gælder Ovids Metamorfoser, som er et hellenistisk epos på latin; og det gælder Senecas tragedier, hvis afhængighed af den klassiske græske tragedie ikke er stor. Der kunne nævnes andre aspekter af det hellenistiske præg, andre sider af den alexandrinisme, der kendetegner romernes digte og forlener dem med en blanding af noget lærd og indirekte på den ene side og livsnære observationer, politisk kløgt og indtrængende psykologi på den anden side. Denne kombination af tør boglighed og klarøjet sansning var netop typisk for digtningen i Alexandria i 200-tallet. Præferencen for den hellenistiske epoke kan i øvrigt også iagttages i romersk prosa; således var det ikke Platon og Aristoteles nær så meget, som det var stoikere, epikuræere og skeptikere, Cicero formidlede til romerske læsere i sit omfangs- og indflydelsesrige filosofiske forfatterskab. Når vi siger græsk-romersk, er meningen altså tiere hellenistisk-romersk, end den er hellensk-romersk. Men dette skal naturligvis ikke få os til at helt at frakende klassiske græske forfattere som Herodot og Thukydid, Platon og Aristoteles indflydelse på romersk litteratur. I dette bidrag peges der da også på så mange paralleller fra klassisk og før-klassisk græsk litteratur, som jeg kunne komme i tanker om. A. Kærlighed trængt tilbage af magt, undertrykkelse, penge, faderværdier og blindhed Gerne begynder man med Plautus mytologiske jalousidrama Amfitryon, i prologen kaldet en tragicomoedia 8. Kærlighed kan til enhver tid anskues komisk, fordi den vanvid, manía, furor som den er forstyrrer det ramte menneske i hans/hendes kontakt med virkeligheden, med sine medmennesker og med sig selv. Med ordspillets beviskraft siger romeren amans = amens, forelsket = afsindig (Plautus Mercator 82). Men Amfitryon er noget særligt, derved at det er et mytologisk drama, en myte-travesti, som i sidste instans bygger på tragisk dramatik (Euripides). Amfitryon trækker på myter, sådan som jo ellers tragedier gør. I Amfitryon skaber digteren finkomik ved at klemme de heroiske og guddommelige skikkelser ned i alt-for-menneskelige situationer, hvor de dog stadig knejser og vil være statelige; og så bliver de paf på en ganske særlig tung måde. I mødet med de forvanskede og forgjorte situationer her i tragikomedien udviser Alkmene og Amfitryon, i medfør af deres høje heroiske og tragiske status, en beskæmmet 8 Se Veje til Rom s

4 4 tungnemhed; de er til nar, men uden at blive naragtige. Ikke mindst dette træk har sikret dette Plautusdrama en helt usædvanlig bevågenhed hos senere dramatikere, heriblandt Molière (1668) 9, Heinrich von Kleist (1807) og Jean Giraudoux (1929). Alkmene er en af de uimodståelige kvindeskikkelser, som antik litteratur er så rig på. Men hvordan hænger det sammen? Hvis grækerne virkelig foragtede kvinder, hvordan kan det så være, at deres litteratur og kunst i så stor mængde fremstiller så formidable kvinder? Dette spørgsmål, rejst af A. W. Gomme i 1925, er stadig aktuelt, stadig ubesvaret. Jeg fremlægger Gommes overvejelser, som også inddrager Tusind og En Nat, på de sidste sider af min artikel Grækernes homoseksualitet. En stærk romersk kvinde er Cornelia som fremstillet i Properts elegi 4.11, Elegiernes Dronning. Her er noget at diskutere i en klasse. Fjerde sang af Lukrets Om Verdens Natur indeholder en lang epikuræisk diatribe mod den lidenskabelige kærlighed (men sandelig ikke mod sex). I skarp sovs serverer Lukrets 4 en række af de temaer, som dette bidrag drejer sig om. Lukrets læredigt er epikuræisk: - Lysten (hedoné på græsk, volúptas på latin) betragtes som livets højeste gode. Den lyst, Epikur havde opstillet som mål, var den rolige frihed for smerte og bekymring. - Simple living med opfyldelse af de naturlige og nødvendige behov; disse basale menneskelige behov er hverken store eller mange, så selvforsyning & selvberoen (autárkeia 10 ) er inden for rækkevidde. - Uforstyrreligheden (a-taraxía på græsk) højt i de stille haller, som vismænds lærdom har bygget (templa seréna, Lukrets 2.8). - Venskabets glæder: Venskabet danser omkring hele den beboede verden, idet det råber til os alle, at vi skal vågne op til lyksalighed. (Epikur). Venskabsfølelsen er nemlig en rolig lyst, til forskel fra den lidenskabelige kærlighed, som er livsnedbrydende. Venskab overgår kærlighed. Venskabet er jo nemlig foreneligt med autarki og ataraksi, to af de allerhøjeste værdier i hellenistisk-romersk etik den epikuræiske såvel som den stoiske. Hvis man læser de romerske poeter, ikke mindst Lukrets og Horats, bl.a. ode 2.16 Fred begærer midt på havet, uden 9 Molière Amfitryon. Oversættelse og efterskrift af John Pedersen, Museum Tusculanums Forlag Af autós, selv, og arkeín, at være tilstrækkelig (med árchein, at herske, har autárkeia intet at gøre). 4

5 5 at få fat på dette med autarki og ataraksi, er hovedsagen overset. Martials epigram 5.20 er en nobel sammenfatning 11. Linjerne i Lukrets 4. sang behandler emnerne: (a) Drømme, (b) Pubertet, sæd og sex, (c) Kærlighedens sår og sygdom, (d) Den romantiske idealiserings latterlige dårskab og (e) Kvinders og hundyrs begær. Specielt i afsnit (c), , brænder det på. Her tales om kærlighedens sygdom, på dansk: sygdommen kærlighed (morbus amoris), om afledning/sublimering af driften, om kærlighed som forstyrrende og hæmmende for den seksuelle nydelse og om elskovsslaveriet (servítium amoris). Jo, kærlighed forstyrrer den seksuelle nydelse: Den, hvis hjerte er koldt, vil føle en renere vellyst, end den forelskede kan. Vellysten, voluptas, er mere ren for de raske, sani, end for de ulykkeligt syge, míseri, dvs. de af morbus amoris ramte (4.1075f.). Nedenfor skal vi finde, at der i Platons Faidros findes indlæg på linje med Lukrets Dette er hovedbudskabet i Lukrets afsnit (c): Indbegrebet af Venus, altså sex, har meget godt og forløsende ved sig; det er amor, der er djævelsk. Epikuræeren mener nemlig, at den lidenskabelige kærlighed, den eksklusive kærlighed til én, amor uníus, mangler grundlag i naturen ligesom ambition, overtro og dødsangst, tre andre fredsforstyrrere i menneskers liv, mangler grundlag i naturen (phýsis, natura), normen for sundhed og vækst. Anti-sentimentalt og med front mod en af grækernes mest elskede ideer havde Epikur sagt: Og eros er ikke gudesendt. 12 Ser man på Lukrets De Rerum Natura som helhed, må man spørge, hvordan 4. sangs skræmmebillede af den lidenskabelige og eksklusive kærlighed til én, amor uníus (1066), mon forholder sig til den henførte hymne til Venus i 1. sang ligesom forholdet mellem denne hymne ved værkets optakt og beskrivelsen af Pesten i Athen ved dets slutning ( ) med rette har beskæftiget mange. Omsætter dette verdensdigt da lys til mørke, sundhed til pest? Elskovsslaveriet, servitium amoris, som Lukrets raser imod, er skildret af Catul, i digte som nr. 83, 85, 70, 72 og 58. Digt nr. 72, Dicebas quondam solum te nosse Catullum, fremstiller sex og sympati som modsætninger. Man har søgt og søgt i den uhyre omfattende græske epigramdigtning, men intetsteds 11 Om antikkens syn på venskab se kapitel 5 i Troels Engberg-Pedersens Antikkens etiske tradition. Fra Sokrates til Marcus Aurelius (1996), denne klare, uundværlige bog. Se også Jonas Holst Venskabets etik. En antik-moderne idéhistorie (2013). 12 Se s og s i K.J. Dover Greek Popular Morality in the Time of Plato and Aristotle (1974), en bog lige så uundværlig som Engberg-Pedersens. 13 Om Lukrets forhold til sin kilde, Thukydid , skrev Cyril Bailey: [ ] here must be recognized not so much the difference between prose and poetry, but [ ] the difference in the genius of the two languages, the Latin author tending naturally to the fuller and more emotional description. 5

6 6 fundet et digt, der kan have leveret Catul den indsigt, som han i nr. 72 viser i den omvendte proportionalitet mellem det at elske begærende, amare, og det at holde af, bene velle (svarende til engelsk to wish well). Digtet lyder, oversat: Der var engang da du sagde, Catul var alt, hvad du kendte, ikke for Juppiter selv skulle du svigte din ven. Dengang elskede jeg, ikke blot som man elsker en kæreste, men som en fader sin søn eller sin svigersøn med. Nu har jeg set dig: Og derfor, skønt branden er værre end dengang, har du langt mindre værdi for mig og langt mindre vægt. Spør du: Hvordan? Jo, fordi en sådan krænkelse tvinger nok til at elske mer, men holde des mindre af. Det er Clodias krænkelse (iniuria), altså et af hendes sidespring, der har fået ham til at se og erkende hende og på én gang mindske hans respekt for hende og øge hans brændende begær efter hende. Clodias uret, Clodias krænkelse Hvad tænker han på, denne ægteskabsbryder, denne adúlter! Det, der reelt var hor, adultérium, altså Catuls affære med Clodia, omtyder den ugifte gennemgående til et ægteskab, en pagt, foedus, ind i hvilken han lægger de høje romerværdier píetas, from og patriotisk familiefølelse, og fides, troskab, som han konstant eller næsten konstant kræver af damen. Det er på denne baggrund, han kan tale om Lesbias krænkelse af ham (nr ). Alt i alt er der tale om en dristig omvending af ægteskabsinstitutionen (elegikerne fulgte ham et stykke af vejen). Men dialektikken, rigdommen om man vil, ligger i dette, at alt imens Catul provokerende underminerer, tyr han til stabiliserende, konservative og forædlende værdier som píetas og fides. Det er overordentlig oplysende at læse Catul 72 sammen med Amores 3.11b. Temaet er det samme, nemlig ambivalens; men Ovid behandler det med højglanspoleret retorik, med hypermoderne, mystificerende sprogleg. Ingen af de to kan undværes. Det er et vidnesbyrd om vitaliteten i hellenistisk og romersk litteratur, at værdimæssige omvendinger som disse foretages: omvurderinger af ægteskabet, af mandligt og kvindeligt, af forholdet mellem krig og kærlighed, af otium, dvs. kunstnerens og elskerens livsform. Herom mere på de kommende sider. 14 I originalen tiltales Lesbia i linje 2. 6

7 7 Jalousi og begærets syge tvang (ja, tvang) behandler Catul også i nr , Si qua recordanti benefacta priora voluptas, dvs. Føler den, der erindrer det gode, han gjorde, en glæde, som, sammen med Catul 68, Allius-elegien, virkede méd ved tilblivelsen af den subjektivt erotiske romerske elegi, for nu at bruge den vanlige etiket. Etiketten er god, fordi den kan minde om dette: Den græske elegi er ikke jeg-erotisk (om I tillader mig ordet); det græske epigram kan være jeg-erotisk, men der er jo tale om korte poemer. Lange jeg-erotiske digte i elegiske disticha, ofte henvendt til den samme elskede i digt efter digt 16, og med en fast motivkreds, er en romersk specialitet. Genrens liv var påfaldende kort; Properts første liber er skrevet ca. 30 f. Kr., andenudgaven af Amores udkom ca. 2 f. Kr. Catul nr. 76 er en klagesang over den lidenskabelige kærligheds slaveri. Vi hører den forelskedes moralsk oprørte jeg-tale: Den betingelsesløse, uigengældte amor er en hæslig sygdom, taeter morbus, som bringer den ramte i livsfare. Kun hvis man med gudernes hjælp bliver befriet for denne morbus, er man rask. Hele dette elegiske livssyn genfindes i høj grad i Den Romerske Elegi, som finder sin form år senere. At gengive elegi ved klagesang ville være ensidigt; men det kan ikke nægtes, at sygdom, død, alder og fysisk forfald er blandt elegiens store temaer: carpe diem, pluk dagen, med den dertil hørende betoning af dødens nærhed. Et hovedtema er også al den forkerthed, vold og ufrihed, ja, sygelighed, der kan hæfte ved kærligheden: servitium amoris, morbus amoris. Til idéfeltet servitium amoris hører forestillingen om den tilbedte som en lunefuld, almægtig herskerinde, domina. Derfor er exclusus amator, den udelukkede tilbeder, som jamrer serenader ved kvindens dør, hvis stolper han kysser og beruset behænger med roser, et vældigt tema 17. Hvilken umandighed! Hvad angår donnaens vrede, se beskrivelsen af den hjemvendte Cynthia i Properts 4.8. Undertiden træffes den elskedes superbia dog af nemesis. Således ikke ved udgangen af Properts 4.8; men se til gengæld slutningen af Tibul 1.8, dette flaksende gay digt, som er rettet til unge Márathus, men sandelig også til frøken Phóloe. Disse emner fortjener et par ord: Navnet Márathus kommer af det græske verbum maraínesthai, at visne bort. Dette kan ses i sammenhæng med pæderastiens pine og patos, som skyldes de få, få år, der går fra de fine duns pirrende tid, indtil de sekundære kønskarakterer stikker strittende frem, og ballet for altid er ovre. 15 Catul 76 er oversat af Due i efterskriften (s. 120) til hans oversættelse af Ovids Amores, som han jo kalder Eskapader (2005). Catul 68 er ikke med i Veje til Rom. 16 Properts har Cynthia, Ovid Corinna, men Tibul to: først Delia, siden Nemesis. Disse to damer får liv i Ovids elegi ved Tibuls død, Amores 3.9, som vi vender tilbage til. 17 Se Lukrets Et helt exclusus amator digt er Ovid Amores 1.6, som fint kan læses sammen med Properts 1.3, En tilnærmelse (findes i Veje til Rom). 7

8 8 Pigerne har trods alt en længere sæson som de så undertiden søger at forlænge ved at fremkalde aborter (se Amores 2.14, et digt, som det er klogt at læse langsomt). At kalde sin kæreste Nemesis, hvad Tibul gør i nogle af sine elegier, er ikke mindre påfaldende end at kalde kæresten Vissenpind, Márathus. Navnet Nemesis kan ses på baggrund af den anvendelse af begrebet nemesis udlagt som gengældelse for erotisk hybris hybris forstået som hjerteløs behandling af en elskende, altså koldt ungdomshovmod 18, osv. som vi ofte møder i den hellenistisk-romerske erotiske digtning. Der er en del masochistisk stemning i digtene til og om Nemesis; og temaet om servitium amoris gennemspilles for alvor. Specielt elegi 2.4 Hic mihi servitium video dominamque paratam 19 borer i elskovens patologi; digteren ser sig som offer for sin dómina, den fatale kvinde, og hans tale oprøres. Det ovenfor nævnte Tibul 1.8, Min næse går det skam ikke forbi, fortæller en utrolig sex-historie, som jeg har søgt at sammenfatte i indledningen til digtet (s. 255f.). Hvis man vil sammenligne den pæderastiske elskov i Tibul 1.8 med noget af Platon, er det ikke så meget Symposion som Faidros 20, specielt de to første indbyrdes korresponderende taler, man skal have fat på (Faidros 227a-241d). Disse to Platon-talers måde at stille sagen op på er, bag den ironiske skematik, hypermoderne: Er det bedste ren sex uforstyrret af den erotiske lidenskab, eller hvad? Properts 2.23 handler om samme emne: Nu er jeg godt træt af den lidenskabelige kærligheds slaveri; for fremtiden står den på gadeludere, gerne fra Mellemøsten; amor er nemlig uforenelig med libértas, med andre ord: Lidenskabelig kærlighed stjæler ens frihed (if. det afsluttende distichon). Kærlighed gennemtrængt af krig. Om kærlighedskrige mellem berusede har Tibul digtet ( ), med en dæmonisk Amor-skikkelse. Som paradoksal afslutningspointe på Properts 4.8, Nattesjov i digterhjemmet, tager poeten et velkendt motiv, nemlig kærlighedens krigstjeneste, milítia amoris, alias enhver elskende er kriger, mílitat omnis amans. Der ligger megen psykologi i disse talemåder om det erotiske krigsspil, for de vedrører jo kærlighedens aggressive og strategiske momenter, jf. vores I krig og kærlighed gælder alle 18 Om knægtens ungdomshovmod se bl.a. Horats ode Vil I vise et latinhold, hvor meget spræl der kan være i et kort Horats-digt, er 4.10, oplyst af Kiessling-Heinzes vise noter, en egnet kandidat. 19 Ikke med i Veje til Rom. 20 Holten-Bechtolsheims oversættelse af Faidros (i 6. bind af Platons Skrifter ved Høeg og Ræder, 1936) er stadig læseværdig. 8

9 9 kneb. De hellenistiske og romerske digtere udfolder ideen på forskellig vis 21. Man kan skematisere sig frem til tre versioner: (1) Elskeren er faktisk slet ikke bevæbnet, men offer for fjenden Cupídos pile. (2) Elskeren gør tjeneste i Cupídos armé, og fjenden er en rival, eller fjenden er ligefrem den elskede selv (hvis hus er en borg, der må indtages). (3) Den elskede kvinde er en hærfører, hvis befalinger elskovssoldaten troligt følger. Versionerne (2) og (3) findes i romerske digte mere end i græske. En kæk, og minsandten også kompleks, udformning fik mílitat omnis amans i Amores 1.9, Elsker man, er man soldat (Due), hvor Ovid sammenslynger et maksimum af metaforens aspekter (her er noget for en fortolkende flok at udrede; brug gerne punkterne (1)-(3) lige før). Idet Ovid vender vante sandheder på hovedet, viser han: Venus og Mars er ikke modsætninger, erotik og krig er ikke to kontrasterende livsformer (hvad der ellers er et hyppigt tema hos Ovids to forgængere som elegikere: make love, not war ), amor udspringer ikke af desidia og otium, slaphed og lediggang. Tværtimod: Midlet for alle imod lediggang er erotik (qui nolet fieri desidiosus, amet), sådan lyder sidste linje, en paradoksal provokation af romerske ideer om gravitas og virtus. John Barsby kommenterer 22 : We may enjoy his [Ovids] wit and cleverness and autobiographical irony, but it was perhaps too ambitious a task to develop a metaphor at such length. Provokatør Naso forløftede sig altså! Den dom er egnet til at blive diskuteret i plenum. De mytologiske rødder til motivet mílitat omnis amans kan findes helt tilbage i den fint komiske novelle om elskovsmødet mellem Ares og Afrodite i Odysseens 8. sang ( ) 23 ; frugten af dette møde var Eros, Amor/Cupído. Gennem mílitat omnis amans udforsker elegikerne fællestræk mellem de to livsformer, nemlig krigens og kærlighedens, hvis uforligelighed de ellers fremstiller i så stærke kulører. Men hvad gør Properts i finalen til 4.8? Han lader elskovsmødet bestå i at nedlægge våbnene (arma sólvere), altså ikke i krig, som ellers, men i fredsslutning: Jeg levede op til min pligt [modsat den forudgående højst komiske ukampdygtighed, se 47-48], og ud over hele sengen nedlagde vi våbnene. Så vidt morbus, furor, amor uníus, servitium, exclusus amator, superbia og militia. Hertil vil jeg føje emner som disse: 21 Motivet kan ikke følges tilbage til klassisk græsk poesi. I efterklassisk græsk poesi og i romersk poesi før Ovid herunder Plautus og Terents optræder motivet som en mere eller mindre isoleret åndrighed; først Ovid udfolder det: Amores 1.2, 1.9, Catul har det ikke. 22 Elegierne i første bog af Amores er koncist og inspirerende oversat & kommenteret af John Barsby (1973). 23 Det skrift på der hedder Grækerne ler ad deres guder, indeholder en fortolkning af dette stykke Homer. 9

10 10 Alderens problem, aldersforskellens pine: Márathus i Tibul 1.8, Cynthias filejs (Properts ), den prostituerede Nævolus (Juvenal 9.125ff.). Og i en ganske anden tone Horats ode 4.1 Intermissa, Venus, diu. Odens sidste del indledes sådan: Mig frister aldrig mer en knægt, en kvinde og ikke håb om gengældt kærlighed fra nogen og ikke drikkegildets muntre krige og ingen krans af blomster om mit hoved. --- Hvad vil da denne stille tåre sige, o Ligurinus, på mit øjes rand etc. Mandighedsnormerne som problem: Se i Juvenal 9 samtalen mellem Nævolus og Digteren fra vers 93 og frem. Nævolus depression og dens årsag, versene Gå ikke uden om Juvenal 9, En gigolos mareridt, dette på én gang distancerede og indfølte portræt; det er stor kunst. Kønsrollerne: I Juvenal 9 er den socialt overlegne den seksuelt totalt underlegne. Nævolus beskriver syge misforhold: en cinaedus der er overlegen (49), en mollis der er avarus, en listepik der er nærig (38). Impotens: Juvenal 9.32ff., jf. Properts Elegikernes damer, dominae, er kontante og kræver potens; se slutningen af Properts 1.3 (med tilhørende note). Ovids Amores 3.7 handler om impotens 24. Amores 3.7 er et skønt eksempel på Ovids empati. Han lever sig ind i den sårede romerindes følelser: Den impotente ligger som en anklage (crimen) på hendes seng (linje 4, og se sluteffekten). Den fusion af ironi og empati, som vi så i Juvenals portræt af Nævolus, udgør grundfarven i Ovids portræt af sig selv: I digt efter digt i Amores findes der ligesom to Ovid er, dels den elegiske elsker, dels digteren; og sidstnævnte kan når som helst træde et skridt eller to tilbage fra elskeren for sammen med læseren at nyde synet af den nødstedte slave, der optræder der inde i digtet. Man har ment, at Ovid førte Den Romerske Elegi til ende, fordi han belastede den med sådanne rå temaer som impotens og abortus provocatus. Men det var lige så meget hans ironisering af genren, der blev dens endeligt; for hvordan skulle en efterfølger tage den alvorligt? Pengemangel: Den rige rival, dives amator, fint anslået som problem i Vergils 2. ekloge, versene 2 og 56f. Dette er et vældigt tema i Den Nye Komedie, hvor det ofte er en klodset, selvglad officer, en miles 24 Oversat af Due; ikke med i Veje til Rom. 10

11 11 gloriosus, der er den for lykken blokerende dives amator (igen love & money). Ovids Amores 3.8 advarer pigen mod disse velhavende officerer: Husk, at normalt hænger der et sværd ved den lænd, han lige nu betjener dig med! Prostitution: Se Properts 4.8 og Juvenal 9. Og Juvenal 3.60ff. og og 232ff. Nævolus fremhæver, såret på sit fags vegne, prostitutionens store nytte, Juvenal 9.27ff. og 70ff. Martial er en fantasi om, at hustruen villigt skal omstille sig til luder. Som overledning til det positive, lyse afsnit B vil jeg gøre opmærksom på Horats ode 2.8, Havde du blot én gang haft lidt pine, der med største letsindighed lader skøgen Barine lyve og sværge falsk, så det lyner. Hun går ud på gader og stræder strålende af endnu større skønhed, hver gang hun har svoret falsk ved sit eget liv. I århundreder havde grækerne sagt: Guderne straffer ikke mened i elskov. Og på det erotiske felt er grænsen mellem sandhed og løgn ophævet i poemet om dejligheden fra Bari. Men selv samme Horats har digtet strenge kønsmoralske opsange, bl.a. i ode 3.6, en af de seks såkaldte romeroder. Linjerne om familie og folk lyder (oversat): Først har tidens gift forpestet ægteskab og æt og fæstet i vort hjem sin eddertand; men fra denne kilde gæsted nederlaget folk og land. B. Kærlighed befrier. Livsformen otium Catuls digt nr. 45 Acmen Septimius suos amores beskriver ung kærlighed i lys og sol. Et slagord for Catul og de andre neoterikere var otium, dvs. behagelig lediggang, lærd sanselighed, livsfrisk boglighed, filologisk fritid. En neoteriker har aldrig travlt, han har altid en ledig time (som det hedder i første linje af Catul 10, endnu et dokument om de romerske piger). Ved deres fokus på otium leder neoterikerne frem til Den Romerske Elegi (se også ovenfor om Ovid Amores 1.9). For gammelromerske moralister tegnede denne mentalitet sig som sanselighed og slaphed, der var sivet ind fra den græske verden. En traditionsbevidst romer ser karakter truet af kultur; og dette møde belyses på forskellig vis af en hel række romerske forfattere, bl.a. Cicero og Sallust, Horats, elegikerne og ikke mindst Juvenals 3. satire om det græsk-romerske kulturmøde. 11

12 12 Andre nøgleord for de neoteriske provoer er: (a) lærd/belæst, doctus, (b) øm/sart, tener, og (c) charmerende/forførende, venustus. I et af Lesbia-digtene, nr. 86, skitseres en hel charmens eller yndens filosofi. Vedrørende venustus se digt nr. 3, hvor dette begreb knyttes sammen med Venus og Cupído, og ikke mindst med adjektivet bellus, pæn, køn. Da bellus var det talte sprogs ord for smuk (pulcher), er det dette smuk-ord, der har holdt sig på romanske sprog. Catuls erotiske filosofi er kendetegnet ved overskridelse af grænsen mellem kønnene, mellem generationerne og mellem åndeligt og fysisk (se bl.a. Catul 72 ovenfor). Logisk og moralsk set er den altså ganske sær, den verden, som Catul med sin kunst får læseren til at falde for og finde enkel. Catul kan være tindrende enkel. Hans enkelhed i glæde kan ses i nr. 9 Ak, Veranius, kær for alle kære. Hans plathed i patos ses i nr. 58 Hun, den Lesbia, som Catullus elsked. Det verbum, der her er brugt om Lesbia, som udfører blow jobs på lækre unge aristokrater, er glúbere, hvad der egentlig betyder at skrælle bark af en stamme; romerne var jo bønder. Den dybtgående indflydelse, som denne unge Veronaherres personligt prægede ideer om sex og kærlighed har øvet på vores kultur, er beskrevet af mange, bl.a. af den mexicanske nobelpristager Octavio Paz i bogen Den Dobbelte Flamme (1993). Selv samme amor uníus, som kan binde og lamme, kan frigøre: Se Properts 4.8, og se, uden komik, Properts 2.15, En nat så hvid, med linje 36 huius ero vivus, mortuus huius ero, hendes er jeg i liv, som jeg er hendes i død. Der står videre: Gi r hun mig nætter i mængde, så bli r jeg udødelig i dem bare med én kan enhver vokse til gud, om han vil. Kærlighed indtil døden, ja, kærlighed efter døden. Sådanne romantiske, døden trodsende, grænsen mellem menneske og gud overskridende forsikringer hører elegien til. Derimod er Horats ikke elegiker. For ham er kærligheden ungdommens sag; den slutter, eller burde i alt fald slutte, når ungdommen er ovre. Love begins and love ends: love has its season (Lyne 25 ). Horats hylder det passende, decórum, som en høj og hård livsværdi. Decórum er på én gang et spørgsmål om stil, smag, værdighed og moral. Det er på én gang en æstetisk og en etisk norm. Af decorum-tanken følger Horats klassicisme, hans melankolske, kyniske, humorfulde realisme. Når vi som undervisere 25 Herom s. 204ff. i R.O.A.M. Lyne The Latin Love Poets. From Catullus to Horace (1980) med gennemgang af oder som 1.25, 3.15, 4.1 og Man kan have nogen glæde af Horats-fortolkere som Lyne, Quinn, Commager, Gordon Williams og Syndikus. Men deres bemærkninger er for pullimut at regne imod den rene, klare drue, som Kiessling-Heinze, Lejay og Nisbet-Hubbard byder på. 12

13 13 beskriver den elegiske over for den markant ikke-elegiske opfattelse af amor i romersk poesi og kommer ind på digternes konfrontation af dybe rynker, rådne tænder, grå hår og død, kan vi, hvis vi vil oplyse Horats klassicisme, gå fra decorum til to prépon hos Aristoteles og i retorikken generelt, og til kairós, denne bundgræske idé om det rette tidspunkt 26. Og sikke så en lykke, hvis det falder en elev ind at inddrage det hårde påbud carpe diem, pluk dagen, og det delfiske forbud mêdén ágan, intet i for høj grad (eller, som vi plejer at oversætte: alt med måde). Properts En nat så hvid har disse anti-apollinske linjer ( ): Som vi nu krammer hinanden, gid du ville binde en lænke om os, som, uanset hvad, aldrig kan løsnes på ny! Turtelduer kan tjene som ideal for din elskov, hannen og hunnen i ét par, som vil omfatte alt. Galt at kræve en grænse for de forelskedes galskab, kærlighed, hvis den er sand, afviser måde og mål. Og digtet slutter: Svigt ikke livets frugter, så længe det lyser på himlen! Selv om man gi r alle kys, gi r man dog færre end få. Ligesom kronblade drysser fra visnende kranse og svømmer spredte rundt for dit blik på drikkeskålenes vin, slutter dagen i morgen for os, som lige nu elsker og ånder stort og sublimt, livsløbet inde måske. Som motto for dette punkt om den befriende ikke livsødelæggende, men tværtimod livsopfyldende lidenskabelige kærlighed og hengivelse kan vi tage linjerne 7-8 fra Tibul 1.8: Desine dissimulare: deus crudelius urit quos videt invitos succubuisse sibi. Stil dig nu blot ikke an! Cupido brænder med ekstra grumhed den, der i trods nægter at hengi sig helt. 26 Herom Veje til Rom 210, 243 (Ars Poetica). 27 Sammenlign Aristofanes tale i Platons Symposion, der som nævnt er oversat og kommenteret på min hjemmeside. 13

14 14 Hengiv dig! er budskabet i Amores 1.2. Bær slaveriets byrde med godt humør; så vejer den mindre (jf. linje 10) Der er samtidskritik i elegikernes opstilling af den erotisk-musiske tilværelse (otium) over for den militære eller merkantile (neg-otium), i deres kontrastering af amor og arma, i deres make love not war, ligesom der er bid i deres undsigelse af pengene og begæret efter dem (avaritia), og appel i deres syn på guldet som det diametralt modsatte af kunst og kærlighed (se bl.a. Tibul ). Den Romerske Elegis ærbødighed for ægteskabet er heller ikke stor. Græsk-romersk filosofi havde nu i århundreder befattet sig med at filosofere over liv, forstået som livsformer og livsindhold, bioi på græsk (flertal af bios) 28. Man nåede gennemgående frem til fire typer: det liv der dyrker ære, det der dyrker penge, det der dyrker nydelse, og endelig det der dyrker visdom, dvs. filosoffens, den intellektuelles liv. Horats gennemspiller dette tema i det allerførste digt i Odernes første bog, dediceret til Mæcenas. Horats tilføjer krigere og jægere, og lader, som en kontrast, digtet munde ud i et lille maleri af et gudbenådet digterliv. Elegikerne tager i nogle af deres digte ivrigt del i diskussionen, sådan som den fandt sted i den augustæiske epoke, idet de hylder legen, ludus, og det legende menneske, homo ludens. Otium er en erotisk-musisk-irenisk-ludisk livsform. Se, hvor herligt alt dette er med i Vergils 2. ekloge, hans elegiske pastorale. Her er arbejdsfællesskab og simple living (især 28ff.), her er naturskønhed og forførende blomster (begyndelsen og 45-55), her er idyl og utopi (14ff., den bukoliske biseksualitet). Og her er kærlig, kammeratlig musikudøvelse; Corydon (Lærke betyder det) lokker yngling Alexis med dette (31ff.): Sammen med mig skal du dyrke musik i lunden, som Pan gør, Pan, som af tagrør og voks bygged fløjter, de første i verden, Pan, som har fårene kær og hvem fårenes hyrder er kære. I dette lette, komisk tonede hyrdedigt er kærlighed ikke helt fatal; derfor kan sidste linje lyde: Invenies alium, si te hic fastídit, Alexim. Rynker denne Alexis på næsen, så find dig en anden. 28 Se Platon Staten 9.581c, Aristoteles Den Nikomacheiske Etik b15ff. Om Aristoteles lære om bios theoretikós, latin: vita contemplativa, og bios praktikós, latin: vita activa, i deres relation til menneskets lykke se Karsten Friis Johansen Den europæiske filosofis historie. Antikken (1991)

15 15 Midler mod kærlighed Kjeld Elkjær oversatte Ovids Remedia Amoris i 1949, og det med så megen brillans, at Otto Steen Due gerne fremhævede just denne klassikeroversættelse som di qualità. Ligesom Corydon i slutningen af 2. ekloge pålægger sig arbejde som remedium amoris, har Ovid et langt stykke om arbejdets glemsel. I optakten hertil står der (143f., 149f.): Saadan er ørkesløshed det bedste for Venus 29, men arbejd viger hun for: Har du travlt, da kan du føle dig tryg. [ ] Drengen [Amor] holder sig helst til de dovne og skyer de travle. Giv da den ledige aand noget at arbejde med! Gennem hektisk energiudfoldelse fordrives den stressende amor! Otium er en irenisk livsform: Så har vi (modsat ovenfor) kærlighed som modpol til krig, med et ordspil: amor mod arma. Et af de store erotisk-pacifistiske dokumenter er Tibuls elegi 1.10 Quis fuit horrendos primus qui protulit enses? Blidt og let tilgængeligt som så mange af Tibuls digte. Otium er også en dionysisk livsform: Så har vi den fusion af sympotisk og erotisk, som vi bestandig møder i græsk og romersk poesi, og som fra Horats oder har gennemstrømmet Europas lyrik 30. Og vi har, for det andet, symposion og rus som modpol til krig; se den vildt visionære, modige slutning på Properts I eksilet i Tomis undsiger Ovid otium, altså livet som boheme. Han siger i sit selvbiografiske digt Tristia : Jeg måtte glemme mig selv og mit i otium henlevede liv (vers 105). I tilslutning til den stoiske idealismes tro på den suveræne ånd skriver Ovid, der på dette sted i sit liv har fået blik for det heroiske ( ): Rejsefællernes svig vil jeg glemme og slavernes lovbrud, trængsler som ellers står mål med mit eksil i sig selv: Ånden vægred sig mod at kues af nød og af modgang, stolende selv på sin kraft uovervunden den stod. 29 Tam Venus otia amat. 30 Jf. kommentaren til ode 1.9 i Veje til Rom. 31 Med Otto Steen Dues oversættelser af Ovid indledtes en ny epoke. Men ingen vil af den grund kassere Rubows bidrag; i Veje til Rom kan man glæde sig over Rubows gendigtning af Tristia 4.10 (bearbejdet). Rubows gengivelse af Ovids elegi ved Tibuls død, Amores 3.9 findes på s i En Samling Vers af Ovid, gendigtet af Paul V. Rubow (1944); den er både kønnere og lettere forståelig end Dues. Men Due misforstår ikke det brændbare distichon 63f., ligesom han ikke springer over 37f. Så det er godt, vi har dem begge. 15

16 16 Over mit liv som boheme slog jeg streg og over mig selv med, greb, skønt med uøvet hånd, våben der traf deres mål, medens til lands og til vands jeg trodsed så talrige kvaler, som der er stjerner fra Nord-polen til polen i Syd. Lad os slutte med Carpe diem! Det betyder Pluk dagen! Metaforen er hentet fra æbler, som vi jo plukker med det formål at nyde dem, bemærker en antik kommentator. Carpe diem! er et af de berømteste af de talrige bevingede ord, Horats har plantet i Vestens bevidsthed. Den filosofi, der ligger i befalingen, er imidlertid ikke blød og behagelig, men tværtimod hård. Filosofien er, at det ikke er beklemmende, men tværtimod aldeles befriende at erkende, at man er en døgnflue, en skygges drøm (Pindar 32 ). Man gør sit liv flagrende og ulideligt let (koufos på græsk), hvis man hengiver sig til lange håb. Håbet er i bedste fald en tvetydig ting (jf. Hesiod og tragikerne), og verden er, hvis man ellers vover at erkende det, behersket af misundelige og smålige magter (jf. Homer, Pindar og Herodot). For hver lykke giver de udødelige guder menneskene to sammenhængende ulykker, hedder det i en af Pindars sejrshymner til herskeren Hieron. Kort sagt: Hvis man ikke selv er streng realist og beskærer sine livsforhåbninger på oplyst vis, så gør magterne det på uigennemskuelig vis. Så megen antik etik har Horats trukket ind i den korte ode Oden er på én gang et drikkedigt og et erotisk (bejlende) digt. Den er henvendt til kvinden Leuconoe, Hvidsind, som den talende prøver at erobre via digtets ord. Det har vist sig, at hun ikke tør sige ja, hvis hun ikke kan være sikker på, præcis hvor mange leveår tilbederen og hun selv får. Herpå er Horats epikuræiske og anti-astrologiske digt et svar. Ordret og prosaisk oversat lyder det: Leuconoe, du må ikke give dig til at udforske, hvilket slutpunkt guderne har givet mig og hvilket de har givet dig (at vide det er en synd [scire nefas]), og du må ikke fifle med babyloniske horoskoper. Hvor langt bedre er det ikke at tåle, lige meget hvad der indtræffer! Måske skænker Juppiter dig flere vintre, måske er den vinter, som i dette øjeblik udmarver Tyrrhenerhavet ved at banke det mod tufstenenes bolværk, din sidste. Så vær klog [sápias!], filtrér dine vine, og beskær det lange håb i lyset af det korte liv! 32 Pindar Ottende Pythiske Ode, vers 95. I det følgende refererer jeg til Hesiod Værker og Dage og Sofokles Antigone (om håbet), til Pindars Tredje Pythiske Ode, 80ff. ( for hver lykke, jf. Alkmenes arie i Plautus Amphitruo 633ff.) og til Herodot 7.10 (om at beskære). Om sådanne tankebaner se Dovers ovenfor nævnte Greek Popular Morality. Kenneth Dover ( ), sin tids førende græcist, stillede illusionsløse, nutidige spørgsmål til de gamle tekster. Derfor konsulterer vi, der skal formidle oldtiden, næsten aldrig hans bøger forgæves. Men i Dovers bøger skal man læse hele afsnittet, hele kapitlet. 16

17 17 Mens vi står og snakker, skal det nok vise sig, at den misundelige levetid er løbet sin vej. Så pluk dagen, med et minimum af tillid til den i morgen! Man kalder ode 1.11 et koncentrat af den antikke pessimisme. Men er pessimisme mon det rette ord? Man kan sammenligne med Properts 2.15 En nat så hvid. 17