Martinus Center Klint. Vejen til frihed og lykke

Transkript

1 Martinus Center Klint Bog- og artikelgruppe 2016 Uge 1 & 4 Vejen til frihed og lykke Martinus Institut 1981 Dette kompendium er omfattet af loven om ophavsret og må kun udprintes i enkelte kopier til dit eget private brug. Du må også gerne tage en kopi i digital form, hvis det udelukkende sker til dit eget personlige brug. Læs mere om Martinus Instituts information om beskyttelse og formidling af Martinus værk på Læs mere om ophavsretsloven på

2 Om boggruppen I løbet af ugen læses og samtales ud fra artikler. Der skal således læses som forberedelse til hver dag. Indhold Mandag Den mentale kursændring... 1 Tirsdag Frihed frigjorthed og fred...5 Onsdag Vejen til den sande lykke...12 Torsdag Lyset i mørket...20 Fredag Livsmodet...24

3 Mandag Den mentale kursændring af Martinus 1. Alle levende væsener er underkastet en forvandlings- eller udviklingsproces Ethvert levende væsen er i virkeligheden en foreteelse, som er i bevægelse, og det gælder ikke alene i den betydning, at vor fysiske krop bevæger sig fra sted til sted. Bag den fysiske bevægelse eksisterer en anden form for bevægelse, som man kalder forvandling. Alle levende væsener er undergivet en proces, i kraft af hvilken de umuligt kan vedblive at være det samme væsen som før. Denne forvandlingsproces er både en fysisk og en åndelig realitet. Den fysiske forvandling oplever vi som barndom, ungdom, manddom og alderdom, og det kan opleves med de fysiske sanser, at organismen i en fysisk inkarnation gennemgår disse forvandlinger. Men et fysisk liv er jo ikke blot en forvandling af en fysisk organisme. Bag denne ydre forvandling ligger en indre mental forvandling baseret på oplevelse og erfaring. Enhver ny oplevelse er en ny erfaring, og en ny erfaring er en bevidsthedsberigelse. Alle levende væsener på denne klode er underkastet en forvandlings- eller udviklingsproces fra primitive mentale tilstande til højintellektuelle tilstande i organismer, der vil være langt bedre redskaber for oplevelse og udfoldelse af skabende evner, end de nuværende fysiske organismer er. Denne store forvandlingsproces er særlig aktuel for de væsener, der fremtræder her på jorden som mennesker. Og at den i særlig grad er aktuel for menneskene beror på, at de er nået så langt frem i udviklingen, at de kan begynde at opleve den dagsbevidst i modsætning til dyrene, der endnu kun oplever gennem instinkt og mere primitiv følelse. Dyrets oplevelse er en slags automatfunktion, dyret kan ikke overtræde nogen morallove, men opfylder gennem sit instinkt de love, som gælder for dyreriget og for den specielle art, de tilhører. Ræven kan ikke få dårlig samvittighed, fordi den har stjålet en høne, og tigeren heller ikke, fordi den har dræbt et andet levende væsen. Mord, tyveri, jalousi og meget andet af lignende art, som blandt mennesker er et udtryk for den højeste grad af umoralitet, er kulminerende dyder i dyreriget. Hvis rovdyret fik dårlig samvittighed, døde det af sult. Men hvorfor kan et menneske få dårlig samvittighed, og hvorfor oplever mennesket, som dog også tilhører dyreriget, livet på en helt anden måde end de mange dyr på denne klode? 2. Det jordiske menneske har både en degenererende dyrementalitet og en begyndende menneskementalitet Mellem det jordiske menneske og de andre væsener her på kloden, som tilhører dyreriget, er der den væsentlige forskel, at jordmennesket er på vej ud af dyreriget mod et højere udviklingsstadium, hvis principper og love allerede begynder at gøre sig mere eller mindre gældende i dets bevidsthed. Jordmennesket oplever en mental bevægelse, som er en forvandlingsproces fra dyr til rigtigt menneske. Dyrets mentale bevægelser er instinktbetonede og skaber ingen konflikt i menta- 1

4 liteten, men hos det jordiske menneske findes både en degenererende dyrementalitet og en begyndende menneskementalitet, og spændingen mellem disse to former for mentalitet vil uundgåeligt skabe konflikter og indre kampe i det jordiske menneskes sind. Dyret bliver ledet og styret af sin egen selvopholdelsesdrift, som per instinkt får det til at gøre det rigtige i den specielle situation, det oplever. Og det rigtige vil for dyret altid sige det, der er til gavn for det selv eller dets arts beståen. 3. Dyret kan leve på sin selvopholdelsesdrift, men det jordiske menneske må for at opleve lykken bekæmpe sin selviskhed Men i det jordiske menneskes bevidsthed er der ved at opstå en natur, som går i modsat retning af dyrets natur. Mens dyret bliver styret af sin egen selvopholdelsesdrift, må mennesket mere og mere selv tage stilling til sin livsform eller livsudfoldelse ved hjælp af vågen dagsbevidst viljeføring. Denne vågne dagsbevidste viljeføring går ofte imod den fra dyreriget nedarvede selvopholdelsesdrift, som endnu bor i det jordiske menneske som vanebevidsthed. Derved opstår der konflikt. Mens det hos dyret medfører en naturlig og lykkelig livsoplevelse at følge selvopholdelsesdriften eller selviskheden, skaber det hos mennesket ulykke og lidelse at følge denne tendens. Mennesket føler det måske ikke straks, netop fordi selvopholdelsesdriften er vanefunktion. Men det oplever efterhånden virkningerne af sin selviskhed, og disse erfaringer skaber bevægelse eller forvandling i bevidstheden, en kursændring er ved at finde sted. Hvor kursen før var sat mod den stærkeres ret, og det at gavne betød at gavne sig selv, må det jordiske menneske nu for at opleve lykken begynde at skabe denne selv med sin vilje ved at bekæmpe sin selviskhed og de i dets væsen nedarvede dyriske drifter og begær. Det må med sin vilje tvinge sig til at give afkald på mange af de foreteelser, det begærer, men som det kan begynde at se vil være til besvær eller lidelse for andre væsener. I samme grad, som det med sin vilje kan gøre det, vokser det ind i et nyt livsstadium, dets liv begynder at følge en kurs, hvis mål det er at leve til gavn for helheden, og hvis resultater eller virkninger ikke er drab, røveri og kamp, men næstekærlighed og en udfoldelse af intellektuelle evner, der vil forvandle jorden til en verden, hvor humanitet, kunst og videnskab vil blomstre som aldrig før, og staterne forenes til én menneskestat, hvor begrebet den stærkeres ret ikke kendes. 4. I dag sejler menneskene på det store kaotiske mentale verdenshav, og de savner et kompas at styre kursen efter Der er allerede blevet gjort meget for at hjælpe menneskeheden frem mod en sådan tilstand, men der mangler stadigvæk noget, for at menneskene kan nå den. Religionerne har hjulpet menneskene et godt stykke frem, og nogle mennesker kan endnu hjælpes af deres blinde tro på frelse gennem religionen. Men der bliver flere og flere mennesker i alle dele af verden, der ikke kan nøjes med at tro. Deres rent videnskabelige indstilling til livet og deres udviklede intelligens gør dem ude af stand til at tro på dogmer eller inspireres af ceremonier. De forlanger kendsgerninger og vil gerne forstå og ikke blot tro. De mangler et kompas til at styre deres kurs efter. Menneskene er som en hel serie små skibe, der sejler på et stort mentalt verdenshav. De skal alle sammen til den samme havn, men de er højst uenige om kursen. Derfor hersker der et forfærdeligt kaos på dette hav, og katastrofale sammenstød hænder hvert øjeblik. Ikke alene støder enkelte skibe sammen og beskadiges eller ødelægges derved, men det kan ske, at hele grupper af skibe bliver sejlet i sænk. Verdenskrige, revolutioner, sabotage og hvad man nu kalder alle disse krigshandlinger, er sådanne kollektive sænkninger af skibene på det mentale verdenshav. Skibene kan gå under, men kaptajnen 2

5 vil altid få et nyt skib at sejle med, og kaptajnen er i dette tilfælde det levende væsens jeg, som skal prøve at finde den rigtige kurs mod det fælles mål, den fælles havn, som er den mentale tilstand, der er karakteriseret som mennesket i Guds billede. 5. Livserfaringerne vil lære mennesket, at kompasset skal være næstekærlighed Mange af de søfarende har tilbøjelighed til at mene, at de alene kender den rette kurs og absolut sejler rigtigt, mens sagen er den, at de i virkeligheden er på vildspor og ikke vil kunne finde havnen med de midler, de bruger til at orientere sig. De prøver, til tider med vold og magt, til tider med fanatiske udtalelser, at overtale andre skibe til at følge deres kurs. De er bundne til særlige teorier og forestillinger af politisk, religiøs eller anden art, hvis mål, påstår de, er alle menneskers mål. Men ingen religiøs bevægelse, ingen sekt eller verdensreligion og absolut intet af de i dag eksisterende politiske partier vil nogen sinde nå frem til at få alverdens mennesker som tilhængere. Alle disse bevægelser bevæger sig mere eller mindre i gal retning. Deres kompas er misvisende. Hvorledes ytrer disse livskompassets misvisninger sig? De ytrer sig på den måde, at disse politiske og religiøse bevægelser og også mange foreninger af idealistisk art ganske vist taler om næstekærlighed og humanitet. Men de forstår slet ikke kærlighedens væsen. De har voldsom sympati for noget og stærk antipati mod noget andet, en antipati, som i visse tilfælde udfolder sig som hellig vrede, retfærdig harme, ja til tider som had. Men det er umuligt for skibene på det mentale verdenshav at nå den havn, de længes efter, så længe de endnu har had eller antipati ombord. Den virkelige menneskelige kærlighed, som Kristus har vist menneskene, og som alle fortidens største vise har talt om, vender sig ikke med antipati mod nogen eller noget. Kristus sagde: Du skal elske dem, der hader og forfølger dig, og han talte om at tilgive ikke blot syv gange, men halvfjerdsindstyve gange syv gange daglig. Intet menneske kommer vel nogen sinde ud for at skulle tilgive flere gange på én dag. Men kan man da lære at tilgive? Ikke så længe man kun bruger sine følelser. Først når man med sin intelligens virkelig forstår, at intet menneske i øjeblikket kan være anderledes, end det er, fordi det med sin væremåde repræsenterer et bestemt midlertidigt udviklingsstadium baseret på erfaringer og oplevelser i fortiden, kan man se, at det ved ikke, hvad det gør. Hvis det virkelig vidste det, ville det ikke gøre det. Når man selv ikke kan nænne at gøre det, som det andet menneske har gjort, er det jo fordi, man i sin bevidsthed har erfaring for, at det ikke er rigtigt at gøre det. Men det har det andet menneske altså ikke erfaringer for i sin bevidsthed endnu, derfor handler det, som det gør. Men det vil få erfaringerne i fremtiden, fordi det må høste, som det har sået, og så vil det til den tid heller ikke mere kunne nænne at gøre sådan. Man kan ikke forlange af noget levende væsen, at det skal handle ud fra erfaringer, det endnu ikke har. Det ville jo være det samme, som hvis man ville forlange, at et barn skulle handle som et voksent menneske. Kosmisk set er der mange voksne mennesker på jorden, der endnu er som børn, men gennem kommende inkarnationer vil også de blive mere og mere voksne, dvs. mere og mere menneskelige i deres tankegang og handlemåde. 6. Med mine kosmiske analyser som kompas kan mennesket sætte sin mentale kurs imod en fredens verden Nu vil nogle mennesker sikkert spørge: Men er da ikke også den såkaldte åndsvidenskab blot en religiøs sekt, som vil søge at hverve proselytter og giver udtryk for at have patent på sandheden? Er den ikke også et skib, som søger at overtale andre til at følge sin kurs? Dertil må jeg svare, at der over mit arbejde 3

6 aldrig nogen sinde vil blive dannet forening, sekt, menighed eller parti af nogen art. Og ligeledes, at intet menneske skal overtales til at blive medlem, da der ikke er noget at blive medlem af. Mennesker, som føler sig tiltrukket af mine kosmiske analyser og føler trang til at studere det verdensbillede, jeg skildrer i mit hovedværk Livets Bog og andre bøger, gør det på grund af den indre bevægelse eller forvandling, der allerede er ved at ske i deres mentalitet. Hvis ikke De i Deres bevidsthed allerede besidder visse erfaringer, vil mit arbejde slet ikke have interesse for Dem. En indre organisk funktion må være til stede, og det er den funktion, man kalder næstekærlighed. En menneskelig kærlighed, der ikke udfolder sig ved også at rumme had mod det såkaldte onde og uretfærdige. Når dette onde, uretfærdige og djævelske er resultater af en ufærdig tilstand, kan det jo ikke i øjeblikket være anderledes, end det er. Men det er absolut ikke meningen, at alt dette skal vedblive at eksistere på kloden. Udviklingen eller forvandlingen af de levende væsener skrider frem, selvom mennesker til tider synes, at det ikke går hurtigt nok. I vor tid er vi dog inde i en forceret udvikling, alt går hurtigere nu, end det gjorde for århundreder siden. Derfor vælder det også ind over den jordiske menneskehed med erfaringsmateriale. De store verdenskrige, revolutionerne, arbejdsløshed, de mange både fysiske og psykiske sygdomme, de personlige besværligheder hvert menneske kommer ud for, alt dette er medvirkende til, at menneskenes længsel efter fred bliver stærkere og stærkere. Også deres intelligens udvikles, derfor har videnskab og teknik så store fremskridt. Men videnskab og teknik alene kan ikke skabe fred i verden, så var freden skabt for længe siden. Religionerne, sekterne og partierne kan det heller ikke. De får tværtimod mindre og mindre magt over mennesker, fordi disse, efterhånden som intelligensen udvikles, hverken kan tro på religiøse eller politiske dogmer. Nej, kursændringen, vejen mod freden, må skabes i det enkelte menneskes egen bevidsthed gennem erfaringer og oplevelser. Hvad kan åndsvidenskaben da gøre, hvordan kan den være til gavn for søgende mennesker? Det kan den derigennem, at det menneske, som er i besiddelse af et stort erfaringsmateriale, ved studiet af de kosmiske analyser kan få orden på dette materiale i sin bevidsthed. Det kan begynde at se sammenhængen og meningen bag tilsyneladende tilfældige og meningsløse begivenheder og oplevelser. Det får perspektiv bag sin oplevelse i stedet for, at livet tidligere syntes fladt og trivielt. Men det er sit eget erfaringsmateriale, mennesket har som grundlag, og så har det mulighed for gennem arbejdet med sig selv, ved at følge åndsvidenskaben, ikke blot i teorien, men også i praksis, at styre sin kurs mod den mentale havn, som er den fred, mennesket længes efter. Den vil blive en indre virkelighed hos mennesket, men den vil også blive en ydre realitet derigennem, at den vil komme til at stråle ud gennem menneskets tanker, følelser og handlinger i hverdagen. Hvordan kan man vide, om man med sit mentale skib har sat kursen imod fredens havn? Man kan mærke det på sine reaktioner over for sine omgivelser. Bliver man let gal i hovedet, sur eller irriteret og ukærligt kritiserer andre menneskers indstilling og væremåde, så er der noget galt med kompasset, og der kan være fare for kollisioner eller grundstødninger. Men sætter man sin vilje ind på og beder Forsynet om hjælp til at kunne møde den enkelte situation og det enkelte menneske med den sympati og den form for kærlighed, der vil være mest til gavn i øjeblikket, vil vredens og irritationens mørke skygger vige, og næstekærlighedens sol vil stråle og funkle gennem bevidstheden. Fra et foredrag i Klint mandag den 9. august Første gang bragt i Kosmos nr. 21, Manuskript til foredrag bearbejdet af Mogens Møller. Bearbejdelsen godkendt af Martinus. 4

7 Tirsdag Frihed - frigjorthed og fred af Martinus Frihed og fred Frihed er det mål, som alle mennesker higer imod og længes efter i mange forskellige former og afskygninger. Gennem politik, videnskab, religion, kunst og meget andet søger menneskene mod frigørelsen. Men samtidig med at menneskene længes efter frihed, længes de også efter fred, og gang på gang kommer de til at opleve, at når de søger at frigøre sig for ydre bånd, bliver det på bekostning af freden. Og er der en tid mere fredeligt udadtil i verden, er der store grupper af mennesker, der er mere eller mindre undertrykt af magthavere og diktatorer. Det medfører naturligvis, at oprøret og trangen til frigørelse vokser i de undertryktes sind, og så er det blot et spørgsmål om tid, hvornår freden er forbi. Hvad er årsagen til disse skiftende tilstande, hvor der hverken eksisterer virkelig fred eller virkelig frihed blandt menneskene. Ingen mennesker kan være helt frie, så længe de ikke er i kontakt med naturens og universets kræfter. De er tværtimod ofte i direkte disharmoni med disse kræfter, hvilket medfører, at de kommer til at opleve triste skæbner, sygdomme og lidelser. For at kunne blive frie, må menneskene først og fremmest vide, hvad det er for bånd, der binder dem. Først da vil de kunne befri sig og opleve virkelig frihed og da vil de også komme til at opleve freden. Menneskelige begær søges tilfredsstillet efter dyrerigets principper Mennesker har i almindelighed den opfattelse, at det er ydre bånd, der hindrer deres frigørelse, og de er meget ofte fulde af kritik mod de ydre forhold, mod andre mennesker, mod omgivelserne i det hele taget. De ved ikke, at så snart et menneske udøver kritik, er det bundet. For at blive frie må menneskene nå frem til at hæve sig op over alle begær og al kritik. Menneskene er i en vis form for unatur, så længe de begærer. Herfra selvfølgelig undtaget urbegæret, dvs. begæret efter livet. Begæret efter friheden og freden er naturlige afskygninger af selve livs- eller urbegæret, men da menneskene ikke kender livet og dets love, forsøger de at nå frem til frihed og fred ad veje, der gang på gang fører dem frem til nye bånd og lænker, til krig og ufred i mange variationer. Derigennem gør de erfaringer, og ad erfaringens vej vil de også nå frem til frihed og fred, fordi de vil blive frigjort af alle menneskeligt og kosmisk set unaturlige begær. De nuværende mørke tilstande i verden er resultatet af sådanne unaturlige begær, dvs. begær, som er naturlige i dyreriget, men ikke i menneskeriget. Det er begær efter at eje og begær efter at udøve magt. Der står skrevet, at mennesket skal gøre sig jorden underdanig, men så længe det er slave af sine egne begær, kan dette ikke lade sig gøre. Så kan man jo indvende, at det jordiske menneske tilhører dyreriget, og altså må det også være naturligt, at det har samme slags begær, som dyrene blot med den forskel, at det besidder større eller mindre intelligens til brug ved tilfredsstillelsen af sine begær, hvor dyrene kun har 5

8 instinkter. Men paradoksalt nok er det netop menneskenes intelligens, der fører dem bort fra kontakt med naturen og livet og den kan afspore dem, mens dyrene netop gennem deres instinkter har en sådan kontakt, om end den er ubevidst. Konflikten bag den jordiske menneskeheds skæbne, som der er i øjeblikket, er, at de jordiske mennesker er begyndt at nære et naturligt menneskeligt begær efter frihed og fred, men de søger at tilfredsstille dette naturlige menneskelige begær efter dyrerigets principper, og det gør de, fordi de udviklingsmæssigt repræsenterer en overgangstilstand mellem det rigtige dyrerige og det rigtige menneskerige. Intuitionen og friheden Den guddommelige almagt fører menneskene frem mod den evige fred. Men, vil nogle så spørge, hvorledes står det så til med friheden? For når menneskene bliver ført af en guddommelig magt, har de jo ingen frihed. Det er netop friheden, menneskeheden bliver ført frem imod. Det er tilsyneladende paradoksalt, men også kun tilsyneladende. Menneskene bliver ført ved at gøre erfaringer, og erfaringerne frigør dem, idet de udvikler ikke blot deres intelligens, men også deres følelse og deres intuition gennem disse erfaringer. Så længe de jordiske mennesker endnu ikke har udviklet deres intuition, hvorigennem de dagsbevidst vil være i kontakt med universets evige love og principper, indespærrer de i større eller mindre grad dem selv i mentale fængsler. Men intuitionen vil frigøre dem, og gennem den vil også freden blive en kendsgerning, idet den som en indre fred vil stråle ud fra menneskesindet og så fred og kærlighed omkring sig. Man må så fred for at høste fred, og så længe mennesker sår krig, kan de heller ikke høste andet end krig. Virkningerne af handlingerne og de skabte årsager skal nok komme, og gennem de erfaringer, de skaber, vil den menneskelige medfølelse frigøre dem fra det dræbende princip og dets virkninger. En virkelig frigjorthed opnås ikke for et menneske, før det kun ønsker at være til glæde og velsignelse for sine omgivelser, og før det hellere selv vil lide end være årsag til andres lidelser. Det er i almindelighed svært at fatte for jordiske mennesker, som tror, at frihed opnås ved at gøre sig fri af ydre bånd. Naturligvis spiller de ydre forhold også en rolle i tilværelsen, men det er jo gennem sin kommende karma, gennem det man sår, man skal skabe de bedst mulige ydre betingelser for fremtiden, og det gør man ikke gennem oprør og krig. Men så længe man vil oprør og krig, gør man de nødvendige erfaringer, der efterhånden får én til at ville noget andet. Salig er den rigtige frigjorthed, thi den er baseret på menneskets kontakt med den hellige ånd. Den hellige ånd er en bevidsthedstilstand Nutidens mennesker, der i almindelighed er så bange for udtryk, der har med Gud eller det hellige at gøre, vil mene, at de ikke har nogen kontakt med den hellige ånd, og så er sandheden dog den, at hver gang et menneske glæder sig, fordi det har været muligt for ham eller hende at glæde et andet menneske, er det et lille glimt af den hellige ånd, vedkommende oplever. Den hellige ånd er ikke en person eller en ting, men en bevidsthedstilstand. Når et menneske bliver helt og ikke blot glimtvis opfyldt af denne bevidsthedstilstand, er det frigjort og bliver Gud lig. Den hellige ånd er den højeste kundskab om livet, og med den ophører tilværelsen at være et mysterium. Gennem denne bevidsthedstilstand ved man, at frihed ikke er noget, man tager eller kræver, thi derved binder man blot sig selv med nye bånd. Frihed er noget, man giver ved en kærlig måde at tænke og leve på. Man kan jo så mene, at hvis menneskene på én gang en bestemt dag ville give frihed til alle væsener, så ville den store fred opstå. Men det vil ikke kunne ske. Man kan ikke springe en udviklingsperiode over, den store fred kan ikke komme på én gang. Ligesom et æble må gennem det sure stadium, før det 6

9 kommer frem til det modne, må menneskeheden også gennem sit sure stadium, inden den er moden til større fred og frihed. Det betyder naturligvis ikke, at den enkelte, der måske er nået lidt længere frem end gennemsnittet af menneskene er det (og det er jo kun på grund af lidelseserfaringer i tidligere inkarnationer, hvis nogen er det), skal vente på at alle de andre får lignende erfaringer. Der er jo netop brug for, at der findes mennesker, der kan være vejvisere for de andre ikke gennem fanatiske forsøg på omvendelse, eller intolerant væremåde fordi man tror, man ved mere end de andre, men gennem eksemplets magt. Et jordisk menneske begynder at blive modent som menneske, når det opdager, at det har frihed til at tilgive andre og til at undlade at blive hævngerrig, bitter, skuffet, deprimeret eller irriteret over andres væremåde. Man bør give frihed til andre væsener, dette må menneskene lære af livet, idet man ikke kan diktere menneskene kærlighed. Der kræves stor forberedelse for at nå frem til en kærlig indstilling. Den væsentligste del af denne forberedelse er lidelseserfaringerne eller den mørke karma, en anden del af forberedelsen er åndsvidenskaben, som kan blive en vældig hjælp og støtte i det daglige liv for den, der gennem lidelser og vanskeligheder er nået frem til et vist udviklingsniveau. Men en tredje og også væsentlig del af forberedelsen til kærlighedens tilstand, og dermed til frigørelsen og freden, er andre menneskers eksempel, deres kærlige væremåde, forståelse, imødekommenhed og hjælpsomhed. Man får lyst til at blive lige som de er, og det er en vældig ansporing og inspiration på vejen mod lyset. Religion og videnskab skal ikke vedblivende være modsætninger Gennem de sidste 2000 år har stærke kræfter virket for at hjælpe menneskeheden ud af dyrezonen og frem imod menneskeriget. Der prædikes jo hele verden over, at man skal vogte sig for at gøre det onde og bestræbe sig for at gøre det gode. Man har indført sakramenter og dåb for derved at føre menneskene ind i en lykkeligere tilstand af tro og håb. Og det har på samme måde været nødvendigt at give menneskene håb om syndernes forladelse gennem dette at tro, ligesom de kirkelige handlinger har kunnet få mennesker til bagefter en kort tid at leve i en slags opløftet tilstand eller stemning. Men menneskene er ikke blevet klogere derved, og verdensgenløsningen må nu benytte nye kræfter. Millioner af mennesker kan ikke mere føres fremad af kirker og religioner, hvis dogmer ikke taler til deres logiske sans. De har fået større bevidsthed og ny viden og kan ikke mere tro. At tro er ikke noget, man kan lære, det er en evne, der svinder, samtidig med at evnen til at tænke logisk udvikles. Det er videnskabens opgave at vise menneskene, hvad der kan betale sig, og hvad der ikke kan betale sig. Det kan lyde kynisk, men er det ikke, hvis man forstår, at det ikke er et spørgsmål om penge, men derimod om hvad der er positivt og hvad der er negativt for menneskene. Videnskaben og teknikken er begyndelsen til et nyt tankeområde for den jordiske menneskehed, som lærer at tænke i nye tankebaner. Disse nye tanker er tilsyneladende i modstrid med den gamle religiøse indstilling. Det er nu verdensgenløsningens opgave at vise menneskene, at det kun er en tilsyneladende modsætning, og at religion og videnskab er lige nødvendige for menneskene og absolut ikke behøver at være i modstrid med hinanden. Verdensgenløsningens opgave bliver da gennem åndsvidenskaben at vise menneskene, hvad der kan betale sig, og deriblandt dette, at man har frihed til at vende den højre kind til, når man bliver slået på den venstre. Kultur har intet med våben og magtudfoldelse at gøre, det er en livsbetingelse for dyrene at slå ihjel, men for mennesket er det fuldkommen meningsløst at dræbe for at leve. Det kan ikke betale sig. Dette kan man naturligvis ikke lære mennesker, der ikke kan forstå det, fordi de endnu ikke har gjort de nødvendige erfaringer og netop må gøre dem gennem deres kommende hand- 7

10 lingers tilbagevenden som karmabølger. Så må man prøve at forstå, at disse mennesker netop må have frihed til at så den sæd, der skal give dem erfaringer, som de mangler, og som hæmmer deres udvikling. Set i det kosmiske perspektiv er det kærligt, at de får den erfaring, selv om det kan være svært at forstå det, når man ser det i det enkelte livs lille, lokale perspektiv. Fredens begyndelse For de mennesker, der af hele deres sind ønsker at få fred, kan det ofte være vanskeligt at se, hvor de i en tid som denne skal sætte ind for at virke i den rigtige retning, og mange giver rådvildt op. Men man skal ikke give op, man skal ikke lægge hænderne i skødet og mene, at man ingenting kan gøre. Det enkelte menneske må arbejde på at skabe freden i sin egen bevidsthed, og først derefter får det evne til at smitte sine omgivelser og dermed være med til at skabe fred og harmoni omkring sig. Men det er en forudsætning, en absolut nødvendighed, først at have fred i sit eget indre, så man ikke føler antipati mod nogen eller noget. Men hvordan kommer man fri af antipatiens snærende bånd? Ved at forstå at alt er led i en guddommelig plan, der fører de levende væsener frem mod lyset, mod freden og friheden, og at hvert eneste levende væsen i dette øjeblik står på det trin i sin udvikling, hvortil det er nået gennem fortidens erfaringer og hverken kan tænke eller handle anderledes, end dets erfaringer giver det frihed til. Hvor andre bærer sig ondt og negativt ad imod os, er de redskaber eller budbærere for vor egen negativitet fra fortiden. Men hvordan svarer vi dem, hvorledes reagerer vi på deres negative tanker og handlinger? Ved at formere krigen i vrede ud fra krænkede følelser? Det har vi frihed til, men er vi frigjort af vrede, forfængelighed og lignende umenneskelige tankekarter, har vi frihed til noget endnu bedre, at så et fredens frø, et frø, der som lignelsens sennepskorn vil vokse sig stort og opfylde hele jorden. Sandheden og de mange opfattelser Ufreden i verden er for en meget stor del baseret på, at de jordiske mennesker ønsker at lave hinanden om. Man har en bestemt opfattelse, en slags recept på, hvordan livet og menneskene skal være, og de mennesker, der ikke følger den recept, er forkerte, mener man, og altså må de laves om. Mennesker kan ligefrem gribes af såkaldt hellig vrede og retfærdig harme over, at der er andre mennesker, der har en helt anden religiøs eller politisk tankegang end de selv. Og da der er mange slags recepter blandt menneskene, der alle rummer en eller anden lille ingrediens af sandheden, kommer de meget let op at slås om, hvordan man skal skabe fred i verden. Det lyder tåbeligt, men sådan er det, og sådan må det være, fordi menneskene må have frihed til at gøre de erfaringer, der virkelig skal frigøre dem. Frigøre dem af hvad? Af alt det i deres forestillingsverden, der ikke er i overensstemmelse med sandheden, dvs. med livets evige love. Livet selv læser korrektur på menneskenes tanker og ideer gennem den proces, vi kalder skæbnen, og livet, der er det samme som Guddommen eller Forsynet, bruger det mest nærliggende redskab eller instrument til den korrektur, og det er vor næste eller andre levende væsener. Hvis man binder andre, bliver man selv bundet. Giver man andre fri, bliver man selv fri. Hele tilværelsen er én stor kærlighedsproces, og det er min opgave at forsøge at vise Dem dette gennem mine analyser. Jeg ønsker ikke, at De skal tro på mig og på, hvad jeg siger, men det kan få den allerstørste betydning for Dem, hvis De kan lære at forstå, hvordan jeg er kommet til disse sandheder gennem oplevelse af selve naturen og af selve livet. Bibelen er sandhed i sine store facitter, men det er i livet og naturen selv, man må finde udregningerne til disse facitter. En sådan udregning må blive en ny form 8

11 for videnskab, der er en naturlig fortsættelse og udvidelse af den fysiske videnskab. Teori og praksis Når det ikke har betydning, at De tror på mig og mine analyser, hvordan kan De da komme til kundskab om, at analyserne er rigtige? Det kan de ved at bruge Deres logiske sans og Deres kærlighedsevne. Og i forhold til som De besidder disse bevidsthedskræfter, vil De efterhånden ved egen kraft nå frem til en virkelig forståelse og oplevelse af det store slutfacit alt er såre godt! Mange tror, at jeg har læst mig til min viden, men det har jeg ikke. Mit liv er en levende demonstration af, at man kan komme til viden ad andre veje end gennem bøger og undervisning. Al viden må opstå et sted, fremspringe som et kildevæld. Jeg er min egen kilde, jeg har oplevet, hvad jeg fortæller Dem i selve livet. Det er en frihed, enhver af Dem engang vil kunne nå til. Deres trosevne er degenererende og Deres logiske sans er ved at vågne, ligesom Deres kærlighedsevne er det, og dér, hvor De mangler noget, vil Guddommen hjælpe Dem til de nødvendige erfaringer gennem Deres karma. Men hvilken nytte kan mine analyser da være til? I den tilstand, hvori De netop nu befinder Dem, er det muligt, at kosmologien kan være Dem til stor nytte, fordi den hverken er en sekterisk religiøs bevægelse, gennem hvilken de skal frelses, eller et parti, som ønsker at påtrykke Dem en mening, der er intolerant mod andre meninger. Arbejdet med kosmologien stiller visse krav til den studerende ikke blot rent intellektuelt, den side af sagen er ikke den vanskeligste. Hvis man tilegner sig stoffet lidt efter lidt, efterhånden som man har brug for det, vil hjerneceller, der endnu ligger latent i ens hjerne, udvikles, og man vil mærke, hvordan evnen til at forstå tingene gradvis vokser, og ligesådan evnen til at forklare analyserne for andre, der virkelig er hungrige efter en sådan viden og indsigt. Men selv om man koncentrerer sig om det teoretiske studium, må den praktiske væremåde ikke glemmes, den er endnu mere vigtig, for den er helt ens egen. Og man kan virkelig tale om praktiske øvelser, for ligesom ingen kan blive geni inden for nogen kunstart uden at øve og træne og have tålmodighed og arbejde og atter arbejde, er der heller ingen, der kan blive geni i kærlig livsudfoldelse til gavn og glæde for omgivelserne uden at træne og øve sig og gøre fejl, men lære af det og efterhånden udvikle et virkeligt menneskeligt kærlighedstalent. Mennesket er ét med Gud At de kosmiske analyser er rigtige, vil den studerende kunne komme til kundskab om gennem sin kærlighedsevne og sin logiske sans. Begge disse bevidsthedskræfter må bruges, og jo mere man arbejder med disse kræfter i sit eget sind og søger at afbalancere dem, desto større muligheder er der for intuitionsenergiens indtrængen i dagsbevidstheden. Og gennem intuitionen kommer man i kontakt med det universelle hav af viden, som er Guds bevidsthed eller den hellige ånd. De kosmiske analyser er et forsvar for alt og angriber ikke nogen eller noget. De giver et overblik over, hvorfor forholdene og de levende væsener er, som de er, og de viser vejen mod freden. De vil gennem studiet af mine analyser altid finde frem til det ene slutfacit: Alt er såre godt. Jeg har ikke fået disse ting fortalt af nogen, men jeg har ved egen kraft og ved eget syn kunnet lære disse ting af livet selv, og det er blevet min opgave at vise verden, at livet ikke er et mysterium. Alt hvad vi oplever, er Guddommens direkte tale til os. Menneskene er ustandseligt i direkte kontakt med Gud, selv om de i øjeblikket ikke er bevidst i det. Men det skal de blive. De skal komme til at opleve, at De er ét med Faderen. Jeg er ét med Faderen, fordi jeg er ét med livets love, idet min tænkeevne går med og ikke imod lovene, og mit ord vil derfor være sandhed. Men det er jo ikke 9

12 noget, jeg skal roses for, det er ikke noget, der gør mig mere værd end andre. Hvis jeg troede det, ville mine tanker absolut ikke være på bølgelængde med livslovene. Det er en tilstand alle, der har været før mig, har haft, og som alle, der er efter mig, vil få. Det er et bevidsthedsstadium, som hvert eneste jordisk menneske før eller senere vil nå. Mørket må vendes til lys i det enkelte menneskes sind De har til opgave at studere mine analyser. De skal udforske disse ting og livet vil afsløre sig for Dem. Men samtidig med studiearbejdet må man indstille sig rigtigt. Man må være ren af hjertet for at se Gud. Kærlige tanker er rene. Den der udspreder kærlige tanker, vinder andre menneskers tillid. De skulle blot vide, hvor meget det kan betyde, at De sender kærlige tanker mod de mennesker, De ikke kan lide, og som De også fornemmer ikke kan lide Dem. Hvad er det i Dem, der ikke kan lide disse mennesker? Det er ikke mennesket i Dem. Tværtimod, mennesket i Dem taler somme tider gennem Deres samvittighed, når De har været vred eller bitter i tanke og væremåde. Nej, det er dyret i Dem, junglebevidstheden, der ikke kan lide de andre og giver dem skyld for en masse, som de også tilsyneladende kunne se ud til at være skyld i. Men det ER kun tilsyneladende. Det er her analyserne kan hjælpe Dem. Hvis De kan forstå, at De ikke på nogen måde ville være udsat for andre menneskers sladder, vrede, intriger eller andre ubehageligheder, hvis ikke det var noget, De selv har sået engang i fortiden og ikke er helt færdig med eller frigjort af endnu. Hvis De kan forstå, at frigørelsen og dermed vejen til frihed og fred går gennem Deres bevidsthed, Deres evne til at tilgive, til at overvinde had, vrede, bitterhed, jalousi og lignende tankekarter i Deres sind. Nogen må begynde at vende mørket til lys, og der vil aldrig blive fred og frihed for Dem, før denne nogen bliver Dem. De må ikke forvente, at menneskene skal være anderledes, end de er, og De må heller ikke tro, at De kan lave dem om. Et menneskes karakter kan ikke pludselig laves om, der skal udvikling til. Hvis et andet menneske begår uret mod Dem, er det en gammel uret, De har begået, som møder Dem, men hvis De nu kan tilgive vedkommende og tænke han ved ikke, hvad han gør, så er De af egen fri vilje på bølgelængde med Kristi væremåde og tankegang, og større forbillede end Kristus kan menneskene ikke få, når det gælder at vise kærlighed. Men nu må menneskene lære, at det er logisk af tilgive og sende kærlige tanker også mod dem, der hader og forfølger én. Naturligvis må man bruge sin fornuft og sin omtanke, der skal logik til at leve livet og til at forstå andre mennesker. Det skal kunne betale sig at handle rigtigt både for de mennesker man gerne vil hjælpe og for én selv. Kærlighed er ikke alene kærtegn, og det er ikke kærligt at være tossegod. Det er ikke kærligt af forældre at forkæle deres børn, men det er kærligt at opdrage dem til at forstå, at frihed ikke er at gøre, hvad man vil, hvis det er til gene og fortræd for andre mennesker eller andre levende væsener. Menneskelig frihed er frihed til i alle situationer og over for alle væsener, hvad de end gør imod én selv, at sende kærlige tanker imod dem. Der kan være situationer, hvor man må være bestemt både over for børn og voksne, hvor det netop er det kærligste at være det. Men så må man have kærlige tanker og ikke vrede eller indignation bag sin holdning. Jordmenneskenes nuværende tilstand er led i en gigantisk udvikling Det er tåbeligt at være indigneret på et andet menneske, fordi det har en anden indstilling til tingene, end man selv har. Hvert væsen står hele tiden på toppen af sin udvikling og danner sig derudfra sin mening om livet. Livet er det mest fuldkomne, det kan blive i øjeblikket, det er ikke som det skal blive i morgen eller i kommende år, århundreder eller årtusinder. Der skal opstå en ny himmel og en ny jord, som der står skrevet, dvs. en ny bevidsthedsindstilling, hvor livet og 10

13 dets mening ikke mere er et mysterium, og en ny form for økonomi og administration i verden, så alle væsener får det nødvendige til livets behov uden at skulle slide for det gennem et arbejde, der ikke har deres interesse. De skal tværtimod arbejde med det, de har lyst til, hvor deres evner frit kan komme til udfoldelse til gavn og glæde for helheden. Alle mennesker vil gennem kosmisk klarsyn få indsigt i livslovene og få frihed til at opleve livet langt rigere og skønnere end nu. Det lyder måske fantastisk for Dem, men tænk på, hvad der er sket, siden menneskene var primitive stenaldervæsener, ja, siden de var dyr og planter. Årmillioner har ført de jordiske mennesker frem til deres nuværende udvikling, og om blot 3000 år eller deromkring vil der her på jorden være et samfund af højt udviklede væsener, der er nået så langt i frihed og frigjorthed af materien, at de er i stand til at materialisere og dematerialisere fysiske legemer, så de ikke mere skal inkarnere og diskarnere på den lidt besværlige måde, vi kalder fødsel og død. Det er tåbeligt at tro, at udviklingen standser på et så primitivt trin, som jordmenneskene endnu repræsenterer. Tilværelsen vil blive bedre og bedre. Energierne vil engang komme i ligevægt, og det vil betyde, at den evige fred er en kendsgerning. Alle åndelige kræfter søger mod denne ligevægt og harmoni, akkurat som alle vandløb, store og små, søger ud mod ligevægten i det store hav. Den politiske kamp er også energiernes løb mod ligevægt, og de høstede erfaringer vil bringe den harmoni, der er friheden og freden. Det enkelte menneskes indsats i verdensudviklingen Der er mange, der nok har en vis tro på, at det kan blive bedre for menneskene engang i fremtiden, men der er så lang tid til, synes de, og kender de ikke reinkarnationen, tror de ikke, de selv skal opleve det. Men det er Dem selv, der har været plante, dyr og primitivt menneske, det er Dem, der skal være med til at forvandle jorden til et menneskerige, og det behøver ikke at vare 3000 år for Dem. Den hellige ånd kan komme som en tyv om natten, ingen kender dagen eller timen. Mit arbejde fremskynder denne udvikling. De skal gennem mine analyser lære at forstå, hvad der kan betale sig rent menneskeligt set. Den rette forståelse og sympatiske indstilling over for omgivelserne vil fuldstændig ændre menneskets tilværelse. Men alt er afhængigt af menneskets daglige væremåde. Det er de menneskers opgave, der er interesseret i disse ting, at fremskynde væksten af det gode her på jorden. Menneskelig frihed er frihed til at vise en kærlig indstilling til alt og alle uanset hvad man møder fra andre. Det er det eneste, der frigør mennesket fra dyrerigets jungle, og det er den kraft, der skaber freden først i menneskesindet og så her på jorden. Det er målet for mit arbejde at inspirere mennesker til at lyse som sole, udstråle guddommelig kærlighed til deres medvæsener, og universets skabende kræfter, den hellige ånd eller Guds bevidsthed står hjælpende bag Dem, når De indstiller Deres bevidsthed på næstekærlighedens bølgelængde. Fra et manuskript til foredrag afholdt af Martinus i oktober Bearbejdet af Mogens Møller. Bearbejdelsen godkendt af Martinus. Første gang bragt i Kosmos nr. 9-10,

14 Onsdag Vejen til den sande lykke af Martinus 1. Tryghedens ophør Mon der findes mange mennesker, for hvem den daglige tilværelse er noget absolut stabilt, noget absolut lykkeligt? Hvis et menneske skulle svare fuldstændig ærligt og oprigtigt på dette spørgsmål ud fra erfaringer, det har gjort med sig selv og andre, måtte svaret blive benægtende. Menneskene er ikke lykkelige. De er somme tider lykkeligere end til andre tider, men det er ikke nogen stabil tryghed og lykketilstand. Denne ustabilitet giver sig udtryk på lige så mange måder, som der er mennesker, og den kan begynde allerede i barndommen. Et lille barn bliver måske født hos gode og kærlige forældre, bliver passet og plejet og opdraget under de mest glimrende forhold og har således tilsyneladende de allerbedste betingelser for at komme til at opleve en lykkelig barndom og start i livet. Men pludselig dør moderen, og en tid efter gifter faderen sig igen, og med stedmoderen forandres forholdene i hjemmet. For barnet står tiden før moderens død som en tabt lykke; det kan ikke komme på en god og fortrolig fod med sin nye moder, og det føler, at trygheden i livet er borte. Noget er blevet forgiftet i hjemmets atmosfære, og det kan der være så mange årsager til, det behøver ikke specielt at være stedmoderens skyld. For barnet kan det komme til at betyde en skævhed i dets livsindstilling, en negativitet, som følger det resten af livet, hvis ikke det lykkes at overvinde den. Der er mange andre måder, hvorpå mennesker kan have mistet trygheden og lykkefølelsen allerede i barndommen, og er der mennesker, som ser deres barndom som en særlig tryg og lykkelig periode i deres tilværelse, er det ofte, fordi den står som en lysende kontrast til senere livsperioders oplevelser, hvor utryghed, smerte og skuffelser har gjort deres indtog. 2. Intet jordmenneske er immunt over for ulykken Mange mennesker føler tryghed og lykke en stund i forelskelse, forlovelse og et ægteskabs hvedebrødsdage. Det kan være af kortere eller længere varighed, men så kommer der måske et sammenbrud. Det kan være dødsfald, sygdom, ulykkestilfælde eller den ene parts forelskelse i en anden, der er årsagen, eller det kan være helt andre årsager. Men trygheden og lykken er i alle tilfælde borte, og katastrofen, sorgen og smerten er kommet i stedet. Og med disse faktorer følger ofte en angst og mistillid til alt og alle, en skuffelse over, at lykken ikke kunne vare ved. Også ældre mennesker, der har en relativ lykkelig tilværelse bag sig, kan rammes af sorgerne og ulykkerne i alderdommen, og da virker disse så meget desto mere, hvis mennesket tidligere har været forvænt. Hvem kan være sikker på at være helt usårlig, helt fri eller immun over for ulykken? Ingen kan sige sig fri. Nogle har den opfattelse, at rigdom og magt gør dem frie, og de kæmper for at opnå disse goder, men før eller senere må de komme til erkendelse af, at lykken ikke kan købes, og at den, der tilsyneladende er 12

15 mægtig, overlegen og stor, er akkurat lige så afmægtig som alle andre i livets skæbneforhold. Også milliardærer og millionærer og hvem, der på anden måde officielt er denne verdens store, må opleve utrygheden, bl.a. angsten for pludselig ikke at skulle være stor længere, at miste sin magt og position. Sådanne menneskers levevis medfører netop ofte, at de meget lettere end mennesker, der ikke har råd til at spise og drikke så meget, udsætter sig for sygdomme, der kan være dødbringende. Deres lediggang, eller tværtimod deres overanstrengelse for at holde sig på toppen, giver dårlige nerver, der også medfører sygdom. Endelig kan rigdom og magt heller ikke fritage nogen fra sorger, som opleves i forhold til slægtninge og venner, der pludselig dør, ulykkelig kærlighed, skuffelse over børnene og meget andet. Den rige har sine sorger og bekymringer, og den mindre besiddende såvel som den fattige har sine. Nogle får ulykken som et pludseligt sammenbrud, andre glider lidt efter lidt ind i den, men ingen undgår at opleve den på en eller anden måde. 3. Livets tilsyneladende uretfærdighed Men hvad så med de mennesker, der kalder sig frelste eller hellige? De må vel være en undtagelse? Undtagelsen består i alt fald ikke i, at disse mennesker undgår ulykke, sorger og lidelser. Selv om de går i kirke hver søndag, går regelmæssigt til alters og på andre måder følger en kirkes, en sekts eller en religions dogmer og forskrifter, finder man lige så meget dem blandt sygehuses og hospitalers patienter som deres ikke-frelste eller syndige medborgere. Og hænder det ikke, at et troende menneske i nødens stund siger: Hvorfor skulle dette dog netop ramme mig? Han troede, at han kunne være tryg på grund af sin hellighed, men kom til at opleve noget ganske andet. Og så er det jo et spørgsmål, om han kan lade være med at blive bitter. Hvis dette at tilhøre en bestemt race, en tro, en samfundsgruppe, et bestemt alderstrin eller et køn skulle prædestinere nogle mennesker til at være lykkeligere end andre, ville livet være højst uretfærdigt, hvad også mange mennesker synes, det er. Men det er fordi, de ser og bedømmer forholdene ud fra en øjeblikkelig situation, hvis årsager og virkninger de ikke kender. Verden er ikke uretfærdig, og intet menneske oplever mere lidelse, smerte og sorg end noget andet, selv om det tilsyneladende kan se sådan ud. At blive klar over dette er en del af vejen til en varig lykke. Men der kræves mere end det. Er det da virkelig muligt for menneskene at nå frem til en tilværelse uden sorger og lidelser, uden skuffelse og bitterhed, uden sygdom, savn eller smerte? Det er muligt, og det er også muligt for det enkelte menneske allerede nu at begynde at skabe den tilstand, dvs. at skabe de årsager, der engang i fremtiden vil få en sådan tilstand som virkning. 4. En spirende viden om årsag og virkning Det jordiske menneske i almindelighed og forskerne i særdeleshed ved en del om forhold mellem årsag og virkning. Det er netop en sådan viden, der er med til at adskille den jordiske menneskehed fra dyrene. Men jordmenneskenes viden om årsags- og virkningsforhold, også når det drejer sig om videnskabelig viden, er endnu meget ringe. Den er koncentreret om små lokale felter og om forholdet til den fysiske materie. Det er dog altid en begyndelse, og den vil med tiden, når menneskene har gjort de nødvendige erfaringer, føre dem vidt, ja, den vil faktisk føre dem frem til oplevelsen af den sande lykke. Det lyder måske mærkeligt, når man tænker på samme menneskeheds situation i øjeblikket, hvor krige, oprør, magtmisbrug, mord, forbrydelser og alle mulige psykiske afsporinger florerer mere end nogen sinde tidligere i menneskehedens historie. Men hvem har skabt årsagen til disse tilstande? Det har de 13

16 jordiske mennesker selv. Og hvem vil være i stand til at skabe de årsager, der kan medføre helt andre og nye tilstande? Også de jordiske mennesker selv. Men det kan man jo ikke forvente, at de vil! Man kan ikke forvente, at russerne, amerikanerne, kineserne eller noget andet folk pludselig kun er indstillet på at skabe fred. Nej, det kan man ikke, selv om statsmænd og politikere siger, at det er det, de vil. Men så er situationen vel håbløs? Nej, der er ikke alene håb, der er sikkerhed for, at menneskeheden kommer ud af al sin ulykke og smerte og lidelse. Menneskene i almindelighed er blot ikke i stand til at se det og vide, hvad de skal gøre, de er endnu uden kendskab til livslovene og dermed også til de årsager, der vil bringe freden og lykken som virkninger. Ganske vist er der blevet talt til dem om det, ikke mindst har Kristus gjort det, og med sit liv og sin død, med sit eksempel, vist dem, hvad der er vejen, sandheden og livet. Men de forstod ham ikke, de byggede en dogme- og ceremonireligion op med forsoningslære, frelse og lykke efter døden for de troende, og evig fortabelse og helvedes pine for de vantro. Det kan man naturligvis ikke bebrejde nogen. Thi menneskene må handle ud fra deres forudsætninger, viden og indsigt. De må handle ud fra det udviklingstrin, hvorpå de står, og de kan ikke tænke og handle anderledes. Men det betyder ikke, at kristendommen ikke har haft sin overordentlig store betydning for menneskehedens udvikling, især her i vesterlandet. 5. Kristendommen og vor tids mennesker Når man ser, at de såkaldt kristne nationer har været de mest geniale krigsfolk i verden, er der ikke noget at sige til, at en og anden, der er begyndt at tænke over tingene og forholdene i livet, kan have den opfattelse, at kristendommen har været forgæves. Det er just ikke tryghed og lykke, de kristne folkeslag har skabt for andre. Derfor har de heller ikke skabt årsager, der kan betinge lykke og tryghed som virkning. Men side om side med udviklingen af det vesterlandske krigsmaskineri og voldsherredømme, hvorved de andre verdensdeles folkeslag nærmest blev gjort til slaver eller delvis udryddet, har der i vesterlandet også udviklet sig noget, der er kristendommens hidtil største resultat, selv om det ikke er umiddelbart indlysende. Det er udviklingen af humane følelser i enkelte mennesker og skabelsen af humanistiske foretagender i de enkelte stater og nationer. Ganske vist er hverken de enkelte humant og kærligt indstillede mennesker eller de humane institutioner endnu talrige nok eller stærke nok til at få afgørende indflydelse på verdenssituationen. Men de er på vej til at få det. Og kristendommen har absolut ikke udspillet sin rolle, tværtimod, nu skal den først rigtig til at virke, fordi flere mennesker er blevet modne til at fatte dens betydning og at forene den med deres egen livsførelse. Men er kristendommen formuleret sådan, at nutidens og fremtidens humant tænkende mennesker kan inspireres af dens åndelige indhold og ideverden? Nej, kristendommens virkelige indhold er for nutidens mennesker nærmest camoufleret eller skjult bag en ydre form, som er skabt af oldtidens og middelalderens kirkefædre og teologer. Denne form passer absolut ikke for nutidens mennesker, der er påvirket af den videnskabelige og tekniske udvikling samtidig med, at de på alle områder er blevet så materialistisk indstillede, at de har svært ved at forestille sig, hvad ånd egentlig er. Men denne mangel og hindring for kristendommens videre udvikling er ved at blive fjernet, idet en videnskab om ånd, en åndsvidenskab, er ved at blive skabt, hvorigennem de jordiske mennesker vil kunne få et langt større overblik over forholdet mellem årsag og virkning. Samtidig med, at de gennem åndsvidenskaben får indblik i årsagerne til menneskehedens nuværende situation, kan de også få kundskab om, hvorledes den på længere sigt kan ændres. Og hvad der er meget væsentligt: de kan lære at forstå, at det enkelte humant indstillede menneske virkelig kan gøre noget for at ændre 14

17 7. Ulykken og smerten er en golgataproces Hvad er det, menneskene har sået gennem en egoistisk kortsynet udnyttelse af forretningsprincippet? De har sået noget, der absolut ikke kan betale sig. Og det skal de lære. Denne lærdom kan de kun tilegne sig ved at opleve virkningerne af deres egne handlinger, og dem får de nu. Menneskene må lære, hvad der betaler sig for menneskeheden og ikke kun i øjeblikket, men på længere sigt. Adskillige mennesker er begyndt at tilegne sig en sådan lærdom. Det er blandt andet dem, som kunne tage imod de humane religioners etiske og kærlighedsbetonede indhold uden at bryde sig synderligt om den ydre forms begrænsning. Men hvorverdenssituationen, og at det absolut ikke behøver at vente på, at alle de andre skal gøre det. 6. Forretningsprincippet set i to perspektiver Et af de bærende principper i vor tids livsudfoldelse er forretningsprincippet. Dette princip har haft kolossal betydning for udviklingen af hele den vestlige civilisation og kultur. Forretningsprincippet er også udtryk for en form for forståelse af forhold mellem årsager og virkninger. Forretningsmanden lærer, om visse årsager vil give sådanne virkninger, at hans forretning har kunnet betale sig. Da samme forretningsmand imidlertid som oftest er meget materialistisk indstillet og samtidig så egoistisk, at han kun tænker på, om denne forretning lige i øjeblikket kan betale sig for ham, og måske kun lidt eller slet ikke skænker det en tanke, at den muligvis vil være til skade, ja, måske betyde et uopretteligt tab for en anden part, er denne såkaldte forretningsmand, hvis vi skal se ham i et større perspektiv, et kosmisk perspektiv, absolut ikke forretningsmand. Hvorfor ikke? Fordi han er medvirkende til at skabe en årsag, der engang i fremtiden for ham vil give virkningen: uopretteligt tab, fallit eller anden form for krak eller sammenbrud. Det, der set i et lille lokalt perspektiv kan betale sig, kan altså i virkeligheden og på længere sigt absolut ikke betale sig. Derfor er hele forretningsverdenen, sådan som den udfolder sig i dag, også ved at forberede sin egen undergang. Men de jordiske mennesker kender ikke sammenhængen mellem årsag og virkning på langt sigt. Og hvordan skal de komme til at erkende en sådan viden, selv om der bliver skabt en åndsvidenskab, der kan forklare det, når de fleste mennesker ikke kender og måske endda ikke ønsker at kende samme videnskab? Selv om endnu kun få mennesker interesserer sig for åndelig viden og kendskab til livslovene, vil det ikke vedblive at være sådan i fremtiden. Og hvad vil i denne forbindelse være den drivende faktor? Det vil ulykkerne, utrygheden, lidelserne, smerterne og alle de tilsyneladende uoverstigelige vanskeligheder, menneskene kommer ud for. Forretningsprincippets kosmiske struktur består i at give lige værdier for lige værdier, en udveksling til gavn for begge parter. Og selv om det er tåbeligt set med en moderne forretningsmands øjne, at det også, når det gælder forretning, er bedre at give end at tage, som Kristus sagde, så må det understreges, at førend man inden for forretningsverdenen får den indstilling såvel som overalt i livet, før vil man ikke kunne opleve den sande lykke. I vor tid hylder man hovedsagelig princippet: det er bedre at tage end at give, det kaldes også profit, og selv om der eksisterer meget godt og hæderligt forretningsliv, går tendensen mere og mere i retning af, at nogle få det være sig mennesker eller stater vil besidde midlerne og magten og udnytte de mange, der er mere eller mindre besiddelsesløse. Det er ikke en kritik af forretningsfolk, men en karakteristik og analyse af verdenssituationen. Thi staterne er jo også forretninger, der skal drives med profit, og krigene er et af de midler, der bruges, når værdierne står på spil. 15

18 8. Lykken og verdensgenløsningen Hans rige var ikke af denne verden, hvor der er sorg, lidelse, skuffelser, sygdomme, nød og al slags elendighed. Alt det havde han for længst lagt bag sig. Nu var det hans opgave at vise de jordiske mennesker, at lykken, som de længes så meget efter, kun opnås gennem en særlig form for væremåde, nemlig den væremåde, der skaber sådanne årsager og virkninger, som er til glæde, gavn og velsignelse for omgivelserne. Det var ikke hans mission at formilde en vred gud og afsone menneskehedens synder. Al sådan synd er mangel på viden om årsag og virkning og andre kosmiske love, og det er vel ikke syndigt at være uvidende. Derfor kunne Kristus også sige om sine forfølgere og bødler: Fader forlad dem, de ved ikke, hvad de gør. Verdens frelse består ikke i at udfri mennesker fra virkningerne af deres fejlagtige handlemåde igennem en guddommelig nåde. Så ville de jo aldrig blive bedre og klogere, det ville betyde en standsning i udviklingen, det ville i allerhøjeste grad være ukærligt. Og eftersom Guddommen er kulminationen af kærlighed, lader han ikke nogle væsener blive frelst ved sin nåde og andre fortabes ved sin vrede. Al viden og erkendelse er eftervirkning af handlinger, og alle virkelig vise og hellige mænd og kvinder, der har levet på denne jord, er nået frem til deres indsigt og kærlighedsevne gennem mange fysiske livs lidelseserfaringer. De har lært, hvad der menneskeligt set kan betale sig. Men når alle levende væsener gennem deres erfaringer om årsag og virkning vil nå frem til den størst mulige bevidsthedsudfoldelse, den størst mulige viden og den mest ophøjede kunstnerifor var nogle mennesker mere modtagelige end andre? Ja, hvorfor var den ene røver på Golgata åben og positiv over for Kristus og den anden ikke? Fordi den første havde lært af livet og lidelserne og ulykken, der havde udviklet medfølelse og kærlighed i hans sind, mens den anden endnu var hård og forhærdet. Hele menneskeheden er faktisk som de to røvere på hver side af Kristus. Nogle mere som den ene, andre mere som den anden. Og hele menneskeheden er også korsfæstet. Det er en Golgataproces, vi overværer, hver gang vi ser en mørk skæbne. Menneskets fysiske organisme er det kors, hvorpå en eller anden mørk bevidsthedsart bliver tilintetgjort. Det er bevidsthedstendenser, der ved sin fastnagling til et kors må gå under. At korset er af kød og blod, af animalsk natur, forandrer ikke princippet. Al ulykke, lidelse, smerte, sorg og skuffelse, et menneske kommer ud for i denne fysiske verden, er dette menneskes korsfæstelse. Det er ikke en straf fra en vred gud, og det er heller ikke et resultat af tilfældigheder. Det er alt det fra samme menneskes fortid, som han eller hun dengang troede kunne betale sig, der nu viser sig ikke at kunne det. Men derigennem vil samme væsen efterhånden lære, hvad der menneskeligt set kan betale sig, og efterhånden gøre det. Det er en undervisning i at blive menneske. Gennem Kristus og de to røvere har menneskeheden fået tre eksempler på, hvordan en korsfæstelse kan bæres af mennesker på tre forskellige stadier af livets vej. Først den onde røver. Han møder en virkning af sine gerninger, men han er stadig forhærdet og fuld af hån og spot mod Kristus. Men han er ikke ond, han er uvidende og primitiv. Han er begyndt at komme ind under den undervisning, hvor han skal lære, hvad der menneskeligt set kan betale sig. Den gode røver er god, fordi han allerede har lært en del. Ja, så meget, at han kan sige til den anden: Vi får igen, hvad vore gerninger har forskyldt, men denne (Kristus) har ikke gjort noget galt. Denne røver er et væsen, der er godt på vej mod den sande lykke, selv om han langt fra har nået den endnu. Det har derimod væsenet på det midterste kors. Og det er rigtigt, som røveren sagde om ham: Denne har ikke gjort noget galt. For Kristus var korsfæstelsen ikke undervisning i, hvad der kosmisk og menneskeligt set kan betale sig. Det vidste han. 16

19 ske begavelse, hvad skal de så med en Kristus? Hvorfor skulle han lide døden på korset for menneskenes skyld? Fordi den jordiske menneskehed måtte have et eksempel for øje, et menneske, der med sit eget liv viste, hvorledes afståelsen fra de realiteter eller årsager, af hvilke mørket er virkninger, er mulig. Hvorledes han, selv om han møder mørket, ikke svarer igen med mørke, men tværtimod med sin praktiske væremåde udtrykker en sådan kærlighed til alt og alle, at Guds nærhed føles ikke alene i lyset, men også i mørket. I skal elske dem, der hader og forfølger jer, sagde Kristus, og han viste, at det er muligt. At menneskehedens tilegnelse af denne Verdensgenløserens væremåde er dens frelse og absolut kun den alene, udtrykte han tydeligt med ordene: Og den som ikke bærer sit kors og følger efter mig, han kan ikke være min discipel. 9. Kristendommens fortsættelse Hvert eneste menneske oplever, som før nævnt, en korsfæstelse, når han eller hun kommer ud for ulykker, modgang, smerte, skuffelse, sygdom og nederlag i en eller anden form. Og så er spørgsmålet: hvordan reagerer man på det, der sker? I de allerfleste tilfælde er reaktionen: bitterhed, depression eller vrede. Men det var ikke den måde, Kristus reagerede på. Ganske vist udråbte han: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Det var jo netop udtryk for en sindstilstand, han i næste øjeblik overvandt. Han døde uden noget som helst negativt i sin bevidsthed. Men det er jo umuligt, vil man sige. Det kunne han gøre, men det kan andre ikke. Derfor har man også lavet dogmer om, at han tog menneskenes synder på sig, så behøvede man blot at tro, at omvende sig, at bekende sine synder osv. Man gjorde altså Kristus til syndebuk i stedet for til model for menneskelig væremåde, fordi man syntes, modellen var alt for fjernt fra det alment menneskelige. Men for det første må en model jo være perfekt, for det andet er adskillige mennesker ikke mere så langt fra modellen nu, som mennesker var på Kristi tid. For det tredje: kristendommen som verdensimpuls er ikke afsluttet med Kristi liv og død på denne klode. Han viste væremåden og gav med sine udtalelser, sine lignelser og bjergprædiken udtryk for de store facitter i livet. Og nu hvor den jordiske menneskehed så småt begynder at være moden til det, fortsætter impulsen på en sådan måde, at en åndelig videnskab giver udregningerne til de store facitter, Kristus kom med. Det er blevet min opgave at give menneskeheden en række kosmiske analyser, som tilsammen danner et verdensbillede, en afsløring af livslovene og den guddommelige verdensplan. Og denne kosmologi er samtidig en fortsættelse af den fysiske videnskab og dens begrænsede overblik over årsags- og virkningsforhold. Og den er en undervisning i, hvad der menneskeligt set kan betale sig og et dementi af forretningsprincippet, som det udfolder sig i vor tid. Kosmologien skal ikke blive en modebevægelse, som utroligt hurtigt breder sig over jorden. Den vil brede sig støt og roligt fra menneske til menneske i de kommende tider. Til de mennesker, der har brug for den. 10. En ny livsindstilling Og hvem er det, der har brug for åndsvidenskaben? Det er de mennesker, i hvis bevidsthed sorger, lidelser og skuffelser har vakt medfølelsesevnen med andre, der har det svært. Altså mennesker, hvis følelsesliv har udviklet sig til en kærlighedsevne ikke blot rettet mod ét væsen af modsat køn, men mod omgivelserne i det hele taget. Dette menneskelige følelsesliv gør dem ikke sentimentale, thi samtidig er deres logiske sans, deres evne til at tænke og få overblik over årsager og virkninger, også udviklet. Disse mennesker er modne til at lære at tænke logisk ikke blot på fysiske, men også på åndelige områder. Og sådanne mennesker vil der blive flere og flere af i fremtiden. Det vil medføre en kursændring i 17

20 videnskabelig retning inden for mentale og åndelige områder. Ikke i den betydning, at det er en videnskab, som er forbeholdt mennesker med en bestemt uddannelse. Man kan snarere sige, at de mennesker, der vil være modtagelige for den kosmiske logik, er de mennesker, livet selv har uddannet. Det er dem, der har været igennem store vanskeligheder og er begyndt at føle, hvad der absolut ikke kan betale sig. En ny form for tryghedsfølelse vil vokse frem i disse menneskers sind. De vil ikke være bange for døden, thi de vil lære at forstå, at der ingen død findes, men blot forandring fra én tilstand til en anden, en forvandling gennem reinkarnation eller genfødelse, der i sig selv er en udvikling. Og denne udvikling vil med tiden føre mennesket frem til en tilstand, der er den sande lykke, idet den vil være blottet for utryghed, for sygdom og skuffelse og for alle de former for ulykker, der plager vor tids menneskehed. Denne kommende tilstand vil ikke opnås gennem mirakler, og heller ikke gennem en forsoning med en vred gud. Guddommen er den første til at vide, at intet væsen i øjeblikket kan være anderledes, end det er. Denne viden vil menneskene også tilegne sig. Og det vil hjælpe dem til at tilgive deres næste og ikke forlange, at han skal tænke eller handle ud fra erfaringer, han endnu ikke har gjort. Men når det nu er mod en selv, der bliver handlet uretfærdigt? Da betyder det noget at have lært at forstå loven om årsag og virkning i skæbnedannelsens og reinkarnationens perspektiv. Når man ved, at der ikke kan hænde en noget som helst andet end det, man selv er den inderste årsag til, og at man selv i dette eller tidligere liv har sået den skæbne, man nu må høste, så er der ingen at blive vred på. De andre, som man før kritiserede, og som man hadede, afskyede eller foragtede, ses som redskaber, der af Forsynet bruges til, at man gennem dem høster, som man har sået. Ikke som straf, men som belæring og undervisning i, hvad der kan betale sig, og hvad der ikke kan betale sig, hvis man vil være menneske. Lykken opnås lidt efter lidt gennem den forandring, der sker med menneskets sind. Thi den virkelige lykke er en bevidsthedstilstand uafhængig af de ydre forhold. 11. Fra korsfæstelse til opstandelse De jordiske menneskers historie er egentlig en korsfæstelsens historie, thi hver gang et jordisk menneske på ny inkarnerer i fysisk materie eller får et nyt fysisk legeme, er dets bevidsthed fastnaglet til det kors, som nævnte legeme udgør. Men kunne mennesket da ikke udvikles blot ved at leve i åndelige verdener uden fysisk inkarnation? Nej, indtil mennesket virkelig har lært at tænke i overensstemmelse med livets love, må det inkarnere i fysisk materie, for det er det eneste kosmiske område, hvor det gør ondt at tænke forkert. Og det er denne lærdom, denne undervisning, der efterhånden lærer det at tænke rigtigt. Intet som helst af den modgang og de besværligheder, De eventuelt møder, er forårsaget af andre end Dem selv. Det gælder sorger og skuffelser, og det gælder sygdomme. Men hvis De prøver at bære Deres skæbne med tålmodighed, der hvor den ikke i øjeblikket kan ændres, og hvis De samtidig prøver at arbejde med Dem selv, at ændre Deres vaner lidt efter lidt i en mere menneskelig retning, så vil De mærke, hvorledes trygheden og lykken kommer indefra i Dem selv. Deres lykke skal ikke være afhængig af et andet menneskes indstilling overfor Dem, men af Deres egen indstilling overfor vedkommende og overfor omgivelserne i det hele taget, hvis De efterhånden kan ændre Deres indstilling fra uvilje, misundelse, skinsyge, irritation, vrede, bitterhed og surhed til velvilje og venlighed og forståelse af, at ingen kan være anderledes, end de er i øjeblikket, og at det ikke er Deres opgave at lave dem om. Det skal livet nok sørge for. Det, der er Deres opgave, er at være med til at lave Dem selv om, og selv om det er svært, har modellen for det rigtige menneske eller mennesket i Guds billede, Kristus, også her lært Dem en metode, 18