Denne pdf-fil er downloadet fra Illustreret Videnskab Histories website ( og må ikke videregives til tredjepart.

Transkript

1 Kære bruger Denne pdf-fil er downloadet fra Illustreret Videnskab Histories website ( og må ikke videregives til tredjepart. Af hensyn til copyright er nogle af billederne fjernet. Mvh Redaktionen

2 KRIGSHISTORIE Under træningen i Skotland øver de hårdføre norske sabotører sig i at slæbe 250 kilo udstyr mange kilometer gennem det dybe snedække. NORSK INDUSTRIARBEIDER MUSEUM Norske sabotører knuste Nazitysklands atomdrømme: På selvmords i 30 gra

3 Vinteren Nazisterne arbejder på at fremstille et dommedagsvåben, der kan give dem verdensherredømmet. De allierede får nys om planen og beslutter at forpurre den med en dristig mission. Målet er et vandkraftværk og en fabrik i det besatte Norge, hvor tyskerne producerer tungt vand til eksperimenterne med atomspaltning. En gruppe nordmænd skal sabotere anlægget. De bliver kastet ned med faldskærm og krydser det iskolde fjeld midt i vintermørket. Alle har ordre om at tage deres eget liv, hvis de bliver fanget. mission ders kulde Historie

4 KRIGSHISTORIE NORGE/ NORGE VEMORK Einar Skinnarland er ingeniør på det tyske tungtvandsanlæg i Vemork. Englænderne har udset ham til at danne fortrop for en sabotageaktion mod anlægget. Aktionen skal sætte en stopper for det værst tænkelige mareridt, at den tyske krigsmaskine får adgang til det ultimative våben: a-bomben. Skinnarland bliver udvalgt, fordi han har adgang til fabrikken, men han mangler den rette træning. Under en ferie rejser han i hemmelighed til England. I Skotland får han ti dages intensiv træning, herunder et enkelt prøvespring i faldskærm. Få dage efter er NORSK INDUSTRIARBEIDER MUSEUM AF IB SALOMON Processerne omkring kernespaltning blev opdaget i 1938 af de tyske kemikere Hahn og Strassmann. Alle atomfysikere Jorden rundt vidste straks, at de kunne bruges militært. Under 2. verdenskrig brugte begge lejre store ressourcer på udvikling af en atombombe. Dertil kunne tyskerne bruge den billige norske vandkraft. det alvor. Einar Skinnarland bliver fløjet tilbage til Telemarken, men flyet må kredse i 20 minutter, inden han har samlet mod nok til at springe ned mod de sneklædte vidder. MULDVARP SENDER DAGLIGE RAPPORTER Da han når tilbage til fabrikken, genoptager han sit arbejde, men desuden tænder han næsten dagligt en radiosender og sender informationer til England. Hans rapporter er præcise, men korte pga. de tyske signaltropper i området, der forgæves prøver at spore senderens placering. Allerede tidligt under krigen får den Ingeniøren Einar Skinnarland var englændernes kontakt og fortrop på tungtvandsanlægget i Vemork. Dagligt er de i kort radiokontakt. Han er i konstant fare for at blive pejlet af de tyske radiooperatører. engelske premierminister Winston Churhill og den amerikanske præsident Franklin Roosevelt at vide, at tyskerne muligvis er i gang med at udvikle et supervåben, og at tungt vand spiller en afgørende rolle i den forbindelse. I dybeste hemmelighed går også de allierede i gang med forskning. Men de allieredes ledere er enige om, at deres befolkninger ikke må få noget at vide om mulige tyske supervåben, der kan udradere hele byer. Det vil bare skabe panik, mener landenes ledere. Alt omtales derfor med kodenavne. Tungt vand bliver fx kaldt lurgan, og hurtigt står det klart, at der i realiteten kun er ét sted, hvor tyskerne kan fremstille tungt vand i større mængder på Vemork, en fabrik lige uden for Rjukan i Telemarken i det besatte Norge. Her ligger et vandkraftanlæg, som var verdens største, da det blev anlagt i 1911, og da fremstillingen af tungt vand kræver umådelig meget energi, er produktionen blevet placeret her. Dråbe for dråbe vokser den tyske beholdning af tungt vand. På fabrikken arbejder bl.a. den norske professor Leif Tronstad. Han er en af de få, som ved, hvad tungt vand kan bruges til, og da tyskerne i 1941 bebuder, at de vil tidoble produktionen, gør han meget for at sinke eller ødelægge planen. Han forurener bl.a. det tunge vand med fiskeolie, men efter en tid får tyskerne mistanke til ham, og han må flygte til Storbritannien. Her bliver han en særdeles vigtig kilde for SOE, Special Operations Executive. SOE er en hemmelig hær, som skal operere bag de tyske linjer. Mange af dens medlemmer kommer fra de besatte lande blandt andet oprettes der særlige norske enheder. Det står hurtigt klart for de allierede, at beholdningen af tungt vand må og skal ødelægges. Churchill og Roosevelt går personligt ind i sagen, og de opdager hurtigt, at man står over for et strategisk mareridt. SOE har ingen folk i Telemarken, og den norske modstandskamp er endnu ikke kommet i gang. Fabrikken ligger på en stejl fjeldside i en snæver dal, og adgangen til dalen er mere end besværlig. Der findes kun en enkelt vej, og mod øst ender vejen oven i købet ved et færgeleje. DALEN ER FOR SMAL TIL FALDSKÆRME Fra Mæl skal man med færge over Tinnsjøen, hvis man vil bort. At kaste faldskærmstropper ned i dalen er udelukket, dertil er den for smal og stejl. Af samme grund er præcisionsbombning heller ikke muligt. Ydermere har tyskerne spændt tre store stålkæder tværs over dalen, netop for at hindre bombefly i at komme tæt på. Englænderne overvejer derfor at bombe en stor dæmning ved søen Møsvatn. Men det forbyder den norske eksilregering, for slipper vandet først løs, vil en flodbølge skylle alt liv i hele dalen bort. Problemet 66 Historie

5 er også, at fremstillingen af tungt vand kun udgør en lille del af anlæggets produktion. Fabrikken i Vemork fremstiller først og fremmest kunstgødning, og den gødning har de norske landmænd hårdt brug for, fordi der er lukket for import af dette produkt. SABOTØRER BLIVER TRÆNET I SKOTLAND Konklusionen bliver, at der er brug for sabotører, og den første nøgleperson bliver ingeniøren Einar Skinnarland, der bliver trænet i Skotland. Takket være efterretningerne fra Einar Skinnarland ved man hos SOE god besked om de tyske tropper i Rjukan og omegn, bl.a. at soldater bevogter fabrikken, og at tyskerne har planer om at udlægge landminer langs de enorme rør, der fører vand frem til vandkraftværket. I en hemmelig lejr i Skotland er en gruppe på fem unge nordmænd samtidig ved at blive optrænet. Tre af dem er vokset op i Rjukan, og lige fra barnsben har de færdedes hjemmevant i højfjeldet omkring byen. Om sommeren til fods, om vinteren på ski. Tanken er at kaste dem ud på fjeldet i faldskærm, hvorefter de skal forberede en britisk aktion. Træningen er benhård. De arbejder med kort og kompas i det skotske højland, de lærer at overleve udendørs, at omgås sprængstof, at bruge koder og at forfalske papirer men også at dræbe, uden at offeret giver en lyd fra sig. Nordmændene overvåges døgnet rundt af folk fra SOE. De vurderer bl.a., om gruppens medlemmer er psykisk robuste, men de lytter også med om natten for at afsløre, om nogle af sabotørerne har for vane at tale i søvne. Et af gruppens medlemmer bliver dog skadet, så det er kun fire nordmænd, der om natten den 18. oktober 1942 springer ud i faldskærm fra et britisk bombefly: Jens Anton Poulsson, Knut Haugland, Claus Helberg og Arne Kjelstrup. Lederen af gruppen er Jens Anton Poulsson. Også seks beholdere med udstyr og forsyninger bliver droppet over den øde Hardangervidda, hvor sneen endnu kun ligger på fjeldtoppene. Først da de er landet, røber Poulsson, hvad missionen går ud på, at bane vej for et britisk angreb på fabrikken i Vemork. Men end ikke Poulsson ved, hvad tungt vand kan bruges til kun at beholdningen må og skal ødelægges. SNESTORM OG 30 KILO PÅ RYGGEN De næste uger bliver barske. De er landet ca. 15 km for langt mod vest, og ud over sig selv og deres 30 kg tunge rygsække skal de transportere 250 kg udstyr. Efter tre dage TO SVÆVEFLY AF TYPEN HORSA TRUKKET AF HALIFAX BOMBEFLY SKULLE HAVE LANDSAT 34 BRITISKE SOLDATER PÅ EN TILFROSSET SØ. ALT GIK IMIDLERTID GALT VED AKTIONEN. sætter vinteren ind med den første snestorm. Sneen var våd og tung, og jorden endnu ikke frossen. Søerne og elvene var stadig isfri, så det tog os en helvedes tid at flytte os, fortæller Jens Anton Poulsson i bogen The Real Heroes of Telemark. Om natten bryder de ind i de fjeldhytter, der trods alt findes spredt i området, men det begynder efterhånden at knibe med mad. En dag finder gruppen dog et får og et lam, som er faldet i en kløft. Dem forvandler de til et festmåltid. Med stort besvær får de etableret radiokontakt til SOE i England, og efterhånden er de så tæt på Rjukan, at de med forsigtighed kan tage kontakt med nogle af de nordmænd, der arbejder på fabrikken. De finder bl.a. ud af, at tyskerne nu har udlagt snublefælder omkring fabrikken og har sat projektører med søgelys på dens tag, ligesom vagterne er blevet udstyret med maskinpistoler. De får også at vide, at den øverstkommanderende for de tyske tropper i Norge, general von Falkenhorst, har besøgt fabrikken og bl.a. advaret om et britisk angreb. SVÆVEFLY SKAL LANDE PÅ FROSSEN SØ Tilbage i Storbritannien gør 34 britiske kommandosoldater sig klar til operation Freshman, dæknavnet for angrebet. En specialgruppe blev udvalgt blandt hårdføre nordmænd. I Skotland blev de optrænet til brug af våben og sprængstof under ekstreme forhold. NORSK INDUSTRIARBEIDER MUSEUM Historie

6 KRIGSHISTORIE På højfjeldet gør den norske gruppe klar til at tage imod dem de etablerer bl.a. en landingsbane på en frossen sø, for den dristige plan er, at de 34 soldater skal lande i to svævefly. Svæveflyene skal trækkes over Nordsøen og hen over Sydnorge af to bombefly af typen Halifax. Planen viser sig at være både hasarderet og dumdristig. Den 19. november 1942 tager de 34 britiske soldater plads i de to svævefly. De sidder som sild i en tønde, men det lykkes dem at nå frem til Hardangervidda. Her forvirrer højfjeldets mange søer piloterne på de to bombefly, så de beslutter at vende om. Herefter går alt galt. Det ene bombefly bliver knust mod et fjeld og trækker svæveflyet med sig i faldet. Det andet bombefly når tilbage, men uden svæveflyet, for træktovet iser til og knækker. Nogle af soldaterne overlever flystyrtene, men alle bliver fanget af tyskerne, afhørt og skudt. Den totalt mislykkede aktion betyder også, at tyskerne nu ved, at fabrikken er et højt prioriteret mål. KATASTROFEN GØR ET DYBT INDTRYK HYDRO Vandkraftværket i Vemork er målet for operationen 0 Vandkraftværket i Vemork ligger på en stejl fjeldside i en snæver dal. Derfor er det udelukket at kaste faldskærmstropper ned ved værket. Løsningen bliver at kaste dem ned et stykke borte. J.A. Poulsson, leder Claus Helberg Knut Haugland Arne Kjelstrup FJAREFIT KM Katastrofen gør dybt indtryk, både i England og hos den lille gruppe på fjeldet. De får besked på at søge i sikkerhed. Hold modet oppe, vi skal nok klare denne sag, lyder det trøstende i en radiomeddelelse til sabotørerne. De fire nordmænd tilbyder, at de gerne selv vil tage del i et angreb, og det udvikler sig til en ny plan. Endnu en gruppe unge nordmænd bliver oplært af SOE, og imens bliver de fire boende på fjeldet. De finder en hytte, Svensbu, som ikke er afmærket på kortene, og hvor der er brænde nok. Men mad kniber det igen med, og alle fire får både feber og mavekramper. De holder moralen oppe ved at fortælle hinan- Grousegruppen Første hold: Den 18. oktober 1942 springer de i mørke ud fra et engelsk bombefly og lander 15 kilometer fra det planlagte sted. Tre dage efter bryder den første snestorm løs. De venter fire måneder på forstærkning, mens sulten og kulden truer dem på livet. 68 Historie

7 JANSBU Gunnersidegruppen J. Rønneberg, leder Knut Haukelid Kasper Idland Andet hold: De fire første sabotører venter fire kolde måneder på forstærkning. Klokken 00:02 den 17. februar 1943 kaster seks mænd med faldskærm sig ud i mørket over den dybfrosne Telemark. Efter flere dage i 30 graders frost og dyb sne lykkes det af finde det ventende hold. Fredrik Kayser Birger Strømsheim Hans Storhaug Operationen er en succes Manden på stedet: Ved hjælp af beskrivelser, som Einar Skinnarland giver de allierede, lykkes det sabotørerne at trænge ind i fabrikken og sprænge anlægget i luften. Efter endnu bombning fra luften bliver der sat en stopper for Hitlers atomplaner. MØSVATN Einar Skinnarland, ingeniør og norsk hemmelig agent. HYDRO MÆL T INNSJØEN VEMORK Historie

8 KRIGSHISTORIE den historier fra deres barndom, og kort før jul dukker flokke af rensdyr op i området. Det bliver deres redning. Vi spiste stort set alt bortset fra klovene. Selv maveindholdet ryger ned det indeholder mosser og dermed vitaminer. I Storbritannien er seks nordmænd blevet udvalgt til sammen med de fire på fjeldet at sabotere fabrikken: Joachim Rønneberg, Knut Haukelid, Hans Storhaug, Birger Strømsheim, Fredrik Kayser og Kasper Idland. En del af træningen foregår i en model af tungtvandsanlægget, som englænderne med norsk hjælp har bygget. VINTEREN ER EKSTREMT HÅRD Planen er at udnytte de stille juledage, men aktionen må udsættes, og først midt i februar lykkes det at få dem landsat på Hardangervidda, hvor deres landsmænd efterhånden er ved at gå til, dels på grund af den ørkesløse venten, dels på grund af kulden. Vinteren 1943 er ekstremt hård, og mange dage når temperaturen ikke over minus 30 grader på det dybfrosne fjeld. Først efter flere dages søgen finder de to grupper hinanden, og de etablerer nu en fælles base i en hytte, Fjosbudalen. Den ligger blot fem kilometer fra fabrikken, men i sikkerhed oppe på fjeldet. Nordmændene ved, at tyskerne betragter fjeldet som en iskold, ugæstfri ødemark, hvor de kun nødigt kommer, og hvor de har svært ved at klare sig, fordi de ikke har den nødvendige erfaring med så barsk natur. Gruppen mørklægger alle vinduer og bruger de kommende dage til rekognoscering. Om aftenen diskuterer de, hvordan de bedst kommer ind på fabrikken, og hvordan de kan trække sig tilbage. Claus Helberg forklarer en helt ny mulighed. Lige neden for fabrikken løber elven i en dyb kløft, men fra sin rekognoscering ved han, at der er ét sted, hvor man med besvær kan komme op fra kløften. Den mulighed har tyskerne slet ikke tænkt på, argumenterer han. Det ender med en afstemning, hvor fem af de ni stemmer for kløften. Den 27. februar 1943 klokken 20 starter Operation Gunnerside, som aktionen er døbt. Mændene tjekker udstyr og koder en sidste gang og deler sig så i to grupper. De er i britiske uniformer, så tyskerne skal tro, der er tale om et britisk angreb. Bliver nogen taget til fange, lyder ordren, at de skal begå selvmord. Med sig har de den fornødne gift. Det er overskyet og mildt så mildt, at sneen er våd og glat. På ski glider de gennem kløften frem mod fabrikken. Opstigningen fra kløften er nemmere, end de har regnet med, men de drypper ikke desto mindre af sved, da de sniger sig frem mod fabrikken. En dyb brummen fra turbinerne fylder luften. Tæt på fabrikken sætter de sig og afventer det vagtskifte, de ved finder sted ved midnat. Blandt andet kommer der nye vagter på den hængebro, der bortset fra et jernbanespor er eneste adgang til fabriksområdet. Det var mærkeligt at sidde der. Det var, som om vi var i Skotland og bare holdt en lille pause i træningen, mindes Joachim Rønneberg. GRUPPE TRÆNGER IND I FABRIKKEN Mens det ene hold bliver udenfor og holder vagt, skærer det andet hold nu den kæde over, der holder porten ind til fabrikken. De bryder ind i kælderen, og takket være den viden, de har fra fabrikkens ansatte, finder de en smal kabeltunnel, som fører helt ind til rummet, hvor beholderne med det tunge vand står. De kravler på alle fire gennem tunnelen. Da VED AT IKLÆDE SIG BRITISKE UNIFORMER OG MEDFØRE BRITISKE VÅBEN FIK DE NORSKE SABOTØRER TYSKERNE TIL AT TRO, AT DER VAR TALE OM EN BRITISK SABOTAGEAKTION. de er fremme, overmander de en vagtmand. Han ryster som et espeløv, mens han nervøst følger, hvordan de anbringer pølseformede sprængladninger på cylindrene med tungt vand. TYSK VAGT LEDER EFTER SINE BRILLER Der lyder skridt, og endnu en vagt dukker op, en civil nordmand. Han forholder sig passiv, alt imens den tyske vagt mest er optaget af, at han ikke kan finde sine briller. De norske sabotører hjælper ham med at lede, de finder brillerne og jager så begge vagtmænd ud, inden de tænder lunterne til sprængladningerne. Da de er 20 meter fra fabrikken, hører de den dumpe lyd af eksplosionerne. Lyden drukner nærmest i larmen fra fabrikken, men sprængstoffet har ikke desto mindre gjort sin virkning 1500 liter tungt vand løber lige ned i kloakken. Der går et stykke tid, inden der bliver slået alarm, og da er de ni nordmænd tilbage i kløften, hvor ingen drømmer om at lede. Over sig hører de sirenerne tude, og det strømmer til med lastbiler. I sikker afstand fra fabrikken kravler de op fra kløften, hvorefter de møjsommeligt klatrer op ad den stejle, skovklædte fjeldside over for fabrikken. Klokken fem om morgenen når de toppen og nogle timer senere en hytte. Heldet er med dem det begynder at blæse op, og fygesneen skjuler deres spor. De følgende dage indleder tyskerne en regulær menneskejagt. De er overbeviste om, at det er britiske gangstere, der har udført sabotagen, og rygtet vil vide, at der er 2000 briter i fjeldene omkring byen. En hel division bliver sendt ud for at lede, men de finder ingen. Til gengæld brænder de en masse fjeldhytter af. De ni norske sabotører deler sig op. Fem sætter kursen mod Sverige 400 km mod øst. De prøver så vidt muligt at undgå beboede områder, og efter 15 dage når de det neutrale Sverige. Men de er hårdt medtagne, for flere nætter har de måttet sove i sneen, og under den lange skitur skærer remmene fra rygsækkene sig dybere og dybere ned i deres ømme skuldre. AMERIKANSKE FLY BOMBER FABRIKKEN Nogle måneder efter sabotagen produceres der atter tungt vand på fabrikken, oven i købet med en ny og mere effektiv teknik. Denne gang beslutter de allierede at bombe fabrikken, og 16. november 1943 bliver ikke færre end 300 flyvende fæstninger under amerikansk ledelse sendt mod Norge. 162 af dem deltager i angrebet, men selv om de smider over 900 store bomber, er det kun de 18, som rammer fabrikken. Kun en enkelt beholder med tungt vand bliver denne gang ødelagt men 22 uskyldige nordmænd omkommer. De norske eksilpolitikere er ikke blevet spurgt til råds, og de er rasende over det stort set mislykkede angreb. Angrebet 70 Historie

9 gør dog så meget indtryk på tyskerne, at de i januar 1944 beslutter at demontere hele anlægget og flytte produktionen til Tyskland. Som sædvanlig får de allierede hurtigt besked om, hvad der foregår på fabrikken, for flere af fabrikkens norske ansatte har gode forbindelser til modstandsbevægelsen, der nu for alvor har vokset sig stærk. CHURCHILL GIVER SAGEN TOPPRIORITET I Storbritannien er der ingen tvivl. Planerne skal forpurres, også selv om det får alvorlige konsekvenser for civilbefolkningen. Churchill engagerer sig personligt, og hans besked er ikke til at misforstå. Destruktion af det tunge vand har fra nu af topprioritet! Men tiden er knap. Tyskerne er allerede godt i gang med at pakke anlægget ned, da Knut Haukelid der er blevet i området får besked på at organisere et angreb. Takket være meldingerne fra de ansatte står det hurtigt klart, at tyskerne agter at fylde det tunge vand i 39 store tromler, og at deres plan er at køre vandet bort på jernbanevogne. Knut Haukelid inddrager bl.a. Rolf Sorlie, en ingeniør fra fabrikken, i sin gruppe, og gruppen prøver at udtænke den bedst mulige plan. Jernbanen fra fabrikken er kun få kilometer lang, før den ender ved færgen, der sejler over Tinnsjøen. Det står derfor hurtigt klart, at turen med færgen er det svage punkt det er her, transporten kan saboteres. Den nordmand, der er ansvarlig for fabrikkens transporter, bliver inddraget i planerne, og han får lagt transporten til rette, så godsvognene skal med færgen Hydro søndag den 19. februar. Han vælger søndag af to grunde. Dels er der kun én færge den dag, dels plejer der ikke at være ret mange passagerer om bord. Det næste problem er at konstruere en tidsindstillet bombe. Knut Haukelid ved en masse om sprængstof, men han har aldrig før arbejdet med tidsforsinkelse. Det fører til mange hektiske timer i et værksted, inden det ved hjælp af vækkeure og elektriske detonatorer lykkes ham at få tidsindstillingen til at virke. Aftenen før transporten kører tre mand fra gruppen hen til færgen i Mæl. De går roligt om bord, som om de tilhørte besætningen. Og lidt heldige er de. Det tyske vagtmandskab sidder og spiller kort. En holder skibets norske besætning hen med snak, mens Knut Haukelid og Rolf Sorlie sniger sig ned i bunden af færgen. På et godt skjult sted anbringer de 8,4 kg sprængstof. Vækkeuret sætter de til FÆRGEN TIPPER OM OG SYNKER Søndag formiddag er Knut Haukelid nervøs. Men hans konstruktion virker der lyder et brag, netop som Hydro sejler hen over det dybeste sted på Tinnsjøen. Færgen tipper hurtigt om på siden, og tre minutter senere er den på vej mod bunden, 300 meter nede. Med sig i dybet tager den 14 nordmænd, fire tyskere og den samlede tyske beholdning af tungt vand. 19 bliver reddet af fiskere og landmænd, der skynder sig at sejle ud mod den dødsdømte færge. Tyskerne tør ikke fortælle Berlin, at der er tale om sabotage, så de opfinder en historie om, at færgen blev udsat for en eksplosionsulykke. Kampen om det tunge vand er vundet af de allierede. Produktionen genoptages ikke, og Hitler får aldrig sin atombombe. LÆS MERE: Ray Mears: The Real Heroes of Telemark. Hodder & Stoughton, J.A. Poulsson: Aksjon Vemork: Vinterkrig på Hardangervidda. Gyldendal, NORSK INDUSTRIARBEIDER MUSEUM Beholderne med tungt vand blev tilintetgjort ved sabotørernes aktion mod anlægget i norske Vemork. Tungt vand kontrollerer spaltningen af atomer Nazisterne arbejdede intensivt på at udvikle en atombombe, som kunne afgøre 2. verdenskrig. Dertil havde de brug for tungt vand. Under 2. verdenskrig ved fysikere og politikere, at spaltning af atomer er mulig, og at den kan frigive umådelige mængder af energi. De ved også, at det måske er muligt at udvikle et dommedagsvåben med denne teknik. Da 2. verdenskrig bryder ud, ved fysikere i Storbritannien og USA, at tyskerne er på sporet af det nye våben. Blandt andet er det i 1938 lykkedes to tyske videnskabsmænd, Otto Hahn og Fritz Strassmann, at spalte uranatomer og dermed for første gang nogen sinde frigive atomenergi. Men det står også hurtigt klart, at der er brug for et stof, der kan styre den kædereaktion, som spaltningen af atomerne sætter i gang. Tungt vand bremser spaltningen af atomer og gør det derfor muligt at eksperimentere med processen, uden at den løber løbsk. Tungt vand har fået sit navn, fordi det i modsætning til almindeligt vand, H 2 O, indeholder tung brint deuterium. Tungt vand skrives D 2 O. Tungt vand udvindes af havvand, som for hver én million vandmolekyler indeholder 146 molekyler D 2 O. Udvindingen kræver megen energi, og norsk vandkraft er billig. Det nye våben har i 1943 endnu ikke fået et navn, og det er først, da amerikanerne i august 1945 kaster atombomber over de japanske byer Hiroshima og Nagasaki, at det går op for den brede befolkning, at der faktisk findes et dommedagsvåben at én eneste bombe kan udslette en hel storby. Historie