Hvad er et museum? Den danske museumslov mellem teori og praksis

Transkript

1 Hvad er et museum? Den danske museumslov mellem teori og praksis Problemstilling Hvad er et museum? Umiddelbart kan det lyde som et spørgsmål med ontologiske implikationer, altså et filosofisk spørgsmål, der kredser om museets almene eller essentielle principper, hvis sådanne findes. Meningen med paper ets undertitel er dog at gøre spørgsmålet mere pragmatisk: nemlig at spørge til, hvad et museum er ifølge den danske museumslov. Loven er senest blevet justeret i 2006, men blev grundlæggende revideret i 2001; dengang erstattede loven et ældre lovgrundlag fra midt-1980erne. Med referencer til dele af de foregående folketingspolitiske debatter i forbindelse med og 2006-lovarbejdet er hensigten således at spørge til, hvad et museum er i den danske museumslovs optik. Dernæst placeres museumsopfattelsen så præcis den end kan blive mellem teori og praksis. Teorien har i denne sammenhæng fortrinsvis baggrund i The International Council of Museums (ICOM s) forståelser af et museum. Siden organisationens oprettelse i 1946 (ICOM 2001) er dens museumsforståelse løbende blevet revideret. Revisionerne skitseres kort med henblik på at diskutere den danske museumslov og lovgrundlagets bredde i forhold til, i sidste ende, potentialet i ICOMs nyeste etiske regler i 2004 (ICOM 2004). Regelsættet, der fra ICOMs side er forfattet på engelsk, spansk og fransk, er for nylig blevet oversat til dansk, og enkelte forskydninger mellem den danske og engelske version peger på spændinger i forståelsen af, hvad et museum egentlig er (ICOM s etiske regler 2006). Den afsluttende praksisdel er i denne sammenhæng eksempler fra den museale virkelighed, der udelukkende er medtaget for at spørge om de dækkes af lovgrundlaget? Den overordnede tese er, at de teoretiske og praktiske museumsforståelser ikke kan rummes inden for den danske museumslov, selv om lovgrundlaget sigter på at gøre museer til moderne videns- og oplevelsescentre ( Almindelige bemærkninger 2001). Uden at tage stilling til dette sigte kan man med andre ord antyde, at loven er forældet, hvis ICOMs museumsdefinition og den museale virkelighed anvendes som parametre. Det skyldes, at den stadig afspejler en museumsopfattelse med fokus på samling, der ikke tager højde for alle de museumsaktiviteter, der ikke har samlingen som omdrejningspunkt. Mere præcist handler det om en forskydning i vægtningen af de såkaldte fem museumssøjler, der i den danske museumslov betegnes indsamling, registrering, bevaring, forskning og formidling (i ICOM-regi tales om indsamling, bevaring, forskning, formidling og udstilling). Hvor indsamling, registrering, bevaring og forskning tidligere 1

2 har vejet tungest, lægges tyngden i den museale virkelighed i dag oftest på formidling, og i mange tilfælde er det endda en formidling, der ikke tager afsæt i samlingen, selv om loven forudsætter en progression fra indsamling over registrering og bevaring til forskning og i sidste ende formidling. Som det delvist vil fremgå, fylder formidlingen i dens mange varianter meget i den museale virkelighed, og i overvejelserne bag ICOMs nyeste museumsforståelse fremgår forskydningen i søjlerne antydningsvist. Formidlingsaspektet lå tillige til grund for lovarbejdet og affødte den omfattende rapport Udredning om museernes formidling (2006) i regi af det danske kulturministerium. I denne udredning antydes spændinger i en museumsformidling, der har forskningen som et fundament og en forudsætning, idet dette forudsætter det traditionelle museumsbegreb, som udredningen påberåber sig (Udredning om museernes formidling 2006, 19), men hverken lov eller udredning er altså konsekvente på dette punkt i forhold til den museale virkelighed. Det skal tilføjes, at pladsen og tiden ikke tillader en tilbundsgående argumentation. Det primære undersøgelsesmateriale, den danske museumslov, lovgrundlaget og den folketingspolitiske debat, er også valgt på denne baggrund: det er spinkelt. Der er snarere tale om en skitsering af et problem, og de måske tendentiøse konklusioner skal også ses i dette lys. Men skitsens vigtighed understreges af, at i forhold til den rolle, museer tillægges i offentligheden, fx i den politiske debat, det lovbehandlende arbejdes høringssvar og blandt museerne selv, i forbindelse med især læring om kulturarv og demokrati, er der en iøjnefaldende mangel på dybde i diskussioner af, hvad denne betydning dækker. Det er der, selv om der ellers er mange fokuspunkter i den nyere museumsforskning på ikke blot de vesteuropæiske museers betydning for dannelsen af de moderne demokratiske (og kapitalistiske) nationalstater (også uden for det vesteuropæiske domæne), men også i videre forstand fx nationalisme, racisme og andre etnicitetsrelaterede diskussioner (fx Duncan 1991; Duncan og Wallach 1980; Dam Christensen 1995). Og i den museale praksis (over en kam) findes dels formidlingsinitiativer uden hold i samlingerne, dels legio eksempler på tivolisering og kapitalisering af kulturarven, som desuden, i en kritisk optik, risikerer at bidrage til førnævnte nationalisme, racisme m.m. Disse forhold gør det til tider svært at skelne mellem et rigtigt museum og andre tilbud, som forholder sig til kulturarv. Sidstnævnte formuleringer kan lyde kritiske over for dele af de museale praksisser. Det skal dog understreges, at der i paper et ikke tales imod museernes tivolisering, selv om brugen af dette udtryk som regel vækker negative konnotationer; derimod peges blot på et skisma mellem især lovgrundlagets museumsforståelse og virkelighedens museum, hvor der foregår mange 2

3 ting, som befinder sig uden for lovens museumsforståelse og således heller ikke er reguleret af loven. Forskningsmæssigt placerer paper et sig i forlængelse af den såkaldte ny museologi. Siden slutningen af 1980erne har (mere) kritisk reflekteret forskning i museer set dagens lys. I dansk sammenhæng kan man eksempelvis pege på en række uddannelsesorienterede tiltag (Hejlskov Larsen et al. 2005) samt på det seneste også en række publikationer (fx Dam Christensen et al. 2004; Ingemann og Larsen 2005; Melchior og Mordhorst 2005; eller fx et svensk bidrag som Aronsson og Meurling 2005). Disse afspejler, groft sagt og ligesom den internationale forskning, et fokus på museets historiske konstituering, fx dets førnævnte betydning for de moderne europæiske nationalstater, politisk stabilitet og demokratiske værdier, samt og interessant i lyset af forskydningen i museumssøjlerne fokus på udstillings- og formidlingspraksisser (fx Bodin og Lassenius 2006; Mordhorst og Tøndborg 2006), hvor ældre museologisk litteratur i stedet oftest har fokuseret på samlingspleje (Hejlskov Larsen 2001). Selv om kulturarvsdebatter i stigende grad inddrages i nyere litteratur, møder man sjældnere kulturpolitiske diskussioner om museernes nutidige og fremtidige samfundsmæssige betydning, fx i lyset af forandringer i nationalstaternes karakter, immateriel kulturarv, dele af den materielle kulturarvs placering uden for museerne eller i forhold til forestillingen om videns- og oplevelsescentre, hvor oplevelsesdimensionen altså ikke altid er uproblematisk. Selv om denne nok appellerer til et udvidet (og konstruktivistisk) læringsbegreb (fx Hein 1995) og indgår som overordnet præmis for Udredning om museernes formidling (2006), er den ikke altid kritisk reflekteret i forhold til andre oplevelsescentre og -muligheder, der også, og måske i endnu højere grad, er med til at forme kulturarvens betydning, borgernes historiske bevidsthed m.m. Den manglende kritik skyldes, at museerne a priori tillægges en særlig kvalitativ erkendelsesdimension, der nok har bund i etableringen af de europæiske nationalstater i 1800-tallet, men ikke længere behøver at have samme betydning. Den danske museumslov Kernepunkter i den politiske behandling af den danske museumslov tilbage i 2001 var bl.a. 1. om museumslederen skulle have en relevant faglig baggrund (altså lidt i retning af om direktøren for SAS skal have været pilot, som det blev fremhævet undervejs i folketingsdebatten); 2. om arkæologiske udgravninger i modsætning til daværende praksis ikke som udgangspunkt skulle finansieres af staten, men i stedet bygherren; 3. om den økonomiske betydning af vederlagsfri 3

4 adgang for børn under 14 år (i 2006-loven åbnes for gratis adgang for børn på statslige og statsanerkendte museer og fri adgang for alle på Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst); samt 4. om sammensætningen og hovedopgaverne for en fremtidig museumsstyrelse i Danmark (i dag kendes denne som Kulturarvsstyrelsen). Afgørende punkter, der desuden gjorde museumsloven forskellig fra tidligere, men egentlig ikke var til videre diskussion, var ikke mindst beskrivelsen af forskellige museumskategorier, nemlig kulturhistoriske museer, kunstmuseer og naturhistoriske museer. Alle disse forhold er ikke interessante for nærværende diskussion. Det er derimod primært lovens formålsparagraf og ministerens almindelige bemærkninger til lovforslaget. I de indledende paragraffer kan man bl.a. læse:: 1. Lovens formål er at fremme museernes virksomhed og samarbejde med henblik på at sikre Danmarks kultur- og naturarv samt adgang til og viden om denne og dens samspil med verden omkring os. Kort efter følger: 2. Gennem indsamling, registrering, bevaring, forskning og formidling er det museernes opgave 1. at virke for sikring af Danmarks kultur- og naturarv, 2. at belyse kultur-, natur- og kunsthistorien, 3. at udvikle samlinger og dokumentation inden for deres ansvarsområde, 4. at gøre samlinger og dokumentation tilgængelig for offentligheden og 5. at stille samlinger og dokumentation til rådighed for forskningen og udbrede kendskabet til forskningens resultater. (Museumsloven 2001) For de enkelte museumskategorier kunne man videre og som noget nyt læse, at kulturhistoriske museer skulle belyse forandring, variation og kontinuitet i menneskers livsvilkår fra de ældste tider til nu, kunstmuseerne skulle belyse billedkunstens historie og aktuelle udtryk samt dens æstetiske og erkendelsesmæssige dimensioner, og endelig skulle naturhistoriske museer belyse naturen, dens udvikling, nutidige miljø og samspillet med mennesket. 4

5 I lovforslagets almindelige bemærkninger uddybedes disse linjer (og der citeres for en god ordens skyld i større omfang): Med lovforslaget sigtes der mod at give museerne bedre vilkår for at løse disse opgaver. Det er en målsætning, at kunstmuseerne og de kultur- og naturhistoriske museer skal videreudvikle rollen som videns- og oplevelsescentre, der bidrager til samfundets uddannelsesmæssige og kulturelle udvikling. Museerne medvirker for eksempel til at gøre kulturarven nærværende for børn og unge, og på denne måde spiller museernes virksomhed sammen med målsætningerne på uddannelsesområdet og det børne- og ungdomspolitiske område. Endvidere har museernes formidling af kunsthistorien og kultur- og naturarven afgørende betydning for befolkningens forståelse af Danmarks kultur og det danske samfunds samspil og samhørighed med verdenssamfundet og verdens kulturer. Museernes udvikling til moderne videns- og oplevelsescentre er således et vigtigt led i udviklingen af et samfund med kulturel mangfoldighed. ( Almindelige bemærkninger 2001) Videns- og oplevelsescentre er en interessant betegnelse i denne sammenhæng, fordi førstnævnte, et videnscenter, er umiddelbart til at forstå i forhold til selve lovtekstens vægtning af indsamling, registrering, bevaring, forskning og formidling, mens oplevelsesdimensionen, selv om den nok er bekendt for mange museumsbesøgende og også fremhæves i Udredning om museernes formidling (2006), tilbage i 2001 dukker op fra sidelinien i forhold til lovens og lovgrundlagets øvrige formuleringer. Når lovens 12 fx påpeger, at de statslige hovedmuseer (Nationalmuseet, Statens Museum for Kunst og den nye hybrid, Statens Naturhistoriske Museum ) yder museumsfaglig bistand til de øvrige museer, der er ombefattet af loven, sigtes der streng taget på de første fire søjler, ja, faktisk kun tre (indsamling, registrering og bevaring), kun i mindre grad forskningssøjlen og slet ikke på den sidste søjle om formidling, selv om Udredning om museernes formidling (2006) hævder at loven forudsætter, at museer samarbejder på formidlingsområdet (Udredning om museernes formidling 2006, 73). I bemærkningerne til 12 kan man dog læse, at den ovennævnte museumsfaglige bistand omfatter fx sikringsspørgsmål, internationalt samarbejde, faglige spørgsmål vedr. genstande samt konservering af disse I bemærkningerne til 2 understreges denne vægtning, og formidlingsforståelsen indsnævres endda: 5

6 Sammenhængende med arbejde med samlingerne [indsamling, registrering, dokumentation og bevaring] har museerne til opgave at udføre forskning og formidling i relation til museets ansvarsområde gennem udstillings- og publikationsvirksomhed. [Min kursivering] (Museumsloven 2001) Som det fremgår af Udredning om museernes formidling (2006) foregår allerede et vist koordineringssamarbejde på formidlingsområdet, bl.a. ved hjælp af Kulturarvsstyrelsen, men også under Organisationen af Danske Museer. I fremtiden må man imidlertid formode, at den museumsfaglige bistand i lang højere grad vil inkludere formidlingsaspektet, idet flere konklusioner fremhæver et udvidet tværmusealt samarbejde ved hjælp af Kulturarvsstyrelsen. Undervejs i den danske 2001-folketingsdebat noteredes et par gange, at det i de almindelige bemærkninger til lovforslaget blev fremhævet, at museerne skulle være moderne videns- og oplevelsescentre. Det blev dog kun problematiseret en gang: Lovens formål er at sikre Danmarks kultur- og naturarv. Det er der vist ingen i denne sal, der kan være imod, men hvad dækker egentlig helt konkret formuleringer som moderne videns- og oplevelsescentre og indsats i et kulturelt mangfoldigt samfund? Jeg håber ikke, at det bliver det rene tivoli og indtægtsskabende virksomhed alt sammen (Tove Videbæk (KRF), 1. behandling) Den bekymrede politiker fra det daværende Kristeligt Folkeparti fik ikke svar i folketingssalen, men søges svaret fx i DTA, Danske Turistattraktioner, der er en forening, som udsprang af den borgerlige regerings handlingsplan for turisme fra 2002, som blandt andet havde til hensigt at udvikle en national kvalitetsmærkeordning for turistattraktioner (en stjernemærkning!), ja, så kan man læse: Hvis ungerne keder sig eller vejret er dårligt, så finder du masser af udendørs såvel som indendørs oplevelsescentre rundt omkring i Danmark. Fra go cart- til bowlingbaner, over paintball og indendørs legepladser til spillehaller og minigolf udbudet er varieret og mulighederne er mange. (DTA 2002) 6

7 Museerne nævnes ikke, og selvfølgelig er der et eller andet sted tale om, firkantet formuleret, at springe fra en diskurs, turismeindustriens, til en anden, den museale diskurs, men alligevel er der kun tale om et spring i traditionel forstand. Springet forudsætter, at statslige og statsanerkendte museer i forhold til så meget andet repræsenterer en særlig kvalitativ erkendelsesdimension i forbindelse med vigtige værdier såsom demokrati, kulturarv osv., mens det andet på den ene side kan betragtes som fritidsfornøjelse, forlystelse, kulturindustri, tidsfordriv osv., eller på den anden og mere seriøse side i dansk sammenhæng kan betegnes som videnspædagogiske aktivitetscentre. Sådanne kan modtage støtte under det danske Undervisningsministerium. Støtten tildeles centre, der står for en alternativ og supplerende formidling af vanskeligt tilgængelige fænomener og begreber og hvis koncept bygger på vidensformidling via publikums aktive deltagelse ; 1 ordningen henvender sig bl.a. til centre, der ikke kan defineres som samlinger og som ikke modtager støtte efter museumsloven. For en nutidig betragtning er spørgsmålet imidlertid om man i længden kan skelne mellem museer og videnspædagogiske aktivitetscentre. Forskydningen af museernes traditionelle værdisystemer og -grundlag har været i gang længe. Videnscentre, oplevelsescentre og eksempelvis indkøbscentre er ikke længere så adskilte, og i virkeligheden samles det hele i dynamiske moderne museer, der allerede er blevet reorganiseret eller er i gang med at reorganisere samlinger og praksisser i forhold til kommercielt og politisk (!) pres. Kigger man på det historisk, kan der lige så vel argumenteres for, at museumsbegrebet er ved at forvandle sig til noget andet. Denne processuelle forståelse åbner formuleringerne i den danske museumslov dog ikke for. Museet er i denne sammenhæng en alvorlig institution, der arbejder for indsamling, registrering, bevarelse af samt forskning i kulturarven (hvilket også fremhæves i den politiske debat). Formidlingsaspektet er især vigtigt i forhold til børn og unge (hvilket måske begrunder oplevelsesdimensionen) og til dels i forhold til en indsats i et kulturelt mangfoldigt samfund, selv om det ikke præciseres nærmere, hvordan en sådan indsats skal udmønte sig i en formidlingssituation. I begge sammenhænge skal formidlingen dog tage afsæt i de fire første søjler, mens den i praksis også er meget andet og desuden ikke uden videre kan udskilles fra andre kulturformidlingsinstitutioner og -situationer. ICOMs museum 7

8 Vendes blikket mod ICOM, er museumsforståelsen ikke så traditionalistisk. ICOM er en international organisation, som består af museer og museumsansatte, der arbejder med bevaring og formidling af natur- og kulturarv, hvad enten det er nutidens eller fremtidens, og hvad enten den er materiel eller immateriel. ICOM blev dannet tilbage i 1946 og er en NGO-organisation. Dengang blev den dannet med udgangspunkt i de enkelte landes museumsorganisationer, og delegaterne repræsenterede som sådan de mest etablerede museer. Den var således oprindelig en repræsentativ institutionsorganisation, hvor den senere er blevet til en medlemsorganisation, dvs. hvor det tidligere var de nationale organisationer, der havde medbestemmelse, blev det senere, i begyndelsen af 1970erne, de enkelte medlemmer, uanset national og organisatorisk tilhørsforhold, som blev medbestemmende; fra at have omkring 700 medlemmer i 1970, har ICOM i dag over medlemmer. ICOMs mission går kort og godt ud på at belyse og afklare museernes udfordringer og behov omkring professionelt samarbejde og udveksling (fx omkring ledelse, udveksling af genstande, udlån m.m.), spredning af viden og øge menneskers viden om museer (fx viden omkring museologi, kulturarv m.m.), uddannelse af personale, løbende forbedring af professionelle standarder (fx for bevaring, konservering m.m.), udarbejdelse og udbredelse af en professionel etik (fx omkring ulovlig handel med genstande, udgravninger, tilbagelevering af i dag ulovligt erhvervede genstande; man kan henvise til kendte debatter omkring fx British Museums Elgin Marbles, Pergamontemplet i Berlin og udstilling af human materiale), bevarelse af kultur- og naturarv samt bekæmpelse af ulovlig handel med kulturel ejendom Men hvad forstår ICOM så som et museum? I de etiske regler fra 2001 kan man læse som følger: Begrebet museum defineres i ICOM vedtægternes 2.1 som: en non-profit, permanent institution med almennyttigt formål, der virker for samfundet og dets udvikling, er åben for offentligheden, og som forsker i, indsamler, bevarer, formidler og udstiller materielle vidnesbyrd om mennesket og dets omgivelser i studie-, uddannelses- og adspredelsesøjemed. (a) Ovenstående museumsdefinition skal anvendes uden begrænsninger uanset ledelsen, områdets karakter, funktionen eller retningen af samlingerne for den berørte institution. 8

9 (b) Ud over de som sådan definerede "museer" anerkender ICOM følgende som henhørende under definitionen for museer: (ICOM 2001) Herefter følger en opremsning, der bl.a. inkluderer naturhistoriske, arkæologiske og etnografiske monumenter og anlæg af museumslignende karakter, som indsamler, bevarer og formidler materielle vidnesbyrd om mennesket og dets omgivelser; institutioner, der har og fremviser levende arter, så som botaniske og zoologiske haver, akvarier, terrarier m.v.; "Science Centres" og planetarier; konserveringsanstalter og permanente udstillingssteder under biblioteker og arkiver; samt naturreservater (ICOM 2001). Der har løbende været små og store justeringer. Siden 1946 er der således foretaget syv justeringer i definitionen, som blandt andet har medført, at et museum ikke blot skal være en for publikum tilgængelig samling; det skal også virke i offentlighedens interesse og kan som nævnt inkludere biblioteker og arkiver. Derudover tæller museet i dag også historiske monumenter og kulturarvsgenstande uden for museets fysiske rammer, ligesom naturområder og for nylig også immateriel kulturarv er blevet inddraget. Undervejs er bevaringsaspektet tillige blevet understreget i takt med konservatoruddannelsernes kvalificering (Danmark fik fx sin Konservatorskole i 1973), ligesom professionalisering af uddannelse og forskning er blevet mere omfattende i takt med den museologiske forsknings udvikling op gennem 1990erne sammen med egentlige universitære uddannelser, og endelig kan man pege på, at museets virke i offentlighedens interesse mere præcist handler om en interesse for samfundet og dets udvikling. Museumsforståelsen lød i 2001 meget inkluderende, dvs. meget bred, selv om den i denne udgave på ingen måder var enkel og læsevenlig; den virkede tværtimod som lidt af et kludetæppe, der løbende var blevet arbejdet videre på. Derfor opstod der blandt organisationens medlemmer ønske om at formulere en overordnet central definition uden efterslæb af forskellige justeringer og udvidelser omkring, hvad der også kunne inkluderes som museum i denne sammenhæng. Dette ønske om klarhed blev blandt andet effektueret i ICOMs seneste regler for museumsetik fra kongressen i Seoul i 2004 (ICOM 2004), hvor opstillingen er klarere, men indholdet næsten identisk. Efter den engelske udgaves præambel følger således en ordliste, hvor Museum defineres som a non-profit making, permanent institution in the service of society and of its development, open to the public, which aquires, conserves, researches, communicates and exhibits, for purposes of study, education and enjoyment, the tangible and the intangible evidence of people and their environment. (ICOM 2004). Nærlæser man regelsættet, findes dog bl.a. i sektion 2 overskriften Museums that maintain collections hold them for the benefit of society and its development. Betyder denne 9

10 indskudte sætning, that maintain collections, at museer uden samlinger er mulige? I hvert fald ligger overskriften i forlængelse af overvejelser i fx en lille artikel, som indgik i grundlaget for det museumsetiske regelsæt i 2004-debatten. I den pågældende artikel, Collection = Museum? af Paul F. Donahue, daværende formand for CIMUSET, the Canadian Museums Association and the Canadian Association of Science Centres, påpeger forfatteren, at for mange synes indsamlingen, samlingen og dens pleje nok at være det vigtigste for et museum, ja, selv hvis der ikke er offentlig adgang til museet, er der stadig tale om et museum i ordets egentlige forstand (Donahue 2004). Dette understreges af de historiske definitioner siden 1946, og Donahues synspunkt kan suppleres med et eksempel fra Eilean Hooper-Greenhills nyklassiske bog, Museums and the Shaping of Knowledge (1992), hvor en museumsperson indledningsvist er citeret for at naturalisere indsamling på lige fod med dyrs indsamling af mad (Hooper-Greenhill 1992, 5). Men alligevel er fordringen om løbende indsamling et problem. Donahue nævner selv enkeltgenstandsmuseer, fx et skibsmuseum, hvor der kun er ét skib, virtuelle museer med virtuelle objekter samt eksperimentarier eller børnemuseer uden samlinger. Det er derfor et problem, at museumsdefinitioner traditionelt har udelukket institutioner, som ikke indsamler, bevarer eller forsker i materielle udsagn, men alligevel fungerer i samfundets og dets udviklings tjeneste, blandt andet ved udstillinger og formidling med henblik på studie-, uddannelses- og adspredelsesøjemed. Hans pointe fra 2004 er, at et museum i stedet for at indsamle snarere finder sit eksistensgrundlag i udbredelse af viden og information i samfundets tjeneste. Han mener derfor, at indsamling, bevaring og forskning ikke skal være grundlagsbetingelser for definitionen af et museum, men blot betingelser, der kan vælges fra eller til afhængig af museets karakter. Det vil i stedet sige, at formidling og udstilling er meget centrale elementer ved museet, fordi de bidrager til oplysning, dannelse og underholdning. Man kan sige, at Donahue og, til dels, visse formuleringer i det nye etiske regelsæt ikke blot åbner for André Malraux berømte museum uden vægge, men et museum uden samlinger. Eller med andre ord: at den danske distinktion mellem et museum og et videnspædagogisk aktivitetscenter er irrelevant; i ICOMs museumsbegreb indgår som ovennævnt eksempelvis science centres. Det er værd at bemærke, at der ikke åbnes for denne mulighed i den danske oversættelse af ICOMs etiske regler, hvor samme sektionsoverskrift blot lyder Museernes samlinger. Nødvendigheden af denne forskydning understreges allerede i forordet til den danske udgave, hvor det fremhæves, at det er museernes særlige privilegium at indlemme betydningsfulde objekter, det være sig genstande, værker og arter, i sine samlinger (ICOMS etiske regler 2006) Sammesteds bemærkes også, at oversættelsen ikke er ordret efter udgangspunktet, den engelske 10

11 oversættelse: Gennem oversættelserne er en række formuleringer ændret, så de bevarer deres mening, men i højere grad er i overensstemmelse med danske forhold og dansk sprogbrug. (ICOMS etiske regler 2006) Det præciseres ikke nærmere, hvor dette forbehold spiller ind, men i Kulturministeriets Udredning om museernes formidling (2006) blev de videnspædagogiske aktivitetscentre heller ikke inddraget, fordi de hverken hørte under Kulturministeriet eller lovens museumsbegreb og desuden heller ikke havde samlinger. Men spørgsmålet er imidlertid om museerne i praksis allerede er ved at udviske distinktionen mellem museer og videnspædagogiske aktivitetscentre, når formidlingsformer med vægt på oplevelse og mindre vægt på forskning og samling tages i betragtning? Eksempler fra den museale virkelighed Allerede i 1989 bemærkede Peter Vergo i introduktionen til bogen The New Museology, som på mange måder lagde navn til et paradigmeskift i museumsforskningen, at der var sket vigtige forskydninger i museumspraksissen, bl.a. bevægelser fra fokus på samling til publikum og udstillinger, fra museet som oppasser af kulturel betydning til fortolker af kulturel betydning samt fra besøgende [visitor] til forbruger [consumer] (Vergo 1989). Den større fokus på formidling i dens mange potentielle varianter har åbnet for, at viden om kulturarv kan kommunikeres på flere måder, og at publikum også erfarer den sådan uden måske at skelne mellem de respektive baggrunde for formidling, fx om den er forskningsbaseret eller indskriver sig i en hel anden diskurs, fx førnævnte turistindustris, de videnspædagogiske aktivitetscentres eller blot massekulturens. Derfor kommer mangfoldigheder i måden kulturarv formidles på uden for museerne også i søgelyset. En af artiklerne i ovennævnte The New Museology fortæller om Jorvik Viking Centre i York anno anden halvdel af 1980erne, hvor den besøgende helt konkret træder ind i en tidsbil og føres tilbage gennem århundrederne til det såkaldte ægte vikingetidens England, a reconstruction of actual Viking-Age streets complete with sounds and smells! Dengang stod der også noget om Mørke tilrøgede huse genskabt til mindste detalje: man kan se, høre og smage præcis hvordan det var at leve i vikingetidens Jorvik (Jordanova 1989). På den ene side er der tilsyneladende tale om en levende formidling af kulturarven, på den anden side er der i en kritisk optik et problem med, at den oplevelse, der ofte tilbydes sådanne steder, er en form for simulakrum, hvor publikum forledes til at tro, at fordi museumsoplevelsen taler til syns-, smag og lugtesanser, er den autentisk på en anden måde end hvis der blot er tale om en traditionel museumsudstilling i genstande, tekst og billeder. 11

12 Fænomenet findes også i en dansk sammenhæng. På Den Gamle By i Århus website har man tidligere kunnet læse: Den Gamle By er et levende billede af livet, som det var i de gamle danske byer. Der findes kun én Den Gamle By, og museet har budt velkommen til over 3 millioner gæster i løbet af de sidste 10 år. Mød fortidens mennesker, se deres stuer og køkkener, nyd duften i deres haver. Prøv de gammeldags lege og gå på opdagelse i museets store samlinger og udstillinger. Klap hestene og pas på gæssene. Drik en fadøl i kælderen og smag Traktørstedets kaffe og kringle. Smag, lugt, prøv - og forstå. Selv om den sidste sætning i dag blot lyder: Smag, lugt og prøv historien, er meningen den samme. 2 Det skal dog indskydes, at Den Gamle By også formidle fortiden på anden vis, fx ved (re- )konstruktion af udvalgte historiske figurer, bl.a. lirekassemanden, som en museumsformidler performer med afsæt i denne rekonstruktion (Daugbjerg 2005). Pointen er dog, at hvis det er muligt at erkende fortiden gennem beskuelse, sansning og oplevelse, devalueres forskningsaspektet (uanset om dette er traditionelt eller progressivt), og det giver ikke mindst publikum en problematisk opfattelse af erkendelsesmåder. Uden kritisk refleksion over oplevelsestilbud på museerne kan publikum få opfattelse af, at det er muligt at lære om kulturarv på denne måde, mens det samtidig forties, at der er andre aspekter, som ikke kan opleves på denne måde, fx sygdom, død og ødelæggelse (Jordanova 1989), og der desuden findes en masse anden semantisk støj mellem før og nu. Derudover udvisker den oplevelsesbaserede formidling klare distinktioner mellem den egentlige forsknings- og samlingsformidling og kulturarvsrelateret formidling gennem andre medier. I betragtning af, at fx under 50 % af danske børn besøger et kulturhistorisk museum (Udredning om museernes formidling 2006, 42), er det ikke svært at forestille sig, at manges viden om fx antikken går gennem fx filmiske fortællinger som Wolfgang Petersens Troja fra 2004 eller Oliver Stones Alexander-film, PC-spil, rollespil o.lign. Samme form for viden etableres selvfølgelig også via middelalder- og renæssancecentre m.m., og museerne bidrager selv til denne type forståelse, når fx Tøjhusmuseet som Danmarks forsvarshistoriske museum med en samling og en bygning, der kun går tilbage til 1600-tallet, i en lang periode har opført populære ridderturneringer i skolernes efterårsferier. Det er turneringer, som hvis de skulle have en historisk relevans ville have foregået i 1300-tallets anden halvdel. 12

13 Det er let at komme til at lyde kritisk, men det skal igen understreges, at diskussionen ikke handler om at kritisere oplevelsesdimensionen som umuseal, men blot problematisere den i forhold til museernes lovgrundlag og den almindelige opfattelse af museernes betydning for kulturarv, demokratisk forståelse m.m. Hvad implicerer denne vægtning for formidling af kulturarv, når oplevelsesdimensionen fylder så meget? Det skal heller ikke overses, at der i det hele taget er en lang tradition for sammenblanding af formidling, udstilling, rekonstruktion og underholdning inden for de museale praksisser selv. Den handler på samme måde om simulakret, (gen-)skabelsen af virkeligheden, der tilbyder publikum en oplevelse af, hvordan det virkeligt var, og den er især en del af folkemuseets genealogi. Etnologen Lene Otto har blandt andet peget på, at det snarere [er] sådan, at dualismen mellem videnskab og forlystelse har været indbygget i de kulturhistoriske museer fra starten, ikke mindst folkemuseerne. Ifølge Otto skal man således ikke underkende forlystelsesindustriens rolle som partshaver i de kulturhistoriske museers udvikling. Hun peger videre på, at i Danmark var begge brancher fra begyndelsen repræsenteret i én og samme meget centrale personlighed, nemlig Tivolis direktør Bernhard Olsen (Otto 2004). Bernhard Olsen, der var Tivolis direktør i årene , grundlagde i 1879 Dansk Folkemuseum i København. Med sine realistiske borger- og bondestuer samt omfattende samling af enkeltgenstande havde Dansk Folkemuseum fra åbningen i 1885 til huse oven på Skandinavisk Panoptikon. Panoptikonets kabinetter udgjorde Skandinaviens første voksmuseum med figurer og interiører, f.eks. et tableau-vivant med den i samtiden velkendte københavnske cafe Stephan a Porta, hvor man kunne se livagtige kopier af bl.a. Herman Bang og August Strindberg; Skandinavisk Panoptikon var ligeledes Bernhard Olsens ide. 3 Fra Verdensudstillingen i 1878 var han blevet inspireret af det, der i Salmonsens Konversationsleksikon ( ) under opslaget Dansk Folkemuseum dengang betegnedes en ny Museumsordning, Interiørsystemet, der genskabte selve Fortidsrummene, saa at Genstandene fik den plads, de førhen havde haft i Livet. (782). Oplevelsesdimensionen er således ikke ny. Men hvis den foretages uden kritisk refleksion over formidlingens konsekvenser, forvandles museer på flere punkter til endnu en kulturaktivitet i konkurrence med så mange andre uden hensyn til diverse forpligtelser i forbindelse med samling, forskning, kulturarv osv. Det er en situation, som mange museer selv bidrager til, når der fx gennem de senere år på Statens Museum for Kunst, København er tilbudt omvisninger af mediekendte mennesker uden museumsfaglig baggrund (såkaldte Special Guide -arrangementer), 13

14 litterære oplæsninger, koncerter, offentlige foredrag og gudstjeneste, for blot at nævne et udvalg fra museets eksisterende event-program. I markedsføringssregi bydes museernes samlinger desuden til for betalende gæster uden for den almindelige åbningstid, nemlig når private virksomheder har mulighed for at købe sig ind til særlige begivenheder, der ikke nødvendigvis har noget med museet at gøre, men hvor museets rammer synes passende: receptioner, middagsselskaber, prisoverrækkelser, produktlanceringer og modeshows. Denne side af Statens Museum for Kunst er en form for museumspraksis, som genfindes på mange internationale museer. I dag har museet foruden en omfattende Formidlingsafdeling og ansatte til varetagelse af sidstnævnte type af arrangementer; disse fandtes ikke for 15 år siden. Problemet er for så vidt ikke, at museet gør disse ting. Tværtimod er det en velintegreret praksis på mange museer (se fx Auyoung 1998). Men det er en side af museet, som ikke reguleres af museumsloven. Museerne er videns- og oplevelsescentre i en lang videre udstrækning end den danske lovgivning reelt tager højde for. Den forudsætter derimod en progression fra indsamling til formidling, selv om der åbenlyst sker mange andre ting på museerne, som ikke berører samling, kulturarv og demokrati m.m., og mange af disse ting udvisker distinktionen mellem museer og andre videns- og oplevelsescentre, selv om lovgivningen heller ikke tager højde for dette; andre steder, fx i ICOMs diskussioner, åbnes derimod for en sådan udviskning af distinktioner. I dag er et museum altså mere end den danske museumslov giver indtryk af. Man kan indvende, at disse andre aspekter er med til at lokke folk ind i folden, men det forudsætter, at der under museets udtryk findes et essentielt musealt indhold, almene museale principper eller lignende. Museets historiske udvikling kan dog ikke bekræfte dette. Man kan desuden spørge om museumsloven skal repræsentere virkeligheden i det omfang, som efterspørges her? Men hvis ikke, er der så tale om en museumslov? Er det så ikke snarere en lov om dansk kulturarv? Almindelige bemærkninger (2006). In: Bemærkninger til lovforslaget (Museumslov 2001): Aronsson og Meurling (2005). Inga-Lill Aronsson og Birgitta Meurling (red.): Det bekönade muset. Genusperspektiv i museologi och museiverksamhet. Institutionen för ABM, Uppsala universitet,

15 Auyoung (1998). Poyin Auyoung: Museum Spaces: Privatizing Culture/Imaging Desire. In: Øjeblikket special issue: The Meaning of Site, Vol. 8, 1998 Bodin og Lassenius (2006). Elisabeth Bodin og Johanna Lassenius (red.): Udstillinger - mellem fokus og flimmer. Multivers, København 2006 Dam Christensen (1995). Hans Dam Christensen: Lidenskabens station. En kritisk kommentar om kunstmuseet som ideologisk instrument. In: Periskop. Forum for kunsthistorisk debat, 4, 1995 Dam Christensen et al. (2004). Hans Dam Christensen, Rune Gade og Malene Vest Hansen (red.): Museernes historie og teori. Museologisk skriftserie, Københavns Universitet, 2004 Daugbjerg (2005). Mads Daugbjerg: De gode gamle dage genoplivet: Frilandsmuseerne og spillet om fortiden. In: Nordisk Museologi, 1, 2005 Duncan (1991). Carol Duncan: Art Museums and the Ritual of Citizenship. In: Karp og Levine (red.): Exhibiting Cultures. The Poetics and Politics of Museum Display. Smithsonian: Washington og London, 1991 Duncan og Wallach (1980). Carol Duncan og Alan Wallach: The Universal Survey Museum. In: Art History, 2, 1980 Hejlskov Larsen (2001). Ane Hejlskov Larsen: Museologi som videnskab eller praktisk redskabsdisciplin en skitse over dens aktuelle situation i Danmark. In: Passepartout. Skrifter for kunsthistorie 17, 2001 Hejlskov Larsen et al. (2005). Ane Hejlskov Larsen, Beate Knuth Federspiel, Bruno Ingemann, Camilla Mordhorst og Hans Dam Christensen: Forholdet mellem praktisk museumsarbejde og museologiske uddannelser. In: Danske Museer, 2, 2005 DTA (2002): Danske turistattraktioner: Donahue (2004). Paul F. Donahue: Collection = Museum?. In: Icom News 2, 2004 Hein (1995). George Hein: Learning in the Museum. Routledge, London og New York 1998 Hooper-Greenhill (1992). Eilean Hooper-Greenhill: Museums and the Shaping of Knowledge. Routledge, London 1992 ICOM (2004). ICOM Code of Ethics for Museums Edition: ICOM (2001). Development of the Museum Definition according to ICOM Statutes ( ): 15

16 ICOM s etiske regler (2006). Udgivet og oversat af ICOM Danmark: Ingemann og Hejlskov Larsen (2005). Bruno Ingemann og Ane Hejlskov Larsen (red.): Ny dansk museologi. Aarhus Universitetsforlag, Århus 2005 Jordanova (1989). Ludmilla Jordanova: Objects of Knowledge: A Historical Perspective on Museum. In: Peter Vergo (red.): The New Museology. Reaktion Books, London 1989 Museumslov (2001). Den danske Museumslov. LOV nr 473 af 07/06/2001 og Bilag til Forslag om Museumslov. Museumslov (2006). Bekendtgørelse af Museumsloven. LBK nr 1505 af 14/12/2006 Otto (2004). Lene Otto: Etnologien, kulturhistorien og folkemuseerne In: Dam Christensen et al. (2004) Sandberg (2003). Mark B. Sandberg: Living Pictures, Missing Persons. Mannequins, Museum, and Modernity. Princeton University Press, Princeton og Oxford 2003 Udredning om museernes formidling (2006). Udgivet af det danske kulturministerium: Vergo (1989). Peter Vergo: Introduction. In: Peter Vergo (red.): The New Museology. Reaktion Books, London se [sidst besøgt ] 2 Se 3 For uddybende diskussion af Skandinavisk Panoptikon, se Sandberg Her finder man blandt andet en interessant sammenligning med samtidens naturalismesøgende maleri og en bredere diskussion af hele det københavnske Vesterbrokvarters modernitet med boulevard, tivoli, jernbanegård m.m. 16