ET SPØRGSMÅL OM KULTUR?

Transkript

1 ET SPØRGSMÅL OM KULTUR? Rundt om mødet mellem den professionelle og etniske minoriteter Jens Skovholm

2 Et spørgsmål om kultur - rundt om mødet mellem den professionelle og etniske minoriteter Jens Skovholm Udgivet af Dansk Flygtningehjælp 2005 Dansk Flygtningehjælp Borgergade 10, 3.sal Postboks København K Tlf Fax Mail: [email protected] Layout: Dansk Flygtningehjælp Tryk: Special-Trykkeriet Byens Tryk A/S ISBN Oplag: 500 eks.

3 INDHOLD Forord af Jens Frederiksen 5 1. Indledning 7 2. Kulturen i mødet 15 Introduktion til kulturbegrebet, multikulturalisme og interkulturel kommunikation 3. Mødets stemmer 45 Fortællinger fra de professionelles arbejde og møde med etniske minoriteter af Dorte Magnussen 4. Selve mødet teser om interkulturel adfærd i mødet mellem den professionelle og etniske minoriteter 5. Rammen om mødet 119 Den professionelle og fagbureaukratiet 6. Mødets omgivelser 151 Diskurser om kulturens betydning i det multikulturelle samfund 7. Viden om mødet af Kirsten Hvenegaard Lassen 181 Litteratur 211 Slutbemærkning af Jens Skovholm 223

4

5 FORORD Et spørgsmål om kultur? er titlen på denne bog om mødet mellem den professionelle og etniske minoriteter. Spørgsmålet besvares ikke entydigt, hvilket skyldes, at dette møde ifølge forfatteren er langt mere kompliceret og rummer flere facetter, som den professionelle bør være opmærksom på. Kulturforståelse er vigtig, men kan også gøre blind, synes pointen at være. Bogen henvender sig til den professionelle, hvad enten det er den professionelle i funktion, som har brug for at sætte sin egen praksis i relief, eller det er den professionelle in spe, den studerende ved lærerseminarier, pædagogiske seminarier, sociale højskoler eller på universiteterne. Udgangspunktet er den særlige overvejelse, den professionelle må gøre sig, når han eller hun i sit arbejde møder etniske minoriteter. Umiddelbart forventer man, at den professionelle i dette møde vil anvende sin professionalisme på samme måde, som over for andre danskere. Men selv om det er tilfældet, er det springende punkt om den klassiske professionalisme er tilstrækkelig, eller om der i dette særlige møde er en række temaer, som den professionelle må overveje yderligere, herunder spørgsmålet om kultur. Med denne publikation håber Dansk Flygtningehjælp at kunne inspirere de mange dygtige ansatte, der møder flygtninge i dagligdagen samt give et input til uddannelsen af de kommende praktikere på integrationsområdet. Vi har i udarbejdelsen af idéoplægget samarbejdet med Elsebeth Mortensen, Den Sociale Højskole i Køben- 5

6 ET SPØRGSMÅL OM KULTUR? havn og Lisa Fischel, Vejle kommune, som begge har videregivet os væsentlige pointer i forhold til metodetænkning og det konkrete arbejde med etniske minoriteter. Lisa Fischel har venligst stillet sin viden til rådighed i et interview, som har givet stor inspiration til arbejdet med bogen. Udgivelsen her føjer sig ind i en række andre udgivelser fra Dansk Flygtningehjælp, som også henvender sig til professionelle praktikere og studerende. Det drejer sig eksempelvis om Dansk Flygtningehjælps baggrundsinformationshæfter om de lande og situationer, flygtningene i Danmark kommer fra Afghanistan, Bosnien, Palæstina, Irak, Somalia, Sri Lanka og Vietnam. Dertil kommer de landeprofiler om aktuelle flygtningelande, som altid ligger i opdateret form på Dansk Flygtningehjælps hjemmeside. Ligeledes udgav Dansk Flygtningehjælp i 1999 fire håndbøger om uddannelsessystemerne i Somalia, det tidligere Jugoslavien, Iran og Irak for at tilvejebringe et redskab til støtte for vurderingen af flygtninges medbragte uddannelse. Og for at støtte modtagelsen af FNflygtninge i kommunerne udgav Dansk Flygtningehjælp i 2002 en håndbog om modtagelse af FN-flygtninge, der på et konkret og praktisk plan vejleder i, hvordan man i kommunerne kan modtage de flygtninge, der fra den ene dag til den anden lander i Danmark. Sidst, men ikke mindst vil vi nævne to udgivelser fra 1996 og en fra 2001, som nærværende bog ligger direkte i forlængelse af. I 1996 udkom Udfordringer i socialt arbejde med flygtninge og Hvorfor er det så svært at lære dansk, som henvender sig til henholdsvis kommunale sagsbehandlere og sproglærere. Begge bøger er antologier med forskellige synsvinkler på deres emne. I 2001 udgav Dansk Flygtningehjælp Traumatiserede flygtninge og socialt arbejde, som også henvender sig til professionelle, der møder flygtninge og familiesammenførte i deres arbejde. Jens Frederiksen, december 2004 Afdelingsleder Dansk Flygtningehjælp / Frivillig 6

7 1. INDLEDNING Er der noget særligt på færde i mødet mellem den professionelle og etniske minoriteter? Har det noget med kultur at gøre? Og er der noget den professionelle skal være særligt opmærksom på? Det er de spørgsmål denne bog grundlæggende handler om. Mødet mellem den professionelle og etniske minoriteter har været drøftet på mange måder og i mange forskellige sammenhænge. På den ene side er det blevet sagt, at den kulturelle forskellighed i sig selv kan være en barriere for integration. Og på den anden side er det blevet sagt, at den kulturelle forskellighed er en berigelse for udviklingen af et mere mangfoldigt dansk samfund. Og selv om de praktiske integrationserfaringer nok afslører, at så sort-hvid kan problemstillingen ikke formuleres, så er denne type refleksioner dog et resultat af, at Danmark i de sidste 30 år er blevet et indvandringsland i den forstand, at indvandringen til Danmark i den periode har været større end udvandringen fra Danmark. Denne nye udvikling har skabt en situation med en konstant debat om integration, kultur og kulturforskelle, som nærmest har fået sit eget liv. Dagligt ser vi i aviserne eksempler på både gode og positive historier og på negative historier, der viser, hvor galt det kan gå - eller vi hører historierne på arbejdspladserne, hvad enten de nu er sande eller er blevet til vandrehistorier. Men det er ikke denne debat om integration og kulturforskelle, vi vil interessere os for i denne bog. Det er heller ikke mødet, sådan som det foregår mellem beboerne i boligkvarterne, mellem kollega- 7

8 ET SPØRGSMÅL OM KULTUR? erne på arbejdspladserne og andre steder ude i samfundet. Ikke fordi det ikke er interessant og relevant, men fordi vi her ønsker at koncentrere os om det møde, der foregår mellem flygtninge, indvandrere eller familiesammenførte og de professionelle, som har til opgave at tage imod, informere og indføre de nyankomne i det danske samfund, eller som i en bredere forstand medvirker til integrationen af voksne, børn og unge - i lokalsamfundet, i institutionerne, i skolen og ungdomsuddannelserne samt på arbejdsmarkedet mv. Dette møde kaldes ofte kulturmødet, fordi de fleste knytter ordene integration og kulturforskelle sammen. I overensstemmelse hermed hævdes det ofte, at kulturforståelse er en nødvendig del af de professionelles kvalifikationer. Du er nødt til at forstå deres kultur, lyder det. Og kurser i specifikke flygtningegruppers kulturbaggrund er ofte det første ønske om efteruddannelse. Men på den anden side er det gennem de sidste 10 år med stigende styrke blevet fremført, at mange integrationsproblemer slet ikke handler om kultur, men i virkeligheden er almindelige sociale problemer. Det handler ikke om kultur, lyder det, og man ser tværtimod kulturen som noget der skygger for den fagligt baserede indsigt og den individuelle forskellighed. Selvom der nok generelt er sket et skred fra den første opfattelse til den anden, så vil vi dog vove den påstand, at det i højere grad er praktikeren, der indtager det første synspunkt, og den forskningsbaserede faglige person, der hævder det sidste synspunkt. Går man forskerne lidt på klingen, vil de fleste (antagelig) sige, at kultur afgjort spiller en rolle for integrationen, men de vil samtidig advare mod at se for snævert på kulturbaggrunde og kulturforskelle, fordi dette ikke er faste størrelser, som umiddelbart kan identificeres og generaliseres til at gælde alle. Men dermed peger de dog også indirekte på, at der er grund til at diskutere grænsen mellem det kulturelle og det sociale. Vi kan derfor konstatere, at der både er tendenser til at overbetone kulturens betydning og til at underbetone dens betydning, samtidig med at grænsedragningen mellem det kulturelle og sociale er uklar. 8

9 KAPITEL 1. INDLEDNING Denne bog handler om mødet mellem etniske minoriteter og de professionelle, dvs. de fagligt uddannede medarbejdere, der arbejder med integration af nyankomne flygtninge og indvandrere. Vi bruger ordet møde og ikke kulturmøde, fordi vi ikke på forhånd vil sætte kultur på som det afgørende prædikat. Tværtimod ønsker vi med denne bog at undersøge, i hvilket omfang dette møde overhovedet er et kulturmøde, parallelt med at det også kan være et møde mellem forskellige religioner, forskellige nationer eller mellem to roller, hvor den ene part har definitionsmagten til situationen, eller et møde mellem minoritet og majoritet. Synsvinklen på analysen af mødet er, at dette særlige og i historisk sammenhæng nye møde stiller en række krav til den professionelle, der som fagligt uddannet person netop er kendetegnet ved at have ansvar for, at kommunikationssituationen fungerer med udgangspunkt i borgerens situation. Med udtrykket den professionelle menes socialrådgivere, lærere, psykologer, pædagoger, sundhedsplejersker, læger og sygeplejersker m.fl.. som i deres professionsudøvelse møder udlændinge, og dermed som repræsentanter for systemet er ansvarlige for at håndtere mødet mellem denne gruppe borgere og det danske velfærdssamfund. Fælles for disse faggrupper er, at de hver for sig har en specifik uddannelse bag sig, der retter sig mod den pågældende profession. Disse uddannelser rummer ud over den faglige viden, som kræves, for at man kan udøve professionen, også en socialisering til den pågældende professionsudøvelse, herunder ikke mindst til retssikkerhedsaspektet, at borgerne har ret og lige adgang til de velfærdsydelser, som disse grupper producerer, at man som professionel skal tage udgangspunkt i den enkelte, har orienteringspligt og tavshedspligt mv. Det er således også den professionelle, der har ansvaret for at tilrettelægge mødet med borgeren på en sådan måde, at vedkommende modtager bistanden på en hensigtsmæssig måde og er i stand til at anvende indsatsen i forhold til sit eget liv. 9

10 ET SPØRGSMÅL OM KULTUR? De nævnte faggrupper er beskæftiget i socialforvaltningerne, på skoler og i gymnasier, i pædagogisk-psykologiske rådgivninger og i det primære og sekundære sundhedssystem, men de finder også ansættelse i tilgrænsende områder eller fungerer eksempelvis som mere specialiserede vejledere og rådgivere. Ud over de nævnte faggrupper er der en række andre, som fungerer på lignende måde, men som ikke har den samme overensstemmelse mellem professionsuddannelse og erhvervsfunktion, for eksempel tolke, to-kulturelle medarbejdere, klubmedarbejdere, gadearbejdere, erhvervsvejledere m.fl. Udgangspunktet for denne bog er som sagt den særlige overvejelse, den professionelle må gøre sig, når han eller hun i sin professionsudøvelse møder etniske minoriteter. Man må forvente, at den professionelle i dette møde vil anvende sin professionalisme på samme måde som over for andre danskere, idet den professionelle i overensstemmelse med den socialiserede, professionelle kultur grundlæggende skal møde klienten, eleven, kursisten, klubmedlemmet, patienten, den rådgivningssøgende kort sagt borgeren på den enkelte persons egne præmisser. Men det springende punkt er, om dette er tilstrækkeligt, eller om der derudover stiller sig en række temaer, som den professionelle må lære sig at overveje yderligere. Bogen handler således om den tilsyneladende ganske enkle situation, hvor den danske professionelle indgår i en planlagt eller spontan samtale med en person med etnisk minoritetsbaggrund, i princippet fra den første modtagelsessamtale mellem integrationsmedarbejderen og den nyankomne flygtning eller familiesammenførte til vejledningssamtalen mellem vejlederen på gymnasiet eller teknisk skole og den udenlandske families yngste barn, der muligvis endda er født her i landet. Dvs. samtaler mellem to parter i et integrationsrum der udfolder sig over et betydeligt antal år. På det umiddelbare plan er der altså tale om en ansigt til ansigtkommunikationssituation mellem to parter, men samtalen er også et møde mellem en professionel og en klient, en elev, en kursist, en vejledningssøgende m.fl. og på den måde en asymmetrisk samtale- 10

11 KAPITEL 1. INDLEDNING situation mellem system og borger i en situation, hvor systemet har definitionsmagten. Det er sandsynligt, at disse modsætninger vil blive yderligere forstærket, hvis mødet samtidig er et møde mellem to personer med forskellige kulturbaggrunde, hvor ingen af parterne har dyb indsigt i den andens kultur. Således kan den tilsyneladende enkle kommunikationssituation blive langt mere kompliceret. Bogen tager udgangspunkt i en række interviews med udvalgte professionelle, som giver deres billede af, hvordan mødet foregår. Dele af dette interviewmateriale fremlægges i en journalistisk bearbejdelse, og hele materialet indgår i den efterfølgende analyse. Kapitlerne er skrevet, så de kan læses enkeltvis, selvom de også udgør et samlet forløb. Bogen er i øvrigt struktureret således: Kulturen i mødet: Introduktion til de centrale begreber i bogen, kulturbegrebet, multikulturalisme og interkulturel kommunikation. Kapitlet er en støtte til de efterfølgende analyser. Mødets stemmer: Udvalgte og bearbejdede cases på baggrund af de interviewede professionelles udsagn om mødet med etniske minoriteter, struktureret efter de sociale rum, hvori mødet foregår. Citatmosaik bearbejdet af Dorte Magnussen. Selve mødet: Analyse af interviewmaterialet. Sproglig analyse på den interkulturelle kommunikations niveau. Kapitlet opstiller en række hypoteser om kulturens rolle i mødet. Rammen om mødet: Analyse af de institutionelle rammer som professionens specialisering, forvaltningernes og institutionernes organisering og de lovgivningsmæssige rammer udgør. Med ordet ramme betoner vi de vilkår, der har direkte betydning for den professionelles situation. De problemstillinger dette kapitel omhandler, er ikke nødvendigvis alle specifikke for mødet med etniske minoriteter, men de forstærkes, når der er tale om etniske minoriteter. Mødets omgivelser: Det multikulturelle samfund rummer en række paradokser og samfundsmæssige udfordringer der populært sagt kan præsenteres som sociologiske facts og diskursive sandheder. 11

12 ET SPØRGSMÅL OM KULTUR? De har imidlertid afgørende indflydelse på mødet mellem den professionelle og etniske minoriteter. I kapitlet om mødets omgivelser analyseres en af de dominerende samfundsmæssige diskurser som et eksempel, der spiller ind i den professionelles arbejdssituation. Med udtrykket omgivelser menes i modsætning til rammen de helt eksterne sammenhænge, som ikke har en direkte forbindelse med den professionelles arbejdssituation, men som alligevel har en stærk, indirekte diskursiv indflydelse. Viden om mødet: Kortlægning af de faglige miljøer i Danmark, der beskæftiger sig med forskellige aspekter af mødet mellem den professionelle og etniske minoriteter. Kapitlet er skrevet af Kirsten Hvenegård-Lassen. Ud over Kirsten Hvenegård-Lassens forslag til videre læsning i kapitlet Viden om mødet er der også en samlet litteraturliste for de øvrige kapitler. Af hensyn til læsevenligheden er der ikke omtalt så mange litteraturreferencer i selve teksten. De er i stedet anført i noterne, som er en service over for den læser, der gerne vil videre og undersøge hvilke præmisser, forfatteren står på. Til slut en bemærkning om vi og jeg. De steder i fremstillingen, hvor vi et ikke oplagt omfavner skribenten og læseren, er der tale om redaktiongruppen bag udgivelsen, som består af Bente Bondebjerg, Jens Frederiksen, Dorte Magnussen og Jens Skovholm, som alle var ansat i Dansk Flygtningehjælp på tidspunktet for udarbejdelsen af bogen. Denne gruppe har sammen planlagt projektets form og sammen gennemført tilrettelæggelsen og indsamlingen af det grundlæggende interviewmateriale. Som nævnt har Dorte Magnussen bearbejdet citatmosaikken Mødets stemmer og Kirsten Hvenegård-Lassen har bidraget med kapitlet Viden om mødet. Resten af bogen er skrevet af Jens Skovholm. 12

13

14

15 2. KULTUREN I MØDET Introduktion til kulturbegrebet, multikulturalisme og interkulturel kommunikation Mødet mellem den professionelle og etniske minoriteter er på forhånd dømt til at være et kulturmøde ikke nødvendigvis af mødets deltagere, selvom det selvfølgelig også ofte forekommer, men af omverdenen, det være sig arbejdsgiveren, politikeren, ministeren, forskeren, debattøren eller den brede offentlighed. Derfor er vi nødt til at tage udgangspunkt heri, men samtidig er mødet mellem den professionelle og etniske minoriteter også bestemt af en række andre faktorer. Mødet udspiller sig som samtaler mellem den professionelle og indvandreren, flygtningen eller efterkommeren 1 inden for et givent regi, og det er derfor vigtigt at have et konsistent og nuanceret kulturbegreb, der både er kritisk over for forventningen til kulturmødet, og som kan favne den konkrete samtale og den institutionelle sammenhæng, den foregår i. I dette kapitel vil jeg introducere til kulturbegrebet med tilliggende begreber som multikulturalisme og interkulturel kommunikation, som er de teoretiske begreber, der anvendes i de efterfølgende kapitler. Kritikken af det klassiske kulturbegreb Den klassiske antropologiske definition af kultur lever i stort omfang op til det, som mange mennesker i dag opfatter som kultur, nemlig at kultur er en kompleks helhed af kundskaber, trosformer, 15

16 ET SPØRGSMÅL OM KULTUR? kunst, moral, lovgivning og skikke, foruden alle øvrige færdigheder og vaner et menneske har tilegnet sig som medlem af et samfund 2. Denne definition skaber umiddelbart genkendelighed og accept og i den forstand er den gangbar, men på den anden side har udviklingen i forskningen og ikke mindst virkeligheden skabt behov for en langt mere kompleks definition af kulturbegrebet. Styrken ved den klassiske definition, er at den understreger, at kultur er menneskeskabt. Der er altså tale om en samfundsmæssig aktivitet udøvet af mennesker i modsætning til natur. Men problemet med den klassiske definition er, at den lægger op til en kulturforståelse, hvor der er overensstemmelse mellem kultur, folk og samfund knyttet til et afgrænset territorium, som eksempelvis en nation. På den måde kommer kulturen til at karakterisere et afgørende fællesskab mellem alle inden for samme samfund. Konsekvensen af denne synsvinkel er at kultur dermed bliver et afgørende fælles vilkår for alle inden for samfundets grænser, og at denne kultur er afgørende forskellig fra andre samfunds. Den videre konsekvens af den klassiske definition er en forestilling om, at man kan lægge samtlige unikke kulturer op ved siden af hinanden, således at de tilsammen udgør en endelig mængde af forskellige kulturer i verden. Men således er det ikke. Et individ i et samfund kan eksempelvis godt opleve større kulturelt fællesskab med andre i et andet samfund end med de øvrige medlemmer af sit eget - og der kan derfor sagtens findes store kulturelle modsætninger inden for hvert enkelt samfund, ligesom der kan findes store kulturelle ligheder på tværs af samfundene. Den klassiske kulturopfattelse er især blevet modsagt af den globale migration og den stigende internationalisering. Indvandring bryder med forestillingen om, at en given kultur er knyttet til et bestemt landområde. - Og indvandring er ikke noget nyt fænomen. Både i globalt og i europæisk perspektiv har vandringer været en væsentlig historieskabende faktor. Ikke mindst er vandringer i og ud fra Europa en meget væsentlig faktor bag den europæiske historie både i form 16

17 KAPITEL 2. KULTUREN I MØDET af arbejdsmigration og som religiøse eller politiske flygtninge 3. Den klassiske kulturopfattelse med forestillingen om overensstemmelse mellem folk og nation, sprog og territorium opstod i kølvandet på nationalstaten, der fik sit gennembrud i 1800-tallet - og selvom rygterne om nationalstaternes sammenbrud på mange måder er overdrevne, så har nationalstaternes rolle dog været underlagt en stor forandring op gennem det 20. århundrede. Nationalstaterne er i dag overlejret af overstatslige institutioner, og befolkningerne er sammensat både af forskellige subkulturer og forskellige nationale kulturer, som gør det omsonst at forestille sig én enkelt national kulturel identitet. Derudover har den teknologiske udvikling betydet større muligheder for transnational kontakt - gennem rejser, kommunikation og et mere internationaliseret mediebillede. Muligheden for kontakt mellem mennesker på trods af stor afstand er derfor til stede i en helt anden skala end nogensinde tidligere i verdenshistorien. Dette giver grundlag for at hævde, at den klassiske kulturopfattelse er passé, og man må således definere kultur som noget, der ikke på forhånd er givet. Tværtimod konstrueres og vedligeholdes kultur hele tiden og bliver derfor også udfordret og benægtet. Kultur er fælles betydning, men stedet for denne fælleshed er ikke bare et samfund eller en nation. Kulturel fælleshed er kontekstuel og situationel 4. Det vil sige at kultur skabes i de konkrete sammenhænge. Og sammenhængene skifter hele tiden. I nationalstatens storhedstid var det muligt at konstruere én fælles kulturel forståelse, som blev formuleret af litterater og historikere eksempelvis en Grundtvig og som blev vedligeholdt gennem skolegang og videre uddannelse. Således afløste eksempelvis faget dansk i starten af det 20. århundrede de klassiske sprog, latin og græsk som den egentlige bærer af borgerlig dannelse 5, da latinskolen blev afløst af gymnasiet. Samtidig blev faget dansk sprog og litteratur i 1908 etableret som et selvstændigt fag på Universitet i København. Op gennem det meste af det 20. århundrede var der overensstemmelse mellem det dannelsesbegreb og den kanon (forskriftsmæssig tekstsamling af den nationale litteratur), der blev op- 17

18 ET SPØRGSMÅL OM KULTUR? bygget på universitetet og den undervisning, de uddannede dansklærere derpå formidlede i gymnasiet. Men denne kanoniserede fortid har været under afvikling i de sidste 40 år dels fordi ej heller almindelige dansk-danskere kan identificere sig med en på forhånd fastlagt dansk kultur dels under indtryk af en stadig øget konkurrence fra markedet (eksempelvis som forbrugskulturer) og medierne, som tilbyder helt andre identifikationsmuligheder. Dette ses også i danskfagets udvikling: I 1970 erne blev faget løsrevet fra den nationale tolkning og udvidet med undervisning i eksempelvis arbejderkultur, ungdomskultur, medier og forbrugskulturer (reklamer mv.) på alle niveauer af undervisningssystemet. Enheds-kulturen den nationale kultur havde ikke længere gyldighed. Det er bemærkelsesværdigt, at man kun få år herefter på ny begyndte at tale om en fælles dansk kultur - ikke fordi man havde slået bro over alle de tidligere subkulturer og klasseforskelle, men fordi tilstedeværelsen af etniske minoriteter artikulerede et os og dem, som skabte en ny enhedsforestilling som stod i modsætning til alle de mange forskellige kulturer, der var kommet til landet i kraft af den øgede indvandring fra midten af 1980 erne og frem. På den måde dukkede den klassiske kulturopfattelse op igen, efter at den sådan set allerede var blevet lagt i graven én gang. Og i 2004 blev der udarbejdet et forslag til en obligatorisk litterær kanon for folkeskole og gymnasium, som efter planen skal træde i kraft fra skoleåret Men ikke nok med at det klassiske kulturbegreb blev brugt til konstruktionen af et os, det blev også brugt til konstruktionen af et dem. Man begyndte at tale om de forskellige indvandrerkulturer som endelige størrelser med en selvstændig forklaringskraft. Og repræsentanter for de nye borgere i samfundet begyndte også at spille med på en sådan forestilling ved at levere forklaringer og udlægninger af den medbragte kultur. Det klassiske kulturbegreb kan kritiseres for at operere med faste kulturelle kodninger. Det kan også kaldes for en essentialistisk kulturopfattelse efter ordet essens, ekstrakt. Når man bruger det klas- 18

19 KAPITEL 2. KULTUREN I MØDET siske kulturbegreb til at give forholdsvis enstrengede forklaringer på etniske minoriteters komplekse situation i det multikulturelle samfund, benytter man sig af en kulturalisering, dvs. man tillægger den pågældende etniske minoritet en oprindelighedsforklaring, som i virkeligheden er et udtryk for den etniske danskers skematiske forestilling om den etniske anden. I princippet er det klassiske kulturbegreb værdineutralt. Når man i princippet kan placere samtlige nationalkulturer ved siden af hinanden, kan de ikke hierarkiseres. Derfor kan de kun forstås på egne præmisser og de skal have lov til at udvikle sig på egne præmisser. Det kaldes kulturrelativisme. Men på den anden side rummer det klassiske kulturbegreb også en fare for, at man ser og vurderer alle andre kulturer på baggrund af sin egen - evt. sætter dem ind i en historisk civilisationsproces, sådan som europæisk antropologi så på fremmede kulturer i 1800-tallet 7. Det kaldes etnocentrisme. Et komplekst kulturbegreb Over for det klassiske kulturbegreb står en ny kulturopfattelse, som anser kultur som præget af kompleksitet 8. Kultur skal efter den opfattelse ikke studeres i lukkede systemer, men derimod i de brudflader, modsætninger eller i de transformationer, som en mere dynamisk og flydende kultur er en del af. Eksempelvis kan en kulturel ytring fra etniske minoriteter i Danmark ikke ses uafhængigt af det kulturspil, som den indgår i med det danske samfund - hvad enten det så implicerer analyse af forskelsbehandling, en mulig modsætning mellem den formulerede lighedspolitik og de faktiske muligheder eller danskernes kulturelle selvforståelse over for de etniske minoriteter. Og tilsvarende vil kultur, som en given nationalitet eller etnisk gruppe skaber i Danmark, være forskellig fra kulturen i hjemlandet for ingen af disse størrelser er konstanter. For at beskrive denne nye realitet har man fra forskerside foreslået forskellige betegnelser, som eksempelvis kulturel kreolisering, hybridkulturer, kulturel pendling, kulturelle ruter, diasporakulturer 9 19

20 ET SPØRGSMÅL OM KULTUR? mv. Udtrykkene giver forskellige billeder af, hvordan kultur opstår, blandes, udvikles, forandres og forhandles. Det følger af den kulturelle kompleksitet, at man ikke kan forstå kultur som en kodning, der bestemmer individers adfærd, at der ikke er overensstemmelse mellem den kulturelle identitet og individernes handlinger samt, at kulturer snarere findes i flertal og hele tiden er under forandring. Kulturer er i stadig forandring, de er dynamiske størrelser, som kun kan indfanges i øjebliksstudier af hverdagslivets fænomener 10. Man kan også sige, at kultur er menneskeskabte mønstre af betydning, som mennesket er fanget af. Sætningen er inspireret af en efterhånden klassisk formulering af menneskets forhold til kulturen: Mennesket er et dyr, der er ophængt i et væv af betydning, som det selv har spundet 11. Kulturen er det væv af betydning. Billedet er godt, fordi det på den ene side viser, at mennesket selv skaber kultur - og man kan således også sagtens se for sig, hvordan hele samfund, på lokalt, socialt eller nationalt plan kan skabe en fælles kultur. Man kan også se for sig, at mennesket kan være fanget af det væv eller net. Men man kan også se, at når nettet er skabt af menneskene selv, kan betydningsnettet også ændres af menneskene selv. Det er derfor vigtigt at være opmærksom på, at kultur ikke er en selvstændig størrelse. Det er derimod et begreb eller en konstruktion, som ganske vist refererer til forhold i virkeligheden, men det har ingen selvstændig handlekraft. Det er ikke kulturen, der handler, det er menneskene 12. Dermed er også antydet, at hvis man selv hengiver sig til en kultur, underlægger man sig også den eller dem, der har magt til at definere, hvad kulturen går ud på. Det vil sige, at kultur også er magt. Konsekvensen af det komplekse kulturbegreb er, at mødet mellem den professionelle og etniske minoriteter i det multikulturelle samfund ikke kan analyseres som et møde mellem to kulturer, men kun som et møde mellem mennesker, hvoraf den ene er repræsentant for systemet eller myndighederne og hvor dele af det net af betydning, som parterne væver omkring denne situation, kan være 20

21 KAPITEL 2. KULTUREN I MØDET styret af kultur. Styringen opstår, når mindst én af parterne tolker elementer af situationen som kulturbestemt. Projektet her i bogen går derfor ikke ud på at finde ud af, hvilket kulturbegreb de interviewede professionelle benytter sig af, men derimod at finde ud af hvordan opfattelsen af kultur kan spille ind i mødet mellem den professionelle og etniske minoriteter. Men kulturperspektivet er ikke det eneste perspektiv, man kan se mødet mellem den professionelle og etniske minoriteter i, og det er vigtigt, at man ikke lader dette blokere for andre perspektiver. Som sagt er kultur også knyttet til magt, så hvis en af parterne i mødet får held til at definere situationen ud fra sin egen kulturforståelse, kan vi have en potentiel konfliktsituation. Dertil kommer, at den ene part i mødet både er repræsentant for og tilhører majoritetssamfundet, hvilket i praksis i det mindste sikrer definitionsmagten, og den anden part er en minoritetsrepræsentant. Men den sammenhæng som den professionelle møder etniske minoriteter i, kan også være afhængig af andre faktorer - af andres betydningsvæv. Multikulturalisme Den ændrede virkelighed, som betinger nytænkningen af kulturbegrebet, hænger sammen med fænomener som modernisering, globalisering og fremkomsten af et multikulturelt samfund. Imidlertid er disse begreber ligeså upræcise som kulturbegrebet og der er stor usikkerhed om, hvad man skal forstå ved et multikulturelt samfund. Når ordet multikulturel er kommet ind i sproget her i landet, skyldes det at Danmark sammen med de øvrige nordiske lande, som man ellers har betragtet som etnisk homogene, i sidste halvdel af det tyvende århundrede har haft en indvandring af en størrelse og karakter, som disse lande ikke har oplevet før, med det resultat, at der i dag er et betydeligt befolkningselement, som ikke umiddelbart deler forestillingen om den nationale kultur i det enkelte land. Selvom man nok, som tidligere nævnt, kan stille spørgsmålstegn ved hvor stor en del af befolkningen den homogene nationale iden- 21

22 ET SPØRGSMÅL OM KULTUR? titet egentlig har omfattet, så har denne udvikling medført en forestilling om en modsætning mellem det nationalt homogene danske samfund og det multikulturelle samfund, som de facto eksisterer i dag. I øvrigt har Danmark tidligere været en multietnisk stat, som rummede både danskere, tyskere og nordmænd for ikke at tale om samer, færinger, islændinge og grønlændere. Nationalstaten kom først på tapetet i anden halvdel af 1800-tallet. Men på dette tidspunkt var samfundet også multikulturelt, idet der var meget store forskelle mellem de kulturer, der var tilbage inden for kongerigets grænser efter Og selv under den mest nationale periode har det danske samfund omfattet adskillige kulturer. På den måde er der ikke noget nyt i situationen, - men alligevel er der. For ud over at samfundet er multikulturelt i betydningen, at det rummer mennesker med baggrund mange forskellige steder fra i verden, så giver moderniteten mulighed for et helt anderledes identitetsvalg i form af mulighed for valg af meget forskellige livsstile i overensstemmelse med opfattelsen af egen identitet. Dette er ganske vist et vilkår, der overvejende er knyttet til moderniteten. Men det er med til at forstærke de forskelligheder, der karakteriserer et moderne multikulturelt samfund det være sig etniske, kulturelle, kønspolitiske eller livsstilsmæssige identiteter. Et lidt kuriøst eksempel herpå er, at et stigende antal personer med tysk baggrund i Flensborg-området i Sydslesvig orienterer sig mod det danske mindretal; de vælger en dansk-kulturel identitet, bl.a. på grund af danske skoletraditioner, det danske foreningsliv og det handelsmæssige samvær over grænsen 13. I forhold til etniske minoriteter betyder dette, at såfremt den enkelte vælger en traditionel livsstil i overensstemmelse med kulturbaggrunden, som man ofte siger så må dette i det moderne samfund betragtes som et identitetspolitisk valg (ud af flere mulige), og dermed kan man ikke længere tale om tradition men om traditionalisme 14. Der er således ikke tale om at udfolde en etnicitet men derimod om at vælge en symbolsk etnicitet. Side om side med den identitetspolitiske mulighed har vi i det moderne samfund en grundlæggende fokusering på individuelle ret- 22

23 KAPITEL 2. KULTUREN I MØDET tigheder. Enhver hævder sin egen (menneske-)ret til at forfølge sin egen lykke, ligesom hele samfundet er baseret på en individualistiske rettighedstænkning, som indebærer ligestilling i forhold til ikke blot det statslige og velfærdsstatslige område, men også i forhold til arbejdsmarked og civilsamfund, hvor eksempelvis lighedstanken både har konsekvenser for samvær og karriere i uddannelsessystemet og på arbejdspladserne og for samlivet i den private sfære. Et moderne mulitikulturelt samfund får dermed som udfordring at håndtere den kulturelle mangfoldighed, som er blevet meget større, hvilket sammen med den individualistiske rettighedstænkning skaber en modsætning mellem et krav om lighed og retten til at være forskellig 15. Disse to træk er modsatrettede: Kravet om lighed har som konsekvens, at alle ses med samme universelle rettigheder, og retten til forskellighed peger på særlige rettigheder for forskellige grupper eller folk - ofte begrundet i kulturbaggrund, jf. eksempelvis oprindelige folks krav om rettigheder til jord baseret på tradition og kulturelle livsmønstre. Den øgede bevidsthed om at den hidtil antagede kulturelle homogenitet ikke længere eksisterer, betyder at man i det multikulturelle samfund reflekterer etnicitet på en ny og anderledes måde. Således må den øgede interesse for dansk kultur, som man kan iagttage fra slutningen af 1980 erne og frem, ses som et svar på en oplevelse af øget kulturel forskellighed 16. Danskheden er i den offentlige debat blevet en selvstændig forklaringsfaktor, eksempelvis i udtrykket om at noget er udansk. Og det at fastslå at noget kendetegner dansk kultur, er blevet en gængs måde at afgrænse sig over for andre synspunkter på. Men ofte er henvisningen til danskheden blot en henvisning til en tom kategori den har ikke en selvstændig mening, men bliver udelukkende brugt retorisk som modstilling til de kulturelle værdier, den bliver stillet overfor. Populært sagt er det blevet mere udbredt at tale om, at noget er dansk (i modsætning til noget andet), uden at man gør sig de store anstrengelser for at definere danskheden nærmere. 23

24 ET SPØRGSMÅL OM KULTUR? Men ligesom man i et multikulturelt samfund reflekterer danskhed på en måde, som ikke er set før, bliver demokratiet og den politiske tænkning også reflekteret på en ny måde. For det første bliver demokratiet i den offentlige debat et karakteristikon ved danskheden. Ofte formuleres dette bare som et tomt postulat og andre gange tænkes der mere eller mindre i traditionen fra Hal Koch, som mente, at demokrati er noget man opdrages til. Det drejer sig om et sindelag, der skal bibringes hvert nyt slægtled. Derfor er det folkelige oplysnings- og opdragelsesarbejde nerven i demokratiet 17. Hal Kochs demokratiopfattelse peger i retning af demokratiet som et fællesskab, hvor den enkelte får identitet gennem fællesskabet. En sådan opfattelse kaldes kommunitaristisk, og den udfordres af det multikulturelle samfund. Velfærdsstaten, der ofte forstås som resultatet af et folkeligt projekt i forlængelse af Hal Kochs forestilling om det demokratiske fællesskab, er primært af andre samtidige årsager under pres, hvilket betyder, at et tema som samfundets sammenhængskraft bliver et debatemne. Men over for den nye anderledeshed kommer også den politiske filosofi til debat oplysningstænkningens grundsten, den rationelle statsræson, sondringen mellem det religiøse og det sekulære samt det suveræne individ bliver vendt på ny. Oplysningsfilosofiens ypperste resultat, de universelle menneskerettigheder, bliver både udpeget til den fælles platform for det multikulturelle samvær og hævdes som et grundlag for minoritetsrettigheder. I den politiske offentlighed fastholdes individets rettigheder som det naturlige udgangspunkt for debatten, samtidig med at man i hvert fald fra visse dele af det politiske spektrum kritiserer menneskerettighedstænkningens internationale overbygning med erklæringer og konventioner for at være brud på den nationale selvbestemmelsesret. Det sker samtidig med, at man bruger menneskerettighedsideerne internt til at kritisere de etniske minoriteters kvinde- og kønssyn. Endelig får religion en genkomst, som man få år tidligere ikke kunne have drømt om. Det gennemsekulariserede samfund udfordres ikke blot af tilstedeværelsen af andre religioner, men også af brede 24

25 KAPITEL 2. KULTUREN I MØDET etiske spørgsmål, som kirken og kristendommen også må forholde sig til - og dermed bliver folkekirken også en del af det multikulturelle samfund. Således rummer det multikulturelle samfund en kompleksitet, som er delvis artikuleret af den nye indvandring, men sammenhængen er også knyttet til modernitet og globalisering. Den måde samfundet håndterer disse udfordringer på, kan betegnes som multikulturalisme. Derved skelner jeg mellem det beskrivende udtryk et multikulturelt samfund og de mulige multikulturalistiske strategier til håndtering af det multikulturelle samfunds udfordringer. Multikulturalisme rummer dermed viften af mulige praktiske, politiske og videnskabelige tilgange til håndtering af kulturel forskellighed i et samfund. Da ordene multikulturel og multikulturalisme i vidt omfang er beslaglagt af dagligsproget og indvævet i en debat om, hvorvidt det multikulturelle samfund er ønskeligt eller ej, må jeg understrege, at jeg bruger disse begreber i en anderledes betydning end den, man støder på i dagligdagen. At et samfund, eksempelvis det danske, er multikulturelt, kan konstateres uanset hvordan man i øvrigt forholder sig til den udvikling men man kan forholde sig til denne realitet på mange forskellige måder, og disse er eksempler på forskellige, mulige multikulturalismer. Denne begrebsbrug er inspireret af flere forskere, der har kritiseret en for upræcis og ureflekteret brug af begrebet multikulturalisme, eksempelvis den norske socialantropolog Thomas Hylland Eriksen 18, som mener, at begrebet er uheldigt, fordi det bygger på en kulturforståelse, der overser, at en given forskellighed mellem forskellige etniske grupper og forskellige kulturer skyldes oplevelse af forskel, hvor pointen er, at denne falder meget forskelligt ud under forskellige omstændigheder. Således er det omstændighederne, og ikke forskellen i sig selv, der er afgørende for om, forskellen opleves som vigtig eller ej. På den måde kan en for ureflekteret brug af begrebet multikulturalisme føre til en uheldig cementering af oplevede forskelle, som igen kan føre til diskrimination og uretfærdighed. 25

26 ET SPØRGSMÅL OM KULTUR? Hylland Eriksen advarer specielt mod, at det, han kalder for ideologien om multikulturalisme, indebærer en kulturrelativisme, der på den ene side gør det muligt at påberåbe sig ret til forskellighed på grund af tradition og autentisk kultur, når det passer, og lighed med alle andre, når det passer, og at dette fører til segregation. I stedet mener han, at de individuelle borgerrettigheder, herunder menneskerettighederne, kan være den samfundsmæssige fællesnævner, der sætter normer og rammer for, hvordan retten til forskellighed kan håndteres. Den amerikanske forsker i pædagogik, Peter McLaren, har foreslået at skelne mellem fire forskellige idealtyper af multikulturalisme 19. Da både hans benævnelser og karakteristika for de fire idealtyper er taget ud fra en amerikansk horisont, har jeg valgt en tillempet oversættelse. McLarens tankegang er ikke uforenelig med Hylland Eriksens, idet han også kritiserer de mest udbredte måder at forstå multikulturalisme på - men han gør det med udgangspunkt i et standpunkt, som han kalder for kritisk multikulturalisme. De fire former for multikulturalisme er idealtyper i den forstand, at det er tankekonstruktioner, som ikke findes i ren form i virkeligheden, men de kan bruges til at karakterisere forskellige måder at forholde sig til forskellighed på. Jeg har valgt at benævne McLarens fire idealtyper: diskriminerende, kompenserende, kulturrelativistisk og kritisk multikulturalisme. Den første type, diskriminerende multikulturalisme, ser forskellighed i et assimilationsperspektiv med udgangspunkt i hvide middelklasseidealer. Etnicitet opfattes som noget de andre har og som et lavere udviklingstrin. Således opfattes forskellen i sig selv som et problem. Den diskriminerende multikulturalisme indebærer derfor en opdragende strategi til national enhed og samfundsmæssig harmoni, der til dels hører en svunden tid til. Jeg kalder denne form for multikulturalisme diskriminerende fordi den i kraft af sin selvforståelse ekskluderer alt uden for egen erfaring - hvad enten det drejer sig om ikke-hvide, lavere sociale klasser, kvinder eller seksuelle minoriteter. 26

27 KAPITEL 2. KULTUREN I MØDET Den anden type, kompenserende multikulturalisme, ser forskellighed som et udtryk for forskellige socio-økonomiske og uddannelsesmæssige muligheder. Kompenserende multikulturalisme hævder den naturlige lighed mellem alle, men da alle ikke har de samme socioøkonomiske og uddannelsesmæssige muligheder, handler det om at kompensere herfor. Den kompenserende multikulturalisme anvender velfærdsstatens kendte redskaber overfor den etniske forskellighed, men netop fordi der er tale om en kompenserende strategi, ses forskellighed i forhold til en specifik standard, i praksis en hvid normalitetsnorm, som kommer til at fungere utilsigtet diskriminerende. Den tredje type, kulturrelativistisk multikulturalisme, ser forskellighed som udtryk for kulturelle forskelle. Grundlæggende tager denne opfattelse af etniske forskelligheder udgangspunkt i samme kulturopfattelse som de to forrige, nemlig at kulturer er homogene og uforanderlige, uafhængigt af de historiske og sociale omstændigheder, men har derudover det udgangspunkt, at alle kulturer er lige gode. Dette synspunkt er herhjemme i debatten blevet karikeret i udtrykket halal-hippie 20. Den kulturrelativistiske multikulturalisme tager udgangspunkt i forestillingen om autentisk kulturel identitet og har som konsekvens, at den enkelte er fuldstændigt underlagt kulturen og stiller således kulturen over individet. Den fjerde type, kritisk multikulturalisme, ser forskellighed som et udtryk for magt. Den kritiske multikulturalisme har en grundlæggende konstruktivistisk tilgang til synet på forskelle, hvilket betyder, at etniske og kulturelle forskelle opfattes som et udtryk for en konstruktion, der har til funktion at legitimere en forskelsskabende, hvis ikke direkte racistisk, praksis. Derfor indebærer den kritiske multikulturalisme en politisk strategi, hvor det handler om at ændre de relationer, strukturer og institutioner, hvorigennem mennesker danner betydning. Styrken ved disse begreber er, at de kan bruges til at illustrere, hvordan de professionelle kan risikere at føle sig fanget mellem forskellige opfattelser, som udgår fra forskellige steder i samfundet, 27

28 ET SPØRGSMÅL OM KULTUR? eksempelvis fra den offentlige debat, fra regeringens politik, fra den kommunale politik og ikke mindst fra de professionelles egne holdninger personligt, i professionens faglige debat eller på den konkrete arbejdsplads. Som regel vil den professionelle ikke møde én rendyrket multikulturalisme men derimod konkrete problemstillinger, som der skal tages stilling til eksempelvis i skismaet mellem krav om lighed og retten til forskellighed og under indtryk af de forskellige multikulturalistiske opfattelser, vil den professionelle medvirke til at realisere en faktisk multikulturalisme. Disse problemstillinger vil ofte blive tolket som kulturkonflikter, knyttet til forskellige kulturelt betingede syn på individets rettigheder, valgmuligheder og frihed. De nye problemstillinger opstår især med udgangspunkt i, at afgrænsningen mellem det private og det offentlige ikke længere er så skarp. Som eksempel kan man nævne spørgsmålet om kvindelig omskæring. Den diskussion er i Danmark afsluttet med et forbud mod omskæring her i landet og med en senere lovændring også et forbud mod at herboende sender deres døtre ud af landet for at få foretaget indgrebet. Et alternativt syn kunne have været, at man ville acceptere kvindelig omskæring under henvisning til, at beslutning herom var et familie- eller opdragelsesanliggende. Det har man ikke gjort. I stedet definerer man omskæring som et voldeligt overgreb mod et barn i hjemmet med den konsekvens, at nogle herboende etniske minoriteter vil kunne opfatte forbudet som et overgreb mod familiens integritet. (Jeg vil gerne understrege, at jeg deler den danske lovgivnings syn på kvindelig omskæring, jeg folder bare eksemplet ud). Men selvom det danske samfund således har taget klart stilling, vil der stadig være en række udfordringer, som lander på den professionelles bord. En ting er at både den kommunale sagsbehandler og den privatpraktiserende læge kan komme i den situation, at de må anmelde tilfælde af kvindelig omskæring, men de skal også finde ud af, hvordan de bedst muligt kan informere potentielle familier om problemstillingen. De kan komme ud for at skulle tage stilling 28

29 KAPITEL 2. KULTUREN I MØDET til om der er grundlag for en tvangsmæssig undersøgelse af et barn med de problemstillinger der er knyttet til det. De kan risikere at ved at varetage barnets tarv, kan de komme til at bryde ind i en familie på en måde, der ikke er til fordel for barnets tarv. Der er i det hele taget behov for en sikker hånd i udøvelsen af den professionelle etik i disse sammenhænge. Endelig kan eksemplet suppleres med, at debatten om kvindelig omskæring har medført at en parallel problemstilling er blevet hvirvlet op, nemlig spørgsmålet om mandlig omskæring. Børnerådet har således anbefalet, at man også lovgiver mod mandlig omskæring, hvilket de danske jøder har oplevet som et angreb på deres kulturelle rettigheder. Eksemplet viser, hvordan de professionelle vil opleve, at der rejses en række nye problemstillinger, der måske ikke kræver en særlig kulturorienteret løsningsmåde, men snarere en fastholdelse af faglige og etiske principper, men hvor orienteringsevnen vanskeliggøres, fordi problemstillingerne knyttes til forskellige kulturelt betingede syn på individets rettigheder, valgmuligheder og frihed. Det vil sige, at kulturen kan komme til at spille en for stor rolle i forhold til de principielle spørgsmål. Kulturelle rettigheder Kravet om lighed og retten til forskellighed er også modsatrettede bevægelser i menneskerettighedstænkningen. I de oprindelige formuleringer af menneskerettighederne fra den umiddelbare efterkrigstid prioriter man de universelle vilkår - dvs. lighedssiden med ens rettigheder for alle. De universelle rettigheder ses som en garanti for den enkeltes fundamentale frihedsrettigheder. Og derfor er der i princippet ikke behov for en særlig minoritetsbeskyttelse. Spørgsmålet om kulturelle rettigheder dukker først op i 1966 i 27 i Konventionen om borgerlige og politiske rettigheder, der lyder 21 : I de stater, hvor der findes etniske, religiøse eller sproglige mindretal, må personer, der tilhører sådanne mindretal, ikke forholdes ret- 29

30 ET SPØRGSMÅL OM KULTUR? ten til i fællesskab med de øvrige medlemmer af deres gruppe at leve deres eget kulturliv, at bekende sig til og udøve deres egen religion eller at benytte deres eget sprog. Dvs. at der her understreges, at mindretal etniske, religiøse eller sproglige har ret til at udfolde et selvstændigt kulturliv. Men det fremgår ikke umiddelbart, hvad man skal forstå ved mindretal i denne paragraf, ligesom det heller ikke fremgår klart, hvad det vil sige, at en minoritet skal kunne leve sit eget kulturliv. Samme år vedtog UNESCO en deklaration om principper for interkulturelt samarbejde. Heri lyder indledningen 22 : 1. Enhver kultur har værdighed og værdi, som må respekteres og bevares. 2. Ethvert folk har ret og pligt til at udvikle sin kultur. 3. Ved deres rige variationer og mangfoldighed og ved den gensidige indflydelse de øver på hinanden, udgør alle kulturer dele af hele menneskehedens fælles arv. Både 27 og UNESCO-deklarationen udtrykker, at kultur er en kollektiv ret og de anvender begge en kulturforståelse, der er hentet fra det klassiske kulturbegreb, med kulturer som statiske og afgrænsede størrelser. Endvidere er det slående at se, at pkt. 3 i UNESCO-formuleringen giver udtryk for en opfattelse, der kan karakteriseres som en museumstilgang, idet der nærmest tænkes i bevaringsbaner, og den kulturelle diversitet er i sig selv et gode på linie med eksempelvis biologisk diversitet. Den yderste konsekvens af disse formuleringer er, at hensynet til kulturen vil umuliggøre en fællesmenneskelig samling omkring de universelle menneskerettigheder. Dvs. at der er en modsætning mellem kravet om lighed og retten til forskellighed. Denne modsætning er blevet tydeligere efter Murens fald, idet kommunismens sammenbrud afslørede, at der bag den østeuropæiske socialistiske overflade var et væld af etniske modsætninger. Fra slutningen af 1980 erne og op gennem 1990 erne blev der 30

31 KAPITEL 2. KULTUREN I MØDET iværksat et omfattende arbejde der kulminerede med optagelsen af den første kreds af tidligere kommunistiske lande i EU i maj 2004 som skulle sikre medlemmer af mindretal fuld ligestilling. Det vil sige, at man søgte at udforme bestemmelser, der går ud over, hvad der følger af de fundamentale frihedsrettigheder. Eksempelvis at sikre mindretal mod assimilation mod deres vilje, at sikre mindretal retten til at bruge deres modersmål, til at oprette egne institutioner og at have kontakt med andre fra mindretallet på tværs af grænser. Derudover skal staten sikre, at personer tilhørende et mindretal har tilstrækkelig muligheder for undervisning på eller i deres modersmål, ligesom der ved undervisning i historie og kultur i uddannelsesinstitutioner skal tages hensyn til nationale mindretals historie og kultur 23. Men selvom disse minoritetsrettigheder muligvis i første omgang var rettet mod øst, så gælder de jo også for vest. De vestlige samfund har lige siden 2. Verdenskrig oplevet en indvandring fra tidligere kolonier, af arbejdsmigranter og af flygtninge, som i stort omfang kommer fra postkoloniale konflikter. Det betyder, at både de mere nationalt homogene lande og de mere multikulturelle lande i Europa er blevet multikulturelle på en ny måde. Og dermed har det også vist sig nødvendigt for et land som Danmark at have en større præcision omkring minoritets- og mindretalsrettigheder. De kulturelle rettigheder er som nævnt formuleret som kollektive rettigheder, - de udgør ikke en rettighed, som den enkelte har, men de repræsenterer en mulighed som staten skal sikre. Til gengæld er det op til staten at vurdere, i hvilket omfang og på hvilken måde minoriteter skal tilgodeses. Men det helt store problem ved, at de kulturelle rettigheder er kollektive rettigheder, er, at de lægger op til en essentialistisk kulturopfattelse med kulturer som velafgrænsede statiske enheder. Et sådant synspunkt fører til gennemført kulturrelativisme, fordi man så kan henføre sine rettigheder til, at man er født ind i en given kultur, og da dette selvfølgelig også vil gælde for majoriteten, vil det i sidste ende føre til dennes fulde dominans og dermed til en svækkelse af de universelle menneskerettigheders styrke. 31

32 ET SPØRGSMÅL OM KULTUR? Man bliver derfor nødt til også i menneskerettighedstænkningen at indføre det komplekse kulturbegreb, og det har den konsekvens, at man ikke skal se kultur som noget, man har, men som et særligt perspektiv, der ændrer sig over tid og med historien i bred forstand 24. Det er derfor ikke så meget et spørgsmål om at beskytte minoriteter som særligt sårbare kulturvæsner, men derimod et spørgsmål om at sikre at de som individuelle personer har den fulde ret til at være forskellige fra majoriteten. Det er med det udgangspunkt, den professionelle skal møde den enkelte etniske minoritetsperson. Derfor er det også afgørende, at den professionelle er åben og tolerant og er rede til at udtrykke anerkendelse af og respekt for den etniske minoritetspersons identitet og kultur et møde mellem to personer, der ikke lever i forskellige verdener, men som lever forskelligt i verden 25. Men den professionelle skal være forberedt på at skulle argumentere for det fælles menneskeretlige grundlag, som mødet hviler på. Interkulturel kommunikation Mødet mellem den professionelle og den etniske minoritetsperson foregår i en tilsyneladende banal kommunikationssituation, men den klassiske kommunikationsmodel er ikke tilstrækkelig til belysning af dette møde, fordi den er mekanisk og opererer med entydige størrelser såsom en aktiv afsender, der er i stand til at formulere et entydigt budskab i overensstemmelse med sin intention, og en passiv modtager, som er i stand til at forstå et rigtigt formuleret budskab 26. Når man kombinerer den klassiske kommunikationsmodel med det klassiske kulturbegreb, får man en forestilling om, at man på baggrund af viden om fødsel, nationalitet eller etnicitet kan forudse, hvordan kommunikationen på tværs af kulturer vil forløbe. Men det er en alt for forenklet forestilling som baserer sig på generaliseringer og simple kategoriseringer. Det er ikke muligt at slutte direkte fra kulturel identitet til adfærd. Muligvis kan den professionelle føle behov for redskaber til at tilrettelægge sin kommunikation på tværs af kulturer, men sådanne helt enkle redskaber findes ikke. 32

33 KAPITEL 2. KULTUREN I MØDET Den interkulturelle kommunikationssituation er meget mere kompliceret. For det første har begge parter i kommunikationen deres egne intentioner og de behøver ikke at være overensstemmende. Muligvis taler parterne om forskellige ting - uanset om der er tale om kulturelle forskelle eller ej. For det andet indskriver de fleste samtaler sig i en specifik kontekst, som samtalens betydninger må aflæses i forhold til. For det tredje udfolder de evt. kulturelle identiteter i samtalen sig konkret i forhold til de personer, der indgår i den, således at den personlige identitet har forrang for den kulturelle, hvilket betyder at den kulturelle identitet spiller forskellig rolle fra person til person på begge sider af kommunikationen. Der er således behov for en kommunikationsmodel, der er dialogisk, kontekstbundet og aktørorienteret, og som bygger på det komplekse kulturbegreb. Kommunikation skal studeres i forhold til den sociale sammenhæng, den indgår i, og i forhold til de konkrete interagerende personer med de intentioner, de nu engang har. Det vil sige, at analysen bliver forholdsvis kompleks og i høj grad styret af den analyserendes tolkning. Men det gælder for enhver form for kommunikation - her er vi særligt interesseret i den form for kommunikation, der foregår når personer med forskellige kulturelle baggrunde kommunikerer, det man kan kalde for interkulturel kommunikation. Interkulturel kommunikation kan defineres som kommunikation mellem personer, som identificerer sig som kulturelt forskellige 27. I den forstand udgør interkulturel kommunikation grænsefladen en interface mellem to kulturelle systemer, mellem to adskilte systemer med regler og betydninger. Det er i kommunikationen disse udveksles, forhandles og muligvis oversættes. Kommunikationen kan karakteriseres som interkulturel, når mindst én af aktørerne identificerer sig selv og sin samtalepartner som repræsenterende forskellige kulturgrupper. Det er således aktørerne selv, der afgør, om de opfatter kommunikationen som interkulturel - og der kan yderligere ske det, at en samtale kan være identificeret af dens aktører som ikke-interkulturel og så kan den lige pludselig ændre karakter, således at en eller begge aktører kan opfatte den som interkulturel. 33

34 ET SPØRGSMÅL OM KULTUR? Den interkulturelle samtale er derfor en flygtig størrelse, hvilket hænger sammen med, at man med det anvendte kommunikationsbegreb må forstå en samtale som forhandling af identitet. En person har mange mulige identiteter, i betydningen af forestillinger om, hvem man er, og hvordan man agerer i forskellige situationer, og disse mulige identiteter viser sig som regel i form af fortællinger om personen (narrationer). De mulige identiteter er ikke nødvendigvis overensstemmende, således at de kan reduceres til én form. De populært sagt stritter til alle sider og er ikke nødvendigvis bevidste. Ud over den kulturelle identitet, som det giver mening at tale om, når en person identificerer sig med og modtager accept fra en gruppe med fælles kulturelle normer, kan der i forhold til de samtaler, vi beskæftiger os med i denne bog, eksempelvis være tale om ungdomsidentitet, kønsidentitet, etnisk identitet, diaspora identitet, religiøs identitet, national identitet mv. Når den interkulturelle samtale udfolder sig mellem en repræsentant for et myndighedssystem og borgeren, er det systemets repræsentant den professionelle der har til opgave at få kommunikationen til at fungere på en hensigtsmæssig måde, i betydningen af at den skal føre frem til de ønskede resultater. Imidlertid må den profesionelle være opmærksom på, at begge parter har en afgørende indflydelse på opfattelse af hensigtsmæssighed og de ønskede resultater. Eksempelvis kan den professionelle have et rent instrumentalt mål med en samtale, som for eksempel at informere om integrationsloven eller rådighedsforpligtelsen, samtidig med at den nyankomne flygtninge kan have et helt anderledes behov for at udtrykke sin identitet som guldsmed, som højstatus person i en oprindelig sammenhæng eller som en, der søger danske kontakter. Hvis ikke den professionelle er i stand til at navigere i disse forskellige samtalefunktioner, kommer han eller hun ikke igennem med sin egen dagsorden. I den forstand skal den professionelle besidde en basal kommunikativ kompetence, dvs. have evne til at forhandle gensidige betydninger, regler og mål for samtalen. Det er et nødvendigt mål for 34

35 KAPITEL 2. KULTUREN I MØDET samtalen, at parterne bliver indbyrdes enige om at følge fælles regler for passende adfærd og at definere det fælles mål for samtalen. Denne kommunikative kompetence bliver så yderligere kompliceret, når der er tale om interkulturel kommunikation. Men hvis samtaleparterne kan håndtere dette, kan man sige, at de er interkulturelt kompetente, og det vil være sandsynligt, at samtalen fungerer fremadrettet hen mod et fælles resultat af samtalen. Men hvis ikke begge er opmærksomme på, at kulturen så at sige kan poppe op og fungere som en barriere, så man ikke forstår hinandens normer, betyder det, at der muligvis ikke vil være overensstemmelse om samtalens formål, og den kan derfor risikere at udfolde sig som en kamp om identiteter - kulturelle, nationale, religiøse, kønsmæssige, aldersmæssige mv. Således spiller målet for samtalen en væsentlig rolle. Målet er et udtryk for den givne samtales rationalitet. Ikke nødvendigvis rationalitet forstået som en bestemt logik, men derimod som en forståelse af at enhver samtale mere eller mindre bevidst er drevet af et mål, som peger ud over selve samtalen. Man kan skelne mellem tre grundlæggende typer mål for samtalen: Identitetsmål, dvs. at aktørerne forsøger at håndtere deres egen og den andens identitet i samtalen, relationelle mål, dvs. at der forhandles mål som for eksempel ønske om at vedligeholde relationen, nærhed eller evt. dominans, og instrumentelle mål, dvs. at man forsøger at overtale, behage eller give information mv 28. Som regel indledes en samtale med en introduktionsfase, hvor interpersonelle relationer forhandles og deltagerne sonderer, om der er fælles erfaringer eller kan identificeres et tegn på et fælles perspektiv. Hvis dette lykkes, vil den følgende samtale være præget af samtalepartnernes umage for at skabe en vellykket kommunikation. Der er i det foregående ikke skrevet noget, der afgørende adskiller den interkulturelle kommunikation fra øvrig kommunikation, men når én af aktørerne oplever samtalen som interkulturel, så bliver samtalens forhandlingsproces mere kompliceret, idet kommunika- 35

36 ET SPØRGSMÅL OM KULTUR? tionsprocessen kommer til at rumme sammenligninger, vurderinger, karakteristikker og forhandlinger af begge aktørers kulturelle identiteter. Og muligvis har den ene part nogle stereotype billeder og meninger om den anden, som kommer i spil i samtalen 29. Det betyder, at vi kan supplere de tre typer mål for samtalen ovenfor med typen kulturelt identitetsmål, som går ud på at opnå bekræftelse af den kulturelle identitet 30. Grundlæggende tillæres kultur gennem socialisering, men i form af mere eller (især) mindre ekspliciterede konstruktioner. Man kan skelne mellem to aspekter ved analysen af en given kultur: Det ene er det moralske eller normative perspektiv. I dette perspektiv analyseres den givne kultursammenhæng ud fra normer eller regler for handling. Søgespørgsmålet er hvordan? og det drejer sig om at finde sædvaner, forbud og sociale sanktioner de ting, der kan afdække det fælles skal eller bør. Det andet er det konstituerende eller betydningsskabende perspektiv. Her er søgespørgsmålet hvad? idet det drejer sig om at afdække den betydning, kulturen tilskriver virkeligheden og menneskene heri. Det aflæses i diskursen, dvs. den måde man taler om sin egen gruppe og dennes forhold til andre på - særligt aflæses det i metaforer, historier og myter 31. Forskning i interkulturel kommunikation er ikke udbredt i Danmark, men traditionen står stærkt i USA, hvorfra den litteratur, jeg bygger på overvejende stammer. I USA udspringer forskningsområdet dels fra den sociolingvistiske og antropologiske tradition, som især beskæftiger sig med minoritetsspørgsmål omkring sorte og spansktalende amerikanere, dels fra behovet for at udsende amerikanere, eksempelvis soldater, erhvervsfolk og Kennedys fredskorps, til alle egne af kloden 32. Som sagt er det vigtigt, at man ikke springer fra viden om kulturel identitet til forventninger om adfærd, men at man bruger begreberne omkring interkulturel kommunikation til at analysere sin egen praksis som professionel. Det betyder også, at man i en analyse af interkulturel kommunikation bliver nødt til at analysere det sproglige 36

37 KAPITEL 2. KULTUREN I MØDET output i sammenhæng med den sociale situation, som kommunikation indgår i. Analysematerialet bør således være både billede og lyd og slet ikke kun en udskrift af samtalen for det er i høj grad i fænomener som betoning, kropssprog, ansigtsudtryk etc. at den betydningsbærende del af den interkulturelle kommunikation ligger. Det vil sige, at man ikke må tage en meddelelses semantiske betydning for givet. Dels kan betydningen variere, dels kan andre kommunikative træk spille afgørende ind, eksempelvis ikke-verbale signaler, som blikretning, kropsnærhed/urørlighedszone, bevægelsesmønster etc. eller stemmemæssige udtryk som stemmeleje, volumen og rytme. Et godt sted at tage fat på analyse af interkulturel kommunikation, er afbrydelsen. Man afbryder jævnligt hinanden i en almindelig samtale, men en analyse af kommunikationen mellem den professionelle og etniske minoriteter kan ofte i vidt omfang foldes ud omkring de eventuelle afbrydelser. For det første kan afbrydelserne og det, at den ene part muligvis suverænt kan definere et nyt fokus for samtalen, afsløre noget om magten i samtalen. For det andet kan afbrydelserne sige noget om den ene parts muligheder for at komme igennem med sit projekt og for at formulere sig i forhold til egen selvforståelse i overensstemmelse med sin identitet. For det tredje kan analysen af afbrydelserne afsløre en mulig forskellig tolkning af sproglige signaler, som f.eks. stemmeføring, der fører til, at den ene part forstår, at nu er den anden færdig med sin ytring 33. Stemmeføring eller prosodi er et eksempel på et sprogligt perspektiv, der ikke kan aflæses i en ytrings bogstavelige betydning, det drejer sig om intonation, rytme, tonehøjde, tryk, pauser, vokallængde mv. Udlændinge, der taler dansk, har en anderledes prosodi, således at for eksempel en almindelig fremsættende sætning for en indfødt dansker kan komme til at lyde aggressiv eller ligefrem truende. Muligvis spørger sagsbehandleren, om der er andre ting, de skal tale om, hvorpå klienten svarer, Nej jeg skal bare have mine penge. Hvis den ytring udtales med en jævn acceleration og med en betoning af or- 37

38 ET SPØRGSMÅL OM KULTUR? det penge, er det sandsynligt, at den opleves som aggressiv. Men muligvis taler udlændingen blot dansk med sit eget sprogs intonation og mener bare, at de er færdige med samtalen. Omvendt aflæser udlændingen selvfølgelig også den danske sagsbehandlers tale ud fra sin erfaringsmæssige måde at forstå prosodien på. Et andet eksempel, som viser, at man ikke altid kan aflæse betydningen af en ytring ud fra dens bogstavelige betydning, er den meget udbredte brug af spørgsmål som fælles opfordringer. Nå, skal vi gå i gang? er som regel ikke et spørgsmål, men en måske utålmodig opfordring til at gå i gang. Det almindelige talesprog er fuld af sådanne spørgsmål det gælder ikke blot for dansk men hvis man er nybegynder på sproget, kan det være vanskeligt at afkode, hvornår et spørgsmål er et spørgsmål, og hvornår det er en ordre. I videre forlængelse heraf er der en del ord og sammenhænge, der optræder i forbindelse med integration af udlændinge, hvor der måske nok i samfundet generelt er en klar diskurs om disse ting, men som det kan være ganske vanskeligt for en forholdsvis nyankommen udlænding at aflæse den præcise betydning af. Det gælder eksempelvis udtryk som, at udlændinge under integrationsloven tilbydes et integrationsprogram, men tilbudet er ikke et, man kan sige nej til. Og parallelt hertil: Udlændinge skal informeres om rettigheder og pligter og det er meget klart at forstå i en 20 år gammel dansk diskurs, men hvordan formidles disse ord og denne diskurs egentlig af den integrationsmedarbejder, der har til opgave at forklare, hvad det vil sige, at man både har rettigheder og pligter? Endelig er der den brug af forestillingen om dansk demokrati, som nyankomne flygtninge bliver præsenteret for som en del af introduktionsprogrammet. Af en evaluering af undervisningen i danske samfundsforhold fremgår det, at de interviewede flygtninge lægger vægt på den enkeltes frihed og ret til at udtrykke sig, men at de dog også oplever en modsætning mellem det, de lærer om demokratiet og oplevelsen af at være udelukket fra fællesskabet på lige fod med andre borgere. De oplever at blive set ned på, udstødt og oplever 38

39 KAPITEL 2. KULTUREN I MØDET ikke at have samme rettigheder som danskere 34. Det er oplagt, at man ikke har samme forestilling om det danske demokrati som dansk-danskere med sådanne oplevelser. Tilsvarende siger de interviewede flygtninge, at kommunen i Danmark bestemmer alt for meget over den enkeltes liv 35. De oplever at den aktivering, de bliver pålagt af kommunen nærmest er en forhindring for integration. Eksemplet illustrerer, at forståelsen af en given sag demokratiet, kommunen er afhængig af, hvorfra man erfarer den. Disse eksempler skulle gerne tjene til at give en fornemmelse af, at analysen af den interkulturelle kommunikation rummer flere lag, hvoraf den rent sproglige er udgangspunktet, som kan fortælle noget om relationen mellem de konkrete aktører, der indgår i samtalen. Men udover denne rent sproglige relation indgår ikke blot den sociale sammenhæng, kommunikationen indgår i den samfundsmæssige diskurs spiller også en afgørende rolle for kommunikationen og dermed for forholdet mellem de to samtalepartnere. Man bør derfor ideelt set analysere den interkulturelle kommunikations konkrete sproglige ytringer i lyset af både kommunikationens sociale sammenhæng og det multikulturelle samfunds diskurs om forholdet til etniske minoriteter (den dominerende multikulturalisme). Dertil kommer selvfølgelig de særlige problemstillinger, der hidrører fra, at det drejer sig om samtaler mellem system og borger. Iben Jensen 36 har konkretiseret fire analyseredskaber til analysen af interkulturel kommunikation. Det er fire tankefigurer, der kan aflæses på det semantiske niveau, men som kan underbygges på kommunikationens andre niveauer og som i høj grad også får indhold fra den generelle diskurs om etniske minoriteter i samfundet. Det drejer sig om erfaringspositioner, kulturel forforståelse, kulturel selvforståelse og kulturelle fikseringspunkter. Erfaringspositioner er bestemt af de erfaringer, man tidligere i livet har gjort sig, og er knyttet til den sociale sammenhæng. Man kan have forskellige erfaringer på baggrund af alder, køn, social position, etnisk og national position mv. Pointen med analyseredska- 39

40 ET SPØRGSMÅL OM KULTUR? bet, er at de umiddelbare kulturelle forskelle opløses til fordel for spørgsmålet om mere eller mindre fælles referencerammer og dermed kan man pege på andre erfaringsreferencer, der kan forklare eventuelle forskelle. Kulturel forforståelse er bestemt af de erfaringer, den viden, de oplevelser, følelser og holdninger, man har over for mennesker, man ikke betragter som medlemmer af de kulturelle fællesskaber, man identificerer sig med. Forforståelsen er både en god baggrund for at forstå den anden, men også en begrænsende ramme for, hvad man er i stand til at forstå 37. Kulturel selvforståelse er den måde man i hverdagens kulturmøder fortolker og fortæller om sig selv, ofte i form af idealisering og gennem fremhævelse af en særlig fornuft, som egenkulturen udstyres med i modsætning til andre kulturer. Kulturelle fikseringspunkter er de billeder af hinanden, som på den ene side provokerer og på den anden side fastholder. Det er herigennem at stereotypierne dannes. Kulturelle fikseringpunkter ligger tæt op ad de to forrige. Disse redskaber vil blive anvendt i kapitlet, Selve mødet, hvor det indsamlede materiale analyseres ud fra nogle af de her introducerede synsvinkler. Som afslutning vil jeg opsummere, at kultur er en flygtig og uhåndterlig størrelse, og at det derfor er nødvendigt med et komplekst kulturbegreb. Analyser af interkulturel kommunikation er hverken analyser af enkelte kulturer eller sammenlignende kulturanalyser, men derimod analyse af forholdet mellem kultur og kommunikation - af den grænseflade eller interface mellem forskellige kulturer, hvor der foregår forhandling af kulturelt indhold. I de følgende kapitler er kulturen udgangspunktet, men ikke nødvendigvis svaret. Med udgangspunkt i de professionelles opfattelser af mødet med etniske minoriteter vil jeg bruge ordet kultur som søgeord og analysere kulturperspektivet i det møde, som denne bog handler om. 40

41 KAPITEL 2. KULTUREN I MØDET NOTER TIL KULTUREN I MØDET 1) Med flygtninge menes personer som er kommet til landet ifølge udlændingelovens 7 og 8 i alt i perioden Derudover er der fra 1988 og frem til udgangen af 2003 ankommet familiesammenførte efter udlændingelovens 9 til henholdsvis herboende flygtninge eller invandrere eller efterkommere hertil. I Danmarks Statistik anvendes betegnelsen indvandrere som en fællesbetegnelse for flygtninge, familiesammenførte og indvandrere. Dertil kommer Danmarks Statistiks betegnelse efterkommere. Jeg vil overvejende anvende betegnelser som etniske minoriteter, etniske minoritetspersoner mv. men af hensyn til et varieret sprogbrug eller hvis det i den konkrete sammenhæng virker mere oplagt, vil jeg vælge at skrive flygtninge, indvandrere, udlændinge. Dog bruger jeg konsekvent betegnelsen flygtninge i overensstemmelse med udlændingelovens forståelse. 2) Denne definition hidrører fra den engelske antropolog Edward Taylor i Oversat af mig efter Ole Høiris, ) Jf. Leslie Page Moch: Moving Europeans. Migration in Western Europe since Indiana University Press ) Liep og Olwig 1994, s ) Formuleringen er Vilhelm Andersens, som var den første professor i det nye fag. Jf. Andersen 1912/1970. I sit programskrift Dansk Litteratur fra 1912 konkluderede han: Vi skal hævde lærefaget dansk sprog og litteratur som den danske lærde skoles humane hovedfag som det fag, der inden for vort sprogs og vor stammes grænser er bedst egnet til at løse enhver humanistisk skoles vigtigste opgave; at forme mennesker. Andersen 1912/1970, s ) Debatten startede i januar 2004 med, at professor i børnelitteratur Torben Weinreich udarbejdede et forslag til en kanon for folkeskolen. I modsætning til tidligere bakkede både formanden for Dansklærerforeningens Folkeskolefraktion og Gymansiefraktion ideen op. Debatten kørte i høj grad på, at det ikke var hensigtsmæssigt, at en skoleelev kunne gennemføre skolegangen i Danmark uden at kende til eksempelvis Holberg, H.C. Andersen Henrik Pontoppidan og en række nyere forfattere. Politikerne markerede sig straks. Louise Frevert fra Dansk Folkeparti gik på banen og Helle Sjelle fra De Konservative, som selv udarbejdede et konkret forslag til en kanon. Undervisningsminister Ulla Tørnæs oplyste i en kronik i Berlingske Tidende d. 6. februar 2004, at hun ville nedsætte et udvalg, der kunne udarbejde et forslag til, hvilke centrale danske forfattere eleverne bør stifte bekendtskab med. Udvalgets bud på en obligatorisk kanon blev offentliggjort d. 24. september og omfatter folkeviser, Ludvig Holberg, Adam Oehlenschläger, N.F.S. Grundtvig, St. Steensen Blicher, H.C. Andersen, Herman Bang, Henrik Pontoppidan, Johannes V. Jensen, Martin Andersen Nexø, Tom Kristensen, Karen Blixen, Martin A. Hansen, Peter Seeberg og Klaus 41

42 ET SPØRGSMÅL OM KULTUR? Rifbjerg. Det er bemærkelsesværdigt, at kun få debattører taler om samtidig at få et internationalt perspektiv ind i dannelsesfaget dansk. Det kunne ellers være relevant i globaliseringens tidsalder. 7) Said 2002, som er et klassisk værk om vestlige forestillinger om Orienten, beskriver dette ud fra en idehistorisk og dekonstruktivistisk synsvinkel. 8) Liep og Olwig 1994, s. 8. 9) Yvonne Mørck ) Jensen 1998, s ) Citatet er fra Clifford Geertz, The Interpretation of Culture, her citeret og oversat efter Jensen 1998, s ) Wikan 1995, s ) Weekendavisen 7. april ) Eriksen 1993, s ) Eriksen 1993, s. 67. Dette afsnit baserer sig derudover på McLaren 1994, Hall 2000, Mørck 1996 og 2002 samt Wikan ) Interessen for dansk kultur kulminerede fagligt i med udgivelsen af Dansk Identitetshistorie bd. 1-4 under redaktion af Ole Feldbæk. Et omfattende tværfagligt samarbejde mellem filologer, historikere og kunsthistorikere om brudfladerne i udviklingen af en dansk identitet, som ellers oftest efterrationaliseres som en kontinuerlig historisk proces. 17) Koch 1991, s ) Eriksen 1993, men se også de øvrige i note ) McLaren McLaren skelner direkte oversat mellem konservativ, liberal, venstreliberal og kritisk multikulturalisme, men disse betegnelser har andre betydninger i en angelsaksisk sammenhæng, hvorfor jeg har valgt at bearbejde oversættelsen frit til en dansk sammenhæng. Hall 2000 bruger også McLarens idealtyper, men tilføjer derudover Commercial multiculturalism og Corporate multiculturalism. 20) Udtrykket blev vistnok markedsført af det radikale folketingsmedlem Naser Khader. Men det virker som om, at alle er ude efter kulturrelativisterne hvem de så end i virkeligheden er - idet kulturrelativisterne også var modstanderne i den såkaldte værdidebat i vinteren Jf. også Kasper Støvrings kronik i Berlingske Tidende d. 16. marts 2004 Vi må ud af kulturrelativismens blindgyde i anledning af hans bog Blivende værdier. Konservativ kulturkritik og kulturkamp. 21) Citeret fra Siesby 1992, s

43 KAPITEL 2. KULTUREN I MØDET 22) Citeret fra Siesby 1992, s ) Jeg refererer fra Københavner-Dokumentet fra konferencen om Den menneskelige Dimension i København juni Jf. Siesby 1992, s. 186 f. 24) Hastrup 2002, s ) Hastrup 2002, s ) Jensen 1998, s. 179, Dette afsnit baserer sig derudover på Gumperz 1982, Applegate and Sypher 1988 og Collier & Thomas ) Collier & Thomas 1988, s ) Applegate and Sypher 1988, s ) Collier & Thomas 1988, s ) Collier & Thomas 1988, s ) Collier & Thomas 1988, s Jensen advarer mod en for essentialistisk anvendelse af disse begreber, eksempelvis nævner Collier & Thomas også begrebet kernesymbol, hvilket ifølge Jensen lægger op til en hierarkisering af kulturen, som ikke er i overensstemmelse med den hermeneutiske tilgang som forfatterne i øvrigt har. Jf. Jensen 1998, s ) Se Jensen 1998, s , for en redegørelse for forskningsfeltets historie. 33) Gumperz 1982, s ) Haaning m.fl. 2001, s ) Haaning m.fl. 2001, s ) Jensen 1998, s ) Højer, s

44

45 3. MØDETS STEMMER Fortællinger fra de professionelles arbejde og møde med etniske minoriteter Af Dorte Magnussen Dette kapitel indeholder en række historier, som er fortalt af professionelle, og som omhandler de professionelles møde med etniske minoriteter. Historierne er udvalgt efter deres evne til at illustrere nogle af de problemstillinger og faktorer, der kan være på spil og have indflydelse på mødet mellem den professionelle og etniske minoriteter. Historierne er blevet fortalt i forbindelse med interview af udvalgte professionelle. Disse arbejder til daglig som socialrådgiver og integrationsmedarbejder, indvandrerlærer og studievejleder, psykolog, beskæftigelseskonsulent, sundhedsplejerske, pædagog, folkeskolelærer, skoleinspektør, skolevejleder på en teknisk skole og studievejleder på et gymnasium. Alle personer er blevet bedt om at fortælle en positiv og en negativ historie fra deres arbejdsliv i forhold til mødet med etniske minoriteter, hvilket på den ene side er et forholdsvis åbent spørgsmål, og på den anden side kan være temmelig kategoriserende og unuanceret. Mange af de interviewede har da også haft svært ved at fortælle de to historier, og de har stillet spørgsmål ved vores måde at ville dele deres virkelighed op på. Generelt synes de professionelle, at deres møder med etniske minoriteter er positive, og de fokuserer på de gode ting i mødet. Nog- 45

46 ET SPØRGSMÅL OM KULTUR? le pointerer desuden, at det kan være svært at fortælle om et positivt møde, fordi det er en relativ størrelse. Hvad der er godt for den ene part, er ikke nødvendigvis godt for den anden, og det er heller ikke sikkert, at begge parter oplever mødet på samme måde. Der var desuden én, som påpegede, at der aldrig er tale om et negativt møde, men at der kan finde et uhensigtsmæssigt forløb sted. Disse holdninger er udtryk for en generel åben- og imødekommenhed, og det overvejende indtryk efter interviewene er, at disse professionelle er meget velovervejede, reflekterende, engagerede og positivt indstillet over for de episoder, der måtte opstå i forbindelse med deres arbejde. Formålet med at bede dem om at fortælle en positiv og en negativ historie har været at prøve at indfange nogle af de konkrete situationer, hvor de møder, kommunikerer og interagerer med etniske minoriteter. Det har været ønsket på den måde at få et tydeligere billede af, hvad der foregår i de situationer. Der er en række overordnede temaer og fællestræk ved mange af historierne, og det er karakteristisk, at de overvejende omhandler flygtninge. De overordnede temaer drejer sig om manglende forståelse eller vanskeligheder ved at forstå den professionelles rolle og handlemuligheder, forståelse af hvordan hele det offentlige system hænger sammen fx mht. offentlige ydelser, hjælp og krav, uddannelsessystem og retten til at være i landet. En anden vigtig faktor har med sprog og kommunikation at gøre, hvad enten det drejer sig om utilstrækkelige sprogfærdigheder, som vanskeliggør kommunikationen og forståelsen, eller forskellige måder at udtrykke sig på, hvilket kan medføre misforståelser. Samtidig ser det umiddelbart ud til at den professionelles støtte, opbakning og engagement har stor betydning for, hvordan den enkelte minoritet klarer sig, og bliver i stand til at løse forskellige problematikker. Den del af de professionelles historier som ikke bliver gengivet her, har også en række ting til fælles. De omhandler stadig i udstrakt grad mødet med flygtninge, men derudover kendetegnes historier- 46

47 KAPITEL 3. MØDETS STEMMER ne af, at de er meget korte. De fortæller på den måde ikke meget om selve mødet, kommunikationen og samspillet. Et par af de fravalgte historier med lidt mere substans afspejler nogle af de samme temaer, som ses i de gengivne fortællinger. Alle historier er redigeret, bearbejdet og i nogle tilfælde lettere omskrevet af hensyn til de involverede og omtalte personer. Men selve essensen af den enkelte historie og dens særlige problemstillinger er forsøgt bevaret på en måde så de forskellige elementer, der spiller ind i mødet, fremstår. Der er tilsyneladende mange ting på spil i dette møde, og det er kun de ganske overordnede temaer, der fremhæves i de indledende introduktioner til hver historie. Der er desuden ikke blevet foretaget en nærmere opdeling af positive og negative historier, som det vil være op til læseren selv at vurdere. I interviewene blev der foruden historierne også stillet mere overordnede spørgsmål til de professionelles arbejde og refleksioner, og i det efterfølgende kapitel vil hele datamaterialet blive nærmere analyseret. At nære tvivl en historie fra socialrådgiverens verden Mødet med etniske minoriteter finder i dette eksempel sted i forbindelse med flygtninge, som indgår i det treårige integrationsprogram. Der er således tale om flygtninge fra mange forskellige lande med forskellig baggrund. Historien er udvalgt for at fortælle om et svært møde, hvor integrationsmedarbejderen, som er uddannet socialrådgiver, ikke synes, at forløbet med en kvinde fungerer hensigtsmæssigt. Dels forstår hun ikke kvindens handlemønstre, og dels tvivler hun på, at kvindens historie er sand, hvilket giver anledning til en række frustrationer. Det drejer sig om en kvinde fra Afrika, som har en meget voldsom historie bag sig. Hun har været udsat for tortur, og hele hendes fa- 47

48 ET SPØRGSMÅL OM KULTUR? milie er blevet slået ihjel under en massakre. Kvinden var den eneste, der blev reddet i sidste øjeblik. Det ubehagelige ved mit møde med flygtningen er, at jeg er i tvivl, om hendes historie virkelig er sand. Der er noget ved hendes måde at opføre sig på, som får mig til at tvivle på hendes historie. Jeg har haft mange overvejelser i forbindelse med forløbet, og med min lange erfaring undrer det mig, at jeg ikke kan finde ud af, hvad der er på spil. Jeg har aldrig oplevet noget lignende tidligere. Flygtningen er meget mistroisk, og hun er begyndt at blive lidt aggressiv over for systemet. Hun kan ikke forstå, at hun skal yde noget, og hvorfor hun skal komme med kvitteringer, hvis hun skal have noget refunderet. Hun tror ikke på, at det er de samme regler, der gælder for alle, og hun opfatter det som om, at alle er på jagt efter hende. Hun har desuden været tilbudt psykologhjælp pga. sin voldsomme baggrund. Kvinden kom som FN-flygtning, og jeg havde etableret kontakten til psykologen inden hendes ankomst til Danmark. Men flygtningen kunne ikke samarbejde omkring forløbet hos psykologen, hvor hun udeblev fra samtalerne. Jeg har spurgt flygtningen, om hun var interesseret i at have kontakt med psykologen, hvilket hun svarede bekræftende på. Men når jeg spurgte til, hvorfor hun ikke overholdt aftalerne, svarede hun, at hun havde glemt det. Hendes holdning var lidt som om, at det lige så godt kunne være i dag som i morgen. Jeg talte meget med hende om aftaler, og at man i Danmark overholder sine aftaler, men det er nok meget forskelligt fra hendes kultur. Psykologen, som har arbejdet med traumatiserede flygtninge gennem mange år, tvivler også på kvindens historie, og hun har heller aldrig oplevet en flygtning reagere på den måde. Psykologen opnåede aldrig at få en god kontakt til flygtningen, og hun mener, at flygtningen nærmest er svindler og bedrager. Det er desuden min erfaring, at de flygtninge, som jeg har været i kontakt med tidligere, har taget imod psykologbistand, selvom de 48

49 KAPITEL 3. MØDETS STEMMER måske ikke har kunnet arbejde med de frygtelige oplevelser. Men de ville godt tage imod hjælp til at klare de symptomer, de har haft i hverdagen mv. Det besynderlige ved denne kvinde er, at hun bare skøjter henover det hele og opfører sig overlegent på en eller anden måde. Det kan muligvis være en skal, hun har opbygget, men den er meget svær at komme igennem. Det er desuden svært at kommunikere med hende, og der har været mange problemer i den forbindelse. Det har ikke været muligt at finde en tolk, som flygtningen har tillid til eller er tilfreds med, og jeg kan ikke kommunikere særlig godt med hende pga. mangel på et fælles sprog. Hun har beskyldt mig for, at det er fordi, jeg ikke vil kommunikere med hende, at jeg ikke kan tale med hende på hendes sprog. På den måde prikker hun ofte ved noget, som får én til at føle sig dårligt tilpas. Jeg tror, det er svært for mange flygtninge at forstå, at jeg som socialrådgiver er professionel. I mange flygtninges kulturer klarer man problemerne i familiemæssige sammenhænge, og denne flygtning har meget svært ved at forholde sig til mig som professionel. Jeg tror, at hun er en type, som kunne have draget fordel af, at jeg havde været lidt mere omkring hende i starten. Men det har jeg ikke haft mulighed for. Jeg tror desuden hun er den type, der ville have haft gavn af, at det var som tidligere, da Dansk Flygtningehjælp varetog den første del af integrationsopgaven. I det tilfælde kunne hun have været i en indkvartering, hvor der var folk omkring hende hele tiden, og hvor der var nogle flere mennesker. Det havde måske givet hende en bedre start. Hun har muligvis fået et chok over at skulle bo alene på et lille værelse. Der var dog et par landsmænd i samme bygning, som hun havde kontakt med via sprogskolen, så hun har ikke været helt alene. Flygtningen rører ved nogle ting i mig som professionel, som jeg ikke bryder mig om. Hun opfører sig på en måde, der giver mig dårlig samvittighed, når jeg ikke kan gøre mere for hende. Hun stiller sig i en offerrolle, så man går hjem og har det dårligt over, at man 49

50 ET SPØRGSMÅL OM KULTUR? ikke kan hjælpe hende yderligere. Men hun laver mange ting, og hun skaber mange kontakter rundt omkring. Men når hun sidder på mit kontor, giver hun udtryk for, at hun ikke har kontakt til nogen, og at det er synd for hende mv. Jeg kan ikke sætte ord på, hvad det er, der gør, at jeg ikke helt tror på hende. Det er en fornemmelse. Men det er frygteligt at have de tanker, og det er virkelig ubehageligt at sidde med den mistillid, når kvinden kommer med den forfærdelige historie. Men psykologen har det på samme måde, og flygtningen rører ved noget hos os, som er ubehageligt. Jeg har tænkt mig at tage kvinden med hen på en anden behandlingsinstitution. Det er derfra, jeg vil hente ekspertisen til at få en afklaring på hende, og ellers må tingene bare køre. Jeg vil ikke gå ind i, om hendes historie er sand eller ej. Det må jeg gå ud fra, at andre instanser har vurderet, inden hun fik asyl i Danmark. Men det er selvfølgelig vigtigt at få identificeret, hvad der helt præcist gør sig gældende. Før det er blevet afklaret, kan jeg ikke hjælpe hende ordentligt. Det vigtigste for mig er at finde frem til den støtte, der kan være bedst for hende, og jeg håber derfor, at den anden behandlingsinstitution kan hjælpe med at finde frem til det. At være underlagt forskellige regler, krav og love en frustrerende oplevelse fra en sprogskole Medarbejderen i denne historie er ansat som indvandrerlærer, og har de sidste mange år haft funktionen som uddannelses- og erhvervsvejleder. Fra 1. januar 2004 ændredes vejledningen imidlertid pga. ny lovgivning, hvor det erhvervsrettede udelukkende skal finde sted i social- og lokalcentre eller hos integrationsmyndighederne. Herefter tager sprogcentret sig kun af det, der kaldes gennemførelsesvejledning/studievejledning. De fleste nye kursister har ikke været længe i landet, når de kommer til skolen. Men der er også kursister, som har været her i mange år. Det kan enten være kursister, som har gået på skolen før, men som aldrig er blevet færdige med at lære dansk, eller det kan være kvinder, som har gået hjemme og passet børn, og derfor aldrig har fået lært sproget. En del af arbejdet går 50

51 KAPITEL 3. MØDETS STEMMER desuden ud på at visitere nye kursister til skolen, og det er en historie fra en visitationssamtale som fortælles her. Historien er udvalgt, fordi den giver et godt billede af nogle af de barrierer og forhindringer, som både medarbejdere og kursister er underlagt. Jeg skal visitere en kursist til skolen. Jeg går i gang med at teste ham, og vi får det nogenlunde på plads. Det er en af vores gamle kursister, som vender tilbage. Samtalen ender med at vare utrolig længe, og den går ud over den afsatte tid. Jeg ved, at der er andre, der sidder og venter uden for, men kursisten har pludselig en hel masse andre ting, han også lige vil spørge mig om. Jeg oplever måske, at han først ret sent i forløbet kommer frem til det, han egentlig kom for, og så kan jeg mærke, at jeg bliver irriteret. Det betyder, at kommunikationen på en eller anden måde går skævt, fordi han selvfølgelig kan mærke, at jeg bliver irriteret. Det synes jeg ikke er særlig rart hverken for ham eller for mig fordi kommunikationen så på en eller anden måde er lukket. Det tænkte jeg meget over bagefter. Hvorfor pokker var det nu lige, det skete? Noget af det skyldtes, at jeg var stresset. Der var en bus som ikke kørte, og jeg kom lidt for sent, og kom derfor også lidt sent i gang. Udover visitationssamtalerne havde jeg en masse andet, jeg skulle nå den dag, som lå i baghovedet. Så jeg var nok heller ikke 100% til stede i samtalen. Jeg var enormt stresset, og så kan det nemt gå galt. Desuden blev samtalen pludselig til mere end bare en visitation, hvilket var en anden væsentlig faktor. Sagen var den, at kursisten havde søgt om dansk statsborgerskab, og var blevet ramt af den nye lovgivning. Ifølge den gamle lov var han i virkeligheden først sluppet igennem nåleøjet, og havde været til samtale hos politiet mv. Men så kommer der en ny lov, der medfører, at han skal have en prøve fra et sprogcenter for at kunne blive statsborger. Derudover er der sket det, at han har fået en masse breve med nogle frister og nogle prøver, der hedder noget bestemt, som han skal tilmelde sig, og nu får vi den nye lov til januar, hvor vi også får nogle nye prøver. Det var ikke gået op for ham, og det sad jeg og forsøgte at forklare ham. 51

52 ET SPØRGSMÅL OM KULTUR? Der var også en sproglig barriere i det, for han var ikke helt god til at forstå, eller jeg var ikke helt god til at forklare, eller hvordan det nu var. Jeg syntes i hvert fald, at det var svært at forklare. Han havde lige fået en masse breve fra udlændingemyndighederne, hvor der stod nogle bestemte ting, og så skulle jeg sidde og sige, at det ikke vil være sådan til næste år. Det hedder noget andet, og det er en anden prøve, og vi ved i øvrigt ikke mere, hvad det koster at tilmelde sig, og vi ved heller ikke præcist, hvornår det er osv. Så jeg tror nok, jeg fik rodet rundt i hans opfattelse af, hvordan verden så ud. Det brugte vi meget lang tid på, og jeg blev stresset, og syntes ikke rigtig, at vi kom nogen vegne. Der sker også det, at jeg synes, jeg har nogle begrænsninger i bestemte situationer. Jeg ved, jeg kan blive lidt irriteret, hvilket jeg har diskuteret med mine kolleger, i tilfælde hvor jeg bliver taget til indtægt for regeringens politik. Manden var selvfølgelig meget irriteret og vred over den måde, han var blevet behandlet på, og at der nu var kommet en ny lovgivning. Og på et tidspunkt siger han, at det også kun er fordi, Danmark ikke vil have, at så mange udlændinge bliver danske statsborgere. Jeg er jo dybest set enig med ham, for det er lige præcis derfor, den lov er blevet lavet. Men så bliver jeg pludselig en del af det, af regeringens politik og systemet, og det er i sådan nogle situationer, hvor jeg kan mærke min egen irritation og tænker, jeg er ikke regeringen. En anden ting, der også gik galt, var, at jeg ikke fra starten fik sagt til ham, hvad visitationssamtalen skulle dreje sig om. Jeg kunne ikke hjælpe ham med hans statsborgerskab nu og her og afklare de forskellige ting. Jeg kunne heller ikke indfri hans forventninger om at skrive en form for attestation på, at han havde tilmeldt sig undervisningen. Men det endte da med, at jeg fik sendt ham videre til den rigtige person for at få ordnet det, men det tog også lang tid. Til sidst måtte jeg bede ham om at gå ud og vente, og jeg sagde til ham, at jeg havde andre aftaler. Men det var han forstående over for. Så det løste måske i virkeligheden lidt op for hele kommunikationssituationen, at jeg endelig fik sagt, at jeg ikke kunne hjælpe ham 52

53 KAPITEL 3. MØDETS STEMMER med det samme. Og det var da også min fejl, at jeg ikke hurtigere fik sagt, at der sad andre og ventede udenfor, og om vi ikke kunne klare hans sager på en anden måde. Vi har aldrig tolk med til visitationssamtaler, med mindre kursisten selv har en med. Så det var også en del af problemet, at han ikke kunne nok dansk til at forstå det rimelig komplicerede stof, som jeg pludselig skulle sidde og forklare. Og det var også en af årsagerne til, at jeg blev frustreret og stresset, og han blev frustreret, fordi han ikke rigtigt forstod det hele. Der var flere situationer, hvor jeg måtte sige til ham, at jeg ikke forstod, hvad han sagde, hvor han måtte gentage det igen, og jo flere episoder der er af den slags i løbet af en samtale, om noget som er rimelig essentielt for en person, jo mere tror jeg i virkeligheden også, at det kan gå skævt. Men altså det lykkedes til sidst, gudskelov. Grundlæggende drejede det sig om forskellige forventninger til vores møde. Jeg troede, han kom for at blive optaget på sprogskolen, hvilket han måske også gjorde. Men dybest set havde han et mere vigtigt emne på dagsordenen, og det var at få tilmeldt sig en prøve næste år og få dokumentation for, at han havde tilmeldt sig prøven. Det kunne han også godt få, men det var bare ikke hos mig, han skulle ordne de ting. Og det gik først op for mig ret sent i forløbet, at det egentlig var det, han ville. Det handler måske derfor om, at han ikke får sagt, hvad han gerne vil til at starte med, og at jeg måske ikke får lyttet mig rigtigt ind på, hvad det er, han vil, og at der er en sproglig barriere. Der var meget forhandling om, hvad det egentlig var, han mente, hvad det var for noget dokumentation, han ville have, og hvad det lige præcis var, han ville. Hvis ikke jeg havde vidst, at der sad nogen uden for og ventede, og hvis ikke jeg havde vidst, at der lå en hel masse andre opgaver til mig den dag, så havde jeg måske også hurtigere lyttet mig ind til, hvad det var, der foregik, selvom vi stadig skulle have brugt en hel del tid på det sproglige og på at forstå hinanden. 53

54 ET SPØRGSMÅL OM KULTUR? Indhentet af fortiden en historie fra en psykolog i en kommune Denne historie er fortalt af en psykolog, som arbejder med integration i en kommune, hvor der er mange etniske minoriteter. Historien viser, at det kan være svært at identificere traumatiserede flygtninge trods særlig opmærksomhed omkring dette, og at det kan være vanskeligt for flygtninge at fortrænge de frygtelige oplevelser og deres skadevirkning, omend de i høj grad bestræber sig derpå. Jeg modtog en afrikansk kvinde, som jeg havde en samtale med, og jeg spurgte til tiden forud for flugten til Danmark. Jeg har sådan en traumedagsorden, hvor jeg plejer at spørge til, om flygtningene har været i krig, eller om de har været udsat for noget andet ubehageligt for at få en fornemmelse af, hvad de har med i deres bagage mv. Denne kvinde nævnte absolut intet om frygtelige oplevelser, og hun virkede til at have det godt. Hun havde arbejdet i sundhedssektoren i et land i EU, hvorefter hun var vendt tilbage til sit land i Afrika, hvor der imidlertid udbrød krig. Hun var derfor nødt til at forlade oprindelseslandet og endte i Danmark. Jeg prøvede at spørge ind til, hvor meget hun egentlig havde været udsat for, men hun var fuldstændig afvisende. Det hele var fint, og der var ingen problemer. Hun havde fået arbejde, hun boede sammen med en kæreste, og det hele gik rigtig godt. Hun var desuden startet på en særlig sprogskole, som krævede, at hun havde nogle gode faglige og sproglige forudsætninger. Hun klarede sig som sagt godt, og jeg så derfor ikke mere til hende de næste to trekvart år. Men så ringede hendes kæreste og sagde, at det ikke gik så godt mere. Kvinden var brudt fuldstændig sammen. Hun havde alligevel været ude for en masse frygtelige oplevelser, som hun ikke længere kunne holde på afstand. Hun havde oplevet en massakre, havde mistet hele sin familie og havde måttet skjule sig sammen med ligene af en masse mennesker. Da hun var kommet til Danmark, havde hun besluttet sig for at starte et helt nyt liv, 54

55 KAPITEL 3. MØDETS STEMMER og hun syntes, at det hele gik så godt. Men nu er hun nødt til at starte helt forfra igen. Hun holder sig meget for sig selv, fordi hun er bange for eventuelt at møde nogen fra den stamme, der overfaldt hendes landsby i Afrika. Jeg oplevede det som et godt forløb. Jeg har senere spurgt mig selv, om jeg kunne have gjort noget anderledes. Men det synes jeg ikke. Jeg gjorde alt det, som jeg ved er godt og hensigtsmæssigt at gøre, men hun var så stædig og holdt fast på, at alt gik godt, og hendes strategi er sådan set også meget forståelig. Jeg har senere spurgt hende, om vi kunne have gjort noget anderledes, men det mener hun ikke. De sager, hvor det går godt, er, når det hele er ordentligt forberedt. Eksempelvis når det går nemt med at finde en egnet bolig. Her i kommunen har vi udarbejdet en drejebog, og min rolle er ofte at holde fast i koordineringen, så vi sikrer, at der bliver gjort det, der skal gøres. Men denne historie viser, at det desværre ikke er altid, det går sådan. Manden der gerne ville være fisker to historier fra beskæftigelseskonsulenten Disse historier fortælles af en beskæftigelseskonsulent, der arbejder med integrations- og erhvervsprojekter. I den forbindelse har konsulenten mødt mange forskellige flygtninge. Arbejdet har dog de senere år ændret sig. Tidligere var der større kontakt til flere flygtninge, hvor konsulenten i dag overvejende arbejder sammen med sagsbehandlere. Den første historie er udvalgt, fordi den ifølge beskæftigelsesmedarbejderen illustrerer vigtigheden og betydningen af, at der bliver støttet op omkring en flygtnings drømme og ønsker, og at der bliver troet på mandens evner og muligheder. Det der tilsyneladende gør en forskel, er de situationer, hvor der gøres en særlig indsats, når tingene spidser til og bliver lidt vanskelige. Den anden historie er et eksempel på, hvad der sker, når der ikke støttes op om et projekt, og når troen på det ikke eksisterer. En af de første gange, jeg arbejdede med erhvervsprojekter, arbejdede jeg sammen med en anden, som havde arbejdet inden for om- 55

56 ET SPØRGSMÅL OM KULTUR? rådet et stykke tid. Det var første gang, jeg i kraft af samarbejdet mere systematisk blev præsenteret for vigtigheden af at være entydig i min kommunikation, have fokus på ressourcer og være i stand til at se bort fra de ting, der kan give et negativt indtryk. Vi havde en samtale med en arabisk mand på år, og han fortalte, han gerne ville være fisker. Min tankerefleks var : Araber og fisker, det går ikke! Jeg så for mit indre øje en mand i kjortel, med sandaler og langt skæg ombord på en fiskekutter. Jeg havde tidligere været med til at modtage en gruppe arabiske flygtninge, som kom direkte fra en flygtningelejr i ørkenen til Danmark midt om vinteren. Disse mennesker kom alle i kjortler, sandaler og langt skæg, og de fik forfrysninger i tæerne pga. vinterkulden. Det var derfor det samme billede, jeg så for mig, uanset at det slet ikke passede på den arabiske mand, vi sad og talte med. Efter vores samtale tog vi kontakt til Dansk Fiskeriforening for at høre, om der var mulighed for, at han kunne komme med ud og prøve at sejle på en fiskekutter. Det kunne dog ikke lade sig gøre, da der er krav om, at man skal tage et sikkerhedskursus for at komme med ud at sejle på et erhvervsskib. Fiskeriforeningen foreslog i stedet, at manden startede på en fiskeriskole for at tage kurset. Flygtningen var dog usikker på, om han havde lyst til at starte på skolen, bl.a. fordi han skulle bo derude. Han boede hjemme hos sine forældre, og han var bekymret for, om han kunne spise maden på skolen, da han ikke spiser svinekød mv. Jeg fortalte ham, at han godt kunne blive boende hjemme og tage frem og tilbage hver dag i stedet for. Men i det tilfælde skulle han selv betale sin transport. Jeg opfordrede ham dog til at tage udfordringen op og prøve at bo på skolen, hvor han i højere grad ville møde de kammerater, han skulle have undervisning sammen med. Samtidig fortalte jeg ham, at der højst sandsynligt ville være andet end svinekød i den buffet, der blev lavet til eleverne hver dag, og at der ville være flere ting at vælge mellem. Der ville således altid være noget, han kunne spise. 56

57 KAPITEL 3. MØDETS STEMMER Jeg foreslog, at vi sammen kunne tage ud og se på skolen, og efter en række overvejelser tog han med. Senere besluttede han sig for, at han gerne ville starte på skolen, og at han ville prøve at bo derude. Han startede på kurset, og han var meget motiveret og energisk. Han udsatte sin køreprøve på trods af, at det var meget vigtigt for ham at få kørekort. Men han prioriterede skolen højere. Han gennemførte således uddannelsen og fik diplomet for sikkerhedskurset. Inden han skulle ud at sejle for første gang, fik han en opringning fra skolen. De skulle starte en søfartsuddannelse, og de syntes, at det var gået så godt med ham, at de ville høre, om han ikke havde lyst til at begynde på den videre uddannelse. De fortalte desuden, at en af de andre elever, som han havde taget sikkerhedsbeviset med, havde ringet til skolen for at høre, om skolen vidste, om den arabiske mand også skulle begynde på den videre uddannelse. Den anden elev havde sagt, at han håbede, at flygtningen også startede, fordi han syntes, de havde haft det hyggeligt sammen. Jeg talte med flygtningen om mulighederne for at få uddannelsen, men han havde ikke umiddelbart lyst til at starte. Fordelen var imidlertid, at skolen ville sikre ham en praktikplads, hvis han tog uddannelsen, selvom det krævede dispensation og andre praktiske ting. Han havde på den måde fået en masse folk til at arbejde for sig, som var villige til at hjælpe og arbejde lidt ekstra for at give ham en chance for at tage en ny uddannelse. Men han syntes, det var en svær beslutning, fordi han skulle bo derude igen mv. Det endte med, at han alligevel besluttede sig for at prøve de tre første uger. Der var undervisning i motorlære, navigation og radiokommunikation i begyndelsen af uddannelsen, hvilket flygtningen syntes var spændende. Efter nogen tid ringede de imidlertid fra skolen og fortalte, at han ikke længere ville fortsætte. Jeg ringede derefter til flygtningen for at høre, hvorfor han ville afbryde uddannelsen. Det eneste svar jeg fik, var at han bare ikke ville fortsætte. Jeg tænkte, jeg måtte respektere hans beslutning, og at det måtte være hans egen afgørelse. Men samtidig tænkte jeg, at det var en 57

58 ET SPØRGSMÅL OM KULTUR? rigtig dårlig afslutning blot at stikke af uden videre. Hvis han skulle stoppe, skulle han gøre det på en ordentlig måde. Flygtningen havde fået tilbudt ekstra undervisning om aftenen, hvor en af lærerne kom ud en gang om ugen og gennemgik nogle af fagbøgerne med ham. Vi aftalte, at jeg i den forbindelse skulle komme ud på skolen, så læreren, flygtningen og jeg kunne tale sammen og afslutte forløbet på en ordentlig måde. På skolen talte vi med læreren og gennemgik flygtningens faglige færdigheder. Læreren kunne ikke forstå, hvorfor flygtningen ville stoppe, fordi han var en meget dygtig elev, og det netop gik så godt. Han havde lidt problemer med sproget, men bortset fra det var han en af de dygtigste elever. Efter vi havde talt lidt mere sammen, viste det sig, at flygtningen var bange for ikke at bestå den kommende eksamen. Læreren fortalte om de muligheder der var, hvis flygtningen ikke bestod eksamen. Ifølge læreren ville det ikke være nogen katastrofe at dumpe, men den unge mand sagde: Det vil være en katastrofe for mig. Han var den ældste søn, og han kunne ikke komme hjem med et dårligt eksamensresultat. Det handlede altså dybest set om flygtningens angst for ikke at bestå, og det havde intet at gøre med, at han ikke klarede sig godt på skolen. Læreren prøvede at overtale ham til at tage 1,5 uge mere for at se, hvordan det gik. En uge senere var flygtningen og jeg til et aftenarrangement på skolen. Jeg havde tilbudt at køre ham hjem, hvis han tog med til arrangementet. Da vi kom derud, gik han rundt og kiggede, hvorefter han sagde til mig, at han syntes, det var mærkeligt, at han skulle bo der det næste halve år. Han havde altså alligevel bestemt sig for at fortsætte, og han gennemførte og bestod alle sine eksamener. Han kom derefter ud at sejle og fiske. Men efter halvanden måned måtte han stoppe, fordi han blev meget søsyg. Det var rigtig ærgerligt, men uanset at han ikke blev fisker, så havde han et syv til otte måneders forløb i sin integration, hvor han arbejdede ihærdigt fagligt, sprogligt og socialt, hvor han udviklede sig utrolig meget. 58

59 KAPITEL 3. MØDETS STEMMER I dag laver han noget helt andet, men sådan er det nogle gange. Man starter et forløb med et bestemt mål for øje, og senere i forløbet må man tilpasse, ændre og lave om. Det sker for en masse mennesker hele livet igennem. Det vigtigste var, at han fik en god oplevelse, lærte meget, og fik set, at det var muligt at arbejde sig ud af kontanthjælp og afhængighed. Han fik prøvet det af, han gerne ville, satte sig et mål og gennemførte. Jeg tror, at en af årsagerne til, at han klarede sig igennem, var, at han blev støttet og bakket op i det øjeblik, det blev svært for ham, og han tvivlede. De gange han havde brug for støtte og anerkendelse fik han det, og han tog imod det. Jeg tænkte bagefter på, om jeg selv ville have kunnet tage imod og troet på det, og ikke mindst - om jeg havde haft mod til det. Jeg gjorde desuden meget ud af at gøre ham opmærksom på alle de gode ting, og alle de ting som folk gjorde for ham, og ville gøre for ham. Jeg satte fokus på, at der rent faktisk var en elev, der havde ringet til skolen for at høre, om han ville fortsætte på den videre uddannelse, fordi eleven syntes, han havde været rar at være sammen med. Jeg gjorde ham opmærksom på at det var flot, at en skole gjorde sig de anstrengelser at ringe til ham og spørge om, han ville fortsætte en ny uddannelse, og at skolen i den forbindelse var parat til at søge dispensation mv. for at han kunne gå der. Jeg prøvede at få ham til at se, at folk gav ham anerkendelse for det, han gjorde, og at han havde gjort sig fortjent til det. Nogle gange kan man ikke selv se, at man har gjort sig fortjent til noget, og at man klarer sig flot, og det kan være en stor hjælp, at andre gør én opmærksom på det. Jeg tror derudover, at flygtningen oplevede, at han blev taget alvorligt, og at han blev støttet i det, han gerne ville. Han oplevede desuden, at andre gav ham anerkendelse, og samtidig var han god til at komme i kontakt med andre folk og at klare sig. Han havde en god social kompetence, og han var vellidt blandt andre mennesker. På den måde fik han måske ændret den forestilling om, at det var umuligt at komme i kontakt. Når man selv investerer lidt, og der er 59

60 ET SPØRGSMÅL OM KULTUR? et fællesskab, er det ikke helt umuligt. Hvis man fx går forbi en fodboldbane, får man ikke nødvendigvis venner. Men hvis man går ind på banen og spiller med, er der større sandsynlighed for at danne venskaber. De folk, som flygtningen var sammen med på fiskeriskolen, havde også fælles fokus, og der opstår et fællesskab, som danner grundlag for at prøve hinanden af og lære hinanden at kende. Det er en grundlæggende god oplevelse. Men det betyder som sagt meget, at der er andre, der tror på én, og at man bliver taget alvorligt og støttet i de ting, man gerne vil. Jeg kan i den forbindelse fortælle en anden historie, som gik mindre godt, hvilket nok skyldes manglende opbakning fra min side. Jeg havde kendt en gruppe somaliske mænd igennem halvandet års tid, og vi havde lavet flere ting sammen, som var gået godt. På et tidspunkt kom de til mig og bad om hjælp til at lave en somalisk forening. De skulle have hjælp til at lave vedtægter og få dem oversat, de havde behov for information om, hvad der var nødvendigt for at få projektet op at stå mv. Men på en eller anden måde blev projektet aldrig gjort færdigt, og det hele løb ud i sandet og blev aldrig til noget. Årsagen til det skal nok ses i lyset af, at jeg dybest set ikke troede på projektet. Jeg havde set en lang række flygtningeforeninger på den ene side blive skabt af en dansker, og på den anden side gå i opløsning, når vedkommende forlod foreningen. Derfor lagde jeg op til, at somalierne selv skulle gøre arbejdet. Jeg forventede, at de på en eller anden måde skulle bevise, at de selv kunne danne foreningen, og udføre det arbejde, der ville være nødvendigt for processen. Men reelt overlod jeg dem en opgave, de ikke kunne magte eller havde mulighed for at løse. De havde ikke noget kendskab til, hvordan man skulle arbejde med et sådant projekt. I stedet for at være ideologisk omkring mine krav om hvad de skulle kunne, og hvad de selv skulle gøre mht. projektet, skulle jeg fra starten have været mere med i det. Jeg skulle have delt projektet op i forskellige faser for at tydeliggøre projektets omfang og opgaver, og 60

61 KAPITEL 3. MØDETS STEMMER jeg skulle desuden have gjort en indsats mht. at formidle kontakter for dem, åbne døre og guide dem på vej. De somaliske mænd var dygtige nok, men de kendte ikke systemet, og de skulle have haft større støtte og hjælp til, hvordan de kunne gribe det hele an. Men jeg havde som sagt ikke tillid til projektet, hvilket også skyldtes, at jeg havde meget svært ved at se, hvor pengene til projektet skulle komme fra, og hvordan alle de praktiske ting skulle kunne fungere. Der skulle findes et lokale, der skulle søges lokalestøtte hos kommunen mv. Jeg fokuserede på forhindringerne i stedet for på målet. Somalierne ville gerne have et sted, hvor de kunne hænge det somaliske flag op på væggen, og få skabt et særligt somalisk rum. Jeg havde svært ved at se, hvordan de skulle kunne skabe den nødvendige tilslutning og kontingentindbetaling. Det kræver stor økonomi, stor grad af selvorganisering, organisationserfaring og talent for at få en forening til at fungere. Da jeg dybest set ikke havde tillid til projektet, arbejdede jeg også kun halvhjertet med det. Jeg synes ikke, jeg var omhyggelig nok med den opgave, og jeg fik ikke taget problemerne i opløbet. Det gør jeg ellers normalt. Jeg tror at somalierne kom med en forventning om, at jeg ville hjælpe dem, fordi vi havde lavet arrangementer og andre ting sammen tidligere, som var lykkedes. Men de må have oplevet de løb ind i en mur. De har ikke konfronteret mig med det, men har blot resigneret. Når jeg tænker tilbage på det forløb, kan jeg kun sige, at jeg svigtede i den sammenhæng, og dybest set tror jeg, det handlede om, at jeg ikke troede på projektet. Men det afgørende burde have været, om de somaliske mænd troede på det og havde energi og lyst! En grænseoverskridende oplysning en sundhedsplejerskes møde med en albansk familie Denne historie er fortalt af en sundhedsplejerske. Det er sundhedsplejerskens opgave at tilse nyfødte børns sundhed, og i den forbindelse møder hun både etniske danskere og indvandrere, flygtninge og velintegrerede 2. generationsindvandrere. Sundhedsplejersken 61

62 ET SPØRGSMÅL OM KULTUR? kan godt lide den alsidige sammensætning af mennesker, hun møder i kraft af sit arbejde, hvor hun udover den etniske mangfoldighed, også socialt set møder forskellige mennesker lige fra velstillede til bistandsklienter. Historien er udvalgt, fordi den er et godt eksempel på nogle uudtalte elementer, der er på spil, og som sundhedsplejersken aldrig har fået afdækket, men som kunne tyde på at dreje sig om forskellige opfattelser af behov for hjælp og information. Jeg ville egentlig gerne fortælle en positiv historie om en somalisk familie, fordi de ligger så langt fra den danske kultur. Jeg har mange gode oplevelser med somaliere. Men jeg kan på den anden side også fortælle en anden historie om en albansk familie, hvor tingene tydeligvis ikke lykkedes. Den albanske familie har nok haft et lavere uddannelsesniveau. Faren havde været i landet i ca. syv år, og han arbejdede som rengøringsassistent. Moren var kommet til Danmark, da de blev gift, og hun havde også et rengøringsjob. Familien havde fået sit første barn, og ved mit første besøg havde jeg en tolk med, fordi kvinden ikke talte dansk. Faren talte dog lidt dansk, men af hensyn til moren og for at være sikker på, at vi havde en tydelig og klar kommunikation, valgte jeg at tage tolken med. Familien boede på daværende tidspunkt hos en anden familie, da de ventede på, at deres egen lejlighed skulle blive klar til indflytning. Der boede således to familier i en lille lejlighed, og den første gang jeg besøgte det nye forældrepar, var begge familier tilstede inde i stuen, da jeg skulle undersøge barnet og tale med forældrene. Jeg tror, at begge familier på en eller anden måde skulle se mig an, for ved det andet besøg var mændene ikke i lejligheden. Da var det kun moren og svigerinden, der var hjemme. Kvinderne havde ikke været så længe i Danmark, og de var muslimsk klædte med lange kjoler og tørklæder om hovedet. Samtidig havde de stor autoritetstro over for en person i min position. Da jeg havde undersøgt barnet og talt om amning og spædbarnets pleje mv., så mente jeg, at det var min opgave at fortælle om gen- 62

63 KAPITEL 3. MØDETS STEMMER optræning af bækkenbunden. De var lidt tøvende og uforstående over for, hvad det egentlig var for noget, hvilket egentlig ikke kom bag på mig. Men da vi kun var kvinder tilstede, tog jeg nogle tegninger af bækkenets knogler og muskler op af tasken for at vise, hvad det hele handlede om. Det var meget enkelt og neutralt illustreret på tegningerne, og herefter forklarede jeg, hvordan øvelserne skulle laves ud fra min egen krop. Jeg ved egentlig ikke, hvad der gik af mig, for det er ikke altid, jeg taler om det, når det gælder kvinder, der har nogle andre normer, og som går med tørklæde. På den anden side kender jeg nogle arabiske familier, hvor kvinderne sagtens kan tale om sex, graviditet og kvindekroppen på alle mulige måder, når bare de kender mig. Men det er nok også forudsætningen for, at vi kan føre en samtale om de emner. Da vi kom ud fra besøget hos de albanske kvinder, sagde den kvindelige tolk, at det nok havde været lidt overrumplende og måske grænseoverskridende for dem. Det havde nok også været for meget med de tegninger, men jeg syntes, at moren skulle have muligheden for at vide, hvad det var, og jeg var sikker på, at hun ikke ville gå til bækkenbundstræning på et gymnastikhold. Det ville også have været umuligt, når hun ikke kunne tale dansk. Da jeg skulle besøge familien næste gang, var faren hjemme under hele mit besøg. Efter jeg havde tilset barnet, aftalte vi et tidspunkt for et nyt besøg. Men et par uger senere ringede faren og sagde, at de ikke ville være hjemme på det aftalte tidspunkt, og at de havde fået en aftale med deres egen læge. De syntes derfor ikke, at jeg behøvede at komme igen. Jeg kunne på den baggrund godt forstå, at de ikke havde brug for en sundhedsplejerske mere, og det var nok især mig, de ikke havde lyst til at se. Faren sagde dog ikke noget om hvorfor. Jeg havde ikke forventet, at jeg ligesom ville blive smidt ud på den måde, men på den anden side havde jeg selv været ude om det. Jeg var også gået lige til grænsen og endda over den. Det sjove ved historien er, at familien fik sit andet barn nogle år senere, hvor jeg igen kom ud til dem for at tilse deres barn. På det 63

64 ET SPØRGSMÅL OM KULTUR? tidspunkt havde moren lagt tørklædet og gik i cowboybukser og T- shirt. Jeg tænkte, inden jeg skulle ud til dem igen, hvordan det mon ville gå. Men det gik fint, og det var først ved mit tredje besøg, at moren spurgte, om det ikke var mig, der havde været hos dem tidligere. Det kunne jeg kun bekræfte, men vi talte ikke så meget om det, og det virkede fint nok. Jeg ved ikke, hvornår de havde genkendt mig, for jeg sagde ikke noget, da jeg kom ud til dem i anden omgang. Men der var ikke noget at mærke under besøgene. Men jeg havde også været meget forsigtig, og jeg forventede, at det godt kunne være, at de ikke ville have, at jeg kom hos dem igen. Men jeg har aldrig fået en forklaring, og jeg har sådan set heller ikke spurgt, så det kunne også være noget helt andet, som jeg ikke aner noget om. Jeg har ikke rigtig haft overskud til at spørge dem og undersøge det nærmere. Den svære forældresamtale en historie fra en daginstitution Den næste historie udspiller sig i en børnehave, som er placeret i et område med mange familier med indvandrerbaggrund. Omkring 40% af børnene i institutionen er tosprogede og kommer overvejende fra indvandrerfamilier. Den ene af forældrene har typisk boet i Danmark det meste af sit liv, og den anden er ofte kommet til landet på et senere tidspunkt. Mødet med etniske minoriteter finder i dette eksempel sted i forbindelse med pædagogernes samtale med en far. Historien er udvalgt for at vise, hvad forskellige opfattelser af måder at opføre sig på under en forældresamtale kan medføre af misforståelser. Vi havde indkaldt en far til et møde for at fortælle ham, at vi ville indstille hans søn til indslusningsklassen ved barnets skolestart. Indslusningsklassen er en særlig klasse for tosprogede børn, hvis sproglige kompetencer ikke er tilstrækkelige til, at de kan starte i en almindelig børnehaveklasse. I indslusningsklassen arbejdes der mere koncentreret med det danske sprog for senere at kunne placere børnene i børnehaveklassen. 64

65 KAPITEL 3. MØDETS STEMMER Vi træner også børnenes sprog her i børnehaven og laver sprogstimulerende aktiviteter med dem for sprogligt at gøre dem skoleparate. Men det er ikke altid, at børnene når at tilegne sig sproget godt nok inden skolestart, og i den forbindelse er det vores opgave at tale med forældrene om det. Blandt forældrene er det ikke velset at få sit barn placeret i en indslusningsklasse, og under samtalen bliver faren lidt opfarende og aggressiv, hvorefter han begynder at beskylde os for ikke at have gjort vores arbejde ordentligt. Sønnen har gået i børnehaven i tre år, og faren siger, at det er vores skyld, at sønnen ikke har lært tilstrækkeligt dansk. På et senere tidspunkt i samtalen begynder faren at spørge til vores adresse, hvilket vi bliver lidt forskrækkede over, fordi vi oplever det som en trussel. Han spørger flere gange til, hvor vi bor, men vi svarer ham ikke, da vi føler os utilpasse ved spørgsmålet. Vi forholder os meget afvisende over for ham, når han spørger, og vi får afsluttet mødet. Efter samtalen sidder vi tilbage med en ubehagelig fornemmelse, og vi føler os meget utrygge. Vi beslutter os for at indkalde faren til et nyt møde for at fortælle ham, at han har overskredet vores grænser ved at spørge til vores bopæl. Samtidig vil vi fortælle ham, at vi har følt os truet af ham. Inden mødet afholdes, kontakter vi en pædagogisk konsulent og en tolk, som vi beder om at deltage i samtalen med faren, da vi opfatter sagen som meget alvorlig. Under den nye samtale fortæller faren, at han har spurgt til vores adresse for at vise, at han gerne vil lære os bedre at kende og for at vise venlig interesse. Faren siger, at han under første samtale godt var klar over, at han var lidt opfarende og vred, og at han spurgte til vores adresse for at være venlig og for at bløde samtalen og stemningen op. Han siger, at det var for at få en mere uformel snak i gang på et venskabeligt plan. Vi bliver meget lettede over hans forklaring, og vi får en større forståelse for farens reaktioner. Nu kan vi meget bedre forstå det hele, og vi er glade for, at vi har konfronteret ham med vores oplevelse af 65

66 ET SPØRGSMÅL OM KULTUR? samtalen. Samtidig får vi mulighed for at fortælle faren, hvordan vi oplevede hele situationen, og vi giver ham på den måde en forklaring på, hvorfor vi pludselig blev meget afvisende. Han havde ikke kunnet forstå vores reaktion på hans forsøg på at vise imødekommenhed og venlig interesse. På baggrund af den anden samtale blev misforståelserne afklaret, og vi fik et tættere samarbejde med faren, som desuden accepterede vores vurdering af sønnen. Når vi ser tilbage på mødet med forælderen, ser vi det som udtryk for en kulturforskel. Denne forskel var medvirkende til, at vi misforstod faren. Vi opfatter os selv som fagpersoner, som kun har kontakt med faren i kraft af vores arbejde. På den måde repræsenterer vi børnehaven, når vi har samtaler med forældrene. Vi tænker ikke på os selv som privatpersoner i den sammenhæng. Vi bliver derfor meget overrumplede, og i dette tilfælde bange, i det øjeblik en forælder tænker på os som privatpersoner, og spørger til forhold af mere personlig karakter. Men vi fandt heldigvis ud af, at det er en måde at samtale på for faren, som er almindelig inden for hans kultur. Inden det første møde med faren havde vi en fornemmelse af, at han ville blive skuffet over, at sønnen blev vurderet til at komme i en indslusningsklasse. Og ved den anden aftale forventede vi et endnu sværere møde med en vred far. Men på baggrund af hele episoden lærte vi at kommunikation er vigtig, og at det er vigtigt at finde ud af, hvad det egentlig handler om, hvis man i andre tilfælde føler sig truet. Vi mener, at kulturforskelle kan medføre misforståelser, og at det derfor er vigtigt at spørge ind til det med det samme, og at være nysgerrig. På den måde kan man få ryddet misforståelser af vejen hurtigst muligt. Identificering af et problem en historie fra folkeskolen Denne historie er fortalt af en mandlig lærer på en kommuneskole, hvor børnenes etniske baggrund og sociale status er yderst mangfol- 66

67 KAPITEL 3. MØDETS STEMMER dig og forskellig. Der er således tale om en meget broget elevsammensætning. Historien er udvalgt for at vise, hvordan en lærers engagement og interesse for det anderledes umiddelbart hjalp en familie og deres pige gennem et folkeskoleforløb, som ellers ikke tegnede godt. Der startede en pige på skolen, som opførte sig særpræget. Hun grinte på de forkerte tidspunkter, og hun kom ofte ud i forskellige konfliktsituationer. Eleverne syntes hun var mærkelig, og lærerne trak sig væk fra hende. Jeg har altid interesseret mig for de elever, der på en eller anden måde er anderledes eller har det svært. Jeg tog derfor en samtale med pigen for at finde ud af, hvorfor hun opførte sig på denne uforståelige måde, og hvorfor hun reagerede, som hun gjorde. Jeg fik mistanke om, at hun var psykisk syg, og at hun havde brug for professionel hjælp. Jeg kontaktede derfor hendes forældre, hvilket ikke var helt uproblematisk. Jeg tror, det er ubehageligt at have et barn, der er psykisk syg. Forældrene var desuden flygtninge, og det er svært at være i et fremmed land, i en fremmed kultur. Man føler sig desuden utryg, og forholder sig lidt skeptisk til tingene, når man ikke helt forstår kodesproget, tabuerne osv. Forældrene havde svært ved det danske sprog og dermed også svært ved at forstå de forskellige normer og arbejdsgange i forbindelse med skolen. I første omgang havde jeg kun møder med moren for at fortælle hende, at jeg havde mistanke om, at hendes datter var psykisk syg, og at hun behøvede hjælp. Det var der sådan set ingen problemer i, men moren turde ikke sige det til faren. Inden familien var flygtet til Danmark, havde faren siddet i fængsel med sine brødre, og han var den eneste, der var kommet ud. Han var derfor meget depressiv og nedtrykt, og han havde brug for at komme i behandling. Men han ville ikke tale om det. Moren behandlede ham på en særlig hensynsfuld måde, og hun havde derfor ikke lyst til at gøre ham endnu mere nedtrykt ved at fortælle ham, at deres datter muligvis var psykisk syg. 67

68 ET SPØRGSMÅL OM KULTUR? Jeg tilbød selv at fortælle det til faren, så moren kunne være fri for det. Men hun besluttede sig til sidst for selv at tale med ham, da hun syntes, det ville være pinligt, at hun ikke selv kunne fortælle ham det. Moren og jeg var desuden blevet enige om, at det var synd, at hensynet til faren skulle stå i vejen for pigens behandling. En behandling af pigen krævede nemlig begge forældres samtykke, og før de begge havde skrevet under og givet deres accept, kunne pigen ikke påbegynde et behandlingsforløb. Jeg havde efterfølgende flere møder med forældrene for at overbevise faren om, at deres datter havde brug for hjælp. Faren havde meget svært ved at acceptere og erkende det. Men efterhånden fik vi opbygget et tillids- og et venskabsforhold, og begge forældre gik med til, at deres datter skulle undersøges. Jeg lavede en aftale med en psykiatrisk afdeling for at få pigen nærmere undersøgt, og jeg fik forældrene til at tage med derhen. De var dog stadig ikke helt overbeviste om, at pigen var psykisk syg. De tog med fordi de havde tillid til mig og stolede på mig, og ikke fordi de troede, der var noget galt med pigen. Jeg tog med dem derhen for at tale med lægen og socialrådgiveren på afdelingen, og på den måde kunne jeg også støtte mere op omkring hele familien og deres datter. Ved undersøgelsen på den psykiatriske afdeling fandt man imidlertid ud af, at hendes sygdom var meget kompliceret. Pigen var psykisk syg og havde psykiske problemer efter traumatiske krigsoplevelser. Hun havde samtidig en lille hjerneskade. Hjerneskaden betød, at der var ting, hun ikke kunne, og andre ting som hun aldrig ville lære. Men hun kunne få behandling og blive hjulpet et godt stykke af vejen på nogle af punkterne. Samtidig fik vi en forklaring på, hvorfor hun fungerede meget ujævnt i skolen, og vi fik en diagnosticering på det. Der gik dog stadig lidt tid, før forældrene endelig indså og accepterede det. Men på baggrund af pigens opførsel i hjemmet, blev de efterhånden overbevist. Pigen opførte sig flere gange meget uforståeligt ved nogle gange at fare rundt i huset om natten, råbe og skrige og virke meget forstyrret. 68

69 KAPITEL 3. MØDETS STEMMER Før familiens flugt til Danmark havde de flere gange oplevet bombardementer og andre traumatiske hændelser, og det var svært at sige, hvad der var symptomer på henholdsvis traumatiske oplevelser, psykisk sygdom og hjerneskade hos pigen. Men sammen med diagnosticeringen fik forældrene en forståelse for, hvorfor pigen havde svært ved nogle ting, og hvorfor der var andre ting, hun ikke kunne. Det havde de også undret sig lidt over. Heldigvis erkendte og accepterede forældrene til sidst, at pigen havde brug for hjælp, og hun kom i professionel behandling. Hun blev herefter helbredt, og fik en rimelig afgangseksamen, og nu er hun i gang med en uddannelse. Pigen var en meget levende pige, og hun var sjov at arbejde med, fordi hun var meget motiveret og modtagelig for hjælp. Jeg forberedte mig ikke særligt i forbindelse med møderne med forældrene, men jeg sørgede for, at der var en tolk med. Det var enten en professionel tolk eller en anden lærer, der arbejder på skolen. I nogle tilfælde tolkede pigen i vores samtaler, men det var kun i forbindelse med fx en telefonsamtale, hvor der ikke blev udvekslet alvorlige informationer. Fra mine mange arbejdserfaringer har jeg desuden lært, at der er nogle kulturforskelle, og at det er vigtigt at være meget klar og tydelig i sin måde at kommunikere på, for at der ikke skal opstå misforståelser. Desuden tror jeg, at det havde stor betydning, at jeg til at starte med havde en god kontakt til pigen. Og jeg havde en god kontakt på trods af, at jeg er en mand. Jeg synes tit, at der er en række fordomme om, at det som mand er sværere at opnå en god kontakt og tillid i forhold til arbejdet med piger. Men jeg var den eneste, der var gået hen til hende for at prøve at hjælpe hende, og efter jeg første gang havde talt med hende om hendes opførsel mv., knyttede hun sig meget tæt til mig. Hun kom altid løbende hen til mig, hvis hun havde problemer eller havde rodet sig ud i noget, hun ikke selv kunne løse, og derhjemme fortalte hun sin mor om mig, og at jeg er til at stole på. Hun fortalte moren, at jeg kun gør det, jeg siger, og at jeg 69

70 ET SPØRGSMÅL OM KULTUR? holder, hvad jeg lover. Den bedste vej til forældrene går altid gennem barnet, og enhver forælder har sympati for en anden, som vil deres barn noget godt. På den måde havde moren på forhånd tillid til mig gennem pigen og hendes historier om mig, og det var et godt udgangspunkt for det videre samarbejde og de efterfølgende møder. En fejl og en trussel på livet en historie fra skoleverdenen der trods alt får en god slutning Denne historie udspiller sig på en kommuneskole, hvor 80% af børnene er tosprogede. Der er børn fra mange forskellige lande, og de er fra både flygtninge- og indvandrerfamilier. I dette eksempel møder inspektøren en far, der har været udsat for meget voldsom tortur. Faren er arabisktalende, og har to piger gående på skolen. Inspektøren har haft flere møder med faren, nogle gange med tolk, og inspektøren synes, at der er en god kontakt til faren. Men en dag laver skolen en fejl, og historien viser hvor hurtigt et forløb kan køre af sporet og skabe en uhensigtsmæssig situation, som begge parter lider under. Op til sommerferien beslutter vi, at den ene pige skal gå 4. klasse om. Jeg beder klasselæreren om at tage kontakt til hjemmet og tale med forældrene om det. Der er meget, der skal ordnes inden sommerferien, og der er meget stress, og af en eller anden grund glemmer den ellers meget ansvarlige klasselærer at give pigens forældre besked om skolens beslutning. Da skolen starter igen efter ferien, kommer faren og er rasende over at hans datter skal gå om, og at han ikke har fået besked om det. Han er i sin gode ret til at være vred, for det er skolen, der har begået en stor fejl. Vi har heldigvis en arabisk lærer på skolen, som jeg tager med ind til samtalen. Jeg undskylder mange gange og forklarer, at vi har lavet en fejl, men at datteren alligevel skal gå om. Det gør faren fuldstændig rasende. Han råber og skriger, truer med at finde ud af, hvor klasselæreren og jeg bor, og råber, at han vil slå os ihjel. Jeg bliver beskyldt for at være et forfærdeligt menneske, og 70

71 KAPITEL 3. MØDETS STEMMER han råber og skriger af mig. Jeg bliver ikke bange. Jeg bliver som regel først vred og bange bagefter, så jeg rejste mig og råbte: Ud af mit kontor! Og for øvrigt hvis du taler sådan til mig og truer mig på livet, så er dine børn meldt ud af skolen fra i morgen, jeg vil ikke have nogen af dem på min skole mere. Ud! Jeg smækkede døren i efter ham, og han gik rasende hen ad gangen. Jeg meldte begge piger ud næste dag. Det ved jeg godt, man ikke må, men jeg gjorde det alligevel, og jeg havde det fint med det. Jeg ville ikke finde mig i at passe mit arbejde og samtidig blive truet på mit liv. En uge efter får jeg et brev fra forvaltningen, som beder mig om at lave en udredning af sagen, da de har fået en klage. De har fået at vide, at jeg har smidt to piger ud af skolen på grund af deres fars opførsel over for mig. Jeg bruger en hel weekend på at skrive hele forløbet i detaljer, og bagefter får jeg den arabiske lærer til at læse det igennem. Han er enig med mig om, at forløbet var sådan, som jeg havde beskrevet. Jeg sendte udredningen ind til forvaltningen, og der kom ikke mere ud af den sag. Men jeg sad tilbage med en dårlig fornemmelse. For det første havde jeg lavet en forvaltningsfejl som jeg dog godt kunne leve med. Men jeg havde også gjort noget forkert i forhold til to piger, som ikke kunne gøre for, at deres far var gået over stregen. Derudover sad jeg med en fornemmelse af, at det ikke var rart, hvis jeg skulle møde denne far igen. Jeg sidder ofte alene på skolen og kører hjem, når det er mørkt. Jeg har aldrig været bange for nogen eller for noget, men det strejfede mig alligevel, at det ikke ville være svært at finde ud af, hvor jeg bor. Jeg glemte det imidlertid igen, og tiden gik. To år senere ved den årlige indskrivning af børnene kom det dog tæt på igen, da jeg fik øje på faren blandt alle de forældre, som sad og ventede ude på gangen for at få deres barn indskrevet. Selvom man ikke vil have sit barn indskrevet på den skole, man hører til, skal forældrene alligevel møde op det pågældende sted for at informere om, hvor de i stedet ønsker, at deres barn skal gå. 71

72 ET SPØRGSMÅL OM KULTUR? Da jeg så faren, fik jeg det dårligt, og jeg turde næsten ikke at sidde alene med ham inde på kontoret. Jeg overvejede at få sekretæren til at sidde med ved samtalen. Men omvendt tænkte jeg, at jeg måtte tage mig sammen, og at jeg nok skulle klare det. Jeg tog derefter imod faren, og vi hilste formelt på hinanden og fik ordnet det praktiske med hans pige, som skulle gå på en anden skole. Bagefter tænkte jeg, at jeg måtte sige noget, for ellers ville det være for fejt. Jeg sagde derefter, at jeg var frygtelig ked af den historie to år tidligere, og så rejste faren sig og sagde: Det var mig, der var dum, det må du meget undskylde, og han gav mig hånden. Vi blev begge to meget glade og lettede. Jeg blev lettet over, at jeg ikke længere behøvede at gå rundt og være bange for en rasende arabisk mand, der ventede på at kaste mig ned ad cyklen eller noget i den stil, og jeg kunne se på ham, at han også var lettet, for jeg havde altid indtil det ubehagelige møde haft en god kontakt til ham. Vi fik begge lagt den gamle historie bag os, vi gav hinanden hånden, og vi skiltes på en pæn måde. Så den dårlige historie endte alligevel godt. Jeg havde ingen forventninger før det ubehagelige møde med faren. Jeg kunne se, at han var rasende, da han kom, og det var han i sin gode ret til, da vi havde glemt at fortælle, at hans datter skulle gå om. Jeg brugte meget tid på at fortælle på dansk og derefter lade den arabiske lærer oversætte. Jeg forklarede, hvad der var sket, at vi havde begået en fejl, undskyldte mange gange, men holdt fast i, at pigen skulle gå om. Jeg har haft mange samtaler med forældre hvis børn skulle gå om, og jeg havde ingen negative forventninger til en sådan samtale. Faren blev bare pludselig meget oprevet og rasende, hvilket muligvis kan forklares med, at han er torturoffer. Han reagerer måske på denne specielle måde, når han er i pressede situationer. Jeg valgte at have den arabiske lærer med til mødet for at være sikker på, at faren kunne forstå alt, hvad der blev sagt og nuancerne i det, og for at give ham mulighed for at udtrykke sig bedst muligt. Faren var ikke så god til dansk, og der kunne let opstå en masse misforståelser. Det var dog ikke til at misforstå, da han truede mig, fordi det foregik på dansk. 72

73 KAPITEL 3. MØDETS STEMMER Hvis jeg skal beskrive situationen, kan det bedst beskrives som en typisk konfliktoptrapnings-situation. Faren blev mere og mere rasende, og jeg husker, at jeg forholdt mig meget rolig meget længe, hvorefter jeg på et tidspunkt frustreret siger: Lad mig nu lige forklare, nu må du høre, hvad det handler om. Jeg lod mig også hidse op. Det var som om, han slet ikke ville høre, hvad der var baggrunden for det hele. Jeg syntes, vi skulle gå hen til sagen, men han var i sin vrede, og kunne ikke komme ud af den, og så trapper det op og eksploderer til sidst. Man kan sige, at situationen var lige efter bogen. Tolken gjorde præcis, som han skulle i den situation, og han prøvede både på dansk og arabisk at få samtalen bragt ned på et mere roligt niveau, og få os til at komme ud af det på en god måde, men det lykkedes ikke. Jeg tror ikke at jeg kunne have gjort noget anderledes i selve situationen og mødet med faren. Hans frustration over den behandling han havde fået ved ikke at få besked, kunne jeg ikke have dæmpet. Det er farens temperament der gør, at han bliver så rasende. Men jeg tror, at hans reaktion har noget at gøre med, at han er torturoffer, og at han i det hele taget er i en marginaliseret position i samfundet. Faren har derfor store forventninger til sine børn. Når han oplever, at de ikke kan leve op til de forventninger, generer det ham endnu mere. Jeg prøvede at forklare faren at det ikke var fordi, pigen var dum, men fordi hun fagligt var bagud, og at man ikke kan erobre et fag, hvis man ikke har ordene til det. Jeg prøvede at forklare det for faren for at trøste ham. Jeg lærte at jeg skal være helt sikker på, at de beslutninger, der bliver taget, også bliver formidlet videre til forældrene. Jeg er nødt til at følge op på det, og spørge den enkelte lærer, om han/hun også har gjort det, der er blevet aftalt. Lærerne gør det i ni ud af ti tilfælde, men i dette eksempel var det det 10. tilfælde, og det var meget uheldigt. 73

74 ET SPØRGSMÅL OM KULTUR? Vigtigheden af at støtte og hjælpe en historie fortalt af en skolevejleder Skolevejlederen arbejder på en teknisk skole, hvor elever fra alle etniske minoriteter i Danmark, er repræsenteret. Der er således både elever med indvandrer- og flygtningebaggrund. Nogle har været her hele deres liv, mens andre er kommet til landet på et senere tidspunkt. Skolevejlederen fortæller her to forskellige historier. Den første omhandler en flygtning, som angiveligt på grund af skolens tiltag og omfattende støtte gennemfører uddannelsen trods store vanskeligheder. Her er engagement og opbakning igen væsentlige omdrejningspunkter. Den anden historie drejer sig om en elev med indvandrerbaggrund med de samme centrale nøglebegreber herunder familiens opbakning og støtte. Der startede en flygtning med asiatisk baggrund på skolen. Flygtningen havde en masse odds imod sig, men gennemførte uddannelsen alligevel. Da han startede på skolen, var han meget dårligt fungerende både socialt og psykisk. Han var flygtning og torturoffer, og han var meget skræmt og bange. Han havde svært ved at have tillid til, at der var andre mennesker, der ville ham noget godt. Da han startede tænkte jeg, at vi ikke kunne magte at hjælpe ham igennem uddannelsesforløbet, og at han ikke kunne klare det. Men det lykkedes, og han gennemførte uddannelsen trods flere vanskeligheder. Hans sproglige færdigheder var ikke så gode, men han var fagligt dygtig, og jeg fik ordnet, at han på trods af sprogvanskelighederne alligevel fik et arbejde. Men her kommer vi ind på noget tankevækkende. Det har altid været nemmere at få asiatere i arbejde, fordi der i samfundet er den opfattelse, at de er arbejdsomme og flittige. Folk på værkstederne har derfor en bestemt opfattelse af den nationale baggrunds betydning for måden at arbejde på. Der er tale om nogle myter og fordomme, der resulterer i en bestemt måde at forholde sig til nogle bestemte etniske befolkningsgrupper. Man ved at asiatere er ihærdige, og at de ikke giver problemer eller uro, 74

75 KAPITEL 3. MØDETS STEMMER hvor der fx i forhold til folk med mellemøstlig baggrund er andre myter og opfattelser. I den forbindelse har jeg hørt historier og erfaringer om, at der hurtigere opstår problemer, og at folk med mellemøstlig baggrund oftere føler sig forurettede og dårligt behandlet, hvilket giver nogle spændinger på værkstederne. Det er således nemmere at skaffe arbejdspladser til folk med asiatisk oprindelse. På baggrund af erfaringen med den asiatiske flygtning synes jeg, at jeg har lært, at det hjælper at gøre en indsats. Vi kunne tilbyde ham at være på skolen under hele forløbet i stedet for at komme et andet sted hen i sin praktik, og derudover havde jeg med jævne mellemrum samtaler med ham under hele hans uddannelse. På den måde blev der fulgt op på ham hele tiden. På trods af at jeg syntes, det så håbløst ud, da flygtningen startede, var min holdning, at det måtte kunne lykkes. Samtidig ville jeg ikke kunne stå inde for, at jeg bagefter kunne risikere at være i en situation, hvor jeg kunne se, at jeg ikke havde gjort, hvad der stod i min magt for at hjælpe ham igennem, hvis forløbet mislykkedes. Det drejede sig således for mig om at vise interesse og engagement samt at hjælpe eleven på bedst mulig måde. Jeg forberedte mig ikke specielt før samtalerne med ham. Vi mødtes og snakkede om, hvordan det gik, og der var ikke de store faglige forberedelser inden. Men ressourcemæssigt i form af tid var det meget omkostningsfuldt. Jeg brugte dels meget tid på at tale med ham om, hvordan han havde det og skabe tillid, dels meget tid på kontakt til flygtningens sagsbehandler mv. Men det betød meget, at han fik den støtte, og han var meget taknemmelig for det. Det viste han bl.a. ved at komme med flere gaver til mig, hvilket jeg havde det svært med. Det er for det første svært at modtage gaver fra en person, man har en professionel relation til, og samtidig var det svært at modtage spøjse gaver, som jeg aldrig selv kunne drømme om at give eller købe. Det var ikke lige kønt alt sammen, og det kunne fx være et ur med blomsterdekorationer eller noget i den stil. Det er desuden ikke min indgang til arbejdet, at jeg skal belønnes med gaver. 75

76 ET SPØRGSMÅL OM KULTUR? Jeg tror, at årsagen til at han gennemførte uddannelsen, skal findes i kombinationen af skolens ekstra indsats og han egen indsigt i, at det var vigtigt at tage uddannelsen. Det var de to ting, der hjalp ham igennem. Det havde desuden stor betydning, at skolen holdt fast i, at han skulle tage eksamen, da det blev tid til det, og at vi ikke gav ham lov til at starte forfra. Han blev nemlig på det tidspunkt bange for at gå til svendeprøven, hvorefter han ønskede at starte forfra. Men vi holdt fast ved, at han var nødt til at tage eksamen eller at afbryde uddannelsen. Vi ville ikke give ham en dispensation, og vi var meget kontante over for ham. Hvis han ville have uddannelsen, var han nødt til at gå til svendeprøven lige som alle andre, og så måtte vi se, hvordan det gik. Det var betingelserne, og jeg tror, at vi på den måde appellerede til hans stædighed, hvilket gjorde, at han tog udfordringen op. Jeg er glad for, at han gennemførte, og at både skolen og jeg brugte den nødvendige tid på at støtte og hjælpe ham. Men det har til tider også været svært at skulle leve op til de forventninger, som flygtningen havde til mig. Han havde en forventning om, at jeg kunne gå på vandet og løse alle de forskellige problemer, som opstod hen ad vejen. Det har derfor været svært at fastholde ligeværdigheden, fordi eleven ofte placerede mig på en piedestal. Det brød jeg mig ikke om. Det at støtte og følge op på eleverne, hvis der er problemer, betyder meget for deres uddannelses-forløb. Jeg kan i den forbindelse fortælle en anden historie om en elev med indvandrerbaggrund, som var ved at komme på afveje. Eleven var i praktik i en virksomhed, hvor han forsømte en del. Der havde været flere dage, hvor han ikke mødte op på arbejde, eller hvor han ringede og meldte sig syg. Det resulterede i, at virksomheden kontaktede skolen for at fortælle, hvordan det gik med eleven. Som følge af det besluttede jeg mig til at ringe hjem til hans forældre. Jeg fik fat i hans mor, som troede, at han var på arbejde, og hun blev meget vred over at høre, at han ikke var der. 76

77 KAPITEL 3. MØDETS STEMMER Moren tog herefter sammen med faren og deres søn hen på skolen for at vi kunne tale sammen om sønnens fravær og finde ud af, hvad der var gået galt. Det er noget af det stærkeste, jeg har oplevet, fordi det er meget sjældent, at forældre stiller op på den måde. Det er meget atypisk, at forældre er til stede, når en elev får at vide, at han skal passe sine ting, og det er sjældent, at de i den grad bakker op om deres barn. Udover at forældrene ønskede at støtte deres søn, havde de også tillid til, at skolen ikke ville gøre noget for at skade ham. Forældrene havde tillid til, at skolen ville følge deres søn fagligt, og at det skolen gjorde, var rigtigt. I andre tilfælde er holdningen oftest, at skolen kun er ude på at skade eleven, fordi han ikke har en dansk baggrund. Min erfaring er, at der ikke er mange forældre, der stiller op, og det gælder også Lars og Peters forældre. Men i dette konkrete tilfælde mødte forældrene op, fordi jeg ringede hjem til dem. Det må jeg ellers ikke, og jeg overskred i virkeligheden en grænse ved at ringe hjem til drengen. Når eleverne er over 18, må man ikke kontakte deres forældre uden deres accept, men jeg valgte alligevel at ringe hjem til ham da jeg ikke havde telefonnummeret på hans mobiltelefon. Jeg vidste godt, at jeg overskred en grænse ved at ringe hjem, men jeg gjorde det alligevel, fordi både virksomheden og jeg var i tvivl om, det var rigtigt, at han var syg. Jeg ringede desuden fordi, jeg syntes han var en god knægt, og derfor ikke kunne forstå hans fravær. Jeg er glad for, at jeg ringede, og det var dejligt at få kontakt til en engageret mor, der møder sine børn på en ordentlig måde, uden at de bliver truet med bank. Når matematik bliver et problem en studievejleders historie fra et gymnasium Denne historie finder sted på et gymnasium, hvor ca. 40% af eleverne er tosprogede. Det er en meget sammensat gruppe af etniske minoriteter, hvis forældre kommer fra forskellige lande og forskel- 77

78 ET SPØRGSMÅL OM KULTUR? lige kulturer inden for det samme land, dvs. fra både land- og bymiljø. Det er sjældent, at eleverne kommer direkte som flygtninge. På gymnasiet spørges der næsten aldrig til, hvor eleverne kommer fra, og det er ikke noget, der umiddelbart bliver talt om. Filosofien er, at alle elever behandles ens, og at det er unge mennesker med unge menneskers problemer, som gerne vil have en studentereksamen. Det er dog ikke altid lige nemt at få den studentereksamen - især hvis man hjemmefra presses til at arbejde med et fag, som man har meget svært ved. Denne historie er et eksempel på, hvordan en far ud fra manglende viden om uddannelsessystemet og fremtidsmulighederne i det kan fokusere på ét bestemt fag. Jeg kan fortælle en historie om en østeuropæisk dreng, som går i matematisk linie, men som tydeligvis er bedst til sprog, litteratur, dansk stil og den slags ting. Han har store problemer med matematik, og han kan bare ikke finde ud af det. Men hans far, som er tekniker af en eller anden art, mener at matematik er det eneste saliggørende, og at drengen skal gøre noget mere ud af det. På et tidspunkt begynder lærerne at lægge mærke til at drengen trives dårligt, og at han forsømmer lidt og sådan noget. Han har ellers fungeret fint, og der har ikke været noget i vejen tidligere. Lærerne henvender sig derfor til mig, for at få mig til at tage en snak med eleven. Det er jo ikke altid jeg selv har eleverne, så jeg kan ikke holde øje med dem allesammen. Jeg taler herefter med drengen om det, og han fortæller mig, at han ikke længere kan holde det ud derhjemme. Faren nægter simpelthen at lade ham lave andre lektier end matematik. Så længe han kun får 5 og 6 i matematik, er det eneste faren vil se, at eleven arbejder med matematik. Jeg taler med eleven om det, og jeg spørger om, vi skal snakke med faren, fordi der angiveligt er et eller andet, faren ikke er vidende omkring. Ifølge eleven er det farens opfattelse, at man overhovedet ikke kan blive til noget i verden, hvis man ikke har en god matematikkarakter. Eleven vil gerne have vi kontakter faren, og eleven kommer med begge forældre til det aftalte 78

79 KAPITEL 3. MØDETS STEMMER møde, som afholdes uden tolk. Jeg er med til mødet sammen med rektor, og vi får redet trådene ud. Vi forklarer, at det gælder om at få et højt gennemsnit, og at man kun kan få det, hvis man også beskæftiger sig med de andre fag. Så hvis det kun er matematikkarakteren, der er på seks, så er der ikke så store problemer. Drengen vil kunne blive mange ting, selvom han ikke har 10 i matematik. Faren får nu forståelse for, hvordan det hele hænger sammen, og han kan derfor godt se, at det ikke er hensigtsmæssigt kun at fokusere på matematikfaget. Herefter gør rektor det, at han beder eleven, moren og mig om at forlade lokalet, så han kan tale med faren alene, hvor de kan tale sammen sådan mand til mand. Rektor har senere fortalt at de herefter talte om, hvordan det var at være teenager, da de selv var i den alder, og at faren skal lade drengen være i fred, og at han er en ung mand osv. Rektor opfordrede faren til ikke at være så meget over drengen, men give ham lidt plads. Efter mødet ændrede situationen sig, og problemet blev løst. Vi hørte aldrig noget mere, og drengen fik fred derhjemme og passede sin skole. Grunden til at mødet blev holdt sammen med rektor, var at faren ikke ville tro på det, eleven derhjemme refererede fra mig i forhold til matematikkens betydning. Vi mente derfor, at det var nødvendigt, at faren hørte det fra rektor både som myndighedsperson og som matematiklærer. Jeg tror at årsagen til, at problemet løste sig, skal ses i lyset af, at faren, som manglede reel viden om eksamenssystemet og derfor havde en helt forkert holdning til sin søns skolegang og lektier, blev informeret om tingenes sammenhæng. Jeg tror desuden ikke, at drengen kunne drømme om at læse et naturvidenskabeligt fag på universitetet. Han ville gerne læse et sprogfag, hvilket han også sagtens kunne, selvom han skulle gå hen og få 6 i matematik. Men han lovede dog at lade en af farens venner hjælpe med matematikken, 79

80 ET SPØRGSMÅL OM KULTUR? hvilket drengen ellers tidligere havde afvist. Han gad ikke spilde så meget tid på det, og han kunne som sagt ikke finde ud af det. Der er ikke forskel på den måde, vi behandler eleverne og deres forældre på i forhold til deres etniske baggrund. Det er klart, at eleverne kan have forskellige problemer, og så må vi tage det, som det kommer og prøve os frem hele tiden. Men som udgangspunkt er de unge mennesker i et gymnasium med unge menneskers behov og interesser. Og det er jo 90% af deres tilværelse. 80

81

82

83 4. SELVE MØDET 22 teser om interkulturel adfærd i mødet mellem den professionelle og etniske minoriteter Dette kapitel handler om, hvilken rolle kulturen spiller i mødet mellem den professionelle og etniske minoriteter, overvejende set med den professionelles øjne. Med kulturen menes de forestillinger om kulturforskelle og kulturbaggrunde, som spiller ind i dette møde, hvad enten de hidrører fra aktørerne selv eller er knyttet til den diskurs mødet indskriver sig i. Kapitlet tager udgangspunkt i en analyse af det samlede materiale fra interviewundersøgelsen, som rummer langt mere end de 10 historier i forrige kapitel. Nærmere bestemt handler kapitlet om de overvejelser den professionelle må gøre sig, når kun den ene part kender den sociale og kulturelle sammenhæng, som mødet med etniske minoriteter indskriver sig i. Jeg interesserer mig for, hvordan man taler sammen, når man ikke blot skal tale gennem tolk, men også har forskellige referencer og erfaringspositioner - for hvordan den anden part opfatter begreber og værdier, som den første part tager for givet, og for hvordan begrebernes og værdiernes indhold forklares og kan forklares. De interviewede professionelle repræsenterer de vigtige institutionelle integrationsrum: Integrationsafsnittet, sprogcentret, arbejdsmarkedsafdelingen, daginstitutionen, folkeskolen, gymnasiet og teknisk skole. De interviewedes professioner er socialrådgiver, sundhedsplejerske, pædagog, sproglærer, lærer, gymnasielærer, psykolog og erhvervsvejleder. De fordeler sig på disse stillingsbe- 83

84 ET SPØRGSMÅL OM KULTUR? tegnelser: Integrationsmedarbejder, sproglærer, beskæftigelseskonsulent, psykolog, sundhedsplejerske, pædagog, skolelærer, skoleinspektør, gymnasielærer/-vejleder samt skolevejleder på teknisk skole i alt 10 personer. Udvælgelsen af informanterne er sket ud fra en formodning om, at de pågældende personer har erfaring med og viden om mødet mellem den professionelle og etniske minoriteter, og at de derfor har en reflekteret holdning til, hvilken rolle kulturforskelle og kulturbaggrund spiller i dette møde. Informanterne er ansatte i både små, mellemstore og store kommuner fordelt over hele landet. En enkelt af informanterne er ansat i en konsulentvirksomhed, som løser opgaver for kommuner. Analysen er gennemført som en systematisering af informanternes omgang med kulturbegrebet og med deres opfattelse af kulturbaggrundens og kulturforskellens betydning. Ideen er ikke at kortlægge, hvordan de opfatter kulturbegrebet, hverken teoretisk eller i praksis, men derimod at karakterisere den måde de tilrettelægger deres kommunikation på med henblik på at kunne uddrage den implicitte viden om mødet. I analysen er jeg gået ud fra en såkaldt banal kulturopfattelse, hvor jeg har valgt at opfatte alt som kultur, som informanterne umiddelbart identificerer som kultur. Resultatet er 22 teser om interkulturel adfærd baseret på de forestillinger, som informanterne gør sig om mødet med etniske minoriteter som en kommunikationssituation. Teserne udtrykker den rolle, som informanterne samlet mener, kulturen spiller, de kommunikationsstrategier informanterne tilsammen bruger, og de kompetencer de mener, at kommunikationen kræver. Kapitlet falder i tre dele. Først præsenteres resultatet af analysen af interviewmaterialet i form af de 22 teser. Dernæst opsummeres analysen i en samlet karakteristik af de interkulturelle redskaber, de professionelle kan gøre brug af i forsøget på at skabe det gode møde. Afslutningsvist beskrives de barrierer, som informanterne oplever, barrierer som kan føre til, at kommunikationen går galt. 84

85 KAPITEL 4. SELVE MØDET 22 teser om kulturens betydning Empirien omfatter ikke samtaler mellem professionelle og etniske minoriteter, men kun de professionelles omtale af deres møder med etniske minoriteter. Det betyder, at de følgende 22 teser ikke siger det sidste ord om mødet mellem professionelle og etniske minoriteter. Undersøgelsen er heller ikke repræsentativ for samtlige professioner og professionelle, men på den anden side er de 10 informanter udvalgt på baggrund af deres erfaring, og formålet med dette kapitel er derfor at viderebringe nogle erfaringer som, når de løsrives fra den specifikke kontekst, kan være til gavn for andre praktikere. På det grundlæggende spørgsmål, om den professionelle gør sig nogle særlige overvejelser forud for mødet med etniske minoriteter, får vi langt hen svaret nej. Ligeledes siger de fleste informanter, at der ikke er den store principielle forskel på mødet med danskere og med etniske minoriteter. Informanterne er ligeledes ikke meget for på forhånd at udpege kulturperspektivet til at spille en væsentlig rolle for mødet. Således er der flere af informanterne, der har vanskeligheder med overhovedet at huske en dårlig historie, og én mener, at man ikke kan tale om godt og skidt, fordi, det der er godt for den ene, er ikke godt for den anden. En enkelt informant vægrer sig ved overhovedet at fortælle historier. De som er lidt mere skeptiske over for at udråbe nogle forløb som gode eller vellykkede og andre som det modsatte, understreger, at alle jo er forskellige, og det fremgår tydeligt, at de ikke ønsker at bidrage til generaliseringer og kategoriseringer. De forstår de eksempler, der bliver nævnt, som enkeltstående og knyttet til en specifik kontekst. Informanternes forsigtighed over for udpegningen af kulturforskelle og kulturbaggrund som et særligt forhold, man bør reflektere over, skal uden tvivl også ses i sammenhæng med den politisering af kulturforskellene, der foregår i samtiden. Dette tema bliver taget op i de følgende kapitler, indtil videre er det vigtigt at konstatere, at kultur ikke nødvendigvis er et objektivt og neutralt område. Forestillingen om kulturforskelle er indlejret i en diskurs, som indgår 85

86 ET SPØRGSMÅL OM KULTUR? i en politisk kamp. Debatten om kulturbaggrunde og kulturforskelle artikulerer tilsyneladende også en politisk metadiskussion om relevansen af at fokusere på kultur. Tese 1: Værdier som nysgerrighed, tålmodighed og engagement er vigtigere end konkret kulturkendskab Der er ikke på forhånd nævnt noget om, at kulturforskelle eller kulturbaggrunde skal spille en rolle i historien, og en del af informanterne er forsigtige med selv at bringe kulturperspektivet i spil, men alligevel spiller kulturperspektivet en rolle i de fleste af de historier, som også involverer dem selv som professionelle. Alle informanterne bliver spurgt, om de har måttet tilegne sig særlig viden eller særlige færdigheder vedrørende etniske minoriteter for at arbejde med dem. Og næsten alle har modtaget en eller anden form for undervisning, som de imidlertid ikke mener, er afgørende. Det er derimod den erfaring, de har og den erfaringsudveksling, de har med deres kollegaer. De, som prøver at sætte ord på, hvad der så kræves for at håndtere mødet med etniske minoriteter, nævner nysgerrighed, tålmodighed og engagement. Altså positive egenskaber som uden tvivl også vil fungere godt over for udsatte dansk-danskere, men som på den anden side ikke er knyttet til noget metodisk. Tese 2: Forestillingen om kulturforskelles betydning og stereotype billeder af etniske minoriteter kan stå i vejen for at se den enkelte person Til trods for at en del af informanterne underbetoner kulturperspektivets betydning, så afspejler de historier, som informanterne fortæller, og de overvejelser de derudover gør sig, at forestillinger om kulturbaggrunde og kulturforskelle alligevel spiller en rolle. Ud over at møde de etniske minoriteter på meget forskellige tidspunkter i integrationsprocessen har informanterne også meget forskellige jobfunktioner. Denne variation skaber en række markante for- 86

87 KAPITEL 4. SELVE MØDET skelle, men alligevel er der en række temaer, som går igen i samtlige eller næsten samtlige interviews. Informanterne er alle meget opmærksomme på at se personen frem for kulturen. Dette er muligvis årsagen til, at de fleste underbetoner kulturens betydning for udfaldet af mødet mellem den professionelle og den etniske minoritetsperson. Skolelæreren fortæller eksempelvis om en flygtningedreng, der startede i 4. klasse. Da eleven kommer fra modtageklassen og ind i den ordinære klasse, ser skolelæreren en dreng fra en bjerglandsby, men da drengen åbner munden, viser det sig, at han taler perfekt dansk. Drengens forældre var begge akademikere, som i løbet af et år har taget deres uddannelser om i Danmark. Drengen syntes, at det var sjovt at gå i skole, og han ender med at få skolens bedste karaktergennemsnit til eksamen. Skolelæreren understreger, at historien giver et helt anderledes billede af flygtninge end mediernes, og at man altså ikke skal følge de stereotype billeder. I forlængelse af dette eksempel fortæller integrationsmedarbejderen også om først og fremmest at se personen, hvilket hun gør ved at tage et positivt udgangspunkt og prøve at finde det positive og gode i den enkelte. Beskæftigelseskonsulenten, som også arbejder med flygtningene tidligt efter modtagelsen, har en tilsvarende synsvinkel, idet han siger, at det er så let at fokusere på alt det flygtningene ikke kan i stedet for at se deres ressourcer. Han bestræber sig på at få dem til at tage ansvar for deres egen integration. Han fokuserer derfor på den funktion, han har i forhold til den enkelte flygtning, det vil sige vejledningsopgaven, og forklarer flygtningene, hvad det er, de kan få fra ham. Sproglæreren, som også er vejleder, mener ligeledes, at det er vigtigt at se den enkelte med de ønsker og behov, vedkommende har, og fortæller, at når hun møder en minoritetsperson, som gør eller siger noget andet, end det hun umiddelbart forventer, bliver hun mindet om, hvor meningsløst det er at have stereotype forestillinger. Hun forsøger derfor at være en tom tavle og at være så åben som muligt. 87

88 ET SPØRGSMÅL OM KULTUR? Skolevejlederen fra den tekniske skole opsummerer denne synsvinkel ved at sige, at hvis man forventer at møde tåber, så møder man tåber, og demonstrerer således forventningernes betydning for udkommet af mødet mellem den professionelle og etniske minoriteter. Gymnasielæreren fortæller, at selvom omkring halvdelen af eleverne har etnisk minoritetsbaggrund eller er tosprogede, hvilket man foretrækker at kalde dem, så beskæftiger man sig ikke med, hvorfra eleverne kommer. De kommer alle steder fra, svarer hun på spørgsmålet om, hvor eleverne typisk kommer fra. Og hun understreger, at eleverne er meget forskellige og at ikke blot den nationale baggrund, men også forældrenes sociale og uddannelsesmæssige baggrund spiller ind. Det fælles for de etniske minoritetselever er ifølge gymnasielæreren ligesom som for øvrige dansk-danske elever, at det er intelligente unge mennesker med unge menneskers problemer, der gerne vil have en uddannelse. Derfor bliver de ikke mødt anderledes end de andre danske elever. Der er to aspekter i disse eksempler, dels spørgsmålet om ikke at lade sig lede af stereotyper dels spørgsmålet om at se den enkelte frem for kulturen. Men dermed har informanterne også formuleret den professionelles fornemste udfordring, nemlig at møde borgeren som det unikke menneske, han eller hun er. Tese 3: Når man kommer tæt på individet, forsvinder vigtigheden af den kulturelle sammenhæng det befordrer en kulturel ydmyghed, som gør det lettere at se den etniske minoritetsfamilies styrker og ressourcer Integrationsmedarbejderen ser ikke primært kulturforskellen som en udfordring, men derimod den menneskelige udvikling. Det er den, der er udgangspunktet for hendes arbejde, og det er herfra hun henter den energi, som arbejdet kræver. I det daglige møde skelner hun mellem det personlige, det kulturelle og det almenmenneskelige som en model for at analysere de mere komplekse situationer. 88

89 KAPITEL 4. SELVE MØDET Integrationsmedarbejderen taler om hjemmebesøg som en metode til at få god kontakt til de nyankomne flygtninge. Hun oplever, at der hersker forskellige regler, alt efter om hun mødes med flygtningene i hjemmet eller på kontoret. På hjemmebesøg må hun have respekt for og acceptere den kultur, der hersker dér, hvorimod det er hende og systemet, der bestemmer de kulturelle rammer på kontoret, hvilket flygtningene skal acceptere. Sundhedsplejersken udtrykker det samme på en lidt anderledes måde. Hun mener, at man bliver mere ydmyg, når man kommer i folks eget hjem - og ydmyghed opfatter sundhedsplejersken som en vigtig ting, når det drejer sig om folk fra en anden kultur. Ydmyghed hjælper til, at man ikke overser de styrker og de ressourcer de har. Derudover mener sundhedsplejersken, at man ved hjemmebesøg får et bredere billede af familien og bedre kan vurdere dens behov for hjælp. Men hjemmebesøgene har også sammen med det tre-årige introduktionsforløb en betydning for oplevelsen af kontinuitet. Integrationsmedarbejderen nævner, at flygtningene rykker enormt meget i de tre år. Hun er fascineret af de menneskelige drivkræfter, som hun ser udspille sig i ønsket om at etablere sig et normalt liv. Og ved hjemmebesøg kan hun få en bredere forståelse af dette meget værdifulde forløb. Efter hendes opfattelse har udvidelsen af introduktionsperioden fra 18 måneder til tre år øget denne kontinuitet. Når man fokuserer på mennesket eller personen, forsvinder kulturforskellens betydning. Imidlertid forudsætter dette en forholdsvis klar ramme om det konkrete møde. Tese 4: Forudgående information om møders formål og indhold samt eksplicitering af rammer, tidsplan og forventninger kan være medvirkende til at foregribe konflikter, som kan opfattes som kulturafhængige Informanterne bliver spurgt om, hvordan de forbereder mødet med de etniske minoriteter. Svarene varierer fra, at de ikke gør sig særlige overvejelser i forhold til, at det drejer sig om etniske minorite- 89

90 ET SPØRGSMÅL OM KULTUR? ter, til at de gennemtænker, hvem det er, man skal møde, og hvad formålet med mødet er. Nogle af informanterne betoner også nødvendigheden af, at man i mødesituationen gør opmærksom på, hvad der er den professionelles dagsorden, at spørge til modpartens dagsorden samt at synliggøre de rammer, der er med hensyn til tid og tolk. Denne eksplicitering gælder muligvis også i mange møder med dansk-danskere, men informanterne mener, at der er et særligt behov, når det gælder især nyankomne flygtninge eller indvandrere. Og det er da også især de personer, der overvejende arbejder med at modtage nyankomne flygtninge, der betoner denne særlige overvejelse, eksempelvis integrationsmedarbejderen, sproglæreren, beskæftigelseskonsulenten og psykologen. Pædagogen fortæller, at hun altid forud for planlagte møder med etniske minoritetsforældre giver dem mundtlig besked om, hvad det pågældende møde skal handle om, således at hun sikrer et hensigtsmæssigt udgangspunkt for mødet, ligesom hun ekspliciterer mødets start- og sluttidspunkt, samt hvilke former det holdes under. Som sagt har ikke alle informanter behov for en særlig interkulturel overvejelse forud for mødet, om hvordan de på det sprogligtindholds-mæs-sige plan skal tilrettelægge deres kommunikation. Men selvom de ikke gør sig denne eksplicitte overvejelse, viser interviewene dog, at det interkulturelle spiller ind i de samtaler og de situationer, som informanterne i øvrigt beskriver. Det fremgår blandt andet af deres forestillinger om den gode kommunikationssituation. Tese 5: Forestillingen om den gode kommunikationssituation er kulturfri, den er præget af åbenhed og tillid Integrationsmedarbejderen er den person, der først ser de nyankomne flygtninge og familiesammenførte, og for hende er det meget vigtigt at tilrettelægge det første møde på en sådan måde, at der skabes tillid og tryghed. Det gør hun grundlæggende ved at forsøge at sætte sig i deres sted og forestille sig, hvordan hun selv ville have det i en lignende situation. Hun bygger videre på det modtagelsespro- 90

91 KAPITEL 4. SELVE MØDET gram, som hun i sin tid var med til at udarbejde i Dansk Flygtningehjælp. Hun mener, det er ligeså vigtigt at være velforberedt til dette møde, som når man skal have gæster - man skal derfor også kunne være lidt uformel, inden man går til sagen. Integrationsmedarbejderen lægger vægt på at skabe tillid til systemet, hvilket kan gøres ved, at hun sikrer, at de aftaler, der indgås, overholdes, og ved at det der bliver lovet også holdes. Psykologen fortæller at man i hendes kommune har udviklet en drejebog for modtagelsen af nyankomne, så man er sikker på at komme omkring hver enkelt person. Sundhedsplejersken gør sig også overvejelser over den gode kommunikationssituation. Hun oplever kommunikationen som god, når man forstår hinandens ord og kropssprog, og når man har de samme koder. Hun mener også, at den bedste kommunikationssituation opstår, når man har mulighed for at studere hinandens ansigtstræk. Men på den anden side er der mange af indvandrerkvinderne, der er meget ydmyge, og hvis deres mænd er til stede, slår de blikket ned. Når man har dem på tomandshånd, er kontakten med dem nemmere. Sundhedsplejersken understreger, at hun selvfølgelig ikke vil søge øjenkontakt, hvis kvinderne ikke ønsker det, så hvis de kigger ned, gør hun det også. Hun prøver at afstemme sig med de mennesker, hun er sammen med. Skoleinspektøren understreger betydningen af det tillidsforhold, som opstår, efterhånden som man lærer hinanden at kende, og som er medvirkende til at få kommunikationen til at gå bedre. Skolelæreren uddyber det ved at karakterisere en god samtale som, når forældre og lærere har forladt deres roller og bare taler sammen som mennesker. Han lægger vægt på at gå direkte til forældrene og bede dem om at være ærlige og sige, hvad de mener; eksempelvis hvis de synes, at det han selv siger, er helt hen i vejret. Når man har tillid til hinanden, kan man føre en dialog og tale helt frit. Skolelæreren mener, at det er når kommunikationen flyder, at den gensidige respekt opstår, og forældrene dermed bliver i stand til at kunne bruge læreren til at forstå nogle ting, som de er uforstående overfor på skolen. 91

92 ET SPØRGSMÅL OM KULTUR? Flere informanter ser således den gode kommunikationssituation som middel til at opnå et godt udgangspunkt for den formidling af kontroversiel information, som de som professionelle er sat til at varetage. Og dybest set identificerer de den gode kommunikationssituation som den, de kunne have med danskere, dvs. god personlig kontakt (menneske til menneske som skolelæreren siger), hvor samtaleparterne kan kommunikere direkte ud fra en etableret fælles reference eller gensidig respekt, understreget ved øjenkontakt. Tese 6: Fokusering på et enkelt budskab og en entydig kommunikation kan forebygge at der opstår problemer, som kan opleves som kulturafhængige Adskillige af informanterne formulerer eksempler på kommunikationsstrategier, som bidrager til at skabe den gode kommunikationssituation. Til trods for at de beskriver den ideelle kommunikationssituation som kulturfri og til en vis grad afviser nødvendigheden af at gøre sig nogle særskilte forudgående overvejelser, så vidner informanternes kommunikationsstrategier om, at de alligevel gør sig overvejelser af interkulturel kommunikativ art. Således peger flere af informanterne på vigtigheden af, at den professionelle sikrer en direkte og utvetydig kommunikation. Det gælder skolelæreren som siger, at mange udlændinge ikke forstår danskernes forhold til autoriteter. De kan ikke forstå, at det er alvorligt ment, når den danske professionelle formulerer sig på en lidt sjov og ironisk måde. I stedet er det lærerens erfaring, at hvis man har et alvorligt budskab, skal man formulere sig alvorligt. Noget tilsvarende siger skolevejlederen fra den tekniske skole. Ifølge denne er det vigtigt, at man udtrykker sig fordomsfrit og er klar og tydelig i samtalen. Ligeledes har hun lært, at man ikke skal smile, når man siger noget ubehageligt. Ellers kan man udsende tvetydige signaler, som gør at eleven tror, at der er mulighed for forhandling. Pædagogen går videre end det, idet hun siger, at når hun taler med etniske minoritetsforældre om deres børn og et eller andet problem, som de som forældre skal arbejde videre med, eller som dan- 92

93 KAPITEL 4. SELVE MØDET ner udgangspunkt for et ønske om en ændret adfærd, har hun erfaring med at forældrene ofte ikke forstår det alvorlige i problemerne, såfremt problemstillingen præsenteres sammen med eventuelle positive budskaber om styrker og fremgang. Derfor har hun gjort sig det til en regel, at hvis det er nødvendigt at fokusere på noget negativt, så kun at give en melding om det. Tese 7: Eksempler udtrykt i enkelt billedsprog kan bidrage til at skabe forståelse på tværs af forskellige kulturelle forforståelser Psykologen understreger, at det ikke kan nytte, at man sidder og laver fagter, der kan misforstås. Og det er skoleinspektørens erfaring, at det er meget vigtigt, at man formulerer sig direkte og tør sige tingene lige ud. Og når forældrene så er kede af det, skal man også turde spørge ind til det. Hun oplever ofte disse konflikter i forbindelse med, at nogle af børnene bliver nødt til at gå en klasse om. Det kan være svært for mange af forældrene at forstå det, fordi der ikke kan henvises til en prøve eller en test, som børnene ikke har bestået, men ofte er årsagen den mere diffuse, at barnet ikke er tilstrækkeligt modent. I den situation må skolelederen ty til en række forskellige metoder, bl.a. udholdenhed. Det går ud på at sende forældrene hjem og tænke over tingene, og så senere genoptage mødet. Det ender altid med, at inspektøren "vinder", som hun siger, for hun tager den tid, der skal til. Dvs. at udholdenhed og tålmodighed er vigtige faktorer. Men derudover bruger hun også forskellige former for billedsprog. For at illustrere modenhed bruger hun ordet æble som metafor. Et æble bliver heller ikke modent fra den ene dag til den anden, man er nødt til at vente til det er modnet. Sådan er det også med børnene. Og hvis man ikke venter, så er konsekvensen, at barnet hele tiden vil blive stresset over ikke at nå det, det skal, inden for den givne tid. Det illustrerer hun med at løbe efter et tog, der bare kører stærkere og stærkere. Disse billeder og eksempler er med til at skabe forståelse hen over en kulturel kløft, hvor forældrene måske har vanskeligt ved at forstå den danske pædagogik og udviklingsforståelse. 93

94 ET SPØRGSMÅL OM KULTUR? Det mere principielle problem for inspektøren er, at nedrykning ifølge loven skal ske i samarbejde med forældrene. Imidlertid ser hun sig selv og skolen i øvrigt som de professionelle, der ved noget om børn og udvikling, og at de derfor må tage ansvaret for at stå lidt stærkere på dette over for de etniske minoritetsforældre, end det er nødvendigt over for danske forældre. Så for hende drejer det sig om at få forældrene til at acceptere vurderingen, så de kan gå hjem med en god oplevelse, på trods af at deres barn skal gå om. Tese 8: Man kan udveksle kulturelle betydninger, hvis der på forhånd er etableret en respektfuld og tillidsvækkende relation Som skoleinspektøren oplever en forskel i holdningen til spørgsmålet om barnets modenhed i mødet med de etniske minoritetsforældre, oplever pædagogen forskellige holdninger til den pædagogiske udvikling. For det første har mange minoritetsforældre vanskeligheder med at forstå børnehaven som et sted, hvor man kan lære noget. Derfor er de også skeptiske over for den type udfordringer, pædagogerne giver børnene omkring eksempelvis, at de skal lære at tage stilling til, om de skal have en jakke på eller ej. Børnene skal efter pædagogens opfattelse lære at mærke, om de er trætte, kolde, varme eller sultne. Ligesom de skal lære at rydde op og at give udtryk for tanker og følelser. Det er også pædagogens erfaring, at mange minoritetsforældre har svært ved at inddrage børnene i livet derhjemme og ved at lave aktiviteter med børnene som at læse historier og synge sange. Det er derfor en udfordring for børnehavens personale at indgå i en kommunikation, der kan åbne for de problemstillinger, de ser. Dette gøres dels med humor og tålmodighed og dels med en form for byttehandel. Når de etniske minoritetsforældre eksempelvis glemmer at give børnene ordentligt tøj på, hvis de skal på tur, undgår børnehavelederen at reagere med surhed og irritation, og i stedet forklarer hun, hvorfor det er vigtigt, at børnene har praktisk tøj på og laver sjov med dem på grund af misforståelsen. Dette fører så videre til en form for byttehandel, idet børnehavelederen oplever, at 94

95 KAPITEL 4. SELVE MØDET når de i institutionen lytter til forældrene og prøver at forstå dem og derved accepterer dem som de er, så bliver forældrene også mere lydhøre over for børnehaven. Men forudsætningen for denne byttehandel er også at børnehaven viser, at de respekterer de ting, som forældrene ser som meget vigtige - eksempelvis hensynet til svinekød og leg med vand, hvor nogle af forældrene ønsker at deres børn beholder tøjet på, når der leges med vand. Tese 9: Ved at spørge kan man opnå en konkret løsning på et komplekst problem, der ellers synes uløseligt knyttet til den kulturelle sammenhæng Flere af informanterne er inde på vigtigheden af, at man møder de etniske minoritetsfamilier med humor og et smil. Eksempelvis fortæller integrationsmedarbejderen, at det er vigtigt, at man er sig selv og smiler meget. Informanterne fortæller også, at de etniske minoritetsfamilier har en meget begrænset kontakt med det danske samfund, således også pædagogen, der fortæller, at de etniske minoritetsfamilier mærker, at de har lav status i samfundet, men at hun samtidig også oplever, at de etniske minoritetsforældre har en god kontakt til børnehaven, og at de ser den som et fristed, fordi personalet er imødekommende. Skolelæreren siger ligesom de øvrige, at man skal være direkte i sin kommunikation, men han betoner også den kropslige side af kommunikationen, dels det at aflæse kropssproget men også nogle gange at tage en mand om skulderen og sige hold nu op eller på anden måde at prøve at bryde noget, der er låst fast. Og han søger øjenkontakt. Skolelæreren understreger endvidere behovet for at lytte til de børn og de familier, det drejer sig om. Eksempelvis opstod der et problem i forbindelse med en 9. klasses afslutning. Man havde holdt et forældremøde, hvor der blev talt om, hvordan man skulle fejre sidste skoledag, men de arabiske forældre til fire piger i klassen brød sig ikke om det. Senere taler læreren med pigerne om, 95

96 ET SPØRGSMÅL OM KULTUR? hvad det var forældrene ikke kunne lide, og får at vide, at det var afslutningsfesten om aftenen, hvor der ville blive drukket og festet, som de ikke brød sig om. Forældrene var bange for, at pigerne ville blive kæreste med en. Derpå foreslår læreren en løsning, hvor han deltager ved festen og påtager sig at køre de fire piger hjem. Og efter at have fået grønt lys fra pigerne tager han rundt og taler med forældrene, især fædrene, hvorefter alle fire piger får lov til at deltage og får en god oplevelse. At inddrage og spørge er måske en banal ting, men ganske afgørende hvis man skal nå frem til praktiske løsninger på situationer, der opstår. Både skolelæreren og sundhedsplejersken nævner, at man bare skal spørge folk selv, hvis der er noget, man er i tvivl om. Hvis kommunikationen i øvrigt er god, holder sundhedsplejersken sig heller ikke tilbage for at spørge mere bredt til kulturbaggrunde og hvordan man plejer at håndtere dette eller hint i hjemlandet. Så siger hun, at nu er hun nysgerrig, og spørger til, om vedkommende vil hjælpe hende med at forstå noget. Derved er det op til klienten selv at afgøre, om han eller hun vil svare. Det er jo ikke en pligt, som hun siger. Tese 10: Fælles mellemmenneskelig interesse er et godt udgangspunkt for dialog mellem repræsentanter for forskellige kulturer Nej, det er ingen pligt, men bliver man spurgt af én, som virker ærligt interesseret, så har man jo som regel også lyst til at fortælle. Hvis den professionelle er nysgerrig og interesseret, kan kommunikationen om forskellighederne fungere. Og omvendt, hvis man kan finde områder, der er fælles, spiller forskellene ikke den store rolle. Eksempelvis fortæller skolelæreren om, at han havde en pakistansk dreng, som var meget fundamentalistisk og gik i Koranskole. Men da drengen i en engelsk stil ud fra emnet My Favourite Kind of Music skriver begejstret om Mozart, bliver læreren meget overrasket, og da han også selv holder meget af Mozart, sidder de en time efter skoletid og taler om Mozart. Endnu et eksempel på en frem- 96

97 KAPITEL 4. SELVE MØDET med der indeholder noget overraskende, og et eksempel på, at en sådan fælles interesse kan være medvirkende til at skabe gensidig tillid og dermed at bygge bro til et bedre samarbejde. Skoleinspektøren kan også pege på et fællesskab, som kan være medvirkende til at bygge bro over de kulturelle forskelle. I og med hun er kvinde, har hun mulighed for at møde de etniske minoritetsmødre i en fælles interesse for børnene. Meget betegnende opfatter hun dermed ikke mødet som et kulturmøde, men som et møde mellem mennesker. Men ud fra en interkulturel kommunikationssynsvinkel kan man også beskrive det som en fælles referenceramme eller en fælles erfaringsposition, som gør det muligt at overskride den kulturelle forskellighed. Tese 11: Man må aktivt opsøge det individuelt unikke ved personen, hvis man skal skabe en udviklende dialog I øvrigt fortæller skolelæreren om de mere fundamentalistiske muslimer (lærerens eget udtryk), at han kan finde på at fortælle dem, at han har mere respekt for dem end for de familier, der er mere materialistisk orienterede, fordi han anser det for et tomt liv. Baggrunden er, at han selv tror på Gud, og når disse familier hører det, bliver de meget overraskede og de oplever, at de har et fællesskab med læreren. Fællesskab om religion om end ikke den samme er således efter lærerens opfattelse også en fælles referenceramme, der kan skabe bro mellem forskellige kulturer. Psykologen beskriver også vigtigheden af at kommunikere på nogle felter, som er vigtige for den enkelte person. Hun ser det som et middel til at nå frem til personen selv. Hendes beskrivelse adskiller sig lidt fra de forrige eksempler ved, at hun ikke nødvendigvis finder frem til et fællespunkt mellem hende selv som person og klienten. Hun sætter derimod sine kræfter ind på at finde ud af, hvad det er for en person og hvilke interesseområder, hun har foran sig og så gælder det om at tale om disse interesseområder som en forudsætning for at etablere kontakt. Det kan eksempelvis være en 97

98 ET SPØRGSMÅL OM KULTUR? tidligere højt placeret person fra Irak, som er interesseret i at tale om politik, eller det kan være en landsbyboer med helt andre interesser. Men udfordringen er altså at finde frem til det unikke ved personen med henblik på at skabe en fælles erfaringsposition. Disse kommunikationsstrategier er alle sprogligt bundet og knyttet til en implicit forestilling om kulturforskellens betydning. De går ud på at eliminere kulturforskellen og at etablere en effektiv kommunikationssituation mellem den professionelle og etniske minoriteter. Men der er også eksempler på, at strategierne ikke lykkes. Så bliver begge parter i deres roller, og kommunikationen fungerer ikke. Tese 12: Man må ikke forveksle enhver barriere for kommunikationen med kulturforskelle Sproglæreren fortæller at nogle af hendes kolleger mener, at det er svært at få udlændinge til at lave projektarbejde, fordi de kommer fra andre skolekulturer. Hun mener imidlertid selv, at det snarere drejer sig om en grundlæggende voksenpædagogisk problemstilling, om at voksne ofte har en angst for at begive sig ud i noget mere kaospræget som projektarbejde. Når voksne deltager i undervisning, der baserer sig på inddragelse af deres erfaringer, kan de yde modstand mod undervisningen det gælder også for dansk-danske voksne, som sproglæreren også gør opmærksom på. Dette kan føre til den konklusion, at man skal være opmærksom på, at alt det, der skaber problemer eller barrierer for kommunikationen, ikke nødvendigvis er kultur, og at man derfor skal gøre sig umage med at analysere situationen korrekt. Tese 13: Kulturforskellen kan både spille en rolle for kommunikationen og være uden betydning i en og samme samtale Sundhedsplejersken møder også de meget religiøse, og som udgangspunkt ville hun være tilbøjelig til ikke at forvente nogen særlig fællesreference, men alligevel har hun oplevet at blive overrasket; eksempelvis i en somalisk familie, som var meget religiøs, 98

99 KAPITEL 4. SELVE MØDET men som på den anden side ikke havde behov for, som hun siger det, at skilte med det. Hun fortæller, at det drejede sig om meget positive og venlige mennesker, som hvilede godt i sig selv med deres tro. Efter en samtale, hvor sundhedsplejersken finder anledning til at spørge ind til, hvordan familien ser kulturforskelle mellem Danmark og Somalia, hvor samtalen bliver gennemført med smil og øjenkontakt, og hvor manden sidder særdeles afslappet, skal sundhedsplejersken til at gå. Da de nu har haft så god en kontakt, tager sundhedsplejersken manden om håndleddet, da han ikke rækker hånden frem mod hende til hilsen. Manden gør sundhedsplejersken opmærksom på, at det ikke er i overensstemmelse med hans tro at give en kvinde, som aldersmæssigt kunne være hans hustru, hånden. Det vidste sundhedsplejersken sådan set godt, men hun var grebet af den gode kommunikation og den åbne stemning. Historien vidner om, at man tilsyneladende i den samme samtale kan have en direkte, næsten kulturforskelfri kontakt, samtidig med at kulturforskellen kan dukke op. Men historien vidner også om, at det ikke altid er en stor ulykke at begå en sådan kulturfejl. Tese 14: De professionelle oplever, at etniske minoriteter har et betydeligt informationsbehov, som bunder i, at de har deres viden om samfundet fra en anden sammenhæng end den danske Mange af de mere kulturbetonede konflikter opstår efter informanternes opfattelse på baggrund af, at en del af de etniske minoriteter for det første ikke har tilstrækkeligt kendskab til det danske samfund, og at de for det andet i et vidt omfang udgør et selvstændigt samfund i Danmark. Disse to aspekter medfører tilsammen en social afsondring, som spiller en vigtig rolle for diskussionen om kulturbaggrundens og kulturforskellens betydning. Både pædagogen og skolelæreren peger på, at det er et problem, at de etniske minoritetsforældre ikke kender tilstrækkeligt til børnehaven og skolen som institutioner. Pædagogen oplever som tidlige- 99

100 ET SPØRGSMÅL OM KULTUR? re nævnt, at de etniske minoritetsforældre har svært ved at se børnehaven som et sted, hvor man lærer noget, og at det er et problem, at de etniske minoritetsforældre ikke i samme omfang arbejder med børnene derhjemme, som de dansk-danske forældre gør. Skolelæreren siger parallelt hertil, at mange af forældrene ikke forstår skolen og dens pædagogik. Gymnasielærerens historie om en elev, der ikke er så god til matematik, bunder også i farens manglende kendskab til det danske uddannelsessystem, hvilket resulterer i en ikke-rationel adfærd. Psykologen fortæller om, at der foreligger en særlig informationsog rådgivningssituation, når de etniske minoritetsfamilier søger rådgivning i forbindelse med skilsmissesager. Selvom skilsmisser heller ikke er lette for danskere, så mener psykologen, at etniske minoritetsfamilier har et særligt behov, dels fordi de involverede ofte står uden det netværk, som danskere har det gælder i hvert fald dem, som er kommet hertil som flygtninge men også fordi de ikke kender de danske regler om bodeling, forældremyndighed, samkvemsret osv. Eksempelvis er det vigtigt at vide, at en afgørelse om samkvem ikke nødvendigvis ligger fast frem til barnet er 18 år. Ligeledes understreger psykologen, at det er vigtigt at give en person, der ønsker skilsmisse, en meget klar information om, at der vil være nogle meget klare konsekvenser, som vedkommende skal kende forud for en eventuel beslutning. Psykologen fortæller også, at mange etniske minoriteter er utilbøjelige til at søge psykologisk og psykiatrisk hjælp. Hendes erfaring er, at personer, som kun har været her i kort tid, har det vanskeligt med at søge og modtage behandlingshjælp. For at bryde isen kan sagsbehandleren i de situationer sige, at vi har en psykolog, og ham eller hende kan du lige hilse på. Men ellers gælder det, fortæller psykologen, at jo længere folk har været her, desto mere får de ud af en behandlingsmæssig indsats. Og desto bedre kan de benytte hele hjælpesystemet. Det kan hænge sammen med, at de så muligvis også har set nogle psykologer, eventuelt på børnenes skole. 100

101 KAPITEL 4. SELVE MØDET Tese 15: De professionelle oplever, at hensynet til familiens anseelse og den sociale kontrol i nogle minoritetsfamilier flytter fokus fra det oprindelige problem i familien eller mellem familie og institution eller skole til en konflikt i det offentlige rum og vanskeliggør den adækvate problemløsning Umiddelbart kan dette manglende kendskab til de danske institutioner og deres funktionsmåde beskrives som en informationsudfordring, som spiller en væsentlig rolle for den professionelle, her pædagogen og skolelæreren og vel også for den danske integrationspolitik. Men problemet kan også forstærkes til det, som jeg vil kalde for et afsondringsproblem, når det suppleres med en anden problemstilling, som flere af informanterne peger på, nemlig det forhold, at man i de etniske minoriteters egne miljøer er meget opmærksomme på hinanden og dermed også meget på vagt over for det ry, man som person eller familie kan få internt i miljøet. Både pædagogen, skolelæreren og skoleinspektøren peger på, at det kan være vanskeligt at få forståelse blandt de etniske minoritetsforældre for, at det kan være nødvendigt, at deres børn skal ind i en særlig klasse eller muligvis gå en klasse om. Eller muligvis er der tale om en lidt mere kompliceret situation, hvor man står over for at skulle smide en elev ud af skolen. Selvom disse situationer kan være ganske alvorlige for det enkelte barn og den enkelte familie, så er det karakteristisk at konflikten omkring dem optrappes ved at forældrene tilsyneladende især reagerer ud fra hensynet til familiens anseelse, hvilket fører konflikten væk fra det grundlæggende problem. Den sociale kontrol har som konsekvens, at nogle etniske minoritetsfamilier ifølge informanterne har tendens til at søge skinløsninger eller at feje problemet ind under gulvtæppet. Eksempelvis fortæller skolelæreren om en situation, hvor en mor ud fra en logik om, at hvis man ikke taler om problemet, så forsvinder det - har undladt at tage et problem omkring et barn op derhjemme, med den konsekvens, at faren ikke havde kendskab til det. Og skolelæ- 101

102 ET SPØRGSMÅL OM KULTUR? reren kan også fortælle om en dreng, der var meget voldelig i skolen med den konsekvens, at han blev udstødt af både elever, lærere og forældre. Ved et møde mellem skole og familien opfordrer læreren faren til at opdrage sin søn anderledes, hvorpå faren spørger sønnen: Er det rigtigt du slår i skolen? Og fortsætter: Du må ikke slå! Men læreren er overbevist om, at faren går direkte hjem og slår drengen. I hvert fald ændrede drengen ikke opførsel, og han blev smidt ud af skolen i 10. klasse, fordi han havde slået en anden elev. Således mener skolelæreren, at problemet kommer til at gå i arv, fordi familien ikke selv er i stand til at sætte sig uden for den vante problemløsningsmetode. Han peger på, at det generelt er et problem at få forældrene til at forstå, at fysisk afstraffelse medfører, at børnene lærer at udtrykke sig ved vold. Pædagogen peger på, at man skal se denne problematik i sammenhæng med at de etniske minoritetsfamilier i hendes område ikke er så ressourcestærke, de er dårligt uddannede, har hårde job med lange arbejdstider og mangler som tidligere nævnt den fundamentale viden om pædagogik og opdragelse i Danmark. Gymnasielæreren fortæller, at de etniske minoritetselever godt kan risikere at være meget ensomme omkring deres problemer, fordi skole-hjem-samarbejdet hører op, når de unge kommer i gymnasiet. Derfor bestemmer de selv, hvor meget familien skal inddrages i de problemer, som gymnasiet måtte få kendskab til. Og som regel ønsker de ikke, at skolen kontakter hjemmet muligvis fordi de ikke vil have, at hjemmet får kendskab til problemstillingen, eller fordi hjemmet ikke må vide, at de har fortalt skolens vejleder om problemstillingen. Ved siden af gymnasievejledningen er der også en række etniske rådgivningsinstitutioner, som disse elever ville kunne henvende sig til, men det gør de ifølge gymnasielæreren heller ikke, fordi de er bange for der bliver sladret, hvis de skulle møde nogen, som kender deres forældre. 102

103 KAPITEL 4. SELVE MØDET Tese 16: De professionelle oplever, at nogle af de etniske minoritetsfamiliers anderledes familiemønstre giver en række andre problemer, end de hidtil har haft erfaringer med Parterne kan have forskellige forforståelser, hvilket kan medføre problemer i forhold til i hvert fald en del af de etniske minoritetsfamilier. Det kan både dreje sig om mere faktuel viden, f.eks. information om opbygningen af det danske uddannelsessystem, og om en mere blød viden som at have forståelse for den pædagogiske tænkning, man udgår fra i danske daginstitutioner eller i folkeskolen. Eller det kan dreje sig om at modtage psykologisk behandling og ikke mindst det, at andre i miljøet kan have kendskab til, at man opsøger en sådan hjælp (og altså har sådanne problemer). Gymnasielæreren, som også er vejleder på skolen, fortæller om nogle vanskelige situationer for de etniske minoritetsunge, som ikke skal refereres i detaljer her. Det drejer sig eksempelvis om unge piger, der er blevet kærester med unge mænd. Men af forskellige årsager giver dette anledning til konflikt med forældrene, eksempelvis fordi forholdet, som kan være blevet accepteret af forældrene, alligevel ikke er problemløst for den unge kvinde og det kan så være vanskeligt for hende at afslutte forholdet. Eller der kan være tale om, at forældrene nølende accepterer forholdet, men kører på deres datter, og iskoldt kalder hende for luder. Endelig nævner gymnasielæreren et eksempel, hvor en ung piges forældre ikke vil tro på, at gymnasielæreren ofrer tid og energi på at støtte eleven i at få udarbejdet 3.g-opgaven. Men det gennemgående i disse historier er, at pigerne i alle tilfælde ikke ønsker skolens hjælp til intervention i forhold til forældrene, fordi det ville afsløre, at pigerne har fortalt om problemerne på hjemmefronten. Og det vil altså være fuldstændig utænkeligt. Selvom gymnasielæreren understreger, at dette er enkeltstående historier, så dokumenterer de dog en anden slags ungdomsproblemer, end de professionelle hidtil har beskæftiget sig med. Måske ikke tungere og vanskeligere, men tunge og vanskelige på en anderledes måde. 103

104 ET SPØRGSMÅL OM KULTUR? Men hvis de professionelle i disse situationer skal kunne rådgive hensigtsmæssigt, er det nødvendigt at de ikke lader sig styre af deres forforståelse og er i stand til at kunne analysere problemerne i forhold til den konkrete familie på en hensigtsmæssig måde. For så vidt ligesom de skal kunne i forhold til andre danskere, men de skal kunne rumme, at der ikke blot findes andre normer end danske middelklassenormer, men også findes andre individ-, køns- og familieopfattelser. Tese 17: Den professionelle må forholde sig til at religionsforskellene spiller en tydeligere rolle, og at det er nødvendigt at forholde sig specifikt til, at flere religioner er mere markant tilstede i landet end tidligere Flere informanter gør sig tanker om religion. Ud over skolelæreren også skoleinspektøren og pædagogen. Skoleinspektøren kritiserer danskere for ikke at spille ud med den danske kultur, Hun mener, at det er forkert blot at fokusere på de etniske minoriteters egen kultur, i stedet for som hun siger at spille ud med den kristne kulturbaggrund, herunder også at kræve at børnene lærer noget om kristendommen. Ikke fordi de skal blive kristne, men fordi de skal kunne forholde sig til den danske kultur, som altså implicerer elementer som kristendom, demokrati, kvindefrigørelse etc. Hun mener, at danskere er for utydelige og tilbageholdende i forhold til den danske kultur, ligesom hun også mener at det er vigtigt at fastholde, at skolen er den professionelle part, som ved noget om børn. I pædagogens børnehave lægger man vægt på at være en dansk børnehave, hvilket betyder, at man holder jul, fastelavn etc., men det er også vigtigt, at børnene ikke bliver syltet ind i kristendom, således kan de etniske minoritetsbørn deltage i juleklip, hvis de vil, man synger sange om nisser, men ikke salmer, og børnehaven går heller ikke i kirke. Gymnasielæreren fortæller, at man på hendes skole har erfaring med, at mere fundamentalistiske elever, som de omtales, godt kan være ret højtråbende blandt eleverne. Og de søger også diskussion 104

105 KAPITEL 4. SELVE MØDET med religionslæreren i religion. De kan godt finde på at presse de andre. Derfor har man besluttet, at spørgsmålet om religion kun er relevant i religionstimerne. I de senere år er der flere, der har spurgt om mulighederne for at få et bederum. Det er især når de ny 1.g ere starter. Men det har de fået nej til, fordi skolen har den holdning, at religion ikke hører til på et gymnasium med henvisning til, at her drejer det sig om det faglige, dvs. dansk, historie, matematik etc. og faget religion handler om religioner i flertal, dvs. det er ikke missionerende. Denne politik gælder også i forhold til kristne der ønsker at etablere en studiekreds. Derudover er der nogle, som beder på et lille tæppe ovre i hjørnet i frikvarteret. Det accepteres. I faget religion vælger man ofte islam, men bortset fra dem som direkte søger diskussion, så bruges den religiøse forskellighed i klasserne som regel på det mere oplysende plan på den måde, at man fortæller hinanden, hvordan man gør tingene anderledes. I forlængelse heraf er det det pågældende gymnasiums erklærede formål at skabe en udvidelse af elevernes tolerance etc. Og det kan bl.a. ske gennem udveksling af viden om hinanden I forlængelse heraf må man forvente, at kulturel udveksling, kulturelle sammenligninger eller ligefrem kulturelle oversættelser vil spille en større rolle i det multikulturelle samfund. Det bliver ofte kaldt for tokulturelle strategier. Tese 18: Et etnisk eller kulturelt sammensat personale kan være medvirkende til at skabe den interkulturelle forståelse blandt de professionelle Der er tidligere nævnt et eksempel på kulturbytte, altså den situation hvor den danske professionelle og den etniske minoritetsperson udveksler viden om forskellige måder at forholde sig til samme problemstilling på. Derved opstår en tokulturel situation, hvor målet er at få indsigt i modpartens kulturbaggrund. Dette kan for så vidt ske med henblik på at se både forskelle og ligheder for at kunne opbygge en egentlig tokulturel kompetence. 105

106 ET SPØRGSMÅL OM KULTUR? Betegnelserne tokulturel og tværkulturel er meget udbredte og adskiller sig fra interkulturel ved, at det drejer sig om sammenligninger mellem to kulturer. Betegnelserne har to uheldige konsekvenser. For det første forudsætter de adskilte og sammenlignelige kulturer, som baserer sig på det klassiske kulturbegreb, og for det andet bliver interkulturel kommunikation blot et spørgsmål om kulturel oversættelse. Således peger heller ingen af informanterne på den tokulturelle kompetence som noget afgørende, selvom de fleste har deltaget i kurser eller har læst noget, der har givet dem en større viden om de etniske minoriteters kulturbaggrund, som de har med at gøre. Eksempelvis siger pædagogen, at det er vigtigt at kende noget til den kultur, man arbejder med, og sundhedsplejersken stiller, når lejlighed gives, spørgsmål til de kulturelle vaner. Det at interessere sig for den specifikke kulturbaggrund kan være med til at sikre den åbenhed og nysgerrighed, som informanterne betonede i indledningen til analysen, men det er ikke i sig selv tilstrækkeligt. Flere af informanterne peger på den tokulturelle ressource, der ligger i at have medarbejdere af samme nationalitet eller etnicitet som målgruppen. Eksempelvis understreger psykologen, at det er en selvfølgelig og værdifuld del af arbejdspladsen, at flere af de professionelle har en etnisk minoritetsbaggrund, uden at de har andre særfunktioner end den, deres faglige baggrund motiverer. Men dette drejer sig ikke blot snævert om at have medarbejdere med samme kulturbaggrund som målgruppen, men derimod om at have en bredt sammensat medarbejdergruppe, hvilket er medvirkende til at opbygge en generel interkulturel opmærksomhed blandt medarbejderne. Både sundhedsplejersken og skoleinspektøren nævner eksempler på, at medarbejdere med samme etniske minoritetsbaggrund som brugerne kan være med til at opløse en konfliktsituation. Set fra den dansk-danske medarbejders synsvinkel går den pågældende ind og taler forholdsvis kortfattet på sit eget sprog med den pågældende bruger, og så er sagen afsluttet. På den danske medarbejders spørgsmål siger medarbejderen med etnisk minoritetsbaggrund bare Jeg fortalte det på vores måde. 106

107 KAPITEL 4. SELVE MØDET Tese 19: Tolken er en vigtig kilde til information om samtalens kulturelle sider, men samtalen er fortsat den professionelles klare ansvar Informanterne giver udtryk for, at de selvfølgelig anvender tolk, når det er nødvendigt. Det fremgår af de krisesituationer, som vi beder dem fortælle om, at de ofte vælger at indkalde en tolk eller får bistand fra en medarbejder, der kan brugerens sprog. Pædagogen fortæller, at det godt kan ske, at forældrene føler det krænkende, at der er indkaldt tolk, men pædagogerne fastholder, at det er dem selv som professionelle, der har behov for tolken. Det kan skyldes, at de dermed kan sikre sig, at den relevante information er givet i overensstemmelse med de rettigheder, forældrene har i dialogen med offentlige myndigheder. Men ud over dette retssikkerhedsaspekt reflekteres tolken som formidler mellem to kulturer også i interviewmaterialet. Eksempelvis fortæller psykologen om en situation, hvor en i øvrigt meget professionel tolk midt i en samtale om et af psykologens spørgsmål siger, av det var et abstrakt spørgmål! Hvorefter psykologen godt er klar over, at hun er nødt til at omformulere sit spørgsmål, hvis klienten skal forstå det. Psykologen betoner i øvrigt, at tolken spiller en uendelig stor rolle for kommunikationen. Og selvom tolken er professionel og dygtig, kan man ifølge hende godt komme ud for, at kombinationen af den konkrete tolk og den konkrete klient kan være gal. Eksempelvis fortæller hun om en situation med en kinesisk klient og en meget dygtig kinesisk tolk, som var en kineser, som havde boet her i landet i mange år, hvor det viste sig, at samtalen kun kunne gennemføres til et bestemt punkt, så ønskede klienten ikke at gå videre, og der var også lukket for flere samtaler. Psykologen tolker det som, at nogle gange har flygtninge mistillid til tolke, som kan have en eller anden form for kendskab til eller kan have været involveret i en konflikt lidt ligesom i 1990 erne, da man i Danmark modtog bosniske flygtninge med serbokroatiske tolke med serbisk baggrund. Man skal altså være opmærksom på hvilke tolke, man bruger. 107

108 ET SPØRGSMÅL OM KULTUR? Tese 20: Kulturelle forskelle kan bearbejdes i særligt iscenesatte netværk eller diskussionsrum Endelig er der det aspekt ved den tokulturelle strategi, at man kan arrangere særlige rum, hvor dialogen kan foregå, og hvor der ydermere er behov for en egen bearbejdning blandt de etniske minoritetspersoner. Dette har skoleinspektøren erfaringer med, idet hun taler om, at kultur kan være på spil, når det drejer sig om badning, lejrskole, religionsundervisning, adfærd under Ramadanen, hjemkundskab mv. Disse temaer tager man op på såkaldte etniske aftener for forældrene på tværs af klasserne med eksempelvis arabiske forældre én aften og pakistanske en anden, hvor man drøfter, hvordan de som muslimer i Danmark kan klare udfordringerne. Dialogen foregår således både internt i forældrekredsen og mellem skole og forældre, hvor skoleinspektøren forklarer rationaliteten i skolens måde at fungere på og intentionerne i folkeskoleloven. Der er efter skoleinspektørens mening tale om holdningsbearbejdelse gennem et aktivt kulturmøde, der både skaber netværk og giver mulighed for forklaring og diskussion. Som tidligere nævnt har mange af problemerne baggrund i, at de etniske minoriteter ikke har nok kendskab til den måde, skolen fungerer på, og derfor er det i sig selv vigtigt at skabe et rum, hvor denne kommunikation kan udfolde sig. I denne proces mener skoleinspektøren, at de tosprogede lærere spiller en væsentlig rolle. De kan på en anden måde gå lige til sagen og forklare forholdene for forældrene på en måde, så de kan forstå det. Sproglæreren fortæller, at hun har oplevet, at det ofte kan være nødvendigt, at en kursist drøfter et råd, vedkommende har fået på sprogcentret, i det personlige netværk. Hun har oplevet, at kursisterne er blevet overbevist om det hensigtsmæssige i sprogcentrets råd netop ved at drøfte det med andre, der har været i en tilsvarende situation. Men sproglæreren gør også opmærksom på, at det er i spørgsmålet om netværk, at flygtninge adskiller sig fra familiesammenførte, idet flygtninge som regel er alene uden bagland eller netværk. For flygtningene er der altså visse begrænsninger i denne netværksstrategi. 108

109 KAPITEL 4. SELVE MØDET Tese 21: De professionelle oplever, at mange flygtninge er traumatiserede, og at det kan være vanskeligt at registrere deres traumer Både integrationsmedarbejderen, psykologen og skolelæreren kan fortælle om møder med klienter eller elever, hvor tidligere traumatisering spiller en afgørende rolle for mødets forløb. Dette fremgår også af de historier, vi har bragt i Mødets stemmer. Skoleinspektørens historie rummer også et aspekt af traumatisering, idet hun antyder, at manden er torturoffer og at det kan være medvirkende til at forklare den kraftige reaktion fra hans side. Af det øvrige interviewmateriale fremgår det, at også en del af de andre informanter i varierende omfang nævner traumatisering som et fænomen, de skal tage højde for. Traumatisering spiller ofte en større rolle for mødet end de vanskeligheder, som kulturforskellene repræsenterer. Men informanternes historier tyder også på, at traumatiseringens konsekvenser kan lægge sig som et lag over mødet og skabe usikkerhed i forhold til kommunikationen, og specielt psykologens historie tyder på, at selv om man går til flygtningen ud fra en traumedagsorden, som hun siger, er det ikke sikkert, at man kan registrere traumet. Tese 22: De professionelle efterspørger kompetenceudvikling gennem primært kollegial fælles refleksion over deres egne erfaringer og sekundært gennem teori og viden om de psykologiske aspekter ved eksilsituationen og om individopfattelsen Som nævnt i indledningen til dette kapitel har flertallet af informanterne modtaget en eller anden form for undervisning eller information om etniske minoriteter, men informanterne oplever ikke at de kompetencer, de bruger, kommer fra denne undervisning. Beskæftigelseskonsulenten siger, at det ikke så meget handler om viden, men om erfaring samt ikke mindst om at kunne omgås mennesker, hvilket han snarere ser som en personlig kvalifikation frem for en faglig. Sundhedsplejersken fortæller, at hun selv har tillært sig det, der er nødvendigt. Hendes udgangspunkt var i sin tid, da hun begyndte at arbejde 109

110 ET SPØRGSMÅL OM KULTUR? med etniske minoriteter, at hun havde lyst til det. Hun mener, at lysten og nysgerrigheden er det afgørende. Men derudover modtager hun supervision én gang om måneden. Pædagogen er på nogenlunde samme spor, idet hun fortæller om, at hun ganske vist har haft kurser om kultur, men der hvor hun har lært mest, er når hun har kastet sig ud i det og draget erfaringer ved at reflektere over det. Skolelæreren har ligeledes taget noget uddannelse, som blandt andet har handlet om problemløsninger og dansk som andetsprog. Men selvom han synes, han fortsat har behov for kompetenceudvikling, så baserer han også sin viden på bearbejdelse af sin egen erfaring. Skolevejlederen taler også om at have modtaget undervisning om etniske minoriteter. Det har hun gjort på grund af interesse, men hun ved egentlig ikke, hvordan hun bruger denne viden i hverdagen. Også hun siger, at hun får ny viden ved at tale med kollegerne om erfaringerne. Sproglæreren, som også er vejleder, har taget vejlederuddannelsen og har læst minoritetsstudier ved Københavns Universitet. Hun synes generelt, at hun har haft gode muligheder for efteruddannelse, og at hun alt i alt føler sig godt rustet til arbejdet. Men også hun betoner den fælles kollegiale refleksion. Vejlederne på skolen taler meget sammen om, hvad der er gået godt, og hvad der er gået skidt. Psykologen fortæller, at hun har oplevet at den psykologi, hun i sin tid lærte på universitetet, ikke kan anvendes på denne målgruppe. Hun siger, at det eksempelvis ikke nytter noget at arbejde psykoanalytisk over for personer, der opfatter jeg et på en helt anden måde. Hun har sammen med en række andre psykologer måttet se kritisk på sine redskaber. Og i dag foreligger der faktisk en række alternative redskaber i form af en egentlig interkulturel psykologi samt den systemiske forståelse og den kognitive psykologi, som begge er rettet mod kommunikationen og som i modsætning til psykoanalysen er konkret og fremadrettet. Psykologen nævner også psykoedukation, dvs. det at man underviser klienterne i, hvordan de kan håndtere forskellige situationer ud fra en psykologisk forståelse. Det gør, at klienterne bliver bedre i 110

111 KAPITEL 4. SELVE MØDET stand til at forstå deres eget problem, og at de dermed også bliver meget bedre til at indgå i et samarbejde om problemløsningen. Muligvis kan man overføre denne tankegang til andre fagområder. Psykologen og sproglæreren peger således mest markant på bestemte faglige synsvinkler som relevante for arbejdet med etniske minoriteter. De øvrige informanter udtrykker sig ikke helt så klart om værdien af undervisning og viden om kultur og de etniske minoriteters livsvilkår, men betoner derimod værdien af bearbejdningen af erfaringerne. Den kollegiale gensidige erfaringsudveksling får således den altafgørende vægtning. Interkulturel kommunikation De interviewede professionelle vægter ikke umiddelbart kulturen som en særlig vigtig faktor i mødet mellem dem og etniske minoriteter, hvilket muligvis hænger sammen med, at forestillingen om kulturforskelle er indlejret i en diskurs, som indgår i en politisk kamp, som de ikke ønsker at være en del af. De betragter den gode kommunikationssituation som kulturfri, præget af åbenhed og tillid, og de er opmærksomme på, at man ikke må forveksle enhver barriere for kommunikationen med kulturforskelle. Men kultur er til stede i deres forståelse af mødet. De beskriver en række kommunikationsstrategier, der sigter mod at opnå en kulturfri kommunikationssituation, og har dermed implicit en forestilling om en interkulturel kommunikation. Flere nævner også eksempler på at kulturforskellen i én og samme samtale både kan spille en rolle for kommunikationen og være uden betydning. Imidlertid er det de færreste, der reflekterer et metodisk eller teoretisk syn på den kommunikationssituation, de indgår i med etniske minoriteter. De er i sand forstand praktikere, der ved, at den måde de arbejder på, virker. De interviewede professionelle ser da også først og fremmest en vidensressource i erfaringsudvekslingen med deres kolleger om arbejdet med etniske minoriteter. Samtidig har en del af dem også konsulteret viden af forskellig karakter om 111

112 ET SPØRGSMÅL OM KULTUR? de etniske minoriteter, de har haft med at gøre, men det er lidt usikkert, hvilken betydning man skal tillægge denne viden, idet de fleste giver udtryk for, at de ikke anvender den. På den anden side kan man vel ikke udelukke, at en sådan viden kan være medvirkende til at skabe den nysgerrighed, den tålmodighed og det engagement, som de også nævner som vigtige faktorer i arbejdet. Eller til at skabe den åbenhed og villighed til at acceptere det anderledes, som også flere informanter peger på som en vigtig faktor. Denne agtpågivenhed giver de fleste informanter udtryk for, når de siger, at de prioriterer at se personen frem for kulturen i mødet med etniske minoriteter. Men bortset fra denne kulturagtpågivenhed efterspørger de interviewede forholdsvis lidt viden om mødet og om de etniske minoriteters kulturbaggrund. Den viden de efterspørger, angår teori og viden om de psykologiske aspekter ved eksilsituationen, om individopfattelsen og traumatisering. På baggrund af de fire analyseredskaber, erfaringspositioner, kulturel forforståelse, kulturel selvforståelse og kulturelle fikseringspunkter (jf. kapitlet om Kulturen i mødet), kan man konstatere, at flertallet af de 22 teser især kan henføres til kulturel forforståelse og kulturelle fikseringspunkter. Der er også teser, der kan henføres til erfaringspositioner, men der er ikke mange, der kan henføres til kulturel selvforståelse. Det er bemærkelsesværdigt, at de interviewede professionelle bortset fra skolelæreren og skoleinspektøren ikke nævner deres kulturelle selvforståelse som en vigtig faktor i den interkulturelle kommunikation. Det hænger muligvis sammen med, at den danske kulturelle selvforståelse betragtes som den givne ramme, som de etniske minoriteter skal forholde sig til. Til gengæld er der rigtig mange udsagn om forforståelse og ikke mindst om, hvad man kan gøre for at komme ud over en begrænsende forforståelse. Informanterne er alle meget opmærksomme på, at forestillinger om kulturforskelles betydning og stereotype billeder af etniske minoriteter kan stå i vejen for at se den enkelte person. Derfor ønsker de i stedet at komme tæt på individet, således 112

113 KAPITEL 4. SELVE MØDET at betydningen af eventuelle kulturforskelle kan forsvinde, og en enkelt informant arbejder i den forbindelse konsekvent med hjemmebesøg, som efter hendes opfattelse giver den professionelle en kulturel ydmyghed, som gør det lettere at se den etniske minoritetsfamilies styrker og ressourcer. Nogle af informanterne ser en mulighed for at få information om de etniske minoritetspersoners kulturbaggrund ved at spørge de konkrete personer eller ved at foretage et kulturbytte, hvor man udveksler viden om hinandens kultur. Dette forudsætter imidlertid en tillidsfuld atmosfære mellem parterne, til gengæld kan man opnå konkrete løsninger på tilsyneladende komplekse problemer. Men spørgsmålet om forforståelse gælder selvfølgelig også for de etniske minoritetspersoner, og i forhold hertil foreslår flere af informanterne at man anvender en enkel kommunikation, der ikke blot tager højde for sprogforskellene, men som også tager højde for eventuelle forforståelser, der ikke er på linie med den danske virkelighed. F.eks. ved at fokusere på et enkelt budskab og en entydig kommunikation eller ved at udtrykke sig i et enkelt billedsprog, der kan bidrage til at skabe forståelse på tværs af forskellige kulturelle forforståelser. Analyseredskabet kulturelle fikseringspunkter ligger tæt op ad redskabet forforståelse. Der er ikke så mange forslag til, hvordan man kommer ud over sin egen kulturelle fiksering muligvis fordi informanterne ikke mener at have en sådan, efter at de har bearbejdet deres egen forforståelse som beskrevet ovenfor. Dog er der en enkelt informant, der betoner vigtigheden af at give de etniske minoritetsforældre forudgående information om møders formål og indhold med eksplicitering af rammer, tidsplan og forventninger for derigennem at medvirke til at foregribe konflikter, som kan opfattes som kulturafhængige. Dette er muligvis en effektiv måde til at styre uden om både forforståelse og fikseringspunkter. En anden måde at gøre dette på, kan være at sørge for at rumme det kulturelt anderledes inden for organisationen ved at have et etnisk eller kulturelt sammensat personale også uanset om dette matcher den konkrete 113

114 ET SPØRGSMÅL OM KULTUR? målgruppe eller ej. Det er nemlig ikke kun et spørgsmål om, at nogen skal kunne foretage kulturel oversættelse. Det er langt vigtigere at der er repræsenteret en anderledeshed, der kan medvirke til at sikre en åbning og respekt i forhold til kulturelle forskelligheder. Omvendt peger flere informanter på, at man bør respektere behovet for og eventuelt direkte medvirke til at sikre muligheden for, at kulturelle forskelle kan bearbejdes i særligt iscenesatte netværk eller diskussionsrum. Det handler om de etniske minoriteters mulighed for at bearbejde kulturelle forforståelser og fikseringspunkter. De resterende temaer under kulturelle fikseringspunkter er alle professionelles oplevelser af etniske minoriteter, og derved er det temaer, som i forhold til den interkulturelle kommunikationssistuation kan ses som ydre betingelser, men som på den anden side også kan forstås som de professionelles egne kulturelle fikseringspunkter. Sådan er de i den givne sammenhæng ikke oplevet af de professionelle, men man bør være opmærksom på, at disse udsagn med det valgte kulturbegreb ikke uden videre kan tages for pålydende om etniske minoriteters kultur. De bør også vendes mod de professionelle. Endelig er der analyseredskabet erfaringspositioner. Flere af de interviewede professionelle er inde på vigtigheden af at finde en form for mellemmenneskelig fællesinteresse med de etniske minoriteter, man har med at gøre. For de fleste er det mest et tilfælde, når situationen opstår den resulterer i en bedre fælles forståelse og et interessefællesskab men for især psykologen er det en meget bevidst strategi, som for hende er forudsætningen for at kunne kommunikere hensigtsmæssigt med vedkommende. Endelig kan man også bruge erfaringspositioner til at kaste lys over det informationsbehov, de etniske minoriteter af gode grunde har. Hvis ikke man har skabt en dialog, der matcher den person, man har over for sig, så er nok så meget informationsgivning nyttesløs. Informanterne agerer i et kulturmineret felt. For det første er informanterne bevidste om diskussionen om kulturforskelle, og de undgår bevidst at indgå i den politiske diskurs om kultur. Men, som det 114

115 KAPITEL 4. SELVE MØDET fremgår, anvender de også en række interkulturelle kommunikationsstrategier for at komme fri af kulturen. Det betyder, at den kulturfri situation betragtes som den ideelle kommunikationssituation. Det er ikke givet, at alle informanter vil føle sig enige i denne konklusion, men det er et billede, der tegner sig ved analyse af interviewmaterialet. Men informanterne ser også barrierer for den kulturfri kommunikation. Når kommunikationen ikke fungerer Ud over de erfaringer, der kan opsummeres i de 22 teser, giver informanterne også en række eksempler på, hvad der kan ske, hvis kommunikationen ikke fungerer og kommunikationssituationen går i baglås. I en del af disse eksempler oplever de professionelle aggressiv adfærd fra de etniske minoritetspersoners side. Pædagogen fortæller eksempelvis om en far, som hun oplever som aggressiv og i første omgang truende, da han spørger til, hvor hun bor, og skoleinspektøren fortæller om en far, der også er aggressiv og truende, og som direkte truer med at slå hende ihjel. I begge tilfælde er udgangspunktet, at barnet skal gå en omvej gennem en indslusningsklasse eller ved at gå en klasse om og i begge tilfælde har den danske professionelle vanskeligheder med at gøre den opbragte far begribeligt, at det er for barnets egen skyld. Og i begge tilfælde ender det med, at de to parter ved en senere lejlighed finder hinanden. Andre informanter fortæller om tilsvarende og voldsommere konflikter. Skolevejlederen fortæller videre, at hun undrer sig over, at så relativt mange minoritetsunge udviser en meget trodsig holdning, når de kommer på kant med den tekniske skole. Hun oplever det, som om de mener, at det er fuldstændig ligegyldigt med at rette op, fordi andre kun er ude efter dem, fordi de er racister. Hun oplever det, som at de unge nærmest indtager en martyr- eller offerrolle. I forlængelse heraf fortæller hun også om, at der er en gruppe elever, som man på den tekniske skole oplever som religiøst rabiate og fundamentalister. Mødet med disse oplever skolevejlederen ikke som et møde mellem to mennesker, fordi den anden part ser 115

116 ET SPØRGSMÅL OM KULTUR? ned på hende på grund af hendes religion. Derfor bliver mødet et mere formelt møde. Skolevejlederen forklarer, at det ikke er spørgsmålet om religionen i sig selv, men derimod den aggression som disse såkaldte fundamentalister udviser: De kan f.eks. finde på at rive alle siderne ud af blade, som har et billede af et amerikansk flag eller et billede af en let påklædt kvinde. De kommer let i konflikt med andre og går rundt som små letantændelige bomber. Skolevejlederen fortæller, at man på den tekniske skole udveksler erfaringer, overvejer hvad man kan gøre anderledes, og hvad der virker godt og hvorfor. Skolevejlederen har ansat personale ud fra en fornemmelse af, at de kan møde mennesker på den rigtige måde, men den tekniske skole har tilsyneladende ingen klar strategi over for denne gruppe unge, som tydeligvis er en udfordring for skolen. Disse eksempler viser på den ene side, at det er vigtigt at den interkulturelle kommunikationssituation ikke går ud af kontrol, og at der i visse situationer er behov for særlige overvejelser forud for mødet med etniske minoriteter. De 22 teser er et forsøg på at konkretisere disse overvejelser. Men eksemplerne viser omvendt også, at det er den slags situationer, der er medvirkende til at skabe en forestilling om, at de kulturelle modsætninger er konfliktende. Det er dem, som giver anledning til de generaliseringer, der bliver til stereotype forestillinger om mere eller mindre forsonlige kulturforskelle mellem etniske minoriteter og øvrige danskere. Og som stereotyper indgår sådanne eksempler i diskurserne om etniske minoriteter i Danmark. Det er bemærkelsesværdigt, at ingen af informanterne nævner noget om den lidt hårde offentlige debat om etniske minoriteter og om den forskelsbehandling, en del oplever. Det ville de interviewede professionelle antagelig gøre, hvis man spurgte specifikt til det, men i de forholdsvis åbne interviews har ingen af informanterne måske med undtagelse af sproglæreren, der ikke bryder sig om at blive taget til indtægt for regeringens politik tilsyneladende haft brug for at inddrage disse aspekter som forhold, der har betydning for mødet mellem den professionelle og etniske minoriteter. 116

117 KAPITEL 4. SELVE MØDET Men både de stereotype opfattelser af kulturkonflikter og den offentlige debat om etniske minoriteter i dagens Danmark spiller en rolle for dannelsen af de diskurser, der fungerer på dette område. Og de professionelle møder både de dominerende diskurser og konfliktsituationer, som de her beskrevne, samtidig med de forsøger at forholde sig fagligt til de problemstillinger, det multikulturelle samfund stiller dem overfor. Dertil kommer, som tidligere nævnt, at informanterne siger meget lidt om betydningen af deres egen kulturelle selvforståelse, hvilket muligvis hænger sammen med, at de opfatter den danske kulturelle reference som den grundlæggende. I de følgende kapitler vil jeg forfølge dette tema som spørgsmålet om en national dansk kapital, som de professionelle i et vist omfang og som omverdenen i høj grad refererer til, men som de etniske minoriteter mangler. Når de fleste informanter ikke føler behov for at gøre sig særlige overvejelser forud for mødet med etniske minoriteter og heller ikke i særlig udtalt grad efterspørger en specifik viden om kultur, men i stedet peger på de empatiske stikord nysgerrighed, tålmodighed og engagement som centrale værdier for arbejdet med etniske minoriteter, samtidig med, at vi kan konstatere, at de faktisk anvender interkulturelle strategier, så kan det skyldes, at den viden, informanterne trækker på, har karakter af tavs viden. I det begreb ligger, at den professionelle i højere grad har know how frem for know that, dvs. at man ved, hvad der virker, uden at man kan gøre rede for det systematisk og eksplicit. Det er på den ene side en styrke, men er på den anden side også en svaghed især, når området i den grad ligger åbent for magtfulde diskurser. Derved risikerer arbejdet i stort omfang at blive knyttet til holdninger, hvilket står i modsætning til den professionelles faglighed. Derfor vil jeg i næste kapitel om Rammen om mødet se nærmere på den professionelles vilkår som professionel og i det efterfølgende kapitel om Mødets omgivelser se nærmere på diskursernes betydning for den professionelles professionsudøvelse. 117

118

119 5. RAMMEN OM MØDET Den professionelle og bureaukratiet I dette kapitel vil jeg flytte fokus til de professionelles professionalisme, og med det mener jeg de institutionelle sammenhænge, som gør den professionelle professionel. Mødet mellem den professionelle og etniske minoriteter udspiller sig i en lang række forskellige institutioner. Disse institutioner og den faglighed, som den professionelle gennem sin uddannelse udtrykker sig igennem, stiller en række betingelser og rammer, som har indflydelse på mødet. Derfor vil jeg i dette kapitel diskutere de faglige og institutionelle rammer, som allerede er sat forud for det konkrete møde mellem den professionelle og etniske minoriteter. Jeg vil undersøge, hvilke konsekvenser de institutionelle rammer omkring mødet har for mødet mellem den professionelle og etniske minoriteter, og jeg vil diskutere de indbyggede konflikter i relationerne, idet jeg har en formodning om, at disse muligvis forstærkes yderligere af, at der er tale om etniske minoriteter. Jeg vil med andre ord undersøge de institutionelle rammer med udgangspunkt i den professionelles rolle som professionel. I de foregående kapitler har vi kunnet konstatere, at interviewpersonerne til trods for at de generelt er velovervejede og bevidste om deres egen relation til de etniske minoritetspersoner i bemærkelsesværdigt lille omfang reflekterer deres egen kulturelle selvforståelse. Det får som konsekvens for dette og det efterfølgende kapitel, at jeg også vil interessere mig for det nationales rolle i de professionelles faglige grundlag. I dette kapitel vil jeg interessere mig 119

120 ET SPØRGSMÅL OM KULTUR? for de professionelles kulturelle selvforståelse i forhold til den grundlæggende faglighed. Derfor bruger jeg udtrykket national kapital 1. Den nationale kapital udgør et fond af fortællinger om det nationale i hverdagen, som bidrager til, at medlemmerne af samfundet kan konstruere deres egen identitet og i konsekvens heraf ikke mindst billedet af de andre ud fra disse fortællinger. Begrebet national kapital er knyttet til bevidstheden om en specifik nationalkultur, som betyder, at man har noget ekstra, hvis man er født i nationen af forældre, der begge tilhører det nationale fællesskab. Den nationale kapital formuleres sjældent eksplicit, og den skal derfor analyseres i sammenhæng med analysen af de dominerende diskurser. Det vender jeg tilbage til i det efterfølgende kapitel om Mødets omgivelser. For god ordens skyld må jeg lige pointere, at analysen af den kulturelle selvforståelse i dette og næste kapitel gennemføres på et generelt samfundsmæssigt niveau, og den har derfor intet at gøre med de i forrige kapitel interviewede personers holdninger. Men den professionelles arbejdsområde er samtidig politisk bestemt. En række af de arbejdsredskaber, den professionelle har til sin rådighed, er givet politisk, hvilket betyder, at politikerne også øver indflydelse på den profesionelles arbejdsvilkår. At det kan blive til en personlig frustration, giver den interviewede sproglærer udtryk for, idet hun siger, at hun har svært ved over for kursisterne at tage ansvar for den lovgivning, hun er sat til at administrere. De politisk bestemte redskaber er i lige så høj grad, som de institutionelle rammer og den faglighed den professionelle er socialiseret ind i, med til at skabe den professionelles særlige professionalisme. Jeg tager udgangspunkt i, at den professionelles arbejdssituation fundamentalt er præget af en autonomi, som først og fremmest er fagligt begrundet. Men arbejdssituationen rummer også en magtdimension, som er afgørende for forholdet mellem den professionelle og klienten, eleven, kursisten, patienten, den vejledningssøgende mv. I dette kapitel vil jeg for nemheds skyld blot tale om brugeren, undtagen når det giver bedre mening at tale om borgeren. 120

121 KAPITEL 5. RAMMEN OM MØDET Analysematerialet udgøres af foreliggende analyser, integrationslovgivningen samt i mindre omfang den sociale lovgivning. Den professionelles principielle autonomi Den professionelle løser opgaver af høj kompleksitet, og den professionelle skal være i stand til at respondere på de specifikke behov, den enkelte bruger har. Den professionelles arbejdssituation er i modsætning til mange andres arbejdssituation karakteriseret ved at den professionelle selv vurderer, hvilken indsats der er relevant i forhold til den konkrete bruger. Den professionelle har derfor en betydelig grad af autonomi og indflydelse på eget arbejde - i den forstand er den professionelle sin egen leder. Som regel arbejder den professionelle i forholdsvis flade organisationer på niveau med mange andre fagkolleger, eksempelvis i skoler, på socialkontorer, hospitaler mv. I organisationsteorien betegnes sådanne organisationer som professionelle bureaukratier 2. Det professionelle bureaukrati er karakteriseret ved, at det organiserer specialister, som gennem deres uddannelse er blevet bærere af deres fags principper og standarder. Det professionelle bureaukrati ledes enten af generalister eller af fagfolk, der avancerer til ledere, men internt blandt de professionelle er kilden til autoritet i mindre omfang knyttet til organisationens hierarki, men snarere til personlig faglig kunnen/viden eller til kollegial anerkendelse 3. Den professionelle kaldes sådan, fordi vedkommende tilhører en profession. En profession er karakteriseret ved en række forhold: De udøvende har en lang formel uddannelse inden for et afgrænset sammenhængende fag-/teoriområde - som regel fra højskole, seminarium, universitetet eller anden højere læreranstalt. De har en stærk, faglig identifikation med profession og fagfæller. De professionelle normer fungerer som rettesnor for arbejdet. Den professionelle har en specialiststatus inden for et afgrænset arbejdsområde og har autonomi i arbejdet, idet den professionelle ikke blot fastlægger midlerne, men ofte også målet med arbejdet. De 121

122 ET SPØRGSMÅL OM KULTUR? professionelle har som medlemmer af den pågældende profession et faktisk samfundsmæssigt monopol på en række stillinger og funktioner, der ikke må udføres af andre, som regel i kraft af lovgivning, autorisation eller overenskomst. Den professionelle arbejder ikke for egen vinding men er serviceorienteret i den forstand, at den professionelle vælger den faglige løsning, der er bedst for klienten eller for samfundet. Inden for den enkelte profession er der intern kontrol med medlemmerne, idet de professionelle kontrollerer sig selv - ofte i henhold til etiske regler, som professionen selv har fastlagt 4. Identiteten som professionel inden for et givet fagområde, hvad enten der er tale om læger, sygeplejersker, advokater, lærere, socialrådgivere, vejledere, pædagoger, psykologer mv., opbygges primært gennem uddannelsesforløbet, men forstærkes i karriereforløbet bl.a. ved at disse grupper har egne faglige foreninger, der er knyttet til både den specifikke uddannelse og de specifikke arbejdsfunktioner. De organisationer, de professionelle arbejder i, er som regel organiseret efter de professionelles faglighed. Derfor arbejder de professionelle oftest sammen med andre med samme speciale. Det fremmer den fælles faglige problemforståelse, men kan risikere at vanskeliggøre koordinationen med andre faglige miljøer. Dette er et af problemerne i professionelle bureaukratier. En af konsekvenserne af dette er, at den professionelle i højere grad identificerer sig med sin profession frem for med den specifikke organisation, hvor pågældende tilfældigvis er ansat. Men selvom den professionelle er medlem af en profession og arbejder i et fagligt hierarki sammen med andre professionelle, så arbejder den professionelle som regel uafhængigt af sine kolleger og tæt sammen med den bruger, som den professionelle har til opgave at servicere. Den professionelle overvåges ikke af mellemledere. Som regel er det kun brugeren, der er vidne til den professionelles arbejdsindsats. Direkte overvågning af den enkelte professionelle betragtes ikke som hensigtsmæssig, og egentlige kvantitative målinger af den professio- 122

123 KAPITEL 5. RAMMEN OM MØDET nelles adfærd kan kun vanskeligt gennemføres, idet man antager, at dette vil føre til en uheldig strategisk adfærd hos de professionelle 5. Således har den professionelle en udpræget grad af autonomi begrundet i faglighed og uddannelse, bygget omkring den faglige kultur og frigjort fra den specifikke organisation, den professionelle tilfældigvis arbejder i. Men selvom den professionelle således har monopol på arbejdets udførelse, sættes der alligevel en række rammer for arbejdet, som ikke kun kan tilskrives fagligheden eller den opfattelse af fagligheden, der er gældende på et bestemt tidspunkt. Ressourcetildelingen er uden for den professionelles rækkevidde, og ofte vil den professionelle opfatte denne som utilstrækkelig, fordi efterspørgslen efter de professionelles ydelser som oftest er uden grænser og vil stige, såfremt udbuddet øges. For en stor del af de professionelle eksempelvis for lærere, pædagoger, socialrådgivere og vejledere gives både målsætningerne og redskaberne for arbejdet gennem lovgivning. Men det sker ofte på en måde, så målene kan opfattes som vage, tvetydige og i indbyrdes konflikt. Og det er derfor den professionelle selv, som oversætter de udmeldte politiske målsætninger og redskaber til praktiske faglige handlinger og som udformer den pågældende organisations ydelser. Selvom der ofte kan opstå voldsomme politiske diskussioner om hvorvidt dette eller hint område eksempelvis folkeskolen, integrationspolitikken, beskæftigelsespolitikken fungerer optimalt, gennemføres der sjældent systematiske evalueringer, der kan belyse målsætningernes og redskabernes hensigtsmæssighed. Og de forsøg, der gøres på at gennemføre sådanne evalueringer, viser også, at det som regel er overordentligt vanskeligt at måle, om indsatsen fører til de ønskede mål 6. For den professionelle spiller det faglige, professionelle skøn en væsentlig rolle. Gennem forskellige visiteringsmekanismer er det ofte den professionelle selv, der udvælger de brugere, som organisationen gennem den professionelle er faglig kompetent til at tage 123

124 ET SPØRGSMÅL OM KULTUR? sig af. Den professionelle anvender det personlige, men dog skolede skøn, som ikke kan udøves af ikke-professionelle, til på basis af kendskab til et stort antal lignende situationer eller tilfælde at vurdere, hvilken indsats der skal ydes over for den enkelte bruger. Men den professionelle kender ikke nødvendigvis til den enkelte brugers øvrige forhold eller personlige historie, som eventuelt ville kunne have indflydelse på vedkommendes problemsammenhæng. Derudover er det ikke altid sikkert, at den professionelle kan svare i fuld overensstemmelse med brugerens behov. Det vil som regel altid være nødvendigt med en eller anden form for kompromis. For at håndtere disse modsigelser kan den professionelle ty til forskellige løsninger, eksempelvis tilpasse ambitionerne, så de bedre passer til det, der faktisk kan opnås, eller at ændre syn på brugeren, så det er lettere at acceptere modsætningen mellem ideal og realitet. Dette kan ske både på den enkelte professionelles niveau, på kollegialt niveau eller på organisationens niveau. Én af konsekvenserne af specialiseringen er, at de professionelle udvikler forskellige kategoriseringssystemer til identifikation af brugerens behov 7. Eftersom den professionelle kun sjældent har kendskab til brugerens hele person og liv, kan denne kategorisering resultere i en reduktion af brugerens identitet til det pågældende problem, som kategoriseringen repræsenterer. Kategoriseringen spiller imidlertid også ind i forhold til den måde, som det professionelle bureaukrati organiseres på. Eksempelvis organiseres familiearbejdet som regel i én afdeling af forvaltningen og beskæftigelsesindsatsen i en anden. Og man kan vælge at forstå nyankomne flygtninge og indvandrere på en sådan måde, at det er hensigtsmæssigt med en særlig integrationsafdeling, eller man kan eksempelvis forstå den nyankomne som primært uden beskæftigelse og derfor lade modtagelsesarbejdet ske i arbejdsmarkedsafdelingen. Men den rigtige kategorisering er også vital for brugeren, fordi det omvendt også er kategoriseringen, der giver brugeren adgang til den offentlige ressource, som den professionelle repræsenterer. 124

125 KAPITEL 5. RAMMEN OM MØDET Dertil kommer, at der til enhver offentlig ydelse som regel også er et modkrav - det være sig at deltage, at stå til rådighed, evt. at tilbagebetale en økonomisk hjælp eller krav om at indtage en specifik rationel adfærd. Det betyder, at der til disse ydelser ofte er en form for kontrol, som den enkelte professionelle er ansvarlig for at udøve. Det vil sige, at der forudsættes en god og tæt relation mellem brugeren og den professionelle, samtidig med at der både kræves et effektivitetshensyn, der tilsiger en god kategoriseringsproces, og et kontrol- og legitimitetshensyn, der tilsiger upersonlighed og kontrol med midlernes rette anvendelse. I mange tilfælde vil det såkaldte sandhedens øjeblik dvs. den oplevelse af kvalitet, som både den professionelle og brugeren kan opleve, når begge parter ved, at nu fungerer kommunikationen optimalt, og nu vil brugeren kunne anvende den professionelles ydelse til at komme videre i sit liv være meget vanskeligt at forklare. Det hænger sammen med, at mange ydelser er af en sådan art det være sig undervisning, rådgivning etc. at ydelsens kvalitet umiddelbart kan synes mere knyttet til den professionelles person end vedkommendes faglighed. Det kan også skyldes, at resultatet af processen er meget afhængig af den måde, som brugeren medvirker på, således at kvaliteten i processen kan aflæses i brugerens måde at deltage på. Den professionelle og brugeren knyttes således sammen i et både fagligt og personligt forhold, hvor den professionelles kategorisering er afgørende for, hvordan det konkrete forløb bliver. Brugeren har imidlertid normalt ikke overblik over kategoriseringskataloget og ser derfor snarere en person med mere eller mindre empati og evne til at forstå brugerens problem. Endelig er de professionelle tæt knyttet til velfærdsstaten. De professionelle er en meget velorganiseret gruppe, idet de i modsætning til de privat ansatte funktionærer har en væsentlig højere organisationsprocent. De udgør en væsentlig interessentgruppe i forhold til de beslutninger, som forvaltningernes administrative og po- 125

126 ET SPØRGSMÅL OM KULTUR? litiske ledelser træffer, og de har gode muligheder for at påvirke landspolitikken på de politikområder, de repræsenterer. De professionelles organisationer udfører både lobbyarbejde og udmønter bemandingsforhold og til en vis grad også arbejdstilrettelæggelseprincipper gennem overenskomsterne. I en vis forstand kan man påstå, at staten gennem lovgivning og de professionelles organisationer, har langt større indflydelse på de serviceydelser, kommunerne har ansvaret for, end kommunerne selv. Således låner den professionelle og velfærdsstaten hinanden ideologi. Både den professionelle og velfærdsstaten har til opgave at fungere responderende på borgernes behov. Hvis for eksempel en borger bliver arbejdsløs, har borgeren ikke ret til at få et arbejde, men staten eller kommunen har gennem de professionelle pligt til at hjælpe borgeren, og det er den professionelles faglige skøn, der afgør, hvordan det gøres bedst muligt. Tilsvarende når man som flygtning eller familiesammenført ankommer til landet, har man ret til et introduktionsprogram, men målet med dette er så abstrakt formuleret, at det er den professionelle, der vurderer, hvordan den enkelte flygtning eller familiesammenførte hjælpes bedst muligt. Fordelen ved den model er, at systemet kan arbejde fleksibelt sammen til gavn for den enkelte frem for mere firkantede rettighedsbetragtninger, men problemet er, at det er forvaltningerne og den professionelle, der bestemmer regeludfyldelsen, og således kommer til at definere de udsatte borgeres situation. Der er således en række forskellige variabler i den professionelles situation som udførende professionel, som på forskellig måde har konsekvenser for, hvordan mødet mellem den professionelle og etniske minoriteter foregår. I det følgende vil jeg dele disse op i de variabler, der stammer fra den professionelles faglighed og de variabler, der kan knyttes til den politiske virkelighed, som den professionelle er underlagt. 126

127 KAPITEL 5. RAMMEN OM MØDET Den professionelles magt Menneskerettigheder og social retfærdighed ligger til grund for og retfærdiggør socialt arbejde. I solidaritet med de marginaliserede kæmper faget for at afbøde fattigdom og frigøre sårbare og undertrykte mennesker med henblik på at fremme social integration. Ovenstående er hentet fra en kommentar på Dansk Socialrådgiverforenings hjemmeside til uddybning af den internationale definition på socialt arbejde 8. Det giver udtryk for en selvforståelse af, at socialrådgivere eller socialt arbejde er på det godes side i kampen mod uretfærdigheden. Det skaber et fællesskab med brugeren eller klienten, som er det mest eksakte udtryk her der går ud på, at vi ved hvem, du er, hvad der er bedst for dig, og at vi har magt til at give dig det, du har brug for 9. Man kan også kalde det for klientgørelse eller at skabe en klient (dvs. en som er i et afhængighedsforhold til en anden), hvilket indikerer, at der er tale om et asymmetrisk forhold mellem den, der har magten og den der blot må udvise taknemmelighed 10. Denne selvforståelse er medvirkende til at skabe et fællesskab mellem de professionelle, som bl.a. indebærer, at socialarbejderen gør det gode og arbejder på et fagligt og etisk ansvarligt grundlag, at det sociale arbejde rummer en skjult viden, som får virkeligheden til at fremstå som selvindlysende, men dermed også, at socialt arbejde indebærer magtudøvelse 11. Det er ikke kun socialrådgivere, der på den måde i deres selvforståelse er knyttet til at gøre det gode og at have magten til at vurdere, hvad der er den hensigtsmæssige indsats. De forskellige professionelle faggrupper skal hjælpe, hele, helbrede, lære, opdrage, rådgive, vejlede, myndiggøre, altså udføre gode handlinger til gavn for brugeren. Men samtidig skal de professionelle ofte også kontrollere og sanktionere. Man har i de senere år i et vist omfang forsøgt at nedbryde de professionelles monopol ved eksempelvis at indføre frit valg og oprette 127

128 ET SPØRGSMÅL OM KULTUR? brugerbestyrelser, men dette har kun kunnet lade sig gøre i forhold til de mere servicebetonede faggrupper. Socialforvaltningerne og integrationspolitikken er stort set gået fri heraf. Ganske vist blev der med den første integrationslov indført en bestemmelse om integrationsråd som et forsøg på at oprette et organ, hvor både repræsentanter fra målgruppen, politikere, organisationsfolk og embedsfolk kan rådgive kommunalbestyrelsen om integrationspolitiske emner. Men integrationsrådene mistede både rolle og status undervejs. Da arbejdsmarkedets parter med DA i spidsen trak sig ud af rådene til fordel for de nyoprettede koordinationsudvalg, mistede de en væsentlig del af deres potentiale. Og med den reviderede integrationslov blev det gjort frivilligt for kommunerne at oprette dem. Den professionelles kategorisering går altså ud fra en selvforståelse af at gøre det gode og at have magten til at vurdere den hensigtsmæssige indsats. Og når kategoriseringen som nævnt i forrige afsnit ydermere reducerer den mangfoldige verdens unikke tilfælde til en række standardtilfælde, som forbinder mulige problemer med mulige løsninger, vil der i denne proces og de skøn, den professionelle udøver i den forbindelse, ligge en god del tavs viden. Dette aspekt inddrager Marianne Skytte i det konkluderende kapitel i sin afhandling om anbringelse af etniske minoritetsbørn, idet hun mener, at netop spørgsmålet om tavs viden er forklaringen på, at hun ikke har kunnet finde overvejelser over børnenes kulturelle kontinuitetsrettigheder i journaler og korrespondance vedr. anbringelse: Familieplejen og den enkelte konsulent har nemlig en sådan erfaring med anbringelse af børn, at de allerede ved, hvordan børnene er, og vigtigst: hvad der er den bedste anbringelsesmulighed for barnet, nemlig et af de anbringelsessteder man allerede har i sit repertoire 12. Det vil sige, at det er den tavse viden, der afgør, at man ikke tager særligt hensyn til børnenes kulturelle rettigheder, og dermed er det de rutinemæssige kategoriseringsproceser, man bliver nødt til at stille spørgsmålstegn ved, når det handler om at udvikle særlige metoder overfor etniske minoriteter. 128

129 KAPITEL 5. RAMMEN OM MØDET Iben Jensen berører noget tilsvarende i en kortfattet analyse af folkeskolen 13. Her registrerer hun, at lærerne har forskellige forventninger til de dansk-danske elever og de etniske minoritetselever, hvilket bl.a. afspejler sig i at de dansk-danske elever i højere grad bliver afkrævet forklaringer, når de ikke har gjort, hvad de skulle. Hun nævner også, at lærerne kan være tilbøjelige til at tolke det, at elever har tendens til at se ned, når der bliver talt med dem, som udtryk for manglende selvstændighed. Det drejer sig snarere om, at det etniske minoritetsbarn er socialiseret til at se ned, når en autoritet taler til det. I stedet artikulerer lærerne i dette eksempel den danske diskurs om, at danske elever lærer selvstændighed i folkeskolen, og at de etniske minoritetselever er knyttet til tradition og uselvstændighed. Men de diskursive modsætninger ligger ifølge Iben Jensen allerede i folkeskolens formålsparagraf. Heri hedder det, at folkeskolen skal gøre eleverne fortrolige med dansk kultur og bidrage til deres forståelse for andre kulturer. Dvs. at der er en vis balance mellem det danske og det interkulturelle. Men denne formulering efterfølges af en meget tidstypisk formulering, der fokuserer på opdragelse til demokrati: Skolen forbereder eleverne til medbestemmelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Skolens undervisning og hele dagligliv må derfor bygge på åndsfrihed, ligeværd og demokrati. Og spørgsmålet er, om ikke de fleste sætter lighedstegn mellem den danske kultur og opdragelsen til demokrati, således at det er det danske demokrati og den danske kultur, der bliver undervisningens referenceramme. På den enkelte skole bliver det til, at man formulerer, at det er en dansk skole også selvom den har et overtal af tosprogede børn. Og på den ene side er det naturligt, at man siger, en dansk folkeskole er en dansk skole, men man kunne for så vidt også slå på, at det er en international skole eller en multikulturel skole - i Danmark. Men det er ikke kun i målsætningen, at folkeskoleloven udgår fra en national dansk sammenhæng. Det gælder for så vidt også den måde de tosprogede er repræsenteret på i lovteksten. De tosprogede elever er omtalt i 4a og 5, stk. 7, som er kompensatoriske bestemmel- 129

130 ET SPØRGSMÅL OM KULTUR? ser i den forstand, at de står i sammenhænge, som handler om specialundervisning eller særlig faglig støtte. De tosprogede elever ses i den forstand snarere som etsprogede med et forkert sprog. Det er ikke en strid om ord, for hvis de diskursive modsætninger mellem det danske og det fremmed -kulturelle bliver formuleret både i den politiske målsætning, i den kategorisering lovgivningen rummer og i skolens praksis helt ned til de forventninger, den enkelte lærer har til den enkelte elev, vil den professionelle få et problem i forhold til at kunne respondere fagligt-pædagogisk på en hensigtsmæssig måde i forhold til den enkelte elev og dennes behov. Det er derfor vigtigt, at den enkelte lærer får redskaber til at håndtere mødet med de etniske minoritetsbørn og deres forældre hvad enten man kalder det for interkulturel kommunikation eller interkulturel pædagogik. Men ikke nok med det, skole- og uddannelsessystemet skal indstille sig på den multikulturelle virkelighed på en måde, så den enkelte elev og den enkelte familie med etnisk minoritetsbaggrund oplever anerkendelse og får adgang til et inkluderende fællesskab. Den kompetenceudvikling, der forestår i forbindelse med tilstedeværelsen af en større andel af tosprogede elever, angår derfor ikke blot den snævre undervisningssituation, men hele den institutionelle sammenhæng omkring denne gruppe elever. Og ikke mindst er det vigtigt at være opmærksom på, at udviklingen af mere institutionelle strategier kan være medvirkende til, at man i mindre omfang fokuserer på den nationale kapital. Folkeskoleloven og den måde, den kategoriserer tosprogede elever på, medvirker således dels til at den nationale kapital hævdes som en grundlæggende diskursiv reference og dels til, at den integrationspolitik, der realiseres gennem folkeskolen, er et udtryk for en kompensatorisk multikulturalisme. Alternativet hertil er en mangfoldighedsstænkning på linje med ideerne om mangfoldighedsledelse og etnisk personalepolitik på virksomhedsområdet eller en nytænkning af tosprogsområdet som en slags internationalisering af skolen, som inden for rammerne af en kritisk multikulturalisme omfatter både organisering, pædagogik og kompetencer. 130

131 KAPITEL 5. RAMMEN OM MØDET Der er selvfølgelig forskel på den principielle, professionelle selvforståelse, som kan udlæses af en diskurskritisk analyse af målsætninger, formålsformuleringer og lovgivning, og den konkrete professionelle praksis. Men problemet er, at hvis den nationale kapital er stærkt investeret i selvforståelserne, vil det kulturelle perspektiv også fylde mere. Derfor er der behov for, at de professionelle kritisk gennemgår deres egen faglige selvforståelse set i forhold til kulturforståelse og den multikulturelle virkelighed. Det er nødvendigt, at de professionelle ekspliciterer eller italesætter deres tavse viden, og i den sammenhæng skal de især være opmærksom på diskurser, der tillægger kultur skiftevis en alt for stor og alt for lille betydning. Hvis man vil analysere den professionelle praksis nærmere i forhold til etniske minoriteter, skal man i lighed med analysen i forrige kapitel tage udgangspunkt i den sproglige overflade. Det er dér, de professionelles faglige diskurser kan aflæses. I forbindelse med magtudredningen er der foretaget en sådan diskurskritisk analyse af beskæftigelsesindsatsen. Ifølge denne foregår der i henhold til beskæftigelseslovgivningen tre former for kategorisering: Den ene handler om kvalifikationer har den arbejdsløse de kvalifikationer der efterspørges på arbejdsmarkedet? Det spørgsmål artikulerer modsætningen kvalificeret eller ikke-kvalificeret. Den anden handler om sociale problemer har den arbejdsløse sociale problemer der er medvirkende til, at vedkommende ikke umiddelbart kan passe et arbejde? Det drejer sig om modsætningen socialt udsat og ikke-socialt udsat. Og den tredje handler om den arbejdsløses villighed til at arbejde. Er vedkommende villig eller ikke-villig? 14 Disse tre modsætningspar giver et spektrum, hvor der i den ene ende er den villige, kvalificerede arbejdsløse uden sociale problemer, som resulterer i klassifikationen arbejdsmarkedsparat. I den anden ende er der klassifikationen ikke-arbejdsmarkedsparat. Og ind imellem disse er der en lang række gråtoner. Hver af disse klassifikationer fører i forskellige kommuner til forskellige typer af foranstaltninger, som har til formål at føre brugeren/klienten over i kategorien arbejdsmarkedsparat. I forhold hertil er der (i hvert fald) 131

132 ET SPØRGSMÅL OM KULTUR? tre problemer: For det første er der ikke nødvendigvis overensstemmelse mellem forskellige sagsbehandleres vurderinger, ligesom vurderingerne kan være forskellig fra kommune til kommune. For det andet er der ikke altid overensstemmelse med den måde, brugeren ser sig selv på, og det kan være endog særdeles vanskeligt for brugeren at ændre en kategorisering, som han eller hun mener er fejlagtig. For det tredje lægger systemet op til en bevægelse af brugeren hen mod at være arbejdsmarkedsparat, dvs. der er en forestilling og ikke mindst et implicit krav om udvikling. Kravet om individuel udvikling betyder, at spørgsmålet om motivation bliver helt afgørende i den forstand, at motivation forstås som viljen til at gøre det rigtige. Derfor bliver det den professionelles opgave at afdække ikke blot den ydre rådighed, men også den indre rådighed. Dvs. ikke blot vurdere om en person er arbejdsløs og på den måde formelt set står til rådighed for arbejdsmarkedet, men også om vedkommende reelt er til rådighed, dvs. er motiveret. I den sammenhæng kan man definere opgaverne for den professionelle som, at hun skal: - bringe dem, der ikke vil, til at ville - bringe dem, der ikke umiddelbart kan, til at kunne - lade dem, der slet ikke kan, passe sig selv - lade dem, der slet ikke vil, sørge for sig selv 15. Det drejer sig altså om kunnen og villen, men i de fleste tilfælde er det sidstnævnte, der er det afgørende. Dette kan illustreres ved hjælp af en modsætning, der er omkring den aktive arbejdsmarkedspolitik, mellem det kommunitære princip og autonomiprincippet. Den aktive arbejdsmarkedspolitik startede under Schlüter-regeringen som en politik over for unge arbejdsløse. Efter den første Nyrup-regering trådte til, blev aktiveringspolitikken fra 1994 overført til hele beskæftigelsesområdet, og da den første integrationslov trådte i kraft i 1999, blev princippet også indført på integrationsområdet. Ideen er at arbejdsledige hvad enten de er forsikrede eller 132

133 KAPITEL 5. RAMMEN OM MØDET ej har pligt til at deltage i et aktivt tilbud til gengæld for forsørgelse. Noget for noget -princippet. Aktiveringen har ifølge Annette Carstens 16 tre hovedsigter: Et holdningsændrende sigte at skabe motivation for selvforsørgelse. Et legitimerende sigte ved at vise, at det ikke kan lade sig gøre at lade sig forsørge for skattemidler. Samt et beskæftigelsesfremmende sigte bibringelse af nødvendige personlige eller faglige kvalifikationer. Imidlertid repræsenterer disse hovedsigter en modsætning som er indbygget i velfærdssystemet, og som Annette Carstens forklarer som modsætningen mellem det kommunitære princip og autonomiprincippet. Det kommunitære princip ser den enkelte som en del af det sociale fællesskab. Når man styrker fællesskabet, styrker man også den enkelte. Derfor er det statens pligt at fremme de demokratisk besluttede fælles normer. Dette fører til et majoritetsstyre, hvor man behandler afvigelser fra normalen enten ved at få dem til frivilligt selv at vælge normalen eller ved at udelukke afvigelserne fra fællesskabet. Moralen får en meget stor betydning i den sammenhæng - og da moral populært sagt kommer indefra og er knyttet til menneskets egen suverænitet, støttes moralen ved det modsatte princip, autonomiprincippet. Både det ovenfor nævnte holdningsændrende sigte og det legitimerende sigte i beskæftigelsespolitikken er udtryk for det kommunitære princip. Autonomiprincippet tager omvendt udgangspunkt i, at den enkelte foretager suveræne valg, og at staten skal forholde sig neutralt hertil. Dog skal disse valg være velinformerede og velovervejede, hvilket kræver, at borgeren har tilstrækkelige ressourcer til at foretage valg, som ikke blot indebærer, at den enkelte ved, hvad han eller hun har lyst til, men også hvad vedkommende faktisk kan. Det fører til, at staten ved den professionelle skal sætte grænser for, hvad borgeren har lyst til og omvendt vurdere om, der er tale om egentlig autonomi, og hvis ikke, hvilke foranstaltninger, der skal sættes i værk for at fremme den. Det ovenfor nævnte beskæftigelsesfremmende sigte med både personlig og faglig udvikling er et udtryk for autonomiprincippet. 133

134 ET SPØRGSMÅL OM KULTUR? I øvrigt er ideen i disse principper, at de er hinandens modsætninger og derfor altid vil være til stede. Annette Carstens finder frem til, at sagsbehandlere har tendens til at vægte det kommunitære princip, fordi de især betoner socialiseringen til den fælles moral, dvs. vurderer den principielle vilje til at tage imod aktiveringstilbuddet. Hun mener i øvrigt, at dette fremtræder endnu tydeligere inden for integrationsområdet. Men hvis man i lidt højere grad skal forsøge at sikre borgerens retssikkerhed, systemets gennemskuelighed og borgerens medinddragelse, bør man forskyde vægtningen lidt over mod autonomiprincippet. Kombinationen af det kommunitære princip og fokusering på dansk national kapital er ikke en heldig kombination. Det medfører uvægerligt en forestilling om, at flygtninge og indvandrere skal tilegne sig en specifik danskhed, som er en diskursiv størrelse uden reelt indhold, der ikke tjener til anvisning på hensigtsmæssig integration, men alene bliver en tom forklaring på manglende integration. Det er en vigtig faktor, når integrationspolitikken med den reviderede integrationslovgivning i højere grad er blevet gjort til beskæftigelsespolitik. Derfor må den professionelle analysere sit eget personlige og faglige udgangspunkt. Dels i forhold til i hvilket omfang den professionelle baserer sig på snævre nationale værdier og dermed muligvis vil møde etniske minoriteter med stereotype forestillinger. Dels i forhold til at have forståelse for at den etniske minoritetsbruger kan have tilsvarende stereotype eller tvetydige værdiforestillinger. En sådan analyse handler om det affektive, dvs. de verdensbilleder den enkelte agerer på baggrund af, de holdninger den professionelle har til etniske minoriteter og den åbenhed den professionelle møder omverdenen med, og omfatter både den personlige og den faglige selvforståelse. Det affektive er kernen i den tavse viden, der har udviklet sig i spændingsfeltet mellem den (gamle) rutinemæssige faglighed og den nye opgave, de etniske minoriteter repræsenterer. Og så længe den tavse viden forbliver tavs, producerer dette spændingsfelt diskursiv viden om kulturforskelle. 134

135 KAPITEL 5. RAMMEN OM MØDET Det kan ikke undgås at brugeren eller klienten reagerer over for magtrelationen i forhold til den professionelle. Det ses nok hyppigt, at nyankomne flygtninge reagerer med taknemmelighed, men på den anden side er det også kendt, at flygtninge kan ankomme med forventninger om ganske andre vilkår, end dem der faktisk gives, hvilket kan føre til mere eller mindre voldsomme sammenstød med systemet. Og interviewmaterialet rummer da også en del eksempler på sammenstød mellem den etniske minoritetsperson og den professionelle. I de fleste tilfælde kan brugeren ikke reagere med Exit, dvs. forlade tilbuddet, fordi det er obligatorisk eller tvunget. Så er der kun Voice, dvs. muligheden for at formulere sin kritik, eller den stumme inaktive tilstedeværelse tilbage. I en sådan situation vil brugeren se meget kritisk på den professionelle og i høj grad vurdere dennes person og den grad af menneskelighed, som vedkommende viser. I forrige kapitel så vi at de interviewede professionelle søger denne menneskelige relation til de etniske minoritetsbrugere ved brug af interkulturelle strategier. Set fra brugerens side vil dennes oplevelse af at blive mødt med menneskelighed spille ind i vurderingen af den professionelle. Og ofte vil eksempelvis det at få lejlighed til at fortælle hele sin historie spille en afgørende rolle for oplevelsen af at blive mødt som et menneske. Ved at fortælle sin historie sådan, som brugeren selv ser den i forhold til det problem, vedkommende søger bistand til, kan brugeren få en oplevelse af at have indflydelse på de beslutninger, der bliver taget i forhold til den pågældende sag 17. I forhold til etniske minoriteter er det vigtigt, at den professionelle er i stand til at sætte sin faglige kategoriseringsrutine på spil. Hermed menes, at der måske er behov for, at den professionelle aktivt bidrager til, at brugeren får lejlighed til at udfolde flere sider af sin person end den, der er snævert knyttet til den problemstilling, som han eller hun søger bistand i forhold til. Og ikke mindst at den professionelle vil bidrage til at den etniske minoritetsbruger får bearbejdet spørgsmål som sammenhængen mellem før og nu, forskellige identiteter og kulturbundne problemstillinger. 135

136 ET SPØRGSMÅL OM KULTUR? I den sammenhæng er det vigtigt, at brugeren får lejlighed til at fortælle sin egen historie fuldt ud, ved hjælp af den logik og hele sammenhæng, som brugeren selv oplever. Der er brug for en dialog, der har et meget bredere fokus end det, der bare er den enkelte professionelles speciale, specielt når der er tale om brugere, der har problemer ud over blot ledighed. Det fremgår af de her anvendte undersøgelser 18, at brugerne selv ønsker at blive inddraget på den måde i grundlaget for beslutningerne. Den interkulturelle vejledning tilbyder en række elementer, der indgår i en vejledningssamtale mellem vejleder og etniske minoriteter, som perspektiver den professionelle kan inddrage i mødet med etniske minoriteter og bruge til at bearbejde magtrelationen ud fra. Det drejer sig om 19 : - At give rum for det narrative, dvs. den fortælling hvori hverdagsperspektivet kommer frem og hvor de meningskonstruktioner, som den etniske minoritetsperson har med sig fra sit hjemland, og de nye fællesskaber, som vedkommende er en del af i Danmark, kommer frem. - At være opmærksom på hvordan uligheds- og magtaspektet håndteres i mødet ved at være opmærksom på, om brugeren kommer til orde, at være opmærksom på hvem der bestemmer, hvad der tales om, og at være opmærksom på hvem der skifter fokus undervejs i samtalen. - At sikre at der er rum og tid til refleksion, således at der skabes læring i samtalen. Det går begge veje, dels i forhold til om den professionelle stiller den etniske minoritetsperson refleksive spørgsmål, der kan påvirke dennes selvforståelse i forhold til de nye situationer og relationer, dels i forhold til om den professionelle stiller sig selv nogle spørgsmål i forhold til forforståelse og forudfattede kulturelle stereotyper ud fra de oplysninger og indtryk, vedkommende får i samtalen med den etniske minoritetsperson. 136

137 KAPITEL 5. RAMMEN OM MØDET Disse elementer kan forstås som et supplement til de 22 teser om interkulturel adfærd i forrige kapitel. Den politiske kontrol med den professionelle I et udkast til en integrationslov, som indgik i den omfattende betænkning om integration, der udkom i 1997 et halvt år før Birthe Weiss gik af som indenrigsminister hedder det i en af formålsparagrafferne, at integrationsindsatsen skal respektere den enkelte flygtnings eller indvandrers kulturelle identitet 20. I lovbemærkningerne hedder det, at den medbragte kulturarv skal respekteres 21. Rent bortset fra at man også her kan reflektere over, hvilken kulturopfattelse der ligger bag et udtryk som den medbragte kulturarv, så er det dog bemærkelsesværdigt, at disse formuleringer er helt fraværende i den integrationslov, der blev vedtaget et års tid senere. I stedet er denne pind i formålsparagraffen i 1998 udskiftet med at bidrage til, at nyankomne udlændinge hurtigt bliver selvforsørgende, som i den ændrede integrationslov fra 2003 igen ændres til, at bidrage til, at nyankomne udlændinge hurtigt bliver selvforsørgende gennem beskæftigelse, hvilket understreger, at den seneste integrationslov overvejende er en beskæftigelseslov 22. I lovbemærkningerne til 1998-loven bibeholdes dog noget af intentionen fra 1997-udkastet, idet der står, at Respekten for den enkelte udlændings kulturelle identitet er en forudsætning for en vellykket integration 23. De to øvrige pinde i formålsbestemmelsen er uforandret gennem de tre lovforslag. Første pind betoner deltagelse på lige fod med andre borgere i samfundets politiske, økonomiske, arbejdsmæssige, sociale, religiøse og kulturelle liv og den tredje forståelse for det danske samfunds grundlæggende normer og værdier. Det vil sige, at der fra 1997-udkastet er sket en forskydning fra en ligelig betoning af respekt for den kulturelle identitet og kravet om at forstå det danske samfunds normer og værdier til udelukkende at være et spørgsmål om, at de nyankomne skal forstå det danske samfunds normer og værdier. Der er med andre ord sket en for- 137

138 ET SPØRGSMÅL OM KULTUR? skydning mod en mere tilpasningsorienteret integrationsopfattelse. Derudover ses kultur ikke længere som en ressource, men som en barriere for integration. Denne bevægelse understreges yderligere af tre forhold. For det første blev der med integrationsloven indført et obligatorisk kursus i samfundsforståelse. Med 2003-loven blev dette ændret til et kursus i kultur- og samfundsforståelse, som blev lagt ind som en integreret del af danskundervisningen. I bemærkningerne til loven hedder det, at dette kursus skal rumme information om det danske folkestyre, det danske uddannelsessystem, dansk kultur, holdninger, livssyn, demokratiske traditioner og arbejds- og omgangsformer. Med revisionen af integrationsloven i 2003 blev den beskæftigelsesorienterede side som sagt styrket, og der er ikke mange overvejelser om kulturbaggrunde eller kulturforskelle i bemærkningerne til denne lov. Ved at fokusere så meget på beskæftigelsesaspektet bliver loven lidt mere farveblind, men til gengæld rykker alle kulturbetragtningerne med kurset i kultur- og samfundsforståelse over i danskuddannelsesloven. I den fagbeskrivelser der er udarbejdet til danskuddannelsesloven er der en beskrivelse af det forholdsvis omfattende kursus i kulturog samfundsforhold i Danmark. Af de 10 obligatoriske temaer er det især disse fire temaer, der dækker kulturperspektivet: Hverdagsliv, som overvejende dækker familie, opdragelse, kønsroller, Danmark før og nu, som omhandler landets historiske udvikling, Velfærdssamfund og demokrati, som handler om de demokratiske værdier og spørgsmål som ligestilling og trosfrihed, samt Arbejdsmarkedet og arbejdspladskultur, som handler om skrevne og uskrevne regler samt forventninger til arbejdskraften. En kritisk læsning af fagbeskrivelsen vil føre til det spørgsmål, om nyankomne flygtninge skal have denne undervisning i bl.a. demokratiske værdier, ligestilling og trosfrihed, fordi de skal føle sig i sikkerhed i forhold til det, de er flygtet fra eller om det er fordi, man vil sikre sig, at de udfolder den rette respekt og tolerance over for det danske samfund. 138

139 KAPITEL 5. RAMMEN OM MØDET Jeg skal understrege, at jeg synes, at kendskab til den danske historie og det danske demokrati er en glimrende ting det er den diskursive sammenhæng, jeg er kritisk overfor. For det tredje blev hele beskæftigelseslovgivningen revideret i 2002 og 2003 og i Lov om aktiv beskæftigelsesindsats er der i 22, stk. 4 en bestemmelse om, at bestemte målgrupper, der ikke har væsentlige problemer ud over ledighed, vil kunne få et tilbud med henblik på, at den enkelte opnår samfundsmæssig forståelse. I lovbemærkningerne uddybes dette med, at det drejer sig om familier, der mangler helt grundlæggende forståelse for de normer, der gælder i samfundet, og at tilbudet kan være et særligt tilrettelagt projekt, som har til opgave at udføre en præventiv indsats ved at medvirke til at holde egne og andres børn væk fra kriminelle miljøer, eller det kan dreje sig om virksomhedspraktik, der består i at sikre, at børn kommer sikkert til og fra skole, hjælpe med lektielæsning på skoler eller passe eller undervise børn. Målsætningen med disse tilbud er, at deltagerne opnår en øget samfundsmæssig forståelse og indsigt i de normer, der gælder i samfundet. Der er ingen bemærkninger, der peger på, at dette specielt er rettet mod etniske minoriteter, men bestemmelsen legitimerer bl.a. praksis med at aktivere forældre til at følge deres egne børn i skole med medfølgende mulighed for at trække dem i ydelser, såfremt børnene ikke møder i skolen. Personer under integrationsloven er også omfattet af denne lovgivning. Man kan altså samtidig med den klare beskæftigelsespolitiske tendens i integrationslovgivningen se en tiltagende opdragende tendens, der klart retter sig mod etniske minoriteter. Med anvendelse af begreberne fra forrige afsnit, så knytter autonomiprincippet sig til beskæftigelsesaspektet, og det kommunitære princip knytter sig til opdragelsesaspektet. Og dermed drejer det sig ikke blot om at få etniske minoriteter ind på arbejdsmarkedet, men også om at lære dem at blive danske. Der er ikke noget galt i at lære nyankomne etniske minoriteter noget om, hvordan arbejdsmarkedet fungerer i Danmark, men kombinationen af det opdragende aspekt i lovgivningen og det opdragende aspekt i sagsbehandlernes møde med 139

140 ET SPØRGSMÅL OM KULTUR? klienterne, som beskrevet i forrige afsnit, peger på, at det er de etniske minoriteters mangel på dansk national kapital, der er det største integrationspolitiske problem. Dette tema vil jeg vende tilbage til i næste kapitel. Lovgivningen lægger altså op til en langt mere snæver styring af sagsbehandlernes og sproglærernes indsats over for etniske minoriteter og ikke mindst på den kulturelle/adfærdsmæssige side. Dette står i et vist omfang i modsætning til den professionelles principielle autonomi, som jeg omtalte i starten af kapitlet. Der foregår således en kamp mellem den professionelle og politikerne om den professionelles faglige råderum. I en kultursammenhæng er det interessant, at det netop er fortolkningen af betydningen af de etniske minoriteters kultur, der står i centrum for denne kamp, og at det meget direkte berører de redskaber, som den professionelle har til sin rådighed. På den måde er den professionelle uden egentlig selv at have valgt det involveret i diskurskampen om etniske minoriteter. I denne sammenhæng er en ændring af integrationsloven i 2003 også interessant. Heri tilføjes en 4a, der bestemmer, at en kommunalbestyrelse kan behandle sager om hjælp til enkeltpersoner. Dette står i modsætning til retssikkerhedslovens 17, der siger, at en kommunalbestyrelse ikke kan behandle sager om hjælp til enkeltpersoner. I lovbemærkningerne til integrationsloven står, at dette skal være muligt for at understrege, at nyankomne udlændinge ikke er sociale klienter og for at fremhæve og synliggøre kommunalbestyrelsernes ansvar for integrationsindsatsen. Men det er en indskrænkning af den professionelles autonomi. Denne intervention fremgår endvidere meget tydeligt af en undersøgelse af kommunernes integrationsindsats og integrationssucces, som er bestilt af integrationsministeriet 24. Heraf fremgår det, at sagsbehandlernes indsats er afhængig af, hvilken holdning de personligt har til integrationslovgivningen og dens redskaber. I et interview med Mandag Morgen siger en af rapportens forfattere: Det 140

141 KAPITEL 5. RAMMEN OM MØDET er jo ikke sikkert, at den viden, sagsbehandlerne baserer deres afgørelser på, består af andet end deres personlige viden eller opfattelse. Der er ingen garanti for, at den er videnskabeligt funderet. Der er simpelt hen for lidt viden om, hvad der virker 25. Denne usikkerhed angår i og for sig alt socialt arbejde, som i modsætning til sundhedsområdet ikke er baseret på evidens, men på politisk fastsatte mål og redskaber. Det nævnes ikke i denne sammenhæng, tværtimod bliver spørgsmålet om sagsbehandlernes personlige holdning gjort til en specifik faktor, der gælder i forhold til integration af flygtninge og familiesammenførte. Men undersøgelsen og de medfølgende interview og præsentationer har den konsekvens, at de professionelle inddrages direkte i diskurskampen. Den nævnte undersøgelse analyserer sagsbehandleradfærd i forhold til to kommunetyper, de kommuner, der har en forholdsvis let integrationsopgave (dvs. mange familiesammenførte og få flygtninge) og de kommuner, der har en forholdsvis vanskelig integrationsopgave, og nogle af de øvrige resultater er bl.a., at den mere fleksible sagsbehandler i den første type kommune har bedre resultater end den mere formelle type. Til gengæld spiller efteruddannelse af sagsbehandlere positivt ind i forhold til kommuner med en forholdsvis vanskelig integrationsopgave. Og i øvrigt fremgår det af undersøgelsen, at den mere tvangs- eller sanktionsorienterede sagsbehandler med tilhørende træk i introduktionsydelsen i påkommende tilfælde ikke har en statistisk sikker betydning for integrationsresultaterne. Man kan altså konkludere, at den professionelle er under pres, - både fra brugerne, de nye udfordringer og fra politisk hold. Et krydspres som er understøttet af samfundsmæssige diskurser og som kondenseres i kulturbegrebet. På den måde nytter det ikke, at den professionelle stiller sig tilfreds med at gøre kulturen til udfordring og forklaringskategori. Kulturen er en del af de diskurser som skaber krydspresset, så selvom den professionelle skal kunne manøvrere i kulturen, således som vi har set i kapitel 4, må spørgsmålet simpelt hen stilles på en anden måde. 141

142 ET SPØRGSMÅL OM KULTUR? Kan spørgsmålet om kultur formuleres på en anden måde? Krydspresset kan risikere at føre til en øget normativitet i den professionelles erhvervsudøvelse og til, at der derved etableres en konflikt mellem den professionelles faglige tradition og identitet på den ene side og politisk-administrativt fastsatte normer, hvad enten de bliver begrundet med henvisning til dansk kultur, økonomiske vilkår eller menneskerettigheder. Hvis den professionelles faglighed skal underlægges forestillinger om en særlig dansk kulturidentitet, vil fagligheden blive reduceret til faste normer, og der vil derfor ingen grund være til at have professionsuddannede til at løse opgaven. Men krydspresset kommer også af, at tilstedeværelsen af etniske minoriteter som brugere, kun i ganske begrænset omfang er reflekteret i de professionelles grunduddannelse. Det betyder, at den grundlæggende asymmetriske situation mellem den professionelle og den etniske minoritet som bruger eller borger er mere udsat for tilstedeværelse af diskursive sandheder, og at de magtmæssige aspekter således forstærkes, når det drejer sig om etniske minoriteter. På den måde fører analysen af kulturperspektivet i mødet mellem den professionelle og etniske minoriteter tilbage til analysen af den professionelles fag. Kombinationen af, at interviewpersonerne i stort omfang ikke reflekterer deres kulturelle selvforståelse (jf. forrige kapitel), og den øgede politiske betoning af, at de etniske minoriteters kultur er en barriere for integrationen, lægger op til en kritisk gentænkning af de professionelles faglighed. I den forbindelse kan det være relevant at inddrage et perspektiv, som Lars Qvortrup har introduceret i en interessant artikel om dannelsesbegrebet 26. Qvortrup kritiserer debatten om dannelsesbegrebet for at foregå inden for en falsk dikotomi, nemlig spørgsmålet om, hvorvidt man skal forstå dannelse som et individuelt gør-det-selv projekt (hvor vi suverænt bestemmer, hvem vi vil være) eller som en adgangsbillet til et folkefællesskab (som er styret af faste forestillinger om, hvad der konstituerer dette fællesskab). Det ene standpunkt er jeg-orienteret, og det andet er os-orienteret, men denne 142

143 KAPITEL 5. RAMMEN OM MØDET modsætning er falsk, fordi man overser, at begge synspunkter etablerer en identitet i modsætning til noget andet. En sådan konstruktion kunne muligvis være gyldig under det klassiske kulturbegrebs dominans, men efter dettes sammenbrud og efter de ændrede krav til arbejdskraften både til de professionelle og andre er det i videnssamfundets tidsalder ifølge Qvortrup nødvendigt med et dannelsesbegreb, der kan reflektere forskel frem for identitet over for den anden. Selvom de fleste dansk-danskere nok kan blive enige om en vis mængde af identitetsbærende træk, så ved de samtidig også, at disse på ingen måde er naturgivne og i et vist omfang må betragtes som tilfældige i hvert fald set i det store perspektiv. Det betyder, at ingen i dag på saglig grund vil tale for en gennemført etnocentrisme vi ved alle, at verden er større, og at der findes anderledeshed i forhold til de lokale sandheder. Derfor må et moderne dannelsesbegreb ikke stille sig tilfreds med et svar på hvad, dvs. spørgsmålet om identiteten eller forskellen, men må føres videre til et hvordan, dvs. hvordan denne forskel er kommet i stand. Man må interessere sig mindre for identiteten og mere for distinktionen om den er hensigtsmæssig, og om den kunne være anderledes. Lars Qvortrup kalder det for forskelsrefleksion 27. Den interkulturelle kommunikation rummer et princip om forskelsrefleksion, og selvom der er den risiko, at man udelukkende vender forskelsrefleksionen mod den etniske minoritetsperson, i betydningen at denne skal reflektere kulturforskellen, så rummer den dog også det omvendte princip, at den professionelle som vi har set de interviewede professionelle gør det stiller sig selv spørgsmål om forholdet mellem forforståelser og den person, vedkommende har over for sig. Men gentænkningen af dannelsesbegrebet går langt videre, idet det er fagets eller dets diskursers anvendelse af de nationale kulturelle selvforståelser, der skal udsættes for forskelsrefleksion. Dette er specielt relevant for en del af de professioner, der er behandlet i denne bog, idet de er knyttet til de sociale, pædagogiske og uddannelsesmæssige områder, dvs. områder hvor der langt hen optræder et vi, et tænkt fællesskab, som integrationsindsatsen retter sig mod. 143

144 ET SPØRGSMÅL OM KULTUR? Lars Qvortrup bidrager også til en forståelse af dette fællesskab, idet han gør opmærksom på, at der i dansk sammenhæng historisk har fungeret to forskellige dannelsesprojekter, et der retter sig mod individet, og et der retter sig mod folket. Det der retter sig mod individet, handler om at danne dette i almenhed, dvs. uafhængigt af det konkret menneskelige i forhold til det huslige og opdragelsesmæssige, som borger 28. Den afgørende modsætning bag dette projekt er suverænen, dvs. den enevældige hersker, over for den frie borger, og midlet er oplysning. Heroverfor står det andet dannelsesprojekt, som handler om at frigøre folket som et kollektivt individ. Den afgørende modsætning bag dette er imidlertid eliten over for det frie folk, og midlet er en kulturel revolution, etablering af en folkelig kultur som brød med den kulturelle enevælde. I Danmark var Grundtvig fortaler for dette dannelsesbegreb, og det er Qvortrups pointe, at det var Grundtvigs opfattelse, der vandt ideologisk genklang, og som stadig er virksom i forhold til opfattelsen af dansk kultur som noget, der er knyttet til det folkelige 29. Man kan vel godt hævde, at modsætningen mellem elite og folk stadig er virksom i dagens Danmark 30. Den historiske modsætning, som Qvortrup analyserer dannelsesbegrebet ud fra, kan karakteriseres som modsætningen mellem oplysningstænkningen og den romantiske tænkning, og den kan iagttages i andre analyser. Eksempelvis i en lige så interessant artikel af nordmanden Ivar Morken om indvandrere som medborgere eller fremmedkulturelle 31. Heri analyserer han to spor i den politiske filosofi vedrørende medborgerskab. Man kan enten forstå medborgerskab som et frivilligt medlemskab eller som et spørgsmål om at tilhøre et organ i den sociale organisme. Det er principielt den samme modsætning, men i den politiske filosofi karakteriseres de to standpunkter som liberalisme over for kommunitarisme. Liberalismen går ud fra en opfattelse af individets ret til at stille spørgsmålstegn ved sociale roller og traditioner og til at knytte sig til eller trække sig ud af sociale fællesskaber. Kommunitarismen fokuserer som tidligere nævnt i dette kapitel på det, at mennesker bliver mennesker i fælleskabet med andre mennesker. 144

145 KAPITEL 5. RAMMEN OM MØDET Historisk er disse standpunkter knyttet til udviklingen af forskellige statstyper - og på den måde er diskussionen om integration og om etniske minoriteter dybest set en afledning af diskussionen om nationalstaten. Med den særlige ideologiske udvikling der har været i Danmark siden nationalismens indtog i starten og midten af 1800-tallet, er det ikke mærkeligt, at det er den kommunitaristiske konstruktion, der er den dominerende. Den kommunitaristiske konstruktion er så igen forstærket af udviklingen af velfærdsstaten efter 2. verdenskrig, der jo er gennemført som et nationalt projekt på tværs af de politiske modsætninger baseret på en fælles samfundsøkonomisk forestilling. De professionelle er gennem deres uddannelse knyttet til dette projekt, og derfor er det heller ikke mærkeligt, at de professionelles fag producerer diskurser, som artikulerer sociologiske og antropologiske begreber som etnicitet, identitet og værdifællesskab. Men spørgsmålet er, om det fortsat er hensigtsmæssigt. Der er brug for en tænkning, der både er placeret i den danske tradition og samtidig rummer plads for at acceptere tilstedeværelsen af det anderledes i landet. Og her tilbyder de liberale forestillinger sig med udvikling af universelle normer på tværs af sociale, kulturelle og naturlige forskelle. Det betyder, at vejen frem ikke er særlige rettigheder for etniske minoriteter, men derimod en fokusering på det politiske fællesskab, som er præget af de tilknyttede rettigheder og pligter. Det betyder igen, at vi må tænke borgerens medlemskab til det statslige fællesskab som et upersonligt anliggende, hvor staten er garant for tjenester og velfærdsordninger, som de professionelle skal levere, men hvor de samfund, som borgerne i øvrigt vælger sig ind på, ikke angår medborgerskabets problematik. Qvortrup bruger udtrykket værdsættelse for det, at man er bevidst om, at man argumenterer på baggrund af sine egne værdier, men samtidig anerkender, at andre kan have andre værdier. Bl.a. nævner han demokratisk beslutningstagen som et sådant grundlæggende 145

146 ET SPØRGSMÅL OM KULTUR? værdisæt der både spiller en rolle inden for den demokratiske ramme og på tværs af systemer. Oplysning til værdsættelse er således formuleringen af det moderne dannelsesbegreb. Der er derfor behov for en nærmere analyse af de professionelles fagligheders tilknytning til det nationale og i hvilket omfang, det nationale har betydning for mødet mellem den professionelle og etniske minoriteter. Der er således behov for kritiske analyser af fagenes selvforståelser, på samme måde som kritikken af det klassiske kulturbegreb og definitionen af det dynamiske kulturbegreb er et resultat af en kritisk analyse af antropologiens faglige selvforståelse. Men ud over kritikken af den kulturelle selvforståelse i professionsfagligheden og de forskelskabende diskurser, som den skaber, er der også behov for, at de professionelle får et egentligt kendskab til andre kulturer, for at de derigennem kan opøve åbenhed og tolerance over for det anderledes, samt at de bliver bevidste omkring deres egen kulturelle forforståelse. Disse ting angår den faglige tænkning og de metoder, de professionelle anvender, men derudover er der også brug for at de professionelle anvender en målrettet kommunikationsstrategi i mødet med den enkelte. Og alt efter hvilken profession det handler om, vil det sige interkulturel kommunikation, interkulturel pædagogik, interkulturel rådgivnings metodik, interkulturel psykologi etc. 146

147 KAPITEL 5. RAMMEN OM MØDET NOTER TIL RAMMEN OM MØDET 1) Begrebet national kapital er her hentet fra Jensen 1998, s. 158 ff., som konstruerer begrebet på baggrund af Bourdieu. 2) Mintzberg 1983, s. 189 ff. Mintzberg opererer heri med fem idealtypiske organisationsformer. Det drejer sig ud over det professionelle bureaukrati om den simple organisation, maskinbureaukratiet, den divisionaliserede form og adhockratiet. 3) Jespersen 1996, s ) Jespersen 1996, s ) Mintzberg 1983, s. 210 ff. 6) Jespersen 1996, s ) Mintzberg taler om the pigeonholing process, jf. Mintzberg 1983, s. 192 f. 8) IFSW s definition af socialt arbejder lyder således: Det sociale arbejde virker til fremme for social forandring og problemløsning i menneskelige forhold. Det støtter det enkelte menneske i at frigøre sig og blive i stand til at øge dets trivsel. Ved hjælp af teorier om menneskelig adfærd og sociale systemer griber socialt arbejde ind på de områder, hvor mennesker og miljø påvirker hinanden. Principperne for menneskerettigheder og social retfærdighed er fundamentale for socialt arbejde. 9) Analysen er Peter Gundelachs, her citeret efter Skytte 2002a, s. 242 f. 10) Se eksempelvis Preiss 1996, s. 74 ff. for en analyse af dette forhold. 11) Ud over disse punkter refererer Skytte også to andre punkter, som ifølge Gundelach udgør det sociale arbejdes ideoskab ( Begrebsbeskaffenhed eller selvforståelse), nemlig at også andre kan udføre socialt arbejde, men ikke lige så godt som socialarbejderne, og at der inden for socialt arbejde er forskellige former for ritualer og faste handlemønstre. Skytte 2002a, s. 242 f. 12) Skytte 2002a, s. 243 f. 13) Jensen 1998, s. 148 ff. I øvrigt er tendensen med at danske lærere har mindre forventninger til tosprogede elever blevet bekræftet af en OECD-undersøgelse fra 2004, jf. OECD ) Ebsen og Guldager 2002, s ) Carstens 2002, s ) Argumentationen følger Carstens 2002, som anvender modsætningen mellem det kommunitære princip og autonomiprincippet som nøgle til forståelse af, hvordan den professionelle (sagsbehandler) udmønter den socialpolitiske ram- 147

148 ET SPØRGSMÅL OM KULTUR? me i samspillet med klienten. 17) Uggerhøj 2002, s.81 ff. 18) Uggerhøj 2002, s ) Høyer 2002, s. 37 f. Bente Høyer opstiller med udgangspunkt i disse elementer en række spørgsmål hun vil undersøge i sin analyse af interkulturel vejledning. Jeg har vendt dem om til kriterier for den interkulturelle vejledning. 20) Betænkning nr. 1337, s ) Betænkning nr. 1337, s ) Lov nr.425 af 10.juni ) På grund af folketingsvalg måtte integrationsloven fremlægges to gange - [lovforslag nr.155 fremsat 17.december 1997 og lovforslag nr.60 fremsat 20.april Citatet er fra lovbemærkningerne til 1 i L60]. 24) Heinesen, Winter, Bøge og Husted ) Mandag Morgen 10. maj ) Qvortrup ) Qvortrup 2003, s ) Qvortrup 2003, s Emanuel Kant er den, der formulerer dette standpunkt,og i Danmark er det filologen og kulturministeren J.N. Madvig. 29) Årsagen til, at det var den grundtvigianske folkeforståelse der vandt, har ifølge Quortrup at gøre med den historiske udvikling i Danmark fra midten af tallet, som banede vejen for en ideologisk symbiose mellem folk og nation. Begivenheder som 1864 og Danmarks vej til et internationalt industrisamfund gennem landbrugsproduktionen betød frem til genforeningen i 1920 en romantisk betoning af folket. 30) Et parti som Dansk Folkeparti eksisterer på den baggrund. Se eksempelvis Carlsen, der i sig selv dokumenterer den påstand. 31) Morken

149

150

151 6. MØDETS OMGIVELSER Diskurser om kulturens betydning i det multikulturelle samfund Dette kapitel handler om mødets omgivelser, hvormed menes de synspunkter, begreber, sædvaner osv. dvs. de diskurser uden for den snævre kommunikationssituation, som ikke har en direkte indflydelse på mødet mellem den professionelle og etniske minoriteter, men som alligevel kan være delvis bestemmende for den måde den professionelle opfatter, vurderer eller optræder på. Formålet med kapitlet er at analysere disse diskurser med henblik på at kortlægge nogle af de nye udfordringer, den professionelle står over for, knyttet til det forhold at det danske samfund er blevet et multikulturelt samfund. Indtil videre kan vi konkludere, at mødet mellem den professionelle og etniske minoriteter kan ses som et resultat af en social situation, der først og fremmest kræver den professionelles grundlæggende faglighed. Derudover bør den grundlæggende faglighed suppleres med en kritisk analyse af dens forhold til det nationale og grundlæggende kompetencer i interkulturel kommunikation. Men dette er ikke tilstrækkeligt, for den professionelle møder i det multikulturelle samfund et væld af diskurser om kulturforskelle, kulturelt betingede tolkninger af sociale situationer samt mere politiserede formuleringer omkring det multikulturelle, som er medvirkende til, at de sociale situationer indhylles i eller gennemtrænges af kulturforestillinger. Derfor skal den professionelle udover sin grundlæggende 151

152 ET SPØRGSMÅL OM KULTUR? faglighed også kunne analysere den komplekse sociale situation, mødet indgår i. Og den professionelle skal kunne skelne mellem den enkeltes sociale situation, og de forklaringer der tilbyder sig fra de mange forskellige diskurser om etniske minoriteter. I dette kapitel vil jeg analysere nogle af de kulturbaserede diskurser i tilknytning til det multikulturelle samfunds udfordringer og konflikter, som den professionelle bliver stillet overfor. Jeg tager udgangspunkt i en række møder, hvor kulturen indgår på en sådan måde, at det er sandsynligt, at mindst én af aktørerne tolker situationen ud fra et kulturelt perspektiv, eller hvor situationen er indlejret i en samfundsmæssig diskurs om kulturforskellens eller kulturbaggrundens betydning. Eftersom der er tale om diskurser, der er dannet forud for mødet mellem den professionelle og etniske minoriteter, tager jeg udgangspunkt i en række avisartikler fra Berlingske Tidende, Weekendavisen, Information og i mindre omfang Politiken. Andre aviser kunne have været valgt, idet debatten om det multikulturelle samfund fylder meget i alle avisers spalter i disse år, men jeg har af praktiske årsager ønsket at begrænse udvalget, samtidig med at de valgte aviser må formodes at repræsentere en vis varians omkring det multikulturelle spørgsmål. Jeg tager udgangspunkt i en række artikelserier, som på forskellige måder reflekterer den danske offentligheds bearbejdelse af den ny multikulturelle virkelighed. Det drejer sig om Informationsserierne Danmark Dejligst fra maj-juni 2003, Mareridt i Mogadishu fra årsskiftet , Hjemløse indvandrere fra februar 2004 samt serierne i Berlingske Tidende, Sort Ungdom fra sommeren 2003, Linedanserne fra december 2003, Historier fra en ghetto og Koranmuren fra vinteren Derudover indgår også andre enkeltstående artikler. Integrationsfeltet er bredt, og hvis man skulle være tro mod det brede valg af professionnelle i interviewundersøgelsen, burde denne analyse af diskurserne omfatte integrationsfelterne, modtagelsen af nyankomne, bolig, arbejdsmarkedet, undervisning og uddan- 152

153 KAPITEL 6. MØDETS OMGIVELSER nelse, religion samt fritid og kulturaktiviteter 1. Det er ikke muligt inden for nærværende bogs rammer, og derfor har jeg valgt et tværgående tema, nemlig Familie og opdragelse som er et tema, der i den grad producerer diskursive sandheder om kulturforskelle. Spørgsmålet om den nationale kapitals betydning er fortsat en faktor i beskrivelsen af de dominerende diskurser. Disse diskurser kan i øvrigt knyttes til de forskellige former for multikulturalisme, jeg præsenterede i kapitlet om Kulturen i mødet, men de er ikke nødvendigvis et udtryk for en og samme multikulturalistiske strategi, og derfor er det også mit ærinde at beskrive, hvordan den professionelle er fanget i et krydsfelt mellem forskellige multikulturalistiske strategier. Familie, opdragelse og identitet I kapitlet om Selve mødet kunne vi konkludere, at de kulturbetingede konflikter især opstår i tilknytning til forskellige syn på personlig udvikling, kønsroller og pædagogik. Derfor er det oplagt at gøre sig overvejelser om konsekvenserne af forskellige syn på familie, opdragelse og identitet. Mange professionelle oplever da også, at der er stor forskel på, hvordan de selv ser på disse ting, og hvordan etniske minoriteter ser på dem - og dermed er der konfliktmuligheder, som umiddelbart kan henføres til kulturforskellen. Det betyder for det første, at der er basis for at være opmærksom på de kulturelle forforståelser. For det andet at det er oplagt at analysere de etniske minoriteters familieform og opdragelsesidealer. Og for det tredje at forholde sig kritisk til, hvordan diskursive sandheder om etniske minoriteters familieformer og opdragelsesidealer kan føre til stereotype og generaliserende opfattelser af de etniske minoriteter. Man kan nemlig meget hurtigt bevæge sig ud på gyngende grund, hvor det i højere grad er fordomme og generaliseringer, der skaber billederne end de faktiske forhold. De etniske minoritetsfamilier er blevet udsat for megen opmærksomhed fra det danske samfunds side. Man har sagt, at de etniske minoritetsfamilier i højere grad er præget af et kollektivistisk livs- 153

154 ET SPØRGSMÅL OM KULTUR? syn i modsætning til dansk-danskernes individualistiske livssyn. Disse to idealtyper indebærer forskellige autoritetsstrukturer, forskellige forestillinger om individet, forskellige syn på kønsforskellen, forskellige syn på de grundlæggende værdier i opdragelsen, forskellige adfærdsregler, forskellige sanktioner og forskellige opfattelser af moral. Men det betyder også, at man inden for de to idealtyper ser spørgsmålet om personlig udvikling meget forskelligt og ser menneskets forskellige livsaldre på forskellige måder 2. Begreberne kollektivistisk og individualistisk kan også knyttes til modsætningen mellem tradition og modernitet. Begge begrebspar er knyttet til en historisk orienteret socialpsykologisk tilgang, som beskæftiger sig med forholdet mellem individ og samfund 3. Ofte sættes disse modsætninger op som endepunkterne i et kontinuum mellem middelalder og nutid og med klare værditillæggelser, hvilket indebærer at det kollektivistiske og traditionelle ses fra den moderne individualismes synspunkt. Det betyder, at man meget let havner i en dikotomi, som producerer et dem og os uden at se alle mellemformerne, og endelig risikerer man at havne i en diskurs, som parallelliserer etniske minoriteters livsformer med historiske livsformer i Danmark under devisen, sådan havde vi det også for 100 år siden. Opstillingen af de to idealtyper, kollektivistisk livssyn og individualistisk livssyn, over for hinanden rummer samme fare, som også ligger i det klassiske kulturbegreb: faren for at kulturalisere forskellene og for at se fortolkningsmønstret frem for virkeligheden ligger snublende nær. Ideen er ellers, at idealtyperne kan illustrere de rammer, som individet fungerer indenfor, og som er bestemmende for den livsform, der er knyttet til dem. Synsvinklen er blevet kritiseret for ikke at kunne registrere alle mellemformer og den kompleksitet, som virkeligheden udgør 4. På den anden side kan man anvende disse idealtypiske modeller, hvis man bruger dem som forståelsesramme for den dynamik, som påvirker mange etniske minoritetsfamilier i Danmark. Men det er vigtigt at være opmærksom på, at minoritetsfamilierne ikke nødvendigvis er traditionelle og kollektivistiske, og at de enkelte familiemedlemmer meget vel kan 154

155 KAPITEL 6. MØDETS OMGIVELSER være mere individualistiske end de fleste danskere - ligesom der er forskel på at komme fra små landbrugssamfund og moderne storbyer. Derudover gælder, at selvom man eventuelt måtte komme fra en lille landsby på en stor højslette i et meget traditionelt land, kan man sagtens bevæge sig selv mentalitetsmæssigt - og for så vidt også uden at man selv gør sig det klart. Det vil sige, at idealtyperne først og fremmest er poler i et modsætningsforhold, der er til stede på det kollektive niveau; hvordan den enkelte familie og det enkelte individ selv udvikler sig, er et helt andet spørgsmål. Med de bemærkninger mener jeg godt, man kan anvende livsformssynsvinklen til en overordnet forståelse af nogle af de konflikter, der opstår i det multikulturelle samfund, men man kan ikke bruge den til at forstå den konkrete konflikt, da synsvinklen altid vil være knyttet til de unikke personer og den unikke sammenhæng. Etniske minoritetsforældre handler ikke primært ud fra en bestemt kulturopfattelse. Tværtimod viser undersøgelser, at etniske minoritetsforældre i lighed med dansk-danske forældre også prioriterer opdragelse til selvstændighed for deres børn, og at der er flere lighedspunkter end forskelle mellem etniske minoritetsforældres syn på opdragelse og dansk-danske forældres syn på opdragelse, samt at etniske minoritetsforældre er i færd med at overtage de såkaldt danske opdragelsesnormer 5. I den forstand er det ikke det kulturelle, der gør, at der opstår et særligt informationsbehov, et særligt rådgivningsbehov eller et særligt behov for en intervention, som involverer en professionel i forhold til en etnisk minoritetesfamilie. Men den problemstilling, som eventuelt udløser behovet for hjælp, kan muligvis tolkes i et kulturelt perspektiv. I det tilfælde har vi en interkulturel kommunikationssituation, hvor mindst én part i samtalen gør det. Men i det tilfælde er det vigtigt, at analysen af sammenhængen foregår med udgangspunkt i den konkrete person og situation. Et af de temaer, der oftest debatteres i den danske offentlighed, er etniske minoriteters forhold til kønslig ligestilling, Men den pro- 155

156 ET SPØRGSMÅL OM KULTUR? blemstilling drøftes ikke så meget i forskningsmæssig sammenhæng. En af de få der gør det, er Yvonne Mørck. Hun har i en artikel 6 analyseret multikulturalismens tendens til at overse kønsproblematikken. Hun mener, at de unge minoritetspiger er tredobbelt undertrykt, nemlig som kvinde, etnisk minoritet og datter. Hun ser de transformationer, de etniske minoritetsfamilier undergår, i modsætningsforholdet mellem tradition og modernitet. Inden for et kollektivistisk menneskesyn råder en situationsbestemt og partikularistisk moral loyalitetsmoral der bevirker, at man er loyal over for sine nærmeste, men ikke over for f.eks. en stat. I modsætning hertil har man inden for det individualistiske menneskesyn en retfærdighedsmoral, der ideelt set er universalistisk og principbaseret 7. Dette ligger der en potentiel konflikt i, men selvom loyalitetsmoralen måtte være fremherskende blandt etniske minoriteter, er det Yvonne Mørcks opfattelse at de skandinaviske ligestillingsidealer i vid udstrækning har påvirket etniske minoritetskvinders opfattelser af sig selv og deres liv. Men de har imidlertid også brug for tiltag fra majoritetssamfundets side som kan støtte den enkelte i muligheden for selv at vælge til og fra. Mørck opstiller en modsætning mellem ekstern beskyttelse og interne restriktioner til at beskrive de etniske minoritetspigers situation. Ekstern beskyttelse drejer sig om beskyttelse af etniske minoriteters kultur, hvilket i visse sammenhænge også er en beskyttelse af de magtforhold, som sikrer overholdelsen af de interne restriktioner, og som i nogle sammenhænge forklares som den medbragte kultur. I den sammenhæng mener Mørck at det i en minoritetssammenhæng er vigtigt at tænke i et dobbelt ligestillingsperspektiv, nemlig ligestilling som minoritet og som pige. Således bør man i stedet for kultur tale om medborgerskab, synliggørelse, respekt og anerkendelse. Disse problemstillinger tematiseres som sagt ofte i den danske dagspresse. Jeg har set på tre artikelserier fra Information og Berlingske Tidende fra Den første serie fra Information er serien Danmark Dejligst fra maj-juni med interview med kurdiske Yildiz fra Tyrkiet, den palæstinensisk Asmaa, Samia fra Somalia og Bran- 156

157 KAPITEL 6. MØDETS OMGIVELSER ko fra Serbien, som er eksempler på unge indvandrere som har opnået succes eller er godt på vej til det i Danmark. En lignende serie er Berlingske Tidendes Linedanserne, som var på i december med interviews med Sibel fra Tyrkiet, Fatima fra Marokko, arabiske Dina og en artikel med udgangspunkt i Mellemfolkeligt Samvirkes internetsted Pigeliv.dk. Temaet i denne serie er selvbevidste muslimske unge kvinder i Danmark. Og endelig er der Informations serie, Mareridt i Mogadishu fra årsskiftet , om den 12 årige Aisha som blev bortført fra Danmark til genopdragelse, omskæring og tvangsægteskab. Disse serier er først og fremmest et udtryk for at den nye multikulturelle virkelighed bearbejdes i de danske medier. De er på godt og ondt med til at skabe en indtil videre ikke særlig fælles bevidsthed om den nye realitet. Offentlighedens logik er for så vidt ubønhørlig i den forstand at alt er til debat og man må konstatere at historier om de unge etniske minoritetskvinders situation, som de primært handler om, appellerer til det dansk-danske publikum, og de vil derfor nødvendigvis finde vej til den danske offentlighed. Artiklerne reflekterer kulturforskelle eller fortolkede kulturforskelle for fuld udblæsning. De handler på den ene side om at de etniske minoritetsunge føler, at de står mellem den traditionelle etniske familie og den danske moderne virkelighed, og at de på den ene side ikke fuldt ud kan vælge de danske normer, men grundlæggende må stille sig på religionens eller de traditionelle værdiers grund, og så eventuelt kombinere dette med centrale danske værdier - at tage det bedste fra begge verdener, som nogle af dem formulerer det. Serien Linedanserne er i høj grad båret af journalistens fascination af de unge kvinder, de har gjort Danmark smukkere, rigere, mere varmblodet, mere udforudsigeligt. Med deres brune øjne, deres viltre mørke hår, deres mørke lød, deres dramatiske udseende har den danske kvinde fået en ny og større dimension 8. Temaet er de unge kvinders ligestilling, og journalisten kan konstatere at de han interviewer, er sande børn af den danske selvstændighedsskole. De er 157

158 ET SPØRGSMÅL OM KULTUR? rapkæftede, har deres meningers mod og stiller krav om, at de selv vil bestemme, hvem de skal giftes med. De kan ikke forestille sig at blive gift med en fra hjemlandet, men kan heller ikke forestille sig at blive gift med en, som ikke er muslim. Tyrkiske Sibel er forelsket i en ung mand, men det ved forældrene ikke noget om, og hun må derfor udvise den største forsigtighed, så ingen opdager det. Men hun er indstillet på at fortælle forældrene om det på et tidspunkt og tage den kamp, der skal til, så de kan acceptere det. En anden pige, Dina, kan fortælle, at hun kommer fra et meget arabisk hjem, hvor det var faderen der bestemte, men at hun efterhånden har opnået at måtte alt dog ikke at have kærester eller gå på diskotek fordi hun altid har taget kampene med sine forældre. Hun understreger også, at hun vil giftes med en muslim. Det er dog lige meget, hvor han kommer fra, og om han kan tale arabisk. Hun fortæller, at hendes familie er meget traditionel og efter traditionen er det forældrene der skal bestemme, hvem hun skal gifte sig med. Det får de bare ikke lov til med mig, og det ved de godt. For det er da sindssygt 9. For alle de interviewede piger spiller islam en rolle, og de taler om at vælge at bære slør. Marokkanske Fatima siger, at hun er fristet til at tage tørklæde på. Men da det er et symbol på renhed, jomfruelighed og god opførsel, er hun ikke sikker på, at hun endnu er klar til det. I dag kan jeg godt sige styr dig stodder, hvis der er en, der siger noget småracistisk til mig. Men hvis jeg har tørklædet på, så skal jeg styre mig, så må jeg ikke blive vred 10. Tilsvarende siger Dina, at det var først efter, hun havde vundet slaget mod sine forældre, hun begyndte at gå med tørklæde - for det skulle ikke være på ordre fra dem. Nu føler hun, at hun er moden til det, og at hun kan styre sig selv, hvis nogen siger noget dumt til hende: Der var en der gav mig fuck-fingeren og råbte: Rejs hjem. Jeg smilte bare ad ham og tænkte: Hvor har jeg dog ondt af dig. Men det er jo efterhånden sådan, at hvis man ikke går med nedringet bluse og er piercet i navlen, så er man undertrykt 11. Kurdiske Yildiz fra Tyrkiet fortæller også om, at ingen blander sig i hendes valg af karriere og ægtefælle. På den ene side ønsker hun at 158

159 KAPITEL 6. MØDETS OMGIVELSER kombinere det bedste fra de to kulturer. Fra sin tyrkiske kultur vælger hun den familiære tæthed, gæstfriheden og islams sociale kollektive tankegang, og fra sin danske kultur vælger hun den mere individualistiske tilgang om at realisere sine egne ideer og følge sine egne interesser. Og i sit valg af ægtefælle er hun nærmest kosmopolitisk: Det betyder ikke så meget om min mand er dansk eller tyrkisk, så længe han er fordomsfri, har rejst og set noget andet end Danmark. Det skal være en, der kan bosætte sig hvor som helst uden at savne sit hjemland. En verdensborger for sådan opfatter jeg mig selv 12. Disse historier er positive historier, om hvad der uden tvivl foregår i en del etniske minoritetsfamilier i Danmark det er positive historier, fordi de handler om, at både de unge kvinder og deres familier kan finde ud af at tackle den multikulturelle virkelighed sammen med eller uden kampe. Disse unge piger evner at kombinere loyaliteten mod familien med et ligestillingsperspektiv. Flere af dem nævner det uretfærdige i, at der er mere restriktive regler for dem, end der er for deres brødre. Og Dina vender kravet om, at hun skal være jomfru ved ægteskabet, til at det også skal gælde hendes kommende ægtemand. Historierne om tørklædet står i skarp kontrast til mange dansk-danskeres holdning og journalistens forventninger? om at tørklædet er et symbol på kvindeundertrykkelse, hvilket i øvrigt også nogle kvindelige etniske minoritetstalskvinder giver udtryk for 13. Men man kan på baggrund af disse historier sige, at det er meget mere komplekst. For disse kvinder er tørklædet et udtryk for et valg og for modenhed og afklarethed. Noget de skal vise sig værdige til. Disse historier viser, at den identitet, de unge piger vælger, i et vist omfang er etnisk. Men de viser også, at de vælger en etnisk identitet på en måde, som mange dansk-danskere ville kalde for en dansk måde, idet valget er et individuelt valg, som indebærer et vist opgør med forældregenerationen. Såfremt man kun fokuserer på, at de unge vælger en etnisk identitet eller deres forældres hjemlands kultur, ser man bort fra det allermest afgørende. Der er således ikke 159

160 ET SPØRGSMÅL OM KULTUR? tale om en traditionel etnicitet, men om en såkaldt symbolsk etnicitet, sammensat af forskellige identiteter, som det moderne samfund stiller til rådighed. Der forekommer imidlertid også negative historier og det vil sige historier om unge kvinder og deres familier, som har vanskeligheder med at finde ud af at tackle den multikulturelle virkelighed sammen. Det vidner den afsluttende artikel i Linedanserne om 14. Det er en artikel om Mellemfolkeligt Samvirkes internetsted Pigeliv.dk, hvor unge muslimske kvinder kan henvende sig med alt fra de helt unge teenagespørgsmål til de problemer, voldsramte kvinder tumler med. I den artikel fortælles om tvangsfjernelse, om sladder i miljøet, der får skæbnesvangre konsekvenser for den unge pige, om at lægge låg på for mange ting af angst for, hvordan forældrene vil reagere, og ikke mindst om forældrenes angst for at de unge piger bliver for danske, og hvordan de derfor udelukker pigerne fra almindelige venindesammenhænge med andre unge. Samme tema går igen i Informations serie om Mareridtet i Mogadishu 15. Det er en historie om den 12 årige somaliske Aisha som, efter at være blevet tvangsfjernet fra hjemmet, alligevel bliver bortført til genopdragelse i Mogadishu, hvor hun finder ud af, at de, som hun indtil det tidspunkt har opfattet som sine forældre i Danmark, ikke er hendes biologiske forældre. I Somalia bliver hun genomskåret på sin biologiske farfars bud samt forsøgt tvangsgift med en 30 år ældre mand. Kun ved at hendes biologiske far sætter sig op mod sin egen far (pigens farfar), lykkes det den unge pige at flygte væk og at komme til en dansk repræsentation, der hjælper hende med at komme tilbage til Danmark. Sagen fik et retsligt efterspil i Danmark, som i artiklen bruges til at sætte fokus på de redskaber, det danske system har til at håndtere sådanne sager. Men udgangspunktet for Aishas historie er, at forældrene (eller dem der havde påtaget sig forældreansvaret) vurderede, at hun var blevet for dansk, at hun var blevet for udfordrende og selvstændig over for dem, og de svarede ved med vold at få hende til at gå med somalisk tøj og bære tørklæde. 160

161 KAPITEL 6. MØDETS OMGIVELSER Disse forhold er i disse år voldsomt til debat i den danske offentlighed. Ud af den righoldige debat om især muslimske piger og unge kvinder kan der trækkes tre principielt forskellige standpunkter over for de beskrevne problemstillinger. De tre standpunkter kan forstås som tre forskellige multikulturalistiske strategier. Det første standpunkt tager udgangspunkt i, at de beskrevne problemer er knyttet til en specifik kultur, og at det danske majoritetssamfund ikke skal blande sig i de etniske minoritetsfamiliers interne anliggender. Synspunktet indebærer i sin konsekvens, at der vil fungere et etnisk opdelt minoritetsdanmark og majoritetsdanmark. Ifølge dette synspunkt kan man eksempelvis hævde, at de unge kvinder selv må tage kampen op med deres forældre, eventuelt begrundet med, at man ikke vil fungere som kulturimperialister, der påtvinger etniske minoriteter vestlige ligestillingsværdier, eller ved at man ikke vil risikere at støtte et mere nationalistisk eller højreorienteret standpunkt ved at kritisere kønsrollemønstret i etniske minoritetsfamilier 16. Dette standpunkt er et udtryk for kulturrelativistisk multikulturalisme. Det andet standpunkt er det kulturaliserende, der går ud på over en bank at kritisere etniske minoriteter for at undertrykke individet og ikke mindst kvinderne. Standpunktet indebærer en opfattelse af, at de etniske minoriteters kultur aldrig vil kunne være anderledes, og at de derfor aldrig vil kunne indpasses i den danske kultur. Kritikken af de etniske minoriteters kultur vil ifølge dette synspunkt gå ud fra, at der er gennemført total ligestilling i Danmark. Argumentationen tager udgangspunkt i det klassiske kulturbegreb og ser den nationale danske kultur over for en kulturaliseret opfattelse af den fremmede kultur. Standpunktet vil derfor ofte udgå fra et mere nationalistisk synspunkt og anvende en feministisk retorik, hvorved der konstrueres en opfattelse af, at den kønslige ligestilling i Danmark er specifikt knyttet til dansk demokratiopfattelse og den danske kultur. Synspunktet overser, at ligestillingsspørgsmålet for år siden var lige så omdiskuteret som de etniske minoriteter er i dag. Dette standpunkt kan karakteriseres som diskriminerende multikulturalisme. 161

162 ET SPØRGSMÅL OM KULTUR? Det tredje standpunkt baserer sig på en ligestillingssynsvinkel. Det går ud på at kritisere undertrykkelse, hvor den end findes. Standpunktet udgår fra et universalistisk menneskerettighedsperspektiv, hvilket indebærer, at menneskerettighederne ses som universelle og gældende for alle kulturer uanset, at de er udviklet af vestlig filosofi og i en vestlig retstradition. I denne sammenhæng spiller kulturen ingen rolle, og som konsekvens heraf tager man ikke udgangspunkt i, at der er tale om etniske minoritetsfamilier tilhørende en bestemt kultur, men derimod at der er tale om danske familier i Danmark med en baggrund som flygtninge eller indvandrere. Dette standpunkt kan karakteriseres som kritisk multikulturalisme. Medborgerskab og anerkendelse Den professionelle kan risikere at blive stillet over for mange forskellige problemstillinger, der på en eller anden måde er afledt af det forhold, at mange etniske minoritetsfamilier indgår i en transformation mellem modsætningerne tradition og modernitet. Vi har ikke kendskab til, i hvilket omfang modsætningerne spidser til og bliver til egentlige problemer. Men det er, når de bliver til problemer for den unge eller familien, at den professionelle skal kunne handle. Og i den situation er det vigtigt, at den professionelle kan analysere problemet på en adækvat måde, og kan orientere sig i de forklaringssammenhænge, der tilbyder sig i det multikulturelle samfund, knyttet til de forskellige multikulturalistiske strategier, som eksemplificeret ovenfor. I den forstand er den professionelle placeret i et multikulturalistisk krydspres, og hvis den professionelle vil undgå at falde i den kulturalistiske fælde, må han eller hun ikke henføre problemerne til deres kultur, men derimod se, at der er tale om et truet ungt menneske eller en samspilsramt familie. Det er ligeledes vigtigt, at den professionelle har en forståelse for, at selv de handlinger, som kan se allermest fortvivlede ud eksempelvis omskæring, tvangsægteskaber eller tvangsmæssig genopdragelse ikke er et udtryk for, at forældrene ønsker at skade deres børn. Tværtimod handler det om det modsatte. Imidlertid er disse 162

163 KAPITEL 6. MØDETS OMGIVELSER ting ikke lovlige i Danmark og ej heller hensigtsmæssige handlemåder i det moderne samfund. Den professionelle skal derfor også passe på med ikke at falde i den kulturrelativistiske fælde, og det er derfor vigtigt at indgå i en dialog med forældrene om, hvad man kan gøre i stedet. Ofte handler det ikke kun om den professionelle, men om de professionelle. Som regel er der mange professionelle omkring den enkelte familie. En flygtningefamilie med relativt mange børn vil have kontakt med et stort antal lærere i børnenes skole, lærere på forældrenes sprogcenter, pædagoger i vuggestue, børnehave og fritidsordning, sagsbehandler i arbejdsmarkedsafdelingens integrationsafsnit, familiens læge, evt. psykolog og fysioterapeut. Når man observerer problemer i denne familie, vil den enkelte professionelle have sin egen vinkel og dermed også sin egen opfattelse af, hvad der egentlig er den pågældende families problem. Det kan eksempelvis handle om en pige, som truer med at begå selvmord, fordi hun skal giftes mod sin vilje. Sådan ser pigens lærere det, og de kontakter forvaltningen, der derfor ser familien på samme måde. Imidlertid ser man på sprogcentret, at familiefarens problem er, at han er arbejdsløs. Moderens sagsbehandler ser måske en familie, der ikke fungerer, fordi moderen ikke er i stand til at give børnene omsorg. Atter andre ser, at familien er ramt, fordi den har et handicappet barn, den ikke magter at tage hånd om. Endelig er der den mulighed, at familiemedlemmerne har traumer på grund af oplevelser forud for flugten. Muligvis virker eksemplet konstrueret 17, men det sætter fokus på et koordineringsproblem, som ofte gør sig gældende i forbindelse med de udsatte etniske minoritetsfamilier. Det er muligt, den pågældende familie er ramt af alle de nævnte problemer, men det er vigtigt, at de involverede ikke trækker i hver deres retning. Samarbejdet omkring en sådan familie må findes hver gang, det er aktuelt, men hvis de professionelle ved, hvordan man plejer at rykke ud i sådanne tilfælde, sikres både hurtighed og præcision. Den professionelles forestillinger om kulturbaggrunden kan i disse tilfælde være medvirkende til, at man enten har en alt for håndfast 163

164 ET SPØRGSMÅL OM KULTUR? eller éndimensionel opfattelse af familiens problem, således at man faktisk ikke er i stand til at analysere sig frem til sagens rette sammenhæng, eller man undlader at gribe ind med henvisning til, at familien bare følger sin kultur. I det første tilfælde bliver indsatsen til et spørgsmål om, at de bare skal lære at fungere i en dansk sammenhæng, og i det andet at man undlader at forholde sig til et evt. overgreb med henvisning til, at det drejer sig om en anderledes kultur. Særligt vanskeligt bliver det, når unge etniske minoritetspiger henvender sig til lærere eller sagsbehandlere med historier, som ikke er helt sande. Det danske system reagerer (heldigvis) forholdsvis håndfast på henvendelser om vold i familien eller tvangsægteskaber. Men det sker også at unge etniske minoritetspiger som uden tvivl er i et konfliktforhold til deres familie bruger de forklaringer, som de har hørt åbner døre til den løsning, de kunne forestille sig, eksempelvis anvisning af en ungdomsbolig eller lignende 18. Det er derfor vigtigt, at den professionelle ikke lader sig styre af fordomme, forforståelser eller gårsdagens avisartikler, men giver sig tid til at høre ikke blot den unge piges forklaring, men også tid til at indhente udsagn fra kolleger andre steder i systemet. Dybest set er der ikke noget nyt i det. Det drejer sig om at forholde sig åbent til enhver sag, hvad enten det drejer sig om en ung dansk person, der henvender sig med et problem, eller det er en ung etnisk minoritetsperson. Dansk Flygtningehjælp løser en række opgaver på konsulentbasis for kommunerne i forhold til flygtningefamilier med problemer. Som regel indledes disse sager på baggrund af, at man i kommunen iagttager et problem omkring et barn. Dansk Flygtningehjælp foretager derfor en afklaring af familiens problemstillinger med henblik på, at der sættes en støtte-/kontaktperson på familien. Ved en afdækning af denne type sager i 2002 viste det sig, at i flertallet af sagerne kunne problemet i familien henføres til, at familien i et eller andet omfang var traumatiseret, dvs. at mindst et af de voksne familiemedlemmer havde været udsat for en oplevelse forud for eller under flugten af en sådan karakter, at den påvirkede den enkelte 164

165 KAPITEL 6. MØDETS OMGIVELSER eller familien som helhed på en sådan måde, at familien havde vanskeligheder med at mestre dagligdagen 19. Traumatisering er et uhyre komplekst fænomen, som har meget forskellige konsekvenser på forskellige tidspunkter for den enkelte og dennes familie. I kraft af den særlige situation som flygtninge som individuelt forfulgte pr. definition har været udsat for, er en meget stor del af de flygtninge, der kommer her til landet, ramt af traumer i et ikke nærmere opgjort omfang. Alene af den grund er det vigtigt at være opmærksom på, at traumatisering og kulturbaggrund er to meget forskellige ting 20. Af en evaluering af integrationsloven fremgår det, at medarbejdere i kommunerne vurderer at en af de to største barrierer for integrationen er dårlige behandlingsmuligheder for traumatiserede flygtninge 21. Det tyder på en vis opmærksomhed på denne problemstilling, men henvendelser til Dansk Flygtningehjælps Psykosociale Enhed tyder også på, at der er et stort behov for yderligere kompetenceudvikling på dette område 22. Derudover har Dansk Flygtningehjælp i en intern rapport afdækket kommunale sagsbehandleres overvejelser i forbindelse med arbejdet med etniske minoritetsfamilier og deres oplevelser af problemer, barrierer og behov for støtte i forbindelse med anbringelsestruede etniske minoritetsbørn og -unge 23. Denne undersøgelse peger på, at sagsbehandlerne opfatter disse sager som meget tidskrævende. De etniske minoritetsfamilier har meget dårligt kendskab til det danske sociale system, hvilket betyder, at sagsbehandlerne oplever, at de skal bruge meget mere tid til at formidle baggrunden for den eventuelle intervention, det være sig værdigrundlag eller grundlæggende principper. I en situation, hvor sagsbehandlerne i forvejen føler sig tidspresset, betyder det at minoritetssagerne har en tendens til at blive opfattet som tidsrøvere, hvilket i øvrigt forstærkes af, at sagsbehandlerne også oplever, at de etniske minoritetsfamilier ofte reagerer mere aggressivt på disse situationer end dansk-danske familier gør. En anden årsag til at sager med etniske minoritetsfamilier opleves som mere tidskrævende, er den sproglige barriere. Ofte er sagerne af så vital betydning, at det er afgørende, at man arbejder med tolk. 165

166 ET SPØRGSMÅL OM KULTUR? De interviewede sagsbehandlere efterlyser en slags etnisk konsulentbistand, som kan medvirke til hurtigere at afdække problemerne i familierne og at pege på praktiske løsninger, herunder eventuelt plejefamilier med samme etniske baggrund som familien. Dette peger på en kultursammenhæng, hvilket i øvrigt understøttes af, at en del af de interviewede også udtrykker en vis berøringsangst over for at skulle gå ind i en anden kultur og frygt for at blive beskyldt for racisme. Lidt kritisk kan man sige, at noget tyder på, at man i virkeligheden ønsker en form for bistand, der kan eliminere den vanskelige kulturdimension og dermed gøre disse sager til almindelige danske sager! Det er selvfølgelig umuligt. Til gengæld kan man diskutere om sagsbehandlerne mangler nogle interkulturelle redskaber til arbejdet med de etniske minoritetsfamilier. Der er en vis usikkerhed omkring fordelingen af anbragte etniske minoritetsbørn. Uofficielle tal siger, at 4 ud af 100 anbragte børn er etniske minoritetsbørn, hvilket skal ses i sammenhæng med at andelen af etniske minoritetsbørn under 20 år udgør 9% af det samlede antal personer under 20 år i Danmark. På den måde er der altså en klar tendens til, at etniske minoritetsbørn ikke anbringes i samme omfang som dansk-danske børn, hvilket enten kan skyldes, at de ikke er i en tilsvarende risiko for omsorgssvigt, eller at de danske myndigheder ikke i tilsvarende omfang intervenerer, når det drejer sig om etniske minoritetsbørn. Samme problemstilling er Marianne Skytte inde på 24. På baggrund af hendes statistiske undersøgelser kan man konstatere, at etniske minoritetsbørn under 9 år kun halvt så hyppigt som øvrige danske børn anbringes uden for hjemmet eller modtager hjælpeforanstaltninger som personlig rådgiver, fast kontaktperson, aflastningsophold og støtte til kost- og efterskole. For de ældre børn gælder, at især børn, som er indvandret til landet, i et omfang op til det danske niveau anbringes uden for hjemmet, hvorimod efterkommere, der er født her i landet, anbringes uden for hjemmet i mindre omfang end øvrige danske børn. For den ældre gruppe gælder det endvidere, at hjælpeforanstaltninger som personlig rådgiver, fast kontaktperson, aflastningsophold og 166

167 KAPITEL 6. MØDETS OMGIVELSER støtte til kost- og efterskole gives i samme omfang som til øvrige danske børn, dog således at man i mindre omfang end i forhold til de dansk-danske børn hjælper etniske minoritetsbørn til at opholde sig uden for familiens hjem i dagligdagen. Marianne Skytte kan ikke pege på årsager, der skulle begrunde en mindre anbringelsesprocent for etniske minoritetsbørn. Tværtimod måtte man forvente en højere anbringelsesprocent - dels på grund af at de etniske minoritetsfamilier har ringere levevilkår end dansk-danske børnefamilier (de bor gennemgående i mindre boliger, har gennemsnitligt en løsere tilknytning til arbejdsmarkedet og føler sig mere økonomisk presset) og dels på grund af at en del af de etniske minoritetsforældre har nogle opvæksterfaringer, der ligger meget fjernt fra deres børns danske vilkår, hvilket gør, at de har begrænsede muligheder for at støtte deres børn på en hensigtsmæssig måde 25. Marianne Skytte finder ikke belæg for at sige, at den markante forskel i anbringelseshyppighed skyldes kulturaliserede forklaringer fra de kommunale sagsbehandleres side. Til gengæld finder hun en markant undladelse af kulturel refleksion i forbindelse med anbringelse af etniske minoritetsbørn gennem familieplejeforeningerne. Det kulturelle perspektiv spiller en central rolle i anbringelsen af etniske minoritetsbørn i den forstand, at på den ene side vil valget af en dansk-dansk plejefamilie være en god metode til at skabe stabilitet og en sikring af barnets evne til at klare sig i det fremtidige danske samfund. Men det er også et udtryk for en klar assimilationsstrategi. Heroverfor står kontinuitetsprincippet, som vægter familiens muligheder for at have kontakt med barnet, hensynet til barnets modersmål, religion mv. Ud fra den synsvinkel vil en etnisk minoritetsplejefamilie muligvis være den bedste løsning. Selvom man mangler etniske plejefamilier og velegnede anbringelsessteder for etniske minoritetsbørn og unge og på den måde er tvunget til at anvende danske plejefamilier og andre anbringelsesmuligheder uden for hjemmet så finder Marianne Skytte en påfaldende mangel på opmærksomhed omkring barnets kontinuitetsrettigheder, dvs. gennem journalarbejdet, tilsyn etc. at sikre, at barnet har mu- 167

168 ET SPØRGSMÅL OM KULTUR? lighed for at realisere sin etniske, religiøse, sproglige og/eller kulturelle baggrund eller identitet. Marianne Skytte kritiserer den lighedsopfattelse, der fokuserer på, at barnet betragtes som farveblindt, og at det dermed ikke skal behandles anderledes end majoritetsbørn. Dermed er vi inde på det multikulturelle paradoks, som blev omtalt i kapitlet om Kulturen i mødet, nemlig modsætningen mellem et krav om lighed og retten til at være forskellig. Denne modsætning håndterer Marianne Skytte ved at inddrage Nancy Frasers dobbelte strategi i forhold til ligestilling og social retfærdighed. Hun mener, at det kræver både omfordeling og anerkendelse (redistribution og recognition), dvs. at indsatser i forhold til socioøkonomisk undertrykkelse af etniske minoriteter også kræver, at der samtidig sker en anerkendelse af de kulturelle identiteter. I forhold til anbragte etniske minoritetsbørn betyder det, at de har krav på ligestilling i muligheder og vilkår med andre børn i lokalområdet med hensyn til skolegang, uddannelse og fritidsaktiviteter uden skelen til barnets kulturelle baggrund samtidig med, at barnet har krav på anerkendelse af sin kulturelle, religiøse, sproglige og etniske baggrund, således at barnet kan vedligeholde og udvikle kompetencer i forhold til at indgå som kompetent medlem af sin familie og slægt 26. Denne synsvinkel kræver, at man også er opmærksom på integrationen på det symbolske plan. Man yder hverken den enkelte eller de etniske minoriteter som helhed kulturel anerkendelse, når man konstant hævder nødvendigheden af en specifik dansk national kapital og beskriver de etniske minoriteters kulturbaggrund som et problem. De nævnte eksempler peger på faren ved i alt for stort omfang at gå ud fra en rendyrket dansk referenceramme. Når man gør det, skaber man en forståelse, der fokuserer på den kulturelle forskel frem for at se personen, familien, den sociale problemstilling. Samtidig producerer man en diskursiv sandhed om det danske som en værdifuld, velfungerende og harmonisk størrelse og det andet som det 168

169 KAPITEL 6. MØDETS OMGIVELSER modsatte. Derved skabes der ikke mulighed for kulturel anerkendelse og symbolsk integration. Tværtimod får vi moddiskurser, som producerer den samme modsætning, set fra det andets standpunkt. Det er i øvrigt i den forbindelse relevant at nævne, at anerkendelse i denne forstand ikke har noget med kulturrelativisme at gøre. Tværtimod kan kulturrelativismen i det store hele betragtes som gennemført etnocentrisme, som ikke fører til anerkendelse på det symbolske plan af etniske minoriteters kulturbaggrund. Krydspresset fra de forskellige multikulturalistiske strategier og tilstedeværelsen af de meget bastante nationale diskurser sætter den professionelle i en meget vanskelig situation. Samlet kan vi konkludere, at det er nødvendigt, at den professionelle har evne til at forstå populært sagt begge sider i kulturmødet, og er i stand til at analysere i hvilket omfang, der er tale om kultur, og i hvilket omfang forståelsen af den pågældende konflikt skal findes i det sociale. Midlet hertil er en kombination af at kunne fokusere på det enkelte menneske og se dette i den sociale sammenhæng samt at have indblik i de forskellige kulturformer, etniske minoriteter lever under i dag. Der er ikke brug for forudfattede meninger om indvandreres og flygtninges medbragte kultur. Og endelig skal den professionelle kunne håndtere den interkulturelle kommunikation. Som vi så i forrige kapitel om Rammen om mødet, er den professionelle udsat for et øget politisk pres. Men dertil kommer, at den professionelle ikke altid får hjælp til at håndtere krydspresset mellem forskellige modsatrettede multikulturalistiske strategier af politikere og forvaltningschefer. Det hænger sammen med, at integrationsområdet sjældent formuleres som et positivt politisk område. Det behandles som regel reaktivt og problematiserende. Integration er et wicked policy-område, karakteriseret ved at det opfattes som besværligt og ved, at man som politiker kun sjældent kan få succes ved at forholde sig positivt til det. I forhold til de etniske minoritetsunge er det ligeledes helt afgørende, at den professionelle har forståelse for de identitetsprocesser, de 169

170 ET SPØRGSMÅL OM KULTUR? går igennem. For det første må den professionelle forstå at de unges valg af identitet, herunder en tilsyneladende kulturel traditionel etnisk identitet, er et moderne valg af symbolsk etnicitet på linie med andre ungdomsidentiteter, for det andet at de unges reaktioner i høj grad er knyttet til en oplevelse af, at de ikke er anerkendt af det danske samfund. I det spil er det vigtigt at erindre sig Asmaas udsagn: Når du møder så megen modstand, som du gør som indvandrer og muslim i Danmark, så bliver du automatisk mere obs på, hvem du selv er 27. Og for det tredje er det nødvendigt, at den professionelle har forståelse for, hvad det vil sige at tilhøre en samfundsgruppe, som i kraft af de samfundsmæssige processer bliver marginaliseret og således bliver udgrænset som en minoritet. Er etniske minoritetsfamilier mere udsatte? Etniske minoritetsfamilie lever med større risiko for marginalisering end andre danskere. Etniske minoriteter er marginaliseret på arbejdsmarkedet og i uddannelsessystemet. Etniske minoriteter har kun adgang til en begrænset del af boligmarkedet, hvilket giver anledning til diskussioner om mere eller mindre heldige koncentrationer af etniske minoriteter i visse bydele og om andelen af tosprogede børn i skolerne. I den offentlige diskussion og i de dominerende diskurser på området er kravet om national kapital medvirkende til marginaliseringen. Gennem de sidste 35 år er der i Danmark udviklet et etnisk opdelt arbejdsmarked, hvor de fleste brancher er præget af dansk-danskere og nogle ganske få brancher, overvejende inden for lavtlønsområdet, er præget af etniske minoriteter. Denne opdeling understøttes yderligere af de etniske minoriteters netværk, idet det viser sig, at job normalt formidles gennem de etniske minoriteters stærke netværk, dvs. netværk af familie og venner, som fungerer i forhold til dagliglivet, i modsætning til gennem svage netværk. Svage netværk repræsenterer forbindelser, der er lidt fjernere men som involverer mange flere mennesker. Til gengæld er de væsentlige for at få værdifuld ny viden om job, markeder, produkter, uddannelse mv. 170

171 KAPITEL 6. MØDETS OMGIVELSER Det er således de svage netværk, der giver den brede adgang til samfundet 28. Det betyder, at indvandrernes netværk konsoliderer den etniske opdeling på arbejdsmarkedet, og at denne opdeling på den anden side også bidrager til at bestemme danskernes opfattelse af etnicitet. Manglen på de svage netværk betyder at de etniske minoriteter ikke har samme adgang til samfundets ressourcer som de øvrige danskere. En forholdsvis stor andel af de etniske minoriteters børn er omfattet af en eller anden form for fattigdom 29. Dertil kommer at mange etniske minoritetspersoner slet intet netværk har, hvilket betyder at de falder hurtigere igennem det sociale sikkerhedsnet, når de er ude for sociale begivenheder. Etniske minoritetspersoner er heller ikke altid i stand til at udnytte de sociale hjælpemuligheder på en hensigtsmæssig måde, fordi de ikke kender systemets værdigrundlag og rationalitet. Dertil kommer, at kulturelt bestemte normer i de etniske minoriteters egne miljøer kan skabe en udstødelse, som er medvirkende til yderligere isolation. Derudover bærer mange flygtninge på et traume, der hidrører fra oplevelser før eller under flugten, som er medvirkende til, at de ikke er i stand til at bidrage på en for dem selv hensigtsmæssig måde i deres eget integrationsforløb. Dette har ikke blot konsekvenser for den enkelte men også for den eventuelle familie. Disse forhold gør, at den professionelle vil opleve at sager med etniske minoriteter er mere komplekse og mere tidskrævende end andre sager, og at der er behov for en mere helhedsorienteret form for bistand. Det er vigtigt, at den professionelle har et godt kendskab til etniske minoriteters sociale vilkår i det danske samfund og ikke forveksler dette med mere eller mindre velbegrundede forestillinger om de etniske minoriteters kulturbaggrund. Men det er også vigtigt, at den professionelle har forståelse for at etniske minoriteter, udover at være udsat for et socialt pres, også er udsat for et holdningsmæssigt pres, som i høj grad formidles gennem de dominerende diskurser. 171

172 ET SPØRGSMÅL OM KULTUR? Hvordan kan den professionelle medvirke til etnisk ligestilling? I det indledende kapitel blev der spurgt, om der er noget særligt på færde i mødet mellem den professionelle og etniske minoriteter, om det har noget med kultur at gøre, og om det er noget den professionelle skal være særligt opmærksom på? Man kan svare ja til alle tre spørgsmål. Ja der er noget særligt på færde, mødet mellem den professionelle og etniske minoriteter fordrer at den professionelle gør sig sit faglige udgangspunkt klart. Ja det har noget med kultur at gøre, om end sammenhængen ikke er så direkte endda, det er snarere diskursen om kulturens betydning, der har indvirkning på mødet. Ja det er i høj grad noget, den professionelle skal være opmærksom på, men den professionelle skal også se kultursammenhængen i det større perspektiv, mødet med de etniske minoriteter indgår i. I denne sammenhæng spiller begrebet national kapital en betydelig rolle. Den nationale kapital udtrykker et fond af fortællinger om det nationale i hverdagen og er med til at konstruere samfundsmedlemmernes egen identitet. Men når den nationale kapital konstrueres ud fra en etnisk dansk identitet, bliver de, som ikke er omfattet af denne, dømt ukvalificerede til deltagelse. Det har især konsekvenser for etniske minoriteters adgang til både uddannelsessektoren og arbejdsmarkedet. Det forhold, at etniske minoriteter er en voksende socialt marginaliseret gruppe, udgør et væsentligt ligestillingsproblem for det danske samfund. Umiddelbart skulle man mene, at så var det danske samfund så at sige på hjemmebane, for udviklingen i Danmark op gennem det 20. århundrede og specielt efter 2. Verdenskrig har i høj grad været et spørgsmål om en ligestillingsproces. Men i modsætning til tidligere, hvor ligestillingsmålsætningen har fungeret som dynamo for udviklingen af den danske velfærdsstat, er velfærdsstaten i dag i krise eller i det mindste under forandring. Presset på velfærdsstaten medfører deregulering og øget markedsgørelse. Og selv om de etniske minoriteter er steget i antal i de sid- 172

173 KAPITEL 6. MØDETS OMGIVELSER ste 30 år, udgør de ikke så stor en del af befolkningen, at de direkte kan udøve politisk pres på den sociale udvikling. Etnisk ligestilling har derfor andre vilkår end tidligere ligestillingsprojekter. De forskellige bud på multikulturalistiske strategier, som jeg præsenterede i kapitlet om Kulturen i mødet, og som jeg har anvendt i dette kapitel, repræsenterer forskellige bud på, hvordan dette ligestillingsprojekt kan gennemføres. Den diskriminerende, den kompensatoriske, den kulturrelativistiske og den kritiske multikulturalisme er udtryk for forskellige opfattelser, som afgørende dominerer forståelsen af sammenhængen i det multikulturelle samfund. I dette kapitel har jeg præsenteret en af de dominerende integrationspolitiske diskurser, som har en væsentlig indflydelse på mødet mellem den professionelle og etniske minoriteter. Men det har også vist sig at de dominerende diskurser gennemgående er afgørende præget af forestillingen om mangel på dansk kapital. Og dermed holder vi os afgørende inden for rammerne af den kompensatoriske multikulturalisme. Det fremgår både af dette og de tidligere kapitler, at den professionelle ofte vil stå i praktiske dilemmaer, hvor forskellige tolkninger af den givne situation byder sig til med tilhørende forskellige handlemuligheder. Denne situation kan dels tilskrives, at etniske minoriteters integration i det danske samfund er et stærkt politiseret område. Derfor oplever den professionelle et ganske særligt krydspres, som er karakteristisk for netop dette område. Men denne situation kan også tilskrives, at der ikke hersker en klar faglig konsensus omkring den professionelles handlemuligheder. Konsekvensen heraf er, at den professionelle ofte bliver nødt til at udøve et personligt skøn. Ganske vist vil dette skøn ofte være fagligt begrundet, men er det ikke nødvendigvis. Interviewpersonernes pegen på nysgerrighed, tålmodighed og engagement tyder på, at megen erfaring samles i det affektive register. Dette peger dels på et kompetenceudviklingsaspekt, men også på, at der er behov for en kritisk analyse af de professionelles faglighed 173

174 ET SPØRGSMÅL OM KULTUR? i tilknytning til den nationale diskurs, sådan som jeg konkluderede efter kapitlet om Rammen om mødet. Et andet aspekt er at det multikulturelle samfund stiller så anderledes udfordringer, at det er nødvendigt ikke blot at tænke i kompetenceudvikling, men også i institutionel udvikling. Selvom debatten om integration og etniske minoriteter spiller en stor rolle i offentligheden, er det alligevel forholdsvis få professionelle, der opfatter det som, at de har en specifik opgave i forhold hertil. Det hænger sammen med, at den danske integrationspolitik i høj grad er reaktiv, dvs. den formuleres i forhold til opståede problemer og er ikke båret af en samlet integrationspolitisk eller multikulturalistisk vision. Derfor er det kun de institutioner, der umiddelbart føler et pres, der udformer egentlige institutionelle strategier over for den multikulturelle udfordring. Denne bog stiller det spørgsmål, om alt dette er et spørgsmål om kultur, og svaret er, at hvis vi fokuserer på den nationale kapital, så har det den konsekvens, at der er en tilbøjelighed til at se etniske minoriteter som udtryk for deres egen medbragte kultur. Det betyder at de integrationskonflikter, der er i det danske samfund, bliver gjort til et spørgsmål om deres kultur. Dette er en opfattelse, som er uløseligt knyttet til det klassiske kulturbegreb og som overser den samfundsmæssige kompleksitet, dette såkaldte kulturmøde indgår i. Det spørgsmål må derfor snarere besvares benægtende. Det er kun på overfladen, der er tale om kultur. De enkelte situationer skal ses i deres institutionelle og samfundsmæssige kontekst. Ganske vist indgår der kultur i situationerne, men det er ikke hensigtsmæssigt, at den professionelle anvender det klassiske kultursyn, da det udgør en forhindring for en adækvat analyse af den kompleksitet, som den professionelle har til opgave at forholde sig til. Det klassiske kulturbegreb viser især sin utilstrækkelighed i analysen af de unges situation hvad enten det handler om undertrykte piger eller vildt overreagerende drenge, for at sætte sagen lidt på spidsen. Meget ofte omtales disse unge som arabere, palæstinense- 174

175 KAPITEL 6. MØDETS OMGIVELSER re, somaliere eller som muslimer, og dermed signaleres der en identitet. Men dette er ikke hensigtsmæssigt. Selv når de unge udtrykker en traditionel etnisk identitet, gør de det på en måde, som mange dansk-danskere vil opfatte som en dansk måde. Dvs. det er ikke et udtryk for tradition, men en valgt traditionalisme. Valg af identitet i det moderne samfund er et puslespil af brudstykker, som den enkelte selv lægger. Og det gælder også for etniske minoritetsunge også selvom det måtte dreje sig om formulerede muslimer, forvirrede teenagere, forelskede 2. generationsindvandrere eller bare flittige skoleelever. Men det er på den anden side ikke sådan, at man bare skal opgive kulturperspektivet selv om det nogle gange viser sig enklere ikke at tage det udgangspunkt. De etniske minoriteter producerer som grupper, som familier og som enkeltpersoner kultur i betydningen livsform og værdiforestillinger - ligesom majoritetssamfundet, majoritetsfamilierne og den enkelte majoritetsperson gør det. De professionelle vil ofte komme ud for situationer, hvor det er relevant at se situationen ud fra et kulturperspektiv. Men da må den professionelle analysere situationen ud fra det komplekse kulturbegreb, hvilket kræver en minimal indsigt i, at kultur oftest benyttes forskelsskabende og indebærer et ønske om at have definitionsmagten. I den forstand er kultur snarere et spørgsmål om magt. Det skal den professionelle kunne analysere, og derfor er det af stor vigtighed, at den professionelle har indsigt i etniske minoriteters livsvilkår i Danmark, idet mange af de kulturelt oplevede problemstillinger ofte har et socialt udgangspunkt. Både de professionelle og det danske samfund er tilbøjelige til at underkende betydningen af, at etniske minoriteter faktisk føler sig forskelsbehandlet i Danmark. Dette hænger muligvis sammen med den nationale kapital, idet Danmark både er og gennem mange år har udtrykt en selvforståelse af at være et moderne liberalt demokrati. Danmark har ligeledes været på forkant i udviklingen af menneskerettigheder og i kritikken af menneskerettighedsovergreb andre steder. Men den selvforståelse har desværre også gjort det van- 175

176 ET SPØRGSMÅL OM KULTUR? skeligt at erkende, at der er grupper i det danske samfund som muligvis også er blevet danske statsborgere der oplever forskelsbehandling. Dette fører til et behov for i højere grad at se forholdet mellem minoritetssamfund og majoritetssamfund ud fra en ligestillingssynsvinkel. Det har meget direkte konsekvenser for den professionelles faglighed. Et af tidens mest brugte ord er ordet integration. Måske er det også et af de mest misbrugte. I hvert fald rummer det i den måde, det anvendes på i dagligdagen, sjældent et præcist fagligt indhold med en handlingsanvisning for den professionelle. Man har i de senere år forsøgt at gøre integrationsbegrebet mere operativt ved at skelne mellem systemintegration over for social integration 30. Ved at tage udgangspunkt heri kan man sige, at målsætningen for systemintegrationen er at opnå ligestilling og i den forstand kan både den kompensatoriske og den kritiske multikulturalisme have et brugbart bud på, hvordan dette kan opnås, idet også en gennemført kompensatorisk strategi på et tidspunkt vil føre til en mere ligelig deling af magten. Den afgørende forskel på de to strategier angår imidlertid den sociale integration, hvor en kritisk strategi i højere grad vil fokusere på de etniske minoriteters egen deltagelse i processen. Det er derfor afgørende, at den professionelle anerkender, at etniske minoriteter føler sig forskelsbehandlet det er ikke nødvendigvis det samme som at fastslå, at det danske samfund altid er diskriminerende, eller for så vidt at de handlinger, den konkrete person har været udsat for, har været intenderet forskelsbehandlende. Men man må som minimum anerkende oplevelsen og formulere en politik over for forskelsbehandling. Derudover er der behov for, at de professionelle i højere grad udviser anerkendelse i forhold til de etniske minoriteter. Den nævnte anerkendelse af oplevelse af forskelsbehandling er grundlæggende, men det handler videre om at anerkende den enkeltes værdier og livsform. Interviewpersonernes understregning af at det handler 176

177 KAPITEL 6. MØDETS OMGIVELSER om nysgerrighed, tålmodighed og engagement i kapitlet om Selve mødet fremhæver dette, og understregningen af kontinuitetsprincippet i arbejdet med anbringelse af børn uden for hjemmet, som i øvrigt også må gælde for børn, der vokser op i deres egne familier, peger på et behov for anerkendelse af den enkeltes ret til at vælge sin egen kulturelle orientering. Så ved at føre integration videre fra systemintegration til den sociale integration kan den professionelle bidrage til etnisk ligestilling, men projektet besværliggøres af, at den professionelle er ude i en legitimitetskrise, konkret forårsaget af det multikulturelle samfund, men understøttet af de pres, der ligger i det tidligere omtalte krydspres. Og selv om de professionelle tager deres fag og deres funktion op til revision, vil krydspresset nok ikke umiddelbart forsvinde. Tværtimod må man forudse, at etniske minoriteter fremover som politisk handlende borgere vil forstærke presset det vil i givet fald være et udtryk for integration og politikere og administratorer, som også sidder i krydspres, vil fortsat forsøge at styre de professionelle, hvad enten det sker inden for rammerne af en integrationsdiskurs, en velfærdsstatsdiskurs, en samfundsøkonomisk diskurs eller andre diskurser. Men derudover er det også vigtigt, at den professionelle er i stand til at frigøre sig fra sin egen kulturelle horisont. Ganske vist vil mange hævde, at demokrati er et aspekt af dansk kultur, men demokrati og menneskerettigheder er størrelser på et højere plan, som gælder for andre end etniske danskere. Menneskerettighederne er en historisk konstruktion af en formel global orden, baseret på en forestilling om menneskers lige værdighed og rettigheder uafhængigt af kultur 31. Derfor er det vigtigt, at en eventuel etnisk dansk identitet ikke sætter sig igennem som målestok for vurderingen af den anden. Ved at leve op til det, ved at udtrykke anerkendelse af den enkeltes værdier, ved at udvise en bevidst ikke-diskriminerende adfærd og ved at støtte den enkelte i forhold til den forskelsbehandling, som vedkommende måtte opleve, kan den professionelle bidrage til den sociale integration. 177

178 ET SPØRGSMÅL OM KULTUR? NOTER TIL MØDETS OMGIVELSER 1) En del af disse temaer blev beskrevet i forbindelse med udarbejdelsen af manuskriptet til denne bog, men disse beskrivelser er udeladt her af hensyn til bogens omfang. 2) Vedr. kollektivistisk vs. individualistisk livssyn kan der henvises til flere, eksempelvis Skytte 1997, s For en kritik af anvendelsen af disse idealtyper se Tireli ) Johan Asplund ) Tireli ) Tireli 2003, s ) Mørck ) Mørck 2002, s ) Berlingske Tidende 21. december ) Berlingske Tidende 28. december ) Berlingske Tidende 26. december ) Berlingske Tidende 28. december ) Information 23. maj ) Eksempelvis Nahid Riazi, formand for IKRI, forening for iranske kvinder der bl.a. hjælper voldsramte. 14) Berlingske Tidende 1. januar ) Information 30. december 2003, 2. januar og 3.-4.januar ) Riazi 2002 kritiserer den danske kvindebevægelse for at indtage et sådant kulturrelativistisk standpunkt. 17) Eksemplet er refereret fra Sareen 2003, s ) Sareen 2003, s. 101 ff. 19) Priskorn 2002, intern rapport. 20) Svendsen Dette er en helt særskilt problematik, som man kan orientere sig om i denne reference. 21) Thøgersen og Bjørn 2000, s ) Dansk Flygtningehjælps Psykosociale Enhed har en telefonrådgivning for kommunale medarbejdere, der søger rådgivning om integration af traumatiserede flygtninge. Derudover har der i perioden og over hele landet været afholdt kurser om traumatisering og integration. 178

179 KAPITEL 6. MØDETS OMGIVELSER 23) Rasmussen ) Skytte 2002a, s. 220f. 25) Skytte 2002a, s. 222 ff. 26) Skytte 2002a, s. 232f. 27) Information 3. maj ) Mikkelsen 2001, s ) Hussein ) Hamburger 1997, Mikkelsen 2001, Emerek Også regeringens tænketank om integration anvender denne operationalisering i deres første rapport. For en (kortfattet) kritik af denne tilgang se Ejrnæs 2002, s. 18 f. 31) Hastrup 2002, s

180

181 7. VIDEN OM MØDET Af Kirsten Hvenegård-Lassen Hvor søger man yderligere viden om de temaer, som er blevet belyst i denne bog? Det gives der en række henvisninger til i dette kapitel. Først i form af en kort omtale af forskningsinstitutioner, videnscentre, organisationer, biblioteker, internetportaler mv. og dernæst i form af et udvalg af nyere litteratur. Hovedkriteriet for udvælgelse er i begge tilfælde de problemstillinger, som belyses i denne bog. Fokus er derfor især institutioner/ hjemmesider og litteratur, som beskæftiger sig med mødet mellem danske myndighedspersoner og etniske minoriteter og med det sociale område i bred forstand. For forskningsinstitutionernes vedkommende når listen dog også ud i områder, som ligger i udkanten af dette fokus. Institutioner og hjemmesider Her omtales relevante universitetsinstitutter og universitetscentre, sektorforsknings- og andre halvoffentlige og private forskningsinstitutioner, videnscentre, organisationer, foreninger og internetportaler. Afslutningsvis anføres internetadresserne på et par centrale offentlige myndigheder og en række private konsulentfirmaer. To forhold om det institutionelle landskab er værd at være opmærksom på. 181

182 ET SPØRGSMÅL OM KULTUR? For det første er det ikke noget særlig stabilt landskab. På forskningsområdet er temaer, der vedrører etniske minoriteter og relationen mellem minoritet og majoritet, i stigende grad blevet genstand for opmærksomhed inden for de etablerede forskningsmiljøer, men samtidig er en del forskningssatsninger finansieret af særlige og tidsbegrænsede projektmidler. Det betyder, at nogle af nedenstående henvisninger kan blive forældede i løbet af relativt kort tid. For det andet er der i betydelig grad blevet rykket rundt på landskabet efter regeringsskiftet i Nogle institutioner er blevet nedlagt, andre er blevet lagt sammen, og atter andre har mistet deres statstilskud. For nogles vedkommende har processen taget lang tid. Det betyder, at nogle af de hjemmesider, der henvises til i det følgende, i skrivende stund er under opbygning. I disse tilfælde er der ofte henvisninger til forgængernes hjemmesider, men projektoversigter mv. er ikke altid ganske ajourførte. Det betyder imidlertid også, at man ikke altid kan stole på de links, der ligger på hjemmesiderne. Af en eller anden grund synes links generelt ikke at være særlig velopdaterede. Institutionsgennemgangen kan med fordel suppleres med den spørgeskemabaserede sammenfatning af forskningsinstitutionernes indsats på integrationsområdet i Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integrations kortlægning: Integrationsforskningen i Danmark (Kapitel 10). Se endvidere omtalen nedenfor under Akademiet for Migrationsstudier i Danmark og litteraturlisten. UNIVERSITETER OG UDDANNELSESINSTITUTIONER Som nævnt har minoriteter, migration, kulturmøde, integration mv. siden starten af 1990 erne tiltrukket sig stigende interesse på de etablerede universitetsfag og -institutter. Det kan derfor anbefales at supplere denne gennemgang med at undersøge, hvad der foregår fx på fagene Statskundskab, Sociologi, Etnologi, Historie, Pædagogik, Uddannelsesforskning, Psykologi og Antropologi. 182

183 KAPITEL 7. VIDEN OM MØDET AMID Akademiet for Migrationsstudier i Danmark AMID blev oprettet i 2001 på en 5-årig særbevilling fra Statens Samfundsvidenskabelige hhv. Humanistiske Forskningsråd. Bevillingshaverne er et konsortium bestående af Aalborg Universitet, Handelshøjskolen i Århus (Centre for Research in Social Integration and Marginalization), Aarhus Universitet, Institut for Statskundskab, Socialforskningsinstituttet og Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut. Akademiet har udpeget 5 prioriterede forskningsområder: 1) Årsager, organisationsformer og konsekvenser forbundet med mobilitet og migration i et globaliserings- og europæiseringsperspektiv samt forbindelse med internationale migrationsregimer. 2) Modtagelse af immigranter, integrations- og akkulturationspolitikker, medborgerskab/statsborgerskab og politisk deltagelse. 3) Problemstillinger omkring arbejdsmarked, indvandreriværksættere, uddannelsesmæssige ressourcer og sociale forhold. 4) Problemstillinger omkring offentlige debatter og medierne, gensidig stereotypi, kulturmøder og former for repræsentation af selvet og andet. 5) Identitetspolitikker, kulturelle strategier, etnisk netværksdannelse og transnationalt medborgerskab. Akademiet arrangerer konferencer og udgiver et nyhedsbrev samt en arbejdspapirserie, som kan downloades fra hjemmesiden. Nogle af arbejdspapirerne indgår i en kortlægning af forskningen i migrations- og integrationsrelaterede emner fra , som AMID fik til opgave at organisere for Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration. Se endvidere litteraturlisten. Akademiet for Migrationsstudier i Danmark Aalborg Universitet Fibigerstraede Aalborg Øst Tlf: Fax: [email protected] 183

184 ET SPØRGSMÅL OM KULTUR? Institut for Sociale Forhold og Organisation, Aalborg Universitet Forskningen på instituttet omfatter blandt andet etniske minoriteter i relation til socialt arbejde og til sociale processer omkring køn, ungdom og etnicitet. Yderligere oplysninger og henvisninger til publikationer kan findes på internetadressen. Aalborg Universitet Kroghstræde Aalborg Øst Tlf.: Fax: Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU) Efter omstruktureringen fra Lærerhøjskole til Pædagogisk Universitet foregår forskningen i temaer relateret til etniske minoriteter især på Institut for Pædagogisk Antropologi og Institut for Pædagogisk Psykologi. På Antropologi står kombinationen af (andet)sproglige og samfundsfaglige indfaldsvinkler til uddannelse, skole og pædagogik stærkt i forskningsprofilen, mens Psykologi er orienteret mod det socialpsykologiske felt omkring subjektiveringsprocesser, særligt interaktionen mellem køn, etnicitet og til en vis grad også social klasse. På universitetets hjemmeside ligger en forskningsdatabase, som også indeholder oplysninger om publikationer. DPU udbyder en række uddannelser på overbygningsniveau (master- og kandidatuddannelser), som inddrager kulturanalyse som indfaldsvinkel og temaer i tilknytning til kulturel diversitet. Danmarks Pædagogiske Universitet Emdrupvej København NV Tlf: Fax: [email protected] 184

185 KAPITEL 7. VIDEN OM MØDET Afdeling for Minoritetsstudier, Københavns Universitet Afdelingen har til huse på Institut for Nordisk Filologi, Det humanistiske Fakultet og er et tværfagligt uddannelses- og forskningssted oprettet i Det faglige fokus er minoritets-majoritetsrelatio-ner, som belyses teoretisk, analytisk og empirisk. Det vil sige, at det er baggrunden for og følgerne af de historiske, politiske, kulturelle, sociale, psykologiske mv. processer som minoriteter og majoriteter udskilles af og udskiller sig i, der er genstand for afdelingens nysgerrighed. Flygtninge og indvandrere og andre etniske minoriteter i Danmark er én blandt flere kategorier af minoriteter i afdelingens forsknings- og undervisningsområde, som geografisk omfatter Norden og Nord- og Østeuropa samt Mellemøsten. Minoritetsstudier udbyder for tiden en et-årig bacheloruddannelse, en halvårig kandidatuddannelse, en 2-årig uddannelse under Åbent Universitet samt lejlighedsvis særlige kurser. Minoritetsstudier samarbejder blandt andet med fagområdet Dansk som fremmed- og andetsprog, som er en del af danskfaget på Institut på Nordisk Filologi (se instituttets hjemmeside: Minoritetsstudier Njalsgade København S Tlf Fax [email protected] Minoritetsstudiers bibliotek Minoritetsstudiers bibliotek er et lille specialiseret bibliotek på omkring 2800 bind, som indeholder centrale fagtidsskrifter, opslagsværker, væsentlige teoretiske grundbøger og specialafhandlinger om minoriteter og minoritetsforhold. Biblioteket har begrænset udlån (lånetiden er 1 uge). Restriktioner: håndbøger og tidsskrifter udlånes ikke. Der kan søges bøger fra Internettet på det kongelige biblioteks Rex-system: rex.kb.dk. Her skal man vælge delbasen an- 185

186 ET SPØRGSMÅL OM KULTUR? dre bibliotekers kataloger i Rex, og derefter vælge Institutbiblioteker ved Københavns Universitet, herefter fremkommer en liste, hvor man vælger Institut for Nordisk Filologi - Minoritetsstudier. Biblioteket har åbent mandag-fredag 13-15:30 samt tirsdag og torsdag 16-17:30. Njalsgade 120, København S Tlf.: Fax: [email protected] The Graduate School for Integration, Production and Welfare The Graduate School for Integration, Production and Welfare er en forskerskole, som er organiseret af Institut for Sociologi, Københavns Universitet, Institut for Økonomi, Århus Universitet, Socialforskningsinstituttet, Amternes og Kommunernes Forskningsenhed samt Handelshøjskolen i Århus. Skolen danner ramme om en række økonomiske og sociologiske projekter, som beskæftiger sig med in- og eksklusionsprocesser. Etniske minoriteter og integrationsproblematikker indgår i en række af projekterne. Et af forskerskolens overordnede temaer er mødet mellem (social)system og klient, som også er det centrale tema i denne bog. Forskerskolen løber frem til 2005, og en oversigt over projekter og publikationer kan findes på skolens hjemmeside. Integration og Migration i Øresundsregionen IMIO IMIO er et forskningsprogram finansieret af Øresundsforskningskomiteen. Programmet indeholder en række svensk/danske komparative projekter, som relaterer sig til den offentlige integrationsindsats, til uddannelse og til arbejdsmarked. Projekterne udføres af 186

187 KAPITEL 7. VIDEN OM MØDET svenske og danske forskere i samarbejde. Den danske del af programmet har til huse på Institut for Filosofi, Pædagogik og Retorik, Københavns Universitet. Kultur- og Sprogmødestudier, Roskilde Universitetscenter Kultur- og Sprogmødestudier, Roskilde Universitetscenter er en relativt nyoprettet halvandet-årig overbygningsuddannelse på Institut for Sprog og Kultur. Faget har særligt fokus på processer, hvor kulturelle identiteter og repræsentationer mødes, udveksler og interagerer. Sprogets rolle i disse processer inddrages også. Faget sigter mod at udvikle de studerendes kulturforståelse og interkulturelle kompetence, og søger i den forbindelse at kvalificere de studerende til en refleksiv forståelse af forholdet mellem egen og fremmed kultur. Roskilde Universitetscenter Hus Roskilde Tlf: Fax: Center for Mellemøststudier, Syddansk Universitet Centret har til huse i Odense. Forskningsprofilen er dels rettet mod historie, politik, kultur og samfundsforhold i Mellemøsten og dels mod indvandrere og flygtninge i Danmark, dertil kommer forskning i relationen mellem Vesten og Mellemøsten. På flygtninge- og indvandrerområdet er følgende temaer udpeget som særligt centrale: Hvordan udfordrer indvandringen nationalstaten og velfærdsstaten? Indvandring og EU: Indvandrernes politiske deltagelse i EU-landene; politikere af indvandrerafstamning og politisk aktive indvandrere i EU-landene; kulturforståelse og integrationspædagogik samt migrationsteori. Centret udbyder en række uddannelser, hvor dag- 187

188 ET SPØRGSMÅL OM KULTUR? studierne i arabisk og mellemøststudier især vedrører den mellemøstlige del af forskningsprofilen. Masteruddannelsen i Globalisering og Integration udbydes som deltidsundervisning, og Indvandrerstudier udbydes som åben uddannelse. Centret udgiver Information om Indvandrere, som udkommer 4 gange årligt og Mellemøst Information, som udkommer 11 gange om året. Oplysninger om abonnement og bøger udgivet af Centrets ansatte findes på hjemmesiden: Syddansk Universitet Campusvej Odense M Tlf: , Fax: [email protected] Den sociale højskole i København Siden 1999 har Dsh-K udbudt en interkulturel/international socialrådgiveruddannelse. Det er en tre et halvt-årig professionsbacheloruddannelse, som sigter mod at kvalificere de studerende til interkulturelt socialt arbejde i Danmark og socialt og humanitært arbejde uden for Danmark. Det årlige optag er fra og med 2004 fastsat til 60 studerende. Studieordning kan downloades fra hjemmesiden, og yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til studievejledningen mandag til torsdag 9-15, tlf Dsh-K huser endvidere Center for Forskning i Socialt Arbejde (se nedenfor). Den sociale Højskole i København Kronprinsesse Sofiesvej Frederiksberg Tlf.: Fax: [email protected] 188

189 KAPITEL 7. VIDEN OM MØDET SEKTORFORSKNINGSINSTITUTIONER MV. By og Byg. Statens Byggeforskningsinstitut (SBI). SBI er en sektorforskningsinstitution under Økonomi- og Erhvervsministeriet. Instituttets virksomhed finansieres dels via statstilskud og dels via indtægtsgivende forskning, indtægtsdækket kontraktforskning, EU-forskningsmidler samt salg af publikationer. Instituttet har fået en let ændret opgaveportefølje fra efteråret 2003, hvor det boligsociale arbejde og byplanlægning er blevet nedprioriteret. Instituttet har evalueret 1990 ernes byudvalgsarbejde. Oversigt over nuværende forskning og publikationer kan findes på hjemmesiden, som også rummer en omfattende linksamling over forsknings- og videnscentre samt konsulentvirksomheder på by- og boligområdet: By og Byg Postboks 119 Dr. Neergaards Vej Hørsholm Tlf.: Fax: Socialforskningsinstituttet (SFI) SFI er en sektorforskningsinstitution under Socialministeriet, hvis formål på forskningssiden er at belyse sociale forhold, herunder arbejdsmæssige, økonomiske og familiemæssige forhold samt andre nationale og internationale samfundsforhold og udviklingstræk af betydning for befolkningens levevilkår. SFI varetager derudover udrednings- og rådgivningsopgaver i forbindelse med lovgivningsarbejde og ministeriel forvaltning, ligesom instituttet løser opgaver for andre på (betalt) konsulentbasis. SFI har i en lang årrække arbejdet med spørgsmål vedrørende etniske minoriteter i Danmark. Instituttet indgår i konsortiet omkring Akademiet for Migrationsstudier i 189

190 ET SPØRGSMÅL OM KULTUR? Danmark (se dette), ligesom det også er en del af Forskerskolen The Graduate School for Integration, Production and Welfare (se denne). Instituttet er for tiden opdelt i tre afdelinger (Socialpolitik og velfærdsydelser, Beskæftigelse og erhverv samt Børn, integration og ligestilling). Det nuværende forskningsprogram løber frem til 2007 og rummer seks programområder: Globalisering, samfund og velfærd; Velfærdssystemer og aktører; Socialt arbejde; Velfærdspolitikkens virkninger; Social mobilitet og social arv samt Teori og metode. På tværs af disse områder skal der sættes fokus på tre temaer, som bærer overskrifterne: Køn og ligestilling; Den etniske dimension og Det internationale perspektiv. På hjemmesiden findes oversigter over instituttets udgivelser, hvoraf en del kan downloades. Herluf Trollesgade 11, 1052 København K Tlf.: Fax: [email protected] Statens Institut for Folkesundhed SIF er en sektorforskningsinstitution under Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Instituttets formål er at gennemføre forsknings- og udredningsopgaver vedrørende befolkningsgruppers sundhedsforhold og sundhedsvæsenets funktion, samt at bistå offentlige myndigheder med forskningsbaseret rådgivning. Instituttet deltager i uddannelse af forskere og giver postgraduat undervisning inden for folkesundhedsvidenskab og samfundsmedicin. Etniske minoriteter indgår i SIFs spørgeskemaundersøgelser, og etniske minoritetsbørn indgår for tiden som en kategori i det prioriterede forskningstema om børnesundhed. Svanemøllevej København Ø Fejl! Ukendt argument for parameter.tlf: Fax: [email protected] 190

191 KAPITEL 7. VIDEN OM MØDET Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut (AKF) AKF er en selvstændig institution oprettet af Det Kommunale Momsfond. Momsfondet er lovfastsat og har blandt andet til formål at finansiere forskning og uddannelse af betydning for kommuner og amter. Udover grundbevillingen fra momsfondet, henter AKF projektfinansiering fra forskningsråd og forskningsprogrammer samt fra private rekvirenter. AKF indgår i konsortiet bag Akademiet for Migrationsstudier i Danmark. Overskriften for et af AKFs igangværende forskningsprogrammer er Individ og samfund. Etniske minoriteter, arbejdsmarked og integration indgår som hovedtemaer i dette forskningsprogram. Beskrivelse af forskningsprogram samt omtale af publikationer, hvoraf en del kan downloades fra hjemmesiden, kan findes på internetadressen: AKF Nyropsgade 37, 1602 København V, tlf.: , fax: , [email protected] Center for Forskning i Socialt Arbejde Centret blev oprettet i 1995 som en forsøgsordning, hvor den grundlæggende drift blev dækket af de sociale højskoler i København, Odense, Esbjerg og Århus samt Socialministeriet. Forskningsprojekterne finansieres desuden via evalueringer og anden ekstern virksomhed. Centret har til huse på Den sociale højskole i København. Oversigter over publikationer samt centrets nuværende og afsluttede projekter, hvoraf en del vedrører etniske minoriteter, kan findes på hjemmesiden: /Hjem html Kronprinsesse Sofies Vej Frederiksberg Tlf [email protected] 191

192 ET SPØRGSMÅL OM KULTUR? Institut for Menneskerettigheder Det tidligere Center for Menneskerettigheder er nu et institut med selvstændig bestyrelse under det nyoprettede Dansk Center for Internationale Studier og Menneskerettigheder ( Instituttet rummer flere menneskeretlige projekter (forskning og andre aktiviteter) som er relevante i relation til etniske minoriteter. På forskningssiden er profilen stærk på flygtningestatus og asylprocedurer, men også spørgsmål vedrørende diskrimination og sociale rettigheder. Instituttet er vært for den relativt nyoprettede Klagekomitéen for Etnisk Ligebehandling. Klagekomiteen har til opgave at behandle konkrete individuelle klagesager om diskrimination på grund af etnisk tilhørsforhold, og kan af egen drift foretage undersøgelser, udgive rapporter og fremsætte henstillinger. Komiteen har ikke myndighed til at idømme sanktioner. Klager over diskrimination på det sociale område ligger inden for komitéens virkeområde. Udførlig beskrivelse af procedure og virkeområde findes på komitéens hjemmeside. Institut for Menneskerettigheder Wilders Plads 8 H 1403 København K Tlf Fax [email protected] Klagekomitéen for Etnisk Ligebehandling Institut for Menneskerettigheder Strandgade København K. Tlf.: / Fax: [email protected] 192

193 KAPITEL 7. VIDEN OM MØDET DCISM Biblioteket Institut for Menneskerettigheders tidligere bibliotek er slået sammen med samlingerne fra de øvrige tidligere selvstændige institutioner, som udgør DCISM samt Udenrigsministeriets samlinger. Biblioteket er offentligt og har åbent fra mandag-fredag En on-line database til søgning af bøger er undervejs. Wilders Plads 8H 1403 København K Tlf.: [email protected] Gerontologisk institut Gerontologisk Institut er et uafhængigt forskningsinstitut, der siden 1. juli 2003 har været tilknyttet Sociologisk Institut, Københavns Universitet. Instituttets forskningsprofil er samfundsvidenskabelig og kulturel i modsætning til den i international sammenhæng medicinske dominans inden for forskningen i aldring og ældreliv. Instituttets forskning fiansieres af fondsmidler og forskningsrådsbevillinger. Flygtninge og indvandrere indgår i centrets opgaveprofil, men centret har ikke aktuelt projekter, der vedrører denne gruppe borgere. Liste over centrets publikationer findes på hjemmesiden. Instituttet deler adresse med Videnscenter på Ældreområdet (se dette). Aurehøjvej Hellerup Tlf.: Fax: [email protected] 193

194 ET SPØRGSMÅL OM KULTUR? Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre RCT RCT er en selvejende institution, som finansieres af Udenrigsministeriet samt fonde og private bidrag. Centret har ved siden af funktionen som behandlingscenter for torturofre også en forskningsafdeling, hvor der dels forskes i udvikling af rehabiliteringsarbejdet og dels samles viden om tortur og organiseret vold på verdensplan. På hjemmesiden findes henvisning til andre behandlingscentre i Danmark. Borgergade København K Tlf Fax [email protected] Rockwoolfondens Forskningsenhed Rockwoolfonden finansierer en forskningsenhed, der har arbejdsmarkedet som fokusområde. Forskningsenheden har en fast stab af forskere, som på de enkelte projekter suppleres med indkøbte forskere udefra. Fondens bestyrelse udpeger forskningsenhedens projektområder. Rygraden i alle forskningsenhedens projekter er surveydata, som undertiden suppleres med registerdata. Enheden har desuden udviklet et publikationskoncept, hvor den samme undersøgelse formidles særskilt til forskellige målgrupper. Publikationer rettet mod den samfundsinteresserede læser indeholder altid kommentarer fra kendte praktikere eller politikere. Fra 1998 har overskriften for et af fondens projektområder været Indvandrerne og deres levevilkår. Sejrøgade København Ø Tlf.: Fax: [email protected] 194

195 KAPITEL 7. VIDEN OM MØDET VIDENSCENTRE UC2 Videnscenter for tosprogethed og interkulturalitet UC2 er et udviklings- og videnscenter, som udgør en selvstændig økonomisk og administrativ enhed i Center for Videregående Uddannelser (CVU) København & Nordsjælland. UC2 indgår i CVUets aktiviteter vedrørende dansk som andetsprog og interkulturel pædagogik. De 4 pædagogiske hovedområder for UC2s virksomhed er småbørn og indskoling, grundskolen, unge og voksne. På hvert af disse områder er der ansat pædagogiske konsulenter, som har ansvaret for faglig rådgivning og udvikling. Centret udfører kortlægninger og analyser, bistår med projektdesign og -evalueringer, tilbyder kompetencegivende efter- og videreuddannelser (med CVU et), rådgiver og formidler viden. Centret udgiver tidsskriftet Sprog og Integration med 4 numre årligt. Oplysninger om abonnement findes på hjemmesiden, hvorfra det også er muligt at bestille centrets publikationer. CVU København & Nordsjælland Titangade København N. Tlf.: Fax: [email protected] Videns- og Formidlingscenter for Socialt Udsatte VFC Socialt Udsatte er en selvejende institution under Socialministeriet, som blev etableret 1. juli 2003 ved en sammenlægning af Formidlingscentret for Socialt Arbejde, Formidlingscenter Storkøbenhavn, PRO-Centret og Videnscenter om Alkohol. VFC Socialt Udsatte skal videreføre opgaver fra disse centre samt etablere en videns- og formidlingsfunktion vedrørende incest og andre seksuelle overgreb. Etniske minoriteter findes i stigende tal blandt de grup- 195

196 ET SPØRGSMÅL OM KULTUR? per af socialt udsatte, som er centrets fokusområde og udgør desuden en selvstændig fokusgruppe for det nye center. Centret er delvist statsligt finansieret, men skal desuden udføre rekvirerede undersøgelser som indtægtsdækket virksomhed. Centret har en afdeling i Købehavn og en i Esbjerg. Esbjergafdelingen viderefører aktiviteterne fra det tidligere Formidlingscenter for Socialt Arbejde. Suhmsgade Kbh. K Tlf.: Fax: [email protected] Bavnehøjvej Esbjerg Tlf.: Fax: [email protected] Videnscenter for Socialpsykiatri Centret er en selvejende institution under Socialministeriet, som har til opgave at fremme indsamlingen og formidlingen af viden om socialpsykiatri særligt rettet til personer, der udfører professionelt eller frivilligt socialt arbejde med sindslidende. Centret peger i sin handlingsplan på et behov for mere viden om sindslidende med etnisk minoritetsbaggrund, og har i samarbejde med andre institutioner og centre gennem de senere år gjort en indsats for at skabe denne viden. Centret har et bibliotek (ingen udlån) og udgiver rapporter samt tidsskriftet Socialpsykiatri med 6 numre om året. En del artikler og rapporter kan downloades fra hjemmesiden. Studiestræde 19, 2.th København K Tlf [email protected] 196

197 KAPITEL 7. VIDEN OM MØDET Videnscenter for Transkulturel Psykiatri Centret er etableret i tilknytning til Psykiatrisk Klinik på Rigshospitalet og er finansieret af Sundhedsministeriet (foreløbig frem til 2006). Formålet er at opsamle, bearbejde og formidle viden om området, samt at fungere som konsulenter for professionelle behandlere. Målgruppen for aktiviteterne er først og fremmest fagpersoner på behandlingsområdet. Afsnit 7122 Rigshospitalet Blegdamsvej 9 (post) 2100 København Ø Tagensvej 18 B 2 (besøg) 2200 København N Tlf.: /7141 Fax: [email protected] Udviklings- og Formidlingscenter for Børn og Unge UFC Børn og Unge er en selvejende institution (konsulentvirksomhed) under Socialministeriet, der beskæftiger sig med udvikling og formidling af socialt arbejde med børn, unge og familier. Etniske minoriteter indgår i den faste opgaveprofil for virksomheden, som har til formål at: formidle erfaringer mellem det centrale, de regionale og lokale samt forvaltningsmæssige niveauer så vel som mellem professionelle, frivillige og brugere; bidrage til at løse sociale udviklings- og omstillingsopgaver i lokalsamfundet, samt bidrage til metodeudvikling i det sociale arbejde. Beskrivelse af opgaver og henvisninger til publikationer kan findes på centrets hjemmeside: [email protected] 197

198 ET SPØRGSMÅL OM KULTUR? Børneområdet Haderslevvej Aabenraa Tlf: Fax: Ungeområdet Vesterbrogade 35 A 1620 København V Tlf: Fax Videnscenter på Ældreområdet Videnscentret blev oprettet i 1996 som en selvejende institution, der dækker ældreområdet i bredeste forstand. Centret indsamler, bearbejder og formidler viden om forskning, forsøg og udvikling på ældreområdet. Bag etableringen af Videnscentret stod Det tværministerielle udvalg for anvendt ældreforskning, forsøg og udvikling, nedsat under Forskningsministeriet. Centrets virksomhed er statsligt finansieret. Centret indsamler og formidler også viden om etniske minoriteter, og på centrets hjemmeside findes oversigter over aktiviteter, litteratur mv. Videnscentret bor sammen med forskningscentret Gerontologisk Institut (se dette). Aurehøjvej Hellerup Tlf.: Fax: [email protected] 198

199 KAPITEL 7. VIDEN OM MØDET Center for frivilligt socialt arbejde Centret er landsdækkende og blev oprettet i 1992 som en selvejende institution under Socialministeriet. Centret arbejder for at fremme og støtte frivilligt socialt arbejde, blandt andet gennem rådgivning, kurser, konferencer og konsulentbistand. På centrets hjemmeside findes en database Den sociale vejviser over projekter, foreninger mv. Pantheonsgade 5, 3. sal Postboks Odense C Tlf.: Fax: Træffetid: Mandag til torsdag 9-15, fredag [email protected] KVINFO KVINFO er et landsdækkende informations-, dokumentations- og kulturcenter, som formidler kvinde- og kønsforskningens resultater. KVINFO har med støtte fra Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration oprettet et mentornetværk, som har til opgave at støtte og fremme etniske minoritetskvinders adgang til og muligheder på arbejdsmarkedet og i samfundet mere generelt. Christians Brygge København K Tlf.: Fax: [email protected] 199

200 ET SPØRGSMÅL OM KULTUR? ORGANISATIONER OG FORENINGER Dansk Flygtningehjælp Dansk Flygtningehjælp er en privat, humanitær organisation med 31 medlemsorganisationer. Dansk Flygtningehjælp arbejder for beskyttelse mod forfølgelse af flygtninge nationalt og internationalt. På det nationale plan varetager organisationen enkelte offentlige opgaver i forbindelse med repatriering og asylprocedure, yder uafhængig rådgivning til flygtninge og formidler viden om flygtninge og deres vilkår. Flygtningehjælpen organiserer og servicerer desuden et stort landsdækkende netværk af frivillige, som støtter flygtninge og indvandreres integration og skaber kontakt, dialog og forståelse mellem etniske minoriteter og den øvrige befolkning. Dansk Flygtningehjælps frivilligafdeling har herudover en række frivilligbaserede projekter rettet mod bestemte målgrupper og aktiviteter og har "værtskab" for tre flygtningenetværk (somalisk, irakisk og palæstinensisk). På integrationsområdet opererer Dansk Flygtningehjælp/Integration endvidere som en humanitær konsulentvirksomhed, der udfører opgaver og projekter for fx virksomheder, kommuner og uddannelsesinstitutioner, desuden driver organisationen sprogcentre forskellige steder i landet. Publikationer kan bestilles eller downloades fra hjemmesiden. Borgergade 10 Postboks 53, 1002 København K Tlf: Fax: [email protected] 200

201 KAPITEL 7. VIDEN OM MØDET Dokumentations- og rådgivningscentret om racediskrimination DRC DRC er en selvejende uafhængig institution, der er organiseret som en fond, og som med udgangspunkt i menneskerettighedskonventionerne arbejder mod racediskrimination. DRC kortlægger racediskrimination og giver råd, vejledning samt juridisk bistand til personer, der har været udsat for racediskrimination, eller som har været vidner hertil. Centret udgiver desuden bøger og rapporter om diskrimination og relaterede emner. En del af publikationerne kan downloades fra hjemmesiden. Medborgerhuset Nørre Alle 7, 2. sal, 2200 København N. Tlf.: [email protected] Foreningen Nydansker Foreningen, som blev stiftet i 1998, bærer det fulde navn Foreningen til integration af nydanskere på arbejdsmarkedet. Medlemsskaren udgøres af offentlige og private arbejdspladser, som tilslutter sig det overordnede formål: At nedbryde barriererne mellem nydanskerne og arbejdsmarkedet. Foreningen har sat mangfoldighedsledelse i centrum for indsatsen, og udbyder alment og særligt tilrettelagte kursus-, udviklings- og projektforløb til medlemmerne. Dertil kommer rekruttering af medarbejdere til virksomhederne samt videns- og erfaringsopsamling. Som en del af sidstnævnte har en række studerende fra videregående uddannelsesinstitutioner været tilknyttet foreningen i forbindelse med specialeskrivningen. Specialeabstracts samt henvisning til en række publikationer kan findes på foreningens hjemmeside: 201

202 ET SPØRGSMÅL OM KULTUR? Rådhusstræde 4 A, København K Tlf.: [email protected] Mellemfolkeligt Samvirke MS er en humanitær medlemsorganisation, som både har individuelle og kollektive medlemmer. Organisationens hovedaktivitet er udviklingsprojekter i Syd, men MS har også i en årrække haft projekter og aktiviteter vedrørende etniske minoriteter i Danmark. På nuværende tidspunkt driver MS projektet Pigeliv oplysninger herom kan findes på hjemmesiden. MS udgiver Nyhedsbrevet Etcetera, som udkommer 8 gange om året, og indeholder information i kort form om lovgivning, projekter, aktiviteter, arrangementer samt om analyser og publikationer vedrørende asyl, flygtninge, integration og det flerkulturelle Danmark. Desuden rummer nyhedsbrevet debat- og temastof ( MS driver desuden Verdensbutikken, som ligger på hjørnet af Borgergade og Landgreven i København ( Butikken har bøger om etniske minoriteter, og der kan søges i butikkens lager fra internetadressen. Organisationens egne publikationer kan ligeledes findes på hjemmesiden. Borgergade København S Tlf.: Fax: [email protected] Mellemfolkeligt Samvirkes Minoritetsbibliotek Biblioteket er med ca bøger den mest omfattende specialsamling af dansksproget litteratur om etniske minoriteter med ho- 202

203 KAPITEL 7. VIDEN OM MØDET vedvægten lagt på forholdene i Danmark. Samlingen omfatter bøger, rapporter fra stat, amter, kommuner og organisationer, projektog konferencerapporter, rapporter fra studerende og forskere, statistik, lovstof, undervisningsmaterialer m.m. Dertil kommer et udvalg af litteratur i reglen på andre sprog - om forholdene i Norden og EU. På hjemmesiden kan man finde emneopdelte oversigter over indgået ny litteratur, ligesom det er muligt at søge direkte i Minoritetsbibliotekets database. Biblioteket har åbent mandagonsdag 13-17, torsdag Lånetiden er en måned, og bøger kan sendes med post til lånere med bopæl uden for Storkøbenhavn, eller lånes gennem det lokale folkebibliotek. Borgergade 10, 2.sal 300 København K Telefon: Socialt Udviklingscenter SUS SUS er en uafhængig, almennyttig forening, som udfører sociale omstillings- og udviklingsprojekter i relation til udsatte grupper og opsamler hhv. formidler viden og erfaringer om sociale, sundhedsmæssige og kulturelle forhold, der er af betydning for socialt truede gruppers livsvilkår og livskvalitet. Medlemskredsen er offentlige myndigheder og institutioner, frivillige organisationer, brugerforeninger og interesseorganisationer. Flygtninge og indvandrere indgår som en særlig indsatsgruppe, men er også repræsenteret i projekter, som beskæftiger sig med fx udsatte børn og unge. Nørre Farimagsgade 13 DK-1364 København K Tlf.: Fax.: [email protected] 203

204 ET SPØRGSMÅL OM KULTUR? Undervisere for tosprogede elever - Ufe Ufe er en faglig organisation (under Danmarks Lærerforening og Københavns Lærerforening) for lærere, som beskæftiger sig med undervisning af indvandrer- og flygtningeelever. Foreningen udgiver medlemsbladet Ufe-nyt, som udkommer 5 gange årligt og indeholder artikler om aktuelle faglige problemstillinger. Dertil kommer et årligt temanummer. Ufe-nyt kan downloades fra foreningens hjemmeside. Foreningen kontaktes via hjemmesiden: INTERNETPORTALER danmark.dk Er internetportalen til det offentlige i Danmark. Siden administreres af IT- og Telestyrelsen, og indeholder en temaindgang om Udlændinge i Danmark. Her findes henvisninger til relevante myndigheder mv. Finfo Nettjenesten Finfo har til formål at lette adgangen til information om livsvilkår i Danmark til etniske minoriteter. Dele af hjemmesiden foreligger på 11 sprog. Hjemmesiden er velopdateret og derfor også et godt udgangspunkt for informationssøgning. Indeholder blandt andet en omfattende linksamling til officielle dokumenter og hjemmesider samt til foreninger og organisationer. Finfo drives af Statsbiblioteket/Indvandrerbiblioteket ( 204

205 KAPITEL 7. VIDEN OM MØDET biblioteket.dk) samt central- og folkebibliotekerne. Der er oprettet en særlig udelukkende dansksproget kvindeportal i samme regi. nydansker.dk Er en netguide (portal) med links til organisationer, myndigheder, forlag, tidsskrifter, uddannelses- og forskningsinstitutioner, videnscentre med meget mere. Portalen er relativt omfattende og drives på frivillig basis, men indeholder en del forældede links. Foreningen Nydansker, som omtales andetsteds, har ikke noget med portalen at gøre. Vejledningstjenesten for integration af flygtninge og indvandrere på arbejdsmarkedet Vejledningstjenesten er en konsulenttjeneste, men hjemmesiden fungerer også som en internetportal, der formidler viden og henvisninger til aktører, projekter og litteratur om integration af flygtninge og indvandrere på arbejdsmarkedet. Tjenesten har til huse hos Formidlingscenter Århus, som er en selvstændig organisation under Beskæftigelsesministeriet

206 ET SPØRGSMÅL OM KULTUR? CENTRALE OFFENTLIGE MYNDIGHEDER Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration Kommunernes Landsforening, Integrationskontoret KONSULENTFIRMAER De to store aktører på området er COWI og PLS-Rambøll. To mindre firmaer har særligt fokuseret på opgaver relateret til etniske minoriteter, og for CASAs vedkommende særligt på arbejdsmarkedet og det sociale område: CASA - Center for Alternativ Samfundsanalyse er et uafhængigt og tværfagligt analysecenter, som udfører forskning, evalueringer, udredninger og rådgivning inden for 4 hovedområder: Arbejdsmarkedsforhold, arbejdsmiljø, miljø og sociale forhold. CATINÉT Research arbejder med markeds- og organisationsanalyse samt samfunds- og opinionsundersøgelser. Firmaet har en omfangsrig database med over 7000 interview med flygtninge og indvandrere. Interviewstaben behersker relevante fremmedsprog til 206

207 KAPITEL 7. VIDEN OM MØDET gennemførelse af disse interview. Publikationen IntegrationsStatus udgives 4 gange om året. Der findes desuden et utal af små konsulentvirksomheder, som udfører opgaver på området. UDVALGT LITTERATUR Mødet mellem det offentlige Danmark og de etniske minoriteter er udgangspunkt for valget af forslag til videre læsning. Bøgerne er alle på dansk og med enkelte undtagelser handler de også om forhold i Danmark. Vægten er desuden lagt på nyere bøger, samt bøger som rækker videre end afrapporteringen eller evalueringen af særskilte projekter. Omfanget af sidstnævnte type af litteratur er ganske stort, og kan med fordel opsøges enten gennem Mellemfolkeligt Samvirkes Minoritetsbibliotek eller via de hjemmesider, som er omtalt ovenfor. Et par af litteraturforslagene er udgivet af Socialforskningsinstituttet, og det kan anbefales at checke SFI s hjemmeside for resumeer eller downloadningsmuligheder (se internetadressen under omtalen af SFI). OVERSIGTER OG GENERELLE VÆRKER Integrationsforskningen i Danmark København: Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration Oversigten er omtalt ovenfor under Akademiet for Migrationsstudier i Danmark (AMID), og bygger på en række arbejdspapirer fra AMID som kortlægger forskningen på områderne Arbejdsmarked; Sprog og uddannelse; Bosætning; Kontakten mellem etniske minoriteter og den danske majoritetsbefolkning; Normer og værdier i kulturmødet, Etniske minoritetsbørn og unge, Kommuners og amters integra- 207

208 ET SPØRGSMÅL OM KULTUR? tionsindsats på social- og sundhedsområdet. Bogen kan downloades fra følgende adresse: Litteraturhenvisningerne fra kortlægningen er endvidere indlagt i integrationsdatabasen, som man kan søge i fra internetadressen: Hensigten er, at integrationsdatabasen skal udbygges løbende. Frederiksen, Jens, Elsebeth Mortensen og Ulf Schou: Udfordringer i socialt arbejde med flygtninge. København: Dansk Flygtningehjælp Hylland Eriksen, Thomas & Torunn Arntsen Sørheim: Kulturforskelle: kulturmøder i praksis. Bearbejdet af Karen Lisa Goldschmidt Salomon & Ditte Goldschmidt (Norsk originaltitel: Kulturforskjeller i praksis. 1999). København: Gyldendal Uddannelse Jensen, Iben & Hanne Løngren: Kultur og kommunikation. Interkulturel kommunikation i teori og praksis. Frederiksberg: Samfundslitteratur Jensen, Iben: Kulturforståelse. København: Center for Tværkulturelt Boligarbejde Liep, John & Karen Fog Olwig: Komplekse liv. Kulturel mangfoldighed i Danmark. København: Akademisk Forlag Preis, Ann-Belinda S., red.: Kan vi leve sammen? Socialpædagogisk Bibliotek. København: Munksgaard SOCIALPOLITIK OG -FORVALTNING, HERUNDER MØDET MELLEM FORVALTNING OG BORGER Andersen, Jørgen Goul & Per H. Jensen, red.: Marginalisering, integration, velfærd. Aalborg: Aalborg Universitetsforlag Bach, Henning Bjerregaard: Aktiv socialpolitik: en sammenfatning af evalueringer af revalidering og aktivering. København: Socialforskningsinstituttet 2002.(Socialforskningsinstituttet; 02:16) Galal, Lise Paulsen & Ehab Galal: Goddag mand økseskaft: samtale gennem tolk. Det flerkulturelle arbejde 3. København: Mellemfolkeligt Samvirke Järvinen, Margaretha, Jørgen Elm Larsen & Nils Mortensen, red.: Det magtfulde møde mellem system og klient. Magtudredningen. Århus: Aarhus Universitetsforlag Järvinen, Margaretha & Nanna Mik-Meyer, red.: At skabe en klient. Institutionelle identiteter i socialt arbejde. København: Hans Reitzels Forlag Larsen, Flemming, Nikolaj Abildgaard, Thomas Bredgaard & Lene Dalsgaard: Kommunal aktivering: mellem disciplinering og integration. Aalborg Universitet. Center for arbejdsmarkedsforskning. Aalborg: Aalborg Universitetsforlag

209 KAPITEL 7. VIDEN OM MØDET Mik-Meyer, Nanna: Kærlighed og opdragelse i socialaktiveringen. Socialpædagogisk Bibliotek. København: Gyldendal FAMILIE, KVINDER, BØRN OG UNGE Dencik, Lars & Per Schultz Jørgensen, red.: Børn og familie i det postmoderne samfund. København: Hans Reitzels Forlag, Egelund, Tine & Signe Andrén Thomsen: Tærskler for anbringelse: en vignetundersøgelse om socialforvaltningernes vurderinger i børnesager. København: Socialforskningsinstituttet (Socialforskningsinstituttet; 02:13) Egelund, Tine & Anne-Dorthe Hestbæk: Anbringelse af børn og unge uden for hjemmet: en forskningsoversigt. København: Socialforskningsinstituttet Halskov, Therese, Per Schultz Jørgensen & Valerie Polakow: Tab af rettigheder: sårbare enlige mødre og deres børn. København: Hans Reitzels Forlag Jerlang, Esben & Jesper Jerlang, red.: Socialisering og habitus. Individ, familie, samfund. 2. rev. Udgave. Socialpædagogisk Bibiotek. København: Hans Reitzels Forlag Rodet ungdom, unge rødder. Social kritik; nr. 77, København: Selskabet til fremme af Social Debat Flemming Røgilds: De udsatte. Bander, kulturmøder, socialpædagogik. København: Politisk Revy Sareen, Manu: Når kærlighed bliver tvang: generationskonflikter og tvangsægteskaber i Danmark. København: People s Press Siim, Birthe: Medborgerskabets udfordringer: etniske minoritetskvinders politiske myndiggørelse. Magtudredningen. Århus: Aarhus Universitetsforlag Skytte, Marianne: Etniske Minoritetsfamilier og socialt arbejde. København: Hans Reitzel Skytte, Marianne: Anbringelse af etniske minoritetsbørn: om socialarbejderes vurderinger og handlinger. Lund Dissertations in Social Work; 11. Lund: Lunds Universitet. Socialhögskolan Ytterhus, Borgunn: Socialt samvær mellem børn inklusion og eksklusion i børnehaven. København: Hans Reitzels Forlag SUNDHEDSSYSTEMET, SINDSLIDELSE OG TRAUMER Alberdi, Francisco, Christian Nørregård, Marianne Kastrup & Majken Kristensen, red: Transkulturel Psykiatri. København: Hans Reitzels Forlag

210 ET SPØRGSMÅL OM KULTUR? Andersen, Jens Hjort, red.: Etniske minoriteter: kulturmødet i sundhedsvæsenet. København: Munksgaard Galal, Lise Paulsen & Ehab Galal: Tolkning i socialpsykiatrien: en kvalitativ undersøgelse af sindslidende med anden etnisk baggrund og deres oplevelse og erfaring med brug af tolk. København: Videnscenter for Socialpsykiatri Hanssen, Ingrid: Sundhedsarbejde i et flerkulturelt samfund. København: Gads Forlag Jacobsen, Charlotte B. & Katrine S. Johansen: Kulturmøde i psykiatrien. København: Hovedstadens Sygehusfællesskab Jessen, Tatiana & Enlisa Khanna, red.: Veje til mangfoldighed: interkulturel forståelse, behandling og udredning af etniske minoriteter. København: Frydenlund Grete Svendsen: Flygtninge og det psykosociale arbejde. København: Mellemfolkeligt Samvirke og Oasis Grete Svendsen: Traumatiserede flygtnnge og socialt arbejde. En inspirationsbog til sagsbehandlere i det kommunale integrationsarbejde. København. Dansk Flygtningehjælp ARBEJDSMARKED Hagedorn-Rasmussen, Peter & Annette Kamp: Mangfoldighedsledelse: mellem vision og praksis. København: Socialforskningsinstituttet Mogensen, Gunnar Viby & Poul Chr. Mathiessen: Indvandrerne og arbejdsmarkedet: mødet med det danske velfærdssamfund. Med bidrag af Claus Larsen, Niels- Kenneth Nielsen, Marie Louise Schultz-Nielsen & Eskild Wadensjö samt med kommentarer og vurderinger af Ritt Bjerregaard & Bertel Haarder. Rockwool Fondens Forskningsenhed. København: Spektrum UDDANNELSE Hedegaard, Mariane: At blive fremmed i Danmark: hvordan tyrkisk-danske unge oplever deres skolegang, identitet og fremtid. Århus: Klim Horst, Christian, red.: Interkulturel pædagogik: flere sprog problem eller ressource? Vejle: Kroghs Forlag Jacobsen, Bo, Irene Christiansen & Christina Sand Jespersen: Mød eleven: lærerens vej til demokrati i klassen. København: Hans Reitzels Forlag Moldenhawer, Bolette: En bedre fremtid? Skolens betydning for etniske minoriteter. København: Hans Reitzels Forlag

211 LITTERATUR Vilhelm Andersen, 1912/1970: Dansk litteratur. Forskning og undervisning. Gyldendal. James L. Applegate & Howard E. Sypher, 1988: A Constructivist Theory of Communication and Culture. In Kim & Gudykunst (eds.): Theories in Intercultural Communication. International and Intercultural Communication Annual, volume XII, Newbery Park: Sage. Johan Asplund, 1983: Tid, rum, individ och kollektiv. Liber Förlag. Betænkning nr. 1337: Integration. Betænkning afgivet af det af indenrigsministeren nedsatte Integrationsudvalg. København maj Susanne Bang, 1991: Transkulturelt arbejde. In: Ole Hammer (red.): Håndbog om indvandrere og flygtninge. Forlaget Kommuneinformation. Dominique Bouchet, 1999: Det knuste spejl. Livskræfter et metodeudviklingsprojekt i forhold til de socialt og personligt mest udsatte større børn og unge. Forlag Afveje. Aarhus/København 1999 Johanne Bratbro m.fl., 2004: Anden etnisk baggrund og omfattet af Servicelovens 67. Metoder i det sociale arbejde: Opsøgende arbejde, brugerinddragelse, handleplaner og opfølgning. UFC Handicap, VFC Socialt udsatte og Videnscenter for Socialpsykiatri. Tina Ussing Bømler, 1991: Integrationsarbejde i kommunerne. Aalborg Universitetscenter. Erik Meier Carlsen, 2000: De overflødiges oprør. En trussel mod demokratiet? Centrum. Annette Carstens, 2002: Motivation i visitationssamtaler på aktiveringsområdet. In: Järvinen, Larsen og Mortensen: Det magtfulde møde mellem system og klient. Magtudredningen. Aarhus Universitetsforlag. 211

212 ET SPØRGSMÅL OM KULTUR? Peter Holdt Christensen, 2002: Om vidensledelse. Perspektiver til refleksion. Samfundslitteratur. Collier & Thomas, 1988: Cultural Identity An Interpretive Perspective. In Kim & Gudykunst (eds.): Theories in Intercultural Communication. International and Intercultural Communication Annual, volume XII, Newbery Park: Sage. Dansk Arbejdsgiverforening, 2001: Integration & arbejdsmarkedet. Dansk Arbejdsgiverforening Dansk Arbejdsgiverforening, 2003: Integration, kommunerne og arbejdsmarkedet. Dansk Arbejdsgiverforening. Frank Ebsen og Jens Guldager, 2002: Kommunal klassificering af langtidsarbejdsløse. In: Järvinen, Larsen og Mortensen: Det magtfulde møde mellem system og klient. Magtudredningen. Aarhus Universitetsforlag. Morten Ejrnæs, 2001: Integrationsloven en case, der illustrerer etniske minoriteters usikre medborgerstatus. AMID Working Paper Series 1/2001. Morten Ejrnæs, 2002: Etniske minoriteters tilpasning til livet i Danmark forholdet mellem majoritetssamfundet og etniske minoriteter. AMID Working Paper Series 18/2002. Ruth Emerek, 2003: Integration eller inklusion? Den danske diskussion om integration. AMID Working Paper Series 31/2003. Thomas Hylland Eriksen, 1993: Fleretniske paradokser. En kritisk analyse av multikulturalisme. Tidsskriftet GRUS nr. 41. Thomas Hylland Eriksen og Torunn Arntsen Sørheim, 1994: Kulturforskjeller i praksis. Perspektiver på det flerkulturelle Norge. Ad Notam Gyldendal. Thomas Hylland Eriksen, 2002: Bag fjendebilledet. Islam og verden efter den 11. september. Informations Forlag. Hans Fink, 1988: Et hyperkomplekst begreb. Kultur, kulturbegreb og kulturrelativisme 1. In: Hans Hauge og Henrik Horstbøll (red.): Kulturbegrebets kulturhistorie. Kulturstudier 1. Aarhus Universitetsforlag. Francis Fukuyama, 1993: Historiens afslutning og det sidste menneske. Gyldendal. Lise Paulsen Galal og Inge Liengaard 2003: At være muslim i Danmark. Anis. Øystein Gasholt og Lise Togeby, 1995: I syv sind. Danskernes holdninger til flygtninge og indvandrere. Politica. Jørgen Goul Andersen, 2002: Danskernes holdninger til indvandrere. En oversigt. AMID Working Paper Series 17/

213 LITTERATUR John J. Gumperz, 1982: Discourse Strategies. Studies in International Sociolinguistics 1. Cambridge University Press. Peter Gundelach, 2002: Det er dansk. Hans Reitzel. Leif Haaning m.fl. 2001: Billeder af Danmark. Undersøgelse af undervisningen i danske samfundsforhold samt grundlæggende værdier og normer. Integrationsministeriet. Stuart Hall, 2000: Conclusion: the Multicultural Question; in B. Hesse (ed.) 2000: Un/Settled Multiculturalisms. Diasporas, Entanglements, Transruptions. London Zed Books. Charlotte Hamburger, 1990: Assimilation som et grundtræk i dansk indvandrerpolitik. In: Politica. Tidsskrift for politisk videnskab. 22. årg. Nr Charlotte Hamburger, 1997: Etniske minoriteter og social integration. In: Lilli Zeuner (red.): Social Integration. Socialforskningsinstituttet 97:9. Kirsten Hastrup, 2002: Universalitet og kulturelle rettigheder: Et dilemma. In: Kirsten Hastrup (red.): Menneskerettens udfordring. Ideologi eller videnskab? Akademisk Forlag. E. Heinesen, S.C. Winter, I.R. Bøge og L. Husted, 2004: Kommunernes integrationsindsats og integrationssucces. Integrationsministeriet Lis Hemmingsen, u.å.: Hvilke voksenpædagogiske udfordringer møder lærerne i undervisningen af langsomme indlærere? In: Jens Skovholm (red.): Hvorfor er det så svært at lære dansk? Dansk Flygtningehjælp og Specialpædagogisk Forlag. Gillis Herlitz, 1989: Kulturgrammatik. Kunsten at møde andre kulturer. Gyldendals Bogklubber. Peter Hervik, 1999: Den generende forskellighed. Danske svar på den stigende multikulturalisme. Hans Reitzels Forlag. Gert Hofstede, 1991: Kulturer og organisationer. Overlevelse i en grænseoverskridende verden. J.H. Schultz Information. Adam Holm, Michael Jarlner og Per Michael Jespersen (red.), 2002: Islam i Danmark. Tanker om en tredje vej. Gyldendal. Marianne Horsdal, 2001: Kulturmøde og medborgerskab. Kulturmødefortællinger. Forskningsprojektet Voksenuddannelse, folkeoplysning og demokrati. Danmarks Pædagogiske Universitet. Mohammad Azhar Hussein, 2003: Børnefattigdom i danske kommuner Red barnet & Socialforskningsinstituttet. 213

214 ET SPØRGSMÅL OM KULTUR? Mustafa Hussain og Jean-Marc Monnier, 2003: Politiet. Statens diskrimination. In: Carsten Fenger-Grøn, Kamal Qureshi og Tøger Seidenfaden (red.): Når du strammer garnet. Et opgør med mobning af mindretal og ansvarsløs asylpolitik. Aarhus Universitetsforlag. Ole Høiris, 1988: Kulturbegrebet i antropologien. In: Hans Hauge og Henrik Horstbøll (red.): Kulturbegrebets kulturhistorie. Kulturstudier 1. Aarhus Universitetsforlag. Bente Højer, 2002: Uddannelses- og erhvervsvejledning af flygtninge og indvandrere. En kvalitativ analyse af den interkulturelle vejledningssamtale. Upubliceret specialeafhandling fra DPU. Lisbeth Iversen 2003: Hjemløse flygtninge og indvandrere i Hovedstadsområdet. Rapport om udredning af et problemfelt. Dansk Flygtningehjælp. Vibeke Jakobsen, 2002: Uddannelse og danskkundskaber. Om uddannelse og danskkundskabers betydning for etniske minoriteters integration i det danske samfund. AMID Working Paper Series 10. Vibeke Jakobsen og Nina Smith, 2003: The Educational Attainment of the Children of the Danish guest worker Immigrants. Etnic Minorities in Denmark Working Paper 3. Socialforskningsinstituttet. Iben Jensen, 1998: Interkulturel kommunikation i komplekse samfund. Roskilde Universitetsforlag. Sune Quotrup Jensen, 2002: De vilde unge i Aalborg Øst. Aalborg Universitetsforlag Peter Kragh Jespersen, 1996: Bureaukratiet. Magt og effektivitet. Jurist- og Økonomforbundets Forlag. Hal Koch, 1991: Hvad er demokrati? Gyldendal 1991 Britta Kyvsgaard, 2000: Kriminalitet blandt etniske minoriteter. In Social Forskning. Temanummer. Social Forsknings Instituttet. Claus Larsen, 2000: Uddannelse og danskkundskaber In: Mogensen og Matthiessen (red.): Integration i Danmark omkring årtusindskiftet. Indvandrernes møde med arbejdsmarkedet og velfærdssamfundet. Aarhus Universitetsforlag. John Liep og Karen Fog Olwig, 1994: Komplekse liv. Kulturel mangfoldighed i Danmark. Akademisk Forlag. Peter McLaren, 1994: White Terror and Oppositional Agency: Towards a Critical Multiculturalism. In: David Theo Goldberg (ed.): Multiculturalism. A Critical Reader. Cambridge: Blackwell Publishers. Flemming Mikkelsen, 2001: Integrationens paradoks. Indvandrere og flygtninge i Danmark mellem inklusion og marginalisering. Catinét. 214

215 LITTERATUR Robert Miles, 1993: Integrating Immigrants in Europe? In: Robert Miles: Racism after race relations. Routledge. Ministeriet for flygtninge indvandrere og integration, 2002: Integrationsforskningen i Danmark Ministeriet for flygtninge indvandrere og integration, 2004: Den første effektmåling af kommunernes integrationsindsats. Henry Mintzberg, 1983: Structure in Fives: Designing Effective Organisations. Prentice-Hall International Editions. Leslie Page Moch, 1992: Moving Europeans. Migration in Western Europe since Indiana University Press. Ivar Morken 1999: Indvandrere som medborgere eller fremmedkulturelle. In: Nordiske Udkast. Tidsskrift for kritisk samfundsforskning. Årgang 27 Yvonne Mørck, 1996: Køn, kulturel loyalitet og multikulturalisme. Perspektiver på etnisk minoritetsungdom. University of Copenhagen. Institute of Anthropology. Ph.D.-række; nr. 3. Yvonne Mørck, 1998: Bindestregsdanskere. Fortællinger om køn, generationer og etnicitet. Forlaget Sociologi. Yvonne Mørck, 2002: Multikulturalismens kønsblinde øje. Mangfoldighedsudfordringer og kønsligestilling. In: Dansk Sociologi nr. 3, 13. årgang. Peter Nannestad, 1999: Solidaritetens pris. Holdningen til indvandrere og flygtninge Aarhus Universitetsforlag. Mehmet Ümit Necef, 2001: Indvandring, den nationale stat og velfærdsstaten. In: Peter Seeberg (red.): Ubekvemme udfordringer. Aktuelle tendenser i den danske og europæiske indvandrerdiskussion. Odense Universitetsforlag. Ikujiro Nonaka, 1994: Dynamic Theory of Organizational Knowledge Creation. In: Organization Science. Vol. 5 No. 1. OECD, 2004 Karen Fog Olwig, 1992: Etnicitet og kulturel identitet. Et antroplogisk perspektiv. In: Helen Krag og Margit Warburg (red.): Minoriteter. En grundbog. Fjorten synsvinkler på minoritetsstudier. Spektrum. Lars Haagen Pedersen, 2002: Befolkningsudvikling, integration og økonomisk udvikling. Danish Rational Economic Agents Model. Dream. Ralf Pittelkow, 2000: Det personlige samfund. Et portræt af den politiske tidsånd. Lindhardt og Ringhof. Ralf Pittelkow, 2002: Efter 11. september. Vesten og islam. Lindhardt og Ringhof. 215

216 ET SPØRGSMÅL OM KULTUR? Ann-Belinda S. Preiss, 1996: Flygtninge, sandheden og andre gåder. Socialpædagogisk Bibliotek. Munksgaard Rosinante. Sara Priskorn, 2002: FIN s psykosociale indsats i forhold til enkeltpersoner og familier. Kortlægning af sagerne og analyse af medarbejderes interkulturelle kompetence. Dansk Flygtningehjælp. Lars Qvortrup, 2003: Dannelse. Mig, os eller forskelsrefleksion. In: Lise Poulsen Galal og Inge Liengaard (red.): At være muslim i Danmark. Anis. Jacob Rasmussen, 2002: Arbejdet med etniske familier (i et anbringelsesperspektiv). Dansk Flygtningehjælp. Hans Kornø Rasmussen, 2000: Dem og os. Det mulietniske Danmark. Tiderne Skifter. Regeringen, 2001: På vej mod en ny integrationspolitik. Nahid Riazi, 2002: Kvindebevægelsens fatale svigt. In: Adam Holm, Michael Jarlner og Per Michael Jespersen (red.): Islam i Danmark. Tanker om en tredje vej. Gyldendal. Flemming Røgilds, 1995: Stemmer i et grænseland. En bro mellem unge indvandrere og danskere? Politisk Revy. Flemming Røgilds, 2000: Charlie Nielsens rejse. Vandringer i multikulturelle landskaber. Politisk Revy. Flemming Røgilds, 2002: Et nyt dansk råstof? Forskning i etniske minoritetsunge fra AMID Working Paper Series 24. Edward W. Said, 2002: Orientalisme. Vestlige forestillinger om Orienten. Roskilde Universitetsforlag. Manu Sareen, 2003: Når kærlighed bliver tvang. Generationskonflikter og tvangsægteskaber i Danmark. People s Press. Carl-Ulrik Schierup, 1993: På kulturens slagmark. Mindretal og størretal taler om Danmark. Sydjysk Universitetsforlag. Garbi Schmidt og Vibeke Jakobsen, 2000: 20 år i Danmark. En undersøgelse af nydanskeres situation og erfaringer. Socialforskningsinstituttet. Garbi Schmidt, 2002: Betydningen af familieformer og familietraditioner for integrationsprocesserne. AMID Working Paper Series 21. Erik Siesby, 1992: Mindretalspolitik og mindretalsjura. Et retsvidenskabeligt perspektiv. In: Helen Krag og Margit Warburg (red.): Minoriteter. En grundbog. Fjorten synsvinkler på minoritetsstudier. Spektrum. Jens Skovholm, 1998: Flygtninge og velfærdsstaten. In Ann-Belinda S. Preis: Kan vi 216

217 LITTERATUR leve sammen? Integration mellem politik og praksis. Socialpædagogisk Bibliotek. Munksgaard. Marianne Skytte, 1997: Etniske minoritetsfamilier og socialt arbejde. Hans Reitzels Forlag Marianne Skytte, 2002a: Anbringelse af etniske minoritetsbørn. Om socialarbejderes vurderinger og handlinger. Lund Dissertations in Social Work 11. Marianne Skytte, 2002b: Sociale indsatser i forhold til de allersvageste blandt de etniske minoriteter. AMID Working Paper Series 29. Ann-Belinda Steen, 1993: Varieties of the Tamil Refugee Experience in Denmark and England. Ph.D. Dissertation. Minorities Studies, The University of Copenhagen, The Danish Center for Human Rights. Ann-Belinda Steen, 1994: Den kulturelle streg i regningen. In John Liep og Karen Fog Olwig (red.): Komplekse liv. Kulturel mangfoldighed i Danmark. Akademisk Forlag. Grete Svendsen, 2001: Traumatiserede flygtninge og socialt arbejde. En inspirationsbog til sagsbehandlere i det kommunale integrationsarbejde. Dansk Flygtningehjælp. Stortingsmelding nr : Om Innvandring og det flerkulturelle Norge. Kommunal- og arbeidsdepartementet. Margit Helle Thomsen og Mahad Huniche 2000: Etnisk ligestilling som mål hvilke barrierer og hvilke kompetencebehov? In: Tidsskrift for Arbejdsliv 2. årg. Nr. 2. Margit Helle Thomsen og Mette Moes, 2002: Kompetencer mellem kulturalisering og mangfoldighed. Om brugen og bedømmelse af etniske minoriteters kompetencer og ressourcer på det danske arbejdsmarked. AMID Working Paper Series 9. Üzeyir Tireli, 2003: Forestillinger om muslimsk børneopdragelse. In: Lise Paulsen Galal og Inge Liengaard (red.): At være muslim i Danmark. Anis. Jacob Als Thomsen, 2002: Kulturel mangfoldighed på kunstuddannelserne i Danmark. Pilotundersøgelse om de kunstneriske uddannelsesinstitutioners status, mål og initiativer på området kulturel mangfoldighed. Det interkulturelle netværk. Nationalmuseet. Ole Thorup, Henrik Andreasen, Lars Bonnevie og Agnes Witzke 2000: Sort og hvidt. Om tosprogede elever på Avedøre Gymnasium og HF. Avedøre Gymnasium og HF. Mikkel Thøgersen og Runa Bjørn, 2000: Integration i praksis. Kommunernes første erfaringer med integrationsloven. PLS Rambøll Management. 217

218 ET SPØRGSMÅL OM KULTUR? Lise Togeby, 1999: Et demokrati, som omfatter alle, der bor i Danmark? In: Jørgen Goul Andersen m.fl. (red.): Den demokratiske udfordring. Magtudredningen. Hans Reitzels Forlag. Tænketanken om udfordringer for integrationsindsatsen i Danmark 2002a: Befolkningsudviklingen Mulige udviklingsforløb. Ministeriet for flygtninge, indvandrere og integration. Tænketanken om udfordringer for integrationsindsatsen i Danmark 2002b: Indvandring, integration og samfundsøkonomi. Ministeriet for flygtninge, indvandrere og integration. Jens Saarup, Birgit Andersen, Jette Luna, Lene Timm, 2004: Evaluering af dansk som andetsprog i folkeskolen. KLEO & UC2, CVU København & Nordsjællands Forlag. Lars Uggerhøj, 2002: Menneskelighed i mødet mellem socialarbejder og klient ideal eller realitet? In: Järvinen, Larsen og Mortensen: Det magtfulde møde mellem system og klient. Magtudredningen. Aarhus Universitetsforlag. Unni Wikan, 1995: Mot en ny norsk underklasse. Indvandrere, kultur og integration. Gyldendal Norsk Forlag. Unni Wikan, 2003: For ærens skyld. Fadime til ettertanke. Universitetsforlaget. Økonomiministeriet 1997: Økonomisk oversigt. December LOVGIVNING Beskæftigelsesministeriet, 2003: Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Lov nr. 419 af 10. juni Indenrigsministeriet, 1997: Forslag til lov om integration af udlændinge i Danmark (Lovforslag L 155) Indenrigsministeriet, 1998: Forslag til lov om integration af udlændinge i Danmark (Lovforslag L 60) Ministeriet for flygtninge, indvandrere og integration, 2003: Integrationsloven. Lov nr. 425 af 10. juni 2003 Undervisningsministeriet, 2003: Folkeskoleloven. Bekendtgørelse af lov om folkeskolen. LBK nr. 870 af 21. oktober

219 LITTERATUR AVISARTIKLER Berlingske Tidende: Olav Hergel: Sort ungdom (Sort Ungdom), Berlingske Tidende 6. juli 2003 Olav Hergel: Udenfor (Sort Ungdom), Berlingske Tidende 7. juli 2003 Line Holm Nielsen: Nærpoliti kan tackle unge indvandrere (Sort Ungdom), Berlingske Tidende 10. juli 2003 Olav Hergel : Det er altid de andres skyld (Sort Ungdom), Berlingske Tidende 10. juli 2003 Søren Lange og Jesper Thobo-Carlsen: Mere nærpoliti mod indvandrerkriminalitet (Sort Ungdom), Berlingske Tidende 12. juli 2003 Line Holm Nielsen: Isolerede selv i tredje generation (Sort Ungdom), Berlingske Tidende 13. juli 2003 Søren Lange og Jesper Thobo-Carlsen: Krav om mere politi mod bander (Sort Ungdom), Berlingske Tidende 13. juli 2003 Olav Hergel : Fuck samfundet (Sort Ungdom), Berlingske Tidende 12. juli 2003 Line Holm Nielsen: Vanetænkning bremser integrationen (Sort Ungdom), Berlingske Tidende 15. juli 2003 Jesper Thobo-Carlsen: Krav om tal for indvandrerkriminalitet (Sort Ungdom), Berlingske Tidende 17. juli 2003 Line Holm Nielsen: Kriminel adfærd eskalerer (Sort Ungdom), Berlingske Tidende 18. juli 2003 Hans Larsen, Line Holm Nielsen: Venstre vil straffe forældre (Sort Ungdom), Berlingske Tidende 19. juli 2003 Line Holm Nielsen: Giv os et ansvar, giv os respekt (Sort Ungdom), Berlingske Tidende 20. juli 2003 Line Holm Nielsen: Uvidenhed rammer indvandrerbørn (Sort Ungdom), Berlingske Tidende 23. juli 2003 Line Holm Nielsen: Tid til selverkendelse (Sort Ungdom), Berlingske Tidende 27. juli 2003 Olav Hergel og Karl Erik Nielsen: Danmark efter drabet (Sort Ungdom), Berlingske Tidende 17. august 2003 Olav Hergel: Slagsmål mellem unge for retten (Sort Ungdom), Berlingske Tidende 14. november

220 ET SPØRGSMÅL OM KULTUR? Olav Hergel: Pige træd varsomt (Linedanserne), Berlingske Tidende 21. december 2003 Olav Hergel: Det er mig der bestemmer (Linedanserne), Berlingske Tidende 26. december 2003 Olav Hergel: Charme selvtillid og lækkert tørklæde (Linedanserne), Berlingske Tidende 28. december 2003 Olav Hergel: Pigeliv (Linedanserne), Berlingske Tidende 1. januar 2004 Jesper Termansen: Den nye underklasse, Berlingske Tidende 4. januar 2004 Olav Hergel: Udfordringen, Berlingske Tidende 18. januar 2004 Olav Hergel: Hjem kære hjem, Berlingske Tidende 19. januar 2004 Olav Hergel: Mine børn får det sværere end dine, Berlingske Tidende 21. januar 2004 Michael Pihl: Til kulturkamp mod mode-pædagoger, Berlingske Tidende 21. januar 2004 Olav Hergel: Det er nogle dejlige børn men, Berlingske Tidende 25. januar 2004 Søren Kassebeer og Bent Blüdnikow: I Danmark kan man læse hvad man vil, Berlingske Tidende 28. januar 2004 Søren Kassebeer: Politisk strid om læseplaner, Berlingske Tidende 29. januar 2004 Jesper Termansen og Steen Jensen: Minister støtter kvoter på gymnasier, Berlingske Tidende 3. februar 2004 Ulla Tørnæs: Ministeren: Nej til bindende læseplaner, Berlingske Tidende 6. februar 2004 Kasper Støvring: Vi må ud af kulturrelativismens blindgyde, Berlingske Tidende 16. marts 2004 Weekendavisen Frede Vestergaard: Underklasse, Weekendavisen 15. august 2003 Henrik Winther: Zweiströmigkeit, Weekendavisen 7. april 2004 Information Charlotte Aagaard: Start blenderen (Danmark dejligst), Information 23. maj 2003 Charlotte Aagaard: Asmaas valg (Danmark dejligst), Information 31. maj

221 LITTERATUR Charlotte Aagaard: Kunsten at klare sig godt (Danmark dejligst), Information juni 2003 Charlotte Aagaard: Jeg elsker hygge (Danmark dejligst), Information 11. juni 2003 Charlotte Aagaard: Mareridtet i Mogadishu, Information d. 30. december 2003, 2. januar og januar 2004 Karen Syberg: Dansk indforståethed skal væk fra dansk, Information 30. januar 2004 Sidsel Nyholm: Kvoter skal sikre almen dannelse, Information 4. februar 2004 Susanne Thorsen og Marianne Troelsen: Hjemløse indvandrere svigtes (Hjemløse indvandrere), Information 17. februar 2004 Susanne Thorsen og Marianne Troelsen: Sidste station før rendestenen (Hjemløse indvandrere), Information 17. februar 2004 Susanne Thorsen og Marianne Troelsen: Flygtet til hjemløshed (Hjemløse indvandrere), Information 18. februar 2004 Susanne Thorsen og Marianne Troelsen: Boligmangel rammer indvandrere (Hjemløse indvandrere), Information 24. februar 2004 Susanne Thorsen og Marianne Troelsen: Gadens folk (Hjemløse indvandrere), Information 24. februar 2004 Politiken Rasmus Emborg: Debat på et sidespor, Politiken 16. november 1997 Hans Skov Christensen: Angsten for det ukendte, Politiken 11. januar 2000 Bjarne Steensbeck: Flugten til Amerika, Politiken 19. januar 2000 Mandag Morgen Frans Rønnow: Private holdninger præger integrationsindsatsen, Mandag Morgen nr. 18, 10. maj

222

223 SLUTBEMÆRKNING Arbejdet med denne bog var det sidste samarbejde, jeg fik med Jens Frederiksen. Han døde d. 14. april Forinden var manuskriptet færdiggjort, og Jens havde bidraget til udarbejdelsen som redaktør. Med vanlig skarphed og sans for sproget kom han med ændringsforslag til formuleringer, afsnitsinddeling, overskrifter og ikke mindst forkortelser, der altid gør ondt på en forfatter, men som også altid er med til at få en bogs budskab klarere frem. Jens nåede også at skrive forordet til bogen, som Dansk Flygtningehjælp har valgt at bringe uændret. Jens satte altid et klart fingeraftryk i de processer, han var involveret i. Jens Skovholm 223

224