TALER TIL TIDEN. 100 danske taler

Transkript

1 TALER TIL TIDEN 100 danske taler

2 2

3 Claus Friisberg TALER TIL TIDEN 100 DANSKE TALER Vestjysk Kulturforlag 3

4 Taler til tiden. 100 danske taler Claus Friisberg Bogen er sat med palationo linotype og new roman times Trykt hos Grafisk Tryk, Gråsten ISBN Forsidebillede: Maleri af Erik Henningsen: En agitator (Metalskolen) 4

5 INDHOLD FORORD 12 I. ENEVÆLDEN GÅR PÅ HÆLD 12 Enevælden og stænderne Stænderforsamlingen er for folket. A.S. Ørsted Den fri folkestemme. N.F.S. Grundtvig 19 Den liberale bevægelse Giv folket større andel i magten. Orla Lehmann De liberale og det nationale Danmark til Ejderen. Af Orla Lehmann Skandinavismen Et helligt løfte. Af Orla Lehmann Bønder og nationalliberale hånd i hånd Nu kommer bonden. Asmund Gleerup II. DEMOKRATIETS FØDSELSVEER Enevælden falder 51 Grundlovsudkastet En fri forfatning gør kongen til en pyntet morskabsdukke. B.S. Scavenius junigrundloven en demokratisk grundlov 62 Kampen om valgretten Den danske mand er fri. Asmund Gleerup Det bedst mulige for øjeblikket. Balthazar Christensen Liberale reformer under Junigrundloven Næringsfriheden vil formindske arbejderens løn J.A. Hansen 74 De nationalliberale trækker til Højre De begavede, dannede og formuende. 5

6 Orla Lehmann Det danske nederlag i krigen Hvo intet vover, intet vinder. A.F. Krieger Fredstraktaten sætter et dødsstempel på Danmark. D.G. Monrad En tung, men ikke håbløs fremtid. C.C. Hall Godsejerne sikrer sig magten i landstinget Et virkelig konservativt og selvstændigt kammer. Af Estrup 5. og 18. januar Junigrundlovens landsting er folkets ret. N.F.S. Grundtvig Femte-junigrundloven er folkets moralske ret. Christen Berg Det Forenede Venstre dannes 107 Grundtvigianere og missionsfolk Livet her på jorden er værdifuldt. N.F.S. Grundtvig Guds børn og verdens børn. Vilhelm Beck Kampen mellem Venstre og Højre Racemodsætninger. Viggo Hørup Den gifte kvinde bliver umyndig som et barn. Viggo Hørup Jeg tror på logos. Edvard Brandes Forsvarssagen og det parlamentariske krav Hvad skal det nytte? Viggo Hørup Statskup og provisorier Vi har krig her i landet. Chresten Berg Socialdemokratiet og Venstre samarbejder tæt Vi er ikke samfundsfarlige. Chr. Hørdum Det evindelige revolutionspræk. P. Knudsen Vi nærer kærlighed til fædrelandet. P. Holm Forfatningskampen afblæses Grundloven bliver igen liv og kraft. Frede Bojsen Venstres magtovertagelse 156 Et samfund i opbrud Bondestanden som bærende kraft. Vilhelm Lassen Det fri, levende ords borg. Thomas Bredsdorff 166 6

7 III. DET MODERNE DEMOKRATI SKABES Systemskifte og reformpolitik En kolossal foræring til hartkornsbesidderne. F.J. Borgbjerg Et stykke politisk historie. Vilhelm Lassen Sprængningen af Venstre Venstre er et folkeparti. J.C. Christensen Vi står fast. C.Th. Zahle Albertiaffæren redder Det Radikale Venstre Af kapitalismen spirer socialismen. F.J. Borgbjerg Borgbjergs flyvende ænder. P.A. Alberti Justitsministeriet en børs for smarte forretninger. Edvard Brandes Jeg er blevet dolket bagfra. J.C. Christensen Vi vil værge vor neutralitet og selvstændighed. Niels Neergaard Lov er lov, og lov skal holdes. Edvard Brandes Det sidste hold af Mænd. C.Th. Zahle Danmark som industriland Danmark som industriland. Alex. Foss Danskheden i Slesvig Voldspolitikken er bankerot. H.P. Hanssen Det moderne demokrati skabes Befolkningen bruger sin politiske magt 257 De politiske partier og demokratiet 258 Grundlovsreformen En blodig uret gøres god igen. Klaus Berntsen Fra værgeløst bytte til mandens jævnbyrdige. Elna Munch Grundlovskompromiset i Folkets selvstyre har sejret. C.Th. Zahle Fra verdenskrig til genforening Vor indflydelse vil vokse. Th. Stauning

8 48. Efter Ragnarok kommer Gimle. Ove Rode Grænsespørgsmålet En lysere og lykkeligere tid vil oprinde. H.P. Hanssen Uro på arbejdsmarkedet og reformpolitik Orkaner og stormflod har deres tid. Alex Foss Anerkend arbejdet som sideordnet med kapitalen. Th. Stauning Påskekrise og genforening Zahle og konsorter er blevet grebet af vanvid. J. C. Christensen Driv ikke folket til fortvivlelsens selvhjælp. Th. Stauning og F.J. Borgbjerg Blodofret var ikke forgæves. Niels Neergaard IV. DEMOKRATIETS UDFORDRINGER 326 Socialdemokratiet kommer til regeringsfadet En demokratisk samfundspolitik. Th. Stauning De danske arbejdsmænd lader sig ikke udsulte! M.C. Lyngsie Den økonomiske liberalisme i højsædet Tiden er ikke til varetagelse af snævre klasseinteresser. Th. Madsen-Mygdal En storstilet plyndring af fattigfolk. Th. Stauning Frihandelsdoktrinernes polarkulde. Victor Pürschel Bruddet mellem Venstre og Konservative For Venstre er politik alvor. Th. Madsen-Mygdal Venstre er gået Socialdemokratiets ærinde. Holger Andersen Steinckes socialreform Systemet er humant, men ikke blødsødent. K.K. Steincke 12. december 1929 og 28. oktober 'ernes krise Regeringen er hverken doven eller uvidende. Th. Stauning Kanslergadeforliget og kritikken 382 8

9 64. Vælgerbedrag. Aksel Larsen Vognen humper af sted. Christmas Møller Korporativ, national stat? 391 LS og DNSAP Dette folk er endnu ikke afsjælet. Frits Clausen De fire gamle partier og demokratiet Den almindelig valgrets konsekvens er etkammersystemet. Hartvig Frisch Over stemmeretten gennem folkets vilje. Christmas Møller Neutralitetspolitikkens fiasko Danmark vil ikke forsvare sig over for et angreb udefra. Th. Stauning Vi har meget at kæmpe for og bevare. Christmas Møller Landet besættes og demokratiet sættes på prøve Stauning udleverede sit demokrati til Hitler. Kaj Munk Hele regeringen står på parlamentarismens grund. Th. Stauning Kollaboration Vi skal stille og roligt tilpasse os. Th. Stauning En ukrudtsplante skal rykkes op med rode. Ole Bjørn Kraft Brud Det danske folk rejste sig mod verdens tyranner. John Christmas Møller Modstandsbevægelsen og politikerne En dyb sorg og smerte har opfyldt mit sind. Kaj Munk Et frit Danmark i en fri verden. Mogens Fog V. DET DANSKE DEMOKRATI FORANKRES I VESTBLOKKEN 471 Danmark orienterer sig mod vest FN bygger på et realistisk grundlag. Hartvig Frisch

10 Danmark siger ja til Marshallhjælp Den nationale og sociale sikkerhed er to sider af samme sag. Ole Bjørn Kraft Den rige onkel Sam med det gode hjerte. Aksel Larsen Påskekrisen Regeringen kan ikke i dette øjeblik lade fem og syv være lige. Hans Hedtoft Danmark tilslutter sig Atlantpagten Et isoleret Danmark er et afskrevet Danmark. Julius Bomholt Atlantpagten er en fredspagt, ikke en militæralliance. Ole Bjørn Kraft Risikoen er for stor, sikkerheden for ringe. Jørgen Jørgensen Oprustning har altid ført til krig. Ragnhild Andersen Den tredje junigrundlov Ét ting, én vælgerhær, én valgdag. Hans Hedtoft Velfærdsstat og konkurrencedemokrati 552 Fuld Folkepension Folkepensionen et sikkert grundlag for folk. Kaj Bundvad Folkepensionen og opsparing skal gå hånd i hånd. Poul Møller Den store arbejdskamp Der er grænser for, hvad man kan byde arbejderne. Aksel Larsen Vi har et fælles ansvar for vort lille land. H.C. Hansen Trekantregeringen Til gavn for vort land. H.C. Hansen Venstre nærmer sig Det Radikale Venstre En liberal regering og et liberalt, trygt samfund er målet. Poul Hartling Det første Arbejderflertal Socialdemokratisk politik og ikke en tøddel mere. Per Hækkerup Protest og ungdomsoprør

11 94. Vores Vietnam det er kampen for sandt demokrati. Ebbe Reich Kløvedal Dialog mellem generationerne er nødvendig. Hilmar Baunsgaard Protesten mod den offentlige sektors kolossale vækst Det er umoralsk at betale skat. Mogens Glistrup Nu skal de hellige køer slagtes. Poul Dam Debatten om dansk medlemskab af EF Danmark skal være med til at præge udviklingen. Poul Dalsager Vor demokratiske og nationale førstefødselsret skal ikke sælges for fællesmarkedslinser. Aksel Larsen Det nye Europa. J.O. Krag

12 FORORD Danmark har ikke ord for at fostre store talere. Det er faktisk ikke helt retfærdigt, for når man, som jeg har gjort, finder nogle væsentlige taler frem fra den politiske og bredere offentlige debat, møder man mange eksempler på stor talekunst lige fra den lidenskabelige nationalliberale politiker Orla Lehmann til den bidende skarpe kommunist Aksel Larsen. Hovedformålet med denne samling af danske talere til belysning af tidsrummet 1834 til 1972 er dog ikke at vise, hvilken talekunst politikere og andre kunne udfolde. Meningen har været at præsentere nogle centrale kilder, der belyser den danske udvikling siden I denne forbindelse har jeg samlet talerne om nogle centrale temaer, der belyser dannelsen af det danske nationale demokrati fra helstat til nationalt demokrati, kampen om demokratiet og mellem de forskellige befolkningsgrupper, opbygningen af velfærdsstaten og Danmarks stigende inddragelse i det internationale samarbejde kulminerende med landets indtræden i Fællesmarkedet (EF). De enkelte taler bliver indsat i den historiske sammenhæng både via fyldige indledninger og et finmasket noteapparat. Taler til tiden indeholder så mange væsentlige kilder, at den vil være uomgængelig for den, der vil fordybe sig det moderne Danmarks historie. Det vil være oplagt at bruge den i gymnasiets historieundervisning. Den slutter sig naturligt til tidligere kildesamlinger, jeg har udsendt, som Kilder til det ny Danmark Lange linjer (1992) og Det danske demokrati. Tilfælde eller en selvfølge? (1999). Claus Friisberg 12

13 I. ENEVÆLDEN GÅR PÅ HÆLD Enevælden og stænderne I 1660 indførte den danske konge Frederik III enevælden i Danmark ved et statskup. For fremtiden skulle al politisk magt ligge hos kongen alene. At realiteterne ville blive anderledes, fremgik dog allerede af den enevældige forfatningslov Kongeloven fra 1665, der skelnede mellem tre former for kongelig magtudøvelse: den lovgivende, den udøvende og den dømmende. Tredelingen lagde selvsagt op til, at der ville opstå en form for deling af magten. Selv om der til en vis grad var en overlapning mellem de tre grene af statsstyret: kollegierne (de afdelinger, centraladministrationen var delt op i), statsrådet og domstolene, var der dog alligevel lagt op til, at magten ville blive delt, og at de tre grene af styret til en vis grad ville kontrollere hinanden. Den instans, der havde den højeste grad af uafhængighed, var domstolene, hvis øverste instans som i dag var højesteret. Det skete flere gange under den sene enevælde, at domme gik enevælden imod. Et berømt eksempel er en dom fra 1834, hvor redaktøren af det liberale oppositionsblad C.N. David blev frikendt for, at hans blad havde bragt tre artikler, der efter kongens mening satte spørgsmålstegn ved den danske enevældige forfatning. Trods kongens vrede over skrivefrækheden måtte han acceptere dommen om end han dog ikke kunne nære sig for efterfølgende at få afskediget C.N. David fra hans stilling som universitetslærer. Tendensen til, at enevælden ikke i praksis placerede magten i én mands hånd, blev fremmet af, at det var de færreste af de oldenborgske konger, der havde format til at spille en betydelig politisk rolle. Resultatet blev, at magten blev udøvet af en elite af statstjenere, hvoraf mange i det 18. århundrede var højadelige, der kom fra Tyskland. Ved siden heraf opstod der dog også en elite af danske embedsmænd, der efter 1800 i enevældens sidste tid efterhånden blev dominerende med fremragende jurister som f.eks. Anders Sandøe Ørsted, der både som juridisk skribent og embedsmand prægede det danske statsstyre i liberal retning. Ørsted blev en af de ledende embedsmænd i Danske Kancelli og regeringens generalprokurør, dvs. regeringens juridiske ekspert. 13

14 Hvad enten embedsmændene var frisindede som Ørsted eller mere konservative som chefen for Danske Kancelli Poul Chr. Stemann, var de dog alle præget af den strømning fra det 18. århundrede, som man har kaldt den oplyste enevælde: Regenten ejede hverken stat eller nation. Hans opgave var at tjene staten og folket. Og embedsmændenes primære mål var ikke at tjene kongen, men at tjene folk og stat. Fyrsten skulle gennemføre, hvad der var til nytte for stat og nation. En forudsætning for, at det kunne ske, var, at han og hans embedsmænd ikke regerede i et tomrum, men havde det bedst mulige beslutningsgrundlag. Det kunne man få igennem lokalembedsmændenes indberetninger om tilstandene i Danmarks rige, der indtil 1814 bestod af Kongeriget, de to hertugdømmer Slesvig og Holsten og Norge plus kolonier i form af Færøerne, Island og Grønland. Efter 1814 blev Norge skiftet ud med det lille tyske hertugdømme Lauenburg som følge af Kielerfreden i 1814, hvor Danmark nødtvungent måtte afstå Norge til Sverige. Hvor gode amtmændenes indberetninger end kunne være, var dette ikke nok. Styret havde også brug for at erfare, hvad befolkningen mente. Den havde brug for en offentlig diskussion. Derfor var det i god tråd med den almindelige udvikling, at enevælden indledte en forsigtig demokratisering under Kong Frederik VI ( ). I 1831 bestemte statsrådet, der dog også blev presset af Det Tyske Forbunds krav om, at der blev etableret en stænderforsamling i Holsten, at der skulle oprettes fire provinsialstænderforsamlinger, for øerne i Roskilde (Østifternes stænderforsamling), for Nørrejylland i Viborg, for Slesvig i Slesvig by og for Holsten og Lauenburg i Itzehoe. Selv skrev Frederik VI, at han indførte provinsstænderforsamlingerne for desto fuldkomnere at sætte Os og vore efterkommere på tronen i stand til stedse at modtage den tilforladeligste kundskab om alt, hvad der kan fremme vort kære og trofaste folks tarv og derved tillige knytte de bånd fastere, som forener kongehuset med folket, så og bidrage til almenåndens genoplivelse... Den demokratiske indrømmelse, som indførelsen af stænderforsamlingerne repræsenterede, var ikke imponerende stor: Stænderforsamlingerne skulle kun rådgive statsrådet, og det lagde stor vægt på, at stænderforsamlingerne var knyttet til hver sin del af riget og altså ikke kunne udtale sig på det samlede riges vegne. Desuden fik offentligheden ikke lov til at overvære stændernes forhandlinger. Det betød, at forsamlingernes indflydelse ville blive hæmmet af, at det ville være muligt for statsrådet at spille dem ud mod hinanden. Valgretten blev ret begrænset: 2,8 pct. af befolkningen opnåede stemmeret. Den tilfaldt kun de mænd, der var mindst 25 år og havde en vis grundejendom. Under forhandlingerne om de nærmere detaljer i forordningen om stænderforsamlingerne udspillede der sig en livlig debat, under hvilken det blev klart, at der fandtes en gruppe af liberale borgere, der godt skuffede over, hvor lille et fremskridt der blev tale om. Men selv om de var utilfredse, 14

15 besluttede de dog at gøre deres bedste for, at stænderforsamlingerne skulle få politisk indflydelse. Under valget af medlemmer fra København i 1834 til Roskilde stænderforsamling organiserede de sig så godt, at samtlige valgte måtte regnes som liberale. Kendetegnende for disse folk, der også fandt sammen i en gruppe i stænderforsamlingen, var, at de ønskede en større grad af økonomisk og politisk frihed i det danske samfund: toldnedsættelser, næringsfrihed, fortsættelse af landboreformerne (med afskaffelse af hovea.s. Ørsted. Trap: Berømte danske riet som det vigtigste) og fuld Mænd og Kvinder, ytringsfrihed. De havde den glæde, at den frisindede A.S. Ørsted blev valgt til kongelige kommissarius. Hans opgave var ikke alene at repræsentere regeringens synspunkter, men også sagligt at belyse de spørgsmål, der kom op, inden en beslutning blev taget. Selv om nogle af medlemmerne måske ville synes at Ørsted var lidt lang i spyttet, er der ingen tvivl om, at forsamlingen havde stor glæde af, at Ørsted som juridisk skribent og embedsmand var præget af en slags dialektisk metode: Det var hans sædvane, før han fremlagde sit efter standpunkt, omhyggeligt at anføre alt, hvad der talte for, og alt det, der talte imod, et givet standpunkt. Derved kom han ofte til at give dem, der måske ikke delte hans eller regeringens synspunkt i et eller andet spørgsmål, nogle gode argumenter. At stænderforsamlingernes forhandling gennemgående lå på et højt niveau, og at debatten i forsamlingerne i høj grad smittede af på debatten uden for stænderne var i høj grad Ørsteds fortjeneste. Ganske vist havde offentligheden ikke adgang til at overvære debatterne i stænderforsamlingerne, men Ørsted sørgede for, at de blev refereret i Stændertidende, der udkom løbende. De første år den udkom, kunne referatet af nogle af medlemmernes indlæg være noget sporadisk, men fra 40'erne blev de efterhånden så dækkende, at de begyndte at komme op på siden af den senere rigsdagstidende, fra 1953 folketingstidende. Da de stænderdeputerede mødtes første gang i stændersalen i Roskilde 1. oktober 1835, åbnede Ørsted forhandlingerne med denne tale, der på en gang markerede ham som fuldt loyal mod sin regering og sin konge og som en mand, der troede på stænderinstitutionen som et værdifuldt demokratisk redskab. 15

16 1. Stænderforsamlingen er for folket. A.S. Ørsted 1835 H øjærværdige medborgere! Kongens og fædrelandets tro mænd! Det er et stort, et betydningsfuldt ærinde, som har ført os sammen. Vor elskede konge, som altid har erkendt, at det ikke er for sin egen, men for det ham betroede folks skyld, han besidder den magt, der fra hans fædre er nedarvet på ham, har ved en varig indretning villet give dette et nyt pant på, at det fremdeles vil blive styret i denne ånd. Ikke anså han det forsvarligt at vove nogen forandring i selve den statsforfatning, hvorved Danmark nu i ét og tre-fjerde dele århundrede har fundet sig lykkeligt. Men... bød derfor, at mænd, som ved frie valg af deres medborgere dertil er kaldede, tid efter anden skal træde sammen, for at rådslå om fædrelandske anliggender, inden disse ved Kongens beslutning finder deres endelige afgørelse. I de således af folket valgte mænds forsamlinger skal de adspredte og hinanden så ofte krydsende tanker og ønsker om genstande, det offentlige vel vedkommende, samles, klarlig udvikles, alsidig overvejes, berigtiges, og, om i kk e al tid forenes i en fælles overbevisning, dog således gennemarbejdes, at det bliver den suveræne magt lettere at prøve og at vælge det bedste... Det er fra dette øjeblik, at Kongens store og højhjertede beslutning skal træde i liv og virksomhed, og De, højt agtede medborgere, er de mænd... der skal bekræfte Kongens og folkets forventning, gendrive de enkelte lidettroende, som har ment, enten at den nye indretning kun vil blive et tomt skyggebillede, eller at den omvendt kunne udarte til en fortærende, landets rolige lykke forstyrrende kraft. Den ånd, som udvikler og åbenbarer sig i denne første forsamling, vil længe blive ved at virke i dem, der kommer efter; den mening, som derved danner sig om denne indretning, vil ikke så let blive taget tilbage. De er således, ædle medborgere, kaldede ikke blot til over flere, mere eller mindre vigtige fædrelandske anliggender at meddele Deres gode, velovervejede, frimodige og sindige råd, men også til at give den nye indretning sin første bevægelse, til at bringe den ånd i samme, hvorpå dens tillid og anseelse, dens virksomhed og gavn ganske 16

17 beror. Dette er det især, som giver Deres stilling så høj betydenhed. Konge og folk skuer derfor med levende deltagelse hen til den gerning, som her skal fuldbringes. Fra borgen og hyt ten vender tanken sig i dette øjeblik hen t i l Roskilde. Fra mangt fromt hjerte stiger bønner op til himlens og jordens herre for at anbefale dette samfund til hans faderlige bistand. End ikke til fædrelandets grænser indskrænker opmærksomheden sig; også udlandet er begærligt efter at erfare, hvorledes denne nye, i mange måder ejendommelige og under ganske særegne forhold opståede indretning vil udvikle sig. 1 Heller ikke er det blot øjeblikket, som agter på Deres gerning; saga står rede til at optegne den med sin griffel; en fjern eftertid vil endnu tage disse optegnelser for sig og spørge om den ånd, der besjælede dette samfund, om den virksomhed, der gik ud fra samme, og derefter vil den dømme Dem og vor tid. Sjælen udvider sig ved disse betragtninger. Store og stærke følelser bevæger sig i hvert bryst. Blandt disse har taknemmelighed, håb og tillid overhånd; men dog blander sig deri også en følelse af en anden art. Hvorledes kan den retsindige mand, mens han forestiller sig en så herlig, udstrakt virkekreds, undgå også at tænke på pligter, på vanskeligheder, på ansvar, på ansvar for konge og folk, for sandhed og fremtid, for samvittigheden og for den Herre, fra hv e m al evne og lejlighed til gavnlig og hæderlig virksomhed kommer, men som og vil kræve enhver til regnskab for, hvorledes han har brugt det, han har annammet? Dersom mennesket blot havde at svare for det, der lå i viljens forsætlige og bevidste retning, ja da ville hin tanke vist ikke tynge på nogen af Dem så lidt som på mig. Men der er næppe nogen af os, der bliver stående ved et så indskrænket begreb om den troskab i kald og pligt, som samvittigheden fordrer. Det er ikke nok, at man vil det, som er ret og godt; men denne vilje må have en sådan magt over os, at den behersker vort hele sind, alle vore idrætter; den må være fyrig, stærk og fast nok for altid at holde sjælens øje vågent, alle vore kræfter virksomme i pligtens tjeneste; den må formå at underkue enhver lønlig indvirkning af selvkærligheden, der så let forvansker det ægte pligtbegreb og dårer mennesket ved et blændværk af selvgjorte 17

18 pligter og dyder2.... Stedse skal jeg med åbenhed, så vidt evne og indsigt rækker, meddele Dem de oplysninger, som De måtte behøve for tilbørligt at kunne granske de genstande, som bliver Deres granskning underkastet; og med samme åbenhed skal jeg frimodigt ytre mig, når jeg finder noget at erindre imod de meninger, som her udtales. Jeg stoler derfor på, at enhver erindring, som jeg måtte finde mig kaldet til at fremsætte, vil blive ligeså vel optaget, som den er velment. Og denne samme velvilje, denne samme gensidige erkendelse, der, efter hvad jeg ønsker og håber, skal forene mig med denne forsamling, vil vist også forene Dem alle med hinanden indbyrdes... Mindst vil den meningsforskellighed, som uundgåelig ved en eller anden lejlighed vil dele medlemmerne, føre til nogen afsondring i partier, som havde en almindelig stræben efter, så at sige på trods, at være hinanden imod, en afsondring, der let ville kunne berøve institutionen al sin moralske kraft, hvorpå dens hele virksomhed beror. Dog kan jeg ikke tænke mig muligheden af en sådan partiånd i denne forsamling. Den har for liden rod i folkets tilstand og i dets tænkemåde til at kunne finde plads i denne samling af danske mænd, udsøgt i folkets kerne3. Gennemtrængt af fælles kærlighed til konge og fædreland, fælles ærefrygt for dets forfatning, fælles erkendelse af, at ethvert tilsyneladende gode, der ikke kan erhverves uden ad en vej, der fører til forstyrrelse af ret og orden, kun er et forførerisk og fordærveligt blændværk, vil alle endrægtigt forene deres bestræbelser med Kongens for at befordre nationens rolige udvikling og fremgang i alt, hvad gavnligt og hæderligt er. Således vil De ej alene for øjeblikket fortjene Deres medborgeres skønsomme tak, men De vil og nedlægge en sæd, der under bistand af ham, der styrer de menneskelige idrætter og skæbner, vil vokse en sund og kraftig vækst til held og velsignelse for f je r n e efterslægter. I dette skønne håb vil vi nu begynde den gerning, som er os anvist. Kilde: Tidende for Forhandlingerne ved Provindsialstænderne for Østifterne, , uddrag af sp

19 En af dem, der så med skepsis på indførelsen af stænderne, var den kendte teolog og salmedigter præsten N.F. Grundtvig, som var en stor beundrer af den særlige danske enevælde og af Frederik VI, som han mente havde styret Danmark med både visdom og kløgt. Trods det havde han som den stridens mand, han var, et udestående med enevælden, fordi han var blevet dømt for injurier og livslang censur på grund af det skrift, han havde skrevet imod den liberale teolog professor H.N. Clausen, hvis rationalistiske betragtninger han nærmest opfattede som en form for vantro4. Efter hans mening var den eneste grundlæggende reform, enevælden havde brug for, mere ytringsfrihed. Da stænderne først kom i gang, og en livlig debat fulgte, blev Grundtvig positivt overrasket over, hvor meget stændernes første samling i Roskilde og Viborg betød for debatten i Danmark. Samtidig blev han inspireret til at udvikle sine tanker om, at Akademiet i Sorø skulle omdannes til en læreanstalt, der kunne give folk en slags dansk-nordisk dannelse og dermed de kundskaber, som var nødvendige, for at stænderinstitutionen kunne trives. I 1838 fik Grundtvig lejlighed til gøre rede for sine tanker herom i forbindelse med de forelæsninger, han holdt på Borchs kollegium om Europas historie i de sidste 50 år for dem, der havde lyst til at høre ham. Under sit foredrag den 23. november 1838 sagde han bl.a. D 2. Den fri folkestemme. N.F.S. Grundtvig 1838 og, først og sidst skal Danmark takke ham [Frederik VI] for den fri folkestemme, ligesom han med sin stamfader Frederik den Tredje takkede og takker sit folk for enevoldsmagten, der gav ham den frihed, kongen for at virke med lyst og held i sin kreds nødvendig må have: den myndighed, der satte ham i stand til at nedbryde de skadelige privilegier, der satte ham i stand til at løse bondens lænker og folkets tungebånd, satte ham i stand til at oprette et folkeråd, der kun ved en sprogfejl kaldes rådgivende stænder, da der hverken findes adelsstand, præstestand, borger eller bondestand, men kun kongens og folkets fuldmægtige, som rådslår om det almindelige bedste, uden at nogen tør sige, at enkeltmands eller nogen klasses særegne fordel i strid med det skal tages i betragtning. Og, m. h. [mine herrer], til at beundre den fri folkestemme, der nu hæver, udvikler og klarer sig i Roskilde og Viborg, til at prise den enevoldskonge, der fremkald- 19

20 te, og til at lykønske det folk, der vandt den, dertil kan heller ingen have mere kald end jeg, da næppe nogen for øjeblikket skatter den højere, netop som den er, og jeg dog netop var iblandt dem, der anså folkerådets oprettelse for et sørgeligt misgreb, og overbevistes først om min forblindelse, da det trådte i kraft. Begge dele skylder jeg imidlertid både sagen og mig selv lidt nærmere at oplyse; thi det er visselig ikke således at forstå, og jeg nogen sinde har anset den fri folkestemme for noget ondt, da jeg tværtimod altid har betragtet den som aldeles nødvendig til kongens oplysning og folkets tilfredshed og rigets bedste; men jeg tænkte som en bogorm, at den fri folkestemme kunne allerbedst ytre sig gennem vore penne, uden mund og mæle, ordentligt valg eller gyldig fuldmagt; så endnu efter julidagene [I Frankrig 1830] og to besøg i England ønskede jeg Danmark kun en udvidet og bedre ordnet skrivefrihed, men intet virkeligt folkeråd, som mig syntes måtte nu om stunder altid blive galt, enten så de førte ordet, som havde kundskab uden ejendom, eller de, der havde ejendom uden kundskab. Hvor mesterlig nu danekongen løste den store opgave, den største til det borgerlige selskabs redning for øjeblikket og flor i fremtiden, det kan kun tiden klarlig og fuldelig vise; men jo længer jeg ser indretningen virke, og jo bedre jeg sammenligner Danmarks Grundlov af 28de maj 1831 med folkelivets tarv, des mere må jeg beundre dybden i kongens hjerte og højden af Danmarks lykke... Ser vi tiden an og lader indretningen, vi i det hele ynder, virke, som den er, en menneskealder eller to, da får vi at vide, hvad den fremmer, og hvad den fejler, og da ved vi, hvis forandring har vist sig nødvendig, også, hvordan den skal gøres, for virkelig at være en forbedring. Denne tålmodighed har man vistnok ikke haft i Frankrig; men derfor kom man heller ingen vej, kom ej nær så vidt, som England var ved gennem århundreder hellere at tåle store ulejligheder og håndgribelige misbrug end røre ved det faste grundlag, der er enhver statsforfatnings øjesten. Jeg vil i den henseende kun tilføje, at når man klager over de ulejligheder, det medfører, at rådet i Roskilde og Viborg ej holdes på én og samme tid, da er det noget, der slet ikke hører til det faste grundlag, men lader sig lettelig forandre, når kongen blot vil bruge to kommissærer i stedet for én, hvad jeg formoder, 20

21 Majestæten gerne føjede folket i, når det forlangtes; og oplyste man med det samme fordelene ved, at kollegiernes forslag i regelen tryktes betimelig før møderne, så rådet var forberedt, og møderne blev korte, da tænker jeg, også dette til stor gavn for indretningens frugtbarhed ville blive bevilget. Dog, selv om jeg heri tog fejl, og selv om der i denne konges dage, dem himlen Portrætmaleri af N.F.S. Grundtvig, malet af forlænge, ej skete mindste C.A. Jensen. Wikipedia. forandring i de for øjeblikket gældende bestemmelser, da var ulejligheden deraf så ubetydelig, i sammenligning med fordelen af et fast grundlag, at den vist ej burde komme i mindste betragtning, og man skulle forundre sig over, hvilke frugter dette træ alt i sin opvækst ville bære, når vi blot ikke aldeles fattedes en anstalt til ungdommens folkelige oplysning og dannelse. Ja, m. h., de har kanske alt hørt, hvad jeg ville gøre ved akademiet i Sorø, hvis jeg rådede for det, og i alt fald hører de nu, at først og frem mest ville jeg feje latinen ud, så der blev ikke mere af den, end der er bag på min hånd, og så ville jeg stræbe at samle der på én plet alt det ægte danske, der endnu er til i følelse, i tungemål og tankegang, og lade det frit gære ud i levende vekselvirkning, for at have den fornøjelse dog en gang at vise verden, hvad den nødig vil tro: at der dog virkelig er noget i Danmark, som ikke er råddent, men frisk og smukt og yndigt, i en grad og en forbindelse, som det ikke findes noget andet sted i verden, kort sagt: at forsynet har ingenlunde taget fejl, ved at gøre Danmark til det ældste kongerige på jorden, men at her virkelig er noget folkeligt, som fortjente at bevares i sin naturlige renhed og fortjente frihed til i fred at udvikle sig efter sine egne naturlove til en dansk bevidsthed, oplysning og forklaring. 21

22 Ja, det ville jeg, m. h., når jeg rådede for det; og jeg er vis på, aldrig nogen i Danmark har villet noget bedre end det; jeg er også vis på, at alle dannemænd og dannekvinder, når de rådfører sig med deres hjertelag, vil noget lignende; thi sæt, m. h at ikke blot min anskuelse af Sorø som pladsen for en sådan folkelig højskole, udlagt af biskop Absalon, opmålt af Kristian den Fjerde og bebygget af Frederik den Sjette, at denne min anskuelse var kun et tomt hjernespind; men sæt også, at min vurdering af det danske hjerte, dets dybe, paradisiske længsler, skjulte, glimmerløse, men ægte rigdom, og let miskendte, let misbrugte, let forførte, men inderlig elskværdige, velsignede ejegodhed, at min vurdering af det var, kunne menneskelig talt være overdrevet, eller dog at mine store forhåbninger om det milde lys, den fredelige styrke og den levende smag for alt ægte godt og skønt, sandt og stort, et sådant hjerte ved en fri naturlig udvikling og dannelse ville vinde, at de forhåbninger måtte skuffes sæt det alt, om De vil, og om De kan! så bliver det jo dog tilbage som en unægtelig sandhed og en urokkelig vished: at dansk, hvor fattigt og hvor usselt det så var, dog ville passe tusind gange bedre for Danmark end latin, at det danske tungemål, som dog til hverdagsbrug må beholdes, ville både tales og forstås langt bedre, når det dyrkedes flittig og fik lov til at følge sine egne love, end når det afrettes og radbrækkes efter latinen, og at danske folks naturlige tankegang, når den fik lov at råde i vor lovgivning og alle vore borgerlige indretninger, ville passe meget bedre, træde langt anderledes i kraft og vinde folkets hjerte, end nogen som helst anden tankegang, selv den ypperste under solen, der altid som fremmed må påtvinges og falde unaturlig. Og synes Dem da ikke, m. h., det er sørgeligt, at der ej i hele Danmark findes en eneste plet, hvor i det mindste den del af ungdommen, der hverken kan eller vil lære latin, hverken kan eller vil være bogorme, hvor de kunne mødes og finde vejledning og opmuntring til ved siden af deres borgerlige syssel også at dyrke og udvikle det folkelige, det danske hos sig, klare deres forestillinger om fædrelandet og dets tarv i alle måder, nære deres kærlighed til det, og venlig berøres af alt det udmærkede, Danmark i denne sin folkelige retning har frembragt! ja, finder De ikke, at når folkerådet skal svare til sin hensigt, og folkestemmen ej kvæles i fødselen af de studeredes latinske, tyske, franske 22

23 eller dog kunstige og boglige veltalenhed til anprisning af egne meninger og fremmed herlighed, skal det ikke ske, men folkestemmen virkelig blive et klart og mægtigt udtryk af folkets følelse og naturlige tankegang, da vil det ingenlunde forslå, at Majestæten viselig har sørget for, at hverken præster, professorer eller jurister skal have flere stemmer i folkerådet, end han eller de i regelen ustuderede vil unde dem, det vil, det kan ikke forslå, siger jeg, fordi selv den mest fremmede eller forkerte vidskab og dannelse vil, så længe det går på munden og ej på hånden løs, altid vinde sejr over det folkelige og naturlige, hvor den tilsvarende vidskab og dannelse fattes; og de må i regelen nødvendig fattes, og selv i undtagelserne findes svage og frygtsomme, hvor der som hos os ej er føjet mindste anstalt til at befordre, men findes alle mulige skranker til at hæmme dem. Fandt De derfor ikke, m. h., at vi trænger højt til en folkelig højskole, da kunne det umulig være, fordi de tænkte, den var undværlig, når dansk skulle gøre sig gældende; men det måtte være, fordi dansk var dem i grunden foragteligt, dansk oplysning, vidskab og dannelse i deres ører tomme ord uden vægt og betydning; men derfor er jeg også i dette stykke deres bifald vis; thi havde de end ikke så megen dansk natur i dem selv, at de umiddelbar følte dens værd, dens ret til at herske i landet, og dens bekvemhed til en herlig dannelse, så mødte De dog sikkert en så yndig natur i danske børn og så megen vidskab og dannelse i ulatinske, i danske kvinder, at de umulig kan kalde dansken et barbari, der skal [udryddes]... Kilde: N.F.S. Grundtvig: Af Mands Minde , udg. Af Sv. Grundtvig 1877, s. 492 ff. Den liberale bevægelse Den liberale bevægelse, der nu begyndte at rejse hovedet, var utilfreds med valgretsbestemmelserne. Mange akademikere og embedsmænd havde ikke den ejendom, der skulle til for at være valgberettiget eller valgbar. Således var kun en af Universitetets professorer valgbar til Roskilde stænderforsamling, mens ikke mindre end 73 brændevinsbrændere opfyldte betingelserne. På denne måde at udskyde folk, der havde en høj uddan23

24 nelse og ekspertise i kraft af arbejde i regeringskontorerne, fandt de liberale mærkeligt. En af dem, der kritiserede det, var den unge liberale jurist Orla Lehmann ( ), der hurtigt blev kendt for sine talegaver. Endvidere vendte de sig imod, at de fire forsamlinger byggede på stænderprincippet. De liberale var tilhængere af, at de folkevalgte repræsenterede den samlede nations interesse ikke snævre stænderinteresser. Stændernes opdukken satte gang i den liberale oppositionsbevægelse. Dens vigtigste krav blev, at ytringsfriheden skulle gøres reel, og at der skulle indføres en fri forfatning med en folkevalgt forsamling, der havde besluttende myndighed, og en ansvarsfri konge, der udøvede sin magt gennem ansvarlige ministre. For de liberale var det selvfølgeligt, at magtens centrum skulle være den folkevalgte forsamling. Danmark havde brug for en hurtig modernisering. For at den kunne gennemføres, skulle de hindringer, enevælden havde stillet op for den politiske debat, ryddes af vejen. Så længe Kong Frederik VI levede, afholdt den liberale bevægelse sig fra direkte at rejse kravet om indførelse af en fri forfatning. Kongen var simpelthen så populær, at det ville have været halsløs gerning. Orla Lehmann mente, at årsagen var, at befolkningen i kongens jævnhed både i forstand og færd - og godmodige deltagelse for individernes vel så en erstatning for statsmandens og regentens fejl. Da Christian VIII besteg tronen 3. december 1839, forventede de liberale, at der nu ville ske noget. Det var den almindelige mening, at den nye konges politiske evner oversteg forgængerens. Desuden havde han ord for at være liberal i sin indstilling. Mange håbede på, at han var manden, der ville lade enevælden erstatte af en fri forfatning. Det viste en række adresser fra studenter og forskellige byer. Den af adresserne, der vakte mest opsigt, var den første, som allerede var færdig om aftenen den 3. december. Den var forfattet af Orla Lehmann og underskrevet af 250 akademikere og studenter: Kun ved en kraftig genfødsel ville Danmark vinde den ære, frihed og velfærd, hvortil folkets retelskende og trofaste karakter og trofaste karakter og dets hele historiske udvikling giver det så retfærdig adkomst. Statslivets former skulle bringes i samklang med tidens fordringer og folkets kultur. Det var budskabet i adressen. Da en deputation anført af Lehmann afleverede adressen til den nye konge den følgende dag, svarede kongen temmelig afvisende. Lehmann tog et referat heraf og offentliggjorde det i det nationalliberale blad Fædrelandet, som netop var begyndt at udkomme dagligt. Det viste, at den nye konge ikke fandt tiden inde til at indføre en fri forfatning. Men om ikke andet havde det liberale parti opnået, at det blev tilladt offentligt at diskutere forfatningsspørgsmålet. En af årsagerne til, at Christian VIII havde held til at modsætte sig kravet om indførelse af en fri forfatning, var, at de fleste mennesker i Danmark stadig gik ind for den enevældige styreform. Kongens vigtigste forbundsfæller var bønderne. De havde gode erfaringer med enevælden: De land24

25 boreformer, der havde set dagens lys i sidste halvdel af det 18. århundrede, var blevet igangsat af en fremsynet enevældig regering med kronprins Frederik (den senere Frederik VI) i spidsen. De forskellige synspunkter i forfatningssagen kom frem, da Roskilde Stænderforsamling samledes Til forsamlingen blev der indgivet en række andragender om forfatningsspørgsmålet. De fleste bad stænderforsamlingen om at arbejde for indførelsen af en fri forfatning. Enkelte adresser advarede derimod bestemt mod at opgive enevælden f.eks. en adresse, der kom fra 53 indbyggere på Langeland. Indførte man en fri forfatning, ville der opstå partier, som ville Christian 8. Her malet som tronfølger af L. Aumont i Wikipedia. søge at varetage særinteresser. Resultatet ville blive, at man ville skade det, der tjente hele samfundet: det almene vel. Man havde brug for en uvildig instans i form af en enevældig konge, der hævede sig over særinteresserne. Det bekymrede de nationalliberale, at debatten i stænderforsamlingen såvel som de adresser, der var blevet afleveret til forsamlingen, godt kunne give tilhængerne af enevælden det indtryk, at bønderne ikke ønskede at opgive enevælden. Synspunkter på enevælden som i den anførte adresse brød de liberale sig ikke om, ikke mindst fordi meget tydede på, at mange bønder delte dem. Skulle det lykkes at komme igennem med kravet om en fri forfatning, var det nødvendigt at lægge pres på kongen. Så bønderne, der udgjorde ca. 75 pct. af befolkningen, kunne ikke undværes i kampen for indførelsen af en fri forfatning. Derfor var Orla Lehmann, der allerede i 1841 fremstod som de danske nationalliberales førende talsmand, ude efter en lejlighed til at gå i clinch med enenældetilhængernes synspunkter. Denne lej25

26 lighed kom i 1841, da han kort efter at være blevet indvalgt i Roskilde stænder tilfældigvis var på besøg i Nykøbing Falster. Ved et møde med nogle bønder på byens rådhus spurgte en af dem, Christoffer Rasmussen, ham om, hvorfor bønderne skulle svigte den enevælde, der havde gjort så meget godt for dem. Det var lige det spørgsmål, Lehmann havde ønsket sig. Så han svarede med sin siden så berømte delvis improviserede Falstertale: 3. Giv folket større andel i magten. Orla Lehmann 1841 M ine Herrer! Den opfordring, Christoffer Rasmussen har fremsat, skal jeg med fornøjelse efterkomme... Derfor glæder jeg mig over, at her er givet mig lejlighed til offentlig og åbenlyst at imødegå vildfarelser, som jeg meget godt ved, at man søger at udbrede mellem bønderne, men som vil forsvinde, så snart sandheden kan få sin ret. En sådan vildfarelse er det, når der her blev sagt, at de suveræne konger har gjort meget for bønderne og forsvaret dem mod de mægtige.5 Det er en vildfarelse, som Landets Historie modbeviser. Den lærer os vistnok, at enevoldsmagten gjorde en ende på adelsvælden. 6 Hvorledes det gik til med enevoldsmagtens indførelse, derom kunne der siges meget; men det vedkommer os ikke her. Nok, den sejrede, og derved var adelens magt knækket. Ja, knækket lige overfor kongerne; men monstro også lige overfor bønderne? Spørg historien, og den vil svare Dem, at over bønderne beholdt adelen sin gamle magt, ja at den fik ligesom til trøst en hel del nye rettigheder, så at bønderne vedblev at være trælle, og at deres kår stedse blev værre og værre. Og foruden vor egen adel kom der hele hærskarer af tyske baroner og landstrygere ind i landet, som blev mægtige herrer både ministre og amtmænd og herremænd som handlede helt ilde med bonden. Endelig lærer historien, at det trældomsåg, som hidtil kun havde hvilet på øerne, ved stavnsbåndets indførelse [1733] nu også blev lagt på de hidtil frie jyske bønder. Alt dette gjorde de suveræne konger. Den, som tror, at revolutionen af 1660 har været til bøndernes fordel, har taget storligt fejl; thi aldrig har det tryk, hvorunder de sukkede, været så hårdt og så almindeligt, som efter den tid. En ussel og forkuet slægt, opvokset i urenlighed og vankundighed i elendige jordhytter, arbejdende under 26

27 ridefogedens pisk for strenge, ofte fremmede herrer, som frådsede i hovmod og overdådighed det er det sørgelige billede, historien giver af den danske bondestand under enevoldskongerne, lige fra suverænitetens indførelse og indtil slutningen af det forrige århundrede. Dengang blev der gjort meget for bonden det er sandt, og det skal De bevare i taknemmelig erindring, og De skal ihukomme, hvor stor og hæderlig en del Kong Frederik VI havde deri. Det er i sandhed ingen ringe ros, at han alt i sin unge alder med begejstring opfattede denne sag, og at han lige indtil sin død usvækket bevarede sin kærlighed for bonden. Men hvis De tror, at han personligt udrettede alt, hvad der da skete, så glemmer De, at han, da de første afgørende skridt skete, netop var kommet ud af drengealderen, og at der indtrådte en standsning, til dels endog en tilbagegang, da de mænd døde eller trådte tilbage, som havde både foreslået og udført det. Frederik VI støttede dem med et oprigtigt sind; men det var modne, prøvede mænd, som Bernstorff, Reventlow, Colbiørnsen og mange andre, som førte sagen frem ja den egentlige opfinder og forfremmer, det var tidsånden, den ved ædle og kloge mænds tænkning og tale forberedte, ved pressen udbredte, ved begivenhederne styrkede offentlige mening. Derfor ser vi også, at i lande, som ikke stod under de danske kongers myndighed, omtrent de samme fremskridt gjordes, som hos os, og de ville også hos os være sket, hvad enten Kongen havde haft enevoldsmagten eller ikke; thi det er umuligt, at, om vi dengang havde haft lovgivende stænder, nogle herremænd kunne have modstået Kongen, regeringen, pressen, den store oplyste og frisindede del af nationen. Kongen ville i stænderne ikke have fundet en hindring, men en støtte for, hvad han ville udføre til frihedens, fædrelandets, bondestandens bedste, og hvis derunder bønderne var ledt frem til selv at være med, så ville det ikke blot have været til ære for dem, men også til fordel; thi var det gået lidt langsommere med afgørelsen, så ville det være gået raskere med tilegnelsen, og navnlig ville den hele udvikling være blevet stadigere fortsat. Hvad jeg her har sagt, og hvad enhver, der kender til Danmarks historie, vil bekræfte, det vil vise Dem, at det er en stor vildfarelse, at de suveræne konger har været almuens venner og beskyttere. Dette gælder kun om én af dem, nemlig Frederik VI, og det er såedes ikke ene- 27

28 vælden, men en af tidsånden grebet og af den oplyste del af folket støttet konge, som bonden skylder taknemmelighed. Men lad os nu endog sætte, at alt, hvad der er gjort for bondestanden, ene skyldtes Frederik VI, så er han nu i alt fald død. Men ved De da, om Christian VIII i det stykke tænker ganske som han? Og selv om De vidste det både om ham og om hans søn [Kronprins Frederik], så kan De i alt fald ikke vide det om deres endnu ufødte efterkommere. Det er derfor misligt at bygge en sag på et enkelt menneskes personlighed; thi ligesom Frederik VI tænkte og handlede i dette stykke helt anderledes, end de suveræne konger før ham, såedes kan intet borge imod, at der jo engang kan komme en konge i Danmark, som tænker og handler helt anderledes end Frederik VI. En sådan konge kunne da i kraft af sin enevælde kuldkaste, hvad der var gjort; han kunne til ejendomsrettens beskyttelse eller til for en friere benyttelse af landbrugene eller deslige bringe bønderne tilbage under de stores herredømme, til hvilke regenternes omgivelser i reglen vil høre. 7 Over en svag konge kunne det vel tænkes, at disse kunne få magt, men ikke over et stærkt, folkekåret folkeråd. Vil bønderne derfor sikre sig både at beholde, hvad de har opnået, og at opnå, hvad de endnu retfærdigt kunne ønske, da må de sætte deres håb til en fri forfatning. Lad os rådspørge vor egen erfaring! Har måske vore nuværende stænder vist sig fjendtlige mod bondesagen? Er det ikke netop dem, som efter en lang stilstand atter har bragt den et godt skridt fremad? Er det ikke dem, som har drevet vejsagen, jagtsagen og landkommunesagen igennem, bragt nyt liv i hoveriafløsningen, gjort en begyndelse til naturalydelsernes, navnlig frikørslernes, afløsning, m. m.8 Ganske vist har der været modstand og kamp det ligger i frihedens væsen men sejren var på vor side. Alt det har stænderne udrettet til bondestandens bedste, uagtet de kun har bestået i få år, og uagtet godsejerne i dem har et så stort antal stemmer. Og når stænderne ikke har udrettet mere, så er det ikke, fordi de har for megen, men fordi de har for liden magt. Og hvorledes skulle det kunne være anderledes? Hvorledes skulle det kunne tænkes, at de af folket selv valgte mænd skulle være fjendtlig sindede mod folkets interesser? Hvorledes en tilkommende enevoldskonge vil tænke, og hvilke råd han vil følge det ved de ikke, og derpå kan de ikke have nogen indflydelse. Der- 28

29 imod står det til enhver tid i bøndernes magt at vælge mænd til stænderforsamlingen, som har både evne og vilje til at værne om deres ret og til at virke for deres bedste. Og disse vil ikke komme til at stå ene. Se dem dog om! Er det blandt vennerne af enevælden eller blandt vennerne af en fri forfatning, er det f.eks. blandt de høje herrer ved hoffet eller blandt de så ilde ansete bladskrivere, at bondens vel finder sine varmeste talsmænd? Og se dem om i en videre kreds! Har måske de norske bønder haft skade af den frie forfatning, hvilken vor nuværende konge som prins har skaffet dem? Har de ikke tværtimod ved hjælp af denne forfatning sat deres billige og retfærdige ønsker igennem og bragt det så vidt, at staten næsten er gældfri, og de selv befriede for mange af de mest trykkende skatter? Når bønderne kun får sandheden at vide, så vil de lære, at så lidt de har nogen særlig grund til at elske enevælden, så lidt bør de låne øre til dem, som vil ophidse dem mod stænderne og friheden, så vil de lære, at fremskridtene, langtfra hos stænderne at møde nogen farlig modstand, tværtimod hos dem har fundet, og alt som de vinder i magt, stedse kraftigere vil finde en redelig, folkelig og virksom understøttelse. Der er i, hvad Christoffer Rasmussen nys har anført, et andet punkt, som trænger til nærmere forklaring. Han mente nemlig, at, siden de suveræne konger havde gjort så meget for bønderne, så skulle disse vel betænke sig, inden de rakte hånden til at tage magten fra kongerne og give den til stænderne. Det er herom, jeg skal tillade mig endnu at sige et par ord. Hvis vi fik en fri forfatning, så er det ganske rigtigt, at stænderne ville erholde større magt, og at kongernes enevælde ville ophøre. Men er det det samme, som at tage magten fra kongen? Ville han ikke ligefuldt vedblive at være statens ypperste hoved, ansvarlig ene for Gud og sin samvittighed? Ville han ikke herefter, som hidindtil, stå i spidsen, ikke blot for regeringen, men for hele folket, både i fred og i krig, så at uden hans vilje ingen krig kunne begyndes, ingen fred afsluttes, ingen lov blive til? Det er kun magten til at skade, men ikke magten til at gavne, som en fri forfatning ville berøve ham. Desuden må de ikke tro, at kongen i virkeligheden er så enevældig, som man efter ordene skulle tro. Så lidt som kongen selv går omkring og kaster sneen på vejene eller fanger tyve, så lidt kan han selv i vigtige sager se alt 29

30 med egne øjne, kende alt, udrette alt; det er embedsmændene, efter hvis forestillinger de fleste sager afgøres, dem, som bringer til udførelse, hvad der er besluttet. Det er dem, som i gerningen udøver en stor del af den magt, som efter ordene tillægges kongen, men som unddrager sig ansvaret for deres handlinger ved at krybe i skjul bag kongekåbens purpur og således at stille deres herre blot for meget, hvortil han i grunden kun låner navnet. I virkeligheden er det derfor snarere kollegiernes end kongens magt, man ønsker flyttet over til stænderne; det er folkekårne rådgivere, man vil stille ved tronens side, i stedet for de selvkårne. Stænder vil alle have. Så vidt er det da gudskelov kommet i Danmark, at ingen længer ønsker den forrige tilstand tilbage, da folket ikke engang turde snakke med om sine egne anliggenders ordning. Men hvad kan det nytte, at vælgerne samvittighedsfuldt udsøger de bedste mænd af deres midte, og at disse kommer sammen og drøfter og arbejder og stræber for folkets bedste hvad kan alt det nytte, når et par etatsråder, som ikke er en smule klogere end de bedste mænd i stænderne, men som kender langt mindre til folkets anskuelser og fornødenheder, kan sidde ved deres grønne bord inde i København og lave det således, at det ene efter det andet bliver forkastet, eller udsat eller forkvaklet.8 Man skulle virkelig tro, at de gode herrer mener, det går med love som med vin, at de bliver bedre, jo længer de henligger. Det er dette, man ønsker herefter at forebygge. Men en folkeligere ånd og kraftigere forvaltning vil vi kun kunne få, når folkets udkårede erholder større indflydelse. Den større magt, stænderne fik, den ville komme hele folket til gode, og den ville vise sin gavnlige virkning i småt som i stort. Giv folket større andel i magten, og selvbevidsthed og selvfølelse og frejdig lyst til at virke for fædrelandets vel vil vågne i hver dansk mands bryst. Regeringen vil blive dygtigere og stærkere; skatterne vil blive mindre eller i alt fald anvendes på en nyttigere måde; i kommunerne i amterne, købstæderne og sognene ville mange brave mænd, hvis kræfter nu ligger ubenyttede, få lyst og lejlighed til at virke for deres medborgeres vel. Ja selv de rent private foretagender vil trives bedre, når der er mere tilladt og mindre forbudt, og når friheden sikrer retten, styrker modet, letter bevægelsen. Det var jo vel en prøve værd. jeg tror, at det vil vise sig hos os, hvad der har vist sig på 30

31 andre steder, at en fri forfatning vil gøre det lettere for regeringen at udrette noget godt, vanskeligere at gøre noget slet, men umuligt at gøre slet ingenting. Alt, hvad jeg har sagt, går ud på at vise, at det aldeles ikke er meningen, at tage nogen god og ønskelig magt fra kongen. Tværtimod jo større magt folket får, desto større magt får også kongen; thi kongen og folket er ét, og kun den konge, som har et stærkt folk, kan selv være stærk. De må nemlig ikke tro, at det går med kraften, som med en sum penge, at hvad man giver den ene, det tager man fra den anden, og deler man det, så får hver kun det halve. Nej, jo større kraft folket får, desto større bliver også kongens sande magt magten til at modstå fremmed anmasselse og til at forsvare rigets uafhængighed magten til i det indre at fremme landets udvikling og folkets vel. Kun om én ting gælder det, at hvad man giver til den ene, det tager man fra den anden, og denne ene ting er netop penge. Men om det nu virkelig blev så, at regeringen fik lidt mindre, og at skatteyderne beholdt lidt mere var ulykken da så stor? Er det så ubilligt, at hvermand så vidt muligt selv nyder frugterne af sit arbejde? Eller er det så urimeligt, når man mener, at enhver ved bedst at anvende, hvad han selv har erhvervet? Den rette statskasse, det er hvermands lomme. Den bør stå åben, så snart det gælder nationens ære og frihed eller noget i sandhed nyttigt eller ædelt formål; men den skal være lukket, når der kun er tale om forfængelig tant eller gale projekter. Den hånd, som åbner og lukker for folkets lomme, det er folkets udkårne mænd de er de bedste skatmestre. Derfor er skattebevillingsretten hjørnestenen i enhver fri forfatning; thi det kan ikke nægtes, at pengevæsnet altid har været enevældens svageste side.9 Eller tror man, at, hvis folket i sin tid havde haft skattebevillingsret, det da ville have været muligt at bortkaste mange millioner på at bygge pragtfulde og overflødige slotte, hvormed Nordsjælland var som oversået, så at man kunne stå og spille fjerbold fra det ene til det andet? Eller tror man, at folkets udvalgte ville have samtykket i at mæske alle de tyske småprinser, projektmagere og vagabonder, der som grådige ravne kastede sig over det stakkels land, og skummede fløden af folkets arbejde, mens de bandt munden på den okse, der tærsker?10 Ville det ikke have været langt bedre at lade folk beholde, hvad de behøvede til at forbedre deres bedrift og til at 31

32 nyde lidt af livets glæde, eller i alt fald at anvende skatterne til nyttige foretagender, som kunne have fremmet landets opkomst? Men selv i denne sag er det ikke kongen, man vil afknappe noget. Hvad han behøver til at leve i overensstemmende med sin høje stand, det kan landet godt tåle at yde, og selv om man syntes, der gik vel meget med til balparéer og jagtforlystelser, så er jeg vis på, at det ville enhver nok unde ham. Men også her er det de snyltegæster, der vil leve højt, uden at arbejde, som omgiver kongerne og misbruger deres godhed eller svaghed, fra hvem forargelsen kommer. Det har til alle tider vist sig, hvor vanskeligt det falder kongerne at sige nej; det ville derfor vist være til deres eget bedste, dersom folkets repræsentanter kunne påtage sig den ulejlighed. Det er på tide, at jeg slutter. Jeg vil derfor kun endnu udtale den overbevisning, at spørgsmålet ikke er, om Danmark skal have en fri forfatning med skattebevillingsret, som de fleste oplyste nationer allerede har, som ingen, der har opnået den, for nogen pris vil opgive, som de, der ikke har den, stræber efter. Nej, spørgsmålet er kun, når det vil ske, og dette vil væsentligt bero på, hvor klart folket selv erkender dens gavnlighed, og hvor inderligt det længes efter at blive delagtigt i dette gode. Derfor er det godt, at folket begynder alvorligere at overveje denne sag; derfor er det pligt for enhver, som kan det, at oplyse de ukyndige, at berolige de ængstelige, og styrke de tvivlrådige. Det har jeg stræbt at gøre efter den dertil mig givne anledning. Deres velvillige og livlige opmærksomhed har vist mig, at jeg ikke har talt til døve øren eller forhærdede hjerter, og derfor tør jeg hå be, at også denne stund vil bære god frugt, når De nu i stilhed vil overveje og i forening vil drøfte, hvad her er sagt. De skal da sande, at tanken om frihedens værdighed og om fædrelandets vel har kraft til at klare ånden og varme hjertet. Med dette ønske vil jeg nu byde Dem farvel. Kilde: Af Orla Lehmann efterladte Skrifter, III, udg. af Carl Ploug 1873, s Hvis styret lod Lehmanns tale passere upåtalt, var der ingen tvivl om, at presset på enevælden ville blive forøget. På den baggrund rejste regeringen 32

33 sag mod Lehmann. Han blev anklaget for at have udbredt had og misnøje mod forfatningen. I begyndelsen af 1842 kom sagen for Højesteret, og her førte Lehmann selv ordet som sin egen forsvarer. Han var ganske vist ikke i stand til at overbevise dommerne om, at han var uskyldig, men på den anden side opnåede han, at forfatningsspørgsmålet blev placeret øverst på den politiske dagsorden. Han sikrede altså, at den politiske diskussion i fremtiden kom til at handle om det, der lå de liberale på sinde: en ændring af lan dets styreform. De liberale og det nationale Ved Danmark forstår vi alt land mellem Øresund og Ejderen, og vi er rede til at forsvare vort gamle Dannevirke... Og skulle det gøres fornødent, da vil vi med sværdet skrive på deres ryg det blodige bevis for den sandhed: Danmark vil ikke. Med disse krigeriske ord proklamerede Orla Lehmann ejderpolitikken maj Hvad var baggrunden herfor? Inspireret af liberale og nationale strømninger fra syd voksede en slesvigholstensk bevægelse sig i løbet af 30' erne og 40 erne stærk. Dens krav var, at det helt tyske Holsten og halvvejs fortyskede Slesvig tilsammen skulle have en fri forfatning. Kravet betød, at Det Danske Monarki skulle bestå af to selvstændige stater: Slesvig-Holsten og Kongeriget i union med hinanden. Heroverfor stillede Kongerigets liberale ejderpolitikken. Den gik ud på, at Kongeriget og Slesvig skulle forenes under en fri forfatning, medens Holsten som medlem af Det Tyske Forbund blot skulle bevare en spinkel tilknytning til den danske stat. Da Lehmann på den liberale bevægelses vegne udråbte ejderpolitikken, blev bevægelsen for alvor nationalliberal: En gennemførelse af ejderpolitikken ville betyde, at der i langt højere grad end tidligere ville blive skabt en ren dansk nationalstat. For de nationalliberale gik omdannelsen af Danmark til en nationalstat og indførelsen af en fri forfatning hånd i hånd. Den frie forfatning ville skabe en stærkere stat, fordi folket ville få en helt anden mulighed for at udfolde sig, når de bånd, der hæmmede udviklingen materielt som åndeligt blev sprængt. Og det ville betyde, at det blev lettere at modstå presset fra syd. Nedenfor følger Lehmanns provokerende tale, der blev holdt som en skåltale, da de liberale, som de plejede hvert år den 28. maj, på Skydebanen i København fejrede udstedelsen af stænderanordningen 28. maj Lehmann havde da netop afsluttet sin afsoning af en fængselsstraf på 3 måneder, som han fik for med sin falstertale at have udbredt misnøje mod rigets forfatning. 33

34 Fastertalen kostede Lehmann tre måneder i fængsel i domhuset på Nytorv, som han afsonede i begyndelsen af 1842 efter det foreliggende billede at dømme under behagelige forhold. Litografi af W. Koch efter P.E. Lorentzens tegning fra D 4. Danmark til Ejderen. Af Orla Lehmann 1842 en godshedfulde velvilje, hvormed De her så uventet har modtaget mig, giver mig håb om, at De kunne være villige til at gøre mig en stor tjeneste. Jeg vil nemlig oprigtigt tilstå, at jeg befinder mig i nogen forlegenhed; thi jeg skal udbringe Danmarks skål, og jeg ved ikke ret, hvad Danmark er. Forstå mig ret, jeg ved helt vel, at Danmark er et lidet fattigt land 11 skønt rigt på smør12 der ejes af en enevældig konge og regeres mere eller mindre godt ved hjælp af en stor Mængde embedsmænd og 34