DUCATI EKSPRESSEN. Sportstouring side 16. Monsterglæde side 22. Battle of the Twins. Bologna or Bust. Teknik side 28.

Transkript

1 DUCATI EKSPRESSEN Medlemsblad nr.100 OkTOBER 2013 GF Referat Side 4 Bologna or Bust side 6 Sportstouring side 16 Monsterglæde side 22 Battle of the Twins side 24 Teknik side 28

2 INDHOLD #100 Redaktøren siger...3 Nyt fra Regionerne...3 GF Referat...4 Beveltur til Bologna...6 På 749 til Nordkap...16 Italiensk marked...21 KONTAKTPERSONER Formand / President: Søren Johansen Kildegårdsvej 3, 3660 Stenløse Tlf.: formand@ducati.dk Kasserer: Johnny Lautrup Lindhardt Tlf: kassemester@ducati.dk Klubbens bankkonto: nr.: Redakteur - Ducati Ekspressen: Redigering og Layout: Niels Horskjær niels3@ducati.dk Korrektur - Ducati Ekspressen: Dorthe Lautrup Lindhardt Tlf: dll@ducati.dk Jylland(Midt) & Klubbutikken: Bo Madsen, Industrivej 1, 8450 Hammel Tlf.: ducati@morini.dk Jylland(Syd) Dan Crohn Tlf: crohn@ducati.dk Sjælland: Jens Randrup Slangerup monsterjens@ducati.dk Dorthe Lautrup Lindhardt Amager Tlf: dll@ducati.dk Fyn: Lars Rasmussen Tlf: lbr@ducati.dk Udenrigsminister: Søren Johansen Kildegårdsvej 3, 3660 Stenløse Tlf.: / formand@ducati.dk Værktøjsudlån: Lars Wendt Tlf.: lars.wendt@mail.tele.dk Websjasker: Jan Skovsgaard Markledet 7, 5220 Odense SØ Tlf.: jan@ducati.dk Monster 750 langtidstest...22 BoTT på Rudskogen, Norge...24 En god røv...27 DKD Endurance Race Team...27 Reparation af starter...28 DEADLINE #101 - NU!!! Copyright Ducati Klub Danmark Eftertryk tilladt med angivelse af kilde. Layout : Niels Horskjær - desmo@me.com, Tryk: Frederiksberg Bogtryk - morten@ducati.dk FORSIDEN: De sidste 25 numre. 2

3 REDAKTØRENSIGER - Niels Horskjær NYT FRAREGIONERNE SJÆLLAND - Dorthe Lautrup Lindhardt Så nåede vi til Ekspressen #100 - og smilet er kommet tilbage på mine læber. Jeg havde ærlig talt ikke troet det, men der er heldigvis klubmedlemmer, der har hørt alarmklokkerne og er kommet til undsætning. En varm tak skal lyde her fra den fine PowerPlus Tools værkstedstaburet, der gør det ud for min kontorstol. Som det passer sig for Ekspressen #100 er der tur-historier med cykler fra tre forskellige epoker - plus en artikel om racerløb og en med tekniske fif. Det er lige til at blive svimmel af at tænke på alle de ord og billeder, der siden den spæde, fotokopierede begyndelse er landet i bladet. På omslaget af dette nummer ses et lille udvalg af de seneste års forsider, og jeg kan stolt konstatere at jeg har haft en finger med i spillet i næsten alle de viste udgaver. Ved min første GF i 2007 sad jeg ellers godt og grundigt på mine hænder, da der blev spurgt om assistance til Ekspressen. Jeg skulle ikke nyde noget - men heldigvis meldte Morten sig som grafisk medarbejder. Der gik nu ikke lang tid, før jeg ikke kunne nære mig - jeg begyndte at sende billeder og historier til Ekspressen. dkd's 25 års jubilæum i 2009 skulle også fejres med et Jumbo Mega Dobbeltnummer - og så var det jeg for alvor meldte mig under fanerne. Jeg kunne ikke holde snitterne fra projektet, og hurtigt havde jeg strikket langt mere end den halvdel, der var blevet aftalt, sammen. Siden da har jeg stort set hevet det ud af Mortens hænder, kun en enkelt gang har jeg måttet lade min kollega tage over 100%. Redaktørposten blev så også min for godt 1 1/2 år siden. Lidt trist at den gamle ikke ville mere, men processen er nu ikke blevet meget anderledes. Det er stadig sjovt at lave bladet, men kun hvis indholdet fortsætter med at tikke ind. Jeg ved det er en gammel sang, men som Otto Valvole tørt bemærkede på GF - hvis alle medlemmer hver skrev bare én side i løbet af årene ville der være stof til mange, mange blade.. Begrebet "deadline" har jeg behændigt udslettet. Det lader heldigvis til at det mere italienske koncept har vundet indpas. Skriv og send, så kommer der et blad, når bægeret er fyldt. Jeg kan ikke nære mig for at kommentere den lidt kedelige udvikling når det gælder vort kære mærke. Fabrikkens salgstal har været faldende som følge af fiaskoerne både i MotoGP og sbk, men alligevel fortsætter man med at hæve barren når det gælder landevejscykler. Den billigste Ducati - Monster er idag næsten 150% så dyr som i de mere fornuftige "Dark"-dage. Det gør ikke meget for tilvæksten af nye, unge entusiaster. Ydermere har man for lang tid siden lavet en strategi, hvor der mindst hvert andet år skal præsenteres en radikal nyskabelse. Jeg er klar over, at de stadigt strengere EU-miljøregler gør det vanskeligt at beholde den toventilede og lufkølede motor, men det nærmer sig en synd at udvikle både 1000ds og 1100Evo - og så droppe de dejlige motorer ud af modelprogrammet. For fremtiden er selv Monster vandkølet, og den eneste luftkølede model bliver den meget omtalte Scrambler. Måske et udgangspunkt for ombygning, om ikke andet? Min ydmyge mening er, at Ducati burde kikke nedad i kubiksammenhæng og pris og udvikle en lille, rap 250'er, primært til ræs i Moto3, men også en afart til gadebrug. KTM kan, så hvorfor ikke Ducati? Det er selvfølgelig et åbent spørgsmål, for succes på racerbanerne er ikke alt - se bare på Aprilia, der med forskellige udgaver af RSV4 gør det godt i begge kongeklasser. Det har ikke udmøntet sig i den store efterspørgsel på den fine maskine - det siges der er mange fejl på den. Selv i Sorø har der været besøg af værkbrudne rsv4, der ikke kunne tåle mosten på langfart. Det er heldigvis stadig forholdsvis billigt at erhverve en ældre, brugt Ducati - der er produceret rigtig mange fine cykler i 90'erne og 00'erne. Som regel er der passet rigtig godt på cyklerne og holdbarheden er der intet i vejen med, hvis man ellers passer sin knallert. Jeg har netop rundet km. på min 750 Supersport fra '95 - uden problemer, hvilket ikke er noget særtilfælde. NIELS3 HEKTO Så har efteråret sat ind på fuld styrke - temperaturerne er på den gode side, men det tidlige mørke kan vi ikke komme uden om. Generalforsamlingen er vel overstået - og lad mig bare sige, at det var spændende til det sidste: Det er vist ikke sket før, at vi så tæt på, ikke har vidst, hvor vi skulle være - men alt klappede til sidst - og med en banedag oven i hatten! Som medlem af GF-udvalget og som medhjælpende hustru til kassemesteren, må jeg sige, at der dog på visse områder er plads til forbedring - især, når det gælder tilmeldinger eller mangel på samme: Til selve banedagen, som foregik inden generalforsamlingen, var tilmeldt 51 personer til spisning (frokost) - belært af tidligere erfaringer, havde vi lagt lidt til, så de der dukkede uanmeldt op, kunne få en bid mad med men at vi skulle hekse mad til 70 personer, var lidt over, hvad vi havde forventet. Det er da hyggeligt, at folk møder op i det gode vejr, men det er rasende svært at skaffe mad til 20 mand ekstra som kunne have tilmeldt sig, men bare ikke var kommet i tanker om det!! Til aftensmaden var der så 69 personer tilmeldt - og betalt for - og her valgte godt 20 personer at suse af, inden maden overhovedet var sat på bordet og det kan man godt blive lidt ærgerlig over! Jeg synes ærlig talt ikke det er rimeligt, at vi skal bruge hverken energi eller klubbens midler på den slags Der er da sjovere ting, at bruge tid på! Brugerbetaling? Næh, det håber jeg ikke Positiv energi? Ja, da Her på matriklen glæder vi os til den traditionelle juletur, som i år kommer til at foregå søndag den 24. november; normalt er det jo vejret, som sætter den præcise dato sidste weekend i november, men i år er det altså jobbet Læs nærmere på Baren, når den tid kommer. Pladsen er begrænset - og tilmelding er absolut nødvendig!. Race-inspiration kommer også på dagsordenen - mere herom i næste nummer af Ekspressen. HUsk! - Og glem ikke: Der er Øst-julefrokost på Bryggen den 7. december. DORTHE HEKTO 3

4 REFERAT AF GENERALFORSAMLING Padborg Park, 14. september VALG AF DIRIGENT Bestyrelsen foreslog Achim - og han blev valgt uden modkandidater. Achim fortalte at generalforsamlingen var rettidigt indkaldt. 2. FORMANDENS BERETNING Rigtig hjertelig velkommen til GF 2013 i Ducati Klub Danmark og tak fordi i er kommet.. På grund af besværligheder i foråret 2012 med at finde et tidspunkt til GF, som ikke ramlede ind i alle mulige andre Ducati-relaterede aktiviteter, valgte vi i bestyrelsen at foreslå at flytte GF til september. Det blev som bekendt vedtaget. Desværre har det så vist sig, at det er en ligeså travl periode for alle. Jeg tror bare, at vi må acceptere, at sådan er det! Vi er alle aktive på mange fronter og der er mange ting, vi gerne vil hver især. I den forløbne tid har der været en del arrangementer, jeg gerne vil fremhæve: - En større gruppe på 37 medlemmer af DKD (og et par tilløbere) tog til WDW i juni 2012 og langt de fleste har givet udtryk for, at de havde en fantastisk tur. En enkelt eller to synes måske, at køreturen frem og tilbage var lidt for lang, men for andre af os, er det vel netop turen i bjergene der er drivkraften bag lysten til at tage af sted. Jeg håber, at der kommer WDW i fremtiden og at mange af os får lyst til at tage af sted og får en oplevelsesrig tur sammen med venner og kammerater i DKD.. - Biketober med ART Motor på Oschersleben er også blevet et stort tilløbsstykke og mange af klubben medlemmer var af sted sidste år. Det er et spændende arrangement, ikke mindst fordi der køres trackdays torsdag/ fredag og race lørdag/søndag. Når DKD så giver tilskud til pitgarage, så har vi pludselig et fælles tilhørssted, som gør det meget rarere at være af sted. - I maj måned var igen en flok af sted til Ducati Club Races i Assen. Det var som sædvanlig en rigtig hyggelig tur. Vi mødtes med en anden flok ved færgen over Elben ved Glückstadt og fulgtes ad videre til Assen, ad landeveje så langt det nu lod sig gøre. Hjemturen var knapt så mindeværdig (450 km. i styrtregn). - I juni afholdt klubben med stor succes en banedag på Padborg Park. Både aftenen før og selve dagen var præget af god mad, godt humør, super kammeratskab og en masse kørsel. Selvom der skal flere til at bære den type arrangement, er det helt sikkert at uden Johnny havde det været umuligt. Han var primus motor og drev arrangementet med sikker hånd. Han fortjener en stor hånd, synes jeg (klapsalver). Der har helt sikkert været andre ture og arrangementer, som havde været værd at nævne, men dem har jeg glemt eller måske aldrig hørt om. Rigtig mange af klubbens medlemmer kører trackdays og race i stor stil. Det er jo en fornøjelse at se og høre de mange Ducatier der igen er kommet på banerne, helt bogstaveligt. Det er super, at de forskellige race-teams er opmærksomme på muligheden for støtte til pitgarage eller til telt, som på Ring Djursland og Jyllandsringen. Det var en fornøjelse at være til Classic race sidste år, blive beværtet med en super frokost og møde alle klubkammeraterne i teltet hos Ib og team VIP. Det virker desværre lidt som om de mindre arrangementer og ikke mindst køreturene ikke bliver slået op i Baren i samme omfang som før. Det synes jeg er lidt ærgerligt, og jeg er bange for, at det medvirker til, at vi ikke ser så meget til de nye medlemmer, som vi kunne. Skal vi ikke alle sammen prøve at gøre en indsats for at få fællesturene, onsdags-træningerne osv. annonceret i Baren? Jeg har et sæt faste punkter, som jeg er nået til nu: - Ekspressen er, på trods af de evige problemer med at skaffe stof, et kæmpe aktiv for klubben. Vi har helt uden sammenligning det flotteste klubblad jeg har set. Niels, tag venligst et skridt frem (klapsalver) - Økonomien kan vi fortsat være stolte af. Med Johnnys kyndige styring er vi virkelig i sikre hænder. Resultaterne fortæller han selv om, men jeg synes han fortjener en stor hånd (klapsalver) - Hjemmesiden og ikke mindst Baren er fortsat der, hvor man dagligt kan holde sig orienteret om klubbens aktiviteter, få svar på sine tekniske spørgsmål, høre andres mening om sit syn på nyt logo til klubben og ikke mindst finde kammerater til en køretur. Hvor er det dog en fornøjelse, at vi igen har fået en ordentlig tone i Baren. En stor tak til Jan, for at sørge for at vedligeholde og udbygge vores site. (klapsalver) Det har været en lang dag for mange af os og jeg er sikker på, at jeg ikke er den eneste der trænger til snart at slappe lidt af og høre nogle store historier. Lidt senere i programmet, skal vi vælge medlemmer til bestyrelsen. Har du overvejet, om du har lyst til at deltage i arbejdet og være med til at præge DKD. Klapsalver - beretningen er vedtaget. 3. KASSEMESTEREN - fik ordet og kommenterede det udleverede regnskab (som også blev bragt i augustnummeret af Ekspressen): Klubben har en god økonomi: Vi har kr ,- på kontoen og har planer om indkøb af en Panigale, der skal gå på tur blandt bestyrelsens medlemmer (der gik lige et par sekunder inden det gik op for forsamlingen, at det var en spøg). Mange betaler fortsat for sent (det er dog blevet bedre), enkelte spøgefugle lægger endda selv morarenter på betalingen. Klubben bliver ca. 100 medlemmer rigere hvert år - 80 lader være med at betale - hvilket giver en nettotilgang på ca. 20 personer om året. Ros til Flemming Johansen for at have bestyret klubartiklerne. 7000,- i overskud. Vi er pt. 705 medlemmer Banedage hviler stort set i sig selv - vi skal bruge pengene på sociale ting. 4. BUDGET 14 Vi påtænker nyt medlemssystem, nuværende er manuelt. - Vi har snart jubilæum, og der ryger lidt ekstra til. Arrangement Anderstorp - superfint - overvej at melde jer til næste år. Regnskab er vedtaget (Klapsalver). -Regnskab er revideret og vurderet af bilagskontrollant, som har fundet det 100 % i orden. 5. FORSLAG 1 Kim Lundberg Andersen foreslår, at der for fremtiden kun udkommer tre numre af Ekspressen årligt. Det er åbenbart svært at få stof til 4 numre - og der kan spares ca ,- (iflg. regnskab 2012), som vil kunne bruges på andre aktiviteter. Kassemesteren: De er ren udsendelse - vi har også annoncører - så besparelsen vil være ca Kim foreslog bannerreklamer. Formanden: Bestyrelsen vil gerne have frihed til at bestemme, hvor mange numre, der skal ud - vi savner ikke pengene, besparelserne er ikke interessante. Redaktøren: Vil også gerne forbeholde sig retten til at vurdere antallet. Det var mest ment som en provokation, at der ikke var noget sommernummer - redaktøren vil gerne have vores personlige historier som fx Mig & min cykel - og send gerne mange billeder. Redaktøren kan trylle med kvaliteten og endda lave nedlægningsvinkler større. (klapsalver). Fra salen: Enhver besparelse er altid fin, men Ekspressen minder mindre aktive om, at de har en klub og færre udgivelser vil måske mindske antallet af medlemmer. Kim trak forslaget og lader det være op til Redaktøren om, hvorvidt der skal et nummer ud eller ej. Vi sigter efter 4 numre, men hvis ikke der er stof, skærer vi i antallet - stoffet leverer medlemmerne. (Klapsalver). 4

5 67 TILMELDTE - 63 DELTAGERE FORSLAG 2+3 Kim Lundberg Andersen foreslår dels oprettelse af et banedags-udvalg, hvis fornemste opgave er at skabe økonomisk overkommelige køredage for medlemmerne af dkd. Grunden til at etablere et udvalg er, at klubben får delt opgaverne ud på flere hænder - og dels at arbejde hen mod to faste banedage om året, fx forår og sommer, så klubben selv kunne uddanne og dygtiggøre medlemmernes færdigheder på mc (dog med en vis egenbetaling. Der kunne måske opnås en vis storkunderabat, hvis man jævnligt var kunde hos fx Padborg Park. En forhøjelse af kontingent kunne evt. komme på tale for at gøre dette muligt. Kim uddybede sine forslag: Banedagsudvalget skulle arbejde skulle rette sig mod de medlemmer, som ikke har erfaring med banekørsel og ikke som en konkurrenter til andre udbydere. I det hele taget anspore flere folk til at køre race. Kassemesteren: Det er grundlæggende en god idé at dele ting ud på flere hænder. Vi har et udvalg i bestyrelsen, men vi meget gerne have andre medlemmer med - som evt. inviteres til hvert enkelt arrangement. Dagens arrangement er atypisk med kun syv deltagere i grøn - de der tidligere har kørt grøn, er nu videre i andre klasser og det er selvfølgelig et problem, da der skal fyldes op. Stikord fra debatten: Artikel i Ekspressen om raceinspiration, målrettet info til nye medlemmer, info om forsikring, dag for nye medlemmer, som kunne tænke sig at prøve med deres gademaskiner, banedage på weekenddage (hvor støjkrav er strengere), ikke gå på kompromis med det sociale, kan vi lave billigere grøn klasse, kan vi gå sammen med svenskerne, vi skal undgå at lyde som læderhalse - det animerer ikke til at deltage i klubbens banedage. Bestyrelsen er enige om, at vi tilstræber at afholde min. én banedag om året. Klubben har ude at svømme til hver banedag, og når medlemmerne er dårlige til at tilmelde sig i god til, er det en risikabel affære. Desuden er der i bestyrelsen enighed om, at kørerne skal betale for kørsel - og klubben står for det sociale. Det blev en lang debat og konklusionen herpå var, at Kim Lundberg Andersen, Christian Dencker og kassemesteren går i udvalg og tænker alternativt. Desuden blev slået fast, at bestyrelsen har fuldmagt til at beslutte, om der skal være én eller to banedage på et år, men da skulle have klapsalver for at lægge generalforsamlingen på banedag (eller omvendt!). (klapsalver). Kassemesteren udtalte, at han var blevet noget pikeret over, at forslagsstilleren havde ønsket billigere banedage - Padborg-folkene er de fedeste mennesker at arbejde sammen med og klubben har fået over 20 % rabat på de dage vi har haft her samlet set, men han ser frem til at få flere nye medlemmer med. FORSLAG 4 Kim Lundberg Andersen stiller forslag om, at få skabt en klubrabat-ordning hos udvalgte forhandlere af mcdele/udstyr og evt. andet. Grunden til dette er, at medlemmer, som ikke er så gode til at prutte om prisen er sikret en minimums-rabat ved medlemskab af dkd, og evt. gøre klubben mere attraktiv for nye medlemmer. Kim uddybede forslaget med, at Alfaklubben har rabatordning, som kommer medlemmerne til gode. Formanden svarede, at flere og flere køber stumper hvor som helst, for at spare en 50 er, og vi har ingenting, vi kan komme til forhandlere med - de støtter vores klub ved at annoncere; vi er spredt rent geografisk, og ingen enkelt forhandler har specielt meget ud af at indgå rabatordning. Redaktøren oplyste, at vi har fået kontakt fra Stein- Dinse, der vil gerne annoncere fra næste nummer af Ekspressen. Og medlemmer vil få rabat- Forslaget blev trukket. FORSLAG 5 Kim Lundberg Andersen har stillet forslag om, at få delt Sjælland op i flere regioner, ligesom i Jylland, fx kbh/ Nordsjælland og Vest-/Sydsjælland, således at vi kunne få en bestyrelse, som er sammensat af alle landsdele. Kim uddybede sit forslag med spørgsmålet om, hvorvidt folk fra Lolland bliver hørt. Formanden: Jylland er ikke delt op - der er to kontaktpersoner i Jylland, én på Fyn & to på Sjælland; det har aldrig været nemt at besætte posterne og bestyrelsen vil være kede af, at skulle finde folk i bestemte postnumre, når der skal vælges kontaktpersoner. Kontaktperson Sjælland pointerede, at definitionen på kontaktperson ikke er eksisterende, men at den gængse opfattelse er, at en kontaktperson er én, klubbens medlemmer (og ikke medlemmer) kan kontakte for at få hjælp evt. idéer og arrangementer, og ikke én, som skal sørge for at opfinde arrangementer. Fra salen blev nævnt, at BMW har flere kontaktpersoner og at kunne være en god idé. Hertil blev svaret fra bestyrelsen, at det er absolut Ikke forbudt at lave noget for klubben, selv om man ikke er kontaktperson. Fra salen blev ligeledes sagt, at alle de, der laver noget her, gør det frivilligt - bare så vi andre kan sidde til en generalforsamling og ikke lave noget som helst - (klapsalver) - det er fedt med en klub med 600 passive medlemmer, som betaler 300,- kroner om året til os andre (klapsalver). Klubbens bestyrelse har overvejet, om vi skal have flere kontaktpersoner, men det kræver en vedtægtsændring, så det kan foreslås til næste generalforsamling. 6. VALG Johnny genvalgt med applaus Dorthe genvalgt uden modkandidater Bo genvalgt uden modkandidater Lars genvalgt uden modkandidater Jan Mozart genvalgt uden modkandidater 7. EVENTUELT Kim Lundberg Andersen fortalte, at han gerne ville ruske lidt rundt med tingene, og har derfor stillet de fem forslag - meget sundt med en diskussion og få luftet lidt holdninger. Forslagene skulle ikke opfattes som kritik af bestyrelsen. Bestyrelsen havde heller ikke opfattet det således, og ser frem til flere forslag på næste generalforsamling På spørgsmål om mødetidspunkt/faste arrangementer, Karolinelund - Fyn, blev svaret, at det ikke har været gennemført længe grundet manglende deltagelse. Det er nu fjernet fra kalenderen på hjemmesiden. Der blev takket for arbejdet til både bestyrelsen og andre gode kræfter for det gode arbejde, der bliver lagt i klubben. Kan vi få mærker til at stryge på tøjet?.. det kan Peter Westsign finde ud af - der vil komme mere herom på hhv. hjemmesiden og i Ekspressen. Diskussion/oplæg - kan man lave en mere formel måde at få info på? Der sker ikke meget, når man er nyt medlem - vi skal prøve at udtænke en anden velkomst. I dag sendes brev om betalingsinfo samt Ekspressen, når folk har bedt om at blive meldt ind. Vi har en folder, som vi kan sende med ud - teksten kan revideres. Punktet bliver sat på dagsordenen til næste bestyrelsesmøde. De der efterlyser arrangementer kan bare lave dem. Tal med kontaktperson for evt. støtte. Klubben har 100 aktive, 70 til generalforsamling ud af 700 medlemmer - sammenlignet med MCTC medlemmer, hvor der var 80 deltagere til gf - så gør vi det sgu godt. Formanden informerede om DOC (Ducati Owners Club) og opfordrede til at registrere sig på Ducatis hjemmeside og få t-shirt, hjelmpose mv. Se mere på Ducati. com Formanden takkede for en god generalforsamling - og takkede for forslagene, som havde givet en god debat. Referent DORTE LAUTRUP LINDHARDT HEKTO 5

6 Beveltur AF LARS KOKBORG & PER LOUIS HAnsen til Ducatifabrikken i Bologna Først lidt Historie: Det hele startede for et par år siden med, at min kammerat Per spurgte sin arbejdskollega Steen Madsen, som også var medlem af dkd, om han havde set Ducati fabrikken i Bologna. Det havde han, men turen derned havde han taget som passager i en bus, ikke kørende på en Ducati! Det mente Per - lidt drillende - ikke var den rigtige måde at ankomme til De Hellige Haller i Bologna på. Per og jeg kører begge Ducati Bevelheads og havde aldrig set fabrikken. Derfor var ideen til en Beveltur straks født. Steen havde luftet tanker om investering i et roundcase projekt. Han fik desværre aldrig chancen. Han blev d dræbt i et tragisk trafikuheld, kørende på sin nye Monster. Per,- og jeg; Lars, er begge 49 år og har kendt hinanden siden Vi startede i første klasse sammen, hvor vi straks blev kammerater. Vi kørte knallert; Puch VZ og Grand Prix fra vi var 15 år og fra de 18 år MC. Jeg startede på en Kawa Z650, Det var der, jeg som lærling kunne få mest fart for pengene, men fandt hurtigt ud af at 4 cylindre ikke var mig. Det skulle være med 1 eller 2 cylindre. Per valgte mere rigtigt. Han startede på en Yamaha SR 500. Den var rigtig sjov at køre på. Der har altid været en Ducati i maven på mig. Da jeg var år var drømmen en 900ss eller endnu bedre, en 900MHR. Det var i 1979/80. Testene i MC Revy og Motorcyklen blev læst med begær. Der skulle en stor mc-omvej og adskillige år på bagen til, før ungdommens drøm blev virkelighed; Nærmere bestemt Jeg havde en Norton 750 Atlas fra 1968, som skulle bygges om i Manx stil. En dag var jeg kørt til Allingåbro for at handle stumper til Norton`en. På vej hjem kom jeg forbi Vagn Jensen i Lystrup. Der stod den, en grå/blå 900ss fra 1977, Borrani eger hjul, 40 mm. Dell Orto med indsugningstragte, Conti udstødninger, egoistsæde, italienske papirer, og i helt original stand. Det var første gang jeg så sådan en live. Den måtte jeg eje. Vagn havde vist købt den til sig selv, men skulle skilles og bruge penge. Det gjorde den dog ikke billig, men der blev handlet alligevel. Norton`en blev hurtigt solgt og glemt. Da jeg ikke anede en skid om sådan en fætter og heller ikke havde specialværktøj, blev den sendt til italienerdoktoren, De Voss i Slangerup på Sjælland. Der fik den det store serviceeftersyn. Den bliver jeg aldrig træt af at køre på, men hvor er den dog uanvendelig til andet end sport og race. Fun faktoren derimod er absolut i top. En 900 GTS 1979 model blev derfor handlet i England i 03. Det er en af de sidste modeller, med Bosch startmotor. Jeg fik også lige handlet en MHR fra 79/80 nr 145 med certificat sidst i 03. Til sidst blev der også importeret en Darmah 900ssd 1980 fra Nordirland. Nogle år senere; nærmere 2006, blev Per interesseret i at købe SSD ern. Så blev der handlet igen. Dermed var han også på banen som Ducati Bevelhead kører. 6

7 Sådan kan et 33 år og km. gl. starterleje se ud Beveltur Forberedelse til turen: Turen til Bologna skulle køres på Darmah ssd en for Pers vedkommende, jeg skulle køre på GTS en. Forberedelserne til turen startede forrige vinter, hvor vi skilte ssd en ad for at bygge en kickstarter på, så den havde en extra startmulighed i nødstilfælde. Per har prøvet at holde på en tankstation i Tyskland med et defekt starterleje. Det er træls. Til historien hører dog også, at efter montering af det nye starterleje har der ikke været problemer overhovedet. Vi har efterhånden lært at lave det meste selv. Både det mekaniske og det elektriske. Alt orginalt specialværktøj er anskaffet, selv en lille bordovn så vi kan varme topstykker ved ventilstyrskifte. GTS en fik det store service sidste vinter og alt virkede, da den blev stillet væk. Det eneste jeg skiftede var olie /filter, spjæld og nåle i karburatorerne, så der burde ikke være noget der kunne give problemer. Jeg blev klogere. Jeg monterede også et par hand protectors, og også en wind screen over forlygten så GPS en sad bedre beskyttet imod regn. Der blev også sat ekstra fodhvilere foran, så jeg kunne skifte kørestilling. Nu kunne jeg sidde i gynækologstol med strakte ben. Den kørestilling kender jeg fra min tid som Harleykører. Turen til Bologna ville byde på et par tusinde km. ligeud, så det var en rar tanke at kunne skifte benstilling ind imellem. Per s ssd fik stillet ventiler, renoveret alle bremser og skiftet diverse væsker. Han fjernede det originale tilbageflyttersæt, men lod fodhvilerne blive. Nu monterede han også et komplet fodhviler/ gear/bremse kit fra en standard Darmah sd. Så havde han mulighed for at flytte lidt på benstillingen undervejs også, og var ikke tvunget til at sidde i så ekstremt sportspræget stilling hele tiden, som man gør det på de tidligste ssd ere, som iøvrigt er mere racer end tourer. Endvidere monterede også han et par hand protectors, som værn mod vind og vejr. Venter på en kickaksel Vinteren gik også med at planlægge turen, som skulle skydes igang den 26/4 og vare 9 dage. Vi havde valgt denne tidlige tid på året, således at familieferie mm. ikke blev påvirket. Vinteren 2012/13 var lang og mængderne af salt på vejene enorme. Opstart af cykler blev derfor udsat til weekenden den 13-14/4. Opstarten af Per s mc forløb planmæssigt, sådan gik det ikke med min GTS. Den ville ikke starte???... Den havde aldrig svigtet mig før! Lige pludselig under mine opstartsforsøg ændredes lyden fra elstarteren? Kicken føltes også mærkelig! Shit jeg fik en grim mistanke til starterlejet - op på liften, afmontere sidedæksel, ud med koblingen og på med tool nr , og ind til lejet. Det var helt smadret, ligesom det var på Per s ssd et par år tidligere. Lejet havde sat sig i klemme. Der blev hurtigt bestilt et nyt hos Andrew www mdinaitalia.co.uk. Mens jeg ventede på at modtage det nye leje, gik jeg og undrede mig over, at GTS en ikke havde lugtet af benzin under mine opstartsforsøg. Der havde kun været et par små antydninger af tænding. Nå, men det var ikke problemet nu. Ventetiden kunne lige bruges til at tjekke pickupperne. Her er den aluprop der forsegler Kickakselhullet i motorblokken på en SSD. Den mente Ducati fabrikken dengang ikke SSD`en havde brug for. Måske havde de ret? GTS ens instrumentbord -Nej nej nej!!! isoleringen faldt af når jeg rørte ved ledningerne! Ud med pickupperne. De målte tæt på 220 ohm, det var ok! På med krympeflex. Med tool nr blev pick-upperne atter monteret i dækslet. Så var den klaret. Det nye starterleje dukkede op fredag den 19/4. Jeg gik straks i gang med at samle og var færdig kl samme dag. Lørdag formiddag blev der trykket på knappen. Starteren kørte perfekt, men starte ville den ikke? Der var gnist, men tændrørene virkede tørre. Den startede kort èn gang. Noget skulle gøres! Ud med de nye spjæld og nåle og i med de gamle. Vupti!- den sprang i gang. Så ud at køre, stille luftskruer og vacuum, og den gik som en drøm, som den jo plejer. Ingen tid til efterforskning, det må vente. Søndag blev brugt til at pakke, vælge værktøj og reservedele, som skulle med på turen. Der var nu 4 dage til afgang, -alle arbejdsdage. Så nåede vi frem til fredag hvor den store pilgrims rejse til Det Hellige Sted skulle starte. Vi havde besluttet at turen til Bologna skulle køres hele vejen. Ikke noget snyd med AutoZug, kassebil eller mc-trailer. Nej, skulle der køres bil blev det med SOS. 7

8 Første stop i Tyskland, vi hopper i regndragterne... Turen Dag 1 Der blev sagt farvel til familierne og Vestlolland, og kursen blev sat mod Rødby færge. Afgang Det var med lidt sommerfugle i maven. Cyklerne er trods alt 33/34 år. Per kunne også lige meddele at han havde skiftet mobil abonnement og overset, at man skal tilmelde sig udenlands telefoni. Det var dog sat iværk efterfølgende, men det kunne tage nogle dage at slå igennem. Han havde altså ikke telefon nogle dage frem! Vejret var overskyet, koldt og diset, så vi lagde ud med at hoppe i regndragten Apopros regntøj: Vi bruger regndragt udenpå goretex tøjet, når det regner meget. Når det textil, som sidder på ydersiden af membranen bliver vådt og gennemblødt virker det som køleren på en vandkølet motor; det trækker al varme ud af kroppen når man kører i fartvinden, selv om man indvendigt er tør. Det gik fint ned af Autostradaen. Vi havde aftalt at ligge mellem 120 og 130 km/t eller omkring 5000/5500 o/min. Midt på eftermiddagen begyndte det at regne mere intensivt, så tiden var inde til at finde et Gasthaus. Vi landede i Bad Hersfeld, mellem Kassel og Fulda og blev indkvarteret hos Fam. Otto, som boede på en gård. Fruen her havde en Bed and Breakfast. På værelset var der en mega el/olie radiator. Afgang. Pers nabo mente at ni dage med fred og ro skulle fejres... Det første vi fik at vide var at vi måtte love ikke at tørre tøj på den. Efter små ti timer på mc, overvejende i regnvejr, var det svært at overholde. Dagens tur havde kastet 577 km af sig. Max var 146 km/t kunne jeg se på GPS en. Overfor vores Gasthaus lå en restaurant. Her blev der indtaget en stor klump Schweinebraten, som blev skyllet behørigt ned med et par fadbamser. Lørdag morgen startede vi med et dejligt morgenmåltid med hjemmelavet leverpølse mm, og så var det op og pakke, ud at tjekke olie. Vi ville gøre det til fast rutine hver dag at checke olien; 100% olietæt bliver en Bevel aldrig. Apropos olie: Vores erfaring er at elstarteren arbejder væsentlig bedre med en 20/50 olie end en 50 olie. Vi ville egentlig helst køre på ren 50 olie. Det gør jeg på mine to kick start modeller. Al litteratur tyder på at 50 olie er en tand bedre end 20/50 pga. den bedre vedhæftningsevne ved koldstart på motorer med kugle og nålelejer. Specielt sølen på en Bevel er sårbar i den forbindelse. 577 km, max. 146 km/t 8 Lars checker om radiatoren virker... Dag 2. Surt, vi skulle starte i regn i dag. Kursen mod Innsbruck blev sat. Vejret klarede langsomt op. Jeg lå forrest, ligesom dagen i forvejen. Det gik jo fantastisk godt og Per uden telefon, og en GPS der nu var begyndt at sætte ud, skulle nok sørge for at holde kontakt. Vi havde ovenikøbet lidt medvind, så hastigheden blev skruet op til 130/150 km/t. Alperne tårnede sig langsomt op i horisonten. Lige før grænsen til Østrig fik vi på en tankstation købt et vignette- klistermærke for betalt motorvejs afgift. Ca. 20 km. før Innsbruck trykkede vi et overnatningssted ind på GPS en. Den førte os frem til et sted tæt på den østrigske motorvej. Der var det hele: værelser, bar, restaurant og sikker parkering i baggården. Den tog vi. Fra en lille altan fra værelset var der en fantastisk udsigt over alperne. Efter aftensmaden og et par øl lå vi på køjen og slappede af. Per havde set at der lå en tankstation på den anden side af vejen og var blevet lidt lækkersulten. Jeg var ikke svær at overtale. Vi handlede et par store poser popcorn og chokolade. På vej op til værelset fik jeg overset et trappetrin og landede med en pose popcorn under mig. Med et brag blev der delt popkorn ud til hele opgangen, - flovt! Pers grinen ville ingen ende tage. 607 km. max. 156 km/t.

9 Beveltur Dag 3 Næste dag var det op på hesten igen, vejret var meget bedre nu. Forbi Innsbruck; dejlig by, har været på mc-ferie der tidligere. På vejen gennem Brennerpasset vinkede Per mig ind til siden. Det var et sted med vejarbejde og tæt langsom kø kørsel. Per hoppede resolut af cyklen og løb i vigesporet imod kørselsretningen? Jeg så forbavset til! Længere henne af vejen kunne jeg se at han skændes med en betjent. Det viste sig, at det var bolten som holdt fodbremsen,der var på flugt. Per havde spottet den uundværlige special bolt midt på kørebanen. En bilist havde set Pers dilemma og stoppede høfligt op og gjorde tegn til at Per kunne samle den op. Betjenten derimod, en ung emsig fyr, råbte og forbød Per at gå de to skridt ud på kørebanen. De skændtes om hvem der skulle samle den op. Problemet var bare at betjenten ikke selv kunne få øje på den og trafikken ville gerne videre. Per taler udmærket tysk, og der blev udvekslet kontante meninger. Bolten blev til sidst reddet og monteret uden et itukørt gevind. Vel igennem Alperne ændrede landskabet sig. Det blev fladt som en pandekage. Næsten som på Lolland. På et tidspunkt peger Per på nogle ildevarslende mørke skyer forude. Det var lunt så jeg tænkte det går nok. Meeen, den fortrød jeg. Lige pludselig kom der vand, nej det var skybrud. 200 m. forude var der en viadukt, den skulle nås. Jeg må indrømme, at der var nogle sekunder, hvor jeg ikke anede, hvor jeg var henne udover at jeg var i Italien. Dug, vand i hjelmen og på mine briller slørede mit udsyn totalt, før vi fik stoppet under viadukten, al øvrig trafik gik også helt i stå i flere minutter. Ducatierne stod stabilt og gik i tomgang. Der lå en benzintank yderligere 500 m. fremme. Den kørte vi, efter nogen tid ind på, efter det værste var overstået. Mens jeg var på toilettet var Per faldet i snak med en ældre Italiensk mc ist. Han fortalte med arme og ben, at han havde haft en GTS magen til min, men at han var kørt galt på den; too fast, sagde han på gebrokkent engelsk. Vi gik ud fra, at han mente at han havde kørt for stærkt, og ikke at det var selve GTS en der var for hurtig. GTS en er i mine øjne en forholdsvis rolig mormor model. Vejret klarede op og vi nærmede os nu Bologna. Bologna var det eneste sted hvor vi havde forudbestilt overnatning. Vores prioritering nr. 1 for vores tre overnatninger i Bologna var en parkeringskælder eller anden lukket parkering. Valget faldt på Hotel Astoria, som også havde nogle billige et værelses-lejligheder ca. 500 m fra hotellet. Lige midt i centrum. I receptionen fik vi bl.a et kort, så vi kunne se hvordan vi kunne gå til vores lejlighed. Den lå liiige henne om hjørnet, til venstre, lidt oppe af vejen og så til højre. Super!, Så kunne vi køre hen og læsse af før parkering, som jo var på hotellet. Men nej, hvis der skulle køres var det en helt anden labyrintisk vej GPS en valgte. Godt nok har vi rutine i at køre efter GPS, men at køre efter den i en meget trafikeret italiensk storby, hvor anarkiet hersker, er en helt anden sag.--vi gik!!!!!, i goretex tøj, med tanktasker og div. Vi fik lange arme og em under løgposen! Svedige nåede vi frem til vores hjem for de næste 3 døgn. Hotellet havde 6 lejligheder i et boligkompleks. Der var en slags atrium-gårdhave i midten. Det så rigtig ok ud! Vores terassedør, som lå i plan med overdækningen af gårdhavens overdækning, blev desværre brugt som askebæger af lejlighederne højere oppefra. Der var fyldt med skodder. Nogle gange lugtede der, som om der blev røget inde hos os. Ikke i orden når vi ikke selv ryger, øv. Meget Italiensk måtte vi dog senere konstatere. Dagens regnskab viste 411 km. max. 148 km/t. Pitstop på en italiensk tankstation Dag 4 Mandag. En på forhånd planlagt, ekstra dag. Den var lagt ind i programmet som en eventuel skruedag. Forstået på den måde, at ved evt. tekniske problemer, havde vi haft en dag at skrue i, og stadig mulighed for at nå aftalen på Ducati fabrikken på det hjemmefra bookede tidspunkt. Grundet stabile velkørende cykler, havde vi nu en fridag. Vi spiste morgenmad på selve hotellet, kvartpension. Det var ok med en gåtur om morgenen, i let tøj. Derefter ville vi lave service, således vi var klar til den store besøgsdag dagen derpå. Ved parkeringskælderen mødte vi en ung englænder som var i gang med at lede efter en periodisk tændings fejl på på sin Suzuki SV650 sprøjt. Vi kunne desværre ikke hjælpe ham. Det er ikke her, vi har vores spidskompetence. Han var selv IT-software udvikler. Jeg fik sagt, at det lige var sådan en som ham selv, han havde brug for nu. Han forstod humoren, trods sine problemer. Vi fik dog en hyggelig snak om mc er og om EU, som han var stærk tilhænger af. Vi selv havde jo ikke nogle MC problemer som skulle løses, så dagen var til fri disposition i Bologna. Byen er vældig hyggelig med små stræder, og vasketøj hængende på snore højt i baggårdene. Der er også mange små special butikker med kosmetik, tøj, madvarer, værktøj mm. ligesom vi havde det i Danmark for år tilbage. 9

10 Dagens morgenrutine På vores vej gennem byen så vi en mc butik med en Multistrada, men der stod også andet af japansk herkomst. Vi gik ind for at se os omkring. Straks kom der en sælger. Det var indehaveren selv. Han kunne lidt dansk. Han fortalte, at han havde arbejdet i Hedehusene på Sjælland. Super hyggeligt besøg. Vi sluttede af med håndtryk. Derefter fandt vi et turistbureau på torvet. Hjemturen skulle jo også planlægges. Stelvio-Passet som havde været vores oplagte mål, var desværre lukket af sne endnu. I stedet fik vi adressen til Ferrarimuseet mm. Vi fik også tid til at sidde i en stor rundkørsel og fornemme byen. Det var et grønt område med bænke, herfra kunne vi betragte trafikken mens vi nød en pilsner - ad gangen Hver gang vi så en mc, var der mindst passeret 100 scootere. Det bekræftede hvad før omtalte mc-forhandler havde hævdet; at der knapt sælges mc er i Italien pga. finanskrisen. Ducatier så vi meget få af. Aftenen i forvejen havde Per set et lækkert måltid mad med pasta og rejer. Det blev vi enige om var den kommende aftens menu. Da servitricen ankom med vores mad, var det med 2 portioner pasta med muslinger/ clams? Noget var gået galt!!!? Clams er muslinger og der var skaller over alt i pastaen der knasede mellem tænderne. Delicious! Per, der normalt er en stabil sprogmand havde misset begrebet clams, i den forventning, at det betød rejer. På hjemvejen måtte vi ind hos den lokale pizzamand og fylde efter. Bologna er charmerende og typisk italiensk Dag 5 Tirsdag den 30/4, turens altoverskyggende mål, De Hellige Haller skulle besøges. Vi vågnede med sommerfugle i maven. På billetten til fabrikken stod kl.11.00, men vi valgte at køre kl Der var 6 km. derud. Intet måtte gå galt. Med to spor i begge retninger holdt vi for rødt i et af de utallige lyskryds. Ud midt i den tætte trafik hoppede en lille mand med stok og sit ben slæbende efter sig. I hånden havde han en kop, som han strakte frem mod bilerne. I den anden kørselsretning gik hans makker på samme måde og med fuldstændig samme skade. Der Typisk scooterparkering var faktisk nogle som lagde penge i. Fabrikken dukkede op i udkanten af byen og vi slog et slag til højre og holdt i porten til fabrikken. Det var en smule surrealistisk. I mere end to år havde tanken om netop at stå her kredset i vores hoveder og nu var vi her, på de gamle! Det var stort for os. Vagtmanden kikkede noget på de gamle Duc er og nikkede undrende men også anerkendende. Nu er det sådan at alle der kører Ducati må parkere inde på fabrikkens område, alt andet skal holde sig udenfor. Bommene blev åbnet. 10

11 Fabrikkens parkeringsplads for gæster og ansatte Fantastisk, turens store mål var nået, der blev blitzet løs. Jeg tror vi var de første besøgende til kl rundvisningen. Lidt efter lidt kom der flere folk. Jeg tror kun, der var ét par udefra, som var kørende på en Ducati, en Monster, resten kom på anden måde. Guiden troppede op og vi gik i samlet trop op til receptionen Vi fik alle udleveret et headset og så ind i De Hellige Haller. Alt foregik på engelsk. Guiden spurgte på et tidspunkt, om der var nogle i forsamlingen, der ejede en Ducati. Jeg rakte straks hånden i vejret. Da det blev min tur til at svare, sagde jeg, GTS Så spurgte hun om det var en af de 2 gamle som holdt ude på parkeringspladsen, yes! Der er rent og pænt over alt i produktionen, de kører et lean- system; Toyota modellen som det hedder. Selv om der er mange robotter og bearbejdningsanlæg, er der også en del manuelt arbejde. Vi så bl.a. en mand som tog en pensel op af en åben fedtbøtte, stak den op i kronrøret, kørte en gang rundt, hvorefter han hentede en forgaffel og monterede den - som vi ville have gjort det hjemme på værkstedet. På et tidspunkt når Duc erne frem til en kontrolpost, hvor de kommer op på en lift og bliver prøvestartet og samtidigt står operatøren og pudser på fælgene, tank mm. Der bliver produceret stort set alle modeller samtidigt. Hver model bliver lavet i 8 varianter, alt efter hvor de skal hen i verden. En dygtig guide, der også kunne svare på de svære spørgsmål Vi så også en Panigale blive sluttestet på ruller. Hvor er den dog smuk. Vi kom også forbi racer- og udviklings afdelingen. Der måtte vi ikke komme ind, men gennem glasset i døren så vi motorer i alle afskygninger. Lige indenfor døren, naturligvis et par Bevel Square Case (Firkant) motorer magen til vores. Sikkert for at få inspiration til kommende nye modeller. Guiden fik også lige - ganske kort - fortalt at Ducati var overtaget af Audi. Personligt synes jeg det er perfekt. Italiensk design og teknik, med tysk økonomisk styring, det må da virke!? Kunne nogen forestille sig Ducati fabrikken på kinesiske eller indiske hænder? - Nej vel, det tangerer begrebet mareridt. Det var en super duper oplevelse at se fabrikken live. Desværre må man ikke tage billeder i produktionen. Det hele blev rundet af med en tur rundt i museet. Per var lidt skuffet over, at der ikke var udstillet nogle produktions modeller fra tidlige tider. Det kunne have været sjovt at se sin egen model stå og skinne, og være en del af historien. Ude på parkeringspladsen igen, her var der mange folk; -middag eller siesta måske? Vi gjorde klar til at lette, vi ville videre mod Ferrari museet i Maranello. Vi stod lidt for os selv, på med hjelm og jakke, i med nøglen, -og - lige pludselig stod der en stor kødrand af mennesker rundt om os og smilede og pegede og vistnok diskuterede modelårgang mm. Kontorfolk og arbejdere fra fabrikken, formentlig. Vi havde hele 11

12 Lækre nye modeller ved indgangen til museet deres opmærksomhed. Vi blev sgu lidt nervøse, men Ducatierne sprang igang som sædvanlig, så vi forlod fabrikken med snerrende bundtræk og oprejst pande. Hvilken fantastisk oplevelse det hele havde været. GPS en førte os ned langs fabrikken mod en rundkørsel. Der skulle vi tage første afkørsel. Vi nåede lige at se ud af øjenkrogene at der lå en giga Ducati forhandler modsat i rundkørslen. På vejen langs fabrikken stod der adskillige prostituerede klar til at betjene lastbilschaufører og andet godtfolk. Der var specielle vigepladser til formålet. Ferrarimuseet blev nået. Det ligger ca. 45 km fra Bologna. Her her er mange interessante modeller: GTO -F40-F50- enzo, blot for at nævne nogle enkelte. Der er også en hel F1 afdeling, hvis nu man tænder på det. Man kan købe sig en tur i en Ferrari. Med sig selv bag rattet. Det koster fra ca. 500 kr for 10 min. og kan naturligvis udbygges mod mer betaling. Vi var fristede men endte med at takke nej. Havde det været på lukket bane hvor man kunne sparke mere til de mange hestekræfter, havde vi måske valgt anderledes. Mættet af indtryk, blev kursen lagt tilbage mod Bologna. Undervejs skulle vi lige tanke. Per måtte konstatere at kæden på Darmah en hang en del. Det var tid for en kædestramning. Excentrikken på baggaflen kunne pludselig ikke stramme kæden mere. Hvad nu, - kæden var stadig for løs. Per havde bestilt en o-ringskæde sidste år. Han modtog i stedet en kæde uden o-ringe og med samleled. Hmm...Bumbum... Hvad for én skal man vælge? Det var en fejllevering. Per blev lovet stor rabat på sin næste kæde Der blev kun kørt ca 2000 km på kæden sidste år, så Per havde besluttet at han ligeså godt kunne bruge den, nu den var sat på og kørt til, til tandhjulene. At den allerede nu skulle være slidt op - midt på vores højt prioriterede tur, i Italien!! Ca km havde den nu kørt. Det kom bag på os begge det kunne gå så hurtigt. Og så en Regina, et kendt kultmærke. Vi havde masser af el reservedele og måleinstrumenter og endda et ekstra kædeled med, men en adskiller, havde vi ikke lige set for os at vi kunne få brug for. Det blev besluttet at vi ville køre tilbage til den giga Ducati forhandler der lå nær fabrikken. Servizio stod der på et skilt, så det måtte være her det foregik. Vi gik ind på værkstedet, og lidt efter henvendte mekanikeren sig. Nu er det sådan at en Italienere generelt ikke er særlig gode til engelsk, men mekanikeren her kunne dog gøre sig lidt forståelig. Vi forklarede problemet med kæden. Vores minimum behov var at kæden blev kortet af. Alternativt en ny kæde. På typisk italienermanèr vred han sit ansigt i smertelignende folder og sagde i en overlegen tone: tu bessy? Vi var rystede! Sådan ville Finn eller de andre danske forhandlere aldrig behandle udenlandske gæster. Insisterende forklarede Per manden, at vi bare skulle bruge en vinkelsliber, en dorn, eller en adskiller - så kunne vi klare sagen selv udenfor på pladsen - og på 15 min. Vi skulle nok betale hvad de ville have. Lars og Apollo en Et af beviserne på Bevelmotorernes sejrsgang sidst i halvfjerdserne. 12

13 Kædeleddet blev fjernet og Per blev revet for 320 kr. Men nej, det var noget med forsikringen, hvis vi kom til skade. Så gik han lidende hen til en pc skærm, der stod han så i mindst 10 min. og lod os svede. Derefter kom han tilbage. Pludselig vågnede han og fablede noget om at han skulle tale med sin chef om han måtte lave kæden. Helt ærligt, vi havde tilbudt alt. Vi kunne fjerne samleleddet og holde kæden, han skulle så bare sætte adskilleren på og trykke et led ud. Han kom tilbage med en tilladelse til at lave kæden. Sjovt nok nævnte han pludselig, at han havde set os holde inde på Ducati-fabrikkens område tidligere på dagen. Per ville gerne have haft en ny o-ringskæde på, men så skulle han købe et helt kædekit til en moderne Ducati og så stå med 2 kædehjul, han ikke kunne bruge til noget. Mekanikeren kom nu iført sikkerhed-slibebriller, kevlarhandsker og en lille hårdmetal luft ligesliber, klar til den store vanskelige operation. Mekanikeren gjorde klart, at han selv skulle trille den ind i værkstedet forsikring you know!... Lige indtil den skulle trilles op af rampen til liften. Efter et par vaklende forsøg, der tydeligt viste at vægten og det stive fortøj, kom bag på ham. Han kiggede på Per, som straks uden at spørge overtog projektet og trillede den op på liften Forsikring eller ej, ingen ønsker at se sin kværn på gulvet. Der kom efterhånden flere personer til, der Udsigten fra Ducatiforhandleren til Ducatifabrikken alle kredsede om de gamle Ducatier. Specielt en fyr fra værkstedet. Jeg tror, at han forklarede at han selv havde en Bevel derhjemme. Han kunne kun tale italiensk. Man kunne se, at han havde så meget han gerne ville ud med, at han næsten havde tårer i øjenene af frustration, stadig uden meget held. Per mente dog med hjælp af Tyske, Franske, engelske gloser og armfægten at kunne forstå, at manden havde en flot 900ss Bevel, der var sort og blå?? Vi smilede til manden og sagde nikkende og anerkendende ahhh, og han faldt lidt til ro igen. Nu skulle turen hjem planlægges. Vi overvejede at køre via Monaco, men tiden var for knap hvis der skulle være ro på. Derfor blev vi enige om at køre gennem Schweiz og videre gennem Tyskland mod Stuttgart. Her ville vi besøge en Classic Ducati MC forhandler; Andreas Andy Nienhagen i Fellbak. Han kunne være en interessant Bevel-mand at besøge. Vi havde tidligere købt nogle stumper fra ham via nettet. Kørt 102 km, max 117 km/t. Dag 6 Vi forlod nu Bologna. Ude på motorvejen, med slumrende motorer omkring 4500 o/min. kom der en bil snigende op på siden af os og blev hængende der lidt. 13 Lige pludselig blev bageste siderude kørt ned og pokker tog ved en mand på bagsædet. Han nærmest hang ud af vinduet og man skulle ikke være mundaflæsningsekspert for at se at han råbte Fantastico og Belle, mens han med knyttet hånd slog sig på brystet med knyttet næve, der hvor hjertet sidder. Derefter hev han et kamera frem, og blitzede løs. Bilen kørte både foran, bagved og på begge sider af os og han fòr rundt inde i kabinen. Efterfølgende råbte han en masse igen, mens han atter slog sig på brystet. Derefter forsvandt bilen igen i den rolige motorvejs trafik. Jeg er sg u ligeglad. - man bliver lidt stolt af sådan en oplevelse, at man ikke er alene om fascinationen ved de gl. Beveler. Op forbi Comosøen, fantastisk flot, grænsen til Schweiz blev også passeret, og der blev igen købt et par vignetter. Vi forsatte mod St. Gotthart tunellen, 17km lang. Det ville være lidt dystert at gå i stå derinde. Der er ikke meget plads! Man ryster tanken af sig og tænker, Det sker ikke. Vi kom ud af røret på den anden side i god behold. Vejret ændrede sig lige pludselig til regn. Typisk bjergklima. Ind til siden og hurtigt i dragten. Inde på en tankstation fandt Per ud af at han havde en telefon der virkede nu, og på en tankstation tidligere havde det vist sig, at en ny ledning løste problemet med hans ustabile GPS.

14 Der skiftes til regndragter i de Schweiziske alper Humøret var højt, tingene flaskede sig og de gamle Ducatier var driftsikkerheden selv. Vi kørte langs Vierwaldstätter See. En meget stor sø midt i Schweiz. Tiden var igen inde til at finde ly for natten. Vi ville have vandudsigt. Per havde set et skilt med Gasthaus, 6 km. og en pil der viste op af bjerget. Den udfordring skulle prøves. Vi kom ind på en smal vej med en voldsom stigning og skarpe sving. Havde jeg kørt på min MHR er jeg ikke sikker på at jeg kunne have drejet skarpt nok til at komme rundt i svingene. Man kunne godt mærke at Ducatierne var tungt lastede. Toppen blev nået og terrænet fladede langsomt ud, og vand udsigten forsvandt og stadig uden at vi var stødt på et Gasthaus. Vi var kørt efter søudsigt, og den var væk nu. Ned igen, 1.gear, motorbremse, det var fedt med lidt svingkørsel. Nede ved hovedvejen kom Per i snak med en af de lokale. Hans søster havde et Bikers Welcome Hotel Hirschen, ( i nærheden, og der var plads, -og garage! Det førte os til byen Flüelen. Søsteren stod klar ved en stor garage, som blev åbnet for os. Vi fik vandudsigt og sikken en! Her var gudesmukt. 445 km kørt, dagens max. var 137 km/t. En stund man sent glemmer Og så sol igen. Typisk bjergvejr Klar til at fortsætte med fyldte benzintanke og maver I læ for regnen Efter indkvartering gik vi en tur rundt i byen. Vi handlede en lille pose øl og så ned til søen og nyde udsigten over vandet og de sneklædte Alper. Jeg tror, at vi begge følte os heldige og lykkelige over at sidde så smukt et sted. Aftensmaden på hotellet blev til en Cordon Bleu, som smagte fantastisk til det lokale øl. Der hang et fjernsyn i restauranten. Vi så Bayern München lammetæve Barcelona med 4-0 i Champignons League. (sic) 14

15 Rodet?? - Ja, men med sjæl. Tonenburg De fire gamle hjemme igen efter en super tur. Dag 7 Morgenmad, olieservice og så afsted igen. Gennem Schweiz og de mange tunneller ind til Tyskland, og ud til Fellbak, som er en bydel i Stuttgart. Her håbede vi som sagt at finde Bevel manden Andy. Vi stoppede efter GPS en i et skummelt kvarter ved nogle fabrikshaller som så meget øde ud. Der stod godt nok Ducati på en rusten og halvrådden låge. Efter lidt recognoscering bag om blokkene så vi et par Duc er holde ved en dør som stod åben. Den var god nok, det var her han boede. Butikken mindede mest om et teenagerværelse, men der var tilsyneladende system i rodet, han vidste nøjagtig hvor delene skulle findes. Han var vældig flink og så vidste han alt om Bevel Twins. Der blev handlet lidt dele. Han gik med ud for at tage afsked. Da han så mine gynækologfodhvilere, mente han godt at jeg kunne køre med på fællesturen i den lokale Harley klub. Trafikken i Stuttgart er rigtig ond. Vi måtte bruge manuel stop and go funktion ved alle de lyskryds vi skulle igennem så mc erne ikke blev for varme. Ude på Autostradaen igen. Det gik nu op mod Würzburg. Lidt udenfor Würzburg fandt vi et hyggeligt Gasthof i en lille by der hedder Helmstadt. (Akzent Hotel Krone Würzburger Straße 23, Helmstadt) Overnatning her kan varmt anbefales. Vi valgte husets specialitet, som vi ikke længere husker navnet på. Da det blev serveret, lignede det umiskendeligt noget der hører til bagest under en kalv, men til vores held, viste det sig at det var svinekæber. Det smagte umanerligt godt. Det blev skyllet ned med et par dunkles og så var det tidligt godnat. 460 km max 137. Dag 8 Fredag, dagen startede lidt overskyet. Turens sidste overnatning skulle være Tonenburg (www tonenburg.de) Det er et biker-relateret overnatningssted på en gammel herregård, som ligger syd for Hannover. Da vi landede var vi lidt i tvivl, om det var det rigtige sted. Der holdt nogle biler og kun er par mc er, men den var god nok. Vi blev indkvarteret i en stor gammel bindingsværksbygning med udsigt ned til floden Der Weser 100 m. fra ejendommen. Ved floden var der rigtig hyggeligt og man kunne godt forestille sig at sidde med en lille pose og hygge! Laden er lavet om til bikerbar, og der spises også her. Overfor i en anden hyggelig bygning kan man spise a là carte. Det så meget fint ud. Vi er mere til volumenmad, hvor man kan gå flere gange til truget, og derfor havde vi valgt buffeten i laden. Lige pludselig begyndte det at vælte ind med mc er. Mange. Det var sjovt at gå rundt og kikke. Der blev tændt bål om aftenen. Vi kunne godt finde på at invitere konerne med herned en dag. Oplagt sted til en forlænget weekend. Vores Ducatier skilte sig ud fra de andre ved at være de mest beskidte og olie indsmurte, og helt sikkert de ældste. 346 km max. 146 km/t. 15 Dag 9 Morgenmaden var udmærket, men stemningen var lidt trykket. Turen var ved at være slut. Kursen blev lagt mod Puttgarten. Vi landede hos Per sidst på eftermiddagen. Hans kone Dorte og naboen stod igen klar med flag. De sidste billeder blev taget. Efter sådan en tur er år pludselig ingen alder for en Ducati. Ikke en eneste gang havde vi tekniske problemer med motorerne eller det elektriske. Ikke en eneste gang var det nødvendigt at træde på Kicken. Nu skulle de have frisk olie og filter - og vaskes! 427 km max 140. TUREN I TAL Det blev til 3375 km. på GPS en. GTS en brugte 2,7 l olie og kørte 17,55 km/l. SSD en brugte 1.9 l olie og kørte 14,90 km/l. Fantasien og tankerne kører allerede - om hvor den næste Bevel-tur skal føre os hen. Hilsen LARS KOKBORG 496 PER LOUIS HAnsen 1821

16 SPORTSTOURING O PA 749 TIL NORDKAP Tekst & FOTO: Jørgen Holstener Larsen - Hvad der startede som MC-vennernes drilagtige, men også provokative bemærkninger om en Ducatis manglende egenskaber i forhold til touring og komfort på de længere strækninger, endte med en spontan sensommertur i september til fantastiske Nordkap - Norges smukke udpost, der i mange år har stået højt placeret på rejseønskelisten. En 12 dages tur revet ud af en fortravlet kalender og en tur, der ganske overbevisende tilbageviste alle påstande og helt klart viste, at selv om min Ducati 749 i første ombæring er konstrueret til sport, gør den det rigtigt godt på langfart. Men også en tur, der i en fortravlet hverdag kom til at virke som en overbevisende ventil for den stress flere og flere plages af. Min hypotese er, at Tour de France af gode grunde ikke gennemføres på en gammel havelåge, men gennemføres på en racer - ganske vist uden motor, men som passioneret motionscyklist er jeg ganske godt bekendt med de faktorer, som gør længere ture langt mere behagelig når udgangspunktet er race. 16

17 Allemandsretten giver mulighed for at slå telt op de mest fantastiske steder hér Sverige når det tager sig bedst ud. Lad det være sagt med det samme - at rejse på motorcykel er at opleve i flere dimensioner, hvor sanserne stimuleres i en grad, der ikke overgås af noget andet transportmiddel. Netop derfor har jeg aldrig kunnet slippe taget i motorcyklen selv om det efterhånden er blevet til 30 år på den 2-hjulede. Om det er ubetinget behageligt er en hel anden diskussion.. det er i hvert fald svært at undgå den ømme bagdel når så mange kilometer skal tilbagelægges på kort tid. Også hér er det værd at drage erfaringer fra cykelsporten - et par gode cykelbukser som underbeklædning gør underværker på en Ducati saddel. Mange års rejseerfaring med motorcyklen som eneste rejseledsager, tilskyndede til nødvendigheden af, at tænke lidt grundplanlægning ind - især når målet var at nå Europas yderkant indenfor de 3 første dage - i alt mere end 2500 km. ad den korteste rute. Vel at mærke på veje, der bestemt ikke ubetinget tegner sig venlig stemte overfor 2-hjulede køretøjer med en større oppakning bestående af hele paletten af campinggrej, lidt værktøj, det uldne undertøj og ikke mindst den forplejning, der skulle sikre, at det basale for en 1. klasses oplevelsestur, var på plads. Efter et grundigt tjek af Duc en hos Ducati Slesvig-Holstein med montering af nye dæk, kæde og ikke mindst lader til mobiltelefonen og dermed GPS en (lidt moderne teknologi er der trods alt blevet plads til siden de første ture til Sydeuropa i begyndelsen af 80 erne), blev pakningsprocessen skudt i gang. Det er i høj grad en prioriteringsopgave, hvor fokus på det enkle og alene praktiske nøje må holdes - kunsten er fravalget uden at glemme hensynet til den højst opnåelige grad af bekvemmelighed. Der findes ikke meget skræddersyet udstyr til en Ducati 749, der ønskes anvendt til langtur, men Oxford laver nogle udmærkede og prisbillige panniers, der er lige til at spænde på uden at hele æstetikken forsvinder. Det er imidlertid ingen kunst at drage på langfart såfremt hoteller og restauranter udgør daglige pejlemærker, men netop sådanne er med til at devaluere værdien og selve grundtanken om det primitive ved brug af allemandsretten, der skærer mere end blot toppen af hverdagens overflødighedshorn og tillader én for en stund, at være ét med naturen - langt væk fra byens travlhed. I denne optik fremstår kvaliteten af valg i udstyr uhyre vigtig. Med dette skisma måtte jeg således også finde en løsning på forplejningsdelen - mit campinggrej havde ved flere lejligheder vist i værd ifm. trekking rund i verden og trængte ikke de store overvejelser. Med mange års erfaring fra udstationeringer i div. krigszone områder - især i 90 erne, er jeg ganske godt bekendt med især de militære feltrationer, der bestemt ikke ligefrem har budt på store kulinariske oplevelser. Ikke desto mindre lod jeg mig overbevise om, at udviklingen ikke har stået stille og, at der i dag findes et langt bedre sortiment af gode færdige måltider, pakket og beregnet for outdoorlivet. Efter sondering af markedet for sådanne produkter, stod jeg med valget om, hvorvidt Spejder Sports dyre frysetørrede produkter eller Orifo outdoor food skulle udgøre grundstammen af min forplejningsdel. Valget faldt på Orifo, der har høstet stor ros for de af deres produkter og som har indtaget en central del af de danske udsendte soldaters feltrationer. Jeg kan således klart og særdeles varmt anbefale disse måltidspakker, der ikke kun er langt billigere - under halv pris, men absolut også langt mere velsmagende og mættende end det jeg tidligere er blevet præsenteret for. Med alt det på plads, kunne jeg nu alene koncentrere mig om turen op gennem det træbeklædte Sverige, der tillod mig at nå Polarcirklen og dermed Lapland indenfor de første 36 timer - ikke helt uden nedbør undervejs, hvilket skulle vise sig at være ingenting sat i forhold til det jeg havde i vente på min vej retur gennem Norge. Sverige byder ikke på den store variation før denne milepæl er passeret. Det var imidlertid også her de lidt større udfordringer begyndte - det blev markant koldere og vejenes beskaffenhed blev betydeligt dårligere med mange huller og mange bump, hvilket tvang gennemsnitshastigheden noget ned. Hertil kom, at jeg nu var nødt til at beregne benzintank kapacitet i forholdet til de langt færre tankstationer, som dog dukkede op i ny og næ som næsten ud af intetheden. At havne med en tømt tank i Lapland er bestemt ingen spøg - der er langt imellem bebyggelser, hvorfor det er en god idé med en GPS, der viser nøjagtige afstande til tankstationerne. Ducati en viste sig dog fra den gode side og nåede et gennemsnits på 19 km. pr. liter, hvilket må siges at være helt godt. Ej heller var det længere muligt, eller sikkert at 17

18 SPORTSTOURING køre i mørke eftersom flokke af rensdyr meget pludselig kunne dukke op midt på vejen og ikke lod sig, sådan uden videre, skræmme væk. Rensdyr tiltrækkes af resterne af sidste vinters vejsalt som de møjsommeligt slikker i sig - tilmed generer de sig ej heller for pludselig at dukke op i en af tunnellerne længere nordpå. Undervejs var jeg i den svenske by Örnsköldsvik stødt på svensk lørdagskultur når det tager sig bedst ud. knapt havde jeg parkeret Ducati en i græsset ved siden af teltpladsen, der var udset som til mit første nattelogi, før jeg blev inviteret på div. hjemmelavede varianter af akvavit hos en forsamling af svenskere. De var tilsyneladende ude for at lufte deres weekendcampingvogne. - Der blev længere og længere mellem birketræerne - i takt med, at jeg bevægede mig opad mod den laplandske tundra... Gæstfriheden var mindst ligeså stor som graden af deres beruselse og stor var også min forbavselse, da værten rejste sig for at udbringe en skål for min Ducati (han havde vist selv ejet en i sin ungdom) og i samme ombæring væltede ned over det bord,som var centrum for selskabet på vel nok omkring 10 svenske brødre og søstre, som ikke lod sig mærke af det besynderlige optrin. Det eneste ord, der på dette tidspunkt kunne udtales rent på svensk var vel nok skål, men det blev også flittigt brugt selv om flere havde været nede og bide i græsset. Beriget af aftenens oplevelser og med et godt smil på læben forlod jeg Örnsköldsvik og fortsatte mod nord. Der blev længere og længere mellem birketræerne i takt med, at jeg bevægede mig opad mod den laplandske tundra. Vejret bød på temperaturer, som ikke sneg sig over de 5 gr. Det var også her jeg stødte på en tysk rejseledsager - naturligvis på den største BMW motorcykel penge kan købe og som gud hjælpe mig havde kaffemaskine til monteret i et strømudtag i topboksen. Sådan kan man også rejse og det var slet ikke værst at få varmen i fingrene fra den glohede kaffe, der blev budt på, da vi slog teltene op ved bredden af en buldrende elv, netop som vi havde passerede grænsen til Finland. Til gengæld kunne jeg byde Nico fra Hannover på et godt måltid mad inden vi planlagde næste dags tur, der gerne skulle slutte 450 km. længere nordpå ved Nordkap. Polarcirklen er ikke meget mere end halvvejen til Nordkap Nico havde sat sig for at nå dette mål og retur indenfor 7 dage, hvilket måtte siges at være ambitiøst med hensyn til vejr, vind og ikke mindst vejenes ringe beskaffenhed. Efter et solidt morgenmåltid, hvor jeg endnu engang satte stor pris på mit valg af Orifos produkter, startede vi op på 3. dagen ledsaget af tunge regnbyger, der gjorde udsynet gennem visiret lettere kompliceret og tvingende nødvendigt med pauser til at rengøre udsyn. Selv om moderne motorcykelbeklædning fra Rukka stort set er regntæt, nedkøles man hurtigt, men med målet i sigte, var der ikke tid til at have ondt af sig selv. Meget bedre blev vejret da heldigvis også efterhånden som vi kørte nordpå og kom ned fra den øde men smukke tundra. Lige over middag nåede vi norske Alta, flot placeret i bunden Altafjorden, der er på Unescos verdensarvsliste for de mange helleristninger ved oldtidsbopladserne. Det var på dampende fra de sidste dråber benzin at Ducatien nåede civilisationen. Efter endnu en kop frisklavet kaffe og en optankning var der ikke yderligere tid af spilde og i et meget flot vejr med skyfri himmel blev de sidste kilometer tilbagelagt - Nordkap blev nået nøjagtigt 72 timer efter jeg havde forladt Haderslev og hvilken oplevelse! Turen over tundra, ud og ind gennem fjorde, de høje fjelde, de lange tunneller og rensdyr overalt - ja selv i tunneller, gjorde den sidste del af turen til noget særligt. Nordkapøen er ubestridt et fantastisk skue af øde storhed, som tilnærmelsesvis frakobler fornemmelsen af tid, rum og sted. Hér rummes en natur af en særlig karat, hvor vegetationen bestemt ikke er sparsom - den er lav, men udgør en eksplosion af farvernuancer, der sætter sanserne på en opgave, der i sin særegenhed rækker langt ud over det sædvanlige. Også fugleliv er et kapitel for sig.. hér er havørnene ikke noget særsyn. Svært var det at forestille sig, at vinteren var lige om hjørnet og den første sne meget vel kunne falde indenfor en 14 dages periode. Efter endnu en overnatning i mit ganske lille, men udmærkede turtelt som jeg lærte at sætte ekstra pris på, var tiden inde til at lægge nye planer - jeg skulle jo også hjem igen fra et Nordkap, der med sin natur væk-

19 SPORTSTOURING kede minder om en fantastisk tid på Grønland tilbage i 90 erne. Selv om stedet var svær at slippe skulle jeg helst have sat yderligere ind på oplevelseskontoen inden jeg om små 14 dage igen var nødt til at indtage min plads i hverdagens fortravlede myretue. Jeg tog afsked med Nico, der måtte tidligt af sted. Et besøg på klippen, der udgør Europas nordligste punkt, blev punktummet for første etapemål og jeg begav mig ud på den lange tur igennem Norges fantastiske scenarier. En afstikker til Norges nordligste by, Hammerfest, var på programmet inden jeg efter en lagt og vejrmæssigt udfordrende tur sluttede af på en campingplads lidt udenfor Tromsø. I Hammerfest gjorde jeg turens eneste investering - en fleecetrøje af velkendt norsk kvalitet. (altså hvis man lige ser bort fra, at selv en øl indkøbt til sin velfortjente aftensmad og en pakke lastelige cigaretter, kan virke som rene investeringer henset til priser på 30 henholdsvis 110 norske kroner). Fleecejakken skulle vise sig særdeles nyttig - undervejs sydover blev jeg nemlig akkompagneret af regn, slud og ikke mindst kraftige vindstød når jeg skulle over de høje, nærmest teatralske fjelde, hvor den evige sne konstant var med til at skabe konturer i det fantastiske landskab. Selve Tromsø blev desværre ikke til det ophold jeg ellers havde set frem til - dertil var vejret ganske enkelt for dårligt. Nordkap klippen som udgør Europas nordligste punkt. Godt selvudløseren er opfundet! - Nordkap blev nået nøjagtigt 72 timer efter jeg havde forladt Haderslev... Det var især på de øde strækninger i det nordlige Skandinavien jeg satte min lid til, at Ducati nu også var den driftsikkerhed jeg havde forestillet mig - og det viste den sig med største selvfølgelighed at være. Den forholdsvis momentstærke 2-cylindrede motor demonstrerede sit værd både når det gik op, når det gik ned og ikke mindst når vejene på særdeles underholdende måde snoede sig kraftigt til højre og til venstre mellem de høje, stejle klippevægge. Ind imellem kom hjertet imidlertid på overarbejde når nedfaldne klippestykker eller pludselige huller i vejen krævede voldsomme nedbremsninger og undvigemanøvrer - også hér var Ducati en fænomenal og lod mig ikke i stikken. Lofoten er noget ganske særligt, men desværre er regnvejret ofte en fast ledsager. Det giver dog også mulighed for nogle spektakulære naturoplevelser 19

20 SPORTSTOURING Med en afstikker ind i Sverige til nationalparken Abisko, der, af gode grunde, er et sandt paradis for fjeld- og tundravandring,.. og sagtens kunne have tålt flere dages udforskning, genfandt jeg det gode vejr og lysten til igen at bevæge mig ud mod atlanterhavskystens uforudsigelige vejrguder. Jeg havde jo også i min planlægning taget højde for et gensyn med den særegne natur, de høje spidse fjelde flankeret af charmerende træhuse i smukke farver, storhav og de uberørte landområder, der kendetegner Lofoten - Norges fiskericentrum. Det var vildt fascinerende, at indtage et sådant stykke natur på en motorcykel man sidder rigtigt godt på selv om eller netop derfor - den efterhånden havde rundet de 4000 km. siden starten i Haderslev. Glæden ved gensynet kunne ikke viskes væk af en temmelig hårdhændet sejltur fra Moskenes på Sydlofoten, hvor jeg i øvrigt stødte på de første danskere på opdagelse i deres veteran af en autocamper, over Værøy til Bodø på fastlandet. Det gav bestemt mening, at motorcyklen skulle forankres godt og grundigt i dækket på færgen. - Jeg kan drage den konklusion, at en Ducati bestemt kan andet end race.. Godt træt, en kende søsyg, våd, men en oplevelse rigere, gjorde jeg holdt lidt udenfor Bodø, hvor jeg i nattens mulm og mørke endnu engang gjorde brug af allemandsretten, uvidende om, at jeg havde lagt mig tæt op ad en af Nordeuropas mest trafikerede militære lufthavne. En veritabel larm vækkede mig tidligt om morgenen og alle forsøg på at ignorere støjen med tanke om, at det nok kun lige var et enkelt jagerfly, der skulle lande, blev fejet til side. Heldigvis startede dagens strabadser på den tohjulede med ledsagelse af et formidabelt solskinsvejr, der varede ved indtil ankomsten til Trondheim sent om aftenen. Nu var turen på sin vis slut og kun hjemkørslen, med en enkelt afstikker til Lillehammer, stod for døren - resten af Norge måtte vente til en anden god gang også selv om atlanterhavsvejen sydover efter sigende er et must see. Nordkap er et fantastisk syn, der er værd at køre efter selv på motorcykel. Vigtigt er det måske også at indskyde, at Norge er et trafikovervågningssamfund og det er en særdeles god idé at være opmærksom på hastigheden, idet bødetakster i Norge ikke er nogen spøg. Trondheim blev til 2 dage, med visit aflagt i den gamle bydel, ved den smukke gamle katedral og ikke mindst besøg hos Skandinaviens nordligste Ducati forhandler, hvor olie, kæde m.v. fik et tjek inden de sidste 1200 km. skulle tilbagelægges. Duc en havde imidlertid ikke brugt en dråbe olie og kæden var endnu ikke slatten nok til at få en opstramning. Det gode vejr fulgte med mig indtil Göteborg, der var sidste stop inden Danmark. Hér benyttede jeg lejligheden til at besøge gamle MC-venner og til at få mit første måltid, der ikke var produceret af Orifo. Jeg var sådan set endnu ikke blevet træt af de mange spændende færdigretter selv om der efterhånden havde været et par gengangere. Nuvel, gensynet måtte fejres med en tur på restaurant. Tilbage stod kun turen fra Frederikshavn en tidlig hverdagsmorgen, hvor jeg i silende regnvejr, på min vej sydover, kunne betragte de triste morgentrafikanter i færd med, at indtage deres pladser i en fortravlet hverdag, der også snart skulle blive min igen. Men 6000 km. var rundet og med en stor portion oplevelser at tære på de næste mange måneder. Tilmed kan jeg drage den konklusion, at en Ducati bestemt kan andet end race - også når den hedder 749 til efternavn. JørGEN HOLSTener LArsen 20