Adrian Bentzon GUD OG FREMTIDEN TIDERNE SKIFTER. Tiderne_Gud og fremtiden.indd 3 16/09/

Transkript

1 Adrian Bentzon GUD OG FREMTIDEN TIDERNE SKIFTER Tiderne_Gud og fremtiden.indd 3 16/09/

2 GUD OG FREMTIDEN Copyright Adrian Bentzon/Tiderne Skifter, 2010 Forlagsredaktion: Claus Clausen Bogen er sat med Minion Sats: An:Sats, Espergærde Tryk: Printing House POZKAL Printed in Poland 2010 ISBN Udgivet med støtte fra Velux Fonden TIDERNE SKIFTER Læderstræde 5, 1. sal 1201 København K Tlf: Fax: www. tiderneskifter.dk Tiderne_Gud og fremtiden.indd 4 16/09/

3 Indhold Forord 7 I. OPGØR MED FORTIDEN 9 Lidt om forfatteren og hans virke 11 Om tingenes nyhed 20 Om religion 24 II. SAMTALER MED FREMTIDEN maj l Videre samtaler 52 Om at tale med gud 58 III. DEL MENNESKET I TIDEN 65 Indledningsvis om gud 67 Om Neale Donald Walsch 70 Historisk perspektiv 72 Forholdet til kristendommen 76 Om Gud 78 Mennesket i tiden 90 To opfattelser af tidens bevægelse 90 Fortid, nutid, fremtid 92 Samtiden 97 Tiden og det ubevidste 102 Hvorledes kan man tale om det samtidige felt 105 Tiden som interesse 110 Interessens svingninger i tid 111 Tiderne_Gud og fremtiden.indd 5 16/09/

4 Nogle kommentarer 120 Intuitionens vilkår i vort samfund 125 Forfølgelse af interessens intuitive fase 127 Højere bevidsthedstilstande 136 Essens/manifestation 144 IV. NOGLE RELIGIØSE GRUNDBEGREBER 155 Tro, virkelighed og værdier 157 Tro i Vesten 162 Noget og ingenting 166 Godt og ondt. De grundlæggende valg 170 Synd 180 Døden 183 Mening 190 Tanker om skabelsen 202 V. FORNYELSEN 209 Trossætninger 212 Om gud 218 Satan 232 Konklusion 237 APPENDIKS To historier 241 Om formålet med mennesket 243 Søndag 248 Litteratur 249 Tiderne_Gud og fremtiden.indd 6 16/09/

5 Forord I 1978 udgav jeg en bog med titlen En samtale med fremtiden. Den byggede på mine egne åbenbarede oplevelser. Det samme gør denne nye bog. Gud og fremtiden kan ses som en videreudvikling af de overvejelser og refleksioner, jeg gjorde mig dengang for mere end tredive år siden. Men betragtningerne over tidens natur er gennemgribende omarbejdet. Og denne nye bog har har direkte sigte imod en fornyelse af gudsforholdet og en gudsforestilling, der er forenelig med moderne tænkning og politisk bevidsthed. Hvis nogle af mine betragtninger forekommer naive, kan jeg ikke have noget at indvende imod dette; de er på mange måder et forsøg på at genoptage de spørgsmål, vi normalt holder op med at stille, når vi er 10 år. En tak til de elever, arbejdskammerater og venner, der har villet snakke med mig om disse ting i de forløbne år. Mange af tankerne er også deres. En særlig tak til min gamle ven Tor Nørretranders, som har gået manuskriptet kritisk igennem og givet mig mange gode råd og anvisninger. Og til min forlægger Claus Clausen for en lige så grundig gennemgang og for hans bidrag til en klarere fremstilling. Samt til Tamara, Nils og Martin på Tiderne Skifter for deres venlighed og hjælpsomhed. Indholdet står for min egen regning. København 2010 Adrian Bentzon Tiderne_Gud og fremtiden.indd 7 16/09/

6 Tiderne_Gud og fremtiden.indd 8 16/09/

7 I. OPGØR MED FORTIDEN Tiderne_Gud og fremtiden.indd 9 16/09/

8 Tiderne_Gud og fremtiden.indd 10 16/09/

9 Lidt om forfatteren og hans virke Når man beskæftiger sig med Gud, beskæftiger man sig med alting. Dette kan selvfølgelig ikke lade sig gøre; et enkelt menneske kan ikke overskue tilværelsen i sin helhed. Et verdensbillede eller en livsfilosofi viser sig altid senere at være en beskrivelse af den måde, tingene falder i hak på, når man ser det fra den afkrog af virkeligheden, hvor man selv rumsterer omkring. Jeg finder det derfor rimeligt at indlede med en kort redegørelse for det virke, der har ført til de spørgsmål, der tages op i det følgende. Jeg er født i 1929 og opvokset i en borgerlig familie, hvor jura eller musik var de foretrukne beskæftigelser. I de tidlige ungdomsår blev jeg meget optaget af friheden, både som idé og i praksis, og A.S. Neills bøger om en opdragelse i frihed kom til at betyde meget for mig. I min gymnasietid gennemførte jeg en slags én-mands oprør mod autoriteterne (man havde dog megen tålmodighed med mig). Til studentereksamen skrev jeg om emnet Disciplin i skole, hjem og samfund og jeg benyttede lejligheden til at fremsætte nogle tanker om friheden, inspireret af bl.a. Neill. Jeg fik derfor karakteren g- (en meget lav karakter), der var ikke megen forståelse for A.S. Neills ideer i skolen dengang. I 1946 tog jeg nysproglig studentereksamen fra Gentofte Statsskole. I og for sig ville jeg have været lærer og forsøgt mig med moderne pædagogik, men som folkeskolen tog sig ud i 1946, syntes det ret udsigtsløst. Så efter et mislykket forsøg, lod jeg mig optage på universitet inden for slavisk filologi. I studieåret opholdt jeg mig på et stipendium i Prag. Det var mit første møde med egentlig fattigdom og arbej- 11 Tiderne_Gud og fremtiden.indd 11 16/09/

10 derklassens vilkår, og det førte til fire års medlemskab af Det kommunistiske Parti. I 1952 aflagde jeg magisterkonferens i slaviske sprog med tjekkisk som hovedfag og titlen: Karel Capek som humani - s tisk samfundskritiker. Men jeg var i mellemtiden blevet klar over, at den akademiske verden ikke var noget for mig og så mig om efter noget mere livsnært var også året, hvor ungdomskulturen opstod, i første omgang kaldet teen-age. Og af en eller anden grund blev New Orleans-jazzen dens musik og jazzklubberne stedet, hvor man mødtes. Hver eneste provinsby havde sin jazzklub, ledet af ganske unge mennesker, som var centrum for ungdommens udfoldelser. Jeg har spillet klaver siden jeg var lille og var i krigsårene meget optaget af den hjemlige jazzscene med Peter Rasmussen som mit foretrukne orkester. Efter en pause efter krigen genoptog jeg i 1952 jazzen, denne gang i dens oprindelige form. Jeg spillede første gang på åbningsaftenen af Storyville i Hambroesgade, en af de allerførste jazzklubber, og så var vi fem, der startede et New Orleans-orkester i mit navn. Det gik så godt, at vi i 1954 kunne oprette vores egen jazzklub sammen med Anders Dyrup. Den fik navnet Club Montmartre efter et lille værtshus i Store Regnegade, og senere blev den videreført af Anders som Jazzhus Montmartre. Vi var en fast årlig gæst i jazzklubberne over hele landet, og der er ikke den provinsby eller det forsamlingshus, jeg ikke har spillet i. Det var også almindeligt, at vi fik jobbet med at akkompagnere amerikanske musikere på besøg i Danmark, af hvilke jeg især skal nævne klarinettisten Albert Nicholas, der brugte lang tid på at få sat skik på vores orkester og lære os, hvad det hele drejede sig om. Med eget orkester spillede jeg offentligt til 1963 og vendte så tilbage som pianist i Theis/Nyegaards Jazzband Tiderne_Gud og fremtiden.indd 12 16/09/

11 I begyndelsen af 50 erne opstod også de alternative skoler, Bernadotteskolen og lilleskolerne, med rod i den progressive tradition, som fandtes i småbørnspædagogikken. I 1955 fik jeg jobbet som musiklærer på Bernadotteskolen og blev senere også klasselærer og fuldt medlem af lærerstaben. De første år på Bernadotteskolen, med C.C. Kragh-Müller som inspirerende leder, var utroligt spændende. Dels udviklingen af musikværkstedet som en del af hele det kreative område, dels arbejdet med virkeliggørelsen af en skole bygget på fundamentale demokratiske principper som gensidig respekt, alsidig personlighedsudvikling osv. Jeg var der i 16 år. Omkring 1967 var der en gruppe af lærere og unge, der fremsatte ideen om Det frie Gymnasium, baseret på det direkte demokrati, dvs. at alle deltog i alle beslutninger. Efter nogle år lykkedes det at få undervisningsministeriet interesseret i et sådant eksperiment. Da det så ud til at blive en realitet, stod man og manglede et rektoremne, og da flere af de unge var mine gamle elever, henvendte de sig til mig. Jeg deltog så i det sidste års politiske forberedelse og var rektor Det var ret vildt, og jeg mindes den tid med en del nostalgi. I længden havde jeg ikke kræfter til rollen som gidsel mellem skolemødet og undervisningsministeriet, som begge kunne være ret urealistiske og ikke altid rimelige i deres forventninger, og i 1974 måtte jeg holde op af hensyn til mit helbred. I 1973 havde jeg de åbenbarede oplevelser, der førte til udgivelsen af En samtale med fremtiden i Jeg holdt fri i 1½ år for at skrive og søgte derefter rektorstillingen på Børnehaveseminariet Frøbel-Højskolen. Det var som at komme tilbage til Bernadotteskolens første år, og jeg havde fornøjelsen af at arbejde sammen med en særdeles engageret og kvalificeret lærerstab. Det hele forløb lidt roligere end før, og megen af min tid gik med administration, men det var gode år. Og 13 Tiderne_Gud og fremtiden.indd 13 16/09/

12 sammen med studerende og lærere fik vi etableret en stemning af åbenhed og engagement og et uddannelsesforløb med ganske kontante kvalitetskrav. Jeg var der til min pension, 67 år gammel, i Forholdet til naturen har betydet meget for mig, og det norske fjeld har været mit yndlingsopholdssted. 10 gange har jeg gennemvandret Jotunheimen, og hver gang er mit forhold til fjeldet blevet dybere. To gange har jeg været gift og skilt. Første gang med Lulu Gauguin, som fødte vores søn Aske. Tyve år senere med Tine Jolander, med hvem jeg fik Adelaide. Efter skilsmissen har forholdet til min tidligere hustruer udviklet sig til et godt venskab. Og begge mine børn har været til stor glæde for mig. Generelt kan man sige, at mit arbejde har ligget inden for, hvad man kunne kalde den humanistiske oprørstradition, som den er formuleret af Sokrates, Jesus, Rousseau, Marx, Freud, Camus o.l. Deri ligger først og fremmest troen på, at det er muligt at forbedre sin tilværelse og med grundlag i det menneskelige fællesskab indrette et samfund med en retfærdig fordeling af magt og rigdom og gunstige betingelser for udfoldelse af de evner og muligheder, der er os givet. Et sådant livssyn har i Vesteuropa i ca. 150 år for manges vedkommende været knyttet til ideen om socialismen. Og jeg var som sagt i min ungdom medlem af det kommunistiske parti. Jeg mødte mange gode mennesker der, og ungdomsfestivalerne i 1949 og 1951 bød på oplevelser, jeg ikke ville have undværet. Men jeg var aldrig nogen helt god kommunist, og efterhånden som hele kommuniststyrets undertrykkende natur blev mere og mere åbenbar, var vi mange, der blev så betænkelige, at vi meldte os ud. For mit vedkommende i 1953, 14 Tiderne_Gud og fremtiden.indd 14 16/09/

13 da de første dokumenterede afsløringer af Stalins forbrydelser blev offentliggjort. Da marxismen vendte tilbage i 70 erne, kunne man efterhånden blive godt træt af den. Jeg havde været det hele igennem i min ungdom, og jeg er skolet i Leninismens Problemer, nu skulle man åbenbart til det igen, med stort set uforandret tekst. Universitetsmarxismen var utrolig dogmatisk, pedantisk, intolerant og i det hele taget en trist affære. Og på Det frie Gymnasium var det nedslående at se elever, der var mødt op fulde af tillid til deres egne iagttagelser og værdien af deres selvstændige forsøg på at ændre tingenes tilstand ud fra ganske høje idealer, men som efter et par år sad med næsen i Das Kapital for at finde ud af, hvad de skulle mene og gøre. Men jeg måtte erkende, at jeg selv som ung havde været igennem en tilsvarende periode, så det måtte være deres ret at gøre det samme. Det var bare ikke nødvendigt, at jeg deltog, hvilket også var en af grundene til, at jeg holdt op. Karl Marx var jo selv langt mere åben end hans disciple. Og hans analyse af det kapitalistiske samfund er i mange sammenhænge stadig ikke til at komme udenom. Men han rækker ikke ud over det, dertil er hans menneskesyn for snævert, og ideen om statens overtagelse af produktionsmidlerne viste sig at være en politisk fantasi, der ikke holdt. (Jeg kan her ikke lade være med at bemærke, at Hegel, den store idealistiske filosof, og Marx, den tilsvarende materialistiske, begge skrev mammutværker om mennesket og dets udvikling, med tysk grundighed. Når de kommer frem til idealtilstanden, kan ingen af dem forestille sig andet end, at den nødvendigvis må ligne den prøjsiske stat.) Ideen om socialismen har ikke længere den samme bærekraft som tidligere. Og på hele venstrefløjen hersker der stor uenighed og usikkerhed på, hvad socialisme i dag går ud på. Umiddelbart er det svært at se perspektivet i dette. 15 Tiderne_Gud og fremtiden.indd 15 16/09/

14 Kapitalismen har været enerådende siden Sovjetunionens fald i Men med finanskrisen i ser det ud til, at den heller ikke holder. Så står vi der. Personligt har jeg altid været mest tiltrukket af anarkismen. Jeg tænker her på den form, der blev givet den af folk som Proudhon, Kropotkin. Emma Goldman og i en mere modereret form af George Orwell. Anarkismen lægger vægt på følelsesmæssige relationer og nære forhold, og rummer såvel friheden som fællesskabet. Og Kropotkin, som man møder ham i En anarkists erindringer, står for mig som en af de mest fængslende og sympatiske politiske skikkelser: På én gang eventyrer og videnskabsmand, med en fysisk og psykisk styrke, der gør ham upåvirket af lang tids fængselsophold, altid interesseret og åben i forhold til dem, han møder, og i det hele taget. I sin i dag ret ukendte bog om Gensidig Hjælp, hvor han imødegår Darwin, påpeger han samarbejdets betydning for livets udvikling et tema, der i de sidste år er blevet genoptaget af den biologiske forskning. Som politisk realitet har anarkismen vist sig ret upraktisk (på et tidspunkt havde anarkisterne styret i Katalonien, Bayern og dele af Rusland, men de forsvandt igen uden at efterlade sig spor), og den kan på mange måder virke umoden. Men de spørgsmål, den rejser, er stadig aktuelle. Der er folk, der tror, at anarkismen består i bombekastning, hæmningsløs voldsudøvelse og total opløsning af enhver form for orden, og der har jo unægteligt været eksempler herpå. For at lægge afstand til dette og samtidig markere den oprindelige observans foretrækker folk som f.eks. sprogforskeren Noam Chomsky i dag at benytte udtrykket libertær. Ordet er egentlig ikke særlig kønt, og det udtrykker ligesom ikke den sprudlende oprørsånd, der er et af anarkismens kendetegn, men det har nok været nødvendigt for ikke at blive misforstået. * * * 16 Tiderne_Gud og fremtiden.indd 16 16/09/

15 Samfundskritik har aldrig interesseret mig så meget, uden at jeg på nogen måde underkender dens betydning. Men som kritiker af det bestående samfund bliver man samtidig bundet dertil; magthaverne har hele tiden udspillet, og begår de ingen overgreb, har man ikke noget at lave. Det har forekommet mig mere givende at prøve på at få noget nyt op at stå og vise, at tingene kunne fungere på andre præmisser. Såvel Bernadotteskolen som Det frie Gymnasium var sådanne forsøg, og vi var i det perspektiv et par af de mange alternative foretagender der udviklede sig i årene fremover. Karakteristisk for alternativ virksomhed er, at man ikke blot løser eksisterende problemer på en anden måde, men i lige så høj grad opsøger nye problemstillinger, som forekommer mere værd at beskæftige sig med end de gængse. Ofte kræver dette, at man afstår fra industrisamfundets belønninger økologiske landmænd er f.eks. sjældent rige. Jeg kunne godt lide 60 erne. Der tales i dag meget om 1968, men som jeg oplevede det, opstod langt det meste nye i årene 62-68, og de politiske bevægelser i 1968 var ligesom begyndelsen til enden. Derefter gik der kun et par år før Karl Marx holdt sit indtog. Jeg har ikke egentlig rod i 60 erne; jeg var dengang var oppe i trediverne og deltog i udskejelserne med en vis tilbageholdenhed. Men ellers var det fandeme sjovt. Hele den elektroniske musik dukkede op, og man kunne høre Beatles, Stones og Jimi Hendrix for første gang. Det bare boblede med nye ideer og vilde påfund. Huset i Magstræde var stuvende fuldt af unge til timelange møder, hvor hele verdens indretning blev taget op til diskussion. Eller de sad hele natten ved Storkespringvandet, og der var ingen grænser for, hvor underlige de kunne se ud. Kollektiver skød op som paddehatte, det kendteste var nok Maos Lyst, hvor alle tog navneforandring til stammenavnet Kløvedal. Ole Grünbaum, finansministerens søn, sprang nøgen omkring i Studentersamfundet. Se- 17 Tiderne_Gud og fremtiden.indd 17 16/09/

16 nere slog han sig sammen med nogle venner ned på Fugleøen i Sortedamssøen, udråbte øen til selvstændig stat og erklærede USA krig. Den almindelige kulturelle debat var utroligt levende, og man snakkede knap så meget om sine banklån og prioriteter som i dag. Det er bemærkelsesværdigt, at så mange unge valgte en frivillig fattigdom i en periode, hvor der var arbejde og penge nok til alle. Men de havde andet at tænke på, og 1 kilo brune ris rækker til lang tid. Man må også huske, at 60 erne principielt var ikke-voldelige. Det vil ikke sige, at der ikke fandt vold sted. Men det var ikke på mode, og slagordene var flower-power og budskabet: Make love, not war. Sådan kunne jeg blive ved. Der er skrevet meget og rigtigt om ansvarsløsheden, mangelen på realitetssans og de unge, der gik ned med flaget. Og på mange måder kan man sige, at 60 erne gik op i røg. Men tilbage står en periode med en utrolig kreativitet, så at de fleste nye værdifulde foretagender må ses som en mere bevidst og jordnær videreførelse af ideer fra 60 erne. Jeg er på ingen måde nostalgisk med hensyn til 60 erne, men for nylig snakkede jeg igen med Ole Grünbaum, der siden bl.a. var blevet en anset computerekspert, og vi var enige om, at bortset fra internationaliseringen og computerteknologien er der ikke opstået meget egentlig nyt efter ca Det er nok værd at bemærke, at forholdet til muslimerne dengang var væsentlig anderledes end i dag. 60 erne åbnede for hele indflydelsen fra de orientalske kulturer, især den indiske. Men det var fuldt så almindeligt at lade sig inspirere af den islamiske verden. Og jeg har kendt mange, der rejste til Marokko eller Den nære Orient og hævdede, at de der fandt en inderlighed og forståelse mellem folk, som var gået tabt herhjemme. * * * 18 Tiderne_Gud og fremtiden.indd 18 16/09/

17 Ungdomsoprøret findes ikke mere og jeg savner det. Det var utroligt forfriskende at møde unge, der stillede spørgsmålstegn ved alting, eksperimenterede med deres egen tilværelse og beskæftigede sig alvorligt med livets grundlæggende spørgsmål. Så havde man nogen at rives med. Ser man på ungdommen af i dag, så finder jeg 3 kategorier: 1. De der stort set benytter deres ideologier til at udtrykke deres indre vrede og retfærdiggøre deres egen trang til at smadre ting og slås med autoriteterne, for det meste i skikkelse af politiet den type militantisk aktivisme har der altid været; dens udtryk er blot blevet kraftigere. 2. De der er oprigtig interesseret i at yde en humanitær indsats, der rækker ud over dem selv de er bedre end nogensinde. 3. Men flertallet af de unge mennesker i dag er flinke, fornuftige og realistiske, ganske dygtige til deres ting, men uden store ord og revolutionerende tanker. De flytter tidligt hjemmefra og må koncentrere sig en del om at tjene til huslejen. Og ellers er det som om, de mest dyrker deres tilværelse her og nu. Måske er deres realitetssans uforenelig med den uskyld, der er nødvendig for at kaste sig ud i altomstyrtende forehavender. Måske har de bare forpuppet sig og dukker op, når vi mindst venter det. Siden jeg var fem år, har jeg haft en fornemmelse af, at verden snød mig. Ikke på den måde, at jeg føler mig snydt. Men jeg har følt, at tingene i virkeligheden så helt anderledes ud, end de blev præsenteret. Og at jeg ville kunne gennemskue dette, hvis jeg blot var i stand til at se klarere og tænke mig lidt bedre om. 19 Tiderne_Gud og fremtiden.indd 19 16/09/