BHAKTI DIGTNING OG TAMIL KULTUR

Transkript

1 BHAKTI DIGTNING OG TAMIL KULTUR Til Gurupuja i Marandai. Det var en varm og støvet novemberdag i Tirunelveli Distrikt, og jeg sad i en bus sammen med en indisk bekendt fra Tirunelveli by på vej til landsbyen Marandai. Vi kørte gennem et tørt og afsvedet landskab. Her og der var der kunstvandet ved hjælp af dybe brønde, og frugtbare grønne firkanter lyste i de vissenbrune og grønne farver, som ellers dominerede på den blegrøde tropejord.»så er vi i Marandai«, meddelte min ven mig og standsede bussen. Da vi stod på den øde landevej, var der intet tegn på beboelse, så langt øjet rakte, men efter et par kilometers gang hen over markerne kom vi omsider til landsbyen Marandai. Her var man i gang med den årlige gurupuja. Min bekendte synes, jeg burde se det, fordi min opgave var at studere en bestemt kaste, Karkattar Velalar, og BHAKTI deres kultur, og dette arrangement var efter hans mening et godt udtryk for denne kastes kultur. En gurupuja er en gudstjeneste for en hellig mand eller religiøs lærer. For mange år siden havde der boet en mand, som blev kaldt»»chettiswami«i landsbyen. På dagen for hans død for 61 år siden var man nu samlet for at mindes ham. På hans grav var en Shiva lingam (et fallossymbol som repræsenterer guden Shiva), og over det var bygget et ganske lille tempel. Foran templet var der i dagens anledning opsat et halvtag af Tamil Nadu har bidraget til hinduismen med den folkelige form for religion, bhakti, i hvilken det enkelte menneske træder ind i et personligt forhold til sin udvalgte gud. Forholdet mellem gud og menneske beskrives metaforisk som et kærlighedsforhold mellem mand og kvinde. Denne form for religionsdyrkelse opstod efter al sandsynlighed først i Tamil Nadu, for ca år siden, og bredte sig derfra til det øvrige Indien. Det var bhaktireligionen, som gav anledning til at tusindvis af religiøse sange blev skrevet på Indiens mange forskellige sprog. For mange af de forskellige indiske folk blev bhakti sange det første, som overhovedet blev skrevet på deres eget sprog. Derved kom bhakti litteraturen til at udgøre et meget vigtigt element i de regionale kulturers nationale selvforståelse. Dette forhold er særlig udtalt i Tamil Nadu, fordi bhaktilitteraturen er ældre og har et større omfang her end noget andet sted i Indien. Bhaktidigtningen er uadskilleligt vævet sammen med Tamil Nadus sociale og religiøse strukturer og med dets specielle kastesystemer. 1 palmeblade. Man havde engageret en mand til at blæse i konkylie, samt nogle andre musikere. Vi kantede os til rette på de smalle bænke, og gudstjenesten gik i gang. En del sad på jorden, bl.a. to tempelsangere. Festarrangøren frembar madofre, blomster og olielamper for Chettiswami. Hele historien havde kostet 500 rupees, og pengene var indsamlet blandt landsbyens Karkattar Velalar og andre højkaste folk, og det var kun dem, der deltog i gurupujaen. Arrangøren attesten var også Karkattar Velalar. Efter nogen tid oplod de to tempelsangere deres stemmer, og hvilke stemmer! Det var som at høre Caruso synge i et forsamlingshus. De sang nogle af de meget smukke gamle tamil bhakti sange, som er mere end tusind år gamle. Disse sange udtrykker kærlighed til gud og appellerer stærkt til følelserne. En pige på 12 år sad med bortvendt ansigt og lyttede koncentreret, mens tårerne langsomt trillede ned ad hendes kinder, så vemodige var disse religiøse kærlighedssange, og så smukke var de to sangeres skolede stemmer. Efter gudstjenesten blev der serveret et sydindisk rismåltid i den lokale skole, og jeg spurgte nu arrangøren, hvor han havde fået disse to fremragende sangere fra. Han fortalte, at de var ansat véd det store Nataraja tempel (»Den Dansende Shiva«) tempel i Courttalam. De var kommet til gurupuja en for en meget lav betaling som en personlig vennetjeneste for festens arrangør, som selv dyrkede kunsten at synge de klassiske bhaktisange. Den slags tempelsangere findes ved de fleste

2 større templer i Tamil Nadu, og de kaldes Oduvar. Det er mere en stillingsbetegnelse end et kastenavn, for selvom der er tale om et erhverv, der nedarves i familien, så regnes de for at være en gren af den store Velalar kaste i Tamil Nadu. Nu havde jeg hørt Tamil tempelsangere før, men deres sang havde ikke imponeret mig synderligt. Eftersom embedet er arveligt, så er det heller ikke overraskende. De kan jo ikke alle være de rene mestersangere. Men der findes også tempelsangere, som er så gode, at de turnerer og få r store honorarer. Det var noget jeg erfarede, da jeg besøgte et af de steder, hvor mange af Tamil Nadus tempelsangere uddannes. Et Besøg på Dharmapuram Adhinam Mine Karkattar Velalar bekendte mente, at jeg burde besøge et sted ved navn Dharmapuram Adhinam i Tanjore distrikt. Det er en slags mini-»vatikan«for Tamil Nadu s Shiva-dyrkere. Det er både, helligdom, kloster og uddannelsesinstitution. Her kan Shiva-dyrkere komme og studere den særlig tamilske Shiva filosofi, som hedder Saiva Siddhanta, og her uddannes tempelsangere. Mine venner af Karkattar Velalar kasten var meget stolte af deres tilknytning til dette sted, idet Dharmapuram Adhinam var grundlagt i det sekstende århundrede af en Karkattar Velalar, og stedets nuværende leder tilhørte også denne kaste. Institutionens formål er at udbrede Shivadyrkelsen i Tamil Nadu, og at overlevere de ældgamle tamil bhaktisange til eftertiden. Via en indtroduktion fra en betydningsfuld Karkattar Velalar blev jeg i stand til at besøge Dharmapuram Adhinam. Lidt uden for byen Mayuram i det frodige Tanjore distrikt ligger det med sine enorme gule bygninger. Jeg trådte ind i en forhal på størrelse med Århus banegård med søjler, der fortonede sig opefter i det svalende mørke. Nogle af stedets tjenende ånder og guruens myndige sekretær modtog mig og forberedte mig på audiensen hos stedets overhoved, Hans Hellighed Shanmuga Deshikar Brahmacharya. Hvis jeg ikke havde lyst, så var det da i orden, men man ville blot gøre mig opmærksom på, at den sædvanlige måde at hilse guruen på var at komme ind med nøgen Guruen i Dharmapuram Adhinam i sit arbejdsværelse. Dette er er af Shiva-kultens kraftcentre i Tamil Nadu s frugtbare Tanjore distrikt. Dette område har på grund af sin velstand kunnet frembringe langt flere templer og religiøse institutioner som denne, end de øvrige distrikter i Tamil Nadu. overkrop og strække sig ud foran ham på gulvet og berøre gulvet med panden. Jeg havde ikke noget imod at lave en dyb armbøjning for guruen, og det var de lettede over at høre. Guruens arbejdsværelse var virkelig et imponerende syn. Midt i det store, højloftede rum med smukke bogskabe langs væggene sad guruen bag et stort udskåret skrivebord med stakke af bøger. Han var en statelig, kraftig mand omkring de 50. Han havde nøgen overkrop, som det sømmer sig guds tjener, og hans lange grå hår var snoet rundt om hovedet, så det lignede en kosakhuse. Jeg hilste ham på den foreskrevne måde, og han udspurgte mig om mit ærinde, og hvorfor jeg var klædt i den sydindiske mandsdragt, vesti en, som er et enkelt firkantet klæde bundet om livet. Det var vel ikke noget, jeg havde gjort bare for at gøre et godt indtryk på ham? Jeg forsikrede, at jeg som regel gik klædt sådan, fordi det var det mest hensigtsmæssige i det varme klima i Tamil Nadu. Guruen forærede mig en mængde bøger, som udgives i Dharmapuram, heraf en del på engelsk. De handler om tamil bhakti og dens filosofi. Desuden gav han mig tilladelse til -vederlagsfritat lave en båndoptagelse med stedets to fremragende tempelsangere, hvoraf den ene - Gnanasambandhar- normalt tager 3000 rupees for en koncert. De to sangere leder Dharmapurams skole for tempelsangere, som havde 12 elever, drenge og unge mænd. Jeg optog også klassen i arbejde og kunne 2

3 konstatere, at det ikke var nogen mesterklasse, selvom de to lærere var fremragende sangere, men det var altå de unge mænd, som skulle videreføre dem gamle bhakti sangtradition rundt omkring i Tamil Nadus templer. Jeg erfarede, at Dharmapuram klostret ejer enorme landområder over hele Tamil Nadu, som er testamenteret til det hovedagelig af folk af Velalar og Chettitiar kasterne. Desuden administrerer man herfra megen tempel ejendom, og jeg opdagede, at den jord, som ejes af Natarajatemplet i Rajavallipuram, også administreres fra Dharmapuram. Forbindelse mellem Karkattar Velar ne og tamil bhakti traditionen er altså ikke blot af åndelig og poetisk art, der er også håndfaste økonomiske bånd, der binder. Karkattar Velelar, en dominerende Jordejerkaste. Rajavallipuram var den landsby i Tirunelveli distrikt, hvor jeg på tidspunkt udførte feltarbejde. Jeg havde valgt dette sted, fordi Karkattar Velalar kasten var dominerende her, og jeg ønskede at studere denne kaste. Det er en af mange Velalar kaster, som traditionelt har været jordejere og skatteopkrævere i Tamil Nadu, først under indiske fyrster, siden under englænderne. Efter jordreformerne i det selvstændige Indien mistede de deres greb om jordejendomsretten. Men jeg kunne alligevel i Rajavallipuram se resterne af fordums storhed for Karkattar Velalar kasten. Deres livsstil og ritualer er stadig præget af en rigogød-sel livsstil, samt en tradition for lærdom og uddannelse. Den følgende beskrivelse af Rajavallipuram kunne gælde for mange andre landsbyer i Tamil Nadu. Dette er en landsby med meget overrislet jord og derfor velhavende. Der findes andre typer af landsbyer, hvor.jorden ikke er overrislet, og Velar ne ikke er dominerende. Rajavallipuram, en Velalar Landsby. Denne landsby ligger ved Tambarparniflodens nordlige bred ca. 10 km nordøst for Tirunelveli. Befolkning: Areal: 475 hektar. 237 hektar kunstvandes. Det er en tætbefolket landsby, befolkningslætheden er 714 pr. km 2. Der skal mange mennesker til at dyrke ris, som er en meget arbejdsintensiv afgrøde. Hver eneste risplante skal plantes ud med hånden, og markerne - skal luges regelmæssigt. Det er kvindernes arbejde. Mændene pløjer jorden, holder overrislingskanalerne ved lige, og arbejder sammen med kvinderne når der skal høstes. Det er også en af de mest intensivt dyrkede landsbyer i området. Landbrugsskatten fra Rajavallipuram er den højeste pr. indbygger i distriktet. Regnvandet opsamles i store reservoirer og ledes derfra gennem kanaler ud på rismarkerne. Der kan dyrkes ris to gange om året, og ind imellem de to rishøster dyrkes der afgrøder, som ikke skal vandes så meget, f.eks. løg og græskar. 22 hektar dyrkes uden kunstvanding, og 216 hektar dyrkes ikke. Det drejer sig f.eks. om store lunde af palmyrapalmer langs floden, hvor også begravelsespladsen ligger. En stor del af det udyrkede areal er vandreservoirer. Palmyrapalmen kan vokse på sandet og ufrugtbar jord, hvor intet andet kan gro. Hver eneste del af palmyrapalmen kan bruges. Stammen har godt tømmer til husbygning. Bladene bruges til kurvefletning og brændsel. Frugten kan spises. Den er geleagtig og smager ikke af ret meget. Man kan også tappe saft af træerne. Den er meget sukkerholdig, og man kan enten inddampe den, så man får palmesukker, eller lade den gære, så man får palmevin. I landsbyen er der 865 huse, 100 hytter, 11 templer, l skole, l lille hospital og l postkontor. Der er også nogle købmandsforretninger, som har de allermest nødvendige ting til den daglige husholdning, såsom petroleum, tændstikker, sukker o.l. Man kan også købe nødvendige ting til landbruget: udsæd og kunstgødning, men alt andet, tøj og de fleste andre industrivarer må man tage til byen efter. Der er indlagt vand i en del huse, og der er elektricitet i de fleste huse. Skolen i Rajavallipuram går op til 10. klasse, men de Heste børn nøjes med femte eller syvende klasse. Ca. 20 børn går hvert år videre til højere uddannelse udenfor landsbyen. Enkelte kommer på universiteter eller andre højere læreranstalter, 3

4 og de kommer uden undtagelse fra Karkattar Velalar kasten. Det er ikke fordi, det er forbudt for folk af lavere kaster at søge akademiske uddannelser, tværtimod så har regeringen reserveret pladser for folk fra lave kaster ved universiteterne. Men fortidens mønstre, som betød at Velalar ne var dem, der tog sig af lærdommen, er ikke sådan at ændre. Om søndagen er der søndagsskole for pigerne fra de højere kaster, isærdeleshed Karkattar Velalar. En lærerinde kommer fra Palayamkottai og lærer pigerne de gamle tamil bhakti sange. Der undervises også både for piger og drenge i Tirukkural. en gammel tamil bog, som er over 1500 år gammel, og som indeholder leveregler og livsvisdom. Der er 11 templer, og de fleste er ganske små, men der er et stort Nataraja (Den Dansende Shiva) tempel, og et andet stort Shiva tempel. Der er ansat 6 brahmin præster, som betales med ris og penge, som kommer fra templernes jordbesiddelser. De store templer ejer 46 hektar jord, det meste af den er den fineste overrislede risjord. Det er næsten 10% af agerjorden i landsbyen. Templerne bliver hele tiden rigere, fordi fromme Karkattar Velalar folk af og til testamenterer jord til dem. Jorden dyrkes af forpagtere, som skal have en del af høstudbyttet. Der er også megen anden jord, som dyrkes på den måde. Uanset om folk siger, de»selv dyrker jorden«eller ej, så er kendsgerningen den, at risdyrkning krævet meget arbejdskraft, og risen skal plantes ud af et større hold arbejdere. Hvis en jordejer gjorde det alene, kunne det jo tage ham en uge eller to at plante hver eneste lille risplante ud. Traditionelt ejes næsten al jord af Velalar kasten, som er den fineste efter brahminerne. Nu har den indiske regering sat loft over, hvor meget en person må eje af den overrislede jord, 2 hektar. Men stadig ejer 361 personer af Karkattar Velalar kasten 91 hektar, eller 38% af den bedste jord, selvom kun 361 personer, eller 10% af befolkningen, tilhører denne kaste. Den overrislede jord, den jord, som virkelig er værd at eje, ejes af 1171 personer. Det vil sige, at selvom de fleste indbyggere lever af landbrug, så ejer halvdelen ingen jord. De lever af sæsonarbejde og får kun løn, når der foregår noget i landbruget. 160, eller 32%, af de bedste huse ejes også af folk af Velalar kasten. Bhaktitraditionen og Kastchierarkiet. For at forså hvorfor en jord-ejerkaste som Karkattar Velalar er gået hen og blevet den fineste efter brahminerne, selvom den kun er en bondekaste, så må vi for det første tage deres økonomiske position i betragtning. De har simpelthen haft monopol på at eje jorden i de landsbyer, hvor de, som i Rajavallipuram var dominerende og dermed har været arbejdsgiver for alle de andre. For det andet har de via deres store jordgaver til templerne opnået position og anseelse som religionens beskyttere, og brahminernes, beskyttere. For det tredje, har de på grund af deres tilknytning til tamil bhakti traditionen og filosofien, f.eks. via steder som Dharmapuram Adhinam, opnået anseelse som lærde forvaltere af tamil traditionen. Og det er jo altsam-men paradoksalt nok, eftersom bhakti filosofien altid har hævdet, at alle mennesker er lige i guds øjne i hvert fald. Den Dravidiske Bevægelse og Bhaktitraditionen. Den Dravidiske bevægelse var oprindeligt fjendtligt indstillet overfor religion. Det kom afhindusimens tilknytning til det nordindiske sprog sanskrit, som er del sprog brahminerne, Indiens præstekaste, overalt i Indien benytter i tempeltjenesten og ritualer iøvrigt. På den anden side har Tamil Nadu en meget stor litterær arv i sine tusindvis af bhaktisange, som udgør en vigtig del af den kulturelle arv, som er med til at styrke tamilernes selvfølelse som et gammelt kulturfolk. Herved indtræder der en noget modsætningsfyldt afhængighed mellem religion og politik. Netop på grund af tamilernes specielle form for religionsdyrkelse har de en særlig høj grad af kulturel identitetsfølelse. Hvis den Dravidiske bevægelse angriber religion i alt for generelle 4

5 vendinger, så svækker man samtidig den kulturelle basis, som bevægelsen udspringer af. Derfor har de dravidiske politikere i Tamil Nadu måttet opgive deres antireligiøse holdning i hvert fald udadtil- og har dirigeret den hen til kun at opfatte brahminerne, som jo i det kulturelle billede repræsenterer Nordindisk kultur. Tekst: Lars Kjærholm. 5