Forsvinder absolut ondskab med de sidste ondeste mennesker?

Transkript

1 Forsvinder absolut ondskab med de sidste ondeste mennesker? Februar 2008 Mens jagten er gået ind på de sidste naziforbrydere i Latinamerika som f.eks. kz-lægen Aribert Heim, dæmrer erkendelsen af, at de mennesker, der i 50 år har udgjort selve definitionen på ondskab, er ved at være forsvundet - sammen med deres ofre. Men mister den absolutte ondskab og Holocaust sin betydning af den grund? Bødlerne. Snart er der hverken vidner eller levende personificeringer af -banal- og - absolut ondskab- tilbage. På sin vis er man bange for at miste det traume, for traumet har haft en positiv effekt for udviklingen af det europæiske projekt -aldrig mere-, mener politolog Carsten Bagge Laustsen. Billedet er taget uden for kz-lejren Auschwitz i Fra venstre til højre: Richard Baer, kommandant i Auschwitz fra 1944, Dr. Josef Mengele, kommandant i Birkenau, der flygtede til Argentina, Josef Kramer i baggrunden og Rudolf Hoess, tidligere kommandant i Auschwitz i forgrunden. D et er svært at indvende meget mod dæmoniseringen af Dr. Aribert Heim. Da den i dag 93-årige østrigske læge i 2005 blev forstyrret i sit otium på den spanske solkyst, skete det med en baggrund, der var noget anderledes end de fleste andre hvidhårede gamle familielægers. Heim, der forsvandt fra jordens overflade, efter at politiet på et tip var begyndt at søge efter ham i feriebyen Roses på Costa Brava, tilbragte sin ungdom som læge for det nazistiske SS-korps, hvor han blandt andet arbejdede i kz-lejren Mauthausen, hvor han sprøjtede petroleum og andre gifte direkte ind i hjertet på fanger og amputerede lemmer på fangerne uden bedøvelse for at registrere, hvor hurtigt de døde. Handlinger, der sammen med andre, gav ham tilnavnet Dr. Død og siden en andenplads på lister over verdens mest eftersøgte nulevende naziforbrydere. Desuden fik han en vis ret til at bære prædikatet 'absolut ondskab', som den tysk-amerikanske politiske teoretiker Hannah Arendt 1

2 opfandt, konfronteret med nazisternes forbrydelser. Efter i første omgang at være gået fri af efterkrigstidens naziprocesser gik han i 1962 under jorden, da den begyndte at brænde under ham, og der blev han, indtil han altså for tre år siden kortvarigt dukkede op til overfladen igen på den spanske solkyst, let genkendelig, 1,90 meter høj, hvidhåret og med et v-formet mensur-ar ved højre mundvig og en størrelse 47 i sko, som det tyske politis nøgterne efterlysningsbeskrivelse fortæller. Siden har jorden brændt under den gamle SS-læge, der er blevet sat i forbindelse med en række forskellige steder i verden, bl.a. kortvarigt Danmark, men først og fremmest Sydamerika, hvor de fleste spor peger mod enten Chile, hvor hans datter bor, eller den argentinske by San Carlos de Bariloche, hvis store eksiltyske befolkning har gemt på krigsforbrydere som Erich Priebke og efter de flestes formodninger stadig gemmer på andre gamle krigsforbrydere. "Det er sandsynligt, at han befinder sig i nærheden af Bariloche," siger Efraim Zuroff, der er leder af den mest prominente nazijægerorganisation, Simon Wiesenthal Centeret. "For en måned siden var vi sikre på, at vi havde ham. Vi havde en mand i Chile, som passede perfekt på hans fysiske profil, som var set sammen med hans datter, og hvor alle detaljerne passede. Men det var en nitte. Men vi har en lang række henvendelser og er tæt på at have ham. Ingenting i denne verden er helt sikkert, men jeg ville godt tage et væddemål på, at han befinder sig i Sydamerika og med meget stor sandsynlighed i Chile eller Argentina," siger Efraim Zuroff. Exodus til Sydamerika At Heim er i Sydamerika er mere end sandsynligt, mener også den argentinske forfatter Uki Goñi, som har skrevet om de tyske og kroatiske krigsforbryderes exodus til Sydamerika i bogen La Autentica Odessa - det virkelige Odessa - og opsporet en række af dem igennem de sidste 20 år: "Han er sandsynligvis i Bariloche. Der er et meget stort tysk miljø, hvor han kan gemme sig, og hans chilenske datter rejser meget ofte til byen," forklarer Goñi, der har dokumenteret den helt systematiserede import af tyske krigsforbrydere, som foregik i Juan Peróns Argentina umiddelbart efter krigen. Han tror hverken på en tidligere israelsk officers påstand om, at han dræbte Heim som leder af en dødspatrulje i starten af 80'erne eller på familiens udokumenterede påstand om, at han skulle være død af kræft i Argentina i En tysk konto med en million euro, registreret i Heims navn, som familien ikke har krævet arveret på, og det faktum at hans advokat har vedligeholdt et skattefradrag på Heims 2

3 vegne, tyder også på, at SS-lægen stadig er i live. Men samtidig erkender Uki Goñi, at han ligesom en række andre eftersøgte mænd kan være død: "Sandheden er, at disse mænd enten er for døde eller for gamle til at blive retsforfulgt. De falder fra, og det samme gør de overlevende vidner. Der er efterhånden meget få af dem tilbage, og om få år er der ingen. I december døde f.eks. den kroatiske Ustaça-leder Ivo Rojnica i Buenos Aires efter at have levet her åbent i 50 år uden at blive retsforfulgt. Det er absolut sidste chance for at få gjort regnskabet op og få retsforfulgt de mennesker. Om et par år er de væk alle sammen. Måske er Heim også død," siger Uki Goñi. Gennem sit arbejde har han fået et grundigt overblik over, hvilke kendte krigsforbrydere, der stadig lever i den verdensdel, hvor de primært fandt et fristed. Om Heim stadig lever, vil de næste måneder måske vise. Aldrig igen Men statistisk er det temmelig sikkert, at han ikke gør det om et par år - og ingen af hans medkumpaner heller. Mens en håndfuld naziforbrydere stadig venter på deres retssager eller på, om de vil blive udleveret til dem, må verden indstille sig på, at forbryderne bag og overleverne efter den begivenhed, der mere end noget andet har skabt en moralsk norm for, hvad der er rigtigt og hvad der er forkert, forsvinder. Om få år vil der hverken være vidner til at fortælle om, hvad der skete eller levende personificeringer af, hvad den jødiske overlever Hannah Arendt både beskrev som banal ondskab og som absolut ondskab. Spørgsmålet er, om det er en betydning, der svinder i takt med, at ofre og bødler forsvinder. "Nazisterne bragte begrebet ondskab ind i filosofien og den politiske tænkning igen, efter at det havde mistet betydning i takt med sekulariseringen. De repræsenterer en helt ny type ondskab, som ikke var set før, en radikal ondskab, eller en absolut ondskab, som Arendt kaldte det, hvis grundpræmis er, at mennesket er fuldstændig ligegyldigt, og som fjerner sig fra almindelige menneskelige egenskaber som had, egoisme etc. Og det er klart, at alle andre typer ondskab siden hen må relateres til den," forklarer Hans-Jørgen Schanz, der er professor i idéhistorie ved Århus Universitet og har skrevet om Arendt og ondskab. En vurdering, der deles af hans kollega Carsten Bagge Laustsen: "Man kan dårligt overvurdere den betydning, nazismen og Holocaust har haft for, hvordan vi har indrettet os efter Anden Verdenskrig. En hel generation af efterkrigstidens politiske tænkere og 3

4 filosoffer har udviklet deres teorier med baggrund i en erkendelse af, at det aldrig må ske igen. Studierne af, hvordan civilisationen med nazismen blev perverteret, har dannet klangbund for disse tænkeres bud på, hvordan et velfungerende og demokratisk samfund bør organiseres. Arendts refleksioner over processen mod Eichmann og hendes tidligere studier af den totalitære stat blev eksempelvis afgørende for hendes senere og mere 'opbyggelige' værker," siger Carsten Bagge Laustsen, der er politiolog og lektor ved Århus Universitet og netop har skrevet om processen mod Eichmann og om ondskab som begreb. Inkarneret ondskab Han mener, at forestillingen om det onde i øjeblikket er under forandring, i takt med at overgrebets aktørerog de filosoffer og politiske tænkere, der skabte deres teorier i lyset af Holocaust, forsvinder. "Nazisterne har stået som selve inkarnationen af den radikale ondskab, og man kan sige, at vi træder ind i en ny epoke, når vi hverken har de overlevende eller bødlerne tilbage, og det vil nok give sig udslag i en anden måde at tænke på. De overlevende og ikke-fangetagne bødler har haft den betydning, at processen er blevet opfattet som ikkefuldendt. På denne måde har nazismen og Holocaust haft karakter af et levende traume, eller rettere netop af et traume, som bekendt er en hændelse, man aldrig kan blive 'færdig med'. Det er denne erfaring af nazismens traumatiske karakter, man på flere måder prøver at fastholde - ved at jagte de overlevende nazister, men også ved at opføre mindesmærker for jødeudryddelsen, dokumentere folkemordet og så videre." "Man er på sin vis bange for at miste dette traume, da det har haft en positiv effekt for udviklingen af det europæiske projekt. 'Aldrig mere Holocaust' har været det mantra, som har forenet de europæiske eliter. Holocaust har en form for 'sakralitet'. Det er noget, man ikke kan relativere. Det er forbrydelser, der ikke kan sones, og som derfor i modsætning til almindelig kriminalitet ikke har nogen udløbsdato. Det har skabt et slags hierarki af ondskab, en pyramide med nazismen i toppen, som nok i en vis grad nu er ved at blive fladet ud. Og spørgsmålet er så, hvad der kommer i stedet," siger Carsten Bagge Laustsen, der godt kan se tegn på, at nazismen som symbol mister sin enestående betydning med dets levende repræsentanter: "Den nazistiske ondskab er så radikal, at den ikke kan repræsenteres, og problemet er, at dens styrke som symbol svækkes, når du ikke længere har de overlevendes direkte vidnesbyrd og retssager mod bødlerne til på paradoksal vis at dokumentere denne umulighed. Man ser i tiden en stadig angst for, at Holocaust banaliseres." 4

5 Retfærdigheden Skueprocesserne har endvidere, selv om Eichmanns så klart var den vigtigste, haft den funktion, at de har søgt at genskabe forestillingen om det retfærdige. Man kan ikke yde ofrene økonomisk kompensation, da de jo netop er døde. Men man kan i hvert fald forsøge at straffe bødlerne for på denne måde at genskabe alt det, de ødelagte. Retssagerne kommer på den måde ikke kun til at handle om de uhyrligheder, som bødlerne udsatte deres ofre for, men også om, hvordan vi i erindringen af Holocaust fastholder vores menneskelighed og vores demokratiske retsstater." Står der så andre ideologier på spring til at bejle til nazismens plads i toppen af ondskabspyramiden? Ja, mener Hans-Jørgen Schanz, der tager udgangspunkt i Hannah Arendts definition af totalitær ondskab. "Der står bestemt arvtagere parate til at overtage nazisternes position. Stalinismen har i lang tid indtaget en lignende position, og efter 9/11 er ondskab også for alvor dukket op igen som et begreb i samfundsteoretisk tænkning, hvor Osama bin Laden og følgere også er blevet symboler på potenseret ondskab. Man kan sige, at de ikke har en stat som udgangspunkt for en totalitær ondskab, men i en række af deres udtalelser er det tydeligt, at de har et lige så totalitært sigte - koblet med en ligegyldighed over for, om deres aktioner medfører for eksempel dræbte," siger han. Carsten Bagge Laustsen er lidt mere skeptisk. "Jeg tror, der er en forskel på amerikansk og europæisk tænkning. Mange europæiske akademikere er kritiske over for ideen om bin Laden som eksponent for radikal ondskab. De søger i højere grad analytiske og samfundsvidenskabelige forklaringer på hans handlinger uden at ville undskylde terroren, hvorimod der i USA's udenrigspolitik er et religiøst element, der opererer med en permanent kamp mod ondskab," siger han. "Vi har været mere tilbageholdende med at bruge begrebet 'det radikalt onde' om samtidige fænomener, da det netop indebærer en relativering af Holocaust. Amerikansk politik er ikke i samme grad bundet til den hændelse, og man anvender derfor begrebet i en bredere betydning og ofte også som et led i en politiseret retorik. Tendensen vil nok være, at vores debat, netop fordi Holocaust synes længere og længere væk, kommer til at ligne den amerikanske." Imens fortsætter jagten på en 190 centimeter høj, hvidhåret mand med tysk accent og et mensur-ar på højre kind. Og mens nazijægeren Zuroff kigger stakkene af henvendelser igennem i 5

6 jagten på Aribert Heim, bekymrer de uddøende nazister ham ikke. "Deres død er irrelevant. I dag bliver der skrevet og fortalt mere om Holocaust end nogensinde. Det eneste, der bekymrer mig, er, at overleverne dør, og at vi når at få skrevet deres beretninger ned. Bødlerne? De skulle have været døde, før de begik deres forbrydelser," konstaterer han. 6