%2C_%C3%98strig%2C_Schweiz_og_Liechtenstein/Tyskland_1933_-_1949/Adolf_Eichmann 5 Arendt, Om vold, tænkning og moral, p Ibidem.

Transkript

1 Indledning I denne skriveøvelse vil jeg redegøre for og diskutere sammenhængen mellem personog moralbegreb i teksten Tænkning og moralske overvejelser 1 af Hannah Arendt. Jeg vil begynde med en redegørelse for Arendts udgangspunkt, begrebet det ondes banalitet. Derefter vil jeg fremstille begrebet tænkning, som Arendt forstår det, for derudfra at definere Arendts person- og moralbegreb. Undervejs vil jeg diskutere nogle problematiske aspekter af begrebet tænkning, og slutteligt vil jeg problematisere hvad Arendts moralbegreb egentlig fortæller os om personens evne til at handle ondt. Det ondes banalitet Arendt indleder teksten med at fastslå, at det ondes banalitet henviser til de onde gerningers fænomen 2. Ikke et onde der knytter sig til en personlighed, da udøveren af de onde gerninger ikke er uhyrlig eller dæmonisk 3. Når Arendt her taler om udøveren af de onde gerninger henviser hun til Adolf Eichmann, hvis retssag hun fulgte. Eichmann var officer i det nazistiske Tyskland og stod bl.a. for deportation af jøder til udryddelseslejre 4. Det Arendt fandt påfaldende ved Eichmann var, at han manglede evnen til det hun kalder at tænke. Det skal dog ikke forstås som at han var dum eller uintelligent. Hun uddyber det ved at fremhæve hans sprogbrug: Han talte primært i klicheer, hvilket for Arendt udtrykker en manglende evne til at forholde sig til det forhåndenværende: Klicheer, faste vendinger, overholdelse af almindelige, standardiserede regler for udtryk og opførsel har den socialt anerkendte funktion at beskytte os mod virkeligheden, dvs. mod det krav på vores tænkende opmærksomhed, som alle handlinger og kendsgerninger vækker i kraft af deres eksistens. 5 Ud fra tanken om det onde som fravær af tænkning, undersøger hun ordet fravær og spørger om onde handlinger måske ikke er betinget af ondskab (som et personlighedstræk), men blot ved fraværet af et motiv. På samme måde mener hun at en god samvittighed kun findes som fraværet af en dårlig samvittighed 6. 1 Som den forefindes i bogen: Arendt, Hannah, Om vold, tænkning og moral, oversat af Per Borch og Karen Dinesen, Det lille Forlag: Frederiksberg, Herefter henvist til som Arendt, Om vold, tænkning og moral. 2 Arendt, Om vold, tænkning og moral, p Det ondes banalitet henviser altså til onde gerninger (fænomener) fremfor onde personer. 4 %2C_%C3%98strig%2C_Schweiz_og_Liechtenstein/Tyskland_1933_-_1949/Adolf_Eichmann 5 Arendt, Om vold, tænkning og moral, p Ibidem. 1

2 Aporetisk tænkning Hvilken tænkning var det Eichmann ikke besad evnen til? Arendt skriver at mennesket er et tænkende væsen, på den måde at det har et behov for at bruge sine intellektuelle evner til mere end et instrument for viden og gøren 7. Intellektet er altså ikke blot et instrument der skal bruges i en praktisk sammenhæng. Arendt præciserer, at hvor intellektet når det bruges som instrument for viden, netop efterlader et konkret spor (den viden det producerer), har tænkning ikke noget håndgribeligt produkt, den er som Platons sokratiske dialoger aporetisk 8. Menneskets behov for tænkning tilfredsstilles ifølge Arendt kun gennem tankeprocessen. 9 Da tænkning er resultatløs kan vi heller ikke igennem tænkning komme frem til moralske bud eller en definition på hvad der er godt eller ondt 10 og derfor er processen det eneste ved tænkning som kan have en betydning for os: resultatet og det moralske bud hører ikke til tænkning i Arendts definition. En af grundende til at skelne mellem viden som resultatet af instrumentel brug af intellektet og tænkning som en proces uden produkt, er at den sidste kan være tilgængelig for alle mennesker, uanset deres viden. Lige meget om man er professor eller brøndgraver kan man besidde evnen til at tænke, upåagtet at man har en meget forskellig viden. Det betyder til gengæld også, ifølge Arendt, at en manglende evne til at tænke kan forekomme hos både professoren og brøndgraveren. Man kunne nu indvende, at det er problematisk, når Arendt skriver at intellektet bruges instrumentelt til at opnå viden og samtidig er sæde for tænkningens proces, hvis nogle mennesker ikke skulle besidde tænkning selvom de besidder et intellekt. Det må betyde at dem der udfører onde handlinger, så at sige slår tænkningen til når de akkumulerer viden (med intellektet) og slår den fra når de handler ondt. Eichmanns logistiske evne kan forstås som en instrumentel brug af intellektet er det så ikke utroværdigt at påstå at han ikke besad evnen til at tænke? Til den indvending må man sige, at nok skriver Arendt, at tænkning er at bruge sine intellektuelle evner til mere end et instrument for viden og antyder dermed at både tænkning og viden udspringer af intellektet, men hun drager stadig et helt grundlæggende skel mellem viden og tænkning. Dette skel kan ses i forbindelse med den ene brug af intellektet som resultatorienteret og den anden som resultatløs: tænkningens vigtigste træk er, at den forstyrrer al handling 11. For Arendt umuliggør tænkning handling (og omvendt) i en sådan grad, at hun skriver, at det er som om vi flytter over i en anden verden end handlingens, når vi tænker: når jeg tænker, flytter jeg uden for verdenen af fænomener 12. På den måde kan man altså sagtens være en dygtig logistiker og akkumulere enorme mængder 7 Begge citater: Ibid. p Dvs. udvejsløs, resultatløs, jf. 9 Arendt, Om vold, tænkning og moral, p Ibid. p Ibid. p Ibidem. 2

3 viden, uden overhovedet at have brugt intellektet til at tænke, uden overhovedet at have bekendtskab med tænkningens verden. En destruktiv proces For at uddybe hvad hun mener med tænkningens proces tager Arendt udgangspunkt i Sokrates som idealtype 13. Hendes påstand er, at de fleste filosoffer primært har beskæftiget sig med doktriner og derfor ikke med tankeprocessen. Sokrates derimod tænkte uden at blive filosof 14, og netop derfor kan hun bruge ham til at vise processens vigtighed. Arendt gengiver Aristoteles beskrivelse af Sokrates som manden, der opdagede»begrebet«15, men fokuserer på hvordan Sokrates forholdt sig til begreber. Ifølge Arendt forsøgte Sokrates at redegøre for hvad der mentes når man henviste til et begreb som f.eks. retfærdighed. Det som Sokrates opdagede var at begreberne ikke lader sig definere, men at vi alligevel har en ide om dem og bruger dem i vores hverdagssprog. Arendt gør opmærksom på at begreberne altid er abstrakte, vi kan bruge dem om specifikke fænomener, men intet fænomen vil nogensinde svare til et abstrakt begreb. Et specifikt hus vil aldrig kunne rumme begrebet hus. Arendts pointe er at begrebet hus ikke kan rummes af alle de typer huse man kan forestille sig, men at begrebet hus knytter sig til verbet at huse nogen eller at have et hjem eller et tredje verbum, det er en handling, en proces der er ophav til begrebet. 16 Arendt mener at man gennem tænkning kan finde en mening med begreber, men at tænkning, qua værende aporetisk, ikke kan give os definitioner, højst forståelse. For at vise Sokrates som aporetisk tænker behandler Arendt tre lignelser om ham: Sokrates som hestebremse, som jordemor og som elektrisk rokke 17. Som hestebremse vækker han de sovende borgere til tænkning fra deres slumren med begreber. Som jordemoder hjælper han andre med at nedkomme med ideer, ligesom han hjælper med at afgøre om ideerne er levedygtige. Som elektrisk rokke lammer han borgerne så de ikke kan handle, netop fordi de lærer at tænke. Lignelserne af Sokrates som bremse og rokke er for Arendt også et udtryk for at tænkning i sin karakter er destruktiv. Den gør op med tidligere fastlagte begreber: Konsekvensen af denne særegenhed [at tænkningen rydder sine egne tidligere manifestationer af vejen] er, at tænkning uundgåeligt har en destruktiv, underminerende virkning på alle etablerede kriterier, værdier og mål for godt og ondt, kort sagt på de sædvaner og regler for opførsel, vi beskæftiger os med i moral og etik Dvs. hun fremhæver de træk ved hans person der er gavnligt for pointen uden at gå ind i debatten om den historiske Sokrates. 14 Ibid. p Ibid. p Ibid. p Ibid. pp Ibid. p

4 Det kan umiddelbart synes underligt at tænkning, uden hvilken mennesket potentielt handler ondt, skulle have en destruktiv effekt på de etablerede mål for godt og ondt, men nøglen ligger i ordet etablerede: For Arendt er det etablerede moralbegreb en fare, fordi det potentielt kan legitimere noget ondt, således som det jo netop skete under nazismen: Eichmanns deportation af jøder til udryddelseslejre var accepteret indenfor de etablerede værdier, og det er netop dette, tænkning ifølge Arendts kunne have forhindret. Da tænkning både er aporetisk og destruktiv, er der ifølge Arendt en stor fare for at den der tænker bliver nihilist 19, og således skete det også med to i Sokrates omgangskreds, nemlig Alkibiades og Kritias. Nihilisme er dog ikke et produkt af tænkning: man bliver nihilist i afmagt over tænkningens aporetiske karakter, i ønsket om at finde resultater, som ville gøre tænkningen unødvendig. 20 Tænkning kan altså drive en til nihilisme, men kun for så vidt man ikke kan acceptere, at det er processen der er vigtig i tænkning og ikke resultatet. At tænkning er destruktiv for de etablerede kriterier, betyder også at politiske institutioner kan blive truet af tænkning. Derfor er det attraktivt for institutionerne at fremme ikke-tænkning i befolkningen. Jo mindre befolkningen tænker, jo lettere kan de politiske institutioner, og deres værdier, bestå. Arendt påpeger, at det medfører den fare, at folket bliver vænnet til blindt at følge de nedsatte regler. 21 De bliver vænnet til ikke at forholde sig til indholdet af regler. Dermed bliver det nemmere at indføre et nyt regelsæt. Man skal ikke overbevise folk om indholdet af reglerne, man skal blot erstatte et gammelt regelsæt med et nyt. Jo mere vant folket er til at følge regler, jo lettere vil de kunne tilpasse sig det nye. Et essentielt aspekt af tænkning er altså, at den sætter os i stand til at forholde os til indholdet af (og meningen i) omverdenen. Sokrates opfattede tænkning som en søgen, et begær efter mening (med begreber), og siden søgningen er et begær kan den for Sokrates kun have elskelige ting som objekter. 22 Dermed kan det dårlige og onde kun forstås som mangel på tænkning, hvilket passer perfekt med Arendts begreb om det onde som fravær af tænkning. Samtidig med at tænkning opløser de positive begreber i betydning eller mening, opløser den de negative begreber i meningsløshed. Arendt udtrykker dog et forbehold i forhold til den kendte holdning, at alle handler efter hvad de mener, er godt. Hun mener nærmere at det meste ondskab udføres af folk der ikke har taget stilling til om de vil handle godt eller ondt. De har simpelthen ikke tænkt på det. 19 Ibid. p Nihilisme er det standpunkt at der ikke findes nogen mening eller værdier. Jf Ibidem. 21 Ibid. p Ibid. p

5 Den indre dialog Arendt behandler Sokrates påstand om at han hellere vil være uenig med alle mennesker, end i disharmoni og modsigelse med sig selv. 23 Påstanden omtaler Arendt ikke som resultater af tænkning, men som erfaringsindsigter fra tankeprocessen. Arendt fokuserer på ordet disharmoni: det opsigtsvækkende er at der altid skal to toner til at skabe en disharmoni eller en harmoni. Men hvordan kan man så være i disharmoni med sig selv? Det er for Arendt indlysende og en forudsætning for genkendelse at vi, når vi er sammen med andre, er én. Til gengæld mener hun, at vi gennem vores bevidsthed, når vi er alene, ikke kun er et jeg, men også bevidsthedens mig selv, og hun kommer derfor til konklusionen: En forskel er indføjet i min énhed 24. Forskellen i os er, at jeg forholder mig til mig selv: Denne besynderlige ting, at jeg er, behøver ingen flerhed for at skabe forskel; den rummer forskellen i sig selv, når den siger:»jeg er mig.«så længe jeg er bevidst, altså bevidst om mig selv, er jeg kun identisk med mig selv for andre, for hvem jeg forekommer som én og samme person. For mig selv, der udtrykker den væren-bevidst-om-mig-selv, er jeg uundgåeligt to-ién 25 Vores enhed er altså primært noget der eksisterer for andre, så længe jeg er bevidst om (tænker over) mig selv, er jeg to-i-en. Arendt mener ikke at bevidsthed og tænkning er det samme, men at tænkningens proces realiserer den forskel, der ligger i bevidsthed. 26 Sokrates ønske om at være i harmoni med sig selv tolker Arendt som et ønske om overensstemmelse mellem de to der findes i mig. Platon beskriver tænkning som den lydløse dialog, og da er Sokrates ønske altså ifølge Arendt, at de to samtalepartnere skal være enige, for at tænkningen, den indre dialog ikke giver anledning til disharmoni. Det er netop ønsker om at undgå denne disharmoni, der ifølge Arendt får mennesker til at handle godt. Hun skriver at mennesker der ikke fører denne indre dialog, ikke har noget imod at sige sig selv imod eller begå forbrydelser, idet de ikke bliver anklaget for det senere af deres indre samtalepartner 27. Da den person der udfører onde handlinger, ikke tænker over deres karakter er han desuden i stand til at begå uendeligt ondt. 28 Arendt er ikke blind for at tænkningens destruktive evne ikke altid er til gavn, men hun mener at den er nødvendig når nogen værdisæt bliver for fremherskende og blindt bliver fulgt, som det f.eks. skete med de totalitære regimer i Tyskland og Sovjet i 1930 erne. Da giver tænkning det, hun kalder et rensende element: 23 Ibid. p Ibid. p Ibidem. 26 Ibid. p Ibid. p Ibid. p

6 Det er evnen til at dømme de enkelte tilfælde uden at underordne dem de generelle regler, som kan læres, indtil de bliver til vaner, der igen kan erstattes af andre vaner og regler. 29 Det at tænke og det at dømme er ikke det samme, da tænkning omhandler abstrakte ting, men i særlige tilfælde kan tænkning resultere i domme. Arendts personbegreb er kendetegnet ved at alle mennesker besidder evnen til at tænke, men ikke alle gør brug af den. Tænkning er tæt knyttet til bevidstheden, der virkeliggør individet som to-i-en. Denne flerhed er det der muliggør moralen for mennesket: I første omgang kun ved at vi lærer hvad vi ikke skal gøre, for at forblive i harmoni med vores indre samtalepartner. Dog kan tænkning i særlige tilfælde resultere i domme, hvor vi gør op med særlige regelsæt. Hvis et menneske ikke tænker, kan det resultere i at vedkommende udfører de ondeste handlinger, da han ikke overvejer karakteren af sine handlinger. Det Arendt ikke rigtig fortæller er, hvad der bestemmer hvorvidt et menneske er i stand til at tænke. Hun holder på at tænkning er en altid tilstedeværende evne hos alle 30, men hun skriver samtidig om Eichmann at det eneste særlige træk man kunne spore i hans fortid var en besynderlig, ganske virkelig manglende evne til at tænke 31. Var Eichmann ikke et menneske? Formentlig, men han var måske tingsliggjort ved ikke at reflektere over karakteren af sine gerninger. Spørgsmålet er hvorfor han ikke tænkte, når nu det er en almen evne, og det svarer Arendt tilsyneladende ikke på. Hun begynder teksten med ikke at tillægge personen, men handlingen, ondskab, men måske er det ikke så overbevisende, når vi ikke ved hvad der får personer til at ophøre med at tænke over sine handlinger. Konklusion Efter at have introduceret det ondes banalitet har vi undersøgt Hannah Arendts begreb om tænkning, hvordan dette relaterer sig til person og moral ifølge Arendt og endelig har vi set at Arendts begreb om tænkning som almenmenneskelig evne er problematisk i forhold til at fjerne ondskaben fra personbegrebet. 29 Ibid. p Ibid. p Ibid. p

7 Litteratur - Arendt, Hannah, Om vold, tænkning og moral, oversat af Per Borch og Karen Dinesen, Det lille Forlag: Frederiksberg, Stensager, Anders Otte, Adolf Eichmann, Den Store Danske Kilde: orie/tyskland%2c_%c3%98strig%2c_schweiz_og_liechtenstein/tyskland_19 33_-_1949/Adolf_Eichmann, hentet d. 23/ p=1, hentet d. 23/ hentet d. 23/