Palle P. DR-TV Århus - "Den første tid i Århus"

Transkript

1 Palle P. DR-TV Århus - "Den første tid i Århus" Først lidt om hvordan jeg selv blev scenograf her i DR i Jeg havde som udgangspunkt beskæftiget mig som arkitekt med mange grene af faget fra sygehuse til villaer, møbler og indretning og var netop startet som selvstændig. Min kone gjorde mig opmærksom på at TV ville oprette Casinostudiet, om ikke det kunne være noget for mig. Og jeg slog til og ringede Jørn Mathiassen op. "Jo det var da muligt, tag nogle tegninger med over og lad mig se" Jeg traf Mathis ivrigt arbejdende ved sit tegnebord i Radiohuset og sagde pænt goddag, men det anfægtede ham ikke. Hele hans sjæl sad nede i blyanten, der skitserede løs. Langt om længe løftede han hovedet og hele hans ansigt forandredes. "Nå, ja - lad os se". Og efter en stund: "Ja bare jeg kunne tegne sådan". Sandheden var dog nok, at vi kunne tegne på hver sin måde og hans var nu ikke den ringeste. Vi blev hurtigt gode venner, og jeg kunne regne med at starte på freelance basis, men skulle dog først være ved dekorationstjenesten derovre i tre måneder fra 1. august Det gjorde jeg og fik hurtigt færden af hvad det drejede sig om. Mathis selv var en blændende begavelse, hadet af mange men også dybt respekteret. Han stillede de yderste krav til sig selv og dem han havde med at gøre. Han var overbevist kommunist og havde i nogle tegnede kunsttavler glorificeret modstandsbevægelsen under krigen, hvilket kunne undre mig. For hans egne erfaringer i den retning kunne ikke være ret store. Jeg selv var lige blevet 19 ved krigens slutning og havde deltaget i så meget illegalt arbejde som muligt for den årgang, men han var jo 3-4 år yngre end mig. At jeg ikke var kommunist anfægtede dog aldrig vort venskab. Ud over det faglige lærte jeg jo på den korte tid, jeg havde på Radiohuset også de fleste af de, som var ansat i dekorationstjenesten at kende, hvilket jeg senere skulle få megen glæde af. Jeg fandt også hurtigt ud af at de forskellige værkstedsledere og flere af de ansatte mærkeligt nok også var kommunister men oftest også fagligt dygtige. TV -studierne i Radiohuset var ikke store men brugbare og værkstederne lå rundt om i København. TV-byen var først under opbygning. Mine tre måneders volontørtjeneste blev kortet ned til 2½, da Preben Harris ville være klar med et stykke TV-teater af Harold Pinter "Køkkenelevatoren" først i oktober Snedker Ove Rasmussen var rejst over for at skabe kontakter og indrette snedkerværksted i Casinoteaterets kælder. Ingeniør Viggo Pedersen og jeg havde været ovre et par gange for at se til færdiggørelsen af studiet og et lille tegnestuerum nær sminke og kostumefaciliteterne på l. sal.

2 Inden vi gik i gang med at producere fra Casinostudiet skulle det dog indvies. Programredaktør Mogens Kjelstrup var netop flyttet herover, og da han havde været J. Fr. Lawaetz's højre hånd, kunne vi ikke få en bedre mand som hoved på vores nye provinstjeneste. Han kendte alle krinkelkrogene i dansk R - TV. Datoen for indvielsen blev sat til den 2. oktober (Læs mere om dette i årbog for DR af M. Kjelstrup). Af en eller anden grund var jeg blevet sat til at tage imod J. Fr. Lawaetz, der på det tidspunkt nærmest var blevet helt blind og jeg havde aldrig truffet ham før. Jeg præsenterede mig og førte ham op i studiet, jeg husker ikke hvem han fulgtes med herover. Jeg fik kun sagt ganske få ting om studiet før han spurgte om hvor mange stole, der var stillet op. 40 replicerede jeg, det var hvad jeg havde fået besked på. "Jamen det er jo alt for lidt, kan De ikke nå at skaffe nogle flere, der skulle da gerne være 100". Det fik vi så gjort i en fart, og der blev stort set brug for dem. Lawaetz kom op på talerstolen, hvor han udtrykte sin glæde over at DR - TV kom ud over Valby bakke og sagde helt konkret "at nu skulle Danmarks Radio være hele Danmarks Radio" og lidt senere til os der mere eller mindre var tilknyttet produktionen "at det jo ikke var de allerbedste forhold vi kom til at producere i, men vær ikke bange. Det skal ikke vare længe før vi får bygget det rigtige til jer". Og vi troede på ham for der var vilje og styrke bag hans ord, men det sidste kunne hverken han eller andre holde, det blev til mange år Vores første Tv-produktion i studiet var som nævnt Pinters "Køkkenelevatoren" med bare Gyrd Løfquist og Erno Müller i rollerne. Navnlig den sidste fik vi i studiet mange gange. Instruktionen stod Preben Harris for og dermed fik også han en solid fod indenfor TV. Han og en ret fast trup af skuespillere fra Århus teater lavede nogle forrygende gode forestillinger i Svalegangen, som dengang lå i Rosensgade. Og det lykkedes ofte for Preben Harris at overføre disse til Tv-teateret. Voksenundervisning var en stor del af det, vi producerede i TV i disse første år. Og det kan måske lyde lidt tørt og kedeligt, men det blev det bestemt ikke i Henning Ebbesens regi. Han kom fra en ungdoms skole i Åbyhøj, hvor han vel havde arbejdet med film. Kemi var det første emne. Han gav serien det tvetydige navn "Kemi for millioner", som vi lavede 16 programmer under. En lektor Vogt fra Universitetet viste den grundlæggende teori for produkter, som efterfølgende blev vist i et væld af eksempler lige fra både, madrasser, dørmåtter og ned til skåle eller hvad ved jeg. Udsendelserne blev meget populære og da manden også kunne spille kort lavede vi to serier med ham, der hed " Spil bridge". Her lavede vi en flot og sigende indledning med et kamera liggende på gulvet med linsen op imod en glasplade med sort tag og så blev kortene smidt på i masser af variationer. Jo, vi var skam kreative og teknikken var jo ikke så avanceret dengang.

3 Siden lavede vi også med Henning Ebbesen lange sprogserier i spansk, italiensk, tysk, fransk og engelsk. Egentlig ret krævende fordi de for en stor del blev lavet som rollespil i stiliserede dekorationer. Men når så en serie var overstået, lavede vi nogle herlige fester, hvor f.eks. den italienske professor gift med en italiensk dame sørgede for italiensk mad og vine, orkester og dans i studiet og armgang hen over dem fra balkon til balkon i jernrørene til lysloftet. Med Henning Ebbesen lavede vi også børneudsendelser "Frikvarteret" delvis rundt i landet, "Den unge familie!, og " Barnet" en serie vel på en tolv stykker. Først om hvordan man gør og så vist ved fine modeller af fosterets udvikling og frem til skolebarnet. De indledende udsendelser blev foredraget af den meget vidende og kendte prof. Ingerslev fra fødselsanstalten. Her oplevede vi at en så velfunderet mand fik kameraskræk og gang på gang gik i stå. Det var ret uventet. Som produkktions-team og -sted blev vi så anerkendte, at københavnske producere søgte herover. Blandt andet Palle Mogensen, der senere blev leder af voksenundervisningen med serien "Menneskelegemet", ja og så for resten en vis Per B Rasmussen, som vi senere fik meget fornøjelse af. Når ovenstående har fået så megen omtale, er det fordi vi herigennem havde slået vor egen position fast. Vi havde gjort os selv uundværlige. En helt anden aktivitet var stærkt med til at markere vores tilstedeværelse i DR-TV. Det var de mange producerkurser vi gennemførte. Mogens Kjelstrup fik ideen til, at små hold på 12 skulle gennemgå filmisk- og elektronisk Tv-produktion over en periode på ca. en måned, og det var jo for langt de fleste i eksternat, da det var såvel menigmand som chefer ansat i København, der deltog. Men det var da også en chance for nye folk. Så vidt forskellige folk som Gunnar "Nu" Hansen, Lauritz Bindsløv (senere generaldirektør), Klaus Toksvig og Mogens Vemmer deltog f.eks.. Ved det første hold havde vi endnu ingen grafikerhjælp, så foruden det scenografiske måtte jeg også klare den side af sagen. Til det hørte en fælles rulletekst med anførelse af deltagernes navne. Jeg havde på det tidspunkt bare accepteret, at det var en rulle sort karton med tekster på, som regissørerne monterede i en rulletekstmaskine. Den gang sad man og gnubbede letrasetbogstaver over på det sorte. Uden kendskab til den metode greb jeg en fin pensel og med hvid maling skrev jeg, så pænt jeg kunne navnene. Det kom til at gå ud over Norma Bøgedal, idet N'et røg ud til venstre for marginen. Hun kom på resten af det kursus kun til at hedde ORMA. Bagefter har hun dog kunnet lave talløse madudsendelser. Det var en drøj omgang at komme igennem et kursus og vi kunne da heller ikke klare det uden assistance på flere fagområder fra København. Og det blev til mange kurser. I hvert fald husker jeg at kursist nummer 100 blev fejret. Gevinsten for os var jo, at vi kom til at kende mange i firmaet, som kunne fa betydning for os senere.

4 Som kursuslokale blev prøvesalen på første sal brugt, den skulle senere blive til kantine. Der blev hurtigt for trangt for os i det, som DR havde lejet i Casino bygningerne. Ret snart fik vi lavet en lille kantine i stueetagen til højre for indgangsporten. Regissør "Lille Jørgen" fik hyret en lidt ældre dame ved navn Hulda til at passe den. Hun smurte mader til de sultende og slog ind på kasseapparatet og gav penge tilbage med strittende fedte-fingre. De fleste overlevede dog og holdt såmænd af hende. Dekorationsværkstedet i kælderen var urimeligt småt og et sætstykke på 10 fod (305 cm.), der var den almindeligste højde, kunne ikke stå op, og når der var prøver eller optagelser i studiet kunne der ikke bruges maskiner. Så der var installeret en rød lampe, som tændte, når der skulle være ro. En dag blev vi klar over, at et stort kælderareal under vor nabo Århushallen var ledigt. Da jeg fra producerkurserne havde lært sekrateriatschef Michael Jacobsen at kende, og endda tegnet nogle ændringer af hans store hus og have i Gentofte, fik jeg ham over for at kigge på mulighederne. I løbet af no time fik vi gjort lejemålet til vores og endda lavet en liftordning for niveauforskellen. Det blev en kolossal forbedring for Såvel værksteder som rekvisitten. I forhuset blev det meste af 2.salen pludselig ledig og da vi var i bekneb for plads lejede DR også det. På det tidspunkt var tegnestuen blevet udvidet først med grafikeren Kai Flummer, dernæst ditto Jørgen Jensen og scenograf Erling Gregers samt en halvtids kontordame Hanne Andersen. Vi fik lavet en dejlig fælles tegnestue med lette skillerum og fællesareal alt sammen udført af vore egne snedkere og malere. Inden alle var flyttet ind ringede kontorchef Stridsland fra forvaltningskontoret til mig (vi havde ofte kontakt med hinanden vedrørende Casino) om at han ville komme over og besigtige forholdene sammen med økonomidirektør Ejnar Jensen og vicegeneraldirektør Erik Carlsen. Den dag glemmer jeg aldrig. Det var strålende forårsvejr og op på formiddagen så jeg de tre herrer i nydelige lysegrå jakkesæt komme gående på det nordlige fortov af Rosenkrantzgade nede fra rutebilstationen. De havde endda en blomst i knaphullet kæreste og jeg gik aldrig med slips. Nå jeg skyndte mig ned for at vise dem lokaliteterne og alt sammen gik fint, indtil vi kom op til vores nyindrettede tegnestue.

5 "Jamen hvordan har De faet lavet det, spurgte Stridsland bekymret. Han havde jo sine to øverste chefer med." Ja, det havde vores egne dekorationsfolk da gjort, når de ikke havde travlt med andet", svarede jeg. Det huede ikke Stridsland, men så slog generaldirektøren en latter op og sagde, at det var dog herligt, at nogen selv kunne tage initiativ til sådan noget. Og jeg var lettet. En passant vil jeg lige nævne, at unge og glade Hanne Andersen (19) var en mester i at sætte Flummer på plads, når han havde rod i regnskaberne. Et stort herretoilet fik vi lavet til et udmærket mørkekammer i forbindelse med tegnestuen. Og man skal jo vide, at alt grafisk arbejde dengang blev lavet i hånden på papskilte til at sætte foran kameraet. I nogen tid havde vi på tegnestuen lagt mærke til, at der var temmelig megen trafik på trappen op til de øverste etager, som DR ikke havde kunnet leje. Så jeg dristede mig en dag op for at se, hvad der foregik. En del af etagen var en slags lejlighed med en smule køkken til. Her stank tykt af stegt flæsk og kartofler. Det var to sølle midaldrende mennesker, som levede her. Resten af etagen var med en midtergang, der for enden havde et meget snavset toilet, og ellers med værelser på begge sider. Da der lød tale bag den ene dør, bankede jeg på og gik ind. Her sad 6-7 tyrkiske mænd, nogle på flade sivmåtter alle på gulvet og med lidt tørre bønner, eller hvad det var i små kurve og en kande vand. Det var svært at kommunikere med dem, men givet var at de alle boede på dette ene værelse på vel m² uden møbler eller bare madrasser at ligge på, måske et par tæpper til deling. Hvor kunne de vaske sig? Og så kun det ene beskidte toilet. Det var jo i de år, den danske industri hentede tyrkere her op som arbejdskraft. Da jeg fik undersøgt sagen, viste det sig, at det var en bolighaj fra Højbjerg, der tog leje ind for hver af dem, og han havde mange lignende forhold. Godt at få afsløret. Det store prøvelokale på l. sal blev ad åre lavet til en hyggelig kantine og som prøvelokale lejede vi da l. salen hos naboen Buchtrup. Den kunne også bruges af kostumen eller til julefrokoster m. m.. Inden der blev lavet kantine ud af prøvesalen på Casino, husker jeg tydeligt en episode fra vinteren 1972 under oliekrisen. Det blev dekreteret at temperaturen i offentlige mødelokaler eller lignende ikke måtte være over 16 Her havde sektionsleder Viggo Pedersen indkaldt hele teknikken til møde om et stort samlet bord. Men max 16 :er ikke meget at sidde stille i så kulden krøb snart ned ad ryggen på en. Vi besluttede derfor ind imellem at løbe et par gange rundt om bordet for at få lidt varme.

6 De første år kunne der kun optages produktioner fra Casino med den store OB-vogn og som regel en Ampexvogn parkeret ud for hovedindgangen. Det var jo ulidelige forhold og først 6-7 år efter starten fik vi installeret fast kontrolrum på den gamle scene. Selve Casinostudiet var på 190 m², men desværre lå ca. 80 m² af dem inde under balkonen, hvor der kun lige var godt 10 fods højde og det var jo et helvede for såvel lysmænd som scenografer. Balkonen var understøttet afrunde søjler, som ofte indgik i dekorationen som træer, skillevægge eller andet. Rektor på Marselisborg Gymnasium, medlem af radiorådet og folketingsmedlem kom en dag på besøg midt i prøverne på et stykke Tv-dramatik, som Palle Volfsberg instruerede. Han ville ydmygest, hvis ikke det forstyrrede for meget have lov at følge arbejdet på sidelinien. Jeg blev opfordret til at introducere ham i, hvad der skete. Derhjemme har jeg denne dejlige serie portrætter af vores samtale, optaget af Per Stæhr. Og selvfølgelig nævnte jeg også for ham det uheldige i balkonens eksistens. Ikke så længe efter købte DR Casinokomplekset og balkonen blev revet ned. Måske var Baunsgårds lille futtog starten. Et par år før denne hændelse havde jeg tilladt mig at skrive til Baunsgård, da radiorådets budgetforhandlinger strammede til på en måde, som kunne få uheldige følger for projekteringen af R-TV-huset på Randersvej. Jeg undskyldte da, at en medarbejder på den måde henvendte sig til ham som bestyrelsesmedlem, men det var snart svært at se vores nye hus udskudt i det uendelige. Selvfølgelig hørte jeg ikke fra ham, men projekteringen begyndte dog at gå i gang.

7 Og op imod Provinsafdelingens start blev alle fem etager i Casinos forhus sat i stand til brug for de ansatte, så vi rådede nu over ca m². Det sidste jeg vil nævne i forbindelse med Casinobygningerne er indgangspartiet og facaden i øvrigt. Jeg havde altid følt, at det var et af byens grimmeste huse bygget af en glat, kold og lidt snavset rød teglsten med nogle forlorne sandstenspilastre på. En dag kom Tage Elmholdt og sagde, at det var kedeligt, at man ikke kunne se, at det var DR- TV, der holdt til her. Erling Gregers fik tegnet en ændring af den eksisterende baldakin med navn på, og vi fik så samtidigt givet hele facaden brun Solignum og malet vinduerne grønne. Det hjalp da tilsammen lidt på det. Da Provinsafdelingen endelig blev startet l. april 1973, var der ikke plads til ledelsen, så de måtte indrette sig øverst på Lems bolighus på hjørnet af Rosenkrantzgade og strøget. Indledningsvis har jeg fortalt en del om Henning Ebbesens undervisningsprogrammer, men et års tid før havde Erik Svensson fra Slipvej lavet TVindslag til Aktualitetsafdelingen. Det må mest have været film. Det samme gælder for Hans Arne Hansen fra Åbenrå og vores herhjemme berømte Christian Kryger. Bortset fra Svensson lagde de kun sjældent vejen omkring Casino. Og da jeg i sagens natur bedst kan berette om det, som foregik i studiet eller på anden måde inddrog scenografi, springer jeg frem til den programmand, der om nogen var med til at markereårhus eller Provinstjenesten, nemlig Tage Elmholdt. Med programansvar over for Kulturafdelingen og i øvrigt selv både teolog og journalist var det egentlig meget naturligt, at han skulle lave et magasin med et vist kirkeligt indhold. Men Tage var ikke en natur, der ville lade sig binde af et sådant pålæg. Så vi diskuterede længe hvilken titel, der skulle vælges. "Spektrum" lød tillokkende, fordi det havde både frihed og bredde til at kunne indeholde en vifte af aktuelle emner, men det ville nok ikke blive anerkendt. Så det endte med at blive lanceret som " Kirkeligt spektrum". Så kunne vi altid senere smide det kirkelige væk. Sådan gik det, og ud af det kom en række meget seværdige programmer, med grafik og scenografi tilpasset navnet. Her kunne vi også f eks. få skuespilleren Aksel Erhardtsen til i ornat at stå på prædikestolen i studiet, men billedmæssigt som om det var fra Århus Domkirke ved hjælp af frontaksialprojektion. Cromakey var vi ikke gode til de første år. "Spektrum" blevet så anerkendt program, at Tage fik lokket farve-ob-vognen til Casino for første gang i 72, vi selv kunne kun arbejde med sort/hvid. Et andet pålæg fra samme afdeling var at lave nogle haveprogrammer. Når nu vi boede helt her ovre, kunne intet vel være mere naturligt. Og det blev også Tages job og da vel ikke mange vil betegne ham som en rigtig havemand, valgte vi at lave udsendelserne fra Casinostudiet. Vi havde jo også balkonsøjlerne, der kunne blive til træer, så det var bare at lave et pergolahegn bagtil og så nogle højbede foran, så skulle det nok gå. Og det gjorde det. Som plantekyndige værter i studiet blev brødrene Klougart brugt

8 Men Tages ubetinget største succes var "Spørg Århus". I Sverige havde de sendt nogle programmer, der hed "Fråga Lund", hvor et panel af professorer eller andre kloge hoveder på let fattelig måde besvarede svære spørgsmål. Kunne vi mon gøre dem det efter? Det var karakteristisk for Tage, at når han var på sporet af en programide,kunne han endevende temaet i det uendelige, indtil beslutningen blev taget. Hvad skulle programmerne hedde? Kunne vi bare kalde dem for " Spørg Århus"? Jeg syntes det ikke. Hvad kunne københavnerne ikke få ud af det, hvis programmerne ikke blev gode. Men til sidst insisterede Tage på, at det skulle de hedde. Men da havde han også fået sammensat et superfint hold af kyndige personligheder som Hannestad, Kissmeyer, Søren Sørensen, Jens Kruse, Olaf Pedersen og så naturens muntre søn skovridder Ladefoged i uniform. Udsendelserne blev optaget i Stakladen på universitetet, hvor vi fik anbragt publikum højere og højere i tre niveauer foran professorholdet med en lang køreplade for kameraet l midten. Indledningen var sammenklip af film, der viste folk ankomme til stedet, som om det var det halve af Århus, afsluttende af køreturen kritisk kørt af Leif Larsen og så bifaldet. Og her kom Tages musikalske evner til sin ret. Jeg er sikker på, at hvis indledningsmusikken blev spillet for lidt ældre mennesker derhjemme i stuerne, ville mange endnu sige: "Hov, nu kommer der vist "Spørg Århus", så træfsikker var den. Vi fik også lært, at et godt og levende publikum, der ikke bare er regissørstyret, har stor værdi for udsendelserne. Og vigtigst for os var næsten, at her kunne enhver seer vide, at udsendelserne kom fra Århus, lavet af Provinstjenesten. Da Gerhard Nielsen var blevet provinschef, fik han ideen til en ny serie: "Geo-quiz". To hold skulle gætte hvilken by eller landsdel, der i små bidder blev vist på en nidelt bagprojektion. En ikke helt ufarlig form for teknik, der stillede store krav til projektionslærredet og de ni Kodakkarusseller, der var opstillet i et lyddæmpet hus, men det klarede Jens Stensgaard fint. Studiet var nu uden balkon og søjler og det blev holdt helt i næsten hvidt, så det så så stort ud som muligt. Efter den første optagelse syntes det som om alt lykkedes, og jeg ringede hjem til min kone og spurgte, om hun kunne klare en lille fest for en snes mennesker. Jo da, det gik nok. Og det var der stemning for, men Tage ville gerne have pianettet med ud. Det sørgede rekvisitten for og jeg har et par gode hak i stuegulvet endnu fra det tunge instrument. Men vi havde en god fest til Tages spil.og det var hverken første eller sidste gang, vi lagde hus til at fejre en succes. Men jeg tror det gjorde noget til, at vi holdt sammen om, at få vores TV-station slået fast. Fra en tidligere festlighed husker jeg også, domprovst Jørgen Bøgh var med herude, og jeg er nu ikke selv særlig gudelig. Men han var nu et dejligt menneske. Det har nok været efter en vellykket "Spektrum" optagelse.

9 Det sidste jeg husker at have lavet som Tage var indblandet i var "Teatercafeen". Det lykkedes at lave et meget hyggeligt cafemiljø med scene, fast orkester "Østjysk musikforsyning" og en syngende vært Jørgen Gamle Hansen som Tage vist havde kendt i et tidligere liv. Her mødtes skuespillere efter forestillingen med muntre gæster og nye talenter på et tidspunkt, hvor der virkelig var grobund i det Århusianske musikliv. Men det blev Niels Hovgård der kom til at producere både de første og senere "Teatercafeer" og her var det at Tages indblanding kommer ind i billedet, men det kan Niels nok bedre fortælle om. Underholdningsafdelingens chef var dengang Niels Jørgen Kaiser, Provinsafdelingens største fjende, som hoverende sagde: "Man skal kaste garnene der, der hvor fiskene er", altså i København. I de kommende år fik vi gjort hans ord til skamme. En anden god ting ved " Teatercafeen" var, at der imod reglerne var fri udskænkning af fadøl og et krus half and half var nu ikke så ringe.! den retning var rekvisitør Leif Beck ret generøs. Jeg selv havde fornøjelsen af at blive ringet op af DSB med en forespørgsel om, de måtte bruge designet til nogle restauranter. Det havde jeg ikke noget imod, men jeg tror nu aldrig, det blev til noget. Jeg fik også tilbudt indretningen af Varna for Odd fellow logen, men dels havde jeg for meget om ørerne og så brød jeg mig nu heller ikke om loger i det hele taget. Men som et kuriosum kan jeg fortælle, at allerede det andet år jeg var freelance ved DR, altså i 1965, kom jeg til at tjene dobbelt så meget, som hvis jeg havde været fastansat. Så det blev jeg. Tages senere programmer "Bytinget" overtog Hans Haagentoft som scenograf. Også her fandt Tage en gennemgående personlighed i advokat Bent Nielsen. Da det var besluttet at lave "Jul i Gammelby" fik vi pludselig sne i en lille uges tid, så det var ideelt at filme i Den Gamle By. Uden for al planlægning fik Tage skrabet sammen folk og fæ, kostumer og sminke og så af sted. Tre dage efter var materialet i kassen til den herlige indledning, som han også havde skrevet musikken til. Det var flot klaret.

10 En ting, som har været ret upåagtet af programfolk i Århus, er at dekorationsgruppen her var pålagt at lave scenografi og dekorationer til Tv-teaterets produktioner i provinsen i det første tiår indtil 1973 og sammen med vores flittige OB-hold at gennemføre disse. Hensigten var at udnytte potentialet fra teatrene i Odense, Ålborg og Århus. I princippet skulle vi lave fire TV-teaterforestillinger med hver af dem om året. Det nåede vi dog aldrig, men otte stykker fik vi dog lavet enkelte år. Og da vi ikke selv havde mandskab nok til det, måtte meget af værkstedsarbejdet udføres i TV-byen, ligesom folk derfra kom over og hjalp os de første år. Men ser man tilbage på den periode har OB-holdet og vi altså gennemført en Tv-teater stykker inden Provinsafdelingen blev oprettet, så vi var faktisk ret professionelle inden da. Og kors hvor er der slået mange streger og tegnet mange vinduer, døre og paneler i alle stilarter. For det hele skulle være ret nøjagtigt, når det ind imellem skulle fremstilles i TV-byen. Det var Tv-teaterets dramaturger, der fandt frem til, hvad der var egnet i de fleste tilfælde. Og til hvert stykke blev valgt en instruktør, men da de oftest kom fra teaterverdenen, stillede Tv-teateret en teknisk konsulent til rådighed for dem, så deres samarbejde gjorde spillet Tv-egnet. Konsulenterne var oftest Kjeld og John Larsen men allermest Leon Munkholm. De var så på det job en tre uger og særligt Munkholm passede det godt at være i Århus, hvilket kunne mærkes på hans humør. Og han måtte ofte undre sig over at have lejet sig ind på et hotel, for der var som regel andre gode steder at overnatte, men han gjorde sit arbejde godt. Men vi kom i den forbindelse i kontakt med de fleste kendte danske instruktører. De stykker vi fik tildelt i provinsen var vel ikke altid de mest spændende, men overvejende var det dog lødige ting af både udenlandske og danske dramatikere fra både ældre og nyere tid. Mere problematisk var det ofte med de lokaler vi havde til rådighed for optagelserne. Helt galt så det ud engang i Ålborg. Vi skulle lave et stykke af Arthur Miller: "Moon for the misfits" eller " Måne for de mislykked". Vi havde et lokale i Ålborghallen på en 80 90m² med vel 3,40 m. i loftshøjde. Og da stykket foregik i et udpræget westernmiljø med slagsmål i sandet mellem små fattige skure, udgåede træer og endda en gammel hvid hest, så det ret håbløst ud. Det var skuespilleren Hans Henrik Krause, der som måske første gang fik lov at instruere og derfor var meget ivrig på at gennemføre det. Jeg spekulerede som en gal på, hvordan vi skulle klare det. Da optagelsestidspunktet var i midten af juni, der statistisk ikke var så regnfuld, spirede den ide at vi måske kunne lave stykket udendørs. Ved Dronninglund fandt jeg et meget egnet sted i kanten af en grusgrav, fik fat i et murerfirma og fik en pris for at udlægge et 100 m²" betonlag, som skulle afrettes så fint, at vi kunne køre med kamerajernmænd på det og have skure m. v. rundt om til spillet. Det var jo selvfølgelig voveligt, men blev til sidst accepteret. Vi kom med dekorationerne, fik stillet op, patineret og gjort ved og rekvisitten og kostumen havde gode ting at komme med. Dog var der en ting, der kneb. Vi skulle gerne have et gammelt øg af en lille hvid hest, og de kunne kun finde en ret mørkbroget skimmel. Men det klarede vores gæve lidt ældre malermester Eigil Christensen ved at sige: "Jamen lad os bare tage den der, jeg skal nok male den hvid". Og som sagt så gjort, så skulle den dog helst ikke ud i for meget regnvejr de næste dage. Det var så blevet eftermiddagen før optagelserne skulle begynde og vi manglede vel bare en tre timer i at være helt færdige og kameraerne var linet op, da alt bare gik helt galt. Fra TV-byen var vel fem mand kommet over for at hjælpe os, deriblandt malerformand Dres og sikkert også hans søn samt i hvert fald en scenefunktionær, så i alt har vi været en mand på det sidste om opgaven. Da vi syntes at have styr på sagerne, satte vi os ind i den til lejligheden lejede skurvogn for at fa en kop kaffe.

11 Pludselig dukkede Mathis op og sagde:" Hej, det ser jo godt ud, skal vi ikke have en stang wienerbrød til og så en flaske brændevin" og så lagde han penge på bordet. Men det forsvandt hurtigt og så syntes Dres, at vi hellere måtte have en stang mere med tilbehør, og så videre. Ingen ville stå tilbage for at give en omgang undtaget mig, der jo havde ansvaret for, at vi var klar næste morgen. Men nu kunne ingen stå på benene mere og ingen kunne lave mere den dag. Da vi kom tilbage til kroen, vi boede på, blev vi klar over, at scenefunktionæren var alvorligt påvirket og fik ham sendt til Ålborg hospital. Men så meget disciplin var der dog, at der blev mødt ekstra tidligt næste morgen og vi blev færdige tidsnok. I "Måne for de mislykkede" var Eik Koch en glimrende type og Laila Andersson, der lige med succes havde spillet i "Mutter courage" gjorde sig godt her. Og vi fik med dem og vores hvide hest nogle meget stemningsfulde billeder i det gode landskab, hvor månen dog nok var malet på en glasplade. Stykket er for øvrigt for godt et år siden blevet genudsendt i "Gyldne timer". Laila og Mathis fandt sammen og boede i hans hus i Tårbæk en fem - seks år før de gik fra hinanden igen, det var jo et par stærke figurer begge to. I Ålborg fik vi snart efter meget gode forhold til vore Tvstykker, idet DR lejede sig ind på scenen i den store sal med rundhorisont og herder til lysophæng. Her lavede vi f. eks. Erik Knudsens samfundsrevsende stykke "Ned med kulturen", hvor dejlige, store, frodige Mime Fønss med fuld kraft sang:" Det gør ikke noget, at man er glad, når man har sand i håret, sand i håret". Mogens Pedersen instruerede. Et andet stykke, som vi lavede under disse gunstige forhold deroppe, var "Hvis krigen kommer" med Birthe Helmer Pedersen som instruktør. Jeg husker ikke forfatteren, men det var et lidt futuristisk stykke, så vi besluttede at lave det i en hvid high key belysning og dekorationerne var bygget op af hvide Siporex blokke, der senere i stykket skulle revne og delvis blive til ruiner. Det havde vi ikke engang kunnet lave lige så flot i Casinostudiet. Fra Ålborg teater rykkede vi endnu et par gange uden for studiet. Først med stykket "Under Observation", hvor vi havde fundet et gudsforladt sted nær Gug syd for Limfjordens østlige ende. Her spillede Henry Jessen den bedste rolle, jeg husker ham i som den bindegale mand, der i sin gamle udrangerede jernbanevogn sad og savede sit jagtgevær over, for at jagte sin tossede bror. Det hele emmede af primitivt raseri, så det næsten kunne lugtes ud af skærmen. Palle Kjærulf Schmidt instruerede og den gang var Verner Kjærsgaard den gode rekvisitør. Og sidste gang var i Ålborgs gader, men mest i en flyttebus vi fik lavet. Her spillede fine gamle Inger Bagger en vemodig historie om det at skulle flytte til en ældrebolig uden at kunne fa alle sine kære møbler med. Det var Ole Roos, der instruerede, og det gik fint, bare han fik sin hele flaske whisky hver dag. Stykket hed ganske enkelt Møblerne, og det blev godt.

12 Fra Odense teater husker jeg ikke nær så meget, men jeg har adskillige gange siddet i teaterets meget hyggelige kantine og holdt møder med instruktør og konsulenterne. Vores studieforhold var endnu ringere end i Ålborg de første år. I "Industripalæet" havde vi et rum på ikke over 70 kvadratmeter, og med de sædvanlige 340 cm til loftet var det svært. Men vi skulle lave et lille fint kammerspil af Pirandello "Alle har ret". Jeg fik tegnet nogle døre og vinduer, lige så krøllede som teksten og meget italienske. De vendte ud til en balkon, hvor vi kunne sætte en maske af haven udenfor. Alt i alt fik vi et lille fornemt Tv-teaterstykke ud af det. Et par år senere lavede vi " Jacob von Thybo" også fra Industripalæet. Her havde Holberg rigtig moret sig med adskillige sceneskift både som ex- og interiører. Heldigvis havde vi lejet salen, så det gav lidt mere plads. Det var unge Kasper Kock fra Århus teater, der var instruktør, og jeg var flittig gæst i den gamle by for at hente inspiration til tiden, og det blev såmænd også meget pænt. Men da vi kun havde få optagedage, stod dekorationerne ind i hinanden som i en labyrint. Så måtte vi rokere med dem efterhånden som spillet skred frem. Det var noget af et knokkelarbejde at være lysmand på sådan en sag. John Larsen og Grethe Thordal havde hovedrollerne. Endelig lavede vi også fra Odense Bertol Brechts stykke "Bal i den borgerlige" med Lane Lind i hovedrollen. Det var et råt, men meget morsomt stykke instrueret af Erik Bendt. Det har åbenbart været så godt lavet, at det er blevet genudsendt i gyldne timer i 2003, skønt også sort/hvidt. Men måske ikke så mærkeligt blev de fleste af de stykker Tv-teater, vi lavede fra 1963 til 1973 produceret i Casinostudiet, og jeg skal nøjes med at plukke få af dem frem. I 1966 instruerede Palle Skibelund Holbergs "Julestuen" med Aksel Erhardtsen, Gyrd Løfquist, Erno Muller og et børnekor. Her havde Schølin malet en meget flot dekoration med smukke blomsterdekorationer på ådrede panelvægge, motiver direkte taget fra den gamle by. Desværre forlangte Skibelund lyset trykket ned i det mørke, så man næsten ikke så det. Vel var der kun tællepråse i Holbergs tid, men lidt pletlys kunne man godt have accepteret. I 1967 lavede vi Jesper Jensen og Klaus Rifbjergs " Hva' skal vi lave". Preben Harris instruerede Bende Harris, Gyrd Løfquist, Jørgen Buckhøj, Erno Muller og Christa Rasmusen der kun optrådte i pyjamasser i et miljø af flotte specialdesignede køjesenge. Det var særdeles debatskabende og medførte da også protester fra flere sider blandt andet den såkaldte Frederikshavneraktion. Hvor langt kunne TV tillade sig at gå? I dag ville man vist have kaldt det en sød uskyldighed Året efter husker jeg, at den purunge Kasper Rostrup sad på gulvet med ryggen op ad studievæggen i Casino for at følge optagelserne af Strindbergs " Et drømmespil". Da han kort efter skulle instruere tyskeren Sternbergs komedie "De unævnelige", fik jeg lejlighed til at erfare, hvor meget baggrundsviden det unge menneske havde, og jeg var dybt imponeret. Siden har han jo beriget landet med mange bemærkelsesværdige opsætninger, men vi var altså de første i den genre. Rollerne havde Preben Neergaard, Lone Rode, Erno Muller og Karl Helge Bohman, og de leverede en grinagtig satire over det tyske borgerskab

13 Endelig vil jeg slutte med Benny Andersens "Glasplinten", der var en særdeles munter sag fremført af Jørgen Ryg, Lone Rode og Preben Neergaard, så man kunne more sig over, hvor meget en så lille ting kunne ødelægge hverdagens spil. Fra Færøerne havde Tv-teaterafdelingen fået et manuskript af en højskoleforstander Gunnar Hoidal, som vi fik som opgave at lave med Henning Ørnbak som instruktør. Gunnar Hoidal var løsrivelsesmand, der med sit stykke blandt andet ville fortælle, at skolegangen på Færøerne til dels var indoktrinerende til det danske. Ørnbak og jeg tog da på en research til øerne en maj måned, Hvor vi først mødte Gunnars forældre i deres store hus i udkanten af Thorshavn. Faderen var fiskeriinspektør for Færøerne og moderen var fra Sorø, så al samtale foregik på rent dansk. Gunnars søster Anika Hoidal var for øvrigt i Danmark, og her har hun boet siden. Så det var alt i alt lidt svært at fornemme den helt store løsrivelsestanke. Men de havde den flotteste malerisamling i et privat hjem, jeg husker at have set, og det var ene færøske malere. Vi fik set de færøske miljøer, vi havde brug for, blandt andet en skolestue som vi fik opført i Casinostudiet. Filmoptagelserne på Færøerne lavede Juul Jørgensen. Høgni Høidal, som i dag uden større held slås for Færøernes løsrivelse, er en søn af forfatteren til Tv-stykket. En helt speciel oplevelse havde dekorationsgruppen alene i sommeren 1971 med balletmester Eske Holm i brunkulslejerne i Søby. Han havde nemlig fået lov at bruge cheffotograf Claus Ørsted, som ikke var fra DR. Brunkulslejerne, der under sidste verdenskrig for en stor del forsynede Danmark med energi, var da blevet et meget særpræget område med kæmpe sandmiler, små søer af forskellig farve og flade lumske strækninger med kviksand. Her skulle spillet foregå, og for at vise alle de deltagende, hvor lumsk og farligt området kunne være, gik Eske Holm selv ud mod et sådant sted, så alle kunne se den gyngende grund, indtil han trådte igennem og fik meget travlt med at komme på det tørre igen. Inspireret af at nogle havskildpadder havde mistet stedsansen på grund af nogle atomprøvesprængninger, så de ikke vendte tilbage til havet igen efter æglægningen, havde han samlet en flok på godt en snes mest balletfolk fra tre lande, deriblandt Inge Sand med landets smukkeste bryster, men også gamle Marius fra Arnborg og en meget attraktiv Lisbeth Lundkvist. De udgjorde en sammenbragt flok overlevende fra en katastrofe, der bevægede sig i flugt ud over det særprægede landskab. En soldat, en kgl. kapelmusikus, et brudepar, en societydame, en mor med sit barn osv.. De stred sig over sandmilerne, gennem røg fra bildæk vi havde antændt med den grå sø som baggrund, overvåget af en helikopterakrobat fra flyvevåbnet og til okkersøen eller de udbrændte togvogne m. m.. Undervejs stødte de på levn fra en civilisation en gammel spillemaskine, en tilsandet og udbrændt bil, et par dukker, et skævtliggende klaver og hvad ved jeg og mod slutningen et enormt bål fra ilden i gamle olierede jernbanesveller. Udsendelsen hed "Rapport" og er en af de meget minderige ting, man har været med til at lave.

14 Lidt om rejse- og kursusvirksomhed i DR I Provinstjenetens tid var dekorationstjenesten ansat under Jørn Mathiassen og det betød for mit vedkommende, at jeg var i København meget ofte - altid en gang om måneden, men også tit 2 gange på en uge. Det var lidt for tit. Mathis samlede scenograferne en gang om måneden til efterkritik og diskussion, gerne over en to tre flasker Whisky. Og der blev gået hårdt til den enkelte, men heldigvis var der også rosende ord at hente. På et af disse møder blev det besluttet at rejse en tur til Østberlin. Det blev en tur for egen regning måske med et lille tilskud fra DR Jeg havde på det tidspunkt ikke besøgt et kommunistisk land bortset fra en sommertur til Titos Jugoslavien, så det blev en meget særpræget oplevelse. Vi tog med færge til Rostock, som havde været et meget yndet mål for mange af dekorationsfolkene i København. Derfra med tog til Berlin. Jeg følte der var gråt og råt i byen, men deres teater "Theater am Schiffbauerdamm" med fru Weigel som hovedkraft var en oplevelse af de helt store. Da vi stod og ventede på toget hjem, fløj der en stork hen over os - midt i Berlin. Mathis var også meget ihærdig med at lave 2-3 dages scenografkurser forskellige steder i landet. Det var steder som marsken i Sønderjylland - Bornholm eller højere oppe ved den jyske vestkyst f. eks.. Her stak han opgaver ud til os om at beskrive egnen. På Bornholm var grafikerne fra TV-byen med, og da vi arbejdede parvis, blev jeg sat sammen med en meget dygtig tegner Gylling Hansen, der havde sin specielle måde at tegne på. Da vi skulle aflevere et samlet sæt til ophængning til sidst, vidste jeg ikke bedre end at lægge mig op af hans stil. Det lykkedes så godt, at de andre havde svært ved at se,om det var ham eller mig der havde begået værkerne. Ubegribeligt, jeg er ellers ikke for skrap til sådan noget. Men vi knoklede dagen igennem. Omaftenen hyggede vi os sammen og diskuterede på livet løs med rigeligt at drikke til, og klokken kunne godt blive en 3-4 stykker, inden vi gik til køjs. Men disciplinen var i orden, næste morgen klokken 8 startede alle igen, men det var lidt hårdt. Til slut skulle Mathis brillere med sin måde at gøre det på og det må man lade. Han var fænomenal til på meget enkel vis at karakterisere et hus, et landskab, nogle fugle eller andet. Desværre var der nogle personer han ikke kunne med, og det kunne være ret ubehageligt. F. eks. havde Flummer og Gregers det ikke for sjovt med ham. Hvert andet år havde vi nordisk scenograftræf i Gøteborg, København, Oslo eller hvor det nu kunne være. Det var meget lærerigt og hyggeligt, idet vi havde båndeksempler med fra egne præstationer. Men karakteristisk var det, at finnerne altid kun var med den første af tre dage. Så var de simpelthen gået under bordet. Det var ikke let for dem at komme til lande med let adgang til spiritus. Nordmændene gjorde meget ud af os og inviterede os alle til en afsluttende aftensmiddag på en god restaurant lidt uden for Oslo. Efter en lækker anretning blev der budt på en slags hvid budding med hindbærsyltetøj til. Da den var fortæret, spurgte NRKs dekorationsleder, os om vi var klar over, hvad vi havde spist. Men nej - tvivlen var stor. Det var fiskebudding med syltetøj, meget specielt norsk.

15 To gange var jeg alene i England for at lære lidt af BBC. Første gang i Birmingham for at se hvordan en provinsstation fungerede. Anden gang i London hvor jeg selv betalte for at tage min kone med. Da hun som ung havde boet i Sydengland i to år, var hun sprogligt bedre funderet end jeg selv. Her havde DRs udlandskontor adviseret mig som leder af dekorationstjenesten i provinsen herovre. Det var jo sådan set korrekt nok, men i BBC virkede det, som om de ikke var klar over, at Danmark var noget mindre end England, så jeg blev modtaget med pomp og pragt. Men de var enormt søde og hjælpsomme. Det endte, med at min kone og jeg blev inviteret hjem til dekorationschefen til aftensmad. Det var meget hyggeligt, men jo alt for flot. En fire - fem år senere havde Mathis arrangeret et scenograftræf i Århus. Den sidste dag ankom tillige chefen for BBCs dekorationsafdeling, og Mathis havde regnet med, at vi så skulle samles i Casinos mødesal, senere kantine, for at vise ham hvad vi havde lavet på det seneste af scenografi. Jeg syntes at det var et lidt kedeligt sted til det og havde snakket med min kone, om hun turde lave mad til selskabet hjemme hos os, og holde aftenen der i stedet, og det gjorde hun gerne. Mathis var lidt betænkelig ved det, fordi vi så skulle se lysbilleder på vores hvide gavlvæg, men kunne jo på den anden side godt se, at det måske blev hyggeligere. Som tænkt, så gjort. Henny lavede et ordentligt fad bacalao til os tolv - femten stykker, og med hvidvin til havde vi en god og givtig aften, og så fik vi sagt tak for sidst til BBCs dekorationschef. Dagen efter kom der den største buket hvide tulipaner, vi havde set fra Abels blomster på Storetorv, som tak for sidst fra holdet. Af hjemlige arrangementer kan nævnes seminarer i Sorø, på LO - højskolen ved Arresø i Nordsjælland - det fineste sted jeg har været - samt nogle dage på Brøndums hotel i Skagen - og jeg ved ikke hvor. Og så var der et lysmester- og scenografitræf i Amsterdam med fri udskænkning af genever på rådhuset og bespisning i en stor bådrestaurent i havnen. Det blev til en lang nat på gode steder i byen med hollandske kolleger. Hvert år blev der jo uddelt nogle små rejselegater efter ansøgning til nogle få heldige, der rejste solo. Jeg fik så den ide at vores dekorationsgruppe, der vel nu var på en femten personer, skulle søge et kollektivt rejselegat til Øst- og Vestberlin for at studere deres TV-stationer. Jeg vidste jo, at det var noget, der kunne gøre indtryk på sindene. Det blev også tildelt, hvis vi kunne få lov til at besøge stationerne. Det søgte vi så om gennem udlandskontoret, men vi fik et nej fra Østberlin, med en eller anden god undskyldning. Vi skrev så selv igen, og fortalte at det gjorde ikke os noget. Men nej igen, og en ny undskyldning. Jeg var dog stædig og bad Hans Sølvhøj om at søge for os. Tre dage efter fik vi brev fra dem, at nu skulle vi være velkomne. Vi kørte så i bus derned, men holdt lige ved grænsen for at købe lidt øl med mere. Det hjalp på humøret, så vi sang og morede os ned ad autobahnen. Undervejs var der yderligere en taxfri shop, som også fik vores besøg. Så humøret fejlede ikke noget, da vi på Alexanderplatz mødte den dame, der skulle være vores faste guide den næste dag. Nu skulle vi bare installeres på det store "flotte" hotel. Men det gav os lidt problemer, idet Bent Boesdal havde meget svært ved at gå. Han kunne jo godt lide lidt øl, og det havde han fået. Mens Svend Lau Jeppesen, der var stedkendt, og jeg talte med den østtyske dame og hotellet, fulgte to andre diskret Boesdal op på hans værelse, så kunne han sove den ud til dagen efter. Næste dag kom damen så igen og guidede vores bus ud til TV-stationen, der var et gammelt filmstudie, ikke meget at prale af. Vi blev modtaget i et mindre lokale og budt på en danskvand under vores snak med dem. Deres studie var rimeligt stort, vel en kvadratmeter, og ret nøgternt, men en ting var værd at lægge mærke til. Langs deres rundhorisont var der en nedsænkning - en grøft - de kunne lægge lys ned i. Det måtte vi huske. Om aftenen var de fleste i "Theater am Schiffbauerdamm", mens andre oplevede Moskvaballetten, der var på besøg, eller bare gik rundt i byen og sugede til sig. Kontrasten i Vestberlin var jo kolossal, her var alt hvad hjertet kunne begære. Deres TV-station var ikke stor, men i en helt anden flot kvalitet end i øst. Da vi kom hjem, havde alle haft en god tur og oplevet nogle af verdens mærkværdigheder, som de så ud den gang uden at rejse ret langt og på få dage.

16 Da "Landet rundt" flyttede fra Casino til Halmstadgade, trængte det til lidt fornyelse, og Gerhard Nielsen foreslog at Preben Heide, Louise Rønne, H.P. Møller Andersen og jeg rejste til New York, for at se hvordan de gjorde derovre. Gerhard gik jo ikke i små sko. Vi havde fået aftaler med ABC og NBC om besøg, og begge steder var de meget åbne, for at vise os hvordan de arbejdede. Ved NBC stod vi i studiet medens de afviklede. Vi undrede os over, at der stod et lille borgerligt ægtepar med deres plettede terrier i en snor ved den ene studievæg. Men under en lille pause i nyhederne blev lyset tændt på dem, hvorefter de hældte hundekiks ned i en skål til den fra en stor æske af et sikkert meget kendt mærke. Det var et meget direkte reklameindslag. Nå, men turen som helhed gav jo os gamle "Landet rundt" -folk et ordentligt løft. Senere deltog jeg i "Input"-konferencer i Marseille og Toronto sammen med program folk og Gregers var i New Orleans. Scenografisk gav visningerne nu ikke så meget, men samværet med kolleger i det store udland er jo altid spændende. Et fjorten dages croquiskursus i Stockholm med en af Sveriges kendte kunstnere og to modeller var til gengæld noget, der løsnede blyanten til det bedre. Til sidst vil jeg lige nævne, at DR gennemførte et stort antal stilkurser - fra bronzealder til nutid - for alle folk fra tegnestuerne, sminken, kostumen og rekvisitten. Det var tidligere rekvisitør Jørgen Krogh, der arrangerede dem med landets bedste fagfolk i historie, design, kunsthistorie osv. Sammenlagt har hver af de ovenfornævnte, og det var mange, nok modtaget en 6-7 ugers koncentreret og flot stilhistorieundervisning, som efter Chr. Nissens indtrædende må siges at være nærmest spildt. Hvad har vi dog ikke tabt af knowhow i de senere år. Om Gerhard Nielsen: Da Provinsafdelingen blev oprettet i 1972,blev det måske overraskende nok ikke en mediemand, der' fik jobbet som provinschef: men psykologiprofessor Gerhard Nielsen fra Århus universitet. Det skulle blive et stort held for os, da det viste sig at blive en yderst stærk provinschef. Da han yderligere fik den højst skattede journalist Jakob Nielsen som souschef, fik vi en kanonstart på afdelingen. Ledelsen blev indlogeret i Casinobygningens forhus øverst oppe. Men det skulle snart vise at blive for trangt og man lejede en etage i "Lems bolighus" på hjørnet af Rosenkrantzgade og strøget.

17 Gerhard spurgte om jeg ville hjælpe med at tegne indretningen af lokaliteterne, og jeg mener at huske de fik det hyggeligt og godt derovre.gerhard Nielsen var foruden en dygtig organisator tillige et musisk menneske med mange gode programideer. men senere tillige nogle ret uheldige. Som chef også for de ni radiodistrikter indførte han ugentlige telefonmøder, hvor distriktscheferne var i åben kontakt med ledelsen her i Århus, således at alle kunne høre hinanden. Det var utroligt givende, fordi vi på den måde kunne trække på alle kræfter landet over. Ejendommeligt var det at Københavns radio hørte under Provinsafdelingen, men sådan var det. De havde i øvrigt ikke særligt gode lokaliteter at arbejde i, så en dag ringede Gerhard op til mig og spurgte, om jeg ikke lige kunne pakke tandbørsten og være klar til at flyve med ham derover om to timer, for at se på et bedre lejemål til dem. Det var da i orden. Og så fløj vi i et lille firepersoners fly me4 en DR-tekniker Johannes ved pinden fra den lille flyveplads nord for byen. Gerhard spurgte om, han måtte sidde bagi, for han ville gerne sove lidt og jeg syntes at det var spændende at sidde ved siden af piloten og kigge lige ud over bugt og land. Det var imponerende, at han ' kunne sove på bagsædet, for sådan en todækker er altså ikke lydløs. Nå det Københavns Radio havde fået øje på var Odd Fellow logens lokaler ved siden af Kunstindustrimuseet i Bredgade, og der kunne de fa det meget godt, hvis logefolkets dystre farver blev lysnet lidt osv. Det blev nu ikke til noget, i stedet fik de vist noget på Østerbro. Da tredje etape af vores R - TV hus skulle projekteres, var det jo et åbent spørgsmål hvad Casinostudiet skulle erstattes af. Gerhard spurgte mig da en dag om vi skulle have et studie på 400 eller 600 m². Og trynet gennem 16 år med et knebent 190 m² studie, svarede jeg, at vi i hvert fald kunne lave meget i et 400 m² studie. men så sagde Gerhard" Ja men er nu et 600 m² studie ikke bedre? Jeg tror vi har lidt politisk medvind i øjeblikket " To dage efter vendte han hjem fra København, og da vi traf hinanden sagde han: " Palle du får et 600 m² studie ". Hold da op - efter mange års københavnsk styre på godt og ondt kunne vi endelig stå på egne ben. Men Gerhard var jo ikke psykologiprofessor for ingenting. Han havde flair for at vise vores afdelings eksistens.! vinteren 79-80, altså inden studie 12 var færdig, kom han og spurgte om jeg troede vi kunne lave et telt med en gode tilskuerpladser og en scene til optræden, og således at det kunne flyttes rundt i landet om sommeren. Det kunne jeg ikke svare på umiddelbart, men efter lidt research kunne jeg bekræfte at vi kunne. Vi fik så lavet et samlesæt i et cirkustelt til publikum med kameragange imellem og med fast scene, skydescene og interviewposition.til det udvendige billede fremstillede vi "TV i teltet"s hvide logo i 60 centimeters ventilationsrør og første opstilling var selvfølgelig foran vores nye R-TV-hus, næste gang i Ribe osv.

18 I årene og 82 stillede vi op seks lørdage i Jylland og ti på øerne i månederne juni og juli med direkte udsendelser i øsende regnvejr om aftenen. At programmerne så lykkedes så, at vist ingen andre underholdningsudsendelser er blevet genudsendt så ofte som dem, gjorde det jo ikke dårligere. Danmarks Radio var ved at blive slået fast som hele Danmarks Radio. Gerhard Nielsen var ophav til mange gode programideer, men desværre også nogle skæverter. Afdelingsledelsen, her Gerhard og Tage Elmholdt, havde omkring 1980 nogle ideer om at viligesom englænderne - kunne lave comedy s som serier. Bent Andersen og jeg blev sendt en tur til London, for at se hvordan BBC og Thames Television bar sig ad, og det var såmænd ikke andet end, hvad vi kunne have gættet os til. Det var nok mere et spørgsmål om mentalitet og humor. Allerede i 1975 havde afdelingen lavet en filmtrilogi "Karl og Gudrun" om et midaldrende pars hverdag og den var såmænd ikke allerværst. Men nu havde de af en forfatter fra Svendborg fået 12 episoder af "Frøken Jensens pensionat", som de var faldet for. Der blev afholdt et weekendseminar om det betimelige i at producere dem, og her var vi en tre stykker, der syntes det var for gammeldags og plat. Men det rokkede ikke de begejstrede herrer. Det blev Gregers der skulle stå for dekorationerne, og de var helt i orden, medens Henry Jessen instruerede. Jeg husker stadig, hvordan han under prøverne lo højlydt og slog sig på lårene, mens jeg selv krummede tæer. Der blev produceret seks, men efter det første var sendt, blev resten stoppet, inden det blev for pinligt.. Samme år begyndte vi så på en anden serie "Mille og Mikkel" om to alenepiger, der boede i nabolejligheder i en etageejendom. Lotte Tarp og Birthe Bachhausen havde rollerne og Ballings mangeårige assistent Finn Henriksen instruerede, mens jeg lavede scenografien. Det gik noget bedre, og det blev da også til en hel del udsendelser over et par år, som man godt kunne more sig over. Men "Frøken Jensens pensionat" var vist kun en enlig fejltagelse, julekalenderne gik det jo fint med, og helt begejstret blev jeg i hvert fald, da de ville gennemføre 4 dele om "Kaj Munk". Det er det største enkeltprojekt jeg har været med til.

19 Men det var også dyrt. Jeg mener vi i første grundige beregning nåede til et beløb på en 7-8 millioner og det ville ingen acceptere. Vi pindede det da ud og strøg nogle af de dyreste scener, eller hvad det i øvrigt kunne tåle og nåede frem til 5 millioner, hvilket dengang svarede til 4 spillefilm, hvad det egentlig også var, og det blev accepteret. Det blev' de smukkeste udsendelser fra et Vestjylland i rigtig vinterstemning og sommerbilleder og Gerhard' fik DR s symfoniorkester over for at indspille ledsagemusikken. Det sidste større projekt Gerhard Nielsen stod for at få op at stå var "Bondesagaen" og her blev indkaldt til møder over et skitsemanuskript med forskellige kompetente personer. Det foregik som så ofte før over kaffe med et par ordentlige bakker flødeskumskager til. Og skønt der var stor begejstring for projektet, kom det aldrig rigtig i gang. Kjeld Veirup var da blevet souschef i stedet for Jakob Nielsen og i hans regi, kørte projektet af sporet. Jeg selv havde en svaghedsperiode på et års tid, så måske var det årsag til Jacob Haugårds bror Jan, der var arkitekt og københavneren Michael Fock af Veirup fik overdraget opgaven, at få "Bondesagaen" op at stå. De tre herrer slog et ordentligt brød op. De lejede lokaler ved havnen til tegnestue og de nåede at leje nogle tønder land ved Moesgård, som bare skulle ligge brak foreløbigt. Et par millioner blev spildt, og desværre kom der ikke noget ud af projektet. Efter 14 år ved roret valgte Gerhard Nielsen desværre at trække sig ud af DR. Et par år senere ringede han hjem til mig en aften bare for at snakke om løst og fast, og så valgte han livet fra et par dage senere. Det samme skete for Viggo Pedersen, der dengang var ved opbygningen af teknikken til TV 2. Fra sit lille kammer i København ringede han til ham og tryglede om et eller andet job ligegyldigt hvad i TV 2 - alt forgæves. Det var en tragisk skæbne for så stor en mand. Palle P.