Fra gudehov til en kristen kirke

Størrelse: px

Starte visningen fra side:

Download "Fra gudehov til en kristen kirke"

Birgit Lauritsen
7 år siden
Visninger:

1 Fra gudehov til en kristen kirke For mere end 6000 år siden var en høvding, sammen med sine stammefrænder, brudt op fra deres hidtidige boplads for at drage til en ny egn en egn, de håbede kunne opfylde deres stigende behov for daglige fornødenheder, hvilket især betød ønsket om bedre jagt og fiskeri muligheder. De havde på deres lange rejse fundet vej til det sydøstlige Himmerland, en egn og et landskab, de fandt stemte godt overens med netop deres livsform De havde derfor udset sig et mindre bakkedrag nær kysten som de fandt velegnet til deres fremtidige boplads. Nedenfor stigningen var der lavvandede områder med bl.a. østers og muslingebanker - Bag dem lå heden og skovene, hvor der kunne samles bær og rødder samt jage deres ynglingsbytte; vildsvin, hjortevildt og moskusokser. Det helt ideelle sted for en boplads. Som årene og århundrede gik på bopladsen forandredes deres levevilkår - blandt andet på grund af befolkningstilvækst og klimaændringer. Dette var blandt de væsentlige årsager til de gennem en århundrede lang omstilling gik fra at være et jæger og samler samfund til at blive agerdyrkere og holde husdyr. Alt dette og mere til kan man læse ud af de talrige fund, der er gjort i årene løb i deres grave og efterladte hustomter - af redskaber og husgeråd - lige fra flinteøkser, pilespidser, broncesværd, til tenvægte og lerpotter. Det er fund fra deres dagligdag, der er med til at fortælle deres og vore forfædres liv og udvikling - ikke blot gennem et århundrede, men gennem årtusinder.

2 Men en egns - eller for den sag skyld, et sogns historie fortælles ikke kun med flintøkser og lerpotter - man får også en bid af dens historie gennem de forskellige gravformer, der ligger spredt rundt i området - gravformer, der hver især tilhører deres egen tidsalder En af de største de lod rejse på denne egn er den "kun" omkring 3000 år gamle broncealderhøj på Solbjerg kirkegård, der som et værdigt gravminde representere denne epoke. Få meter nord for kirkens parkeringsplads har der været endnu to, men nu sløjfede gravhøje, hvor af nu kun konturerne anes. Men her på denne plads tæt på de afdødes gravmæler, havde vore forfædre bygget deres gudehov - et fredhellig sted, hvor alle stammefolk i fred kunne ære og tilbede deres fælles guder. - Sådan lyder det i et af de lokale sagn. Har det en gran af sandhed i sig, havde de fundet, det skulle ligge på en af de smukkeste pladser i den sydøstlige hjørne af Østhimmerland. Fra pladsen var der næsten frit udsyn mod syd, vest og nord, kun brudt her og der af skov og krat, og det dengang helt frie skue mod øst - ud over det engang store lavvandede område, hvor landet længe havde været i færd med at hæve sig som højmose og blive til det nuværende Lille Vildmose - og videre ud over Kattegat, der længere ude i fortiden var gået tæt ind under bakken. Landet havde indtil da været styret af en hel række små og store stammer med hver deres høvdinge. Men da Harald Blåtand (konge ,) som den største og mest magtfulde høvding havde samlede hele riget under hans ledelse, udstedte han samtidig en befaling om at alt folket, høj som lav, skulle forkaste deres gamle gudetro.. I stedet skulle de nu kun tjene een Gud, nemlig vor herre Jesus Kristus ved at lade sig døbe i hans navn - Sådan fortælles der i sagnet om ham

3 Hans befaling kom også til at berøre stammerne i og omkring Solbjerg. Her tog høvdingerne i samråd med stammernes ældste hans befaling til efterretning, og besluttede samtidig at bruge deres hidtidig offerplads ved gravhøjen for her at dyrke deres nye tro. De besluttede derfor at tilintetgøre deres gudehov og i stedet bruge den plads, de gennem generationer havde næret så stor ærefrygt for og var fortrolige med, til at bygge en kristen kirke. Her må man give sig selv lov at standse op for give fantasien frit spil lade sig rive med af fortidens vingesus - forestille sig, at det er høvdingenes forfædre, der er bisat i broncealderhøjen ved Solbjerg kirke - deres nu over 3000 år gamle familiegravsted, der rummer aske fra mange generationer. Efter højens størrelse og beliggenhed at dømme var det ikke en hvilken som helst familie den blev rejst for. En af deres efterkommere fra højen eller høvdingen selv i egen høje person blev måske begravet i selve kirken - som en parallel til Harald Blåtands gravplads man mener at have fundet under udgravninger i Jelling kirke.

4 Kirken i Solbjerg, som vi kender den, eller rettere den ældste del af den, blev opført omkring efter kristi fødsel - godt 150 år efter Harald Blåtands ordre om at hans undersåtter skulle lade sig kristne. Kirken fremstod dengang i en mindre udgave end den vi kender i dag - måske var den aller første endda opført i træ. Den har i sin levetid været genstand for store som små bygningsmæssige forandringer.. Blandt den største og ældste kan nævnes, man i sengotisk tid - i slutningen af 1500 tallet, lod kirkeskibet forlænge 4,7 m. mod vest, hvor man bl.a. genanvendte de gamle granitkvadre. På nordsiden sammensatte man granitkvadrene med røde munkesten i en del den udvendige mur, uden noget synligt system. Det bemærkes også tydeligt at ved denne udvidelse af kirken, har de indvendige mure en grovere struktur. Man har her, efter alt at dømme brugt forhåndenværende kampesten uden særlig hensyn til udstående kanter og andre ujævnheder. Ved samme lejlighed blev det sydlige våbenhus flyttet i hele dets bredde mod vest. Den tidligere vestmur lod man da stå som østmur. Rester af den gamle syd og østmurs sokkel er der stadig spor af under pladsens perlegrus. Loftet i kirken var før udvidelsen af træ, men blev udskiftet, og både kor og skib fik da stjernehvælvinger af munkesten. Senere lod man udgrave en krypt under kirkens kor som gravmæle for de adelige slægter på Wiffertsholm. Vi må forestille os kirken før ombygningen ikke havde haft siddepladser, som vi kender dem, men kun en muret sæderække i begge sider af skibet - op mod væggene og som eneste ryglæn, så vi må formode der samtidig med ombygningen blev opsat træbænke. Vi ved med sikkerhed kirken havde træbænke 200 år senere, da der i et dokument fra denne tid omtales at på de øverste stolesæder, der var forbeholdt adelen, var påmalet deres adelige våbenskjolde. De er desværre gået tabt.

5 På nordsiden af kirken anes den tilmurede nordindgang, også kaldet kvindeindgangen, men om den blev sløjfet ved samme lejlighed, har vi ingen kilder at støtte os til. Det skal tilføjes at denne store ombygning og udvidelse af kirken blev beordret af kongen selv, formentlig Christian. d. 5. ( ), som en bod til den daværende ejer af kirken, godsejeren på Wiffertsholm; Aksel Viffert, Han havde brugt kirketienet som medgift til sine børn og derved forsømt vedligeholdelse af kirken. Muligvis derfor blev tilbygningen opført ret beskedent, men dog solidt. Det var kun loftet med de smukke stjernehvælvinger, der blev gjort noget særligt ud af. Kirken er født uden tårn. Om det blev tilbygget i samme periode som den store til og ombygning er der delte meninger om. Der er en overlevering om at en af sognets præster; Ove Lauritsen Helsted ( ) lod tårnet bygge i glæde over han havde vundet kirken ved terningespil med den daværende ejer Laurits Kærulf`s to vidtløftige svigersønner, nemlig Jesper Jespersen til Høgholt og den senere adlede Severin Benzon til Havnø. I det mindste står det til troende at pastor Ove Lauritsen Helsted overtog kirken (formentlig i 1687), og den vedblev at være sognets skiftende præsters ejendom med de fordele og ulemper det gav indtil 1912, da kirke blev selveje.

6 I dag fremtræder Solbjerg kirke som en hyggelig lys sognekirke med kor, skib og tårn og mod syd, våbenhuset. Kirken rummer både romansk og gotisk stilarter, men uden deres bygningsmæssige prydelser. Koret og skibets østlige ende, den ældste del af kirken, er fra romansk tid og bygget af tilhuggede granitkvadre med et kønt forskelligartet farvespil. Indvendig har kirken stjernehvælvinger, der sammen med væggene er hvidkalket og dens øvrige interiør er malet i middelalderens farver - kirkens gamle originale farvekompositioner, der blev trukket frem ved en restaurering fra 1977 til 79, samvittighedsfuldt og med pietets følelse afstemt af kunstneren Carlo Vognsen, Gistrup til et nutidigt kirkerum.

Relaterede dokumenter

Rapport fra arkæologisk undersøgelse ved Stavning Kirke den 26. januar 2011

Rapport fra arkæologisk undersøgelse ved Stavning Kirke den 26. januar 2011 Stavning sogn, Bølling hrd., Ringkøbing amt., Stednr. 18.01.09 Rapport ved arkæolog Heidi Maria Møller Nielsen 5. februar 2011