Logbog for Nick uge 1.

Transkript

1 Logbog for Nick uge 1. Malaga, Spanien Vi er søndag ankommet til det spanske med fly fra København. Velankommet i lufthavnen mødte vi allerede efter at have fået udleveret vores bagage den første sprogbarriere. Det spanske folk er ikke ligefrem hvad jeg ville kalde for gode til engelsk og således var vores chauffør der skulle hente os i lufthavnen heller ikke. Efter lettere forvirring fandt vi dog hinanden og han kørte os til vores respektive hoteller. Vi er i gruppen af 7 fordelt på to hoteller. Jeg er blevet sat i praktik med de to sosu-hjælperelever vi har med på turen (Tim og Sabrine) på plejehjemmet Sayneres i Benalmadena. Et plejehjem der i opbygning minder mest om et hotel hvor der er en reception når man kommer ind og beboere på 4 etager. Der bor ca. 100 beboere på hjemmet og de er af forskellig nationalitet. Det er mig endnu uvist hvordan man bliver visiteret til plejehjemsplads hernede for det virker til man kan betale sig til det som når man lejer et hotelværelse. Har dog også mødt et par beboere der bor på hvad der må være aflastningspladser. Har forsøgt at forhøre mig hos en kollega om proceduren men ikke formået at få en brugbar forklaring omkring dette endnu. Plejen af beboerne foregår noget anderledes end vi er vant til i det danske. Hernede har de klart mere travlt og er færre på arbejde. Vores supervisor fortalte første dag at de dagligt skal tage sig af 20 beboere hver. Der hvor de skal være to er det så kun ved forflytninger. Selve plejen har også klart mere fokus på at vi skal gøre tingene for beboeren da der ganske enkelt ikke er tid til de kan være en del af plejen. Det resulterer så i at beboerne kommer til at være meget passive og bare sidder og venter på vi skal vaske dem fremfor som vi er vant til i Danmark at de er en aktiv del af plejen. Hernede er der ikke noget der hedder hjælp til selvhjælp. Vi 3 har fået tildelt i alt 6 beboere vi skal tage os af her de første dage og 3 af dem skal vi være 2 ved. Vi har så fordelt os således de første dage at jeg er gået sammen med Tim til de beboere hvor vi skal være to og Sabrine har taget de andre. Vores første dag hos en beboer forsøgte vi at få beboeren til at deltage i plejen hvilket man hurtigt kunne mærke ikke var noget man var vant til. Det vakte derfor stor undren hos beboeren da vi pludselig kom med nye krav men vi kunne mærke allerede næste dag at beboeren faktisk var glad for at være en del af plejen og ikke bare passivt deltagende. Vi har været så heldige at vi har fået beboere der alle kan engelsk eller forstå dansk og dermed har minimeret sprogbarrieren i forbindelse med plejen. Det gør det også lettere at høre om hvad de syntes om at bo på plejehjemmet og den service der er i Spanien. Når vi er færdige med morgenplejen spiser borgerene i en cafe i stueetagen på plejehjemmet. Der er her ansat personale til at servere maden for dem. Dog starter det først 9.30 og vi har oplevet at de første beboere allerede sidder klar fra. Ca De skal altså sidde i over en time og vente på at få morgenmad i stedet for at få serveret det når de kommer ned. Kl til ca skal borgerne der har brug for træning til fysioterapi hvor vi 3 deltager og hjælper med at hente og bringe dem samt støtter op om træningen. Her kommer sproget igen som en udfordring da det

2 jo ikke kun er vores egne beboere vi skal hjælpe men fysioterapeuten er god til engelsk og hjælper os gerne med at oversætte hvad beboerne siger. Når træningen er overstået kommer de fleste beboere op og sidde i forhallen ved receptionen hvor de kan vente på at få frokost. Frokosten bliver serveret ca og der er ikke rigtig nogen aktiviteter de kan beskæftige sig med mens de venter. Flere af dem sidder derfor bare og sover i deres stole eller kigger tomt ud i luften. Vi har fri kl så vi har endnu ikke deltaget i frokosten. Samarbejdet ed vores kollegaer er så godt som ikke eksisterende. De har ganske enkelt for travlt til at tage sig ordenligt af os og hvad vi laver. Sammenholdt med deres dårlige engelskkundskaber der besværliggør kommunikationen føler jeg det som vi er lidt isoleret. Vi er blevet lovet undervisning hver fredag med hjemmets forstander i de mest benyttede spanske ord og vendinger de bruger i forbindelse med arbejdet men da vi skulle have det fredag havde hun ikke tid alligevel. Opfatter det som de alle har meget travlt og egentlig mest af alt bare er glade for at vi kommer og tager nogle få af deres beboere så de selv kan sætte tempoet en lille smule ned selvom det ikke er meget. Af hvad jeg har, kunne forstå på beboerne er de heller ikke vant til omsorg. Den ene af dem vi skal hjælpe op har mange rygsmerter efter en bilulykke og bliver normalt bare trukket i benene ud over sengekanten når de skal hjælpe ham op hvilket giver ham stærke smerter. Dette gør også han bliver aggressiv og personalet kan ikke lide at komme hos ham. Når vi derimod er derinde og har mulighed for at tage det roligt er han ikke udsat for de samme smerter og dermed bliver han heller ikke vred. Skulle jeg lave noget om her efter første uge skulle det være at ansætte mere personale så de bedre kan yde omsorg for beboerne og disse kan blive en aktiv deltager i plejen fremfor en passiv. Derudover ville jeg få indkøbt flere hjælpemidler så personalet ikke skal hive og flå i beboerne men i stedet kan benytte glidestykker, lifte og andre ting til forflytningerne og skåne både deres egne kroppe og beboernes.

3 Logbog for Nick uge 2. Malaga, Spanien Så kom vi igennem uge 2 i udlandspraktikken. Den seneste uge på plejehjemmet har ikke budt på de store ændringer i forhold til vores kollegaer. Vi 3 danskere der arbejder der oplever alle at der ikke er den store kontakt til de andre. Den største barriere der opleves at skulle overvindes er klart den sproglige. De kan ganske enkelt ikke tale eller forstå engelsk og de der alligevel kan er det på yderst ringe niveau. Sammenholdt med den lovede spanskundervisning fra vores forstander på plejehjemmet har ladet vente på sig har det besværliggjort kommunikationen noget. Dog fik vi endelig fredag vores første undervisning og deltog alle 3 i den med stor iver til glæde for forstanderen. Nu må vi se den kommende uge om det hjælper mere at vi trods alt kan nogle flere ord på spansk og måske komme til at kommunikere mere med vores kollegaer. Hvad beboerne angår, fik vi i mandags os en snak med vores supervisor da vi følte vi ikke havde nok at lave. Sammenholdt med at vores kollegaer render rundt konstant havde vi lidt dårlig samvittighed da vi ikke følte vi hjalp nok. Vi fik derfor et par beboere mere der også kan enten engelsk eller forstå dansk. Vi har stor gavn af at kunne tale med dem da vi også oplever at de har glæde af at kunne tale deres eget sprog. Derudover gør det vores samarbejde med dem lettere i forbindelse med plejen. Jeg har fortsat den sidste uge gået sammen med Tim der er hjælper-elev hos de beboere vi skal være 2 personer hos. Den ene af vores beboere er en norsk mand der er flyttet til Spanien for nogle år siden. Han har for 2 år siden været ude for en bilulykke hvor han har brækket ryggen og derfor ikke længere er i stand til at klare sig selv. Tiden siden ulykken har han tilbragt på plejehjemmet hvor han er blevet mere og mere passiv. Da vi mødte ham i sidste uge var han en person uden ansigtsmimik og af meget få ord. Oplevelsen var dengang at han manglede omsorg og ikke havde meget livsglæde tilbage. Han var trist og fulgte bare strømmen uden egen holdning til tingene. Sagde faktisk på et tidspunkt at han var stoppet med at undre sig over ting da vi stilte spørgsmål til måden tingene normalt blev gjort på hos ham. Den seneste uges tid har Tim og jeg så gået hos ham og arbejdet målrettet med at få ham aktiveret. Som hovedregel har vi haft fokus på han skal deltage aktivt i morgenplejen målt på om han deltager i at vaske sig selv på overkroppen. Vi startede derfor mandag med at tale med ham om det kunne være en fordel for ham at vaske sig selv og mødte en person der overhoved ikke kunne se noget formål med det men alligevel gjorde det. Nok mest for at gøre os tilfredse. Siden er oplevelsen dog blevet at han selv aktivt tager svampen og vasker sig om morgenen når vi skal til at gå i gang. Han er blevet mere smilende og griner også ind i mellem. I torsdags talte Tim med ham om at han trængte til at blive klippet og om han kunne tænke sig at vi gik med ham til en frisør. Det ville han gerne lige tænke lidt over og fredag havde han i løbet af formiddagen selv været ved en frisør og kom stolt og spurgte om vi kunne se en forskel. Den glæde han har fået er selvfølgelig ikke kun kommet af at deltage i morgenplejen men tror også det er et udtryk for han føler at have hjælpere der gider ham og ikke bare skal have arbejdet overstået. Er nu alligevel overrasket over hvor langt vi har, kunne rykke ham på denne korte tid og lidt nervøs for om det bare er en midlertidig ting og han dykker igen. Eller om han vil falde ned igen når vi rejser hjem og det faste personale vil tage over. En anden af vores borgere er en ældre norsk kvinde med Parkinsonisme der grundet dette har svært ved at gå. Hun har dog stadig livsglæde og lysten til at røre sig og deltager da også dagligt i fysioterapiens træning i

4 det omfang hun nu kan. Der går hun bl.a. ved gangbaren med støtte af en person. I tirsdags viste hun så stolt Tim og jeg at hun kunne gå få skridt uden at holde og det resulterede i en snak om hun var interesseret at forsøge at gå lidt om morgenen også i forbindelse med forflytning fra seng til kørestol. Dette var hun meget interesseret i og onsdag morgen fulgte vi så op på det. Hun blev så glad for det lykkes at hun selv gerne ville gå fra toilet til spisebordet hvor hun spiser morgenmad. Vi fik derfor hentet en rollator i fysioterapien og gjorde forsøget efter flere advarsler fra fysioterapeuten der ikke virkede helt tryk ved situationen. Vi fik faktisk kun lov fordi vi lovede ALDRIG at gå med hende alene og altid være to omkring hende og have stolen med. Turen fra toilet til spisebord gik over alt forventning og tror aldrig jeg har set en ældre dame være så glad og stolt over sin bedrift. Ugens sidste to dage har det så været måden vi har gjort tingene på og hun har flere gange udtrykt sin glæde over det. Jeg oplever min rolle på plejehjemmet mere som hjælper end assistent som vi kender det i Danmark. Hernede må man ikke være med omkring sårpleje og medicin som vi er derhjemme da det kræver man er uddannet sygeplejerske. Og når man har den skal man yderligere have ekstra kursus i sårpleje. Har dog fået lov at være omkring 1 beboer som den anden hjælperelev (Sabrine) er inde omkring. Et ganske ukompliceret sår der skal renses og have skiftet forbinding dagligt. Fornemmer dog det er en undtagelse man ikke gør ellers. I stedet forsøger jeg så at finde assistentopgaver hos de beboere jeg har med Tim og benytter meget af min viden til også at støtte ham i hans arbejde. En af assistentopgaverne er jo også at kunne støtte og undervise hjælpere så tænker det er noget jeg arbejder med her. Derudover har vi så fordelen i vi kan vurdere vores beboere og melde mere fyldestgørende tilbage til sygeplejerskerne ved ændringer. Dog foregår denne kommunikation med stor risiko for misforståelser eller gennem vores supervisor eller forstander. Når vi har fri fra praktikken har vi den sidste uge været en del omkring os for at opleve noget af Spanien. Grundet den manglende kontakt til vores kollegaer har vi ikke været hjemme hos nogen privat men har hygget os med de andre fra skolen der er hernede. Tim og jeg bor på værelse sammen på hotellet og Sabrine har eneværelse. To andre assistentelever (Pernille og Lene, arbejder på et andet plejehjem) bor ligeledes på værelse sammen på samme hotel. Vi 5 har derfor let ved at være i kontakt med hinanden og tager som regel sammen på udflugter ligesom vi ofte også laver mad og spiser sammen. I denne uge har vi været på shopping i Benalmadena og mødtes med en dansker hernede vi en dag mødte tilfældigt på stationen. Han har så hjulpet os med nogle få praktiske ting som f.eks. at kunne leje en bil billigt. Det havde vi bl.a. gavn af lørdag hvor vi har på en heldagsudflugt til Ahambra, Granada. Meget smukt og helt klart både køretur og pengene værd. Torsdag var vi inde i Torremulines og se flamingodans på en lille beværtning. Og fredag mødtes vi med en anden hjælperelev der bor i lejlighed i Benalmadena og tog til Malaga for at hygge og spise. Trods de noget minimalistiske boligforhold vi har på hotellet og det faktum at jeg ikke kendte Tim i forvejen inden afrejse har vi været yderst heldige. Tim og jeg har en rigtig god kemi og har indtil nu formået at tale om tingene hvilket har gjort vi har, kunne undgå konflikter. Vi har været gode til at give hinanden plads og rum og har respekteret hvis den anden ikke lige har gidet selskab. Ligeledes har vi benyttet os af muligheden for at gå ind til de andre og snakke også. Gnidninger kan nok ikke helt undgås men så længe man kan tale om tingene tror jeg på man kan komme langt. Af kulturelle forskelle på arbejdet og i Spanien generelt har jeg oplevelsen af man gerne vil de gamle mere hernede end man vil derhjemme. Forstået på den måde at man som pårørende bruger mere tid på at

5 besøge sin gamle mor på plejehjemmet og oftere tager hende med ud på tur. Bliver hun for plejekrævende kan man også finde på at tage hende hjem til sig selv og selv stå for plejen. Personalet på plejehjemmet virker også til gerne at ville yde en bedre service end vi har set men grundet for få ansatte har de ganske enkelt ikke tiden til det. De har heller ikke tiden til at benytte hjælpemidler da de ikke har ret mange og derfor er flere om at bruge dem. De skal derfor bruge for lang tid på at hente dem og bruger derfor oftere at løfte beboerne selv. Dette medfører de fleste har dårlig ryg og bliver hurtigere nedslidte. Har også set flere af dem om morgenen tager en form for støttebind/korset på for at støtte ryggen. Der må jeg godt nok indrømme jeg er glad for de danske forhold hvor vi trods alt har de hjælpemidler vi skal bruge eller kan få dem bevilliget. Sengene hernede er heller ikke med mulighed for hæve/sænkefunktion som vi kender det fra danske plejesenge. Det gør også at de beboere der skal vaskes i sengen giver hjælperen en dårlig arbejdsstilling og dårligere ryg. Alt i alt virker det til man meget gerne vil de ældre hernede men man mangler økonomien og tiden til det. Der kan man godt mærke de kan lære noget af vores måde at gøre det på i Danmark selvom jeg nu også mener vi stadig kan gøre det bedre. Målet for den kommende uge vil være at arbejde videre med vores beboere og forsøge at udvikle deres funktioner lidt mere. Der er også andre beboere der vil blive beskrevet en af de kommende uger der er mål der kan arbejdes med. Tim og jeg har talt om at lave en plejeplan inden vi rejser hjem for vores beboere og så få den oversat til både engelsk og spansk så personalet kan se hvordan vi har arbejdet med beboerne. Ikke sikkert de kan gøre det samme men så har vi da om ikke andet videreformidlet tingene med håbet om at kunne gøre en forskel. Da vi også har hørt der kommer et nyt hold danskere herned efter os er håbet at personalet vil videregive vores plejeplan til dem så de kan følge op på de ting vi har sat i gang. Det er nemlig vores opfattelse at det er de samme beboere vi får hernede når vi kommer i udlandspraktik. Det var vist alt for denne uge så slutter her. Fortsættelse følger om en uge.

6 Logbog for Nick uge 3. Malaga, Spanien 3 uge overstået i Spanien. Den sidste uges tid har budt på flere oplevelser men det der nok står skarpest her efter ugen er hvor meget de kulturelle forskelle er begyndt at betyde for min trivsel på arbejdspladsen. Kan efterhånden godt mærke jeg sætter mere og mere pris på det danske sundhedssystem selvom det da også har mangler. Dog er der stadig tid til værdighed hos os set i forhold til det spanske system. Vil forsøge at forklare det i følgende afsnit. Flere gange om morgenen når vi møder på arbejde er vi blevet mødt af beboere der sidder udenfor demensrummet i deres kørestole og sover. De kan ikke komme ind i rummet da der er ved at blive gjort rent og eftersom dagvagterne på plejehjemmet møder samme tid som os må vi jo formode det er nattevagterne der har taget disse beboere op. Det ubehagelige for mig i den situation er at se folk bare sidde uden mulighed for hverken mad eller drikke og totalt uden form for stimuli af nogen art og vente på at komme ind i et rum. Og så det beboere der tydeligvis ikke har fået lov at sove igennem og derfor stadig er trætte. At sidde og sove i en kørestol er alt andet lige et dårligere sted end at ligge i sin seng. Det er ligeledes oplevet flere gange at beboerne bliver taget op som på samlebånd. Angiveligt har personalet så travlt at når de har taget en beboer op så kan denne sidde op til 45 min og vente på gangen udenfor sin bolig mens hjælperen tager næste beboer op. For at køre dem ned til cafeen hvor de spiser morgenmad tager åbenbart for lang tid så man må hellere tage 2 med på en gang. Oplevelsen er også stadig at personalet ikke rigtig har tid til at benytte korrekte arbejdsstillinger eller tage hensyn til deres beboere når de skal hjælpes. Således benyttes lift kun sjældent og man bruger i stedet at bære på beboerne og tager bare fat i dem og vender dem i sengen uden at de får mulighed for at bruge deres egne funktioner. Dette giver ikke alene personalet dårlig ryg og risiko for andre arbejdsskader men også risiko for skader på beboerne. En af vores beboere har da også givet udtryk for at personalet normalt ikke tager hensyn til han har ondt i ryggen men bare hiver ham ud af sengen. Han er derfor glad for Tim og min måde at tage ham op på hvor vi netop tager hensyn til hans dårlige ryg og bruger hans egne funktioner til at komme op. Manglen på hjælpemidler viser sig også i sengene der for ingen af dem kan hæves eller sænkes. Det giver igen dårlige arbejdsstillinger når man skal arbejde med beboerne i sengen og man lærer virkelig at sætte pris på de danske plejesenge og muligheden for at bruge dem som hjælpemiddel. For borgerne ville det jo også ofte være lettere at komme ud af sengen når hovedgærdet kan hæves så borgeren kan komme op og sidde. Håndhygiejne i dette land er hvad man ville kalde for en by i Rusland. Det er ikke unormalt at man tager handsker på om morgenen og så benytter samme par hele dagen. Det er heller ikke unormalt at man ser personalet gå på gangen med hansker på som man kan regne ud lige har været brugt inde hos en beboer. Man kan jo undre sig over hvorfor de overhovet gider bruge handsker? Tænker vi i Danmark gør det både for at beskytte os selv og beboerne mod smitte. Vi bruger jo også håndsprit og vasker ofte hænder for at sikre os bedst muligt mod smittespredning mellem de forskellige

7 beboere. Og i den sammenhæng må eneste svar på ovenstående spørgsmål jo så være at de benytter handsker for at beskytte sig selv, for det kan da på ingen måde være for at undgå smittespredning! Denne ligegyldighed var vi nu advaret mod på forhånd så vi er et par stykker der har taget handsker med hjemmefra så vi kan skifte som vi har lyst. Det er noget der fra personalets side af ses på med lidt undren som jeg opfatter det men dog bliver accepteret. Jeg har også valgt at købe håndsprit med da det ligeledes ikke er noget man benytter sig af hernede og har flere gange oplevet at blive set lidt undrende på når jeg hiver flasken op af lommen og spritter hænder efter at have lavet noget urent. Når man vasker en beboer hernede er der heller ikke noget der hedder engangsvaskeklude. Derimod har vi svampe som man kan vaske dem med. De er ligeledes så genialt indrettet at man ikke skal tænke på sæbe da det er i svampen på forhånd. Dog er det tilladt at smide svampen ud efter brug men det er da meningen man kun benytter 1(!) svamp pr. beboer. Det vil altså sige at vi skal bruge samme svamp på hele kroppen, sæben der kommer på huden bliver ikke vasket af og efter endt vask tørrer man bare det hele af med et håndklæde. Tænker denne fremgangsmåde muligvis er en del af årsagen til at nærmest samtlige beboere har meget tør hud. For ikke at skrive om den smittefare der igen opstår her. Men okay så kan vi da være med til at holde cremeindustrien kørende og har da også overvejet at tage kontakt til danske Ole Henriksen for han må da kunne tjene formuer på at fremstille cremer til de ældre i dette land. Glæder mig i mit stille sind bare over at jeg trods alt kender til hudpleje og selvom jeg ikke har mulighed for rigtigt at fjerne sæben igen kan man alligevel med en god fugtighedscreme komme langt. Muligheden for væskemangel og andre årsager til tør hud er selvfølgelig også til stede men da vi ikke er med omkring måltiderne er det svært at afgøre med sikkerhed. Når beboerne skal ned og træne i fysioterapien kommer kulturforskellen som jeg oplever det igen til udtryk. Det er nemlig ikke unormalt at man ser beboerne sidde på række og vente på at komme til. Med kun en fysioterapeut er det jo svært at nå alle på en gang og når man nu som plejepersonale har travlt er det jo hurtigere bare at køre sine beboere ned og lade dem vente fremfor at have tider til de enkelte beboere så de kan foretage sig andet end at sidde og glo ud i luften mens de venter. Skal man nu se noget positivt i den del kan man da sige de har fordelen af at sidde i et rum med andre mennesker. Vel at mærke et rum uden vinduer, billeder på væggen eller anden stimuli end at se andre der sidder og venter (nogle sovende) eller træner. Og når de så endelig kommer til er det ensformige træningsmetoder og flere skal sidde og træde i nogle pedaler mens de kigger ind i en væg. Kan virkelig godt forstå hvis de ikke rigtig gider komme derned men skal dog siges at de der kommer der også deltager aktivt i træningen. Af positive ting der er sket denne kan fremhæves at det nu endelig torsdag er lykkes at komme i noget der kan minde om dialog med personalet. Den er stadig virkelig besværget af sprogbarrieren men det virker alligevel som om de er ved at tø lidt op og tør forsøge sig. Føler egentlig det er lidt for sent da vi alligevel snart skal hjem men vil da ikke afvise dem hvis de har lyst til at kommunikere med os den sidste tid. Kan jo også gøre vores isolerede tilværelse på plejehjemmet lidt bedre. Har i den sammenhæng haft stor glæde af at arbejde sammen med Sabrine og Tim. En anden ting er de beboere jeg har med Tim er blevet rigtig glade for at have os. En norsk mand vi har der startede ud som meget mimikfattig og uden glæde er efterhånden vendt og er mere glad og positiv. Fredag var hans første ord da vi kom ind på stuen: Jeg er glad for at se jer. Det er da noget der går lige rent ind hos en gammel hjælper og snart assistent at man kan mærke man alligevel trods kulturforskelle og besværget kommunikation med sine kollegaer kan gøre en forskel for dem

8 jeg er på arbejdet for, beboerne. Han skulle så ligeledes rejse fredag da han skulle hjem på besøg i Norge hos sin familie. Han påtænker også at rejse hjem og bosætte sig der igen noget jeg ærligt skal indrømme jeg har opfordret ham til at gøre da han vil kunne få en bedre pleje i forhold til sin situation der. At tage afsked med ham fredag da han skulle afsted var en noget speciel oplevelse. Det var helt tydeligt at han var blevet rigtig glad for at have os hos sig og at han var trist over at skulle rejse fra os. Samtidig lyste hans øjne op når vi talte om hans familie han skulle hjem og besøge. Eneste negative ting jeg kan finde omkring vores forhold til beboerne er at vi ved det er midlertidigt, at vi rejser hjem om kun 14 dage og at vi så igen skal overlade dem til den spanske måde at gøre tingene på. Man når jo alligevel at knytte sig til sine beboere hernede og ville gerne tage dem alle med mig hjem og installere dem på et dansk plejehjem. Her ville de jo så også kunne få en bedre pleje der indebærer korrekt håndhygiejne, bleer i korrekte størrelser og kun til dem der reelt har behov for dem, træning tilpasset den enkeltes behov, aktiviteter og stimuli i hverdagen der måske godt kunne være bedre men som alligevel er langt længere fremme end de spanske tilbud, måltider er måske nok har været tilberedt og vakuumpakket men som trods alt er i mulighed for at blive tilpasset den enkeltes ernæringsbehov og jeg kunne blive ved. Udenfor arbejdstiden, har vi det fortsat godt. Der er begyndt at opstå enkelte gnidninger der jo nok ikke kan undgås når man tænker på hvor tæt vi bor sammen og hvor meget tid vi er tvunget til at tilbringe med hinanden. Personligt har jeg det fortsat fantastisk med min værelseskammerat Tim da vi indtil videre stadig har formået at tale om tingene inden de bliver et problem og give hinanden plads. Pigerne kan man godt mærke har det lidt sværere men det er ikke så slemt at de ikke kan tale sammen eller at det påvirker gruppen som helhed. Tror også bare flere af os (hvis ikke alle) er begyndt at savne vores normale hverdag hjemme i det kolde Danmark. Syntes turen indtil nu har været meget lærerig og jeg fortryder på ingen måde at være taget afsted men det er alligevel også noget man kan mærke psykisk. Dog vil jeg sige at oplevelserne både på og udenfor arbejdet er med til at styrke og udvikle en som person så vil da også klart opfordre andre elever at tage af sted hvis muligheden byder sig. Man skal bare lige være sikker på man kan nå sine mål for uddannelsen i Danmark da man langt fra kan være sikker på ar arbejde med dem hernede. Vil afslutte her og vende tilbage om en uges tid med flere og nye oplevelser

9 Endnu en uge i det spanske land er gået. Logbog for Nick uge 4. Malaga, Spanien Denne uge budte allerede mandag på nye udfordringer og undringer. Allerede om formiddagen kom den første da en af vores beboere, en ellers åndsfrisk britisk mand, ville en tur ud og køre i det gode vejr. Hans plan var at han i løbet af dagen skulle en tur i banken for at lukke sin bankkonto da han torsdag skulle flytte tilbage til England. Fredag ugen forinden havde han da heller ikke haft nogen problemer da han ville ud og købe sig en ny kuffert, men til alles undren kunne han pludselig ikke få lov til at komme ud. Forklaringen på dette udeblev trods flere forespørgsler både fra ham og undertegnede. Resultatet var at han til sidst satte sig i protest foran døren i sin el-scooter og endelig fik lov at komme ud med følge af et personale. Næste udfordring kom i form af en kvinde jeg flere gange har gået ture med i fysioterapien. Hun er ganske frisk og går uden problemer. Alligevel er hun sat i kørestol og bliver normalt kørt rundt af personalet. Kvinden har tydeligvis problemer med at udtrykke sig og i starten troede jeg da også at hun måske var dement eller ligene. Efterhånden som vi er gået nogle ture er det dog gået op for mig at hun faktisk forstår alt hvad jeg siger til hende. Har nemlig trods det jeg ikke troede hun forstod mig stadig talt til hende som et normalt menneske. Har tænkt at det muligt hun ikke forstår de talte ord men kan måske forstå toneleje og ligene og på den måde stadig få følelsen af man gider hende og tryghed. Har grundet jeg ikke tror hun kan dansk valgt at tale til hende på engelsk og har i den sammenhæng bemærket at hun flere gange har forsøgt at svare mig men ikke kunne få ordene ud. Har på direkte forespørgsel dog fået bekræftet at hun har haft en apopleksi og tænker hun deraf har fået en ekspressiv afasi der nu viser sig i den manglende evne til at tale. Denne kvinde er mandag ude og gå og efterfølgende følger jeg hende til hendes foretrukne sofa i tv-stuen som vi plejer. Her sidder hun så til middagsmaden som jeg hidtil har troet hun fik i cafeen med resten af de friske beboere. Mandag opdagede jeg dog alligevel at hun, da jeg var på vej ud af døren ved fyraftenstid, blev kørt i sin kørestol ind i demensrummet hvor de der ikke kan spise selv sidder og får mad. Spørger ind til det hos et fast personale men bliver mødt af den sædvanlige sprogbarriere der gør vi aldrig får et klart svar når vi stiller kritiske spørgsmål. Syntes personligt ikke det er i orden at en kvinde der kun lider af afasi skal forhindres i at bruge sine funktionsevner på en ordentlig måde. Tirsdag morgen har vi en dement borger der skal hjælpes op. Hun klarer det hele selv men skal guides i at blive vasket og påklædning. Denne morgen ønsker borgeren dog ikke at komme ud af sengen og vil gerne sove videre. Trods gentagene forsøg på at motivere hende til at stå op beslutter vi os dog for at opgive hvervet da hun tydeligvis bliver meget irriteret over det og ikke reagerer positivt på vores forsøg. Vi henvender os til vores supervisor der siger at vi bare skal hive dynen af hende og få hende op og sidde med magt. Dette er ikke en metode vi er interesseret i at benytte hvilket vi forklarer med udgangspunkt i det overskrider de principper vi har med hjemmefra i forhold til hvordan man kan behandle mennesker. Dette enten forstår han ikke eller vælger han at overhøre og gentager bare at vi skal få hende op også selvom det indebærer brugen af magt. Da vi ikke lige føler vi kommer videre i den sammenhæng vælger vi derfor at gøre et sidste forsøg på at få hende op og denne gang også forklare hende at hvis hun ikke vil op nu kommer det faste personale og hiver hende ud af sengen med magt. Det er dog tvivlsomt om hun forstår konsekvensen af dette og hun vælger da også at hun gerne vil blive liggende. Resultatet bliver at vi er nød

10 til at meddele det faste personale at vi ikke kan få hende op og at de så går to mand ind på stuen og starter med at råbe af hende allerede da de går ind af døren. Denne oplevelse var for mig personligt så grænseoverskridende at jeg ganske enkelt var nød til at forlade stuen. Jeg gik op på en anden etage hvor jeg dag med Tim og drøftede situationen. Beslutningen blev at vi ville tage fat i vores supervisor igen og høre om rigtigheden i den fremgangsmåde. Igen virker det til han ikke forstår vores frustrationer, sproget eller måske bare ikke kan forstå hvad vi mener problemet er. Personligt har jeg igen forklaret ham at vi ikke ønsker at arbejde på den måde og det virkede til at blive accepteret selvom det dog ikke er sikkert. Onsdag fik jeg endelig svar på hvorfor førnævnte kvinde skal sidde i demensrummet. Angiveligt har de problemer med at få hende til at spise så frem hun skal sidde alene. Kunne ikke helt få svar på om man havde forsøgt at sætte hende foran andre beboere så hun evt. kan spejle sig i dem hvis udfordringen er at hun ikke kan finde ud af det. Kunne heller ikke få svar på om man havde forsøgt at afklare årsagen til hun ikke ville spise. Eneste svar var at der ikke var nogen der kunne hjælpe hende hvis hun skulle sidde alene og derfor blev placeret i demensrummet. Virker rimeligt ofte som om personalet enten ikke evner eller ikke har tiden til at benytte sig af deres teoretiske viden i deres arbejde eller også er de ganske enkelt ligeglade. Onsdag var vi også inviteret ud på English breakfast af vores britiske beboer. Han ville så gerne have vi fik lov at prøve det og kunne på den måde sige farvel og tak for alt til os. Vi havde talt med forstanderen (Loles) og fået godkendt det men løb alligevel ind i problemer da vi skulle gå. Angiveligt havde receptionisten svært ved at forstå at vi ville gå med ham og bringe ham sikkert hjem så først efter en kortere dialog og kontakt til Loles lykkes det alligevel at få lov at gå ud med ham. Turen forløb da også uden problemer og han fik samtidig sagt pænt farvel til alle sine venner på den lokale engelske cafe. Det var tydeligt at han nød vi var med og at han var yderst taknemlig over vi gad hjælpe ham med det. Torsdag morgen skulle vi have vores britiske borger op da han skulle være tidligt klar så han kunne nå i lufthavnen og få sit fly til tiden. Vi gik derfor op til ham som vanligt og hjalp ham med morgenplejen. Mens jeg hjalp ham med et bad sørgede Tim for at få pakket alle hans ting ned og gjort alt klart. Efter beborens eget udsagn skulle der komme en taxa og hente ham ved plejehjemmet 9.30 og vi var da også allerede klar en time før det så han kunne nå at spise morgenmad inden afgang. Så let skulle det midlertidig bare ikke komme til at gå Vi havde aftalt med ham vi ville komme ned og sige farvel når tiden nærmede sig afgang og vi lige kunne klare flere af vores beboere i mellemtiden. Vi kom derfor ned til ham kort inden taxaen skulle hente ham og sagde pænt farvel og held og lykke i det britiske. Alt i mens vi ventede på taxaen skulle komme og hente ham til lufthavnen. Der skete nu ikke rigtig noget på den front og da den var ca. 15 min forsinket valgte vi første gang at tage kontakt til receptionisten for at få hende til at kontakte selskabet og høre hvor den blev af. Hun var nu af den opfattelse at familien ville komme og hente ham hvilket dog blev afvist af beboeren der oplyste at det var i lufthavnen i London de ville komme efter ham. Receptionisten der taler meget dårligt engelsk virkede ikke til helt at forstå tingene og holdt bare fast i sit. Efter kortere tids talen frem og tilbage fik jeg hende dog alligevel overtalt til at kontakte familien for at høre ad. Hun kunne midlertidig ikke få fat i nogen og beboeren blev nød til lige at vente lidt længere. I mellemtiden var vi nød til at komme videre i arbejdet så vi tog igen afsked med den formodning at nu ville han være væk når vi var færdige med dagens arbejde.

11 Efter en times tid da vi igen kommer ned i forhallen sidder beboeren der stadig. Da vi nu er færdige med morgenplejen beslutter vi os for at forsøge at finde ud af hvad der foregår. Ideen opstår at benytte google translate til at kommunikere med receptionisten da vi ikke kan nok spansk til at det giver mening og hendes engelsk er lige så ringe. Vi får efter lidt besvær fundet ud af at det fra personalets side af menes at beboeren ikke selv vil være i stand til at tage en taxa og at han heller ikke har råd. Begge dele ikke noget vi er enige i og da slet ikke at han ikke har penge til det. Yderligere menes det stadig at familien skal komme og hente ham i Spanien men de ved dog ikke hvad tid. Vi får til sidst forklaret receptionisten at familien IKKE kommer til Spanien men vil hente ham i lufthavnen i London og at vi er vidende om han har mere end rigeligt med kontanter til at tage en taxa til lufthavnen. Ligeledes er der en ven der venter på ham der som skal med samme fly og vil sikre sig at han kommer sikkert med til London. Vi får her også aftalt at vi kan tage med ham i en taxa da der på dette tidspunkt er mindre end en time til han skal flyve. Som sagt så gjort og aldrig har jeg set en taxa komme så hurtigt. Men turen går hurtigt til lufthavnen og skæbnen vil at vi netop lige akkurat IKKE når flyet. Tjek-in er lukket kun 4 min. inden vi kommer og han misser derfor sit fly. Med bedre forståelse og kommunikationsevner på engelsk kunne vi næsten med sikkerhed have sikret at han nåede sit fly og kom hjem som planlagt. Nu er det i stedet planlagt med afrejse søndag kl og i skrivende stund vides det ikke om det er lykkes. Det vil jo så vise sig i morgen mandag om han stadig er der. En positiv ting der kom ud af alt balladen torsdag er dog at vi fredag fik endnu en afskedsfrokost med beboeren der denne gang bød på engelsk lunch med pork pie. En kulinarisk oplevelse jeg nok ikke kommer til at gentage foreløbig men er da sjovt at have prøvet. Fredag gik ellers uden de store oplevelser ud over det normale men vi havde da også god tid med ham på cafeen denne dag. I vores fritid har vi den forgangne uge benyttet en del af tiden til at slappe lidt af. De seneste ugers oplevelser har tæret lidt på kræfterne og afslapning var en nødvendighed. Hverdagen har jo også for alvor indfundet sig hernede hvilket også kan mærkes. Dog har vi alligevel fundet tid til i denne weekend at leje en bil og køre turen ind til Malaga fredag efter job. En hyggelig tur hvor vi fik shoppet lidt og set en kæmpe kirke/katedral for den katolske kirke. Lørdag gik turen til Gibraltar, en udflugt der helt klart kan anbefales andre at gøre også hvis de er i det sydlige Spanien på ferie. Et virkeligt smukt naturområde med masser af historie og kulturelle muligheder for oplevelser. Vi fik en tur i minibus med turguide og det var alle pengene værd. Turen blev afsluttet med en shoppetur i gågaden og selvom det er skattefrit er det ikke alt der er billigere dernede. Lørdag aften fik vi afsluttet vores sidste weekend med en bytur da vi lige skulle prøve det også. Søndag har vi været i en ny by og gå rundt ligesom vi har afleveret bilen igen. Alt i alt en begivenhedsrig weekend hvor vi også har fået prøvesmagt noget af den spanske kogekunst og oplevet lidt nye kulturelle ting. Forude venter jo som bekendt sidste uge hernede og kan da efterhånden også godt mærke jeg er begyndt at glæde mig til at komme hjem til de danske forhold igen. Ikke at jeg glæder mig til det kolde vejr men snarere at alle som udgangspunkt forstår hvad jeg siger på dansk og at kunne få ordentlige forhold på jobbet igen. Denne tur er så absolut IKKE noget jeg ville have været foruden men for søren hvor lærer man da at sætte pris på den danske kultur indenfor ældreplejen også selvom vi efter flere års besparelser kan gøre det bedre. Det er trods alt ikke spanske forhold vi har. Men så har det da også givet stof til eftertanke

12 og erfaringer jeg glæder mig til at kunne give videre til kollegaer og medelever i det danske. Kan vi på den måde være med til at sætte tingene lidt i perspektiv er turen i det mindste ikke gjort forgæves. Og skulle det ikke være muligt har jeg da selv nogle erfaringer med mig hjem herfra jeg forhåbentlig kan bruge aktivt i mit fremtidige arbejde som sosu-assistent. Vil slutte min logbog her for denne uge og se frem til en ny spændende uge på jobbet og i fritiden hvor vi skal have rundet de forskellige ting af vi har sat i gang og have oplevet de sidste ting vi mangler hernede. Derudover skal vi jo også lige have taget afsked med de mennesker vi er kommet tæt på hernede og komme til at holde af. Skrives ved om en uge Mvh. Nick

13 Logbog for Nick uge 5. Malaga, Spanien Sidste uge i det spanske er overstået og det er på tide at afslutte logbogskrivningen for denne omgang. Denne logbog er da også først skrevet efter hjemkomst til det kolde Danmark igen. Den netop overståede uge bød ikke på de store anderledes oplevelser på plejehjemmet. Den har mere båret præg af at vi alle vidste det snart var tid til at vende hjemad så de tiltag vi har nået at foretage og de mål der er sat med vores beboere skulle evalueres og afsluttes. Vores norske kvinde med parkinsson har opnået at kunne gå fra seng til toilet med rollator og efter endt morgenpleje kunne gå ind til sit spisebord og her sidde i sin kørestol mens hun spiser morgenmad. Hun har gået i gangbom i fysioterapien og her opnået at kunne gå en længere strækning end før vores ankomst. Vi har dog også fået af vide at det faste personale i weekenderne ikke lader hende deltage selv da de ikke har tid. I stedet løfter de hende fra seng til kørestol og foretager plejen uden hendes deltagelse. Vores norske mand har vi fået talt med om muligheden for at han kan deltage mere i forflytningen fra seng til kørestol ved at benytte slideboard. Det har dog ikke været muligt at fremskaffe et da det ikke er noget de benytter i Spanien. I stedet er det lykkes os at finde frem til en butik der forhandler dem og give brochure videre til fysioterapeuten på plejehjemmet. Hvor vidt det er noget der vil blive indført er uvist men vores argument for de kunne bruge det har været at det vil skåne både beboer og medarbejdere i forflytningen. De to sidste beboere vi har haft den sidste uge har det ikke været muligt at sætte de helt store mål for og derfor heller ikke videre evaluering. Vi har dog opnået at den ene (en amerikansk kvinde) der normalt går for at være meget aggressiv når hun skal op er glad og smilende. Eneste forskel vi har gjort er at respektere hun gerne vil vågne ordenligt om morgenen inden hun skal op. Det er derfor en fordel at gå ind og vække hende ca min før man påtænker at hjælpe hende op og give hende tiden til at vågne ordenligt. På den måde kan man undgå at hun er aggressiv. Den anden er det ikke helt lykkes at finde ordenligt ud af men vi har da opdaget med hende at hun savner selskab. Tim og jeg har derfor målrettet arbejdet med at være lidt mere omkring hende og få hende til at føle sig set og værdsat. Da vi ved der kommer et nyt hold danskere i denne weekend og de også skal arbejde på plejehjemmet valgte vi i mandags at tale med forstanderen om muligheden for en fridag så vi kunne skrive plejeplaner for vores beboere. Dette blev bevilliget og vi arbejdede derfor hjemme torsdag hvor vi fik skrevet plejeplanerne for de beboere vi har haft. Disse blev afleveret til forstanderen med opfordring om at give dem videre til de nye danskere der skulle komme. Da vi kom med dem fandt vi så ud af at et hold før os havde fået samme ide og der allerede lå et par stykker hos hende hun bare lige havde glemt at give os. Som skrevet har den sidste uge i det spanske båret en del præg af det netop var sidste uge. Vi har vist alle kunne mærke at hjemrejsedagen kom nærmere og tankerne begyndte da også for mit vedkommende at have en tendens til at handle om dette. Tim og jeg fik taget afsked med vores beboere allerede onsdag da vi

14 jo skulle arbejde hjemme torsdag og vi havde alle fri fredag. Det var tydeligt at vores beboere var kommet til at holde af os og sikkert også vores måde at arbejde på så de var kede af vi skulle rejse. Turen til Spanien har været en udfordring rent fagligt og personligt. På det faglige plan er det klart en udfordring med kulturforskellene og deres måde at arbejde på der på mange måder er meget anderledes end dem vi har i Danmark. Hygiejne er jo som bekendt i bedste fald en by i Rusland og blufærdighed kender man åbenbart heller ikke til da det er mere reglen end undtagelsen at man skifter ble for åben dør eller har beboerne i bad for den sags skyld. Derudover er behandlingen af beboerne meget hårdhændet og totalt blottet for empati. Det er ikke sådan at jeg ikke tror personalet er helt ligeglade men den økonomiske situation og den høje andel af arbejdsløshed i landet gør bare at man ikke har noget valg. Personalet er klart underbemandet og tør ikke sige chefen imod. Det er jo nærmest sikkert man vil blive fyret hvis man ikke bare makker ret. Så hellere bare gøre sit job og stadig have en indkomst end forsøge at gøre det bedre og blive fyret fordi man ikke er hurtig nok. Desværre går denne situation bare ud over beboerne der ikke får en ordentlig pleje. Personligt ligger udfordringen for mit vedkommende nok mest i de boligforhold man bliver præsenteret for. At skulle bo så tæt sammen med en man ikke kender i forvejen er vist noget der vil være en udfordring for enhver. Ja man skal være åben og imødekommende når man tager i udlandspraktik men måske man skulle give bedre mulighed for at der gives enkeltværelser? Nu har jeg været heldig med ham jeg kom på værelse med men ved der er andre på turen der ikke har haft samme held. Og 5 uger kan være ekstrem lang tid hvis man ikke har det godt med dem man er sammen med. Anyway har på ingen måde fortrudt at jeg tog afsted og vil stadig klart opfordre andre til at gøre det samme. Det er en oplevelse og en udfordring man kan lære meget af og bruge i sit fremtidige arbejde. Nu glæder jeg mig bare til at komme tilbage i praktikken i det danske land og komme til at udføre mit arbejde ordenligt igen samt afslutte min uddannelse.