Prædiken 14. søndag efter Trinitatis

Transkript

1 Prædiken 14. søndag efter Trinitatis Salmer: DDS 410: "Som tørstige hjort monne skrige" DDS 658: "Når jeg er træt og trist" DDS 395: "Guds ord blev aldrig bundet" // DDS 157: "Betesdasøjlernes buegange" DDS 34, v.1-2: "Gud skal alting mage" DDS 50: "Under dine vingers skygge" Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Derefter var det en af jødernes fester, og Jesus drog op til Jerusalem. Ved Fåreporten i Jerusalem er der en dam, som på hebraisk kaldes Betesda; den har fem søjlegange. I dem lå der en mængde syge, blinde, lamme og krøblinge, som ventede på, at der skulle komme bevægelse i vandet. Til tider fór Herrens engel nemlig ned i dammen og bragte vandet i oprør. Den første, der kom ned i vandet, efter at det var bragt i oprør, blev rask, hvilken sygdom han end led af. Dér lå der en mand, som havde været syg i 38 år. Da Jesus så ham ligge der og vidste, at han allerede havde været der i lang tid, sagde han til ham:»vil du være rask?«den syge svarede:»herre, jeg har ikke et menneske til at hjælpe mig ned i dammen, når vandet er bragt i oprør, og mens jeg er på vej, når en anden i før mig.«jesus sagde til ham:»rejs dig, tag din båre og gå!«straks blev manden rask, og han tog sin båre og gik omkring. Men det var sabbat den dag; derfor sagde jøderne til ham, som var blevet helbredt:»det er sabbat, og det er ikke tilladt dig at bære din båre. Han svarede dem: Det var ham, som gjorde mig rask, der sagde til mig: Tag din båre og gå.«de spurgte ham:»hvem var den mand, der sagde til dig: Tag den og gå?«men han, som var blevet helbredt, vidste ikke, hvem det var; for Jesus var gået sin vej på grund af menneskemængden på stedet. Senere mødte Jesus ham på tempelpladsen og sagde til ham:»nu er du blevet rask; synd ikke mere, for at der ikke skal ske dig 28/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 1

2 noget værre.«manden gik tilbage og fortalte jøderne, at det var Jesus, der havde gjort ham rask. Joh 5,1-15 Vejene omkring Pisa er en af Karen Blixens syv fantastiske fortællinger. Det er en beretning om både forsmået og virkeliggjort kærlighed. Om livet og døden. Men først og sidst er det fortællingen om skæbner, der på forunderlig vis væver sig ind i hinanden. Alt sammen holdt sammen af vejen som det gennemgående billede. Vejene omkring Pisa er ikke nogen tilfældig valgt titel. Billedet af vejen peger på bevægelsen, på rejsen, som grundlæggende i livet. Ja, måske skal forstås som en grundmetafor på livet. At det er bevægelsen udfoldet i tid og rum, der er det egentlige. Ikke målet. Aldrig, hvad det hele mon ender med. Fordi bevægelsen det, at vi tør give os i kast med det og leve vores liv er det egentlige. Ikke, hvad udkommet bliver. Jeg skal ikke referere Karen Blixens historie for jer i sin helhed, men gribe fat et enkelt sted. Vi møder fra begyndelsen fortællingens hovedperson. Eller det kan jo nok diskuteres, om han egentlig er hovedpersonen. Det er egentlig ikke ham, der sætter det hele i værk. Eller ham, der er i centrum. Men det er i hvert fald igennem ham, vi oplever scenarierne udfolde sig. Så altså. Denne hovedperson, August von Schimmelmann, er dansk adelsmand, endnu ung og tilsyneladende umådeligt velhavende. Umiddelbart virker han til at være på det, man dengang først i 1800-tallet, hvor fortællingen udfolder sig, kendte som en dannelsesrejse til Italien. Hurtigt viser det sig dog, at der mere er tale om en flugt end om dannelse. For August magter ikke sit ægteskab og er vel nærmest stukket af hjemmefra. Og nu. Nu befinder han sig befinder sig nu på en lille kro, et osteri, midt i Toscanas bløde bakkelandskab. Uden for Pisa. Tankerne flyver. Den unge August bevæger sig på tankens vinger tilbage til sin ungdoms studier i det sydlige Tyskland. Hér følte han sig set. Forstået. Anerkendt som den han er. For første gang i sit liv. Og for eneste. Og som den diametrale modsætning til det liv, han nu har fået med en kvinde, der ikke forstår ham. Og som han vel, må det retfærdigvis siges, heller ikke er i stand til at se som den, hun er. Han føler sig misforstået. Overset af andre. Ingen, ud over den ene studiekammerat fra de glade år i Ingolstadt, har nogensinde forstået ham, som han er. Som mennesket, der gemmer sig bag alle maskerne og de fine titler. 28/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 2

3 August von Schimmelmann bruger et billede om det. Et billede, der beskriver det, at blive set som en anden af den anden. Det, at være forvrænget i medmenneskets blive. Med en Gysen af Ubehag huskede han, hvordan man, da han var lille Dreng, for at more ham, havde taget ham med i det store Spejlkabinet i København. Derinde ser man sig selv afspejlet til alle Sider i mange Hundrede Spejle, hvoraf hvert eneste forvrænger og fordrejer Beskuerens Ansigt og Skikkelse, forkorter og forlænger og vrider dem i de underligste Kurver, mens det dog altid bevarer noget af hans virkelige Udseende. Nu iaften følte han, at denne uhyggelige Sal lignede selve Livet. Saaledes bliver jo vort Væsen genspejlet i ethvert Menneskes Bevidsthed, som vi møder, og saaledes bliver det bestandig fordrejet til en Karikatur, som dog aldrig er helt uden Lighed med vort virkelige Jeg, og som foregiver at være Sandheden om os selv. (Syv Fantastiske Fortællinger, s. 10) I dagens evangelium er det Jesus, der holder et spejl op for mennesket. Fordi dette ene menneske på samme tid er den gode Gud selv, tør vi formode, at det et særligt spejl. Ikke et, der fordrejer, men et der afslører. Viser det hele, som det egentligt er. Demaskerer os, som vi virkelig er. Ikke som andre ser os. Ikke som vi selv ønsker at vi træder frem. Hvis det spejlbillede, det viser os, forekommer forvrænget, er det alene vores egen falske selvopfattelse, det forvrænger for i stedet at vise os det egentlige. Vil du være rask?, lyder spørgsmålet til den lamme. Det er et underligt spørgsmål, når man tænker over det. Hvad er dog det for et spejl at holde op for et menneske: Vil du, virkelig, være rask?. Hvem vil ikke det, er vores helt umiddelbare indskydelse. Det ville da være tosset ikke at blive rask, nu når han har chancen. Men er det egentlig så let? Så indlysende klart, som vi gerne vil gøre det til. Er det mindre forpligtende at være syg. Er det i virkeligheden nemmere. Kan vi fristes til at skyde sig ind under det, der nu en gang er, og så glemme resten. Trods alt holde fast ved det, vi véd, hvad er. Frem for at kaste os ud i noget andet. 28/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 3

4 Sygdommen bliver i den forstand et billede. Ikke på noget, der var en gang, men noget, der er nu. Ikke på det konkrete, men på alt det, der hæmmer og ødelægger vores liv med hinanden. Måske helbredte Jesus virkelig en mand, der lå ved et lille vandhul uden for Jerusalem engang. Måske gjorde han ikke. Vi ved det ikke, og vi får det heller aldrig at vide. Det er heller ikke afgørende. Kristentro handler ikke om noget, der var en gang. Evangeliet er altid fortællingen om det, der er nu. Om de livmuligheder, der gælder for os. Om os og vores liv. Guds egen historie åbner op for en særlig livsmulighed, vi kan leve vores liv i. Nu og hér. Hvis det alt sammen bare var noget, der skete for så mange år siden, kan det være nok så interessant. Historiske begivenheder er spændende. Jeg ynder selv at læse om historiens gang i tykke bøger eller at se en velredigeret dokumentar på DR K omkring en af de personer, der på godt eller ondt har sat deres præg på den. Men det, der skete en gang, kan dybest set aldrig blive andet end interessant. Vi er afskåret fra det alt sammen. Historiske begivenheder kan aldrig være sandheden for mig. Det, der en gang for alle er afsluttet, kan aldrig blive sandheden i betydningen af det, der er gyldigt i mit liv. Det, der bare skete i historiens dyb, vedkommer mig aldrig for alvor. Det er aldrig sandt som noget, vi kan bygge vores liv på. Som det, vi kan klynge os til, hvor alt andet svigter. Med Guds fortælling er det anderledes. Fordi det er Gud selv, der fortæller sin historie, er det ikke bare noget, der skete engang. Det sker nu. På samme tid handler Guds fortælling om det, der er sket, og det, der er. Fortid og nutid smelter sammen og bliver til levet liv i håbet om en fremtid i fællesskabet med Gud. Fortællingen bliver virkelighed, når den høres og fortælles videre. Den bliver sandheden om dig og mig i det fællesskab, som den skaber. Måske er vi endda privilegerede end de, der dengang måske kunne se Jesus helbrede den syge ved Bethesda. De mennesker så kun øjeblikket. Kun et glimt af det menneske, hvis liv den gode Gud har gjort til sit. Vi véd noget, de ikke vidste. Vi kender slutningen. Og den er ikke nogen rigtig afslutning, men mere en ny begyndelse. Vi véd, at Guds fortælling ikke ender i død, men i liv. Vi véd, at den ikke er slut, men lever videre i det fællesskab, han selv er tilstede i. 28/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 4

5 Set i det lys drejer dagens evangelium sig ikke først og sidst om en konkret sygdom. Det handler ikke om et enkelt menneske, der var så heldig at blive helbredt. Det drejer sig ikke en gangom det, der var en gang. Men om det, der er nu. Det handler om os. Derfor er det heller ikke isoleret set sygdommen, der er i centrum. I sin fortælling gør den gode Gud selv op med alt det, der hæmmer os. Alt det, der stiller hindringer op for vores liv. Og meget af det det meste måske, er ikke noget, der påføres os udefra, men noget, vi lægger på hinanden. Noget, vi bebyrder os selv og vores næste med. Alt det, som hæmmer det liv, der kunne være. Vil du være rask?. Det spejl, som Jesus holder op for os, handler ikke kun om en konkret sygdom, men om livet i det hele taget. Er vores liv et hæmmet liv. Eller tør vi leve det som et liv levet i glæde, tilgivelse og tillid? Binder vi os selv og andre. Eller kan vi leve i den kristne frihed, hvor det ikke først og sidst kommer an på, hvad vi gør, men at vi gør det. Ikke for vores egoistiske skyld. Men fordi det er det rigtige at gøre for den anden. Vil du leve dit liv, som et Gud-villet liv? Vil du leve dit liv som et egentligt liv?, kan vi høre det samme spørgsmål til os. Ikke længere med alle mulige regler, begrænsninger og fordomme sat op for at hæmme vores eget liv, og hvis vi kan komme af sted med det, vores næste. Men som et egentligt Gud-villet liv. Levet sammen med vores medmenneske. Fordi det nu en gang er sådan livet leves. Ikke alene, men sammen med den næste, Gud har givet os at leve det med. Amen! 28/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 5