Prøveboring i tørvevej VSF UID-379

Transkript

1 INTERN FELTRAPPORT AFD. FOR MIDDELALDER- OG RENÆSSANCEARKÆOLOGI AARHUS UNIVERSITET Prøveboring i tørvevej VSF UID-379 Vatnsfjördur, Island 29. juli 2008 Poul Baltzer Heide

2 Indhold Formål og baggrund 3 Anlægget 4 Metode 5 Resultater 5 Den centrale del af vejen 5 Siderne af vejen 6 Området ved siden af vejen 6 Konklusion 6 English Summary 7 Litteratur 7 TAK til Claire Cavaleri, Oslo Universitet og Dr. Karen Milek, University of Aberdeen Poul Baltzer Heide Moesgård,

3 Formål og baggrund Den 29. juli 2008 foretoges en serie boringer i en tørvevej af ukendt alder, syd for kirken i Vatnsfjörđur, Vestfjordene i Island. Formålet med disse boringer var, at undersøge a) vejens opbygning og fysiske relation til omgivelserne samt b) muligheden og potentialet for ved senere undersøgelser at udtage prøver til 14 C-datering. Området omkring Vatnsfjörđur har været konstant bebygget og beboet siden vikingetiden, og såvel arkæologiske som skriftlige kilder vidner om aktivitet fra denne tid og fremad. Vatnsfjörđur var i middelalderen og renæssancen en vigtig stormandsgård i den nordvestlige del af Island, og mistede først for alvor sin betydning i løbet af det 18. århundrede. Udover Vatnsfjördur selv findes arkæologiske spor af o. 12 gårde og lige så mange sæteranlæg i området. Nogle af disse vides fra skriftlig kilder at have været underlagt Vatnsfjörđur direkte, mens andre formentlig primært har været associerede med denne pga. kirken her. Kun enkelte af disse er i dag bebyggede, og de fleste af disse benyttes udelukkende som fritidshuse. Fig. 1 Kort over studieområdet og de fundne anlæg i perioden Anlæg registreret i 2008 findes især syd for det hidtil rekognoscerede område. Tørvevejen er markeret med en rød cirkel. Blå firkant viser beliggenheden af Vatnsfjörđur. Kort: Omtegnet efter Aldred 2007, fig. 2. Survey Kilometers I landskabet ses endnu at kontakterne imellem disse gårde har resulteret i en betydelig trafik, idet der findes et bemærkelsesværdigt stort antal varder og vejspor spredt udover landet imellem gårdene, såvel hovedgårde som sætere. Nogle af disse ruter løber på de flade dalbunde, mens andre snor sig op ad fjeldsiderne for på den anden side at falde ned til en gård her. Varderne i sig selv repræsenterer en betydelig bygningsmasse. Der kendes således på nuværende tidspunkt ca. 500 af disse (Aldred 2007; Aldred 2006; Aldred 2005;). Koncentrationen er højst i den nordlige del af området, omkring Vatnsfjörđur og de 3

4 omkringliggende gårde, men rekognosceringen i sommeren 2008 har afsløret en betydelig mængde varder og vejspor også længere imod syd, på trods af den ringere bebyggelsestæthed her. Varder er vanskelige at datere, idet de oftest kun består af sten stablet op på den rå klippe, og det har derfor været nødvendigt at forsøge at finde andre metoder til at datere etableringen og brugen af disse ruter. Enkelte steder findes der egentlige vejkonstruktioner, og nogle af disse udgøres af såkaldte tørveveje. I fugtige og ujævne områder har det nogle steder syntes nyttigt at etablere en vejdæmning af opkastet jord, sten og tørv for på denne måde at lette samfærdslen i området. Det her undersøgte tilfælde er i begge ender direkte forbundet med såvel nedtrådte spor som varder, og kan derfor med sikkerhed siges at udgøre en del af den rute som alle disse enkeltanlæg hver især, og tilsammen, faciliterer. Er det muligt at datere tørvevejen vil det således også give en ide om de andre anlægs brugstidspunkt og evt. alder. Idet disse tørveveje er bygget over fugtige områder med meget organisk materiale må det forventes, at der under dele af konstruktionen endnu findes begravede rester af den tidligere væksthorisont A- horisonten. I det undersøgte tilfælde er området på begge sider af vejen desuden meget fugtigt, og det må forventes at alle lag under den nuværende overflade er enten meget fugtige eller helt vanddrukne. Med denne undersøgelser ønskes at illustrere, hvorledes tørvevejene repræsenterer et dateringsmæssigt potentiale, idet disse rummer nogle af de få organiske spor der findes i forbindelse med etableringen, brugen og vedligeholdelsen af ruterne over fjeldet. Det er hensigten at nærværende undersøgelse skal gå forud for delvis udgravning af tørvevejen i sommeren 2009, og at der i forbindelse med denne udtages daterbart materiale. Nærværende undersøgelse skal ses i sammenhæng med forfatterens igangværende ph.d.-projekt ved Afdeling for Middelalder- og Renæssancearkæologi, Aarhus Universitet og med det i Vatnsfjörđur igangværende fællesprojekt: The Vatnsfjörður Project: Evolution of Power in an Evolving Landscape. Anlægget Anlægget, der ligger ca. 500m syd for Vatnsfjörđur kirke, består af en jorddækket dæmning der forbinder to modstående sider af en aflang, ca. 40m bred mose. Det samlede anlæg er ca. 47m langt, 2m bredt på toppen og 1,2m højt på det højeste sted. Anlægget fremstår som to dele, a) en opbygget tørvevej (ca. 25m) i øst og b) et vejspor afgrænset af grøfter i begge sider (ca. 22m) i vest. De to dele er ikke klart adskilte i deres nuværende fremtræden. I hele vejens længde ses et eller flere dybe spor efter færdsel med heste og får. I den vestlige ende består overfladen af større og mindre, tætpakkede sten. I den østlige ende er overfladen dækket af tæt, stridt græs, tilsvarende de nærmeste omgivelser. Anlæggets konturer ses tydeligst på sydsiden, idet mosen hælder en anelse fra nord imod syd, og der således har været betydeligt større tilvækst til mosen på vejens nordside. Syd for vejen ses i mosen et omfattende tørveskær, ca. 40x30m. Dybden er ca. 30cm i kanten. Dette tørveskær kan have forbindelse til opførelsen af vejen, idet tørv herfra kan have været anvendt som byggemateriale. 4

5 c b d a Fig. 2 Tørvevejen VSF UID 379. a: den opbyggede del. b: den del af vejen der er afgrænset af lave grøfter. C: varde med forbindelse til den videre rute. d: tørveskær. Billede set imod SV. Foto: PBH. Metode I og ved siden af tørvevejen foretoges boringer med et 1½ tomme jordbor. Der foretoges lodrette boringer fire steder centralt i vejens overflade, skrå boringer to steder ind i siden af vejen og lodrette boringer fire steder umiddelbart ved siden af vejen ved dennes østende. Boringerne og tolkningen af borekernerne foretoges i samarbejde med Claire Cavaleri, Oslo Universitet. Resultater Den centrale del af vejen I forbindelse med alle fire boringer ramtes mindre eller større sten i en dybde af 2535cm. Stenenes omfang forhindrede yderligere boring. Der blev ikke boret i vejens vestlige del hvor tætpakkede sten ligger fremme i overfladen. I alle fire boringer kunne ses, hvorledes materialet over stenene er vanddrukkent og der findes tegn på tørvedannelse. I den øverste del fandtes jernudfældninger som tegn på en meget høj, regelmæssig vandmætning. Dette er overraskende, idet et stenlag som det underliggende normalt dræner så meget vand væk fra de overliggende lag, at en egentlig tørvemose ikke kan 5

6 dannes direkte over denne. Forklaringen skal muligvis findes i, at der på begge sider af vejen er meget vådt, og at der derfor kun er ringe afløb fra selve vejen på trods af stenene heri. Det giver desuden mistanke om, at der dybere i vejkonstruktionen må findes et tætsluttende lag af fx tørv der forhindrer vandets afledning. Dette kunne dog som nævnt ikke påvises ved nærværende undersøgelse på grund af stenlaget. Siderne af vejen I begge boringer (en fra syd og en fra nord) ramtes sten mindre end 15cm inde. Boringerne blev foretaget i en skrå, nedadgående vinkel, ca. 60 i forhold til vandret. Dette tolkes som, at den yderste organiske del overvejende er det nedbrudte materiale der er akkumuleret her igennem årene efter vejens opbygning, mens selve vejen også i denne dybde synes at bestå overvejende af større eller mindre sten. Området ved siden af vejen Ved siden af vejen kunne bores i hele borets længde (60cm) uden at ramme sten. De optagne kerner viste at disse områder består af tørvemose, uden betydelige lagdelinger. Syd for vejen fandtes dog i kernen en mørk, ca. 0,7cm tyk horisont, der tolkes som en begravet A-horisont. Såvel over som under denne fandtes ren tørv. Hvornår dette vækstlag er begravet kan ikke siges ud fra de her foretagne undersøgelser, men prøven viser at forholdene i forbindelse med anlægget rummer mulighed for at der kan være bevaret organiske materiale med mulighed for 14 C-datering. Boret ramte på intet tidspunkt sten i forbindelse med boringen, og jordbunden her må således på dette punktsiges at adskille sig betydeligt fra selve vejen. Konklusion I forhold til undersøgelsens to spørgsmål kan konkluderes følgende: a) Kan tørvevejen i forhold til opbygning og sammensætning udskilles i forhold til omgivelserne? Ja. Alle steder i vejen findes store og mindre sten i et omfang der ikke ses i de nære omgivelser. Vejen må således være opbygget, snarere end være en rest efter afgravning på begge sider. Hvorfra den store mængde sten er transporteret vides ikke med sikkerhed, men de er formentlig taget fra det klippefremspring der findes umiddelbart vest for vejen og som denne løber op over. Desuden forventes det at der er taget en del tørv fra den omgivende mose i forbindelse med opbygningen, fxfra det store tørveskær, der ses på sydsiden af vejen. b) Er der mulighed for ved en senere udgravning at udtage materiale til 14 C-dateringer i forhold til vejens anlæggelsestidspunkt? Sandsynligvis. I alle prøver kunne konstateres at de tilgængelige dele af anlægget er meget fugtigt, endda vanddrukkent, og en tidligere vækstflade vil derfor have særdeles gode bevaringsforhold. En sådan væksthorisont fandtes 1,5m ved siden af vejen, og for såfremt fladen under vejen ikke er blevet destrueret i forbindelse med dennes anlæggelse vil den derfor med stor sandsynlighed kunne udgraves og dateres. De gode bevaringsforhold giver desuden håb om at andre organiske materialer brugt i forbindelse 6

7 med vejens opbygning (fx faskiner, grene eller artefakter) vil være bevarede, og kunne dateres. På baggrund af denne undersøgelse må således anbefales at der foretages en egentlig udgravning af dele af tørvevejen med henblik på dels at belyse dennes konstruktionshistorie, dels at udtage materiale til 14 C-datering. En arkæologisk udgravning vil være den eneste måde at belyse disse spørgsmål på, og dermed ikke kun vejen selv men også det kommunikationssystem af varder, vejanlæg og vejspor som den udgør en del af. English Summary On July 29, 2008, a number of cores were taken from a turf track south of the Vatnsfjörđur farmstead, NW-Iceland. The turf track forms part of one of the walking and riding routes that connects Vatnsfjörđur to the surrounding farms. Several routes run through the landscape in this area. They can be identified by cairns, tracks and in a few cases by built up roads like the VSF UID-379. The aim of this coring is to evaluate two questions: Can the road be distinguished from the surroundings as a manmade structure, and is there potential for extracting datable samples from the structure in a later event of excavation? Ten cores were extracted from the track, four along the centre line, two from the sides of the track and four from the area next to the track. All cores from the track itself were obstructed within 10-35cm from the surface by stones. No such stones were found in the cores taken just next to the track. It can thus be concluded that the track has been built up, rather than the surrounding material has been dug away, leaving the track for passage. All cores showed that as well the track as the surroundings are heavily waterlogged, and that preservation conditions for organic material are excellent. Cores of 60cm length could be taken next to the track without hitting bedrock. In this core a 0.7cm thick, dark brown horizon could be detected 30 cm down. This horizon was identified as a buried A- horizon, showing that the preservation conditions allow such materials to be preserved. Unfortunately this horizon could not in this investigation be connected to the track itself. Based on this investigation it can be concluded that the potential for extracting samples suitable for radiocarbon dating is high. The track is a man made structure, and the vast humidity makes it likely that the old A-horizon under the track will be preserved. The same goes for other organic materials utilized in the construction of the track. Litteratur Aldred, O. (2007) Landscape Research in the Landscape Environs. I Milek, K. (red.)vatnsfjörđur 2007 Interim Report. Reykjavik: Fornleifastofnun Íslands (2006) Landscape Research at Vatnsfjörđur in I Milek, K. (red.) Vatnsfjörđur 2006 Interim Report. Reykjavik: Fornleifastofnun Íslands (2005) Landscape research in the north west: Vatnsfjörður peninsula. I Friđriksson, A., T.H. Tulinius og G. Guđmundsson (red.) Vatnsfjörður 2005 Fieldwork at Vatnsfjörður, NW-Iceland Reykjavik: Fornleifastofnun Íslands