Efter at have været guide på. Historien om Lethrinops sp. ipyana Tekst og foto: Kenneth Villadsen, medmindre andet er angivet.

Transkript

1 Malawiciklider Historien om Lethrinops sp. ipyana Tekst og foto: Kenneth Villadsen, medmindre andet er angivet Maison and Boys. Efter at have været guide på Malawisafari 2008 i 17 dage sendte vi gruppen glade hjem til Danmark, lettet over at det første større uheld vi har været vidne til i forbindelse med vores ture, var en brækket ankel og ikke en dykkerulykke. Med de tanker i hovedet og en del mere plads på båden, kunne vi; Sara, Tom, Sem, Gissel og jeg, begynde at koncentrere os om resten af vores tur. Den ene båd var blevet tilbage i Nkhata Bay og lå bare og ventede på at sejle os længere op nordpå langs vestkysten. Planen var at nå helt til Tanzania så vi fik stemplet EXIT MALAWI i vores pas, hoppede ombord og afsted det gik. Som sidebemærkning kan det lige nævnes at vi gik forgæves efter pas-manden i cirka 2 timer og måtte vente 3 timer på at han fik tid til os, det var jo en søndag vi havde tænkt os at sejle. I båden gik en del tid med at planlægge vores dykkeraktiviteter, det var nemlig sådan at vi kun havde 12 flasker trykket til 240 bar og hookergear. Vi havde ingen kompressor, da Esther Grant (Stuart M Grant s enke og nuværende ejer af SMG Ltd.) havde besøg af en mindre tysk safari som skulle bruge den. Det kunne vi nu nok også få til at hænge sammen, idet vi i forvejen havde en plan om kun at dykke på lav sandbiotop og hertil er det lille hookergear tilstrækkeligt, guderne skal dog vide at jeg hader at dykke med det og at jeg bestemt ikke bliver mere glad for det jo mere jeg bruger det. Et nødvendigt onde kalder jeg det, da alternativet er at sidde på båden og ikke dykke med cichliderne. Vi havde 10 dage til turen og i Malawi er det ikke lang tid til at dække næsten 20 procent af kysten plus et smut ind i nabolandet i den modsatte ende af hvor vi plejer at opholde os. Men det hang vi os ikke så meget i, hver meter vi sejlede længere nord på end Ngara ville være nyt uanset. Alt var på plads med lastbil til hjemtransport så vi skulle bare have så meget ud af tiden som muligt. Vi aftalte at sove på båden og sejle om natten for at nå mest muligt, den aftale måtte vi dog hurtigt tage op til overvejelse da der startede en syd-østen vind som gav rimelig hårdt vejr i næsten 5 dage. Vi blev konstant kastet rundt i bølgerne, det blæste fra tidlig morgen og fortsatte til hen på aftenen. En sådan omgang dræner fantastisk meget energi, vi var derfor kun glade for at finde lidt strand, hvor vi kunne sætte vores telte op om natten. Det betød dog at vi ikke fik sejlet så meget som vi havde planlagt og derfor ikke kunne nå til Tanzania. Selvom vi drøftede situationen frem og tilbage, kunne vi ikke lave om på det faktum at skulle vi nå til Tanzania, ville det betyde at vi ikke fik dykket i den nordlige ende af Malawi. Endvidere var vi ikke 100 procent sikre på at vi kunne komme over grænsen og efter længere tids nedslående debat, blev vi enige om at droppe Tanzania til fordel for en bedre arbejdsindsats på Malawisiden. En beslutning som jeg senere ikke var så ked af, men dog svær lige at kapere da vi stod i det! Stille og roligt kom vi længere og længere mod nord. En ting som jeg lagde mærke til, var det meget azur blå og klare vand der var fra Nkhata Bay og helt op til Chilumba. Mens jeg lå på taget af båden og kiggede ud over søen kom jeg frem til min konklusion; Det måtte skyldes den store dybde på 700 m der er her, for da vi kom nord for Chilumba begyndte sigten at ligne den sydlige del med en dybde på 100 og 200 m, utroligt at det var så stor forskel på sigten. Jeg har altid sagt at sigten ved Taiwanee Reef er søens bedste i min bog, men det må jeg hellere lige overveje endnu en gang. 28 Ciklidbladet 1/ Årgång 44

2 Fra Chilumba fik vi følge af Esthers nordligste fangst-team, Maison And Boys, i håb om lidt lokalkendskab. De var afsted i deres egen båd, en åben båd med en 4 hk påhængsmotor. Da der var hård sø var vi nød til at sejle i deres tempo, hvilket svarer til 50 procent af hvad vores båd kunne. Vi trak let på skuldrene over det, da vi jo allerede havde besluttet at Tanzania ikke længere var vores mål og vi i forvejen var i nye omgivelser. Blæsten tog til og vi søgte efter et sted at komme ind for natten, så vi kunne komme af båden og sidde stille og roligt og lægge en plan for de sidste dage. Vi skulle jo trods alt også tilbage til Nkhata Bay i tide og hvis ikke vinden snart lagde sig, ville det også tage lang tid at sejle retur. Vores bådfører Leyton og Maison fik øje på en logde inde midt i elefantgræsset og vi sejlede ind for at se, om vi kunne få et værelse. Det faldt på plads selvom stedet, som var ejet af en Inder, endnu ikke var officelt åbnet. For det ikke skal være løgn, lykkedes det Gissel at få prisen lidt ned da det jo endnu ikke var bygget færdigt, godt gået! Maison vikler slanger ud! Foto: Sara Villadsen Vi vendte tilbage til søen for at få dykket lidt ud for stedet. Her var en stor sandbanke et par mil ude og der ville vi ud inden der blev mørkt, da det var ikke meget vi havde fået dykket indtil nu. Det var derfor med højt humør at Gissel og jeg væltede bagover og ramte vandet. Med en blå tønde til fisk og et net hver måtte vi desværre konstatere, at hele bunden var fyldt med planteaffald og meget meget få fisk, som i øvrigt ingen farver havde! De svømmede lige igennem netmaskerne og de var derfor ikke værd at bruge vores dyrebare flaskeluft på. Vi svømmede sammen i et mønster for at afsøge området og til vores store overraskelse krydsede vi et meget friskt flodheste spor! Vi kiggede lidt på hinanden og fortsatte ca 5 meter mere, her krydsede vi endnu et spor, men denne gang et spor med et lille spor ved siden af! Jeg tænkte: Hippo med unge! Nu afbryder vi sku og i det jeg vender mig mod Gissel, er han i gang med at lave tegnet for afbryd dykket. Dejligt at vi var enige, men pis at vi ikke fandt noget der var bare lidt spændende. På vej ind til vores overnatning gik det stille og roligt op for os, at skulle vi finde og fange noget nyt heroppe nordpå, var der kun den efterfølgende dag tilbage, idet vi VILLE dykke ved Mdoka på vejen tilbage. Den efterfølgende morgen kom som en kæmpe lettelse, INGEN VIND og søen var Haer ligger jeg og fanger. Poserne på den varme rampe. Ciklidbladet 1/ Årgång 44 29

3 Vi satte til sidst poserne over på en ladvogn da der her var køligere. Sådan køber man diesel midt om natten i Malawi. Så lidt plads var der i 6 timer. som et spejl. Vores tanker gik så meget på at komme i vandet, at jeg faktisk den dag i dag stadig ikke kan huske om vi sprang morgenmaden over for at få mere tid i vandet? Det kunne ligne os at satse på de sidste vingummier, som ellers kun havde været små søde snacks, men som nu kunne bære os igennem resten af dagen. En spisnår-der-er-mørkt-dyk-når-der-er-lyst plan. Selvom sejlturen nu faktisk gik sydpå igen, og dermed hjemover, var humøret højt. Gissel ville denne dag runde 500 dyk og det mente han jo ikke kunne gøres anderledes end ved at finde en fed fisk. Vi var ikke helt enige da båden stoppede første gang; jeg ville længere syd på men Carsten mente det var hér der ville være noget nyt. Han hoppede i med en flaske på ryggen og da han var væk i mere end et par minutter, vidste jeg godt at han ville gennemføre sit dyk nr. 500 her. Jeg havde ideen om at det her sted ville ligne vores aftendyk fra dagen før og jeg gad bare ikke mere græs og grene i nettet, så jeg blev i båden. Der gik lidt over en time før vi så Gissel igen og han så meget tilfreds ud. Han kom nemlig op med en flot fangst af både Lethrinops sp. Red Cap og Mchenga thinos. Stednavnet fik vi fra en lokal fisker i en udhulet træstamme og Ikwembe blev logget i vores GPS. Fedt, endelig så det ud til at vi skulle have en bid af heldet. Vi fortsatte sydover lidt og fandt et nyt sted, hvor nogle lokale fiskede i forvejen. Vi blev enige om at forsøge her. At iagttage og følge de lokale fiskeres stedvalg er en metode vi indimellem bruger. Vi har faktisk kun haft positive udfald, de gange vi har gjort det. Mine store forventninger til at nu skulle jeg i vandet og fange noget til mig selv, blev hurtigt slået til jorden da jeg fandt ud af jeg skulle have hookergear på. Ellers ville der nemlig ikke være flasker nok til Mdoka og Lions Cove. SATANS, tænkte jeg, nu bliver mit dyk ødelagt pga min ærgrelse over at skulle ha det lort på!. Men jeg ville heller ikke gå glip af noget, så jeg hoppede i med net, netbox (istedet for tønde) og en plastik slange på ryggen. Selvfølgelig blev jeg viklet helt ind og jeg kogte af raseri, da jeg i overfladen måtte tage mit hookergear af for at få det viklet ud! Jeg tror stadig den dag i dag, at de andre oppe i båden godt kunne se at min grænse var nået og derfor valgte de ikke at kommentere det jeg havde gang i. Det skal I sku ha tak for :-) Endelig kom jeg ned på cirka 5 meters vand og blev mødt af den reneste bund fyldt med redetoppe. Jeg tænkte: Nå der er sku da i det mindste fisk her. Sigten var ikke særlig 30 Ciklidbladet 1/ Årgång 44

4 god, men det vidste jeg ville være til min fordel, da det er nemmere at komme tæt på fiskene. De ser først nettet når det er for sent at stikke af. Jeg lå stille et øjeblik for at se hvilke hanner der havde bygget toppe i sandet, og til min store overraskelse var det nogle ret store Albus-lignende hanner som så lidt grønne ud. Fedt, men jeg syntes nu alligevel de var lidt for store til at skulle hjem i min 720-er. Jeg lå stadig stille og bare kiggede, jeg ville være sikker på at der også var hunner her inden jeg gik i gang. Det hjalp så også gevaldigt på min vejrtrækning som jo lige var oppe i det røde felt for 10 minutter siden. Samtidig kom jeg i tanke om at vandet jo har en forstørrende effekt på de fisk man ser, og derfor ramte de store hanner lige i en størrelse der passer hjemme i stuen. Det gode ved hookergear er at man ikke skal tænke over sit luftforbrug, da forsyningen er en kompressor og man derfor ikke bliver tom for luft, som man kan opleve med en flaske. Jo, der er hunner hér! Flere hanner danser for dem- jeg går igang! Jeg gik efter hunnerne først og tog også hvad der kom i nettet af det jeg kalder små tvivlere. Dvs ungfisk, hvor det er for tidligt til at se hvad køn det er, men dog store nok til at man kan se om der er en sandsynlighed for at de hører til arten. Jeg tog en tur rundt og gik efter én hun af gangen, ventede til en han dansede foran en igen, og gik efter den. På den måde følte jeg mig sikker på hvad jeg fik fanget som hovedestamme. Jeg havde nu fanget i cirka en time og havde cirka 25 fisk i netboxen. Jeg vente mig og tog i et snuptag 3 store hanner; de er tit nemme idet de holder deres redetop og denne gang var ikke nogen undtagelse. Gissel fangede fede fisk på sit dyk nr jeg var på så skævt et tal som 267 men det var jeg ligeglad med, jeg fik fanget noget nyt! Nu skulle de bare overleve! Jeg havde dog fanget så der også kunne dø et par stykker, man kan jo være uheldig. Resten af dykkene, både ved Mdoka og Lions Cove, var total fede og vi havde vejret med os de sidste par dage. Fed afslutning på en tur der startede lidt hårdere end vi havde forestillet os. Tilbage i Nkhata Bay midt formiddag. Lastbilen skulle komme omkring middag, så vi havde nogle timer til at pakke vores grej sammen på båden og få fiskene pakket i poser. Vil skulle jo også lige have slettet vores EXIT MALAWI i passet. Over middag var lastbilen ikke kommet, men vi havde snakket med dem hjemme på fangststationen som bekræftede at lastbilen var kørt om morgenen. Vi blev enige om at starte pakningen af fisk. Det er en opgave Gissel lukker fisk ud. Træt, sulten, ør, øm og pavestolt! Faktisk kun få timer senere og de gik bare kanon godt Foto: Sara Villadsen Ciklidbladet 1/ Årgång 44 31

5 Her er min alfahan efter kun ca 14 dage. som gerne tager 3 og 4 timer, så for det ikke skulle blive for sent, måtte vi hellere få fingerne ud. Ved cirka 16-tiden blev vi ringet op af chaufføren fra lastbilen. Den var brudt sammen ca. halvvejs og kunne ikke fortsætte. Det var selvfølgelig sket i et stort område uden mobildækning, så han havde været uden mulighed for at vidergive beskeden. PIS!?!!#% % #!!. Vi havde jo pakket fiskene, de stod på en betonrampe i poserne og i 34 C varme, var det svært at se dem komme levende fra den omgang... Vi blev trøstet lidt af beskeden om at en ny lastbil var på vej. Den ville komme ved 20-tiden, vi var dog noget kun bekymret for fiskene. Det var jo hele resultatet af vores nordlige tur, ikke mindst at nævne mine små lykkebasser som jeg jo i tankerne allerede havde siddet og nydt en flaske vin til hjemme i sofaen! Vi sprøjtede vand ud over poserne, viftede med plastiklåg fra de blå tønder for at nedkøle dem og da solen omsider var på vej ned, blev klimaet køligere og vi fik styr på temperaturen. Men de stakkels fisk havde jo været oppe på næsten 36 C ifølge vores dykkerur!?.. Bilen kom lidt over klokken 20 og som om vi ikke havde problemer nok i forvejen, måtte vi finde os i at den nye lastbil som der var fundet til os, kun var en varevogn med lad. Dvs her var kun en trediedel af pladsen set i forhold til den lastbil der kørte os herop. Fem personer med dykkergrej, campinggrej, bagage og cirka 250 poser med fisk på et lad der er 1,9 gange 3 meter!!!! Sikke en opgave at få det hele læsset, men det gik og ved 21-tiden var vi klar til de cirka 6 timers køretur på ladet. Vi holdt modet oppe ved at glæde os over at køreturen i natten trods alt ville holde fiskene på en stabil og noget kun lavere temperatur. Nu var det bare hjemover- i en fart! Ville det blive en nem tur? Nej, selvfølgelig ikke.. Allerede på vej ud af Nkhata Bay snakkede chaufføren om diesel. Gissel og jeg kiggede på hinanden og syntes at tænke: Ja, det har vi jo ikke tænkt påderfor har INGEN tænkt på det!. Vi fik ikke diesel på i Nkhata Bay, men kørte en times tid og stoppede et meget mærkeligt sted langs vejen hvor der ikke rigtig syntes at være noget. Til vores overraskelse stod der pludselig et par gutter ved siden at bilen med et par plastikdunke med diesel! Chaufføren forsikrede os om at nu havde han nok til at nå til Kambiri og selvom vi egentlig tvivlede lidt, måtte vi jo stole på ham. Vi fortsatte trætte og klemte ud i natten med 4 timer tilbage af turen. Cirka klokken 01 vågnede jeg pakket ind i min sovepose, lidt kold da vinden trak ind på min hals og øm på den ene kind da jeg åbenbart var faldet i søvn med hovedet op at stellet på en campingstol. Men det var ikke det, der fik min opmærksomhed. Det gjorde derimod motorlydene fra lastbilen, den var ved at sætte ud på samme måde som hvis den løber tør for diesel. Jeg kiggede mig omkring, vi var virkelig midt i ingenting. Jeg fiskede min mobil frem, selvfølgelig var vi udenfor dækning og jeg tænkte; Hvis chaufføren kommer nu og siger, at vi er løbet tør, slår jeg ham sku ihjel. Problemet var dog ikke manglende diesel, men derimod var dieselfilteret stoppet. Til min store overraskelse havde han et nyt filter med og fortalte at han var mekaniker; det ville tage ham 10 minuter at skifte det. Pyh! Vi kom afsted igen og med kun et stop yderligere for lige at kontrollere filtret, kunne vi endelig begynde at genkende området. Klokken 03 rullede vi ind foran fiskehuset og vi blev alle glade og helt varme om hjertet, da der var lys over alt og Manson kom løbende med nøglerne i hånden. De havde ventet på os og var ikke bare gået i seng. Vi fik fiskene af ladet og fik skrevet fangststeder på glasakvarierne. Vi dobbeltkontrollerede med det vi havde skrevet på poserne og begyndte at lukke dem ud. Al smerte, bekymring og anstrengelse var det hele værd da vi kunne konstatere at fiskene, trods den høje temperatur tidligere, havde det fint og at der på dette tidspunkt var et tab på under 1 procent. Dejligt at det hele ikke bare var gået til i varmen eller under transporten! Klokken var nu næsten 04 og efter fiskene var lukket ud, kunne vi begynde at tænke lidt på os selv. Tankerne gik mod noget mad, et bad og en seng. Gerne i den rækkefølge. Der var dejlig varm Spaghetti Bolognese på bordet da vi kom over i restauranten. Jeg tog en lille portion for 32 Ciklidbladet 1/ Årgång 44

6 Her er han igen i fuld yngledragt efter ca 1 år. ikke at overspise, vi havde jo kørt længe på vores sidste vingummier og der var derfor gået cirka 1,5 døgn siden vores sidste rigtige måltid, bortset fra lidt chips og øl i Nkhata Bay. Jeg fik mig derefter et hurtigt bad og syntes ikke at jeg kan huske at hovedet ramte puden. Jeg vågnede ved 09-tiden og tænkte at jeg ville ikke sove hele dagen, så hellere få en lille eftermiddagslur senere. Jeg var jo ivrig efter at komme over i fiskehuset og se hvordan de små havde det. Jeg gik over for at få noget morgenmad og Gissel sad allerede med en kop kaffe, han var lige blevet Foto: Carsten Gissel færdig med at spise. Jeg fik lidt frugt og et blødkogt æg, tog en kop kaffe og med den i hånden, gik vi over til fiskehuset. Lidt ør i knolden efter oplevelsen og stadig i søvnunderskud, blev vi ikke så lidt glade over at alle fiskene gik fint og der kun var smuttet et par stykker siden vi havde pakket dem ud. Alle mine Lethrinops gik fint, og helt uden tab kunne jeg tage en flok på 19 stk fra til mig selv. De ville helt sikkert gøre sig godt hjemme i min 720-er og dér sidder jeg så i dag med 1 Alfahan i fuld farve, 4 store hunner, et par unge hanner og resten som små tvivlere De har i den tid jeg har haft dem været meget produktive, jeg har lavet cirka 400 unger på dem plus en masse kuld jeg med vilje ikke har taget. Min alfahan har fået tilnavnet Bukfrederik og holder en meget god og rolig balance i sin flok. Det er en meget stille og nem fisk at holde, meget aktiv og særdeles farvestrålende. Jeg har aldrig fortrudt den omgang jeg var igennem for at få dem og min glæde over dem består den dag idag. The Happy End! Mig i sprække Ciklidbladet 1/ Årgång 44 33