Prædiken til d.31. august Lemvig Bykirke kl v/brian Christensen. 11. Søndag efter trinintatis

Transkript

1 Prædiken til d.31. august Lemvig Bykirke kl v/brian Christensen. 11. Søndag efter trinintatis Tekster:5 Mos 30,15-20; Rom 10,4-13;luk 7,36-50 v36 En af farisæerne indbød Jesus til at spise hos sig, og han gik ind i farisæerens hus og tog plads ved bordet. v37 Nu var der en kvinde, som levede i synd i den by. Da hun fik at vide, at han sad til bords i farisæerens hus, gik hun derhen med en alabastkrukke fuld af olie, v38 stillede sig grædende bag ham ved hans fødder og begyndte at væde hans fødder med sine tårer og tørrede dem med sit hår, og hun kyssede hans fødder og salvede dem med olien. v39 Da farisæeren, som havde indbudt ham, så det, tænkte han ved sig selv:»hvis den mand var profet, ville han vide, hvad det er for en slags kvinde, der rører ved ham, at det er én, der lever i synd.«v40 Jesus sagde da til ham:»simon, jeg har noget at sige dig.«han svarede:»sig det, Mester!«v41»En pengeudlåner havde to skyldnere. Den ene skyldte fem hundrede denarer, den anden halvtreds. v42 Da de ikke havde noget at betale med, eftergav han dem begge deres gæld. Hvem af dem vil så elske ham mest?«v43 Simon svarede:»den, han eftergav mest, vil jeg tro.«jesus sagde:»det har du ret i.«

2 v44 Og vendt mod kvinden sagde han til Simon:»Ser du denne kvinde? Jeg kom ind i dit hus; du gav mig ikke vand til mine fødder; men hun har vædet mine fødder med sine tårer og tørret dem med sit hår. v45 Du gav mig ikke noget kys; men hun er blevet ved med at kysse mine fødder, siden jeg kom herind. v46 Du salvede ikke mit hoved med salve, men hun har salvet mine fødder med olie. v47 Derfor siger jeg dig: Hendes mange synder er tilgivet, siden hun har elsket meget. Den, der kun får lidt tilgivet, elsker kun lidt.«v48 Og han sagde til hende:»dine synder er tilgivet.«v49 De andre ved bordet begyndte at tænke ved sig selv:»hvem er han, som endog tilgiver synder?«v50 Men han sagde til kvinden:»din tro har frelst dig. Gå bort med fred!«

3 Jeg stadig se girokortet fra Kreditforeningen for mig. Det lød på godt 6000 kroner og det kom med posten en gang hvert halve år. Det var dengang, hvor girokort blev betalt med check til landposten, når han kom rundt på sin tur efter at han havde fået en kop kaffe ved køkkenbordet, naturligvis. Jeg kan huske beløbet, for da jeg gik i gymnasiet blev det min opgave derhjemme at føre kasseregnskabet for mine forældre. De havde taget et kreditforeningslån i slutningen af halvfjerdserne for at kunne købe et vandingsanlæg og der havde været nogle somre med meget dårlig høst. Så de havde fået sig et 30- årigt kreditforeningslån. Det var før det kom til at hedde Realkredit Danmark. Og hver gang girokortet kom, så fulgte jeg med i, hvor meget de nu havde betalt af hvad var renter og afdrag og restgæld. Det var sjovt at se, hvordan der hver gang var lidt mere afdrag og lidt mindre i renter for det var godt at få gælden bragt ned.

4 Det er nok mine oplevelser fra dengang der gør, at jeg i dag har et regneark, hvor jeg hver måned kan følge med i, hvor meget vi selv får betalt af på lånene i vores hus i Holstebro, lejligheden til vores datter i Århus og sommerhuset i Nordjylland. Bare rolig, vi er ikke ejendomsmatadorer tværtimod men selvom banken ejer næsten det hele, så får vi lov til at bruge det imens. Det kan være ret forskelligt, hvor mange penge man skylder væk og det kan være en jungle at finde ud af den bedste og billigste rente. Men i alle tilfælde, så har man selv været med til at skrive under på papirerne med bank og kreditforening. 1. del Men hvad så med Gud? Hvor meget skylder vi ham? I Lukasevangeliets fortælling om kvinden i farisæreren Simons hus er der en lignelse, som tager fat på netop det spørgsmål. I lignelsen sammenlignes Gud med en pantelåner, som har lånt penge ud og som ender med at eftergive lånerne deres gæld.

5 Den ene har lånt 500 denarer og den anden 50 denarer. Kvinden der lever i synd (en omskrivning for en prostitueret) skylder mest, mens den fromme farisær skylder mindst. Det er klart nok, at det ikke er penge vi skylder Gud, men hvad er det så? Der er tale om vi som mennesker bliver skyldige, når vi ikke overholder Guds lov - når vi handler ondt, altså bryder Guds bud om at elske ham og elske næsten eller når vi undlader at gøre det gode, som vi burde gøre. Det er en sandhed, som vi ikke kan forvente at alle danskere umiddelbart vil acceptere at alle mennesker er skyldige overfor Gud og har en gæld til ham. Jeg har ikke skrevet under på nogen aftale om jeg at jeg skal overholde Guds lov, og derfor kan jeg jo ikke være ansvarlig overfor Ham Jeg er ikke religiøs og har ikke skrevet under på et gældsbevis i den himmelske realkreditbank. Det kan man med god grund sige.

6 Ja, men hvis du ejer en bil og kører for stærkt i den på de danske landeveje, så kan du ikke klage til politiet over at få en bøde, fordi du ikke har skrevet under på en aftale om at overholde færdselsreglerne. Der er vedtaget love i samfundet, som gælder for os uanset, hvad vi synes om dem og uden at vi selv har vedtaget dem. Som borger i Danmark skal jeg følge landets love og gør jeg ikke det, så bliver jeg skyldig og må stå til ansvar for det. Som menneske, så er jeg underlagt den livslov, som er en del af Guds skabelse og herredømme over verden. Så når jeg ikke overholder Guds lov, hvad enten jeg kender lidt eller meget til den, så bliver jeg skyldig. Engang skal bogen om mit liv åbnes på dommedag, regnskabsdagen og det eneste måde at slippe godt fra det, er at mit navn er skrevet i Livets bog. Der kommer den stå, når jeg ved dåb og tro holder fast ved troen på Jesus. For når mit navn står i Livets bog, så min gæld betalt og min synd er sonet

7 ( Han slettede vores gældsbevis med alle dets bestemmelser imod os; han fjernede det ved at nagle det til korset Kol 2,14). Men tilbage til spørgsmålet? Det er altså ikke om jeg er skyldig, men hvor meget jeg skylder Gud? Lever jeg et lovløst, udsvævende, umoralsk liv, så min gæld svarer til 500 denarer eller et pænt, ordentligt liv der svarer til 50 denarer? Egentlig så er størrelsen på gælden ikke interessant, for alle der kommer til Jesus vil jo opnå præcis det samme, nemlig at få gælden eftergivet. Vi har jo ikke noget at betale vores gæld med. Uanset, hvilket liv vi har levet eller lever i dag, så er vores situation den samme. Vi er skyldige, men kan ikke betale. Men jeg kunne godt tænke mig at have en stor gæld, for som Jesu lignelse gør det klart, så vil jeg blive mest glad over at få eftergivet gælden,

8 altså opleve Guds tilgivelse, hvis min gæld har været stor. Jeg tror vi alle gerne vil elske Jesus rigtig meget. Vi vil gerne ligne kvinden. Skal vi så gå fra gudstjeneste og begå nogle rigtig store synder, så vores gæld bliver stor og bagefter kan vi blive ekstra glade for at få tilgivelse? Det er faktisk præcis den tanke, som Paulus går ind på i Romerbrevet i begyndelsen af kap 6. Skal vi blive i synden, for at nåden kan blive så meget større? Aldeles ikke. Hvordan skulle vi, som er døde fra synden, stadig kunne leve i den. Og så fortsætter han med at tale om, at vi ved dåben er blevet sat ind i et livsfællesskab med Jesus, hvor vi vokser sammen med ham og lever med ham hver dag. Jeg har næsten altid hørt evangelieteksten til i dag udlagt som om at de to personer i fortællingen (Farisæeren Simon og kvinden) egentlig har den samme gæld, en uendelig gæld, og at Simons problem var, at han ikke havde indset det.

9 Så svaret på mit ønske om, at jeg gerne vil elske Jesus meget er så, at jeg skal få en større syndserkendelse. Ved at se på Korset og se, hvad han har gjort for mig. Når jeg indser, hvor stor og dyb min synd er, så kommer taknemmeligheden og glæden ved at være tilgivet. Det er der selvfølgelig noget sandt ved, men vi går galt i byen, hvis vi tror det er den eneste måde vi kan komme til at elske Jesus mere på. Syndserkendelse er ikke den eneste måde kan komme til at elske Jesus på. Denne fortælling har en anden pointe. Pointen er præcis det som Jesus siger: Vores historie kan være forskellig. Mennesker kan i udgangspunktet være langt væk fra Gud eller tættere på ham. Vi kan være som den søn der rejste hjemmefra eller som den søn der blev derhjemme. Vejen til at elske Jesus er i udgangspunktet forskellig for kvinden og for Simon.

10 Det er jo sådan det er og netop det skal vi tage alvorligt. Nogle bliver kristne på én gang, omvendt og begejstret, for man kommer pludselig til den erkendelse: Jeg har levet på mine forældres tro eller jeg har levet uden at Gud overhovedet har været en del af mit liv og så giver man sit liv til Jesus. Andre lever som kristne livet igennem. Men fælles for alle kristne, uanset vores historie, så afgøres vores fremtid af vores relation til Jesus i dag. 2. del. Lad os prøve at se på de to personer, som Jesus taler med. De er altså i samme situation. De har begge fået eftergivet deres gæld. Hvad gør de så? Ved at spejle os i dem og deres relation til Jesus, kan vi overveje vores egen relation til Jesus og forhåbentlig blive udfordret, så vores kærlighed til Jesus kan vokse. Lyt efter, hvad HÅ minder dig om. Lad os først se på Farisæeren Simon. Han har inviteret Jesus indenfor i sit hjem.

11 Men han havde alligevel en vis forhold han holdt Jesus lidt på afstand og tænkte: Jeg ved godt, hvordan Gud er lad mig se om Jesus lever op til det. Vi har en meget høj dåbsprocent i Danmark de fleste danskere er døbt til at tilhøre Jesus og dermed har de inviteret Jesus ind i deres hus og hjem. For de fleste såkaldte kulturkristne, der sjældent går til gudstjeneste eller læser i bibelen er det også positivt: Man vil gerne have Jesus indenfor, for han har mange gode tanker om livet og lærer os, hvordan vi skal behandle hinanden. Men man holder samtidig Jesus lidt på afstand. Og hvis han ikke lever op til de tanker man selv gør sig om Gud, så behøver man ikke lytte til Ham. Kender I ikke også til den tankegang? At vi har vores egen opfattelse af, hvem Gud er og hvordan han er og hvad han gør og hvis der er noget som afviger fra det, så vender vi det døve øren til.

12 Jeg tror faktisk ikke kun det er såkaldte kulturkristne, som kan forholde sig til Jesus som farisæeren Simon. Prøv at tænke efter, hvordan du inviterer Jesus indenfor i dit liv. Lad mig give et eksempel. Forestil dig at du kommer på besøg hos en bekendt. Du vil gerne lære ham lidt bedre at kende, så du vil kigge forbi en eftermiddag. Du ringer på og manden i huset åbner døren og byder dig indenfor. Han tager en bøjle og tilbyder at tage imod din jakke og kalder på konen. Hun kommer og hilser og sammen går I ind i stuen. Han slukker for fjernsynet og hun smutter ud i køkkenet, efter at have forsikret sig om at du drikker kaffe. Det er rart. Du føler dig velkommen. Men hvordan ville du have det, hvis det havde foregået på denne måde: Du ringer på. Og så står du og venter - længe. Da du gik hen til huset, så du at der var en bevægelse inde bag et vindue, så der er nogen hjemme.

13 Til sidst bliver der åbnet af manden i huset. Han gaber højt og klør sig lidt på maven. Jo, kom da indenfor. Du står lidt i entreen og tager din jakke af, men manden er gået foran ind i stuen, så du finder et tilfældigt sted at hænge den. Du lister efter og finder en plads i sofaen, hvor manden allerede har sat sig og ser videre på den seneste genudsendelse af Hammerslag. Ubehageligt pinligt. Hvordan byder du Jesus ind i dit liv? Glad og imødekommende og interesseret i at lære ham at kende? Eller dovent, lidt ligeglad, dybest set ubehøvlet? Det er din herre og mester, som sidder i din stue. Hvor er det vigtig, hvordan vi taler med Jesus om vi lytter til Ham og spørger efter hans mening om det, der er vigtigt i vores liv. Eller om der er så meget støj fra andre ting, om vi lader alt muligt andet tage opmærksomheden. Hvem og hvad lytter vi til?

14 Guds ord eller tidsåndens tanker? Hvis vi vil følge Jesus, så må vi tage os til at lytte til ham og samtale med Ham. 3. del Så er det noget andet med kvinden, som har stillet sig ved bagvæggen i farisæerens hus døren stod altid åben når der var middagsselskab, så byens fattige kunne sidde langs væggen og blive bespist fra de velhavende bord. Da hun hører, at Jesus er på besøg i farisæerens hus, så gik hun derhen og har været vidne til, hvordan Jesus blev behandlet. Dengang var det almindelig høflighed at gæsterne fik vasket fødderne og gnedet sig med olie og et velkomstkys på kinden af værten. Ingen af delene fik Jesus af Simon. Det så kvinden og derfor græd hun. Hun græd altså ikke af skam over sin synd da hun kom ind i huset var hun allerede en tilgivet synder.

15 Det ser vi af, at hun havde taget en alabastkrukke fuld af olie med. Hun havde forberedt sig på at gøre noget godt for Jesus. Hun havde hørt Jesu fantastiske budskab om at Guds rige var for toldere og syndere og nu kom hun for at vise sin glæde og taknemmelighed og for at lytte mere til Jesus. Men da hun var der, så hun den ydmygende behandling, som Jesus var udsat for og hun græd af harme. Og hun var ligeglad med, hvad andre tænkte om hende. For da hun havde gjort hans fødder våde af tårer, så slog hun sit hår ud og tørrede hans fødder. Vi kan ikke rigtig sætte os ind i det sug, der må være gået gennem forsamlingen. I datidens jødiske samfund, så slog en kvinde først sin hår ud for sin mand på bryllupsnatten, hvor hendes mand får det at se for første gang. En ærbar kvinde tildækkede selvfølgelig sit hår. Det fortælles om den jødiske ypperstepræst Ismael Kimhith, som blev indsat som ypperstepræst da Jesus

16 var omkring 20 år, at han på den store forsoningsdag stod og talte med en mand på gaden. Da fik han spyt på tøjet og blev uren, så hans bror måtte forrette tjenesten. Det betød, at deres mor så to ypperstepræster på den samme dag. De lærde spurgte hende: Hvad har du gjort for at fortjene en sådan ære? Hun svarede: I alle mit livs dage har loftsbjælkerne i mit hus ikke på noget tidspunkt set fletningerne i mit hår.. Det er ikke kun muslimske kvinder der i tidernes løb og den dag i dag har anset for det ærbart at gå med tildækket hår. Sådan var det også for jødiske kvinder på Jesu tid og nu slår denne kvinde altså håret ud og tørrer rabbinerens fødder, mens han lægger til bords. Uden tanke for hendes ære og andres tanker om hende. Det vi ser, er altså både en kærligheds-erklæring til Jesus og samtidig stiller hun sig op og er villig til at kæmpe for Jesu ære.

17 Sikke en inspiration hun er for os. Hvis Jesus hånes i vores nærhed, så vil jeg også gøre som hun. Så vil jeg græde af sorg og vrede over, at Jesu navn ikke respekteres eller man træder på bibelens ord. Gud giv mig nidkærhed til det. Giv mig mod og kampgejst til det. Kvinden brugte ikke store ord men med det hun gjorde, viste hun Jesus respekt. Det kan godt være at vi ikke ved, hvad vi skal sige, hvis andre ikke viser respekt for Jesus - det kan både være når vi er blandt kulturkristne på vores arbejdsplads eller i skole eller fritidsliv, men også når vi er i de kristne fællesskaber. Men vi må bede Gud om at give os mod til at handle som hun gjorde og ikke bare passivt se til. Så vi tør tale om, hvad der er ret og rent, ædelt og sandt. Og vi må bede om, at vores kærlighed til Jesus må vokse, så vi ikke tænker på andres bedømmelse af

18 det vi siger og gør hvis vi handler som vi gør af kærlighed til Jesus, så lad os tåle hån og spot for det. Afslutning Jeg vil slutte med det samme som Jesus siger til kvinden til sidst. Din tro har frelst dig. Gå bort med fred. Troen på Jesus består af tre dele. Der er en intellektuel tilslutning til den kristne tro og lære. En overbevisning om at Jesus er Kristus, den frelser som Gud har sendt for at dø på korset i mit sted. Jesus, Guds søn, døde og opstod og lever i dag. Troen er samtidig en daglig vandring med Jesus i tillid til ham. Dag for dag vokser min erkendelse af ham og han leder mig og går både foran, bagved og ved siden af mig. Og for det tredje kalder troen på Jesus os til at handle i kærlighed. Guds fred betyder altid krig med synden og alt ondt i verden og i mig selv. Guds fred er ufred med ligegyldighed og et liv i tjeneste for Jesus.

19 Det er i den tro, at vores sind, sjæl og krop kan blive fyldt med mere og mere af Guds kærlighed, så vi kan elske Jesus mere og mere. Alle tre dele er vigtige. Men skal kærlighed til Jesus vokse og det er vores mål så sker der dag for dag, ved at gå med Jesus, lytte til Ham og ved at lade troen på ham være levende og virksom i vores liv. Amen