Nordkorea. Japan. Marokko. Tema: Slyngelstater. Verdens mest lukkede land. Lolitapunkere, sushi og hurtige tog. Landet med de fyrretyve røvere

Transkript

1 juni 2009 / nr. 36 Globen Medlemsblad for De Berejstes Klub Nordkorea Verdens mest lukkede land Japan Lolitapunkere, sushi og hurtige tog Marokko Landet med de fyrretyve røvere Tema: Slyngelstater

2 Udstyr til alle der deler facinationen af, hvad der ligger rundt om det næste hjørne! Medlemsrabat 15%. Gps og kano/kajak er undtaget fra rabatordningen. Medlemskort TEMA KLUBBEN med billede skal fremvises. 6 NORDKOREA: I kort snor i arbejdernes paradis 45 BOTSWANA: Hasta la nunca af Arne Runge 4 Leder Temaet denne gang handler om af Peter Goltermann Hvorfor begrebet slyngelstat er ganske passende. 10 ZIMBABWE: The only white man you can trust is a dead white man Arnes eneste møde med en uvenlig befolkning. 50 IRAN: I præstestyret under ramadanen af Jakob Øster slyngelstater. 5 Næste tema Næste tema i Globen er Sydøstasien. 37 Forsidekandidater KØBENHAVN K: Frederiksborggade 44 & 52 ROSKILDE: Karen Olsdatters Stræde 4 af Jørgen Oulund En af verdens mest gæstfrie Se de flotte fotos, der var med i ODENSE: St. Gråbrødrestræde 6 ÅRHUS: Østergade 30 AALBORG: Algade 54 INFO: info@friluftsland.dk var.indd :42:24 Med den modtagelse ved man hvad man kan forvente. 20 MAROKKO: Landet med de fyrretyve røvere befolkninger. 58 CAMBODIA: Rødt som blod sort som død af Henrik Døcker opløbet om at komme på forsiden lande jubilæum Per Allan Jensen af Søren Padkjær og Erik Pontoppidan af Michael Nyholm Intet er gratis. 23 ETIOPEN, ERITREA OG SOMALIA: Der er lang vej fra Addis Ababa til Asmara af Arne Runge Cambodia har rejst sig efter de Røde Khemerers rædselsregime. ARTIKLER 48 Formandens leder. Den ultimative rejse af Lars Munk 49 Konkurrence. Strandet i Tamanrasset Hvordan en kort rejse fra et land til et andet kan blive meget lang. 31 MALI: Mystik og menneskeofringer 14 JAPAN: Cool Cool Japan af Jakob Linaa Jensen En beretning om Lolitapunkere, af Bjarne Lund-Madsen 57 DBK s nye rejseblog af Gerner Thomsen af Anette Lillevang Kristiansen Oprindelige traditioner og storslået Sushi-on-the-go, superhurtige tog og ekstrem høflighed. 62 Lidt om territorier natur. 39 MYANMAR: Jubilæum i slyngelstat af Per Allan Jensen Nogen tanker om at rejse i Myanmar. 42 HVIDERUSLAND: Europas sidste diktatur af Erik Pontoppidan Indtryk fra Minsk. 18 HONG KONG: ET LAND/EN BY af Frederik Ljunge 5 ting du må vide om Hong Kong og en billedrejse rundt i byen. 28 ANTARKTIS: Alle gode gange tre af Knud B Bach Efter tredje forsøg lykkedes det endelig at besøge Antarktis. af Ole Egholm og Per Allan Jensen 64 Nye medlemmer Se de sidste nye ansigter i klubben 66 Klubbens kontaktpersoner 2 GLOBEN nr. 36 / Juni 2009 GLOBEN nr. 36 / Juni

3 i n t r o r e d a k t ø r e n s fo r o r d n æ s t e te m a Sy d ø s ta s i e n Medlemsblad for De Berejstes Klub Redaktion: Jimmi Kim Persson(ansv.), Anja Povlsen Olsen, Gerner Thomsen, Per Allan Jensen, Søren Fodgaard. Jacob Gowland Jørgensen, og Jakob Øster. Adresser s. 66 Indsendelse: Alt stof (billeder, artikler osv.) sendes til: globen@berejst.dk Tekst / fotos: Medlemmer af De Berejstes Klub Slyngelstater - ingen hindring for medlemmer i De Berejstes Klub Det var med nervøse forventninger, at redaktionen forberedte sig til temaet slyngelstater. Kunne vi risikere at ende i en politisk diskussion med vrede mennesker som råbte af hinanden i et blad, som jo ellers gerne vil fremstå så upolitisk som muligt? Eller ville der overhovedet være nogen, som ville skrive om et så kontroversielt emne? Forsidefoto: Graffiti foran tidl. amerikanske ambassade, Teheran, Iran af Jakob Øster Scan af billeder: Per Danielsen Tryk: Scanprint Jens Juuls Vej 2 DK-8260 Viby J Oplag: 600 ISSN: Deadline til næste nummer: 5. august 2009 Tema: Sydøstasien Annoncer: annoncer@berejst.dk Medlemskab: Man må sige, at alle bange anelser er blevet gjort til skamme. Artiklerne kom og fokuserede på det der samler os alle, nemlig det at rejse og de personlige oplevelser, som vi får ud af det. Det har været fantastisk at læse en masse indlæg om steder, som normale turister ikke umiddelbart tager til. Netop derfor er det nogle meget interessante vinkler dette nummer af Globen føjer til begrebet slyngelstater. Vi kan blandt andet høre om de meget krævende marokkanere, som gjorde alt for at få pengene op af lommen på Michael Nyholm. Derudover er der en skræmmende og knivskarp beretning fra et af verdens mest lukkede lande, Nordkorea. Men vi skal også høre en række historier om, hvordan et lands ydre image af ond slyngelstat overhovedet ikke stemmer overens med de oplevelser man som rejsende kan få, når man vover sig ind i landet og tæt på dets befolkning. Et godt eksempel på dette er Jakob Østers møde med den uhyre gæstfrihed, der findes overalt i Iran. Det er præcis historier som disse, der kan åbne verden op for mindre modige folk og vise, at verden er meget mere, end det man ser på tv. Ud over al denne snak om slyngelstater skal vi også en tur forbi et Japan, der teknologisk synes at befinde sig i en fjern fremtid, som Europa kun bevæger sig langsomt imod. Endelig er der også i dette nummer en 100 lands jubilar, nemlig Per Allan Jensen. I den forbindelse er det værd at nævne, at den privilegerede gruppe af 100 lande jubilarer er i kraftig vækst for tiden. Fotos: Jakob Øster, Lone Valentin, Lisbeth Wichmand og Anja Povlsen Olsen Sydøstasien Welcome to Thailand. Backpackere har for længst opdaget Sydøstasien som en eminent rejsedestination, og i år vil over danskere få en på opleveren fra det autentiske Burma i vest til kulturlandet Vietnam i øst. Hvorfor? Fordi der er fuld valuta for pengene på de lange strande, hos de imødekommende mennesker og i den unikke madkultur. Heldigvis er Sydøstasien også meget mere end det, så hvis du har været chokeret på The American War museum i Vietnam, været gennemsvedt på jungle trek i Cambodia eller blevet sjov af at ryge opium i Laos, hører vi meget gerne fra dig. Vi glæder os også til at læse dine historier om fx jagten på en biologisk familie, om kunsten at drikke slangeblod som snaps eller dine oplevelser af hvordan militærdiktaturer går i spænd med buddhistiske traditioner. Vi opfordrer både etablerede og nye skribenter til at komme på banen og formidle deres oplevelser. Redaktionen hjælper med både sparring, korrektur og opsætning, så skriv til os på globen@berejst.dk hurtigst muligt, Husk at deadline for næste nummer er 5. august Formand: Lars Munk, adresse s. 66 De Berejstes Klub er en upolitisk forening. Alt stof og alle meninger, der kommer til udtryk i bladet, er derfor skribentens synspunkter og deles ikke nødvendigvis af redaktøren eller klubbens øvrige medlemmer. Alle rettigheder til de enkelte artikler og fotografier forbeholdes de respektive forfattere og fotografer og indholdet må ikke videreformidles eller sælges uden ophavsmandens godkendelse deraf. Jeg håber, at du efter at have læst dette nummer af Globen har fået ny inspiration og nye idéer til rejsemål, hvor skræmmende de end har forekommet tidligere. God tur Jimmi Kim Persson Kommende temaer December 2009: Farverige Festivaler (deadline 5. november) Marts 2010: Udlandsarbejde (deadline 5. februar) Juni 2010: Røverhistorier (deadline 5. maj) 4 GLOBEN nr. 36 / Juni 2009 GLOBEN nr. 36 / Juni

4 t e m a Sly n g e l s tat e r I kort snor i Arbejdernes Paradis Pyongyang, hvor kun borgere som diktaturet anser for særligt loyale, får lov at bosætte sig, er fuld af monumenter og statuer, her Monumentet for Grundlæggelsen af Arbejderpartiet. Mansudae Grand Monument, den mest kendte af angiveligt ca. 800 statuer i hele landet af den nordkoreanske Gud. I august 2007 besøgte jeg Nordkorea, eller Demokratisk Folkerepublik Nordkorea, som landet egentlig hedder, og allerede her går det galt, for lande der lader "demokratisk" indgå i navnet, er det aldrig. Workers' Paradise, som man også kalder sig, er næppe heller dækkende, fx holdes hundredtusinder fanget i frygtelige arbejdslejre. Derimod gav en stribe tankevækkende oplevelser mig indtryk af, at begrebet slyngelstat faktisk beskriver landet ganske godt. Tekst og fotos : Peter Goltermann Billede ovenfor: Typisk bybillede, her Kaesong: ingen biltrafik, ingen reklamer og blot en enkelt lille butik Overvåget Straks efter landing i lufthavnen med dagens eneste ankommende fly blev vi modtaget af hele tre mere eller mindre engelsktalende vagter, der kaldte sig guider, og som under hele vores ophold skulle holde øje med os og hinanden. Én af dem havde fast plads bagerst i bussen og lavede ikke meget andet end at kontrollere, hvilke billeder vi tog, forhindre os i at fotografere og indimellem kræve at se de fotos vi havde taget. Som turist bør man, ifølge flere bøger jeg har læst, regne med, at man er overvåget konstant, og på hotelværelserne er der sandsynligvis skjulte mikrofoner, som Lonely Planet skriver i sin Korea-guide i det ganske tynde afsnit om Nordkorea. Heldigvis var vi en god gruppe på ti europæere, der var indstillet på at afsøge grænserne lidt. På skift stod vi fx tidligt op for at forsøge bare at gå en kort tur i byen inden vagterne, øh... guiderne var der, men så var der andre, der holdt øje med os og stoppede os, inden vi kunne forlade hotellet. Den sidste morgen lykkedes det dog min værelseskammerat fra Polen at gå nogle få hundrede meter ud blandt de lokale og tage nogle billeder. En times tid senere kom en af vores guider og sagde, at "nogle" havde rapporteret, at han gik udenfor og tog billeder, og guiden krævede at se billederne. Alligevel blev en betragtelig del af vores fotos tjekket og nogle også slettet under en meget omfattende bagagekontrol, da vi efter en uge forlod landet med toget, og en bog jeg havde om Nordkorea blev bladret grundigt igennem, en stribe sider blev foldet, så man kunne finde tilbage til dem, og så blev en overordnet tilkaldt for at besigtige siderne og stille mig spørgsmål. Umuligheder og løgne Stort set alt var umuligt i Nordkorea. Vi spurgte om vi kunne komme i zoologisk have, cirkus, teater, biografen, besøge en almindelig butik for lokale, om vi kunne stoppe og tage et billede af det ene eller det andet, men stort set intet var muligt, og forklaringerne var ofte det pure opspind. Da jeg fx spurgte, om vi kunne holde og fotografere nogle af de utallige militaristiske plakater, der hænger overalt, begrundedes afslaget med, at der ikke var en parkeringsplads i nærheden, og det ville så tage 40 minutter at gå. Da hele gruppen indvilligede i at stå tre kvarter tidligere op næste dag, fik vi lov til at fotografere plakaterne fra den langsomt kørende bus - hvorfra vi også kunne se en parkeringsplads ganske kort derfra. Da jeg et par dage senere anmodede om tilladelse til at fotografere et prisskilt på en isbod, sagde guiden, at det ville indehaveren ikke have. Jeg spurgte, hvordan han kunne vide det, og om vi ikke skulle gå hen og spørge (man bør ikke selv henvende sig til en lokal, hvis man undtagelsesvis skulle få mulighed for det, for straffen for, som nordkoreaner at have kontakt til udlændinge er, voldsom). På god afstand og ikke entydigt henvendt til den kvindelige issælger sagde han noget på koreansk og fortalte så mig, at hun ikke ville have sit skilt fotograferet. Jeg pointerede, at hun hverken havde svaret verbalt eller ved at bevæge hovedet, hvortil guiden blot svarede, at jeg ikke måtte fotografere skiltet. Diskussion slut! Et par minutter senere var skiltet fjernet, og da jeg spurgte guiden hvorfor, svarede han, at han havde bedt issælgeren tage det ned, fordi jeg måske ville forsøge at fotografere det! Lad mig lige repetere, at det altså var et stykke karton med nogle priser og smukt tegnede ispinde, jeg ønskede at fotografere - hverken raketaffyringsramper eller uranberigelsesanlæg. Formentlig er jeg aldrig blevet løjet så meget for som i Nordkorea; ofte vidste man, at det var løgn, men andre gange kunne man blot antage, at det nok ikke passede. Også mht. simple facts blev der løjet. Her var det genialt i gruppen at have James, der studerer Korea på universitetet i Oxford. Så når guiderne fx fortalte, at der er tre års værnepligt, kunne James efterfølgende meddele, at langt de fleste tilgængelige og pålidelige kilder siger syv års værnepligt. Shopping i Pyongyang Den eneste væsentlige anmodning, der kunne imødekommes, var en helt almindelig spadseretur på gaden i hovedstaden Pyongyang, og kun på betingelse af, at alle kameraer blev i bussen. Selvfølgelig valgte guiderne en af de store boulevarder, men det var absolut et højdepunkt bare at kunne gå en tur blandt de lokale. Det var også her, vi en enkelt gang fik lov at smage et lokalt produkt (det er ikke tilladt udlændinge at benytte den nordkoreanske valuta, won): En af guiderne gav is. Ikke noget, der ville kunne sælges i Europa, men bestemt spiselig. Vi måtte desværre ikke gå ind i nogen forretninger, og når vi stoppede for at kigge ind, blev vi hurtigt gennet videre. Faktisk var der en del butikker i Pyongyang, og de havde et vist sortiment. Ved første øjekast undrede det imidlertid, at der var så få kunder, men når man ved, at en typisk månedsløn er won (militæret, partiet og andre særligt betroede og udvalgte dog won - én af guiderne svarede på mit spørgsmål at hendes månedsløn var won), så er det ikke så uforståeligt, når fx ris koster ca pr. kg, æbler, som vi kun så i ét tilfælde, pr. kg, en kylling og et sort-hvidt tv won. De butikker, hvor man med rationeringskort betaler priser, der står i rimeligt forhold til lønnen, er gemt langt væk fra, hvor turister får lov at komme. Lukket og slukket Ligesom andre lande, der lader hånt om internationale konventioner (menneskerettigheder osv.), eksempelvis Cuba, Burma, Zimbabwe og USA, kan det i høj grad diskuteres, om man bør besøge Nordkorea. Faktisk er dette lukkede land det første jeg nogensinde har besøgt, hvor enhver kontakt med den almindelige borger er aldeles umulig, og hver eneste krone man betaler, går i styrets lommer - direkte eller indirekte. Det eneste formildende er vel, at turismen er så begrænset, at det ikke er den, der holder diktaturet i live. Hovedindtægtskilderne er efter sigende narkotikahandel, falskmøntneri (nordkoreanerne har lavet nogle af de mest vellignende dollarkopier, der nogensinde er fremstillet), illegal våbenhandel og afpresning af det internationale samfund med atomvåben. Stort set al industri er angiveligt gået i stå, og vi så ikke en eneste lastbil transportere nogen form for varer. I Pyongyang var der lidt biltrafik, men ellers var de op til tisporede motorveje 6 GLOBEN nr. 36 / Juni 2009 GLOBEN nr. 36 / Juni

5 spøgelsesagtigt tomme. Da vi en dag holdt kaffepause langs den ottesporede motorvej mellem hovedstaden og den sydligste del af landet, talte jeg fire biler på et kvarter. Intet foregik maskinelt. Markarbejde blev udført med hænderne, græsset blev slået med en lille saks, bildæk pumpedes med en cykelpumpe. Dog så vi to traktorer benyttet ved udbedringen af et af jordskredene som følge af den voldsomste regn i 40 år, der havde medført store oversvømmelser (selv i centrum af Pyongyang) og ødelagt % af årets høst. På markerne så vi bemærkelsesværdigt få dyr: nogle enkelte køer og et par gedeflokke. Vandet kom og gik, selv i vores firestjernede hotelfængsel i Pyongyang, og ligeså gjorde elektriciteten. Så holdt sporvognene stille i timer midt på gaden. Når vi kørte gennem byerne om aftenen, var hele kvarterer mørklagte, og gadebelysning var ikke-eksisterende. Én ting skal Nordkorea ikke lastes for: CO2-udslip og den globale opvarmning. Personkult I Nordkorea eksisterer en personkult, som jeg ikke har oplevet noget andet sted, selv Turkmenistan under Turkmenbashis megalomani blegner ved siden af. Først og fremmest er det Kim Il Sung, også kaldet Den Store Leder, man ser store statuer og billeder af overalt (de er det eneste, der er oplyst om aftenen!), ligesom pladser, stadions m.m. er opkaldt efter ham, og alle nordkoreanere bærer en badge over brystet med billede af ham (udleveres jævnligt af staten)! I høj grad omfatter personkulten dog også sønnen Kim Jong Il, også kaldet Den Kære Leder. Kim Il Sung døde i 1994, men denne lille detalje forhindrer ham ikke i stadig at være præsident! Her udnævner man ikke præsidenter midlertidigt, som fx på livstid. Nej, her udnævner man en evig præsident. Ikke underligt at landet er på røven. Allerede i skolen og ungdomsbrigaden lærer børnene flere timer dagligt om Kim Il Sungs fantastiske og heroiske gerninger og synger loyalitetssange, og det holdes ved lige gennem aviser og de tre statslige tv-kanaler (de eneste man kan og må se i landet, og internettet og i øvrigt også mobiltelefoner er forbudt), suppleret af en evig krigsretorik mod landets mange fjender, som kan angribe hvert øjeblik det skal være, og som kun Den Store Leder og Den Kære Leder kan beskytte imod. Blandt alle gadeplakaterne med frygtindgydende soldater med skarpladte våben finder man også, umiddelbart malplaceret, plakater med de to smukke nationalblomster: den pink kimilsungia og den røde kimjongilia. Som turister fik vi den første historielektion om Kim Il Sungs nærmest egenhændige sejr over japanske imperialister allerede over højtalerne i flyet til Nordkorea, og siden fortsatte guiderne, bl.a. om hvordan han alvidende drog rundt og gav "on the spot guidance" på landbrugskollektiver, fabrikker, byggepladser osv. Da jeg den sidste dag et kort øjeblik var alene med én af guiderne, spurgte jeg hende om Den Store Leder aldrig nogensinde begik en eneste fejl. Svaret var kort: "No". Ligesom i Danmark var der i Nordkorea ikke noget at komme efter. Dog tilføjede hun efter en kort pause: "We believe in him". Ja, tilbedelsen har religiøs karakter, og ligesom man andre steder i verden har ladet religionen bestemme tidsregningen, så også her: 1912, hvor Kim Il Sung blev født, var år 1, og i år er det således 98. Øverst på en bakke midt i Pyongyang står Mansudae Grand Monument, en intet mindre end gigantisk bronzestatue af Kim Il Sung. Den blev rejst i anledning af hans 60 års fødselsdag i 1972, meget mod hans vilje, som guiderne fortalte, men folk sendte tusindvis af breve og bad ham gøre det. Det forventes at repræsentanter for gruppen lægger blomster for hans store fødder, hvorefter alle på en lang række bukker for Den Store Leder, og imens strømmer højtidelig musik ud over bakken. Endnu mere latterlig bliver tilbedelsen på International Friendship Exhibition i bjergene i Myohangsan, 150 km nord for hovedstaden. Her er de over gaver udstillet som Kim Il Sung modtog (og som præsidenten stadig modtager!) fra statsoverhoveder og alverdens andre - fra Danmark bl.a. et Workers' Party, jeg aldrig havde hørt om. Blandt meget andet er der togvogne fra Mao og Stalin ("vis mig dine venner, og jeg skal sige dig hvem du er"...). I et rum står en voksfigur af Kim Il Sung i naturlig størrelse, foræret ham af Kina, og også her skal der bukkes andægtigt. Tilbage i Pyongyang skal der på Begravelsespladsen for Revolutionære og Anti-Japanske Martyrer endda bukkes pænt for en buste af Kim Il Sungs kone! Kulten kulminerer i Kumsusan Memorial Palace, Kim Il Sungs tidligere palads, der i dag er hans mausoleum. For at komme dertil kører man under Udødelighedstårnet med påskriften "Den Store Leder kammerat Kim Il Sung vil altid være hos os". Mausoleet, hvortil der er dresscode (det er jo audiens hos præsidenten...), er enormt. Både Lenins i Moskva og Maos i Beijing blegner ved siden af. Først går turen gennem adskillige sale med bl.a. store statuer af manden, og man lytter til en utilsigtet morsom optagelse om Den Store Leder, denne gave fra himlen, ved hvis død folket faldt på knæ og græd tårer, der krystalliseredes på jorden, thi de havde mistet en del af sig selv! På øverste etage når man så frem til Den Store Leders balsamerede krop, og her skal der bukkes ikke mindre end tre gange: for hans fødder og på både hans højre og venstre side. Bagefter ledes man gennem sale med hans tog og limousine, og vi nåede også at se en del af de mange ordner og medaljer han modtog, inden lyset gik ud. Selv ikke i det helligste af det hellige evner man at opretholde en pålidelig elektricitetsforsyning. Fantastiske Arirang Mass Games Det er aldeles paradoksalt, at et land der ikke kan brødføde sin egen befolkning, og hvor intet fungerer bortset fra kontrolapparatet, kan stable et show som Arirang Mass Games på benene. Showet er en ekstravagance af dans, akrobatik, musik, lys og billeder og gennemføres med ulige års mellemrum på May Day Stadium, der angiveligt skulle være verdens største stadion med kapacitet til mennesker børn, unge og voksne danser i farverige dragter med militærisk nøjagtighed og koordination, og de udfører halsbrækkende akrobatik på højdeniveau med tribunetaget. Nogle skydes også af sted som kanonkugler og flyver de ca. 100 meter på langs ad banen. På modsatte tribune af publikum vender mennesker med synkroniseret præcision sider i store hæfter og danner derved hundredvis af billeder, også animationer som fx kørende tog, blafrende flag og en tåre der fældes. Det er svært at tro, at de optrædende "kun" har trænet hver dag i et halvt år, men vores guider fortalte, at mange af dem har rutine fra tidligere Mass Games. Den halvanden time lange opvisning er det mest imponerende show, jeg har oplevet nogensinde, og jeg er overbevist om, at dets lige ikke findes noget sted. En meget vred officer Et andet af mange højdepunkter var den demilitariserede zone (DMZ), et fire kilometer bredt bælte langs våbenstilstandslinjen efter Koreakrigen, eller Victorious Fatherland Liberation War, som krigen kaldes i Nordkorea. At kalde området demilitariseret er omtrent lige så misvisende som at kalde Nordkorea demokratisk, for tre hære (også USA) står her i konstant alarmberedskab og er klar til krig med sekunders varsel. Her fik vi den særlige nordkoreanske version af krigen, og vi besøgte bl.a. én af de barakker, der er opført på tværs af grænsen i Panmunjom, således at nord- og sydkoreanere uden at forlade eget land kan sidde ved samme bord og forhandle. Bagefter blev vi bevilget 45 minutters samtale med en nordkoreansk officer, og det blev fremragende anskuelsesundervisning i, hvorfor man nu har talt forgæves på tværs af bordet i Panmunjom i mere end et halvt århundrede. Björn fra Tyskland, der jo har en vis erfaring med genforening, gav i yderst beherskede og diplomatiske vendinger udtryk for, at man nok ved en genforening må finde en helt ny ledelse, og at det så kan være et problem at lederen i nord er så stærk som han er. Fra det øjeblik lyttede officeren overhovedet ikke efter hvad vi sagde. Uanset hvor lang en indledning vi holdt om, at Sydkorea og USA er skyld i mange problemer, og uanset hvor forsonende vi stillede bare moderat kritiske spørgsmål, så var officeren aggressivt i offensiven med forbandelser over Sydkorea, USA, FN og vores medier, der har hjernevasket os. Slyngelstat Der er ingen tvivl om, at nordkoreanerne kun lod os se et glansbillede af landet, men det var ikke desto mindre chokerende nok. Resten måtte vi gætte os til, men én ting er sikkert: et land der kontrollerer sine gæster så nidkært og paranoidt som vi oplevede, må nødvendigvis have rigtig meget at skjule. Billede øverst til venstre: Forestilling i Skolebørnenes Palads, hvor særligt talentfulde elever udvælges til at dygtiggøre sig efter skoletid: hyldestsang til Den Kære Leder. Billede øverst til højre: Studerende på Kunstakademiet broderer nationalblomsten kimilsungia. Billede nederst: Trods varemangel og jævnlig hungersnød spiser man som turist glimrende i Nordkorea. Praktiske oplysninger Nordkorea kan kun besøges på guidede ture arrangeret af godkendte rejsebureauer. I Beijing i Kina, hvorfra langt de fleste Nordkorearejser udgår, er Koryo Tours den mest etablerede aktør på markedet, men svenske Korea Konsult var en del billigere da jeg skulle af sted. Med dem blev prisen for en uge ca kr. alt inklusive (fra Beijing). Sidste år begyndte nogle få danske rejsebureauer at arrangere rejser til Nordkorea. Visum og andre formaliteter ordnes almindeligvis af bureauet, men det kan tage lidt tid, så book tidligt. For mere viden om Nordkorea: Under the Loving Care of the Fatherly Leader af Bradley K. Martin er formentlig den bedst researchede bog der findes om Nordkorea, og den er fremragende. På nettet kan man helt gratis finde den informative A Year in Pyongyang af Andrew Holloway på 8 GLOBEN nr. 36 / Juni 2009 GLOBEN nr. 36 / Juni

6 t e m a Sly n g e l s tat e r Billede til venstre: Lyden fortsætter i et stigende creciendo og der, lige der. i hullet i skoven, slutter fortryllelsen og synet begynder. Her starter Mosi-oaTuna, røgen der tordner. Billede i midten: Indgangen til Victoriafaldene, verdens største og på højde med Rådhustårnet. Billede til højre: Ser jeg syner? Nej, der står han jo, Livingstone den første hvide mand der så faldene. The only white man you can trust is a dead white man. Our party must continue to strike fear in the heart of the white man our real enemy. Så var man ligesom klar over, hvad der ventede én. Og jeg, som bare ville se verdens største vandfald, blev modtaget med sådan et møgfald i stedet. Tekst og foto : Jørgen Oulund Det var velkomsten fra landets præsident til lille mig ved ankomsten til Zimbabwe. Jeg læste det i en avis, som citerede fra en af Mr. Mugabes taler til sit stakkels udhungrede og misrøgtede folk. Med andre ord: Kære borgere, slå bare en hvid mand ihjel, så er der da én mindre af disse hvide maddiker, lød tiraderne. Nå, men trods hans tirader føler jeg mig mere sikker her end i det Sydafrika, jeg lige er kommet fra. Nok fordi forskellen her i Zimbabwe mellem rig og fattig ikke er så synlig. Men hvilken velkomst fra landets præsident, som hungrer efter hård valuta fra udenlandske gæster med hvid hud. Jeg har nu også tabt min fine uundværlige schweiziske lommekniv. Det er straks værre. Nå, jeg må se om jeg kan skaffe en anden. Det bliver ikke nemt her i dette forarmede land. Jeg har ikke fået et varmt måltid mad i fire dage, så den er blevet brugt flittigt til frugt, brød m.m. Så trods Mr. Mugabes trusler mod alle dem, som kan skaffe ham hans manglende hårde valuta, så må jeg tage chancen og rejse op til hele rejsens formål: Victoria Falls, verdens højeste, største og et af jordens syv nye vidundere. Jeg funderer lidt over de gamle sorte frihedskæmpere her i Afrika. Jomo Kenyatta, Kenneth Kaunda, Museveni, Julius Nyrere og Nelson Mandela. Kun de to sidste var respektable og ydmyge til det sidste. De øvrige, som alle kom fra små kår og kæmpede med livet som indsats, blev korrupte og grådige. Hvorfor? Er det menneskets sande natur? Meget vil ha mere? Håber det ikke, tror stadig på det bedste i menneskene. Hvorfor ender de fleste som slyngler? Nå, det var så lidt filosofi her midt i elendigheden. I Mugabes syge hoved har man fået den idé, at jævne paphuse med jorden. De fattige skal bo bedre, men de nye og bedre huse er desværre ikke bygget endnu. Og det er regntid her lige nu, så nu har familier ikke mere tag over hovedet lige midt i regntiden. Der er hyperinflation, og eksperter vurderer, at økonomien bryder definitivt sammen i løbet af få år. Jeg veksler til millioner af dollars Regeringen har lige annonceret nye dollarsedler. Hidtil har de største været på (= kr. 1,30). Så man bestiller ikke andet end at bære på penge og tælle dem hver gang, et eller andet skal købes. For et par år siden fik man 600 Zim-dollars for 1 US dollar. I dag næsten , og inden dagen er omme sikkert Det er jo helt håbløst. Jeg oplevede noget tilsvarende i Argentina i 1994, lige inden det hele kollapsede. Og så kan jeg næsten ikke opdrive slynglens elendige Matadorpenge. Han har åbenbart fået lukket det sorte marked, og gadeveksling koster en tur i spjældet. Det er også ok for landet, så jeg må en tur i banken, hvor de skal vente på dagens kurs, medens jeg er ved at dø af tørst. Endelig efter et par timers venten får jeg udbetalt 2,9 mio. Zim-dollars i bytte for 30 US dollars. Den flinke bankmand langer store bundter nytrykte pengesedler over disken og spørger lidt forlegent, om jeg vil have en bærepose til dem. Jeg takker nej og fylder min hemmelige indvendige 10 GLOBEN nr. 36 / Juni 2009 GLOBEN nr. 36 / Juni

7 pengepose, så den ikke er ret hemmelig mere. Derefter min skuldertaske samt alle lommerne med de næsten 3 millioner og trøster mig med, at Zimbabwe er et helt andet og mere sikkert land end det Sydafrika, jeg lige har forladt, især om dagen. Og så oplevede jeg, da jeg krydsede Limpopo-floden, (sjovt navn, ikke?), da krydsede jeg også grænsen til det rigtige Afrika, som vi kender det fra de to tidligere rejser. Mere simpelt og uciviliseret. Zimbabwe har i øvrigt et elefantproblem. Her er ca elefanter, og de nedlægger en del afgrøder. Det er let nok for os i den rige verden at ville frelse elefanter. Det er jo ikke vores pengepung, det går ud over. Man overvejer faktisk at intensivere jagten igen og lovliggøre elfenbenssalget. Nogle mener, det vil øge krybskytteriet. Retten til lovligt at skyde en elefanttyr koster i dag US dollars. Så må man håbe, de går til bønderne, ikke til slynglen, Mr. Mugabe & Co. Allerførst hører jeg en ganske svag susen, eller er det en syden? Den tager langsomt til i styrke, ganske langsomt, som en gammeldags fløjtekedel over min mormors brændekomfur ude i kolonihaven, efterhånden som jeg kommer nærmere. Bavian river leopard i stumper og stykker Jeg fortæller de hvide boere (afrikaans) om de store bavianer, der render rundt nede ved jernbanestationen, og de advarer mig skarpt mod at nærme mig dem. En gammel boer fortæller mig, at han personligt har set en bavian flå en levende leopard i stumper og stykker med de bare næver. En lokal afrikaner bekræfter det senere. Han fortæller, at leoparderne jager bavianer, så de forsvarer sig naturligvis. Han hævder, at de store bavianer kan gøre det samme med mennesker. Vi hørte jo i Uganda, at chimpanserne her havde dræbt et barn. Jo, de er bomstærke de forskellige større abearter. På vej til jernbanestationen er jeg for resten lige ved at træde på en lille slange, der snor sig væk lige foran mine støvlesnuder. Jeg tager toget til Bulawayo og går i en stor bue udenom bavianerne. Her kan jeg kun få en firesengs sleeper cabin, men får til gengæld tre nye venner. Den ene - en ung geografistuderende - ved en masse om Danmark, og for en gangs skyld er det ikke bare Laudrup og Schmeichel, men ost, bacon, mælk, vindmøller og hvordan vores flag ser ud og at hovedstaden hedder Copenhagen. Vi har ikke kørt mere end ti minutter, før toget stopper - og det holder der længe - meget længe. Det er nu ikke en elefant, men et menneske, lokomotivet har smadret. Vi venter og venter, medens de fisker stumperne ud mellem lokomotivet og får dem samlet sammen. Så, efter et par timer, bakker vi, og de får ordnet det sidste, derefter endelig af sted. Himlen er blevet klar, og jeg finder Sydkorset og Orion - minsandten, men han ligger ned, han må være blevet træt af at stå op som i Danmark. Skorpionen er der også og ja, hele Mælkevejen ligger strøet ud for mit nattesyn. Hvilket fyrværkeri, medens vi skrumler tilbage gennem Hwangenationalparken, den med de elefanter. Vi rammer heldigvis ingen af dem, kun et enkelt menneskeliv gik tabt på rejsen tilbage igen. I Bulawayo finder jeg caféen med danish pastry og ekspressomaskine, som kan lave både udmærkede cappuccinoer og café latte. Skyd først, spørg bagefter Slapper af et par dage og beslutter mig til at vove rejsen til landets hovedstad, Harare. Lonely Planet advarer mod at nærme sig regeringsbygningerne. Vagten der har ordre til at skyde først og spørge bagefter. Verdens slyngler er sædvanligvis paranoide, det gælder åbenbart også Mr. Mugabe. Når hans kortege kører gennem byen, er det samme skydeordre, og så er det ind i nærmeste forretning eller hus og dukke sig. Byen viser sig at være meget vestligt orienteret, med mange store supermarkeder, eksklusive modebutikker og fashionable stormagasiner med et righoldigt vareudbud. De eneste, som ingen varer har på "hylderne", er tankstationerne. Alt er helt tørlagt. Landet har ingen hård valuta. Her er dog en del trafik, men alle kører på brændstof fra I klart vejr kan vandstøvet ses mange kilometer væk i faldets fulde bredde på meter. det sorte marked til ca. tolv kr. literen i dette forarmede land. Fra Harare går vejen til Victoriavandfaldene, rejsens mål, og efter en overnatning begiver jeg mig til fods ud til verdens største af slagsen. Allerførst hører jeg en ganske svag susen, eller er det en syden? Den tager langsomt til i styrke, ganske langsomt, som en gammeldags fløjtekedel over min mormors brændekomfur ude i kolonihaven, efterhånden som jeg kommer nærmere. Så kommer den svale brise, dejlig sval, jeg går videre gennem regnskoven og lyden stiger, medens brisen skifter fra sval til kølig, her midt på dagen i ca. 30 grader Celcius. 1 million liter vand i sekundet Nu er det en tydelig brusen, og køligheden er vederkvægende. Lyden fortsætter i et stigende creciendo og dér - lige dér i hullet i skoven, slutter fortryllelsen, og synet begynder. Duften er nu også med, det friskeste klare vand, styrtende ned meter oppefra - vandfaldet, Victoria Falls, verdens højeste og største, i en vild buldren nedad, nedad. Hvor betagende, hvor mægtigt, hvor voldsomt. I gennemsnit 1 million liter vand i sekundet i en bredde af 1700 meter. Derfor kalder de indfødte det også for: Mosi-oaTuna, frit oversat: Røgen der tordner. Jeg vender mig om, tror mig helt alene her i skoven, farer sammen, ser jeg syner? Nej, der står han jo, Livingstone, den første hvide mand, som så faldene i 1855, og navngav dem efter sin dronning. Han skrev i sin dagbog: "On sights as beautiful as this, angels in their flight must have gazed". I sandhed ja, på en klar dag kan 'vandstøvet' ses 50 kilometer væk. Ikke underligt, at det betegnes som et af verdens syv nye undere. Nå ja, det var så hans statue, som stod der bag mig. Jeg er efterhånden stødt på ham nogle gange på mine rejser i Afrika, men hidtil mere i historiske sammenhænge. Her er han så rent fysisk - næsten da. Min rejses mål er fuldendt, så langt for noget så almindeligt som faldende vand - men det var det hele værd. Nu er én ting jo at se Victoriafaldene fra Zimbabwe. Det bedste sted at se det fra, siges der, men det bør også ses fra Zambia-siden. Zambezi-floden skiller de to lande og leverer "råvarerne" til faldene, så der er kun én vej: støvler på, rygsæk fat og derudad. Hyrer en taxi ned til den berømte Victoria Falls Bridge, som danner grænsen mellem Zimbabwe og Zambia. Så må man simpelthen gå de 1,3 kilometer over bro og ingenmandsland. Fra rå globetrotter til slap muzungu Jeg anmoder om gratis visum ved grænsen. Danmark hjælper Zambia, så vi har gratis "entré", siger rejsebogen. Men nej da, 25 USD, siger manden med kasketten. Til lommerne igen, de går nok lige i hans egne, selvom jeg får en kvittering. Nå, sækken på nakken, et par flinke indfødte peger på en bil med to muzunguer (hvide mænd), jeg ser derovre. De vinker af mig, og jeg redder mig et gratis lift i den brændende sol. Jo, det er som jeg plejer at sige: "Stol på dit held, når du har brug for det, men fråds ikke med Velkommen til tankstationen. Her er ingen benzin - og har ikke været det længe, men man kan da hænge ud der i ly for både regn og sol. det". Jeg finder et hummer i Livingstone Town, Zambia, og hungrer efter et varmt måltid. Det er fem dage siden jeg sidst har siddet og pustet til den varme mad, medens maven knurrede om kap med pustet. Bider hovedet af al skam og går forbi de lokale "huller i muren" til 1 USD for et måltid, skifter fra rå globetrotter til slap muzungu og styrer direkte til byens pizzabageri. Her fik jeg så det bedste Italy-junkfood i mands minde. For helvede, hvor jeg åd, har nok tabt 4-5 kilo af mine 65 her på rejsen. Nå, men fik så også set faldene fra "vrangen", altså Zambiasiden - også ganske flot. Næste dag måtte jeg på Fawlty Towers - jo, I læste rigtigt. Min guidebog anbefaler et besøg der - og jeg som troede at det lå i Sydengland! Beder om et måltid mad, uden at forvente det helt store, og hvor er de henne allesammen? Major, de fine, gamle damer, Basil? Nå, men jeg skulle hilse fra Manuel, anyway. Spøg til side, det var et backpacker hostel, som spøgefuglene åbenbart syntes skulle kaldes Fawlty Towers. Den største slyngel Ellers ser Zambia, om muligt, endnu fattigere ud end Zimbabwe. Kenneth Kaunda kørte landet i sænk med sin forfejlede Afrika-socialisme, medens Jan Smith i Rhodesia (nu Zimbabwe) gjorde sit land til nr. 2 efter Sydafrika, det må man med skam erkende. eg må ud at se museet, som viser sig at være en meget stor oplevelse, der skildrer landets fortid. Mange forskellige stammer, bl.a. zuluerne, befolker disse mægtige områder. Og deres måde at passe på naturen, kunne vi lære meget af. Ved træfældning anmodes om tilladelse fra høvdingen. Normalt må kun nedfaldne grene og kviste samles. Det samme gælder frugter, kun det nedfaldne må tages. På bredderne må der - af hensyn til erosionen - absolut ikke fældes træer. Rygning er forbudt i alle skove. Rødder og bark skal høstes nænsomt af hensyn til træernes fortsatte vækst. Jagtreglerne er strenge: kun til den daglige føde og i selvforsvar. Hunner og især gravide dyr skånes. Massedrab er strengt forbudt. Nå, det er jo så nogle hundrede år siden, at "de vilde" indførte disse regler. Og allerede i disse år er vi "tamme" ved at gøre det samme - ja, så småt da. Tilbage i Zimbabwe snolder jeg for en lille million, men har så også både øl, vand, brød, pølse ost og yoghurt. Nå ja, en million er knapt 10 USD = 64 kr. Tænk, her er kun ca hvide i dette store land, og de lokale forsøger da også at fortælle mig lidt om deres ret til landet. De har været her i næsten 400 år, flere af de nuværende stammer er kommet hertil senere, hævder de. Så de mener selv, de har en hvis ret til landet, og kalder sig jo også afrikaans. Det kan godt være, at en del af de hvide er nogle slyngler, men den største slyngel af dem alle i dette forarmede land er nu Robert Mugabe. 12 GLOBEN nr. 36 / Juni 2009 GLOBEN nr. 36 / Juni

8 Cool, cool Japan Jakob Linaa Jensen beretter om et Japan fuldt af Lolitapunkere, Sushi-on-the-go, superhurtige tog og ekstrem høflighed. Tekst og foto : Jakob Linaa Jensen Billede øverst: Cool Japan. Billede midten: Turens egentlig formål: Sushi morgen, middag og aften... mums. Billede nederst: Shinkansen - det futuristiske hurtigtog. Billede til højre: En rigtig geisha midt i Kyoto. I kan da ikke bare tage helt til Japan for så kort tid? Vennerne var skeptiske, men Finnair holdt jubilæumsudsalg, og en billet retur til Japan til 3700 kr. siger man ikke nej til, også selv om arbejde og billetregler gjorde, at vi kun kunne komme af sted i alt ni dage midt i december Så farvel til Søren Banjomus, dumme julemænd og klamme æbleskiver og goddag til et land, som de fleste nok har en forudfattet mening om: samuraier, kamikaze-piloter, sushi, Toyota og en evne til at bygge alting meget mindre, meget smartere, meget billigere. Vi har valgt at lande i Central Japan International Airport ved Nagoya, midt på hovedøen Honshu. Det er bekvemt, fordi den ligger strategisk placeret mellem de mest besøgte områder i Japan. På grund af pladsmangel har man bygget den på en kunstig ø ude i bugten. Da terminalen stod færdig, begyndte øen at synke. Asiater og specielt japanere giver dog som bekendt aldrig op, så i stedet for at bygge en anden og lettere terminal brugte man flere mia. kroner på at styrke fundamentet under øen. Overalt i Japan fungerer offentlig transport upåklageligt, og efter en kort togtur når vi ind til Nagoya by, hvor Shinkansen, det berømte japanske hurtigtog, venter. Vi har købt et ugepas, og så kan man ellers drøne frem og tilbage i Japan med hastigheder, DSB er et par århundreder fra at kunne matche Togene er futuristiske med en front, der ligner et fly. Styrehuset minder om et cockpit, togførerne er i kaptajnsuniformer, og de gør honnør, når de afløser hinanden! På den olympiske styrtløbspiste For et par skifreaks som os har vi naturligvis hjemmefra undersøgt mulighederne for en tur i bjergene. Det er først på sæsonen, men der er allerede faldet sne i bjergene omkring Nagano, vært for vinter-ol i Vi indlogerer os på et australsk ejet backpackersted i Happo One, hvor både mændenes og kvindernes olympiske styrtløb foregik. Indehaveren Mitch er en herlig tilbagelænet type, der har boet i Japan i tolv år, lokket af en japansk kæreste, der for længst er fortid. Nu er han blot et af de mennesker, der ikke kan vende tilbage til en normal tilværelse. Men han har haft succes i Japan: foruden dette sted ejer han et par stykker til, og han har også gang i ejendomsinvesteringer. Det kan lige holde smørret på brødet, siger han grinende. Næste morgen er det strålende sol, og Mitch kører os til skiudlejningen og liften, hvor liftkortet selvfølgelig består af en elektronisk plasticdims. Området er ganske stort efter japanske forhold, og sneen viser sig at være ok, selv om de lokale påstår, at den plejer at være langt bedre. Dette område får mere pulversne pr. sæson end de berømte områder i Nordamerika, endnu en grund til, at man med fordel kan tage en skiferie i Japan, hvis man alligevel er på de kanter. Selve skiløbet er ikke så forskelligt fra Europa, der er endog en lift med tilnavnet Alpenlift, komplet med tyrolerhytte! Menuen på restauranterne er dog anderledes: de franske og østrigske pølser, pomfritter og jambon cru er skiftet ud med alskens slags curry; japansk, indonesisk, indisk, malaysisk og en del meget mærkelige lokale retter. Drikkevarerne trækkes selvfølgelig i en automat! Efter en god dag på ski er det tid til at afprøve de berømte varme kilder, de såkaldte onsen. Netop Happo One har mange varme kilder, og herfra ledes vandet i rørledninger rundt i byen, så mange hoteller kan byde på naturligt brandvarmt vand med forskellige helsebringende effekter. Bliver det for varmt, kan man rulle sig i sneen udenfor! Tokyo den futuristiske metropol Efter den meditative stemning i bjergene er det tid til at bevæge sig ind i orkanens øje, megabyen Tokyo. Selv med shinkansens hastighed forekommer byen enorm, og allerede 50 km før bymidten starter højhusene. Tokyo er reelt mange byer, der er smeltet sammen, og har udviklet sig til en metropol, der på få hundrede år er gået fra lille fiskerleje 14 GLOBEN nr. 36 / Juni 2009 GLOBEN nr. 36 / Juni

9 Blade Runner-stemning i Osaka. Frisk fisk i kassevis på fiskemarkedet. Nyt møder gammelt - sodavandsautomat midt i den gamle by i Kyoto. til verdensby. En effektiv men lettere uoverskuelig metro gør det dog ganske hurtigt at komme rundt. Tokyo har ikke så mange gamle templer og paladser som eksempelvis Kyoto og Nara. Et jordskælv i 1923 lagde byen i ruiner og dræbte mennesker, og 2. verdenskrig var heller ikke nådig ved byen. En undtagelse fra dette er Meiji Jingu, et stort tempel- og havekompleks, der udgør en grøn oase midt i beton- og neonhavet. Som fuldstændig kontrast hertil finder vi det nærliggende område omkring Harajuku station, der er kendt fra filmen Babel. Her kommer de unge og smarte - men ofte outrerede - japanere, som viser deres oprør mod japansk konformitet og pænhed ved at klæde sig i gothog punkoutfit, nitter og - for pigernes vedkommende - fiskenetstrømper. De er dog ikke ene om at sætte tøjstilen i Japan. Ved siden af meget formelt klædte forretningsfolk og skolebørn, forekommer japanerne meget trendy og bevidste om deres tøjstil. Intet er tilfældigt, og Tokyo er i dag et af verdens absolut førende modemekkaer. Omkring Ginza ligger de dyre designerbutikker tæt og står ikke tilbage for Paris eller Fifth Avenue i New York. Tokyo er i det hele taget et shoppingparadis, hvad enten man er til tøj, musik eller elektronik, og i aftenmørket lokker lysreklamerne til forbrug, forbrug, forbrug. Vi får da også fyldt rygsækkene godt og grundigt op med kameralinser, tilbehør til den uundværlige iphone og andre dimser, som man måske får brug for en dag Man keder sig aldrig i Tokyo. I Roppongi er der nærmest 24-timers byliv, og hvis man har harakiri-tendenser, kan man besøge et karaokepalads i tolv etager! Fisk i lange baner En morgen er vi i stand til at stå forbløffende tidligt op for at besøge Tsukiji fiskemarked, et absolut must. Det er Japans - hvis ikke verdens - største fiskemarked, og her handles direkte fra havet til restauranter og fiskehandlere hver morgen. Da vi ankommer, er stedet allerede et kaos af scootere, små trucks og alle mulige andre transportmidler, der tungt belæssede med fiskekasser drøner rundt mellem hinanden. Selve markedet består af en række næsten endeløse haller med alle slags fisk og skaldyr, man kan forestille sig. En fiskeentusiast og -gourmet som undertegnede kan gå rundt her i timevis og kigge på de ofte farvestrålende fisk. Her er alt fra hajer til tigerrejer, og specielt de flotte røde tunfisk, der elegant skæres op med meterlange knive, er et foto værd. Efter sådan en omgang får man en utrolig lyst til sushi, også selv om klokken ikke engang er ni om morgenen, og det kan klares i en mikroskopisk restaurant overfor, hvor man lige præcis kan klemme sig ind mellem væggen og fiskedisken. Ejeren minder om en karakter fra en gammel Kurosawa-film, der ekvilibristisk anretter den flotteste, friskeste sushi, mens han bjæffer ordrer til konen og høflige bemærkninger til gæsterne. Hans signaturbemærkning er et thaaaaaaaankkkk you very much, som rutinemæssigt udstødes, hver gang en gæst forlader lokalet. På cykel blandt Kyotos templer Det er blevet tid til næste stop på turen, den gamle kejserby Kyoto, der er kendt for sine 2000 templer og helligdomme. Her indlogerer vi os på det til dato mest tjekkede vandrerhjem, K-hotel, der da også er kåret til Asiens bedste i Stedet er futuristisk, rummene pinligt rene, og i stueetagen finder man en loungebar med hvide stole, chilloutmusik og en fremragende morgenbuffet. Som med så meget andet sætter Japan ganske nye standarder. Vi lejer cykler på stedet og begiver os rundt til den brøkdel af de mange templer, vi kan nå at besøge. Her er små fredelige steder, hvor der kun er os og de lokale katte. Her er store komplekser, som er fyldt med turister og skoleklasser. Og så er der kirkegårde op ad bjergsiderne med flotte gravsten i sort granit, som åbenbart er standarden her. Foruden de mange templer byder Kyoto også på små krogede gader med gamle huse, hvor der altid venter et nyt overraskende syn, hvis man kigger ind på gårdspladsen. Byen bugner af antikvitetsforretninger, og når vi ind i mellem bliver trætte på cykelturen, ligger der altid lige en bar eller lille hyggelig knejpe, nogle så små, at der kun er plads til os tre og indehaveren. Kyoto ligger ganske tæt på Osaka, der er kendt for sit pulserende byliv. Det er fredag aften, og turen derned med shinkansen tager kun 17 minutter for en 60 kilometers togtur. Vi når ikke engang at bunde de indkøbte øl Osaka er et inferno af overdækkede gågader, underholdningspaladser og lysreklamer, og man kommer uvilkårligt til at tænke på filmen Blade Runner, når man bevæger sig rundt i dette blinkende landskab. Det er som om samtlige indbyggere under fyrre år er i byen denne aften, og her er der ikke noget, der hedder ternede skjorter eller sokker i sandaler, når man går i byen. Folk er stadset ud på et niveau, der får Strøget til at ligne en fattiggård, og omsætningen på barer og restauranter viser, at den meget omtalte finanskrise vist ikke er nået hertil. Højteknologi og høflighed Man bliver i det hele taget overvældet af Japan: høfligheden og venligheden er enestående, og alt fungerer hurtigt og upåklageligt. Bliver man tørstig, er der aldrig langt til nærmeste automat med både kolde og varme drikke, offentlig transport fungerer perfekt, og for en teknologinørd som undertegnede er der meget at kigge på: Japanerne kommunikerer, ser tv og lever nærmest gennem deres ofte meget fancy mobiltelefoner. I Japan diskuterer man ikke den længe ventede digitalisering af sendenettet. De offentlige tv-stationer har allerede sendt i HD i flere år! Sonybygningen i Tokyo byder på fladskærme, vi først ser i Danmark om et par år, og selv toiletterne er elektroniske med sædevarme, automatisk vask af understellet og endog musik, så omgivelserne ikke kan høre ens gøremål derude. Japan kombinerer to ting jeg sætter højt, nemlig vestlig effektivitet og asiatisk charme. Man kan spise sushi og andre japanske lækkerier flere gang om dagen, mens man kigger på såvel gammel tradition som det nyeste hi-tech. Selvfølgelig er Japan en smule dyrt, men dog langt billigere end sit rygte. Specielt traditionelle japanske gæstehuse, de såkaldte Ryokans, er ganske billige, og så er det bundcharmerende at overnatte i en hytte med indvendige papirvægge, futon på gulvet og bord til teceremoni! Det generelle indtryk af turen sammenfattes på et skilt i en butik i den gamle hovedstad Nara: Welcome to cool Japan. Klar til teceremoni. 16 GLOBEN nr. 36 / Juni 2009 GLOBEN nr. 36 / Juni

10 hong kong hong kong Happy Valley På væddeløbsbanerne spilles der for mange millioner Hong Kong dollars om ugen. Moderne arkitektur En australskbygget skyskraber i centrum; udspringene forestiller klatrende koalaer. Sangfugle Selv efter sars og fugleinfluenza var sangfugle i bur et almindeligt syn, som her hvor en kok tager sin pause. 5ting du ifølge Frederik Ljonge skal vide om Hong Kong: 2 Væddeløbsbaner Hong Kong erne er simpelthen vilde med at spille og denne passion får de fuldt udløb for på en af de to store væddeløbsbaner. Happy Valley ligger på Hong Kong Island, mens den mere moderne Sha Tin ligger på fastlandet. Ridekonkurrencerne under OL i 2008 blev også holdt her. Løbene arrangeres af Hong Kong Jockey Club: hkjc.com/english/ 4 Øer og åser Af og til kan storbyen blive lidt for stresset at holde ud. Det mange ikke ved er at selv i denne hektiske metropol, findes der veje ud af larmen og kaoset. Tag en båd ud til en af de mange mindre øer og oplev et roligere liv. Eller find støvlerne frem, pak snippesken og udforsk grønklædte åser længere inde i landet. Hong Kong by night Tag op til Victoria Peak i skumringen for et fantastisk skue når byens lys tændes for aftenen. Sporvognsnostalgi Hong Kong Tramway er verdens eneste system som kun køres med dobbeltdækkere. Big Buddha Den 250 ton store bronzebuddha vogter over Lantau Island. 1 Star Ferry Det første man skal gøre i Hong Kong er at tage et krydstogt med en Star Ferry. De traditionsrige færger var længe hovedvejen mellem Hong Kong Island og Kowloon på fastlandet. I dag findes metro og vejtunneler, men færgene er fortsat flittigt brugt og giver en fantastisk udsigt over Hong Kong og den naturlige havn som er byens eksistensgrundlag. 3 Mad overalt Den som tror kinesisk mad kun er friturestegt svin og sursød sovs, får en overraskelse i mødet med de mange typer kinesisk køkken. Kulinarisk er Hong Kong en del af Kanton, men her får man alle typer kinesisk, asiatisk og international cuisine. Spis mad fra en vogn på et gadehjørne, dyk ned i en lunchbar med menuer kun på kinesisk eller hvad med en klassisk English afternoon tea på luksuriøse Peninsula Hotel? 5 Kultur for alle Selv i denne kapitalistiske højborg findes der plads til kultur og spiritualitet. Hong Kong har et fremragende symfoniorkester med koncertsal nede i den gamle havn. Der er store og små templer rundt omkring i territoriet, og for dem som er ude efter international popkultur og underholdning findes et eget Kong Disneyland ikke langt fra lufthavnen. Dim Sum En slags kold kinesisk tapas. En kulinarisk oplevelse for alle sanser. Rulletrapper Et af verdens største rulletrappesystemer fører dig 17 blokke op i de stejle gader. Passiv røgelse Træk vejret og bliv fyldt af røgelse fra kæmpe spiraler i Man Mo Temple. 18 GLOBEN nr. 36 / Juni 2009 GLOBEN nr. 36 / Juni

11 Sahara. t e m a Sly n g e l s tat e r Marakesh Souk. Tuareg. Berb_clothing. Marokko - landet med de fyrretyve røvere Tekst og foto : Michael Nyholm En turist kastede et nysgerrigt blik på nogle udstillede varer, og sælgeren spurgte straks Hvad leder du efter? Ingenting, svarede han. Ok jeg har masser af ingenting, hvilken farve skal det være? Marokkanerne får den værste hestehandler ved Hjallerup marked til at ligne en søndagsskoleelev. Da jeg havde bestilt billetten til Marokko, forsøgte jeg at skaffe nogle dirham. Det er altid rart at have lidt valuta, når man lander. Jeg fandt hurtigt ud af, at man ikke kan veksle på forhånd. Der findes ét helt særligt tryllekontor for ikke-marokkanere i lufthavnen. Her tager de med glæde imod både euro og dollar. Kontoret kan få en stor bunke euro til at blive til en lille bunke dirham. Helt op mod 25 % af euroens værdi kan de trylle væk. Røveri ved højlys dag Udenfor i den velsignede sol vrimler det med taxichauffører, der på elskværdig vis stiller sig foran dig, åbner døren og gelejder dig ind i den steghede skramlekasse. De tager hjertens gerne 600 (cirka 400 kr.) af dine dirham, hvis du vil køres de 5 km fra lufthavnen i Marrakesh ind til den gamle bydel. Man kunne tro, at de ville køre en sightseeing tur i byen, når de ublu forlanger et så horribelt beløb. Men røverne kører direkte til foden af Djeema El Fna-pladsen, hvorfra man kan begynde sit slalomløb mellem trommedansere, vandbærere i kulørte dragter og tiggere med skingre klageråb. Turister skal plukkes som en moden dadel Jeg havde booket et hotel i souken i den gamle bydel. Det er umuligt at finde rundt i souken, hvis man ikke er skrap til arabisk og stedkendt, men det myldrer med hjælpsomme drenge, der straks tilbyder at vise vej. De spørger om man har været i Marokko før, og smiler lettet, hvis man siger at det er første gang. Så bør man være nogenlunde nem at snøre. Efter trasken rundt i labyrinten af gyder, hvor de handlende faldbyder alt fra snabelsko til sabler og kaster sultne blikke efter optoget, bankede den forreste af drengene på en tilfældig dør. Forbløffende hurtigt stak en dame i burka fornærmet hovedet ud og sendte en byge af arabiske eder i hovedet på os, hvorefter hun smækkede døren, så de rustne hængsler raslede. Drengene satte alle et forbløffet ansigtsudtryk op, der kunne have fået dem lige ind på skuespillerskolen. Nu måtte vi tilbage gennem flere af de samme snævre gader, hvor jeg efterhånden kunne genkende nogle af de handlende, der stadig spejdede griskt efter os, men kun kom med få tilråb, som om en uskreven lov forbød dem at stjæle byttet fra de små. Ved hotellet forduftede alle smil, og de små drenge blev til frådende rovdyr, kun arrige spytklatter havde de tilovers, da de havde fået alle mine dadler. Samtlige andre turister jeg talte med på hotellet havde også mødt de hjælpsomme guider. En enkelt canadisk pige var ikke blevet spyttet efter, men presset op ad hotellets dør og kysset på, da hun havde betalt. En abe i hovedet Omkring Djemaa El Fna i Marrakesh findes et herligt virvar af slangetæmmere, gadesælgere og gøglere med dresserede og velfriserede aber. Djeema El Fna minder med slangetæmmernes konstante monotone og skingre toner og æslernes skryden - der kun svagt overdøver tiggernes klageråb - om et middelaldermarked. 20 GLOBEN nr. 36 / Juni 2009 GLOBEN nr. 36 / Juni

12 Gøglerne laver alskens fantastiske kunstner og slås fra morgen til aften om alle indenfor en radius af 20 meter. De slår behændigt og nådesløst kløerne i forbipasserende, og hvis de ikke fanger ens opmærksomhed med tilråb eller ved at spærre vejen, kan både forvirrede aber og hvæsende slanger bruges som kasteskyts. Har man først fået en abe smidt i hovedet, er man fanget, for aben holder godt fast om din hals. Nu kan gøgleren roligt trække i land. Da aben ikke kan lide den kvælende fornemmelse fra det stramme halsbånd klamrer den sig til din hals. Da du har holdt den søde abe, skylder du gøgleren 500 dirham. Beløbet kan sagtens forhandles, men selvom du betaler tæt på 500 dirham, får du vrede råb som afskedssalut. De store og små slanger har ikke halsbånd på, men slangetæmmeren behøver heller ikke at trække folk i land. De fleste, der griber slangen, har meget travlt med frivilligt at komme hen til den nærmeste flinke slangetæmmer; de møder én med et tandløst smil. De er parat til at betale store summer for at komme af med dyret igen. Intet er gratis Har man et synligt kamera, behøver man slet ikke at købe noget hos de handlende for at komme af med sine dirham. Det koster selvfølgelig at tage billeder på gader og stræder i Marrakesh. Den nærmeste sælger forlanger først et anseeligt beløb for at tage billeder nær hans butik, hvorefter han efter bramfrit forsøger at sælge alt fra tørklæder til tæpper til fezer. De handlende i souken får den styggeste brugtvognsforhandler til at ligne en nonne. De skyr ingen midler og luller på forunderlig vis offeret ind i et spind, der ikke kan undslippes, før man har købt og betalt. En backpacker fra England fortalte, at han var blevet prakket et tæppe på, han ikke vidste, hvordan han skulle få med hjem til England, og heller ikke vidste, hvor han skulle have i sit lille kollegieværelse. Han huskede ikke, hvorfor og hvordan, men det var startet med, at han var blevet budt på te af tæppehandleren. Før han havde set sig om, var han blevet et par hundrede pund fattigere og et tæppe rigere. Professionelle tiggere Hvis man vil møde tiggere, er Marokko et fortrinligt sted. Du kan møde dem med en kop myntete i hånden, siddende i skyggen under en parasol på en fortovscafé. De samme tiggere kan du senere møde på gaden, hvor de vrider sig som i en dødsdans i solen foran dig og skriger deres klagesang, mens øjnene ruller. De, der er for svage til at rejse sig, ligger halvt henslængt op ad husmurene og stønner svagt, men tydeligt, mens de rækker en rystende hånd ud mod dine sko, eller ser deres snit til at gribe fat om dine ben. Ofte behøver man ikke gå mere end halvtreds skridt, før man møder den næste. Det er dyrt at stå tidligt op En australier og jeg havde aftalt at leje en bil, så vi kunne se lidt på Atlasbjergenes hårnålesving. Vi ville have mest ud af dagen, så vi tog af sted tidligt. På vej hen til udlejningskontoret drejede jeg søvndrukkent om et forkert hjørne og så ikke den hustler, der sprang ind foran mig. Han spurgte på gebrokkent engelsk, hvor jeg var på vej hen. Jeg svarede, i stedet for at komme med en afvisende gestus. Bingo, så havde jeg fået mig en guide. Han viste mig de 20 skridt rundt om hjørnet og op ad trappen til kontoret. Han stod tålmodigt og ventede de fem minutter, det tog at udfylde papirerne, og fulgte mig hele vejen over parkeringspladsen til bilen, hvorefter han havde fortjent 500 dirham for sin 10 minutters guidetur. Måske var det fordi, jeg var morgengnaven, men denne gang brugte jeg temmelig lang tid på forhandling og spiste ham af med et par hundrede dirham, hvilket resulterede i en svada af eder på både arabisk, fransk og engelsk. Selv bilen fik et spark med på vejen, da jeg drejede ud fra parkeringspladsen. Den sidste røver Marokko er et fantastisk land. Så fremmedartet og dog så tæt på det europæiske fastland. Det er landet med de fyrretyve røvere. Som myntebladene i den lokale te presses, så presses også turisterne for deres sidste dirham. Det er heldigvis nemt at få dirham i Marokko. Der er ATM-maskiner mange steder og efter uger i Marokko, var jeg blevet vant til at bruge dem. Jeg hæver gerne maksimum-beløbet for at udligne gebyret, så dagen før jeg skulle flyve, hævede jeg en stor portion dirham. De kunne jo bruges til toldfrie varer i lufthavnen, og ellers er der jo tiggerne, gøglerne og taxachaufførerne. Men selvom jeg betalte fuld pris i taxaen for de 4 kilomenter ud til lufthavnen, havde jeg stadig en pæn bunke dirham at handle for i lufthavnen, troede jeg. Samtlige butikker i lufthavnen tager selvfølgelig kun imod euro og dollar, så man skal forbi det magiske kontor, der kan trylle en enorm bunke dirham om til en lille smule euro, hvis man vil have sine penge med ud af landet. Det er strengt forbudt at udføre dirham fra Marokko, og tolderne tager gerne et kig i din pung inden du stiger på flyet. Et ældre fransk par, der stod foran mig i køen, fik konfiskeret alle deres sedler, inden de gik ombord på flyet. Making monkey jump. t e m a Sly n g e l s tat e r Der er lang vej fra Addis Ababa til Asmara Etiopien er et fattigt land, og der var mange handikappede og mange mennesker i Addis Ababa, der sov på gaden. Tidligt om morgenen, onsdag den 4. februar 2009, lettede Lufthansaflyet LH6219 fra lufthavnen i København, med kurs mod Addis Abeba, hovedstaden i Etiopien. Ombord sad DBK-medlem nummer 097, Arne Runge. Han var på vej til Afrika for at begynde en kort rejse fra Addis Ababa i Etiopien til Asmara i Eritrea, hvorfra han ville rejse tilbage til København fire uger senere. Han havde ingen planer, bare at opleve livet on-the-road, at rejse for at rejse og nyde de oplevelser, han faldt over undervejs. Det var bare at tage et par busser nordpå, step by step, så var han i Asmara. Men hvad der skulle have været en lille nem rejse, fra ét land til et andet, endte med at blive lidt af et mareridt. Afrika er flere steder i krig, og mange grænseovergange er simpelthen lukkede, blandt andet grænsen mellem Etiopien og Eritrea. Og så tager ting jo tid, og i Afrika tager ting ofte lang tid. Tekst og foto : Arne Runge 22 GLOBEN nr. 36 / Juni 2009 GLOBEN nr. 36 / Juni

13 På vejen til Addis landede flyet i Khartoum, hovedstaden i Sudan, hvor en del af passagererne stod af. Jeg havde forsøgt at arrangere et stopover på et par dage i Khartoum, men det viste sig at præsidenten havde besluttet, at så længe han var præsident, kunne ingen danskere, på grund af Mohammedtegningerne, få udstedt visum til Sudan. Det var første forhindring, men der skulle komme mange flere. Det viste sig, at der også var problemer i Etiopien. Der var igen udbrudt grænsestridigheder med Eritrea, grænseovergangen var lukket, der var ingen ambassade hvor man kunne få visum til Eritrea, og der var heller ingen fly mellem de to lande. Via Sudan var det, på grund af præsidenten vrede mod Danmark, umuligt, men via Djibouti skulle der være en chance, fik jeg at vide. Der skete bare det, at få dage efter jeg var landet i Addis, udbrød der grænsestridigheder mellem Djibouti og Eritrea. Så nu kunne man heller ikke komme videre fra Djibouti til Eritrea. Ups! I Harar fodrede jeg vilde hyæner med slagteriaffald, fra mund til mund. Jeg havde en lille pind i munden med et stykke kød og hyænerne kom så og snuppede kødet. This is Afrika Ud over lukkede grænser og manglende ambassader, hvor man kunne få visum, var det bestemt heller ikke let at rejse rundt i landene på Afrikas horn. Vejene var nogle steder så dårlige, at jeg i timevis sad og hoppede op og ned i busserne, først hovedet op i taget, så røven ned på sædet, så jeg havde konstant ondt i hoved og røv. Selv på de få gode veje var vi så mange i busserne, og sæderne var så dårlige, at det bestemt ikke gav en pause i lidelserne. Når jeg engang imellem kommenterede tingene, sagde folk grinende med deres store, flotte hvide negertænder: Man, this is Afrika! Etiopien - et tvivlsomt demokrati Etiopien er det eneste land i Afrika, der aldrig har været koloni. Men i 1933 blev landet besat af Italien, som før anden verdenskrig havde magten i de to nabolande, Somalia og Eritrea, og ønskede at udvide Italiensk Østafrika. Landet var derefter besat indtil 1941, hvor krigslykken vendte for Mussolini. Herefter blev Eritrea et britisk protektorat, og tyve år senere overdraget til Etiopien, indtil Eritrea, efter tredve års frihedskrig, blev selvstændig i Ved valget i 2005 blev tusindvis arresteret, og toogtyve civile ubevæbnede dræbt. Etiopien er et yderst tvivlsomt demokrati. Samtidig begyndte nye grænsestridigheder med Eritrea, som stadig ikke er løst. Addis Abeba havde det hele, på nær en Eritreaambassade Der var luddere, lommetyve og tiggere, og der var masser af fattige, der sov på gaden. Der var æsel- og kameltransport i gaderne mellem Ladaerne, og der var masser af billige hoteller. Addis Abeba havde det hele. Jeg boede i Piazza, på hotel Wutma i dobbeltværelse med bad, til en halvtredser per nat, minibusser rundt i byen kostede en krone og gik hele vejen ud til lufthavnen. En kop the på en restaurant kostede halvtreds øre, så priserne passede mig fint. Men der var koldt om natten, Addis Abeba ligger meter over havet. Til gengæld var solen om dagen ualmindelig skarp. Den var så skarp, at jeg blev solskoldet i panden, på næsen og på øreflipperne, så den første uge måtte jeg gå rundt med min vinter-ski-hue, som jeg heldigvis havde med. Folk var meget religiøse, de fleste ortodokse koptere. Præsterne gik rundt i deres fine præstetøj med store messingkors og tiggede penge, som de senere på aftenen brugte til honningvin på de små ydmyge udskænkningssteder. Jeg ved det, for jeg var der selv. På Hotel Wutma mødte jeg Hyo, som var født i Korea, men vokset op i Holland. Han fortalte, at han var på vej til Somaliland og lige havde fået visum. Jeg havde ikke regnet med, at man fortiden kunne få visum til Somalia, så det var en glædelig overraskelse. Nu havde jeg altså valget mellem at komme sydpå og se tallerken-negrene eller at rejse østpå til Somaliland og forsøge at komme videre mod Eritrea. Jeg valgte Somaliland. Jeg fik uden problemer visum til Etiopien, da jeg landede i lufthavnen, men så let var det ikke i Eritrea, hvor man skulle have visum på forhånd. Så selv om det lykkedes at finde et fly, skulle jeg først have et visum, så det gjaldt altså også om at finde en Eritrea-ambassade. Jeg fik mine Djibouti- og Somaliavisa i Addis Abeba, men der fandtes ingen Eritreaambassader, hverken i Etiopien eller Somaliland, fandt jeg ud af. Til gengæld fandtes der en ambassade i Djibouti, hvis den da ikke var blevet lukket på grund af den politiske situation. Jeg kunne jo ikke rigtig gøre mere her i Etiopien, så efter fem dage rejste jeg østpå mod grænsen til Somaliland. På vejen stoppede jeg i Harar. Vilde hyæner, khat og hjemmelavet honningvin Folk i byen Harar, i det østlige Etiopien, havde lavet en aftale med de vilde hyæner, som før i tiden kom ind i byen og spiste katte, hunde og æsler om natten, mens folk sov. Hvis de stoppede med det, havde man fortalt dem, ville de blive fodret af byens indbyggere. Så hver aften, lige efter solnedgang, ventede alle hyænerne uden for byporten. De blev så, ved navne som man havde givet dem, kaldt hen til manden, som fodrede dem med slagteriaffald. Min ven Abdee tog mig med derhen, hvor jeg også fik lov at fodre dem. Fra mund til mund. Jeg havde en lille pind i munden med et stykke kød på, og hyænerne kom så og snuppede kødet. De så meget farlige ud, men alt gik heldigvis godt, og jeg har stadig min næse i behold. When in Rome, do as the Romans, som man siger, så jeg tyggede khat med de lokale hver eneste dag, men mærkede aldrig nogen virkning. Jeg tror ikke virkningen af khat er stærkere end virkningen af koffeinen i kaffe eller Coca Cola. Men ud over khat havde de en hjemmelavet honningvin, som de kaldte Tej, der naturligvis også skulle prøves. Den smagte udmærket, og her var der til gengæld ikke noget i vejen med virkningen. Når jeg gik rundt i byen, havde jeg hele tiden en snes små børn i røven, og de vil alle sammen holde mig i hånden, især de små piger. Så jeg følte mig som en blanding af en pædofil og ny Messias, når jeg gik rundt i byen med en flok børn. Når jeg gik, gik børnene, og når jeg stoppede, stoppede børnene, og når jeg satte mig ned og tændte min pibe, var øjnene ved at trille ud af hovedet på dem. Somalia - verdens farligste land Somaliland, den nordlige provins af landet Somalia, som Lonely Planet kalder verdens farligste land, har - de facto - fungeret som en uafhængig stat løsrevet fra resten af Somalia siden 1991, men er endnu ikke anerkendt af FN. Arbejdsarbejdsløsheden er enorm, flere steder op til firs procent. Der var ingen Eritrea-ambassade, og den etiopiske ambassade blev selvmordsbombet få måneder forinden, fik jeg at vide, så man kunne heller ikke få visum og komme tilbage til Etiopien. Der var kun en vej, nordpå til Djibouti. Den største pengeseddel i Somaliland var på 500 shilling. Den var fyrre ører værd i danske penge. Der var pengevekslere over alt i centrum. Hvis man vekslede hundrede dollars, fik man tolvhundrede og firs pengesedler. Så jeg vekslede kun ti dollars af gangen. Jeg boede på det lille hotel Ceel Sheeck, til to en halv dollar per nat. Det var min nye rejse kammerat Yoshi, en Japaner fra Osaka som lignede Bin Laden, med langt sort skæg, som kunne det der med at finde billige hoteller. Der var fuldt af løsgående geder og får. Jeg fodrede dem med brød, man skal jo være god ved dyrene, mens de lokale kastede sten efter dem. Gederne levede af alt, hvad de kunne finde. Khatblade, bananskræller og papkasser. Ligesom i Etiopien var der æsel og kameltransporter på gaderne mellem de få biler. De fleste forretninger i centrum var tehuse, khatbutikker og pengevekslere. Det måtte være de lokale, der brugte pengevekslere, for mig og Yoshi var de eneste udlændinge i byen. Den sidste dag kom der dog en canadisk backpacker, der hed Mike. Han ville besøge nogle huler, sagde han, og bagefter tage til Djibouti, ligesom mig. Jeg lovede at maile informationer. Politichefen lignede Peter Schønsted Jeg boede lige overfor The grand Mosque og blev vækket hver morgen klokken halv fem, når moskeen ved siden af gik i gang med at råbe, at Allah er stor, ud af en kæmpe højttaler fra minareten. Somaliland var et meget muslimsk land. Folk var meget fattige, der var firs procent arbejdsløse i Hargeisa, og der var endnu billigere end i Etiopien. Men i følge loven skulle alle turister, af sikkerhedsmæssige grunde, leje en firehjulstrækker til 250 dollars per dag med politieskorte, hvis de ville rejse udenfor Hargeisa. Og der fandtes, ligesom i Etiopien, ingen ATM'er. Men Gud ske lov fandtes der Western Union, hvis det blev nødvendigt. Et par dage senere mødte jeg Mr. Ramadan, hotelmanageren på Hotel Oriental, som fortalte mig, at der var to muligheder for at komme til Djibouti. Man kunne flyve med Daaloo Air, som havde flybilletter til 140 dollars, eller han kunne arrangere en transport til Djibouti i en delt 4wd, for tredive dollars. Overland var mest spændende, der var bare det, at jeg risikerede at politiet stoppede os ved et checkpoint og at jeg så blev sendt tilbage. Jeg besluttede mig for at tage chancen. Yoshi rejste nordpå til havnebyen Berbera samme dag i en delt taxi, med samme risiko som mig for at blive sendt tilbage. Hvis det lykkedes, ville han tage en båd fra Berbera til Moka i Yemen. Jeg brugte det meste af tiden de sidste to dage på at søge informationer, og på Lonely Planets website, The Thorn Tree, så jeg, at en pige for nylig havde rejst rundt i Somaliland. Hun havde fået en tilladelse af politimesteren til at køre rundt i delt taxi som de lokale, uden at skulle leje en 4wd med eskorte. Tilladelsen skulle hjælpe hende gennem checkpoints, som der var rigtig mange af her i landet. Fra grænsen til Hargeisa var der otte checkpoints. Så jeg opsøgte politichefen, en rar ældre mand med et fint lille overskæg, som lignede Peter Schønsted, og fik også en tilladelse. Nu følte jeg mig lidt sikrere på, at det gik. Folk var utrolig flinke og hjælpsomme i Somaliland, som muslimer som regel er, men der var et lille kedeligt problem. Unge drengebander kastede sten efter os. Jeg blev ramt to gange, en gang på øret og en gang på skulderen, og min ven Yoshi blev ramt en gang i ryggen. De voksne var rasende på drengene og forsøgte forgæves at fange dem. Det gør sgu ondt at blive ramt af en knytnævestor sten, men alligevel, det var jo kun børn, som sikkert har set for meget fjernsyn om problemerne i andre lande, som for eksempel Gazastriben i Israel. Så jeg tog det roligt, men Yoshi var edermame sur. Djibouti - alle hoteller optaget på grund af en afrikansk fredskonference Djibouti var tidligere en fransk koloni og blev selvstændig Næsten alle talte fransk, mens meget få talte engelsk. Djibouti har hele tiden forsøgt at holde sig gode venner med sine naboer, men for kort tid siden opstod der alvorlige grænsestridigheder med Eritrea. Grænsen blev lukket, og flyruten Djibouti-Eritrea blev nedlagt. Men ambassaden var gudskelov stadig åben. Der var meget stor arbejdsløshed, og alle tyggede khat, ligesom i Somaliland. Til gengæld var der mere styr på økonomien. En dollar var kun 175 lokale penge værd, hvor den i Somaliland var over sekstusinde. Så der var bedre plads i pungen til sedlerne, og så fandt jeg den eneste ATM på Afrikas horn, som endda gav kontante US-dollars. En af de små solstråler på rejsen. Men der var dyrt i forhold til de andre tre lande på Afrikas Horn, specielt for transport og hoteller. Og en kop te var steget fra 40 øre til to kroner. Ups! Nu ved jeg lidt om, hvordan burhøns har det Jeg kom gennem Somaliland uden politiproblemer, der var faktisk kun et check-point, og de lod os køre igennem uden at tjekke. Turen tog seksten timer, og jeg sad, for en pris af tredive dollars, i bagagerummet på en 4wd, sammen med fem tykke neger-business-women og alle deres plasticposer. Det var til gengæld lidt af en prøvelse. Vi skubbede alle sammen konstant til hinanden for at få lidt mere plads. Vi var sytten personer i en bil, som var beregnet til fire plus chauffør. Det gør jeg aldrig mere, tror jeg. Seksten timer gennem bjerge, steppe og ørken, på veje som vi i Danmark slet ikke ville kalde veje, det meste af turen om natten. I Djibouti kørte chaufføren alle passagererne til deres bestemmelsessted og forsøgte at finde et hotel til mig. Men alt var optaget, på grund af en afrikansk fredskonference, der fortiden blev holdt her i Djibouti City, så til sidst gav han op og der stod jeg så, pisse træt, med håret i postkassen i en fremmed by i et fremmed land, uden lokale penge og uden noget sted at sove. Når nøden er størst er hjælpen nærmest Jeg gik ind på et tehus, hvor jeg mødte Hussein, en pensioneret militærmand. 24 GLOBEN nr. 36 / Juni 2009 GLOBEN nr. 36 / Juni

14 Han var på vej til byen Ali Sabeih hundrede kilometer sydpå og foreslog, at jeg tog med ham. Han vidste, at der var et lille billigt hotel, som aldrig var fuldt, og ringede og bookede et værelse til mig. Vi ankom klokken elleve om aftenen, jeg tjekkede ind og gik straks i seng. Klokken halv fem næste morgen stod jeg op igen og tog den første morgenbus tilbage til Djibouti City for at tjekke mulighederne for et visum og en flybillet til Eritrea. Jeg afleverede mit pas på ambassaden og fik at vide, at jeg skulle komme tilbage søndagen efter. De fortalte også, at det eneste fly der gik til Eritrea, var med Yemenia, via Sanaa i Yemen. Jeg tog så hen til Yemenia, som først ville have 600 dollars for en billet, men da jeg fortalte dem, at jeg først skulle rejse ugen efter, og at jeg kun havde brug for en one-way-ticket, kom vi ned på 260 dollars mod forevisning af min videregående billet, fra Asmara. Jeg slog til og fik at vide, at de ville holde billetten til søndag eftermiddag, når jeg havde hentet mit visum, og at de ikke tog mod hverken euro, rejsechecks eller kreditkort, men kun kontante grønne amerikanske dollars. Nu skulle jeg så bare have skaffet nogle dollars, som jeg ikke havde flere af. Det viste sig, at der faktisk fandtes en arabisk bank i Djibouti City, der havde en ATM, den eneste ATM jeg så på hele rejsen, og så gav den cash i både Djibouti Shilling og amerikansk dollars. Pludselig virkede alt meget lettere. Flyet jeg havde booket til torsdag, var det sidste fly der ankom til Asmara, før mit fly hjem afgik mod Frankfurt. Så der var ingen plan B, det skulle simpelthen lykkes at komme med det fly. Jeg blev otte dage i Ali Sabeih og fik en halv million nye venner. Mike, fra Canada, som jeg mødte den sidste dag i Hargeisa, dukkede pludselig også op i byen. Jeg havde mailet ham og fortalt om mine erfaringer. Han havde haft de samme hotelproblemer i Djibouti City som mig, så derfor var han taget herned. Næste dag tog vi sammen tilbage til Djibouti City for at prøve at ordne vores ting. Jeg fik mit visum til Eritrea og betalte min flybillet til Asmara i amerikansk dollars. Det var værre for Mike, han skulle til Yemen, men kunne kun købe en one-way-billet mod forevisning af en videregående billet fra Sanaa, som han ikke havde. Han fortalte Yemenia, at han ville gå ned på en internetcafe og booke et fly fra Sanaa til Cairo, som var hans bestemmelsessted. Det var nu ikke helt rigtigt, han ville rejse overland til Dubai og derfra flyve med Air Arabia til Cairo. På internet-caféen konstruerede han derfor en falsk videregående billet fra Sanaa til Cairo, efter en original elektronisk billet, han havde fået lov at kopiere af en pige, han havde mødt, og hvor han bare udskiftede hendes navn med sit eget. Han printede billetten ud og viste den til Yemenia. Det lykkedes, Mike fik sin billet og fløj til Sanaa samme aften. Abernes Planet Omgivelserne i Ali Sabeih lignede en scene fra filmen Abernes Planet, og det var der en meget naturlig forklaring på. Det var nemlig her, man optog filmen. Søen Lac Abbé, hvor Charles Heston landede i filmen, lå bare nogle få kilometer vestpå. Det var helt oplagt at besøge Lac Abbé, de har bare et transportproblem i Djibouti, udenfor de større byer, ligesom de havde i Somaliland. De få transportmuligheder, der fandtes, gik kun en gang om ugen, og så ville jeg ikke kunne nå tilbage til mit fly. Og at tage turen på tommelfingeren turde jeg slet ikke tænke på. Det ville være en katastrofe ikke at nå flyet. Eritrea - Afrikas Nordkorea Da Eritrea i 1993, efter 30 års frihedskrig, igen blev et selvstændigt land, kom det dermed også tilbage på verdenskortet. Men kun fem år senere blussede krigen med Etiopien op igen, og der er stadig jævnligt problemer de to lande imellem. Præsidenten siges at have paranoia, og alle unge mænd, og kvinder uden børn, var soldater seks timer hver dag. Eritrea er i dag et kommunistisk diktatur, og staten har taget kontrol over alle tidligere private firmaer. Der er absolut ingen ytringsfrihed, og ingen lande i verden har så mange fængslede journalister. Alligevel virkede landet på mange måder som langt foran nabolandene på Afrikas Horn. Jeg mødte ingen tiggere, der var ingen arbejdsløse, ingen der sov på gaden og det var forbudt at tygge khat. Alt virkede velorganiseret. Helt anderledes end de andre tre andre lande jeg besøgte på denne tur. Og som er et kommunistisk land, havde Eritrea ikke de samme AIDS-problemer som resten af det religiøse Afrika. På værelset i Pensione Pisa hang der en brugsanvisning med fotos, der viste, hvordan man placerer et kondom på en stor sort negerpik. Der var statsejede supermarkeder, der mindede en del om det gamle Sovjetunionen, store butikker med meget lille udvalg. Asmara lignede en blanding af Sovjet, Cuba og Italien. Italien, fordi Eritrea var en italiensk koloni i mange år, og rigtig mange talte stadig italiensk. Jeg havde et stort dobbeltværelse på Pensione Pisa, lige over for Katedralen midt i centrum, med udsigt til Katedralen og klokketårnet, til tredive kroner per nat. Og her var det ikke muslimernes råben om, at Allah er stor, der vækkede mig om morgenen, men kristne kirkeklokker, og klokketårnet som slog nogle ordentlige slag hver hele og halve time. Jeg ved sgu snart ikke, hvad der var værst. Man skal have en speciel rejsetilladelse, hvis man vil rejse rundt i Eritrea. Så den næste morgen gik jeg op på turistkontoret og bad om en tilladelse til at tage bussen til Massawa. Jeg betalte otte kroner i gebyr og fik tilladelsen få timer senere, så ved middagstid tog jeg bussen til havnebyen Massawa ved kysten til Det Røde Hav. Massawa, som engang var den vigtigste havneby ved Det Røde Hav, er i dag en udbombet og næsten forladt spøgelsesby. Folk forsvinder fra byen, og alt forfalder. Det lignede stadig en krigszone. Kejser Haile Selassies flotte, gamle palads stod forladt og fuldstændig gennembombet, og statuen af kejseren var, ligesom Lenin-statuerne i Østeuropa, væltet og smadret. En trøstesløs spøgelsesby. Men mens jeg gik og fotograferede, mødte jeg Nicole, en fransk sygeplejerske. Hun havde rejst meget, blandt andet med Læger uden Grænser, og havde denne gang, valgt at besøge og bo i Massawa to uger. Hun var vildt begejstret for byen og inviterede mig på mad samme aften for at vise mig, hvor smuk havnefronten var, når den var oplyst. Hun viste mig hele byen, og så var hun rigtig god til at fortælle små gode historier om de ting, vi så. Jeg elsker franske sygeplejersker. Og selvfølgelig var jeg rejseklar onsdag morgen, længe før bussen gik tilbage til Asmara, og jeg nåede flyet, selv om bussen punkterede to gange på vejen. Billede øverst til venstre: Præsterne gik rundt i deres fine præstetøj med store messing kors og tiggede penge, som de senere på aftenen brugte til honningvin på de små ydmyge udskænkningssteder. Billede nederst til venstre: Der kører både bus og tog fra Asmara til Massawa, men det gamle tog kører nu kun en gang om ugen med turister, som chartretoget, for eksemplet til en fototur. Billede nedenfor: Med udsigt til Katedralen og klokketårnet var det ikke muslimernes råben om at Allah er stor, der vækkede mig om morgenen, men kristne kirkeklokker og klokketårnet, som slog nogle ordentlige slag hver hele og halve time. Billede øverst til højre: Turen gennem Somaliland tog seksten timer, og jeg sad i bagagerummet sammen med fem tykke neger-business-women og alle deres plasticposer. Vi var sytten personer i 4wd, bilen som var beregnet til fire plus chauffør. Det gør jeg aldrig mere, tror jeg. Billede nederst til højre: Omgivelserne i Ali Sabeih lignede en scene fra filmen Abernes Planet, og det var der en meget naturlig forklaring på. Det var nemlig her man optog filmen. Billede yderst til højre: Kejser Haile Selassies flotte gamle palads står forladt og fuldstændig gennembombet og statuen af kejseren er, ligesom Lenin statuerne i Østeuropa, væltet og smadret.

15 Ankomst: Elka fra Sydney, Knud fra Danmark (forfatteren), Vera og Alexandro fra Moskva, Patricia og John (på vej ud af flyet) fra Cambridge, Francois Delors fra Paris og Tadeus fra Warsava (ikke med i billedet). 4 Chinstrap-pingviner på stranden. Antarktis - Antarctic Peninsula, King George Island, januar 2008 Med bæltetraktor til Uruguay s Artigas-station. Ardley Island Gentoopingviner mader ungerne. Te k s t o g f o t o : Kn u d B. Ba c h Alle gode gange tre: I januar lykkedes det mig efter tredje forsøg at besøge Antarktis, det foregik med et lille Aerovías DAP fly fra Punta Arenas, Patagonien, i Chile. Første gang i 2003 kom jeg fra Ushuaia i Argentina, men efter at have ventet i to dage, blev flyet aflyst. Anden gang - i blev flyet aflyst, inden jeg nåede frem. Antarktis er fantastisk. Det udgør kontinentet syd for 60. breddegrad og har et areal på km². På grund af dets mange bjergplateauer er det det højeste af alle kontinenter, men er alligevel næsten helt tildækket med is. Det er også det koldeste, men kystområderne specielt rundt om halvøen har en meget rig fauna. King George-øen, som er en af Sydshetland-øerne, ligger relativt tæt ved Sydamerikas sydspids. Den har otte internationale stationer, som er beboet året rundt. Chile, Argentina, Brasilien, Kina, Sydkorea, Polen, Rusland og Uruguay har alle permanente baser her, som de primært opretholder af storpolitiske årsager, men alle påberåber sig først og fremmest, at de udfører vigtige opgaver indenfor meteorologi og antarktisk forskning. Vi ankom til den chilenske Frei-base efter knap fire timers flyvning i et lille otte-personers fly, presset pga. meget lidt plads og intet toilet ombord, men vi landede i højt humør og strålende solskin. Vores chilenske guide, Alejo Contreras, stod allerede klar og bød os velkommen på landingsbanen. Vi startede med at gå én kilometer til et lille skur på Frei-basen, som DAP havde lejet. Vi var alle skrupsultne, men i DAP-skuret vanker der kun te og kaffe. Alejo giver os en orientering om Antarktis og skitserer vores to-dages program på King George Island. Alejo har boet over 15 år på Antarktis, og han var i 1991 skiguide for en britisk ekspedition til Sydpolen. Vi går en interessant rundtur på Freibasen, der er en af de største på halvøen med ca. 150 beboere og den eneste station med fastboende civile. Alejo forklarer, at præsident Pinochet besøgte stationen i 1984, hvor han deklarerede, at Chiles territorium skulle strække helt til Sydpolen og erklærede basen åben for familiebeboelse. For yderligere at fastslå Chiles territorialkrav, blev bydelen Las Estrellas anlagt med skoler og civile faciliteter, og der blev givet tilskud til tilflytning. Allerede i 1984 blev de første chilenske børn født her. Alejo er meget uenig i denne politik og fremhæver Antarktis-konventionen, der bl.a. siger, at ingen kan eje Antarktis. Desuden er han fortørnet over Pinochet krav om, at de ikke måtte være venner med deres russiske naboer. Efter Alejos mening er alle nationer venner på Antarktis og hjælper hinanden. Vi vader til Ardley-øen, og allerede på stranden møder vi de første pingviner, en gruppe Chinstrap-pingviner. De er sjove og forsøger at nappe efter vores støvler, men Alejo formaner, at vi må holde en afstand på 5 m, en generel regel for ikke at stresse dyrelivet. Længere fremme myldrer det med Gentoo-pingviner. Rugetiden er forbi, ungerne er fremme og pipper efter mad, som forældrene må gylpe op. Det er et herligt skue, tilsyneladende ånder alt fred og idyl, men sådan er det ikke, for forældrene må hele tiden være på vagt overfor de grådige Skua-fugle, som lusker rundt og forsøger at snuppe de små, søde unger. Skuaen er en rovfugl, der er lidt større end en stor havmåge. I strandkanten ligger en stor Weddell-sæl og soler sig, den ser utroligt doven og dvask ud, og man får lyst til at klappe den på maven. Turen går videre, vi kravler alle op i gummibåden og krydser over bugten til isbræen. Den er høj og fødes af en stor gletsher, som strækker sig langt ind over øen. Sejlturen tager en lille time, og selvom temperaturen kun er minus to grader, føles det meget koldere pga. den kraftige vind. Turen er dog ikke ufarlig, der er isskosser i vandet, som kan beskadige båden, og man kan kun overleve fire minutter i dette iskolde vand (0 grader celsius). Vi aflægger et kort besøg på den kinesiske Chang Cheng - Great Wall of China Station. Den er nyere og mere farvestrålende end de andre. Det er også den eneste sted, hvor vi ser folk arbejde og bygge, som jo kineserne gør, mens vi vesterlandske turister ser på og nyder livet med eksotiske oplevelser. En af Antarktis mærkeligste ceremonier fandt sted under indvielsen i Kineserne befriede hundredevis af zoo-pingviner GLOBEN nr. 36 / Juni

16 Fakta om Antarktis t e m a Sly n g e l s tat e r i en slags fredsdue-ritual. Næsten alle frøs til døde selvsamme dag. Vi var temmeligt forfrosne, på trods af to lag undertøj og goretex-parcas, men vi kom da frem til vores skur på Frei i god behold. Her stod en bæltetraktor klar til at køre os over på Uruguay s Artigasstation; bælteturen var tung, den tog næsten en time med hump og bump. På Artigas var der arrangeret køjesenge og kantinemad. Maden var enkel, men smagte fantastisk; i løbet af de sidste 12 timer havde vi ikke spist andet end en sandwich i flyet. Selvom vi var en slags intruders, følte vi os velkomne og faldt i hyggelig snak med flere af de hårdtarbejdende forskere. Francois havde medbragt en King George Whisky, som vi nød i fællesskab på King George Island på stranden i midnatssol og med rigtig antarktisk is. Over 90 % af King George-øens ca km2 er dækket af is, men den sydvestlige tip, Fieldes, er næsten isfri, her ligger den chilenske og russiske station, og her ligger gruslandingsbanen, som kan tage et Hercules-fly. Flyturen foregår fra Pt. Arenas med DAP ( Turen koster USD. Meget sparsom betjening, ingen luksus, medbring f.eks. chokolade. På grund af usikre vejrforhold er der ofte aflysninger eller udsættelser. DAP kræver, at man kan vente fire dage i Pt. Arenas. Pt. Arenas, der ligger i det sydlige Patagonien, er i øvrigt også interessant, både historisk (byen var et af de rigeste samfund omkring 1900, indtil Suez kanalens åbning, med kæmpeeksport af uld og fårekød), geografisk (de store vidder med gaucho sheepboys) og grundet dens fauna (magellanpingviner og andre antarktiske fugle). Så her kan man sagtens bruge et par dage. Billede øverst: Den russiske base Bellingshausen med St. Trinity-kirken. Billede nederst: Søelefanterne er forunderlige dyr, de udgør verdens største sælart. Hannen kan blive op til 5 m lang og veje 3.5 tons, hunnerne på billedet er dog meget mindre. De lever især af blæksprutter, som de kan hente i ned til 1.5 kms dybde. Deres dyk kan tage op til to timer, hvor de kan nedsætte deres hjerteslag til ét slag i minuttet. Fire Gentoo-pingviner i kjole og hvidt var indkaldt som vidner. Næste morgen besøgte vi den russiske station Bellingshausen. Det er den første station på halvøen, allerede etableret Her blev vi modtaget af kommandanten - Alejos gode ven. Der blev serveret kaffe og kager, mens kommandanten underholdt om stationens historie og funktion. Vera og Alexandro var glade for at møde landsmænd på dette fjerne sted. Alexandro er til daglig Volvo-importør i Moskva. På kommandantens kontor var der store billeder af præsident Putin og den russiske ærkebiskop. Han fortalte, at han for fire år siden havde arrangeret at bringe den første ortodokse kirke til Antarktis. Alejo mimrede, at messen varede to timer stående. Nu står St. Trinity-kirken flot på højen, bygget af ceder- og lærketræ fra Sibirien. Som vores sidste aktivitet besøgte vi Søløvebugten ved Drake Sea. Efter en lille times travetur i sne og mudder fra delvist smeltet permafrost kunne vi se grupper af kæmpestore, dovne, brune pølser, der tog solbad halvvejs liggende ovenpå hinanden. Disse Elephant Seals gryntede, men lod sig ikke forstyrre af os. Havde det været for 100 år siden og op til ca. 1956, ville billedet have været anderledes - hannerne var dengang meget eftertragtet af hvalfangere, som kaldte dem søelefanter. Hjemturen var flot i solskin over Drake Sea, og den varede kun godt tre timer på grund af medvind. Der var ingen servering, DAP-turen er befriet for al luxus, men Antarktis var en stor oplevelse. Mystik og menneskeofringer- På eventyr i hjertet af Vestafrika! Mystiske ceremonier, menneskeofringer og forunderlige lerstenshytter med stråtag, der klamrer sig til den lodrette klippevæg på en uendelig sandslette. I Mali - hjertet af Vestafrika - finder man dogonfolket, en af Afrikas mest sofistikerede civilisationer nogensinde og et synligt bevis på en ældgammel kultur, der stadig lever den dag i dag. Jeg tog med på et 6-dages trek for at opleve dette særegne folk, der har bevaret deres oprindelige traditioner og bebor et af de smukkeste og mest storslåede naturområder i Afrika. Te k s t o g f o t o : An e t t e Li l l e v a n g Kr i s t i a n s e n Billede øverst: Et godt eksempel på Dogon lands særprægede byggekunst, der kan opleves hele vejen langs den 225 km lange klippevæg. Billede midten: En af de utallige adobestens moskeer, der er at finde i de små landsbyer i Dogon land. Her i byen Kanikombolé. Billede nederst: De små landsbyer i Dogon land er også kendt for deres farverige markeder. Her er det byen Nombori der afholder det ugentlige marked. 30 GLOBEN nr. 36 / Juni 2009 GLOBEN nr. 36 / Juni

17 Billede til venstre: Landsbyen Begnimato ligger skjult oppe på klippeplateauet med en storslået udsigt over sandsletten flere hundrede meter nedenfor. Stort billede: Lige til et klassisk maleri. Køerne slubrer veltilfredse det mudrede vand i sig. Her i landsbyen Kanikombolé. Lille billede øverst: De små landsbyer i Dogon land er også kendt for deres farverige markeder. Her er det byen Nombori der afholder det ugentlige marked. Lille biillede nederst: Børn i Dogon land vokser op i fattige, men storslåede omgivelser. Mange udenlandske organisationer har sørget for skolebygninger i området. doms bog, De glemte hestes ø, i serien om Den sorte Hingst. Et malerisk lille Edens have med landsbyen Begnimato balancerende på toppen af klippen med et guddommeligt udsyn over sletten. Inden mørket falder på, inviterer Zacarie os på et trek hen til udkigspunktet. Det er en fortryllende aften med en blød gylden solnedgang ud over den nøgne klippevæg. Det føles næsten som om, man er tættere på universet og evigheden her oppe. Solen steger nådesløst, da vi trasker af sted ad en støvet jordvej fra den lille by Djiquibombo. Et vildt afsvedet landskab ligger forude, og ude i horisonten fornemmer man den flade sandslette udover en flere hundrede meter dyb klippeslugt. Forventningsfulde er vi er på vej mod første stop, landsbyen Kanikombolé. Først har vi været rundt og se Djiquibombo og er blevet fulgt af nysgerrige børn. Vi har fået en lille forsmag på, hvad der venter os de næste dage. Forunderlige små byer, hvor tiden synes at have stået stille i århundreder. Vores unge guide Zakari er selv dogon og født i landsbyen Ningari på højplateauet længere mod nord. Udover Zacarie, er Andrea fra Italien med på turen et godt lille team, der bliver grundigt sammentømret i løbet af dagene. Vi bevæger os tættere på klippeafgrunden og står pludselig ansigt til ansigt med dybet, efter at have vandret over et goldt stenet landskab. Slugten er frygtindgydende, fyldt med store løse sten og minder mest af alt om en dramatisk scene fra en Steven Spielberg film. Læggene ryster, fødderne er ømme under vægten af den tunge rygsæk, og sveden springer frem på panden i middagsheden. Med bankende hjerte når vi ned fra klippen, og et fantastisk smukt syn kommer os i møde: Gamle skyggefulde baobab-træer indrammer et fuldendt billede med den arrede gulbrune klippevæg på den ene side og den uendelige ørkenslette på den anden. Det er tid til frokost i den lille by Kanikombolé. Under et halvtag af strå i en af byens lerstenshuse puster vi ud efter trekkets første krævende del. Menuen er forholdsvis enkel her ude på landet - kylling og ris - men vi er så sultne efter formiddagens anstrengelser, at vi kan fortære hvad som helst. Det er en fredfyldt lille by, helt i pagt med naturen og en lise for sjælen, når man lige kommer fra Bamakos pulserende storbyliv. Centrum i byen er en idyllisk lille sø med en kvæghjord lige en scene til et klassisk maleri, som de står der ved bredden og slubrer veltilfredse i det mudrede vand. Man tager sig meget god tid i Mali. Alt foregår i et anstændigt tempo, og vi får da også lov til at slå mave, inden vi begiver os på eftermiddagens etape til næste by, der hedder Teli. På vejen kan vi virkelig mærke suset fra de store vidder. Klippevæggen syner stor og ærefrygtindgydende, som den ligger der som en massiv fæstning badet i et spøgelsesagtigt lys. Vi kan skimte Teli langt inden, vi når byporten. Da vi kommer tættere på, kan man ane, at hele klippen er oversået med små huse: Lerklinede hytter med stråtag, ikke til beboelse, men til opbevaring af korn, får vi senere at vide af Zacarie. Der hersker en næsten magisk stilhed, da vi senere går rundt oppe blandt husene. En helt speciel følelse rammer én, når man bevæger sig rundt under den dramatisk skrånende klippevæg. Noget urgammelt, et strejf fra en svunden tid, og ikke helt enkelt at definere. Væggene er sortstribede af sod og røg fra tidligere tiders madlavning over åben ild. Om natten sover vi under et halvtag på loftet af et adobestenshus, med en blid kølig vind der finder vej ind mellem lerstenene og et æsel skrydende i det fjerne. Efter et solidt måltid næste morgen, med kaffe og dejklumper stegt i olie, begiver vi os igen på vej ud i det knastørre, næsten uendelige terræn. Vores dagsmarch er på 15 km, og morgenen vil gå med at nå til bosættelsen Ende, hvor de lokale venter os med te. Herefter vil vi bruge eftermiddagen på at nå landsbyen Yaba-Tulu. Undervejs kommer vi pludselig til et marked, hvor de lokale kvinder faldbyder deres kunsthåndværk. De sælger vævede tasker, tæpper og tøj, og alt hænger dekorativt til skue i træerne og vifter i vinden. Hen ad det simple hjulspor møder vi et menneske hist og her. Skolebørn er på vej hjem i eftermiddagssolen, og alle ler og hilser venligt. Til slut står vi foran klippekarmen, som vi skal forcere. Vi arbejder os sveddryppende og pustende opad, og anstrengelserne belønnes da også til fulde, da vi til sidst når op i en lille smuk dal med løg- og tobaksmarker, omgivet af fantasifulde klippeformationer. Stedet minder mig øjeblikkeligt om dalen i min barn- Menneskeofringer og fallossymboler Den tredje dag på trekket foregår fra Begnimato til Nombori - i alt 13 km ovenpå klippen. Den golde klippe ligger hen i et tågeagtigt slør, det blæser voldsomt og vi får sand og støv i øjnene. For at komme ned igen skal vi igennem en meget stejl og smal klippepassage med et lodret fald på flere hundrede meter, der virkelig sætter min højdeskræk på prøve. Efter en lidt farefuld færd ned, hvor det er med at holde tungen lige i munden og hovedet iskoldt, står vi igen i det flade slettelandskab og nærmer os byen Nombori. Det er markedsdag, da vi ankommer, og Zacarie viser os rundt og forklarer om de forskellige varer, som udbydes til salg. Det er hovedsageligt grøntsager, madvarer og husgeråd alt i ét stort farvestrålende orgie og skønt kaos. Inden afgang næste morgen bliver vi præsenteret for en række Fetish-sten, og Shamanens (den såkaldte Hogons) hus. Vi får fortalt, at Fetish før i tiden hang sammen med menneskeofringer for en god regntid. Det sluttede officielt for lang tid siden, men nogle steder foregår det stadig til stor skræk og advarsel for turisterne. 32 GLOBEN nr. 36 / Juni 2009 GLOBEN nr. 36 / Juni

18 Det er aldrig en turist, der må lade livet, ej heller en person fra landsbyen, men altid en fremmed. I byerne Yenda, Tendeli og Tintan foretager man stadig disse uhyggelige ofringer, som regel hvert år i april lige før regntidens komme. Langt de fleste af landsbyerne i Dogon er i dag rent kristne og har for længst droppet ofring af mennesker. Nu foretages i reglen kun dyreofringer. Det foregår ved at dyret slagtes, og man smider blodet på Fetishen. Man slagter oftest kyllinger, hunde, geder eller får. Den bedste effekt får man hvis man kan være heldig at finde et helt sort dyr. Men det er meget svært, da de fleste dyr altid vil have en plet af en anden farve hist og her. En Fetish minder lidt om et stort fallos-symbol. Den kan være fremstillet af sten, tørret mudder, eller være udført i træ. Man giver den små offergaver, og en til to gange om året gives der ofringer til medicin-fetishen for at undgå sygdom. Hogon en er dogon-folkets spirituelle leder og er altid en mand, da mænd har de stærkeste magiske kræfter. Når de vise mænd i landsbyen skal udvælge en ny Hogon, kan det tage dem op til 3 år at finde ham. Der er en lang række regler, som skal overholdes, når man omgås en spirituel leder i dogon-religionen. Bl.a. må man ikke græde ved hans død. Kommer man alligevel til det, vil man selv dø indenfor ét år. Han betragtes ikke som værende død, men som rejst. Man skal dog græde den dag, han udvælges som Hogon. Ingen nyvalgt spirituel leder er under 70 år, så mange er ikke i embedet i ret lang tid. Hvis en Hogon laver fejl, vil han dø, og bliver han syg, skal han straks lave ofringer. Boa-slangen er blandt dogon-folkets forfædre og spiller en vigtig rolle i forhold til Hogon en. Han bliver nemlig kun vasket én gang hver tredje måned. Det sker ved at Boaen kommer på besøg om natten og slikker ham, hvorefter han er ren og hellig. At dogon-folket er et sofistikeret folkefærd hersker der ingen tvivl om. Således vidste de længe inden den moderne teknologi, at stjernebilledet Sirius består af tre stjerner og ikke to, som videnskaben havde påstået. Først i 1995 opdagede astronomer ved hjælp af en meget kraftig stjernekikkert, at stjernekonstellationen består af to synlige - og én usynlig stjerne. Det giver næsten dogon-folket status som Afrikas svar på Mellemamerikas mayaindianere. Det er aldrig en turist, der må lade livet, ej heller en person fra landsbyen, men altid en fremmed. I byerne Yenda, Tendeli og Tintan foretager man stadig disse uhyggelige ofringer, som regel hvert år i april lige før regntidens komme. Masker og bolig med udsigt Det er fjerde dag på trekket, og vi er begyndt at kunne mærke musklerne værke lidt. Vi skal i alt vandre 56 km og kan så småt fornemme trætheden melde sig især når man ikke er vant til at gå i løst sand med rygsæk i en temperatur der nærmer sig de 35 grader. Nu er de længste dagsmarcher overstået, og i dag nøjes vi med en rute på 9 km. Vi skal nå igennem byen Komokan og tilbringe natten i Tireli. Om på eftermiddagen har vinden lagt sig. Det er en pragtfuld eftermiddag med smukt varmt lys, og vi vandrer langsomt hen ad det ensomme hjulspor. Sådan en dag kan jeg næsten tage mig selv i at være lykkelig - ingen stress og jag, kun ro og ren væren. Fra den flade sandslette har vi under hele trekket haft udsigt til klippevæggen, hvor man har kunnet se et utal af lerklinede huse uden stråtag der balancerer på afsatser op ad den stejle væg. Langs det meste af klippevæggen, der strækker sig 225 km fra syd til nord i Mali, kan man se disse forunderlige indretninger. Tellem-folket var det oprindelige folk, der besatte området. Man ved ikke, hvor disse mennesker kom fra, og hvorfor de valgte at bosætte sig netop her. Dogon-folket troede, at dette folk besad specielle magiske kræfter, så de kunne flyve op til deres boliger, da alle ligger placeret på smalle hylder flere hundrede meter oppe ad de lodrette klippevægge. Mere sandsynligt er det dog, at der på den tid fandtes flere træer, så de har flettet reb af barkstrimler og plantefibre og firet sig ned af klippevæggen til deres hjem. I dag bruger dogon-folket disse gamle Tellem-huse og grotter til begravelseskamre. Zacarie fortæller, at flere hundrede mennesker menes at ligge begravet i de gamle huler. Dogon-folket tror på reinkarnation, og derfor afholdes en speciel ceremoni for den nyligt afdøde, således at han kan komme til det sted, hvor forfædrene befinder sig. Ceremonien kaldes for Yinoun-Yanna og udføres for alle medlemmer af den traditionelle dogonreligion. Officielt er de kristne og muslimer, og over hele området findes der kirker og moskeer. Men man har animismen troen på ånder som et vigtigt aspekt, lige meget hvilken religion man bekender sig til. Når den døde skal begraves, lægges liget på en træbåre. Han bæres af landsbyens mænd gennem byen og begraves sædvanligvis dagen efter dødsfaldet. Den døde er pakket ind i et hvidt stykke klæde. Hvis afdøde var en højtstående person, vil han sædvanligvis blive pakket ind i et særligt fint og kostbart stykke klæde. Liget hejses op ad klippen, anbringes i gravkammeret, og døren til hulen forsegles med mudder. Få dage efter afholdes den egentlige begravelsesfest. Hulerne fungerer også som hemmelige opbevaringsrum for de specielle dogonmasker, der spiller en betydelig rolle i Billede øverst: Et godt eksempel på Dogon lands særprægede byggekunst, der kan opleves hele vejen langs den 225 km lange klippevæg. Billede midten: Den smukke dal på den anden side af klippkammen mindede mig i den grad om dalen i bogen De glemte hestes ø fra min barndom. Billede nederst:klippevæggen strækker sig 225 km fra syd til nord i det centrale Mali. Begyndelsen på trekkenturen starter i landsbyen Bandiagara. Billede til højre: Dramatisk udsigt i aftenskumringen over klippeskæret. Fra kanten er der et lodret fald på over 500 m - en udfordring for folk med højdeskræk!. 34 GLOBEN nr. 36 / Juni 2009 GLOBEN nr. 36 / Juni

19 Billedet på forsiden af dette blad er udvalgt blandt de indsendte billeder fra Slyngelstater. Det har været et svært valg blandt mange rigtig gode billeder. Her på siden kan du se nogle af de kandidater, der var med i opløbet. FORSIDEKANDIDATER Globen juni 2009 / nr. 36 M e d l e M s b l a d f o r d e b e r e j s t e s K l u b Globen juni 2009 / nr. 36 M e d l e M s b l a d f o r d e b e r e j s t e s K l u b Billede til venstre: Afslutningen på 6 dages trekkingtur. Her skimtes byen Sangha der ligger på toppen af klippeplateauet. forbindelse med religiøse ceremonier og festivaler. Maskerne er både sjældne og kostbare og tages kun frem ved særlige lejligheder. Hverken kvinder, børn eller turister har lov til at opleve ceremonier med ægte dogon-masker. Hvert 60. år afholdes den store Siguifestival. Den løb sidste gang af stablen i 1967, og man ser frem til den næste festival i år Dogon-folket er dog enige om, at meget vil være forandret til den tid udviklingen har været enorm siden sidste festival. Modtag en fisk og dø! Efter et solidt aftensmåltid i Tireli kryber vi til køjs igen på taget af et adobestenshus, denne gang med fuldkomment frit udsyn til en stjernehimmel, der kan tage pusten fra selv den mest hærdede. Så kan man ligge der i sin lune sovepose og studere stjerner og mærke at ens ånde næsten bliver til damp i den iskolde klare ørkennat. Næste morgen gnider vi søvnen af øjnene i strålende solskin og opdager til stor morskab, at hele byens unger nysgerrigt står og glor på os med måbende blikke ovre fra det modsatte hustag. Der er ikke meget privatliv på disse kanter! På 5. dagen giver Zacarie os helt specielle instrukser. Vi er nødt til at gå en omvej for at styre udenom byen Yaye. Og grunden: Vi skal undgå at få en fisk! En temmelig kryptisk forklaring. Det første menneske, der kommer ind i byen, hvor man fisker i den lokale sø, vil blive overrakt en fisk. Ceremonien varer ca. 2 uger, og afholdes én gang om året, man ved aldrig helt præcist tidspunktet, men altid omkring december januar. Den der modtager fisken, vil dø. For to år siden havde en mand, der kom ind i byen, ikke hørt advarslen og modtog intetanende fisken. Hans søster var syg og lå på hospitalet i Sangha, og han var på vej hen for at besøge hende. Han fik fisken og kørte to uger senere galt på en motorcykel og blev slået ihjel. Hvis ingen passerer igennem landsbyen i to dogon-uger, dvs. 10 dage, så bliver det automatisk den ældste mand i byen, der dør. Inden 100 meter kan man nå at vende om, hvis man kommer ind i byen og opdager fiskeriet i tide, men har man først modtaget fisken, så er løbet kørt. I nabobyerne Amani og Ireli har man gennem årerne mistet over 70 mennesker på den konto. De modtog fisken og døde på mystisk vis få uger senere. Man ved ikke med sikkerhed, om det også virker dødeligt på turister at modtage fisken. Men der er jo som bekendt mere mellem himmel og jord! Fakta er, at familien i byen har en meget stærk Fetish, og ingen tør gå imod gamle traditioner. Ifølge vores guide er problemet søen. Regeringen kunne beslutte sig for fylde den op, så ville problemet være løst, og Billede til højre: De specielle lerklinede huse i Dogon land er som regel ikke beboelseshuse, men opbevaringrum til bl.a korn og andre afgrøder. ingen skulle mere frygte at nærme sig landsbyen. Men af frygt for, hvordan forfædrenes ånder vil reagere, tøver man. Mali er et sted, der i den grad pirrer fantasien og stiller flere spørgsmål end svar! Vi er heldige at slippe for at få overrakt en fisk, og ankommer i god behold til Ireli. Denne by er et utrolig smukt eksempel på den specielle dogon-byggekunst. På en vandretur op ad klippesiden finder vi adskillige såkaldte retshuse, hvor byens vise mænd diskuterer og løser problemer. Husene er meget lave, og det er umuligt at stå oprejst inde i dem. Det forhindrer én i at rejse sig i vrede inde i huset er man uenig i gruppens afgørelse, må man gå udenfor og afreagere. Natten tilbringes i byen Banani, og næste morgen er vi alle tre lidt fjantede, fordi det er den sidste dag på trekket. Det er med en blanding af lettelse og vemod, vi begynder at bevæge os op ad en stejl klippetrappe til slutmålet: Byen Sangha på klippeplateauet. På en lille restaurant nyder vi en iskold cola som afslutning på vandreturen, skåler og ønsker hinanden tillykke med et velgennemført trek og en oplevelse for livet. Vi sværger på, at vi aldrig mere skal vandre 56 km i stegende sol men dét er lige indtil næste gang! Moneychanger i Hargeisa, Somaliland Foto : Arne Runge juni 2009 / nr. 36 Globen M e d l e M s b l a d f o r d e b e r e j s t e s K l u b Da m e v e d Kh o m e i n i Ma u s o l e e t, Ir a n Foto : Jakob Øster Pr o p a g a n d a p l a k a t, No r d k o r e a Foto : Peter Goltermann juni 2009 / nr. 36 Globen M e d l e M s b l a d f o r d e b e r e j s t e s K l u b Plakat, Ayatollah Khomeini, Iran Foto : Claus Qvist Jessen 36 GLOBEN nr. 36 / Juni 2009 GLOBEN nr. 36 / Juni

20 k l u b i n f o t e m a Sly n g e l s tat e r Per Allan Jensen indtræder i det eksklusive +100 selskab: Jubilæum i slyngelstat Land nr. 100: BELARUS Af: Søren Padkjær og Erik Pontoppidan Forfatteren har lige fejret sit 100-landes jubilæum med et besøg i Hvideruslands hovedstad Minsk, hvilket giver anledning til lidt tanker om at rejse i slyngelstater samt en varm anbefaling om at besøge Myanmar. Det er et ikon i DBK, der her skal fejres - en person, der i snart 10 af klubbens 13 års levetid har ydet en kæmpe indsats, og som har en stor andel i DBK s nuværende position. Per Allan blev formand i 2000, og med sin velkendte metodik og systematik fik han lagt grundlaget for flere af de ting, der har været af stor betydning for klubbens udvikling: Først og fremmest var han manden bag DBK s medlemsblad, der første gang udkom i september De første par år i en fotokopieret udgave, men allerede 2 år senere i en opsætning, der blev grundlaget for det flotte blad, vi sidder med i hånden i dag. Det var også i Per Allans formandstid, at begrebet B-medlemmer og passive medlemmer blev indført. Begge dele har på hver sin måde betydet meget for klubben. Per Allan trak sig tilbage som formand i 2003, men er med sit fortsat store engagement for klubben en grundig korrekturlæser af artikler til Globen og på hjemmesiden samt en hyppig og inspirerende foredragsholder i Café Globen. Og han har stadig en suveræn fornemmelse for, hvad der rører sig i DBK. Hvis man f.eks. har brug for et godt billede fra Angkor Wat, eller gerne vil i kontakt med folk, som netop har besøgt Irian Jaya, så er han en af klubbens absolutte nøglepersoner. I øvrigt også, når det gælder søjlediagrammer over landestatistikker eller trends i aldersfordelingen i vores fantastiske klub. I sin formandstid opnåede Per Allan også den - efter hans egen mening tvivlsomme - ære at få tildelt en speciel indstiftet pris, Egholm-prisen. Prisen skulle gives til én, som har rejst i Ole Egholms til tider noget rastløse og flakkende ånd. I Kenneth Hvolbøls nominering anføres bl.a., at Per Allan.. har ræset gennem talrige lande og ladet hånt om indtryk, fordybelse, oplevelser og dufte... før han måtte videre i sin evige og åbenlyse jagt på DBK s pensionskriterium, de forjættede 100 lande. Stærkt overdrevet eller kærlig mobning, så fordyber Per Allan sig også gerne i sine rejsemål - selvom han ikke går af vejen for at snuppe et ekstra land, hvis han nu alligevel er i nabolaget. Og på sine rejser fordyber han sig altid i omhyggelig dagbogsskrivning om dagens hæsblæsende oplevelser. Mange af beskrivelserne finder i øvrigt vej til spændende og inspirerende artikler i Globen. Og den overskudsenergi, som ikke forløses gennem nye rejsemål, bliver brændt af i form af lange og strabadserende cykelture eller andre former for motion i hans fædreland. Han rejser gerne behageligt hvorfor sidde med oppakning bag på en motorcykel hvis der findes en taxa? og hvorfor i det hele taget køre byen rundt, når der er et fint hotel lige her? Og hvorfor f.eks. nøjes med at drikke kokosmælk og Fanta i det fattige Senegal, når man takket være de stolte koloni-traditioner stadig kan købe gode franske rødvine til acceptable priser. Til gengæld, når indlogeringen på et hotel med A/C og myggesikrede vinduer er overstået, står løbeskoene parat til en tur på stranden. Per Allan vil gerne bese de berømte steder, hvor Lonely Planet er en trofast guide til at lokalisere de bedste cafeer og restauranter. Trods sporadiske, men gode oplevelser med lækker mad ved gadekøkkener med spinkle taburetter, så er et ikke uvæsentligt kriterium for et acceptabelt spisested dog immervæk normale stole med ryglæn og tilhørende bord samt gerne udsigt over vandet. Per Allan rejser ofte med sin datter Anita eller andre rejsevenner. Der er her altid garanti for, at man hverken kommer til at sulte eller mangle koffein, men til gengæld har en vidende og målrettet rejsepartner. Trods sine mange rejser, så er det hver gang en kæmpe opgave for Per Allan at forberede pakning af rygsækken. Der laves pakkelister, prøvepakkes og tilrettes men til gengæld har man heller aldrig før set nogen have alle diverse remedier enkeltvist og sirligt indpakket i afmærkede plastposer omviklet med elastik. Stort set alle nødstilfælde er forudset og klares med et dyk ned i rygsækken. Erobringen af de 100 lande betyder bestemt ikke, at Per Allan nedsætter sin rejseaktivitet tværtimod er der allerede bestilt billetter til de næster par ture (bl.a. togrejsen Beijing-Lhasa) så vi kan med sindsro se frem til endnu flere foredrag, rejsebeskrivelser og statistiske beregninger. Endelig er jeg trådt ind i de voksnes rækker, sådan rent rejsemæssigt. Mit land nummer 100 blev noget så eksotisk som Hviderusland, der - meget apropos dette nummers tema - ofte omtales som Europas sidste diktaturstat. Tæt på Danmark, hvis man måler i geografisk afstand, blot halvanden times flyvning, hvis der ellers var en direkte rute. Men meget fjernt, hvis man begynder at sammenligne på områder som demokrati og menneskerettigheder, der på disse kanter - med en lidt vandet vittighed - nærmest er en by i Rusland. Det er jo en klassisk problemstilling, om man overhovedet bør rejse til den slags lande, for hvad gør mest nytte: boykot eller tilstedeværelse? Men hvis ens overvejelser fører til, at man kaster sig ud i det, så er det min erfaring, at såkaldte slyngelstater kan være fremragende rejsemål, hvor man mødes af venlige og nysgerrige mennesker, der ikke er spoleret af masseturisme, hvor prisniveauet er lavt, og hvor kriminalitet Tekst og foto : Per Allan Jensen er nærmest ikke eksisterende. Oplagte eksempler på dette er lande som Iran, Myanmar og Hviderusland, som jeg alle har besøgt med stor begejstring. Iran for mange år siden, de to andre for ganske nylig. Jeg har aftalt med Erik Pontoppidan, at han får fornøjelsen af at skrive om vores nys overståede fælles ophold i den hviderussiske hovedstad Minsk, selv om jeg næsten ikke kan lade være med at kaste mig ud i begejstrede beskrivelser af de mange smukke og modebevidste unge kvinder, gader så rene som spiseborde, venlige og hjælpsomme mennesker og - ikke uvæsentligt for en gammel gnierisk drukmås - værtshuse, hvor man får en stor fadøl eller en tredobbelt vodka for en femmer. I stedet vil jeg bruge resten af denne artikel på at skrive lidt om Myanmar og slutte af med et par generelle betragtninger om "rejselivet som voksen". Myanmar - ikke så farlig som sit rygte "Skal du virkelig til Myanmar? Tør du godt det? Er det ikke meget farligt?" Da jeg begyndte at lufte mine rejseplaner, blev jeg ofte konfronteret med disse spørgsmål, som jeg nu - efter et yderst vellykket besøg i december kan besvare klart med "ja, ja og nej". Myterne om landets "farlighed" bunder naturligvis i den kendsgerning, at en militærjunta i snart et halvt århundrede har holdt landet i stramme tøjler og brutalt hindret ethvert forsøg på indførsel af demokrati og menneskerettigheder. Og så hjælper det også på det dårlige ry, at en voldsom cyklon sidste år raserede et hjørne af landet, mens generalerne lod som intet og yderligere forværrede situationen ved at forbyde de internationale hjælpeorganisationer at komme ind i landet. Alt det er jo slemt nok, men det udgør intet problem for almindelige rejsende. Cykloner kan optræde 38 GLOBEN nr. 36 / Juni 2009 GLOBEN nr. 36 / Juni