OXUS Nyhedsbrev for Centralasiatisk Selskab

Transkript

1 Nyhedsbrev for Centralasiatisk Selskab OXUS 2012, Nr. 2

2 Indhold Indhold Redaktionelt 1 Nyheder fra Centralasiatisk Selskab 3 Feltarbejde med forhindringer hos uighur-minoriteten i Kina Ildikó Bellér-Hann Turkmenistans statsflag 17 Vilhelm Thomsen ( ) - en Randers-dreng, der blev verdenskendt Thomas Petersen Efterskrift Vilhelm Thomsen Ostrowskia magnifica Per Fischer Krigsbakterie med identitetsproblemer Redaktionelt Redaktion: Per Fischer (redaktion) og Adam Hyllested (korrektur/layout) Forside: Tre generationer, Kashgar. Foto: Ildikó Bellér-Hann. Deadlines for kommende numre: December 2012 Deadline for notitser, annonceringer etc. 1. November. Redaktion påbegyndes 15. November. Udkommer 1. December. Marts 2013 Deadline for større artikler og indlæg 15. Januar, korrekturlæsning påbegyndes. Deadline for notitser, annonceringer etc. 1. Februar. Redaktion påbegyndes 15. Februar. Udkommer 1. Marts. Bidrag i form af artikler, information om arrangementer, billedmateriale, idéer/forslag til emner kan indsendes til mail@centralasien.dk - skriv "OXUS" i emnefeltet. Errata et corrigenda: Forside billedet i Oxus 2012 nr. 1 viser ret beset ikke afghansk Pamir, men det første hus i Pakistan i Wakhilandsbyen Zoud Khoon, set fra Afghanistan-siden. Udgivet af Centralasiatisk Selskab, København 2012 ISSN: Centralasiatisk Selskab har til formål at fremme kendskabet til og interessen for Centralasien før og nu samt fungere som tværfagligt forum for koordinering og styrkelse af aktiviteter, der omhandler Centralasien. Centralasiatisk Selskab er en apolitisk og ikke-profitbaseret organisation. Betegnelsen Centralasien dækker i selskabets regi primært landene Afghanistan, Kasakhstan, Kirgisistan, Tadsjikistan, Turkmenistan, Usbekistan; provinsen Xinjiang i Kina; de sydsibiriske provinser i Rusland; de nordlige provinser i Pakistan; samt emigranter fra de pågældende områder, hvor de end måtte befinde sig. Se mere på OXUS 2012, Nr. 2 2

3 Nyheder fra Centralasiatisk Selskab Nyt fra redaktionen Redaktionen beklager forsinkelsen af dettte nummer. Det skyldes et computersammenbrud, hvorved de for arbejdet nødvendige filer gik midlertidigt tabt. Som alle andre af Centralasiatisk Selskabs aktiviteter foregår også redaktionen af OXUS sideløbende med de medvirkendes almindelige arbejds-, studie- og familieliv. At kombinere et almindeligt travlt liv med redaktionsarbejde af tilfredsstillende kvalitet og kvantitet kan være svært. Den kommende tid vil bringe et større fokus på at få OXUS til at udkomme hyppigere, dvs. kvartalvist samt mere punktligt. Dette kan muligvis betyde, at numrene bliver mindre omfangsrige end hidtil, men vi håber, at vi kan undgå en specielt mærkbar nedgang i omfang. Der vil fremover også blive satset mere på langtidsholdbare og dybere emner, frem for akut nyhedsstof der er meget arbejdskrævende og desuden ofte kan være overhalet af begivenhedernes gang, allerede inden det er bragt. Der arbejdes p.t. på et sæt redaktionelle guidelines, som skal lægges ud på hjemmesiden. Dette vil forhåbentlig give folk uden for redaktionen mere mod og lyst til at bidrage til OXUS. For nogle år siden fandt man, i kælderen under Københavns Universitet, forskelligt materiale fra sprogforskeren Vilhelm Thomsens og hans assistent Kurt Wulffs hånd. Dette materiale ligger blandt andet til grund for Vilhelm Thomsens publikationer om de oldtyrkiske runer og Kurt Wulffs senere arbejde med at færdiggøre Thomsens værk. Det drejer sig blandt andet om oprindelige udkast af Thomsen til publikationer om hans tydning af Orkhon-indskrifterne, forsøget på at tyde Nagy-Szent-Miklós-indskrifterne, uigurisk grammatik, samt diverse breve sendt til Thomsen. Kurt Wulff har efterladt sig en række notesbøger med titler som: "Helsinki & Leningrad Kollationer", "Indskrifter fra Jenisej", "Kollationer til Ongin, Kara Balgasun", "Noter til tyrkernes historie", "Onginnoter", "Runetyrkisk notesbog", "Uddrag af Literatur", "Chüan 200", "Kollationer H.fors", "Kollationer til Ongin efter aftryk i H.fors". Som det ses, omhandler disse primært arbejde med de runetyrkiske indskrifter. Skønt det meste af materialet må formodes forlængst at være blevet publiceret, kan der kan være rettelser og udeladelser som endog kan være interessante for fagfolk. Vi har derfor besluttet at udgive skanningerne af dette materiale. I den forbindelse vælger vi at vægte hastighed og dynamik, frem for langsommelig nøjagtighed. Mange af noterne svinger eksempel mellem to eller flere sprog og indeholder dertil gloser og referencer skrevet med arabiske, runetyrkiske og kinesiske skrifttegn. Folk fra forskellige relevante discipliner vil derfor blive inddraget. Der kan dog alligevel blive tale om enkelte fejllæsninger og lignende, men vi håber at folk vil være behjælpe-lige med rettelser og kommentarer. Notesbøgerne befinder sig nu fysisk i et magasinrum på Carsten Niebuhr Afdelingens bibliotek på Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier (ToRS), Københavns Universitet. Men skanninger af disse notesbøger, breve etc. har i nogle år befundet sig på Per Fischers computer i en mappe med navnet kælderrummet. I mangel på en genial betegnelse OXUS 2012, Nr. 2 3

4 for disse skanninger, vil de blive bragt under denne fællestitel. Det har endnu ikke været redaktionen muligt at erhverve en runetyrkisk skriftfont, så foreløbig sker opsætningen af runeteksten ved klippeklistre-metoden, hvilket medfører lidt ekstra arbejde, men som en bieffekt gerne skulle betyde, at runerne er læselige for alle uanset hvilken software der måtte være på deres computer. En digital udgivelse vil dels sikre folk adgang til materialet uden at skulle indfinde sig på Københavns Universitet, dels forhåbentlig få nye generationers øjne op for de tyrkiske runer og en dansk forskers tydning af disse. Thomsens bedrifter er underligt nok stadig langt mere kendte i udlandet end i Danmark, så en senere oversættelse med henblik på de udenlandske interesserede vil være ønskelig. Nyt fra bestyrelsen Hjemmeside & Facebook Et løst defineret hjemmesideudvalg ser kritisk på hjemmesidens indhold og overskuelighed. Dette sker for at gøre siden mere brugervenlig både for medlemmerne og for dem, som skal lave og vedligeholde siden. Bestyrelsesmøder Bestyrelsesmøde blev afholdt 21. maj. Til stede var Ulla Prien (formand), Per Fischer, Adam Hyllested (sekretær), Carsten Trier Høj, Muborak Sharipova og Saida Zukhritdinova. Bestyrelsesmøde blev afholdt 12. sept. Tilstede var Ulla Prien (formand), Per Fischer, Andrey Lukyanov. Der afholdes bestyrelsesmøde følgende datoer: Onsdag 16 jan. kl Mandag 25. feb. kl (herunder planlægning af generalforsamling). Emner, der ønskes taget op som et punkt på bestyrelsesmøderne, sendes til sekretæren senest 10 dage i forvejen på mail@centralasien.dk. Skriv "bestyrelsesmøde" i mailens overskrift, samt dato for pågældende bestyrelsesmøde. Generalforsamling 2013 Onsdag 6. marts kl Emner, der ønskes taget op som et punkt på generalforsamlingen, sendes til sekretæren på mail@centralasien.dk senest 10 dage i forvejen, skriv "generalforsamling 2013" i mailens overskrift. Centralasiatisk Selskabs Facebookgruppe vil af praktiske grunde blive afløst af en Facebookside. Har man endnu ikke skiftet fra den gamle Facebookgruppe til den nyoprettede Facebookside, bør man skynde sig at gøre det. Fra årsskiftet vil den gamle Facebookgruppe nemlig ikke længere blive opdateret med nyheder og information om Selskabets arrangementer. Afholdte arrangementer Tatiana Kotova (ACT Alliance), Folkekirkens Nødhjælps regionale repræsentant i Centralasien, besøgte Danmark i foråret. Den 9. maj berettede hun om migration både den interne migration fra land til by i Kirgistan og den eksterne fra Kirgistan og Tadsjikistan til primært Kasakhstan og Rusland. Og ikke mindst om konsekvenserne for disse migranter. OXUS 2012, Nr. 2 4

5 Den 6. juni blev der afholdt Filmaften i Centralasiatisk Selskab. Næstformand Muborak Sharipova præsenterede sin kendte slægtning, den tadsjikiske filminstruktør Orzumurod Sharipovs film: "Sweet Sweet Home" og " km far from New York". De vævede ikat-tekstiler bliver ofte brugt til kaftaner med smukke motiver, som spænder fra det helt enkle og geometriske til komplicerede billedkompositioner. På grund af det begrænsede udstillingsareal kan maksimalt 15 personer deltage pr. omvisning. Det er derfor nødvendigt med tilmelding. Samlingen har til huse i en fredet bygning med mange trapper og er mindre egnet for gangbesværede: Man må ikke medbringe tasker, overtøj m.m. på museet, det er derfor en god ide at medbringe en 10-krone til depositum i garderobeskabene. Trade and settlement in the Medieval Karakum: New research on the cities and routes of the Silk Road in Southern Turkmenistan Onsdag den 28. november kl Filminstruktør Orzumurod Sharipov. Kommende arrangementer Medlemsarrangement: Flammende tekstiler fra Usbekistan Onsdag den 31. oktober kl (Begrænset antal pladser tilmelding nødvendig). Davids Samling rummer flere tekstiler fra Usbekistan, som ikke normalt er udstillet på museet. For tiden kan de iøjnefaldende kaftaner og andre farvestrålende ikat-tekstiler ses i museets særudstillingssal. Konservator Anne-Marie Bernsted viser om på særudstillingen og fortæller om den særlige ikat-teknik. Ikat er en særlig farveog væveteknik, som kendes fra flere steder i verden. Allerede inden garnet bliver vævet, bliver det indfarvet efter de skitser, som ikat-mesteren har til sit mønster. Ikke mindst Usbekistan, hvor man har en lang tradition for at fremstille det flammende garn. Ph.d.-studerende på Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier (ToRS), Paul D. Wordsworth, fortæller om sin seneste forskning i Turkmenistan. Paul D. Wordsworth er tilknyttet Materiality in Islam Research Initiative og Asian Dynamics Initiative samt Assistant Director ved Ancient Merv Project. Lokale U3, Institut for Tværkulturelle & Regionale Studier, Snorresgade i København. Moderne usbekisk fotografi Dato følger på et senere tidpunkt. Vi håber at den usbekiske fotograf Umida Ahmedova får mulighed for at komme til Danmark i midten af november for at tale om "Moderne usbekisk fotografi". Nærmere oplysninger følger på selskabets hjemmeside og facebookside. OXUS 2012, Nr. 2 5

6 Vi anbefaler! Rensdyrfolket i Øst Lørdag den 10. november kl Reklame- og kunstfotograf Rasmus Degnbol ( fortæller om sit besøg i sommeren 2011 hos Tsaatan-folket (Dukha) i det nordligste Mongoliet. Klemt op mod grænsen til Rusland, har de levet i årtusinder i symbiose med deres rensdyr, afskåret fra den omkringliggende verden. Et oplevelsesbaseret foredrag, der involverer billeder, video, lyd, duft og meget meget mere... Der er mulighed for at købe et signeret eksemplar af Rasmus Degnbols bog Rensdyrfolket i Øst til favørprisen 299,- kr, hvoraf 125,- kr går til indkøb af nye rensdyr til nomaderne Medborgerhuset på Danasvej 30B, Frederiksberg. Kun for medlemmer af Dansk Mongolsk Selskab. Indmeldelse kan foregå via selskabets hjemmeside Yat-Kha - Strubepunk fra Tuva Lørdag 3. november kl (dørene åbnes) Fotoudstilling af Steve Mccurry Øksnehallens udstilling af Steve McCurrys "Ikoniske fotografier" er blevet forlænget fra 11. december til 9. januar. Steve McCurry er en af tidens store billedskabere hans billeder forener kunstens æstetiske udtryk med journalistikkens dokumentariske kvaliteter. Steve McCurry har dækket mange internationale konflikter i hele verden. Hans karriere startede, da han i 1979 krydsede den pakistanske grænse til det konflikthærgede Afghanistan. Forklædt som afghaner blev han den første fotograf, der kunne bevidne kampene i landet. Billetter: 40 kr. for voksne. 25 kr. for børn ml år, studerende og pensionister. Efter næsten 10 års venten er det tuvinske strubepunkband Yat-Kha tilbage i Danmark. Forvent rådden rockguitar, strubesang, sprøde melodier spillet på traditionelle instrumenter når Yat-Kha med Albert Kuvezin i front omdanner stenbroens stressende by-jag til Sibiriens uendelige stepper. Forsalg via Billetpris: 80 kr. (+ gebyr), i døren: 90 kr. (70 kr. for studerende). Et særtilbud er udsendt til Centralasiatisk Selskabs medlemmer. Global Copenhagen. Nørre Allé 7, 2200 København N McCurrys nok mest kendte fotografi må være portrættet af den afghanske pige Sharbat Gula, der blev bragt på forsiden af juninummeret af National Geographic Magazine i Øksnehallen. Halmtorvet 11, 1700 København V Man-fre kl Lør-søn kl OXUS 2012, Nr. 2 6

7 Russisk orientalismefræs Mikhail J. Lermontov: Dæmonen, Aleksander Pusjkin: Fontænen i Bakhtjisaraj. To versfortællinger, oversættelse og forord af Birger Kledal. Hovedland. 108 sider, 149,- kr. Tocharian and Indo-European Studies Seneste nummer af Tocharian and Indo-European Studies (TIES), nr. 13, er netop udkommet. TIES er et international videnskabeligt tidsskrift med bidrag på engelsk, tysk og fransk. Aleksander Pusjkin og Mikhail Lermontov er de to helt store navne i den russiske litteraturs guldalder i første del af 1800-tallet. Mens Pusjkins digt Fontænen i Bakhtjisaraj er et af de første eksempler på romantikken i russisk litteratur en genre, hvorigennem Pusjkin satte satte normen for det moderne russiske skriftsprog og bragte russisk og vesteuropæisk kultur nærmere hinanden, kan man se Lermontovs digt Dæmonen som romantikkens afsluttende højdepunkt. Romantikkens voldsomme og eksotiske landskaber befolket af odalisker, grumme despoter og ikke mindst 'ædle vilde' fandt russiske forfattere i Ruslands dengang nyligt koloniserede, men ikke pacificerede (muslimske) områder som i Kaukasusbjergene, hvor Dæmonen foregår, og på Krim, hvor Krimtatarerne havde deres 'orientalske' hovedstad Bakhtjisaraj. Begge fortællinger er fulde af erotiske antydninger, kredsende om emner som uskyld, synd, frelse og fortabelse og er dertil veloversatte og mundret flydende. Anbefalelsesværdig læsning til versglade interesserede i russisk litteratur og orientalisme. Den emnemæssige hovedvægt ligger på de to tætbeslægtede sprog tokharisk A og B, blandt andet kendt fra centralasiatiske buddhistiske manuskripter dateret til anden halvdel af det første årtusinde. Tidsskriftet fokuserer primært men ikke udelukkende på filologiske og lingvistiske aspekter af tokharisk og dets forhold til andre indoeuropæiske sprog. ISSN Pris pr. bind: 350 kr / 47. Museum Tusculanum Press OXUS 2012, Nr. 2 7

8 Øvrige nyheder Workshop i anledning af 10-året for ambassadør Gunnar Jarrings død I dagene maj afholdt Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier (ToRS) "Kashgar Revisited - Workshop to commemorate the 10th anniversary of the death of Ambassador Gunnar Jarring". Workshoppen, som var en forlængelse af lignende arrangementer tidligere afholdt i London og Tokyo, blev arrangeret af Ildikó Bellér-Hann (ToRS, Københavns Universitet), Birgit Schlyter (Svenska Forskningsinstitutet Istanbul) og Jun Sugawara (Tokyos Universitet for Internationale Studier). Workshoppen blev finanseret i fællesskab af Det Frie Forskningsråd for Kultur og Kommunikation (FKK), Kungliga Vitterhets Historie och Antikvitets Akademien (KVHAA), Asian Dynamics Initiative (ADI) og Nordisk Institut for Asien Studier (NIAS), som desuden lagde lokaler til arrangementet. Ankomst til Lunds Universitetsbibliotek. Workshoppen, som over dagene havde omkring 25 deltagere, førte nogle af verdens førende, etablerede Xinjiang- og uigurforskere sammen med unge forskere der netop har påbegyndt deres forskning indenfor dette område (heriblandt ph.d.-studerende og enkelte BA-studerende). I løbet af workshoppens første to dage blev 15 foredrag afholdt og diskuteret. Tredje og sidste dag var henlagt til Sverige, hvor workshoppens deltagere besøgte Jarringsamlingen på Lunds Universitetsbibliotek en af de verdens vigtigste samlinger af Østturki-/uigur-manuskripter. Arrangørerne planlægger, at den kommende udgivelse af workshoppens emner kommer bliver en særudgave i Det Svenska Forskningsinstitutet Istanbuls publikationsrække. På de 3 ovenstående billeder ses workshoppens deltagere travlt optaget i Jarringsamlingen. Besøg Jarringsamlingen på nettet: OXUS 2012, Nr. 2 8

9 Feltarbejde med forhindringer hos uighur-minoriteten i Kina Af Ildikó Bellér-Hann Kort: Wikipedia.org Da jeg var på feltarbejde i midten af 1990 erne i en provins i Kina, blev jeg stillet over for væsentlige etiske dilemmaer. Hvordan skulle jeg indsamle data under forhold, der var politisk kontrollerede? Og hvor langt skulle jeg forfølge mine forskningsmæssige interesser uden at sætte de involveredes interesser på spil? OXUS 2012, Nr. 2 9

10 Uighurerne Uighurerne, der på verdensplan udgør næsten 10 millioner, er den nominelle befolkningsgruppe i Xinjiang. De taler et tyrkisk sprog og er sunnimuslimer. Uighurfolkets forfædre består af en række folkeslag: indfødte indoeuropæisktalende oasefolk fra området, samt de tidlige uighurer, som bestod af nomadegrupper, der kom dertil fra områder i det nuværende Mongoliet. Uighurernes etnogenese var en kompleks proces, og ud over indoeuropæere og tyrkfolk spillede mange andre elementer sandsynligvis en rolle. Disse tidlige uighurer var, stik imod nutidige uigurers egen opfattelse, influeret af forskellige religiøse strømninger som buddhisme, nestoriansk kristendom, manikæisme og forskellige tyrkiske trosretninger og udviklede en blomstrende litterær civilisation i det århundrede. De blev gradvist mere tyrkiske fra omkring det 7. århundrede. Og fra omkring det 10. århundrede til det århundrede blev hanafitisk islam gradvist den fremherskende religion. Hovedparten af uighurerne lever i Xinjiang, men der findes betragtelige grupper uighurer i de centralasiatiske nabolande, Kasakhstan (som huser den største gruppe uighurer uden for Kina), Kirgisistan og Usbekistan. Mindre grupper findes desuden i Afghanistan, Pakistan og Tyrkiet. De møder, man som forsker har under feltarbejde, skal altid vurderes ud fra den politiske kontekst, og man skal tage højde for de forskellige holdninger, der er til forskerens tilstedeværelse og opgave og til, hvad der udgør feltarbejde. Hvordan påvirker det behandlingen og evalueringen af de data, man har indsamlet? Mit feltarbejde foregik i Xinjiang Uighur Autonome Region (XUAR) i det nordvestlige hjørne af Kina. Provinsen udgør cirka en sjettedel af landet og grænser op til Mongoliet, Rusland, Kasakhstan, Kirgisistan, Tadsjikistan, Afghanistan, Pakistan og Indien. Der er 18 millioner indbyggere; heraf er den største gruppe uighurer og den næststørste han-kinesere. Desuden er der minoritetsgrupper som kasakher, kirgisere, usbekere, tatarer, tadsjiker, mongoler, hui (kinesiske muslimer) og russere. Uighurerne i Xinjiang Jeg skulle undersøge uighurfolket. Uighurerne er én af 55 anerkendte minoriteter i Kina. Officielle tal siger, der er 8 millioner uighurer. Denne befolkningsgruppe taler et sprog, der er beslægtet med tyrkisk, og de er sunnimuslimer. En stor del af Xinjiang er ørken, og klimaet er udpræget fastlandsklima. På grænsen til ørkenen dyrker indbyggerne ved hjælp af kunstvanding hvede og andre afgrøder foruden frugt og grønt, men også husdyrhold er almindeligt både hos uighurbefokningen og de forskellige nomadegrupper i området. Selvom området er rigt på olie, gas, jern, kul og guld er den industrielle udvikling først kommet langsomt i gang fra midten af det 20. århundrede. I løbet af hele den kollektivistiske periode har området været tilbagestående set i forhold til Kinas østkyst. Med regeringens kampagne for at udvikle Vestkina er infrastrukturen siden år 2000 blevet forbedret, og flere investeringer er fulgt med. Uighurbefolkningen har som andre minoriteter været undertrykt frem til 1980 erne og herefter gradvist oplevet forbedringer. De har fået større økonomisk og kulturel frihed, så de har kunnet udøve deres religion og tale deres sprog. Fra 1990 erne er utilfredsheden med Kinas politik dog vokset. En årsag kunne være Sovjetunionens sammenbrud, som har medført dannelse af stater med tyrkisktalende muslimer, hvilket også har givet uighurerne en stærkere nationalitetsfølelse. Men også befolkningens dårlige økonomi, der skyldes uighurernes begrænsede adgang til områdets ressourcer, har spillet en rolle i Kucha, feltarbejde uden tilsyn I 1995 var jeg i Xinjiangs sydlige del, i Kucha, en oase, der mest var beboet af uighurer, for at forske i uighurkvinders forhold, og i den periode arbejdede jeg forholdsvis frit uden tilsyn fra myndighedernes side. Min statslige tilsynsførende mistede interessen og tog af sted i utide, så jeg havde en hel del frihed til at blande mig med de lokale byboere. Jeg modtog invitationer til private hjem og til familiefester især bryllupper. Hver gang jeg besøgte private hjem eller faldt i snak med folk på gaden, var det en integreret del af læringsprocessen. Det at deltage i uformelle samtaler uden overvågning med de lokale på restauranter og på gadehjørner var altsammen en del af dataindsamlingen, og jeg førte en dagbog under hele mit ophold. I mine kinesiske samarbejdspartneres øjne udførte jeg ikke forskning under dette ophold, fordi jeg ikke uddelte spørgeskemaer og udførte nogen systematisk undersøgelse, selvom de uden tvivl var klar over mine aktiviteter uden tilsyn i Kashgar, feltarbejde med tilsyn Denne anderledes holdning til hvad der udgør feltarbejde og hvad der er en acceptabel og ikke acceptabel metode til dataindsamling udgjorde rammen om det feltarbejde, som blev udført et år senere. Denne gang vendte jeg tilbage til Kucha i Xinjiang udstyret med en officiel tilladelse til at forske og i selskab med min mand, der er antropolog, vores to børn og en uighurisktalende kinesisk professor, som var lingvist fra provinsens OXUS 2012, Nr. 2 10

11 hovedstad, Ürümqi. Han havde til opgave at følge mig under hele feltarbejdet. Jeg accepterede, at jeg ikke måtte stille spørgsmål om religion. På grund af uventede politiske uroligheder i Kucha blev vores forskningssted desuden med kort varsel flyttet til Kashgar, og det spændte politiske klima fik en negativ indflydelse på vores feltarbejde. I højere grad end tidligere følte vi os tvunget til at acceptere de rammer, som vores kinesiske samarbejdspartnere satte for os. til såsæd til kvinder i landområderne for at hjælpe dem med at starte eget landbrug. Bøndernes første reaktion på min tilstedeværelse i landsbyens gader og i deres huse i selskab med den kinesiske professor afslørede deres bekymring. De forestillede sig, at jeg enten var der for at føre tilsyn med UNICEF-projektet, eller at jeg havde noget at gøre med at implementere den upopulære familiepolitik, eller at jeg var der for at kontrollere, om de overholdt deres pligt til at dyrke bomuld (ét af mange upopulære landbrugspolitiske initiativer på det tidspunkt.) Ældre dame, der har taget sit traditionelle tøj på til ære for fotografen, Kucha. Foto: Ildikó Bellér-Hann At gå på kompromis De kinesiske samarbejdspartnere besluttede, i hvilke landsbyer vi skulle udføre vores feltarbejde. Jeg var parat til at strække mig langt i en sådan grad at min mand som professionel antropolog måtte gøre mig opmærksom på, at jeg var ved at overskride grænsen for, under hvilke arbejdsforhold det er muligt at indsamle antropologiske data. På trods af at jeg var parat til at gå på kompromis var jeg fortvivlet, da jeg fandt ud af, at den første landsby beregnet på interviews om husholdning var speciel. Med sin placering tæt på storbyen, var den én ud af kun fire landsbyer i XUAR, som gennem et UNICEF-projekt fik penge Ung landsbyfamilie, Kashgar. Foto: Ildikó Bellér-Hann I første omgang blev de husholdninger, vi fik lov at besøge, udvalgt at lokale embedsmænd. På det punkt udtrykte jeg en beskeden protest og vandt nogle få sejre: Mit ønske om at besøge alle husholdninger i landsbysamfundet blev imødekommet. Der opstod et problem med den daglige transport til og fra landsbyen. Min kinesiske samarbejdspartner, hvis udgifter blev betalt af mit stipendium, ville have mig til at leje en bil med chauffør og ankomme med manér hver dag til landsbyen. Tanken om at komme ud til uighurbønderne hver dag i en sort limousine og OXUS 2012, Nr. 2 11

12 sende regningen til Forskningsrådet tiltalte mig ikke rigtigt, så vi lejede cykler i stedet. Min kinesiske samarbejdspartner forestillede sig, at vores frokost ville blive serveret af de uighurfamilier, vi skulle interviewe. Jeg modsatte mig dette arrangement, da jeg var bange for, at det ville være en byrde for de mere fattige husholdninger. Jeg ville ikke forpligte familierne til at tilberede gratis frokost til flere gæster, der ikke var inviterede. I begyndelsen blev jeg og min medforsker ofte fulgt af 5-6 lokale embedsmænd. Så vi endte med at spise i distriktstyrets kantine. Mandlige landsby-kadrer (parti- og statsansat) og kvindelig township-kadre i Kashgar. Foto: Ildikó Bellér-Hann Hvordan opnår man tillid? Oprindelig var det en del af vores forskningsprogram, at vi ville lave en kvantitativ husholdningsundersøgelse, men det blev hurtigt klart, at mange bønder var bange for, at det ville få indflydelse på deres skatteforhold, hvis de gav den slags informationer og mange, så det ud til, var virkelig ikke i stand til at give så detaljerede oplysninger om deres økonomi. Da jeg havde indset det, bad jeg min samarbejdspartner om at lægge notesbog og blyant væk, og jeg begyndte på frie semistrukturerede interviews, en interviewform, der følger et fast række spørgsmål, men lader interviewpersonen fortælle frit. Der var lagt omfattende restriktioner på feltarbejdet: Uden at bo sammen med bønderne kunne den metode, hvor man udfører deltagende observation, ikke udføres. Mistro opstod blot ved tilstedeværelsen af en kinesisk person, der talte flydende uighurisk. Vi kunne konstatere det senere, da det lykkedes min mand og mig mod slutningen af vores ophold at tilbringe nogle få dage hos landbofamilier uden selskab. Der var en mere tillidsfuld stemning, og de samme spørgsmål gav meget anderledes svar. Bryllupsinvitationer til min familie blev trukket tilbage, når landsbybeboerne fik at vide, at vi kun kunne modtage dem, hvis vi blev fulgt af min kinesiske samarbejdspartner. For at dæmpe vores interviewpersoners mistænksomhed bad jeg min kinesiske kollega om at lade være med at tage noter eller optage under interviewene. Min løsning var at prøve at memorere så meget som muligt af dét, jeg havde hørt i løbet af formiddagen, og at tage detaljerede noter i min dagbog ved frokosttid. Jeg gjorde dette i landsbyboernes påsyn efter vores måltid i byens restaurant og forklarede de nysgerrige præcis, hvad det var, jeg gjorde. Om aftenen på vores base på kollegiet på Kashgars pædagogiske seminarium noterede jeg de data, jeg havde samlet om eftermiddagen. Selvom de fleste landsbyboere forblev forsigtige, følte jeg, at dét, at jeg ikke tog noter, mens de talte med mig, hjalp dem til at føle OXUS 2012, Nr. 2 12

13 sig trygge. Det skete dog, at jeg åbenlyst skriblede nye uighuriske gloser på deres alfabet og spurgte dem om stavemåden. Et skænderi Da endnu en kinesisk forsker ankom for at deltage mod slutningen af vores ophold, blev forholdet mellem den kinesiske side og den britiske side yderligere anstrengt. Vores uenighed om det at tage noter kulminerede i en offentlig konfrontation, da min mand, som var med os den dag, under et af mine interviews bemærkede, at min samarbejdspartner i hemmelighed var ved at optage interviewet. Noget som min uighuriske interviewperson også må have opdaget, selvom jeg var uopmærksom på det selv, fordi jeg var optaget af at holde interviewet i gang. Da den kinesiske samarbejdspartner på gaden i landsbyen blev konfronteret med det af min mand, blev han rasende og insisterede på, at han var nødt til at optage, fordi jeg havde klaget over, at han tog noter. Det endte med at blive den sidste dag, vi arbejdede sammen. Feltarbejdet blev afsluttet, efter at rygtet om vores skænderi var nået rundt i byen. Unge lærlinge holder frokostpause, Kashgar. Foto: Ildikó Bellér-Hann Andre metoder Vores efterfølgende diskussion afslørede meget forskellige holdninger til feltarbejde. Vores kinesiske samarbejdspartner anså det at tage noter for at være nødvendigt, fordi det både øgede troværdigheden til dataindsamlingen, som de mente min metode manglede, og vores prestige som professionelle forskere i landsbyboernes øjne. Vi fik at vide, at det at optage interviews uden tilladelse fra de involverede parter var normal praksis i Kina. Vi blev også anklaget for at have overskredet lokal skik ved at undlade at ankomme til landsbyen i bil og ved at være afvisende over for landsbyboernes traditionelle gæstfrihed, når vi insisterede på at spise i landsbyens restaurant. Vi modtog naturligvis den obligatoriske te- og brødservering i alle husholdninger. I tydeligt velbeslåede husholdninger sagde vi da også af og til ja til et måltid, når vi var sikre på at det ikke var en belastning for husholdningsbudgettet. Min forskning blev forkastet for sin manglende troværdighed, og min metode med de frie semistukturerede interviews blev afvist som utilstrækkelig, da jeg ofte gentog den samme spørgsmålsrække. Vores samarbejdspartnere foretrak korte forskningsekspeditioner på højst nogle få uger. Desværre ophørte vores samarbejde på det tidspunkt. Ingen af os ønskede næste år at fortsætte det fælles arbejde, sådan som det først var planlagt. Jeg tog på et feltarbejde i Kasakhstan OXUS 2012, Nr. 2 13

14 i stedet, hvor jeg boede sammen med uighurer i eksil. Gode resultater til trods På trods af disse vanskeligheder affødte forskningen alligevel relativt fyldigt kvalitativt materiale. Erindringer om den førsocialistiske tid og den kollektivistiske periode, forandringer og traditioner i ritualer og dagligdags sociale omgangsformer, i forholdet mellem kønnene, forandringer i produktionsmønstre og endda aktuelle bekymringer blev ofte diskuteret med ret stor åbenhed. Open-end-interviewene gav en del data om landbrug, aktuelle miljømæssige eller landbrugspolitiske spørgsmål og den lokale reaktion på dem. For hver interviewperson, der fulgte den officielle linje, var der en anden, som udnyttede vores tilstedeværelse til at udtrykke sin utilfredshed. Grundlaget for dette var, at de lokale var overbeviste om, at vi på den ene eller den anden måde var repræsentanter fra et overordnet led i det kinesiske bureaukrati. Lige meget hvad vi sagde, ville vi rapportere op i systemet. Nogle havde tilsyneladende den opfattelse, at ved at tale med os, ville deres stemme blive hørt hos dem, der havde magten, for de stolede ikke på de lokale embedsmænd, som de ofte anså for at være korrupte. Selvom vi aldrig fremsatte spørgsmål om religion, spiller islam så stor en rolle i dagliglivet, at mange interviewpersoner, såvel mænd som kvinder, berørte emnet religion, når de udtrykte deres tanker om landbrugsproduktion, forholdey mellem kønnene eller ideer om moral. Adskillige personer forklarede partiets og statens, herunder de lokale embedsmænds, autoritet ved at trække paralleller til udøvelsen af magt i den religiøse verden. Selv de, der gjorde sig umage for at optræde politisk korrekt, var glade for at tale om personlige erindringer om bryllupper og andre overgangsriter, og fortællingerne var uundgåeligt farvede af den turbulente politiske historie. Således kunne fortællingen om et bryllup, der i den kollektivistiske periode måtte holdes i fælleskøkkenet, eller fortællinger om hjemmefødsler under meget vanskelige forhold, afspejle politisk kontrol og ekstrem fattigdom. Hvordan lever du selv? Mødet med de lokale var altid gensidigt givende. En stor del af interviewtiden gik med at besvare spørgsmål om min egen familie, min uddannelse, løn, priser og boligforhold i de lande, jeg kender. Ofte stillede de det samme spørgsmål til mig, som jeg havde stillet til dem. Det var interessant for dem, at min etnicitet, ungarsk, svarer til mit statsborgerskab, og at mine børn har dobbelt etnisk oprindelse, ungarsk og engelsk. Noget der adskilte sig fra deres opfattelse af etnicitet. De var interesserede i at høre, at der i Europa ikke er brug for familieplanlægning, og at der er lave fødselsrater, der ligefrem bekymrer vores regering. Men de var også nysgerrige efter at vide, at jeg og min mand også havde oplevet socialisme i andre lande. Sådanne tovejssamtaler minimerede den mistillid, som de kontrollerede feltarbejdsbetingelser medførte. Samtalerne viste også, at mange ikke kun anså mødet som en forpligtelse til at tale med embedsmænd, men også en sjælden mulighed for at lære noget om andre verdener. Set fra det perspektiv blev feltarbejdet langt mere end blot en øvelse i indsamling af data. Det blev en emotionel og meget givende oplevelse. Far og søn i landsby nær Kashgar. Foto: Ildikó Bellér-Hann Som lus mellem to negle De kinesiske medforskere var i et dilemma. De var tydeligt interesserede i at samarbejde med udenlandske forskere, men de var også under politisk pres for at kontrollere os og afgøre, hvilken retning og hvilket resultat forskningen skulle have. Desværre kunne de aldrig åbent fortælle os om disse emner. Risikoen ved at arbejde sammen med os var undertiden for meget at overkomme. De lokale uighuriske embedsmænd, som blev konfronteret med mere OXUS 2012, Nr. 2 14

15 magtfulde kinesiske embedsmænd tættere på magtens centrum, havde også en vanskelig stilling: Deres sympati lå hos deres eget folk, og de var derfor generelt interesserede i vores forskning og støttede den, men deres mellemposition gjorde dem sårbare. De mest sårbare var de uighuriske bønder, som man forventede skulle give os særlig information. Den afgørende faktor for os var vores fuldstændig manglende kontrol over de data, der blev produceret, og vores samarbejdspartneres mulige sårbarhed. Selvom samarbejdet til sidst brød sammen, forbliver vi taknemmelige over for vores kinesiske kolleger. Uden deres støtte ville undersøgelsen have været umulig. Vi er endnu mere taknemmelige over for de uighuriske landsbyboere, som delte deres erindringer, viden og daglige bekymringer med os. Oversat af Annemarie Hede-Andersen Tidligere bragt i Tværkultur: Årbog for ToRS Kbh. ISBN: Faktaboksene er en sammenredigering af de til artiklen oprindeligt hørende faktabokse samt Ildikó Bellér-Hanns artikel "Violence in Xinjiang: indicative of deeper problems?" oprindeligt bragt på marts, Ildikó Bellér-Hann, lektor, er kandidat i tyrkisk og engelsk filologi og i arkæologi fra Eötvös Lóránd Universitet i Budapest. I 1989 blev hun ph.d. i tyrkisk fra Faculty of Oriental Studies ved Cambridge University, og i 2005 tog hun sin habilitat, svarerende til en dansk dr. phil., i centralasiatiske studier ved Humboldt Universität i Berlin. Selvom hun oprindelig er uddannet lingvist, omfatter hendes forskningsinteresser hovedsaglig social antropologi og historie i den tyrkisktalende del af verden. Hun har været på feltarbejde ved Sortehavet i det nordøstlige Tyrkiet, i Xinjiang og i Kasakhstan arbejdede hun som forsker ved Centre for Oriental Studies, Cambridge i England og Martin-Luther-Universität Halle-Wittenberg i Tyskland. Hun er nu ansat som lektor ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier (ToRS) på Københavns Universitet med Vestkina og Centralasien som speciale. Xinjiang Uigur Autonome Region (XUAR) Xinjiang Uigur Autonome Region grænser op til Autonom Region Tibet i syd samt Qinghai- og Gansuprovinserne i sydøst. Den grænser også op til Mongoliet i øst, Rusland i nord og Kasakhstan, Kirgisistan, Tadsjikistan og Afghanistan samt både de indisk- og de pakistansk-kontrollerede områder af Kashmir i vest. Fra det 17. århundrede kom områdets oasefolk under de vestlige mongolers herredømme, og i midten af det 18. århundrede kom regionen til sidst under Qing-dynastiets kejserlige kontrol. Fra 1884 lød Kinas nye grænseområde navnet Xinjiang (xīn 'ny' + jiāng 'grænse'). Efter Qing-dynastiets fald i 1911 forblev regionen en del af Kina, men under republikken blev de hovedsagelig regeret af kinesiske feltherrer, som styrede uafhængigt af den centrale regering. Det var først i 1949, at området kom under den nye Kinesiske Folkerepubliks og Beijings kontrol. XUAR blev grundlagt i 1955, og i de følgende årtier oplevede uighurerne i regionen alle de politiske forandringer, som også fandt sted i resten af Kina, herunder kollektiviseringen af landbruget, Det store Spring fremad og Kulturrevolutionen. I disse perioder, især under landkollektiviseringen og Kulturrevolutionen, blev minoriteternes rettigheder, som ellers var beskyttede af forfatningen, ofte krænket, og han-kinesisk chauvinisme dominerede. Disse tendenser vendte med Maos død i 1976, og i forbindelse med de reformer, som Deng Xiaoping introducerede tidligt i 1980 erne, blev minoriteternes rettigheder genindført. Fra 1980 erne iværksattes forholdsvis liberale politiske processer. Man begyndte at restaurere og opføre moskeer samt genoplive tidligere forbudt religiøs praksis. Brug af minoritetssprog blev tilladt og havde stor positiv indflydelse på minoriteternes uddannelse samt deres litterære og kulturelle produktion. Uighurerne nød, ligesom andre minoriteter, visse privilegier, fx adgang til universiteter med færre point end han-kinesiske studerende og en mere lempelig familieplanlægningspolitik end den, der var gældende for han-kinesere. Trods den landsdækkende ekspansion af socialistisk markedsøkonomi, vendte udviklingen igen tilbage til undertrykkelse efter 1990 på grund af Beijings angst for separatisme. Mens der angiveligt hersker religiøs frihed, er der efterfølgende sat grænser for mange religiøse udtryksformer og handlinger. Staten prøver hårdt på selv at indsætte imamer og andre religiøse specialister, og mange uddannede fra Ürümqis Teologiske Fakultet er, som alle andre embedsmænd, på statens lønningsliste. Den vage formulering af, hvad der er lovlige hhv. ulovlige religiøse aktiviteter, giver myndighederne mulighed for at blande sig efter forgodtbefindende. OXUS 2012, Nr. 2 15

16 Immigration, assimilation og ressourcer Immigration af han-kinesere (den etniske gruppe, som majoriteten af kineserne tilhører) til Xinjiang begyndte allerede under Qing-dynastiet ( ), men tog til i den socialistiske periode; i 1941 var 80 % of Xinjiangs indbyggere uighurer og 5 % han, men i 1990 var 47,5 % uigurer og 37,6 % han. Han-immigrationen bliver fortsat tilskyndet i reformperioden og uighurerne frygter, at de snart vil blive en minoritet i deres egen autonome region. Desuden har uighurfolkets klager over Kinas politik blandt andet medført restriktioner i den kulturliberalisering, som ellers blev indført med flere reformer: I løbet af de sidste to årtier har uighurerne oplevet undertrykkende religiøse reformer og introduktionen af såkaldt tosproget uddannelse, som i virkeligheden fremmer den kinesiske sproguddannelse på bekostning af modersmålsundervisningen. Myndighederne har erkendt, at reformer har øget de regionale økonomiske forskelle 1, og at de fleste af Kinas indreliggende provinser er tynget af økonomisk tilbageståenhed. Til at tackle disse problemer lancerede man i 2000 Den store vestlige udviklingsstrategi. Den har bragt en stor mængde investeringer samt økonomiske og infrastrukturelle forbedringer til Xinjiang - men meget af dette er udført af Hanarbejdere, og det gennemgående resultat har været en acceleration af Han-immigrationen. Som et resultat heraf ser uighurerne disse udviklingspolitikker som et redskab for deres assimilering og økonomiske marginalisering. Stort anlagte investeringer finder primært sted i den nordlige del af Xinjiang, hvor mineralforekomsterne er koncentreret. Disse distrikter har allerede den højeste andel af Han-kinesere. Diskrimination på arbejdsmarkedet tvinger mange unge uighurer til at forlade Xinjiang for at søge arbejde i Kinas kystprovinser. Men rekrutteringen af unge mænd og kvinder, især i det sydlige Xinjiang, til arbejde tusinder af kilometer borte i andre dele af Kina, giver ikke megen mening for lokalbefolkningen, som ser Han-immigranter finde jobs i lukrative erhverv i uighurernes hjemland. Standardbegrundelsen, som fremsættes for denne ulighed på arbejdsmarkedet, er af sproglig art: Få landboende uighurer taler flydende mandarin. Derfor øger man indsatsen for at få alle uighurer til at beherske deres lands fremherskende sprog. Men de fleste uighurer anser dette program, kaldet tosproget undervisning, for et aggresivt fremstød for mandarin, eftersom næsten alle fag undervises på mandarin, selv i såkaldte minoritetsskoler. Dette er næsten et totalt omslag i forhold til den liberale sprog- og kulturpolitik i løbet af den tidlige reformperiode, som lod forældre vælge selv, hvorvidt deres børn skulle undervises i en kinesisk- eller uighursproget skole indtil det 18. år. Uighurerne er frustrerede, ikke blot fordi mulighederne for at vælge er fjernet, men også på grund af overvældende tegn på, at diskrimination på arbejdsmarkedet i virkeligheden ikke er sprogligt baseret: Selv uighurer, som taler flydende mandarin bliver ofte forbigået til fordel for Han-kinesere med ringere kvalifikationer. Uighurerne er meget mistænksomme overfor den tiltagende modernisering, som de opfatter som et effektivt redskab til at assimilere dem. Uighurerne føler nu, at deres økonomiske og sociale forventninger ikke opfyldes ligeligt, sammenlignet med deres kinesiske medborgere, og uiguriske intellektuelle nærer frygt for kulturel assimilation. Politikere i Beijing anser spændingerne i Xinjiang for at være et internt kinesisk anliggende. Den officielle reaktion gav sig udtryk i en Slå-hårdt -kampagne i 1996 rettet mod uighuriske separatister, men særligt efter 11. september 2001 er spændinger rutinemæssigt blevet tilskrevet international terrorisme. Den officielle dagsorden og retorik ændrede sig, da Kina sluttede sig til den globale krig mod terror, og de tidligere separatister nu blev "islamistiske terrorister". Officielle erklæringer taler nu om lige dele ekstremisme, terrorisme og separatisme. Voldelige optrin associeres nu f.eks. ofte med yderligtgående Islam. Denne forbindelse næres af, at en håndfuld uighurer blev tilbageholdt på Guantanamo Bay af de amerikanske myndigheder, men ingen væsentlige beviser støtter dette. I begyndelsen af 2012 rapporterede internationale medier igen om dødelige sammenstød i Xinjiang Uigur Autonome Region (XUAR) i Nordvestkina. Skønt ikke så dramatisk som uroen 5. Juli 2009, 2 hvor næsten 200 døde i regionens hovedstad, Ürümqi, fortsætter disse seneste hændelser et mønster, som nu strækker sig tilbage over to årtier. Mens beretningerne fra menneskerettighedsorganisationer, Radio Free Asia og de officielle kinesiske medier fremstår vidt forskellige, er der enighed om, at regionen har et kæmpe uløst problem. Mange iagttagere anser Beijings påståede frygt for uighurseparatisme som groft overdrevet. Dette fordi det overvældende flertal af uighurer vil være tilfredse med at leve under en tilstand af meningsfuld autonomi, hvorunder de nyder ligeværdig adgang til økonomiske ressourcer og social retfærdighed, herunder religiøs og kulturel frihed. Set i det perspektiv er Beijing, med sin nuværende politik, sikker på at støde uighurerne yderligere fra sig 3, og Xinjiang vil formentlig fortsat udgøre en tikkende bombe OXUS 2012, Nr. 2 16

17 Turkmenistans statsflag De fem Gül er Tekke Yomud (Jomud, Yamuth) Salor (Salyr) Ersari (bruges dog også af andre stammer) Saryk (Saruch) Olivengren. Tilføjet 29/ Officielt navn: Türkmenistanyň baýdagy Proportioner: 1:2 Indført: 19. februar 1997 Endeligt udformet 24. januar Flaget blev indført i sin oprindelige udformning i 1992, efter en konkurrence. Det er grønt med en hvid islamisk halvmåne, samt fem hvide 5-takkede stjerner. Ifølge den officielle tolkning står de fem stjerner for de fem turkmenske welayatlar (regioner) der blev oprettet ved forfatningen af Ved stangen er der en rød bort med traditionelle tæppemønstre. Tæppemønstrenes fem gül er (roser/medalioner) repræsenterer de traditionelle motiver stammerne bruger i deres berømte tæpper. Gül erne går igen i statsvåbnet. Kransen af olivenblade er identisk med kransen på FNs flag og blev tilføjet 29. januar 1997 for at udødeliggøre neutralitetspolitikken som landet erklærede 12. Januar I 2001 blev der udført mindre justeringer af flaget. Stjernerne blev roteret og halvmånen blev lidt smallere. Det generelle indtryk af flaget er dog forblevet uændret. Kilder: Flags of the World. (besøgt 9/6 2012) Politikens Flagbog. 300 nationale og internationale flag. Politikens Forlag ISBN Wikipedia.org. (besøgt 9/6 2012). PF. OXUS 2012, Nr. 2 17

18 Vilhelm Thomsen ( ) - en Randers-dreng, der blev verdenskendt af Thomas Petersen Universitetslektor emer. Vilh. Thomsens portræt i Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskabs magasiner. Det er formodentlig kun de færreste danskere, der ved, hvem der gemmer sig bag navnet Vilhelm Thomsen. Og det på trods af, at han er en verdensberømt sprogforsker og kulturhistoriker. Det første, studenten så i auditoriet, var en adelsmand i videnskabens rige. Der var ikke noget blændende ved hans optræden og i hans foredrag, jævnt og naturligt, nærmest i samtaletone, gennemgik han sprogvidenskabens historie, metode og resultater; men efterhånden som time føjedes til time, fik tilhøreren en tryg fornemmelse af at blive båret frem. Det ene afsnit voksede ud af det andet, og uden at den unge vidste, hvordan det gik til, groede der frem i ham en følelse af at alt var ordnet og gennemtænkt, og først efterhånden gik det op for ham, at der i denne udvortes set lidet pretentiøse fremstilling lå et mesterskab, der beroede på, at den fine forsker beherskede sin videnskab ganske suverænt. Så nænsomt, så overbevisende og så præcist husker en af disse studenter den senere så kendte religionshistoriker Vilhelm Grønbech ( ) sit møde i auditoriet med sprogforskeren og polyglotten Vilhelm Thomsen, som de følgende sider skal forsøge at give et portræt af. De fleste Randers-borgere ved, at pladsen skråt over for banegården bærer navnet Vilhelm Thomsens Plads. Med andre ord pladsen, hvor Vestergade, Jernbanegade og Sjællandsgade løber sammen. Det har den heddet siden 1941 før hed den Vester Torv. Året efter i 1942 ville det berømte bysbarn være fyldt et hundrede år. Men selv om man kender pladsen, er det formodentlig kun de færreste af byens borgere,

19 der ved, hvem der gemmer sig bag navnet Vilhelm Thomsen. Og det på trods af, at han er en verdensberømt sprogforsker og kulturhistoriker, der havde gået i skole i Randers, som var blevet student fra Randers Statsskole, og som ved sin 80- årsdag i 1922 blev gjort til æresborger her. Gennem sit videnskabelige arbejde var Thomsen blevet kendt i kredse langt ud over den snævre forskerverden. Barndom og skolegang Vilhelm Ludvig Peter Thomsen kom til verden den 25. januar Ikke i Randers, men på Gammeltorv 16 det vil sige i hjertet af kongens København. Faderen var jurist og embedsmand ansat under det mægtige Generalpostamt, der siden 1700-tallet og i enevældens navn bestyrede det kongelige postvæsen med meget mere i den danske helstats mange forskellige dele. I 1847, det vil sige året før Generalpostamtets nedlæggelse, udnævntes faderen Ludvig Frederik Thomsen til kongelig betroet postmester i Randers. Et embede, der sammen med blandt andre amtmand, dommer og politimester gav sin indehaver en selvskreven plads blandt byens betroede og respekterede spidser. Da familien kom til Randers, var den lille Vilhelm fem år gammel. Familien bestod ud over mor og far også af nyfødte Carl den senere så kendte maler og tegner Carl Christian Frederik Jakob Thomsen ( ). I første omgang slog familien Thomsen sig ned i et hus på hjørnet af Nørregade og Provstegade. Vilhelms skolegang startede 1847 i Fru Christensens Pogeskole i Vestre Kirkestræde en skole, der senere blev flyttet til Slotsgade for enden af Rugtorvet. To år senere i 1849 fortsatte han i den stadig i 2009 eksisterende Forberedelsesskolen i Vestergrave. Her gik Vilhelm ligeledes to år, hvorefter han i 1851 blev optaget i første klasse på byens lærde skole, Latinskolen det første skridt på den sikre vej mod en universitetsuddannelse, embedseksamen og embede. Latinskolen havde på det tidspunkt lokaler i Helligåndshuset i Houmeden, men den flyttede 1857 til Vestergade. I en samtale 1925 med universitetsbibliotekaren og gymnasielæreren Carl Dumreicher fortalte den på det tidspunkt 83-årige berømthed retrospektivt om skoleforholdene i Helligåndshuset: Lokalerne lå rædselsfuldt og var aldeles upraktiske. Der var i alt fire klasseværelser, med hvilke man på bedste måde måtte indrette sig efter klassernes størrelse til forskellige tider. Tarveligt udstyret med hvidtede vægge, tykke mure, der slugte en masse lys, olielamper, lange skoleborde og mangelfulde kakkelovnsforhold. Vilhelms rektor i de første år på latinskolen var Carl Thortsen. En mand, som han i nævnte samtale med Dumreicher kalder en meget begavet og højt dannet, men noget streng mand. Thomsen holdt betydelig mere af efterfølgeren, H.K. Whitte, der kom til Randers fra Rønne, og hvis søn han blev venner med. Det fremgår af Dumreichers samtale med Thomsen, at han allerede i sin drengetid gik for at være et sproggeni i vore dage ville man nok kalde ham en sprognørd. Men han havde imidlertid også andre interesser, der er typiske for en rask dreng. Han var naturelsker - roede på Gudenåen, legede på Skovbakken eller gik naturen tynd for at indfange insekter. Når han da ikke var på ferie på Djursland hos en onkel, der indtil 1854 var præst i Rimsø på Grenå-kanten. Også på herregården Meilgaard tilbragte unge Vilhelm uforglemmelige ferier hos jægermester Olsen. I mellemskolen var han overbevist om, at han skulle være naturforsker. Samlede ivrigt på insekter, indsamlede fugleæg og udstoppede fugle. Alt blev dyrket med videnskabelig interesse, hvilket måske vidnede mere om en kommende forsker end blot en typisk dreng. Interessen for naturen blev genoptaget på Vilhelm Thomsens ældre dage. Allerede i latinskolen beskæftigede Vilhelm Thomsen sig med sprog på en måde, der ligesom hans beskæftigelse med naturen entydigt pegede frem mod en videnskabelig karriere. I sine tidlige sprogstudier blev han godt hjulpet af det righoldige og klassisk prægede bibliotek, der fra skolens grundlæggelse havde været en integreret del af den. Men lad os lade Thomsen selv fortælle om sine mange interesser i skoletiden gengivet af Dumreicher i interviewet fra 1925: Den [interessen for sprog] har jeg alle dage haft. Men for resten interesserede jeg mig meget for naturvidenskab og samlede bl.a. på insekter og fugleæg en interesse, som jeg længe holdt ved lige og tog op på mine ældre dage. En ret stor insektsamling har jeg således foræret til Zoologisk Museum. Matematik og fysik... interesserede mig ligeledes i høj grad og skaffede til artium to blanke ug'er. Først i de tre sidste klasser kastede jeg mig for alvor mere og mere over sprogene. En vis tilskyndelse fik jeg ved noget, fransklæreren adjunkt Broberg en gang i 6te klasse fortalte os om forholdet mellem det franske sprog og de øvrige romanske sprog, vist nok noget for ham selv nyt, som han havde læst i Revue des deux mondes. Jeg kom også derigennem ind på at studere sprogenes slægtskab og samlede, hvad jeg i så henseende kunne få fat på. I syvende klasse fik jeg gennem en af Whittes sønner lettere adgang til biblioteket og gennemstuderede der al den litteratur, jeg kunne finde. Derfra kom jeg så ind på selv at lære mig sprog. Af særlig betydning for mig blev sommerferien 1858, da jeg var i København på besøg hos min slægt og der gjorde bekendtskab med en ung mand fra Mexiko, hvis OXUS 2012, Nr. 2 19

20 OXUS modersmål altså var spansk, som han skønt han nu kunne dansk stadig holdt fast ved. Fra da af korresponderede vi på spansk, som jeg måtte lære mig selv, og da hjælpemidlerne var få, måtte jeg ofte ligefrem danne mig ordene selv ved at sammenligne med andre beslægtede sprog, især latin og fransk. Så gik jeg videre, studerede islandsk, fik på biblioteket fat i Rasmus Rasks Samlede afhandlinger, der blev af den største betydning for mig, købte selv hans prisskrift fra 1818 Om det gamle nordiske eller islandske sprogs oprindelse, gik fra hebraisk, som jeg læste på skolen, over til arabisk, anskaffede mig Westergaards sanskrit-læsebog og grammatik og stødte i det år, da jeg benyttede biblioteket som klasseværelse, på hans udgave af Zend-Avesta [kommentarer til og oversættelse af en persisk samling af hellige tekster, Avesta]. Derimod begyndte jeg først som student på finsk, som jeg dog allerede kendte lidt til fra Rasks arbejder. Jeg kendte også Bopps navn, selv om jeg ganske vist ikke havde nogen anelse om den sammenlignende sprogvidenskabs metoder, men helt på egen hånd opstillede lange lister og skemaer over sprogenes lydforhold. Hele tiden havde jeg imidlertid en levende følelse af, at nu var jeg inde på den vej, jeg ville gå. Sådan tænker og arbejder en forsker in spe. Studier, rejser og karriere Efter at være blevet student fra Latinskolen i 1859, drog Vilhelm i lighed med bysbarnet Henrik Pontoppidan femten år senere - til hovedstaden for at studere. I starten teologi, hvilket havde været forældrenes inderlige ønske. Men det varede ikke længe, før skoletidens sproginteresser fik overtaget i den unge mand. Teologien kunne i sagens natur kun tilbyde de døde sprog hebraisk, græsk og latin. De kunne bestemt også være nyttige, men Thomsens interesse var i højere grad blevet rettet mod de levende. Hurtigt kom studenten med i en selskabelig kreds af radikale hoveder en kreds, der bl.a. også talte den jævnaldrende og senere så nyskabende og forkætrede Georg Brandes ( ). Attenhundredtallet blev den sammenlignende sprogvidenskabs store århundrede. Det var i det hele taget et århundrede, hvor alle videnskaber bliver historiske det vil sige ses i tid og rum - og hvor den grundlæggende og optimistiske tanke var, at alt i denne verden bevæger sig fra det primitive til det mere udviklede stadium. Alle søgte de lovmæssigheder, slægtskaber og systemer. Forskerne ønskede at skabe orden i en tilsyneladende kaotisk verden. Friedrich Hegel og Karl Marx søgte og fandt lovmæssigheder i samfundsudviklingen, Charles Darwin søgte i naturen slægtskaber og udvikling fra det primitive til det højerestående væsen, mens sprogfolkene på samme måde søgte at afdække slægtskaber og skabe orden i den babelske sprogforvirring, som tilsyneladende herskede mellem verdens mange og brogede folkeslag. Den legemliggjorte sprogvidenskab, Philologia, i sin stridsvogn, trukket af alverdens sprog. Teksten lyder: I Videnskabens det milde Aag Vandre Verdens tusinde Sprog Folkenes Aander - de Smaa, som kom Til Verden, da Babels Taarn faldt om. Hun styrer dem alle med Snille - endog Uddøde, halvglemte Folkeslags Sprog: Mens Tiderne skifte, opbygger hun Babels Taarn paa en bedre Grund. Dedikeret: Til Vilhelm Juleaften Carl Thomsen Sprogvidenskaben ville etablere slægtskaber mellem dette enorme antal og tilsyneladende vidt forskellige sprog. Til en begyndelse ville sprogforskerne mere specifikt finde et slægtskab inden for den gruppe, der fik navnet de indoeuropæiske sprog. Slægtskabet blev fastslået ud fra de såkaldte OXUS 2012, Nr. 2 20