OXUS Nyhedsbrev for Centralasiatisk Selskab

Transkript

1 Nyhedsbrev for Centralasiatisk Selskab OXUS 2012, Nr. 2

2 Indhold Indhold Redaktionelt 1 Nyheder fra Centralasiatisk Selskab 3 Feltarbejde med forhindringer hos uighur-minoriteten i Kina Ildikó Bellér-Hann Turkmenistans statsflag 17 Vilhelm Thomsen ( ) - en Randers-dreng, der blev verdenskendt Thomas Petersen Efterskrift Vilhelm Thomsen Ostrowskia magnifica Per Fischer Krigsbakterie med identitetsproblemer Redaktionelt Redaktion: Per Fischer (redaktion) og Adam Hyllested (korrektur/layout) Forside: Tre generationer, Kashgar. Foto: Ildikó Bellér-Hann. Deadlines for kommende numre: December 2012 Deadline for notitser, annonceringer etc. 1. November. Redaktion påbegyndes 15. November. Udkommer 1. December. Marts 2013 Deadline for større artikler og indlæg 15. Januar, korrekturlæsning påbegyndes. Deadline for notitser, annonceringer etc. 1. Februar. Redaktion påbegyndes 15. Februar. Udkommer 1. Marts. Bidrag i form af artikler, information om arrangementer, billedmateriale, idéer/forslag til emner kan indsendes til [email protected] - skriv "OXUS" i emnefeltet. Errata et corrigenda: Forside billedet i Oxus 2012 nr. 1 viser ret beset ikke afghansk Pamir, men det første hus i Pakistan i Wakhilandsbyen Zoud Khoon, set fra Afghanistan-siden. Udgivet af Centralasiatisk Selskab, København 2012 ISSN: Centralasiatisk Selskab har til formål at fremme kendskabet til og interessen for Centralasien før og nu samt fungere som tværfagligt forum for koordinering og styrkelse af aktiviteter, der omhandler Centralasien. Centralasiatisk Selskab er en apolitisk og ikke-profitbaseret organisation. Betegnelsen Centralasien dækker i selskabets regi primært landene Afghanistan, Kasakhstan, Kirgisistan, Tadsjikistan, Turkmenistan, Usbekistan; provinsen Xinjiang i Kina; de sydsibiriske provinser i Rusland; de nordlige provinser i Pakistan; samt emigranter fra de pågældende områder, hvor de end måtte befinde sig. Se mere på OXUS 2012, Nr. 2 2

3 Nyheder fra Centralasiatisk Selskab Nyt fra redaktionen Redaktionen beklager forsinkelsen af dettte nummer. Det skyldes et computersammenbrud, hvorved de for arbejdet nødvendige filer gik midlertidigt tabt. Som alle andre af Centralasiatisk Selskabs aktiviteter foregår også redaktionen af OXUS sideløbende med de medvirkendes almindelige arbejds-, studie- og familieliv. At kombinere et almindeligt travlt liv med redaktionsarbejde af tilfredsstillende kvalitet og kvantitet kan være svært. Den kommende tid vil bringe et større fokus på at få OXUS til at udkomme hyppigere, dvs. kvartalvist samt mere punktligt. Dette kan muligvis betyde, at numrene bliver mindre omfangsrige end hidtil, men vi håber, at vi kan undgå en specielt mærkbar nedgang i omfang. Der vil fremover også blive satset mere på langtidsholdbare og dybere emner, frem for akut nyhedsstof der er meget arbejdskrævende og desuden ofte kan være overhalet af begivenhedernes gang, allerede inden det er bragt. Der arbejdes p.t. på et sæt redaktionelle guidelines, som skal lægges ud på hjemmesiden. Dette vil forhåbentlig give folk uden for redaktionen mere mod og lyst til at bidrage til OXUS. For nogle år siden fandt man, i kælderen under Københavns Universitet, forskelligt materiale fra sprogforskeren Vilhelm Thomsens og hans assistent Kurt Wulffs hånd. Dette materiale ligger blandt andet til grund for Vilhelm Thomsens publikationer om de oldtyrkiske runer og Kurt Wulffs senere arbejde med at færdiggøre Thomsens værk. Det drejer sig blandt andet om oprindelige udkast af Thomsen til publikationer om hans tydning af Orkhon-indskrifterne, forsøget på at tyde Nagy-Szent-Miklós-indskrifterne, uigurisk grammatik, samt diverse breve sendt til Thomsen. Kurt Wulff har efterladt sig en række notesbøger med titler som: "Helsinki & Leningrad Kollationer", "Indskrifter fra Jenisej", "Kollationer til Ongin, Kara Balgasun", "Noter til tyrkernes historie", "Onginnoter", "Runetyrkisk notesbog", "Uddrag af Literatur", "Chüan 200", "Kollationer H.fors", "Kollationer til Ongin efter aftryk i H.fors". Som det ses, omhandler disse primært arbejde med de runetyrkiske indskrifter. Skønt det meste af materialet må formodes forlængst at være blevet publiceret, kan der kan være rettelser og udeladelser som endog kan være interessante for fagfolk. Vi har derfor besluttet at udgive skanningerne af dette materiale. I den forbindelse vælger vi at vægte hastighed og dynamik, frem for langsommelig nøjagtighed. Mange af noterne svinger eksempel mellem to eller flere sprog og indeholder dertil gloser og referencer skrevet med arabiske, runetyrkiske og kinesiske skrifttegn. Folk fra forskellige relevante discipliner vil derfor blive inddraget. Der kan dog alligevel blive tale om enkelte fejllæsninger og lignende, men vi håber at folk vil være behjælpe-lige med rettelser og kommentarer. Notesbøgerne befinder sig nu fysisk i et magasinrum på Carsten Niebuhr Afdelingens bibliotek på Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier (ToRS), Københavns Universitet. Men skanninger af disse notesbøger, breve etc. har i nogle år befundet sig på Per Fischers computer i en mappe med navnet kælderrummet. I mangel på en genial betegnelse OXUS 2012, Nr. 2 3

4 for disse skanninger, vil de blive bragt under denne fællestitel. Det har endnu ikke været redaktionen muligt at erhverve en runetyrkisk skriftfont, så foreløbig sker opsætningen af runeteksten ved klippeklistre-metoden, hvilket medfører lidt ekstra arbejde, men som en bieffekt gerne skulle betyde, at runerne er læselige for alle uanset hvilken software der måtte være på deres computer. En digital udgivelse vil dels sikre folk adgang til materialet uden at skulle indfinde sig på Københavns Universitet, dels forhåbentlig få nye generationers øjne op for de tyrkiske runer og en dansk forskers tydning af disse. Thomsens bedrifter er underligt nok stadig langt mere kendte i udlandet end i Danmark, så en senere oversættelse med henblik på de udenlandske interesserede vil være ønskelig. Nyt fra bestyrelsen Hjemmeside & Facebook Et løst defineret hjemmesideudvalg ser kritisk på hjemmesidens indhold og overskuelighed. Dette sker for at gøre siden mere brugervenlig både for medlemmerne og for dem, som skal lave og vedligeholde siden. Bestyrelsesmøder Bestyrelsesmøde blev afholdt 21. maj. Til stede var Ulla Prien (formand), Per Fischer, Adam Hyllested (sekretær), Carsten Trier Høj, Muborak Sharipova og Saida Zukhritdinova. Bestyrelsesmøde blev afholdt 12. sept. Tilstede var Ulla Prien (formand), Per Fischer, Andrey Lukyanov. Der afholdes bestyrelsesmøde følgende datoer: Onsdag 16 jan. kl Mandag 25. feb. kl (herunder planlægning af generalforsamling). Emner, der ønskes taget op som et punkt på bestyrelsesmøderne, sendes til sekretæren senest 10 dage i forvejen på [email protected]. Skriv "bestyrelsesmøde" i mailens overskrift, samt dato for pågældende bestyrelsesmøde. Generalforsamling 2013 Onsdag 6. marts kl Emner, der ønskes taget op som et punkt på generalforsamlingen, sendes til sekretæren på [email protected] senest 10 dage i forvejen, skriv "generalforsamling 2013" i mailens overskrift. Centralasiatisk Selskabs Facebookgruppe vil af praktiske grunde blive afløst af en Facebookside. Har man endnu ikke skiftet fra den gamle Facebookgruppe til den nyoprettede Facebookside, bør man skynde sig at gøre det. Fra årsskiftet vil den gamle Facebookgruppe nemlig ikke længere blive opdateret med nyheder og information om Selskabets arrangementer. Afholdte arrangementer Tatiana Kotova (ACT Alliance), Folkekirkens Nødhjælps regionale repræsentant i Centralasien, besøgte Danmark i foråret. Den 9. maj berettede hun om migration både den interne migration fra land til by i Kirgistan og den eksterne fra Kirgistan og Tadsjikistan til primært Kasakhstan og Rusland. Og ikke mindst om konsekvenserne for disse migranter. OXUS 2012, Nr. 2 4

5 Den 6. juni blev der afholdt Filmaften i Centralasiatisk Selskab. Næstformand Muborak Sharipova præsenterede sin kendte slægtning, den tadsjikiske filminstruktør Orzumurod Sharipovs film: "Sweet Sweet Home" og " km far from New York". De vævede ikat-tekstiler bliver ofte brugt til kaftaner med smukke motiver, som spænder fra det helt enkle og geometriske til komplicerede billedkompositioner. På grund af det begrænsede udstillingsareal kan maksimalt 15 personer deltage pr. omvisning. Det er derfor nødvendigt med tilmelding. Samlingen har til huse i en fredet bygning med mange trapper og er mindre egnet for gangbesværede: Man må ikke medbringe tasker, overtøj m.m. på museet, det er derfor en god ide at medbringe en 10-krone til depositum i garderobeskabene. Trade and settlement in the Medieval Karakum: New research on the cities and routes of the Silk Road in Southern Turkmenistan Onsdag den 28. november kl Filminstruktør Orzumurod Sharipov. Kommende arrangementer Medlemsarrangement: Flammende tekstiler fra Usbekistan Onsdag den 31. oktober kl (Begrænset antal pladser tilmelding nødvendig). Davids Samling rummer flere tekstiler fra Usbekistan, som ikke normalt er udstillet på museet. For tiden kan de iøjnefaldende kaftaner og andre farvestrålende ikat-tekstiler ses i museets særudstillingssal. Konservator Anne-Marie Bernsted viser om på særudstillingen og fortæller om den særlige ikat-teknik. Ikat er en særlig farveog væveteknik, som kendes fra flere steder i verden. Allerede inden garnet bliver vævet, bliver det indfarvet efter de skitser, som ikat-mesteren har til sit mønster. Ikke mindst Usbekistan, hvor man har en lang tradition for at fremstille det flammende garn. Ph.d.-studerende på Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier (ToRS), Paul D. Wordsworth, fortæller om sin seneste forskning i Turkmenistan. Paul D. Wordsworth er tilknyttet Materiality in Islam Research Initiative og Asian Dynamics Initiative samt Assistant Director ved Ancient Merv Project. Lokale U3, Institut for Tværkulturelle & Regionale Studier, Snorresgade i København. Moderne usbekisk fotografi Dato følger på et senere tidpunkt. Vi håber at den usbekiske fotograf Umida Ahmedova får mulighed for at komme til Danmark i midten af november for at tale om "Moderne usbekisk fotografi". Nærmere oplysninger følger på selskabets hjemmeside og facebookside. OXUS 2012, Nr. 2 5

6 Vi anbefaler! Rensdyrfolket i Øst Lørdag den 10. november kl Reklame- og kunstfotograf Rasmus Degnbol ( fortæller om sit besøg i sommeren 2011 hos Tsaatan-folket (Dukha) i det nordligste Mongoliet. Klemt op mod grænsen til Rusland, har de levet i årtusinder i symbiose med deres rensdyr, afskåret fra den omkringliggende verden. Et oplevelsesbaseret foredrag, der involverer billeder, video, lyd, duft og meget meget mere... Der er mulighed for at købe et signeret eksemplar af Rasmus Degnbols bog Rensdyrfolket i Øst til favørprisen 299,- kr, hvoraf 125,- kr går til indkøb af nye rensdyr til nomaderne Medborgerhuset på Danasvej 30B, Frederiksberg. Kun for medlemmer af Dansk Mongolsk Selskab. Indmeldelse kan foregå via selskabets hjemmeside Yat-Kha - Strubepunk fra Tuva Lørdag 3. november kl (dørene åbnes) Fotoudstilling af Steve Mccurry Øksnehallens udstilling af Steve McCurrys "Ikoniske fotografier" er blevet forlænget fra 11. december til 9. januar. Steve McCurry er en af tidens store billedskabere hans billeder forener kunstens æstetiske udtryk med journalistikkens dokumentariske kvaliteter. Steve McCurry har dækket mange internationale konflikter i hele verden. Hans karriere startede, da han i 1979 krydsede den pakistanske grænse til det konflikthærgede Afghanistan. Forklædt som afghaner blev han den første fotograf, der kunne bevidne kampene i landet. Billetter: 40 kr. for voksne. 25 kr. for børn ml år, studerende og pensionister. Efter næsten 10 års venten er det tuvinske strubepunkband Yat-Kha tilbage i Danmark. Forvent rådden rockguitar, strubesang, sprøde melodier spillet på traditionelle instrumenter når Yat-Kha med Albert Kuvezin i front omdanner stenbroens stressende by-jag til Sibiriens uendelige stepper. Forsalg via Billetpris: 80 kr. (+ gebyr), i døren: 90 kr. (70 kr. for studerende). Et særtilbud er udsendt til Centralasiatisk Selskabs medlemmer. Global Copenhagen. Nørre Allé 7, 2200 København N McCurrys nok mest kendte fotografi må være portrættet af den afghanske pige Sharbat Gula, der blev bragt på forsiden af juninummeret af National Geographic Magazine i Øksnehallen. Halmtorvet 11, 1700 København V Man-fre kl Lør-søn kl OXUS 2012, Nr. 2 6

7 Russisk orientalismefræs Mikhail J. Lermontov: Dæmonen, Aleksander Pusjkin: Fontænen i Bakhtjisaraj. To versfortællinger, oversættelse og forord af Birger Kledal. Hovedland. 108 sider, 149,- kr. Tocharian and Indo-European Studies Seneste nummer af Tocharian and Indo-European Studies (TIES), nr. 13, er netop udkommet. TIES er et international videnskabeligt tidsskrift med bidrag på engelsk, tysk og fransk. Aleksander Pusjkin og Mikhail Lermontov er de to helt store navne i den russiske litteraturs guldalder i første del af 1800-tallet. Mens Pusjkins digt Fontænen i Bakhtjisaraj er et af de første eksempler på romantikken i russisk litteratur en genre, hvorigennem Pusjkin satte satte normen for det moderne russiske skriftsprog og bragte russisk og vesteuropæisk kultur nærmere hinanden, kan man se Lermontovs digt Dæmonen som romantikkens afsluttende højdepunkt. Romantikkens voldsomme og eksotiske landskaber befolket af odalisker, grumme despoter og ikke mindst 'ædle vilde' fandt russiske forfattere i Ruslands dengang nyligt koloniserede, men ikke pacificerede (muslimske) områder som i Kaukasusbjergene, hvor Dæmonen foregår, og på Krim, hvor Krimtatarerne havde deres 'orientalske' hovedstad Bakhtjisaraj. Begge fortællinger er fulde af erotiske antydninger, kredsende om emner som uskyld, synd, frelse og fortabelse og er dertil veloversatte og mundret flydende. Anbefalelsesværdig læsning til versglade interesserede i russisk litteratur og orientalisme. Den emnemæssige hovedvægt ligger på de to tætbeslægtede sprog tokharisk A og B, blandt andet kendt fra centralasiatiske buddhistiske manuskripter dateret til anden halvdel af det første årtusinde. Tidsskriftet fokuserer primært men ikke udelukkende på filologiske og lingvistiske aspekter af tokharisk og dets forhold til andre indoeuropæiske sprog. ISSN Pris pr. bind: 350 kr / 47. Museum Tusculanum Press OXUS 2012, Nr. 2 7

8 Øvrige nyheder Workshop i anledning af 10-året for ambassadør Gunnar Jarrings død I dagene maj afholdt Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier (ToRS) "Kashgar Revisited - Workshop to commemorate the 10th anniversary of the death of Ambassador Gunnar Jarring". Workshoppen, som var en forlængelse af lignende arrangementer tidligere afholdt i London og Tokyo, blev arrangeret af Ildikó Bellér-Hann (ToRS, Københavns Universitet), Birgit Schlyter (Svenska Forskningsinstitutet Istanbul) og Jun Sugawara (Tokyos Universitet for Internationale Studier). Workshoppen blev finanseret i fællesskab af Det Frie Forskningsråd for Kultur og Kommunikation (FKK), Kungliga Vitterhets Historie och Antikvitets Akademien (KVHAA), Asian Dynamics Initiative (ADI) og Nordisk Institut for Asien Studier (NIAS), som desuden lagde lokaler til arrangementet. Ankomst til Lunds Universitetsbibliotek. Workshoppen, som over dagene havde omkring 25 deltagere, førte nogle af verdens førende, etablerede Xinjiang- og uigurforskere sammen med unge forskere der netop har påbegyndt deres forskning indenfor dette område (heriblandt ph.d.-studerende og enkelte BA-studerende). I løbet af workshoppens første to dage blev 15 foredrag afholdt og diskuteret. Tredje og sidste dag var henlagt til Sverige, hvor workshoppens deltagere besøgte Jarringsamlingen på Lunds Universitetsbibliotek en af de verdens vigtigste samlinger af Østturki-/uigur-manuskripter. Arrangørerne planlægger, at den kommende udgivelse af workshoppens emner kommer bliver en særudgave i Det Svenska Forskningsinstitutet Istanbuls publikationsrække. På de 3 ovenstående billeder ses workshoppens deltagere travlt optaget i Jarringsamlingen. Besøg Jarringsamlingen på nettet: OXUS 2012, Nr. 2 8

9 Feltarbejde med forhindringer hos uighur-minoriteten i Kina Af Ildikó Bellér-Hann Kort: Wikipedia.org Da jeg var på feltarbejde i midten af 1990 erne i en provins i Kina, blev jeg stillet over for væsentlige etiske dilemmaer. Hvordan skulle jeg indsamle data under forhold, der var politisk kontrollerede? Og hvor langt skulle jeg forfølge mine forskningsmæssige interesser uden at sætte de involveredes interesser på spil? OXUS 2012, Nr. 2 9

10 Uighurerne Uighurerne, der på verdensplan udgør næsten 10 millioner, er den nominelle befolkningsgruppe i Xinjiang. De taler et tyrkisk sprog og er sunnimuslimer. Uighurfolkets forfædre består af en række folkeslag: indfødte indoeuropæisktalende oasefolk fra området, samt de tidlige uighurer, som bestod af nomadegrupper, der kom dertil fra områder i det nuværende Mongoliet. Uighurernes etnogenese var en kompleks proces, og ud over indoeuropæere og tyrkfolk spillede mange andre elementer sandsynligvis en rolle. Disse tidlige uighurer var, stik imod nutidige uigurers egen opfattelse, influeret af forskellige religiøse strømninger som buddhisme, nestoriansk kristendom, manikæisme og forskellige tyrkiske trosretninger og udviklede en blomstrende litterær civilisation i det århundrede. De blev gradvist mere tyrkiske fra omkring det 7. århundrede. Og fra omkring det 10. århundrede til det århundrede blev hanafitisk islam gradvist den fremherskende religion. Hovedparten af uighurerne lever i Xinjiang, men der findes betragtelige grupper uighurer i de centralasiatiske nabolande, Kasakhstan (som huser den største gruppe uighurer uden for Kina), Kirgisistan og Usbekistan. Mindre grupper findes desuden i Afghanistan, Pakistan og Tyrkiet. De møder, man som forsker har under feltarbejde, skal altid vurderes ud fra den politiske kontekst, og man skal tage højde for de forskellige holdninger, der er til forskerens tilstedeværelse og opgave og til, hvad der udgør feltarbejde. Hvordan påvirker det behandlingen og evalueringen af de data, man har indsamlet? Mit feltarbejde foregik i Xinjiang Uighur Autonome Region (XUAR) i det nordvestlige hjørne af Kina. Provinsen udgør cirka en sjettedel af landet og grænser op til Mongoliet, Rusland, Kasakhstan, Kirgisistan, Tadsjikistan, Afghanistan, Pakistan og Indien. Der er 18 millioner indbyggere; heraf er den største gruppe uighurer og den næststørste han-kinesere. Desuden er der minoritetsgrupper som kasakher, kirgisere, usbekere, tatarer, tadsjiker, mongoler, hui (kinesiske muslimer) og russere. Uighurerne i Xinjiang Jeg skulle undersøge uighurfolket. Uighurerne er én af 55 anerkendte minoriteter i Kina. Officielle tal siger, der er 8 millioner uighurer. Denne befolkningsgruppe taler et sprog, der er beslægtet med tyrkisk, og de er sunnimuslimer. En stor del af Xinjiang er ørken, og klimaet er udpræget fastlandsklima. På grænsen til ørkenen dyrker indbyggerne ved hjælp af kunstvanding hvede og andre afgrøder foruden frugt og grønt, men også husdyrhold er almindeligt både hos uighurbefokningen og de forskellige nomadegrupper i området. Selvom området er rigt på olie, gas, jern, kul og guld er den industrielle udvikling først kommet langsomt i gang fra midten af det 20. århundrede. I løbet af hele den kollektivistiske periode har området været tilbagestående set i forhold til Kinas østkyst. Med regeringens kampagne for at udvikle Vestkina er infrastrukturen siden år 2000 blevet forbedret, og flere investeringer er fulgt med. Uighurbefolkningen har som andre minoriteter været undertrykt frem til 1980 erne og herefter gradvist oplevet forbedringer. De har fået større økonomisk og kulturel frihed, så de har kunnet udøve deres religion og tale deres sprog. Fra 1990 erne er utilfredsheden med Kinas politik dog vokset. En årsag kunne være Sovjetunionens sammenbrud, som har medført dannelse af stater med tyrkisktalende muslimer, hvilket også har givet uighurerne en stærkere nationalitetsfølelse. Men også befolkningens dårlige økonomi, der skyldes uighurernes begrænsede adgang til områdets ressourcer, har spillet en rolle i Kucha, feltarbejde uden tilsyn I 1995 var jeg i Xinjiangs sydlige del, i Kucha, en oase, der mest var beboet af uighurer, for at forske i uighurkvinders forhold, og i den periode arbejdede jeg forholdsvis frit uden tilsyn fra myndighedernes side. Min statslige tilsynsførende mistede interessen og tog af sted i utide, så jeg havde en hel del frihed til at blande mig med de lokale byboere. Jeg modtog invitationer til private hjem og til familiefester især bryllupper. Hver gang jeg besøgte private hjem eller faldt i snak med folk på gaden, var det en integreret del af læringsprocessen. Det at deltage i uformelle samtaler uden overvågning med de lokale på restauranter og på gadehjørner var altsammen en del af dataindsamlingen, og jeg førte en dagbog under hele mit ophold. I mine kinesiske samarbejdspartneres øjne udførte jeg ikke forskning under dette ophold, fordi jeg ikke uddelte spørgeskemaer og udførte nogen systematisk undersøgelse, selvom de uden tvivl var klar over mine aktiviteter uden tilsyn i Kashgar, feltarbejde med tilsyn Denne anderledes holdning til hvad der udgør feltarbejde og hvad der er en acceptabel og ikke acceptabel metode til dataindsamling udgjorde rammen om det feltarbejde, som blev udført et år senere. Denne gang vendte jeg tilbage til Kucha i Xinjiang udstyret med en officiel tilladelse til at forske og i selskab med min mand, der er antropolog, vores to børn og en uighurisktalende kinesisk professor, som var lingvist fra provinsens OXUS 2012, Nr. 2 10

11 hovedstad, Ürümqi. Han havde til opgave at følge mig under hele feltarbejdet. Jeg accepterede, at jeg ikke måtte stille spørgsmål om religion. På grund af uventede politiske uroligheder i Kucha blev vores forskningssted desuden med kort varsel flyttet til Kashgar, og det spændte politiske klima fik en negativ indflydelse på vores feltarbejde. I højere grad end tidligere følte vi os tvunget til at acceptere de rammer, som vores kinesiske samarbejdspartnere satte for os. til såsæd til kvinder i landområderne for at hjælpe dem med at starte eget landbrug. Bøndernes første reaktion på min tilstedeværelse i landsbyens gader og i deres huse i selskab med den kinesiske professor afslørede deres bekymring. De forestillede sig, at jeg enten var der for at føre tilsyn med UNICEF-projektet, eller at jeg havde noget at gøre med at implementere den upopulære familiepolitik, eller at jeg var der for at kontrollere, om de overholdt deres pligt til at dyrke bomuld (ét af mange upopulære landbrugspolitiske initiativer på det tidspunkt.) Ældre dame, der har taget sit traditionelle tøj på til ære for fotografen, Kucha. Foto: Ildikó Bellér-Hann At gå på kompromis De kinesiske samarbejdspartnere besluttede, i hvilke landsbyer vi skulle udføre vores feltarbejde. Jeg var parat til at strække mig langt i en sådan grad at min mand som professionel antropolog måtte gøre mig opmærksom på, at jeg var ved at overskride grænsen for, under hvilke arbejdsforhold det er muligt at indsamle antropologiske data. På trods af at jeg var parat til at gå på kompromis var jeg fortvivlet, da jeg fandt ud af, at den første landsby beregnet på interviews om husholdning var speciel. Med sin placering tæt på storbyen, var den én ud af kun fire landsbyer i XUAR, som gennem et UNICEF-projekt fik penge Ung landsbyfamilie, Kashgar. Foto: Ildikó Bellér-Hann I første omgang blev de husholdninger, vi fik lov at besøge, udvalgt at lokale embedsmænd. På det punkt udtrykte jeg en beskeden protest og vandt nogle få sejre: Mit ønske om at besøge alle husholdninger i landsbysamfundet blev imødekommet. Der opstod et problem med den daglige transport til og fra landsbyen. Min kinesiske samarbejdspartner, hvis udgifter blev betalt af mit stipendium, ville have mig til at leje en bil med chauffør og ankomme med manér hver dag til landsbyen. Tanken om at komme ud til uighurbønderne hver dag i en sort limousine og OXUS 2012, Nr. 2 11

12 sende regningen til Forskningsrådet tiltalte mig ikke rigtigt, så vi lejede cykler i stedet. Min kinesiske samarbejdspartner forestillede sig, at vores frokost ville blive serveret af de uighurfamilier, vi skulle interviewe. Jeg modsatte mig dette arrangement, da jeg var bange for, at det ville være en byrde for de mere fattige husholdninger. Jeg ville ikke forpligte familierne til at tilberede gratis frokost til flere gæster, der ikke var inviterede. I begyndelsen blev jeg og min medforsker ofte fulgt af 5-6 lokale embedsmænd. Så vi endte med at spise i distriktstyrets kantine. Mandlige landsby-kadrer (parti- og statsansat) og kvindelig township-kadre i Kashgar. Foto: Ildikó Bellér-Hann Hvordan opnår man tillid? Oprindelig var det en del af vores forskningsprogram, at vi ville lave en kvantitativ husholdningsundersøgelse, men det blev hurtigt klart, at mange bønder var bange for, at det ville få indflydelse på deres skatteforhold, hvis de gav den slags informationer og mange, så det ud til, var virkelig ikke i stand til at give så detaljerede oplysninger om deres økonomi. Da jeg havde indset det, bad jeg min samarbejdspartner om at lægge notesbog og blyant væk, og jeg begyndte på frie semistrukturerede interviews, en interviewform, der følger et fast række spørgsmål, men lader interviewpersonen fortælle frit. Der var lagt omfattende restriktioner på feltarbejdet: Uden at bo sammen med bønderne kunne den metode, hvor man udfører deltagende observation, ikke udføres. Mistro opstod blot ved tilstedeværelsen af en kinesisk person, der talte flydende uighurisk. Vi kunne konstatere det senere, da det lykkedes min mand og mig mod slutningen af vores ophold at tilbringe nogle få dage hos landbofamilier uden selskab. Der var en mere tillidsfuld stemning, og de samme spørgsmål gav meget anderledes svar. Bryllupsinvitationer til min familie blev trukket tilbage, når landsbybeboerne fik at vide, at vi kun kunne modtage dem, hvis vi blev fulgt af min kinesiske samarbejdspartner. For at dæmpe vores interviewpersoners mistænksomhed bad jeg min kinesiske kollega om at lade være med at tage noter eller optage under interviewene. Min løsning var at prøve at memorere så meget som muligt af dét, jeg havde hørt i løbet af formiddagen, og at tage detaljerede noter i min dagbog ved frokosttid. Jeg gjorde dette i landsbyboernes påsyn efter vores måltid i byens restaurant og forklarede de nysgerrige præcis, hvad det var, jeg gjorde. Om aftenen på vores base på kollegiet på Kashgars pædagogiske seminarium noterede jeg de data, jeg havde samlet om eftermiddagen. Selvom de fleste landsbyboere forblev forsigtige, følte jeg, at dét, at jeg ikke tog noter, mens de talte med mig, hjalp dem til at føle OXUS 2012, Nr. 2 12

13 sig trygge. Det skete dog, at jeg åbenlyst skriblede nye uighuriske gloser på deres alfabet og spurgte dem om stavemåden. Et skænderi Da endnu en kinesisk forsker ankom for at deltage mod slutningen af vores ophold, blev forholdet mellem den kinesiske side og den britiske side yderligere anstrengt. Vores uenighed om det at tage noter kulminerede i en offentlig konfrontation, da min mand, som var med os den dag, under et af mine interviews bemærkede, at min samarbejdspartner i hemmelighed var ved at optage interviewet. Noget som min uighuriske interviewperson også må have opdaget, selvom jeg var uopmærksom på det selv, fordi jeg var optaget af at holde interviewet i gang. Da den kinesiske samarbejdspartner på gaden i landsbyen blev konfronteret med det af min mand, blev han rasende og insisterede på, at han var nødt til at optage, fordi jeg havde klaget over, at han tog noter. Det endte med at blive den sidste dag, vi arbejdede sammen. Feltarbejdet blev afsluttet, efter at rygtet om vores skænderi var nået rundt i byen. Unge lærlinge holder frokostpause, Kashgar. Foto: Ildikó Bellér-Hann Andre metoder Vores efterfølgende diskussion afslørede meget forskellige holdninger til feltarbejde. Vores kinesiske samarbejdspartner anså det at tage noter for at være nødvendigt, fordi det både øgede troværdigheden til dataindsamlingen, som de mente min metode manglede, og vores prestige som professionelle forskere i landsbyboernes øjne. Vi fik at vide, at det at optage interviews uden tilladelse fra de involverede parter var normal praksis i Kina. Vi blev også anklaget for at have overskredet lokal skik ved at undlade at ankomme til landsbyen i bil og ved at være afvisende over for landsbyboernes traditionelle gæstfrihed, når vi insisterede på at spise i landsbyens restaurant. Vi modtog naturligvis den obligatoriske te- og brødservering i alle husholdninger. I tydeligt velbeslåede husholdninger sagde vi da også af og til ja til et måltid, når vi var sikre på at det ikke var en belastning for husholdningsbudgettet. Min forskning blev forkastet for sin manglende troværdighed, og min metode med de frie semistukturerede interviews blev afvist som utilstrækkelig, da jeg ofte gentog den samme spørgsmålsrække. Vores samarbejdspartnere foretrak korte forskningsekspeditioner på højst nogle få uger. Desværre ophørte vores samarbejde på det tidspunkt. Ingen af os ønskede næste år at fortsætte det fælles arbejde, sådan som det først var planlagt. Jeg tog på et feltarbejde i Kasakhstan OXUS 2012, Nr. 2 13

14 i stedet, hvor jeg boede sammen med uighurer i eksil. Gode resultater til trods På trods af disse vanskeligheder affødte forskningen alligevel relativt fyldigt kvalitativt materiale. Erindringer om den førsocialistiske tid og den kollektivistiske periode, forandringer og traditioner i ritualer og dagligdags sociale omgangsformer, i forholdet mellem kønnene, forandringer i produktionsmønstre og endda aktuelle bekymringer blev ofte diskuteret med ret stor åbenhed. Open-end-interviewene gav en del data om landbrug, aktuelle miljømæssige eller landbrugspolitiske spørgsmål og den lokale reaktion på dem. For hver interviewperson, der fulgte den officielle linje, var der en anden, som udnyttede vores tilstedeværelse til at udtrykke sin utilfredshed. Grundlaget for dette var, at de lokale var overbeviste om, at vi på den ene eller den anden måde var repræsentanter fra et overordnet led i det kinesiske bureaukrati. Lige meget hvad vi sagde, ville vi rapportere op i systemet. Nogle havde tilsyneladende den opfattelse, at ved at tale med os, ville deres stemme blive hørt hos dem, der havde magten, for de stolede ikke på de lokale embedsmænd, som de ofte anså for at være korrupte. Selvom vi aldrig fremsatte spørgsmål om religion, spiller islam så stor en rolle i dagliglivet, at mange interviewpersoner, såvel mænd som kvinder, berørte emnet religion, når de udtrykte deres tanker om landbrugsproduktion, forholdey mellem kønnene eller ideer om moral. Adskillige personer forklarede partiets og statens, herunder de lokale embedsmænds, autoritet ved at trække paralleller til udøvelsen af magt i den religiøse verden. Selv de, der gjorde sig umage for at optræde politisk korrekt, var glade for at tale om personlige erindringer om bryllupper og andre overgangsriter, og fortællingerne var uundgåeligt farvede af den turbulente politiske historie. Således kunne fortællingen om et bryllup, der i den kollektivistiske periode måtte holdes i fælleskøkkenet, eller fortællinger om hjemmefødsler under meget vanskelige forhold, afspejle politisk kontrol og ekstrem fattigdom. Hvordan lever du selv? Mødet med de lokale var altid gensidigt givende. En stor del af interviewtiden gik med at besvare spørgsmål om min egen familie, min uddannelse, løn, priser og boligforhold i de lande, jeg kender. Ofte stillede de det samme spørgsmål til mig, som jeg havde stillet til dem. Det var interessant for dem, at min etnicitet, ungarsk, svarer til mit statsborgerskab, og at mine børn har dobbelt etnisk oprindelse, ungarsk og engelsk. Noget der adskilte sig fra deres opfattelse af etnicitet. De var interesserede i at høre, at der i Europa ikke er brug for familieplanlægning, og at der er lave fødselsrater, der ligefrem bekymrer vores regering. Men de var også nysgerrige efter at vide, at jeg og min mand også havde oplevet socialisme i andre lande. Sådanne tovejssamtaler minimerede den mistillid, som de kontrollerede feltarbejdsbetingelser medførte. Samtalerne viste også, at mange ikke kun anså mødet som en forpligtelse til at tale med embedsmænd, men også en sjælden mulighed for at lære noget om andre verdener. Set fra det perspektiv blev feltarbejdet langt mere end blot en øvelse i indsamling af data. Det blev en emotionel og meget givende oplevelse. Far og søn i landsby nær Kashgar. Foto: Ildikó Bellér-Hann Som lus mellem to negle De kinesiske medforskere var i et dilemma. De var tydeligt interesserede i at samarbejde med udenlandske forskere, men de var også under politisk pres for at kontrollere os og afgøre, hvilken retning og hvilket resultat forskningen skulle have. Desværre kunne de aldrig åbent fortælle os om disse emner. Risikoen ved at arbejde sammen med os var undertiden for meget at overkomme. De lokale uighuriske embedsmænd, som blev konfronteret med mere OXUS 2012, Nr. 2 14

15 magtfulde kinesiske embedsmænd tættere på magtens centrum, havde også en vanskelig stilling: Deres sympati lå hos deres eget folk, og de var derfor generelt interesserede i vores forskning og støttede den, men deres mellemposition gjorde dem sårbare. De mest sårbare var de uighuriske bønder, som man forventede skulle give os særlig information. Den afgørende faktor for os var vores fuldstændig manglende kontrol over de data, der blev produceret, og vores samarbejdspartneres mulige sårbarhed. Selvom samarbejdet til sidst brød sammen, forbliver vi taknemmelige over for vores kinesiske kolleger. Uden deres støtte ville undersøgelsen have været umulig. Vi er endnu mere taknemmelige over for de uighuriske landsbyboere, som delte deres erindringer, viden og daglige bekymringer med os. Oversat af Annemarie Hede-Andersen Tidligere bragt i Tværkultur: Årbog for ToRS Kbh. ISBN: Faktaboksene er en sammenredigering af de til artiklen oprindeligt hørende faktabokse samt Ildikó Bellér-Hanns artikel "Violence in Xinjiang: indicative of deeper problems?" oprindeligt bragt på marts, Ildikó Bellér-Hann, lektor, er kandidat i tyrkisk og engelsk filologi og i arkæologi fra Eötvös Lóránd Universitet i Budapest. I 1989 blev hun ph.d. i tyrkisk fra Faculty of Oriental Studies ved Cambridge University, og i 2005 tog hun sin habilitat, svarerende til en dansk dr. phil., i centralasiatiske studier ved Humboldt Universität i Berlin. Selvom hun oprindelig er uddannet lingvist, omfatter hendes forskningsinteresser hovedsaglig social antropologi og historie i den tyrkisktalende del af verden. Hun har været på feltarbejde ved Sortehavet i det nordøstlige Tyrkiet, i Xinjiang og i Kasakhstan arbejdede hun som forsker ved Centre for Oriental Studies, Cambridge i England og Martin-Luther-Universität Halle-Wittenberg i Tyskland. Hun er nu ansat som lektor ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier (ToRS) på Københavns Universitet med Vestkina og Centralasien som speciale. Xinjiang Uigur Autonome Region (XUAR) Xinjiang Uigur Autonome Region grænser op til Autonom Region Tibet i syd samt Qinghai- og Gansuprovinserne i sydøst. Den grænser også op til Mongoliet i øst, Rusland i nord og Kasakhstan, Kirgisistan, Tadsjikistan og Afghanistan samt både de indisk- og de pakistansk-kontrollerede områder af Kashmir i vest. Fra det 17. århundrede kom områdets oasefolk under de vestlige mongolers herredømme, og i midten af det 18. århundrede kom regionen til sidst under Qing-dynastiets kejserlige kontrol. Fra 1884 lød Kinas nye grænseområde navnet Xinjiang (xīn 'ny' + jiāng 'grænse'). Efter Qing-dynastiets fald i 1911 forblev regionen en del af Kina, men under republikken blev de hovedsagelig regeret af kinesiske feltherrer, som styrede uafhængigt af den centrale regering. Det var først i 1949, at området kom under den nye Kinesiske Folkerepubliks og Beijings kontrol. XUAR blev grundlagt i 1955, og i de følgende årtier oplevede uighurerne i regionen alle de politiske forandringer, som også fandt sted i resten af Kina, herunder kollektiviseringen af landbruget, Det store Spring fremad og Kulturrevolutionen. I disse perioder, især under landkollektiviseringen og Kulturrevolutionen, blev minoriteternes rettigheder, som ellers var beskyttede af forfatningen, ofte krænket, og han-kinesisk chauvinisme dominerede. Disse tendenser vendte med Maos død i 1976, og i forbindelse med de reformer, som Deng Xiaoping introducerede tidligt i 1980 erne, blev minoriteternes rettigheder genindført. Fra 1980 erne iværksattes forholdsvis liberale politiske processer. Man begyndte at restaurere og opføre moskeer samt genoplive tidligere forbudt religiøs praksis. Brug af minoritetssprog blev tilladt og havde stor positiv indflydelse på minoriteternes uddannelse samt deres litterære og kulturelle produktion. Uighurerne nød, ligesom andre minoriteter, visse privilegier, fx adgang til universiteter med færre point end han-kinesiske studerende og en mere lempelig familieplanlægningspolitik end den, der var gældende for han-kinesere. Trods den landsdækkende ekspansion af socialistisk markedsøkonomi, vendte udviklingen igen tilbage til undertrykkelse efter 1990 på grund af Beijings angst for separatisme. Mens der angiveligt hersker religiøs frihed, er der efterfølgende sat grænser for mange religiøse udtryksformer og handlinger. Staten prøver hårdt på selv at indsætte imamer og andre religiøse specialister, og mange uddannede fra Ürümqis Teologiske Fakultet er, som alle andre embedsmænd, på statens lønningsliste. Den vage formulering af, hvad der er lovlige hhv. ulovlige religiøse aktiviteter, giver myndighederne mulighed for at blande sig efter forgodtbefindende. OXUS 2012, Nr. 2 15

16 Immigration, assimilation og ressourcer Immigration af han-kinesere (den etniske gruppe, som majoriteten af kineserne tilhører) til Xinjiang begyndte allerede under Qing-dynastiet ( ), men tog til i den socialistiske periode; i 1941 var 80 % of Xinjiangs indbyggere uighurer og 5 % han, men i 1990 var 47,5 % uigurer og 37,6 % han. Han-immigrationen bliver fortsat tilskyndet i reformperioden og uighurerne frygter, at de snart vil blive en minoritet i deres egen autonome region. Desuden har uighurfolkets klager over Kinas politik blandt andet medført restriktioner i den kulturliberalisering, som ellers blev indført med flere reformer: I løbet af de sidste to årtier har uighurerne oplevet undertrykkende religiøse reformer og introduktionen af såkaldt tosproget uddannelse, som i virkeligheden fremmer den kinesiske sproguddannelse på bekostning af modersmålsundervisningen. Myndighederne har erkendt, at reformer har øget de regionale økonomiske forskelle 1, og at de fleste af Kinas indreliggende provinser er tynget af økonomisk tilbageståenhed. Til at tackle disse problemer lancerede man i 2000 Den store vestlige udviklingsstrategi. Den har bragt en stor mængde investeringer samt økonomiske og infrastrukturelle forbedringer til Xinjiang - men meget af dette er udført af Hanarbejdere, og det gennemgående resultat har været en acceleration af Han-immigrationen. Som et resultat heraf ser uighurerne disse udviklingspolitikker som et redskab for deres assimilering og økonomiske marginalisering. Stort anlagte investeringer finder primært sted i den nordlige del af Xinjiang, hvor mineralforekomsterne er koncentreret. Disse distrikter har allerede den højeste andel af Han-kinesere. Diskrimination på arbejdsmarkedet tvinger mange unge uighurer til at forlade Xinjiang for at søge arbejde i Kinas kystprovinser. Men rekrutteringen af unge mænd og kvinder, især i det sydlige Xinjiang, til arbejde tusinder af kilometer borte i andre dele af Kina, giver ikke megen mening for lokalbefolkningen, som ser Han-immigranter finde jobs i lukrative erhverv i uighurernes hjemland. Standardbegrundelsen, som fremsættes for denne ulighed på arbejdsmarkedet, er af sproglig art: Få landboende uighurer taler flydende mandarin. Derfor øger man indsatsen for at få alle uighurer til at beherske deres lands fremherskende sprog. Men de fleste uighurer anser dette program, kaldet tosproget undervisning, for et aggresivt fremstød for mandarin, eftersom næsten alle fag undervises på mandarin, selv i såkaldte minoritetsskoler. Dette er næsten et totalt omslag i forhold til den liberale sprog- og kulturpolitik i løbet af den tidlige reformperiode, som lod forældre vælge selv, hvorvidt deres børn skulle undervises i en kinesisk- eller uighursproget skole indtil det 18. år. Uighurerne er frustrerede, ikke blot fordi mulighederne for at vælge er fjernet, men også på grund af overvældende tegn på, at diskrimination på arbejdsmarkedet i virkeligheden ikke er sprogligt baseret: Selv uighurer, som taler flydende mandarin bliver ofte forbigået til fordel for Han-kinesere med ringere kvalifikationer. Uighurerne er meget mistænksomme overfor den tiltagende modernisering, som de opfatter som et effektivt redskab til at assimilere dem. Uighurerne føler nu, at deres økonomiske og sociale forventninger ikke opfyldes ligeligt, sammenlignet med deres kinesiske medborgere, og uiguriske intellektuelle nærer frygt for kulturel assimilation. Politikere i Beijing anser spændingerne i Xinjiang for at være et internt kinesisk anliggende. Den officielle reaktion gav sig udtryk i en Slå-hårdt -kampagne i 1996 rettet mod uighuriske separatister, men særligt efter 11. september 2001 er spændinger rutinemæssigt blevet tilskrevet international terrorisme. Den officielle dagsorden og retorik ændrede sig, da Kina sluttede sig til den globale krig mod terror, og de tidligere separatister nu blev "islamistiske terrorister". Officielle erklæringer taler nu om lige dele ekstremisme, terrorisme og separatisme. Voldelige optrin associeres nu f.eks. ofte med yderligtgående Islam. Denne forbindelse næres af, at en håndfuld uighurer blev tilbageholdt på Guantanamo Bay af de amerikanske myndigheder, men ingen væsentlige beviser støtter dette. I begyndelsen af 2012 rapporterede internationale medier igen om dødelige sammenstød i Xinjiang Uigur Autonome Region (XUAR) i Nordvestkina. Skønt ikke så dramatisk som uroen 5. Juli 2009, 2 hvor næsten 200 døde i regionens hovedstad, Ürümqi, fortsætter disse seneste hændelser et mønster, som nu strækker sig tilbage over to årtier. Mens beretningerne fra menneskerettighedsorganisationer, Radio Free Asia og de officielle kinesiske medier fremstår vidt forskellige, er der enighed om, at regionen har et kæmpe uløst problem. Mange iagttagere anser Beijings påståede frygt for uighurseparatisme som groft overdrevet. Dette fordi det overvældende flertal af uighurer vil være tilfredse med at leve under en tilstand af meningsfuld autonomi, hvorunder de nyder ligeværdig adgang til økonomiske ressourcer og social retfærdighed, herunder religiøs og kulturel frihed. Set i det perspektiv er Beijing, med sin nuværende politik, sikker på at støde uighurerne yderligere fra sig 3, og Xinjiang vil formentlig fortsat udgøre en tikkende bombe OXUS 2012, Nr. 2 16

17 Turkmenistans statsflag De fem Gül er Tekke Yomud (Jomud, Yamuth) Salor (Salyr) Ersari (bruges dog også af andre stammer) Saryk (Saruch) Olivengren. Tilføjet 29/ Officielt navn: Türkmenistanyň baýdagy Proportioner: 1:2 Indført: 19. februar 1997 Endeligt udformet 24. januar Flaget blev indført i sin oprindelige udformning i 1992, efter en konkurrence. Det er grønt med en hvid islamisk halvmåne, samt fem hvide 5-takkede stjerner. Ifølge den officielle tolkning står de fem stjerner for de fem turkmenske welayatlar (regioner) der blev oprettet ved forfatningen af Ved stangen er der en rød bort med traditionelle tæppemønstre. Tæppemønstrenes fem gül er (roser/medalioner) repræsenterer de traditionelle motiver stammerne bruger i deres berømte tæpper. Gül erne går igen i statsvåbnet. Kransen af olivenblade er identisk med kransen på FNs flag og blev tilføjet 29. januar 1997 for at udødeliggøre neutralitetspolitikken som landet erklærede 12. Januar I 2001 blev der udført mindre justeringer af flaget. Stjernerne blev roteret og halvmånen blev lidt smallere. Det generelle indtryk af flaget er dog forblevet uændret. Kilder: Flags of the World. (besøgt 9/6 2012) Politikens Flagbog. 300 nationale og internationale flag. Politikens Forlag ISBN Wikipedia.org. (besøgt 9/6 2012). PF. OXUS 2012, Nr. 2 17

18 Vilhelm Thomsen ( ) - en Randers-dreng, der blev verdenskendt af Thomas Petersen Universitetslektor emer. Vilh. Thomsens portræt i Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskabs magasiner. Det er formodentlig kun de færreste danskere, der ved, hvem der gemmer sig bag navnet Vilhelm Thomsen. Og det på trods af, at han er en verdensberømt sprogforsker og kulturhistoriker. Det første, studenten så i auditoriet, var en adelsmand i videnskabens rige. Der var ikke noget blændende ved hans optræden og i hans foredrag, jævnt og naturligt, nærmest i samtaletone, gennemgik han sprogvidenskabens historie, metode og resultater; men efterhånden som time føjedes til time, fik tilhøreren en tryg fornemmelse af at blive båret frem. Det ene afsnit voksede ud af det andet, og uden at den unge vidste, hvordan det gik til, groede der frem i ham en følelse af at alt var ordnet og gennemtænkt, og først efterhånden gik det op for ham, at der i denne udvortes set lidet pretentiøse fremstilling lå et mesterskab, der beroede på, at den fine forsker beherskede sin videnskab ganske suverænt. Så nænsomt, så overbevisende og så præcist husker en af disse studenter den senere så kendte religionshistoriker Vilhelm Grønbech ( ) sit møde i auditoriet med sprogforskeren og polyglotten Vilhelm Thomsen, som de følgende sider skal forsøge at give et portræt af. De fleste Randers-borgere ved, at pladsen skråt over for banegården bærer navnet Vilhelm Thomsens Plads. Med andre ord pladsen, hvor Vestergade, Jernbanegade og Sjællandsgade løber sammen. Det har den heddet siden 1941 før hed den Vester Torv. Året efter i 1942 ville det berømte bysbarn være fyldt et hundrede år. Men selv om man kender pladsen, er det formodentlig kun de færreste af byens borgere,

19 der ved, hvem der gemmer sig bag navnet Vilhelm Thomsen. Og det på trods af, at han er en verdensberømt sprogforsker og kulturhistoriker, der havde gået i skole i Randers, som var blevet student fra Randers Statsskole, og som ved sin 80- årsdag i 1922 blev gjort til æresborger her. Gennem sit videnskabelige arbejde var Thomsen blevet kendt i kredse langt ud over den snævre forskerverden. Barndom og skolegang Vilhelm Ludvig Peter Thomsen kom til verden den 25. januar Ikke i Randers, men på Gammeltorv 16 det vil sige i hjertet af kongens København. Faderen var jurist og embedsmand ansat under det mægtige Generalpostamt, der siden 1700-tallet og i enevældens navn bestyrede det kongelige postvæsen med meget mere i den danske helstats mange forskellige dele. I 1847, det vil sige året før Generalpostamtets nedlæggelse, udnævntes faderen Ludvig Frederik Thomsen til kongelig betroet postmester i Randers. Et embede, der sammen med blandt andre amtmand, dommer og politimester gav sin indehaver en selvskreven plads blandt byens betroede og respekterede spidser. Da familien kom til Randers, var den lille Vilhelm fem år gammel. Familien bestod ud over mor og far også af nyfødte Carl den senere så kendte maler og tegner Carl Christian Frederik Jakob Thomsen ( ). I første omgang slog familien Thomsen sig ned i et hus på hjørnet af Nørregade og Provstegade. Vilhelms skolegang startede 1847 i Fru Christensens Pogeskole i Vestre Kirkestræde en skole, der senere blev flyttet til Slotsgade for enden af Rugtorvet. To år senere i 1849 fortsatte han i den stadig i 2009 eksisterende Forberedelsesskolen i Vestergrave. Her gik Vilhelm ligeledes to år, hvorefter han i 1851 blev optaget i første klasse på byens lærde skole, Latinskolen det første skridt på den sikre vej mod en universitetsuddannelse, embedseksamen og embede. Latinskolen havde på det tidspunkt lokaler i Helligåndshuset i Houmeden, men den flyttede 1857 til Vestergade. I en samtale 1925 med universitetsbibliotekaren og gymnasielæreren Carl Dumreicher fortalte den på det tidspunkt 83-årige berømthed retrospektivt om skoleforholdene i Helligåndshuset: Lokalerne lå rædselsfuldt og var aldeles upraktiske. Der var i alt fire klasseværelser, med hvilke man på bedste måde måtte indrette sig efter klassernes størrelse til forskellige tider. Tarveligt udstyret med hvidtede vægge, tykke mure, der slugte en masse lys, olielamper, lange skoleborde og mangelfulde kakkelovnsforhold. Vilhelms rektor i de første år på latinskolen var Carl Thortsen. En mand, som han i nævnte samtale med Dumreicher kalder en meget begavet og højt dannet, men noget streng mand. Thomsen holdt betydelig mere af efterfølgeren, H.K. Whitte, der kom til Randers fra Rønne, og hvis søn han blev venner med. Det fremgår af Dumreichers samtale med Thomsen, at han allerede i sin drengetid gik for at være et sproggeni i vore dage ville man nok kalde ham en sprognørd. Men han havde imidlertid også andre interesser, der er typiske for en rask dreng. Han var naturelsker - roede på Gudenåen, legede på Skovbakken eller gik naturen tynd for at indfange insekter. Når han da ikke var på ferie på Djursland hos en onkel, der indtil 1854 var præst i Rimsø på Grenå-kanten. Også på herregården Meilgaard tilbragte unge Vilhelm uforglemmelige ferier hos jægermester Olsen. I mellemskolen var han overbevist om, at han skulle være naturforsker. Samlede ivrigt på insekter, indsamlede fugleæg og udstoppede fugle. Alt blev dyrket med videnskabelig interesse, hvilket måske vidnede mere om en kommende forsker end blot en typisk dreng. Interessen for naturen blev genoptaget på Vilhelm Thomsens ældre dage. Allerede i latinskolen beskæftigede Vilhelm Thomsen sig med sprog på en måde, der ligesom hans beskæftigelse med naturen entydigt pegede frem mod en videnskabelig karriere. I sine tidlige sprogstudier blev han godt hjulpet af det righoldige og klassisk prægede bibliotek, der fra skolens grundlæggelse havde været en integreret del af den. Men lad os lade Thomsen selv fortælle om sine mange interesser i skoletiden gengivet af Dumreicher i interviewet fra 1925: Den [interessen for sprog] har jeg alle dage haft. Men for resten interesserede jeg mig meget for naturvidenskab og samlede bl.a. på insekter og fugleæg en interesse, som jeg længe holdt ved lige og tog op på mine ældre dage. En ret stor insektsamling har jeg således foræret til Zoologisk Museum. Matematik og fysik... interesserede mig ligeledes i høj grad og skaffede til artium to blanke ug'er. Først i de tre sidste klasser kastede jeg mig for alvor mere og mere over sprogene. En vis tilskyndelse fik jeg ved noget, fransklæreren adjunkt Broberg en gang i 6te klasse fortalte os om forholdet mellem det franske sprog og de øvrige romanske sprog, vist nok noget for ham selv nyt, som han havde læst i Revue des deux mondes. Jeg kom også derigennem ind på at studere sprogenes slægtskab og samlede, hvad jeg i så henseende kunne få fat på. I syvende klasse fik jeg gennem en af Whittes sønner lettere adgang til biblioteket og gennemstuderede der al den litteratur, jeg kunne finde. Derfra kom jeg så ind på selv at lære mig sprog. Af særlig betydning for mig blev sommerferien 1858, da jeg var i København på besøg hos min slægt og der gjorde bekendtskab med en ung mand fra Mexiko, hvis OXUS 2012, Nr. 2 19

20 OXUS modersmål altså var spansk, som han skønt han nu kunne dansk stadig holdt fast ved. Fra da af korresponderede vi på spansk, som jeg måtte lære mig selv, og da hjælpemidlerne var få, måtte jeg ofte ligefrem danne mig ordene selv ved at sammenligne med andre beslægtede sprog, især latin og fransk. Så gik jeg videre, studerede islandsk, fik på biblioteket fat i Rasmus Rasks Samlede afhandlinger, der blev af den største betydning for mig, købte selv hans prisskrift fra 1818 Om det gamle nordiske eller islandske sprogs oprindelse, gik fra hebraisk, som jeg læste på skolen, over til arabisk, anskaffede mig Westergaards sanskrit-læsebog og grammatik og stødte i det år, da jeg benyttede biblioteket som klasseværelse, på hans udgave af Zend-Avesta [kommentarer til og oversættelse af en persisk samling af hellige tekster, Avesta]. Derimod begyndte jeg først som student på finsk, som jeg dog allerede kendte lidt til fra Rasks arbejder. Jeg kendte også Bopps navn, selv om jeg ganske vist ikke havde nogen anelse om den sammenlignende sprogvidenskabs metoder, men helt på egen hånd opstillede lange lister og skemaer over sprogenes lydforhold. Hele tiden havde jeg imidlertid en levende følelse af, at nu var jeg inde på den vej, jeg ville gå. Sådan tænker og arbejder en forsker in spe. Studier, rejser og karriere Efter at være blevet student fra Latinskolen i 1859, drog Vilhelm i lighed med bysbarnet Henrik Pontoppidan femten år senere - til hovedstaden for at studere. I starten teologi, hvilket havde været forældrenes inderlige ønske. Men det varede ikke længe, før skoletidens sproginteresser fik overtaget i den unge mand. Teologien kunne i sagens natur kun tilbyde de døde sprog hebraisk, græsk og latin. De kunne bestemt også være nyttige, men Thomsens interesse var i højere grad blevet rettet mod de levende. Hurtigt kom studenten med i en selskabelig kreds af radikale hoveder en kreds, der bl.a. også talte den jævnaldrende og senere så nyskabende og forkætrede Georg Brandes ( ). Attenhundredtallet blev den sammenlignende sprogvidenskabs store århundrede. Det var i det hele taget et århundrede, hvor alle videnskaber bliver historiske det vil sige ses i tid og rum - og hvor den grundlæggende og optimistiske tanke var, at alt i denne verden bevæger sig fra det primitive til det mere udviklede stadium. Alle søgte de lovmæssigheder, slægtskaber og systemer. Forskerne ønskede at skabe orden i en tilsyneladende kaotisk verden. Friedrich Hegel og Karl Marx søgte og fandt lovmæssigheder i samfundsudviklingen, Charles Darwin søgte i naturen slægtskaber og udvikling fra det primitive til det højerestående væsen, mens sprogfolkene på samme måde søgte at afdække slægtskaber og skabe orden i den babelske sprogforvirring, som tilsyneladende herskede mellem verdens mange og brogede folkeslag. Den legemliggjorte sprogvidenskab, Philologia, i sin stridsvogn, trukket af alverdens sprog. Teksten lyder: I Videnskabens det milde Aag Vandre Verdens tusinde Sprog Folkenes Aander - de Smaa, som kom Til Verden, da Babels Taarn faldt om. Hun styrer dem alle med Snille - endog Uddøde, halvglemte Folkeslags Sprog: Mens Tiderne skifte, opbygger hun Babels Taarn paa en bedre Grund. Dedikeret: Til Vilhelm Juleaften Carl Thomsen Sprogvidenskaben ville etablere slægtskaber mellem dette enorme antal og tilsyneladende vidt forskellige sprog. Til en begyndelse ville sprogforskerne mere specifikt finde et slægtskab inden for den gruppe, der fik navnet de indoeuropæiske sprog. Slægtskabet blev fastslået ud fra de såkaldte OXUS 2012, Nr. 2 20

21 lydforskydninger. Man havde iagttaget, at beslægtede ord på beslægtede sprog respekterede regelmæssige lydforskelle. Det hele var begyndt med filologen og koloniembedsmanden William Jones ( ), der ved at finde lighedspunkter mellem sanskrit og klassisk græsk og latin mente, at disse sprog havde en fælles rod. Tanken om et slægtskab blev forfulgt sideløbende af tyskerne Jacob Grimm ( ) og Franz Bopp ( ) [en af indoeuropæistikkens fædre] samt ikke mindst danskeren Rasmus Rask ( ). Bopp påviste 1816 grammatiske strukturer og et basalt ordforråd, fælles for græsk, latin, germansk, iransk og sanskrit. Hvor Bopp primært hæftede sig ved sprogenes formsystemer, koncentrerede Rask sig mere om de lydhistoriske regelmæssigheder mellem dem. Den fattige, men overordentlig godt begavede Odense-dreng Rasmus Rask havde møjsommeligt og flittigt på sine mange rejser og vandringer gjort optegnelser om et utal af sprog. På grundlag af dette materiale konstaterede han systematiske lydlige sammenhænge mellem græsk, latin, germansk, baltisk og slavisk. I det hele taget indsamlede Rask et overordentlig righoldigt materiale, der kom til at danne grundlag for hans efterfølgeres forskning. Rasks indsamlingsarbejde og forskning blev retningsgivende og afgørende for adskillige danske forskere i såvel atten- som nittenhundredtallet. Vilhelm Thomsen studerede på Københavns Universitet græsk og latin hos Johan Nicolai Madvig ( ) klassisk filolog, lærebogsforfatter og politiker, der på så mange felter blev normsættende i det danske samfund. Han studerede sammenlignende sprogvidenskab hos dialektforskeren (især sønderjysk) Kristen Jensen Lyngby ( ), slaviske sprog hos Casper Wilhelm Smith ( ) og sanskrit hos indologen og iranisten Niels Ludvig Westergaard ( ). Flere af disse navne var sværvægtere i den internationale sprogvidenskab, og alle var de elever af Rasmus Rasks skole i sammenlignende sprogvidenskab. Sideløbende lærte Randersstudenten sig forskellige sprog uden for den indoeuropæiske sprogæt. Ikke mindst finsk og i den forbindelse fattede han især interesse for grænseområdet mellem de germanske og de finske sprog et emne, der senere skulle danne grundlag for hans doktordisputats. I januar 1867 tog Thomsen den filologiske embedseksamen, og samme år gik rejsen endelig til Finland. Han ønskede at studere landets kultur og folkeliv generelt men især var interessen naturligvis rettet mod det finske sprog. Interessen for dette ikke-indoeuropæiske sprog havde Thomsen fået allerede i skoletiden gennem studiet af Rasmus Rasks afhandlinger. I 1862 havde han skrevet et brev på finsk til en ven deroppe, der havde skaffet ham nogle bøger. Når han kom forbi havnen i København, havde Thomsen allerede i studietiden moret sig med at tale med de finske søfolk. Det var nu et dårligt sprog, de talte, de forstod mig bedre end jeg dem, bemærkede en selvtilfreds student retrospektivt i Efter det første Finlands-besøg skulle der gå 45 år, før han atter genså Helsinki. Byen havde med Thomsens egne ord i mellemtiden fuldstændig skiftet udseende fra hovedsageligt træhuse i 1867 til flotte stenhuse i I mellemtiden var han blevet en international berømthed, og han blev i Helsinki genstand for en overstrømmende hyldest. En søndag troppede alle de finske studenter med deres faner 16 i alt - op foran hotellet, og da han skulle forlade byen, mødte studentersangforeningen op på banegården og sang blandt andet "Der er et yndigt land". Sceneriet gentog sig i Åbo. Her troppede en deputation af ganske almindelige mennesker op. Trods regn og mørke fulgte den ham ned til dampskibet, og under sang og leveråb gled skibet ud af havnen. Allerede 1869 opnåede Vilhelm Thomsen doktor-graden. Emnet var Den gotiske sprogklasses indflydelse på den finske. Jeg vender senere tilbage til dette emne. Efter disputatsen tog han et års tid på den klassiske dannelses- og studierejse til de europæiske lærdomscentre i Leipzig, Prag, Wien, Ungarn, Kroatien, Italien og Paris. Da han i 1870 vendte tilbage, var der imidlertid ingen professorstilling ledig til ham på universitetet. Med disputatsen i hus var han ellers nu selv-skreven til at besætte en lærestol. Indtil 1878 underviste Thomsen derfor i græsk i gymnasie-skolen, mens han sideløbende holdt forbindelsen til universitetet ved lige. I 1875 blev han fast ansat på universitetet som ekstraordinær docent i sammenlignende sprogvidenskab, men ikke uden en vis politisk interesse. Venstrelederen Christen Berg udtalte ved den lejlighed, at man ikke skulle sætte sangfuglene i bur, de ville synge bedre, når de var fri. En anden sag var jo, hvad sang-fuglene så skulle leve af, var Thomsens prosaiske og så nærliggende kommentar. Endelig i 1887 blev professoratet i sammenlignende sprogvidenskab ledigt, og han kunne fra nu af koncentrere sig fuldtids og fuldt ud omkring universitetsarbejdet. I 1876 havde Thomsen fået indbydelse til at holde en række forelæsninger over et slavisk emne ved universitetet i Oxford. Denne rejse blev samtidig hans bryllupsrejse. I maj måned var han blevet gift med den ti år yngre Karen Charlotte Allen, datter af den nationalliberale teolog og historieprofessor Carl Ferdinand Allen ( ). Thomsens Oxford-forelæsninger og deres indhold vender jeg tilbage til senere. Det skal her blot antydes, at han med disse forelæsninger gav OXUS 2012, Nr. 2 21

22 fornyet næring til en debat i den internationale forskerverden, der allerede havde været i gang i et århundrede. Debatten handlede kort fortalt om den første russiske stats oprindelse og karakter. I 1876 blev Thomsen endvidere medlem af det hæderkronede og eksklusive Videnskabernes Selskab, hvis redaktør han var i samfulde 23 år, I de følgende år fulgte i hurtig rækkefølge medlemskab af en række andre fagligt tunge redaktioner, af fonde og bestyrelser i såvel indland som udland. Thomsen var ved at blive en sværvægter i den internationale forskerverden. I december 1893 forelagde Vilhelm Thomsen på et møde i Videnskabernes Selskab en sensationel tydning af nogle runelignende indskrifter (de såkaldte Orkhon-indskrifter), der var fundet i det østlige Sibirien og Mongoliet. En bedrift, der endegyldigt og varigt satte Thomsen på det internationale forskningskort. Han gav sagt i få ord - den mangfoldige og vidtstrakte tyrkiske sprogæt en fælles forhistorie og et hidtil ukendt fællessprog. For denne kolossale bedrift blev Vilhelm Thomsen kendt i fagkredse over hele verden. Men mere om indskrifterne senere. I sine universitetsforelæsninger spændte Vilhelm Thomsen over vidt forskellige emner - så forskellige som græsk og latinsk sproghistorie, de romanske sprogs udvikling fra latin, de finskugriske sprogs historie osv. Han optrådte som officiel opponent ved doktordisputatser inden for så forskellige emner som arabisk, indisk, semitisk, slavisk, keltisk og romansk. Eleven og den yngre kollega Kristian Sandfeld ( ) slutter sin artikel om Thomsen i Salmonsens Konversationsleksikon med følgende samlende karakteristik: Ved sin uhyre indsigt i sprogenes verden, sin ædruelige og sikre metode, der er langt fjernet fra utidigt hypotesemageri og altid skelner skarpt mellem det sikre og usikre, endvidere ved sin omhyggelighed og grundighed i detaljerne er Thomsen noget nær idealet af en sprogforsker. Såvel den indoeuropæiske sprogforskning i sin helhed som enkeltgrene inden for den har nydt godt af Thomsens skarpsind og snilde. Tyngdepunkter I det foregående er antydet tre tyngdepunkter i Vilhelm Thomsens enorme forskningsområde. Det er for det første de indoeuropæiske sprog og især deres berøringsflader til de finske sprog. For det andet spørgsmålet om den russiske stats oprindelse og for det tredje tydningen af Orkhonindskrifterne. Al hans forskning er præget af en overordentlig stor alsidighed, nøjagtighed i detaljen og en overlegent sikker metode. Hans sproglige viden var uden sidestykke i datiden. Gennem sine universitetsforelæsninger, der tematisk spændte vidt, fik Thomsen betydning for en hel generation af sprogforskere. Det er derfor ikke overraskende, at en kreds af hans elever ved Thomsens 25-års doktorjubilæum i 1894 gav udtryk for deres taknemmelighed i et festskrift, dedikeret til deres lærer og læremester. I det følgende skal de nævnte tre forskningsfelter præsenteres lidt mere udførligt. Germansk og finsk Med en ganske særlig forkærlighed havde Vilhelm Thomsen kastet sig over at undersøge berøringsflader mellem de indoeuropæiske sprog især germansk - og de nabosprog, der tilhørte den finsk-ugriske sprogæt. Som allerede nævnt blev dette tema emnet for hans disputatsarbejde i 1871 gennem en tysk udgave også gjort tilgængeligt for et internationalt publikum. Thomsen behandlede her de germanske låneord i finsk og lappisk. Han kunne påvise, at disse sprog i nyere tid havde optaget mange ord fra de skandinaviske (= germanske) sprog i den skikkelse, man kendte dem. Desuden og det var det interessante - havde finsk og lappisk endvidere lånt en række ord fra langt ældre sprogperioder og bevaret dem næsten uforandret og i en form, der senere var gået tabt i de germanske sprog. Hans resultater havde derfor ikke blot kulturhistorisk betydning. De havde også vidtrækkende sproghistorisk relevans. Han kunne nemlig påvise, at finsk havde bevaret og overleveret de lånte germanske og dermed nordiske ord i en oprindelig form. Det betød, at man i mange tilfælde i de moderne finske sprog kunne finde nordiske låneord i en form, der var mere oprindelig end de ældste runeindskrifter. Disse gamle låneord blev ved siden af at have stor generel kulturhistorisk betydning også af stor vigtighed for den germanske sproghistorie, idet de bragte oplysning om sprogtilstande, som man ellers kun havde teoretisk viden om. Thomsen gav således vigtige bidrag til studiet af de nordiske sprog. For eksempel til de problemer, der knyttede sig til dansk lydhistorie og til tydningen af runeindskrifter. Disputatsen indbragte Thomsen den Bopp'ske prisbelønning for sammenlignende sprog-videnskab opkaldt efter det tidligere nævnte koryfæ inden for denne disciplin, Franz Bopp. Disputatsens tema og problematik forfulgte Thomsen 1890 i bogen Berøringer mellem de finske og de baltiske (litauisk-lettiske) sprog. Tilsammen indbragte de to arbejder i 1893 ham den fornemme Madvigmedalje, der uddeltes af Videnskabernes Selskab. Med en lærdom, der omhandlede to helt forskellige sprogområder lige godt, havde Thomsen gennem de to værker vist, at finnerne i tiden efter Kristi fødsel har været naboer til baltiske og germanske stammer og herunder modtaget en stærk påvirkning fra dem. OXUS 2012, Nr. 2 22

23 Omkring 1911 fik Vilhelm Thomsen lejlighed til at tilføje noget til det ungarske sprogs historie. Fra en kollega på Københavns Universitet modtog han en gengivelse af en indskrift, som en tysker havde fundet i Konstantinopel i et håndskrift fra 1500-tallet. Det var blevet sendt til kollegaen, der var runeekspert, ud fra den tanke, at der var tale om runer. Thomsen kunne straks se, at skrifttegnene tilhørte et ungarsk alfabet, som ungarerne kalder det hunniske. Ungarerne blev henrykte over denne forøgelse af afskrifter i dette alfabet, af hvilke der kun kendes et par stykker. Den russiske stats dannelse Vilhelm Thomsens Oxford-forelæsninger blev publiceret på engelsk 1877 under titlen The Relations between ancient Russia and Scandinavia næsten samtidig blev de endvidere oversat til tysk, svensk og russisk. Mærkeligt nok blev bogen først trykt på dansk i 1919 i første bind af Samlede Afhandlinger. I forelæsningerne havde han samlet alt det tilgængelige materiale, der knyttede sig til spørgsmålet om, hvordan den første russiske stat var blevet til. Især sprogligt materiale, men også det på det tidspunkt kendte arkæologiske materiale. På det grundlag mente Thomsen at kunne sandsynliggøre, at nordboere i anden halvdel af 800-tallet havde spillet en førende rolle ved grundlæggelsen af den første russiske stat. Dermed kastede han benzin på et bål, der allerede havde brændt og ulmet i næsten hundrede år. Hans ræsonnement var følgende: De slaviske stammer i det nuværende Rusland og Ukraine, der i lang tid havde måttet forsvare sig mod forskellige tyrkiske steppe- og rytterfolk fra Asien, fik i 800-tallet en ny fjende. Det var nordiske vikinger (eller varæger, russ. varjagi, som de kaldes i kilderne), der ifølge den ældste russiske krønike, den såkaldte Nestorkrønike, i anden halvdel af 800-tallet kom over havet for at kræve skat. Den varægiske, det vil sige den skandinaviske, stamme Rus satte sig fast i landet, hvor den ifølge Thomsen grundlagde den første russiske stat. Det er i store træk den historie, som den første russiske krønike fortæller os. Krøniken går normalt under Nestors navn, det vil sige den munk, der i begyndelsen af 1100-tallet som en russisk Saxo sad i huleklostret i Kiev og sammen-skrev de første århundreder af Russtatens historie set fra Kiev-storfystens synspunkt. Om denne stats oprindelse fortæller Nestor, at slaverne og finnerne for at gøre en ende på deres indbyrdes kiv og strid besluttede at indkalde en fyrste fra Rus. Krønikeskriveren anbringer dette folk i selskab med sveer, normannere, anglianere og goter, og han lader finnernes og slavernes sendebud udtale de berømte ord: Vort land er stort og frugtbart, men der er ingen orden i det; så kom da for at herske over os! Indkaldelsestemaet og historien om tre brødre kendes fra andre sammenhænge. Også Nestor kan bruge stoffet som ramme. Han fortsætter med at fortælle, at der i forlængelse af opfordringen blandt Rus udvalgtes tre brødre, og at de på deres togt østover tog hele deres stamme med. De grundlagde et rige i Novgorod, men residensen blev snart flyttet sydpå - til Kiev. I de følgende hundrede år fra 862 kan vi konstatere, at de russiske fyrster rent faktisk havde nordiske navne. Navne som Rjurik (af nord. Hrærikr), Oleg (nord. Helge), Igor (nord. Ingvarr) og Olga (nord. Helga) med flere taler tydeligt om deres skandinaviske oprindelse. Først senere begynder slaviske navne som for eksempel Vladimir og Jaroslav at dominere. Foruden personnavnene har vi fra tiden før år 1000 også andre rester af det gamle Rusfolks sprog. Den græsk-byzantinske kejser Konstantinos Porfyrogennetos (på tronen ) anfører i et skrift fra omkring 950 en række dobbelt-navne på fosser i Dnjepr-floden det vil sige på krønikens vej fra varægerne (= vikingerne) til grækerne. Den ene række navne betegnes som russiske, og den anden som slaviske. Og de russiske navne kan med sikkerhed identificeres som værende af nordisk oprindelse. I sine Oxford-forelæsninger præsenterede Thomsen sit auditorium for sit billede af, hvordan den første russiske stat var blevet til. Han fremlagde i og for sig ikke noget nyt materiale. Men han samlede alle de sproglige og arkæologiske kilder og vidnesbyrd, der forelå i 1870'erne. På det grundlag etablerede Thomsen sin version af tilblivelsen af den første russiske statsdannelse. At den med andre ord var grundlagt af stammen i Rus det, der senere blev til Rusland. Han gav også en forklaring på navnet Rus ved at pege på, at finnerne den gang (som i øvrigt den dag i dag) kalder Sverige for Ruotsi. Et navn, som Thomsen mente hang sammen med Ros-lagen det vil sige med en gammel geografisk betegnelse for dele af de svenske landskaber Uppland og Östergötland. Thomsens tolkninger blev udfordret af såvel førrevolutionære russiske som af sovjetiske forskere. Generelt kunne de ikke forlige sig med, at den første russiske stat skulle være grundlagt af udlændinge. Til tider prægedes diskussionen af rent nationalistiske synspunkter. Forskningen delte sig i en normannistisk og en antinormannistisk skole. For eller imod det nordiske engagement i den første russiske stats grundlæggelse. Spørgsmålet var naturligvis den gang i tallet forkert stillet. Ingen stat grundlægges, uden at der i forvejen eksisterer samfundsstrukturer af den ene eller den anden art. Århus-forskeren Ad. OXUS 2012, Nr. 2 23

24 Stender-Petersen ( ) forsøgte i 1950'erne at slå bro over de to synspunkter ved at pege på, at den nordiske indtrængen i det finsk-slaviske rum var foregået som et fredeligt landnam. Senest og i forlængelse af Stender-Petersens forsøg på at finde et kompromis blev spørgsmålet taget op på en konference på Aarhus Universitet (Moesgaard) i Med indlæg fra blandt andre sovjetrussiske, danske, svenske, tyske og engelske sprogfolk, arkæologer og historikere. Det interessante på denne konference var, at i mange af indlæggene også i de sovjetrussiske blev der refereret ofte og som regel positivt til Vilhelm Thomsen og hans bog fra 1870'erne. Materialet fra konferencen er samlet og udgivet 1970 i bogen Varangian Problems. I den sidste fase af sovjetperioden, det vil sige fra 1960'erne, blev der foretaget omfattende arkæologiske udgravninger langs varægervejen udgravninger, der blandt sine fund dokumenterede et betydeligt skandinavisk islæt. Fund af våben, af gravhøje og gravpladser, af dagligdags genstande og andet viste tilstedeværelsen af nordiske kultur- og befolkningsindslag. Ikke mindst Leningrad/Skt. Petersborgarkæologen Anatolij Kirpitjnikov og hans forskerhold har været førende i dette udgravningsarbejde og i tolkningen af fundene. Kirpitjnikov selv har især gravet i det område, der hedder Staraja Ladoga. Han er i dag helt overbevist om, at der har eksisteret en historisk person ved navn Rjrurik, og at han har haft sit herskersæde i netop Staraja Ladoga. Samt, at hans slægt herfra har bredt sig til først Novgorod og senere til Kiev. Vikingegravhøje fra årh., ved Volkhov-floden nær Staraja Ladoga, Rusland. Foto: Wikipedia Interessant er det derfor i dag at konstatere, at det filologisk baserede arbejde, som Vilhelm Thomsen i 1873 præsenterede for kollegerne i Oxford, i dag i mange henseender bekræftes af det senere fundne arkæologiske materiale. Detaljer i Nestorkrønikens fortælling har naturligvis mytens og skønlitteraturens præg. Men hovedsagen at nordboere har spillet en ledende og aktiv rolle i Rus-statens første århundrede er i dag accepteret viden i hele den videnskabelige verden.. Orkhon-indskrifterne Den tyrkiske sprogæt optager med sit væld af sprog et meget stort geografisk område. Yderpunkterne er de tyrkiske osmanner i Lilleasien, uigurerne i det kinesiske Turkestan (Xinjiang) og mod nord de sibiriske jakuter på begge sider af Lena-flodens nedre løb. Lige siden oldtidens slutning har Europa haft talrige krigeriske mellemværender med tyrkiske stammer. De frygtede hunner, som i 400-tallet og under kongen Attila gav stødet til de store folkevandringer, var af tyrkisk æt. Lige så avarerne, der satte sig fast i Ungarn, og bulgarerne, der gav navn til det bekendte slaviske Balkanfolk. Det mægtigste af de tyrkiske folk, som russerne i begyndelsen af deres historie måtte kæmpe imod var khazarerne, hvis hovedstad Itila lå ved Volgas nedre løb, og som i dag er fundet og i færd med at blive udgravet. Khazarerne OXUS 2012, Nr. 2 24

25 beherskede en stor del af det nuværende sydlige Rusland og Ukraine. Senere fulgte andre tyrkiske stammer, som rus-serne måtte kæmpe mod. Som for eksempel kum-anerne, som russerne kaldte polovetser, og som i dag bedst kendes gennem de såkaldte polovetser-danse i Borodins opera Fyrst Igor. Polovetserpige. Ivan Bilibins kostumedesign fra 1930 til Borodins opera Fyrst Igor. I det sydlige Sibirien ved Jenisejs øvre løb og i det nordlige Mongoli er der siden 1700-tallet blevet fundet omfangsrige indskrifter, der stammer fra omkring 700. Og som omhandler de tyrkiske stammers historie og deres evindelige konflikter mod syd med det kulturelt anderledes Kina. Indskrifterne er udformet med et særligt tyrkisk alfabet kaldet de oldtyrkiske runer. De har ikke andet end navnet tilfælles med de nordiske runer. Materialet, man skrev på, bestemte sprogtegnenes udseende. Sten er ikke velegnet til at riste buer og rundinger i. Allerede i begyndelsen af 1700-tallet var de første fund af indskrifter blevet gjort. De lignede ikke noget, man havde set før. Derfor udfordrede de naturligt nok forskerne, der kom med de mest forskellige formodninger om det sprog, de var skrevet på. Fra finsk side blev der i årene sendt to ekspeditioner til Sibirien med henblik på at få en bedre gengivelse af indskrifterne. De finske videnskabsmænd håbede nemlig gennem disse fund at lokalisere det finskugriske urhjem, som de længe havde søgt, og som måske kunne forklare og skabe sammenhæng i de mange lommer af finsk-ugrisk talende mennesker, der fandtes og stadig findes i det nordlige Rusland og vestlige Sibirien. Men den helt store sensation kom 1889, hvor en russisk ekspedition fandt nye indskrifter i et temmelig øde område i Mongoliet ved floden Orkhon, en biflod til Selenga. I øvrigt kun ca. 60 kilometer nord for mongolernes og Djengis Khans gamle telt-hovedstad i Karakorum. Fundet bestod af to 3 til 4 meter høje steler. Den ene var velbevaret, mens den anden var gået i stykker og var stærkt medtaget af tidens tand. Efter det sensationelle fund i 1889 startede et sandt kapløb primært mellem finske og russiske forskere om at udgive de tekster, hvis indhold man foreløbig ikke kunne tyde og forstå. Om muligt også om at finde yderligere tekster. Den finske etnograf og arkæolog Axel Olai Heikel ( ) foretog i årene i alt fire rejser i Sibirien og det nordlige Mongoli i håb om at finde noget. Orkhonindskrifterne blev i 1892 udgivet i dels en russisk og dels en finsk udgave. Det stod fra starten klart, at den kinesiske tekst på den ene sten ikke blot var en oversættelse af den længere indskrift på den anden sten. Til gengæld kunne den bruges til at datere indskrifterne. Sammen med de officielle kinesiske dynasti-historier kunne man af den kinesiske tekst forstå, at den ene sten er rejst af Bilgä-Kagan til ære for broren Kül-Tegin, der var død 731. Mens den anden er rejst over Bilgä- Kagan, der var død 734. Begge navne dækkede over herskere for nogle tyrkiske stammer. Et par ord om stenenes ydre frem-toning. Alle fire sider er tæt beskrevne den ene som nævnt med en kinesisk, de øvrige tre med det ukendte sprog. Og alle med en runelignende skrift, der rummede i alt 35 tegn. Det nordiske runealfabet rummede til sammenligning under det halve antal tegn. Og alle Danmarks over 200 runesten rummer til sammen kun under halvdelen af den ordrigdom, som Orkhon-indskrifterne har. Den historiske sammenhæng, som den kinesiske tekst på mindesmærket fra år 732 redegjorde for, gjorde det nærliggende at antage, at sproget i den lange tekst var tyrkisk. Men sikker kunne man ikke være. Mange tolkninger var mulige, og mange forskere arbejdede på at tyde den tilsyneladende tyrkiske tekst. I København sad en af dem Vilhelm Thomsen. I 1893 lykkedes det ham på forunderlig vis at knække koden at tyde den ukendte skrift og dermed den lange tekst. Det skete næsten intuitivt for den danske forsker ens tanker strejfer Newtons lige så intuitive opdagelse af tyngdeloven. Thomsen fortalte 1921 følgende om sine iagttagelser: Efter at jeg havde kon-stateret, i hvilken orden linjerne skulle læses, samledes min opmærksomhed blandt andet om en vis forbindelse af tegn, der i den [ene] indskrift forekom ret almindeligt, men i den anden så godt som ikke. I denne tegnforbindelse kunne jeg se navnet på den afdøde prins, som vi kendte nogenlunde fra den kinesiske indskrift, om end ikke i den nøjagtige form. Endvidere gjorde jeg en række iagttagelser om forholdet mellem forskellige tegn, OXUS 2012, Nr. 2 25

26 om hvilke af disse der måtte være vokaler osv. Det viste sig alt sammen at være rigtigt. Men endnu var den egentlige gåde langtfra løst. Blandt andet kunne Thomsen ikke få sine resultater til at passe med, hvad andre forskere på området havde sagt om sprogets oprindelige skikkelse. Men den danske forskers originale tænkning svigtede ikke, og atter får han selv ordet: Så var det en dag jeg var på vej hjem fra universitetet at det pludselig slog ned i mig og stod klart for mig, at det måtte være sådan og sådan. Da jeg kom hjem, prøvede jeg på den måde at indsætte mine tydninger, og i løbet af en time havde jeg så det hele. Vi har også en anden kilde, der ud over at bekræfte ovenstående understreger Thomsens ydmyghed overfor egne resultater. Den jævnaldrende ven og universitetskollega Harald Høffding ( ) fortæller i sine erindringer, at vennen kun sjældent talte om sine egne værker, men at han en mandag morgen, da de var på vej hjem fra gymnastik, på sin stilfærdige facon havde sagt: Jeg tror nok, at jeg gjorde en opdagelse i lørdags aftes. En opdagelse - ja, det tør antydes. Store ideer opstår ofte i de mest prosaiske sammenhænge. Sensationen var total. Sproget viste sig at være den ældste og reneste tyrkiske dialekt, som vi kender. En hel sprogæt havde fået et fælles udgangspunkt. Thomsen gjorde sin opdagelse den 25. november 1893, og allerede tre uger senere den 15. december kunne han forelægge resultaterne for sine lærde kolleger i Videnskabernes Selskab. Det oldtyrkiske ord "Tängri" som betyder 'Gud' og/eller 'Himmel' var et af de ord der muliggjordethomsens tydning af de runetyrkiske inskrifter. Året efter 1894 udsendte Vilhelm Thomsen et lille hefte med titlen Déchiffrement des inscriptions de l Orkhon [Dechifrering af Orkhoninskriptionerne]. I tiden, der fulgte, var Thomsens resultater tæt på at blive annekteret af en anden forsker nemlig af den tysk-russiske rejsende og turkolog Friedrich Wilhelm Radloff ( ). Hæsblæsende, unøjagtigt og ufuldstændigt søgte han at udnytte danskerens resultater, før de kunne forelægges i en mere udførlig form. På grund af alvorlig sygdom kunne Thomsen nemlig først 1896 udgive en mere detaljeret redegørelse for sine resultater (Inscriptions de l Orkhon, dèchiffreès par Vilhelm Thomsen). Udgaven indeholdt ikke blot en tekst, det vil sige runerne omskrevne med latinske bogstaver, men også en oversættelse, en kommentar, en ordliste og en grammatik. Og med en indledning, der undersøgte alfabetets oprindelse og bestemte sprogets stilling som en ældre form af tyrkisk. Ved hjælp af kinesisk og andre kilder gav Thomsen en historisk baggrund for disse tyrkiske fyrsters rigsdannelser omkring år 700 alt sammen indeholdt i en bog på 224 sider. Thomsens bedrift gjorde varigt indtryk på den studenterårgang, der som de første fik den forelagt. Den senere så kendte religionshistoriker Vilhelm Grønbech huskede sit møde med Orkhonindskrifterne på følgende måde: For den unge blev disse Inscriptions en bog fuld af romantik, rig på inspiration langt ud i fremtiden, sådan som bøger bliver det, når en skabende ånd giver fortidens mennesker nyt liv. Bag disse gådefulde tegn havde der i århundreder slumret en tyrkisk saga om kloge, kampglade fyrster. Så levende er skildringen i dette stenepos, der i sin prosa fanger et ekko fra folkedigtningen, at vi ser fyrsten for vore øjne. Vi ser ham jage over sletten fra kamp til kamp. Vi ser ham midt i kampen bestige den brune hest Kidimlig, da den grå er blevet dræbt under ham. Vi ser ham i nød, betrængt, kæmpende for livet, og vi ser ham fare frem som en stormvind og lægge land på land under sig. Vi ser ham ikke blot som kriger, men også som den store erobrer og politiker, der tumler med planer om at skabe et rige tværs igennem Asien og virkelig skaber det. Orkhon-indskrifterne og nutiden Vilhelm Thomsens tolkninger er ikke siden blevet draget i tvivl eller imødegået. Det blev de heller ikke, da de i begyndelsen af det nye årtusind blev inddraget i det politiske spil i det nye Centralasien. Vel at mærke i den del af det sovjetiske og tyrkiske Centralasien, der ved Sovjetunionens opløsning i 1991 splittedes op i fire nye stater - Kasakhstan, Usbekistan, Kirgisistan og Turkmenistan. Og som alle snart meldte sig på den verdenspolitiske scene. Med en ambition om hver især via deres sprog at repræsentere det tyrkiske element i regionen. Især Kasakhstan og Usbekistan har et vitalt behov for at hævde sig såvel indbyrdes som i forhold til de andre. Og med det udtalte ønske om hver især at definere sig som det ledende land i regionen. Kasakhstan byggede i løbet af 1990 erne under ledelse af republikkens entreprenante præsident Nursultan Nasarbajev en helt ny hovedstad Astana. På den bare mark, men i midten af den enorme republik og til afløsning af den gamle hovedstad Almaty, der ligger smukt, men noget akavet i den enorme OXUS 2012, Nr. 2 26

27 republiks sydlige ende. I den nye hovedstad åbnede 1996 under stor international bevågenhed et nyt universitet, der fik det ambitiøse navn Det eurasiske, nationale Universitet. Eurasisk, fordi det ligesom republikken Kasakhstan spænder over to kontinenter Europa og Asien. Universitetet, der repræsenterer et storstilet prestigeprojekt, er placeret overfor præsidentpaladset på den nye hovedstads centrale plads. Det er opkaldt efter den på de kanter meget kendte filosof og turkolog Lev Gumiljov ( ), der er grundlægger af den eurasiske skole. Skolens kendemærke er at ville se russisk kultur som enestående i verden ved at være et mix af både kristent slaviske og muslimsk tyrkiske elementer. Og dermed kommer Vilhelm Thomsens navn i spil. Fordi han sprogligt har beskæftiget sig med begge aspekter. I maj 2001 afsløredes på dette splinternye universitet en kopi af en af Orkhonstenene der i øvrigt lidt flot og ikke så lidt selvhævdende ved samme lejlighed blev gjort til et nationalt monument for republikken. Begivenheden i maj 2001 gik ikke gik stille af. Landets præsident Nursultan Nasarbajev var til stede den samme Nasarbajev, der ved Sovjetunionens opløsning og kursskiftet i 1991 præsterede det kunststykke overnight at gå fra at være kommunistisk partichef og til at blive demokratisk statsoverhoved. Og som siden har siddet solidt på magten i en stat, der bugner af internationalt efterspurgte råstoffer metaller af enhver slags, men ikke mindst olie og naturgas Det diplomatiske korps og en mængde forskere var ligeledes til stede ved monumentets afsløring. Det officielle Danmark overrakte ved den lejlighed Vilhelm Thomsens samlede værker i fire bind til Gumiljovuniversitetet. Og samtidig åbnedes en lille udstilling om hans liv og virke. Siden 1997 har forskere fra flere tyrkiske sprogområder sammen med den mongolske regering arbejdet med udgravninger i tre regioner i Mongoliet. Mennesket Thomsen Vilhelm Thomsen blev i løbet af sit liv tildelt et hav af hædersbevisninger. Nogle af dem de videnskabelige er nævnt ovenfor. På sin 70- årsdag i 1912 blev han hyldet med hele to festskrifter. I Helsinki blev der opstillet en buste af ham. Også Randrusianersamfundet føjede sin hilsen til. Den 19. november 1912 havde han som rustaler deltaget i Samfundets møde. Ved den lejlighed var der skrevet en sang til ham, hvor sidste vers drejede tiden tilbage til Gudenåen, latinskolen og den unge Vilhelms Randers-tid: Langvejs tiden bar dit ry. Men erindrende dig følger Gudenåens siv og bølger, bakkerne bag Randers by. Det er blade i den krans, som for os din pande bærer. Hvor du lærte, nu du lærer, og i aften vi dig ærer du, der gav vor skole glans. Som en af de få ikke-kongelige tildeltes han Elefantordenen i Ti år senere på Thomsens 80- årsdag modtog han en hilsen, en såkaldt adresse, fra ca. 200 af landets mest betydende foreninger og institutioner på kulturområdet. Et tegn på, hvor kendt han var også udenfor de akademiske cirkler. På det gamle smukke rådhus i Randers er opstillet en buste af ham. I 1922 ved sin 80-års dag blev han udnævnt til æresborger i Randers. I en nekrolog i Højskolebladet ved Vilhelm Thomsens død i 1927 fremhævede højskolemanden og dialektforskeren Marius Kristensen ( ) hans ligefremme og behagelige omgangsform. Thomsen var normalt meget fåmælt, og man sagde derfor spøgende om ham, at han kunne tie på halvtreds sprog. Marius Kristensen understreger Thomsens stemme og foredragsform som tiltalende. Hans optræden gerne udstyret med den uundværlige pibe var jævn og stilfærdig, men til stadighed præget af myndighed. Hans tilhørere følte altid, at der var fast grund under alt, hvad han sagde. Men samtidig oplevede de også altid tvivlen og følelsen af, at professoren ikke var udlært, og at der stadig var meget, der skulle udforskes. En karakteristik, der passer på den sande forsker altid tvivlende, aldrig færdig, men til stadighed på jagt efter ny erkendelse. Sine studenter tog han med ind i sit forsker-værksted, hvor alt stod åbent og var til diskussion. Hvor nysgerrighed, skepsis og tvivl var redskaber i forskerens værktøjskasse. Og hvor læreren glædede sig, når en ny forskerspire tilsyneladende slog rod i forskningens mistbænk. Et kendetegn på den sande universitetslærer. I alle sammenhænge oplever man Thomsen som et afholdt menneske. Før han blev professor, og mens han var gymnasielærer, var han ofte på censorrejser rundt i landet. Også her arbejdede forskeren med det materiale, der lå for hånden. Han udarbejdede for eksempel en bornholmsk lydlære, syslede med det specielle Læsø-mål og med andre danske dialekter. Da Vilhelm Thomsen fyldte 75 i 1917 gennemførte Berlingske Tidende en enquete blandt hans udenlandske fagkolleger. Den verdenskendte sanskritforsker Leopold von Schroeder fra universitetet i Wien gav følgende karakteristik af sin danske kollega: Den lærde verden ejer et meget stort antal kundskabsrige mænd, som ved flittigt og pålideligt arbejde forøger vor videns skatte. Der er også åndfulde og OXUS 2012, Nr. 2 27

28 iderige mænd, om end i ringere antal. Men sjældent, meget sjældent, findes den harmoniske forening af begge anlæg. Af uskatteligt værd er derfor en mand, der forbinder en rigdom af dristige, originale og frugtbare ideer med den grundigste og mest omfattende lærde viden, med skarp kritik og den mest fuldendte evne til at øve selvtugt og til uophørligt selv at prøve egne ideers dristige flugt på det strengeste og mest samvittighedsfulde, så at han ad sikre veje omsider når til høje mål og høster ubegrænset ros fra alle sider. Flotte og sande ord fra wiener-kollegaen. Vilhelm Thomsen fik på sine ældre dage tilbudt æres-boligen på Carlsberg, men han afslog angiveligt på grund af boligens stærke centralvarme og trapperne til førstesalen, hvor soveværelset lå. Til gengæld boede han siden september 1921 i en villa på Bjerregaardsvej i Valby, der var ejet af Carlsbergfondet. Her døde Vilhelm Thomsen den 12. maj 1927, 85 år gammel. I en nekrolog skrev politikeren og forfatteren Edvard Brandes ( ) let bebrejdende, at Vilhelm Thomsens interesse havde været rent sproglig. Han benyttede aldrig sin uhyre sprogfærdighed til læsning i den vidt spredte litteratur... han ejede nøglen til paladset, men han lukkede sig aldrig ind. Han gav ikke skildringer fra det palads, hvis sale rummer litteratur, kunst, religionshistorie mv.. For Vilhelm Thomsen havde sprogvidenskaben et mål i sig selv. Den skulle ikke blot være en hjælpevidenskab for litteratur- og kulturstudier. Til gengæld viste hans arbejde med såvel det gamle Rusland som Orkhonindskrifterne, at han til fulde var åben for de historiske resultater, der kunne uddrages af den sprogvidenskabelige forskning. Filologien, det vil sige arbejdet med tekster og deres historiske sammenhæng og udsagn, var i høj grad en disciplin, der stod Thomsens hjerte nært, og som han gav sine væsentlige bidrag til. Publiceret i Randers Amts Historiske Årbøger 2009 Litteratur: Berlingske Tidende 24. januar 1917 Dumreicher, Carl (1925): "Hos Vilhelm Thomsen. Erindringer fra hans skoletid i Randers". Jul i Randers 1925 Dansk biografisk Lexikon, red. C.F. Bricka, 1. udg., bd. 17, " Vilhelm Thomsen" Dybsand, Guri (2001): Köl Tegin-stelen fra Mongoliet, Randers Amtsavis 30. maj 2001 Grønbech, Vilhelm (1943): Vilhelm Thomsen (nekrolog). Kampen om mennesket, 2. udgave, København 1943, (heri nekrolog om Vilhelm Thomsen pp ) Høffding, Harald (1928): Erindringer. København 1928 Højskolebladet 1927, spalte 619 Jacobsen, Lis (1928): "Vilhelm Thomsens Stordaad" Tolv Epistler, København 1928,s Johansen, P. (1927): "Carl Christian Frederik Jakob Thomsen". Salmonsens Konversationsleksikon, 2. udgave, bd. 23. s 367 Pedersen, Holger (1924): Sprogvidenskaben i det nittende Aarhundrede. Metoder og resultater, København 1924 Rindom, Erik (1921): "Vilh. Thomsen fortæller", ved Erik Rindom (red.), Gads Danske Magasin 1921, pp Sandfeld, K. (1927): "Vilhelm Ludvig Peter Thomsen". Salmonsens Konversationsleksikon, 2. udgave, bd. 23. s 372 Sandfeld, Kr. (1927): Vilhelm Thomsen 25. januar maj 1927, Indogermanisches Jahrbuch, XIII 1927 Schmidt, Knud Rahbek et al.. (udg.) (1970): Varangian Problems, Århus 1970 Thomsen, Vilhelm (1882): Ryska rikets grundläggning genom skandinaverna, Stockholm 1882 Thomsen, Vilhelm (1988): Fra Østturkestans Fortid, Dannebrog på stepperne, København 1988, pp (opr trykt i Vor Tid, 1. årg ) OXUS 2012, Nr. 2 28

29 Vilhelm Thomsen - Efterskrift I kælderen under Københavns Universitet Amager lå i mange år bogsamlingen fra det nedlagte Centralasiatisk Institut. For nogle år siden fandt man i dette kælderrum forskellige notesbøger, breve og løse noter som viste sig at være skrevet af Vilhelm Thomsen samt ikke mindst af Kurt Wulff som assisterede Thomsen i hans arbejde med de tyrkiske runer. Skønt det meste af materialet må formodes forlængst at være blevet publiceret, kan der kan være rettelser og udeladelser som kan bidrage til billedet af et par af Danmarks store sprogforskeres arbejdsmetoder. Vi har derfor besluttet at gå i gang med at udgive skanningerne af dette materiale. Publiceringen vil ske i total vilkårlig rækkefølge, i håb om at en portion noter ikke skal forsinkes ved at skulle vente på at en anden (og mere besværlig) portion noter færdiggøres. Vi håber desuden at folk vil være behjælpelige med rettelser og kommentarer undervejs. Det har endnu ikke været redaktionen muligt at er-hverve en runetyrkisk skriftfont, så foreløbig sker opsætningen af runeteksten ved klippe-klistre metoden. Herværende "efterskrift" må være manuskriptet til det efterskrift som blev bragt i Thomsens Samlede Afhandlinger bd. 3 fra Da rettelserne i Thomsens tekst giver et indtryk af hans arbejds- og tankeprocesser, har vi valgt at bevare dem i teksten i så høj grad som mulig. Dette kan selvfølgelig gå en smule ud over læsevenligheden, men forhåbentlig vil man synes det er mere spændende end hæmmende. De tyrkiske runer læses (som regel) fra højre mod ven-stre, dvs. at tegnene (i+r+ŋ+t) læses "tängri" (navnet på den oldtyrkiske himmelgud). Thomsens udsagn: "...en liste, jeg selv havde lavet mig, hvor ord-ene var ordnede bagfra, efter endebogstaverne..." kunne måske tyde på at Thomsen, til at begynde med, ikke nødvendigvis havde opdaget dette forhold da han gik i gang med sine tydningsforsøg. Men forlæns eller baglæns - det lykkedes alligevel for ham at fravriste runerne deres hemmeligheder. Thomsen anvender enkelte særlige tegn for nogle af runetegnenes lydværdi. En meget simplificeret forklaring på enkelte af disse tegn, kan muligvis være til hjælp for den interesserede læser. Tegn Udtale Forklaring Č, č (c med hácek) /ʧ/ udtales som 'ch' i det eng. 'chair' benyttes her i nogenlunde samme betydning som det tyrkiske bogstav Ç, ç (c m. cedille). Ɣ, ɣ (gr. gamma) /Vː/ eller /ɰ/ fungerer som regel mest som en forlængelse af den foregående vokal. Thomsen benytter tegnet i nogenlunde samme betydning som det tyrkiske bogstav Ğ, ğ yumuşak ge (g m. breve), meget lig 'blødt g' på dansk. i /ə/ eller /ɨ/ udtales som slutvokalen i 'danse'. Thomsen ser ud til at benytte tegnet i samme betydning som det tyrkiske bogstav I, ı (i uden prik) i modsætning til İ, i (i m. prik). Š, š (s with hácek) /ʃ/ udtales som 'sj' eller 'sh' i det eng. 'show'. benyttes i nogenlunde samme betydning som det tyrkiske bogstav Ş, ş (s med cedille). 1 Samlede Afhandlinger er desværre IKKE en komplet samling af Thomsens arbejder, men blot et udvalg af de mest betydningsfulde. OXUS 2012, Nr. 2 29

30 OXUS 2012, Nr. 2 30

31 OXUS OXUS 2012, Nr. 2 31

32 OXUS 2012, Nr. 2 32

33 OXUS 2012, Nr. 2 33

34 OXUS 2012, Nr. 2 34