Prædiken af sognepræst Christian de Fine Licht 2. s. i Advent - 6. december 2015 Haderslev Domkirke kl / ,9 86 Dette

Transkript

1 Prædiken af sognepræst Christian de Fine Licht 2. s. i Advent - 6. december 2015 Haderslev Domkirke kl / ,9 86 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Mattæus: Jesus sagde: Da skal Himmeriget ligne ti brudepiger, som tog deres lamper og gik ud for at møde brudgommen. Fem af dem var tåbelige, og fem var kloge. De tåbelige tog deres lamper med, men ikke olie. De kloge tog både deres lamper med og olie i deres kander. Da brudgommen lod vente på sig, blev de alle sammen døsige og faldt i søvn. Men ved midnat lød råbet: Brudgommen kommer, gå ud og mød ham! Da vågnede alle pigerne og gjorde deres lamper i stand. Og de tåbelige sagde til de kloge: Giv os noget af jeres olie, for vore lamper går ud. Men de kloge svarede: Nej, der er ikke nok til både os og jer. Gå hellere hen til købmanden og køb selv. Men da de var gået hen for at købe, kom brudgommen, og de, der var rede, gik med ham ind i bryllupssalen, og døren blev lukket. Siden kom også de andre piger og sagde: Herre, herre, luk os ind! Men han svarede: Sandelig siger jeg jer, jeg kender jer ikke. Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen. Amen. (Matt 25,1-13) Det er egentlig en mærkelig historie, denne her. Det handler i hvert fald om nogle bryllupstraditioner, som er os ganske fremmede ligeså fremmede, som havde det været i Afghanistan, hvor man øjensynlig fejrer bryllup ved at fyre alle sine skydevåben af op i luften og derefter, mere end én gang, er blevet bombet af uforstående amerikanske styrker. Det er altså ikke ganske ufarligt, at gå med til bryllup, alle steder i verden. Det gælder også her i historien fra Israel, hvor halvdelen af dem, der skulle have været brudepiger, ender med at blive lukket ude i mørket og formodentlig være fortabt. Selvom de altså, med lidt forsinkelse, har været i en døgnkiosk og har skaffet sig ekstra olie til deres lamper. Det er ikke lige på den måde de fleste af os holder bryllup. Og det er naturligvis heller ikke meningen, at vi skal begynde at gøre ligesådan, hvis vi vil høre og forstå, hvad det er, Jesus taler om.

2 2 Der er jo nemlig tale om en lignelse, det vil sige en fortælling om Himmeriget. Og i Matthæusevangeliet er denne lignelse så endda anbragt helt henne ved slutningen, i samme kapitel, som nogle andre historier om at sortere i folk og være forberedt på verdensdommen. Det skal jeg komme tilbage til. Men ellers er jeg nu ret sikker på, at før Mattæus begyndte at redigere sit evangelium sammen på den måde, så blev denne lignelse om brudepigerne rundet af med en formaning af Jesus:»Og se til, at I ikke ligner de selvretfærdige brudepiger, der blev skyld i de andres fortabelse, fordi de ikke ville give dem noget af deres olie«. Nuvel - det er naturligvis metodisk meget svært at begrunde, hvordan man på den måde vil komme bag om evangelierne og så at sige finde frem til»den historiske Jesus«. Og hvad han rigtigt sagde! Al den stund, vi kun kender Jesus gennem evangelierne, så bliver man jo i hvert fald nødt til at gøre nøje rede for, efter hvilken målestok, man så vil lave om på disse kilder. Og det er ikke så ligetil, skulle jeg hilse og sige. Når jeg så, ganske uvidenskabeligt, forestiller mig, hvad Jesus har føjet til den her lignelse så siger jeg dermed samtidig en hel del om, hvad Matthæus og de andre kristne i oldkirken har tænkt på, når de sådan glemmer de sidste ord af Jesus. For det handler om, hvordan mennesker bliver frelst, kommer i Himlen og hjem til Gud hvordan nogen overhovedet bliver omvendt og tror på, at blot ved at holde sig til Gud og tro på Jesus skal ingen gå fortabt. Og her er Matthæus og mange andre altså ikke i tvivl: Hvis vi truer med, hvor galt det kan gå; hvis vi viser hvor let vi kan fortabe vores chance, hvis vi er for letsindige og ikke alvorlige nok så skal det nok lykkes at skræmme de bange mennesker til at tro på Jesus. Det er, i parentes bemærket, også det der er kirkens idé med at opfinde»adventstiden«med brug af disse dommedagstekster: At man skal blive så bange, her i begyndelsen af måneden, at alle mennesker er blevet skræmt til også virkelig at tro på Jesus, når det endelig bliver jul i slutningen af måneden.

3 3 Alt det havde hverken Jesus eller Mattæus nogen del i, naturligvis. Det kom til langt senere, da kirken var blevet så stor og almindelig, at den begyndte at føle sig ansvarlig for menneskers opførsel og samvittighed. Særlig kirkens store højtid julen er naturligvis en god anledning til at markere, hvor stor betydning det har, at mennesker retter sig efter, hvad kirken siger. Og se, her er det ikke længere et spørgsmål, om det overhovedet lader sig gøre, med nogen grad af videnskabelig metode, at komme bag om evangelierne som kilder til Jesu liv, for at få fat på»den historiske Jesus«- nu er det sådan set bare at gå tilbage til Mattæus og de andre, bag om den måde, kirken siden det 4-5. århundrede har brugt disse kilder brugt dem til at skræmme med i bl.a. kirkeåret. Det er nemlig en vigtig pointe i det såkaldte reformatoriske princip, altså alt det Luther ville lære os og som førte til oprøret mod Romerkirken og skabelsen af vore evangelisk-lutherske kirke: At evangeliet om Jesus Kristus ikke skal fortolkes eller lægges til rette eller stykkes ud i pædagogiske bidder, men at hele Bibelen, alle evangelierne og hele historien om Jesus hører med. Skriften er sin egen fortolker, hedder det. Og det misforstår nogen også derhen, at hvert et bogstav er helligt og intet er der at tilføje. Meningen er naturligvis den, at blandt mennesker er vi nødt til at fortolke og udlægge, hvad evangeliet går ud på vi skal blot huske, at have hele historien med os i baghovedet, så at sige. Så selvom vi ikke bare retter ind efter, hvordan den gamle kirke med dommedagstekster vil skræmme os til at opføre os i adventstiden - så rammer historien om de kloge og de tåbelige brudepiger os alligevel. De kloge piger vil ikke dele deres olie med de andre, for det er deres egen sag, at være velforberedte. Er det ikke sådan, vi skal forstå det? Mennesker skal bruge deres gode fornuft og selvfølgelig forberede sig, som bedst de kan - og så viser det sig måske, at der er nogle, der falder igennem, fordi de ikke er så fornuftige. Som de tåbelige brudepiger. I en moderne version: De havde ikke i tide sørget for at få strøm nok på deres telefoner!

4 4 Det er bare ikke godt nok! For der er stadig tale om et skræmmebillede. Og der er en modsætning mellem denne fornuftighed og den betingelsesløse næstekærlighed - som i Jesu egen skikkelse møder os, den ene gang efter den anden. Og som ligefrem er den forkyndelse, der springer ud af teksten, af det hele evangelium - og så at sige gør enhver Bibellæsning til en personlig udfordring! Dét vi har at gøre med her, det kan ikke gradbøjes eller blive opstillet med betingelser og fornuft - hvis din næste sulter så giv ham din mad, hvis han fryser så giv ham dit tøj - hvis hun mangler olie til sin lampe så giv hende din olie. Ingen skal skræmmes til at tro, kun kærlighed er tro-værdig. Hvor svært kan det være? Jo, det kan være rigtig svært - ikke at forstå, hvad der kræves af os, men at gøre det, naturligvis. Og det er dér, fornuften eller rimeligheden eller det gustne overlæg kommer ind i billedet. For sandt er det, at menneskelig kløgt og fornuft skal ikke kastes bort - den er bare ikke beregnet til at gradbøje næstekærligheden! Det er så imidlertid lige, hvad de såkaldt»kloge«brudepiger gør. Og derfor er det, jeg foreslår, at Jesus nok har advaret mod at gøre ligesom dem! Det kan jeg jo ikke vide med nogen sikkerhed, for det siger kilderne intet om. At der er en modsætning her, er imidlertid ikke til at komme udenom. Skal man fornuftigvis holde på sin olie, eller skal man give alt bort som almisser? Skal man sætte sig hen med sin fornuftige ejendom og fromt vente på at dagen og timen kommer; eller skal man give sig i kast med livet og få mest muligt ud af det for sig selv og andre? Skal man grave sin rigdom, sit talent ned, så det ikke bliver væk; eller skal man handle og udvide hvad man har fået, til gavn og glæde for mange? Ja, det er den kendte lignelse om de betroede talenter, der følger lige efter denne, om brudepigerne, i den rækkefølge Mattæus har givet dem i sit evangelium. Først belønnes pigerne altså for at have siddet på deres olie og hånet deres næste, for ikke at have lampeolie! Lige efter kastes den tjener ud i mørket, der på samme måde gravede sin talent ned og beholdt den for sig selv.

5 5 Det er lignelser, der om jeg så må sige stiller modsætningen op, så den er til at få øje på. Og mon ikke vi skulle kunne genkende det, så det ikke behøver at handle om olielamper og talenter. Måske snarere om dem, der hverken har det ene eller det andet - og heller ikke passer ind i vores dagligdag. Om mennesker, som vi næsten ubemærket styrer vores travle skridt udenom. Vi har ikke tid til dem, siger vi - ikke hver dag. Måske kan vi købe lidt samvittighed, synes vi, ved at give noget til julehjælp og sådan. Men i virkeligheden er det måske blot os selv, der skal være til stede - med et smil og lidt genkendelse. Travlhed er og bliver vejen, der fører udenom vores næste. Der er imidlertid ingen vej udenom. Ikke nogen vej, som vi kan vælge med hjertet, i hvert fald. Og det er da også det, der er forskellen: Om vi har hjertet med i vores afgørelser, om vi adlyder den lille indre stemme, der minder os om, at vi godt ved, hvad der er rigtigt. Det kan lyde af ingenting: Hverdagenes almindelighed i forhold til den årvågne venten på Himmerige. Og dertil er egentlig blot at minde om, hvad vi lærte her i kirken for 14 dage siden, da det var den sidste søndag i det her mistænkelige kirkeår: At hvad du har gjort mod en af disse mine mindste små, det har du gjort mod mig, sagde Jesus. Da han sad på dommersædet ved Guds højre side. Og med den»næstekærlighedens mulighed«må vi virkelig også lade os nøje, så at sige der gives ingen højere grad af sikkerhed for, at Gud virkelig er en nådig Gud. Kun troen er vor sikkerhed. Dét er den rette vej. Det er vejen til Guds Himmel, der allerede er trådt for os som allerede har ført os så langt som vi er kommet nu og som igen og igen fører os hen til udgangspunktet ved barnet i Betlehem. Dér fra skal vi, hver gang vi tvivler, går i stå eller synker helt ned i tvivlens mørke dér fra skal vi så, igen og igen, se himlen åben og fortsat vandre i lyset. Det er vor største trøst og glæde, at det lader sig gøre igen og igen at vi aldrig med én gang skal miste vor frelse i Jesus Kristus.