Kommer de fem af brudepigerne virkelig til at stå uden for. døren, mens alle andre er indenfor og deltager i den store

Transkript

1 2. søndag i advent, 10. dec Matt 25,1-13 Kommer de fem af brudepigerne virkelig til at stå uden for døren, mens alle andre er indenfor og deltager i den store bryllupsfest? Hvordan kan brudgommen, Kristus ville det? Vi kender ham jo, som den der breder armene og tager imod alle, der kommer til ham. Og det er den tanke vi lever på og på en vis måde indretter vores samfund på. Forestillingen om at der skal være plads til alle, er netop bærende for tankne om inklusion, som er blevet styrende for mange tiltag i disse år. Tanken er ikke alene baseret på den kristne tradition men er også central i en humanistisk tænkning. Men uanset hvad, er forestillingen om inklusion altså stærk for tiden, og i mange af vores samfunds institutioner, - i skolen ikke mindst prøver vi at gøre inklusionstanken til virkelighed. For vi ønsker at skabe plads for alle, at sørge for, at alle kan være med, på tværs af mange forskelligheder. Og gid at vores intentioner kunne komme til fuld udfoldelse i virkeligheden. Ind i mellem må vi se i øjnene, at det går anderledes - og at der i kølvandet på inklusionsprojekter følger nye former for eksklusioner. At der alligevel ikke er plads nok i de store fællesskaber kan have praktiske, sociale, kulturelle og indlæringsmæssige grunde.

2 Og måske spiller det også en rolle, at inklusion i stigende grad bliver et politisk projekt, som skal løse andre udfordringer og skabe tryghed i en usikker verden? At verden er og bliver et usikkert sted, fyldt med modsætninger, det er budskabet i teksterne her i adventstiden. Med dagens tekst kommer inklusion til at stå overfor eksklusion, tålmodighed overfor utålmodighed, klogskab overfor tåbelighed - eller måske bare omtanke overfor glemsomhed. Adventsteksterne, der skal forberede os på julen, handler om tiden, hvor Kristus vender tilbage til jorden. Der er hermed et spring frem; det er ikke Jesu fødsel, de er centreret om men tiden, hvor Kristus kommer tilbage for at dømme levende og døde, altså ikke Jesus Kristi første komme, men hans andet komme. Mens vi belaver på os på jul, bliver vi mindet om, hvad kristenlivet er: Altså at leve i en verden, splittet af modsætninger og alligevel holde fast i troen og blive ved med at se op. Ind imellem er det svært vi formår det ikke i den grad, vi gerne vil. Og det gælder også for brudepigerne, at de alle faldt i søvn, men det afgørende var deres indstilling til det, der skulle komme. Fem af dem var indstillet på, at det kunne blive en lang og udmattende ventetid, og de tog ekstra olie med. De fem andre var ikke indstillet på usikkerheden, og de tog ikke mere olie med.

3 Men hvorfor kunne de fem første ikke dele deres olie med andre? Det kunne de have gjort, hvis det havde været olie, det handlede om. Men hvis olie her er et billede på tro, og på brudepigernes mod og kraft til at stå i mod og holde ud, så er det noget andet. Troen kan man ikke dele lige over, også selv om man gerne ville og kunne ønske det samme for sin med-søster, hende der manglede olie. Havde hun, der kom til at mangle olie bare indstillet sig på, at der med brudgommen også følger noget nyt og ukendt, at der i det store også er noget, man aldrig helt kan være sikker på, havde hun været bedre rustet. Men hun regnede med, at han kom til tiden, og der med hans ankomst fulgte sikkerhed og tryghed. Men hun kendte på den anden siden den kloge brudepige så godt; denne pige havde jo ofte nok fortalt om, at hun levede med en usikkerhed, den kom både fra hende selv, om hun var god nok, og den kom fra at skulle leve livet spændt ud mellem modsætninger mellem forventninger og skuffelse, mellem tro og tvivl. Men tænkte pigen uden olie: kunne den kloge pige bare komme frem til en sikkerhed i forhold til sig selv, livet og sin tro, ja, så kunne jeg nok også. Og så kunne jeg endelig få den tryghed, som jeg længes efter. Men sådan var det ikke for den kloge brudepige. Heller ikke i det øjeblik, da hun var kommet inden for til festen, og døren blev lukket bag hende. Hun tænkte ikke: Så nu er alt

4 på plads, fra nu af er alt afgjort, jeg kom med indenfor i trygheden. Havde hun tænkt sådan, var hendes lampe slukket i en anden betydning. Hun bevarede lyset i lampen og levede med usikkerheden. Troen vil aldrig betyde den fulde sikkerhed. Når det gælder troen, er sikkerhedens modsætning er ikke usikkerhed, men fortvivlelse. Overfor sikkerhed og frelsesvished står fortvivlet fortabthed: troen er en tilstand indimellem, mellem sikkerhed og fortvivlelse. Det altid at have lampen tændt og olie nok, det er billedet på det at turde leve med uvisheden og usikkerheden. Og midt i det at tro på, at man står under Guds nåde, under hans kærlige tilgivelse. Det betyder ikke, at frygt og angst forsvinder. For de kloge brudepiger gælder altså ikke, at de er sikre på sig selv og deres tro - og på den måde lægger de heller ikke et pres på os andre. De viser åbent deres usikkerhed ved at tage ekstra olie med, og samtidig med lever de i troen på Kristus, og i tillid Guds nåde. Når de tager brudepigens klædedragt på, og tager lampe og oliekande med, bærer de i samme øjeblik nådens diadem. De viser os, at de forlader sig på nåden, og de lever i et trosforhold, der rummer usikkerhed og modsætninger, men uden at fortvivle. Og det er også vores mulighed: At bære nådens diadem og leve med usikkerheden, uden at fortvivle. For under nåden

5 er vi alle inkluderet. Nåden er den inklusion, som rummer størst usikkerhed men også mest plads overhovedet. Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen : Det betyder at leve livet og være indstillet på det modsætningsfyldte og at troen ligger mellem sikkerhed og fortvivlelse. Men også at troen væsen er kærlighed, så at tro er at leve under den kærlighedsvinge, som Kristus breder ud over os, fordi han beskytter os med sit liv til han kommer igen. Det betyder, at vi frit midt i usikkerheden - kan søge lyset, glæden og håbet. Amen