Karin Ackermann-Stoletzky Sjælesorg ved køkkenbordet Når vi hjælper hinanden gennem livet

Transkript

1 Karin Ackermann-Stoletzky Sjælesorg ved køkkenbordet Når vi hjælper hinanden gennem livet

2 Indholdsfortegnelse 1. Sjælesorg et møde med min næste Den vigtige kunst at lytte Om at dømme: Jeg ved, at jeg ikke ved noget At være mentor er at ledsage, støtte og tilbyde hjælp til udvikling Rådgivning: hjælp til selvhjælp Mål og med i livet At ledsage og hjælpe: Bær hinandens byrder Hjælp i krisetider Trøst at ledsage den sørgende At give Guds kærlighed videre Frimodighedsrøvere og frimodighedsskabere i køkkenbordssjælesorgen

3 Vi vil forsøge at skabe steder, hvorfra håbets klare lys kan falde ind i jordens mørke. Friedrich von Bodelschwing

4 Sjælesorg et møde med min næste

5

6 Kapitel 1 Sjælesorg et møde med min næste Med hinanden og for hinanden Jeg har oplevet mange former for sjælesorg: hos rådgivere, ved køkkenbordet og på havebænken, i bilen eller på en gåtur, helt konkret når ét menneske støtter et andet med trøst, forbøn og opmuntring eller med en ærlig og tydelig tilbagemelding, ved gudstjenesten og i bibelgruppen i hjemmet Og sådan skal det også være. Som kristne har vi fået til opgave at have et åbent øre og et åbent øje for vores medmennesker. Ved mange af livets små og store klippeskær havde jeg nogen, der var der for mig. Når jeg ser tilbage på mit liv, dukker der for mit indre øje mennesker op, som har ledsaget mig, opmuntret mig, trøstet mig eller udfordret mig. For eksempel var Marita der, da jeg var et usikkert og genert barn, og hun hjalp mig med at opdage de talenter, jeg faktisk havde. Hun var min første mentor og viste mig med sit eget liv, at Gud er kærlighedens Gud. På mange måder var hun mit forbillede. Der var også Ruth og Walter, der åbnede deres hjem for mig, da jeg var teenager og tilbragte hver anden weekend hos dem. En anden vigtig person var Burg- 9

7 hard, der udfordrede mig intellektuelt, når han som leder i ungdomsklubben introducerede mig til emner, som en stor skolepige sandsynligvis ikke havde givet sig i kast med af sig selv. Han gjorde mig fortrolig med et kristenmenneskes frihed og opfordrede mig til at sende mine første fortællinger til et tidsskrift. Søster Ilse var et forbillede på godt lederskab, da hun på én gang støttede mig og stillede krav til mig. Willy hjalp mig mere end én gang med sin visdom, så jeg fik styr på mine krøllede tanker. Hannelore, Magret og Carola var der altid for mig, når jeg havde brug for dem, og det er de stadig. Endelig er der min mand, Cyrill, der har udfordret mig til at få et helt nyt syn på skaberværket, hvilket jeg er ham meget taknemlig for Og der har været flere endnu. Alle har de sørget godt for min sjæl, måske uden at de var klar over det. På nær Willy er der nok ikke nogen af dem, der har opfattet sig selv som sjælesørgere, lige da det skete. Men det var de. Der er alt for mange byrder, der skal bæres, og alt for mange situationer, hvor vi i Jesu navn bør hjælpe hinanden, til at for eksempel præsten kan magte det alene. Der hvor sjælesorgen alene hænger på præsten eller på terapeuter med psykologisk erfaring, udnytter menigheden ikke alle sine ressourcer. Den bibelske sjælesorg lever i al sin mangfoldighed af, at mange mennesker bruger de gaver, de har fået af Gud, så de er parate til at tage den store udfordring op og ud fra deres tro hjælpe andre mennesker med tros- og livsspørgsmål. Det betyder selvfølgelig ikke, at alle kan og skal gøre alt, men alle kan vi uden tvivl tage os af andre mennesker på et eller andet område. Det kalder jeg hverdagssjælesorg. 10

8 Det kommer blandt andet tydeligt frem i de mange hinanden-ord i Det Nye Testamente, som alle beskriver de forskellige aspekter af hverdagssjælesorgen: I skal respektere hinanden. (Efeserbrevet 5,21, her særlig henvendt til mænd og kvinder: I skal underordne jer under hinanden i ærefrygt for Kristus). I skal elske hinanden. (Første Johannesbrev 3,11: For dette er det budskab, I har hørt fra begyndelsen: Vi skal elske hinanden). I skal agte og ære hinanden. (Romerbrevet 12,10: Vær hinanden hengivne i broderkærlighed, kappes om at vise hinanden agtelse). I skal opmuntre og inspirere hinanden til gode gerninger. (Hebræerbrevet 10, 24-25: Lad os give agt på hinanden, så vi tilskynder til kærlighed og gode gerninger, og lad os ikke svigte vor egen forsamling, som nogle har for skik, men formane hinanden). I skal tage jer af hinanden. (Romerbrevet 15,7: Tag derfor imod hinanden, ligesom Kristus har taget imod jer til Guds ære). I skal bekende jeres synder for hinanden (Jakobsbrevet 5,16a: Bekend derfor jeres synder for hinanden, og bed for hinanden). 11

9 I skal tilgive hinanden. (Efeserbrevet 4,32: Vær gode mod hinanden, vær barmhjertige og tilgiv hinanden, ligesom Gud har tilgivet jer i Kristus). I er i stand til at vejlede hinanden. (Romerbrevet 15,14: Mine brødre, jeg tvivler ikke på, at I er fulde af godhed og fornøden indsigt, så I også kan vejlede hinanden). Vi kan være der for hinanden, lære af hinanden, lytte til hinanden. Vi kan støtte hinanden, positivt konfrontere hinanden, og sammen kan vi komme Gud nærmere. Der er plads til os alle både som dem, der giver, og som dem, der modtager. 12

10 Til eftertanke Hvilke mennesker har sørget for din sjæl? Hvem har præget den tro, du har i dag? Hvem har haft indflydelse på dit liv? Hvem har brug for dig? Hvem er du der for? 13

11 Omsorg for sjælen er omsorg for det hele menneske Ifølge bibelsk tankegang har mennesket ikke bare en sjæl. Ånd, sjæl og legeme er en enhed. Med den tysk-amerikanske teolog Paul Tillichs ord handler sjælesorg om det, der på den ene eller anden måde ubetinget angår mennesket. Ordet sjælesorg er ikke egentlig kristent i sin grundbetydning. For eksempel opfattede den græske filosof Platon sin filosofi som sjælesorg. Han opfordrede folk til ikke bare at beskæftige sig med rigdom og ære, men også med deres sjæl. Ifølge Platon var sjælen fanget i legemet: Legemet er sjælens grav Sjælen er lænket til legemet og vokset sammen med det, tvunget til at se virkeligheden gennem legemet som gennem tremmer og ikke med sit eget uhindrede udsyn. Legemet blev altså nærmest betragtet som et fængsel, som sjælen skulle befries fra. Andre tænkere byggede videre på denne opfattelse, og ideen om sjælen, der er spærret inde i legemet, slog også rod i kristendommens tankegods. Legemet blev ofte opfattet som en slags dødvægt, man ikke skulle give for meget opmærksomhed. Ordet sjælesorg findes faktisk ikke i Bibelen. Der hvor det handler om sjælen, er der ofte brugt begreber som åndedræt, liv, selv, person eller midtpunkt. I Det Gamle Testamente finder vi som regel ordet nefésh, der hvor Luther og med ham de danske oversættere har brugt ordet sjæl. Nefésh betyder egentlig åndedræt eller liv. Ifølge denne 14

12 tankegang har mennesket ikke en sjæl; det er en sjæl. Sjælen, eller åndedrættet, er det, der adskiller et levende væsen fra et dødt. Det fremgår også tydeligt af skabelsesberetningen. I Første Mosebog 2,7 hed det i en ældre oversættelse (fra 1871): Gud Herren dannede Mennesket af Støv af Jorden, og blæste Livets Aande i hans Næse; og Mennesket blev til en levende Sjæl. Sjælen er fra Gud. Den er derfor noget levende, og som alt andet skabt er den samtidig noget, der udvikler sig, folder sig ud og er åben for indflydelse udefra. Man kan såre en sjæl og trampe på den, og man kan sørge godt for den. Man kan tage skade på sin sjæl (se Matthæusevangeliet 16,26), men man kan engagere sig i noget med liv og sjæl. Ifølge Bibelens tankegang er sjælen således noget meget omfattende og skal ikke kun ses som modsætning til legemet som i den platoniske filosofi. Legemet oversætter sjælen til den synlige verden. Christian Morgenstern 15

13 Selv om ordet sjælesorg som begreb ikke optræder i Bibelen, er temaet som sådan dog tydeligt til stede. Jesus er selv det bedste forbillede på, hvad en god sjælesørger er: Andre menneskers nød, sorg, sygdom, smerte og død var noget, der vedkom ham. Han talte direkte ind i de problemer, mennesker havde i dagliglivet, støttede folk i at udvikle sig og viste med sit eget liv, hvordan Gud er. Når vi efterfølger ham, har vi muligheden for at tage ved lære af ham og for at styrke og trøste hinanden (se f.eks. Apostlenes Gerninger 14,22 og Romerbrevet 1,11f), at være barmhjertige (se f.eks. Lukasevangeliet 9,36), at formane (altså åbent tale imod det, hvis vi har en fornemmelse af, at der er nogen, der bevæger sig i den forkerte retning, se f.eks. Romerbrevet 12,1. 8 og Andet Korintherbrev 6,1) og at hjælpe hinanden til rette (se Galaterbrevet 6,1). Især bliver der stillet forventninger om forskellige former for sjælesorg til menighedens ledere. I Jakobsbrevet 5,14ff bliver de ældste for eksempel opfordret til at besøge menighedens syge og døende for at yde dem sjælesorg. Her bliver de ikke beskrevet som menighedsdirektører, men som ansvarlige ledere, der selv tager del i opgaverne. Også når man læser Apostlenes Gerninger, kan man se, at den gensidige omsorg for sjælen var en vigtig del af menighedslivet. Og det var så tydeligt for mennesker udenfor, at de om menighedens medlemmer sagde: Se, hvor de elsker hinanden. Selv om sjælesorg som holdning og handling var en helt selvfølgelig del af den kristne kirke lige fra begyndelsen, opstår begrebet sjælesorg sammen med et egentligt 16

14 sjælesørgerembede først omkring det fjerde århundrede efter Kristus. Som regel danner man nye strukturer, når de gamle ikke længere slår til. Det er også nærliggende at forestille sig, at den oprindelige gensidige hjælp og omsorg ikke længere var en selvfølge, og at det var derfor, man var nødt til at indføre dette nye embede. Sjælesorg er en hjælp til troen og til livet Sjælesorg kan i videste forstand opfattes som omsorg. Sjælesorg over for et andet menneske betyder ikke omsorg og hjælp ovenfra og ned ( uden mig klarer du det aldrig ) eller ydmygende hjælpeprogrammer, men en omsorg, der i kærlighed tager sig af et andet menneske. Sjælesorgen ved, at hver eneste sjæl er en sart, skrøbelig, smuk og helt enestående blomst (og samtidig en bundløs afgrund!). Men den ved også, hvor meget gensidig tillid det kræver at lade nogen røre ved sin sjæl. Heiner Stauff Sjælesorg er altså hjælp til livet og troen. Men hvordan adskiller den sig fra andre former for mellemmenneskelig hjælp? Som sagt er sjælesorg egentlig noget, der hører hverdagen til. Enhver, der virkelig lytter til mig, er en sjælesørger, og det samme er enhver, der i respekt gør mig opmærksom på mine fejl, enhver, der beder for og med mig, enhver, der ikke er ligeglad, når jeg møder modgang, enhver, der besøger mig, når jeg er gammel eller syg, enhver, der holder 17

15 ud med mig og følger mig, når min tro vakler. Sådan et menneske har omsorg for min sjæl. Sjælesorg kan være en hverdagssnak eller tage form af en terapeutisk samtale; det kan handle om praktisk hjælp, og sjælesorg kan både være en udfordring og en støtte. Det afgørende er, at troen altid er i spil, når der er tale om kristen sjælesorg først og fremmest sjælesørgerens tro, men også samtalepartnerens eventuelle tro. Det er bestemt ikke kun et tilbud til de fromme. Det er netop en del af sjælesorgens væsen også at tale med mennesker, som i øjeblikket ikke føler det store behov for et tættere forhold til Jesus, og som måske aldrig har haft det. Derfor kan det godt være, at der slet ikke bliver sat ord på troen undervejs i samtalen; det afhænger helt af situationen. Der er ikke noget krav om særligt fromme ord, og man kan ikke bedømme, hvor god en sjælesørger en person er, ud fra, hvor mange gange vedkommende bruger ordet Jesus. Det vigtigste er, at sjælesørgeren er rodfæstet i sit forhold til Gud, og at troens spørgsmål altid kan få lov at komme til orde. Der er situationer i livet, der nærmest ikke er til at bære alene, og det er her, vi som kristne og som mennesker bliver udfordret. I familien, i vennekredsen, blandt naboer og i menigheden møder vi nød, spørgsmål, kriser og svære forhold. Her kan vores reaktion være en samtale i døren eller ved køkkenbordet, hvor vi tilskynder til ikke bare at lade livet glide forbi, men også til at forny forholdet til Gud. 18

16 Som regel er der ikke brug for professionel hjælp med det samme; ofte er det nok med et åbent øre og et åbent øje for den anden, så vi kan hjælpe, hvor der er brug for det. I det tilfælde handler sjælesorg om at ledsage et medmenneske i hans eller hendes hverdag og udvikling, i kriser og konflikter, i sygdom og sorg, i hans eller hendes tro og måske tvivl. Sjælesorg er også vigtig ved livets vendepunkter, ved fødsel, bryllup eller begravelse. I alle disse situationer består sjælesorgen i, at troen bliver omsat til noget livsnært og praktisk. Man kan være ledsager for et andet menneske i en kort periode, men det kan også strække sig over et længere forløb. Hvor mennesket kan se den anden, og ikke kun sig selv, da falder dråber af den regn, der skaber ørkener om til grønne haver, hedder det i en tysk salme. Og det er dette praktiske vandingsarbejde, vi sammen skal tænke over i denne bog. Kom og vær med til at møde dit medmenneske! 19