MED HÅBET SOM REJSEFÆLLE

Transkript

1 ELSE MARIE KJERKEGAARD MED HÅBET SOM REJSEFÆLLE VIETNAM FRA NORD TIL SYD 3

2 Med håbet som rejsefælle Else Marie Kjerkegaard, 2012 Udgivet af Forlaget Boedal ISBN udgave, 1. oplag Fotos: Else Marie Kjerkegaard Omslag: David Lund Nielsen Vietnam-kort: David Lund Nielsen Tryk: Specialtrykkeriet Viborg AS Udgivelsen er støttet af Velux Fonden. Velux Fondens støtte er ydet under Fondens fondatsbestemmelse, der giver mulighed for at støtte aktive ældre. Kvalitative og redaktionelle vurderinger i forbindelse med udgivelsen er varetaget af forlaget og forfatteren alene. Forlaget Boedal Postboks 90, 3300 Frederiksværk Tlf post@boedal.dk 4

3 Indhold 1 Hvorfor lige Vietnam? Håb er at vente det bedste Hvem er Buddha og Jesus? At rejse (alene) er at lære På homestay i etniske landsbyer Du skal opretholde god moral Den indre frihed Tu Hieu Fredens Kloster Kvinden på dragebåden Krigens tavse mindesmærker Hoi An en fredet by Den fastboende dansker My Lai og krigens sorg Guds finger viser vej En bedstemor er uundværlig Han ville jo kun meditere! På Storm P spiser man ikke med pinde Har du dræbt en vietnameser? Møde med det nye Vietnam De sidste indtryk på nethinden Eftertanker Kort over Vietnam Ordforklaring Om forfatteren

4 6 Fiskeri i Hanoi s stærkt forurenede Vestsø.

5 KAPITEL 1 Hvorfor lige Vietnam? Har du også en drøm, som du forestiller dig at ville realisere, inden du dør? Måske har du ikke fortalt den til nogen. Det er en hemmelighed, som du plejer i det skjulte. Måske en drøm om at vise, at du er mere, end du hidtil har vist verden. Måske genopliver du i tankerne en gammel kærlighed, som var, og som du forestiller dig kunne have givet dit liv et helt andet forløb. Eller du tænker tilbage på dine livsvalg som et ubevidst fravalg af muligheder, en indsnævring af dit liv af frygt for at kaste dig ud i det ukendte. Du drømmer måske om at gøre noget godt igen. Ændre retning, inden det er for sent. For mit eget vedkommende gør jeg, hvad jeg kan for at undgå, at mine drømme forbliver drømme. Mit liv har derfor været en lang række spring ud i det ukendte. Nogle vil kalde det rastløshed, men sådan hænger det ikke sammen. Dybt nede længes jeg permanent efter at leve ud fra noget, der er større end mig selv. Når jeg mislykkes, spirer og gror følelsen af at mangle noget, og jeg må ud at søge igen. Du er modig! siger nogle. Men det er heller ikke sandt, med mindre man med mod mener evnen til at lægge låg på angsten og fortrænge de værst tænkelige scenarier, en bestemt handling risikerer at frembringe. De sidste ti år har jeg drømt om at rejse til Vietnam. Ikke i en gruppe og ikke i første række for at se landet dets bjerge og strande, rismarker og frugtplantager, byer og kulturseværdigheder men på egen hånd, for at møde den vietnamesiske befolkning. Hvorfor lige Vietnam? spørger nogle, og hvorfor så ikke også Laos og Cambodja? Nej, det er Vietnam og kun Vietnam, jeg har i tankerne. Lige siden min ungdom har jeg beundret landet og dets befolkning og tænkt, at Vietnam har noget særligt, som jeg gerne vil lære at kende. 7

6 Dette fattige bondesamfund, som først besejrede den franske kolonimagt og dernæst kastede den teknologisk langt overlegne amerikanske besættelsesmagt på porten på ydmygende vis. Den meningsløse og brutale Vietnamkrig formede og styrkede min politiske bevidsthed og satte spørgsmålstegn ved min egen kulturs udviklingsstade og hensigter. Men det var ikke sidste gang, det vietnamesiske folk skulle vække min respekt. Jeg arbejdede som kontorchef i Arbejdsmarkedsstyrelsen i slutningen af 1970 erne og begyndelsen af 1980 erne, da det store antal bådflygtninge fra Vietnam meldte sig. Det hørte til mit arbejdsområde at forberede deres integration, i samarbejde med arbejdsformidlingskontorerne. Vi rev os i håret, for hvilke problemer ville det ikke give. Der var tale om flygtninge med et helt andet sprog og en helt anden kultur. Mennesker, som var mere eller mindre traumatiserede efter en årelang krig, og som for næsten alles vedkommende havde mistet slægtninge eller venner. Mange havde følt sig tvunget til at flygte, fordi de havde holdt med den tabende part eller ernæret sig ved at yde service til den halve million amerikanske soldater og rådgivere, der til sidst befandt sig i Vietnam. Flugten var sket under omstændigheder, hvor mange druknede eller døde på havet af mangel på mad og vand. Vi gjorde os bekymringer uden grund. I løbet af ingen tid blev de vietnamesiske flygtninge selvforsørgende, og vi kunne pakke vores velmente foranstaltninger sammen. Også når det gjaldt det religiøse liv, fandt vietnameserne ud af det. Nogle var katolikker og blev del af de katolske menigheder rundt om i Danmark. Andre var buddhister og dannede nye menigheder, der skaffede sig lokaler ved indsamling af penge fra egne sparsomme midler. I midten af 1990 erne greb Vietnam igen ind i mit liv via den vietnamesiske zen-mester Thich Nhat Hanh. Baggrunden for mødet med Thich Nhat Hanh og årene med ham som lærer er beskrevet i bogen Nærværets vej en opdagelsesrejse med Buddha og Jesus 1. I korthed åbnede denne lille brunklædte vietnamesiske munk mine øjne og mit sind for den åndelige dimensions betydning for et menneskes velfærd og et samfunds mål og 1) Forlaget Boedal

7 retning. Han førte mig tilbage til kristendommen og lagde grunden til, at jeg turde tro på den stemme, der sagde, jeg skulle blive kristen meditationslærer, selv om jeg endnu ikke for alvor opfattede mig som kristen. Men hvorfor vente så længe med rejsen? Svaret er mest af alt de kritiske sygdomme brystcanceren, tabet af det skarpe syn på det ene øje og hjertekarsygdommen som ramte mig i tiåret efter årtusindskiftet. Hver for sig bevirkede disse uforudsete tilskikkelser, at forestillingerne om fremtiden ændrede karakter, og fristelsen til at vælge trygheden blev større. For ville jeg, en kvinde på over halvfjerds, virkelig udsætte mig for den risiko at rejse alene rundt i et udviklingsland for at realisere en drøm, der i den store sammenhæng ikke var så væsentlig? Det ville jeg. Med tiden var jeg også blevet mere og mere nysgerrig efter at finde ud af, hvordan Vietnamkrigens sejrherrer egentlig røgter ledelsen af landet. Det var jo frihed og bedre levevilkår for den vietnamesiske befolkning, vi kæmpede for i 1960 erne, når vi demonstrerede foran den amerikanske ambassade og arrangerede politiske møder og underskriftindsamlinger under overskrifter som Stop bombardementerne og Solidaritet med det vietnamesiske folk. Var vi for lidt engagerede i det, der kom bagefter? Det spørgsmål har ligget i baghovedet, lige siden jeg lærte Thich Nhat Hanh at kende. De kommunistiske sejrherrer lod nemlig ikke Thich Nhat Hanh vende tilbage til Vietnam efter krigen. Det ny styre ville have ubetinget loyalitet, og undervisning i buddhisme var ikke på listen over ønskede aktiviteter. Der skulle gå ikke mindre end tredive år, før Thich Nhat Hanh efter vedholdende internationalt pres igen kunne sætte fødderne på vietnamesisk jord. Det skete i 2005 og Under disse besøg blev mange vietnamesere optaget af Thich Nhat Hanhs lære, og flere og flere, især veluddannede unge, bad om at blive ordineret som munke og nonner for at leve fuldt ud efter hans anvisninger. På det grundlag stiftede han klosteret Bat Nha i Lam Dong-provinsen i det centrale Vietnam, ikke langt fra den gamle kejserby Hue og det kloster, han selv trådte ind i som ganske ung. Det nye kloster voksede hastigt i størrelse. Men noget gik galt. På internettet kan man læse, at klosteret blev alvorligt chikaneret og truet og endte med at måtte lukke i 2009 under drama- 9

8 tiske omstændigheder. Thich Nhat Hanh er tavs om forløbet, formentlig for at beskytte de mange, som blev tvunget til at forlade klosteret, men Vietnam er ikke længere blandt de lande, han besøger på sine jævnlige rejser til Asien. Hvad er mon op og ned i denne sag? Det ville jeg benytte lejligheden til at udforske som en slags lakmusprøve på, hvor langt religionsfriheden rækker i Vietnam. Efter en samfundsmæssig omvæltning som den, der fulgte efter afslutningen af Vietnamkrigen, var vi, der havde støttet befrielsesbevægelsen, bevidste om, at det i en periode kunne være nødvendigt at styre landet stramt for at lægge en blodig borgerkrig død, forene et land og samle befolkningen om de mål, man havde kæmpet og ofret så meget for. Ødelæggelserne efter de amerikanske bombardementer var omfattende, befolkningen levede i yderste fattigdom, og uddannelsesniveauet var lavt. At løfte fanen med kravet om demokrati højt i den situation var at slippe jordforbindelsen. Nu er der imidlertid gået femogtredive år. Landet er kommet på fode. Uddannelsesniveauet og velstanden er vokset. Efter alle disse år er det på sin plads at hæve ambitionsniveauet for overholdelse af basale menneskerettigheder som ytrings- og religionsfrihed. Det gælder ikke mindst for et styre, som lige fra begyndelsen har haft frihed og den brede befolknings ve og vel som sit mål. I løbet af eftersommeren 2010 tilrettelagde jeg rejsen via internettet. Den blev planlagt til at vare to måneder fra slutningen af oktober til slutningen af december En slags politisk-spirituel pilgrimsrejse, der dog ikke havde noget bestemt politisk eller helligt mål at skulle nå frem til. Rammen for rejsen var enkel. Den skulle gå fra nord til syd og slutte med jul i Saigon eller Ho Chi Minh City, som byen hedder i dag. Ved afrejsen kendte jeg ingen i Vietnam og havde kun en række hotelreservationer ned igennem landet at holde mig til. Jeg havde lang tid i forvejen sendt en til ambassaden for at spørge, om man kunne hjælpe mig med viden om religionens stilling og eksistensen af klostre i Vietnam, men der kom aldrig noget svar. Det samme skete, når jeg spurgte mig for via nogle af de hoteller, jeg fik kontakt med. Det var, som om mit politiske og religiøse interesseområde var et tabu, ingen ville røre ved. I stedet måtte 10

9 jeg lade tilfældighederne råde og satse på at interviewe så mange forskellige typer af mennesker som muligt for derigennem at få et personligt billede af landet og dets befolkning og belyse mine interesseområder så konkret og livsnært som muligt. Af helbredsmæssige grunde måtte jeg være nogenlunde sikker på at være i nærheden af hospitaler med engelsktalende personale. Det måtte jeg formode gjaldt for storbyerne og de kendte turistbyer. Rejsens geografiske fixpunkter blev på det grundlag: Hanoi, Sa Pa, Hue, Hoi An, Nha Trang og Ho Chi Minh City. Grundlaget i det følgende er den dagbog, jeg skrev undervejs. Bogen prætenderer ikke at være selve sandheden om Vietnam. Den repræsenterer en positivt indstillet vesterlændings iagttagelser, erfaringer og samtaler med vietnamesere og andre fastboende i landet, indsamlet på en to måneder lang rejse ned igennem et land med en befolkning, der har været igennem flere langvarige krige, og som nu fokuserer på at bevare freden og skabe sig bedre levevilkår. Rejsen finansierede jeg selv. Undervejs i bogen nævnes begreber, navne og steder, der ikke vil sige alle læsere lige meget. Derfor er der en kort ordforklaring bag i bogen, ligesom der findes et geografisk kort over Vietnam, hvor man kan finde de byer, jeg har boet i. Stor tak til Leif E. Kristensen på forlaget Boedal for den personlige støtte og opbakning, han har givet projektet lige fra begyndelsen og i alle dets faser. Tak endvidere til Velux Fonden for fondens økonomiske støtte til bogens udgivelse. Også tak til journaliststuderende Sofie Flensburg, karmelitermunk og forfatter Wilfrid Stinissen, Tuyen Nguyen, sognepræst i Den katolske kirke i Svendborg og præst for den vietnamesiske menighed på Fyn, Van-Khanh Dang, folkeskolelærer og bestyrelsesmedlem i Dansk- Vietnamesisk Forening samt Gunnar Larsen, pensionist med fast bopæl i Vietnam, fordi de sagde ja til at læse og kommentere manuskriptet inden færdiggørelsen. Det var en stor hjælp. For en ordens skyld skal det tilføjes, at ingen af de nævnte kan drages til ansvar for bogens indhold, som står helt for min egen regning. 11

10 Butikshandel og motorcykelparkering på fortov i Hanoi. 12

11 KAPITEL 2 Håb er at vente det bedste Det er midt om natten. Flyet fra Qatar Airways er lige lettet efter en mellemlanding i Doha. Hvor ligger Doha?, måtte jeg spørge, da jeg købte flybilletten. Det ligger i Qatar, lød svaret. Det hjalp ikke meget. Min viden om Mellemøstens geografi er ikke imponerende. Men nu ved jeg det. Qatar er et lille land, der ligger på en halvø i Den Persiske Golf. Landet har store olie- og gasforekomster og er det mest velhavende i verden målt per indbygger. Dohas lys ser ud som et fatamorgana under flyet. Et ødselt lyshav, der fortæller om rigdom og luksusliv midt i en tør og ufrugtbar ørken. Så meget anderledes end det tropiske udviklingsland, jeg er på vej til. Flyet slår et sving ud over Golfen og sætter kursen mod Bangkok, den sidste mellemlanding inden Hanoi. Det er blevet bælgmørkt udenfor. Manden foran mig bringer sit sæde i maksimal hvileposition. For at genskabe fornemmelsen af dog at have lidt bevægelsesfrihed følger jeg med i bevægelsen og klukker indvendig ved tanken om, at den måske fortsætter som en bølge hele vejen ned gennem maskinen. Ved siden af mig sidder en spinkel velplejet kvinde fra Schweiz. Selv om vi er af samme køn, føles det intimt at skulle sidde så tæt ved hinanden i så mange timer. For at lette på situationen fortæller vi hinanden lidt om, hvem vi er, og hvor vi er på vej hen. Hun er en fem og trediveårig investeringsrådgiver, der indtil videre har udskudt det med familie og børn. Forude venter to ugers individuel kulturferie i Vietnam, inden kæresten slutter sig til hende, og de skal holde badeferie. Snart forsvinder hun under det udleverede tæppe og falder i søvn. Som jeg sidder dér, klemt fast i en propfyldt flyvemaskine, melder tanken sig, hvordan jeg dog kunne finde på at forlade mit komfortable hjem, 13

12 hvor luften er ren, bilen står køreklar i garagen, og der altid befinder sig en hjerteambulance i betryggende afstand, hvis det nu skulle være. Netop i disse dage eksploderer skoven i brændende gule, røde og orange efterårsfarver. Hvorfor dog vælge alt dette fra til fordel for en usikker plan i et vildtfremmed land på den anden side af jordkloden? Nu er det for sent at fortryde. Jeg har allerede kastet mig ud i luftrummet. Ladet mig opsluge af flyvepladsernes uendelige strømme af dyrt klædte mennesker, der ikke ser ud til af vanvare at komme til at droppe beviset for den indleverede bagage i en skraldebøtte, sådan som det skete for mig under mellemlandingen i Doha. Det viser sig, det er første gang, Qatar Airways flyver på Hanoi. Da flyet ruller ind fra landingsbanen, står en række mænd og fotograferer ivrigt. Så snart flyet holder stille, bliver en rød løber båret frem i hast og rullet omhyggeligt ud. Ti unge piger følger efter og stiller sig i to snorlige rækker på hver sin side af flytrappen. Alle er de klædt i ao dai, den traditionelle vietnamesiske kvindedragt. Som de står dér i deres postkasserøde højhalsede opslidsede silkekjoler over lange florlette benklæder, ligner de allermest fine skrøbelige porcelænsdukker. Herefter er det velkomstkomitéens tur til at stille op. Da alt er på plads, stiger en gruppe mænd i mørke jakkesæt ned af trappen og bliver højtideligt og alvorsfuldt budt velkommen. På økonomiklassen løste vi sikkerhedsbælterne og rejste os, så snart flyet holdt stille, i forventning om at kunne forlade flyet umiddelbart efter. Men vi må væbne os med tålmodighed. Først da det hele er overstået, og VIP erne er forsvundet ind i lufthavnsbygningen, kan vi forlade maskinen. Samfundspyramiden er langtfra flad i det socialistiske Vietnam. Hanoi er en storby. Regner man forstæderne med, har byen over seks millioner indbyggere. Alligevel virker lufthavnen forbavsende lille og øde. Som vi står dér tavse og venter på, at bagagen skal dukke op på rullebåndet, får jeg mindelser om rejser i Østeuropa før Murens fald. Det er samme lidt triste og grå atmosfære. Men er alle udleveringssteder for flybagage ikke i virkeligheden sådan? Jeg er bare træt og irritabel oven på ventetiden i det varme fly. Fra nu af gælder det om at være åben og 14

13 opmærksom og ikke lade fordomme positive som negative styre indtrykkene. Efter nogen tid kommer min kuffert til syne som en af de første. Heldigvis blev der ikke brug for bagagebeviset i denne omgang. Ved pas- og visumkontrollen er der ingen nævneværdig kø. En mand i uniform vinker mig hen til en ledig luge, hvor en kvinde sidder parat til at kikke mine papirer grundigt igennem. Alting stemmer. Med et smæld stempler hun passet med datoen for indrejse, og så er jeg igennem. Rejsebøgernes beskrivelser af alle de ting, der kan ske, hvis man tager en tilfældig taxa ved ankomsten, har fået mig til at bestille hotellet til at hente mig. Nærmest inden jeg er kommet igennem glasdørene til ankomsthallen, får jeg øje på en mand med et skilt med mit navn. Håb er at vente det bedste. Jeg er fuld af håb. Otte ugers rejse ligger foran mig, og meget kan ske. Det er midt om eftermiddagen, da hotelbilen ruller ud fra lufthavnsområdet. Myldretiden er lige begyndt, og trafikken de femogtredive kilometer ind til Hanoi centrum er overvældende. Et utal af små motorcykler og scootere tager sig larmende og dyttende frem mellem bilerne. Børn i alle aldre, de fleste uden styrthjelm, hager sig ufortrødent fast bag på fars eller mors motorcykel. I falsk tryghed sidder de allermindste foran, omsluttet af den voksnes krop. En ung pige har været på stort indkøb og balancerer en kæmpe papkasse hjem bag på en motorcykel. Hendes stiletter stritter lige ud i luften, alt for høje og spidse til at kunne finde støtte på cyklens fodpedal. Gamle koner til fods dukker op de mest uventede steder, på vej tværs over den heftigt trafikerede trafikåre. Det føles som at køre i radiobil. Hver gang en bil eller en motorcykel klemmer sig ind foran os eller krydser vores kørebane med snævrest mulig afstand, kommer jeg til at gispe højlydt. Chaufføren er ganske uberørt og forholder sig tavs under hele turen. Bilen er kraftig, og det i sig selv giver trafikal pondus. Er der mon en hemmelig kode for trafikken? En skjult organisering, som intet har at gøre med formelle færdselsregler, men snarere består i at være totalt opmærksom på andres bevægelser, rede til at reagere hurtigt og fleksibelt. En trafikal fribytter gasser motorcyklen op og lægger sig 15

14 derude, hvor den modgående trafik kommer faretruende nær. Lidet ved jeg, at dette første møde med Vietnams trafikkultur bare er en forsmag. Mit hotel ligger i Nga Tho, Kirkegade, tæt på Hanois katolske domkirke. Som katolik har jeg valgt hotellet ud fra en forestilling om, at det ville være en tryg begyndelse i en kulturelt fremmed storby, hvor jeg ikke kender et øje. Da taxaen når frem, er gaden nærmest ufremkommelig. Det er tid for afhentning af elever fra en katolsk børnehave i gaden. Ventende forældre på cykel, motorcykel og i bil fylder hele gaderummet. Det ser umuligt ud, men chaufføren har prøvet det før. Han foretager en u-vending midt i et kryds og lader langsomt bilens kølerparti skubbe sig vej gennem menneskemængden, frem til hotellets indgang. Dårligt har jeg fået indlogeret mig, før den dybe rungende lyd af domkirkens kirkeklokke kalder til gudstjeneste. Det ville være dejligt at begynde opholdet i Vietnam med kirkegang, men jeg er for træt. Alt for træt. Jetlag og mangel på søvn under de mange timers rejse sidder i kroppen, og hotellet er ikke det hyggelige familiehotel, jeg havde forestillet mig, da jeg læste om det på internettet. Receptionen er et lille bart rum med en kort skranke, og receptionisten er lige så ordknap som hotelchaufføren. Køligt minder hun mig om, at jeg skal betale for bilen fra lufthavnen med det samme. På værelset indeholder hotelmappen ikke stort andet end påpegninger af, hvad gæsten skal betale, hvis man kommer til at ødelægge noget. En hovedpude koster så og så meget, sengelinned og håndklæder så og så meget og så fremdeles. I klædeskabet er der alt for få bøjler, og toiletsædet på badeværelset sidder løst! Er jeg en forkælet og overfølsom vesterlænding? Sårbar er jeg i hvert fald. Da jeg næste morgen konstaterer, at morgenmaden bliver serveret lige så upersonligt, som jeg blev modtaget dagen før, beslutter jeg mig for at skifte hotel. Ret beset er hotellet et af de bedre. Alle kender deres rolle og udfører den punktligt. Der er bare det, at jeg rejser alene og har brug for den bløde side af kundebetjeningen: Et personligt ment smil, en venlig bemærkning, en genkendelse ved morgenmaden. Ude er jeg derfor på tredje dagen til fordel for et lille hotel lige rundt om hjørnet, med jazz i højtalerne og gedigen etnisk kunst overalt. Atmo- 16

15 sfæren er afslappet, nærmest hippieagtig. Direktøren for det hele er en fyrreårig karismatisk australsk ungkarl med overbevisende kommunikationsevner. Mit værelse vender ud mod en lille sidegade med et livligt folkeliv, der begynder allerede ved femtiden om morgenen. Værelset er med fransk altan og udstyret med en kingsize bambusseng, der fylder næsten hele rummet. Hotellet er lige åbnet for gæster, og adskillige anskaffelser lader vente på sig. Det er nærmest som at være på campingtur, for der mangler skab til tøjet, forhæng til bruseren og kroge til håndklæder i baderummet. Men hvad gør det, når kemien passer. Jeg føler mig set. Danmark optog diplomatisk forbindelse med Vietnam i november 1971, det vil sige for knap fyrre år siden. Den danske ambassade ligger i Hanoi. Fra Udenrigsministeriets hjemmeside ved jeg, man holder åbent hus et par timer sidst på dagen den første tirsdag i måneden. Det er i dag. Mon ikke det kan give nyttige kontakter og måske også en forklaring på, hvorfor ambassaden ikke i sin tid besvarede min forespørgsel om religionens stilling i Vietnam? Ambassaden ligger en halv times gang fra hotellet. I tankerne forestiller jeg mig et roligt kvarter med smukke herskabsvillaer omgivet af haver. Et slags Petit Paris i Hanoi. Ejendommen ligger på Dien Bien Phu, opkaldt efter nordvietnamesernes berømte sejr over de franske koloniherrer i Det er ganske rigtigt en af de finere gader i Hanoi, og ambassadebygningen er statelig, men grønt og roligt er kvarteret ikke. Da jeg når frem til adressen, befinder jeg mig på den modsatte side af gaden og undgår dermed ikke at skulle krydse den. Motorcyklerne kommer tordnende i tæt formation. En uovervindelig hær af hjelmklædte mænd og kvinder, der ikke med sikkerhed tager fodgængerovergange og røde trafiklys for pålydende. Jeg holder min indre forvirrede høne i snor og sørger for at lægge mig i kølvandet på en lokal beboer, der også skal over gaden. Motorcyklisterne smyger sig smidigt omkring os uden at sænke farten. Dette er den ultimative øvelse i tillid til sine medmennesker. Sammenkomsten finder sted på ambassadens tagterrasse, som gradvist fyldes med mennesker, fortrinsvis mænd. Mørket er faldet på, det er lunt 17

16 i vejret, og der er en stemning af afslappet fredagsbar over det hele. Alle synes at kende nogen, og det er ikke til at se, hvem der hører til ambassaden, og hvem der kommer udefra. Jeg forsøger at nærme mig de små grupper af konverserende mænd i håb om, at nogen åbner kredsen og inviterer mig indenfor, men uden held. Ved et tilfælde får jeg kontakt med en rådgiver, der tænder på mit religiøse interesseområde af private grunde. Han er ikke selv religiøs, men han er gift med en asiatisk kvinde, der efter mange års ægteskab har genoptaget sin barndoms religion, som han betegner som en fundamentalistisk og sekterisk gren af kristendommen. Ikke nogen nem konstellation, når man skal beslutte, hvad teenagebørn skal have lov at foretage sig i weekenden. Det kan vi hurtigt blive enige om. Inden han forsvinder over til baren, når jeg at spørge ham, hvordan det ligger med mulighederne for at udøve sin religion i Vietnam. Det kan man frit gøre, svarer han, bare man ikke støder an mod magthavernes holdninger. Er lederen dissident, giver det problemer. Efter at have sludret med et par af ægtefællerne til de tilstedeværende forretningsfolk, lyttet til en nyligt tiltrådt ambassadørs siden sidst - oplysninger og en forretningsmands afskedstale efter et længere ophold i landet, forlader jeg diskret selskabet, lister ned af trappen og nikker farvel til vagterne ved udgangen. Man kan næppe dadle nogen for at foretrække cool business frem for religiøse interesser. Skal man udveksle meningsfuldt om det sidste, skal der være kontakt på et dybere plan end dér, hvor tegnebogen sidder. Den følgende dag sidder trætheden efter rejsen stadig i kroppen, og trafikken i gaderne kræver overvindelse. Som jeg går dér med Lonely Planet opslået og et fast greb om tasken fra Friluftsland, ligner jeg en turist. Ecco-sandalerne og zip-off-bukserne fra Tenson er praktiske, men føles klodsede sammenlignet med de vietnamesiske kvinders langt mere fikse og kvindelige påklædning. Det er varmt, og nogle medsøstre fra Vesten går rundt i shorts og ærmeløse bluser. Vietnameserne lader høfligt som ingenting. De vietnamesiske kvinder er tækkeligt klædt. De har ærmer i bluserne, og aldrig, aldrig bare lår! 18

17 I Hanois gamle bydel er boligerne små, og lokalbefolkningen lever det meste af deres liv på gaden, som de har gjort det lige så langt tilbage, som man kan huske. Kvinder parterer kød på fortovet, siddende på små lave plastikskamler, hvorefter de lægger varerne frem til kunderne, uanfægtet af gadens snavs og forurening. Farvestrålende fisk holdes friske i baljer med vand, indtil de bliver afsat til ventende husmødre. Et væld af tropiske frugter og grønsager præsenteres i fristende opsætninger. Små butikker åbner sig mod gaden med tekstiler og husholdningsartikler, som fylder så meget på fortovet, at det er svært at komme forbi. Håndværksvirksomheder udfører reparationer på fortovet, og kvinderne tilbereder mad til familien. Gryder med Pho, den velsmagende vietnamesiske nudelsuppe, koger på små gasblus, og der grilles kød over brændende kul. Familier sidder på skamler omkring gryderne og spiser med deres madskåle i skødet. Ved de interimistiske gadekøkkener tilberedes og nydes maden på fortovet på samme vis. Børn, der lige har lært at gå, tuller omkring under opsyn af bedstemødre, og babyer ammes. Efter maden vasker kvinderne op i plastikbaljer på fortovet, og affaldsvandet hældes ud, hvor det er mest bekvemt. Imens sidder mændene og snakker, ryger og drikker te, kaffe eller risbrændevin. Nogle spiller kort eller brætspil med hinanden. Deres lediggang falder i øjnene. Som en anden Gulliver kanter jeg mig forsigtigt frem og passer på ikke at komme til at genere nogen. Folkelivet på gaden føles så privat, at jeg ofte må slå øjnene ned for ikke at føle mig påtrængende. Megen energi går med at beskytte mig mod de mange gadesælgeres forsøg på at sælge ting, jeg ikke har brug for. Her bliver et nej ikke taget for et nej. For gadesælgerne er det en levevej, der kræver vedholdenhed. For mig er det en kamp for at få lov til at være i fred. Lonely Planets standardrute i den gamle by falder forbi Hanoi Gallery, en butik der har specialiseret sig i at sælge fine aftryk af politiske plakater fra Den Amerikanske Krig, som er vietnamesernes navn for Vietnamkrigen. Mens jeg bladrer igennem plakaterne, flasher der minder fra 1960 ernes store Vietnam-demonstrationer op for mit indre øje. Bannerne og de mange selvgjorte plakater med slogans mod USA s krig. Vietnams røde flag med den gule stjerne. Det var en tid, hvor venstrefløjen var stærk, og troen på en bedre verden urokkelig. Krigen i Vietnam 19

18 trak fronterne knivskarpt op, og det var ikke svært at tage stilling. Det ender med, jeg køber en plakat med et billede af Ho Chi Minh. Onkel Ho siger, vi vinder til sidst, står der på den. Udsagnet kom til at holde stik. Ikke så meget fordi vietnameserne vandt krigen militært, men fordi USA tabte den moralsk. Mens jeg går, spejder jeg efter kirker, men der er ingen at se i den tæt befolkede bydel. Måske skyldes det afvandringen af katolikker efter afslutningen af kolonikrigen mod Frankrig. Fredsafslutningen i 1954 førte til en deling af landet i et kommunistisk regeret Nordvietnam og et vestligt orienteret styre i Sydvietnam. Som konsekvens flyttede en lille million katolikker fra nord til syd, uenige som de var med den kommunistiske ideologi, og bange for at blive forfulgt på grund af deres politiske holdninger og religion. Men måske opdager jeg bare ikke de kirker og klostre, der findes i området. Vietnamesiske bykort markerer ikke altid eksistensen af religiøse institutioner, og institutionerne gør ikke meget ud af at skilte med sig selv. Et lille tempel finder jeg dog frem til. Det er ikke synligt fra gaden. En lang smal gang og en snæver trappe i to etager fører op til tempelrummet. Det føles som at være på vej til at besøge en privat familie. I tempelrummet er der plads til højst en halv snes mennesker, og så skal man endda stå tæt. Altertavlen er fyldt med små hylder med guldindrammede Buddha-lignende porcelænsfigurer. De er ens og har alle en gylden hovedbeklædning, der ligner en krone. Allerøverst på alteret er der endnu en række figurer, som også er ens, men de ligner snarere kejserskikkelser. Templets religiøse tilhørsforhold fremgår ingen steder, og der er ingen, jeg kan spørge. På etagen nedenunder sidder der en gruppe fortrinsvis ældre mennesker. De tager sig af fremvisningen af templet, når der dukker en turist op, men som de fleste andre vietnamesere taler de kun vietnamesisk. På vej ned lægger jeg lidt penge i donationsboksen, og vi udveksler smil. Man siger, et smil er den korteste vej mellem mennesker, men lige nu får sprogbarrieren afstanden til at føles stor. Bliver jeg mon andet end turist i Vietnam? En fremmed observatør med hundredvis af billeder i det digitale kamera, men uden nærmere 20

19 kontakt med befolkningen? Tvivlen på mit projekt begynder at nage. På vej hjem giver jeg frivilligt tvivlen næring. Jeg falder ind i en af de mange silkebutikker i Hang Gai, Silkegaden, for at få syet noget tøj. Forretningen er gammel og velrenommeret. Hele underetagen er fyldt med færdigsyede modeller. Da ekspeditricen bliver klar over, hun har at gøre med en seriøs kunde, tager hun mig med op på førstesalen, hvor væggene er tapetseret fra gulv til loft med silkeruller i mange farver, kvaliteter og mønstre. Det ender med en bestilling på to dragter i sort og dueblå råsilke og to mønstrede silkebluser. Her er der ikke noget med at sy tingene fra den ene dag til den anden. Det skal gøres ordentligt. Madame bedes komme og prøve tøjet på torsdag. 21