Kapitel 37 - Indgangen til det nye århundrede

Transkript

1 Teksten er den del af: Kirkens historie i tidernes fylde Kapitel 37 - Indgangen til det nye århundrede Tidslinie Dato Betydningsfuld begivenhed 1902 Primary udgav Children's Friend 1902 Hjælpeforeningens "Mødreklasse" blev påbegyndt 1905 LDS-hospitalet blev åbnet i Salt Lake City 1906 Søndagsskolen oprettede klasser for voksne 1906 Joseph F. Smith var den første præsident for Kirken, som besøgte Europa 1909 Ugentlige præstedømmemøder begyndte 1909 Det Første Præsidentskab udsendte en udtalelse om menneskets oprindelse 1911 Drengespejderprogrammet taget i brug 1914 Den første verdenskrig begyndte i Europa 1915 Hjælpeforeningens blad begyndte at blive udgivet 1915 Bogen Jesus Kristus blev udgivet (på engelsk) 1915 Det Første Præsidentskab formanede medlemmerne til regelmæssigt at holde hjemmeaftener 1916 Lærdomsmæssig redegørelse om Faderen og Sønnen blev givet Indledning En ny æra1 begyndte for Kirken. Kirken havde lagt mange udfordringer fra de forrige århundrede bag sig og kunne nu vende sin opmærksomhed mod de muligheder, der lå forude. Præsident Joseph F. Smith ledte Kirken gennem de to første årtier i det tyvende århundrede. Hans ledelse førte Kirken fremad, idet den bestræbte sig på at velsigne medlemmerne over hele verden. Fremgang i en æra med vækst Præsident Smith fortsatte, som hans forgængere havde gjort, med at lægge vægt på tiendeloven, og de helliges trofaste overholdelse af loven gjorde det muligt for Kirken at indfri al dens gæld ved slutningen af Ved generalkonferencen i april 1907 bekendtgjorde han taknemmeligt: "I dag skylder Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige ikke så meget som 1 dollar, som ikke kan betales tilbage med det samme. Endelig er vi sådan stillet, at vi kan betale i takt med vores forbrug. Vi skal ikke længere låne penge, og det vil ikke igen blive nødvendigt, hvis de hellige fortsætter med at efterleve deres religion og holder tiendeloven."2 Lydighed mod denne lov tillod Kirken at begynde at Side 1 af 12

2 opkøbe historiske steder, oprette besøgscentre og gå i gang med aktiviteter, som ikke havde været mulige, mens Kirken var tynget af gæld. Kirkens bygningsprogram drog især fordel af denne vækstperiode. De nye bygninger omfattede bl.a. mange lokale kirker, såvel som vigtige bygninger i Salt Lake City. I 1905 åbnede Latter-day Saints Hospital, det første i et system af hospitaler bygget i det 20. århundrede under Kirkens ledelse. Kirken fortsatte med at foretage udvalgte investeringer for at kunne finansiere sit religiøse program. Kirken bevarede eller købte sig ind i forretninger så som Deseret News, the Beneficial Life Insurance Company og Zion's Cooperative Mercantile Institution. En af Kirkens største investeringer var det nye Hotel Utah, som blev åbnet lige øst for Tempelpladsen i Præsident Smith forsvarede Kirkens engagement i dette vovestykke ved at citere L&P 124:22-24, 60 og påpege, at Hotel Utah ville udfylde en funktion i lighed med den, som Herren havde beskrevet i forbindelse med Nauvoo House. Hotellet ville være et sted, hvor "den trætte vandrer" kunne finde hvile og "betragte Zions herlighed."3 I 1919 gik en boghandel, som blev ledet af Deseret Sunday School Union, og en anden, som blev ledet af Deseret News, sammen og dannede Deseret Book Company. Kirken havde et stort behov for kontorplads. I mange år arbejde generalautoriteterne, hjælpeorganisationerne og andre af Kirkens organisationer i forskellige kontorer spredt udover hele det indre Salt Lake City. Den nye Bishop's Building, som blev indviet i 1910, og som lå bag ved Hotel Utah og lige over for templet i Salt Lake City, gav kontorplads til Det Præsiderende Biskopråd og de fleste hjælpeorganisationer. Syv år senere åbnedes Kirkens administrationsbygning på gaden 47 East South Temple Street. Denne femetagers granitbygning bestod blandt andet af marmor og fint udført træarbejde. Den symboliserede Kirkens styrke og stabilitet og gav tillige generalautoriteterne værdige arbejdsomgivelser. Den gav også hårdt tiltrængt plads på de øverste tre etager til Kirkens historiske kontor og til Genealogical Society. Udvidelse af hjælpeorganisationerne og præstedømmet I de første år af det tyvende århundrede fandt der en større udvidelse og reform sted både i hjælpeorganisationernes og præstedømmets programmer. Kirkens hjælpeorganisationer blev i væsentlig grad berørt af disse nye tiltag. Skønt de konkrete ændringer varierede fra en organisation til en anden, betød de typisk en forbedring af undervisningen af specifikke aldersgrupper, og der blev lagt større vægt på det studiemateriale, der blev benyttet til studium af skriften, end på det, der behandlede verdslige ting. I løbet af det nittende århundrede havde Hjælpeforeningen stået for syning eller andre projekter, der skulle hjælpe de nødlidende. I 1902 indførtes der verden over en mødreklasse i Hjælpeforeningen. I starten skaffede de lokale Hjælpeforeninger deres egne studiematerialer, men i 1914 udgav hovedbestyrelsen ensartede lektioner til brug i disse ugentlige klasser. Et mønster dannede sig hurtigt. Man studerede teologi den første uge, dernæst hjemkundskab, litteratur og samfundsvidenskab i løbet af de resterende uger i måneden. David O. McKay, en ung hjemvendt missionær, der var universitetsuddannet og professionel underviser, havde en væsentlig indflydelse på udviklingen af søndagsskolen i løbet af den første del af det tyvende århundrede. Han blev kaldet som tilsynsførende i Weber Stake Sunday School i Ogden og blev bedt om at være specielt opmærksom Side 2 af 12

3 på indholdet af undervisningen. Efter at have gjort nogle iagttagelser, indførte han nogle forbedringer i undervisningsmetoderne så som at præcisere lektionernes formål, fastlægge materialerne, anvende hjælpemidler i undervisningen, samt sammenkæde undervisningen til det daglige liv. Et konkret program for hver aldersgruppe blev udviklet og anvendt over hele staven. I 1906 blev David O. McKay kaldet til De Tolv Apostles Kvorum og blev tillige kaldet som medlem af Søndagsskolens hovedpræsidentskab. I denne stilling var det muligt for ham at fremme lignende forbedringer i hele Kirken. Før 1906 havde Søndagsskolen primært været en organisation for børn og unge. Det år startede imidlertid den første voksenklasse, "forældreklassen", som blev indført over hele verden.4 I det nittende århundrede bestod Unge Mænds og Unge Pigers Gensidig Uddannelsesforening af både unge og voksne. Sammen lyttede de til foredrag om teologi, videnskab, historie og litteratur. Men i 1903 indførte man en opdeling af junior- og seniorgruppen overalt i Kirken. I 1911 indførte Unge Mænd et spejderprogram, som lagde hovedvægten på dyder og fysiske udfoldelsesevner. I 1913 blev Kirken officielt knyttet til Boy Scouts of America (den amerikanske spejderbevægelse) og adgangsalderen til UMGUF blev sænket til 12 år. Kirken blev med tiden en af de største sponsorer for spejderbevægelsen over hele verden. I 1915 begyndte de unge piger med programmet bikubepiger for den samme aldersgruppe. Senere samme år blev der dannet andre programmer beregnet til bedre at imødekomme de unges behov. I takt med at flere og flere sidste dages hellige flyttede ind til byerne, fremhævede Kirkens ledere de traditionelle værdier så som beskedenhed, kyskhed og tempelægteskab. Det Første Præsidentskab organiserede i 1916 Social Advisory Committee, som blev dannet for at holde de unge fra umoralsk dans, rygning og usømmelig påklædning. Sådanne organisationer på wardsniveau skulle stå for forskellige gavnlige fritidsaktiviteter. Unge Mænd og Unge Piger udvidede også antallet af fritids- og sociale aktiviteter. Kirkens ledere understregede, at disse tiltag, som wardene stod for, skulle forebygge problemer såsom ungdomskriminalitet og umoral. Særlige sommeraktiviteter, der blev afholdt i 1920 på Brigham Young-universitetet, underviste stavsledere i læreruddannelse, sociale aktiviteter og fritidsaktiviteter, velgørenhed og hjælpearbejde.5 Primary styrkede også deres uddannelses- og akitivitetetsprogrammer for børn. Der blev indført klassenavne og -symboler for at øge interessen -- drenge blev kendt som Trail Builders (Banebrydere) og pigerne som Home Builders (opbyggere af hjem). Ligesom andre hjælpeorganisationer søgte Primary også at imødekomme de større sociale behov, og i 1992 åbnede Primary sit eget børnehospital. Louie B. Felt, primarypræsidentinden, og May Anderson, en af hendes rådgivere, havde set mange handicappede børn og følte sig tilskyndet til at lade deres organisation gøre noget for disse børn. De studerede de seneste metoder, der blev anvendt på børnehospitalerne i øststaterne, før de begyndte med dette projekt. Resultatet var Primary Children's Hospital, som den dag i dag hjælper børn. Under denne hastige udvidelse af hjælpeorganisationerne så præsident Joseph F. Smith frem til den tid, hvor præstedømmernes kvorummer ville indtage en fremtrædende rolle i Kirken. Ved aprilkonferencen i 1906 erklærede han: "Vi forventer at se den dag... hvor hvert råd i præstedømmet i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige vil forstå sin pligt; vil påtage sig sit ansvar, vil ære sin kaldelser... Når denne dag kommer, vil der ikke være så stort behov for arbejde, der nu udføres af hjælpeorganisationerne, fordi det vil blive gjort af præstedømmets regulære kvorummer. Herren bestemte og planlagde det Side 3 af 12

4 fra begyndelsen, og han har truffet forholdsregler i Kirken, hvorved ethvert behov kan imødegås og tilfredsstilles gennem præstedømmets regulære organisationer."6 I slutningen af det nittende århundrede mødtes de fleste kvorummer i præstedømmer en gang om måneden, og ikke alle kvorummer inden for et bestemt ward mødtes på samme tid. Med de mange og ofte uregelmæssige møder var kvorummerne mindre effektive. Den højere prioritering eller forøgede intensivering af præstedømmets aktivitet begyndte under ledelse af De Halvfjerds' Første Råd. I 1907 mindede præsident Joseph F. Smith De Halvfjerds om deres ansvar for at være forberedte på missionærtjeneste. De fik at vide, at de ikke skulle være afhængige af at få deres viden om evangeliet gennem hjælpeorganisationerne eller Kirkens skoler, men at de skulle gøre De Halvfjerds' Kvorummer til "skoler, hvori de kan kvalificere sig til ethvert arbejde og enhver pligt, der vil blive forlangt af dem."7 Lektiehæftet The Seventy's Course in Theology, skrevet af ældste B. H. Roberts, var et direkte resultat af dette, og gjorde meget for at vække begejstring for studium af evangeliet i hele Kirken. Det Første Præsidentskab udnævnte en overordnet præstedømmekomité for hele Kirken, som hurtigt kom under ældste David O. McKays ledelse. Efter deres anbefaling begyndte man i 1909 at afholde ugentlige møder for præstedømmet i wardene. Først blev disse møder afholdt mandag aften, men søndag morgen blev senere hen den foretrukne mødedag. Komiteen udviklede også et system for, hvornår man kunne blive ordineret til de forskellige embeder i Det Aronske Præstedømme. Den anbefalede, at man kunne ordineres til diakon, når man var 12 år, lærere 15 år, præster 18 år og ældster 21 år. Dette gjorde det muligt for komiteen at planlægge et fremadskridende studiekursus for hvert kvorum mere effektivt. Ideen med at have en fastsat alder for, hvornår unge mænd kan blive ordineret, er stadig i brug, skønt nogle af alderstrinnene er ændret. Disse nye tiltag i kirkemøderne og programmerne skabte et behov for trykte belæringer og undervisningsmaterialer. I modsætning til mange af det nittende århundredes udgivelser, som var blevet sponsoreret af private eller grupper, blev de materialer, som kom til i det tyvende århundrede, primært udgivet af Kirkens hjælpeorganisationer. I 1897 startede Unge Mænd deres eget blad, Improvement Era. Efter at have fået besked om, at der ikke var kapital til et sådant blad, startede B. H. Roberts en indsamling. Han var bladets første redaktør, og ældste Heber J. Grant fra De Tolvs Råd blev bladets leder. Bladet fik stor indflydelse på de hellige og gav dem et forum, hvori Kirkens forfattere og digtere kunne fremføre deres arbejde. I 1929 blev dette blad slået sammen med Young Women's Journal og blev Kirkens førende blad for voksne. I 1900 købte Søndagsskolen Juvenile Instructor af George Q. Cannons familie og gjorde det til deres officielle blad. Primary begyndte Children's Friend i Fra 1910 bragte Utah Genealogical and Historical Magazine nyttige artikler om forskning, anetavler og lokalhistorie. I 1914 påbegyndte Hjælpeforeningen sit eget blad, Relief Soceity Bulletin. I 1915 blev navnet ændret til Relief Society Magazine. Under ledelse af redaktøren, Susa Young Gates, Brigham Youngs datter, henvendte bladet sig til de sidste dages hellige kvinder ved at bringe artikler om emner som f.eks aktuelle nyheder, slægtsforskning, etik i hjemmet, havebrug, litteratur, kunst og arkitektur.8 Mens disse programmer og publikationer var under udvikling, fremhævede Det Første Præsidentskab familiens centrale rolle i undervisningen i evangeliet. I 1903 understregede præsident Smith, at de andre programmer i Kirken skulle være "supplementer til vor undervisning og uddannelse i hjemmet. Ikke ét barn ud af hundrede Side 4 af 12

5 ville fare vild, hvis hjemmets miljø, eksempel og undervisning var i harmoni med sandheden i Kristi evangelium," lovede han.9 I 1909 indførte Granite stav i Salt Lake City et ugentligt hjemmeaftenprogram for familien, og præsident Joseph F. Smith erklærede, at stavspræsidentskabets tiltag var inspireret. Efter stavens succes med programmet anbefalede Det Første Præsidentskab i 1915, at et lignende program skulle indføres og benyttes månedligt i hele Kirken. "Vi tilråder og opfordrer til indførelsen af familiehjemmeaften i hele Kirken, en tid hvor fædre og mødre kan samle deres sønner og døtre om sig i hjemmet og undervise dem i Herrens ord. De vil således i stor grad lære familiens behov og krav at kende... "Hvis de hellige er lydige over for dette råd, lover vi, at store velsignelser vil være resultatet. Kærlighed i hjemmet og lydighed over for forældrene vil blive stærkere. Troen vil udvikle sig i Israels unges hjerte, og de vil få styrke til at bekæmpe ondskabens indflydelse og de fristelser, som de møder.10 Større forståelse af evangeliets lærdomme Begyndelsen af det tyvende århundrede var en periode, hvor der var heftig debat mellem religiøse fundamentalister og liberalister eller modernister. Mange spurgte, hvor mormonerne stod angående tidens forskellige teologiske kontroverser. De sidste dages hellige var heldige at være under ledelse af præsident Joseph F. Smith, en usædvanlig dygtig og inspireret mand, der klart kunne forklare evangeliets principper. Præsident Smith og hans rådgivere i Det Første Præsidentskab udsendte adskillige doktrinære dokumenter, der tydeliggjorde Kirkens syn på tidens væsentlige emner. Nogle sidste dages hellige spekulerede på, hvilken rolle Gud Faderen, Jesus Kristus, Helligånden, og Mikael eller Adam hver især har. Det Første Præsidentskabs redegørelse fra 1916 med titlen "The Father and Son" (Faderen og Sønnen) forklarede: "Udtrykket 'Fader', som det anvendes på guddommen i den hellige skrift, benyttes i forskellig betydning": Gud er Faderen eller bogstaveligt forælder til vore ånder. Jesus Kristus er Faderen eller skaberen af denne jord. Frelseren er også Faderen til dem, som modtager åndelig genfødsel ved at efterleve evangeliet. Jesus kan kaldes Fader, fordi han repræsenterer Elohim her på jorden "i magt og myndighed." Dog er "Jesus Kristus ikke Fader til de ånder, som har påtaget sig, eller som vil påtage sig legemer på denne jord, for han er én af dem."11 Præsident Smith svarede også på et beslægtet spørgsmål om Guddommen. Skønt ordene "Helligånd" og "Herrens Ånd" ofte blev anvendt synonymt, forklarede han, at "Helligånden er en person i guddommen," mens Kristi lys, eller Herrens ånd: "er Guds Ånd, der udgår gennem Kristus til verden, som oplyser enhver, der kommer til verden, og som strides med menneskenes børn, og fortsat vil strides med dem, indtil den bibringer dem kundskab om sandheden og bringer dem i besiddelse af det større lys og Helligåndens vidnesbyrd."12 Kirkens medlemmer kan derudover se i Joseph F. Smiths bog Evangeliske lærdomme, som er en samling af præsidentens taler og skrivelser og derigennem opnå flere nyttige definitioner og oplysninger om de grundlæggende evangeliske principper. I disse år ydede en gruppe dygtige sidste dages hellige videnskabsmænd endnu et bidrag til en bedre forståelse af evangeliet. En af disse var James E. Talmage, som havde undervist i videnskab ved Brigham Young Academy, og som havde tjent som præsident for University of Utah. Side 5 af 12

6 Så tidligt som i 1891 havde det Første Præsidentskab drøftet ønsket om at udgive en bog om teologi, der kunne anvendes i Kirkens skoler og i almindelig religionsundervisning. Dr. Talmage blev af Kirkens ledere bedt om at skrive denne bog. Før han kunne begynde at skrive denne bog, forberedte og gav ældste Talmage en række foredrag om trosartiklerne. Så mange mennesker mødte op til det første møde, og så mange måtte afvises, at foredraget blev flyttet til Assembly Hall på Tempelpladsen. Der var et fremmøde på næsten mennesker. Disse foredrag blev først trykt i Juvenile Instructor. En komité, som bestod af to medlemmer fra De Tolv, Karl G. Maeser og andre, læste manuskriptet igennem og kom med nogle få ændringsforslag. Dette manuskript blev udgivet i bogform af Det Første Præsidentskab i Talmages Et studium af trosartiklerne er senere trykt i mere end 50 udgaver på engelsk og er blevet oversat til mere end et dusin sprog (til dansk i 1953). Denne bog anvendes den dag i dag af Kirkens medlemmer, og står som det første officielt godkendte, indgående studium af genoprettelsens lære om guddommen. To andre vigtige værker blev skrevet, efter ældste Talmage blev kaldet til De Tolv i 1911: Herrens hus, som blev udgivet i 1912 (på dansk i 1973), og Jesus Kristus, udgivet i 1915 (på dansk i 1962). Udgivelsen af den første blev foranlediget af ganske særlige omstændigheder. En ikke-mormon anvendte ufine metoder og fik taget nogle billeder af det indre af templet i Salt Lake City, og han forsøgte at sælge billederne til Kirken for dollars. Hvis Kirken ikke ville købe dem, så truede han med at sælge dem til nogle bladforlag i øststaterne, som gladeligt ville bringe billederne for at miskreditere Kirken. Men fremfor at ligge under for dette forsøg på pengeafpresning accepterede præsident Joseph F. Smith ældste Talmages anbefaling om at skrive en bog, der i generelle vendinger forklarede, hvad der gik for sig i sidste dage helliges templer. Den skulle være illustreret med billeder fra det indre af templet i Salt Lake City. Dette bind, der blev skrevet af ældste Talmage, vandt ikke blot kampen over pengeafpresseren, men blev en værdifuld hjælpekilde for de sidste dages hellige. Det Første Præsidentskab bad James E. Talmage om at samle en række af sine forelæsninger, som han havde holdt ti år tidligere om Frelserens liv, i en anden bog, som kunne anvendes af alle medlemmerne i Kirken. Ældste Talmage begyndte flittigt at arbejde på manuskriptet, men han skulle dog stadig passe selve skrivningen af bogen ind imellem sine andre forpligtelser. Han blev fritaget for mange forpligtelser mht. stavskonferencerne og skrev det meste af bogen i templet i Salt Lake City. Han vendte sjældent hjem før midnat, og den vidunderlige bog Jesus Kristus blev skrevet på blot syv måneder. Den 19. april 1915 skrev ældste Talmage i sin dagbog: "Jeg har færdiggjort det egentlige skrivearbejde på bogen "Jesus Kristus," som jeg har brugt al min fritid på, siden jeg startede på denne opgave den 14. september sidste år [1914]. Hvis jeg ikke havde været så privilegeret at kunne skrive denne bog i templet, ville den på nuværende tidspunkt være langt fra færdig. Jeg har følt inspirationens ånd i templet, og jeg har værdsat at kunne arbejde uforstyrret og i fred og ro i templet. Jeg håber, jeg kan fortsætte revisionsarbejdet uden forsinkelser."13 I løbet af 18 særskilte møder over en to måneders periode læste ældste Talmage kapitlerne højt for Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum for at få deres bidrag og godkendelse. Bogen er i dag stadig meget læst og er en hyldest til ældste Talmages dygtighed og inspiration. Side 6 af 12

7 Reaktionen på videnskabens tid I adskillige årtier havde verden set en stigende interesse for de nye opdagelser og teorier inden for moderne videnskab. Da det tyvende århundrede tog sin begyndelse, accelererede den teknologiske udvikling, og vigtige opfindelser såsom den benzindrevne bil og Wright brødrenes flyvetur havde en væsentlig indflydelse på hverdagen. Denne udvikling styrkede interessen for videnskaben. Dette betød dog, at folk stolede mere på den menneskelige intelligens fremfor teologi i deres søgen efter en forståelse af universets og samfundets beskaffenhed. Videnskabsmænd så meget kritisk på Bibelen i denne nye videnskabens tid; de begyndte at sætte spørgsmålstegn ved skriftens betydning og endda ved dens ægthed. Denne såkaldte "bibelkritik" var også rettet mod de sidste dages helliges skrifter. I 1912 udgav pastor F. S. Spalding, der var biskop i den episkopale kirke i Utah, en folder med titlen Joseph Smith, Jr., As a Translator (Joseph Smith junior som oversætter). Folderen sammenlignede otte egyptologers fortolkninger af faksimilerne i Abrahams Bog i Den Kostelige Perle med Joseph Smiths. Skønt de fleste sidste dages hellige tog for givet at skrifternes rigtighed var et spørgsmål om tro, så Kirken alligevel et behov for at svare på kritikken. I perioden fra februar til september 1913 bragtes en række artikler på næsten månedlig basis i Improvement Era med mulige svar. Den måske mest heftige og længste diskussion i slutningen af det nittende og i begyndelsen af det tyvende århundrede fokuserede på jordens skabelse og udviklingsteorien. Da disse kontroverser var på deres højdepunkt, bad Det Første Præsidentskab ældste Orson F. Whitney fra De Tolv Apostles Kvorum om at udfærdige en udtalelse, som kunne formidle Kirkens officielle holdning til menneskets oprindelse. Ældste Whitneys udtalelse blev efterfølgende godkendt og underskrevet af Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum og offentliggjort i 1909 som en officiel erklæring fra Kirken. Udtalelsen bekræfter, at: "Alle mennesker ligner verdens Fader og Moder og er bogstavelig talt sønner og døtre af guddommen Menneskets ånd blev avlet og født af himmelske forældre og opfostret i Faderens evige boliger, før den kom til jorden i et fysisk legeme for at gennemgå en jordisk tilværelse... Nogle tror fuldt og fast, at Adam ikke var det første menneske på jorden, og at det oprindelige menneskelige væsen har udviklet sig fra lavere dyrestadier. Dette er imidlertid menneskers teorier. Herrens ord erklærer, at Adam var: 'Det første af alle mennesker' (Moses 1:34), og vi er derfor forpligtet til at betragte ham som vor races oprindelige Fader... Mennesket påbegyndte livet som et menneskeligt væsen i vor himmelske Faders billede."14 Præsident Joseph F. Smith var bekymret over, at diskussionerne om evolutionslæren kunne efterlade de unge i Kirken "med usikkerhed i deres sind. De er ikke gamle nok til at kunne sortere, eller sætte passende grænser ved en teori, som vi mener mere eller mindre er et falsum.... Idet vi konkluderer, at det er bedst at undlade at drøfte evolutionsteorien i Kirkens skoler, har vi truffet en overordnet beslutning og vil ikke udtale os om, hvor meget af teorien, der er sand, eller hvor meget der er falsk. Kirken har ikke nogen læresætning om den modus operandi, der blev anvendt af Herren i hans skabelse af denne verden... Gud har åbenbaret os en enkel og effektiv måde, hvorpå vi kan tjene ham."15 Side 7 af 12

8 De hellige i andre lande Fra 1890'erne opfordrede Kirkens ledere de hellige til at blive i deres hjemlande og opbygge Kirken dér. Som et resultat blev missioner og grene uden for USA udvidet. Denne vækst blev afspejlet i, at Joseph F. Smith blev den første af Kirkens præsidenter, som besøgte Europa. I omkring to måneder i 1906 besøgte han missioner i Holland, Tyskland, Schweiz, Frankrig og England. Hans besøg styrkede Kirken i de lande. Inspirerende hændelser styrkede de helliges tro. Gennem præsident Joseph F. Smith gengav Herren synet til en trofast 11-årige dreng i Rotterdam i Holland. Drengen havde fortalt sin mor, at han troede, at "profeten var den mest magtfulde af alle missionærer på jorden. Hvis du vil tage mig med til mødet, og hvis han vil se mig i øjnene, tror jeg, at jeg vil blive helbredt."16 Under sit besøg i Europa kom præsident Smith med en profetisk udtalelse. Ved en konference i Bern i Schweiz strakte han sine hænder frem og erklærede: "Tiden vil komme, hvor dette land vil være fyldt med templer, hvor I kan forløse jeres døde."17 Han forklarede også, at "Guds templer... vil blive bygget i mange forskellige lande i verden."18 Det første sidste dages hellige tempel i Europa blev indviet næsten et halvt århundrede senere i en forstad til den by, hvor præsident Smith udtalte den profeti. Præsident Smith så, at der var et behov for templer, så de hellige uden for Utah kunne blive velsignet: "De har behov for de samme privilegier, som vi har og nyder, men de er uden for deres rækkevidde. De er fattige, og de kan ikke samle nok penge sammen til at kunne komme her og få deres begavelse og blive beseglet for tid og al evighed for deres levende og deres døde."19 Det første af disse nye templer lå i Cardston i Alberta, Canada. Præsident Joseph F. Smith indviede grunden i I 1915 indviede han en grund til et tempel i Laie på Hawaii, hvor han havde tjent som missionær mange år tidligere. Begge templer blev indviet efter hans død. I den samme periode fik nogle hændelser i Mexico stor betydning for Kirkens fremtid dér og i nærliggende dele af USA. I 1901 syntes det rigtigt at genåbne missionen i Mexico. De sidste dages helliges kolonier i Chihuahua havde fremgang; de unge, som kunne tale flydende spansk, og som var bekendt med den mexicanske kultur, stod til rådighed for missionærarbejde. I løbet af de næste ti år steg missionærstyrken til 20, og de lokale sidste dages hellige mænd og kvinder blev kaldet og oplært til at fungere som ledere. De modtog en stor hjælp fra Rey L. Pratt, der blev missionspræsident i 1907, og som præsiderede der i næsten et kvart århundrede. Så mange nyomvendte kom ind i Kirken, at i 1911 kom medlemsantallet i missionen op på over mennesker. Ikke desto mindre var der på denne tid revolutioner og kontrarevolutioner, som gjorde missioneringen stadig vanskeligere. Disse forhold blev yderligere kompliceret af en voksende nationalistisk antiamerikansk stemning. I august 1913 var det igen nødvendigt at evakuere missionærerne. De mexicanske hellige blev i det store og hele overladt til sig selv. I San Marcos, cirka 80 kilometer nordvest for Mexico City, fik Rafael Monroy, et forholdsvist nyt medlem, ansvaret som grenspræsident. I 1915, blot to år efter missionærernes afrejse, resulterede konflikterne under den brutale revolution og religiøse fordomme i henrettelsen af præsident Monroy og dennes fætter, Vincente Morales. De blev slået ihjel, fordi de var blevet beskyldt for at være medlemmer af en rivaliserende revolutionsgruppe, og fordi de ikke ville fornægte deres vidnesbyrd om evangeliet. Side 8 af 12

9 I 1912 gav de samme kræfter, som afbrød missionærarbejdet, problemer for kolonisterne i det nordlige Mexico. Da oprørerne beslaglagde nogle af de våben, som tilhørte de hellige, besluttede Kirkens ledere sig for at beordre en evakuering af kolonien den 26. juli. Kvinder og børn rejste, med et par mænd som eskorte, 290 km til El Paso i Texas på et overfyldt tog. Størstedelen af mændene fulgte efter et par dage senere med en karavane af heste og vogne, som strakte sig over 1½ kilometer. I slutningen af måneden var flere end hellige flygtet til El Paso. Mange af dem havde efterladt smukke hjem og gårde og var nu tvunget til at leve på en øde tømmerplads med blot et tag over hovedet og ru brædder under deres fødder. En anden gruppe flygtninge blev indkvarteret på øverste etage af en gammel bygning. Bygningen havde bliktag, og luften blev kvælende varm under solens brændende stråler. Nogle iagttagere indrømmede, at de græd, da de så de forhold, de levede under. I februar 1913 vendte nogle af de hellige tilbage til Mexico, skønt revolutionen stadig fortsatte i adskillige år endnu. Andre tog fast ophold i USA. Kolonisterne fra Kirken oplevede gentagne gange, at de var under guddommelig beskyttelse. Biskop Anson Call fra Colonia Dublan blev bortført fra sit hjem af nogle oprørere, der falsk anklagede ham for at have viderebragt oplysninger, der havde ført til en af deres kammeraters død. To dage efter biskop Calls anholdelse stod han foran en henrettelsespeloton, der var klar til at skyde ham med deres geværer. Bøddelen stoppede henrettelsen i sidste øjeblik, da han blev lovet 200 pesos i bytte. Biskop Call, der blev fulgt af sine fangevogtere, var derefter i stand til at skrabe pengene sammen blandt de hellige i Colonia Juarez. Denne hændelse opfyldte et profetisk løfte, som han havde fået af ældste Anthony Ivins fra De Tolv Apostles Kvorum: "De kan stjæle alle dine ejendele fra dig og lade dig gå igennem alle mulige former for prøvelser, som retfærdighedens fjender kan komme i tanke om, men de skal ikke have magt til at tage dit liv."20 I løbet af de sidste år gav kolonisternes fremragende skoler og avancerede landbrugsmetoder positiv omtale af Kirken i Mexico. Derudover, da den mexicanske regering begyndte at vedtage love, der forbød fremmede præster at prædike i Mexico, kom de fleste af de sidste dages helliges missionærer og næsten samtlige missionspræsidenter og lederne i Kirkens voksende skolesystem fra de kolonister, som var blevet mexicanske statsborgere. På denne måde gav mormon-kolonierne den styrke, som med tiden gjorde det muligt for Kirken at vokse i hele Mexico og i andre områder i Latinamerika. Vanskelighederne i Mexico førte også til en udvidelse af Kirken i det sydvestlige USA. Mange af de landsforviste familier tilførte ny livskraft og lederskab til de sidste dages helliges forsamlinger i Arizona, New Mexico og Texas. I 1915 udnævnte Det Første Præsidentskab Rey L. Pratt til at stå for missioneringen blandt den spansktalende befolkning i USA. Dette blev senere et vigtigt missioneringsområde. De hellige og den første verdenskrig Første verdenskrig brød ud i Europa i De hellige i landene uden for Amerika accepterede på patriotisk vis deres landes kald. I England rapporterede en lokal avis, at de hellige i Pudsey Gren havde "en rekord i kærlighed til deres fædreland, som ville blive svær at slå, da alle mænd i den værnepligtige alder, med undtagelse af dem, som arbejdede for regeringen og med fremstilling af ammunition, havde meldt sig til hæren. Uagtet hvad man måtte sige om de såkaldte 'mormoner,' så må vi indrømme, at de i høj grad er 'meget patriotiske i Pudsey.'"21 Også i Tyskland sloges de hellige for deres fædreland; omkring 75 af disse soldater gav deres liv under krigen. Side 9 af 12

10 USA gik ikke officielt ind i krigen før tre år senere. Woodrow Wilson, USAs præsident, erklærede, at det var en krig, der havde til formål at bevare demokratiet, friheden og freden. Eftersom dette faldt i tråd med Kirkens holdning, fandt ingen af Kirkens medlemmer, at det ville være problematisk at tage hurtigt imod kaldet om at gribe til våben. Eftersom Utah stadig var højborgen for de fleste sidste dages hellige, afspejlede statens borgere de helliges holdning generelt til krigen. Et antal på mænd meldte sig, hvilket langt oversteg statens kvote. Seks af præsident Joseph F. Smiths egne sønner tjente i hæren. Røde Kors bad om dollars i hjælp fra Utah og modtog dollars. Da regeringen begyndte at sælge krigsobligationer, fik Utah en kvote obligationer til en værdi af dollars, men der blev købt obligationer for i alt dollars. Kirken deltog som institution officielt ved at købe for i alt dollars. Derudover købte hjælpeorganisationerne af deres egne midler obligationer til en værdi af dollars; og Hjælpeforeningens kvinder deltog aktivt i arbejdet sammen med Røde Kors. Det var normalt, at hver stat dannede en militærenhed af frivillige. Utah dannede det 145. Field Artillery Regiment. Et overvældende flertal af dets ca officerer og mænd var medlemmer af Kirken. Enhedens feltpræst var ældste B. H. Roberts fra De Halvfjerds' Første Kvorum. Seks hundrede af denne nye "Mormonbataljon" var i tjeneste uden for USA. Kirken var på en enestående måde forberedt til at hjælpe med mad til de sultne i det krigshærgede Europa. I årevis havde Hjælpeforeningen lagret hvede netop for at imødekomme sådanne behov. De solgte over to hundrede tusinde skæpper til den amerikanske regering og satte overskuddet ind i en speciel hvedefond til fremtidige velgørenhedsformål. Den hurtige hjælp, som Kirken og dens medlemmer ydede for at afhjælpe krigen, var et effektivt bevis på de helliges loyalitet og patriotisme. Den amerikanske presse roste deres handlinger, hvilket nedtonede de negative indtryk, som endnu måtte hænge ved fra anti-mormonske blades korstog i de tidligere år. Kirkens aprilkonference var i fuld gang, da USA officielt trådte ind i krigen i Kirkens holdning over for krigen blev udtryk meget præcist og passende i præsident Joseph F. Smiths åbningstale. Han mindede de hellige om, at selv når de stod over for krigen, måtte evangeliets ånd bevares. Han erklærede, at selv i krig skulle folk bevare "den medmenneskelige, kærlige og fredsstiftende ånd." Han belærte de vordende soldater om at huske på, at de var "livets og ikke dødens tjenere; og at når de gik frem, så skulle de gå frem i frihedens ånd og forsvare menneskehedens frihed snarere end med det formål at ødelægge fjenden."22 Synet om de dødes forløsning Den 23. januar 1918 døde Hyrum M. Smith, der var medlem af De Tolv Apostles Kvorum og præsident Joseph F. Smiths ældste søn. Hans død var et slag for hans fader, som selv havde et dårligt helbred. "I hans sorg, græd han: "Min sjæl er flået i stykker. Mit hjerte er knust og slår for livet! Åh, min kære søn, min glæde, mit håb!... Han var sandelig en prins blandt mænd. Aldrig i sit liv mishagede han mig eller gav mig grund til at tvivle på ham. Jeg elskede ham af hele mit hjerte. Han har glædet min sjæl ved sin tales kraft, som ingen mand har gjort det. Måske var det fordi, han var min søn, og fordi han var fyldt med Helligåndens ild: Og nu, hvad skal jeg gøre! Åh, hvad kan jeg gøre. Min sjæl er sønderrevet, mit hjerte er knust! Åh Gud, hjælp mig."23 Side 10 af 12

11 Otte måneder senere fik præsident Joseph F. Smith en vidunderlig åbenbaring angående de retfærdiges arbejde i åndeverden. Den 3. oktober 1918, mens præsident Smith grundede over Jesu Kristi forsoning, åbnede han sin Bibel og læste 1 Peter 3:18-20 og 4:6 om Frelserens prædiken for de ånder, der var i forvaring. Mens han grundede over disse skriftsteder, kom Herrens ånd over ham, og han så i et syn "de dødes skarer," som var samlet i åndeverden. Han så Frelseren komme frem blandt dem og prædike evangeliet til de retfærdige. Han så, at Herren havde pålagt andre at gå ud og fortsætte med at forkynde, og at denne uddelings trofaste ældster ville prædike evangeliet for de døde, efter at de har forladt dette jordiske liv. Således kan alle de døde blive forløst. Dette syn blev fremlagt af præsident Smith for Det Første Præsidentskab og for De Tolv, som enstemmigt accepterede dette som en åbenbaring. I 1976 blev denne åbenbaring officielt tilføjet Kirkens standardværker og kort tid derefter som kapitel 138 i Lære og Pagter. De første årtier i det tyvende århundrede var vidne til, at Kirken bevægede sig fremad på adskillige væsentlige områder. En periode med fremgang gjorde det muligt for Kirken at opføre længe savnede kirker og templer og gjorde det muligt for profeten at rejse rundt og velsigne de hellige i fjerne lande. Præstedømmets og hjælpeorganisationernes klasser, Det Første Præsidentskabs doktrinære redegørelser og præsident Joseph F. Smiths betydningsfulde åbenbaring i 1918 hjalp alt sammen med til at fremme de helliges forståelse af bestemte evangeliske principper. På samme tid imødegik Kirken med karakteristisk energi de udfordringer, som yderliggående, videnskabelige teorier, revolutioner i Mexico og rædslerne fra en verdenskrig gav. Slutnoter 1. Dette afsnit blev skrevet til Kirkens Uddannelsessystem; også udgivet i Richard O. Cowan, The Church in the Twentieth Century, (Salt Lake City: Bookcraft, 1985), s , I Conference Report, apr. 1907, s I Conference Report, okt. 1911, s Se James B. Allen og Glen M. Leonard, The Story of the Latter-day Saints, (Salt Lake City: Deseret Book Co., 1976), s Se Thomas G. Alexander, "Between Revivalism and the Social Gospel: The Latter-day Saint Social Advisory Committee, ," Brigham Young University Studies, vinteren 1983, s Joseph F. Smith, Evangeliske lærdomme (Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, Danmark, 1980), s Joseph F. Smith, Evangeliske lærdomme, s Se Allen og Leonard, Story of the Latter-day Saints, s. 461, Joseph F. Smith, Evangeliske lærdomme, s I James R. Clark, comp., Messages of the First Presidency of The Church of Jesus Christ of Latter-day Saints, 6. vols. (Salt Lake City: Bookcraft, ), 4: I Clark, Messages of the First Presidency, 5:26, 32, Joseph F. Smith, Evangeliske lærdomme, s James E. Talmage Journals (maskinskreven kopi), den 19. apr. 1915, Brigham Young University Archives, Provo, s Mit rige skal rulle frem, s "Philosophy and the Church Schools," Juvenile Instructor, apr. 1911, s Side 11 af 12

12 16. Se Joseph Fielding Smith, comp., Life of Joseph F. Smith, 2. udg. (Salt Lake City: Deseret Book Co., 1969), s Serge F. Ballif, i Conference Report, okt. 1920, s "Das Evangelium des Tuns" ["Handlingens evangelium"], Der Stern, 1. nov. 1906, s. 332, oversat fra tysk. 19. I Conference Report, okt. 1915, s I Thomas Cottam Romney, The Mormon Colonies in Mexico (Salt Lake City: Deseret Book Co., 1938), s I "Messages from the Missions," Improvement Era, feb. 1916, s I Conference Report, apr. 1917, s Smith, Life of Joseph F. Smith, s Side 12 af 12