vejen, indtil de efter nogle smertefulde forsøg fangede balancen, og det gik som en leg. Sådan er vilkåret vi forældre bliver nødt til at give slip

Transkript

1 Prædiken Frederiksborg Slotskirke Jørgen Christensen 14. september søndag efter Trinitatis - Høstgudstjeneste Mattæus 20,20-28 Salmer: 729, Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Da kom Zebedæussønnernes mor hen til Jesus sammen med sine sønner, kastede sig ned for ham og ville bede ham om noget. Han spurgte hende:»hvad vil du?«hun sagde til ham:»sig, at mine to sønner her må få sæde i dit rige, den ene ved din højre, den anden ved din venstre hånd.«jesus svarede:»i ved ikke, hvad I beder om. Kan I drikke det bæger, jeg skal drikke?ja, det kan vi,«svarede de. Han sagde til dem:»mit bæger skal I vel drikke, men sædet ved min højre og ved min venstre hånd står det ikke til mig at give nogen; det gives til dem, som min fader har bestemt det for.«da de ti andre hørte det, blev de vrede på de to brødre. Men Jesus kaldte dem til sig og sagde:»i ved, at folkenes fyrster undertrykker dem, og at stormændene misbruger deres magt over dem. Sådan skal det ikke være blandt jer. Men den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første blandt jer, skal være jeres træl, ligesom Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.«matt 20,20-28 God morgen i Slotskirken står vi op og synger salmer, og sidder ned, når der bliver læst fra bibelen. I dag er det høstgudstjeneste dagen, hvor vi prøver at huske, at alt det, vi tager for givet, slet ikke er en selvfølge, men en ufortjent gave. Men det er også dagen, hvor Jesus minder os om, at det handler ikke om, hvor meget vi kan tjene på andre og rage til os, men om hvordan alt det, vi kan og ejer, kan bruges til at tjene andre. Kan I huske, da I lærte at cykle. Min far havde bundet et kosteskaft fast i cykelstellet, og så løb han bagefter cyklen og instruerede, træd til, se lige ud, drej, kør lige ud, hurtigere, brems, træd til, hold balancen indtil det forunderlige skete han slap og selv om det på de fleste af os kostede knubs og asfalteksem mirakuløst, vi lærte det. I starten usikkert slingrende, men med tiden som om vi aldrig havde bestilt andet. Ca. 20 år senere løb jeg bag mine egne børns første små cykler støttehjulene var pillet af med bævende hjerte slap jeg kosteskaftet og så dem slingre hen ad 1

2 vejen, indtil de efter nogle smertefulde forsøg fangede balancen, og det gik som en leg. Sådan er vilkåret vi forældre bliver nødt til at give slip vi må håbe det bedste og bede Gud sætte englevagt men at være forældre er en lang lang kæde af give slip situationer. Se, nu var der ikke noget, der hed curlingforældre på Jesu tid, men uanset hvad vi så kalder det, så er dén bekymring på afkommets vegne, som vi møder i fru Zebedæus bøn til Jesus for sine to granvoksne sønner, kan du ikke sørge for, at MINE sønner får de bedste pladser, ved din højre og venstre side, dét er en bekymring eller forhåbning, som jeg tror, alle forældre kender til. For vi vil jo så gerne have, at det går vores afkom godt. Derfor fejer og fejer vi isen eller vejen foran dem også selv om vi godt ved, vi skal give slip. Lige fra de slår øjnene op, og jordemoderen lægger dem i vores hænder for første gang til vi selv lukker øjnene for sidste gang. For en fars eller mors bekymring holder aldrig op jeg husker stadig tydeligt den gamle kvinde, jeg besøgte på plejehjemmet, hun sad og græd, fordi hun var så bekymret for sin søn, og da jeg spurgte, hvor gammel han mon var, svarede hun 74 det holder aldrig op, de bliver ved med at være vores børn, vi bliver ved med at være vores forældres børn, til de ligger i graven. Det ER selvfølgelig tragikomisk, når vor tids curling-forældre møder op på universitetet for at bebrejde professoren, at deres 26-årige datter kun har fået et syv-tal. Alligevel kan jeg ikke for alvor blive vred på denne emsige fru Zebedæus for hun gør det jo i den bedste mening, hun vil sine sønner det så godt. Hvis jeg gætter ret, så har de to sønner krummet tæer, så de har kunnet gå mindst fire numre ned i skostørrelse, for der er ikke noget, børn synes er mere PINLIGT, end når deres far eller mor på den måde udstiller deres overivrighed. Kun en tåbe frygter ikke PINLIGE mødre. Heller ikke selv om vi er blevet voksne. Og så ved de fleste af os alligevel, hvor meget det betød, at vores forældre ikke bare var ligeglade og lod os klare det hele selv. 2

3 Taknemmeligheden over alle de gange, hvor de trådte frem og forsvarede os og prøvede at åbne døre, som syntes lukkede, hjalp os med udbetalingen. Jo, fru Zebedæus ER på en måde god nok, selv om hun selvfølgelig samtidig OGSÅ er alt alt for meget. Det mærkelige er, at Jesus ikke bare hopper med på forargelsesvognen og giver de ti andre disciple ret, da de bliver tossede over fru Zebedæus egoistiske forsøg på at møve sine to voksne sønner frem i forreste række. Jesus sætter hende ikke bare hårdt på plads, for Jesus ved, at hun er en god mor. Hans egen mor Maria stod en dag akkurat på samme måde og forsøgte i den bedste mening at få Jesus med hjem til Nazaret, inden det endte galt i Jerusalem sådan er det med bekymrede mødre. Jesus minder hende om, at selv om du sikkert gør det i den bedste mening, så aner du ikke, hvad det er, du beder om. Og vi ved, at det kommer til at passe vi ved dét, denne ivrige mor ikke vidste vi ved, hvem der ender med at være på højre og venstre side af Jesus: to røvere. Og de valgte det bestemt ikke frivilligt, de var pisket til det, der er ikke meget sølv eller bronzemedalje over de to kors, de hang på på hver sin side af Jesus. I bagklogskabens ulideligt klare lys, så er vi meget klogere men da er det som regel for sent. Men i stedet for at skælde fru Zebedæus ud og give de ti vrede disciple ret så opstiller Jesus en helt anden målestok. Der er ikke noget lettere i verden end bare at kæmpe for at få magt og indflydelse, siger Jesus, alle drømmer om at komme til at tjene så meget som muligt til sig selv. Sådan er magtens sprog sådan er verdens målestok, vi ser op til nogen, og vi ser ned på andre alt efter hvor vi selv befínder os på rangstigen. Men, siger Jesus, det handler ikke om at tjene på de andre, for så er det altid på de andres bekostning, det handler ikke om at rage til sig, og så er det lige meget, om man er forældre eller børn, for dét, jeg rager til mig, er altid på en andens bekostning. Og at det er i den bedste mening, hjælper intet. 3

4 Jeg giver jer et forbillede, siger Jesus, I ser op til mig som jeres leder, men jeg er ikke kommet for at herske, jeg er her for at tjene. Jeg er i Guds tjeneste på godt dansk betyder det: jeg er i kærlighedens tjeneste. Det forstår fru Zebedæus og de 12 disciple ikke, hverken den dag eller da Jesus skærtorsdag aften, den sidste aften han levede, lægger sig på knæ og begynder at vaske disciplenes fødder, da afslører deres højlydte protester, at de for længst har glemt alt om den dag, hvor Zebedæussønnerne blev skubbet frem i forreste række. Og det er ikke så underligt. For hvad er det dog for en Gud, vi møder i manden, der ligger dér på gulvet og vasker vores beskidte fødder. Hvad er det for en Gud, der modstår djævelens fristelse til at få magt, og i stedet vælger den eneste magt, Gud for alvor vil betjene sig af, den kærlighed som er parat til at ofre sig for den andens skyld, eller som det siges i dag, den kærlighed som ikke vil styre og bestemme, men som vil give sit liv som løsesum for mange. Hvilken ufatteligt radikal magtomvending. At kongen er tjeneren at Guds almagt hedder kærlighedens tjeneste at den sidste skal blive den første. At Gud er en Gud, der sætter os fri og giver slip. Og her er det, evangeliet for alvor bliver farligt netop sådan en søndag, hvor vi holder høstgudstjeneste, for med hvilket fokus siger vi tak for alle de gode gaver, der kommer oven ned. Gør vi det med fokus på den kæmpe bid af kagen, det er lykkedes os at rage til os i dette grønne frodige rige lille land gør vi det med fokus på, hvordan vi lukker grænser og holder alle de andre ude, så de ikke får del i vores bid af kagen eller gør vi det med fokus på, hvordan vi kan bruge vores ufattelige held og enorme velstand til at tjene tjene andre. På hvis bekostning lever vi? Har vi møvet os frem i forreste række på bekostning af tusinder og atter tusinder, som lige nu sidder vrede og stirrer misundeligt på vores overflod. 4

5 Ja, der ér boomerangeffekt i den hurtige forargelse over denne emsige curlingmor, der ikke skyer nogen midler for at få sine egne børn forrest i køen. For skyer VI nogen midler, når det handler om at holde på de ufortjente goder og rettigheder, vi selv har tilkæmpet os i forreste række. Jovist vi går glade og gerne til Gudstjeneste sådan en smuk septembersøndag men hvad nu, hvis Jesu ord sætter os i Guds tjeneste som hans tjenere er vi så lige så begejstrede? At leve højt på de andres bekostning, det har vi vænnet os til i årevis, at millioner lever for under 1 dollar om dagen, det har vi hørt så tit. Og så ligger Jesus dér og vasker disciplenes beskidte fødder så står Jesus dér og taler om kærlighedens tjeneste og om at give sit liv som løsesum for mange. Omkostningstungt det ord kender vi fra den politiske debat når noget er rigtig dyrt i samfundsøkonomien. Der er noget omkostningstungt over denne søndags magtomvending og over Jesu kritik af vores lyst til at møve os frem på de andres bekostning. Og samtidig er der en vidunderlig evangelisk lethed og ubekymrethed: For Gud er kommet for at give sit liv som løsesum for mange. Det handler ikke om, hvem du er, hvad du kan og, hvor meget du ejer. Når det angår Gud, har din egen placering, prestige og position ingen betydning. Jeg indledte med at sige: vi bliver ved med at være vores forældres børn, til de ligger i graven. Med Gud er det anderledes, Guds kærlighed kan vi ikke lægge i graven, uanset hvor meget vi prøver, Guds kærlighed står op igen - Påskemorgen sætter Gud igen og igen kærligheden på overarbejde. Derfor bliver vi altid ved med at være Guds børn, uanset om vi igen og igen falder for fristelsen til at møve os frem på de andres bekostning. Vi bliver ved med at være Guds børn vores frelse og redning, er det dybest set ikke, at i sidste ende er Gud selv som en curlingfar? Amen. 5