HØJESTERETS DOM afsagt torsdag den 14. juni 2012

Transkript

1 HØJESTERETS DOM afsagt torsdag den 14. juni 2012 Sag 69/2012 (1. afdeling) Rigsadvokaten mod T (advokat Jakob Lund Poulsen, beskikket) I tidligere instanser er afsagt dom af Uummannaq Kredsret den 21. oktober 2010 (skyldspørgsmålet) og den 16. maj 2011 (foranstaltningsspørgsmålet) samt af Grønlands Landsret den 21. september I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Børge Dahl, Poul Søgaard, Jens Peter Christensen, Henrik Waaben og Jan Schans Christensen. Påstande Dommen er anket af T med påstand om domfældelse alene i det i anklageskriftets forhold 1 angivne omfang og frifindelse i forhold 2 for overtrædelse af kriminallovens 86, stk. 1, om manddrab. Subsidiært påstås stadfæstelse af Uummannaq Kredsrets domme af 21. oktober 2010 og af 16. maj 2011, mere subsidiært ophævelse af Grønlands Landsrets dom af 21. september 2011 og hjemvisning af sagen til fornyet behandling, mest subsidiært formildelse. Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse af Grønlands Landsrets dom af 21. september 2011, subsidiært ophævelse af dommen og hjemvisning af sagen til fornyet behandling ved landsretten. Supplerende sagsfremstilling T blev i forbindelse med afhøringen den 7. april 2010 sigtet for overtrædelse af kriminallovens 86, stk. 1 (manddrab), ved den 29. marts 2010 ikke nærmere angivet tidspunkt på

2 - 2 - adressen at havde dræbt D i form af kraftigt slag på hovedet, og på forskellige steder på kroppen. Under grundlovsforhøret den 8. april 2010 lød sigtelsen, der både omfattede T og S, på overtrædelse af kriminallovens 86, stk. 1 (manddrab), ved før mandag den 29. marts 2010 kl på deres fælles bopæl at have tildelt D, født den 10. oktober 2007, utalige slag med flad hånd på kroppen, sædepartiet, på ben og arme, i ansigtet og hovedet, samt uttalige slag på kroppen med et plasticsværd, hvilket alt bevirkede, at D pådrog sig 3 stk. hudblødninger i panden, 1. stk. hudblødning på hagen, udtalte hudblødninger på forsiden af brystet, udtalte hudblødninger på begge sædeballer, hudblødninger begge overarme og begge lår, små hudafskrbninger på arme og i lænden samt en svær, traumatisk betinget væskeansamling ikke blødning- i kraniet/hjernen, hvilket alt bevirkede, at hun den 29. marts 2010 kl blev fundet liggende død i sin seng følge af væskeansamlingen i kraniet/hjernen. På grundlag af en vejledende mentalundersøgelse har assisterende distriktslæge Lene Rørholm Pedersen den 30. april 2010 udfærdiget en vejledende distriktslægeerklæring, der indeholder følgende sammenfatning: Det drejer sig om en 21-årig kvinde med en barndom præget af begge forældres alkoholmisbrug samt vold fra faderens side. Hun betegner den trods dette som dejlig og angiver, at hun har tilgivet faderen. Hun har aldrig været udsat for seksuelt misbrug. Hun har ikke selv noget misbrug af alkohol, hash eller stoffer. Hun forlod uddannelsessystemet midt i 10. klasse og har efterfølgende arbejdet som hjemmehjælper. Hun har været socialt velfungerende. I 2007 fik hun datteren og opdrog hende sammen med barnets far, de boede dog ikke sammen. Han døde i august I november 2009 flyttede hun sammen med en ny samlever og datteren til bygden Ukkusissat ved Uummannaq. Hun angiver, at forholdet til samleveren herefter blev dårligere. Årsagen var hans jalousi samt at hun ifølge ham var for eftergivende overfor datteren. Dette udvikler sig og fører i løbet af marts 2010 til at samleveren begynder at slå både T og hendes datter. Den 27. marts 2010 ender med at T og samleveren begge slår datteren. Det er første gang hun slår hende, og hun angiver, at det kun sker, fordi hun er bange for samleveren. T forstår på den ene side godt alvoren i volden, der angives at have ført til datterens død og har accepteret en eventuel fængselsstraf. På den anden side føler hun ikke skyld, idet hun mener, at hun gjorde det af frygt for samleveren. Hun virker fattet ved samtalen, men grådlabil når den drejes hen på datteren og forholdet til samleveren. Hun har forstået behovet for familiebehandling og samtaler og er begyndt at overveje fremtiden. Hun vurderes på denne baggrund motiveret for resocialisering. Hun har haft en belastet barndom og et svært forhold til samleveren, men bedømmes ikke at have været sindssyg i gerningsøjeblikket.

3 - 3 - I retspsykiatrisk erklæring afgivet den 7. marts 2011 af overlæge, speciallæge i psykiatri Runa Sturlason, anføres det i konklusionen: Man har ved ambulant mentalundersøgelse den undersøgt T, der er sigtet i en sag om manddrab i forhold til sin 2-årige datter. Ved undersøgelsen har man fundet, at T er normalt begavet, at hun ikke er sindssyg, og at der heller ikke er tegn til personlighedsforstyrrelse. T er muligvis noget umoden og også en letpåvirkelig person. Man finder samlet, at T, såfremt hun findes skyldig i det hende påsigtede, er egnet til almindelig foranstaltning i form af anstaltsafsoning. Man vil dog samtidig gøre opmærksom på, at T I forbindelse med løsladelse/prøveløsladelse vil kunne have gavn af støttende samtaler ved kriminalforsorgsmedarbejder og også kan have brug for assistance i forhold til at flytte tilbage til sin hjembygd og hjælp til at komme i gang med en uddannelse, som hun ønsker sig. Anbringender T har til støtte for sin principale påstand anført, at anklageskriftet skal indeholde en beskrivelse af samtlige de voldshandlinger, som omfattes af tiltalen, og som anklagemyndigheden mener at kunne føre bevis for. Grønlands Landsret har fundet hende skyldig i voldshandlinger, som ikke er omfattet af anklageskriftet, hvilket strider mod den grønlandske retsplejelov og den europæiske menneskerettighedskonvention. Betingelserne for ændring af anklageskriftet var ikke opfyldt under hovedforhandlingen i landsretten. Anklagemyndigheden har foretaget en bindende påtalebegrænsning, da sagen blev indbragt for kredsretten, og anklagemyndigheden var afskåret fra at udvide tiltalen under anken. Anvendelse af udtryk såsom f.eks., bl.a., herunder og mv. eller lignende medfører, at den tiltalte ikke fuldt ud har kendskab til den tiltale, der er rejst, og heller ikke tilstrækkelig mulighed for at varetage sit forsvar, hvilket både vil være i strid med den grønlandske retsplejelov og den europæiske menneskerettighedskonventions art. 6, stk. 3, litra a og b. Kredsretten har ikke haft lejlighed til at tage stilling til de voldshandlinger, som hun i landsretten er fundet skyldig i at have begået, fordi de pågældende handlinger ikke var beskrevet i anklageskriftet, og muligheden for prøvelse af beviset i to instanser er derved tilsidesat. For så vidt angår forhold 2 er der ikke ført bevis for, at hun har udført eller medvirket til en sådan vold mod Ds hoved, at hun måtte have indset som overvejende sandsynligt, at volden ville være livstruende. Slag mod hovedet er nævnt i sigtelsen, men ikke medtaget i tiltalen, og

4 - 4 - heri ligger en bindende påtalebegrænsning. Der er ikke ført bevis for, at bestemte voldshandlinger udøvet af hende må antages at have ført til væskeansamlingen i Ds hjerne, eller at D er død som følge af drukning. Efter det, der bevismæssigt er lagt til grund i den indankede dom, er der ikke grundlag for at fastslå, at hun har handlet med den fornødne tilregnelse med hensyn til drab. Sammenfattende er der efter bevisførelsen for landsretten ikke grundlag for at finde hende skyldig i forhold 2. Subsidiært bør hun kun dømmes for ikke at have hjulpet D, efter at denne var hensat i hjælpeløs tilstand. Til støtte for den mere subsidiære påstand har hun anført, at såfremt Højesteret finder, at der ikke fuldt forsvarligt kan foretages prøvelse af, hvad der bevismæssigt er lagt til grund i den indankede dom, eller finder, at der ikke er taget stilling til bevismæssige spørgsmål af betydning for Højesterets prøvelse, bør den indankede dom ophæves og hjemvises til fornyet behandling ved kredsretten eller Grønlands Landsret. Til støtte for den mest subsidiære påstand har hun anført, at hendes unge alder, personlige forhold og de øvrige omstændigheder, hvorunder voldshandlingen er udført, under en samlet bedømmelse, hvori også indgår grovheden af den udøvede vold, bør føre til en formildelse af den idømte foranstaltning. Anklagemyndigheden har til støtte for sin principale påstand anført, at der uanset at anklageskriftet kunne have været mere præcist udformet ikke foreligger afgørende formelle mangler og dermed en situation, hvor dette kan antages at have haft betydning for Ts mulighed for at forberede sit forsvar og dermed for en retfærdig rettergang. Anklageskriftets udformning for så vidt angår forhold 1 opfylder kravene i den grønlandske retsplejelovs 437, som svarer til den danske retsplejelovs 834, hvorfor der ikke har været grundlag for en ændring i form af berigtigelse eller udvidelse af anklageskriftets forhold 1, ligesom der ikke ved formuleringen af forhold 1 er foretaget en bindende påtalebegrænsning fra anklagemyndighedens side. Grundlaget for landsrettens bevisresultat med hensyn til de handlinger, der er indgået i mishandlingen i sagens forhold 1, er oplysninger, der under sagen har været velkendte for T, hvorfor der ikke foreligger en situation, hvor hun ikke har haft mulighed for at forberede sit forsvar.

5 - 5 - For så vidt angår sagens forhold 2 er landsrettens vurdering af skyldspørgsmålet navnlig foretaget på baggrund af Ts og Ss egne forklaringer om den udøvede vold mod D sammenholdt med de foreliggende lægelige oplysninger, hvorfor T heller ikke i relation til dette forhold har været uden mulighed for at forberede sit forsvar. Der er ikke fra anklagemyndighedens side foretaget en bindende påtalebegrænsning ved formuleringen af forhold 2. Grønlands Landsrets bevisresultat med hensyn til de omhandlede voldshandlinger udgør ikke en udvidelse af tiltalen, som krævede både rettens og Ts samtykke, jf. den grønlandske retsplejelovs 442, stk. 2. Hun kan ikke have haft en berettiget tvivl om, at hun og S efter anklagemyndighedens vurdering ved den vold, der også efter hendes egne forklaringer var udøvet, havde forårsaget Ds død som anført i forhold 2. Anklageskriftets to forhold må læses og forstås i sammenhæng, idet det klart fremgår, at der er tale om samme tiltalte og samme forløb, herunder samme tidsrum, gerningssted og forurettede. Det fremgår udtrykkeligt af tiltalen i forhold 2, at Ds død skyldes den svære traumatisk betingede væskeansamling i kraniet/hjernen. T kan således ikke have været i tvivl om, at der ved anklageskriftet er rejst tiltale for, at hun og S ved en vold, de havde udøvet mod D, herunder mod hendes hoved, tillige forsætligt havde forvoldt hendes død og derfor var tiltalt for manddrab. Med hensyn til foranstaltningen må 9 års anstaltanbringelse på grund af sagens særligt grove karakter anses for passende. Der er tale om grov mishandling begået mod et 2-årigt barn af dets nærmeste omsorgspersoner. For så vidt Højesteret finder, at det ikke er fuldt forsvarligt at foretage en prøvelse af landsrettens dom, bør dommen ophæves, og sagen hjemvises til fornyet behandling. Højesterets begrundelse og resultat Forholdet mellem tiltale og dom Den grønlandske retsplejelov angiver, at anklageskriftet skal indeholde oplysning om og en kort beskrivelse af det forhold, der rejses tiltale for, med en sådan angivelse af tid, sted, genstand, udførelsesmåde og andre omstændigheder, som må anses nødvendig for en tilstrække-

6 - 6 - lig og tydelig beskrivelse, jf. 437, stk. 2, nr. 3, og stk. 3, nr. 4. Et hovedspørgsmål i sagen er, om disse krav er iagttaget. Anklageskriftet skal kunne tjene som grundlag for sagen og gøre det muligt for tiltalte at forberede sit forsvar. Retten kan ikke dømme for et forhold, der ikke er omfattet af tiltalen, jf. 476, stk. 2, men retten kan se bort fra fejl i anklageskriftet, som er uden reel betydning for sagsbehandlingen og for tiltalte. Det er ikke i sig selv en fejl ved en tiltale for vold i form af mishandling af et barn over længere tid at angive, at mishandlingen er udøvet blandt andet ved nogle nærmere angivne former for vold. Ifølge anklageskriftets forhold 1 (kriminallovens 88 vold) er T tiltalt for i forening med S at have udsat D for mishandling blandt andet i form af en række nærmere angivne handlinger. Landsretten har fundet dem begge skyldige i de nævnte handlinger samt i at have taget fat i Ds hoved, holdt det med hænderne og givet hende en skalle, sat hende i den kolde sne og have bundet hende til køkkenskufferne. Forhold 1 omfatter ifølge anklageskriftet flere gentagne voldshandlinger foretaget i den pågældende periode, og tiltalen lyder på mishandling blandt andet i form af de opregnede voldshandlinger. Denne beskrivelse opfylder kravene i den grønlandske retsplejelovs 437, stk. 2, nr. 3, og stk. 3, nr. 4. De yderligere voldshandlinger, som T ifølge landsretten har begået, men som ikke fremgår af anklageskriftet, har fundet sted over for den samme forurettede, på det samme sted og i samme periode, og de er endvidere af tilsvarende karakter som de voldshandlinger, der er opregnet i anklageskriftet. Hertil kommer, at det ud fra bl.a. Ts egne forklaringer må lægges til grund, at grundlaget for landsrettens bevisresultat med hensyn til de handlinger, der er indgået i mishandlingen i denne del af sagen, er oplysninger, der under sagen har været velkendte for hende. Højesteret finder herefter, at det ikke kan antages at have haft betydning for Ts mulighed for at tilrettelægge sit forsvar, at de yderligere voldshandlinger ikke er angivet i anklageskriftet. Der er herefter ikke grundlag for at følge Ts påstand om at begrænse domfældelsen i forhold 1 til at omfatte de i anklageskriftet opregnede voldshandlinger. I anklageskriftets forhold 2 (kriminallovens 86, stk. 1 manddrab) må det anses for en fejl, at anklageskriftet ikke som udførelsesmåde angiver den vold mod Ds hoved, som T og S er fundet skyldige i at have begået, og som må antages at være den umiddelbare årsag til Ds død.

7 - 7 - Anklageskriftet indeholder imidlertid en udtrykkelig omtale af den svære traumatisk betingede væskeansamling i Ds kranium/hjerne, der bevirkede, at hun afgik ved døden. Anklageskriftets forhold 2 må derfor klart forstås således, at vold mod Ds hoved var omfattet af tiltalen. På grundlag af det anførte og henset til Ts egne forklaringer må det anses for utvivlsomt, at hun har forstået tiltalen på den måde, at hun og S efter anklagemyndighedens vurdering havde forårsaget Ds død ved den vold, de havde udøvet. Højesteret finder herefter, at det ikke kan antages at have haft betydning for Ts mulighed for at tilrettelægge sit forsvar, at vold mod Ds hoved ikke udtrykkeligt er nævnt som udførelsesmåde i anklageskriftet. Fejlen i anklageskriftet i beskrivelsen af forhold 2 kan således ikke føre til, at nogen af Ts påstande tages til følge. Forsætsspørgsmålet Højesteret kan ikke efterprøve den konkret foretagne bevisbedømmelse vedrørende skyldspørgsmålet, jf. den grønlandske retsplejelovs 565 sammenholdt med den danske retsplejelovs 933, stk. 2, og med 912, stk. 1, nr. 4, modsætningsvis. Højesteret kan imidlertid efterprøve, om landsretten har anvendt forsætsbegrebet rigtigt, og om de faktiske omstændigheder, som landsretten har lagt til grund, herunder vedrørende Ts subjektive forhold, kan begrunde, at der foreligger forsæt. Efter oplysningerne i sagen er der ikke grundlag for at tilsidesætte landsrettens afgørelse herom. Fastsættelse af foranstaltninger Efter 147, stk. 1, i den grønlandske kriminallov er længstetiden for anbringelse i anstalt på bestemt tid 10 år. Grønlands Landsret har i en ankedom af 9. juni 2010 udtalt, at den tid, en tiltalt, der findes skyldig i manddrab, bør anbringes i anstalt, i fremtiden som udgangspunkt bør fastsættes til 6 år. T, der ikke tidligere er idømt foranstaltninger, er efter den grønlandske kriminallov dømt for vold i form af mishandling efter 88, 1. pkt., og for manddrab efter 86, stk. 1. Hun var i gerningsperioden 21 år. Forholdene er begået i hjemmet mod hendes 2½-årige datter og i forening med hendes godt 8 år ældre samlever, S, der var stedfader til barnet. Ved bevisvurderingen fandt landsretten det godtgjort, at de må have indset som overvejende sandsynligt, at den vold, de begik mod barnet, ville være livstruende.

8 - 8 - Højesteret finder, at der efter oplysningerne i sagen ikke kan ses bort fra, at det særligt var S, der udøvede grov vold mod barnets hoved. Der kan heller ikke ses bort fra, at T på grund af sin unge alder og sociale situation har befundet sig i et afhængighedsforhold til S, hvilket kan have gjort det vanskeligt for hende at bryde ud af forholdet og flytte fra bygden med sit barn. På den anførte baggrund finder Højesteret, at der ikke er grundlag for at dømme T til anbringelse i en anstalt for domfældte i længere tid end 7 år. Højesteret stadfæster herefter dommen med den ændring, at T idømmes anbringelse i en anstalt for domfældte i 7 år. T har fortsat været tilbageholdt under anken. Thi kendes for ret: Grønlands Landsrets dom stadfæstes med den ændring, at T idømmes anbringelse i en anstalt for domfældte i 7 år. Statskassen skal betale sagens omkostninger for Højesteret.