Det kvindelige du i Malinowskis Galgenfrist. Sine Frejstrup

Transkript

1 Semesteropgave i valgfag modernismer v/jan Rosiek Det kvindelige du i Malinowskis Galgenfrist Sine Frejstrup Indholdsfortegnelse sidetal 1

2 Indledning og opgaveafgrænsning 3 Værket Galgenfrist 3 Læsning af Kærlighedsdigt 5 Sammenligning af Heltindens død og Status 8 Læsning af Heltindens død 8 Læsning af Status 10 Sammenligning af udsigerens opfattelse af kønnene 11 Læsning af Til den fjerne elskede 12 Køns- og kærlighedsmotivet i resten af Galgenfrist 13 Det modernistiske 14 Konklusion 15 Litteraturliste 16 Indledning og opgaveafgrænsning 2

3 Jeg vil med denne opgave undersøge det lyriske jegs møde med det kvindelige du i Ivan Malinowskis Galgenfrist. Jeg vil dermed afdække mødet og forholdet mellem kønnene og klarlægge kvinden i forhold til modernitetens splittelse. Jeg vil først give en kort præsentation af værket og herefter give nærlæsningen af digtene: Kærlighedsdigt, en sammenlignende læsning af Heltindens død og Status og en kortfattet læsning af Til den fjerne elskede, jeg anser for at være de centrale omdrejningspunkter. Til slut vil jeg sige noget samlet om Galgenfrist og forsøge at indsætte digtene i forhold til Malinowskis virkelighedsbegreb. Ivan Malinowski ( ) besluttede at lade sit forfatterskab starte med digtsamlingen Galgenfrist i 1958 og fraskrev sig en række tidligere udgivelser. Det er en lille samling på 20 digte, der fylder knap 40 sider. Den har på mange måde har været skelsættende for dansk lyrik og for Malinowskis egen lyrikpraksis. Indadtil præsenterer samlingen et væld af formeksperimenter og forskellige stilarter, der alle tages op i senere værker. Galgenfrists enkelte digte kan spores som formforlæg for de følgende digtsamlinger, som det er tilfældet med kollagen Ord i skumringen, der peger frem mod Romerske Bassiners avantgardedigtning. Andre gange er der tale om et rent genbrug af enkelte digte. Udadtil er den af litteraturkyndige blevet beskrevet som den danske introduktion til konfrontationsmodernismen. Denne strømning, der også bliver kaldt modernismens 2. fase, hvis udtryk er fragmenteret og tematisk, bearbejder fremmedgørelsen. Værket Galgenfrist Galgenfrist betyder leksikalt en kortvarig udsættelse af noget uundgåeligt og ubehageligt. Hos Malinowski er døden dette uundgåelige, og tilværelsen må leves med viden om den snarlige bortgang. Det kan minde om barokkens memento mori, men adskiller sig på et afgørende punkt: Malinowski ser ingen frelsende Gud og intet himmerige. Samlingen er stærkt præget af en nihilistiske grunderfaring, og førsteudgave af bogen blev trykt med bagsideordene: digtene væmmes ved oblater og foretrækker at bide læberne til blods. (Brostrøm, s.21 + Schmidt s.143) Det lyriske jeg søger en orden og en sammenhæng, der igen kan minde om en anden litteraturhistorisk periode, romantikken. Disse forestillinger udfoldes enkelte gange som i Myggesang, men kun i drømmen og drømmetilstanden. Og som det hedder i Disjecta membra : Blikket søger en klode af fred men ingen/ enhed er den sidste. Der er kun splittelsen at finde. Samlingen består af både linjedigte og strofiske digte. De er med en enkelt undtagelse urimede og bygget op af frie rytmer. 3

4 På samme måde Galgenfrist slår formerne an for resten af Malinowskis digtning, slår samlingens første digt også tematikken an for resten af samlingen. Disjecta membra bliver en lyrisk manifestation af Malinowskis nihilismetanke. Digtet viser 3 faser, der er gennemgående for hele samlingen. Først er der håbet, hvor der udtrykkes en længsel efter helhed. Det efterfølges af desillusionen, hvor splittelsen erfares. Denne splittelse opleves både mellem konkrete genstande og mellem abstrakte idéer. Til sidst følger oprøret, hvor eksistensens umulighed erkendes, der er ingen løsning eller ligevægt, men til trods er der en vilje til liv (Gads litteraturleksikon). Overordnet handler det om det moderne menneskes splittelse. Flere steder manifesterer sig elementer fra den Kolde Krigs virkelighed, Malinowski interesserer sig i. Interessant er det også, at et kærlighedsmotiv bliver slået an, med selv i evigheden kløves de elskende til roden. Det er en kærlighed uden forløsende karakter (Mønster 2002: 437). Malinowski benytter tre teknikker til at vise den manglende sammenhæng og harmoni gennem digtenes former. For det første lader han den grafiske opsætning bryder med meningsindholdet, som det sker i Myggesang ved og lydløst hakker et usynligt næb// på spejlets hinde, hvor læseren fornemmer et muligt enjambement, men ikke føler sig sikker. Dernæst anvender han en surrealistisk collageteknik, hvor forskellige billedregistre blandes sammen. Det sker i Discjecta Membra, hvor kropslige erfaringer blandes med en natursfære. Den tredje teknik er en syntaktisk opløsning, hvor ordene bruges som materiale i digtet, som det sker ved Tavle, der visuelt gengiver en atombombe. (Borup, s. 71) Dette sprængte formsprog tydeliggør en kaotisk verden, hvor meningen er svær at genskabe. Som digtene må mennesket finde sig selv splittet. Stilistisk er det markant, at teksterne næsten ingen interpunktion har. Det bliver særligt markant, når den grafiske opsætning også bryder sætninger over uden hensyn til syntaksen. Gennemgående er også en brug af negationer og modstillinger. Malinowski er ikke som symbolisterne interesseret i at skabe en digterisk særverden ved tilbagevendende potente ord. Hans ærinde er et andet: Han ønsker en kontakt med virkeligheden. Alligevel er der tilbagevendende billeder, men de formår at give betydning inden for det enkelte digts ramme, og igen har de ikke altid en gennemgående status. En samlende overskrift for disse temaer vil være natur og tid. Særligt årstiden eller et månedsnavn er gennemgående, og særligt er det efteråret og vinteren, der er det lyriske jegs virkelighed, mens foråret og sommeren er fjerne erindringer, som titlen Til minde om en sommer angiver. Solen, fuglene og stenene er ligesådan tilbagevendende i flere digte. Solen er enten ætsende og bruges flere steder som et undergangsymbol, mens andre gange er iagttagende eller bringer ligefrem håb (Brostrøm, s.22). 4

5 Markant er fraværet af jeget også, hvor udsigelsen er svær at placere. I Lapidariske landskaber er det kortfattede beskrivelser af scener, hvor det eneste, der peger på et sansende jeg, er: så brat herud, hvor en rumlig placering angives. I Tavle dukker jeget først op i digtet sidste vers, men i parentes: (og jeg er uden verden), der også understreger atombombeformens alvor. Dette fravær kan være en måde at almengøre det grundvilkår, der erfares i digtene. Der er to forskellige du er på spil i Galgenfrist det første er det almenmenneskelig du, der oftest tiltales af et fraværende jeg. Udsigelsen er nærmest olympisk fjern. Særligt i Elegi understreges duet som en størrelse, der favner hele menneskeheden: Her vader oktober igennem dine visne begyndelser; menneske. Det andet du, er det kvindelige eller den elskede. Det optræder i forhold til et jeg, der er sat i smertefuld afstand fra det. Herudover optræder det elskende par, den mandlige og kvindelige skikkelse i 3. persons beretninger. Det er det elskede du, de mandlige og kvindelige figurers indbyrdes forhold denne opgave vil undersøge og kortlægge. Læsning af Kærlighedsdigt Kærlighedsdigt består af to afsnit, der er adskilt af romertallene I og II og desuden markeres med kapitæler. Digtet er urimet og foruden to kolonner helt uden tegnsætning. Første afsnit består af 4 strofer, hvor første strofe består af 6 vers og hvert af de følgende har en verselinje mindre. Anden afsnit her derimod 7 strofer, hvor de første er af 3 vers, mens de midterste og længste er af 4 vers. Der afsluttes med en 3-verset strofe efterfulgt af en 2-verset. Det minder i begge afsnit om en nedtælling. Begge afsnit indeholder også 22 verselinjer, hvor det andet afsnit altså spreder sine ud i mindre klynger. Det første afsnit centrerer sig om duet, mens det andet har verden som sit udgangspunkt. Denne markante opdeling peger allerede formmæssigt på en dualisme og en opsplittelse. Første afsnits første strofer kredser om anaforen ikke blot, der forløses af men også du. Det fremskriver et modsætningsforhold mellem duet og en verden, der tydeliggøres og udbygges af anaforbrugen. Denne figur bliver sammenfattet i ikke blot verden/ elskede/ men også du, der optræder igen som første strofe i andet afsnit blot med du og verden byttet om. Her bliver anaforen erstattet af et også, der bygger videre på denne opdeling og adderer til verden-registeret. Det er altså først og fremmest en verden-beskrivelser. 5

6 Der er overvejende brug af præsens og særligt digtets første strofe er meget verbummættet, mens der er et fravær i anden afsnits start. Det er særligt kropslige funktioner som drikker, slider, ånder og græder. Denne nutidige medfortællen understreges af det gentagne pludselig, der dukker op til sidst. En del steder peges også frem mod en fremtid, hvor jeget ønsker og tænker på det, der vil ske. Og en i enkelt passage peges der tilbage på en fortid med dage vi ikke delte. Det er altså samtidige erfaringer, jeget skildrer. Fælles for de to afsnit er et afsæt i overvejende beskrivelser og registreringer, der får jeget til at gøre sig overvejelser om duet. I begge afsnit sker en forandring efter verselinje 13, hvor jeget i første afsnit har beskrevet en nutid og jegets ageren heri, men så skifter til fremtidstanker og sætter duet som en modsætning. Det markeres ganske fint af en gentagelse af duet: men også du// du som er forskellig. I andet afsnit er der en ophobning af billeder med udgangspunkt i duets ansigt. Også her kommer der et næsten umærkeligt ophold i ordstrømmen, fordi strofe 4 består af løsrevne sætninger eller opremsninger, mens de hænder, der skammer sig, bliver brugt i en sammenligning i den følgende strofe. Det giver et brud i digtets rytme. Disse blotte registreringer jeget gør sig, peger frem mod en rumlig opdeling. Der er et nært rum, hvor et hus skitseres med dets håndtag, trin, disse mure og uret på krogen. Her er også en rude, hvor jeget kan se et træ igennem, og helt konkret omtales huset som dette hus og i stuen mod digtets slutning. Denne nærhed og konkrethed skaber en distance til digtets andre elementer, og det synes oplagt at kalde det modstående rum for det fjerne verdensrum. Her er det de mere abstrakte begreber som lyset, luften, himlen og skyer, som jeget ikke kan røre. Her til hører sig også de tidslige forhold som deres meningsløse historie og dagene. Også rædslerne, skygger og de hvide ansigter virker fjerne. Her fremskriver jeget også en dualitet i sin omverdensregistrering, men der sker ikke uden at det nære og fjerne paradoksalt nok sammenvæves. Det hedder: rædslerne som kommer nærmere/ fordi de er fjernere og duet, der er fjernt ved min side. Omverdenens ubehageligheder bliver nærværende og påtrængende, alt imens duet måske er fysisk nært, men alligevel er der en afstand mellem dem. Bagefter hedder det da også: du den syges længsel:/ træet bag ruden, hvor kolonet må indikere et præcist som, og dermed viser adskillelsen som noget usynligt som en rude, men alligevel uigennemtrængeligt. Når det fjerne og nære i paradoksale vendinger bliver blandet sammen, vækker det et ubehag hos jeget. Det er rædslerne og duets fjernhed, der burde være nærvær. Jeget ser hvide ansigter, der af strofen et hvidt ansigt under din hud tyder på, at det kan være duets kranie, jeget fornemmer. Og det er ikke blot duet, men der er flere hvide ansigter. Præpositionerne fremskriver, at jeget først 6

7 fornemmer denne tilstedeværelse af død og forgængelighed under duets hud, derefter bag duet, der må være foran jeget - for til sidst også at se de forfulgte skygger i dine øjne, som et genspejl af hvad der sker bag om jeget. Det er påmindelser om død og et frygtelige billede for jeget. Der er et klart defineret jeg og du tilstede, men derudover optræder også forskellige former for vi er og et de og deres. Første afsnits første strofe er her interessant: Først drikker jeget, så er det trinene vi slider og i næste strofe luften de ånder. Der sker en bevægelse fra et jeg, der bliver til en del af mængden for derefter at skrive sig ud af det fællesskab. Jeget forsøger at skrive sig ud af verden og de andres meningsløse historie og i stedet komme den elskede i møde. Dette du er forskelligt fra alt hvad der er sket og vil ske, men jeget synes også fra starten at vide det umulige i sit begær, for det har selv rod i verdens meningsløse historie. Det vi, der figurerer i denne proces, må være jeget og verdenen, mens det vi i dage vi ikke delte må være jeget og duet. Det er et forsøg på at holde kvindens billede ubesmittet og selv løsskrive sig fra verden. I det andet afsnit er det ikke verdenen men den elskede, der først og fremmest er til stede. Den tidligere adskillelse, som jeget søgte, er opgivet. Man fornemmer også, at duet er mere fysisk tilstede, for jeget kan nu se hendes ansigt. Som Louise Mønster skriver: den elskede og verden fremtræder ikke længere som tilstræbt isolerede størrelser, de interfererer derimod. ( Mønster 2002: 439) For skyggerne og de hvide ansigter er nu nær og i den elskede. På trods af den fysiske nærhed og kvinden, der er til stede i verden, og verdenen er til stede i hende, er jeget ikke kommet nærmere sin elskede. Afstanden bliver særligt markeret i andet afsnit, for der er dagene, de ikke delte, og de er aldrig os selv. Og som Louise Mønster så fint udtrykker det: i den fjerde strofe forstærkes fjernheden til forlegenhed og fremmedgørelse: hænderne skammer sig/ som stod der en tredje i stuen (Mønster 2002: 440) Ønsket og higen efter tosomhed forstyrres af den påtrængende virkelighed. Det gentagne pludselig synes at indikere en omvæltning eller et skred i udviklingen. Det falder sammen med den lydintensivering, der eskalerer i denne strofe. Første afsnit er præget af en lydløshed: Her ånder de og slider på trin, og jeget sidder bag en rude. Men i andet afsnit giver uret et skrig og pludselig græder nogen og pludselig er himlen et åbent brøl. Alle er det ubehagelige lyder. Nogen græder på aramæisk, der er det næsten uddøde sprog, man mener Jesus talte. Denne klagesang alluderer til en bibelsk sfære og holdt sammen med metaforen om himlen som åbent brøl, fornemmer man et dommedagsscenario emme. Det åbne brøl kan samtidig også føres under et andet tematisk register, hvor en kold krigs stemning hersker: Atombombens eksplosion som et åbent brøl på himlen, sammen med disse mure, som både kan være de nære 7

8 husmure, men måske også være en allusion til jerntæppet gennem Europa. Krigsstemningen understreges af jegets fornemmelse af at være to tal på en tabsliste. Og jeget udtrykker det ikke blot som en fornemmelse men med ordene: jeg ved det. Det viser en fatalistisk sikkerhed på døden hos jeget, der ikke blot udtrykker mennesket som forgængeligt, for med sætningen om at de allerede er skrevet på denne liste, bliver døden med ét meget nær. Sammenligning af Heltindens død og Status Jeg vil give en sammenligning af det heroiske selvmord, kvinden vælger i Heltindens død, og mandens fald ned i dybet i Status. Jeg vil særligt se på den skjulte udsiger, og dennes stillingstagen til de to køns situationer. Læsning af Heltindens død Dette er et af Galgenfrist mere formeksperimenterende digte. Digtet består af én lang strofe, hvor verselinjerne er brudt, så de danner en trappelignede figur. 11 gange er verset opdelt i 3 trin, 7 gange er der kun én niveauforskydning, og en enkelt gang er der 4 trin, netop i digtets udviklingspunkt. Det er markant, at ordene eller sætningsbrudstykkerne kan stå alene på deres trin, som små abrupte bemærkninger. På nær det sidste trin i hver verselinje, der gerne laver et enjambement til næste vers, som det sker i mellem kasserede hun endnu/ en gang sin lænke. Denne form giver digtet et staccato-præg, der skaber en rytme og dramatik i læsningen. Figurdigtets form efteraber en bevægelse nedad. Det understreger det fatale i heltindens placering i brudehuset på pynten: Der er kun én vej ud, og det er ned. Hendes fald er netop også den strofe med flest trin for at understrege bevægelsens acceleration. Ordenes opstilling demonstrerer også det hvirvlende fald med verseenderne, der betydningsmæssigt knytter sig til den efterfølgende strofe. Og den sidste verselinjes sunkne lader digtet stoppe netop, som hun må ramme vandet og synke i. Der er et fravær af et eksplicit lyrisk jeg, hvor heltinden vises som aktant. En form for hær er antydet, men den er mest til stede gennem sine krigslyde med krudt og skrigende blæsere. Den har også faners mørke, så heltinden eller digtets udsiger må have set den. For en udsiger røber sig undervejs, selvom der er tilstræbt en nøgtern observation. Fokaliseringen ligger hos heltinden, der er ingen angivelser som deroppe eller herned. Men i den parentetiske tiltale din dyd til ormene, må der være et jeg tilstede i kraft af duet. Man må formode, at det er heltinden, der tiltales eftersom 8

9 hun er indespærret i et brudehus og tiltalen gælder nogens mage. Endvidere dukker en imperativ op mod slutningen: og se:. Den mimer den tidligere og så:, hvor kolonet indikerer, at det er i betydningen af, hvad heltinden ser. En sådan imperativ kræver en udsiger og er desuden rettet til nogen. Før var det en tiltale til heltinden denne må være rettet til en anden eller andre: læseren. Imperativen sætter ind og bryder digtets tempus. Den noget verbumtomme beretning starter i præteritum, der glider over i en præsens participium med vrikkende op af tang og straks blottende for dramatisk at glide over i medsyn med præsens, når hun hvirvler og slynger sin vilje ud. Det er interessant, for det blander den noget sagnprægede start med en dramatisk nutidighed. Det sker nemlig også på et andet plan: Kvinden er en heltinde, og hun betegnes Acherons mage Acheron er en hellensk betegnelse for dødsriget (Hejlskov Larsen 2004: 150). Det indskriver hende i et mytisk og oldtidigt univers, der underbygges af de sunkne kontinenter, brudehuset, fossil og sammenligningen om hendes blik som en od. Men samtidig tegnes konturerne af et nutidigt rum. Heltinden betegnes med det moderne amerikanske sugar (Hejlskov Larsen 2004: 150), blæserne består af saxofoner og den metaforiske brug af et rendez-vous af salt og slim peger på en bykultur. Kvindeskikkelsen synes at befinde sig uden for et tidsligt afgrænset rum. Desuden blander der sig nogle kristne undertoner. Der omtales vinger og nogen har vejet hende, der kommer til at virke som en dom. Der er et morgenhav, som alluderer svagt til skabelsen. Men alle er uforløste kristne elementer, for hun har netop ingen vinger, der er ingen aktør knyttet til dommen og morgenhavet varsler hendes død. Digtets egen tid er også bemærkelsesværdigt. Kvinden kasserer endnu/ engang sin lænke og hele kompostitionen starter med et Men. Forud må være andre frigørelser, og denne scene må stå i kontrast til noget. Strofen lyder: Men indemuret endelig alene, der kan modstilles med at være ude blandt mennesker. Isolationen er noget kvinden har ventet på. Digtet her flere sære ordsammenstillinger, hvis trope er zeugmaet, hvori metaforen også er at finde. Jomfruen er fanget i et brudehus af sten og tårer. Et hus af sten er helt konkret, og metaforen et brudehus af tårer tydeliggør det smertelige. Metaforen bliver inkorporeret i dette zeugma og giver et fortættet billedsprog. På samme vis sker det med sammenstillingen forstummet jomfru og fossil, men mindre markant. Der skabes en lyskontrast mellem mørket, hun vender ryggen, og deres faners mørke overfor solen, der stiger op af morgenhavet. Med solen kommer lys og forløsning. Det sker i overgangen fra nat til dag, og beskrives som en befrielse. Hun tillægges mod trods hendes skræk, og det sker med hendes vilje. Udsigeren lader ordene: en løn af sølv falde med hende, som om selvmordet 9

10 er en belønning for noget. Dette selvmord sker med kvindens vilje, og udsigeren forherligerer det: Hun er en heltinde. Tvetydigt bliver og dèr/ som aftalt solen, for er det som var det aftalt eller ifølge en aftale. Er der tale om et kosmisk dødslys; det er netop ligbleg som fiskeblod? Læsning af Status Digtet består af 6 strofer af hver 4 og et enkelt på 5 vers, der ikke indeholder mere end højest 4 ord. Der sker på samme måde som i Heltindens død et linjebrud, der også konkret illustrerer en bevægelse nedad: Og han på bunden, hvor bunden viser denne dybde. Imens Eet skrig hans eget mere bibringer en stemning; skriget falder til jorden eller når ingen steder hen. Der er flere allitterationer som grotter og gange og blandt baggårdens, der sammen med de knappe verselinjer skaber en fortætning. Digtets udsiger træder ikke frem, men har indresyn til manden på bunden af grotterne og gangene. For han ved, at manden er ængstelig med hjertet i halsen. I en strofe kommer afsnittet Dette er sten dybere/ falder du ikke, hvor en henvendelse til et du dukker op. Henvendelsen må være til manden, for han er jo netop nede på bunden. Ordenes udsiger kan være en kølig betragter af begivenhederne. Det kan også være en selvhenvendelse og på den måde en dækning, hvor manden konstaterer, at hans omgivelser helt består af sten. Et fravær af verber skaber også en komprimeret verden, hvor det nærmest bliver konstaterende registreringer som ved Nymåne forår. De få verber er i præsens og et enkelt i præsens participium. Et nu understreger bevægelsen over i nat, for stjernernes sejl er tiltagende. Sidste strofe peger hen mod en fremtid med sit vel altid, og på trods af den medfortællende form synes denne placering på bunden at blive et uforanderligt grundvilkår. Dybet han er fanget i, er netop blevet mørkt, og stjernerne over ham bliver tydeligere. Det er forår, og der er træer med knopper, men det er stadigvæk iskoldt. Det bliver kaldt Virkelighedens / grotter og gange, og digtet bliver på den måde en form for virkelighedssymbol, der eksplicit vil gøre opmærksom på sin allegorifunktion. Det er et forholdsvis realistisk rum, der fremstilles. Men samtidig gøres der opmærksom på en magisk fantasiverden, hvor udsigeren henter sine sammenligninger eller mærker deres fravær. Himlen opleves som en hær af skibe med stjernes sejl, der vokser i flåder. Træernes knopper sammenlignes med små dyr, der giver et præg af fortryllelse. Med et ordspil og interessant enjambement beskriver udsigeren et fravær af en eventyrridders krigsredskaber. Manden er nøgen uden skyggen/ af et skjold. Det understreger 10

11 både mørket og en manglende skygge, mens enjambementet peger videre mod vendingen uden skyggen af noget og dermed et fravær. Dette fantasirum er altså knyttet til et metaforregister, udsigeren hiver ned over sin beretning om manden. Endvidere går sten igen, først med Dette er sten, der peger hen mod mandens manglende muligheder for at agere: Alt er forstenet og umedgørligt. Og i Til halsen i granit/ hans hjerte, der med den omvendte ordstilling understreger stenelementet. Det ligner en omskrivning af udtrykkene at have en klump i halsen, der ikke bare er en klump men hjertet, og en sten falder fra hjertet, men stenen sidder altså fast i hjertet. Det udtrykker en uforløst og ubehagelig tilstand. Interessant er versene synger med/ blandt baggårdens ugler, der trækker et bybillede ind i det ellers mennesketomme rum. Det indskriver hele fortællingen i en slags tidsløshed med sin blanding af fantasi og uvirkelighed. Sammenligning af udsigerens opfattelse af kønnene Fælles for de to digte er det abrupte, det billedtætte og legen med det konkrete udtryk. En afspejling af en usammenhængende verden, der kun er til at få hold på glimtvis. Både heltinden og manden er isolerede, og begge befinder de sig i et tidsløst rum, der blander forskellige verdner sammen. Den vertikale akse er fatal for begge: Kvinden er fanget oppe på pynten, mens manden er faldet ned. Og begge er de opmærksomme på modsætningen til deres placering: Kvinden på dybet, manden på stjernerne. Situationen er tilspidset og kræfter udefra har presset dem. Kvinden handler aktivt med sin vilje, og digtet afspejler en handlingssekvens. Imens er manden fanget mod sin vilje og evner ikke at forsvare sig. Han kan ikke gøre noget mod det trykkende mørke omkring ham, og hans eneste reaktion på stenerkendelsen er skriget. Titlen Status angiver en tilstand eller en situationsbeskrivelse af de misvisende omgivelser, der er stivnede og stivnende til sten: En skræmmende kold virkelighed (Schmidt 1997: ). Henvendelsen får karakter af en selvhenvendelse, der gør det nærliggende at læse digtet som en allegori over digterjegets egen situation: Fanget og handlingslammet i dybet alt i mens en erkendelse af, at den opdigtede fantasiverden ikke vil være til nogen hjælp. Udsigelsen bliver på den måde selvreflekterende med et metapræg. Det er værd at lægge mærke til, at det er manden der er identifikationsmodel. I Heltindens død er digtets verden også tidsløst, og synes dermed at ville fortælle noget uforgængeligt, men her spiller de uvirkelig elementer ind som faktiske elementer. Selvmordet beskrives som en forløsning, og udsigeren udviser en begejstring. En fantaseren over den 11

12 jomfruelige og modige kvinde. Spørgsmålet er, hvad det er, der har presset hende op på pynten og hvilket korsstog, der nu kommer truende. Er det det samme mørke, som manden på dybet oplever? Kvinden er i stand til at fravælge det, men fravalget medfører dødens lys. Den kærlighedsdimension digtet fremviser, er hende påduttet og et fængsel bygget af tårer, der bliver en del af mørket. Læsning af Til den fjerne elskede Digtet er en kærlighedsdedikation til et fraværende du, der både er fjernt og nærværende. Der er et væld af små gentagelser og enkelte allitterationer som lysende lykkelige, der giver digtet en enhed og musikalitet. Jeget befinder sig i et naturlandskab med strand og slette, hvor sted og tid glider ud og ind af hinanden. Der er et genkommende nu, der hele tiden har noget at gøre med duets placering i forhold til jeget. Besynderligt nok fremskriver det ikke en forankring af jeget i et fast rum. I de strofer, der indledes med nu erne er det flakkende billeder med svag kohærens. Derimod har strofen med de mere generelle om aftenen og om morgenen den mest bestandige beskrivelse af et sted. Der er en ubestemthed, der dukker op af de negerende udsagn om duet: Duet som ikke er her og ikke nu og dermed placeres uden for jegets nærhed og nutid. Også gennem fraværet udbygges denne ubestemthed, når jeget føler, at hans syn og hænder er ubrugelig, og de kender/ ingen/ mer, og kun grænsen er tilbage efter de nedsunkne lande og ud af intet dukker kærlighedsmødet. Der er en fysisk reduktion af jeget og omgivelserne. Det bliver nærmest paradoksalt, at jeget først føler sit syn visnet, for i næste strofe at udsige hélt i dine øjne og i mine. Men måske det peger hen mod en anden tilstedeværelse af duet. I en af de første strofer placerer jeget duet i den tunge hviles aske den tunge hvile som en metafor for døden, mens asken peger hen mod en ødelæggelse. Det kan være en udbygning af døds beskrivelsen, men det alluderer også til udtrykket at genopstå af sin aske som en fønix (der også nævnes i Enetaler ): Kroppen er netop hel, og duet er befriet for beliggenhed bevægelse i det følgende vers, hvor allitterationer gør opmærksom på betydningsladningen af denne bemærkning. Befrielsen for livet bliver således central. Og herefter mister jeget så sin fysiske førlighed for i strofe 4 at genvinde den. Det synes at markere et skel, hvor jegets ønsker og fantasering overtager billeddannelse. Her dukker forestillingen om landene, der er sunket bag dem op, hvor verbets tempus markerer, at denne overgang er fundet sted. Det foregår bag dem og indikerer, at de tilbagelægger eller vender ryggen til en virkelighed, der ikke længere eksisterer. Kulminationen af fantaseringen er den sidste strofe, 12

13 hvor ud af intet, den elskede dukker op. Verset og overrumplende gensyn er uden en bestemmer, som åbner for, at det er et enkelt gensyn eller en tilbagevendende scene af gensyn, der kun understreger ønsketænkningskonstruktionen. Denne euforitilstand sammenlignes interessant nok som sandstrand/ og måneden/ april. Strand og vandelementerne er steder, hvor jeget synes at kunne kommunikere eller være nær duet, først med vandets ord til stenen og siden med hendes hud, der er som breve under vandet. Den sidste sammenligning er interessant, for der henter tropen egentlig betydning fra vandet i beskrivelsen af huden men hvis det er fantasering, og jeget er placeret alene i et naturrum, mon så ikke billedet er skabt den anden vej omkring: Vandet skaber mentale billeder af duet. Lykketilstanden blev også sammenlignet med måneden april og placerer fantasien i et forårsunivers. Her er lys og natur i en drømmeverden. Denne årstid hos Malinowski knytter sig ofte til en drømmeverden, hvor virkelighedens hårdhed og splittelse ikke når ind. Det er et ønske om en kærlighedsforening, som titlen og kyssene understreger. Der er et brændende ønske om tosomhed, mens resten af verden er fjern og de eneste andre mennesker, der figurerer, er stemmer bag slettens horisont. Duet bliver en uforgængelig redning, der også gør jegets legeme levende igen, hvor det før var som i mørke: Ude af stand til at se og med blinde hænder. Men bemærkelsesværdigt er det, at dette du næsten ingen karakteristika får. Det beskrives som en krop, men kun i dens enkelte dele: som et stykke hud, øjne, en skulder og lænd. Duet er ikke blot fjernt men nærmest fremmed. Køns- og kærlighedsmotivet i resten af Galgenfrist Kærlighedsmødet figurer også andre steder i Galgenfrist dog uden at være den bærende tematik. I passager dukker de elskende eller overvejelser om eros væsen op og understreger en splittelse og manglende enhed. I Elegi reduceres kærligheden til et spørgsmål om syntaktiske forbindelse: Elskede elsker elsker ikke, et spørgsmål/ om grammatik og ikke andet hvor hele digtet er gennemsyret af påmindelse om livet som en stakket frist. Imens har Ord i skumringen et brudstykke af en samtale om kærlighed, hvor replikkens udsiger ikke har ord eller koncentration til at færdiggøre sin udtalelse om kærlighedens fascination. I stedet passerer tidligere elskere hinanden i sporvogne uden at se hinanden. En forhastet og forjaget tilværelse eroderer grundlaget for eros. Efterårssuite er en enkel undtagelse for opdelingen i et alment du og et elsket du, for her omtales også et kærlighedsforhold. Udsigeren minder duet om: hvor en anden hvor du/ kyssede 13

14 hende først/ ville hendes lykke. Men det er netop i præteritum, som en næsten glemt hændelse. Og kvinden er omtalt i 3.person. På den måde indskriver det sig også i en fælles fortælling om forliste kærlighedsforhold. I Enetaler med de tre underafsnit dukker et mere sammensat kærlighedsmotiv op: Regn fremmaler et alment dus bekymring i et regnvejrslandskab for de elskende i bådene på flugt. Det indskriver sig også i en historisk kontekst, som besættelsestidens bekymring for dem, der måtte flygte. I Lys er det mere almene du ladt tilbage med sin kærlighed, mens en kvindeskikkelse i haven er svær at få hold på for duet. Det er en kærlighed med et forsvindende fundament. Man fornemmer, at det engang har været anderledes med genklang af en romantiserende forherligelse - men mon ikke det nærmere er et tidligere blændværk hos jeget, der med modernitetens nye erkendelser må kasseres. Det modernistiske I Kærlighedsdigt må jeget erkende, at hans elskede er skrøbeligt og dødelig. Forsøget på at holde duet adskilt fra verden er ikke muligt, der understreges af verdenen, der lydligt trænger sig på. Det indskriver digtet i Malinowskis første fase af håb om enhed med kvinden, mens verden holdes ude. Den bitterlige erfaring er også til stede, for som jeget afslutter: med god grund adspredt/ kommer jeg til virkeligheden forstyrrer tosomheden. Det modernistiske digt destabiliserer de almindelige forestillinger om jeget, verdenen og sproget som referenter, der kan overføres til virkeligheden. Digtet er sin egen verden, hvor digtet tilstræber sig en autonomi 1, jf. Anne Borups krav til det modernistiske digt. Galgenfrists digte er sådanne lukkede helheder, men skriver sig alligevel ikke væk fra at sige noget om virkelighedsforhold. Kærlighedsdigt kan med sin forsøgte dualisme, der vil adskille kvinden fra verden, også læses som en allegori over kunsten og virkelighedens relation. Jeget som digteren, der først vil skabe en isoleret modverden og selv flygte ind i den. Hvorefter det samme jeg i andet afsnit afviser denne flugt og genkender virkeligheden som dødsskygger i kunstens væsen. Sammenføring vil nemlig sætte kunsten i en udsat situation med fare for at blive tromlet ned af virkeligheden. (Mønster 2002: ) Heltindens død og Status kan også frugtbart indsættes i denne allegori, hvor det kvindelige igen udtrykker kunstens vanskelige vilkår. Kvinden er sat uden for tid og hyldes af digtets udsiger, som kunsten også bliver det. Verdens grumhed har trængt hende op i en krog, og den eneste 1 Der vel at mærke aldrig ville kunne nås, eftersom alt vil referere til en form for virkelighedsramme. 14

15 forløsning er faldet i lysets skær. Kunstens forudsætninger for udfoldelse er stærkt presset, og det understreges, at religionen ingen hjælp kan tilbyde. Status beskriver det mandlige digterjeg, der handlingslammet og ængstelig må vandre rundt i virkelighedens forsteninger. Også her erkendes det, at der ingen flugtmulighed er at hente i romantiserede forestillinger om fantasiverdner. I Til den fjerne elskede beskrives en fantasering om foreningen af jeget og den elskede, der minder om Myggesang og dens bristefærdige drømmetilstand. Jeget erkender da også foreningens usikre fundament, da den elskede stadig er fjern, som titlen angiver. Duet bliver en redning fra virkeligheden i løbet af digtets proces. Overføres allegorilæsningen, er det nærmest en virkelighedsflugt ind i kunstens berusende lys, men stadig ved jeget, at det er en stakket frist. Konklusion Galgenfrist beskriver kærlighedsforhold med svære vilkår, hvor den elskede er fjern eller truet af verden og forgængelighed. Jeget beskrives både i en håbefuld og fantaserende fase og den mere virkelighedsorienterede med den smertefulde erfaring af splittelse. Det kvindelige du er ikke en entydig, bestemt størrelse i forhold til Malinowskis faser: I Kærlighedsdigt bliver hun en del af verdenen sammen med jeget, mens hun i Til den fjerne elskede er et afsæt for virkelighedsflugt. Der er derimod en tydelig forskel på det mandlige og kvindelige, når de som aktanter optræder isolerede. Manden er indfanget af mørkets stenvirkelighed, mens kvinden beskrives som en heltinde i dramatisk selvmord. Men begge er de truede mennesker, der har dødsoplevelsen på nært hold. Samtidig bruger Malinowski køns- og kærlighedsmotiverne til allegorisk at skildre kunstens relation til virkeligheden. Det mandlige jeg udtrykker digterens skiftende ønsker om at flygte ind i kunsten og lade sin digtervirksomhed møde den hårde virkelighed. Heri udtrykkes Malinowskis indædte nihilisme, der forkaster enhver magisk redningsverden og religiøsitet. Kvinden står som kunsten som en flugtmulighed og trues af dette virkelighedsmøde. Galgenfrist beretter om smertelige og angstfulde møder med en truende virkelighed. Litteraturliste Brostrøm, Torben: Litterær kritik i udvalg (Gad), Kbh, 2002 Jørgensen, John Chr. Mfl: Dansk forfatterleksikon, Værker og Biografier (Rosinante), Kbh, 2001 Mai, Anne-Marie: Danske digtere i det 20. århundrede, bind 2 (Gads forlag), Kbh,

16 Malinovski, Ivan: Galgenfrist (Arena), Kbh, 1964 Mortensen, Klaus P.: Gads danske forfatterleksikon (Gads forlag), Kbh, 2003 Mønster, Louise: Artiklen Ikke blot fra Edda nordisk tidsskrift for litteraturforskning, bind 4 (Universitetsforlaget), Aurskog, 2002 Schmidt, Povl mfl.: Læsninger i dansk litteratur, bind 4 (Odense universitetsforlag), Viborg,