FORTÆLLEBOG OM DAVID BESØG. Fælles FORTÆLLEBOG I M505. soendagsskoler.dk. Til bibeltime 1 BIBELCAMPING 2016 LEDERARK

Transkript

1 FORTÆLLEBOG OM DAVID Et redskab, der i korthed fortæller David liv. Man kan læse den op eller fortælle ud fra den. Til hvert afsnit er der skrevet bibelhenvisninger, hvis man vil dykke ned i de enkelte begivenheder. Dagens tekst er nogle steder fortalt med i fortællebogen. Fortællebogen er en hjælp til at få timerne bundet sammen. Den kan evt. bruges til morgen- og aftenandagter. Til bibeltime 1 Afsnit 1 Barndommens land David boede i Betlehem. I stenørkenen, der grænsede op til byen, havde han og de andre drenge tilbragt mange timer med at lege tagfat og gemmeleg i de mange huler, der var der, men nu var ørkenen blevet hans arbejdsplads. Som den yngste af otte brødre var det hans opgave at passe fårene. Hornkvæget og kamelerne tog de ældre sønner sig af, men det betød ikke, at Davids job var let eller ufarligt. Fårehyrden Naturen var barsk, og der var langt mellem kilderne, hvor fårene kunne slukke deres tørst, og pletterne med det let svedne græs, hvor de kunne stille deres sult, men David havde lært området at kende som sin egen kjortellomme, og selvom det altid betød lange ture i den bagende sol, ledte han fårene trygt fra kilde til kilde og fra græsplet til græsplet. Hvis det så bare havde været det hele, ville David ikke have bekymret sig, men ørkenen var fyldt med skjulte farer. Om vinteren, når det regnede, gravede vandet dybe kløfter og huller, som det utrænede øje eller et forvildet får ikke ville se, før det var for sent, så David havde nok at gøre med at holde fårene samlet og på ret kurs, når han skulle flytte dem fra sted til sted. En anden fare, der truede i det lave buskads, i skyggen under et klippefremspring, fra klippehulerne eller i mørket, var de vilde dyr. Der var både løver og bjørne i området, og David havde stiftet bekendtskab med begge slags, men indtil nu til deres store fortrydelse. Det var endnu ikke lykkedes dem at stjæle et eneste dyr fra Davids fåreflok. Det var ikke, fordi det ikke havde været tæt på, men var det ikke lykkedes David at skræmme dem væk med høje råb og sin stenslynge, var han faret lige i flæsket på dem med sine bare næver og sin hyrdestav og havde nu flere rovdyrs liv på sin samvittighed. Tusmørkets hemmelighed I dag var en dag som så mange før den. David havde vandret fra sted til sted med fåreflokken hele dagen, og nu havde han fundet en god lejrplads for natten. Solen var ved at gå ned i vest, men David kunne stadig mærke varmen fra solens sidste stråler i sine rødmossede kinder og på sine bare arme og ben. Tusmørket sænkede sig langsomt over landskabet, og græshoppernes sang tog til i styrke. Nogle gange sang de så højt, at det næsten gjorde ondt i ørerne, men pludselig blev der helt stille - kun bålets knitren kunne høres. David sprang op og spejdede ud i mørket, han måtte anstrenge sine øjne, men kunne ikke se andet end sin yndlingsvædder, der stod i udkanten af flokken og tydeligvis også havde fået færten af et eller andet. Den stod med hovedet højt løftet og kiggede uroligt ud i mørket. I kamp for fårene Men så med ét blev stilheden flænset i stykker af et øredøvende brøl, og flokken delte sig i to foran den fremstormende løve, ligesom det Røde Hav havde delt sig foran israelitterne. Ét af fårene havde ikke været hurtigt eller heldigt nok, og løvens kæmpegab lukkede sig nådesløst om dens krop, og en ny lyd skar gennem natten. Hårene havde rejst sig på Davids arme, han var på én gang rædselsslagen og forventningsfuld. Han stod et stykke tid som naglet til jorden, men så nåede lyden af et får, der brægede i dødsangst, hans ører, og det vækkede ham. Han sprang råbende ud i mørket, og efter få skridt havde han allerede fisket en sten op af sin hyrdetaske. Mens han fortsatte løbet frem mod løven, placerede han stenen i stenslyngen, tog sigte - og sshhhuuuu... Stenen hvislede gennem luften og ramte løven lige på halsen. I det samme stenen ramte løven, slap den fåret, brølede af smerte og vendte sig mod den fremstormende fjende. I det samme sendte David endnu en sten af sted, som ramte løven lige under det venstre øje. Med et hyl af smerte sprang løven frem i et vildt angreb, men David undveg løven, og inden den kunne angribe igen, greb han den frygtløst i manken, og en voldsom kamp begyndte. Sejr og søgen David lå udmattet ved siden af den døde løve, hans hænder var stadigvæk filtret ind i den store manke, men der var ikke tid til hvile nu. Det meste af natten ville komme til at gå med at samle alle fårene igen. Men inden han rejste sig for at gå i gang, sendte han en tak til Gud, fordi han havde været med ham og hjulpet ham i kampen mod løven (1 Sam 17,34-37). Sendebudet Nogle dage senere, da David sad og spillede på citer, kom en af hans fars tjenere og bad ham skynde sig 1

2 hjem, for profeten Samuel var der for at bringe et slagtoffer til Herren sammen med Davids familie og ville se ham. David skyndte sig hjem, mens han nynnede videre på den sang, han havde været i gang med at digte, Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød. Salvningen Da David nåede hjem, så han sin far, sine brødre, de ældste i byen og Samuel. De var færdige med ofringen og ventede kun på at komme til bords. For Samuel havde sagt, at de ikke ville sætte sig til bords, før David kom. Isaj kaldte på David og førte ham frem for Samuel. Da Samuel så ham stå der med klare øjne, røde kinder, der skinnede om kamp med solen, og et smukt ydre, talte Herren til ham og sagde: Ham skal du salve, for ham er det. Samuel tog nu hornet med olie og hældte det ud over Davids hoved og salvede ham, og i det samme greb Herrens ånd David. Til bibeltime 2 Kongen sender bud David vendte tilbage til fåreflokken for at passe sit job som hyrde, men en dag kom en af hans fars tjenere for at hente ham hjem. Da han kom hjem, fortalte hans far ham, at der var blevet sendt bud efter ham fra kongen. David ville gerne vide, hvorfor kongen sendte bud efter ham, en simpel fårehyrde, og Isaj kunne fortælle, at en ond ånd fra Gud nu og da overvældede kongen, og han var blevet anbefalet at få en til at spille på citer for ham, når det skete, så han kunne få det godt igen. Mere vidste Isaj ikke, men når kongen sender bud, må man komme, men ikke tomhændet, så Isaj sendte en gave med til kongen. David gjorde sig klar til at tage af sted, og sammen med sin citer medbragte han gaven fra sin far, som bestod af en homer brød, en lædersæk vin og et gedekid. Hofmusikanten Hen under aften nåede David frem til kongens palads og fik straks lov til at træde frem for Saul. Saul blev glad for at se ham og ønskede straks at høre ham spille. David tog sin citer frem og spillede for Saul, både kendte melodier og nogle, han selv havde digtet. Saul kom til at holde meget af musikken og af David selv og udnævnte ham til sin våbendrager, hvilket er en meget betroet stilling, da en våbendrager følger sin herre på allernærmeste hold både i fredstid og i krig. Derefter sendte han bud til Isaj og bad om hans tilladelse til at beholde David i sin tjeneste. Det havde Isaj ingen indvendinger imod, og det havde heller ikke hjulpet, for når kongen bad om det, kunne han alligevel ikke sige nej (1 Sam 16,1-13). Denne beretning er bygget over 1 Sam 16,1-23; 1 Sam 17,34-37 og Sl 23,1. Afsnit 2 I kongens tjeneste David var nu i kongens tjeneste, og hver gang den onde ånd kom over kongen, greb David sin citer, for når han spillede for Saul, forlod den onde ånd kongen, og han fik det godt igen. David forlod jævnligt Saul, når denne havde det godt, og rejste hjem til sin far og vogtede hans får. Mens han sådan var hjemme, trak det op til krig mod filistrene, som boede ud til havet. De havde samlet deres tropper til krig og stillet op over for den israelitiske hær. Davids tre ældste brødre var draget med Saul i krig og havde været af sted i snart fyrre dage. Isaj var urolig for sine sønner og ville gerne høre nyt fra dem, så han sendte David af sted for finde ud af, hvordan de havde det, og hvordan det gik med krigen. Den levende Guds slagrækker David overlod fårene til en anden hyrde og tog af sted. Med sig havde han noget mad til sine brødre og en gave til deres officer. Da han nåede frem til slagmarken, var hærene ved at stille op til kamp, men han fik straks øje på Eliab, hans ældste bror, der ragede op over de andre soldater, høj og smuk, som han var. David efterlod straks sine ting ved vagten og snoede sig ud og ind mellem alle de store, stærke og veludrustede soldater, indtil han nåede frem til sine brødre. Han spurgte til, hvordan de havde det, men inden de kunne nå at svare, blev de afbrudt af en dyb og ru stemme. David kunne se, at stemmen skabte frygt blandt soldaterne, men han kunne ikke se, hvem den stammede fra, før han fik mast sig frem i rækkerne - og der få hundrede meter fra den israelitiske hær stod han, kæmpestor og selvsikker. Han hånede hele den israelitiske hær og udfordrede dem til tvekamp, mand mod mand, hvis der ellers er nogen, der tør, råbte han. David begyndte at spørge de omkringstående, hvem denne kæmpe var. Hvor længe havde han hånet den levende Guds slagrækker? Og hvad ville der ske med den mand, der slog ham ihjel? Han fik at vide, at kæmpen hed Goliat, og han havde stået der morgen og aften i fyrre dage nu, og den, der slog ham ihjel, ville blive meget rig, få kongens datter til kone, og hans familie skulle aldrig mere betale skat til kongen og drage med ham i krig, de ville blive frie mænd. Eliab hørte David stille alle de spørgsmål og blev sur og spurgte ham, hvorfor han egentlig var kommet, og om det bare var for at slippe for at vogte får og underholde sig med krigen. David forstod ingenting og spurgte: Hvad har jeg nu gjort? og:...jeg spurgte jo bare! I tillid til Gud Det kom snart Saul for øre, hvad David havde sagt, og han lod ham hente. Da David trådte frem for Saul, sagde han frimodigt: Herre, du skal ikke tabe modet på grund af den filister; nu går jeg hen og kæmper med ham, men Saul advarede ham og sagde: Du kan ikke gå imod 2

3 denne filister og give dig i kamp med ham, for du er kun en dreng, mens han har været kriger, siden han var ung. Det lod nu ikke til at skræmme David, han fortalte Saul om de vilde kampe, han havde haft med løver og bjørne, og hvordan Gud havde været med ham og reddet ham og givet ham kræfter til at slå dem ihjel. David sluttede af med at sige, at han var sikker på, at Gud også ville redde ham fra denne filister. Han havde været så sikker i sin tale, at Saul lod sig overbevise og lod ham tage kampen op med Goliat, men han ville hjælpe David, så godt han kunne, og gav ham derfor sin egen hjelm, brynje og sværd. Da David havde fået Sauls rustning på, kunne han ikke bevæge sig. Han så ret komisk ud, da han med et par usikre og stive skridt prøvede at bevæge sig hen mod udgangen i Sauls telt. Udstyret var alt for tungt, og han havde ingen øvelse i at bevæge sig med en brynje på. Det går ikke, sagde David og tog det af igen, greb sin hyrdestav og gik ud for at finde nogle sten til sin slynge. Nede ved bækken, lige uden for lejren, fandt han fem glatte, perfekte sten, som han puttede i sin hyrdetaske, og med stenslyngen i hånden gik han ud imod kæmpen. Udfordringen Goliat havde opgivet håbet om, at nogen overhovedet ville turde udfordre ham, og var parat til at gå tilbage til filisternes slagrækker. Nu havde han jo stået her morgen og aften i fyrre dage, så hvorfor skulle de feje israelitter lige pludselig finde mod til at møde ham i kamp? Han havde egentlig heller ikke regnet med, at nogen turde; han var jo frygtindgydende og havde aldrig tabt en tvekamp, men derfor var han nu alligevel skuffet. Det var med et stort smil, han kiggede op, da han fornemmede, at der kom en imod ham fra israelitternes rækker. Smilet forsvandt lige så hurtigt, som det var kommet, da han så, at det bare var en dreng, der kom imod ham. Det er da ingen udfordring, tænkte han, gør de grin med mig eller hvad? Han råbte højt med en stemme fuld af foragt til David: Tror du, jeg er en hund, siden du kommer imod mig med din stav? Kom herhen, så skal jeg give himlens fugle og jordens dyr din krop. David fortsatte hen imod ham, mens han svarede: Du kommer imod mig med sværd og spyd og krumsværd, men jeg kommer imod dig i Hærskarers Herres navn, Israels slagrækkers Gud, som du har hånet. I dag vil Herren give dig i min magt. Hovedløs flugt Goliat fnyste i foragt og satte i løb hen imod David med hævet våben. David satte også i løb mod Goliat, mens hans hånd fandt en sten i hyrdetasken og placerede den i slyngen og sshhhuuuu Stenen hvislede gennem luften og ramte Goliat lige i panden under bronzehjelmens kant, og han styrtede næsegrus til jorden. Inden nogen fik set sig om, havde David grebet Goliats sværd og givet ham dødsstødet, hvorefter han huggede hovedet af ham, og med Goliats hoved i den ene hånd og kæmpens våben i den anden vendte han tilbage til lejren. Bag ham udbrød der panik blandt filistrene. Nu hvor deres helt var død, mistede de modet og flygtede, men mange af dem nåede ikke langt, for i det samme udstødte israelitterne kampråbet og forfulgte filistrene helt tilbage til deres byer i Gaza, og mange blev hugget ned under deres vilde flugt. Tilbage til hoffet Tilbage i lejren mødte David kongens hærfører, Abner, som straks førte ham frem for kongen. Saul spurgte nu David, mens han stadig stod med Goliats hoved i hånden: Hvem er du søn af, unge mand? David svarede: Jeg er søn af din tjener Isaj fra Betlehem. Saul sagde så til David: Du skal ikke vende tilbage til din fars hus, men blive hos mig i mit hus. Det var næsten det samme som at sige: Du skal nu være min søn. Senere bragte David Goliats hoved til Jerusalem, hvilket var en stor ære for byen. Denne beretning er bygget over 1 Sam 17; 1 Sam 18,1 Til bibeltime 3 Afsnit 3 Venskabet David var nu blevet som en søn af huset, og Sauls ældste søn, Jonatan, kom til at elske David lige så meget som sig selv. En dag indgik de en pagt, en slags aftale, hvor de lovede hinanden, at de ville være venner for livet og passe på hinanden og hinandens familier. Som et tegn på pagten gav Jonatan David sin kappe, sit kongelige tøj og sine våben. Det var en stor gave, der viste alvoren i deres pagt, og David forstod at sætte pris på sådan en gave (1 Sam 18,1-4). Succes og misundelse Saul gjorde David til øverste hærchef og til chef for sine livvagter, som var elitesoldaterne, for det virkede til, at alt, hvad David rørte ved, gik godt. Han drog gang på gang ud i krigen mod filistrene, og hver gang vendte han sejrrig tilbage, og det glædede Saul, lige indtil den dag hvor David havde besejret filisterne, og hæren med kong Saul i spidsen kunne vende hjem. I byerne blev de mødt med vilde glædesscener. Kvinderne dansede og sang og kom med høje glædesråb, der var nærmest tumultagtige tilstande. Flere og flere samledes foran hæren, og så begyndte de at synge hyldestsange. Sangen lød: Saul har dræbt sine tusinder, men David sine titusinder. Det var tydeligt, at folket beundrede David, og det brød Saul sig bestemt ikke om, i hvert fald ikke når de beundrede David mere end ham selv. Så han blev meget vred og begyndte at misunde og mistænke David (1 Sam 18,5-9). 3

4 I livsfare Dagen efter de var kommet tilbage til kongens palads, blev Saul grebet af den onde ånd fra Gud, og David tog sin citer og begyndte at spille for kongen, som han plejede, men denne dag var ikke som alle de andre dage. Saul sad med et spyd i hånden, og to gang kastede han det efter David, men begge gange lykkedes det David at springe til side og endda blive ved med at spille. Det gjorde Saul rasende, men på samme tid virkede det på David, som om kongen nærmest var lidt bange for ham. David forstod ikke helt, hvad der foregik, men kongen ville ikke længere have ham til at spille for sig og sendte ham i stedet for i krig i spidsen for sin hær. Her havde David stor succes, og krigslykken var med ham. Når han ledte israelitterne i kamp, sejrede de uden tab, og alle mændene kunne vende hjem til deres familier, så hele folket kom til at elske ham højt, mens kongen blev mere og mere misundelig og afvisende over for ham (1 Sam 18,10-16). Fælden der slog fejl Men så en dag kaldte han David til sig. David var spændt på, hvad kongen ville ham; de havde ikke talt sammen i lang tid, men David selv havde jo også været væk, i spidsen for hæren det meste af tiden. Da David trådte frem for kongen, var han venlig og munter. Han lagde armen om Davids skuldre og sagde: David, som du ved, har vi stadig lidt problemer med filistrene ved vores sydvestlige grænse. Hvis du vil drage ud i spidsen for min hær og løse det lille problem, vil jeg give dig min ældste datter, Merab, til hustru. BLIVE KONGENS SVI- GERSØN?! røg det ud af David, men det er jeg da ikke værdig til, og min familie er alt for ubetydelig. Sludder, smilede Saul. Drag du blot af sted, så finder vi ud af det. Saul håbede nemlig, at David ville blive dræbt af filistrene i krigen. Da David vendte levende tilbage fra slaget, var Merab blevet gift med en mand ved navn Adriel. Men Saul sagde: Min anden datter Mikal er forelsket i dig, så du kan stadig blive min svigersøn. Det kan jeg ikke tage imod, stammede David, jeg er for ringe til at blive din svigersøn, og så forlod han kongen. Kongen gav nu ikke så let op, for han ønskede stadig David død. Så Saul gav sine tjenere ordre til at overbevise David om, at han var god nok til at blive kongens svigersøn, men understregede samtidig over for tjenerne vigtigheden af, at David ikke fik at vide, at det var ham, der havde sendt dem. David lod sig ikke sådan lige overtale, og han følte sig heller ikke i stand til at betale brudekøbssummen for Mikal, som han regnede med ville være meget høj - hun var jo kongens datter. Da tjenerne fortalte det til Saul, bød han dem sige til David: Kongen forlanger ingen anden brudekøbssum end hævn over to hundrede af sine fjender, filistrene og et synligt tegn på denne hævn. David samlede straks sine mænd og drog ud og slog to hundrede filistre ihjel og bragte Saul et bevis på sejren, og så blev der bryllup i kongens palads. Til Sauls store fortrydelse elskede Mikal David højt, og kongen blev nu åbenlyst fjendsk over for ham (1 Sam 18,17-30). En ven viser sit værd David! David! blev der råbt. David genkendte straks stemmen og kiggede glad op, men da han så Jonatans forpinte ansigtsudtryk, blegnede hans smil. De to venner faldt hinanden om halsen, og mens Jonatan genvandt pusten, betragtede David ham bekymret og kunne til sidst ikke vente længere med at spørge: Hvad er der i vejen, min bror? Jonatan fortalt nu David, at Saul planlagde at slå ham ihjel, men at han den næste dag ville prøve at tale ham fra det og så lade David vide, om det var lykkedes ham. David sov ikke meget den nat, et mareridt gentog sig igen og igen, hver gang han lukkede sine øjne. Han vendte og drejede sig så voldsomt i sin urolige søvn, at Mikal heller ikke fik ret meget hvile. Næste dag fik han en glædelig besked fra Jonatan om, at han kunne vende tilbage til hoffet og spille for kongen. Men det varede ikke længe, før den onde ånd fra Gud kom over Saul, og han prøvede endnu engang at spidde David med sit spyd (1 Sam 19,1-10). Til bibeltime 4 Fredløs Denne gang blev David ikke ved med at spille, han flygtede hjem til sit hus, og i ly af mørket reddede hans kone Mikal ham fra kongens mænd ved at fire ham ned fra vinduet. Da David var kommet sikkert væk, lagde hun en husgud under Davids tæppe og narrede derved mændene til at tro, at David stadig lå på sin seng og sov. David var nu fredløs og på flugt og søgte tilflugt her og der, men hver gang han fandt et sted at holde til, var der nogle, der sladrede til Saul, og så måtte han flygte igen. På sin flugt rundt i landet søgte han tilflugt hos profeten Samuel i Rama, og engang, hvor sulten overmandede ham, gik han til præsten Akimelek i Nob og gav sig ud for at være der i et ærinde for kongen. Præsten gav ham så skuebrød at spise og Goliats sværd, som han havde opbevaret. Senere på sin flugt måtte han spille tosset for at redde sit liv, da han kom til kongen af Gat, og hans folk genkendte ham og kaldte ham Israels konge. Da det kom Saul for øre, at David havde fået hjælp af præsten Akimelek, gav han ordre til at dræbe alle præsterne, men det lykkedes Akimeleks søn Ebjatar at flygte. Han søgte tilflugt hos David, der i bedste Robin Hood-stil havde samlet 600 undertrykte og forgældede mænd omkring sig. De drog nu rundt i landet, og på Herrens vejledning overfaldt og besejrede de nogle af Israels fjender. Det gav David mange venner, men også nye fjender. David fik sin familie i sikkerhed hos kongen af Moab, og efter at Saul havde forfulgt og næsten fanget David og hans mænd flere gange, søgte de over 4

5 grænsen til filisterkongen Akish, hvor de boede med deres familier i et år og fire måneder. Under sin flugt giftede David sig med Abigajil, som var både klog og smuk, hun var enke efter Nabal. Nabal havde nægtet at hjælpe David under hans flugt, men Gud havde skaffet David retfærdighed, og Nabal var død (1 Sam 19,11 + kap 23, 25, 27, 28, ). Saul skånes Under Sauls forfølgelse af David, havde David to gange haft muligheden for at dræbe ham, men begge gange skånede han ham, fordi Saul var udvalgt af Gud til at være konge over Israel. Den ene gang skar han et stykke af Sauls kappe, og den anden gang stjal han Sauls spyd og vandkrukke. Da det gik op for Saul, at David havde skånet ham, fortrød han begge gange, at han forfulgte David, men inden der var gået lang tid, overvandt den onde ånd fra Gud ham igen, og han hadede David endnu stærkere end før (1 Sam 24+26). Afsked med en ven Nu lå David på sin seng i Siklag, i filistrenes land, og tænkte på den sidste gang, han havde set sin bedste ven, Jonatan. Det føltes som så længe siden nu. Det var, da Jonatan var gået i marken og havde skudt med pile - efter aftale med David - for at advare ham om, at han ikke længere kunne vide sig sikker noget sted i Israel. Da Jonatan havde sendt sin tjener tilbage til byen, havde de givet hinanden et kæmpe knus, og Jonatan havde fortalt, at Saul kort forinden havde kastet sit spyd efter ham, fordi han havde forsvaret David. Så havde de lovet hinanden evigt venskab, og David havde skyndt sig væk. Gid Jonatan var her nu, tænkte David ved sig selv, idet han lukkede øjnene og faldt i en drømmeløs søvn (1 Sam 27+20). Denne beretning er bygget over 1 Sam Til bibeltime 5 Afsnit 4 Et mareridt David vågnede midt i en drøm og så sig fortumlet omkring. Han kunne høre, at der var samlet mange mennesker udenfor, og mændene talte højrøstet sammen. Da David havde gnedet søvnen ud af øjnene, trådte han udenfor til mændene, og straks kastede en mand i flængede klæder og jord strøet på hovedet sig ned for ham. Hvor kommer du fra? Og hvad er det sket? spurgte David. Manden fortalte, at han kom fra krigen mellem israelitterne og filistrene. Han kunne også fortælle, at israelitterne havde lidt et stort nederlag, og at kongen og tre af hans sønner var døde i kampen, en af dem var Jonatan. David ville nu vide, hvordan han vidste, at kongen og hans sønner var faldet. Med slet skjult stolthed kunne manden fortælle, at han var der, da de faldt, og at han - på opfordring af Saul - havde givet denne dødsstødet, da Saul havde været dødelig såret og ikke ønskede at falde i fjendens hænder. Som bevis på sin bedrift havde han taget Sauls armbånd og diadem, som var det synlige tegn på, at Saul var konge, og de to ting gav han nu til David. Mandens egen rolle i historien var løgn, men det kunne David jo ikke vide. Da gik det op for David, at kongen virkelig var død. Han flængede sine klæder i sorg, og det samme gjorde alle mændene sammen med ham. De holdt ligklage, græd og fastede indtil aften over kongen, hans søn Jonatan og alle de faldne israelitter. Budpengene Efter mørkets frembrud kaldte David på manden, der var kommet med beskeden om Sauls og hans sønners død. David vidste ikke, at manden kun var en ligrøver, der havde bestjålet Saul, efter at denne havde begået selvmord ved at kaste sig i sit eget sværd. Manden trådte forventningsfuld frem, fordi han regnede med at få budpenge og en belønning for at have dræbt Davids fjende. Men da David begyndte at tale, forsvandt hans smil. David sagde: Hvor vovede du at lægge hånd på Saul, Herrens salvede, og dræbe ham? Du har dømt dig selv ved at tilstå denne ugerning, din belønning skal være døden (1 Sam Sam 1,1-16). Syv år i Hebron David sang nu en dødsklage over kongen og Jonatan og lærte sine mænd den. Derefter spurgte han Gud, om han skulle drage op til Juda og til hvilken by. Gud sendte David, hans to koner, de 600 mand, der fulgte ham, og deres familier og ejendele til Hebron. Her blev David salvet til konge over Juda og regerede i syv år. Han havde seks koner, og med dem fik han seks sønner. På Davids tid var det helt almindeligt og accepteret at have flere koner, hvis man havde råd til det og behandlede dem alle godt. En anden af Sauls sønner, Ishboshet, var blevet konge over de ti andre stammer, som tilsammen kaldtes Israel, og der udbrød krig mellem ham og David. Ishboshets hærchef hed Abner, han havde også været hærchef for Saul, og Davids hærchef hed Joab. Krigen stod på i to år, og som tiden gik blev Ishboshet svagere og svagere, og David blev stærkere og stærkere. En dag søgte Abner om tilladelse til at komme til Hebron for at frembringe et forslag, der kunne skaffe fred i landet. David gav ham lov på betingelse af, at han tog Mikal, Davids første hustru, som var blevet taget fra ham af Saul, med tilbage til ham. Da Abner kom, tilbød han David at overtale alle de ældste i Israel til at vælge ham som konge, og David gik ind på aftalen og lod Abner rejse. Da Joab hørte, at Abner, fjendens hærchef, havde været i Hebron, og David havde ladet ham rejse, satte han straks efter ham og førte ham tilbage til byen, hvor han myrdede ham. Det var ikke Davids plan, og han sørgede og fastede over Abner og begravede ham i byen (2 Sam 1, Sam 3). Landet samles Da det rygtedes, at Abner var død, tænkte to af Isho- 5

6 shets mænd ved sig selv: Lad os nu myrde kongen og vinde anseelse hos David ved at skaffe hans fjende af vejen, og som tænkt så gjort. De myrdede Sauls søn og bragte hans hoved til David med forventning om en stor belønning. Nu var vejen jo banet for, at David kunne blive konge i hele landet, men David blev vred over, at de havde myrdet en uskyldig mand, og straffede dem med døden. Derefter gav han ordre til at begrave Ishoshets hoved i Abners grav. Kort tid herefter kom de ældste fra Israels stammer til Hebron, fordi de ønskede at salve David til konge over hele landet - både Juda og Israel. David indgik en pagt med dem og lod sig salve (2 Sam 4). En hovedstad fødes I klippeborgen i Jerusalem havde der boet jebusitter lige så længe, nogen kunne huske. De boede der, da israelitterne var kommet fra Egypten, og endnu havde ingen kunnet besejre dem. David besluttede, at han ville indtage klippeborgen og gøre Jerusalem til hovedstad for alle Israels stammer. Da han drog op mod Jerusalem, hånede jebusitterne ham, for ingen havde kunnet indtage klippeborgen, ikke engang Josva, da israelitterne indtog landet efter deres tid som slaver i Egypten. David vidste, at de havde ret, for ingen belejring havde knækket dem, fordi de havde en hemmelig vandledning, der løb fra en skjult kilde og forsynede dem med vand. Men hvis denne vandledning kunne findes og dæmmes op, ville de snart blive nødt til at overgive sig. Efter lang tids søgen fandt Davids mænd kilden og ledte vandet væk fra klippeborgen. Kort tid derefter måtte jebusitterne overgive sig af tørst, og David flyttede ind i klippeborgen Zion, også kaldet Davidsbyen. Da belejringen var ovre, skjulte David kilden igen, så andre ikke kunne indtage byen på samme måde. David befæstede byen endnu bedre, og han regerede landet fra Jerusalem i 33 år. I Jerusalem fik han flere koner, og de fødte ham elleve sønner plus døtre (2 Sam 5,1-12). Fred til alle sider Da filistrene hørte, at David var blevet salvet til konge over hele Israel, angreb de straks landet. David spurgte Gud, om han skulle drage ud imod dem, og fik at vide, at Gud ville gå foran hæren og slå filistrene, og ved Guds hjælp vandt David en stor sejr. David oplevede succes og medgang i alt, hvad han foretog sig, og inden længe var alle Israels fjender besejret, og landet havde fred til alle sider (2 Sam 5,17-25; 2 Sam 7,1; 2 Sam 8,10). Dans af glæde! David besluttede sig for at hente Herrens ark, som var Guds bolig hos sit folk, til Jerusalem. Han samlede mand for at hente arken. Arken blev kørt på en ny vogn trukket af okser, mens David og alle mændene dansede til musik og sang og ydmygede sig for Herren. Undervejs snublede en af okserne, og Uzza, en af mændene, greb ud for at støtte arken, så den ikke skulle falde af vognen. Men Gud slog ham ihjel, for ikke andre end levitterne måtte røre arken, som var det synlige tegn på Guds tilstedeværelse blandt israelitterne. David forstod ikke Guds hårdhed og blev vred over det, men samtidig frygtede han Guds storhed og forstod, at det var forkert at transportere arken på en ny vogn, da det ikke var på den måde, Gud havde fortalt Moses, at arken skulle transporteres (2 Mos 25,12-15). David turde ikke få arken til Jerusalem, men anbragte den i Obed-Edoms hus. Men da han så, hvordan det blev til velsignelse for ham, hentede han arken til Jerusalem under festglæde og dans. Da arken var kommet på sin plads, velsignede David folket i Herrens navn og sang en lovsang om Herrens storhed: Himlen glæde sig, og jorden juble højt (2 Sam 6). Denne beretning er bygget over 1 Sam 31-2 Sam 12; 1 Krøn og Afsnit 5 Den skjulte søn Hent ham, hent ham, råbte David fuld af ophidselse, bring ham straks til paladset, og gør plads til ham ved mit bord, for i al fremtid skal han bo her og spise sammen med mig! Davids tjenere tog straks af sted for at hente Mefiboshet. Da de kom tilbage til Jerusalem, hjalp de ham ind til David. Mefiboshet kunne ikke selv gå, for han var blevet tabt som lille, da hans plejemor flygtede med ham for at skjule ham for filistrene, og nu var han lam i begge fødder. David havde travet op og ned ad gulvet i flere timer, men nu kunne han høre fodtrin på trappen og stemmer uden for dørene. Hvordan mon han ser ud? Ligner han sin far? nåede han at tænke, før dørene gik op, og en mand, støttet af Davids tjenere, kom ind. Mefiboshet kastede sig ned for David, men David sagde: Mefiboshet, for din far Jonatans skyld vil jeg vise dig godhed. Han og jeg indgik en pagt, og nu skal du have al den jord tilbage, som tilhørte din farfar Saul, og spise ved mit bord. Mefiboshet blev helt paf, for det var en stor ære at spise ved kongens bord, og den tilfaldt normalt kun kongesønnerne og de mægtigste mænd i landet. Den aften blev der snakket livligt ved kongens bord, og David fortalte Mefiboshet mange historier om hans far Jonatan og om, hvor god en ven han havde været (2 Sam 9). Tempelbyggeriet planlægges En dag sad David i sit hus og glædede sig over den fred og lykke, Herren havde givet ham og Israel. Mens han sad der, fik han pludselig den tanke, at det var helt galt, at Guds ark stod i et telt, når han selv boede i et palads bygget af cedertræ, og han snakkede straks med profeten Natan om en idé, han havde fået: Han ville bygge et tempel for Herren. Samme nat talte Herren til Natan og gav ham en besked til David. Sig til David: Meget blod har du udgydt, og store krige har du ført. Du skal ikke bygge mig et tempel, men det skal din søn, og hans kongetrone skal 6

7 bestå for evigt. Da David fik den besked, bad han til og takkede Gud for hans storhed og nåde mod ham og folket. Han takkede også Gud, fordi han havde udvalgt Israel til at være hans demonstrationsfolk. Igennem dem viser han verden sin storhed. David mindede også Gud om hans løfter til Israel og til Davids hus. Selvom David ikke skulle bygge templet, begyndte han tidligt at forberede byggeriet. De mange skatte af bronze, sølv og guld, som han havde taget i krigsbytte, helligede han Herren. Han samlede frivillige gaver ind blandt folket, gav af sin egen rigdom, skaffede håndværkere, materialer og gjorde tegningerne til templet klar (2 Sam 7; 1 Krøn 17,22-28). Til bibeltime 6 Splid i familien Men ikke alt var lykke. Da David havde syndet med Batseba, havde profeten Natan forudsagt, at hvad David gjorde i det skjulte, ville blive gjort mod ham helt åbent, så alle kunne se det, og der ville i al fremtid være splid og ufred i hans familie. David måtte sande, at når Gud taler, så sker det. Hans ældste søn, Amnon, forelskede sig i sin halvsøster, og det endte med, at han tvang hende til at gå i seng med sig, men han ville ikke gifte sig med hende. Hendes helbror Absalom blev meget vred, og to år senere inviterede han Amnom til fåreklipningsfest i Ba`al-Hasor og myrdede ham som hævn for sin søster. Absalom søgte tilflugt i Geshur, hvor han måtte gemme sig i tre år, indtil Joab med list hjalp David til at tilgive ham og hente ham hjem. Hjemme i Jerusalem skulle der gå endnu to år, inden David og Absalom kom på talefod, og David tilgav ham (2 Sam 13-14). Til bibeltime 7 (Andagt) Intet forbliver skjult Absalom var den smukkeste mand i hele landet. Ingen kunne måle sig med ham i skønhed. Men med tiden fik han smag for magt og ønskede at blive konge i stedet for sin far. I fire år planlagde han, hvordan han skulle komme til magten. I den tid sleskede han i al hemmelighed for folket for at gøre sig populær hos dem og for at få dem til at vælge ham som konge. Absaloms plan lykkedes over al forventning, og David og hans hær måtte flygte. David efterlod ti medhustruer til at passe paladset. Men da Absalom kom til Jerusalem, gik han i seng med dem alle efter råd fra Akitofel, der var hans rådgiver, uden at skjule det for nogen. Han ville nemlig håne sin far og vise folket, hvem der nu var konge (2 Sam 16,15-23). Sejr og sorg Men Gud var med David og arbejdede for ham. David havde nogle loyale mænd, der narrede Absalom til at tro, at de var med ham, og så gav de ham dårlige råd, der sammen med Guds hånd resulterede i, at Absaloms mænd led et stort nederlag til Davids hær. David havde givet sine mænd ordre til at skåne Absalom. Ved et tilfælde var Absalom blevet set af Davids mænd. Han var kommet ridende på sit muldyr, da hans store, smukke hår havde filtret sig ind i de lavthængende grene, og muldyret var løbet videre. Da Joab fandt Absalom hængende hjælpeløst der, dræbte han ham for at sikre David kongemagten. Da David nu fik besked om sin søns død, sørgede han højtlydt, og den store sejr blev vendt til sorg, og hans mænd listede skamfulde tilbage til byen, da de hørte, at han var bedrøvet over sin søns død. Joab gik ind til kongen og bød ham at rose og takke de mænd, der havde sat deres liv på spil for at redde ham fra den visse død under Absaloms sværd. Du håner dem jo ved at sidde og sørge over ham, de har reddet dig fra, sagde han. Det fik David til at holde op med at græde over Absalom, og han gik ud for at takke sine mænd for deres sejr. Nu var det igen sikkert for David at færdes frit, så han rejste tilbage til Jerusalem med alle sine mænd. Her afsatte han Joab som hærchef og indsatte i stedet Absaloms hærchef Amasa (2 Sam 15-16,1-14; 2 Sam 17-19). Oprør og krig En mand ved navn Sheba prøvede at udnytte splittelsen i folket og samlede mænd til et nyt oprør mod David, men David sendte straks Amasa ud for at slå oprøret ned, så det ikke skulle udvikle sig på samme måde som Absaloms oprør. Amasa mødte Joab, som myrdede ham for at få sin gamle stilling som hærchef tilbage igen. Joab slog derefter oprøret ned sammen med sin bror og vendte tilbage til David i Jerusalem. Efter mange års ro blussede ufreden med filistrene op igen, og David besluttede selv at drage ud i spidsen for sin hær på trods af, at han ikke længere var helt ung. Det havde nær kostet ham livet, og hans mænd bad ham om aldrig mere at drage med dem i krig igen, for selvom hans arme var blevet for svage til kamp, var han dem en fantastisk konge, som de ikke ønskede at miste (2 Sam 20-21). Hovmod står for fald Årene gik, og David nærmede sig afslutningen på sit liv. I et øjebliks hovmod over al sin succes beordrede han en folketælling for at få tal på sin storhed. For sent fortrød han sin handling, og Gud straffede folket, men fordi David fortrød og angrede sit hovmod og bad om tilgivelse, stoppede Gud sin straf. Gud gav David besked om at rejse ham et alter på Ornans tærskeplads, hvor templet senere kom til at ligge, og bringe ham et brændoffer. Så ville han fjerne pesten, der dræbte folket (2 Sam 24). Herren velsigne dig og bevare dig! David sang en lovsang til Gud og takkede ham for hans 7

8 storhed og hjælp livet igennem. Uden dig, Gud, var jeg fortabt og ingenting, sang David. Inden sin død indsatte han Salomo til konge og indskærpede ham, at han skulle følge Herren, holde hans bud og vandre hans veje. For hvis han gjorde det, ville Herren velsigne ham og lade ham have lykke i alt, hvad han foretog sig, og bevare Davids slægt på tronen (2 Sam 22; 1 Kong 2,1-11). Denne historie er bygget over 2 Sam 13-2 Sam 24 ; 1 Krøn 17 og 22-29; 1 Kong 1-2. Til bibeltime 8 (Andagt) Efterskrift David levede i 70 år. Han var 30 år, da han blev konge ca f.kr. Han var Israels anden konge og regerede 7 år i Hebron over Juda og 33 år i Jerusalem over alle Israels stammer. Han havde flere koner og medhustruer. Med dem fik han 17 sønner og et ukendt antal døtre. Jesus er af Davids slægt, og ved Jesus vil der altid være en på tronen af Davids slægt (2 Tim 2,8; Åb 22,16 (ætling = efterkommer); 2 Sam 7,16; Luk 1,32; Mark 12,35-37). David var udvalgt af Gud (1 Sam 13,14; 1 Sam 16,1; ApG 13,22-23). David levede ikke fejlfrit, men han stolede på Gud, søgte råd hos Gud og lod sig lede af Gud hele livet igennem. Her er nogle eksempler, da han var: Hyrde (1 Sam 17,37), kriger (1 Sam 17,45-46), flygtning (1 Sam 22,3; 1 Sam 23, ; 2 Sam 2,1) og konge (2 Sam ; 2 Sam 22, ). David levede med Gud og for Gud, og han erfarede, at et liv med Gud ikke fritog ham for modgang, men at Gud var med ham i både med- og modgang, og det var hans tryghed (2 Sam 5, ; 2 Sam 7,1; 2 Sam 12,7-8; 2 Sam 22,14-20; 2 Sam 22,29-30). Selvom David var en mand efter Guds hjerte og udvalgt til at tjene ham, kunne han også falde i synd (2 Sam 11, særlig vers 27b; 2 Sam 24). Men David angrede sin synd og bekendte den for Gud (2 Sam 12,13; 2 Sam 24,10+17). Gud tilgav David (2 Sam 12,13; 2 Sam 24,25), men Davids synd fik konsekvenser i hans liv (2 Sam 12, ; 2 Sam 24,10-13). Beretningen om David og hans liv kan sammenfattes i ordene af Asaf, der var overhoved for de sangere, der deltog i lovprisningen af Gud ved offertjenesten på Davids tid.. at være Gud nær er min lykke, jeg tager min tilflugt til Gud Herren.. Salme 73, 28. 8

9 (Børn) Fælles M505 KREATIVE BEDEFORMER Bøn og stilhed i en larmende verden Vi lever i en tid, hvor medier, mobiltelefonen og mennesker larmer mere og mere. Derfor er det godt at kunne finde stilhed midt i alverdens larm. Stilheden kan lederne være med til at fremme i børnearbej-det ved fx at tænde et lys, lære børnene at folde hænderne, lukke øjnene, synge en stille sang, der omhandler det at bede osv. Stil krav om, at når vi beder, er det Gud, vi taler til derfor forsøger vi at forholde os i ro. Mind dem altid om, at vi kan bede til Gud alle de steder, hvor vi færdes, og i alle situationer. Bønnens løftevers Bibelen er fuld af vers, der fortæller, at det gør en forskel at bede. Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer. (Mark 7,7). Eller Vær ikke bekymrede for noget, men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak. Og Guds fred, som overgår al forstand, vil be-vare jeres hjerter og tanker i Kristus Jesus. (Fil 4,6-7). Derfor vil vi med stor frimodighed lære sommerlejrdeltagerne og andre klubbørn at bede til Gud i himlen. En god gave at give med til livet og hverdagen. At lege bønnen ind i børnene - hvordan? Her er 10 forslag find selv flere: 1. Lær efter gentagelser eller det læste ord Til de mindste kan det være en god ide at lære dem Fadervor ved, at du først siger: Vor Fader, hvorefter de gentager sætningen: Komme dit rige, og bønnen fortsætter. 2. Hvad skal vi bede om? Spørg børnene! Lad børnene nævne ting, de ønsker, der skal bedes for og om. Det bliver lige fra, at far og mor ikke skændes, til en bøn for den døde kat. Overvej, hvordan du vil tackle de forskellige bedeemner, der fremkommer. Du nævner børnenes bedeemner i din bøn. Skriv evt. emnerne ned, så du ikke glemmer noget. 3. Lad børnene selv formulere deres bønner Se pkt. 1. I stedet for at du nævner deres bedeemner, så lad dem selv, efter tur, nævne deres bedeemner for Gud. De emner, som de lige har fortalt dig. Vær opmærksom på, at det er vigtigt, at du begynder og afslutter bønnen. Ligeledes at du gennemgår, hvem og hvad der skal bedes for, før deltagerne begynder. Derved skabes der en tryg ramme omkring det at henvende sig til Gud i en form for fællesbøn. 4. Bønnering Tal om bedeemner. Deltagerne danner en ring med hinanden i hånden. Du begynder som leder, og når du har bedt din bøn, klemmer du den, der står til venstre for dig, i hånden. Denne beder højt eller inde i sig selv, og når vedkommende er færdig med sin bøn, klemmer han den næstes hånd. Klargør for børnene, at ønsker de ikke at bede, klemmer de bare videre. Derved opstår der ingen tvang eller presseri. 5. Bedekassen Del deltagerne op i 2 grupper (børn og juniorer). Lad børnene tegne en bøn, som lægges i en kasse. Juniorerne derimod skriver en bøn, som lægges i en lignende kasse. Når der skal bedes, sendes kassen rundt i grupperne, og hver tager en seddel. Lederne kan nu vælge, at hver deltager siger/læser, hvad der står/er tegnet på deres seddel, eller lederen kan selv sige i en kollektiv bøn: Nu beder vi dig for alt det, der står eller er tegnet på sedlerne. 6. Hæng bønner ( i ord og billeder) op på en tørresnor Som pkt. 5. Brug derimod en tøjsnor til at hænge bønnerne op på med tøjklemmer tværs igennem lokalet. Nu beder vi dig for alt det, der står eller er tegnet på sedlerne. 7. Bønnebog Børn og juniorer udarbejder hver deres bedebog. De skriver el. tegner bedeemner, og derefter bedes der. Bogen tages frem ved en senere lejlighed, og tal derefter om, hvordan det gik med bedeemnerne. 8. Bedekalender Lav en bedekalender med faste bedeemner til hver dag. Derigennem kan man hjælpe dem til at bede regelmæssigt hver dag. (Model: Se Blæksprutten 1, s. 9, Lohses Forlag). 9. Bedekrans af perler Lav en bedekrans eller et armbånd, hvor hver perle betyder noget bestemt. Lad børnene bestemme, hvad de forskellige perler hver især skal minde dem om. 10. Bibelvers og sange som bønner Find sange og salmer, der er formuleret som bønner, fx Kære gode Gud, jeg vil takke dig (Syng med nr. 6) eller bibelvers som fx Ransag mig, Gud, og kend mit hjerte (Sl 139,23).

10 M505 KREATIVE BEDEFORMER (Junior) Husk altid at fortælle juniorerne, hvad det er, der sker, når vi beder og hvordan vi gør det rent praktisk. Det giver tryghed. Ligeledes, at stilhed ikke er pinlig, men kan bruges til at tænke tanker/bønner til Gud. Bønnens mulighed er Guds gode gave til mennesker, der vil i dialog med Gud. Bed højt En beder højt, og formulerer alles bøn. Tal om bedeemner, og lad juniorerne nævne hver deres. Lad dem selv formulere bønnen til Gud.»Bedemøde«: De i flokken, der har lyst til at bede højt, gør det. Der aftales en, der begynder, og en, der afslutter bønnen.»summe-bedemøde«: Juniorerne deles i små grupper i det samme lokale. Hver gruppe nævner bedeemner for hinanden, og derefter bedes der i grupperne. En»summen«breder sig. Når den har lagt sig, afslutter lederen fx med Fadervor, som bedes fælles i alle bedegrupperne. Tegn en bøn Lad juniorerne tegne hver deres bøn på et stykke karton, og sæt den op, eller put tegningerne i en æske til Gud. Skriv en bøn Lad juniorerne i fællesskab formulere en klubbøn. Sæt den op på et stykke karton, eller lav en æske, der kan forsegles, hvor bønnerne kommes i. (Sørg for, at ingen inkl. dig selv ser, hvad der står på bønnerne). Til sidst kan man bede for bønnerne i kassen. (Ikke at de læses op, men bede Gud tage sig af bønnerne generelt). Flyver-bøn Lad juniorerne skrive deres bøn på et stykke papir. Lav derefter en papirsflyver. På 3 kaster alle deres flyvere af sted, mens de beder for det, der var skrevet eller tegnet. Når alle er landet, siges der»amen«kaste-bold-bøn Man har en bold eller fx en appelsin, der bliver kastet frem og tilbage mellem juniorerne. Når bolden gribes, takkes der for en ting eller bedes for noget og bolden kastes videre. Man kan også vælge bare at kaste bolden videre uden at sige noget. Afhængig af deltagerne kan man også vælge, at bolden skal tilbage til lederen hver gang, og han el. hun kaster den igen. Måske er det derved nemmere at styre. Bønnering Juniorerne holder hinanden i hånden. Bønnekæden begynder, ved at første»led«formulerer en bøn. Når denne bøn er færdig, klemmer vedkommende næste»led«i hånden osv. Ønsker man ikke at bede, klemmer man bare næste»led«i hånden. Når bønnen når om til første»led«igen, siges højt i kor:»hør vor bøn. Amen«. Stenen Juniorerne sidder i en kreds. En sten sendes rundt, og når man har stenen, må og kan man bede højt til Gud. Ønsker man ikke at sige noget, sendes stenen bare videre til den næste i kredsen. Der sluttes med et»hør vor bøn. Amen«, når stenen er ved den første person igen. Bedekassen Lad hver junior formulere en bøn, og læg dem i klubbens bedekasse. Send kassen rundt, og de, der vil bede, tager en seddel og beder for det, der står på sedlen. Når bedekassen har været rundt, og bønnerne er bedt, kommes takke- og bedeemner i kassen igen. Bønner på snor Hæng billeder (symboler)/ord eller formulerede bønner op på en tøjsnor med klemmer. Når bønnerne er hængt op, har man udvalgt, hvad der skal bedes for. Derefter bedes der.

11 M505 Sange og salmer som bønner Find sange og salmer fra sangbøgerne (fx Glad sang, (Lohse); Fællessang (Lohse)) eller fra Den Danske Salmebog. Brug sangene som bønner, mens de synges. Kan evt. også læses op. Bønnekalender (Blæksprutten s. 9) Lav en bedekalender, hvor forskellige emner er angivet på hver måned. Fx: Januar: Bede for juniorer i andre lande. Februar: Bede for de steder, hvor der er krig og sult. Juniorerne finder selv emnerne til årets bedekalender. Bedekrans med perler Lav en kæde med perler, hvor perlerne betyder noget forskelligt. (Gudsperlen, Stilhedsperlen, Jeg-perlen osv.). Derved er der både noget for øjet og noget for følesansen. Man kan huske de enkelte bønner på perlernes form og farve. (Se Kristuskransen med Børn, Unitas Forlag). Bøn fra Den Danske Salmebog Udvælg en bøn. Kopier den, skriv den op på en overhead, eller lad juniorerne gentage bønnen efter oplæseren, linje for linje. Derved kan deltagerne få ejerskab i den. Brug af cd-afspiller Find bønner, der er udgivet på cd eller udformet med melodier. Afspil dem, og lad juniorerne bede med på dem. Bibelvers som bønner Find bibelvers, der er formuleret som bønner. Fx: Ransag mig Gud, og kend mit hjerte, Sl 139,23. Tænd et lys Tænd et lys, og tak Gud for et menneske, du holder af. Pop-op-bøn En form for fællesbøn, hvor mange kan være med. Juniorerne sidder i en rundkreds og må kun bede en kort bøn, der kun er en sætning. (Bønnerne bliver som popcorn, der popper i en gryde, når majskornene skal blive til popcorn). Fx: 1: Tak for min kat. 2: Tak for solen. 3: Pas på min mor. Osv Skriv på tavlen Brug tavlen eller overheaden. Skriv som overskrift: TAK, kære Gud. Juniorerne går nu op og skriver emner, de vil takke Gud for. Til sidst læses alle takkeemnerne op. Som ringe i vandet Sæt 5-7 forskellige lys op. Den, der leder bønnen, tænder et lys ad gangen, og der bedes i stilhed. Lysene er et symbol på bønneringe, der breder sig som ringe i vandet, når en sten kastes i søen. Den første ring er en selv, og derefter breder ringene sig. Sig fx: Hør vores bøn, kære Gud: (Tænd 1. lys):»når vi nu vil bede for os selv«(tænd 2. lys):»når vi beder for vores familie«(tænd 3. lys):» for vores venner og kammerater«(tænd 4. lys):» for mine kristne sammenhænge (klub, kirke, missionshus)«(tænd 5. lys):» for børn og juniorer i hele Danmark«(Tænd 6. lys):» for mit land«(tænd 7. lys):» for krig og fred i verden. Kære Gud Jeg vil gerne bede dig om at passe på min familie Bønnebog Lav en bønnebog med takke- og bedeemner. (Evt. også en bog med erfaringer om, hvordan det gik). Bedehjul Lav et hjul med forskellige bedeemner (Se ill.). Lav det sådan, at forskellige emner kommer»til syne«på forskellige tidspunkter. To paptallerkner samles i midten med en clips. Der laves en udskæring i den ene, og bedeemner skrives på den anden.

12 LØB I M505 ET LØB OM DAVID Bestem et antal min., hvor man besøger posten. Bestem max. pointtal. Post 1 David var hyrde. Hver morgen når solen stod op, lukkede han fårene ud og tog dem med ud på marken. Hele dagen måtte han holde øje med, at fårene havde nok at æde, og når de var tørstige, måtte han hente vand. Han måtte også holde øje med, at ingen vilde dyr kom og gjorde fårene fortræd, men som regel var der stille og roligt. For at få tiden til at gå sad David og sang og spillede. Saml puslespillet, og find ud af, hvilket instrument David spillede på. Materialer: Puslespil af David, der spiller på harpe (se næste side), stopur. Post 2 En aften fik David en opgave af sin far. Faderen sagde: "David, vil du gå til dine brødre, der er soldater i kong Sauls hær, jeg vil vide, om de har det godt. Her er en pakke med mad til dem." David gik, men vejen var lang og meget besværlig... I må hjælpe David med at bringe madpakken frem til brødrene. Hvor hurtigt kan holdet transportere "madpakken" til brødrene (= snorens anden ende)? Alle på holdet skal prøve! Materialer: Snor, der er viklet rundt om træ osv., madpakke, stopur. Post 3 David stolede på Gud og tog kampen op mod Goliat. I skal nu hjælpe David med at besejre Goliat. Tag slangebøssen og se, hvor mange gange I kan ramme Goliat. Materialer: Slangebøsse, elastikker, papir, silhuet af Goliat, stopur. Post 4 Her er David i kamp mod Goliat. Tegn David og Goliat ved hjælp af terningen. (Start med ). Først laves David helt færdig, derefter Goliat. Materialer: Terning (se efterfølgende side), blyant, papir, stopur. Post 5 Kong Saul blev frygteligt vred på David, fordi David skulle være den nye konge. David måtte flygte, men da han skulle pakke sine ting i en fart, glemte han 8 ting. Kan I hjælpe ham med at finde dem? Hvor hurtigt kan I finde tingene og fortælle, hvad det er David har glemt? Tingene skal blive liggende til de øvrige hold. Materialer der er gemt: fx kuglepen, tændstikker, et stykker brænde, en sok, en sandal, en ske, en nøgle, en kam. Medbring et stopur. Post 6 David blev udnævnt til at være konge efter Kong Saul. Han flyttede til Jerusalem og kom til at bo i en flot kongeborg. I skal bære hinanden i "kongestol" op til kongeborgen (en strækning på 4-5 m). Materialer: Stopur. Post 7 Kong David sendte et brev til sin hærfører. David ønskede, at hans soldat Urias skulle flyttes frem i forreste række i hæren, så David kunne være sikker på, at han blev dræbt i den næste krig. Da David vil skrive brevet under, kan han ikke finde sin pen. Han spørger om hjælp. Selvom det var en dårlig ide at skrive brevet..., hjælper vi. Skriv DAVID ved hjælp af jer selv, ting eller tøj. Hele navnet skal stå der på én gang. Materialer: stopur. Post 8 David må skjule sig for kong Saul. David gemmer sig i en klippehule, men Saul og hans soldater kommer senere til den samme hule. Hvad skal David nu gøre - skal han slå Saul ihjel? David føler sig frem langs klippevæggen. I må nu føle efter. Hvad mon David støder på, inden han når frem til kong Saul? På skift skal I stikke hånden i posen og føle jer frem. Hvad er der i posen? Materialer: Opvaskebalje eller sort sæk med 12 ting: Fx tøjklemme, engangsvaskeklud, mønt, oplukker, blyant, børste, skrue, tandbørste, nøglering, plasticpose, sikkerhedsnål, teske. Stopur. God fornøjelse og find selv flere poster.

13 Fælles LØB I M505 POST 1 PUSLESPIL BESsoeØndaGgss koler.dk