U l andsma gasinet. Håbet om en bedre fremtid: Kampen fortsætter efter det arabiske forår i Egypten og Tunesien. Ulandssekretariatet.

Transkript

1 U l andsma gasinet F a g b e v æ g e l s e N i u d v i k l i n g s l a n d e n e Marts 2013 Håbet om en bedre fremtid: Kampen fortsætter efter det arabiske forår i Egypten og Tunesien Ulandssekretariatet LO/FTF Council 1

2 Leder Ulandsmagasinet Marts 2013 Retten til et bedre liv i Nordafrika Retten til et bedre liv hedder den danske udviklingsstrategi fra maj Som det fremgår af forordet bygger strategien på to elementer, nemlig at fattigdommen skal bekæmpes både med menneskerettigheder og med økonomisk vækst. At begge elementer er vigtige er oprørerne i de nordafrikanske lande, Tunesien og Egypten, måske de bedste nylige eksempler på. De var grundlæggende næret af befolkningens ønske om et bedre liv både med hensyn til menneskerettigheder og økonomisk vækst. Det er en kamp, der langsomt bringer enkelte demokratiske fremskridt, men desværre også usikkerhed og endda væsentlige forringelser for det enkelte menneske. Både i Tunesien og Egypten er økonomien flere steder gået i stå og arbejdsløsheden steget. De fleste borgere føler ikke, at de har fået et bedre liv! Men kampen fortsætter, og den foregår i høj grad på arbejdspladserne. Fagbevægelserne i Egypten og Tunesien, var en væsentlig del af oprøret. I dag, to år efter oprørets start, tror de stadig på fremtiden, fordi de ved at ændringer tager tid at gennemføre, og fordi de ved at det er deres historiske chance for grundlæggende forandringer. De kæmper en helt central kamp for retten til at leve i et demokratisk samfund, for retten til at organisere sig i en fagforening, for retten til et anstændigt arbejde og, ikke mindst, retten til at tro på en fremtid for deres børn. Ulandssekretariatet sætter i den kommende tid fokus på Egypten og Tunesien. Rundt om i landet, på skoler og i fagforeninger sørger vi for udstillinger og koncerter med fotojournalistiske reportager og egyptisk graffiti og hip-hop kunstnere og malere. Du kan følge med på vores hjemmeside i den kommende tid. Det er vores håb, at vi med disse aktiviteter vil skabe en øget forståelse for den virkelighed og de udfordringer, som befolkningen står overfor i dag, men også for det håb, som Det Arabiske Forår skabte. Marie-Louise Knuppert LO-sekretær Formand for Ulandssekretariatet bente Sorgenfrey Formand for FTF Næstformand for Ulandssekretariatet Udgiver: Ulandssekretariatet, Islands Brygge 32D, 2300 København S Telefon: mail@loftf.dk, Ansvarshavende redaktør: Mads Bugge Madsen Redaktion: Gladis Johansson (redaktør) og Lene Frøslev Forsidefoto: Flemming Weiss Andersen Grafisk tilrettelæggelse: Koefoed/Ægir Tryk: Thomsen Offset A/S Oplag: Ulandsmagasinet er produceret med støtte fra Danida Indhold Vandhanestøberen Osama 3 Han sætter hiphop lyd til det arabiske forår 6 Næste revolution er kvindernes 8 Revolutionens gadekunstner 11 Det koster at være fagligt aktiv 14 issn

3 Vandhanestøberen Osama Økonomien er stram og jobbene mangler, men Osama er glad for sit arbejde i faderens smedje og håber på en bedre fremtid for Egyptens unge Osama Ibrahim el Aziz er 28 år og passer ovnen i sin fars messingsmedje i Alexandria. Her støber de vandhaner hver dag fra klokken otte om morgenen til otte om aften, og længere endnu hvis der er ekstra bestillinger. Smedjen ligger i Abu Durdor, en af Alexandrias ældste bydele hvor der er værksteder af alle mulige slags: smedjer, træværksteder, bilmekanikere og diverse reparatører. Smedjen, hvor Osama arbejder, ligger i en mørk gyde. Her får de kun den sol, som trænger igennem et hul i loftet, når den står højest på himlen midt på dagen. Der er tre arbejdere i smedjen. Ibrahim arbejder med forberedelse af den sand- og lerblanding, som skal i støbeformene. Han banker blandingen tæt i formen og laver et aftryk af det produkt, som skal støbes. Det er også ham, der efter støbningen renser og sliber det færdige produkt. Osama passer smedjens ovn. Den er i gang det meste af dagen, og her smeltes gammelt messing. Når det er flydende, hælder han det i de klargjorte forme og laver nye støbninger. Osamas far, som startede smedjen for 45 år siden, er en ældre herre og går derfor kun under navnet el Hagg den gamle. Arbejdet i smedjen er for fysisk hårdt for ham, så han passer salg og bestillinger og ser til at alt går rigtigt for sig. Ingen jobs Osama har arbejdet i smedjen i seks år. Han er uddannet socialarbejder, og har en drøm om at åbne et kontor, hvor han kan tilbyde hjælp og ydelser til Alexandrias fattige. Men det kræver en startkapital, og sådan en er svær at skabe uden en indkomst. Det er ikke til at finde arbejde i Egypten. Hverken for mig, eller for mine venner, som er uddannede ingeniører og andet. Mursi (Egyptens nuværende præsident fra det Muslimske Broderskab) siger, at vi alle sammen skal arbejde, men hvordan skal vi det når der ikke er nogen jobs at få? Gør han grin med os? spørger Osama og ryster på hovedet. Et andet problem er de lave lønninger. Selv med et job hvor Osama kunne bruge sin uddannelse, er han økonomisk bedre stillet ved at arbejde med sin far i smedjen. Lad os sige jeg fandt et job som socialarbejder på et hospital. I sådan et job ville jeg måske kunne tjene 200 pund (ca. 160 kr.) om måneden, hvoraf de 50 pund ville gå til transport frem og tilbage til arbejde. Det ville efterlade mig med så lidt, at det ikke er anstrengelsen værd. Af Marie Larsen Foto: Carsten Snejbjerg Ulandsmagasinet marts

4 Osama smelter gammelt messing i smedjens ovn. Arbejdet er fysisk tungt og hårdt for helbredet, men han er stolt af sit håndværk. Ulandsmagasinet marts 2013 Men hvorfor så overhovedet tage en uddannelse? Alle kneb gælder I smedjen arbejder de på bestilling fra forskellige opkøbere, og de har mærket en markant forandring i efterspørgslen gennem de sidste år. Tidligere samarbejdede vi med de andre smedjer i området, vi arbejdede med forskellige produkter og kunne hjælpe og supplere hinanden. Sådan er det ikke længere. Efterspørgslen er faldet, så konkurrencen er steget. Nu gælder alle kneb for at sikre sit eget arbejde, siger Osama. Den faldende efterspørgsel skyldes både landets dårlige økonomi og den politiske ustabilitet igennem de foregående år, men det er også et resultat af de globaliserede markedskræfter, forklarer Osama. 4

5 Fotos: Carsten Snejbjerg Ulandsmagasinet marts 2013 Når økonomien er dårlig, går folk efter de billige varer, og dem kan de få importeret fra Kina. Men de produkter holder højest et år, vores er håndlavede og robuste og holder et helt liv. Håb om en bedre fremtid Osama er glad for arbejdet i smedjen, og han er stolt af det håndværk, han producerer, men efter seks år i smedjen kan han mærke, at arbejdet er hårdt for hans helbred. Det er fysisk tungt og hårdt, og der er konstant røg og støv i luften. Men han er også taknemmelig for at have et job. Han tror på, at der venter ham og Egyptens unge en bedre fremtid, ordentlige arbejdsforhold og ordentlige penge, men også at det kræver tålmodighed. Han var fuld af håb da folket pressede Mubarak til at gå af som præsident i 2011, og han var med på gaden og til demonstrationerne fredag efter fredag. Det er han ikke længere, han orker det ikke. Fredag er hans eneste fridag, og han har brug for at lade op til ugens arbejde. Nu handler det for ham først og fremmest om at få den lille smedje til at løbe rundt, så familien kan få mad på bordet og han kan spare op til at blive gift og skabe sig en fremtid. 5

6 Han sætter hiphop lyd til det arabiske forår I Cairo ansporer hiphopperne med deres politiske rapnumre egypterne til at protestere mod regimets fortsatte undertrykkelse af befolkningen. Af Lene Frøslev Foto: Lene Frøslev Ulandsmagasinet marts 2013 Karim Adel med streetnavnet Rush sidder på sit værelse i et middelklassekvarter i Cairo og skriver raptekster. Som regel om natten. Når de bliver lagt på nettet, får han og vennerne i bandet Arabian Knightz tusinder af unge til at fordømme Det Muslimske Broderskab og det regime, der stadig regerer Egypten med vold og undertrykkelse. Musik rammer min generation meget hurtigere end noget som helst andet. Musik flytter sig. Den kan ændre en persons mentalitet, selv mere end politisk eller religiøs snak. Hvad som helst. Unge lytter ikke til den slags. De lytter til musik og de ser film. Det er den måde, man former deres viden bedst, siger Karim. I Egypten og Tunesien, Palæstina og Libanon er hiphop blevet en katalysator for de unges frustrationer over udemokratiske og korrupte regeringer. Og omvendt finder hiphopperne inspirationen i den arabiske gade. Gør modstand og stå sammen Vores numre blev mere og mere politiske op til revolutionen, siger Karim. Vi ville fortælle, at folk skulle gøre modstand. At der var en masse korruption og en masse løgne. Men at der ikke vil ske noget, før man står sammen. Og det var netop, hvad Karim oplevede i de hektiske dage på Tahrir-pladsen i Egyptens hovedstad Cairo i januar og februar 2011: Sammenholdet, glæden, euforien og fællesskabet. Det var som en drøm, der gik i opfyldelse. Men man fornemmede, at noget fishy var ved at ske. Der var ingen, der havde kontrol, og der blev sendt folk ud for at ødelægge festen. Det onde havde simpelthen ikke tabt kampen, fortæller Karim. Og med det onde mener han, at det hemmelige politi og betalte bøller overfaldt demonstranterne og stadig voldtager kvinder, der demonstrerer. Dermed var kimen lagt til Arabian Knightz s kampagnenumre mod de nye magthavere i Det Muslimske Broderskab, som kom til magten ved valget i De skal tvinges til at dele Egypten med os alle. Egyptens økonomi er ved at falde fra hinanden, folk sulter, og der sker dagligt ulykker. Vi vil minde dem om, at de kommer til at betale prisen ligesom Mubarak. Det er derfor, jeg tager tilbage til Tahrir og demonstrerer, siger Karim. Og de politiske budskaber vinder genklang. For eksempel er deres nummer Prisoner set og hørt af mennesker på You Tube. Folk er blevet vildt optaget af politik. De har fundet ud af, at politik handler om alt det, der sker i deres liv, så der bliver talt om politik her, der og alle vegne. På Facebook og Twitter, ja selv vittig hederne er politiske. Og fodboldfansene er med i politik. Det er for vildt! Hiphop på nettet I begyndelsen udgav Arabian Knightz sine numre på Myspace og senere på You Tube. Men med den stigende popularitet er der også kommet albums, der distribueres på itunes, og større shows. Og selv om kritikken af styret er lige på og hård, så er rapperne og hiphopperne indtil nu sluppet for politisk forfølgelse. Men Karim mener ikke, at det er det samme som ytringsfrihed. Regimet har så mange problemer at håndtere, og de opfatter os bare som en flok kids. Men de har jo prøvet at lukke munden på for eksempel journalister. Så vi må se, hvad der sker. Men indtil nu har de ikke haft kontrol med musikken. Karim har sine politiske favoritter, men ikke nogen helte. Revolutionen har ikke brug for helte, som han siger. Og han har en drøm om, at hans land en dag igen kommer til stolthed og ære i verden. Egypten har så stort et potentiale til at blive et rigt og produktivt land. Derfor må vi bekæmpe det nuværende styre både med demonstrationer og i stemmeboksen, mener han. Ordene vælter ud af Karim. Han speedsnakker, både når han skal fortælle, og når han rapper. Netop hans energi og rastløshed har givet ham streetnavnet Rush. Han har været primus motor i etableringen af Arab League, som både er et pladeselskab og en forsamling af førende rappere og hiphoppere i en række lande i Mellemøsten. Og det er under det navn, Rush besøger Danmark sammen med Sfinx. Jeg håber, vi får et godt samarbejde med de danske unge. Vi er dedikerede til at ændre vores samfund, og vi tror på, at forskellige kulturer nemt kan komme i kontakt med hinanden. Kulturudveksling er super vigtigt for revolutionen, understreger Karim. Karim Adel, aka Rush, bruger musikken som sit politiske redskab i kampen mod Egyptens styre. 6

7 Revolutionen i Egypten 2011 I årene op til 2011 organiserede fagligt aktive egyptere strejker og demonstrationer i protest mod stigende fødevarepriser, lav løn, høj arbejdsløshed og boligmangel. Samtidig var det egyptiske styre præget af korruption, ytringsfriheden begrænset og politivold udbredt. Protesterne kulminerede med en kæmpe demonstration på Tahrir-pladsen i Cairo 25. januar Politiet slog hårdt ned på demonstranterne, og i de følgende dage blev adskillige dræbt og sårede. Efter 18 dages demonstrationer blev den forhadte diktator, præsident Hosni Mubarak, tvunget til at gå af. Foto: Mohamed Mohsen Ulandsmagasinet marts 2013 Militæret overtog magten, og i 2012 vandt Det Muslimske Broderskab valget. Men de brutale overgreb på demonstranter fortsatte og foregår stadig. Om Arab League To af hiphopperne fra Arab League besøger Danmark i forbindelse med Ulandssekretariatets oplysningskampagne Håbet om en bedre fremtid. De to tager på turne til pædagogseminarer og professionshøjskoler med workshops i poetry slam. Rush/ Karim Adel er 31 år og opvokset i Oman. Har optrådt i gruppen Arabian Knightz siden Primus motor i netværket Arab League for hiphoppere fra hele Mellemøsten og Nordafrika. Sfinx/ Hesham Abed er 32 år og kommer fra Los Angeles i USA. I 2005 flyttede han til Cairo og dannede Arabian Knightz sammen med Karim. Den tredje på billedet er Menna Kobt. Hun har hurtigt fået ry som den bedste kvindelige rapper i Egypten. 7

8 Næste revolution Af EVA PLESNER Ulandsmagasinet marts 2013 Myriam til venstre er kristen, og Nouran er muslim. De har været veninder, siden de var 10 og oplever, at de pludselig får negative kommentarer om deres venskab på tværs af religioner. Revolutionen i Egypten har ikke givet kvinderne frihed og ligestilling. Tværtimod står det værre til end nogensinde, mener veninderne Nouran og Myriam. Alligevel er de optimister. For hvis der er noget, revolutionen har lært kvinderne, så er det, at de har en stemme. Og at de kan sige nej. Nouran el-behairy er nyhedsreporter på avisen Daily News Egypt. Da hun for nylig ringede til talsmanden for et af de nye, ultrakonservative, islamistiske partier for at bede om en kommentar, erklærede han, at han ikke kunne drømme om at udtale sig til en kvinde. Bare dét, at han skulle lytte til en kvindestemme i telefonen, var harram moralsk forkasteligt sagde han. Og i øvrigt burde kvinder slet ikke have lov til at arbejde uden for hjemmet. Jeg blev ekstremt vred. Og samtidig endnu mere ivrig efter at bevise, at han tager fejl. For hvis kvinder ikke deltager aktivt i samfundslivet, går udviklingen i stå, siger 21-årige Nouran el-behairy. Hjem til kødgryderne Hun og hendes jævnaldrende veninde, Myriam Victor, er enige om, at det er blevet værre end nogensinde at være kvinde i Egypten, efter at islamisterne kom til magten i foråret Landets præsident, Mohamed Mursi, kommer fra Det Muslimske Broderskab. Det største politiske parti er broderskabets Friheds- og Retfærdighedsparti. Og 8

9 er kvindernes Hensigten er at sprede skræk og rædsel blandt kvinder, og beskeden er ikke til at misforstå: Hold jer fra politik og fra at tage aktivt del i samfundslivet, siger Nouran. TilbAGE til start Under revolutionen fløj håbet og drømmene ellers højt. Kvinder og mænd demonstrerede side om side for frihed, lighed og social retfærdighed, og da oprøret var på sit højeste, var omkring hver fjerde demonstrant på Tahrir-pladsen i Cairos centrum en kvinde. De råbte slagord, kæmpede, sang og sov på asfalten ved siden af mændene alt sammen stik imod enhver traditionel forestilling om, hvad en egyptisk kvinde kan og må. Og mange håbede, at det var begyndelsen på en helt ny æra. Men nu vil islamisterne sætte os tilbage til før nul, siger Nouran. Det er ikke fordi, der var ligestilling under den tidligere diktator. Men egyptiske kvinder var knapt så dårligt stillet som deres medsøstre i eksempelvis Yemen og Saudi Arabien, og omkring hver fjerde havde udearbejde. Og så nyder de stadig godt af en række love, som den tidligere præsidentfrue, Suzanne Mubarak, lagde navn til, og som gav kvinder ret til at være dommere, forbød omskæring af piger, hævede ægteskabsalderen fra 15 til 18 år og gav kvinder fik ret til at kræve skilsmisse. Noget, som ellers altid har været forbeholdt mændene. I dag går Egyptens præsidentfrue med tørklæde, og de islamistiske magthavere vil have ophævet de såkaldte Suzanne Mubarak-love, som de kalder uforenelige med islam. De er ekstremt flittige til at sprede deres ideer. Og det kan mærkes i dagligdagen. Der er eksempelvis ingen af os to, der går med tørklæde, og pludselig synes fremmede mænd, at det er helt ok at stoppe os på gaden og belære os om, at vi bør skjule vores hår. Det oplevede vi aldrig før revolutionen, siger Myriam. Det har heller aldrig før været et problem, at Myriam er kristen, og Nouran er muslim. De har kendt hinanden, siden de var 10 år, og nu oplever de pludselig, at folk ikke kan forstå, hvordan de kan være veninder. Nogen kritiserer os endda for det! Og det næststørste er det ultrakonservative, islamistiske Nour-parti, som mener, at det er ondt og imod Islam, at kvinder stiller op til parlamentet. Islamisterne ønsker et samfund, hvor kvinder holder sig inde bag hjemmets fire vægge. I deres øjne er vores eneste opgave at føde børn og tage os af familien. Alt andet tager mændene sig af, siger Myriam. OVERFAld skal skræmme kvinderne Og ifølge Myriam og Nouran er landets nye magthavere parate til at tage ekstreme midler i brug for at nå deres mål. De er i hvert fald overbevist om, at det er islamisterne, der står bag de senere måneders brutale og velorganiserede sexovergreb på kvinder, der deltager i demonstrationerne imod præsidenten og hans regering. Alene i januar blev der registreret 128 sager. Og mønsteret er det samme hver gang: En bande unge mænd blander sig med demonstranterne, omringer deres offer, afskærer hende fra de andre demonstranter, flår alt tøjet af hende og voldtager hende ved at stikke fingre og genstande ind. Fotos: FLEMMING WEISS ANDERSEN Ulandsmagasinet marts

10 Fotos: Flemming Weiss Andersen Ulandsmagasinet marts 2013 det er både kristne og muslimer. Det er så forfærdeligt, siger Nouran. At adlyde eller ikke adlyde Ingen af dem deltog i det 18 dage lange oprør i Det var alt for farligt, mente deres forældre. Siden da har Nouran dog dækket flere af de store demonstrationer imod præsident Mursi. Men kun, fordi det er en del af hendes job som reporter. Ellers havde jeg aldrig fået lov af mine forældre, siger hun. Og Myriam slås stadig for at få lov at gå med i demonstrationerne. De fatter ikke, hvor vigtigt det er for mig at være politisk aktiv, siger hun. Jeg spørger, hvorfor hun så finder sig i forbuddet. Hun er trods alt voksen? Hun tøver længe. Jeg kan da ikke trodse mine forældre, siger hun så. Det ville få mig til at føle skyld. Nouran forklarer, at de er opdraget til at adlyde deres forældre, indtil de bliver gift. Derefter skal de adlyde deres mand. Men hvis I ikke tør gøre oprør imod jeres forældre, hvordan skal det så gå med ligestillingen, spørger jeg. De griner begge to. Ting tager tid, siger de. Og da jeg spørger, om de så også vil adlyde deres kommende ægtemænd, lyder der et enstemmigt NEJ! I vores generation føler vi os på lige fod med mændene, siger Myriam. Og det er nogle af dem rasende over. De er jo opdraget til, at vi skal være føjelige. Og de tror, at deres hjerner er mere udviklede end vores. At vi ikke er skabt til at forstå komplicerede sager som økonomi og politik. Jeg tror, at der kommer en ny revolution, og det vil være kvindernes revolution, siger Nouran. For det er os, der er revolutionens store tabere. Det eneste gode er, at vi har opdaget, at vi har en stemme. At vi kan sige nej. Vi har lært, at vi kan udtrykke vores mening og ændre på tingene. Kvindernes kamp Revolutionerne i Tunesien og Egypten var også i høj grad kvindernes kamp. Men som det fremgår af artiklen med Nouram og Myriam har de stærke religiøse strømninger i Egypten betydet at situationen nærmest er blevet værre. Det samme gælder for mange kvinder i Tunesien, hvor det første udkast til den nye forfatning f.eks. beskrev kvinder som komplementær (underordnet) til manden. For Ulandssekretariatets partnere, fagbevægelsen i Tunesien og Egypten, er kampen for kvindernes rettigheder frihed og ligestilling en central del af deres overordnede kamp for menneskerettigheder og for et bedre liv. I vores generation føler vi os på lige fod med mændene, siger Myriam. Jeg tror, at der kommer en ny revolution, og det vil være kvindernes revolution, siger Nouran. Egyptens kvinder Egypten rangerer som nummer 125 blandt 132 lande, når det gælder kvinders politiske rettigheder. Og som nummer 124, når det gælder kvinders økonomiske muligheder. Der er 508 medlemmer i parlamentet. Ved det seneste valg i 2012 fik kvinderne 11 pladser og mændene 497. Kun én af regeringens 36 ministre er en kvinde. Forfatningskomiteen, som har skrevet udkastet til Egyptens nye grundlov, bestod af 94 mænd og seks kvinder. Kvinders arbejdsløshed er fire gange højere end mænds. 4 ud af 10 kvinder er blevet giftet bort imod deres vilje som ganske unge. 6 ud af 10 er udsat for hustruvold. Næsten 9 ud af 10 er omskåret. 4 ud af 10 kvinder over 15 år kan ikke læse og skrive. Kilder: World Economic Forum, The Economist, The National Council for Women (Egypt) m.fl. 10

11 Revolutionens gadekunstner Af L en e Fr ø slev Foto: L ene Fr ø slev Ula nd smaga si net ma r ts 2013 Ammars malerier er blevet ikoner i Egypten. Symboler på revolutionen. Ammar Abo Bakr har bidraget til den egyptiske revolution med store murmalerier af nogle af dem, der er blevet dræbt i kampene for frihed og retfærdighed Ammar Abo Bakr maler graffiti. Gade kunst, foretrækker han selv at kalde det: Portrætter af døde unge mænd med neonfarvede vinger. Og af drenge i t-shirts og gasmaske, der kæmper mod overmagten i en sky af tåregas. Billeder, der råber om frihed, retfærdighed og politisk kamp fra murene i hovedstaden Cairo og i den 33-årige egyptiske kunstners egen hjemby Luxor. Ammars billeder er blevet ikoner i Egypten. Symboler på den revolution, der er blevet mere og mere voldelig, men som alligevel trækker tusinder af unge ud på gaderne i en livsfarlig protest mod politivold og politiske uretfærdigheder. Det var ikke så meget de store demonstrationer på Tahrir-pladsen i Cairo i 2011, der fik Ammar Abo Bakr og andre kunstnere som ham til at male og spraye illustrerede politiske budskaber på murene. I begyndelsen var han bare med som en del af den store folkelige bevægelse, der på 18 dage fik den forhadte præsident Hosni Mubarak til at gå af. Jeg bryder mig ikke om betegnelsen revolutionær. Jeg er hverken en ak- tivist eller en politisk fyr. Men da jeg så nogle videoer på You Tube af det, der skete i Cairo, så kunne jeg ikke blive her i Luxor. Jeg måtte tage toget klokken fire om morgenen og være med på Tahrirpladsen, fortæller han Jeg har set folk blive dræbt Det var politiets og militærets politiske vold og drab på demonstranterne, der for alvor satte gang i den bølge af graffiti-kunst, der stadig pryder gadebilledet i Egypten. Og Ammar Abo Bakr kommenterede på murene, hvad han så i den gade, hvor kampene var særligt heftige: Mohamed Mahmoud-gaden, der fører fra Tahrir-pladsen ned mod indenrigsministeriet i Cairo. For mig er revolutionen, at regimets maske er blevet revet af. Og bag den har vi set en masse grimme ting de seneste to år. Jeg har set folk miste deres øjne. Jeg har set folk blive overfaldet og banket. Jeg har set folk blive dræbt. Jeg har set det med mine egne øjne, og det er forfærdeligt, siger han. Mens tåregassen bølgede ned ad gaden, stod Ammar og hans venner og malede martyrportrætter. Først af dem, der mistede synet, fordi regimets snigskytter bevidst sigtede efter øjnene. Og senere af de unge og meget revolutionsaktive fodboldfans fra Cairo, Ultras Ahlawy, der blev dræbt ved voldelige overfald efter en fodboldkamp i Port Said. Gang på gang er murmalerierne blevet malet over af styrets folk. Men det har blot ansporet kunstnerne til at male et nyt lag revolutionskunst oven på det gamle. Jeg kom i gaden gennem to måneder. Jeg malede ofte om natten og blev ved, til jeg var døden nær af træthed. Tit kom folk og var med, eller de kom med kommentarer og diskuterede. Det gav mig en dejlig følelse af, at vi var sammen om at bruge kunsten imod regimet. Kæmpende Engle Ammar Abo Bakr bor i Luxor, cirka 500 kilometer syd for Cairo. Her underviser han på kunstakademiet, og her har udsmykningerne i de mange tusinde år gamle 11

12 kongegrave inspireret ham til at male de neonfarvede vinger, der er blevet hans revolutions-signatur. På kunstakademiets mur har han malet sine Kæmpende Engle billeder af unge, der kæmper for livet og revolutionen i en sky af tåregas. Befolkningen her i Luxor lever langt fra det, der sker i Cairo. Men her skal man også have mulighed for at føle revolutionen, siger Ammar Abo Bakr, der stadig er stærkt påvirket af de overgreb, han tæt på har været vidne til. Det har forandret mig meget at se folk betale for revolutionen med deres liv. Jeg vil gerne give noget smukt tilbage til folk. Hjælpe revolutionen med noget skønhed. Ulandsmagasinet marts

13 De neonfarvede vinger er blevet Ammars revolutions-signatur. Om Ammar Abo Bakr Født 14. februar Han er uddannet kunstmaler på kunstakademiet i Luxor i 2001, og senere studerede han kunst i Strasbourg og i Wien. Siden 2009 har han undervist på kunstakademiet i Luxor. Han har malet store murmalerier i Cairo og i Luxor i 2011 og I 2013 har han ledet et danskegyptisk projekt om murmaleri The2Ways i Luxor. Foto: Ammar Abo Bakr Ulandsmagasinet marts 2013 Ammar Abo Bakr i Danmark I forbindelse med Ulandssekretariatets kampagne Håbet om en bedre fremtid med fokus på Egypten og Tunesien holder Ammar Abo Bakr og hans kunstnerkollega Anter Abdella Rady en række workshops for malerelever på teknisk skole i Silkeborg, Odense og Gladsaxe. Sammen skaber kunstnerne og eleverne nogle af de store malerier, som vil blive en del af Ulandssekretariatets fotoudstilling i Brøndsalen på Frederiksberg marts Ammars Kæmpende Engle på muren til Luxors kunstakademi. 13

14 Unge i Tunesien kæmper for at komme ind på arbejdsmarkedet og få et fast job. Men er man fagligt aktiv, rammes man på karrieren. AF Lene Frøslev og Sofie Okkels Birk Ulandsmagasinet marts 2013 Firas Abdelmajid arbejder på skiftehold både om aftenen og i weekenden. Han tager hver dag ud til det nye og golde industriområde Le Kram i hovedstaden Tunis nordlige udkant. Her ligger mobilselskabet Orange Tunesie, hvor Firas har haft job i kundeservice-afdelingen siden selskabet blev etableret for tre år siden. Han sidder i business-afdelingen og besvarer mails. I begyndelsen var det er studiejob, som jeg søgte for at få noget erhvervserfaring, mens jeg tog min uddannelse i ledelse. Men jeg er her stadig, for jeg kan ikke få et job, der matcher min udannelse. Det er virkelig demotiverende, siger 26-årige Firas Abdelmajid. Og det er han ikke alene om. Det samme problem har adskillige af hans jævnaldrende kolleger i callcentrets kontorlandskaber og i mange andre områder på arbejdsmarkedet. Økonomien i Tunesien går dårligt, og når der skæres ned i virksomhederne, går det oftest ud over de unge. Jeg bliver aldrig valgt ud De usikre vilkår gør, at mange unge holder sig fra fagligt arbejde. De frygter, at det kan gå ud over deres jobmuligheder og karriere. Det kan Firas Abdelmajid tale med om. Han var med til at starte en lokalafdeling af fagforeningen i mobilselskabet, og arbejdet for kollegerne er meget meningsfyldt, synes han. Men han har erkendt, at han af den grund aldrig kommer til at få et bedre job på arbejdspladsen. Jeg kunne godt tænke mig at bruge mine evner på noget mindre dumt. Ledelsen lyder imødekommende. Men jeg ved, at jeg aldrig bliver valgt ud, siger Firas. Det var et hårdt arbejdsmiljø, udnyttelse og senere slet skjulte trusler mod de ansatte, der fik Firas til at tage initiativ til at oprette en faglig afdeling. De ansatte skulle bede om tilladelse til at komme på toilettet eller få kaffepause og ønsket blev ofte afslået. Og da fagforeningen skulle etableres, blev initiativtagerne kaldt til samtale med afdelingslederen, der advarede om, at den slags kan ødelægge ens karriere. Det fik 8 ud af de 10 initiativtagere til at falde fra. Ud over lønproblemer og manglende karriereudvikling er et af de store problemer i Tunesien de manglende muligheder for at få et fast job. Det gælder ikke Firas straffes på karrieren for at være 14

15 Ulandssekretariatet i Tunesien Firas Abdelmajid finder det meningsfuldt at være fagligt aktiv. Men det koster ham karrieren. Ulandssekretariatet støtter landets største faglige organisation UGTT Union Générelle Tunisienne du Travail i kampen for at skabe bedre vilkår for arbejderne i Tunesien, opbygge et velfungerende arbejdsmarked og et samfund, der tager ansvar for eksempelvis arbejdsløse og udstødte grupper. UGTT tager aktivt del i de reformer, der er i gang i Tunesien, og arbejder for at skabe en ny og konstruktiv social dialog med regeringen og arbejdsgiverorganisationen UTICA. mindst de unge. Rigtig mange bliver ansat på midlertidige kontrakter. I mobilselskabet, hvor Firas arbejder, er der unge, der bliver ansat bare tre måneder ad gangen. Usikre vilkår Efter tunesisk lov skal man fastansættes efter fire år på midlertidige kontrakter. Men det forsøger mange virksomheder at omgå ved at fyre folk efter godt tre års midlertidig ansættelse. Det er virkeligt usikre vilkår, som fagforeningen har prøvet at bekæmpe, og det er lykkedes mange steder i det offentlige. Men det er et enormt problem i den private sektor, og det går ud over den enkelte både økonomisk og socialt, fortæller Firas Abdelmajid. De ansatte på korttidskontrakter kan hverken få kredit i banken eller købe noget på afbetaling, og det gør det vanskeligt at stifte familie, bekræfter Marwan Cherif, koordinator i ungdomsafdelingen i Tunesiens største faglige organisation ugtt, der er Ulandssekretariatets samarbejdspartner. Det er særligt de unge, det går ud over, og det har store sociale konsekvenser. Man kan ikke få arbejdsløshedsunderstøttelse eller forsikring, og man risikerer at blive fyret fra den ene dag til den anden, siger han. Foto: Hamdi Ayadi Ulandsmagasinet marts

16 Fotobogen Arbejdsliv arabiske fortællinger er udgivet i 2013 som en del af Ulandssekretariatets kampagne Håbet om en bedre fremtid. 128 sider. Pris 150 kroner plus porto. Revolutionen i Egypten og Tunesien for godt to år siden tændte lys i arbejdernes øjne. Skabte håb om store forandringer. Tro på en fremtid, en ordentlig tilværelse og et anstændigt arbejdsliv. I dag fortsætter kampen, og troen lever stadig. Men samtidig vokser frustrationen over, at udviklingen ikke går hurtigt nok. De to prisbelønnede fotografer, danske Carsten Snejbjerg og egyptiske Ahmed Hayman Hafez, har over flere uger fulgt smeden, børnearbejderen, læreren og maleren i Egypten, slagteren og sygeplejersken i Tunesien og giver et unikt indblik i deres arbejdsliv og familieliv. Deres værdier. Deres udfordringer. Og ikke mindst deres håb for fremtid.