Prædiken til 2. juledag 2013, Vor Frue Kirke, København

Transkript

1 Prædiken til 2. juledag 2013, Vor Frue Kirke, København Stine Munch Det er dagen derpå her i kirken. 2. juledag kalder på eftertanke ovenpå den umiddelbare glæde juleaften og juledag. Julen er populær - ingen tvivl om det. Barnet i krybben omkranset af kernefamilien, Maria og Josef, samt venlige engle og tilstrømmende hyrder og dyr der varmer det lille barn med deres ånde, æslet, koen og alle fårene det er et megahit for kirke og kristendom. Så megen PR i løbet af så kort tid ville selv en reklamechef for een af de helt store koncerner være vildt misundelig over. Måske skulle vi så nok ændre lidt på konceptet..og følge op med fortsat produktudvikling. Har man først ramt det, som folk vil have, gælder det om at holde fast i konceptet og fortsætte i samme spor, bare endnu vildere! Måske ville det lyde sådan her: Jesus vokser op under trygge og rolige omgivelse. Josef og Maria bliver rigtigt gift, får måske 4 eller 5 børn..mange børn viser jo overskud og handlekraft, og Josef begynder for alvor at udvikle sin virksomhed. Maria passer selv sine børn derhjemme, naturligvis, sådan som det er så moderne for tiden, nu hvor moderskabet dyrkes som ikke set i mange år, og familiens økonomiske og sociale status stiger langsomt, men sikkert. Jesus ville helt sikkert begynde at studere og i starten ville det ikke gå så godt, men SÅ og til sidst ville han ende med at være succesfuld, blive ansat i Josefs firma og gifte sig med Maria Magdalena.. En rigtig god historie der kunne laves en lækker julefilm ud af.. 1

2 Der er bare det ved det, at sådan gik det ikke. På 2.juledag fratages vi anledningen til at beruse os i en alt for letkøbt glæde over en god begyndelse, hvor vi helt ser bort fra, hvordan det egentligt gik. For den smukke fortælling om Jesu fødsel er jo kun begyndelsen til den barske og tragiske beretning om ham der vil stå frem og på én gang hævde Guds krav OG kærlighed med en kompromisløshed, der fører ham på kant med alle lige fra den religiøse elite, til den militær-politiske værnemagt samt samfundets bedre borgerskab og endda også de ellers så trofaste skarer. Fra julenats englesang og halleluja går der en lige line til råbet i Jerusalems gader: Korsfæst ham! Folk kunne ikke tåle ham, ikke tåle at høre om Guds kompromisløshed der netop ikke kan indfanges i den af mennesker nedskrevne moselov, for eksempel. De kunne ikke tåle Guds kompromisløshed når han dømmer alle mennesker lige.. Også dem vi på ingen måde synes er særligt lige med os! Netop denne modstand mod Guds lys i verden har Brorson så præcist fanget i salmen om den yndigste rose; Forhærdede tidselgemytter, så stive som torne og støtter, hvi holder I eder så ranke i stoltheds fordærvede tanke". Det er netop forhærdelsestanken, som er dagens omdrejningspunkt og anledning til eftertanke. 2

3 Hvorfor gik det hele så galt, hvorfor fortsatte - og fortsætter - julens uskyldige glæde ikke uendeligt? Et svar kunne være dette; Fordi Jesus ikke blev født for at leve hele sit liv i en stald, men for at træde ind i vores formørkede verden og kaste et forklarende lys over det, liv vi lever. I et gammelt kristent land som Danmark, vil vi vel godt være Jesus Kristus bekendt, eller vil vi? Og hvad vil det egentlig sige, at være Jesus Kristus bekendt, for hvis det er sådan noget troshysteri, hvor man skal rende rundt på gader og stræder og forkynde eller bære på store kors, Så er vi nok liiiige dem, der er stået af. For det skal jo nødigt blive for fromt, eller endnu værre: for bekendende til kristendommen som Sandheden om Gud og mennesker..det er det sundeste at holde en vis distance.. I sommers var jeg til et arrangement i Kongens Have her mødte jeg en far til et barn der skal konfirmeres. Faderen fortalte mig at hans barn, en dreng, endnu ikke var døbt. Det er naturligvis ikke noget problem, sagde jeg.. Præsten døber bare drengen inden konfirmationen. Fint, sagde faderen, og fortalte mig så, at drengen i øvrigt helt af sig selv fandt stor mening i netop ikke at være blevet døbt.. Han skulle jo selv have lov til at vælge, og de, forældrene, havde bevidst ikke præget ham i nogen bestemt retning. Værdierne hjemme hos dem var nemlig, at alt var åbent, at man var fri til at vælge lige nøjagtig hvad man synes var bedst eller gav mest mening for een selv.. javel, sagde jeg.. og håbede snart vi kunne skifte emne. 3

4 Imidlertid fortalte faren mig, at ham og konen godt nok var blevet gift i kirken, ja, for det var så stort at de havde mødt hinanden, at det eneste rigtige var en kirkelig vielse.. Hmm, sagde jeg, jamen, det kan jeg da sådan set godt forstå men hvordan kan det så være, at børnene ikke skulle døbes? Jamen, sagde manden, det er jo fordi, at vi tror på vores egen måde, og det skal børnene også, så derfor skal de vælge selv. I princippet kan de jo ligeså godt vælge at være muslimer, det vigtigste er, at de selv tager stilling og at vi under ingen omstændigheder presser noget ned over hovedet på dem Nå, sagde jeg så..efterhånden noget indestængt, sådan er det nu ikke hjemme hos os. Der skal man konfirmeres, der er ikke noget med, at man selv kan vælge. I min familie er man altid blevet døbt og konfirmeret, og det bliver vi ved med. Det ved mine børn godt, og sådan bliver det. Denne sommeraften i Kongens Have i København, kunne man næsten mærke forargelsen gennem luften efter disse udgydelser fra mig. Flere af de tilstedeværende begyndte at blande sig og mente at jeg GODTNOK var noget sort i det, og meget firkantet.. Okay, tænkte jeg..jeg må hellere lige forklare mig..inden samtlige tilstedeværende melder sig ud af Folkekirken! Og så sagde jeg: hør her, jeg er kristen, og når jeg er det, og tror på den treenige Gud, så tror jeg selvfølgelig ikke på at altmuligt andet er lige så godt, eller noget der kommer i nærheden af det. Der findes kun een sandhed, og når nu jeg tror det er kristendommen, så er det da klart at jeg vil give mine børn troen med, så tidligt som muligt? Og jeg regner selvfølgelig med at f.eks en muslim har det præcis på samme måde, men sin tro, og forstår den som den eneste sandhed.. 4

5 Der er vel kun een sandhed? Der kan vel ikke være flere sandheder? For en sandhed er vel netop karakteriseret ved, at der kun er een..? Det er vel god gammeldags systemtænkning? Tolerance overfor anderledes tænkende, overfor folk med en anden religion end kristendommen, skal naturligvis være tilstede i en dialog, men tolerancen må ikke blive til lige gyldighed; kristendommen kan aldrig blive lige så gyldig for en muslim som islam og vice versa. For eksempel. Det er vel almindelig sund fornuft, tænker jeg.. Den dansk-amerikanske teolog og missionær Jens Christensen tog særligt overfor muslimer debatten op og søgte den åbne og ærlige konfrontation med en klar luthersk kristendomstolkning. I sin bog Konfrontation skriver han endda at sandheden er intolerant. Hvis man bekender sig til kristendommen og tror på at kristendommen besidder sandheden, så må man forstå sandheden som noget absolut og ubetinget. Hvis kristendommen er den absolutte sandhed for én selv, så må den, defineret som absolut, også være sandheden for alle andre, sandheden må være universel. På baggrund af dette hævder Jens Christensen faktisk, at det er umuligt at stille sig tolerant overfor f.eks. islam, der også hævder at besidde sandheden. Den eneste sandhed kan ikke finde sig i, at der er andre sandheder. Det er umuligt at vise tolerance overfor, at der skulle findes andre sandheder, der er lige så sande som den ene sandhed, kristendommen. Og jeg er fuldstændig enig med Jens Christensen. Det gælder ikke om at blive enige, for det er ikke muligt MEN det er muligt at blive enige om, at vi ikke er enige om, hvem der sidder inde med sandheden. Trods alt. Derfra må vi acceptere hinandens forskellighed og samtidig have blik for, hvad der forbinder os på det menneskelige plan. 5

6 Og indimellem må man vel bare erkende at vores værdier er på kollisionskurs og absolut uforenelige. Kunne det faktisk ikke være en god erkendelse? Fordi vi så ikke skal tvinge igennem at det jo faktisk er det samme vi tror på, når der virkelig ER stor forskel? Og derfor kan vi heller ikke bare lave et sammensurium af et kompromis.. Vi må kunne forstå det. At vi er uenige om hvad der er sandheden og derudfra respektere hinanden som medmennesker i verden.. Vorherre selv siger jo heller ikke: Alt er ligegodt og lad nu bare være med at tale om det, der er svært, så går det nok væk.. Nej, han siger da: Tro ikke at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd.. Jamen, det siger han..! Det er ikke bare mig der er uforsonlig og konfrontatorisk.. Og i dag, på Sct. Stefans dag hører vi jo, hvordan Stefanus blev myrdet fordi han ikke under nogen omstændigheder ville give afkald på, eller nedskrive sin tro på Kristus. Her var det konfrontation helt til det tragiske sidste.. Stefanus var den første martyr, men bestemt ikke den sidste. Således var der også angreb på kristne i Mellemøsten denne jul. I den sydlige del af Bagdad, blev omkring 30 kirkegængere dræbt af en bilbombe, der eksploderede foran en kirke, da folk var ved at forlade den efter julegudstjenesten. På et nærtliggende marked, i et kvarter, hvor fortrinsvis assyrisk kristne bor, sprængtes en anden bombe, og mindst 11 blev dræbt. Der er altså intet nyt under solen, som der står i det gamle testamente, siden Stefanus stening.. 6

7 Og det er heller ikke præsten selv, der finder på denne udladning om ufred og sværd som Jesus kommer med. Det er dagens meget profetiske tekst med kompromisløse krav om at følge barnet i krybben hele hans liv. Jesu fødsel er, som det er sagt mange gange her i julen, udtryk for at Gud kommer os i møde, men sandheden er jo, at vi al vor glæde til trods ikke vil dette møde. Vi undgår det, så ofte vi kan komme om ved det. I hvert fald de fleste af os.. Og derfor bliver der ufred og ikke fred, hvor Jesu radikale krav lyder! Hvor kravet er tro, tillid og kærlighed som det, han kommer med, der bliver der splid og ufred mellem mennesker. Som han gav sig selv helt, fuldt og uden begrænsning, således er kravet også til os, at vi skal hengive os til den Guds kærlighed, der oprejste Jesus fra den langfredagsdød, vi gav ham som tak for julenat. På den baggrund må ordene om at elske ham mere end den nærmeste familie og slægt forstås - han elskede os og gav afkald på sit eget. Det nødvendige svar på denne gave må være en tilsvarende uforbeholden og hel kærlighed. Han delte skæbne med os - blev menneske og døde vores død for at kunne give os del i sit evige liv - eller poetisk sagt: Lyset skinner i mørket. Men så fortsætter Johannes fra første juledag også med ordene: Mørket greb det ikke. Han kom til sine egne, men hans egne tog ikke imod ham. Han tog ikke blot sit eget kors op, men også vores, og bar det hele vejen. Kun på den måde kunne han bevare fællesskabet med os, ikke blot i livet, men også i døden. 7

8 På en 2. juledag, på dagen derpå, må vi se sandheden i øjnene; sandheden om ham, som kom for at frelse og opsøge de fortabte, og sandheden om os selv, at vi er de fortabte. Vi er en kirke af tilgivede syndere og tak Gud, at frelsen ikke afhænger af os, af vor tro vi kan være, for så så endnu mere sort ud.. Kun een er god, Kristus, og han baner vejen for os, og ind i vores hjerte.. At tage imod Kristus er at tage imod ham, som sendte ham, nemlig Gud. At tale om ham i hele hans sande virkelighed er også tale dom over os selv.. Men at anerkende det som sandt over alt, på trods, er i påsken og opstandelsens lys at acceptere hans uudgrundelige retfærdighed - at det uretfærdige, menneske, ethvert menneske, du og jeg, dog, og på trods, forenes med Guds retfærdighed tilsidst. Det er vores tro og vores håb.. Igennem dåbens løfte og troen på, at Vor Herre er med os hele vejen, hvor troløse vi end er Både i livet og i døden og engang når han kommer igen.. Herigennem skal dagens hårde ord læses og forstås. Kun derved kan julebudet blive et budskab til dem, der bygger i mørket og dødens skygge som Hostrup skriver det i sin salme. For også han kender til den kamp og den strid, som følger budskabet om barnet i krybben, når han skriver: "Julebud under storm og torden melder og giver fred på jorden, fred til at stride vor strid med mod, fred til at vente på enden god. Kære menighed, glædelig jul - og gid at vi alle får en glædelig opstandelse på den yderste dag..hvordan det så end skal foregå. 8

9 Amen. Lovprisning Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Kirkebøn Tak, Gud, for lyset du tændte i vor verden. Lad det skinne, når vore egne lys er brændt ned. Lær os, at livet i afmagt er større end livet i magt - men bær os, når afmagten bliver for stor. Tak, fordi du åbner din himmel og giver os din velsignelse. Tak, fordi du kommer os i møde og giver os barneglæden at leve på. Brug os til at dele ud af din velsignelse, så julens glade budskab også må nå dem, der er syge - dem, der er ensomme - dem, der mangler tro - dem, der lider af savn eller sorg eller på anden måde må leve med lidelsen. Gud - luk vore øjne op, så vi kan se, hvor meget velsignelse vi får ganske ufortjent. Vær med vore magthavere - med vor dronning Margrethe d. 2. og hele hendes familie. Lad os leve i lyset af din julestjerne, der skinner for alle. Vi beder for alle kristne der forfølges i verden.. Hjælp du dem med mod og styrke og troen på at du aldrig slipper dem.. Giv os styrke til at tro det, vi ikke tør tro på - og mod til at handle derefter! AMEN. 9