IFRS 9 Finansielle instrumenter

Transkript

1 Forfatter: Claus Ørum Pedersen Vejleder: Henrik Trangeled Kristensen Dato: 2. maj 2016 IFRS 9 Finansielle instrumenter - en teoretisk analyse af konsekvenserne ved implementering af IFRS 9 Finansielle instrumenter Kandidatafhandling School of Business and Social Sciences Aarhus Universitet

2 Executive Summary On July 24 th 2014, the International Accounting Standard Board (IASB) issued the final version of the international accounting standard for accounting for financial instruments, IFRS 9 Financial Instruments. Thus the IASB completed a long-term project to replace IAS 39 Financial Instruments: Recognition and Measurement, which has been subject to much criticism. Initially the criticism was focused on the complexity in accounting for financial instruments but eventually, in continuation of the global financial crisis, the criticism was also focused on the delayed recognition of losses on financial assets. The purpose of this thesis is to understand whether the implementation of IFRS 9 leads to significant changes as regards to classification, recognition and measurement and impairment of financial assets. Further, the aim of this thesis is to understand whether the changes lead to increased useful financial information in financial statements prepared in accordance with international accounting standards. It is found by comparing the two accounting standards that the implementation of IFRS 9 leads to significant changes as regards to classification and impairment of financial assets, whereas the recognition and measurement methods generally remain unchanged. By further analyzing the changes brought by the implementation of IFRS 9 it is found that the changes generally lead to increased useful information in financial statements prepared in accordance with international accounting standards. The complexity by applying and understanding the classification process is significantly reduced and even though the new impairment model brings a higher degree of estimates and judgements, the total conclusion is that IFRS 9 leads to increased useful information challenging the criticism of IAS 39. In addition to the results above it is also found by analyzing the changes brought by the implementation of IFRS 9 and comparing it to IASB s The Conceptual Framework for Financial Reporting that it leads to increased useful information as regards to the fundamental qualitative characteristics and to some extent, this is also the fact for the enhancing qualitative characteristics. IFRS 9 might not be a perfect international accounting standard as the new impairment model might lead to deterioration of the neutral concept under the faithful representation and the enhancing qualitative characteristics, verifiability and understandability. However, the overall conclusion is that the new accounting standard leads to increased useful financial information in financial statements prepared in accordance with international accounting standards. Side 1 af 60

3 Indholdsfortegnelse Executive Summary... 1 Indholdsfortegnelse Indledning Problemformulering Hypotese Undersøgelsesspørgsmål Afgræsning Disposition Undersøgelsesdesign Kildekritik Begrebsdefinition Hvilke forskelle og ligheder eksisterer der i mellem IAS 39 og IFRS 9? IAS 39 Financial Instruments: Recognition and Measurement IFRS 9 Financial Instruments Sammenligning af IAS 39 og IFRS Analyse af informationsværdien der følger med implementering af IFRS Kritik af IAS Informationsværdi i forhold til kritikken af IAS The Conceptual Framework for Financial Reporting Informationsværdi i forhold til The Conceptual Framework for Financial Reporting Konklusion Litteraturfortegnelse Internationale regnskabsstandarder, diskussionsoplæg og høringsudkast Comment letters m.v Publikationer, artikler og øvrige udgivelser Tabel- og figuroversigt Tabeloversigt Figuroversigt Side 2 af 60

4 1. Indledning Den 24. juli 2014 udsendte International Accounting Standard Board (IASB) den endelige version af den internationale regnskabsstandard for den regnskabsmæssige behandling af finansielle instrumenter, IFRS 9 Finansielle instrumenter (IFRS 9). Dermed afsluttede IASB et længerevarende projekt om at erstatte IAS 39 Finansielle instrumenter: Indregning og måling (IAS 39). Arbejdet med IFRS 9, der officielt startede tilbage i 2008 med udgivelsen af Discussion Paper, Reducing Complexity in Reporting Financial Instruments, er en reaktion på den tiltagende kritik af reglerne i IAS 39. Omdrejningspunktet for kritikken var, at såvel regnskabsaflæggere og deres revisorer som regnskabsbrugere fandt reglerne for den regnskabsmæssige behandling af finansielle instrumenter alt for kompleks og vanskelig at administrere. Netop kompleksiteten og den vanskelige administration kan i høj grad henføres til de mange klassifikationsmuligheder og dermed de mange forskellige indregnings- og målingsmetoder i relation til finansielle instrumenter. Ved den finansielle krises indtræden tilbage i 2008 tog IASB s arbejde med den nye standard for finansielle instrumenter for alvor fart, idet blandt andre G20 1 og Financial Crisis Advisory Group påpegede problemerne ved IAS 39 s regler for nedskrivninger som følge af finansielle aktivers værdiforringelse. Finansielle instrumenter er et vidt begreb, der omfatter alt lige fra finansielle aktiver, finansielle forpligtigelser samt egenkapital instrumenter. Derfor vil en ændring i standarden for den regnskabsmæssige behandling af finansielle instrumenter utvivlsomt have indvirkning på en lang række virksomheder. Implementeringen af IFRS 9 er obligatorisk for årsregnskaber der aflægges i overensstemmelse med de internationale regnskabsstandarder, der begynder efter den 1. januar 2018, men med mulighed for førtidsimplementering. Dermed er emnet yderst relevant allerede på nuværende tidspunkt. Denne afhandling vil forsøge at klarlægge nogle af konsekvenserne ved overgangen fra IAS 39 til IFRS 9 med det primære fokus rettet mod klassifikation, indregning og måling samt nedskrivninger på finansielle aktiver. 1 Group of Twenty Finance Ministers and Central Bank Governors Side 3 af 60

5 2. Problemformulering Det har hidtil været IAS 39, der regulerer den regnskabsmæssige behandling af finansielle instrumenter for virksomheder, der aflægger årsregnskab i overensstemmelse med de internationale regnskabsstandarder. Denne regnskabsstandard foreskriver en regelbaseret tilgangsvinkel, hvor finansielle instrumenter skal klassificeres mellem en række forskellige typer af instrumenter. Klassificeringen af de enkelte finansielle instrumenter er kompleks og beror i en vis udstrækning på en række subjektive skøn. Derfor kan den nuværende regulering medføre, at det samme finansielle instrument klassificeres uensartet alt afhængig af, hvilke skøn der foretages af regnskabsaflæggeren undervejs i klassificeringsprocessen. Dette forhold må betegnes som værende særdeles problematisk, idet klassificeringen af finansielle instrumenter har en væsentlig indflydelse på den videre regnskabsmæssige behandling. Derfor har IASB i en årrække arbejdet på og nu endeligt udsendt IFRS 9, som vil ændre betydeligt på den regnskabsmæssige behandling af finansielle instrumenter. Denne nye standard foreskriver en mere principbaseret tilgangsvinkel, hvor klassificeringsmulighederne er indsnævret til alene at udgøre tre kategorier og samtidig indføres en ny model for nedskrivninger, som følge af finansielle aktivers værdiforringelse. Implementeringen af IFRS 9 vil således medføre, at virksomheder i fremtiden skal aflægge årsregnskaber efter ændrede principper sammenlignet med hidtil. 2.1 Hypotese På baggrund af ovenstående problemformulering kan der opstilles følgende hypotese: Med implementeringen af IFRS 9 Finansielle instrumenter følger betydelige ændringer i relation til klassifikation, indregning og måling samt nedskrivninger på finansielle aktiver. Desuden vil implementeringen øge informationsværdien i årsregnskaber aflagt i overensstemmelse med internationale regnskabsstandarder. 2.2 Undersøgelsesspørgsmål Den til afhandlingen opstillede hypotese vil blive besvaret ved hjælp af nedenstående undersøgelsesspørgsmål: Side 4 af 60

6 1. Hvad er indholdet af det hidtidige lovgrundlag, IAS 39, for den regnskabsmæssige behandling af finansielle instrumenter? 2. Hvad bliver indholdet i det kommende lovgrundlag, IFRS 9, for den regnskabsmæssige behandling af finansielle instrumenter? 3. Hvilke forskelle og ligheder eksisterer der imellem det hidtidige lovgrund og det kommende lovgrundlag for den regnskabsmæssige behandling af finansielle instrumenter? 4. Hvad er de væsentligst kritikpunkter af IAS 39, der resulterede i IASB s begyndende arbejde med udskiftning af IAS 39 og endeligt offentliggørelsen af den nye regnskabsstandard, IFRS 9? 5. Hvorledes synes IFRS 9 at give svar på tiltale i relation til de væsentligste kritikpunkter af IAS 39? 6. Hvilke overordnede krav og egenskaber findes der for årsregnskaber aflagt i overensstemmelse med de internationale regnskabsstandarder? 7. Hvorledes synes IFRS 9 bedre at leve op til disse overordnede krav og egenskaber til årsregnskaber aflagt i overensstemmelse med de internationale regnskabsstandarder end IAS 39? 2.3 Afgræsning Som allerede omtalt i indledningen har nærværende afhandling til formål, at forsøge at klarlægge nogle af konsekvenserne ved overgangen fra IAS 39 til IFRS 9. Således følger en naturlig afgræsning fra at behandle øvrige internationale regnskabsstandarder, som f.eks. IFRS 7 Finansielle instrumenter: Oplysninger og IAS 32 Finansielle instrumenter: Præsentation, der kan forventes at indeholde bestemmelser omkring andre aspekter indenfor den regnskabsmæssige behandling af finansielle instrumenter. Dog vil der i enkeltstående tilfælde kunne opstå behov for at henvise til definitioner e.l. i disse regnskabsstandarder. Med afhandlingens primære fokus rettet mod indregning og måling samt nedskrivninger på finansielle aktiver følger ligeledes en afgrænsning fra IAS 39 og IFRS 9 bestemmelser omkring blandt andet finansielle forpligtelser, regnskabsmæssig sikring (hedging), reklassifikation samt ophør af indregning af finansielle instrumenter. Nedskrivningsmodellen i IFRS 9 indeholder særlige bestemmelser omkring både en simplificeret version samt hvorledes den bør anvendes i situationer, som for eksempel, hvor et finansielt aktiv er værdiforringet allerede ved anskaffelsen. Disse særlige bestemmelser vil ikke blive berørt eftersom der netop er tale om særlige tilfælde, som ikke vurderes værende væsentlige for den generelle forståelse af den nye nedskrivningsmodel. Side 5 af 60

7 Det til afhandlingen opstillede undersøgelsesspørgsmål nummer 6 vil blive besvaret ved inddragelse af IASB The Conceptual Framework for Financial Reporting. Det bør i denne anledning bemærkes, at IASB er i færd med at opdatere begrebsrammen. Eftersom IFRS 9 må antages at være udarbejdet under hensyntagen til den nugældende begrebsramme vil IASB s arbejde med opdateringen og eventuelle Exposure Draft e.l. i denne sammenhæng ikke blive inddraget. Der vil i nærværende afhandling ikke blive inddraget skattemæssige betragtninger uanset at overgangen fra IAS 39 til IFRS 9 kan have afledte skattemæssige effekter. Det er forfatterens opfattelse, at sådanne eventuelle skattemæssige effekter ikke vil få indflydelse på besvarelse af den til afhandlingen opstillede hypotese. 2.4 Disposition Med udgangspunkt i problemformuleringen, herunder særligt undersøgelsesspørgsmålene, er det valgt at strukturere afhandlingen som følger. Efter problemformuleringen, indeholdende hypotese, undersøgelsesspørgsmål, afgrænsning, afhandlingens disposition, undersøgelsesdesign, kildekritik samt begrebsdefinition, vil det første undersøgelsesspørgsmål blive besvaret i kapitel 3.1 ved en teoretisk gennemgang af IAS 39 s bestemmelser omkring den regnskabsmæssige behandling af finansielle aktiver med fokus på klassifikation, indregning og måling samt nedskrivninger. Herefter vil det andet undersøgelsesspørgsmål blive besvaret i kapitel 3.2 ved en teoretisk gennemgang af IFRS 9 s bestemmelser omkring den regnskabsmæssige behandling af finansielle instrumenter. Ligesom ved den teoretiske gennemgang af IAS 39 vil fokus være rettet imod indregning og måling samt nedskrivninger på finansielle aktiver. Disse teoretiske gennemgange af henholdsvis IAS 39 og IFRS 9 vil danne grundlag for en nærmere analyse af hvilke forskelle og ligheder der eksisterer mellem de to regnskabsstandarder. Analysen vil blive foretaget med udgangspunkt i en direkte sammenligning indenfor områderne klassifikation, indregning og måling samt nedskrivninger. Analysen besvarer afhandlingen tredje undersøgelsesspørgsmål. Efterfølgende vil der i kapitel 4.1 blive foretaget en gennemgang af de væsentligste kritikpunkter, som det hidtidige lovgrundlag, IAS 39, har været underlagt. I forbindelse hermed vil IASB s Discussion Paper Reducing Complexity in Reporting Financial Instruments samt Report of the Financial Crisis Advisory Group blive inddraget. I forlængelse af denne gennemgang vil der i kapitel Side 6 af 60

8 4.2 blive foretaget en analyse af hvorvidt implementeringen giver svar på tiltale i relation til kritikpunkterne af IAS 39. Dette forventes at besvare afhandlingens fjerde og femte undersøgelsesspørgsmål. Dernæst vil afhandlingens sjette og syvende undersøgelsesspørgsmål blive besvaret i henholdsvis kapitel 4.3 og 4.4 ved først at foretage en gennemgang af IASB s The Conceptual Framework for Financial Reporting og de kvalitative egenskaber for årsregnskaber aflagt i overensstemmelse med internationale regnskabsstandarder. Herefter vil der blive foretaget en analyse af hvorvidt IFRS 9 medfører forbedringer i relation til disse kvalitative egenskaber for årsregnskaber aflagt i overensstemmelse med de internationale regnskabsstandarder, som forventes at være IASB s definition af informationsværdien. Slutteligt vil der i kapitel 5 blive foretaget en opsamling på det i afhandlingen behandlende samt konkluderet på den til afhandlingen opstillede hypotese. 2.5 Undersøgelsesdesign Hovedformålet med nærværende afhandling er at konkludere på den opstillede hypotese på et forklarende niveau ved hjælp af en teoretisk analyse af konsekvenserne ved implementeringen af IFRS 9. Eftersom afhandlingen beskæftiger sig med en ny international regnskabsstandard, som blev endeligt vedtaget i 2014 og er obligatorisk at anvende fra 1. januar 2018, har det været nødvendigt med denne teoretiske tilgang til besvarelsen af hypotesen. På trods af at der er mulighed for førtidsimplementering af regnskabsstandarden er det forfatterens forventning, at ingen virksomheder på nuværende tidspunkt har aflagt årsregnskab i overensstemmelse med denne nye standard. Empiriske undersøgelser eller casestudier af de faktiske konsekvenser af implementeringen er derfor ikke en mulighed. 2.6 Kildekritik Hovedparten af afhandlingens litteraturfortegnelse indeholder internationale lovbestemmelser eller forarbejder til samme. Disse kilder må pr. definition betragtes som værende objektive kilder og på et passende niveau til at kunne anvendes i denne afhandling. Ydermere er der ved afhandlingens tilblivelse anvendt comment letters, artikler samt publikationer m.v., der omhandler internationale lovbestemmelser. Forfatterne til disse comment letters, artikler samt publikationer stammer i overvejende grad fra de større revisions- og rådgivningshuse samt de danske revisorers brancheorganisation, FSR danske revisorer. Det må derfor antages, i Side 7 af 60

9 kraft af forfatternes virke som enten revisorer, rådgivere eller repræsentant herfor, at disse comment letters, artikler samt publikationer har en passende objektivitet til at kunne anvendes i denne afhandling. 2.7 Begrebsdefinition Ved afhandlingens tilblivelse er det antaget, at læseren befinder sig på samme faglige stadie som forfatteren. Læseren forventes derfor at have et grundlæggende kendskab til de nuværende regler indenfor regnskabsaflæggelsen, hvorfor der, i udgangspunktet, ikke vil blive foretaget nærmere uddybning eller definition af de grundlæggende regnskabsmæssige begreber m.v. Side 8 af 60

10 3. Hvilke forskelle og ligheder eksisterer der i mellem IAS 39 og IFRS 9? 3.1 IAS 39 Financial Instruments: Recognition and Measurement IAS 39 Finansielle instrumenter: Indregning og måling har en regelbaseret tilgangsvinkel til den regnskabsmæssige behandling af finansielle instrumenter. Ved denne regelbaserede tilgangsvinkel klassificeres det enkelte instrument indledningsvis i én af følgende kategorier 2 : a) finansielle aktiver til dagsværdi gennem resultatopgørelsen b) hold-til-udløb-investeringer c) lån og tilgodehavender d) finansielle aktiver disponible for salg Uagtet hvordan et finansielt instrument klassificeres defineres tidspunktet for første indregning som tidspunktet hvor virksomheden bliver underlagt instrumentets kontraktlige bestemmelser 3. Eksempelvis indregnes en terminskontrakt på aftaletidspunktet på trods af, at der typisk ikke udveksles kontanter eller lignende. Tanken er således, at terminskontrakten er indregnet i årsregnskabet, men blot til en værdi på 0 kr. Den videre regnskabsmæssige behandling er forskellig i de enkelte kategorier, hvorfor den indledende klassifikation er altafgørende for hvorledes det enkelte instrument behandles. I de efterfølgende afsnit vil de fire kategorier blive gennemgået i relation til indregning og måling samt nedskrivninger Finansielle aktiver til dagsværdi gennem resultatopgørelsen Finansielle aktiver der klassificeres som finansielle aktiver til dagsværdi gennem resultatopgørelsen er enten finansielle aktiver der besiddes af virksomheden med handel for øje (trading) eller finansielle aktiver som virksomheden, på tidspunktet for første indregning, har angivet skal tilhøre denne kategori (dagsværdioptionen) 4. Der findes altså således to underkategorier til finansielle aktiver til dagsværdi gennem resultatopgørelsen og fælles for disse underkategorier er, at brugen forudsætter, at visse betingelser er opfyldt. Dette på trods af at særligt den ene underkategori, dagsværdioptionen, umiddelbart leder tankerne imod en form for valgfrihed, men dette er altså ikke tilfældet. Betingelserne er i øvrigt ikke væsentlige for nærværende afhandling, hvorfor de ikke vil blive gennemgået yderligere. 2 IAS 39 Financial Instruments: Recognition and Measurement (paragraf 45) 3 IAS 39 Financial Instruments: Recognition and Measurement (paragraf 14) 4 IAS 39 Financial Instruments: Recognition and Measurement (paragraf 9) Side 9 af 60

11 På tidspunktet for første indregning af et finansielt aktiv, der er klassificeres som finansielle aktiver til dagsværdi gennem resultatopgørelsen, skal virksomheden måle aktivet til dagsværdi 5, hvor dagsværdien er et udtryk for den pris der vil kunne opnås ved at sælge aktivet i en velordnet transaktion mellem markedsdeltagere på målingstidspunktet. Dagsværdien ved den første indregning vil derfor oftest være lig transaktionsprisen, svarende til størrelsen på det betalte vederlag for det pågældende finansielle aktiv. Ved den efterfølgende måling af finansielle aktiver, der klassificeres som finansielle aktiver til dagsværdi gennem resultatopgørelsen, skal virksomheden måle det finansielle aktiv til dagsværdi uden fradrag af eventuelle transaktionsomkostninger, som afholdes i forbindelse med salg eller anden afhændelse 6. Gevinster eller tab hidrørende fra ændringer i dagsværdi ved den efterfølgende måling skal af virksomheden indregnes i resultatopgørelsen 7. Hovedreglen i IAS 39 vedrørende værdiforringelse og uerholdelighed af finansielle aktiver er, at virksomheden på hvert regnskabsårs afslutning skal vurdere, hvorvidt der er klar indikation af, at et finansielt aktiv er værdiforringet 8. Da en sådan eventuel værdiforringelse af et finansielt aktiv, der er klassificeret som finansielle aktiver til dagsværdi gennem resultatopgørelsen, vil indgå i den efterfølgende måling samt gevinster eller tab ved ændringer i dagsværdien i forvejen indregnes i resultatopgørelsen er IAS 39 s hovedregel reelt uden betydning for finansielle aktiver til dagsværdi gennem resultatopgørelsen. Denne påstand underbygges endvidere af, at IAS 39 i øvrigt ikke omhandler yderligere forhold i tilfælde af en sådan indikation på værdiforringelse for finansielle aktiver til dagsværdi gennem resultatopgørelsen Hold-til-udløb-investeringer Finansielle aktiver, der klassificeres som hold-til-udløb-investeringer, er ikke-afledte finansielle aktiver, som har faste eller bestemmelige betalinger samt et fast udløbstidspunkt, og som virksomheden både har til hensigt og mulighed for at holde til udløb. Hertil kommer, at hold-tiludløb-investeringer ikke kan opfylde definitionen på lån og tilgodehavender, samt at virksomheden hverken har angivet det finansielle aktiv som finansielle aktiver til dagsværdi gennem resultatopgørelsen eller finansielle aktiver disponible for salg 9. 5 IAS 39 Financial Instruments: Recognition and Measurement (paragraf 43) 6 IAS 39 Financial Instruments: Recognition and Measurement (paragraf 46) 7 IAS 39 Financial Instruments: Recognition and Measurement (paragraf 55a) 8 IAS 39 Financial Instruments: Recognition and Measurement (paragraf 58) 9 IAS 39 Financial Instruments: Recognition and Measurement (paragraf 9) Side 10 af 60

12 Hold-til-udløb-investeringer skal på tidspunktet for første indregning måles dagsværdi tillagt transaktionsomkostninger, som kan direkte henføres til erhvervelsen af det finansielle aktiv 10. Målingen efter den første indregning af finansielle aktiver, der klassificeres som hold-til-udløbinvesteringer skal ske til amortiseret kostpris ved anvendelse af den effektive rentemetode 11. Herudover skal virksomheden på hvert regnskabsårs afslutning vurdere, hvorvidt der er en klar indikation af, at hold-til-udløb-investeringer er værdiforringet 12. I tilfælde af en sådan indikation på værdiforringelse skal det finansielle aktiv nedskrives til en værdi svarende til nutidsværdien af skønnede fremtidige pengestrømme diskonteret med det pågældende finansielle aktivs oprindelige effektive rente. Den beløbsmæssige størrelse af tabet ved værdiforringelse kan derfor opgøres som forskellen mellem den bogførte værdi og den nedskrevne værdi. Såvel amortiseringen af aktivet som tabet hidrørende fra aktivets eventuelle værdiforringelse indregnes i resultatopgørelen 13. I et sådan tilfælde hvor et finansielt aktiv, der er klassificeres som hold-til-udløb-investering, i efterfølgende regnskabsår viser sig ikke længere at være værdiforringet, eller hvor værdiforringelsen er reduceret, skal det tidligere indregnede tab hidrørende fra værdiforringelsen tilbageføres. Tilbageførslen skal indregnes i resultatopgørelsen, men må dog ikke medføre, at det pågældende aktivs regnskabsmæssige værdi overstiger, hvad den amortiserede kostpris ville have været, hvis tabet ved værdiforringelsen ikke havde været indregnet på tidspunktet, hvor tilbageførslen finder sted Lån og tilgodehavender Finansielle aktiver, der klassificeres som lån og tilgodehavender, er ikke-afledte finansielle aktiver med faste eller bestemmelige betalinger, som ikke har nogen officiel pris på et aktivt marked. Endvidere kan lån og tilgodehavender ikke være finansielle aktiver, som virksomheden har til hensigt at sælge øjeblikkeligt eller på kort sigt ligesom lån og tilgodehavender hverken kan være finansielle aktiver klassificeret som finansielle aktiver til dagsværdi gennem resultatopgørelsen eller finansielle aktiver disponible for salg IAS 39 Financial Instruments: Recognition and Measurement (paragraf 43) 11 IAS 39 Financial Instruments: Recognition and Measurement (paragraf 46) 12 IAS 39 Financial Instruments: Recognition and Measurement (paragraf 58) 13 IAS 39 Financial Instruments: Recognition and Measurement (paragraf 63) 14 IAS 39 Financial Instruments: Recognition and Measurement (paragraf 65) 15 IAS 39 Financial Instruments: Recognition and Measurement (paragraf 9) Side 11 af 60

13 Når lån og tilgodehavender indregnes i regnskabet for første gang, skal det pågældende aktiv måles til dagsværdi med tillæg af transaktionsomkostninger, som kan direkte henføres til erhvervelsen af det finansielle aktiv 16. I de efterfølgende regnskabsperioder skal finansielle aktiver, der klassificeres som lån og tilgodehavender, måles til amortiseret kostpris ved anvendelse af den effektive rentemetode 17, og amortiseringen af aktivet indregnes løbende i resultatopgørelsen 18. I lighed med hold-til-udløbinvesteringer skal virksomheden endvidere på hvert regnskabsårs afslutning vurdere, hvorvidt der er klar indikation af, at lån og tilgodehavender er værdiforringet 19. Ved indikation på værdiforringelse skal det finansielle aktiv nedskrives til en værdi svarende til nutidsværdien af skønnede fremtidige pengestrømme diskonteret med det pågældende finansielle aktivs oprindelige effektive rente. Tabet, der opstår ved værdiforringelse af et aktiv, der opgøres som forskellen mellem den bogførte værdi og den nedskrevne værdi, skal virksomheden ligeledes indregne i resultatopgørelsen 20. Hvis den beløbsmæssige størrelse af tabet ved værdiforringelse i en efterfølgende regnskabsperiode reduceres eller værdiforringelsen ophører, skal virksomheden tilbageføre det tidligere indregnede tab hidrørende fra værdiforringelsen. Tilbageførslen må dog ikke resulterer i, at det finansielle aktivs regnskabsmæssige værdi overstiger, hvad den amortiserede kostpris ville have været, hvis tabet hidrørende fra værdiforringelsen ikke havde været indregnet på tidspunktet, hvor tilbageførslen finder sted Finansielle aktiver disponible for salg Finansielle aktiver, der klassificeres som finansielle aktiver disponible for salg, er ikke-afledte finansielle aktiver, som klassificeres som disponible for salg, eller som ikke klassificeres som én af følgende kategorier 22 : a) finansielle aktiver til dagsværdi gennem resultatopgørelsen b) hold-til-udløb-investeringer c) lån og tilgodehavender. 16 IAS 39 Financial Instruments: Recognition and Measurement (paragraf 43) 17 IAS 39 Financial Instruments: Recognition and Measurement (paragraf 46) 18 IAS 39 Financial Instruments: Recognition and Measurement (paragraf 56) 19 IAS 39 Financial Instruments: Recognition and Measurement (paragraf 58) 20 IAS 39 Financial Instruments: Recognition and Measurement (paragraf 63) 21 IAS 39 Financial Instruments: Recognition and Measurement (paragraf 65) 22 IAS 39 Financial Instruments: Recognition and Measurement (paragraf 9) Side 12 af 60

14 Det vil altså med andre ord sige, at finansielle aktiver disponible for salg er en residual kategori, hvor finansielle aktiver, der ikke umiddelbart tilhører øvrige kategorier, henføres hertil. Virksomheden kan dog også på egen hånd direkte henføre et hvilket som helst finansielt aktiv til kategorien. Undtaget herfra er dog de finansielle aktiver der opfylder betingelser for trading, og dermed tilhører finansielle aktiver til dagsværdi gennem resultatopgørelsen. Ved den første indregning af finansielle aktiver disponible for salg skal virksomheden måle det pågældende aktiv til dagsværdi tillagt transaktionsomkostninger, som kan henføres direkte til erhvervelsen af det finansielle aktiv 23. Ved måling af finansielle aktiver disponible for salg i efterfølgende regnskabsperioder skal målingen ske til dagsværdi 24. Gevinster eller tab, der opstår som følge af ændringer i dagsværdien, skal for finansielle aktiver disponible for salg, som den eneste kategori, indregnes i virksomhedens anden totalindkomst 25. Som for de øvrige kategorier af finansielle aktiver gælder det ligeledes for finansielle aktiver disponible for salg, at virksomheden på hvert regnskabsårs afslutning skal vurdere, hvorvidt der er klar indikation af, at et finansielt aktiv er værdiforringet 26. I et sådan tilfælde, hvor der er en klar indikation af, at aktivet er værdiforringet, skal der ske omklassifikation af det akkumulerede tab fra anden totalindkomst til resultatet 27. Det vil altså sige, at det ikke kun er den nye negative ændring i dagsværdien som belaster virksomhedens resultat, men derimod også tidligere negative ændringer, som blev indregnet i anden totalindkomst Nedskrivningsmodel Som omtalt i de foregående kapitler, omhandlende henholdsvis hold-til-udløb investeringer, lån og tilgodehavender samt finansielle aktiver disponible for salg, opererer IAS 39 med en nedskrivningsmodel der er baseret på en vurdering af, hvorvidt der er klare indikationer på, at et finansielt aktiv er værdiforringet. IAS 39 benytter sig altså af en incurred loss-model, hvor der alene er opstået et tab ved værdiforringelse i tilfælde af, at der er indtruffet en tabsgivende begivenhed efter tidspunktet for første indregning af det finansielle aktiv, og denne tabsgivende begivenhed har indflydelse på de skønnede fremtidige pengestrømme fra det pågældende finansielle aktiv. 23 IAS 39 Financial Instruments: Recognition and Measurement (paragraf 43) 24 IAS 39 Financial Instruments: Recognition and Measurement (paragraf 46) 25 IAS 39 Financial Instruments: Recognition and Measurement (paragraf 55b) 26 IAS 39 Financial Instruments: Recognition and Measurement (paragraf 57) 27 IAS 39 Financial Instruments: Recognition and Measurement (paragraf 67) Side 13 af 60

15 Med andre ord kan forventede tab, som følge af fremtidige begivenheder, uanset hvor sandsynlige de end måtte være, ikke indregnes 28. Afgørelsen, af hvorvidt der er indtruffet en tabsgivende begivenhed, beror nødvendigvis på en individuel vurdering. Ved hver regnskabsafslutning skal det derfor vurderes hvorvidt der foreligger en klar indikation af, at et finansielt aktiv, eller en gruppe af finansielle aktiver, er værdiforringet. En klar indikation af værdiforringelse opstår i en situation, hvor der er eksisterer observerede data om blandt andet følgende tabsgivende begivenheder 29 : udsteders eller den forpligtedes væsentlige økonomiske vanskeligheder kontraktbrud, såsom misligholdelse af forpligtelsen til at betale renter eller afdrag nedslag fra långiver til låntager af økonomiske eller juridiske årsager forbundet med låntagers økonomiske vanskeligheder, som långiver ellers ikke ville have overvejet stigende sandsynlighed for låntagers konkurs eller anden økonomisk omstrukturering bortfald af et aktivt marked for det finansielle aktiv grundet økonomiske vanskeligheder observerede data, som indikerer, at der er et målbart fald i de skønnede fremtidige pengestrømme fra en gruppe af finansielle aktiver efter første indregning af disse aktiver. Såfremt der er objektive indikationer på værdiforringelse af et finansielt aktiv, skal der ske nedskrivning af det pågældende finansielle aktiv i tilfælde af, at det tilhører enten hold-til-udløbinvesteringer eller lån og tilgodehavender. Nedskrivningen opgøres som forskellen mellem aktivets regnskabsmæssige værdi fratrukket nutidsværdien af de forventede fremtidige pengestrømme tilbagediskontoret med den oprindeligt fastsatte effektive rente, og nedskrivningen indregnes i virksomhedens resultatopgørelsen 30. Tilhører aktivet derimod finansielle aktiver disponible for salg, er de løbende ændringer i dagsværdien som bekendt indregnet i virksomhedens anden totalindkomst. Opstår der en situation, hvor der er objektive indikationer på værdiforringelse af et finansielt aktiv der tilhører denne kategori, skal der derfor ske omklassifikation af det akkumulerede tab fra virksomhedens anden totalindkomst til virksomhedens resultatopgørelse 31. Det akkumulerede tab opgøres som forskellen mellem kostprisen og den aktuelle dagsværdi med fradrag af eventuelle tab ved 28 IAS 39 Financial Instruments: Recognition and Measurement (paragraf 59) 29 IAS 39 Financial Instruments: Recognition and Measurement (paragraf 59) 30 IAS 39 Financial Instruments: Recognition and Measurement (paragraf 63) 31 IAS 39 Financial Instruments: Recognition and Measurement (paragraf 67) Side 14 af 60

16 værdiforringelse af det pågældende finansielle aktiv, som allerede er indregnet i virksomhedens resultatopgørelsen 32. I nedenstående vil IAS 39 s nedskrivningsmodel blive illustreret ved hjælp af et eksempel. Eksemplet vil tage udgangspunkt i et finansielt aktiv der måles til amortiseret kostpris, altså enten tilhører målingskategorien hold-til-udløb-investeringer eller lån og tilgodehavender. Dette er valgt eftersom nedskrivningsmodellen primært er relevant for disse aktiver, eftersom finansielle aktiver disponible for salg i forvejen måles til dagsværdi, hvori nedskrivningen reelt indgår. Illustrationen af incurred loss-modellen tager udgangspunkt i et udlån stort kr. Der er tale om et fastforrentet stående lån på 5% p.a., og det har en løbetid på 5 år. Stiftelsesprovisioner m.v. er udeladt af eksemplet, og således bliver den effektive rente lig den kontraktlige rente på 5% p.a. Det antages endvidere i eksemplet, at låntager kommer i væsentlige økonomiske vanskeligheder i år 3, som medfører en objektiv indikation på værdiforringelse. Låntagers væsentlige økonomiske vanskeligheder resulterer i, at låntager er i stand til at betale den årlige kontraktlige rente til tiden, men forøges gradvis i år 4 og 5, hvorfor låntager alene tilbagebetaler 90 procent, svarende til kr., af den lånte hovedstol i år 5. Dette scenario er i overensstemmelse med virksomhedens forventning i år 3, hvor den objektive indikation på værdiforringelse indtræffer. På baggrund af disse oplysninger kan der opstilles følgende forløb: Bogført værdi ultimo efter nedskrivning Tabel 1 - Amortiseringsforløb inkl. nedskrivning, jf. incurred loss-model (Kilde: egen tilvirkning) I ovenstående tabel ses det, at den effektive rente er lig den kontraktlige rente indtil år 3, hvor der indtræffer objektiv indikation på værdiforringelse og dermed nedskrivning af det pågældende finansielle aktiv. Nedskrivningen indregnes i virksomhedens resultatopgørelsen, ligesom den reducerer aktivets værdi, og dermed sker der ligeledes reduktion af renteindtægter i fremtidige perioder. Dette kan opsummeres i nedenstående illustration af resultatopgørelsens forløb i de enkelte år. År 0 År 1 År 2 År 3 År 4 År 5 Bogført værdi primo Effektiv rente (5,00%) Cashflow Bogført værdi ultimo før nedskrivning Nedskrivning IAS 39 Financial Instruments: Recognition and Measurement (paragraf 68) Side 15 af 60

17 Indtægter i alt Tabel 2 - Effekt på resultatopgørelsen, jf. incurred loss-model (Kilde: egen tilvirkning) 3.2 IFRS 9 Financial Instruments År 1 År 2 År 3 År 4 År 5 I alt + Effektiv rente (5,00%) Årets nedskrivning IFRS 9 Finansielle instrumenter har en principbaseret tilgangsvinkel til den regnskabsmæssige behandling af finansielle instrumenter 33, hvor der sker klassifikation af finansielle instrumenter på baggrund af overvejelser omkring virksomhedens forretningsmodel. Nærmere præciseret skal der ved klassifikationen indgå overvejelser omkring følgende to kriterier 34 : 1) Virksomhedens forretningsmodel, hvori det finansielle aktiv indgår 2) Karakteristika ved de kontraktlige pengestrømme, der hidrører fra det finansielle aktiv Disse to kriterier bestemmer altså, hvorvidt virksomheden skal klassificere finansielle instrumenter som finansielle aktiver til amortiseret kostpris, finansielle aktiver til dagsværdi gennem anden totalindkomst eller finansielle aktiver til dagsværdi gennem resultatopgørelsen 35. Vurderingen af virksomhedens forretningsmodel skal selvsagt ikke foretages for det enkelte finansielle aktiv, men derimod skal vurderingen foretages samlet for hele virksomheden, for en forretningsenhed eller for en portefølje af finansielle aktiver. Karakteristika ved de kontraktlige pengestrømme, der hidfører fra det finansielle aktiv, skal dog vurderes separat. Tidspunktet for første indregning af det finansielle aktiv er, uanset virksomhedens forretningsmodel, det tidspunkt, hvor virksomheden bliver underlagt instrumentets kontraktlige bestemmelser 36. Ligesom ved gennemgangen af IAS 39 kan dette eksemplificeres ved, at en terminskontrakt indregnes på aftaletidspunktet på trods af, at der typisk ikke udveksles kontanter eller lignende. Dette betyder med andre ord, at terminskontrakten er indregnet i årsregnskabet, men blot til en værdi på 0 kr. Den regnskabsmæssige behandling af finansielle instrumenter, i henholdsvis finansielle aktiver til amortiseret kostpris, finansielle aktiver til dagsværdi gennem anden totalindkomst samt finansielle aktiver til dagsværdi gennem resultatopgørelsen, vil blive gennemgået i de følgende afsnit. 33 IASB Project Summary, IFRS 9 Financial Instruments (side 6) 34 IFRS 9 Financial Instruments (IN7) 35 IFRS 9 Financial Instruments (paragraf 4.1.1) 36 IFRS 9 Financial Instruments (paragraf 3.1.1) Side 16 af 60

18 Gennemgangen vil alene have fokus på indregning og måling samt nedskrivninger af finansielle aktiver Finansielle aktiver til amortiseret kostpris Finansielle aktiver, der henføres til målingskategorien finansielle aktiver til amortiseret kostpris, er finansielle aktiver, hvor følgende betingelser er opfyldt (begge betingelser skal være opfyldt) 37 : 1) Forretningsmodellen: Det finansielle aktiv skal indgå i en forretningsmodel, hvis formål er at modtage aktivernes kontraktlige pengestrømme 2) Karakteristika ved de kontraktlige pengestrømme: Det finansielle aktiv skal give ret til pengestrømme på forudbestemte datoer, og pengestrømmene skal udelukkende udgøre tilbagebetaling af hovedstolen samt renterne på den udestående hovedstol På tidspunktet for første indregning skal finansielle aktiver til amortiseret kostpris måles til dagsværdi med tillæg af transaktionsomkostninger, som kan direkte henføres til erhvervelsen af det pågældende finansielle aktiv 38. Dagsværdien er et udtryk for den pris, der vil kunne opnås ved at sælge aktivet i en velordnet transaktion mellem markedsdeltagere på målingstidspunktet 39. Ved den første indregning vil dagsværdien derfor oftest være lig transaktionsprisen, svarende til størrelsen på det betalte vederlag for det pågældende finansielle aktiv. I de efterfølgende regnskabsperioder skal finansielle aktiver, der er finansielle aktiver til amortiseret kostpris, som navnet antyder, måles til amortiseret kostpris ved anvendelse af den effektive rentemetode, og amortiseringen af aktivet indregnes løbende i resultatopgørelsen 40. Ved afslutningen af hver regnskabsperiode skal virksomheden endvidere indregne en hensættelse til forventede kredittab på finansielle aktiver. Størrelsen på denne hensættelse til forventede kredittab afhænger af, hvorvidt der er sket en væsentlig stigning i kreditrisikoen på det pågældende finansielle aktiv siden tidspunktet for første indregning. Virksomheden skal derfor ved afslutningen på hver regnskabsperiode ligeledes foretage en vurdering af, hvorvidt der er sket en sådan stigning i kreditrisikoen. Ved denne vurdering skal virksomheden overveje risikoen for, at der opstår misligholdelse over den forventede levetid af det pågældende finansielle instrument, i stedet for den egentlige størrelse på det forventede tab 41. Hvis der ikke er rimelige fremadrettede oplysninger til rådighed, uden unødigt store omkostninger eller indsats, kan virksomheden 37 IFRS 9 Financial Instruments (paragraf 4.1.2) 38 IFRS 9 Financial Instruments (paragraf 5.1.1) 39 IFRS 13 Fair Value Measurement (Appendix A) 40 IFRS 9 Financial Instruments (paragraf 5.4.1) 41 IFRS 9 Financial Instruments (paragraf 5.5.9) Side 17 af 60

19 anvende historiske oplysninger ved vurderingen af, hvorvidt der er sket en væsentlig stigning i kreditrisikoen siden tidspunktet for første indregning 42. I tilfælde hvor virksomheden vurderer, at der er sket en væsentlige stigning i kreditrisikoen ved det pågældende finansielle instrument, skal virksomheden indregne en hensættelse til forventet kredittab med et beløb svarende til det forventede kredittab på det pågældende finansielle aktiv i hele dets levetid 43. I det modsatte tilfælde, hvor virksomheden vurderer, at der ikke er sket en væsentlig stigning i kreditrisikoen, ved det pågældende finansielle instrument skal virksomheden fortsat indregne en hensættelse til forventet kredittab, men med en beløb svarende til tolv måneders forventet kredittab 44. Gevinster eller tab, der hidrører fra ændringer i hensættelsen til forventede kredittab, skal ligesom den løbende amortisering, indregnes i virksomhedens resultatopgørelsen Finansielle aktiver til dagsværdi gennem anden totalindkomst Finansielle aktiver, der henføres til målingskategorien finansielle aktiver til dagsværdi gennem anden totalindkomst, er finansielle aktiver, hvor følgende betingelser er opfyldt (begge betingelser skal være opfyldt) 46 : 1) Forretningsmodellen: Det finansielle aktiv skal indgå i en forretningsmodel, hvis formål er både at modtage aktivernes kontraktlige pengestrømme samt handel med finansielle aktiver 2) Karakteristika ved de kontraktlige pengestrømme: Det finansielle aktiv skal give ret til pengestrømme på forudbestemte datoer, og pengestrømme skal udelukkende udgøre tilbagebetaling af hovedstolen samt renterne på den udestående hovedstol Ved den første indregning af finansielle aktiver til dagsværdi gennem anden totalindkomst skal det finansielle aktiv måles til dagsværdi med tillæg af transaktionsomkostninger, som kan direkte henføres til erhvervelsen af det pågældende finansielle aktiv 47. Dagsværdien er defineret ligesom ved finansielle aktiver til amortiseret kostpris og vil derfor oftest være lige transaktionsprisen, svarende til størrelsen på det betalte vederlag for det pågældende finansielle aktiv. 42 IFRS 9 Financial Instruments (paragraf ) 43 IFRS 9 Financial Instruments (paragraf 5.5.3) 44 IFRS 9 Financial Instruments (paragraf 5.5.5) 45 IFRS 9 Financial Instruments (paragraf 5.7.2) 46 IFRS 9 Financial Instruments (paragraf 4.1.2A) 47 IFRS 9 Financial Instruments (paragraf 5.1.1) Side 18 af 60

20 I efterfølgende regnskabsperioder skal finansielle aktiver til dagsværdi gennem anden totalindkomst, som navnet på målingskategorien antyder, måles til dagsværdi, hvor dagsværdien er et udtryk for den pris der vil kunne opnås ved at sælge aktivet i en velordnet transaktion mellem markedsdeltagere på målingstidspunktet 48. Gevinster og tab der hidrører fra ændringer i det finansielle aktivs dagsværdi skal af virksomheden indregnes i anden totalindkomst mens der i resultatopgørelsen indregnes renteindtægter i henhold til den effektive rentemetode. 49. Virksomheden skal, ved hver regnskabsperiodes afslutning, ligeledes indregne en hensættelse til forventede kredittab på finansielle aktiver. Ligesom ved finansielle aktiver til amortiseret kostpris gælder det, at størrelsen på hensættelsen til forventede kredittab er afhængig af, hvorvidt der er sket en væsentlig stigning i kreditrisikoen på det pågældende finansielle aktiv, siden tidspunktet for første indregning. Derfor er det nødvendigt for virksomheden at foretage en vurdering af, om der er sket en sådan stigning i kreditrisikoen. I forbindelse med denne vurdering skal virksomheden overveje risikoen for, at der opstår misligholdelse over den forventede levetid af det pågældende finansielle aktiv 50. Overvejelserne skal, så vidt muligt, baseres på fremadrettede oplysninger, men i tilfælde af at dette ikke er muligt uden unødigt store omkostninger eller indsats, kan virksomheden anvende historiske oplysninger ved vurderingen 51. Hvis der er sket en væsentlig stigning i kreditrisikoen ved det pågældende finansielle aktiv, skal virksomheden indregne en hensættelse til forventede kredittab med et beløb svarende til det forventede kredittab på det pågældende finansielle aktiv i hele dets levetid 52. I tilfælde af at virksomheden omvendt vurderer, at der ikke er sket en stigning i kreditrisikoen ved det pågældende finansielle aktiv, skal virksomheden fortsat indregne en hensættelse til forventede tab, men alene med et beløb svarende til tolv måneders forventet kredittab 53. Gevinster eller tab, der hidrører fra ændringer i hensættelsen til forventede kredittab skal indregnes i virksomhedens resultatopgørelse IFRS 13 Fair Value Measurement (Appendix A) 49 IFRS 9 Financial Instruments (paragraf ) 50 IFRS 9 Financial Instruments (paragraf 5.5.9) 51 IFRS 9 Financial Instruments (paragraf ) 52 IFRS 9 Financial Instruments (paragraf 5.5.3) 53 IFRS 9 Financial Instruments (paragraf 5.5.5) 54 IFRS 9 Financial Instruments (paragraf ) Side 19 af 60

21 3.2.3 Finansielle aktiver til dagsværdi gennem resultatopgørelsen Finansielle aktiver til dagsværdi gennem resultatopgørelsen er finansielle aktiver, der hverken er finansielle aktiver til amortiseret kostpris eller finansielle aktiver til dagsværdi gennem anden totalindkomst. Det vil med andre ord sige, at denne kategori er en residual. Virksomheden har dog også mulighed for, ved første indregning, at klassificere et finansielt aktiv som finansielle aktiver til dagsværdi gennem resultatopgørelsen, hvis dette eliminerer eller væsentligt reducerer en indregnings- og målingsinkonsistens som ellers ville have opstået 55. I modsætning til de øvrige kategorier af finansielle aktiver skal finansielle aktiver til dagsværdi gennem resultatopgørelsen, på tidspunktet for den første indregning, alene måles til dagsværdi. I denne kategori skal der altså ikke tillægges transaktionsomkostninger 56. Definitionen på dagsværdi er uændret sammenholdt med de øvrige kategorier og vil oftest være lige transaktionsprisen, svarende til størrelsen på det betalte vederlag for det pågældende finansielle aktiv. Finansielle aktiver, der er henført til målingskategorien finansielle aktiver til dagsværdi gennem resultatopgørelsen, skal, som navnet antyder, måles til dagsværdi. Gevinster eller tab, der hidrører fra ændringer i dagsværdien, skal indregnes i virksomhedens resultatopgørelse 57. Modsætningsvis finansielle aktiver til amortiseret kostpris og finansielle aktiver til dagsværdi gennem anden totalindkomst skal der for finansielle aktiver til dagsværdi gennem resultatopgørelsen i henhold til IFRS 9 ikke foretages hensættelse til forventede kredittab. Dette må skyldes, at et eventuelt forventet kredittab vil indgå i den opgjorte dagsværdi, som i forvejen er indregnet i virksomhedens resultatopgørelsen Nedskrivningsmodel I de foranstående kapitler omkring IFRS 9s forskellige indregnings- og målingsmetoder, finansielle aktriver til amortiseret kostpris, finansielle aktiver til dagsværdi gennem anden totalindkomst samt finansielle aktiver til dagsværdi gennem resultatopgørelen, er den kommende nedskrivningsmodel alene blevet omtalt på et overordnet niveau. I dette afsnit vil den blive nærmere uddybet, eftersom det er forfatterens overbevisning, at netop nedskrivningsmodellen er et særdeles væsentligt element i den kommende regnskabsstandard: IFRS 9. Nedskrivningsmodellen, der bliver indført med implementeringen af IFRS 9, er baseret på virksomhedens forventede fremtidige kredittab på finansielle aktiver, og den kan inddeles i tre forskellige nedskrivningsfaser 58 : 55 IFRS 9 Financial Instruments (paragraf 4.1.4) 56 IFRS 9 Financial Instruments (paragraf 5.1.1) 57 IFRS 9 Financial Instruments (paragraf 5.7.1) Side 20 af 60

22 Fase 1: så snart et finansielt instrument er opstået eller købt, indregnes ligeledes 12-måneders forventet kredittab i virksomhedens resultatopgørelse, og der etableres en hensættelse til tab. Renteindtægter beregnes i denne fase på baggrund af den regnskabsmæssige bruttoværdi (dvs. uden justeringer for forventede kredittab) Fase 2: i tilfælde af at kreditrisikoen øges betydeligt for det pågældende finansielle instrument, og kreditrisikoen ikke anses som værende lav, indregnes levetids forventet kredittab i virksomhedens resultatopgørelse. Levetids forventet kredittab indregnes alene i tilfælde af, at kreditrisikoen er øget betydeligt siden tidspunktet, hvor det pågældende finansielle aktiv opstod eller blev købt. Renteindtægter beregnes i denne fase fortsat på baggrund af den regnskabsmæssige bruttoværdi. Fase 3: i tilfælde af at kreditrisikoen øges til et punkt, hvor der reelt er sket en værdiforringelse af det pågældende finansielle aktiv, beregnes renteindtægterne på baggrund af den amortiserede kostpris (dvs. den regnskabsmæssige bruttoværdi fratrukket hensættelsen til tab). Der indregnes fortsat levetids forventet kredittab på finansielle aktiver i denne fase. Det grundlæggende princip, i ovenstående tre forskellige nedskrivningsfaser, er at afspejle den generelle forringelse (eller forbedring) af kreditrisikoen af finansielle instrumenter siden tidspunktet for første indregning. For at kunne forstå og anvende nedskrivningsmodellen, må læseren indledningsvis forstå helt centrale begreber som kreditrisiko samt værdiforringelse af finansielle aktiver, eftersom disse er af afgørende betydning for, hvilken af de tre faser et finansielt aktiv befinder sig i. Kreditrisikoen er ikke detailreguleret af i IFRS 9, og der må endog henvises til anden international regnskabsstandard, IFRS 7 Financial Instruments: Disclosures (IFRS 7), for en definition af begrebet. IFRS 7 definerer kreditrisikoen som følgende 59 : Risikoen for at den ene part i et finansielt instrument vil medføre et økonomisk tab for den anden part ved ikke at opfylde en forpligtelse Virksomheden skal, med det formål at afgøre i hvilken nedskrivningsfase et finansielt aktiv befinder sig, ved hver regnskabsperiodes afslutning altså foretage en vurdering, af hvorvidt en forringelse (eller forbedring) af kreditrisikoen har fundet sted. Vurderingen skal baseres på ændringen i risikoen for, at en misligholdelse af et finansielt instrument opstår over den forventede levetid af det pågældende finansielle instrument frem for ændringen i det beløbsmæssige forventede kredittab. Risikoen for at en misligholdelse af et finansielt instrument opstår ved 58 Project Summary, IFRS 9 Financial Instruments (side 16) 59 IFRS 7 Financial Instruments: Disclosures (Appendix A) Side 21 af 60

23 regnskabsperiodens afslutning sammenholdes herefter med risikoen for at en misligholdelse opstår på tidspunktet for første indregning for at afgøre ændringen i kreditrisikoen 60. Der skal, så vidt det er muligt, tages hensyn til fremadrettede oplysninger i det omfang, at disse er rimelige og dokumenterede uden unødig omkostning eller indsats. Dog kan virksomheden basere sin vurdering på historiske oplysninger i en situation, hvor der ikke eksisterer rimelige og dokumenterede fremadrettede oplysninger uden unødig omkostninger eller indsats 61. Kreditrisikoen er herudover ikke yderligere reguleret, og ses der alene på definitionen af begrebet, er der ikke indeholdt meget vejledning til hvorledes vurdering i praksis skal foretages. Dog indeholder IFRS 9 Appendix B Application guidance en liste med en række faktorer, der kan være relevante for vurderingen af ændringer i kreditrisikoen siden tidspunktet for første indregning (listen er dog ikke udtømmende) 62. Ligesom kreditrisikoen indeholder IFRS 9 ikke nogen entydig regulering, af hvorvidt et finansielt aktiv er værdiforringet, men i modsætning til kreditrisikoen, er værdiforringede finansielle aktiver dog defineret i IFRS 9 63 : Et finansielt aktiv er værdiforringet, når én eller flere begivenheder, der har negativ indvirkning på de skønnede fremtidige pengestrømme fra det pågældende finansielle aktiv, er indtruffet I forlængelse af denne definition af værdiforringede aktiver indeholder IFRS 9 ligeledes en række faktorer, som er afgørende for, hvorvidt en finansielt aktiv er værdiforringet. Et finansielt aktiv er værdiforringet i en situation, hvor der eksisterer observerede data om blandt andet følgende begivenheder 64 : udsteders eller den forpligtedes væsentlige økonomiske vanskeligheder kontraktbrud, såsom misligholdelse eller forfaldne begivenheder nedslag fra långiver til låntager af økonomiske eller kontraktmæssige årsager forbundet med låntagers økonomiske vanskeligheder, som långiver ellers ikke ville have overvejet stigende sandsynlighed for låntagers konkurs eller anden økonomisk omstrukturering bortfald af et aktivt marked for det finansielle aktiv grundet økonomiske vanskeligheder køb eller opståen af et finansielt aktiv med en betydelig rabat, der indikerer faktiske kredittab 60 IFRS 9 Financial Instruments (paragraf 5.5.9) 61 IFRS 9 Financial Instruments (paragraf ) 62 IFRS 9 Financial Instruments, Appendix B (paragraf B5.5.17) 63 IFRS 9 Financial Instruments, Appendix A (credit-impaired financial asset) 64 IFRS 9 Financial Instruments, Appendix A (credit-impaired financial asset) Side 22 af 60

24 Med det formål at afspejle den ovenfor omtalte generelle forringelse (eller forbedring) af kreditrisikoen af finansielle instrumenter siden tidspunktet for første indregning, indføres der med IFRS 9 et overordnet tabsbegreb kaldet forventet kredittab. I denne forbindelse er det væsentligt, at kredittab opgøres som forskellen mellem alle kontraktlige pengestrømme og de pengestrømme, som virksomheden forventer at modtage tilbagediskonteret med den oprindelige effektive rentesats 65. I forlængelse heraf defineres forventet kredittab, som følgende 66 : Det vægtede gennemsnit af kredittab, hvor de respektive risici for at en misligholdelse opstår, anvendes som vægte Virksomheden skal herudover måle forventet kredittab af et finansielt instrument på en måde, der afspejler 67 : uden bias og som et sandsynlighedsvægtet beløb, der er bestemt ved at vurdere en række mulige udfald den tidsmæssige værdi af penge rimelige og dokumenterede oplysninger, der er til rådighed uden unødig omkostning eller indsats på balancedagen, om tidligere begivenheder, aktuelle forhold og prognoser for fremtidige økonomiske vilkår Ideen med nedskrivningsmodellen, expected credit loss, er således, at ethvert finansielt instrument tager sin begyndelse i Fase 1, hvori der foretages nedskrivning i henhold til 12-måneders forventet kredittab målingsmetoden. 12-måneders forventet kredittab er den andel af levetids forventet kredittab, der repræsenterer de forventede kredittab, der skyldes misligholdelsesbegivenheder på et finansielt instrument, der er mulige inden 12 måneder efter balancedagen 68. Herefter foretager virksomheden, ved hver regnskabsperiodes afslutning, en vurdering af, hvorvidt der er sket en væsentlig forringelse af kreditrisikoen af et finansielt instrument siden tidspunktet for første indregning. Er dette tilfældet, bevæger det pågældende finansielle instrument sig videre til Fase 2, hvori der foretages nedskrivning i henhold til levetids forventet kredittab målingsmetoden. Levetids forventet kredittab er de forventede kredittab, der skyldes 65 IFRS 9 Financial Instruments, Appendix A (credit loss) 66 IFRS 9 Financial Instruments, Appendix A (expected credit losses) 67 IFRS 9 Financial Instruments (paragraf ) 68 IFRS 9 Financial Instruments, Appendix A (12-month expected credit losses) Side 23 af 60

25 misligholdelsesbegivenheder på et finansielt instrument, der er mulige over hele det pågældende finansielle instruments levetid 69. Ydermere fremgår det implicit, af de tre nedskrivningsfaser, at virksomheden skal foretage endnu en vurdering ved hver regnskabsperiodes afslutning. Denne vurdering består af, hvorvidt et finansielt instrument er værdiforringet, og skal foretages eftersom dette er kriteriet for, om et finansielt instrument skal bevæge sig videre fra Fase 2 til den sidste fase: Fase 3. I den sidste fase foretages der ligeledes nedskrivning i henhold til levetids forventet kredittab målingsmetoden, mens der i tillæg hertil endvidere skal foretages amortisering af det pågældende finansielle instruments med udgangspunkt i den nedskrevne værdi. De omtalte første to nedskrivningsfaser, der indeholder henholdsvis 12-måneders forventet kredittab og levetids forventet kredittab, i expected credit loss-modellen vil nedenfor blive illustreret ved hjælp af et talmæssigt eksempel. Illustrationen af expected credit loss-modellen tager udgangspunkt i et udlån stort kr. Der er tale om et fastforrentet stående lån på 5% p.a., og det har en løbetid på 5 år. Stiftelsesprovisioner m.v. er udeladt af eksemplet, og således bliver den effektive rente lig den kontraktlige rente på 5% p.a. Det antages endvidere i eksemplet, at kreditrisikoen væsentligt forringes i år 2 sammenlignet med tidspunktet for første indregning. Kreditrisikoen forringes som følge af låntagers svigtende resultater i den eksterne rapportering, og de svigtende resultater er tiltagende i år 3, 4 og 5. Låntagers svigtende resultater resulterer i, at låntager er i stand til at betale den årlige kontraktlige rente til tiden, men alene tilbagebetaler 90 procent, svarende til kr., af den lånte hovedstol i år 5. På baggrund af disse oplysninger kan der opstilles følgende forløb: År 0 År 1 År 2 År 3 År 4 År 5 Bogført værdi primo Effektiv rente (5,00%) Cashflow Bogført værdi ultimo (brutto) Akk. hensættelse til tab Bogført værdi ultimo (netto) Tabel 3 - Amortiseringsforløb inkl. hensættelse til tab, jf. expected credit loss-model (Kilde: egen tilvirkning) I ovenstående tabel ses det, at den effektive rente er lig den kontraktlige rente i hele instrumentets levetid, eftersom vi alene befinder os i nedskrivningsfase 1 og 2, hvor 69 IFRS 9 Financial Instruments, Appendix A (lifetime expected credit losses) Side 24 af 60

26 renteindtægterne fra det pågældende instrument beregnes med udgangspunkt i bruttoværdien (dvs. uden justeringer for forventede kredittab). Den akkumulerede hensættelse i ovenstående tabel er opgjort ved indledningsvis at tilbagediskontere forskellen mellem de kontraktlige pengestrømme og de forventede pengestrømme, svarende til kr. i år 5, med den oprindelige effektive rentesats på 5% p.a. Dette kan opsummeres i nedenstående tabel. År 0 År 1 År 2 År 3 År 4 År 5 - Kontraktlige pengestrømme Forventelige pengestrømme* Forskel Nutidsværdi af forskelsbeløb * Forventlige pengestrømme i tilfælde af, at en misligholdelse opstår Tabel 4 Kontraktlige og forventelige pengestrømme inkl. nutidsværdi af forskelsbeløb (Kilde: egen tilvirkning) Efterfølgende er nutidsværdien af forskelsbeløbet, når denne er kendt i de enkelte år, multipliceret med henholdsvis 12-måneders sandsynlighed for misligholdelse i år 1 samt levetids sandsynlighed for misligholdelse i år 2, 3, 4 og 5. De anvendte sandsynligheder fremgår af nedenstående tabel. Sandsynlighed for misligholdelse: Levetids sandsynlighed - 25,00% 25,00% 50,00% 75,00% 100,00% 12-måneders sandsynlighed - 10,00% Tabel 5 - Udvikling i sandsynlighed for misligholdelse (Kilde: egen tilvirkning) Det ses dermed tydeligt i tabel 3, at hensættelsen til tab øges gradvis i takt med, at kreditrisikoen på det pågældende finansielle instrument forringes, og sandsynligheden for at en misligholdelse stiger. Denne forringelse af kreditrisikoen på det pågældende finansielle instrument, samt stigende sandsynlighed for at en misligholdelse opstår, er ligeledes afspejlet i virksomhedens resultatopgørelse, som er opsummeret i nedenstående tabel. År 1 År 2 År 3 År 4 År 5 I alt + Effektiv rente (5,00%) Årets nedskrivning Indtægter i alt Tabel 6 - Effekt på resultatopgørelsen, jf. expected credit loss-model (Kilde: egen tilvirkning) Nedskrivningsfase tre, hvor der er tale om værdiforringede finansielle aktiver, er udeladt af ovenstående gennemgåede eksempel. Dette skyldes, at nedskrivningsfase tre indeholder målingsmetoden levetids forventede kredittab, præcis som nedskrivningsfase to, der er eksemplificeret ovenfor. Eftersom målingsmetoden for forventede kredittab er uændret mellem nedskrivningsfase to og tre, må nettoværdien af aktivet og dermed effekten på resultatopgørelsen Side 25 af 60

27 alt andet lige også være uændret. Kravet, om at renteindtægter beregnes på baggrund det finansielle aktivs nettoværdi, må derfor alene resultere i en forskydning mellem resultatopgørelsens renteindtægter og nedskrivning. 3.3 Sammenligning af IAS 39 og IFRS 9 Det er nærværende afhandlings formål at forsøge at klarlægge nogle af konsekvenserne ved overgangen fra IAS 39 til IFRS 9 med det primære fokus rettet mod klassifikation, indregning og måling samt nedskrivninger på finansielle aktiver. Med afhandlingens formål in mente synes det naturligt at foretage en sammenligning af IAS 39 og IFRS 9, for på den måde, at kunne vurdere på hvilke områder, de to internationale regnskabsstandarder adskiller sig fra hinanden. Indeværende kapitel vil beskæftige sig med en sammenligning af regnskabsstandardernes regler for klassifikation, indregning og måling samt nedskrivninger. Udgangspunktet for sammenligningen er afhandlingens kapitel 3.1 og 3.2, hvor der blev foretaget en teoretisk gennemgang af henholdsvis IAS 39 og IFRS Klassifikation På baggrund af den teoretiske gennemgang af IAS 39 samt IFRS 9 kan der opstilles nedenstående tabel over klassifikations muligheder i de pågældende internationale regnskabsstandarder. IAS 39 IFRS 9 Finansielle aktiver til dagsværdi gennem resultatopgørelsen Finansielle aktiver til amortiseret kostpris Hold-til-udløb-investeringer Finansielle aktiver til dagsværdi gennem anden totalindkomst Lån og tilgodehavender Finansielle aktiver til dagsværdi gennem resultatopgørelsen Finansielle aktiver disponible for salg - Tabel 7 - Sammenligning af klassifikationskategorier i henholdsvis IAS 39 og IFRS 9 (Kilde: egen tilvirkning) Af tabellen kan det umiddelbart udledes, at der med implementeringen af IFRS 9 sker en reduktion i antallet af målingskategorier, hvortil finansielle aktiver kan henføres. I det hidtidige lovgrundlag, IAS 39, eksisterer således fire målingskategorier, hvorimod IFRS 9 alene indeholder tre forskellige målingskategorier. Det er dog i denne forbindelse ikke antallet af målingskategorier, der er det væsentlige, men derimod hvorledes klassifikationsprocessen skal gribes an. I henhold til IAS 39 skal klassifikationen ske ved en vurdering af hvert enkelt finansielle instrument og virksomhedens hensigt med det pågældende finansielle instrument. Derimod følger der med Side 26 af 60

28 implementeringen af IFRS 9 en klassifikationsproces, der tager sit afsæt i en kombination af virksomhedens forretningsmodel samt karakteristika ved de pengestrømme, der genereres fra det pågældende finansielle aktiv. Det vil fremadrettet altså ikke længere alene være overvejelser omkring det enkelte aktivs levetid, og hvorvidt det handles med eller ej, der afgør klassifikationen af aktivet, men derimod vil overvejelser omkring blandt andet virksomhedens forretningsmodel, hvori det finansielle aktiv indgår, have en afgørende betydning for klassifikationen. Virksomhedens forretningsmodel afgøres blandt andet ved overvejelser, omkring hvorledes virksomheden genererer pengestrømme fra de finansielle aktiver. Pengestrømmene kan genereres ved at modtage kontraktlige pengestrømme fra aktiver, ved at sælge finansielle aktiver eller måske endda fra begge dele. Selvom virksomhedens forretningsmodel er en afgørelse på et højere aggregeringsniveau end blot det enkelte finansielle aktiv, ændrer IFRS 9 ikke på at der forsat skal foretages en vurdering af det enkelte finansielle aktiv. Vurderingen skal dog ikke omhandle virksomhedens intentioner med aktivet, men derimod karakteristika ved de kontraktlige pengestrømme fra det pågældende aktiv. Der skelnes altså fremadrettet mellem finansielle aktiver hvor pengestrømme udelukkende udgøres tilbagebetaling af hovedstolen, samt renterne på den udestående hovedstol og hvor pengestrømmene ikke kan opfylde dette krav Indregning I relation til indregning af finansielle aktiver er der to elementer, hvor en sammenligning af de to regnskabsstandarder er relevant. Disse elementer er tidspunktet for første indregning, samt værdien hvortil et finansielt aktiv første gang indregnes. Tidspunktet for første indregning af et finansielt aktiv er i begge regnskabsstandarder dét tidspunkt, hvor virksomheden bliver underlagt instrumentets kontraktlige bestemmelser. Dette tidspunkt gælder altså både i henhold til IAS 39 og IFRS 9. Værdien, hvortil et finansielt aktiv første gang skal indregnes kan på baggrund af den teoretiske gennemgang af IAS 39 samt IFRS 9 opsummeres i henhold til nedenstående tabelopstilling. IAS 39 IFRS 9 Dagsværdi Dagsværdi Dagsværdi med tillæg af transaktionsomkostningeomkostninger Dagsværdi med tillæg af transaktions- Tabel 8 - Sammenligning af værdier ved første indregning i henholdsvis IAS 39 og IFRS 9 (Kilde: egen tilvirkning) Ovenstående tabel viser, at der reelt ingen forskel er på de to regnskabsstandarder i relation til indregningen af finansielle aktiver. Ved den første indregning af et finansielt aktiv skal dette enten Side 27 af 60

29 måles til dagsværdi eller dagsværdi med tillæg af transaktionsomkostninger, uanset om det er IAS 39 eller IFRS 9, der er gældende. I henhold IAS 39 er det kategorien finansielle aktiver til dagsværdi gennem resultatopgørelsen, der ved den første indregning måles til dagsværdi, mens kategorierne hold-til-udløb investeringer, lån og tilgodehavender samt finansielle aktiver disponible for salg måles til dagsværdi med tillæg af transaktionsomkostninger. Til sammenligning er det i henhold til IFRS 9 kategorien finansielle aktiver til dagsværdi gennem resultatopgørelsen, der ved den første indregning måles til dagsværdi, mens kategorierne finansielle aktiver til amortiseret kostpris samt finansielle aktiver til dagsværdi gennem anden totalindkomst måles til dagsværdi med tillæg af transaktionsomkostninger. Ved en nærmere undersøgelse af de enkelte kategorier i både IAS 39 og IFRS 9 kan det konstateres, at fællesnævneren for hvilke finansielle aktiver, der ved første indregning skal måles til dagsværdi, og dermed ikke dagsværdi med tillæg af transaktionsomkostninger, er de finansielle aktiver som tilhører en kategori der efterfølgende måles til dagsværdi gennem resultatopgørelsen. Årsagen hertil illustreres nok bedst med et lille eksempel: En virksomhed anskaffer sig et finansielt aktiv til kr. hvortil der betales kr. i transaktionsomkostninger. Ved den førstkommende balancedag er dagsværdien af det pågældende finansielle aktiv opgjort til kr. Med udgangspunkt i disse oplysninger kan der opstilles nedenstående hændelsesforløb, hvor det finansielle aktiv ved første indregning alene indregnes til dagsværdi. Resultatopgørelsen Finansielt aktiv Likvider Dagsværdi Indregning af finansielt aktiv Regulering af dagsværdi på balancedag Årets bevægelse Total Tabel 9 - Hændelsesforløb for finansielle aktiver til dagsværdi gennem resultatopgørelsen i tilfælde af, at første indregning sker til dagsværdi (Kilde: egen tilvirkning) Havde der derimod eksisteret et krav om, at det finansielle aktiv, der efterfølgende måles til dagsværdi gennem resultatopgørelsen, skulle indregnes til dagsværdi med tillæg af transaktionsomkostninger på tidspunktet for første indregning, havde hændelsesforløbet kunne illustreres som nedenstående. Side 28 af 60

30 Resultatopgørelsen Finansielt aktiv Likvider Dagsværdi med tillæg af transaktionsomkostninger Indregning af finansielt aktiv Regulering af dagsværdi på balancedag Årets bevægelse Total Tabel 10 - Hændelsesforløb for finansielle aktiver til dagsværdi gennem resultatopgørelsen i tilfælde af, at første indregning sker til dagsværdi med tillæg af transaktionsomkostninger (Kilde: egen tilvirkning) Foretages der en sammenligning af de to forskellige hændelsesforløb ses det, at slutresultatet er nøjagtigt det samme. Det må derfor kunne konkluderes, at reglerne omkring dagsværdi på tidspunktet for første indregning for finansielle aktiver, der efterfølgende måles til dagsværdi gennem resultatopgørelsen, eliminerer den unødige kompleksitet der ville være forbundet med at skulle adskille dagsværdi og transaktionsomkostninger. Eftersom reglerne vedrørende første indregning af finansielle aktiver i henhold til IAS 39 og IFRS 9 er uændret, er denne elimination af en eventuel unødig kompleksitet altså videreført Efterfølgende måling Indeværende afsnit vil omhandle en sammenligning af reglerne i henholdsvis IAS 39 og IFRS 9 omkring den efterfølgende måling af finansielle aktiver. Indledningsvis kan der på baggrund af kapitlerne 3.1 og 3.2 opstilles nedenstående opsummering af reglerne for den efterfølgende måling. IAS 39 IFRS 9 Amortiseret kostpris Amortiseret kostpris Dagsværdi med indregning af ændringer i anden Dagsværdi med indregning af ændringer i anden totalindkomst totalindkomst Dagsværdi med indregning af ændringer i Dagsværdi med indregning af ændringer i resultatopgørelsen resultatopgørelsen Tabel 11 - Sammenligning af værdier ved efterfølgende måling i henholdsvis IAS 39 og IFRS 9 (Kilde: egen tilvirkning) Ligesom ved værdien ved tidspunktet for første indregning, ses det af ovenstående opsummering, at der reelt ikke eksisterer forskelle mellem de to regnskabsstandarder i relation til mulighederne for måden hvorpå værdien af et finansielt aktiv skal kunne opgøres, samt hvorledes ændringer i værdien indregnes. Dog viser gennemgangen af IFRS 9, at finansielle aktiver til dagsværdi gennem anden totalindkomst er aktiver hvis pengestrømme udelukkende udgør tilbagebetaling af hovedstolen samt renterne på den udestående hovedstol. Det bør derfor bemærkes, at de løbende renteindtægter fra det pågældende finansielle aktiv indregnes i virksomhedens resultatopgørelsen på baggrund af den effektive rentemetode. Side 29 af 60

31 Eftersom mulighederne for efterfølgende måling herudover er uændret i IFRS 9 sammenholdt med IAS 39, er det væsentlige derfor, hvilke aktiver der falder ind under de forskellige målingskategorier. Der må derfor i denne sammenhæng henvises til klassifikationsprocessen for at identificere væsentlige forskelle Nedskrivningsmodel Nedskrivningsmodellen i IAS 39 er en incurred loss-model, hvorimod IFRS 9 indeholder en expected credit loss-model. Med overgangen fra IAS 39 til IFRS 9 følger dermed en helt ny og reformeret nedskrivningsmodel, som baserer sig på virksomhedens forventninger til fremtiden frem for allerede indtrufne begivenheder. Det synes således nærmest indlysende, at der i henhold til IFRS 9 vil blive indregnet tab på finansielle aktiver på et langt tidligere tidspunkt, end det er tilfældet i IAS 39. Den tidsmæssige placering af de indregnede tab på finansielle aktiver er sammenlignet i nedenstående tabel. IAS 39 IFRS 9 Incurred loss-model Expected credit loss-model 1) Tidspunktet for første 12-måneders forventet kredittab - indregning (renteindtægter beregnes af bruttoværdi) 2) Væsentlig stigning i Levetids forventet kredittab - kreditrisiko (renteindtægter beregnes af bruttoværdi) 3) Objektiv indikation på Nedskrivning til nutidsværdi af forventede Levetids forventet kredittab værdiforringelse fremtidige pengestrømme (renteindtægter beregnes af nettoværdi) Tabel 12 - Sammenligning af tidspunkt for indregning af tab i henholdsvis IAS 39 og IFRS 9 (Kilde: egen tilvirkning) I ovenstående tabel ses det tydeligt, at IFRS 9 og expected credit loss-modellen medfører indregning af tab på finansielle aktiver på et langt tidligere tidspunkt end IAS 39 og incurred lossmodellen. Det ses nemlig, at IAS 39 ignorerer de første to tidspunkter i tabellen, hvor der omvendt foretages nedskrivning i henhold til IFRS 9. Med udgangspunkt i de talmæssige gennemgange af incurred loss-modellen og expected credit loss-modellen i henholdsvis kapitel og 3.2.4, kan der ligeledes foretages en talmæssig sammenligning af de to forskellige nedskrivningsmodeller. Hændelsesforløbet i de tidligere eksempler er ens, men eftersom der med expected credit loss-modellen indføres en række nye begreber, er disse naturligt ikke omtalt ved gennemgangen af incurred loss-modellen. Som følge heraf er samlede hændelsesforløb opsummeret nedenfor. Virksomheden foretager et udlån stort kr. Der er tale om et fastforrentet stående lån på 5% p.a., og det har en løbetid på 5 år. Stiftelsesprovisioner m.v. er udeladt. Det antages, at kreditrisikoen væsentligt forringes i år 2 sammenlignet med tidspunktet for første indregning. Kreditrisikoen forringes som følge af låntagers svigtende resultater i den eksterne rapportering, og Side 30 af 60

32 de svigtende resultater er tiltagende i år 3, hvor der derfor indtræffer en objektiv indikation på værdiforringelse af det finansielle aktiv, idet låntager nu er i væsentlige økonomiske vanskeligheder. Afledt af låntagers svigtende resultater og væsentlige økonomiske vanskeligheder, er låntager dog i stand til at betale den årlige kontraktlige rente til tiden, mens kreditrisikoen yderligere forringes i løbet af år 4 og år 5. Slutteligt resulterer hændelsesforløbet i, at låntager alene tilbagebetaler 90 procent, svarende til kr., af den lånte hovedstol i år 5. Slutresultatet er i overensstemmelse med virksomhedens forventning, da kreditrisikoen i år 2 væsentligt forringes sammenlignet med tidspunktet for første indregning samt i år 3, hvor der indtræffer objektiv indikation på værdiforringelse. Der henvises til tabel 1 for talmæssig illustration af udviklingen i den bogførte værdi af det finansielle aktiv i henhold til incurred loss-modellen samt tabel 3 for tilsvarende illustration i henhold til expected credit loss-modellen. En sammenligning af udviklingen i henhold til de to forskellige nedskrivningsmodeller illustreres bedst ved nedenstående graf. Figur 1 - Sammenligning af udviklingen i aktivets værdi i henholdsvis IAS 39 og IFRS 9 (Kilde: egen tilvirkning) Det ses tydeligt af ovenstående figur, at IAS 39 indregner tab på finansielle aktiver langt senere, end hvad det er tilfældet i IFRS 9. IFRS 9 starter nemlig allerede ved første indregning med at indregne en hensættelse til tab på finansielle aktiver som gradvist forøges i takt med, at kreditrisikoen forringes. Omvendt ses det at IAS 39 venter til år 3, hvor der altså indtræffer objektiv indikation på værdiforringelse. Når dette er indtruffet indregnes, der i henhold til IAS 39, et tab på finansielle aktiver svarende til forskellen mellem aktivets regnskabsmæssige værdi fratrukket nutidsværdien af de forventede fremtidige pengestrømme tilbagediskonteret med den oprindeligt Side 31 af 60

33 fastsatte effektive rentesats. Det ses derfor, at aktivets værdi falder gevaldigt i år 3 i henhold til IAS 39, mens der ses en mere stabil udvikling i aktivets værdi i henhold til IFRS 9. Foretages der en sammenligning af de to forskellige modellers nettoeffekt på resultatopgørelsen, skulle dette gerne afspejle udviklingen i aktivets værdi. Der henvises til tabel 2 for den talmæssige illustration af nettoeffekten på resultatopgørelsen i henhold til incurred loss-modellen samt tabel 6 for tilsvarende illustration i henhold til expected credit loss-modellen. Det ses af tabellerne, at den samlede nettoeffekt på resultatopgørelsen er den samme uagtet om der ses på den ene eller den anden model. Den samlede nettoeffekt udgør nemlig i begge tilfælde samlet kr., svarende til den kontraktlige rente i hele aktivets levetid fratrukket det endelige tab ved låntagers tilbagebetaling af hovedstolen i år 5. Det er således et spørgsmål om den tidsmæssige placering af nettoeffekten på resultatopgørelsen, og denne kan illustreres ved nedestående graf. År 1 År 2 År 3 År 4 År 5 IAS 39, incurred loss-model IAS 39, incurred loss-model (akk.) IFRS 9, expected credit loss-model IFRS 9, expected credit loss-model (akk.) Figur 2 - Sammenligning af nettoeffekt på resultatopgørelsen i henholdsvis IAS 39 og IFRS 9 (Kilde: egen tilvirkning) Af ovenstående figur ses det, at IAS 39 har en tendens til at overvurdere nettoeffekten på resultatopgørelsen sammenlignet med IFRS 9 i de enkelte regnskabsperioder. Nettoeffekten i år 1 og 2 er i figuren højere i IAS 39 end i IFRS 9, men omvendt realiseres der faktisk en negativ nettoeffekt i år 3, hvor der indtræffer objektive indikationer på værdiforringelse. Figuren viser endvidere, at når der ses på IFRS 9, er nettoeffekten på resultatopgørelsen aftagende over hele det finansielle aktivs levetid i takt med, at kreditrisikoen forringes. Samlet set er nettoeffekten på resultatopgørelsen den samme i henhold til begge modeller, men IAS 39 viser større volatilitet imellem de enkelte regnskabsperioder, mens IFRS 9 viser stabilitet og sammenhæng med kreditrisikoen. Side 32 af 60

34 4. Analyse af informationsværdien der følger med implementering af IFRS 9 I tråd med nærværende afhandlings oprindelige hypotese vil der nu, i forlængelse af foregående kapitels sammenligning af de to internationale regnskabsstandarder, blive foretaget en analyse af, hvorvidt implementeringen af IFRS 9 reelt medfører øget informationsværdi i årsregnskaber aflagt i overensstemmelse med internationale regnskabsstandarder. I den forbindelse er det dermed essentielt hvad der forstås ved øget informationsværdi. Til brug for analysen er det i denne afhandling valgt, at øget informationsværdi er et udtryk for følgende: Opfyldelse af kritikpunkter rejst overfor IAS 39 Bedre opfyldelse af de kvalitative egenskaber for årsregnskaber aflagt i overensstemmelse med internationale regnskabsstandarder Der er altså, for den efterfølgende analyse, to måder hvorpå IFRS 9 kan medføre øget informationsværdi. Enten ved at opfylde kritikpunkter rejst overfor IAS 39 eller bedre opfyldelse af de kvalitative egenskaber for årsregnskaber aflagt i overensstemmelse med internationale regnskabsstandarder. De kommende kapitler er derfor struktureret således, at først gennemgås de væsentligste kritikpunkter af IAS 39, hvorefter der foretages en analyse af, hvorvidt IFRS 9 medfører forbedringer i relation hertil. Dernæst foretages en gennemgang af de kvalitative egenskaber for årsregnskaber aflagt i overensstemmelse med internationale regnskabsstandarder for efterfølgende at foretage en analyse af, hvorvidt IFRS 9 bedre lever op til disse end IAS Kritik af IAS 39 Baggrunden for IASBs begyndende arbejde med IFRS 9, og endeligt offentliggørelse af denne standard, går mange år tilbage. Reelt går historien om IAS 39, som nu bliver til IFRS 9, helt tilbage til året 1988, hvor IASB s forgænger, the International Accounting Standards Committee (IASC), begyndte sit arbejde med rapportering af finansielle instrumenter. Dette arbejde resulterede blandt andet i IAS 39, der blev udstedt tilbage i Siden dengang har IASB udstedt utallige ændringer til IAS 39 i et forsøg på at skabe afklaring, vejledning samt at eliminere interne uoverensstemmelse. Imidlertid har IASB dog ikke foretaget en grundlæggende reformering af bestemmelserne i standarden. 70 Reformeringen af bestemmelserne omkring rapportering af finansielle instrumenter tager derimod sin begyndelse i 2002, hvor både IASB og US Financial Accounting Standards Board (FASB), den amerikanske pendant til IASB, underskrev the Norwalk Agreement. Som et resultat af denne aftale blev der identificeret og igangsat en række projekter med det formål at eliminere forskelle mellem 70 IASB s Discussion Paper, Reducing Complexity in Reporting Financial Instruments (BD7) Side 33 af 60

35 de internationale regnskabsstandarder og Generally Accepted Accounting Principles (United States) (US GAAP) 71. Den 27. februar 2006 udgiver IASB og FASB deres fælles Memorandum of Understanding, som samtidig er deres køreplan for at skabe konvergens mellem de internationale regnskabsstandarder og US GAAP. Heraf fremgår finansielle instrumenter som et emne, der allerede bliver undersøgt, men endnu ikke er tilføjet til en aktiv agenda 72. Arbejdet, der foregik hos henholdsvis IASB og FASB, med finansielle instrumenter resulterede i marts 2008 i udgivelsen af et fælles diskussionsoplæg: Discussion Paper, Reducing Complexity in Reporting Financial Instruments. I april 2009 blev arbejdet med IFRS 9 fremskyndet, som en reaktion på den globale finansielle krise, konklusionerne fra G20 ledernes topmøde om det finansielle marked og verdensøkonomien samt anbefalinger fra internationale organer såsom Rådet for Finansiel Stabilitet 73. De berørte parter fremhævede i denne forbindelse særligt den manglende rettidighed ved indregningen af forventede kredittab Discussion Paper, Reducing Complexity in Reporting Financial Instruments Mange regnskabsaflæggere, deres revisorer samt regnskabsbrugere fandt reglerne for den regnskabsmæssige behandling af finansielle instrumenter alt for kompleks 75. Af denne årsag er IASB blevet opfordret af mange til udvikle en ny standard for finansielle instrumenter, som er principbaseret og mindre kompleks sammenlignet med den tidligere regnskabsstandard 76. Netop kompleksitet er en af de vigtigste problemstillinger i relation til regnskabsaflæggelsen og IASB og FASB anerkender da også i deres fælles diskussionsoplæg, at finansielle instrumenter er et af de mest komplekse områder at rapportere omkring 77. I forlængelse af denne anerkendelse henvises der i diskussionsoplægget til et notat fra januar 2008 af Advisory Committee on Improvements to Financial Reporting, hvori kompleksitet defineres som følgende 78 : tilstanden af at være vanskeligt at forstå og anvende, og henviser primært til det er vanskeligt for: 71 IASB Project Summary, IFRS 9 Financial Instruments (side 4) 72 A Roadmap for Convergence between IFRSs and US GAAP , Memorandum of Understanding between the FASB and the IASB (side 3) 73 IFRS 9 Finansielle instrumenter (afsnit IN4) 74 IASB Project Summary, IFRS 9 Financial Instruments (side 4) 75 IASB s Discussion Paper, Reducing Complexity in Reporting Financial Instruments (IN1) 76 IASB s Discussion Paper, Reducing Complexity in Reporting Financial Instruments (BD1) 77 IASB s Discussion Paper, Reducing Complexity in Reporting Financial Instruments (BD12) 78 IASB s Discussion Paper, Reducing Complexity in Reporting Financial Instruments (BD13) Side 34 af 60

36 a) regnskabsbrugere at forstå det økonomiske indhold af en transaktion eller begivenhed, og den samlede finansielle stilling samt resultatet i virksomheden b) regnskabsaflæggere at anvende korrekte regnskabsregler og kommunikere økonomisk indhold af en transaktion eller begivenhed, og den samlede finansielle stilling samt resultatet af virksomheden c) øvrige parter at revidere, analysere og regulere en virksomheds regnskabsaflæggelse En årsag til kompleksitet er, at finansielle instrumenter i sig selv er komplekse. Udtrykket finansielle instrumenter omfatter en lang række forskellige instrumenter, hvoraf nogle er meget komplekse og svære at forstå selv med alle oplysninger om vilkår og betingelser 79. En anden årsag til kompleksitet er, at de internationale regnskabsstandarder for finansielle instrumenter indeholder flere alternativer og undtagelser, der ofte tilslører de grundlæggende principper 80. Hovedårsagen til den hidtidige kompleksitet kan dog i høj grad henføres til de mange klassifikationsmuligheder, og dermed de mange forskellige indregnings- og målingsmetoder, der findes for finansielle instrumenter 81. I kapitel 3.1 blev det konstateret, at det enkelte finansielle instrument skal klassificeres i en af fire målingskategorier. Kombinationen af de mange indregnings- og målingskategorier samt det forhold, at det enkelte finansielle instrument skal klassificeres, kan blandt andet medføre, at ensartede finansielle aktiver i visse tilfælde vil blive behandlet uensartet ved regnskabsaflæggelsen afhængig, af hvilke skøn og vurderinger der er foretaget i klassifikationsprocessen. Eksempelvis kan klassifikation af noterede obligationer resultere i tre forskellige indregnings- og målingskategorier afhængig af, hvilken hensigt virksomheden har med de enkelte obligationer. Vurderer virksomheden, at hensigten med de noterede obligationer er at holde dem til udløb, skal de klassificeres som holde-til-udløb-investeringer og måles til amortiseret kostpris. Er hensigten derimod at sælge de noterede obligationer på kortsigt med henblik på at opnå gevinst, skal de klassificeres som aktiver målt til dagsværdi gennem resultatopgørelsen. Slutteligt kan hensigten vurderes at være hverken at holde til udløb eller sælge på kort sigt. Er dette tilfældet skal obligationerne klassificeres som finansielle aktiver disponible for salg, der måles til dagsværdi, mens gevinster og tab indregnes i virksomhedens anden totalindkomst. 79 IASB s Discussion Paper, Reducing Complexity in Reporting Financial Instruments (BD14) 80 IASB s Discussion Paper, Reducing Complexity in Reporting Financial Instruments (BD15) 81 IASB s Discussion Paper, Reducing Complexity in Reporting Financial Instruments (BD17) Side 35 af 60

37 Resultatet af klassifikationsprocessen kan altså være vidt forskelligt afhængig af, hvilke vurderinger virksomheden har foretaget undervejs. Regnskabsbrugerne kan have vanskeligt ved at afgøre, hvilken målingskategori der er blevet anvendt eller ved at forstå forskellene mellem de enkelte målingskategorier. Dette medfører udfordringer ved sammenligning af forskellige virksomheder eller endog ved sammenligning af samme virksomhed mellem forskellige regnskabsperioder. Endvidere er det uhensigtsmæssigt, at klassifikationen i høj grad beror på virksomhedens subjektive vurdering af hensigten med det enkelte finansielle instrument. Eftersom dette medfører, at virksomheden i vid udstrækning også har mulighed for påvirke indregning og måling til det mest fordelagtige for virksomheden. Omvendt kan der opstå den modsatte situation, hvor virksomheden er tvunget til at vælge en klassifikation af et finansielt instrument på et ikke dokumenteret grundlag, som resulterer i en målingskategori, som virksomheden helst havde undgået Report of the Financial Crisis Advisory Group 82 The Financial Crisis Advisory Group (FCAG) blev dannet med det formål at rådgive IASB og FASB omkring blandt andet regnskabsstandardernes indflydelse på den globale finansielle krise. Gruppen består af højtstående ledere med bred international erfaring med de finansielle markeder og har fået følgeskab af officielle observatører, der repræsenterer de vigtigste globale bank-, forsikrings- og værdipapirtilsynsudvalg. Fokus i FCAGs rapport har primært været rettet imod problemstillinger vedrørende finansielle institutioner på grund af deres centrale rolle i den finansielle krise. Imidlertid er FCAG dog af den opfattelse, at deres konklusioner og anbefalinger gør sig gældende for alle typer virksomheder og brancher 83. FCAG konkluderer i deres rapport, at det synes klart, at regnskabsstandarder ikke har været den grundlæggende årsag til den globale finansielle krise. Samtidig synes det dog klart, at krisen har blotlagt en række svagheder i regnskabsstandarder og deres anvendelse. De væsentligste svagheder er følgende: 1. anvendelse af dagsværdi i illikvide markeder 2. forsinkede indregning af tab i forbindelse med udlån, strukturerede kreditprodukter og andre finansielle instrumenter i banker, forsikringsselskaber og andre finansielle institutioner 3. omfanget af ikke-balanceført finansiering 82 Report of the Financial Crisis Advisory Group Side 36 af 60

38 4. kompleksiteten ved regnskabsstandarder for finansielle instrumenter, herunder de flere tilgange til indregning af nedskrivninger af finansielle aktiver. I begyndelsen af den finansielle krise var kritikken primært rettet imod anvendelsen af dagsværdi som målingsmetode i forbindelse med regnskabsaflæggelsen, som hævdes at være medvirkende til at forstærke effekten af krisen. Den forstærkende effekt skyldes, at før den globale finansielle krises indtog hævdes det, at anvendelsen af dagsværdi som målingsmetode medførte betydelig overvurdering af virksomhedernes indtjening, mens den under krisen medførte betydelig undervurdering af virksomhedens indtjening. Undervurderingen af virksomhedens indtjening var særligt foranlediget af en ond spiral startende med faldende priser i markedet, der førte til større regnskabsmæssige nedskrivninger. De regnskabsmæssige nedskrivninger tvang de finansielle institutioner til at realisere aktiver med henblik på, at leve op til markedets kapitalkrav. Realiseringen af aktiverne skabte større udbud, der igen førte til faldende priser. I forlængelsen af denne kritik af anvendelsen af dagsværdi som målingsmetode ved regnskabsaflæggelsen, er det væsentligt at bemærke, at bankernes aktiver i overvejende grad værdiansættes til historiske kostpriser ved anvendelse af amortiseret kostpris. Sådanne aktiver handles som oftest ikke på et marked, og værdiansættelsen tager derfor ikke hensyn til markedets likviditet. Modsat anvendelsen af dagsværdi som målingsmetode ved regnskabsaflæggelsen, blev værdiansættelse til historiske kostpriser ved anvendelse af amortiseret kostpris kritiseret for at overvurdere virksomhedernes aktiver. Overvurderingen er et resultat af den model der anvendes i forbindelse med hensættelse til imødegåelse af forventede tab på aktiver der måles til amortiseret kostpris. Hensættelsesmodellen baseres nemlig på objektive indikationer på nedskrivningsbehov, hvilket gør modellen vanskelig at anvende. Vanskeligheden består i at identificere de objektive indikationer på nedskrivningsbehovet, og i hvilken regnskabsperiode behovet opstår. Derfor fører modellen ofte til forsinket indregning af tab. På trods af at forbedringer af regnskabsstandarder ikke kan reversere den globale finansielle krise, anbefaler FCAG at svaghederne i nuværende regnskabsstandarder bliver behandlet som en hastesag. Samtidig med denne anbefaling fastslår FCAG, at ændringer til regnskabsstandarderne, der reducerer kompleksiteten ved regnskabsaflæggelsen, kan bidrage til at genoprette tilliden til det finansielle marked og dermed være medvirkende til øget finansiel stabilitet. Netop kompleksiteten i IAS 39 fremhæves i FCAGs rapport som værende af særlig overdreven karakter som følge af de mange indregnings- og målingskategorier samt de forskellige og inkonsistente tilgange til nedskrivninger af finansielle aktiver. Side 37 af 60

39 Mens en vis grad af kompleksitet er uundgåelig i relation til finansielle instrumenter, konkluderer FCAG, at kompleksiteten overordnet har været uberettiget og regnskabsstandarden ikke i tilstrækkelig grad har sikret en korrekt skildring af de risici, der er forbundet med komplekse finansielle instrumenter. 4.2 Informationsværdi i forhold til kritikken af IAS 39 På baggrund af den foranstående gennemgang af Discussion Paper, Reducing Complexity in Reporting Financial Instruments samt Report of the Financial Crisis Advisory Group kan der identificeres følgende to overordnede kritikpunkter rejst over for IAS 39: Kompleksitet Forsinket indregning af tab på finansielle aktiver Disse to overordnede kritikpunkter vil være genstand for analyse i de kommende afsnit Kompleksitet Én af årsagerne til kompleksitet er, at finansielle instrumenter omfatter en lang række forskellige instrumenter, hvoraf nogle er meget komplekse og svære at forstå selv med alle oplysninger om vilkår og betingelser. Det forhold, at finansielle instrumenter i sig selv kan være komplekse, kan en ny regnskabsstandard naturligvis ikke ændre på. Andre årsager til kompleksitet er primært de mange forskellige klassifikationsmuligheder samt flere alternativer og undtagelser, hvilket netop er årsager, som en ny regnskabsstandard kan ændre på. Med implementeringen af IFRS 9 overgår klassifikationsprocessen til at være principbaseret fremfor den mere regelbaserede tilgang, som var gældende i henhold til IAS 39. Ved denne principbaserede tilgang skal virksomheden indledningsvis stille sig selv det spørgsmål, hvorvidt det pågældende finansielle aktivs pengestrømme udelukkende udgør tilbagebetaling af hovedstolen samt renterne på den udestående hovedstol. På trods af at besvarelsen af dette spørgsmål i visse særlige situationer kan bero på en vurdering af de kontraktmæssige vilkår, vil besvarelse i størstedelen af tilfældene formentlig være ganske ligetil. Det er altså, med andre ord, et spørgsmål om, hvorvidt det pågældende finansielle aktiv er et simpelt låneinstrument. Er der ikke tale om pengestrømme, som udelukkende udgør tilbagebetaling af hovedstolen samt renter på den udestående hovedstol, skal det pågældende finansielle aktiv klassificeres som dagsværdi gennem resultatopgørelsen. I den omvendte situation skal virksomheden herefter stille sig selv spørgsmålet: I hvilken forretningsmodel skal det pågældende finansielle instrument indgå. Indgår det finansielle aktiv i en forretningsmodel, der er baseret på at modtage aktivets Side 38 af 60

40 kontraktlige pengestrømme, skal det tilhøre kategorien finansielle aktiver til amortiseret kostpris. Er der derimod tale om, at aktivet indgår i en forretningsmodel der har til formål både at modtage kontraktlige pengestrømme samt handel med finansielle aktiver, så skal det tilhøre kategorien finansielle aktiver til dagsværdi gennem anden totalindkomst. I tillæg hertil har virksomheden dog mulighed for specifikt at vælge at aktivet skal tilhøre kategorien finansielle aktiver til dagsværdi gennem resultatopgørelsen, hvis dette eliminerer, eller væsentligt reducerer, en indregnings- og målingsinkonsistens, som ellers ville have opstået. Samlet kan klassifikationsprocessen i henhold til IFRS 9 opsummeres i nedenstående beslutningstræ. Figur 3 - Beslutningstræ vedr. klassifikation af finansielle aktiver i henhold til IFRS 9 (Kilde: IASB, Project Summary IFRS 9 Financial Instruments) Overordnet set beror klassifikationsprocessen altså på to spørgsmål: Det ene omhandler kontraktlige pengestrømme og kan, med undtagelse af særlige tilfælde besvares relativt enkelt. Det andet omhandler virksomhedens forretningsmodel, hvori det finansielle aktiv indgår. Spørgsmålet omkring forretningsmodellen, som det finansielle aktiv indgår i, bør ligeledes være relativt enkelt at besvare, eftersom virksomhedens ledelse bør have et solidt kendskab til forretningsmodellen. Samlet set er det derfor vurderingen, at IFRS 9 medfører væsentligt reduceret kompleksitet i relation til klassifikationsprocessen. Dette særligt set i lyset af afsnit s definition af kompleksitet punkt b. Side 39 af 60