Februar årgang NR. 2

Transkript

1 Februar årgang NR. 2

2 Redaktion: Ragnhild Hansen tlf Mail: Indlevering af stof senest den 15. i måneden. T E L E F O N L I S T E B Ø G E B A K K E N Lise Anhøj Leder af plejecentrene 1A lejl afdelingen A lejl afdelingen B lejl afdelingen B lejl afdelingen lejl afdelingen lejl afdelingen lejl afdelingen Gruppeleder Tina Kjeldsen tikj@lejre.dk Gruppeleder Britt N. Pedersen BRPE@lejre.dk Gruppeleder Vibeke Voldby vivo@lejre.dk Vagthavende sygepl. Træffes døgnet rundt Karen Christiansen Demenskoordinator Tina Kjeldsen Demenskoordinator Gruppeleder Dagcenter Ergoterapien Hjemmeside Impuls Ældre - og plejecentre Bøgebakken

3 1 5. februar Keld Pihl Olsen Bøgebakken 1A-1 lej februar Villy Hansen Bøgebakken 4 lej februar Anna Margrethe Schrøder Bøgebakken 1A-1 lej februar Bente Gad Falkenberg Bøgebakken 2 lej februar Lise Margreteh Fjelkstrup Bøgebakken 1B-4 lej. 44 Visdom Man gør, hvad man kan, så længe man kan, og når man til sidst ikke kan, så gør man det næstbedste. Man bevæger sig baglæns, men man giver ikke op. Testpiloten General Chuck Yeager

4 2 Siden sidst Vi har mistet Elly Helene Poulsen Bøgebakken 1A-2 lej 23 Jørgen Mollerup Bøgebakken 4 lejlighed 3 Æret væres Deres minde Velkommen til: Solveig Lund-Jensen Bøgebakken 1B-3 Lejlighed 34 pr Lise Margrethe Fjelkstrup Bøgebakken 1B-4 lej. 44 Vinder af månedens X-ord Jørgen Madsen Bøgebakken 3 lej. 5 Tillykke

5 3 Præstebesøg Februar Torsdag den 2. februar kl Gudstjeneste i Dagcenteret Torsten Dam Jensen Onsdag d. 15. februar kl Husbesøg 1A-1 + 1A-2 Marianne Kristensen Onsdag den 29. februar kl Husbesøg 1B-3 + 1B-4 Cecilie Schackinger Arrangementer i Februar Tirsdag d. 7. kl Mandeklubben mødes i Dagcentret (Tina Kjeldsen) Tirsdag d. 7. kl Skubbe/gåtur ud i vinteren med Skubberne. Er det ikke udendørsvejr, hygger vi os sammen i cafeén. (Ellen Jensen) Onsdag d. 8. kl Sandalet sælger sko og sandaler i Dagcentret (Anja) Tirsdag d. 14. kl Mandeklubben mødes i Dagcentret (Tina Kjeldsen) Fredag d. 17. kl Mirakelpriser sælger tøj ved Dagcentret (Anja) Tirsdag d. 21. kl Mandeklubben mødes i Dagcentret (Tina Kjeldsen) Tirsdag d. 21. kl Generalforsamling Bøgebakkens Venner (Pauli Olesen) Tirsdag d. 28. kl Mandeklubben mødes i Dagcentret (Tina Kjeldsen)

6 4 Farfars Drengekor nu med slips! Onsdag d.18 januar besøgte Farfars Drengekor Bøgebakken. Siden de var på besøg i marts 2011 har sangerdresset fået tilføjet de flotteste lilla slips meget elegant! Deltagere fra Dagcentret og rigtig mange beboere var mødt op, og de fik en rigtig hyggelig og munter formiddag. Farfars Drengekor der består af fire drenge Erik, Poul, Tyge og Jørgen, havde et flot program med sange der fulgte en dag fra morgengry til nat. Lige fra Morgensang fra Elverskud til Natten breder sine vinger og Godnight Sweethart. Men i dagens løb sker meget, så ind imellem fik vi en rigtig barbershop-sang. Yes Sir, thats my Baby, Æselsangen, og den underfundige vise Ræven er ude med halen så lang. Efter pause med kaffe og drømmekage fra Brovst, sang drengene for på et ønskeprogram af lystige, gamle viser og sange, og der blev sunget kraftigt med. Formiddagen sluttede med et ønske til drengene om at komme igen i næste sæson. Anni Husvennerne

7 5 Bankospil Et velbesøgt bankospil tirsdag d. 24. februar med ca. 80 deltagere.

8 6 Jazz på Bøgebakken Six Foot Stompers gæstede Bøgebakken Søndag 22. januar Det summede af stemning da Præsten Marianne startede med at fortælle om en dejlig søndag, denne søndag fyldt med musik og sang. Six Foot Stompers, 7 mand høj overtog scenen, fyldte lokalet med New Orleans stemning, krydret med historie fortælling fra Jazzens spæde ungdom og op til idag. Klarinetten fyldte lokalet med dens blide toner, hvorefter trompeten overtog. I skiftet blev der klappet, se der lærte jeg noget nyt, nemlig hvornår man klapper når man lytter til Jazz. Jeg så rundt på beboerne, fik øje på fødder der vippede i takt til musikken, smil der spredte sig fra den ene til den anden og stjernerne i øjnene ville ingen ende tage. En hel unik oplevelse, da det gik op for mig at den generation af beboere genkendte og nød de fantastiske toner som Six Foot Stompers leverede. I baggrunden blev der vist billeder fra New Orleans og fortællingen om Louis der i 1932 gæstede København og Kalundborg udløste store klapsalver. six Foot Stompers spillede derefter "Thats my home" en Louis sang om hans fødeby New orleans. I pausen blev jeg mødt af en beboer med tårer i øjnene, "Jeg må en tur til New Orleans, men er nok blevet for gammel" hvortil jeg spurgte om ikke vi skulle invitere New orleans til Bøgebakken i stedet for. Jeg fik et blidt klap på skulderen og det smil jeg modtog som svar, fortalte mig at Jazz på Bøgebakken bragte så megen glæde til beboerne, at det er kommet for at blive. Tak til Uffe Eskildsen for en fantastisk oplevelse, og tak til de frivillige for jeres hjælp til dette arrangement. Tina Kjeldsen Gruppeleder

9 7 Bestyrelsesmøde i Bruger- og Pårørenderådet På den ekstraordinær generalforsamling blev det besluttet, at vi skulle holde et bestyrelsesmøde i løbet af vinteren. Det gør vi Tirsdag den 7. februar kl på Bøgebakken Dagsorden Velkomst Valg af dirigent Valg af stemmetællere 1. Orientering ved ledere om: a. Embedslægens rapport. b. Hovedrengøring i lejlighederne. c. Opstart i de nye huse. d. Udlevering af regnskab for kostkasserne, samt regulativ for Hvordan er de frivillige forsikret? Ved Lise og Erik 3. Vedtagelse af vedtægter ved Lise og Erik 4. Orientering om intern TV på Bøgebakken ved Uffe 5. Orientering om økologiske fødevarer ved Britt 6. Velfærdsteknologi ved Britt 6. EVT. Forslag til dagsorden kan sendes til Erik inden den 25. januar MVH. Britt, Lise og Erik

10 8 Fastelavn mandag 20. februar. kl skal der slås katten af tønden. Derefter er der kaffe med fastelavnsboller. og vi synger nogle sange. Der kommer opsalg ud i husene. Bøgebakkens Venner. Tirsdag 21. februar kl Generalforsamling. Dagsorden iflg. lovene. Evt. forslag bedes sendt til formanden Pauli Olesen Oldvejsparken 108 Gevninge senest 8 dage før generalforsamlingen. Bøgebakkens Venner. Torsdag 1. marts kl kommer Odd Fellow De synger og spiller Der serveres kaffe og kage. Der kommer opslag ud i husene. Bøgebakken Venner.

11 På sangens vinger Af Finn Søeborg Jeg er en akademisk borger. Jeg har taget en fin studentereksamen, filosofikum med ug og første del af statsvidenskabelig embedseksamen med førstekarakter. Jeg er en mand med kundskaber. Oprindelig var min løbeane imidlertid bestemt helt anderledes. Jeg skulle tage realeksamen og derefter i handelslære. Efter udstået læretid skulle jeg så frekventere en såkaldt højere handelsskole, hvorefter det var meningen at jeg skulle se at få en stilling som direktør et eller andet sted. Programmet blev også gennemført til og med handelsskolen; men da jeg skulle til at være direktør, svipsede det på en eller anden måde. Jeg husker ikke længere hvad det var der gik i fisk, men i hvert fald havnede jeg i et enormt engros-firma i afdelingen for anode batterier. Jeg blev sådan en slags sekretær for chefen for anode batterierne, og mit Arbejde bestod i at jeg efter hans diktat skrev breve til de kunder, der havde returneret defekte anode batterier med krav om ombytning. I brevene afviste vi altid disse krav med den begrundelse, at en undersøgelse havde vist, at batteriet var blevet ødelagt ved for hård afladning. Da jeg havde siddet og skrevet disse breve i syv år, spurgte jeg en dag chefen, hvad hård afladning egentlig var for noget; men det nægtede han at oplyse. Så tabte jeg interessen for handelen og besluttede mig i stedet at starte en akademisk løbebane, og efter i min fritid dels at have taget studentereksamen og dels første del af den statsvidenskabelige eksamen, forlod jeg anodebatteriafdelin-

12 gen, stadig uden at vide hvad en hård afladning var, ja for den sags skyld uden at ane hvad et anodebatteri var. Men inden disse begivenheder gik alt som nævnt efter programmet. Jeg tog realeksamen, og derefter kom jeg i lære i Bøvsinge brugsforening. Bøvsinge brugsforening var en såkaldt landhandel der førte alt, lige fra korn og foderstoffer, kolonial, underbukser og leverpostej til briller. Udvalget af briller var absolut ikke ringe. Vi havde en hel skuffe fyldt med briller af forskellig styrke. Når en kunde kom for at købe et par briller, spurgte vi ham først om han var langsynet eller nærsynet. Det anede han som regel ikke noget om, men så gav vi ham først et par nærsynsbriller samt et eksemplar af amtsavisen og bad ham læse højt af dagens leder. Hvis han overhovedet ikke var i stand til at læse et ord konstaterede vi, at han var langsynet. Så lod vi ham prøve nogle langsynsbriller af forskellig styrke, indtil vi fandt et par, der satte ham i stand til at læse lederen. Det var en nem og praktisk fremgangsmåde og formentlig mindst lige så effektiv som al den her moderne fup med tavler og bogstaver og mærkelige apparater med forskelligt farvet lys. Arbejdstiden var dengang temmelig lang. Vi havde åbent fra seks morgen til seks aften de første fire dage af ugen og til klokken syv om fredagen og ni om lørdagen. Til gengæld fik jeg ingen løn bortset fra kost og logi. Disse naturalier takserede skattevæsenet til et vist beløb, som jeg blev sat i skat af. Det var ikke noget stort beløb, jeg blev sat til, men det forekom mig alligevel urimeligt og i betragtning af at jeg overhovedet ingen kontanter tjente, og jeg gik

13 derfor op til skattefolkene og spurgte, hvordan de havde tænkt sig at jeg skulle betale det. Om de for eksempel ville tage til takke med et stykke med leverpostej, og så blev jeg fritaget for at betale skat. Mit arbejde i brugsen bestod fortrinsvis i at veje mel og sukker af samt feje gulv. Endvidere var det mit job at holde hestene for de bønder, der parkerede deres køretøjer udenfor mens de købte ind. Det var et job jeg afskyede mere end noget andet. Jeg har altid næret en sand rædsel for et hvilket som helst dyr, der er større end et får, og at stå og holde en prustende og stampende hest var afgjort ikke min hobby. Min opgave var naturligvis at forhindre hestene i at stikke af, men hvis nogen af dem nogen sinde havde forsøgt at gøre det, ville jeg bestemt ikke have været den der forhindrede dem i det. Heldigvis var der aldrig nogen, der forsøgte på det, hvordan det så kan være. Mig kan de i hvert fald ikke have været bange for. Bøvsinge var ikke ligefrem hvad man forstår ved en storby, men derfor var der skam på ingen måde kedeligt. For det første var der en biograf, der spillede to gange om ugen, forudsat at der mødte mindst ti tilskuere. Kom der færre end dette antal, blev man smidt ud igen og fik besked om at komme en anden dag. Desuden havde man lejlighed til hver lørdag at komme til bal eller andespil, blot man var medlem af Bøvsinge Borgerforening eller Bøvsinge venstre-eller konservative eller socialdemokratiske forening, og de fleste af os var derfor medlem af alle disse foreninger. men for en mand med intellekt var disse overfladiske fornøjelser ikke tilstrækkelige; jeg har altid haft behov for et vist kulturliv, og det var

14 årsagen til at jeg meldte mig ind i Bøvsinge Arbejdersangforening. Jeg har altid holdt af musik og sang og navnlig har jeg altid beundret heltetenorer. I de år jeg var i Bøvsinge var der en type film, der var meget på mode, og som jeg altid gik til. Hovedpersonen var en tenor, men ved filmens begyndelse var han et ganske almindeligt menneske, for eksempel en taxachauffør eller sømand, der havde en god sangstemme, men forblev uopdaget, indtil han en dag krøb op på taget af sin bil eller op i masten og smældede O sole Mio ud, så alle standsede forbavset og lyttede betaget, og direktøren for operaen, der tilfældigvis var til stede, kom hen og tilbød ham omgående at overtage Rodolphes parti efter den hidtidige førstenor, der som sædvanligvis var fuld. Disse film elskede jeg, og identificerede altid mig selv med hovedpersonen. Når jeg var i enrum, sang jeg for mig selv de store tenor-arier, og jeg syntes selv at jeg havde en vellydende stemme og håbede på at jeg en dag kunne tage mod til mig og åbne mit vindue og lade min stemme lyde over Bøvsinge, hvis indbyggere så forventedes at standse op og lytte betaget. Desværre svigtede modet mig altid i det afgørende øjeblik. Jeg har hele mit liv været genert og altid skammet mig ved at synge for andre, og det er naturligvis noget af en hæmsko for en sanger. Nu var der i brugsforeningen en komis, som delte min sangerinteresse, og som plejede at følges med mig i tenorfilmene. Denne kommis havde virkelig selv en glimrende stemme, og for at få lejlighed til at bruge den, havde han meldt sig ind i Bøvsinge Arbejdersangforening. En dag fortalte han mig at denne sangforening godt kunne bruge flere tenorer, og spurgte om jeg ikke kunne tæn-

15 ke mig at være med. Jeg vaklede mellem min generthed ved at synge for andre og min lyst til at blive opdaget og besluttede mig omsider til at være med. Bøvsinge Arbejdersangforening lededes af den lokale barber og havde møder hver onsdag aften i nogle lokaler på første sal på Bøvsinge Kro. Den næste onsdag fulgtes jeg så med kommis en derhen. Jeg var mat i knæene og våd i hænderne af nervøsitet og forstod pludselig til fulde, hvilket mod matrosen egentlig havde mobiliseret, inden han krøb op i masten og sang. Jeg fortrød inderligt hvad jeg havde indladt mig på. Barberen modtog mig med overstrømmende hjertelighed. De trængte sådan til tenorer, og så vidt han havde forstået var det det jeg var, ikke? Jeg mærkede en voldsom varme i ørerne og mumlede noget om, at jeg ikke rigtig vidste, jeg havde jo aldrig, øh. Men barberen tog mig bare smilende i armen og trak mig hen til flyglet. - Lad os bare høre hvad du kan, sagde han og begyndte at spille en skala. Jeg forstod at det var meningen at jeg skulle synge, men det var mig umuligt at få en lyd over mine læber. Den samlede sangforening havde slået kreds om os for at overvære den spændende prøve, og jeg mærkede, at jeg var ildrød i hovedet, og at svedperler trillede ned ad siden på mig. Barberen nikkede opmuntrende til mig og begyndte endnu engang på sin skala. Jeg åbnede munden og tænkte intenst på tenoren i masten, og pludselig hørte jeg til min rædsel mig selv synge. Det var ikke særlig rent, men jeg sang dog.

16 Ahahahahahahah, sang jeg fortvivlet. Så havde vi nået min stemmes øverste grænse, og jeg afsluttede med en besynderlig lyd, der nærmest lød som en hund, der bliver trådt over poten. Jeg ventede at høre et latterbrøl, men det udeblev helt. Jeg konstaterede at ingen så meget som smilede, og jeg følte pludselig en varm sympati for disse amatørsangere, for hvem en stemmeprøve var en naturlig ting og ikke noget man griner af. Barberen meddelte mig, at han ikke kunne afvise at jeg måske engang ad åre kunne udvikle mig til en tenor, men at jeg i hvert fald ikke var det i øjeblikket, hvilket sikkert hang samen med at min stemme endnu var i overgang. Men det skulle jeg ikke være ked af. Måske var min stemme tilstrækkelig dyb til at jeg kunne synge anden bas, og dem havde de i højeste grad brug for. Bemærkningen om at min stemme stadig var i overgang krænkede mig en del. Jeg barberede mig på det tidspunkt op til to gange om ugen. Jeg var flere gange blevet set med en pige under armen, og jeg havde været fuld tre gange. Jeg skulle vise dem at der ikke var noget med pubertet her, men at jeg var udstyret med en dyb, fyldig og mandig basstemme. Den nedadgående prøve gik desværre ikke meget bedre end den opadgående. Efter nogle få toner kunne jeg ikke klare mere, og min stemme slog over i en mindst lige så besynderlig lyd, som da vi nåede den øverste grænse for dens formåen. Denne gang lød det dog nærmest som om jeg skulle kaste op. Jeg blev udtaget til første bas, hvilket jeg følte som en stor ydmygelse. Første-basserne udgør den mindre eftertragtelsesværdige gruppe i kor. Det er sådan en slags opsamlingsgruppe, hvor man anbringer alle dem, der hverken har nogen særlig høj eller nogen

17 særlig dyb stemme, ja for den sags skyld dem der overhovedet ikke har nogen stemme. Det viste sig da også senere, at denne gruppe var næsten lige så stor som de andre tre grupper tilsammen. Den aften deltog jeg ikke i selve sangen, men nøjedes med at høre på de andre, og jeg må indrømme at det gjorde et dybt indtryk på mig. Korets ledende kraft var smed Henriksen, der havde en virkelig klar og fyldig tenor, samt hans far, der havde en lige så velklingende bas. Men der var mange fortræffelige stemmer, og den glæde og frejdighed, de brugte dem med, imponerede mig voldsomt, og jeg begyndte så småt at fortryde at jeg havde meldt mig, og frygtede at jeg aldrig ville vove at kaste mig hæmningsløst ud i sangen, som de gjorde. Min frygt viste sig at være velbegrundet, for da jeg de følgende uger deltog i prøverne, lykkedes det mig aldrig at samle mod nok til at synge med. Jeg lod naturligvis som om jeg sang, men der kom aldrig en lyd over mine læber. Enkelte gange dristede jeg mig til en svag brummen, men det virkede mere påfaldende end hvis jeg slet ikke sang, så opgav jeg hurtigt igen og nøjedes med at bevæge læberne. Hele vinteren deltog jeg i prøverne uden en lyd nogensinde kom over mine læber. Vi indøvede et meget afvekslende repertoire, som jeg efterhånden følte mig helt sikker i, selv om jeg altså aldrig havde prøvet at synge det. Der var nemlig en, jeg holdt meget af. Den hed noget i retning af: Tjuhejsa min pige, du lystige tøs. Lad os være børn og slå latteren løs. Og så fulgte der en hel masse med tralala og den salgs. Den var temmelig vanskelig, fordi de forskellige stemmer ikke sang de sammen ting på samme tid.

18 Mens basserne sang tjuhejsa, sang tenorerne tralala, eller også var det omvendt. Det var ikke nemt, men det lød skam vældig godt. Jeg tror ikke at der var nogen, der blev klar over at jeg aldrig sang med. I hvert fald var der aldrig nogen der bemærkede noget om det. Jeg havde nu oparbejdet en vældig teknik, så det i hver fald må have været umuligt at se på mig at jeg ikke deltog i sangen. Naturligvis bevægede jeg læberne, men jeg formede ordene inden i mig. Men jeg deltog også i de dybe vejrtrækninger, som vi brugte til at skaffe os luft mellem to vanskelige passager, og naturligvis også i det kast med hovedet, som slutter et nummer. Hvis det var en alvorlig sang, så jeg højtidelig ud ligesom de andre sangere, mens jeg ved de mere lystige sange som Tjuhejsa, min pige kastede hovedet muntert fra den ene side til den anden, mens jeg smilede overgivent. Der var ikke den ting jeg ikke gjorde lige så godt som de andre, når man altså lige så bort fra at synge. Jeg ærgrede mig selv frygteligt over min generthed, og inden hver prøve besluttede jeg at denne gang ville jeg deltage i sangen. Men i det afgørende øjeblik svigtede modet mig hver gang, og jeg forblev tavs. Da vi med tiden havde fået indstuderet et udmærket repertoire, begyndte vi at optræde ved foreningsfester rundt omkring i omegnens forsamlingshuse. Det var store aftner. Vi mødte alle sammen op i blåt tøj med flip og slips og så så forandrede ud at vi var lige ved at sige De til hinanden. Vi ankom som regel, når festen var i fuldt sving. Vi vakte naturligvis en del opsigt, og så standsede formanden et øjeblik festlighederne for at gøre opmærksom på at de herrer, der ankom

19 lige nu, var Bøvsinge Arbejdersangforeneing, der havde været så venlig at love at give nogle numre til bedste i løbet af aftenen. Denne præsentation udløste altid et voldsomt bifald, samtidig med at alle tilstedeværende stirrede nysgerrigt på os, som om vi havde været fra Milano-operaens kor. Det var altid et stolt øjeblik for os, selv om de fleste af os i sammen øjeblik pludselig opdagede at flippen strammede og at slipset sad skævt. Vores optræden var normalt delt i to afdelinger. Første afdeling indledtes med Internationale og derefter fulgte en række af de mere højtidlige sange. Så holdt vi en pause en times tid, og derefter gav vi en række af de mere muntre numre, hvoriblandt naturligvis Tjuhejsa min pige. Efter hvert nummer var der altid voldsomt bifald, som barberen kvitterede for på alles vegne. Men når vi havde sunget det sidste nummer, trådte han generøst til side og overgav med en storslået armbevægelse bifaldet til os sangere, der takkede med en beskeden hovedbøjning, også jeg, der som sædvanlig ikke havde ydet andet bidrag til underholdningen end en række grimasser og hovedbevægelser, der måske også har været værd at se på. I pausen plejede vi at blive budt på en forfriskning af den pågældende forenings bestyrelse. Den stærkeste forfriskning, man kunne få i forsamlingshuset, var en lys pilsner, men barberen skyndte sig altid på alles vegne at hævde at det var vores allesammens yndlingsdrik. Mens vi nød den lyse pilsner underholdt bestyrelsen sig gerne med os og forsikrede at de var meget begejstret for vores sang. Engang kom jeg til at side ved siden af formanden, der fortroligt meddelte mig, at han var meget sagkyndig, og at han derfor var blevet klar over at jeg havde den bedste stemme af alle.

20 Jeg indvendte beskedent at der var flere i koret, der sang lige så godt som jeg. Men det ville han ikke høre tale om, og så syntes jeg ikke der var grund til at modsige ham. Vi sagde altid nej tak til endnu en lys pilsner, med den begrundelse at vi trængte til frisk luft, hvad bestyrelsen så udmærket godt forstod. Så gik vi alle sammen udenfor, trak lidt afsides og stillede os op i en halvcirkel i sangerorden, med førstetenorerne på højre fløj og anden basserne på venstre, hvorefter vi alle gik i gang med at afleverer den lyse pilsner. Når dette var overstået, fremdrog dirigenten to flasker portvin fra sin mappe med noder. Han trak dem forsigtigt op og rakte derefter den ene til vores førende tenor, smed Henriksen junior, og den anden til vores førende bas, smed Henriksen senior. De to førstekræfter satte flasken for munden, lagde nakken tilbage og tog en ordentlig slurk, hvorefter de lod flasken gå videre til sidemændene, der gentog ceremonien. På denne måde arbejdede de to flasker sig langsomt ind mod midten, hvor de omsider mødtes hos os ulyksalige førstebasser, der som det udskud vi var, måtte tage til takke med slatterne. Da vi havde været udsat for denne tort nogle gange, protesterede vi over for dirigenten og foreslog at flaskerne hver anden gang skulle begynde hos os og arbejde sig udefter. Barberen kunne godt se det berettigede i vores forslag, men da de to smede protesterede vildt, blev resultatet et godt demokratisk forlig, idet rationen blev sat op til fire flasker, hvorefter de to begyndte på fløjene og de to på midten. Siden dengang var der aldrig utilfredshed i foreningen. Efterhånden som éns øjne vænnede sig til mørket, opdagede man i øvrigt at man ikke var de eneste derude, men at der rundt omkring

21 var spredte større eller mindre grupper af mennesker, der med korte mellemrum lagde nakken tilbage og sagde ah. Vi kom i snak med nogle af dem, og de forklarede alle sammen at de kun tålte lyse pilsner i ganske små mængder, hvorfor de af hensyn til deres helbred altid medbragte de varer, som de erfaringsmæssigt vidste bekom dem bedre. Det var da også tydeligt, at da vi efter pausen skulle til at genoptage underholdningen med de lystige sange, var stemningen steget temmelig meget i lokalet. Også på vores præstationer havde pausen gerne en gunstig indflydelse. Der kunne være lidt forvirring i de første numre, men når jeg ser bort fra en enkelt gang hvor smed Henriksen junior pludselig troede at det var ham, der var dirigent, plejede anden afdeling altid at blive en drønende succes. Vores holdning var blevet rankere. Vi havde pludselig ikke længere vanskeligheder med at finde ud af hvor vi skulle anbringe væres hænder, og stemmerne lød kraftigere og mere frigjorte end nogensinde. Selv jeg var sommetider ved at forglemme mig selv og synge med, hvilket i øvrigt skete ved en enkelt lejlighed. Hvis jeg ikke tager fejl, så var det en biavlerforening vi optrådte i den pågældende aften. Jeg ved ikke om biavlere er særlig musikalske, eller om vi sang særlig strålende den aften. En kendsgerning er det i hvert fald at vi gjorde større lykke end nogensinde og modtog et fantastisk bifald, der næsten ikke ville tage ende. Jeg havde naturligvis som sædvanlig ikke åbnet munden, men da vi modtog den sidste hyldest inden pausen, besluttede jeg at nu skulle det være slut; efter pausen ville jeg synge med. Det var en beslutning, jeg havde taget gang på gang, men endnu var det kun blevet ved beslutningen. I aften skulle det imidlertid være.

22 Vi var alle sammen i høj stemning over succesen, og barberen lod i pausen en ekstra flaske portvin springe. Jeg sørgede for at manøvre lidt rundt med mig selv, så jeg oftere fik fat i en flaske, og hver gang det lykkedes tog jeg en ekstra slurk. Jeg følte mig i fin form, da vi senere stillede op til den lystige afdeling. Hvis jeg ikke turde synge med i aften, ville jeg aldrig komme til at gøre det. Det første nummer var Tjuhejsa min pige. I starten kiksede det for mig. Jeg havde jo ingen træning, og det lykkedes mig ikke at komme med. Jeg gav dog ikke op, men ventede roligt, til vi kom til det sted hvor basserne skulle blive ved at synge tralala. Jeg fulgte nøje dirigentens bevægelser, og da tegnet kom, satte jeg i. -TJUHEJSA, brølede jeg med en stemme, hvis styrke forbløffede mig selv. Det kan godt være at den ikke var særlig ren og måske heller ikke særlig melodisk, men en stemme var det i hvert fald. Var jeg selv forbløffet, så blev de andre sangere det ikke mindre. De havde jo aldrig hørt min stemme før, og min deltagelse i sangen fik dem til helt at tabe fatningen. En for en standsede de deres sang og stirrede sig undrende omkring, og i løbet af et øjeblik var jeg den eneste, der sang. -Tjuhejsa, tjuhejsa, sang jeg fortvivlet, mens barberen fægtede vildt med armene for at få de andre til at støtte mig. Smed Henriksen var den første, der genvandt fatningen, og med sin smukke tenor istemte han et tonende tralala. -Tjuhejsa, tjuhejsa, sang jeg -Tralala. Tralala, svarede smed Henriksen. I nogle sekunder formede sangen sig som en duet mellem smeden og mig, så fik dirigenten omsider situationen under kontrol, og resten af koret genoptog deres sang, hvorefter jeg omgående benyt-

23 tede lejligheden til at tie stille og nøjes med grimasserne under resten af sangen, der i øvrigt blev belønnet med et fantastisk bifald. Jeg går ud fra at biavlerne har troet at det lille intermezzo var et særligt raffinement, som hørte med til nummeret. Heldigvis forlangte de den dog ikke da capo. Ingen af mine kammerater berørte nogensinde episoden over for mig, men det var både første og sidste gang jeg lod min røst lyde i Bøvsinge Arbejdersangforening. Desværre er det ikke sidste gang jeg har givet mig til at synge under indflydelse af alkohol; men det er en helt anden historie, som jeg ikke synes vi skal komme ind på her. Dr. Theol. En præst havde taget doktorgraden, og da så en bondemand, der var meget plaget af gigt, havde hørt, at præsten blev tituleret doktor, kom han til ham og ville have et råd. Ja, min gode mand, men jeg er doktor sådan i det højere. Nå, ja så kan det ikke nytte, for det er i det venstre ben, jeg har min skavank. Gravskrift. Her hviler PEDER KRISTIAN JENSEN og hustru ANE MARIE MADSEN. Deres strid er endt

24 22 Danskere før - - Fotodokumentar af Palle Fogtdal Spiritusrøve 1941 En spiritusmistænkt chauffør aflægger prøve for politilægen i København. Han har tydeligt besvær med at få fingrene til at mødes, og senere vil han næppe kunne udtale bispens gibsgebis uden at snuble over stavelserne. Fotograf W. Winkelman

25 23 - og nu Spiritusprøve 1997 Der foretages en razzia for spirituskørsel i julemåneden på Enghavevej og Ingerslevsgade på Vesterbro i København. Betjenten beder bilisten blæse i et alkometer. I en periode på 30 år, fra 1967 til 1997, er danskere taget for spirituskørsel. Fotograf: Thomas Borberg

26 24 Navn bolig Senest. 15. Februar

27 25 VELKOMMEN HOS DIN FRISØR PÅ BØGEBAKKEN. Jeg hedder Anja Dahl Jensen og er din frisør på Bøgebakken. Jeg vil være at træffe hver TIRSDAG og ONSDAG fra kl 10. Alle er velkommen!! Bruger af dagcentret, genoptræning, beboere og personale, pårørende. Alle som har tilknytning til Bøgebakken. Jeg glæder mig til at se dig i salonen. Du er altid velkommen til at ringe til mig på TLF: HERRE: Klip. Kr. 175,00 Trim af skæg. Kr. 40,00 DAME: Vask og føn. Kr. 155,00 Vask klip og føn. Kr. 310,00 Vask og vandondulation. Kr. 155,00 Vask, klip og vandondulation. Kr. 310,00 Permanent og klip. Kr. 530,00 Farve og toning. Kr. 350,00 Afblegningen og striber. Kr. 385,00 Farve / retning af bryn. Kr. 75,00 Farve / retning af vipper. Kr. 75,00

28 26 Kontaktpersoner til frivillige grupper på Bøgebakken Bøgebakkens Venner: Pauli Olesen Oldvejsparken 108 Gevninge 4000 Roskilde tlf: Kirkens Besøgsvenner: Inger Grønbæk Gammel Byvej 12, Allerslev, 4320 Lejre tlf: Har ikke mailadresse. Husvennerne: Anette Lydolph Larsen Bygaden Lejre telf Skubberne: Ellen Jensen Lejrevej Lejre tlf.:

29 27 Bruger- og Pårørenderåd Bøgebakken Pleje- og Sundhedscenter 25 okt Rådet: Formand: Erik K. Rasmussen, Baunehøj 106, Osted, 4320 Lejre tlf Næstformand: Bent Eliasen, Bakketoppen 4571 Grevinge tlf Peter Laigaard Jensen, Sorgenfrivagen 23e Malmø, Sverige tlf Tove Svendsen Store Stensager Lejre tlf Erling Kristensen Kisserupvej 3, 4320 Lejre tlf far.erling@hotmail.com Gitte Engell, Uffe Eskildsen Enebærvej Hvalsø tlf engell@enebaervej7. dk Pilens Kvarter 4 Osted 4000 Roskilde uffes@mail.dk Valgt med tæt tilknytning til Bøgebakken Keld Mortensen Vennekredsen: Skovager 19, Gevninge Roskilde / mortensens@mail.dk Karen Larsen, Toftevangen Viby Sj. tlf Karen.larsen@hotmail.com Medarb. Repræsentant: Kirsten Dahm Bøgebakken Hus 3, 4320 Lejre tlf

30 28 Præster Herslev Gevninge - Kornerup Cecilie Schackinger Tlf Mandag fri Tirsdag Fredag CSCH@km.dk Kl Osted Allerslev Torsten Dam Jensen Tlf Mandag fri Tirsdag Fredag TDJ@KM.DK Kl Rorup Glim Marianne N Kristensen Tlf Mandag fri Tirsdag Fredag MNK@KM.DK Kl Osted Valgmenighed Laura Lundager Jensen Langetoften 1 Osted 4320 Lejre Tlf

31 Formand Pauli Olesen Oldvejsparken 108 Gevninge 4000 Roskilde Tlf: Næstformand Sekretær Inga Jensen Karen Larsen Enghusene 113 Toftevangen Jystrup 4130 Viby Tlf: Tlf: mobil Kasserer Dagny Olsen Else Jensen Alfarvejen 19 Rorupvej 6 Osted Rorup 4000 Roskilde 4320 Lejre Tlf: Tlf: dogvolsen@os.dk Oda Sinding Vivi Jensen Lykkesholmvej 7 Oldvejsparken 58 Osted Gevninge 4000 Roskilde 4000 Roskilde Tlf: Tlf / odarne@vip.cybercity.dk vivijensen@mail.tele.dk

32 Kirker i Lejre Kommune Allerslev Kirke Allerslev kirke var tidligere en selvstændig sognekirke under Roskilde Kapitel, men blev i 1585 annekteret til Osted. I 1673 blev den bortskødet til rentemester Heinrich Müller til Lejregaard, det senere Ledreborg. Siden blev kirken købt af kammerjunker Scheel Plessen til Lindholm, som i 1756 solgte den til J.L. Holstein, der indlemmede kirken i grevskabet Ledreborg. Først i 1967 overgik Allerslev kirke til selveje. Kirken består af romansk kor og skib fra omkr samt to sengotiske tilbygninger: sakristiet på kirkens nordside og tårnet i vest. Endelig er der et moderne våbenhus fra 1870'erne foran skibets syddør. I nordvægen kan man stadigvæk se den gamle kvindeindgang, som for længst er muret til. I det meget enkle våbenhus ses til venstre en tavle, som blev opsat omkring 1970.