AngstAvisen. Tema: Børn, unge og angst. Unge kan få akupunktur mod angst. 4 unge fortæller deres angsthistorie.

Transkript

1 SEPTEMBER AngstAvisen Angstforeningens nyhedsbrev Tema: Børn, unge og angst. Unge kan få akupunktur mod angst 4 unge fortæller deres angsthistorie. Opslagstavlen: Forskningsprojekt søger deltagere. Angst. Graviditet og fødsel Psykiatri-temadage ISSN

2 Indholdsfortegnelse Redaktion: Kamma Kaspersen (ansv. red.) Alexandra Pilegaard Lind Marie Särs Andersen Produktion: SaloDigital Oplag: Layout: Jørn Kardø Artikler i Angst-Avisen udtrykker ikke nødvendigvis redaktionens eller Angstforeningens holdning. Redaktionen er bekendt med navn og adresse på skribenter. Bidrag på diskette eller mail til kk@angstforeningen.dk Vi frakender os ansvar for tilsendt materiale, vi ikke har bestilt. Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i materiale. Angstforeningen er politisk og religiøst uafhængig og forholder sig neutral ang. medicin og behandlingsformer. Angst-Avisen er Angstforeningens medlemsblad og udkommer 3-4 gange årligt. Løssalg pr. stk.: kr Kontingent 2003: kr.120 årligt. 2004: 150 kr. årligt Gaver og sponsorering op til kr. årligt er fradragsberettiget efter ligningslovens 8A INDHOLD Redaktion, indhold 2 Forord: Børn og unge får også angst 3 Medicin og amning 4 Angst, graviditet og fødsel 5 Stress 7 Efterlysning: Specialboliger til angste 9 Akupunkturbehandling mod angst 10 Psykologuddannelsen på Københavns universitet 11 Unges historier: Det var som om hver sætning var oppe til eksamen årig piges personlige beretning 13 Mit liv med angst 14 Min OCD 15 Hårudrivning, du er ikke alene 16 Boganmeldelser 17 OCD hos børn og unge 17 Psykiske sygdomme og problemer hos børn og unge 17 Socialfobi frygt for andres kritiske iagttagelse 18 Angst og tvang 18 Angsten kommer 18 Alternativ behandling metoder og virkninger 19 Ung og sårbar 19 Mestringsbok, selvhjælp angstbehandling 19 Nyt svensk blad om populærpsykologi og medicin 20 Ny brochure fra Angstforeningen 20 Opslagstavlen 21 Forskningsnyt 22 Psykiatriuge, forår Selvhjælpsgrupper Bagsiden 2

3 BØRN OG UNGE FÅR OGSÅ ANGST Mange voksne går rundt med en ubehandlet angstlidelse, måske tror de bare, de er lidt sære, måske fortæller de ingen, hvordan de har det, fordi de er bange for, at andre skal tro, de er sindssyge og tage afstand fra dem. Helt tilfældigt kommer de til at se et indslag i TV-avisen om socialfobi, som det Angstforeningen medvirkede i d. 28. juli, og pludselig har deres underlige væsen et navn. Denne åbenbaring oplever vi hos mange, hver gang der har været bragt noget i medierne om angst. Blandt disse seere finder vi er også halvstore børn, der fortæller, at de har haft socialfobi helt tilbage til de første klasser i skolen, men ikke vidste hvad det var, før nu. Det næste spørgsmål, de stiller, er: Hvordan kommer jeg i behandling? Som bekendt er der jo slet ikke behandlingstilbud nok til alle voksne med angst, men det ser endnu værre ud, når vi skal hjælpe børn og unge. Der er nemlig oftest ingen i deres kontaktflade, der aner, hvad fx socialfobi og panikangst er. Skolepsykologen vil måske kende til det diagnosesystem, vi har haft siden 1994 (ICD-10) der specificerer de forskellige angsttyper, men det er langt fra sikkert. Så i stedet for at gå direkte til behandling af angsten, så kan familien nu risikere at blive trukket rundt i manegen i årevis i familieterapi. For ifølge Freuds lære så stammer al angst automatisk fra barndommens traumer, og disse kan sagtens tage flere år, ja endog et helt liv at komme i dybden med. Selv om det nu efterhånden ser ud til, at vi er ved at tage afsked med Freud på psykologiuddannelsen på Københavns Universitet, så trives hans eftermæle i stor stil på vore skoler og behandlingssteder for børn og unge. Det kan selvfølgelig godt være, at der er et problem i samspillet mellem familiemedlemmerne, men det er ingen naturlov. Man kunne måske starte med at behandle patienten. Også børn kan opnå god effekt af kognitiv adfærdsterapi, men det er bare så sjældent, de får det tilbudt. Et er at vide, hvad man skal efterspørge, noget andet er at finde en børne- ungdomspsykolog eller psykiater der er uddannet i kognitiv adfærdsterapi. Marianne Geoffroy, fra vores faggruppe skrev en kronik: Når angsten blokerer i Berlingske Tidende, , der belyser, at vi er håbløst tilbage med hensyn til opsporing, forebyggelse og behandling samt at mange såkaldte ensomme unge i virkeligheden går rundt med en ubehandlet socialfobi. Den lavede Berlingske Tidende igen en artikel og et portræt af en med socialfobi, og jeg blev spurgt af en journalist, hvad man kan gøre for at forbedre situationen. Jeg nævnte at en kampagne ville være en god ide. Såfremt det er muligt at skaffe midler til det og professionel rådgivning, vil vi derfor forsøge at lave en oplysningskampagne og efterfølgende klassesæt om angstlidelser. Så er første etape rullet ud, så håber vi bare, der er behandlere nok til at hjælpe bagefter. Vores lille tema om børn og unge i denne avis indeholder fire personlige historier, der hver især præsenterer en kamp med tilværelsen som andre unge uden angst burde prise sig lykkelige over at være foruden. Derudover har vi været så heldige at få overlæge Poul Videbech til at skrive en artikel om angsten der er med fra livets start. Og så har jeg været på besøg på børne- og ungdomspsykiatrisk afd. i Holbæk, hvor de er i gang med et forskningsforsøg om akupunkturs virkning på unges angst, som vores unge medlemmer også får tilbudt at deltage i. Vi er nu 940 medlemmer og har fået udvidet telefontiden (hver dag mandag til fredag kl ) og antallet af selvhjælpsgrupper. Så det lader til, at der er behov for os. Med venlig hilsen Kamma Kaspersen EFTERLYSNING efter medlemmer der har lyst til at stille op til interview eller fortælle sin angsthistorie til dameblade, TV, radio m.m. Vi får tit henvendelser fra medierne, der gerne vil formidle viden om angst videre til andre, og det skal som regel helst være samme dag eller i hvert fald ofte med kort frist. Så hvis du har lyst til at hjælpe med at oplyse om angst og være med til at nedbryde tabu, så send en mail til: kk@angstforeningen.dk. Vi har også brug for hjælp til at dele foldere ud på apoteker, biblioteker, lægehuse, AF o.l., så har du overskud og lyst så sender vi dig noget materiale, hvis du skriver til marie@angstforeningen.dk eller kontor@angstforeningen.dk. 3

4 4 MEDICIN OG AMNING Af Alexandra Pilegaard Lind Kan man amme sit barn og samtidig tage antidepressiv medicin? Det spørgsmål stiller mange urolige kvinder sig selv. Kan man så det? Det overordnede svar er ja, men der er flere forskellige faktorer at tage hensyn til. De fleste kvinder med angst og depression ville uden tvivl afbryde amning, hvis deres medicinske behandling påbød det. Og ja, medicin udskilles i modermælken, men man kan ved at følge nogle bestemte retningslinier begrænse udskillelsen. Man fraråder derfor ikke antidepressiv medicin i forbindelse med amning, men en tommelfingerregel siger: Så velkendt medicin og så lav dosis som muligt. Både amning og behandling af kvinden er vigtig for selve mor-barn forholdet og barnets udvikling. Modermælk har betydelige ernæringsmæssige fordele og kan beskytte barnet mod senere allergi, hvis det ammes indtil det er 6 måneder. Ubehandlede lidelser hos moderen kan desuden påvirke barnets følelsesmæssige udvikling. Derfor besluttes det ofte, at kvinden skal fortsætte med at amme, selvom hun er i medicinsk behandling. Der er dog et lille aber dabei. Barnet modtager som nævnt psykoaktive stoffer fra medicinen, om end det er i meget lille mængde, og det er endnu ikke blevet udførligt undersøgt, hvad det gør ved barnets fysiske og psykiske udvikling. I de få studier der foreligger, har man ikke kunnet finde noget, der kunne tale imod anvendelsen af antidepressiv medicin og amning. Men der er alligevel brug for langt flere studier for at få en højere grad af sikkerhed. Hvilken medicin bør man så tage? Dette spørgsmål bør altid diskuteres i samråd med læge eller psykiater. Her skal blot følge en opsummering af forskellige resultater med de nyere SSRI-præparater. For øjeblikket er stofferne sertralin og paroxetin, der findes i henholdsvis Zoloft og Seroxat, de bedst undersøgte. I langt de fleste tilfælde med sertralin har man i de fleste tilfælde ikke kunnet påvise stofferne i børnenes blod. Hvad angår paroxetin kunne man i en undersøgelse, hvori 24 børn medvirkede, og hvor man i øvrigt brugte en meget følsom måleteknik, på intet tidspunkt måle stoffet. Paroxetin anses for tiden som det bedst undersøgte stof. Stofferne citalopram og fluoxetin, der bl.a findes i Cipramil (findes ikke i den nye udgave Cipralex) og Fontex kan derimod ikke anbefales til ammende mødre. Særligt fluoxetin er under mistanke for at kunne ophobes i større mængder i barnets organisme, da der blev påvist høje koncentrationer af fluoxetin i børnenes blod. Skrigeture hos barnet, mindsket søvn, opkastninger og diarré sås desuden også hos børn, hvis mødre fik fluoxetin. Symptomerne ophørte så snart børnene fik modermælkserstatning, men kom igen inden for 24 timer ved genoptaget amning. I de få followup undersøgelser, der har været, af børn, der er blevet eksponeret for SSRI i modermælken, viste fluoxetin sig igen som det sorte får i forsamlingen. I et kontrolstudie af 26 børn lå den samlede vækstkurve markant under den anden kontrolgruppe, som bestod af 38 børn, hvis mødre ikke fik medicin. Der er endnu stort behov for flere followup undersøgelser. Indtil videre har man ved stoffet sertralin ikke kunnet påvise nogle forskelle mht. til børnenes fysiske udvikling op til 1-års alderen i forhold til andre børn. Vælger man at fortsætte med medicin, mens man ammer, bør man så vidt muligt indtage medicinen som én daglig dosis lige efter man har ammet. Kan det lade sig gøre, er det desuden bedst, hvis det også er før barnets længste søvnperiode. Den maksimale koncentration af medicinen optræder nemlig en til seks timer efter indtagelse. Endelig kan man selvfølgelig vælge at supplere med modermælkserstatning i timerne, efter man har taget sin medicin. Men som ved omgang med al medicin, bør man altid tale med sin læge først. Kilde: Poul Videbech: Amning og medikamentel antidepressiv behandling. Ugeskrift for Læger 164/14. April PSYKISK SYGE BØRN VENTER FOR LÆNGE Mere end 300 børn og unge venter på behandling på en psykiatrisk afdeling i Århus Amt, men amtet kan ikke holde trit med behandlingsgarantien. Ventelistegarantien kræver, at tre fjerdedele af de unge skal være i behandling inden tre måneder, men amtet kan ikke overholde den. Selvom psykiatrien har fået ekstra ressourcer, kan behovet ikke følge trit med bevillingerne.»ved udgangen af april havde vi en venteliste på flere end 300 børn og unge, der venter på at komme i behandling. Og listen stiger fortsat. Mens der til stadighed er fokus på ventelisterne til en operation eller behandling på et almindeligt sygehus, så er det mit indtryk, at man lukker øjnene for situationen her. Jeg finder, det er en urimelig forskelsbehandling«, siger overlæge Jens Buchhave fra Børne- og Ungdomspsykiatrisk Hospital i Risskov. Overlægens bekymring er, at børnene på sigt vil udvikle mere alvorlige skader, hvis de ikke hurtigt kommer under kvalificeret behandling. Deres skæve udvikling bliver sværere at rette op på, hvis omgivelserne ikke hjælper dem i rette tid. Kilde: Jens Kurt Jørgensen, Jyllands-Posten, Århus, s. 4, Psykisk syge børn: På grund af mangel på speciallæger og en eksplosiv stigning i antallet af henvisninger vokser ventetiden på behandling for psykisk syge børn konstant. Det er budskabet i en rapport om behandlingstilbud til psykisk syge børn, som Amtsrådsforeningen har lavet. Rapporten viser, at antallet af børn i behandling er steget fra i 1994 til i Det er en stigning på 417 procent. Lige nu venter børn på at blive behandlet for deres psykiske lidelse. Især mangel på børnepsykiatere forhindrer en væsentlig nedbringelse af ventetiden. Politiken, 1. sektion,

5 ANGST, GRAVIDITET OG FØDSEL Af Poul Videbech, overlæge Det er vigtigt, at personer, der kommer i kontakt med gravide og kvinder, der har født, også er opmærksomme på, hvordan kvinden har det rent psykisk. Angstlidelser i disse livsfaser er nemlig almindelige og griber dybt ind i kvindens liv. De kan påvirke hendes evne til at stå graviditeten igennem, til at føde normalt og i høj grad også hendes forhold til barnet efter fødslen. Hvis man lider af disse sygdomme, er det også vigtigt, at man hurtigst muligt får hjælp, dels fordi man rent faktisk kan gøre utroligt meget, dels fordi det er meget lettere at blive rask, jo tidligere man får hjælp. Undersøgelser viser, at paradoksalt nok forbliver disse sygdomme ofte udiagnosticerede, og kvinderne får derfor ingen hjælp. Selv i de tilfælde, hvor ens egen læge eller sundhedsplejerske bliver klar over, at der er noget galt, iværksættes der underligt nok ofte ingen behandling. Mange læger og sygeplejersker ved nemlig ikke, hvor vigtigt, men også hvor taknemmeligt det er, at behandle angst og lignende lidelser. Angst i forbindelse med graviditet og fødsel kan være et led i mange forskellige lidelser, ligesom det også kan være et normalt fænomen. I det følgende vil jeg imidlertid koncentrere mig om den sygelige angst. Dette symptom kan dels skyldes en egentlig angstlidelse, som fx panikangst, men angst er også meget hyppigt et symptom ved såkaldt obsessiv-kompulsiv lidelse (OCD) dvs. tvangstanker og tvangshandlinger og ved depression. Graviditeten beskytter mod angst og depression Almindeligvis er graviditeten en periode af kvindens liv, hvor hyppigheden for psykisk sygdom er mindsket. Dette hænger muligvis sammen med, at kønshormonerne og visse af deres stofskifteprodukter har en beroligende og måske endog også en antidepressiv effekt. Undersøgelser viser således, at en del kvinder, som forud for graviditeten har haft panikangst, er i stand til at reducere deres medicin eller ligefrem at ophøre med den under graviditeten. På trods af denne beskyttende effekt kan depressioner og angst imidlertid udmærket debutere i denne livsfase. Ofte overses disse symptomer imidlertid, og kvinden får, som nævnt, ikke hjælp. Graviditetens gavnlige effekt på psyken beskytter imidlertid ikke mod OCD, dvs. tvangstanker og tvangshandlinger. Tværtimod er forekomsten af OCD eller forværrelse af tidligere symptomer på OCD meget hyppig under graviditeten og efter fødslen. Fx viser en undersøgelse af 106 kvinder med OCD, at omkring 40% debuterede med deres symptomer under graviditeten. Så hos kvinder, som har en sårbarhed for OCD-symptomer, kan graviditeten af ukendte årsager få disse til at blusse op. Meget ofte er temaet i tvangstankerne skræk for at komme til at foretage sig noget, som kan skade barnet. Fx havde jeg en gravid patient med en nyopstået OCD og angst, som slet ikke kunne slå den tanke ud af hovedet, at hun kunne komme til at påføre sit ufødte barn en smitsom sygdom. Særligt leverbetændelse, bekymrede hende. På trods af talrige blodprøver, der viste, at hun ikke havde sygdommen, kunne hun ikke slippe tanken, der optog hende al hendes vågne tid og fyldte hende med angst: for tænk nu hvis laboratoriet havde lavet en fejl, så hun alligevel var smittet... Sygdommen tiltog, og til sidst kunne patienten end ikke udholde, at jordemoderen lyttede på barnets hjerterytme med sit træstetoskop, fordi hun var bange for at få overført smitte på denne måde. Patienten blev tiltagende fortvivlet over sine symptomer og efterhånden også egentligt deprimeret. Gennem psykoterapeutisk behandling suppleret med antidepressiv medicin lykkedes det at få symptomerne nogenlunde under kontrol. Efter fødslen fik hun det efterhånden fuldstændigt godt, men fortsatte med medicinen et godt stykke tid for ikke at risikere at få tilbagefald, mens hendes søn var spæd. Grundig diagnostik vigtig Det er således snarere reglen end undtagelsen, at patienter med psykisk sygdom under graviditeten og efter fødslen har symptomer både på angst og depression og meget ofte også tvangstanker. Det kan derfor være svært at afgøre præcist, hvilken psykisk sygdom det drejer sig om uden et meget grundigt interview. Nogle behandlere lægger ikke vægt på nøjere at definere, hvilken sygdom det drejer sig om, men det er faktisk helt forfejlet. Det er vigtigt grundigt at få kortlagt kvindens symptomer, og hvordan de har udviklet sig. Der er nemlig forskel på behandlingen og holdningen til patienten, alt efter om det er angst, OCD eller depression, det drejer sig om. Drejer det sig fx om angst som led i en depression, tyder mange undersøgelser på, at tilstanden er mere alvorlig og sværere at behandle, end hvis hver af sygdommene optræder alene. Risikoen for selvmord er også større, hvis man har både angst og depression på samme tid, frem for hvis man kun har depression. Endelig kan angsten være et led i en såkaldt borderline tilstand eller ligefrem en debuterende psykose, men det er heldigvis sjældent. Symptomerne på angst Symptomerne på angst er, som man også ser det i andre livsfaser, dødsangst eller angst for at miste kontrollen over sig selv, kombineret med fysiske symptomer i form af hjertebanken, åndenød eller ligefrem kvælningsfornemmelse. Desuden sveder patienten meget og ryster på hænderne. Herudover kan man også se anspændthed, kvalme og svimmelhed. Når anfaldene er typiske, er de lette at genkende. Men ofte starter det imidlertid med ukarakteristiske symptomer, så som svimmelhed eller uvirkelighedsfornemmelse, og så kan den rette sammenhæng let overses. En kvinde henvendte sig således til mig netop pga. svimmelhed, som gjorde, at hun ikke turde holde sit nyfødte barn, fordi hun var bange for at tabe det, hvis hun skulle besvime. Hun var først blevet undersøgt af en neurolog og en øre-næse-hals læge for at udelukke en hjernesvulst, som hun var meget bange for, at hun skulle have. En slægtning var nemlig død af denne forfærdelige og lumske, men heldigvis meget sjældne sygdom. Da 5

6 6 disse læger havde udelukket forskellige legemlige årsager til svimmelhed, kunne vi begynde at arbejde psykoterapeutisk med hendes symptomer. Vi angreb det fra to fronter: dels en kognitiv, som havde til formål at få symptomerne under kontrol hurtigst muligt, dels - senere - en mere psykoanalytisk vinkel, hvor formålet var, at hun skulle forsøge at finde ud af, hvorfor symptomerne var opstået og blive klogere på sig selv på den måde. Fra tid til anden dukkede angsten for at fejle noget alvorligt legemligt op igen, og det var da vigtigt for patienten, at vi kunne diskutere de undersøgelser, hun allerede havde været igennem, på kvalificeret vis. Konsekvenser af angst og depression for den gravide og den nybagte mor Hos gravide kan angsten blive så voldsom, at den komplicerer fødslen, hvorfor det er vigtigt, at tilstanden er ordentligt behandlet i god tid inden fødslen. Alternativt kan man planlægge kejsersnit, hvilket trods alt er at foretrække frem for et akut kejsersnit pga. voldsom angst. Efter fødslen kan angsten vanskeliggøre amning, fordi kvinden ikke magter det og ikke kan slappe tilstrækkeligt af til at få nedløbsrefleksen til at fungere. Angsten kan også påvirke hendes forhold til det lille nye barn. Den tapper hendes kræfter, så hun har mindre overskud til at passe barnet og stimulere det. Generelt er disse kvinder dog meget samvittighedsfulde og anstrenger sig til det yderste, for at deres sygdom ikke skal påvirke deres barn. Men barselsorloven, der skulle have været en god tid, kan let blive til et helvede. Angst og depression kan i høj grad også bidrage til, at kvinden isolerer sig. Enten fordi hun ikke orker at forholde sig til andre mennesker, eller fordi hun pga. forventningsangst er bange for at forlade hjemmet. Dvs. at hun er så bange for at få anfald blandt andre mennesker, at hun holder sig hjemme. Ofte kan hun ikke tage med offentlige transportmidler, eller købe ind i supermarkeder, fordi hun er bange for at få angst. Det betyder, at hun ofte ikke kan deltage i de mødregrupper, som mange steder har erstattet direkte støtte fra sundhedsplejerskerne. Det er derfor meget vigtigt, at jordemødre under graviditeten er opmærksomme på udvikling af disse symptomer, således at man kan sætte tidligt ind med støtte og/eller behandling, ligesom det er vigtigt, at sundhedsplejerskerne efter fødslen udtrykkeligt spørger ud om psykiske symptomer, således at de kan give et særligt intensivt tilbud til kvinder, der er ramt af angst eller depression. Flere undersøgelser viser nemlig, at sådanne tiltag fra særligt interesserede og uddannede sundhedsplejersker i høj grad er i stand til at lindre tilstanden. Derved kan disse kvinder undgå viderehenvisning og evt. medicinsk behandling. Behandling af angst og depression Imidlertid vil der være kvinder med angst eller depression, som ikke kan klare sig med en sådan støtte, men som har brug for egentlig behandling. Mange undersøgelser har således vist, at både angst og depression med stort held kan behandles med psykoterapi, enten kognitiv terapi eller såkaldt interpersonel psykoterapi. Efterhånden bliver der også flere og flere psykologer og psykiatere, som mestrer disse teknikker. Efter min erfaring er særlig angst i efterfødselsperioden taknemmelig at behandle psykoterapeutisk. Det kan ske både på individuel basis eller i grupper. Det drejer sig først og fremmest om at få symptomerne under kontrol, og her er kognitiv terapi effektiv og hurtigt virkende. En del patienter ønsker derefter et længerevarende, mere psykodynamisk forløb for at finde ud af, hvad det er for karaktertræk eller lignende, som måske har forårsaget lidelsen. Man skal dog være opmærksom på, at mange patienter ikke har disse muligheder. Enten fordi der er for lang ventetid på at komme til at tale med en behandler, der mestrer de nævnte psykoterapeutiske teknikker, eller fordi patienten er for dårlig til det eller måske ikke responderer. I så fald kan medicinsk antidepressiv behandling være på sin plads, men bør altid kombineres med en eller anden form for støttende samtaler. I dag ser vi imidlertid mange tilfælde, hvor patienter med angst eller depression modtager medicin som eneste behandling, hvilket efter min mening ikke er optimalt. Jeg er dog klar over, at dette i høj grad er et ressourcespørgsmål: Der er for få privatpraktiserende psykiatere, og man kan generelt ikke få tilskud fra sygesikringen til psykologhjælp. Mange kvinder kunne have gavn af psykologbehandling, men har ikke råd til dette og får så medicin som eneste behandling hos egen læge, som naturligt nok føler, at han må gøre noget. Som nævnt får mange kvinder slet ingen behandling, og konsekvenserne af dette kan i visse tilfælde være meget alvorlige for hele den lille familie. Oftest lider hele familien under kvindens sygdom, men nogle gange medfører langvarig psykisk sygdom også, at ægtefæller går fra hinanden, hvilket er særligt tragisk, fordi der er et barn, der kommer i klemme, og fordi sygdommen trods alt kun er midlertidig. Herudover kan sygdom efter fødslen i visse tilfælde forsinke barnets psykiske og motoriske udvikling. Graviditet, amning og medicin Det er en stor fordel ved psykoterapeutisk behandling, at det ikke påvirker fostret eller det ammende barn. Imidlertid kan man ikke klare sig uden medicinsk behandling ved de sværere tilfælde af angst og depression. Man skal således være opmærksom på, at der er helt specielle problemer knyttet til at behandle gravide eller ammende. Der vil altid være en risiko for påvirkning af barnet, og denne risiko skal opvejes mod, hvor vigtigt det er, at kvinden bliver behandlet medicinsk. Kan hun leve med mildere symptomer og derved undgå påvirkningen af barnet, eller bliver hun så alvorligt syg, at man ikke kommer uden om behandling? Hvis hun ammer, kan hun da fortsætte med dette, eller skal man afbryde amningen pga. den medicinske behandling? Disse spørgsmål er meget svære at besvare generelt, men kræver, at man i det enkelte tilfælde sætter sig nøje ind i sygehistorien, vurderer symptomernes sværhedsgrad, risiko for forværring i tilstanden osv. og sammenholder det med den viden, vi i dag har om, hvordan antidepressiv behandling påvirker fostret eller det nyfødte barn. Problematikken er så indviklet, at jeg ikke vil gå i dybden med den her, men mht. amning og antidepressiv behandling henvises til en artikel, som jeg skrev i Ugeskrift for Læger (2002 Apr 1;164(14):1914-9). Vedrørende behandling af gravide anbefaler jeg, at den behandlingsansvarlige spørger en ekspert til råds. Yderligere oplysning om angst og depression hos gravide og kvinder, der har født, kan ses på samt

7 STRESS Af Marie Särs Andersen Stress er ikke et nyt fænomen, som det 20. og det 21. århundrede har patent på. Stress har eksisteret så længe, der har været liv på jorden, fx er der anvisninger i Bibelen på, hvordan man skal forholde sig. I Matt 6, vers 34, står der:»så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage«. Hvad er stress? Stress forbindes ofte med bjerge af uløste arbejdsopgaver, overtegnede mødekalendere og telefoner, der ringer konstant. Men stress er mere end det. Det engelske ord stress stammer oprindelig fra det latinske ord stringere, som betyder at stramme, og stress er i sin nuværende betydning bl.a. betegnelsen for den spændingstilstand, som en belastning fremkalder. Stress udtrykker med andre ord den situation, der opstår, når der ikke er balance mellem de belastninger et menneske udsættes for, og menneskets evne til at håndtere belastningerne. Der er således ikke kun tale om for store arbejdsbyrder og om at have travlt i forhold til uret, men også om følelsesmæssig stress, som den der kan opstå i forbindelse med sygdom, dødsfald, ægteskabelige kriser eller skilsmisser, venner der svigter, en eksamen, der ikke bestås, osv. Og helt paradoksalt opstår stress ikke kun, når ens evner til at tackle belastningerne ikke slår til, men også ved det omvendte forhold, hvor belastningerne og udfordringerne ikke er store nok, til at man fuldt ud kan udnytte sine håndteringsevner. Dette kan være tilfældet, hvis man fx lever socialt isoleret uden netværk og ikke har mulighed for at give (og modtage) omsorg, kærlighed og nærvær, hvis ens arbejde ikke giver mulighed for, at man udnytter faglige kvalifikationer og har medindflydelse på diverse arbejdsrutiner, eller hvis man føler sig overflødig og mangler indhold i dagligdagen fx som følge af arbejdsløshed. Endelig kan selv det, vi normalt opfatter som positive begivenheder som at blive gift, flytte og få børn, også give anledning til stress, i og med at situationer som disse kræver stor tilpasningsevne. Positiv stress Hjernen bearbejder løbende de informationer, den får fra omgivelserne via vores sanseorganer. På grundlag heraf foretager den lynhurtigt en stressvurdering baseret på erfaringer, indstillinger og overbevisninger og afgør hernæst, hvilken stressreaktion, der skal sættes i gang, og hvor meget af de forskellige stresshormoner (noradrenalin, adrenalin og kortisol) der skal produceres. Hormonerne påvirker de forskellige organer i kroppen, så vi både fysisk og mentalt forberedes til at klare en ekstra belastning. Stress kan altså være hensigtsmæssig i særlige situationer, fx eksamen, jobsamtaler, sport eller i forbindelse med konkret fare, hvor vi har brug for at kunne slås eller stikke af. Og vi kan sagtens holde til sådanne kortvarige belastninger. Det hævdes oven i købet, at det er sundt. Opfatter vi en opgave som spændende og føler fornøjelse og tilfredsstillelse ved at løse den, bruger man ligefrem betegnelsen positiv stress. Negativ stress Skal kroppen derimod opretholde beredskabet gennem længere tid fx i forbindelse med vedvarende problemer på arbejdspladsen, et dårligt fungerende ægteskab, langvarig sygdom i den nærmeste familie osv., bliver stresshormonernes (især kortisolets) påvirkning af kroppens forskellige organer skadelig. Stress kan således forværre en lang række sygdomme eller tilstande som fx migræne, hjerte-karsygdomme, leddegigt, diabetes, astma, allergi, eksem, fedme, nervøs spisevægring, infektioner, overfunktion i skjoldbrugskirtlen, uregelmæssige menstruationer m.m., lige som det kan udløse angst og depression. Tegn på stress Personer, der er stressede, reagerer ofte med øget indtagelse af stimulanser (kaffe, spiritus, cigaretter, mad). De bliver let aggressive over for andre mennesker, får svært ved at træffe beslutninger, oplever tristhed, føler sig konstant trætte og udmattede, får søvnproblemer, halsbrand, mavepine, muskelspændinger osv. Nogle mennesker er imidlertid så optaget af at nå deres mål eller leve op til egne og andres forventninger, at de mere eller mindre bevidst vælger at overhøre de signaler, kroppen sender. De tager en ekstra hovedpinepille og fortsætter ufortrødent i samme rille uden at ændre deres livssituation, indtil kroppen reagerer så voldsomt og bliver så syg, at det ikke mere kan ignoreres. Døden kan siges at være kroppens ultimative protest. Derfor er det vigtigt, at man er lydhør over for de tidlige signaler kroppen sender og samtidig opmærksom på, hvordan man bliver bedre til at håndtere stressbelastende situationer på en konstruktiv måde. Evnen til at håndtere stress Det, der betyder negativ stress for ét menneske, kan være en spændende udfordring for et andet. Vores tidlige erfaringer og vores opvækstbetingelser har nemlig stor betydning for vores stresshåndteringsevne. De har dannet baggrund for vores måde at opfatte og forholde os til problemer på og vores evne til at løse dem. Men heldigvis er det ikke for sent bevidst at ændre holdninger og overbevisninger og dermed blive bedre til at klare stressbelastninger. Kan vi fx ikke styre, hvornår chefen forlanger overarbejde, hvornår ægtefællen igen har smidt sine sure sokker midt på stuegulvet, hvornår børnene får skoldkopper eller opvaskemaskinen går i stykker, så er der kun tilbage at styre måden, hvorpå vi forholder os til problemerne. Juster forventningerne Stress har i høj grad noget at gøre med de forventninger vi stiller, dels til tilværelsen som helhed, dels til os selv og vores egne præstationer. 7

8 8 Hvis vi som udgangspunkt forventer, at alt skal forløbe smidigt og problemfrit, bliver vi let frustrerede over den mindste lille forhindring. Tager vi fx bilen til arbejdet og forventer, at vi kan køre med jævn hastighed hele vejen ind ad motorvejen, stiger blodtrykket, når vi ender i en trafikprop pga. vejarbejde. Kommer vi hjem efter en travl dag og glæder os til en fredelig aften med familien, stiger frustrationerne, når lille Peter har fået høj feber, og aftenen i stedet skal tilbringes i vagtlægens venteværelse. Forlanger vi af os selv, at vi skal være perfekte og løse alle opgaver uden fejl, kan vi ikke undgå at blive skuffede og måske angste, når vi ikke magter at leve op til kravene. Men sådan behøver det ikke at være. Hvis vi accepterer og indstiller os på, at der kan opstå forhindringer undervejs og samtidig tager det som en udfordring at få det bedste ud af enhver given situation, vil frustrationerne og dermed stressniveauet ikke blive så omfattende. Sorter problemerne Som udgangspunkt er det et godt motto, at problemer er til for at blive løst. Men man skal være opmærksom på, at der er to typer problemer. Der er dem, man kan gøre noget ved, og så er der dem, man ikke kan gøre noget ved. Hvis du ønsker at få et overblik over samt luge ud i stresskilderne i din tilværelse, så start med at lave en liste. Medtag alle de ting, der går dig på. Både i relation til familie, venner, arbejde, husholdning m.m. Opdel dernæst listen i ting du har indflydelse på, og ting du ikke har indflydelse på. De ting du ikke har indflydelse på, skal du forsøge at acceptere. Hvis du alligevel ikke kan ændre dem, kan du lige så godt undgå unødige spekulationer og katastrofetænkning. Det dræner dig bare for den energi, du skal bruge på andre områder. Med hensyn til de ting du har indflydelse på, skal du lave en plan. Skriv alle tænkelige løsningsforslag ned, overvej fordele og ulemper og beslut så, hvordan hvert enkelt problem skal løses. Drejer det sig om et mere kompliceret problem, som ikke kan løses umiddelbart, skal du lave en handlingsplan, som er opdelt i underpunkter. Herefter skal du forsøge kun at koncentrere dig om ét punkt ad gangen. På den måde bliver vejen mod det endelige mål mere overskuelig. Det er også en god idé at skrive ting, du skal huske, ned på en liste eller i en kalender. På den måde behøver du ikke bekymre dig om at glemme noget. Det eneste du skal bestræbe sig på, er at udføre de ting, du har opført ud for hver enkelt dag samt undlade at udsætte ting og lægge halvfærdige projekter fra dig. Lær at slappe af og nyd nuet Ud over at sortere og strukturere problemløsningen er det vigtigt, at lære at slappe af både fysisk og mentalt og at afsætte tid til dette regelmæssigt. Du kan enten sørge for at beskæftige dig med noget af det, du interesserer dig for, eller du kan benytte forskellige konkrete teknikker. Her følger nogle eksempler: Åndedræts- eller afslapningsøvelser får musklerne og dermed kroppen til at falde til ro. Meditation har været et centralt indslag i mange forskellige religioner for at udvide åndelig bevidsthed. Men metoden kan også bruges til at rense hjernen for distraherende tanker og uro for dermed at opnå en tilstand af dybere afslappelse. Yoga som baserer sig på en urgammel indisk filosofi indebærer forskellige legemsstillinger, som virker afstressende, afslappende og øger koncentrationen. Massage afhjælper ømme muskler og bidrager til afslapning. Motion er en god måde at aflade al den ophobede energi på, som kroppen producerer, når der er gang i kamp-flugt-mekanismerne, uden at vi har brug for hverken at kæmpe eller flygte. I forbindelse med motion producerer kroppen desuden endorfiner, som er smertelindrende og får os til at se lysere på tilværelsen. Især cykling, jogging, aerobics eller svømning udnytter stresshormonerne noradrenalin og adrenalin godt. Fritidsinteresser. Fordybelse i noget, der virkelig har vores interesse, virker beroligende. Vi lever i nuet, lader op og får ny energi. Positivt samvær med familie og venner kan få én til at glemme stress og bekymringer. Kæledyr har en beroligende virkning. Humor og et godt grin er sundt for krop og sjæl. Livsstil Hvis du ønsker, at reducere mængden af stress, er det desuden en god idé at se på, hvordan du lever i det daglige og undersøge, om visse ting er uhensigtsmæssige. Sørg for at få motion, undgå overdreven brug af stimulanser, spis sundt og regelmæssigt, sørg for at have gode søvnvaner og undgå at bruge sovemedicin og alkohol i længere perioder for at falde i søvn. Øv dig desuden på at sige nej, uddelegere opgaver, tale pænt til dig selv og tænke positivt. Behandling Er du først kørt så langt ned psykisk pga. stress, at du ikke selv formår at rette op på situationen, kan det være nødvendigt at søge professionel behandling. Kognitiv psykoterapi er nok den generelt mest effektive metode, sådan som det også er tilfældet ved fx angst og depression. Metoden går ud på, at man identificerer sine katastrofetanker. Undersøger hvilke underliggende overbevisninger, der danner grundlag for katastrofetankerne, og hvorvidt det kan lade sig gøre at ændre sine overbevisninger, så man kommer til at se anderledes på de problemer, man møder og hermed bliver i stand til at finde nye og mere konstruktive håndteringsmuligheder. Kilder:»Handbok i stresshandtering«. Dr. Hilary Jones. Egmond Richter AB, (Originaltitel:»I m too Busy to Be Stressed«).»Klar besked om STRESS«. Bo Netterstrøm. Aschehoug Dansk Forlag A/S, 1997 (Se også: HILLEROD/01-ARB-M/Klar-besked-stress.pdf )»Stess«. Bo Netterstrøm. DR Multimedie, SELVHJÆLPSGRUPPE FOR STRESS-RAMTE I København har Angstforeningen netop startet den første selvhjælpsgruppe for personer med stress og generaliseret angst. Vi opretter også gerne stress-grupper i resten af landet. Er du interesseret, kan du henvende dig på eller sende en mail til: grupper@angstforeningen.dk

9 E F T E R LY S N I N G Specialboliger til angste søges Af Kamma Kaspersen, formand for Angstforeningen danskere lider af angst, som kan være: Socialfobi: overdreven generthed hvor socialt samvær føles belastende. Panikangst: pludselige angstanfald med vejrtrækningsbesvær og hjertebanken der ofte medfører agorafobi: angsten for at færdes uden for hjemmet, at stå i kø i butikker og benytte transportmidler. Angstanfaldet optræder i begyndelsen helt uventet og i løbet af få minutter opleves angstens symptomer med en voldsom intensitet. Andre kan lide af sygdomsangst: hvor fornemmelser i kroppen får en til at frygte en livstruende sygdom, eller generaliseret angst med konstant indre uro og unødige bekymringer. Må blive i hjemmet Af vidt forskellige grunde vil angstramte ofte tilbringe det meste af tiden i hjemmet, isoleret fra familie og venner og med telefonen eller computeren som primær kontakt til omverdenen. Især er gruppen med panikangst og agorafobi hårdt ramt. Ubehandlet eller uden succesrig behandling af lidelsen, ender tilstanden som kronisk. I nogle tilfælde stiller kommunen en hjælper til rådighed, der en gang om ugen kan gå ud og handle sammen med den angste. I andre tilfælde ledsager ægtefællen, eller de får maden bragt. Det siger næsten sig selv at disse mennesker tilbringer ca. 99% af deres tid i boligen, vel at mærke: mod deres vilje. For modsat de socialangste er de ofte meget sociale mennesker. Panikangste elsker at have besøg og besøge andre (hvis de kan blive fulgt af et menneske de kender). Men resultatet af den omstændelige henten-og-bringen er ofte at kun de allernærmeste holder ud, og bor de pårørende langt væk, så er der også meget langt imellem besøgene. Brug for særlige bofælleskaber I mit arbejde i Angstforeningen har jeg derfor talt med mange ensomme panikangste, der ønskede at bo i en ejendom med ligesindede. Nærmere adspurgt viser det sig, at de fleste også er parat til at flytte til en anden landsdel for at opnå et sådant bofællesskab. Jeg er ikke i tvivl om, at angstramtes livskvalitet ville stige betydeligt, hvis dette kunne realiseres. Ensomheden ville forsvinde, de vil kunne støtte hinanden ved systematisk bytræning, og nogle ville endda genfinde den tabte bevægelsesfrihed, fordi de havde fået trygheden tilbage ved at være tæt på hjælpen, hvis det skulle blive nødvendigt. Alene denne viden er værdifuld og giver mod. Selv om panikangste er fysisk raske, bevæger de sig kun nødigt uden for hjemmet uden ledsagelse, og lidelsen kan derfor sidestilles med et fysisk handicap. Med der synes ikke at være nogen opmærksomhed på at denne angstlidelse besidder en så høj grad af invaliditet! Og det til trods for at mange ender på pension, i flex-skåne-job o.l. Svigtet en gang Jeg må dog tilføje at panikangst er rimelig nem at helbrede, hvis man kommer hurtigt i behandling med fx. kognitiv adfærdsterapi og evt. medicin (SSRI/ SNRI), men det er de færreste, der får det tilbud, da uvidenhed om angstlidelser desværre stadig er stor flere steder i behandlersystemet, og går vi bare 10 år tilbage, fandtes der stort set ingen viden om denne specielle lidelse, som gik inder under det altfavnende neurosebegreb og behandledes med sløvende nervemedicin eller samtaleterapi om barndommen. Begge metoder man i dag er gået helt bort fra, og som er uvirksomme overfor angstlidelser. Så dem, der allerede er blevet svigtet, og for hvem tilstanden er endt som kronisk, kunne man i det mindste give livskvaliteten tilbage ved at tildele dem en lejlighed i en ejendom sammen med ligestillede. Boligselskab søges Men hvorfor egentlig stoppe ved ønsket om en ejendom med lejligheder til panikangste? Alle med en angstlidelse, der ønsker kontakt til ligesindede vil have glæde af og få livskvaliteten forbedret af et sådant tilbud. Angste har ingen naturlig plads i psykiatriske bo-tilbud og væresteder, da de er normalt velfungerende, bortset fra den begrænsende bevægefrihed angsten fastholder dem i. En fremtidsdrøm kunne være en hel boligblok, hvor også socialangste og andre med angst som primær lidelse kunne slå sine folder. Man kunne lave fælles arrangementer: foredrag, udflugter, fester, evt. have en terapeut tilknyttet, som man kunne benytte som en gruppe og derved spare på udgifterne. Mit håb er at ønskedrømmen vil kunne gå i opfyldelse. At der findes et boligselskab med et socialt engagement, som tør satse på det nye og anderledes. Jeg tror ikke de vil fortryde. Mange af vores medlemmer er dejlige, kreative og varme mennesker, der blot har været så uheldige at blive ramt af lynet, som i dette tilfælde har bidt sig fast i form af en vedvarende, hæmmende angtslidelse. Kilde: Boligen, sept Udgivet af Boligselskabernes Landsforening. ISSN SOCIALANGST - KØBENHAVNSOMRÅDET Træningsgruppe for viderekommende Er du kommet langt i arbejdet med din socialangst, men ønsker du at arbejde videre med oplæg, oplæsning osv. er den nye træningsgruppe måske noget for dig. Ring og hør nærmere på eller send en mail til: grupper@angstforeningen.dk 9

10 10 AKUPUNKTUR BEHANDLING MOD ANGST interview med overlæge Susanne Gydesen, Ungdomspsykiatrisk Ambulatorium, Psykiatrisk Center, Holbæk. Af Kamma Kaspersen Akupunkturens historie er mere end 4000 år gammel og førstevalgsbehandling for omkring en tredjedel af klodens befolkning. Er det svært at forene østerlandsk og vestlig opfattelse af, hvordan akupunktur virker? Den kinesiske model bygger på yin og yang, underskud og overskud samt de svingninger, der opstår i livet omkring disse. Den vestlige, som er en fransk akupunkturskole, bygger på den vestlige opfattelse af anatomi. Denne positivistiske forskning strider grundlæggende imod den kinesiske. Den metode vi benytter, NADA, er godkendt af videnskabsetisk komite. Den bygger på erfaringer neurokirurgen Dr. Wen gjorde i 1972, da han i Hong Kong behandlede narkomaner for opiumsskader og abstinenser. Hvilken målgruppe henvender jeres behandling sig til - udover at være for unge mellem år? Jeg tænker her på deres angstdiagnose. Er det et tilbud til unge med angst som primær lidelse, eller er det også et tilbud til unge med en tungere psykiatrisk diagnose med angst som symptom? Og har det betydning, om man har en social fobi, panikangst, sygdomsangst eller generaliseret angst? Akupunktur er hos os et ekstra tilbud til almindelig behandling, og involverer ni grupper af psykotisk og ikke-psykotisk angst, hvoraf nogle er i medicinsk behandling og andre uden. Fælles for alle er dog, at de har angst over 15 på»hamiltons score«(spørgeskema til vurdering af graden af angst og den psykiske tilstand i bred forstand, red.). Vi kan i øjeblikket se at nattesøvnen er bedret hos især de psykotiske efter akupunktur. Kan du fortælle lidt om den metode I benytter: NADA-metoden der er udviklet i New York i 1970 erne af psykiateren Michael Smith. NADA-akupunktur er øreakupunktur og anvendes i stigende grad af professionelle inden for det etablerede sundhedsvæsen. Den er opkaldt efter en forening, der i 1986 blev grundlagt i USA med det formål at skabe en standard for øreakupunktur. Det er vigtigt at understrege, at NADA-metoden er udformet som et supplement til anden behandling. Og det er ikke meningen, at akupunkturen i denne sammenhæng skal stå alene. Hvordan er resultaterne fra udlandet, bl.a. de 20 europæiske lande der anvender denne metode? Er der lavet dokumenterede undersøgelser? Metoden har været anvendt siden 1974 på Lincoln Hospital på 250 patienter dagligt med en dobbeltdiagnose: psykiatrisk diagnose samt misbrug. I USA kan narkomaner ofte idømmes akupunkturbehandling kombineret med rehabiliteringsprogram som alternativ til fængselsstraf, og 70% gennemfører en sådan stoffri behandling. Der er publiceret et stort antal artikler, der dokumenterer øreakupunkturs effekt på stoftrang, abstinenser og tilbagefald, angst, søvn, stress, stemningsleje, fysiske symptomer samt depression. I den kliniske dagligdag har behandlingen vist effekt på angst, aggression, søvnproblemer og fysisk uro og er et led i behandlingen på psykiatriske afdelinger i USA og flere europæiske lande. Et forløb med øreakupunktur mod angst varer otte uger med behandling to gange om ugen. Er det vigtig at overholde alle konsultationer og sikre regelmæssighed i behandlingen? Hvor mange skal deltage i undersøgelsen i alt? Det er nødvendigt at få afsluttet forløbet inden for en bestemt periode, og det er kun muligt at springe en enkelt behandling over. 100 mennesker skal deltage i forskningsprojektet, der skal afsluttes i september Jeg har læst i jeres folder, at man kommer til forsamtale, inden man får behandling og bliver fulgt op tre og seks mdr. efter endt forløb. Er der planer om at lave en ekstra opfølgning for at finde ud af, hvor længe effekten holder? Meget gerne, hvis der er ressourcer til det. Er der nogle typer medicin, man skal afstå fra at benytte, mens man er i behandling med akupunktur? Nej. Jeg har læst at akupunktur kan stimulere hypothalamus og lave ændringer i nervecellernes udskillelse af signalstoffer i centralnervesystemet. Dette kunne tyde på, at man med akupunktur kan opnå en tilsvarende virkning som med SSRI (lykkepiller). Er dette korrekt? Og hvor længe vil en evt. virkning kunne vare? Der sker sammenfattende en masse ændringer i kroppen under akupunktur, men hvilke har forskningen endnu ikke klarlagt. Er der ingen bivirkninger ved akupunktur? Ved akupunktur kan der ses enkelte bivirkninger som fx forbigående utilpashed. Akupunktur kan også sætte en fødsel i gang, men det forudsætter, at særligt potente punkter anvendes, ofte med simulation med el-akupunktur. Bortset fra - i sjældne tilfælde - forbigående hovedpine, betragtes NADA-metoden for bivirkningsfri. I har valgt aldersgruppen år. Hvorfor netop denne gruppe? Hvad med børn under 18 år? Har du en fornem-

11 melse af, om børn ville have tilsvarende effekt af behandlingen? Vi har valgt denne aldersgruppe, da man ikke må lave forsøg på børn. Min kliniske erfaring med børn siger, at det virker tilsvarende godt. Ifølge den østerlandske teori (TCM) skyldes sygdom en tilstand, der er opstået pga. ubalance i kroppens energisystem. Er det denne ubalance, man forsøger at genoprette med akupunktur? Det er den østlige tankegang, der ligger til grund, mens vi nok herhjemme vil tale om en følelsesmæssig ubalance. I TCM er der tradition for også at afhjælpe psykiske problemer med bl.a. akupunktur. Der er skrevet flere bøger om dette emne, også af vestlige psykiatere. Jeres videnskabelige forsøg om akupunktur og angst er det første i Danmark. Har du allerede nu en fornemmelse af hvad, resultatet af forsøget vil vise? Nej, jeg vil være blind effekten i de næste 1 1/2 år (september 2004), da jeg ikke må vide hvilke patienter, der får korrekt øreakupunktur, og hvilke der får placebo (nåle, der ikke aktiverer akupunkturpunkterne, red.) Hvis det i givet fald er positivt, er det så en behandling, man vil se på andre ungdomspsykiatriske afdelinger i Danmark? Muligvis, hvis der kommer oplysning ud til disse afdelinger, og det vinder politisk gehør. Har I planer om at gøre jeres forsøg permanent, hvis det viser gode behandlingsresultater? Ja. Og vil det være muligt for andre, der er bosiddende udenfor Holbæk, at benytte tilbuddet? Og hvordan kommer man med i forsøget? Ja, egen læge skal vide det, og går man hos en psykiater, skal denne acceptere dette. Man ringer eller skriver til Ungdomspsykiatrisk Ambulatorium, Birkevænget 3, 2., 4300 Holbæk, tlf.: Internetadresser: og FLERE VÆLGER AKUPUNKTUR Stadig flere danskere vælger at uddanne sig til akupunktør, og kunderne strømmer til. For seks år siden var der ca.20 akupunktører i København. I dag er tallet oppe på omkring 65, hvoraf de fleste driver deres praksis som fuldtidsvirksomhed. Birte Nielsen, der er formand for Praktiserende Akupunktører, udlægger den store interesse for den gamle kinesiske behandlingsform som et tegn på akupunkturens effektivitet. Jeg tror, at den stigende interesse skyldes, at rygtet om, at akupunktur hjælper, går fra mund til mund. Og så er folk generelt blevet mere opmærksomme på, hvad de selv kan gøre for at holde sig raske, siger hun. Man skal selv betale for et besøg hos en akupunktør. Prisen for den første behandling ligger typisk på kroner, hvorefter stikkene bliver lidt billigere. Kilde: Kasper Malling, Internetavisen Jyllands-Posten, d. 26. maj 2003 PSYKOLOGIUDDANNELSEN PÅ KØBENHAVNS UNIVERSITET Af Kamma Kaspersen I 1996 blev psykologistudiet evalueret og dumpede stort, både hvad angik forskning og selve uddannelsen. Institutlederen begik selvmord, og siden er der kommet nye boller på suppen. Faget er nu blevet noget med hjerne, hård videnskab og fakta. Alligevel er der langt mellem enige lærere, der kan indtage så forskellig holdninger, som at menneskets hjerne er en rungende tom skal, en informationsbehandlende computer eller offer for en tidlig barndomsoplevelse. Sidstnævnte er Freuds model, der tiltrækker den romantiske drøm om psykologi, der har fyldt meget i de tidligere år på studiet, men i dag er Freuds lære blandt det mindst søgte. Nu går man efter det håndfaste og videnskabelige som det kognitive. De psykologistuderende går i kælderen og undersøger rotters hjerne. Hvilket er noget af en omvæltning, når man tænker tilbage på perioden fra , hvor al tale om medicin var bandlyst og marxistisk teori var in. Det var en selvtilfreds lukket verden, forskning var lavstatus, og mange anstrengte sig ikke mere end højst nødvendigt. Nu kommer lærerne og giver lektier for, og de bliver læst, for de studerende vil gerne have en god specialekarakter. Psykologi har derved fået et svagt socialt liv, hvor man sagtens kan gå igennem studiet uden at være i kontakt med andre. Så det tredje mest søgte fag, der kræver landets højeste gennemsnit: 9,8 synes at det må være på tide at fremstille sig selv som videnskabelig. Kilde: Weekendavisen FORSKNING: En meningsmåling foretaget af PLS Rambøll i samarbejde med Jyllands-Posten viser, at 70 procent mener, at forskning i sundhed og medicin bør have topprioritet, og 44 procent mener, at Danmark skal satse mere på forskning, for at kunne være på forkant med udviklingen. Rektor på Syddansk Universitet Jens Oddershede er glædeligt overrasket:»jeg har haft den bekymring, at det kun var professionelle, der interesserede sig for denne sag. Befolkningens ønsker har en væsentlig betydning, for der skal ofte være et pres fra befolkningen, før det bliver prioriteret politisk«, siger han. S. Gram og L. Bjerre, Jyllands-Posten, 1. sektion, 4,

12 Unges historier 12 DET VAR SOM OM HVER SÆTNING VAR OPPE TIL EKSAMEN Anonym beretning Min historie begynder i års alderen. Indtil da var jeg som drenge er flest: glad og udadvendt. Jeg havde haft en god barndom, ikke noget at klage over der. Men dette ændrede sig alt sammen, da jeg kom i puberteten. Det var ingen voldsom omvæltning, hvor jeg pludselig vågnede op en dag og kunne sige»nå, nu har jeg da vist fået angst, hvad skal vi ellers lave i dag«. Nej det kom stille og snigende. Jeg begyndte at lægge mærke til, hvordan jeg tog mig ud i forhold til andre, tænkte over hvordan jeg skulle opføre mig mest korrekt. Det er jo nok meget normalt for de fleste teenagere, men for mig tog det altså overhånd. Forandringen skete så glidende gennem de sidste år i folkeskolen, at jeg først fik en anelse om, at der var noget galt, da jeg startede i gymnasiet. Da gik det op for mig, at jeg havde svært ved at tale med andre mennesker. Det at finde på noget at sige var rigtig svært, og jeg vejede mine ord, inden jeg sagde noget. Det var som om jeg havde en indre censor, som om hver en sætning var oppe til eksamen. Samtidig følte jeg, at meget af det, jeg havde at sige, ikke var værd at udtale. Alt i alt sagde jeg ikke så forbandet meget. 1. og 2. g gik nogenlunde, men i 3. g. begyndte det at gå skævt. Skolefesterne blev nu for alvor et problem. Før kunne jeg godt holde den gående til de sluttede, det var dog sjældent, jeg tog med i byen bagefter. Nu begyndte jeg at gå hjem tidligere og tidligere, og pauserne på toilettet blev længere og længere. Til sidst var jeg vist oppe på 20 minutter. Samtidig blev følelsen af nederlag på vejen hjem større og større. Bunden blev nået lige omkring min 18-års fødselsdag lige efter jul. På denne vigtige dag måtte jeg indse, at jeg ikke havde haft nogle venner de sidste tre-fire år, aldrig havde været sammen med en pige, endsige kysset en, og det slog hårdt. Nærmest fra den ene dag til den anden blev jeg virkelig nedtrykt. Efter eksamen skulle jeg jo foretage mig et eller andet, og i mangel af bedre valgte jeg at tage en 1- årig handelseksamen. Det år toppede min sociale fobi nok. Pauserne mellem timerne hadede jeg. Jeg blev aldrig en del af klassen, og det år vil jeg helst glemme. Dog begyndte jeg at gå til noget i min fritid for første gang i fire år. Jeg begyndte dels at spille lidt rollespil og meldte mig også ind i Konservativ Ungdom. Jeg var jo godt klar over, at den var gal, og tanken om at gå til en psykolog havde meldt sig, modet kunne jeg bare ikke finde. Det hang nok også sammen med den måde mit humør svingede på. Det var bølgeagtigt, hvor dalene var sorte og tomme, og hvor toppene gav indtryk af håb. Bølgedalene var dog altid meget længere end toppene. Det betød, at hver gang mit humør var så sort at tanken om at løfte røret og ringe blev mere tillokkende, lettede det, og jeg skød tanken fra mig, og sådan blev det ved. At jeg begyndte at gøre noget i min fritid, var vel dels en slags selvterapi, hvor jeg forsøgte at tvinge mig selv til at blive bedre til at omgås mennesker, dels holdt det ensomheden lidt på afstand. Efter eksamen havde det hele tiden været min ide at aftjene min værnepligt: en gammel drengedrøm. Men fordi jeg samtidig gerne ville udsendes med den internationale brigade bagefter, måtte jeg søge hen, hvor der var lang ventetid, nemlig Holstebro, for her var chancerne for at blive udsendt størst. Jeg måtte vente ca. halvandet år. Den første tid gik jeg arbejdsløs og så en masse fjernsyn, men de sidste otte måneder tilbragte jeg på Gøl Pølsefabrik i Svenstrup. Pauserne var igen det, jeg frygtede, for her skulle man jo være social. Med tanke på min værnepligt, og det at jeg trods fritidsaktiviteter ikke var blevet et hak bedre til at tale med andre, fik jeg endelig løftet det rør og fik en tid hos en psykolog. Lettelse var hvad jeg følte, da jeg fik ord på, hvad der var galt med mig. Endelig fik det et navn: socialfobi (og nedsat stemningsleje) som han sagde. Bortset fra det, fik jeg ikke meget ud af at gå hos psykologen. Det var mest en sludder for en sladder, og kognitiv terapi var der ikke noget af. Jeg stiftede dog ganske kort bekendtskab med Seroxat for første gang, dog ikke for mere end en lille måned, så jeg nåede kun at få bivirkningerne (øv). Min soldatertid blev plaget af, at jeg holdt mit problem skjult af angst for, at det skulle påvirke udsendelsen. Meget af fritiden blev brugt på værelset med at læse bøger, så de berømte soldatervenskaber blev ikke til noget for mig. Undervejs prøvede jeg en sekssyv sessioner ved en nlp-terapeut i Aalborg, men jeg kunne ikke rigtig tage metoderne seriøst, så det gjorde hverken fra eller til. Mens jeg var udsendt, begyndte jeg at planlægge, hvad jeg skulle gøre ved problemet, når jeg kom hjem. Under en søgen på nettet faldt jeg over Angstforeningens hjemmeside, og se det var jo spændende! Da jeg kom tilbage til fædrelandet, var noget af det første jeg gjorde derfor at melde mig ind i Angstforeningen, og desuden begyndte jeg på SSRI igen. Det var dejligt at møde mennesker, der havde det som en selv og ikke mindst at høre om deres erfaringer med angst. Jeg har været rigtig glad for min tid i Aalborg-gruppen, og ønsker dem alt mulig held og helbredelse fremover. Samtidig med at jeg blev klogere på angsten gennem gruppen, begyndte medicinen også at virke. Først var der ingen effekt, men da jeg fordoblede dosis til en mg, begyndte hesten at sparke. Mit humør lysnedes, og jeg blev bedre til det sociale. Ingen helbredelse, men klart en forbedring. Oven i købet har jeg været så heldig at være en af dem, der praktisk taget ingen bivirkninger har. Det at have socialfobi er jo ikke lige noget, man skriver på sit visitkort, så jeg var da også rigtig længe om at fortælle det videre. Første gang, jeg fortalte det til nogen, udover terapeuter, var til min mor under sol-

13 datertiden, og hun tog det meget pænt. Da jeg kom hjem fra Kosonam fandt jeg dog ud af, at hun ikke rigtig havde fattet betydningen af det, jeg havde fortalt. Hun havde slået det hen og undervurderet, hvor invaliderende det er samtidig med, at hun troede, jeg bare skulle møde nogle mennesker, jeg kunne godt med, så ville det gå over af sig selv. Efterhånden har hun indset, at det ikke er så nemt, men helt forstået det, tror jeg ikke, hun har. Min far derimod forstod hurtigere, men dels er han ikke så meget for det der følelsessnask, dels arbejder han i Tyrkiet, hvad der ikke ligefrem gør det nemmere. Broderen min har sine egne problemer at tumle med, vi er også meget forskellige, så vi har ikke fået snakket så meget om det. Efterhånden er jeg nået dertil, hvor jeg ikke gider rende rundt og skjule det. Alle de bortforklaringer tærer sgu og ødelægger mere end de gavner, så nu må folk tage det, som det er. Efter at have fået overstået en længe ventet kæbeoperation i januar (mit hoved svulmede op til dobbelt størrelse) er jeg nu flyttet til Århus, hvor jeg har fundet et arbejde i Bilka. Helst ville jeg i gang med en uddannelse, men har indset at jeg ikke kan overskue at skulle læse samtidig med, at jeg bøvler med fobien og et ret lavt selvværd. Samtidig er jeg heller ikke helt klar over, hvad jeg vil. Derfor vil jeg bruge det næste år, måske to, på at gøre noget ved angsten, før jeg går videre. Eftersom den sidste behandlingsform, jeg prøvede, heller ikke gav noget (hypnose, ret skægt) har jeg besluttet at gå efter det, der har en påvist effekt, så den 22. juli skal jeg til forsamtale på Jydsk Fobiskole, i første omgang til et aftenkursus. Åh, den forbandede ventetid. Ellers er jeg begyndt at bruge Ensom Ung i Århus, der er et projekt under Ungdommens Røde Kors, hvor unge ensomme kan mødes. Hvor nødigt jeg end vil indrømme det, så er det, hvad jeg er: ensom. Klart den værste sideeffekt af at have socialfobi. Jeg er virkelig træt af tomheden, og håber at kunne finde nogle venner, samt hvem ved, måske endda en kæreste. Jeg skal også se at begynde at gå til nogle fritidsaktiviteter igen. Alt i alt er kampen langt fra overstået, måske slutter den aldrig, men jeg synes da, jeg gør noget ved det. Gejsten glipper fra tid til anden, og så får jeg ikke gjort så meget ved det, som jeg burde. Men hver dag kan jo ikke være en god dag, og det går fremad. Som den gamle sandhed siger, i sidste ende er det kun en selv, der kan rejse sig op. Det gælder om at finde modet og blive ved. 22-ÅRIG PIGES PERSONLIGE BERETNING OM ET LIV MED SOCIALANGST. Egentlig har jeg altid haft socialangst. Så langt jeg kan huske tilbage, har jeg haft lavt selvværd og været indelukket over for alle andre end mine forældre. Angsten har gjort mig hæmmet på mange måder. Jeg isolerer mig. På den måde undgår jeg at blive negativt bedømt af andre, afvist og fundet kedelig og mærkelig. Jeg finder det ydmygende at være sammen med andre, føler mig forkert og kan ikke finde på noget at sige. Jeg har svært ved at tale i telefon og føler mig utilpas, når jeg er ude at handle. Altså et klassisk tilfælde af socialfobi. Det har sikkert heller ikke gjort det bedre, at jeg er adopteret fra Korea og på den måde yderligere skiller mig ud. Jeg har været meget ked af den måde, jeg så ud, og er først på det seneste begyndt at acceptere, at jeg er anderledes. Jeg kom til Danmark som helt lille, så jeg husker ikke noget. Jeg ved, at min biologiske mor døde, hvorefter jeg boede hos noget familie og siden hen kom på børnehjem, men hvorvidt alt dette har været medvirkende til, at jeg udviklede angst og blev bange for at knytte mig til andre, ved jeg ikke. Som barn var jeg overdrevent genert. Jeg holdt mig meget for mig selv og ringede aldrig til kammerater. Allerede dengang var jeg meget ensom. Jeg passede ligesom ikke ind i nogle af klikerne og blev mobbet, fordi jeg var stille og dermed et let offer, idet jeg ikke kunne forsvare mig. Jeg sagde ikke noget i skolen. Selv om jeg gang på gang fik besked på at sige mere i timerne, kunne jeg ikke. Jeg kunne ikke forklare hvorfor, men mit hjerte bankede, og jeg blev varm og utilpas bare ved tanken. En overgang gik jeg, efter eget ønske, til skolepsykolog, dog uden held. Jeg havde det elendigt ved familiesammenkomster og andre former for sociale begivenheder. Hver jul frygtede jeg de årlige familiejulefrokoster. Selv om det var familie, havde jeg det dårligt ved at være sammen med så mange mennesker i en social sammenhæng. Da jeg blev gammel nok til selv at bestemme, holdt jeg op med at tage med. Ingen vidste, hvad der var i vejen med mig, inklusiv jeg selv. For selv om jeg altid har været meget bevidst om, at min opførsel var irrationel og bestemt ikke normal og ofte har bebrejdet mig selv, har jeg bare troet, at jeg var underlig. Angst har aldrig været på tale. Det blev ikke bedre, da jeg blev ældre. Jeg har ikke kunnet gå til fester eller i byen, som mine jævnaldrene, hvilket har gjort, at jeg har følt mig rimeligt unormal. Jeg drikker heller ikke og har aldrig haft en kæreste. Mit liv har helt klart ikke været let. Det, der har betydet mest for mig, og har fået mig til at holde ud, er mit utroligt nære forhold til mine forældre, der virkelig har støttet mig. Faktisk er jeg nok lidt for afhængig af dem. Jeg bor stadig hjemme, og føler mig, på trods af min alder, endnu ikke helt voksen. Jeg er i dag 22 år og fandt først for knap et år siden ud af, hvad jeg fejlede. Jeg havde så godt som lige afsluttet min uddannelse, hvilket bestemt ikke har været let, da jeg ved et tilfælde så et indslag i Go aften Danmark om angst. Det var første gang, jeg hørte betegnelsen socialangst, og symptomerne passede præcist til mine. Efter udsendelsen gik jeg på Internettet og læste mere om sygdommen, hvilket endeligt overbeviste mig og gjorde mig sikker i min sag om, at det var det, jeg havde. I dag er jeg godt i gang med en behandling. Jeg tager SSRI og går jævnligt til psykiater. Jeg har desuden en god læge og socialrådgiver. Det eneste, jeg er ked af, er, at jeg ikke har kunne få støtte til at tage et angstkursus, hvilket er mit store ønske. Jeg er også blevet meldt ind i Angstforeningen og kommet med i en selvhjælpsgruppe. Det har betydet meget for mig at møde andre, der ligesom jeg har angsten inde på livet. Jeg kan dermed se, at jeg ikke er den eneste, 13

14 14 og vi deler vores oplevelser og erfaringer. Derudover har jeg arbejdet med Gillian Butlers selvhjælpsbog om at overvinde socialangst og generthed, hvilken jeg stærkt kan anbefale. Jeg kan helt klart mærke, at jeg har gjort fremskridt, og fået bearbejdet mange ting i mit liv. Jeg har stadigt svært ved at sige noget, når jeg er sammen med andre, men har lettere ved at gå på gaden, handle ind osv. Jeg synes også, jeg er blevet gladere/mindre trist og har fået mere mod på livet. Det var en stor sejr for mig, da jeg for et par måneder siden tog alene til London i en uge og klarede det! Jeg fløj, kørte med bus og undergrund, gik i teater, biograf m.m., shoppede, gik ud og spiste og meget andet. Jeg fandt ud af, at jeg sagtens kunne klare mig på egen hånd, og det var en rigtig god tur. Hver gang jeg har gjort noget, der har været svært for mig i forbindelse med min socialangst og dermed overvundet den, skriver jeg det ned. Jeg er glad for at kunne sige, at listen bliver stadigt længere. Naturligvis er jeg bange for at få tilbagefald og ende med at være ensom og isoleret resten af mit liv, men jeg ved også, at jeg i bund og grund er den eneste, der kan gøre noget ved det. Jeg har nu i et stykke tid gået på sygedagpenge. Efter et mislykket forsøg på at arbejde, blev jeg sygemeldt. Det var bare et vikariat på en måned, men jeg følte ikke, de kunne være tjent med min arbejdsindsats og var sikker på, at de syntes, jeg var mærkelig, fordi jeg var så stille. Det er det frustrerende ved det. For selv om jeg vældig godt kan lide folk, kan jeg ikke få mig til at sige noget. Jeg synes ikke, jeg har noget sjovt og spændende at fortælle, som er værd at spilde deres tid med. Den indstilling ligger så dybt i mig. Nu er der gået næsten et år, og snart skal jeg ud i arbejdsprøvning, så jeg kan finde ud af, om jeg nu kan klare et arbejde. Jeg kan sikkert fint klare selve arbejdet, selvom jeg er meget usikker på mig selv. Det er imidlertid alt det sociale, jeg har svært ved. At arbejde tæt sammen med andre, kaffepauserne, firmaudflugterne, julefrokoster osv. Det æder mig op indefra, indtil jeg til sidst bryder sammen. Jeg har prøvet det mange gange. Efter folkeskolen, måtte jeg springe fra en uddannelse, da jeg ikke psykisk kunne klare det længere. Den uddannelse jeg dernæst begyndte på, var jeg også mange gange ved at springe fra. Jeg gik flere gange ned med flaget, fik til sidst depression og lykkepiller, men er glad for, at jeg holdt ud. Næste gang håber jeg, det bliver anderledes. Red. Efterskrift: Maj har netop fået bevilget et ophold af kommunen på Psykologklinikken hos cand.psych Antje Fries, der arbejder kognitivt og er medlem af S.A.K.T. MIT LIV MED ANGST Af Marianne Bukh Ipsen Mit navn er Marianne, jeg er 23 år gammel og de sidste to et halvt år har jeg levet et normalt liv med uddannelse, arbejde, familie, kæreste og venner uden angstanfald. Jeg kan spore min angst tilbage, til jeg var seks år gammel. Dengang var dét, jeg oplevede, nok ikke decideret panikangst. Jeg oplevede pludseligt en dag en overvældende frygt for døden. Vores hund, Skipper, var død et par uger før, hvilket fik mig til at tænke over, hvor Skipper var, og hvordan han havde det. Det er nok meget normalt at føle ubehag ved tanker om døden, men jeg oplevede en overvældende frygt, specielt i forbindelse med tanken, om at der måske ikke er noget efter døden uendelig ikke-væren. Dengang og op gennem min barndom var min angst rettet mod døden. Jeg var meget bange for, at jeg selv, min lillebror eller mine forældre skulle dø. Denne frygt har præget min barndom og teenageår meget. Utallige gange har jeg, når mine forældre var ude, og vi blev babysittet eller var alene, siddet oppe til sent og ventet på, at de kom hjem. Jeg begyndte sågar at forlange et hjemkomsttidspunkt af mine forældre, når de skulle ud, og hvis de kom senere (vi snakker om minutter her) blev jeg rædselsslagen og oplevede diverse katastrofetanker. I en periode over nogle år, var jeg også meget bange for, at mine forældre skulle efterlade mig, jeg var bange for at sidde alene i bilen i bare fem minutter, mens de ordnede ærinder, og jeg ville helst med over alt. Det skal understreges, at mine forældre aldrig har givet nogen anledning til at vække disse tanker og følelser i mig! De har været helt normale og gode forældre, men den mindste forsinkelse fra deres side kunne altså skræmme mig fra vid og sands. Derudover var jeg meget bange for jordens undergang: meteorer, atomkrig, hvad som helst i den stil. Hvis et jetfly fløj forbi i nærheden, kunne den buldrende lyd få mig til at løbe hen til vinduet for at tjekke, at jorden ikke var ved at gå under. Jeg ved, at jeg på et tidspunkt kom til en skolepsykolog, og at hun fortalte mine forældre, at de skulle undgå emner, tv-udsendelser og hvad man ellers kan forestille sig omkring død og ulykke. Men det er nu engang emner, der i det lange løb ikke er til at undgå. Der skete dog det, at jeg efterhånden, som jeg blev ældre, bedre og bedre kunne abstrahere fra sådanne tanker og i stigende grad kunne se mere rationelt på min ret urationelle frygt. Hvis man konstant går rundt og er bange for døden, kan man ikke leve livet. Da jeg var omkring år prøvede jeg at ryge hash for første gang. Jeg var hjemme hos en veninde, og vi var alene hjemme. Hun havde det mægtig sjovt, men for mig endte det med tilbagevendende panikangst resten af aftenen. Jeg sad i vinduet og kiggede ned på bilerne, der kørte forbi, bare for at være sikker på at verden stadig var normal, der sad jeg i tre timer. Jeg var sikker på, at jeg var ved at blive sindssyg, og da vi endelig gik i seng, lå jeg længe vågen og var rædselsslagen ved tanken om, at jeg skulle vågne næste morgen og stadig være sindssyg. Heldigvis havde jeg det nogenlunde normalt næste dag bortset fra rystelsen over oplevelsen aftenen før. Fra den dag af har jeg med jævne mellemrum haft angstanfald. I alle mulige situationer uden nogen tilsyneladende sammenhæng, men oftest derhjemme og oftest om aftenen. Nogle gange i forbindelse med fjernsynsprogrammer om død, sygdomme eller katastrofer, men lige så ofte ud af det blå. Altid fulgt op af følelsen af at være ved at blive sindssyg, at være afskåret fra omverdenen af en gennemtrængende uvirkelighedsfølelse, næsten som om jeg bevæger mig udenfor virkeligheden og ser verden som et skuespil. Angsten lammer mig i en grad, så jeg ikke kan tænke sammenhængende, men instinktivt bevæger jeg mig

15 fra rum til rum som for at komme væk fra den. Jeg får koldsved, åndenød og hjertebanken og kan ikke forklare eventuelt omkringværende personer, hvad det er der sker. Det ender som regel med, at jeg er så udmattet, at jeg falder i søvn. Enkelte gange har et kraftigt panikanfald medført, at jeg i op til 14 dage efter ikke følte mig som mig selv og hele tiden gik og var nervøs for, at det skulle komme igen. Men heldigvis har det aldrig udviklet sig til, at jeg ikke turde gå ud eller være sammen med andre. Der er to ting, som har hjulpet mig med at komme til, hvor jeg er i dag med to et halvt år bag mig uden angst. Den ene er en mental teknik, som jeg nogle gange har brugt. Når jeg mærker optræk til angst, bliver jeg sur. Jeg visualiserer angsten som en mørk sky på vej ind over mig, og så skælder jeg den ud. Jeg siger til den, at den skal skride, at jeg ikke er bange for den, og at den ikke bestemmer over mig. Mens jeg skælder den ud bliver skyen mindre og mindre og selv lidt bange. Nogle gange hjælper det nok til, at jeg har tid til at komme videre med mine gøremål og glemme det, andre gange ikke. Den anden og mere væsentlige ting er, at jeg engang efter et meget slemt angstanfald gik til lægen, som gav mig nogle stærkt beroligende piller til at tage, når angsten kom over mig. Jeg har taget dem nogle enkelte gange, og hver gang har de virket efter hensigten, men det bedste ved dem har været, og er stadig, bare det at vide, at jeg har dem. Med den viden alene, har jeg overvundet mange angstanfald. Angstanfaldene handler meget om, at jeg mister kontrollen over mig selv, mine tanker og følelser uden, at jeg kan gøre noget ved det at blive helt magtesløs over for sig selv. Men bare at vide at jeg kan tage disse piller, hvis det bliver nødvendigt, gør at angsten forsvinder. Jeg er nemlig ikke længere magtesløs overfor den. Jeg har ikke haft et panikanfald i to et halvt år, men det betyder ikke, at angsten ikke længere er der, for det er den, men i dag er jeg ikke længere bange for den, og jeg kan endda bruge den til noget. Jeg sad for ca. et år siden en tilfældig aften og zappede fjernsyn og hørte pludseligt ordet angst. Der sad en kvinde ved navn Kamma Kaspersen og fortalte om noget, der hed Angstforeningen. Det var første gang jeg hørte om andre, der havde angst, og at der ligefrem var en forening for os. Jeg må nok indrømme, at jeg fældede en lille tåre eller to. Men hvorom alting er, så er jeg i dag suppleant i Angstforeningens bestyrelse og telefonpasser på angsttelefonen. For mig er det blevet en hjertesag at oplyse om angst, specielt til børn og unge, for selvom der er sket fremskridt, så var jeg altså 22, før jeg fandt ud af, at jeg ikke var alene med min angst. NY SUNDHEDSAVIS: Redaktør på Dagens Medicin, Marion Hannerup, lancerer en ny gratis sundhedsavis»dit Liv«, der fra næste år skal udkomme månedligt.»folk vil gerne tage vare på deres eget liv, derfor tror jeg, der er et marked for kvalitetsjournalistik på sundhedsområdet«, siger Marion Hannerup. Berlingske Tidende, Business, MIN OCD! Anonym beretning Jeg bliver meget snart 14 år. Jeg har haft OCD siden jeg fik det som 10-årig. Jeg tror at grunden til det brød ud var at mit marsvin, Buster, døde. Det var første gang jeg havde prøvet at miste nogen, så det tog hårdt på mig, og jeg begyndte også at tænke meget på døden og var utrolig bange for, at der skulle ske mig eller min familie noget. Så jeg begyndte at udføre underlige og besværlige ritualer så som at sige noget bestemt 10 eller 5 gange, hver gang jeg løftede og satte f.eks. en kop. Jeg tænkte ikke meget over, hvad det var på det tidspunkt, bare at det var en slags underlige vaner jeg havde. Om aftenen, når jeg skulle i seng, var det ekstra slemt. Og en aften blev det så slemt, at jeg fortalte det til min mor, og hun kontaktede en skolepsykolog. Og nye vaner begyndte nu at poppe op. Ritualer med at blinke og flytte ting med øjnene skulle forhindre frygtelige ting i at ske. Jeg flyttede farlige billeder fra tv et ud på væggen ved at blinke med øjnene mens jeg flyttede mit blik, og hvis jeg så kom til at ånde ind, synke eller flytte min mor eller far over på væggen ved hjælp af mine øjne, ville den forfærdelige ting fra tv et ske for dem. De billeder, jeg flyttede fra tv et, kunne for eksempel være et mord fra en gyserfilm eller noget lignende. Jeg måtte heller ikke flytte mor eller far, synke eller ånde ind, mens jeg kiggede på bestemte farver. Hvis jeg gjorde det med en grøn farve betød det at enten mig eller min mor og far ville blive bidt af en farlig edderkop eller slange. Blå betød, vi druknede. Hvid betød, vi ville få kræft. Sort var pest. Gul var vist noget med at styrte ned med et fly. Og rød var noget med blod. Og samtidig var der jo alle de farlige billeder på væggene, jeg havde flyttet ud fra tv et. Det har altså været svært for mig at blinke, synke og ånde ind, når der var så mange farlige ting placeret rundt i de rum, jeg var i. Jeg havde en meget livlig fantasi og forestillede mig så, at en haj ville komme og spise mig og min familie, hvis ikke jeg gjorde noget bestemt. Jeg vidste jo godt, at en haj fra Australien ikke kunne komme ind i vores hus og spise os. Men sært nok kunne jeg ikke rigtig komme til fornuft og overbevise mig selv om, at det var ren indbildning. Jeg gjorde ikke rigtig nogle fremskridt hos skolepsykologen, så jeg blev flyttet til Hillerød Sygehus, hvor jeg gik hos en børnepsykiater en gang om ugen, hvor min mor også var med. Der gik jeg godt et år, før alle mine ritualer og tanker var væk. Jeg skulle bl.a. skrive de ting ned, jeg gjorde, og så øve mig i at lade være med at gøre dem, og jeg startede med det, der var lettest først. 15

16 16 Efter to år var alt væk uden medicin, som jeg aldrig ville tage imod. Vi havde ellers en recept hængende til skræk og rædsel hjemme på opslagstavlen. Så gik der et år helt OCD-frit. Men så begyndte jeg at blive stresset, da jeg fandt ud af, at jeg ville skifte skole. Og det var åbenbart det, der skulle til, så kom OCD en igen. Ikke så slemt som før. Den var også begyndt at bevæge sig over i noget der lignede generaliseret angst: konstante bekymringer og ting, der skulle tjekkes om aftenen, plagede mig nu. Jeg begyndte så igen hos den samme psykiater, og sammen fik vi kæmpet det ned, lige her før sommer. Men i løbet af sommeren kom angsten/ocd en igen, igangsat af frygten for at starte på den nye skole her efter sommerferien. Lige nu har jeg lidt tilbage, men jeg kæmper selv med det og tror (og håber) det går væk, når jeg er faldet lidt til på den nye skole, og er kommer godt ind i skoleåret. HÅRUDRIVNING, DU ER IKKE ALENE Af Line Lundberg I 19 år holdt jeg det hemmeligt. Lægerne, øjenlægerne og hudspecialisterne kunne ikke give min bekymrede mor andet end opgivende skuldretræk og ryst på hovedet. I centrum for hvide kitler og glinsende instrumenter sad jeg med en klump i halsen. Hår mellem neglene,12 år gammel. Ingen kunne hjælpe mig. Ingen kendte til min lidelse. Jeg vidste med sikkerhed, jeg var den eneste i verden med denne mærkværdige lyst. Helt alene. Hver dag prøvede jeg at stoppe, men det syntes umuligt. Ensomheden og skamfølelsen voksede i takt med at hårene røg af. Det bare fortsatte, blev ved og ved. Når mennesker omkring mig spurgte til mine manglende hår udviklede løgnene sig til en slags dagligdag. Jeg ønskede at blive ét med jorden under mine fødder. Ville forsvinde. Allergi, for stærk øjencreme, høfeber. Den ene løgn afløste den anden. Kunne umuligt fortælle, det var selvforskyldt. Umuligt. Mit skjul blev de kunstige vipper. Desværre, dækkede de kun øjnene. I perioder fik øjenbrynene også en tur. Pluk-pluk-pluk. Skaldede pletter. Med make up forsøgte jeg desperat at skjule de nøgne øjenlåg, de skaldede pletter. Skamfølelsen blev stærkere og voksede dag for dag. Efter 18 år eksploderede mit sind. Depressionen sendte mig ud i en smertefuld tomhed og lidelse. Hårene var helt væk. Psykologer anede intet. Kun opgivende skuldretræk. Hvorfor kunne ingen hjælpe mig? Desperat søgte jeg svar på min lidelse. Pludselig skete der noget. Netpsykiateren blev et vendepunkt. Man skrev tilbage til mig din beskrivelse svarer til den psykiske sygdom, trikotillomani, hvor man ikke kan modstå en tilskyndelse til at plukke hår af sig selv. Hår på kroppen såsom øjenvipper, øjenbryn, hoved- og næsehår, måske skæg? Alt slags hår. 19 år skulle det tage at få et svar på mit plukkeri. Forestil jer, hvilken lettelse, det har været at finde ud af, jeg ikke er den eneste med denne mærkværdige vane. JEG er ikke alene. Oftest er det kvinder, der lider af trikotillomani, omkring 4% af den kvindelige befolkning, modsat 1,5% af den mandlige befolkning, har symptomerne. Hvilken lettelse ikke at være alene. I syv måneder har jeg arbejdet på en informationswebside. Andre skal ikke igennem de samme 19 år som jeg. Den er lavet for dig, der rent faktisk tror, du er alene. Familie, pårørende til-nogen-som-kendernogen er også velkommne til at kigge forbi. Du kan bl.a. skrive i forumet, kigge i litteraturlisten, finde andre via links-listen. Jeg er blevet en del af et netværk, det kan du også blive. Der findes forskellige måder at stoppe. Du kan stoppe. Vi kan stoppe. Fortæl din historie eller læs andres. Det er vigtigt, at vi nu står sammen. Efter 19 år. Du er ikke alene. Besøg mig venligst her: (Efter denne artikel er skrevet har Line og fire andre besluttet at starte en forening. Den får stiftende generalforsamling Red.) LYKKEPILLER FOREBYGGER SELVMORD I takt med, at lægerne det sidste årti har udskrevet stadig flere recepter på antidepressive lægemidler, falder antallet af selvmord tilsyneladende parallelt hermed, rapporterer forskere fra University of Queensland i Brisbane. De sammenholder statistik om personer over 15 år med oplysninger om salget af antidepressiv medicin. Det viser sig, at selvmordshyppigheden er faldet mest i de aldersgrupper, der får mest antidepressiv medicin, nemlig de ældre. Det samlede antal selvmord i befolkningen er ikke blevet lavere, men fordelingsmønstret har ændret sig, således at færre ældre og flere yngre begår selvmord. Samtidig kan man se, at den antidepressive medicin først og fremmest bliver udskrevet til de ældre. Alkoholforbrug, arbejdsløshed og ændret livskvalitet kan ikke forklare den ændrede selvmordshyppighed. Kilde: British Medical Journal 2003: 326 SYNLIG LYKKE I BUDDHISTERS HJERNER Buddhister er lykkelige, rolige og tilfredse mennesker ifølge deres hjernescanninger. Hjerneforskere har opdaget, at områder i hjernen forbundet med positive følelser og godt humør lyser op konstant på scanninger af praktiserende buddhister, selv når de ikke mediterer.»vi kan med ret stor sikkerhed gå ud fra, at de tilsyneladende rolige buddhistiske mennesker virkelig er mere tilfredse og glade,«siger Professor Owen Flanagan fra Duke University i North Carolina i USA. Scanningsundersøgelser på University of Wisconsin viste aktivitet i de venstre præfrontale hjernelapper hos erfarne buddhister. Dette område er forbundet med positive følelser, selvkontrol og temperament. Hvis resultaterne bekræftes, kan de være af stor vigtighed. Den mest sandsynlige hypotese er, at der er noget i den buddhistiske meditationstradition, der giver den indre ro og lykke, vi alle søger. Sundhed.dk d. 23. maj 2003 Kilde: Reuters Health MAIL-GRUPPER Vi har fået en del efterspørgsel på mail-grupper, hvor fx. panikangste kan maile sammen med andre rundt om i landet i en gruppe, så flere kan modtage den samme mail samtidig. Hvis der er tilslutning nok, kan vi få mailgrupper med alle angstlidelser. Der er også efterspørgsel efter en ungegruppe fx fra år. Så send en mail til grupper@angstforeningen.dk, så vil Marie sammensætte grupperne og hjælpe med at udveksle jeres mailadresser.

17 Boganmeldelser OCD HOS BØRN OG UNGE Per Hove Thomsen (red.) Psykologisk Forlag A/S, København, sider. Af Kamma Kaspersen Denne bog er den mest omfattende bog om OCD (Obsessive Compulsive Disorder. Da.: tvangslidelse) i Danmark til dato. Selv om bogens målgruppe primært er fagfolk, kan pårørende og OCD-ramte sagtens få udbytte af den. Forfatteren bringer os vidt omkring OCD, hvis symptomer er påfaldende ensartede i forskellige kulturer hos både børn og voksne. Der er tale om fælles underliggende mekanismer af rituel karakter, der påfører den ramte en betydelig lidelse og påvirker livsudfoldelsen. Freud betragtede tvangsneurosen (som OCD tidligere blev kaldt) for en indre religiøs fortrængning, men denne kontroversielle holdning er man gået bort fra med den viden, man har i dag. Derimod er det mere sandsynligt, at vi stadig bærer rundt på en genetisk bagage, der har tjent til artens overlevelse såsom håndvaskeimpulser og undgåelse af smittekilder. Stereotyp adfærd som overdreven slikke-poter hos hunde kan genfindes i plukning af hovedhår og øjenvipper samt neglebidning hos mennesker, og kan evt. være stress-udløst. OCD kan derfor ses som et oprindelig hensigtsmæssigt, biologisk ritual, der blot er løbet løbsk. OCD rammer både piger og drenge (9-15 år), drenge har en tidligere debut, og i det hele taget debuterer OCD ofte tidligere i livet end andre angsttilstande. Op til 4% i en dansk screening blandt 1150 skolebørn mellem år havde OCD i belastende grad, hvor man ellers kun regner med, at det rammer 2-3%. OCD ses ofte sammen med andre diagnoser herunder angstlidelser, og bogen kommer ind på, hvad der kan udløse lidelsen samt hvilke genetiske faktorer, man har fundet. Her er det overraskende, at 35% der har førstegradsslægtninge (mor eller far) er i risiko for at udvikle OCD. Biokemisk ses lidelsen som følge af en manglende hæmning af impulser, der tvinger den ramte til at reagere med tvangshandlinger. Personer med OCD er ofte meget ansvarlige med en letvakt skyld og angst. Deres begavelse befinder sig i den bedre halvdel af normalområdet, men en test viser, at de ligger dårligere end normalområdet i den nonverbale hukommelse og har lettere ved at reagere på ydre stimulation end på selvstændig tankegang. De har også et langsommere tempo, men laver alligevel færre fejl end normalbefolkningen, hvilket dog tapper dem for meget energi. Den medicinske behandling af OCD er den samme som ved angstlidelser: SSRI der hjælper 3/4 af børnene til at få det bedre. Hos dem vil 20% være symptomfri, når de stopper med medicinsk behandling 1-1 1/2 år efter. Ud fra 10 års kendskab til SSRI har man ikke mistanke om evt. skader hos børnene. Den psykologiske behandling mod OCD er kognitiv adfærdsterapi, som også anbefales til de forskellige angstlidelser. Man arbejder med tænkningen: katastrofetanker, overgeneraliseringer, alt-eller-intet tankegang. Men forinden foretages en vurdering af barnets modenhedsniveau, så behandlingen tilpasses det enkelte barn. Resultaterne af kognitiv behandling - som i dag anses for den eneste effektive metode over for OCD - er, at 75% af børnene viser en bedring på 70-95%. Men da børn tåler angst i mindre grad end voksne, har de brug for forudsigelighed og for, at deres indsats lykkes. En metode kan være at se på lidelsen som noget udenfor en selv: en hjernehikke, drilletanker, vaner, en flok skøre aber i et træ. Når behandlingen skrider fremad, og barnet overvinder flere områder af vanerne, så kan det ofte tage sin succes med sig til andre vaner, der skal stoppes. Men samtidig må der forventes perioder med tilbagefald. Bogens sidste del består af personlige beretninger med OCD, en checkliste og spørgsmål vedr. OCD (som enhver praktiserende læge burde have liggende i sin konsultation, red.) samt et skema til symptomregistrering og et ugeskema, som barnet kan få kopieret og tage med hjem. Bogen slutter sig dermed til den heldige tendens, der synes at være i øjeblikket, til at eksperterne formidler deres informationer videre og forsøger at inddrage almindelige mennesker i den viden og behandling, der er tilgængelig. Hove Thomsen henviser også til en bog med et kapitel, der er velegnet til at fotokopiere og uddele til lærere og pædagoger, som kan arbejde med dette i skoler og fritidsinstitutioner. Det drejer sig om: March J og Mulle K.: OCD in Children and Adolescents. A Cognitive-Behavioral Treatment Manual. New York. NY, The Guilford Press, PSYKISKE SYGDOM- ME OG PROBLE- MER HOS BØRN OG UNGE Per Hove Thomsen (red.) Psykiatrifondens forlag Andet oplag 2001 Af Alexandra Pilegaard Lind Psykiatrifondens forlag har genoptrykt en bog med ovennævnte titel. Børne- og ungdomspsykiatrien melder sig dermed i samfundsdebatten. Og det er der tilsyneladende i høj grad brug for. De tørre tal kan virke skræmmende. Børn og unge, der har været indlagt i børne- og ungdomspsykiatrien på grund af svære psykiske sygdomme, har 6-8 gange større risiko for senere at blive henvist til voksenpsykiatrien. Samtidig viser udenlandske undersøgelser, at op mod 10 % af børn i præpuberteten og helt op til 15-16% af børn i puberteten på et eller andet tidspunkt vil en få en behandlingskrævende psykisk lidelse. 17

18 18 Det er netop i barne- og ungdomsårene, hvor selve fundamentet for kontakt, sociale evner og personlig udvikling dannes. Bogen fremhæver derfor gang på gang, hvor utrolig vigtig en tidlig indsats er. Desværre er der i øjeblikket kun kapacitet til at undersøge og behandle 0,3 % af samtlige børn og unge. Børneog ungdomspsykiatrien i Danmark har det med andre ord ikke alt for godt. Børne- og ungdomspsykiatrien er en del af det offentlige tilbud både hos hospitaler og praktiserende læger, men servicen er som bogen fremhæver alt for lille. Skolepsykolog og socialforvaltning kan dog også henvise til en børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling. Det ændrer dog ikke ved problemerne. Der mangler både sengepladser og børne- og ungdomspsykiatere. Det fremhæves ligeledes, at der kan være stor forskel på behandlingsmuligheder i de enkelte amter. Et andet problem er de lange ventetider som man kender overalt i sygehusvæsnet ikke kun inden for børne- og ungdomspsykiatrien. Her har det bare den effekt, at ressourcerne først og fremmest bliver brugt til behandling frem for forskning. Kedeligt for et område, der trænger til øget kapacitet og udvikling. Psykiske lidelser såvel som børn og unge som hos voksne er desuden ofte tabubelagte, hvilket i nogle tilfælde kan forsinke en påbegyndelse af behandling. Alt for ofte oplever vi inden for børne- og ungdomspsykiatrien, at et barns problemer er blevet bagatelliseret, eller at den unges adfærd eller symptomer er blevet søgt normaliseret ved en misforstået udvidelse af normalbegrebet. siger Jens Buchhave, der i bogen har skrevet kapitlet Hvordan fungerer børneog ungdomspsykiatrien i Danmark? Samtidig manes der i bogen til besindighed. En diagnose er udtryk for en tilstand og ikke en beskrivelse af hele barnet. Inden for de enkelte diagnoser kan der desuden være stor spændvidde ligesom der er stor forskel på de forskellige lidelsers omfang. Alle lidelser er naturligvis hæmmende, men der er alligevel forskel på, hvor invaliderende de er. Bogen spænder derfor bredt. Den medtager ikke kun de velkendte områder som DAMP, autisme, og spiseforstyrrelser, men beskriver også følgerne af seksuelle overgreb og stofmisbrug ligesom der er også er givet plads til et kapitel om at være barn af en psykisk syg. Børn, der er/har været udsat for omsorgssvigt behandles naturligvis også. Der er bl.a. viet et større særskilt afsnit til børn, der af en den ene eller anden grund har det svært i skolen. Glædeligt er det desuden at se, at der findes et kapitel om psykiske vanskeligheder hos børn og unge fra etniske minoriteter. Det kan synes af meget, men det går på ingen måde ud over dybden. Bogen er yderst informativ og er tilmed lettilgængelig, hvorfor den også kan læses uden særlige forudsætninger. Bogen henvender sig ifølge forfatterne særligt til forældre, pårørende samt interesserede, men den kan og bør, som det understreges, også læses af alle dem, som arbejder med børn til daglig. Og hvad med om den fik en plads i bogreolen hos alle landets sundhedspolitiske ordførere og andre myndigheder? Ikke blot for at kunne samle støv, men for at blive læst og give stof til eftertanke. for intet er vel vigtigere end børns trivsel. SOCIALFOBI FRYGT FOR ANDRES KRITISKE IAGTTAGELSE Anna Kåver Socialpædagogisk Bibliotek, Hans Reitzels Forlag, sider ISBN: Denne bog har Katja Johanssen anmeldt i Angst-Avisen, april 2002 på side 23. Så interesserede vil kunne læse anmeldelsen der, og til nye medlemmer vil jeg henvise til vores medlemsside på hjemmesiden, hvor alle tidligere udgaver befinder sig. Dengang fandtes bogen kun på svensk, så det er glædeligt at Hans Reitzels Forlag nu har besluttet at udgive bogen på dansk. Den er er MUST for alle socialfobikere og behandlere af lidelsen. ANGST OG TVANG Trond F. Aarre og Leif Edward Ottesen Kennair Stiftelsen Psykiatrisk Opplysning, 2002 Breigt. 21, 4006 Stavanger. 44 sider. Pris 50 norske kr. ISBN Denne lille bog/brochure der for nylig er udkommet på det der svarer til Danmarks Psykiatrifonden er en rigtig informativ sag. På sine 44 sider kommer den rigtigt fint omkring beskrivelsen af de forskellige angstlidelser. Hvordan man finder den rigtige terapi, hvilken type medicin der bør benyttes til angstbehandling samt gode råd om hvad man selv kan gøre: fx eksponering. Den tager også fat i alle de misforståelser og gamle forestillinger mange stadig bærer rundt på om hvad angst er og hvad angst skyldes. Forfatterne lægger vægt på at der i dag findes effektiv behandling den kognitive og/eller medicinske men at man desværre stadig behandler angstramte mange steder med præparater og psykologiske behandlinger der ikke virker hensigtsmæssigt på angst. Hæftet er smukt illustreret med lidt dystre, farverige billeder. Og så kan jeg altså personligt godt lide at man i Norge har valgt at kalde OCD for tvang. ANGSTEN KOMMER novelle af Hanna Friman 22 sider, u.å. K.Tryk (fotokopi) Kan købes ved at sende en check på 30 kr. Til: Jens E. Søndergaard Skelagervej 79, 2. m.f Ålborg Denne lille novelle har vi fået tilsendt af Hanna. Historien skrider langsomt frem, og stilfærdigt kredser den om en kvindes liv med angst socialangst, men også lidt panikangst hvordan hendes verden lang-

19 somt bliver indskrænket, hvordan livet går forbi hende sammen med årstidens skiften, der varsler et lille håb og et skridt fremad, når de lyse timer banker på og depressionens mørke, når dagene bliver korte. Et lyspunkt i historien er dog studenten, som hun får lukket ind i sit liv, og som får tilværelsen til at tåles bedre. Ja, til sidst er der endog et håb at skimte for hendes fremtidige tilværelse med formindsket angst. ALTERNATIV BEHANDLING - METODER OG VIRKNINGER Jerk W. Langer. Komiteen for Sundhedsoplysning, sider. Pris ca. 100 kr. Ved køb af flere styk kan prisen næsten halveres. Bogen behandler områder som akupunktur, biopati, healing, hypnoterapi, zoneterapi, kiropraktik, homøopati, naturlægemidler, zoneterapi m.m. Ja, faktisk nævnes omkring 150 alternative terapiformer. Langer undgår heller ikke at nævne de brodne kar branchen rummer men alligevel har hver 5. dansker forsøgt sig med alternativ behandling inden for det sidste år, selv om accepten fra den etablerede lægevidenskab ofte har manglet. Bogen ser objektivt på de forskellige behandlingstilbud og kan derfor anbefales til de der har lyst til at forsøge sig med alternative tilbud. UNG OG SÅRBAR En bog for unge om udvikling og psykiske forstyrrelser. Psykiatrifondens Forlag, sider. Forfattere: Niels Bagge, Anne Marie Christensen, Eva Christensen, Christian Graugaard, Katrine Pagsberg, Jette LaBiabca. Af Kamma Kaspersen Denne bog er skrevet til de årige, forældre og lærere og spreder sig over mange emner og diagnoser på meget lidt plads. Nogle af bidragsydernes sprog rammer de unge bedre end andre, og vægtningen af de forskellige lidelser kunne jeg godt have tænkt mig lidt anderledes. Fx er afsnittet om angst og fobier kun på seks sider, og det afsluttende kapitel Behandling er kun på fire sider. Kognitiv behandling nævnes overhovedet ikke! Afsnittet om angst og fobier synes at gøre meget ud af enkeltfobierne: edderkopper, elevator, bier, slanger der oftest er rimeligt harmløse og lette at behandle. De fysiske symptomer beskrives, så de unge kan genkende dem: sommerfugle i maven, rundt på gulvet, at være ved at dø af varme. Og så spændingshovedpine, vejrtrækningsbesvær, der kan vildlede den unge med, at det måske er noget fysisk, der er i vejen. Fx. er panikangsten meget fysisk i sit udtryk og er da også på sine syv linier i bogen beskrevet præcist, som den ofte vil opleves af den unge under et anfald. Den største angstlidelse blandt unge: socialfobien, får til gengæld kun seks liniers omtale og beskriver rødmen, foredrag eller den sorte klap til eksamen som symptomer på socialfobi. I virkeligheden er netop disse eksempler noget, som alle kan have oplevet uden at have eller være ved at udvikle socialfobi. Hvorimod angst for at spise/drikke på offentlige steder, skrive mens andre ser på, ryste på hænderne, autoriteter eller at skulle på toilettet her og nu ikke er med. I ordlisten bagerst i bogen er angst heller ikke med! Men som indføring til psykiske lidelser generelt, er bogen med sine eksempler udmærket tilpasset aldersgruppen. MESTRINGSBOK SELVHJÆLP ANGSTBEHANDLING Jan Haslerud, psykiater Gerd-Ragna Bloch Thorsen,, psykiater Tone Madland Skeie, psykiater Geir Thingnæs, klinisk sosionom Stiftelsen Psykiatrisk Opplysning, sider. Pris 110 norske kr. Denne selvhjælpsbog fortjener en oversættelse til dansk, men norsk er ikke særlig svært at læse, så mon ikke det kan gå an at benytte den for de fleste? Så længe vi i Danmark slet ikke har behandlere nok til angstlidelserne, så må vi tage alternative metoder i brug, og allerede flere steder i udlandet har selvhjælpsbøger og sider på nettet hjulpet mange til at finde ud af, hvad det er der sker med os, når vi får angst, og hvad vi selv kan gøre. Enten i en selvhjælpsgruppe eller derhjemme. Bogen er fyldt med skemaer til hjemmearbejde, og vil sagtens kunne kopieres så man i en selvhjælpsgruppe kan lave opgaver derhjemme til næste gang man mødes med gruppen. Den indeholder også materiale til kortlægning af belastninger, livshistorie, netværk, ressourcer, hvad man kan lide, angsten og kroppen, ens holdning til medicin, ugeskema hvor man noterer angtsanfald, undgåelsesskema med de ting man har undladt at gøre i ugens løb pga. angst, kropsfornemmelser, tvangstanker, eksponeringstræning og dagbog over denne. Til slut et opfølgningsskema og evaluering. LUNDBECK: Forskere mener at have fundet indikationer for, at antidepressive midler nedsætter risikoen for selvmord. Et nyt studie, der netop er blevet offentliggjort i tidsskriftet British Medical Journal, kan blive værdifuldt for Lundbeck. Mange eksperter har argumenteret for, at specielt påbegyndelsen og afslutningen af medicinering medfører øget risiko for selvmord, hvilket har resulteret i mange sagsanlæg. De nye indikationer har givet Lundbeck nye argumenter i kampen mod erstatningskravene. RB-Børsen, 1. sektion, 6,

20 NYT SVENSK BLAD OM POPULÆR PSYKOLOGI OG MEDICIN Af Kamma Kaspersen Med stor interesse købte jeg i Malmø det nye specialblad PS! Nr 1, juni-august Det bliver spændende at følge bladet og se om det overlever i Sverige for det bygger på de historier som almindelige mennesker gerne vil vide noget om, og som læserne må plukke ud stykvis gennem andre dameblade. Forsiden reklamerer med historier om Camillas tvangslidelse, meditation, imago-metoden der kan få gang i kærlighedslivet og en personlighedstest. Det er ved første blik meget damebladsagtigt og er vel nødt til at slå på det velkendte for at køberne skal investere i det ukendte blad. Vi skal bevæge os ind i bladet for at finde artikler om bulimi og alkoholmisbrug og en Spørg psykiateren-brevkasse, Resten af indholdet er det samme som vi vil forvente at finde i de lidt mere lødige dameblade som I Form. Jeg håber derfor PS! vil turde springe mere ud i de næste numre og koncentrere sig om psykologiske og medicinske emner, ellers ender det bare som et blad ud af mange, som vi i forvejen har rigeligt af både herhjemme og i Sverige. ENDNU 15 ÅRS LÆGEMANGEL Sundhedsstyrelsen anslår, at den nuværende mangel på speciallæger vil fortsætte i 15 år endnu. Først i år 2020 vil vi få dækket de 800 speciallægestillinger, der i dag står tomme hen. Og kun hvis man kan få lægerne til at videreuddanne sig til speciallæger.»der er et stort behov for speciallæger, og vi forsøger at uddanne så mange som muligt. Men der er for få læger, som begynder en speciallægeuddannelse«, siger Karsten Bech, der er kontorchef i Sundhedsstyrelsen. For at afhjælpe problemet er både Sundhedsstyrelsen, Lægeforeningen og Det Nationale Råd for Lægers Videreuddannelse i gang med at revidere uddannelsen, der varer 14 år, og vil se på en evt.»omstrukturering af deres arbejdsopgaver, vagtfunktioner og tilrettelæggelsen af arbejdet«, forklarer Karsten Bech. Kilde: Sanne Gram, Jyllands-Posten, 1. sek., s. 4, d. 16. juli FOLINSYRE MOD ANGST OG DEPRESSION To undersøgelser peger på, at B-vitaminet folinsyre muligvis kan hjælpe mennesker over angst og depression. Undersøgelserne er begge udenlandske, men herhjemme er man meget interesseret i dem. Hvis folinsyre kan hjælpe, vil det være et bivirkningsfrit og billigt supplement til antidepressiv behandling. De 30-40%, der ikke kan hjælpes tilstrækkeligt med medicin, vil evt. kunne supplere med folinsyre, Der er endnu ikke tilstrækkeligt bevis for, at folinsyre hjælper, det kræver flere undersøgelser. Men kan det bevises at virke, er det meget billigt og uden bivirkninger og kan gives til alle. Kilde: Jens Grund, Jyllands-Postens netavis, 30. juli NY BROCHURE FRA ANGSTFORENINGEN Så er vi på banen igen med en ny brochure - denne gang om henholdsvis kognitiv og medicinsk behandling af angst. Brochuren består af to interviews. I det ene fortæller cand.psych, Lisbeth Gregersen, om de metoder, man bruger i forbindelse med kognitiv behandling, og i det andet svarer prof.dr.med, Tom G. Bolwig, på spørgsmål om benzodiazepiner, SSRI og SNRI m.m. Vi håber brochuren vil medvirke til at afklare nogle af de spørgsmål og fjerne lidt af den usikkerhed, der ofte melder sig, når man står over for behandlingsformer, man måske ikke kender så meget til. Brochuren kan downloades fra medlemssiden eller bestilles på tlf MUSIK SOM BEHANDLING Et dansk hold læger, plejepersonale og psykologer har fundet ud af, at musik kan helbrede og lindre smerter. Overlæge Per Thorgaard og professor, dr. med., speciallæge og klinikchef Lars Heslet fra Rigshospitalets intensivafdeling har gennem fire år samarbejdet med komponisten Niels Eje om at udvikle og afprøve, hvilken form for musik, der har effekt i smertelindring og behandling.»vi ved jo, at visse toner sagtens kan høres af patienter, selv om de er i koma eller under fuld bedøvelse, og vi har tilbragt uendeligt mange timer med at få ideen til, hvilken musik der havde den optimale effekt. Musikken blev derefter testet på flere end 2000 patienter, sygehuspersonale og pårørende - idet omgivelserne er med til at skabe en hurtig helbredelse«, siger Niels Eje. Musikken minder ikke om almindelig musik, men består af en række lyde hentet fra naturen som bølgeskvulp ved en strand eller en rislen fra en å. Musikken kan også være gavnlig, når man læser til eksamen, lægger børnene i seng eller har brug for at stresse af. Kilde: Lotte Hauch, B.T., 1. sektion, side 23, d. 12. august 2003